Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn

blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.

 

   
Som dybest brønd gi'r altid klarest vand, Tekst: Jeppe Aakjær, 1916, Melodi: Carl Nielsen, 1919 . Digtet hed oprindeligt "Historiens Sang" og blev skrevet til et historisk stævne i Skive 5. juni 1916. *
Se indholdsfortegnelse til Jeppe Aakjærs artikler i Skivebogen
Se fortegnelse over Jeppe Aakjærs samlede udgivelser 
 
Historisk Samfund for Skive og Omegn blev stiftet i 1908 i en periode o. århundredskiftet, hvor der blev stiftet Historiske Samfund landet over.
I Skive var formålene som i stort set alle de andre Historiske Samfund 1) at udgive et årligt, lokalhistorisk tidsskrift, der i Skive kom til at hedde Aarbogen, som udkom første gang i 1909, 2) at arbejde for et lokalt museum, der formelt fik de første dele af sin samling i 1910, i 1942 en egentlig og egen museumsbygning. Og - som det hedder i foreningens love - 3) ”vække Interesse for den stedlige Historie og frede om Egnens Fortidsminder.”
I 1911 anføres Jeppe Aakjær som formand for redaktionsudvalget, hvor han efterfølger J. Neerup, redaktør af Skive Folkeblad. Det betyder, at Jeppe Aakjær har været formand for redaktionsudvalget siden 1910. Han har 6 artikler i 1911 Aarbogen. Og han omdøber fra 1916 Aarbogen til Skivebogen.
Jeppe Aakjær optræder som formand for redaktionen sidste gang i 1926 Skivebogen. Fra 1927 er Gudmund Schütte, Eskjær formand for redaktionen. Aakjær skriver sin sidste artikel i Skivebogen i 1928, og han dør i 1930.
Hvis man vil have et sammenfattende overblik over Jeppe Aakjær og hans aktiviteter i og omring Historisk Samfund for Skive og Omegn, har tidligere formand og redaktør for Historisk Samfund for Skive og Omegn, Rud Kjems i 2016 Skivebogen s. 66-71 en artikel om Aakjær og Samfundet.
Ved stiftelsen af foreningen henvendte Aakjær sig - måske lidt pikeret over ikke at være inddraget ved foreningens stiftelse - til formanden, daværende højskoleforstander for Krabbesholm, A. Th. Dorf, der så på et bestyrelsesmøde i 1910 blev pålagt at bede Aakjær skrive en artikel og møde op til generalforsamlingen for at blive valgt til bestyrelsen, hvilket skete, og Jenle digteren blev formand for redaktionsudvalget.
Jeppe Aakjær havde gjort opmærksom på, at han både var interesseret og kyndig i historie, som han havde studeret på Københavns Universitet under den navnkundige professor i kildekritik m.v.. Kr. Erslev. Og det viste han da også efterfølgende, hvor han i 1911 Aarbogen havde 6 af de 9 artikler.
Aarbogen blev under Aakjær i 1915 til Skivebogen, og igennem hele sin redaktørperiode var han en af de allermest ydende artikelskrivere til årsskriftet, som blev hans hjertebarn. Ved sin afgang udtrykte han det selv således: ”I de sidste 16 Aar har jeg skrevet 95 Afhandlinger i ”Skivebogen”, eller i alt 1300 Bogsider …” Selv om han betragtede Skivebogen som et hjertebarn, så forlod han posten i 1926. Den direkte anledning var iflg. Rud Kjems en anmeldelse i Venstrebladet af Skivebogen 1926. Kritikken i Venstrebladet gjorde Aakjær bitter, og han ville så ikke mere have så megen møje til den utak. Jeppe Aakjær levede fra 1866, hvor han blev født i Fly, til 1930, hvor han døde på Jenle.
 
Artiklerne, en oversigt.
Man kan sammenholde Jeppe Aakjærs samlede bibliografi med udgivelserne i Skivebogen, der fylder betydeligt.
 
 
  • Skivehus, svenskekrigene,  Rigsadmiral O. Gjedde overtager Skivehus. 
 
 
 
 
 
     
 
     
 
Skal der voves en kort karakteristik af Jeppe Aakjær som lokalhistorisk forfatter, så kunne den se således ud.
  • Jeppe Aa. er i sit forfatterskab stærkt påvirket af tre års historiske studier på Københavns Universitet, 1895-98. Og her især den få år ældre professor Kristian Erslev (1852-1930), hvis forelæsninger Aakjær ser ud til at have fulgt. Erslev var netop den tids førende forkynder af den positivistiske, kildekritiske metode. Den historiske sandhed skulle og kunne findes ved brug af de bedste kilder. Og her var værktøjet kildekritikken. Når Aakjær forlod historiestudiet skyldtes det formentlig en erkendelse af, at hans egentlige  kald - eller det han allermest egnede sig til - var at blive digter og forfatter. Desuden var der også problemer i ægteskabet med Marie Bregendahl, som han blev skilt fra i 1899. Det mest gennemgående i Aakjærs skribentvirksomhed - ikke kun den lokalhistoriske - er troen på og viljen til den dokumenterende tilgang til stoffet, brugen af det primære kildemateriale, med nøje angivelse af områder, hvor det ikke havde været ham muligt at finde kildemæssig dokumentation. Der må være tilbragt uendeligt mange timer på Rigsarkiv, Viborg Landsarkiv og flere til forskellige formål andre relevante arkiver, når Aakjær var faldet over begivenheder eller historiske sammenhænge, der i hans øjne var rygter og folkemunde, så gik han efter den bedste dokumentation, de bedste kilder, som han kunne finde ved ihærdige arkivstudier.
  • Den grundige dokumentation i Aakjærs forfatterskab bærer altid præg af hans evne til sproglig, poetisk fylde. Derfor kan selv arkivbaserede fremstillinger med indgående brug af det historiske kildemateriale pludseligt og i passager blive til syngende lyrik. Poesi og lyrik kan også ind imellem gribe ind i brugen af det benyttede kildemateriale, hvor der måske ikke altid vil være dækning for fremstillingsformen. Ind imellem vægtes den sproglige pointe over dokumentationen.
  • I de her gennemgåede lokalhistoriske artikler kan det ind imellem forekomme, at Aakjær lader kildematerialet løbe af med sig. Hvis han finder et spor, som han i det benyttede arkiv finder interessant, så får det ret hyppigt lov til at styre fremstillingen. Det betyder, at man ikke skal regne med snævert styrende problemstillinger, der afgrænser fremstillingen. Et spændende kildemateriale får ofte lov til at råde over detaljer, som man efterfølgende ikke lige havde forventet i den givne sammenhæng.  
  • I biografier karakteriseres Aakjær ind imellem som socialist. Denne karakteristik er mere diffus end egentligt sigende. Men det er da rigtigt, at den socialdemokratiske partitop deltog ved Aakjærs død. Men karakteristikken er også forkert i mere specifik forstand. Der er intet i det foreliggende lokalhistoriske materiale, der indikerer nogen form for marxistisk inspireret dialektisk materialisme i behandlingen af det historiske stof. Men der er en tydelig social indignation, der kommer til udtryk ved en gennemført kritisk synsvinkel på f. eks. forholdet mellem Skive by og de to herresæder, Skivehus og Krabbesholm. Vægtning og vurdering af det historiske stof er her en klar kritik af bjergsomheden på de to herresæder på bekostning af den almindelige befolkning. Der er flere eksempler på mere eller mindre vellykket opsætsighed mod den herskende overklasse op imod og omkring landboreformerne, hvor sympatien tydeligt ligger hos de undertrykte, men dog også med kredit til de herskende klasser, hvor der er eksempler på samfundsmæssigt positive tiltag herfra. 
  • Selv om den sociale indignation i Jens Vejmand er et kendt varemærke for Aakjær, så finder man dog også helt konstaterende beskrivelser af samfundets bund, rakkerne o.l.
  • Det skal bemærkes, at selv om denne karakteristik har belæg i referencer til Aakjærs artikler i Skivebogen, så er der her tale om et udvalg. Hvis man selv vil styre og vægte, er der ingen vej uden om at gå til Aakjærs egne artikler - som der er henvist til med årgang og sidetal.
 
 
 
  • Aakjærs første artikel havde titlen ”En ordentlig Ligning”. En historie fra Vroue m. fl. i Fjends Herred, et overfald på ”en Sjælesørger”, der resulterede i bøder til Viborg latinske Skole i årene 1645-46 ”helt ned til vore Dage.”
  • En artikel om ”Da Daugbjerg brændte.” Branden omfattede ”8 hele Gaarde 2 Lader, 5 Huse, i alt: 15 Brandlidte” i året 1791.
  • ”En værre Præst”. Omkring byerne Kvols og Borup ved Hjarbæk Fjord, Dalsgaard Præstegaard. Hovedfiguren er Peiter Lorenz Jensen Nørholm, født 1690, kaldet til præst i 1725 for Taarup og Kvols menigheder. Han anklages i 1727 for ”voldeligt at have ranet et Faar fra et Par Fruentimmer i Klosterhusene i Borup.” Tilsvarende sager berettes der om indtil 1735. Men i 1743 beskyldes han for at være barnefader til et ”i løsagtighed aflet Barn.” Flere andre sager fører til hans afsættelse i 1744. Han dør iflg. Aakjærs undersøgelser i 1770, Berlingske Tidende 1770 nr. 58 på Christiansø. Bornholm, forhen Præst.
  • ”Kirke og Herremand”. ”I Fly og Vridsted ejede i 1728 Kirkerne af en Justitsraad Jespersen til Høgsholt.” Klage fra den lokale præst over kirkernes tilstand.
  • ”to Høje”. "Hvor beskæmmende er det, at de skjønne Slægtsminder ... skal møde deres Banemænd blandt vor "oplyste" Bondestand." Om en række høje berettes med ofre, mord og blodskam. På Fly hede "æ Bojers Hyw", hvor Morten Jensen Boje hængte sig selv. Og Vium Tinghøj på Bostrup Hedemark, hvor dramaer udspillede sig mellem "Bødlen og hans Ofre."  
  • Skoler og Degne i det gamle Fjends Herred, Skolerne s. 3-48. Degnerækken ved Fjends Herreds Hovedskoler, s. 49-58.
En interessant gennemgang ud fra kirkebøgerne, samtaler med eksisterende lærere og Arkivsekretær S. Nygaard, Landsarkivet Viborg. Se Nygaards Sedler, hvor man vil kunne søge arkivoplysninger om alle de af Aakjær nævnte degne i Hejlskov (Lund), Højslev, Ørum, Taarup, Kobberup (Søby), Fly-Vridsted, Vroue-Resen, Mønsted-Daugbjærg.
 
Skoleafsnittet tager udgangspunkt i, at "degnen" var præstens repræsentant i skolen før reformationen, hvor der kom "et Stænk af Verdslighed." 
I gennemgangen, hvor Christian 2.'s fremsynethed inden for skolen fremhæves, hedder det om Frederik 4.'s 240 rytterskoler, at "Skoledagenes Antal (steg) til 6 ugentligt ..." Lokalt oprettedes der jo ingen rytterskoler, og det statslige initiativ fra den enevældige konge blev ikke fulgt op af private, godsejere m. fl. Der kom forordninger fra 1739 og efterfølgende om undervisningens længde (mindst 3 måneder), skolestuer og lærere og læreren, der skal have "en Bibel, tvende store, sorte Tavler ... Blækhuse og ... Linealer ..." Der er lokale beskrivelser som "Skolen i Lund By ... der laa lidet Bekvemt for Sognets Beboere ...", hvilket resulterer i, at "Fruen har lovet ... at lade den (skolen) flytte til Hald By ..." "Fruen"kan kun være Marie de Lasson, der ejede Ørslev Kloster fra 1724-1747, overtaget efter Frederik Berregaard, der døde i 1724. Sønnen Frederik de Berregaard fik Ørslev Kloster efter Marie de Lassons død i 1747. Jeppe Aakjær kalder i øvrigt helt konsekvent Marie de Lasson "Fru Bjerregaard". Med mange, detaljerede beskrivelser af forskellige lærere, deres skoler og udkomme i sognet. 
Skolen forbliver dog i Hejlskov, og læreren, som ikke ønsker at flytte fra Hald tilbage til Hejlskov, bliver afskediget. 
  • "Søslag", En Ulvehistorie, s. 124-128. Søslaget er et slagsmål 22. august 1646 på Lundø. "Det ses ikke, hvorfor Lundø-Fiskerne skulde ha' disse læsterlige Klø, men Aarsagen har jo nok været Uenighed om den kjære Torsk." Ulvehistorien er fra 6. febr. 1763, hvor en datter af en får ejer skule vogte får, for vild, hørte ulven blandt fårene, blev bange og frøs halvt ihjel i den våde lyng. En eftersøgning åbenbarede, at "hun laa i en Kreds af 77 sønderrevne Faar; saa grusomt havde Ulvene regeret. Omsider fik man dajet hende hjem sammen med de Faar, som Ulvene havde sparet."  
  • Fra Bondens Trældomstid, s. 4-39. Omhandler ejeren på Estvadgaartd, der i 1730'erne mistænkte og forfulgte en bonde for tyveri. 2. del af Aakjærs artikel er "Et Stykke Vejhistorie eller Oprør i Fjends Herred". 6. april 1770 pålægges "Amtmanden over Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter, Andreas Skeel ... at lade Amtets Veje sætte i forsvrlig Stand med 12 Alen brede Baner ... (m.v.) ... Alle disse Forbedringer maa udføres af Bønderne i deres Fritider ..." Det drejede sig om Skive - Viborg vejen, hvor man kunne blive nødsaget til at tage en omvej over Dommerby, "hvilken regnes over 3/4 Mils Vej, og endda om Foraar og Efteraar maatte med Livsfare passere et Stykke deraf nær ved Skive Bro og undertiden lade sig sætte over med Baade. Stiftamtmanden foresatte sig derfor at trække en Vase efter den lige  Linje over dette Kjær... for at vinde over ½ Mils Omvej, samt hæve Farlighederne saavidt muligt." En del bønder viste sig uvillige i 1771 til at påtage sig dette arbejde. Sognefogeden i Fly refereres for i denne forbindelse at have skrevet til stiftamtmanden, dateret 11. juni 1772, at de Fly bønder gerne ville "reperere ved Braarup og deres gamle Veye ... men (ikke) en ny Vey udi Kiæt oh <<<morads ..."  Bønderne klager til kongen, ikke mindst foranlediget af, at bønderne i Dommerby, som vel måtte have størst interesse i vejen, ikke var pålagt at yde deres del - syntes de andre. Kongen imødekommer ikke bøndernes klage og i skriftligt svar 5. april 1773 opregnes udførligt bøndernes pligter til at udføre arbejdet. Herredsfogeden Caspar Rothe, der havde været en drivkraft i vejanlægget bliv i 1773 forflyttet, sikkert til de klagende bønders store tilfredshed. Sognefoged Peter Nielsen i Dommerby anfører om vejplanerne, at "den gamle Vej fra Gammelgaard til Sive som er mellem 3-400 Favne lang, er meget ond og slem, fordi det er Blaalers Bund". 27. maj 1775 meddeler byfoged Hilmich, Sikive: "... ingen af Herredets Bønder vilde arbejde paa den Del af Vasen, som laa udi Skivehus Amt, men vilde derimod ikke undslaa sig dor den Del at istandsætte, som laa udi Halds Amt, hvorunder Fjends Herred sorterer ..." Brårupvejen fra Skive til Gammelgaard, "fra Skive Bro og 1200 Alen op mellem Digerne ..." samt den omstridte vej til Dommerby måtte sættes i licitation. De genstridige Fjends bønder ville ikke arbejde frivilligt. Og de lokale myndigheder må finde sig i et nederlag til de genstridige bønder. Iflg. Aakjærs undersøgelser
  • Skivehus i det 17. årh., s. 87-133. Det er nok sparsomt, hvad Aakjær ved om Skivegaard / Skivehus før og efter det 17. årh., hvor han forsøger at rekonstruere, hvor de gamle bygninger har ligget. Over åen har der været et vadested, som blev afløst af en bro, Braarup, "den ryddede Plads ved Broen". Et opsllag i Nordiskk Forskningsinstitut, Danske stednavne, viser, at Braarup er et "navn efter Broen over Skive Aa, ved hvilken Torpet ligger ..."  Om Magdalene Banner, ejer af både Krabbesholm og Skivehus, anføres, at hun i 1564 byggede et eller andet til Skivehus, men at der er uvist, hvad det er. Aakjær gør en dell ud af Christian d. 4.'s manglende vilje til at betale til vedligehold af den forfaldne kongeborg (kongelev, d.v.s. kongemagtens institutionsgods, hvor et patrimonium er kongemagtens arvegods) i modsætning til overforbruget / gældsætningen med eget arvegods. Desuden anføres den af Christian d. 4. med katastrofale følger førte Kejserkrig 1625-29. hvor Jylland blev plyndret og hærget, også Skive, d.v.s. Skivehus. Afsluttende skriver Aakjær: Den "lille By Skive vilde aldrig være bleven til uden Skivehus; men Slottet var en tyrannisk Mor..."    
  • Skives Ildebrande i 18. Aarhundrede, s. 41-81.Aakjær er formentlig den, der har været grundigst omring kildematerialet til de mange brande - samtidige beretninger til statsmyndigheder,, skrivelser og attestationer fra lokale myndigheder, herunder dog også sekundærlitteratur, f. eks. Wiibergs Præstehistorie. Der indledes dramatisk, Skives "Historie lugter ligefrem svedent. Ja, et er knapt den har anden Historie end disse Brande ... Skrig fra Mennesker i yderste Vaande høres svagt endnu, naar vi vender de gamle Dokumenter ... der er næsten altid Ild oppe ad den Kant til." Det er ganske informerende, hvad Aakjær skriver om de enkelte brande. Det er i mange henseender, hvad vi i dag ved om de mange brande i 1700-tallet: 1) Brand 1699 (en  enkelt Gaard, hvor den søgte erstatning i 1703 afslås), 2brand i 1715 (51 "Gaarde eller Halvparten af Skive By", hvor stederne geografisk og personmæssigt udpeges), 3) brand i 1725 (Sønderbyen), 4) brand i 1742 (Karen Clemmensdatter dømmes for "nogle Undsigelsesord over Byen ... noget med Ild og Brand", hun idømmes fængselsstraf og flygter efter 10 år til København. 5) Brand igen i 1748 og 1749 - "tilsammenlagte fortærrede (de) den hele By, undtagen trende små stæder." 6) "En større Ildbrand i 1768" er omtalt i "A. Thomsens lille Bog, Skive og Omegn, 1910". Og denne brand skulle have været større end brandene i 1748 og 1749, hvilket Aakjær "dog trods ivrig Søgen ikke (har) fundet nogen Bekræftelse (paa)." A. Thomsens lille bog fra 1910, Skive og Omegn Illustreret Turistfører er et lille, pænt oplysende skrift om Skive og Omegn. Især er illustrationerne, ca. samtidige fotografier meget seværdige. Men hvis der ikke i det primære kildemateriale kan findes oplysninger om en ildebrand i 1768, så er Thomsens lille bog ikke tilstrækkeligt grundlag til at ville hævde, at der har været en ildebrand dette år. Hvor Thomsen så har sin oplysning fra, er det vanskeligt at sige noget fornuftigt om. Desværre er der ikke i Skive Kommunes Historie i 3 bind foretaget undersøgelser på dette punkt.
  • Omkring Astrup Vig, s. 95-135. Om Breum Kilde og Grinderslev Kloster, Aakjærs beretning er vist genfortalt i Grinderslev Kirke, Kirke og Sogn, 1951. Se også om Grinderslev Kloster. Om Filshauge, der iflg. Aakjær bliver til Nørgaard. En ejer, Niels Eskildsen skule have været stærkt gældsat til herremanden på Eskjær og lensmand på Skivehus, Niels Høg. Niels Eskilsen dør 1513, men hans efterfølgere kæmper fortsat med gæld til Niels Høg. Alligevel hævder Aakjær, at både Astrup og Nørgaard "un (var) Avlsgaarde til Filshauge". En del af Filshauge har også været Grønris, der dog i alle dokumenter "er en ringe Fæstegaard under skiftende Ejere." Opslugt af Grønris blev alligevel iflg Aakjær Opstrupgaard, efter 1662 kaldet Ustrupgaard. Iflg. Aakjær var Nørgaard "allerede 1420 ... en selvstændig Gaard". I forbindelse med omtale af Astrup gods omtaler Aakjær også Nørrevejle, Astrup Vig. I afslutningen af artiklen hedder det: "Længere skal vi ikke denne Gang udstrække disse spredte Meddelelser om Egne, hvis Historie hidtil har slumret under Lyngen og Enebærkrattet." Det sidste er nok korrekt, der er stort set ikke andre end Aakjær, der har forholdt sig til denne del af den lokale historie omkring Jenle.
  • Lidt Brev-Potpourri, s. 145-155. Aakjær er i tidsskriftet Clio (1899) stødt på en bre vveksling mellem M. Luthers enke, Catrine, der vidner om, "at den store Reformator ligesaa lidt som andre dødelige har været fritaget for Næringssorger." Desudenforskellige andre breve, som Aakjær er stødt på, bl.a. også et i relation til Filshauge, og et brev, skrevet i året for Holbergs død i 1754, der vidner om, at "den gamle Satyrikus ... ramte lige i Prikken." 
  • Fra Skive gamle Latinskole, s. 66-100. Der indledes med en konstatering, at "Latinskolen i Skive aldrig blev andet end en Forstue til den store Søster i Viborg ..." Aakjær skønner usikker, at skolen nok har ligget i nærheden af Vor Frue Kirke sydvest for byen, så meget udenfor, at den undgik de mange ildebrande i 1700-tallet, undtagen den sidste, i 1749, hvor skolen brændte ned. Skolen har iflg. Aakjær nok ligget "Sydvest for Byen omme i Kirkens Nærhed", og det skønner han ud fra et par dokumenter, hvor skolen omtales. Latinskolen  Latinskolerne er afløsere for den katolske tids kirke- og klosterskoler, hvortil også hørte katedralskolerne. I de mindre købstæder blev der oprettet latinskoler fra 1537.  Aakjærs kilde siger, skolen blev opført 1540. Det er dog snarere 1545. Eller rettere, det er her, det ses, at Skolemesteren begynder at få løn. Ud fra Diplomatarium Viborgense eller Bispearkivet, som Aakjær kalder det, kan man se, hvorledes skolemesteren i Skive fik sit udkomme, herunder elevernes, Peblingenes ret til at besætte degnekald inden for to mil fra skolen. * Latin´skolens forret til degnekaldene var et kardinalkrav, og Aakjær refererer fra Diplomatarium Viborgense sagen mod Per Bonde fra jærgaardsholms Gods. Per Bonde blev i 1546 fradømt degnekaldet, da han var udygtig, ikke "kunne synge Latin".  Det er næppe muligt ud fra disse konflikter omkring degnekald at konkludere, at de fra Latinskolen kommende peblinge var ringere end de lokale degne. Men der har utvivlsomt ind imellem været tale om temmelig ringe undervisning. Et par af Aakjær refererede sager omkring skolens rektor kan der næppe udledes alverden fra. En enkelt skolemester blev i 1559 dømt " til at have sit Embede forbrudt, fordi han ... havde vist sig forsømmelig i sin Gjerning." Hertil kommer flere andre af forskellige grunde problematiske skolemestre. Under 1600-tallets svenskekrige blev skolens situation slet ikke bedre, skriver Aakjær, som også konstaterer ,at fra 1726.var der "kommen til Strid om Skolens Regnskab ... og Bispen ... befaler den trættelystne Provst ... at lade Skive Skolehus med Vinduer, Døre, Borde, Bæne etc. saaledes reparere, at Rektor der kan bekvemmelig holde Skole ..." I 1739 tildeles den afgåede rektor pension i Viborg, og om skolehuset hedder det, at det "... befindes aldeles ubequem til Skole, og liigger ubelejligt, saa (det skal) ved offentlig Auktion sælges ..." Således lader Aakjær ud fra dokumenterne i Diplomatarium Viborgense skolen ophøre med at eksistere i 1739. I Danske Atlas finder Aakjær for 1768, Skive By, at "Skolehus er der ikke, men Skoleholderen lejer et bekvemt Hus". Der er altså tale om en købstad uden skolehus. Men altså en skole i lejede lokaler - indtil 1852, hvor der blev bygget en folkeskole Østergade 6..
    Aakjær bygger hovedsageligt sin fremstilling om Latinskolen i Skive på dokumenter fra Diplomatarium Viborgense. Kommentarerne til de fundne oplysninger forekommer at være i god harmoni med det dokumentariske materiale. Selv om ironien i forhold til (den manglende) kvalitet i undervisning og peblingenes insisteren på at besætte degnekald nok må karakteriseres som en tolkning. Men ikke en urimelig en af slagsen.
  • Fra det gamle Bustrup, s. 1-31. Bustrup er i 1916 blevet solgt til udstykning, Aakjær finder det på sin plads at "meddele nogle spredte Træk af dets ca. 500 aarige Historie." Bustrup skulle være sammenlagt af to gårde og tidligt del i Krabbernes slægts ejendomme.* Den berømteste af Krabberne på Bustrup var Tyge Krabbe, født 1474, rigsmarsk 1523, en af Christian 2.'s modstandere. Aakjær karakteriserer Tyge Krabbe som en svunden tids mand i forhold til den stærkere kongemagt, som Christian 3. repræsenterede. Aakjær refererer udførligt en lokal fortegnelse over Bustrups ejere fra Tyge Krabbe (1474-1541 til 1670, han har fundet i en pakke på Rigsarkivet - som formodes udarbejdet af en lokal præst i 1600-tallet. Desuden ud fra Danske Atlas en udførlig omtale af Bustrups bygninger. Danske Atlas er blevet til i årene fra 1763-81. De bygninger fra 1705, vi kender i dag, har også været Aakjærs syn for sagen (foto s. 7 i Skivebogen). Herefter omtaler Aakjær ejerne efter den redegørelse, han har benyttet. Aakjærs herefter følgende oversigt er nok mere overskuelig i Danske Herregårde om det samme. Derimod har Aakjær en mere malende beskrivelse af situationen på Bustrup i 1600-tallets slutning - "I 1677 er der hverken Heste eller Hopper paa Gaarden ... og (der siges herom), at paa Bustrup haver ikkun været en Avlsarl, saasom Fuldmægtigen boer på Højris i Maars, og Bønderne dertll driver Aulingen ... (og) ej heller residerer Pcincipalen Hr. Etatsraad Klingenberg der Self ..." Og med god brug af en herremand- og præstevenlig kilde, "der nok kunde lide at ha et frisk Eksempel ... (til) at male Fanden paa Væggen for en Flok uregerlige eller oprørske Trælbønder, der havde fattet et Øjebliks Haab ved de bedrageriske Himmeltegn, som Struense i Begyndelsen af sin korte Regeringstid havde foregøglet dem." Det drejer sig om en hoveri konflikt mellem Bustrups ejer, Peter Schow og de utilfredse bønder under herresædet. Bønderne, bl. a. Jens Ladefoged, blev dømt og straffet i Viborg og Rendsborg tugthuse, dog først da efterårsarbejdet var overstået, "14, Novb. 1772". Og Peter Schow skulle selv betale, d.v.s. det, han ikke kunne vælte over på bønderne. Og Aakjær slutter således af: "Bustrups Glanstid er forlængst forbi: ... her sad en Gang Ejere, hvoraf i det mindste en (Tyge Krabbe) greb ind i Kongers Skæbner, en anden (Poul Klingenberg) styrede hele Danmarks Postvæsen." 
  • Lidt Degnehistorie ffa Nordsalling, s. 32-60.Her i et enkelt pastorat, Durup-Tøndering. Latinskolerne lagde beslag på degneindkomsterne iflg. Aakjær. se 1914 Aarbogen. Durup-Tøndering var dog ikke underlagt Latinskolen i Skive, men latinskolen i Viborg. Også en historie om en "Durup Degn ... saa sent som i 1778 idømmes han Bøder for grov Mund i Retten."
  •  Af Skives Annaler, s. 141-158
    • Ingen Svin eller andet Kvæg paa Kirkegaarden, s. 141-145. Forskellige gør vitterligt i 1632, at landsbyernes kirkegårde ikke spærres af med "Mure, Porte oc gode stetter, men stedes til at opedes oc besmittes af Heste, Fæ, Suinoc andre Queg ... " selvom alt burde holdes rent og skikkeligt for de begravedes "ærefulde Opstandelse Skyld".Kvindfolk har "myrdet deres Foster". Regning for deraf følgende udgifter. 
    • Herredsfoged Dorschæus' Bidrag til sin Bys Historie, 1735, s. 146-150. Der handles med grovvarer, som landmanden behøver. Landmænd i Salling har agerdyrkning, "Opdræt med Heste, Stude og Kjør saa og Fiskeri af Limfjorden ... Byen har særdeles aftaget, hvilket ikke er uden Aarsag, thi paa 20 Aars Tid er de 2de Gange ved ulykkelig Ildsvaade næsten afbrændt ... saa mangfoldige Pladser endnu staar øde og ubebygte .... Handel og Næring paa nogle Aar saa mærkelig aftaget ..., at det er at befrygte, den ganske skal vorde ruineret ..."
    • Provst Hasse om Hindborg Herred, 1743, s. 150-158. Salling skal have mere gødning end andre steder p. gr. af "Veterhavets Kulde ... Frugttræer vil ikke lykkes i Salling - men Grønkaal ..." Alt er åbenbart blevet værre. "Om Skive Aa er at mærke, at den har tilforn været meget fiskerig, men paa de sidste 10 Aar har dette Fiskeri saa mærkelig aftaget, at den nu ikke kan gi de samme Fisk som tilforn ..."
  • Ret og Skjel - før vi blev til, s. 1-67. Aakjær henviser til sønnen, Svend Aakjær, som i 1916 Skivebogen havde en artikel om "Spredte Træk af Fjends Herreds Saga," s. 61-116. Skildringen skal føres videre, og "ogsaa medtage Salling og Skive Jurisdiktioner". Der mangler protokol fra Lundø Birk, men fra Højslev og Ørslev Kloster Birk er der velbevarede protokoller. Kaas til Staarupgaatrd fik i 1564  en meget fordelagtig birkeret. 1717 hedder det om Højslev Birketing, "at det bestaar bare af et halvt Sogn." I 1760'erne fik Højslev Birk "Foged tilfælles med Ørslev Klosters ... (som) sikkert havde en meget gammel Oprindelse." Aakjær har navne og personer på de fleste af birkefogederne og -dommerne. Aakjær kommer vidt omkring, redegør for den administrative inddeling i sysler, herreder, len, sogne og birk. Under omtalen af Salling nævnes i en fodnote "Hedemaleren Hans Smidth ... der tilbragte Drenge- og Ungdomsaarene i Skiveegnen, hvad der har sat sig kjendelige Mærker i hans skjønne Kunst." Når Smidth nævnes i denne artikel, er det fordi faderen var herredsfoged, også i Skive.
  • Hans Rosborg fortæller (1743), s. 114-139. Hans Rosborg var i Mønsted kendt som "en skammelig Skurk og Bondeplager paa Rosborg".  Aakjær beslutter at undersøge nærmere baggrunden for denne erindring, og når frem til, at han "har sikkert været en ualmindelig haard Hals mod dem, han havde under sig, men ... ogsaa ... en Del andre Træk ..., som mildner lidt paa det første voldsomme Indtryk." Hans Rosborg er biograferet i et historisk tidsskrift, Jydsk Historie og Topografi 1880 ved J. Christensen. Aakjær vil her supplere med nogle yderligere aktstykker, der bekræfter Rosborgs brutalitet og friskhed, men vil så "sluttelig fremdrage et Dokument, der viser os denne berygtede Fjandbo fra en ny Side, nemlig som topografisk Forfatter." Der kan her næppe herske den mindste tvivl om, at Aakjærs delvise sympati for Rosborg netop skyldes det konstaterede forfatterskab. Hans Hansen Rosborg er født 1661 på "den afsides liggende Gård Rosborg i Mønsted Sogn". Aakjær træffer på ham som ridefoged på herregårdene omkring Viborg 1705-06.. Rosborg blev gift ii 1706-08, hvor han tilsyneladende ikke "tog efter Grunkerne", da pigen kun var skipperdatter fra Æbeltoft. Ud over gården Rosborg erhvervede han efter giftermålet "Herregaarden Haraldslund og Frisholdt, hvorfra der er adskillige "Minder om ham, der er alt andet end smigrende for hans Karakter." Aakjær konstaterer også, at Rosborg fortæller "om 'en af Hedens vilde Mysterier, Mordet i Klode Mølle ....", 1705, som alle på egnen åbenbart stadig talte om på Aakjærs tid. I Rosborgs beretning bliver konen til den myrdede mand mistænkt for mordet. Aakjær beslutter at skille rygter og folkevid fra sagens historiens kendsgerninger, og han inddrager "den eneste virkelige samtidige Kilde ... Lysgaard Herreds Justitsprotokol for 1704-10", hvorfra Aakjær vil finde "nøgterne Kjendsgjærninger."  En matros var kommet til møllen. Han fik lov at overnatte, og om natten sneg han sig ind til mølleren og stak ham ihjel med en "lang spids Kniv".  Også møllerkonen blev tildelt knivstik, men hun kom sig, hvorimod "Mølleren ... havde faaet for meget. Fire mægtige Saar ved Hjærtet, deraf to store Knivslag under hans venstre Patte ... Men hvorledes der i dette kunde blive Plads til nogen Mistanke mod den stakkels Møller-Enke, ser jeg ikke ... Det er ... formodentlig kun et Paafund af den gamle Flegremund Hans Rosborg, der spyr sin Gift mod hendes næste Mand ..., der har faaet medhold ved Højesteret i en Sag, som Rosborg har anlagt mod ham." Men mere væsentligt i den store, samfundsmæssige sammenhæng -Rosborg sætter sig igennem over for godsejerkollegerne med hededyrkning. I 1743 satte den da 82 årige "Bondeplager" sig til på den enevældige regerings opfordring at skrive om jord og drift omkring ham. Aakjær har fundet hans beretning på Rigsarkivet. "Hans Rosborgs Viden kommer dumpende lidt Hulter til Bulter ... (Ud over skildringen af Jylland, Skive og omliggende steder) ... skildrer han detailleret hvorledes han opdyrkede sine Moser ... Sine sidste Aar levede han paa Rosborg, skjelvende og gal paa den hele Verden. Han døde ... 16. Januar 1752, 91 Aar gammel." Aakjær slutter af med, at Rosborg var uvenner med alt og alle, selvfølgelig også stedets præst, som i sin ligtale reciterede et vers, hvor slutningen lød: "... Her hvile Rosgaards Bene men hvor hans arme Sjæl blev af, det ved kun Gud alene."  
  • Smaastykker, s. 147-158.
    • En Præst, der stikker med Kniv. På Christian 4.'s tid i Højslev. Præsten og han kusk påstod nødværge som begrundelse for knivstikkeriet. Men dommeren "har altsaa ikke taget Præsten og hans Kusks Paastand om Nødværge for gode Varer. Og mistænkelig er jo da ogsaa Præstens Flugt."
    • En forsvunden Landsby. Byen Braarup 1546, bestaaende af 3 bøndergårde, lægges under Skive. 1699 nedlægges landbyen Vellum, hvor Vellumgaard har ligget. Her var der i 1673 syv gårde.
    • En Klagesang. En forbryder henrettes 9. april 1782. Forinden havde han forfattet en sang, "der dog maa henregnes til hans mindre Forbrydelser ..."
  • En adelig Bandit, s. 68-75. Aakjær refererer en historie, han har læst i den lokale presse i 1907 om en adelig, Jørgen Høg, der under et besøg på et hotel, drevet af den lokale borgmester i 1591 i beruselse skød og dræbte borgmesteren. Dette blev Jørgen Høg dømt for i 1592. Dog blev han, så vidt Aakjær kunne efterforske købt fri for straf ved at indgå et giftermål: "... intet tyder paa, at Jørgen Høg kom til at bøde paa anden Vis end ved dette Giftermaal for Drabet paa den Skive Borgmester. Aakjær sikrede sig historiens autencitet ved at foretage arkivstudier. Herunder måtte en af meddelerne erkende, at de væsentlige dokumenter var gået tabt. Dette foranlediger Aakjær til følgende betragtninger omkring Jakob Boserup, der bortskaffede hele Stubber Klosters arkiv: "Han lod Gaardens gamle Klosterarkiv kjøre i Søen i Læssevis eller tillod enhver at bortføre af det, som han havde lyst ..." Om "Landstingsmand Jakob Boserup, Ejer af Stubbergaard fra 1836-70". 
  • Den økonomiske Tilstand i Salling omkring Aar 1700, s. 76-116. "Christian den Fjerdes taabelige Krige og deres talrige Fortsættelser ... ligetil 1720, sænkkede den jydske Borger og Bonde ... ned i en vanærende Forarmelse ..." Aakjærs kildemateriale er f. eks. "et Klagemaal til Regeringen fra Ugedagstjenerne til Hald ... Beboerne i Dollerup, Finderup, Wranum, Lysgaard, Rind og Winkel Sogne ... 1630", hvor man beder om "landgildens Efterladelse for 1629 og 1630 ... (skat) ... og Restancer." Desuden et lignende dokument fra "Torstenssons Indfald" i 1645.  Fra 1687 "... Oplysninger, jeg nu skal fremdrage ... fra en Række Pakker paa vort Rigsarkiv om Extraskatterne, Kopskatten, Ildstedskatten og hvad nu alle disse Folkeforskrækkere hedder ,,, Det første, man studser ved, er de mange øde Gaarde, dernæst det ringe Kreaturhold og endelig allevegne et Utal af Betlere og Krøblinge." Aakjær gennemgår herefter sogn for sogn, gård for gård ulykkernes omfang. Det er imponerende, hvor detaljerede studier, Aakjær har foretaget. F. eks. "Om Hesthave, der er som Jollen til Skuden Spøttrup, hedder det 1674, at det er en Bondegaard under Hovedgaarden ... (hvor der er) ingen Øxner paa Hesthave ... " Først under Axel Rosenkrantz "kom der atter flotte Tider paa Spøttrup". 
  • Fjends Herred omkring det 18. Aarhundredes Midte, s. 117-129. En fortsættelse af Aakjærs artikel i 1916 Skivebogen, s. 146-158 om "Skive og Hindborg Herred" i samme århundrede, se oven for. Indholdet i Danske Atlas fra 1770 refereres sammen med kildegrundlaget. Mange detaljerede topografiske oplysninger af lokalhistorisk interesse.
  • Kjeltringer og Landløbere, s. 130-172. Iflg. Aakjær skal der i midten af 1700-tallet nok have været "ikke færre end 60.000 ... Tiggere og Tryglere ...  rundt i Landsognene". Især har der været uvilje mod "omløbende Fattige andre Steder fra", herunder historien om "Jens Langkniv", som det lykkes Aakjær at tidsfæste til "Christian den Fjerdes første Regeringsaar". Og han skulle bl. a. have "boet i Dyssen paa Hvistelslovbak i Nordsalling ... (og) være bleven henrettet i Horsens". Og bl. a. nævnes også "Lange Margrethe", der først bliver kendt fra en novelle af St. St. Blicher, men som iflg. Aakjærs undersøgelser er "anna Margrethe Sørensdatter ... født 1720 ... Moder til 14 Børn ... krydsede Landets mest fattige Hedeherreder mellem Herning, Skive og Viborg." Hun bliver i 1792 iflg. retsprotokollen idømt tugthusstraf og "efter udstaaet Straf henbringe hendes øvrige Leve-Tid med Arbejde i Viborg Tugthus." Og mange flere lokale eksempler, bl. a. også fra Daugbjerg, fortalt af Aakjærs far. 
  • Prokurator Peter Lund paa Skivehus, s. 62-106. Peder Lund, f. Skelund 28. sept. 1736, vel "Tjenestekarl ... Ridefoged (... Søndervang ved Ulfborg ... 1764 nævnes han som Overretsprokurator paa Mors ... kjøber ... af Amtmand Werner Rosenkrantz 5. Maj 1773 Skivehus ... hvis Hovedgaards Taxt var paa 28 Td. H(artkorn); Bøndergodset ... 326 Tdr. H.). Man kan se denne artikel som en fortsættelse af artiklen i 1913 Aarbogen om Skivehus' bygninger i 1700-tallet. "Stavnsbaandstiden ... skabte en Mængde Stræbere, som fra smaa Kaar kravlede i Vejret ..." En af dem var så prokuratoren Peter Lund, der ejede Skivehus 1773-91. "Da Peter Lund købte Skivehus var det en Bindingsværksgaard med Broer og Grave til alle Sider; norden for den nordligste Grav gik den brolagte Bygade eller Landevejen til Viborg. Men en Dag i 1773 sætter Lund sine Trælbønder til at pilke Brostenene op i samme Gade og ... kjøre dem ind paa Skivehus ..." Aakjær sammenligner med en tvist og en Højesteretsdom fra 1711, som byen tabte i forhold til den daværende ejer, Werner Parsberg. "P. Lund var ingen Werner Parsberg; det gav Byen en chance, men de udnyttede dem daarligt. pg Lunds Piletræer fik Lov til at voxe midt i den offentlige Landevej ..." I procesakterne fra 1773 anføres, at Lund "... har ladet grave Møntørv i Braarup Kjær, endog paa de grønneste Steder til Græsgang, og lagt Tørvene paa Skivehus' Lade- og Staldhus, uagtet ingen af os som lever ved at Skivehus' Ejere nogensinde have tilegnet sig nogen Rettighed udi bemeldte Kjær eller Fælled." 1776 forhindrer herrerne til Skivehus og Krabbesholm fiskeri i åen, 1780 forhindrer Lund, at byens skarn hældes ud i åen. Flere andre større eller mindre sager mellem forskellige lokale og Lund anføres i løbet af 1780'erne, og de giver et godt indblik i byens sanitære og andre forhold i slutningen af 1700-tallet. Lund taber denne sag i Højesteret 30.10. 1783. Retten kunne "... ikke indse, at Skarnet kunde være hverken Byen eller Lund til nogen Hinder... I 1789 løber der ialt 4 sager mellem Lund og hans Forvalter Lars Hansen. Lund har kaldt Lars Hansen en Slyngel, en Skjælm, en Æsel, en slet Karl; Birkedommer Henrik Møller betegnes som hans Principal og Spillebror. Baade Lund og Hansen faar i Retten Bøde for grov Mund." Aakjær afslutter sin beretning om Prokurator Lund med hans død i 1791 - at han på grund af sin onde adfærd mod bønderne ikke kunne finde hvile i graven og gik igen. Samt at lægen, der tilså Lund, inden han døde, måtte sagsøge enken for at få sin betaling.
  •  En Herremand, der spytter, s. 107-113.  Om især Anders Quistgaard til Østergaard, 1748-92, der var drikfældig og havde en del uoverensstemmelser med den lokale præst, som sammen med degnen fik en god betaling for jordfæstelse m.v. "Det var jo altid en Plaster for den Tort, som den lidt vanskelige Herremand havde voldt dem begge i levende Live."
  • Niels Sørensen Lem, s. 114-123. "En ejendommelig Mand ... (der) fuldt ud fortjener ... et lille Forsøg paa at tegne hans Livshistorie ... Fra Aarene 1907-08 ... var han en af de ivrigste, da det kom paa Tale at danne et historisk Samfund, især Skivemuseæet var hans Kjæledægge".
  • Fra vor Landsbyskoles Barndom, s. 124-132. Skolelærer-, degnelønninger og boliger i 1700-tallet indtil 1876.
  • Rakkerliv, s. 133-151. Om "de Bander, der trak rundt fra By til By og gjorde Bøndernes Dagligliv utrygt" i 1700-tallet. En fortsættelse af artiklen Kjeltringer.og Landløbere i 1918 Skivebogen.
  • En Redningsdaad, s. 152-158. Om tre fiskere, der forliser med deres sejlbåd under fiskeri ud for Ø. Grønning 20. december 1919. De reddes op af det iskolde vand af to unge mænd, der tvinger deres heste ud i vandet til redningsdåden, der lykkes. "Det gaar ... som en varm Lykkestrøm til ens Hjerte at opleve en Daad som denne, der røber de skjønneste samfundsbevarende Kræfter ... Selvopofrelsen, Raadsnarheden og det sande Heltemod." I modsætning til "Handlinger, hvor Menneskene opførte sig mod hinanden som Ulve."  
  •  Den dovne Præst i Estvad, s. 71-86. Aakjærs artikel er en kommentar til en artikel, også i 1920 Skivebogen, af folkemindesamleren Evald T. Kristensen, Træk af Pastor N. P. Gjølbyes Liv. Aakjær har via Rigsarkivet skaffet sig adgang til "Sagens Dokumenter", og han vil hermed frem til "den historiske Sandhed". Nok typisk Aakjær. der som historier er elev af kilderitiens danske grundlægger, Kr. Erslev.* Aakjær gennemgår klagerne over Gjølbye fra ansættelsen i 1860 og refererer grundigt en klage til Kongen 1864, hvor man vil have "fornævnte Præst fjernet fra det ham betroede Embede i Estvad og Rønbjærg Kommune ..." Det anføres, at "Pastor Gjølbye ikke har været paa Prædikestolen i Rønbjærg Kirke een eneste Gang i de sidste 2 Aar." Også altergang og tilsyn med skoler forsømmes. Aakjær kan dokumentere, at det hverken er provsten eller biskoppen, der holder hånden over Gjølbye. Det anføres også, at Gjølbye fik "22 af sine Sognebørn til at indsende en Modadresse", samtidig med at han i 1863 fik en lægeerklæring på at være faldet af hesten og herved have forvredet hoften. Gjølbye afskediges 7. oktober 1864. Degnen, Visti Sørensen afskediges ligeledes, hjulpet godt på vej ved en skrivelse fra Gjølbye, hvor det hedder om degnens drikfældighed: "Vl har hans Forseelse været stor, men han viser nu dyb Anger ... Kunne han overvinde denne Drikfældighed, vilde han være en duelig Lærer." Aakjær skriver videre om degne, der formentlig har været den væsentligste årsag til hans artikel: " Jeg mindes fra min Barndom den mærkelige Degn med den uhyre Skaldepande som en vandrende Original ... (som) en vinter i Firserne var ... Huslærer i Vinggaard i Fly ... Det er ham, jeg har haft i Tanker, da jeg i "Vredens Børn" tegnede Skolelærer Sørensen ..."
  • Når Kongen kommer, s. 87-111. Det kunne være en belastning at skulle huse en omrejsende konge. Da kong Hans dødsyg var på vej til Ålborg, hvor han døde 1513, måtte han også have gæstet Skive iflg. Aakjær. Men væsentligst var Christian 3.'s gentagne besøg i Skive, som bl. a. resulterede i, at "Byen (1546) fik Lov til at gjøre sig tilgode med den lille Bondeby Braarup paa den anden side af Aaen, hvis Ret var fortabt under Klementfejden (i 1534)." Ud over Skive blev også "Manden paa Stubbergaard (Iver Juel)" tilgodeset. Aakjær omtaler her også nedrivningen af Trandum Kirke og (det falske) rygte om, at det var Knud Gyldenstjerne til Stubbergaard, der skulle have gjort det. Aakjær bringer som afslutning en række hyldestvers til den danske konge (Frederik 4.), som i 1702 gæstede Skive og Skivehus, og det må jo have været under Werner Parsbergs ejerskab. Desuden gæstede Frederik 6. i 1824 Skive.
  • Søvelbo-Visen, s. 112-124. "Vore Bedsteforældre kunde et gammelt Rimværk, som har Tilknytning til disse Egne ... (der er dog) et Bindebrev, en Rimsag, som var meget brugt for et Par Hundrede Aar siden."
  • Skov og Have i Salling og Fjends Herred, s. 125-147. Om "den Fremgang, der er gjort i disse Egne, hvad Udviklingen af Havekultur angaar." Aakjær bringer flere tabeller med hektar og td. land angivelser for havebrug i forskellige amter og lokaliteter. 
  • Vroue By omkring 1840, s. 68-102, hvor Aakjær supplerer med Rakkerhuset i Vroue, s. 103-104. Der henvises desuden til 1918 Skivebogen, s. 165-72 og de her anførte kilder. Antal børn, inventar, klæder m.v. efter afdød Rakkerkone 1790.
  • Et lille Trav ud ad de gamle Landeveje, s. 105-156. Herredsvejene i Videnskavbernes Selskab, o. 1770.  "En gammel Landevej er en sær Ting, en Oldtidsrune skrevet med Kæmpesving hen over en hel Landsdel." Omkring 1760 tog "den reformfrodige" enevældige regering for alvor fat på "at skaffe landet bedre Veje". Dog ikke i Jylland før o. 1800. "Man gik (nu) af og til og grov i Bakkerne efter Grus. ... I en Periode, da Byrden ved alle Vejanlæg laa tungt paa de omboende, har Bonden sikkert set med alt andet end milde Blike til dette luxuriøse Ingeniørarbejde." Om Sive-Viborg vejen har Aakjær fortalt i 1913 Aarbogen, s. 20-39.  Det hedder her med Vejinspektøren fra 1843, at "den over Engene til Dommerby anlagte ophøjede Vej - er et i enhver Henseende godt udført Vejanlæg ..." Under den øvrige gennemgang af landevejene kommer Aakjær også omkring førgesteder og kroer. "Baade Valdemar Atterdag og hans Datter Margrethe gav Love om skikkeligt Krohold her i Landet, saa den Rejsende paa bestemte Steder kunde faa Mad og Drikke ..." Desuden et længere afsnit om Sallings broer.
  • Bondeliv i 18. Aarhundrede, s. 58-71.  Aakjær ville gerne have kunnet konstatere, hvorledes hans tipoldefar, en Fjandbobonde for et par hundrede år siden levede. Holbergs Jeppe paa Bjærget kan ikke bruges. Han vil ikke "disputere med Halvguder", selv om hans forfatter ikke har sat "sine sirlige abstrakte Ben i en virkelig Bondes Stue ..." Aakjær finder i stedet en næsten samtidig, "dden snurrige Herredsfoged for Middelsom Herred Jacob Knudsen Schandrup ...", som ligger langt under Holberg i litterært niveau, men "han havde en egen djærv realistisk Uforknythed ..." i skildringen af sin samtid. Og Aakjær anser ham altså for mere bevendt end Holberg til skildringen af "bondens liv indendøre". Ud fra en række citerede vers konkluderer Aakjær, at "saadan stred vore Forfædre sig igjennem Livet omgivet af Tyranni, Smuds, Nedværdigelse, og Drukkenskab." Supplerende inddrage Blicher, der om situationen på faderens tid, 1795 i "Nabolaget til Fjends Herred" beskriver boligernes elendighed med lerklinede vægge, som køerne kunne stikke hornene igennem, med røgsværtede beboelser uden skorsten, hvor soden sad overalt. "Hvad angaar at føre Skorstenen ovenud af Taget, som betegner en hel Revolution i Livet indendøre, skete der heri et stort Fremskridt paa Skiveegnen ... (omkring) Udskiftningen (landboreformerne) ... En af de første Gaarde, der fik sin Skorsten ud af Tagrygningen, var Grønbækgaard i Trevad ... i Efteraaret 1795." Blicher far nævner også ligkisten som et uundværligt inventar i selv de fattigste huse. Dette undrer Aakjær, som ikke mener, at "Ligkisten nogensinde er bleven brugt som Dagligstuemøbel hverken i Fjends Herred eller i Salling."
  • Skive-Mosaik, s. 72-117.  O. Skivehus, Thomas Iversen Juul får 1515 Livsbrev på Skivehus. Niels Høg får Skivehus 1520-24, "forskjønner den gamle Kirke med de Kalkmalerier, som ...1888 blev pillet frem frem af Kalken ... Byen blev ved at være lille og fattig gjennem Aarhundreder ... aldrig saa snart fik den sit Hoved ovenfor, før der vankede en Singeldus. Svenskerne og andet Krigerpak plyndrede den ud til Skjorten, Ilden fo'r med korte Mellemrum ud over dens lave Straatage som hylende onde Aander. Dens Navn nævnedes sjælden uden med en biklang af Haan... Gammelgaard tilhørte på Reformationstiden Ørslev Kloster ... Aar 1792-94 nedbrød Justitsraad Chr. Lange Ladegaarden paa Gamle Skivehus og flyttede den vesten for Skive, hvor den blev til Ny Skivehus. Det gav Luft mod Øst ... dog først helt ... da Per Odgaard begyndte at udstykke Ny Skivehus og Byen kjøbte Krabbesholm. Dermed var de snærende Lænker sprængt."
  • Paa Aftægt, s. 131-135. En aftægtskontrakt fra Aakjærs fødehjem i Aakjær, 24. september 1877. Her har vi velsagtens en del af baggrunden for "På aftægt", der er Jeppe Aakjærs stærkt socialrealistiske roman fra 1907 om aftægtsfolkenes hårde vilkår. Man kan ved læsningen af kontrakten forestille sig, hvilken økonomisk belastning, en aftægt kunne være for aftægtsyderen, især hvis aftægtstageren skulle gå hen og leve uventet længe. Og hvilke konsekvenser dette kunne få for aftægtsnyderen. Ordningens økonomisk belastning for de nye ejere kunne give og gav ofte anledning til konflikter,og - i ekstreme situationer - mord.  
  • Sallings Marknavne, s. 136-143. Aakjær vil gerne fra tiden før udskiftningen, den gang der var en inddeling af jorden i marker, agre og strimler af jord, hvor hver gård fik spredte dele, fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde lige andel af god og dårligere dyrkningsjord. Aakjær har på Landsarkivet skaffet sig de nødvendige kilder: 1. Stiftsbogen fra 1690, 2. Justitsprotokollen fra 18. Årh., 3. Taxationspakkerne, 4. Udskiftningsprotokollen fra 1780-90'erne. Aakjær remser alle marknavnene op efter bynavne i alfabetisk orden.
  • Et Par gamle Bondeviser, s. 144-152. En Klagesang, da det blev forbudt at brænde Brændevin, "... den stammer nok fra Tiden omkring 1770-80, da Regeringens skrappe Forordninger imod Bøndernes Hjemmebrænding haglede ned omkring dem ..." Og en Soldatervise, der handler om "Bonde-Soldatens stolte Liv (under) ... Frederik 6. ... 1820-35 ..."
  • En Henrettelsesvise, s. 42-47. Visen relaterer sig til 1917 Skivebogen, s. 133-36, et "Mord paa Mølleren Niels Jørgensen i Klode Mølle ... 1705".  Visen er fundet i Sevel, "... Sproget tyder paa ... Tiden omkring 1770-80 ..."
  • Herren til Eskjær og Skivehus, s. 48-108. Justitsraad Christian Lange, Født 1754 på godset Rødkilde ved Fåborg. Han ejede herregården Eskjær fra 1782 (1781 iflg. Aakjær)-97 og Skivehus 1791-1805. Han var ivrig reformmand i en tid, hvor de store landboreformer ændrede det danske landbrug og det gamle bondesamfund. Driften af godsets eget hartkorn omlagdes totalt. Der plantedes skov, afvandedes og drænedes, anlagdes teglværk og kalkovn. Han lod opføre en ny, stor vindmølle til erstatning for små vandmøller i Eskjær skov.Han anlagde humlehave og dyrkede tobak, hør m.m. I 1780-erne begyndte han afvandingen af den store Brokholm sø, der hørte under godset. Også på bøndergodset under Eskjær pressede han på med udskiftning, udflytning, inddigning og mergling. Den store reformiver fandt imidlertid ikke velvilje hos de konservative bønder, og i eftertiden fik Lange et eftermæle som bondeplager. Ud over med sine egne bønder var han ved utallige retssager i evig strid med nabogodsejere og selvejere samt med præster, møllere og købmænd på Skiveegnen om alt som udskiftning, mark- og sogneskel, mølleri, kornmål, mergelgravning etc. Chr. Lange oprettede 1790 Langesgård som en slags avls- eller ladegård til Eskjær, dels af den gamle Stoubygård og dels af hovedgårdsjord fra Eskjær. Fra 1798 udgjorde gården en særskilt ejendom med 17 tdr. hartkorn, kirketiender og eget bøndergods. Ved Furvejen mod nord - "Så langt øjet rakte" - anlagdes udflyttergården "Langesøje", senere ændret til "Vihøjgård". 1797 solgte Chr. Lange Eskjær, hvilket heller ikke skete uden strid og retssager, og 1805 solgtes Skivehus, hvorefter han slog sig ned i København, hvor han gik fallit og blev umyndiggjort. Lange døde 22.3.1823 på Frederiksberg. Iflg. Aakjær stammer en del af det, vi ved om Lange, fra en indberetning til regeringen i 1785, "om hvad han har foretaget sig de første Aaringer paa Eskjær." Christian Lange var som faderen hårdhændet til et brutale. "Topmaalte Egoister uden bare et Glimt af Idealitet - det er det Hovedindtryk, man faar af dem begge ... Langesgaard i Stouby sammen med Hovedgaarden Eskjær. After Aakjærs udredning og efter normale definitioner er Langesgaard en ladegård ikke en herregård. Lange køber Skivehus og opfører Ny Skivehus i slutningen af 1790'erne. Og vist nok allerede her involveret i de industrielle transaktioner i København, som ruinerer ham, sælger Lange i 1805 Ny Skivehus. 
  • Et Mad-Digt fra Aar 1700, s. 109-125. Digtet er "kun en forsulten Skrivers Drøm, en gastronomisk Fantasi af megen Komik ..." 
  • Jebjerg Præster, s. 34-48. Mange præstefortegnelser er i den syndigste forvirring. Før reformationen ved vi stort set intet iflg. Aakjær. Herefter er de kendteste kilder "S. V. Wibergs Dansk Præstehistorie ... Stiftsbogen i Viborg Landsarkiv ..." Men de fleste oplysninger kræver intense studier, og efter "... en 30 Aar eller saa, kan man gjøre sig noget Haab om at faa Ræken udfyldt for en begrænset Lokalitets Vedkommende." I Jebjerg kendes dog navnene på et ar præster før reformationen, fra første halvdel af 1400-tallet. Efter reformationen mener Aakjær at have den hele præsterække, og han slutter af med den nuværende (i 1924) præst, pastor Glud, om han skulle kende noget til et løst rygte om en gæst og hans hest, der søgte nattely i præstegården. Både mand og hest blev budt på et måltid, henholdsvis havre og fra præstegårdens køkken. Begge gæster blev boende til de døde, hvilket Aakjær beder den af ham ganske respekterede pastor Glud bekræfte. Denne har dog en fodnote, hvor han henviser til et nok ældre familiemedlem.  
  • Fra Taarupgaard, s. 74-102. Med henvisning til Gudmund Schütte, 1924 Skivebogen og et digt, indledes der med Jens Kaas, der giftede sig til Staarupgaard og sønnen, kansleren Niels Kaas, den mægtigste og mest berømte i slægten, 
  • Skive Marked, s. 120-150.
  • Vridsted Kirkes Brand, s. 151-155. 
  • Blusjord 1-9
  • Jeppe Aakjær og Georg Saxild: To Viborgansigter 37-52.
  • Møllerkongen Jens Feldingbjærg og hans slægt 86-104.
  • En Bondeprokurator, s. 105-131.
  • Om Braarup, s. 132-136.
  • Den gamle Præst i Jebjerg, s. 137-143.
  • Egnens gamle Tingsteder, s. 144-146.
  • Fra Kjæltringstiden, s. 147-153.
  • En skummel Gaade fra den mørke Hede, s. 154-160.
  • Fra det gl. Skivehus, s. 10-38. Aakjær henviser til "Skivebogen for 1913, d.v.s. 1913 Aarbogen, og han vil i artiklen fortsætte herfra, d.v.s. fra omkring 1660. Svenskerne har lige forladt egnen "i den forfærdeligste Forfatning ... Den forarmede Konge  Frederik 3. ... solgte Skivehus til en af sine mange Skyldnere ... Rigsadmiral Ove Gjedde ...", der døde snart efter, og det blev sønnerne, der slog sig ned på Skivehus. Skivehus blev solgt ved offentlig auktion 17. okt. 1791 til justitsråd Chr. Lange, Eskjær for 40.150 Rdl. ”ikke en gang den Sum, man nu gir for en maadelig Bondegaard”. Lange konstaterede, at bygningerne til Skivehus var i en elendig forfatning, skæve vægge o.l. Marken lå vest for byen Skive, bygningerne nede ved åen. ”Byen … var kravlet op paa dens Jorder … Dens Møg eller dens Avling klattede ustandseligt fra Vognene mod Skives toppede Brosten … De to - By og Herregaard - traadte altid hinanden over Tæerne .” Langes første bedrift blev derfor en flytning af gården i 1792, tilendebragt i 1794. Både ladegård og borggård blev flyttet. Nu var der så Gl. og Ny Skivehus. Flytningen blev pålagt de til godset hørende bønder, der iflg. Aakjær ”for egen regning” skulle flytte bygningerne for Lange. Lange satte Gl. Skivehus til salg i 1794. Her beskriver han de forfaldne bygningers mere ”æstetiske Sider” således: ”… Stuehus … med smukke Værelser med Kiælder under, som ogsaa er indrettet til Kiøkken (velsagtens den endnu eksisterende borgkælder), Bryggers med Bageovn, samt et Huus med Vognremis, Stald og fornøden Huusrum udie, til … Høe- og Kornavling …” Salgsbeskrivelsen gentages i 1796, men først i 1805 blev Gl. Skivehus solgt. Herefter Gennemgår Aakjær de ham kendte ejere i 1800-tallet. Aakjær mistænker ”Proprietær Spliid og Arvinger” for at have udslettet alt ”det Gamle” af Skivehus. Det var, beskrevet af Aakjær ud fra et Brandvurderingssyn 2. Dec. 1794 bestående af 1. Borgfløjen sydligst ”med Gavlene Øst og Vest”, syd her for Vaaningshuset, også med gavlene øst og vest. Vest for gården ”stod et lille Tværhus med Gavlene i Syd og Nord (vel ca. hvor den nuværende hotelbygning ligger?) … Østerhuset var den Gang en Del af Ladegaarden …” Så vidt det kan konstateres nævner Aakjær ikke W. Parsberg bindingsværksbygning fra 1719. Men den står jo også stadig, og kan altså ikke bebrejdes familien Spliid og arvinger for nedrivning. Der er så yderligere en omtale af ”Dr. Sporon … (som) satte blandt andet den nye Etage paa (palæbygningen), der gir Bygningen dette fornemme Præg; han planerede tillige Pladsen ud til Gaden (Viborgvej), hvorved en Del gamle Bygningsrester forsvandt …” . 
  • Fra Krabbesholm, s. 39-56. Se her om Krabbesholm. Aakjær anfører, at det senere Krabbesholm er blevet til ud fra de to gårde Sønderskov og Nørreskov samt en tredje, Skovshoved. De to førstnævnte var endnu i 1539 selvstændige gårde, hvilket fremgår af Diplomatarium Vibergense, s. 217. Aakjær gør ikke så meget (faktisk intet) ud af Iver Krabbe og byggeriet af Krabbesholm. Derimod " ... Krabbesholms Ejere lagde sig tværs over baade Aa og Havn, saa den sejlende Mand hverken kunde komme hen eller hjem uden at fortrædiges paa det føleligste." En stor del af Skive bys problemer "kan føres tilbage til Krabbesholm". I 1700-tallet var der talrige tvister mellem ejerne på Krabbesholm, ikke mindst Johanne Sophie Reedtz, datter af Jens Kaas og Karen Reedtz. Hun blev gift med Frans Juul til Staarupgaard, der "det meste af sit Liv flakkede om paa fremmede Krigsmarker ... Baade Fru Karen Reedtz og Johanne Sophie havde svært ved at faa Skatterne betalt". Johanne Sophie Reedtz spærrede adgang til vej og havn, så kongens korn ikke kunne komme frem. Samtidig krævede hun betaling for vedligehold af samme transportmæssige faciliteter. Det verserer der flere sager om22, som Aakjær ikke kan følge længere end til 1714. 
  • Paa Grættrups gamle kirkebakke, s. 57-70. Den gamle Grættrup Kirke blev revet ned efter reformationen med en befaling fra Christian 3. "22. Juli 1552 ... at Grettrupe Sogn i Harre Herred skal danne et Sogn med Junget Sogn, hvis Kirke med dens Sten, Tømmer, Kloker og andet skal bruges til Junget Kirkes Bygning og Forbedring." Så langt, så godt, Grættrup Kirke bliver revet ned, og forskelligt inventar fra kirken kan findes rundt om i og omkring sognet, "Hvor meget af Materialerne, der virkelig kom Junget Kirke til gode, er ikke godt at sige ... (heller ikke) Kirkeforskerne har været saa heldige at kunde sige det ... (men) det er ikke saa svært at faa Øje paa adskillige Kirkekvadre rundt om i Sallings Herregaarde ... bl.a. Krabbesholm ..." Aakjær når frem til, at der er fundet en del kirkesager på Jungetgaard i 1875 (af Lærer Strandgaard). Noget, f. eks. "to Alterstager skal ... i Begyndelsen af Halvfjerdserne ha tilhørt en Husmand i Junget." Grådighed og manglende respekt for fortidens genstande (her kirke med tilbehør) finder man ikke mindst på herregårdene, forstår man Aakjær ret.  
  • Kalkede grave, s. 71-77. Aakjærs slægt stammer fra Mønsteds og Daugbjergs "kalkbrydere og Kalkkjørere". Priser den hjemlige skønhed på stederne, henviser til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og hvad han ved. Aakjær efterprøver sagn og fortællinger fra samme kilde og når frem til den historie, der kan dokumenteres ud fra kirkebogen og når frem til, at "det afviger jo ikke så lidt fra det gamle Sagn." Nok en typisk Aakjær, der ikke er så meget for sagn og myter, hvis der er kilder, der kan fortælle om, hvad der i virkeligheden er sket.
  • En forfulgt degn, s. 78-86. Degnen Mogens Knudsen Hopp for Jebjærg-Lyby og to andre Personer ... er 14. Januar 1767 anklagede for ... at have handlet med onde Penge", d.v.s. falskmøntneri. Det samme sker for flere andre, handel med mønter, der bar "Præg af at være hjemmegjort".  En stakkels degn anklages for det samme, frikendes af forskellige afhørte vidner. Degnen frifindes, ser Aakjær af skrivelse i Kancelliet 23. September 1780. "I Skrivelsen til Bispen maa man indrømme, at her er ikke Skygge af Bevis mod Degnen ... (men Bispen anmodes tjenstligt om) at ville have Inseende med bemeldte Degns Forhold." Sagen sætter degnen i gæld, som han ikke kan betale, og han flygter fra sit embede "af Skræk for Gjældsfængslet ... (ike) for Tugthuset ... Degnens ... fattige Historie er da et nyt Bevis for Sladderens Tilbøjelighed til "for Smed at rette Bager", en Metode, der langt fra er skrinlagt med det 18. Aarhundrede." En veldokumenteret historie kan Aakjær også bruge til at løfte pegefingeren!  
  • Fra det gamle Stubbergaard, s. 87-106. Med udgangspunkt i barndommen sagn og myter om Hjelm Hede og egnen omkring Flyndersø får Aakjær en dag sin gang på arkiverne, og "hvad der saa var sandt, det ... skulde jeg prøve paa at sige Dem her i denne Artikel." Stubbetorp fortæller om en udflytterby fra Sevel. Fra den i 1554 nedbrudte Trandum Kirke var der havnet en prædikestol på Gammel Stubbergaard, mener Aakjær. "Alterbordet skulle ligge som Trappesten foran Indgangsdøren til Ny Stubbergaard." De forsvundne ting skulle dog være vendt tilbage til den i 1891 nyopførte Trandum Kirke, mener Aakjær at vide.
  • To grusselige Gjærninger, s. 107-122. "Et mishandlet, nøgent Mandslig drivende i Vandet" blev fundet 28. Maj 1758 på Mors mellem Højris Sov og Arbæk Mølle. Fundet på Rigsarkivet under Jydske Tegnelser. "Morderen Niels Christensen Hummelgaard dømmes til at knibes med gloende Tanger ... lægges paa Stejle ..." og udrede omkostningerne derved. Morderen flygter, andre har "fordølget" hvad de vidste og fik bøder. Yderligere får Aakjær en historie fortalt om "en Kvinde, der forgav sin Mand i Rottekrud, fordi hun var forelsket i Tjenestekarlen." Hun blev pågrebet og henrettet. Aakjær bliver nysgerrig. og han slår op i"Dr. O. Nielsens ... sognebeskrivelse, Skodborg og Vandfuld Herreder, hvor Resen ligger". Han finder også "Volders Gaard, og Manden deri var bleven forgivet af sin Kone." Aakjær finder så også sagens akter fra "den af Sagen flydende Højesteretsdom".Det viser sig heri, at manden var ondskabsfuld, fordrukken, skævrygget m.v., og han "blev "værre og værre i sit Ondskab og sit Fylderi ..." Konen skaffer sig noget gift, og her "... bekræftes det, ... at hun aldrig har hørt til de kløgtigste hoveder ...", da hun bad adskillige om at hjælpe med at skaffe giften. Under de langvarige forhør fortalte konen, at hun havde givet sin mand giften for at vænne ham af med at drikke. I 1797 idømmes den forgiftende hustru så samme dom som første hændelses rovmorder. henrettelse ved gloende tænger m.v. Og det finder Aakjær forkasteligt. 
  • Chr. Rasmussen og hans tyvebande, s. 123-134.  Aakjær har sat sig for at skrive om Mestertyve på Sallingegnen. Chr. Rasmussen hørte Aakjær om i sin skoletid, d.v.s. 1870'erne nok. Aakjær finder nogle arkivoplysninger og konstaterer, at "frit Slag var der paa Rakkerne, hvad enten de havde forsyndet sig eller ikke ..." Chr. Rasmussen "gjorde det ud for mange Rakkere. ... Chr. Rasmussen med sin Garde af Stoddere og forsultne Fattighusmedlemmer var en lidet romantisk Kjæltring, maalt med ... selv en Jens Langkniv ..."  Aakjær supplerer med en artikel i Skive Folkeblad 21.9. 1920 af "daværende Lærer i Estvad Søndre Skole, Ejnar Poulsen." Denne historie kommer til at handle om "Baadstrup (der) var Røgter på Estvadgaard."
  • Limfjordsrotter, s. 135-142. Rotterne var ildeset, og var"... endogsaa blevet beskikket en Sagfører ... men deres Liv stod ikke til at redde ., de rutchede alle i Kattegat..." Alt berettet med flere dokumenterende eksempler.
  • I søndagsbil - eller: Fra Brøndum præstegaard 143-153. Aakjær er ude at køre i bil. "Bilen vrinsker ud ad Landevejen som en kaad Plag." Og kommer herved til Præstegården, hvor historien om den gamle skal fortælles. Tilbage fra 1500- op til 1700-tallet. 
 
  • Brændevin, s. 14-42. 
 
I Skivebogen optræder der flere artikler med "folkeminder", her og i det følgende især repræsenteret ved Evald T. Kristensen og Aug. F. Smith - samt Gudmund Schütte, der efterfølger Jeppe Aakjær som redaktør. Man kunne sige, at Aakjær var traditionel, kildekritisk historiker, der først og fremmest søgte at skildre den historiske virkelighed, som den kildemæssigt kunne dokumenteres. Gudmund Schütte var også historiker, men for ham var sagn og myter også en del af den historiske virkelighed, hvilket ret klart demonstreres i dette udsagn om en beundret vejleder på Københavns Universitet: "Jeg vilde blot komme med nogle personlige Iagttagelser fra det faglige Område, hvor Olriks Studier kom til at falde sammen med mine egne, nemlig ved Udforskningen av Danmarks Sagntid. Olrik grandskede Sagnene for deres egen Skyld, medens jeg for min Part søgte at avpresse dem nogen etnologisk Virkelighed, i Mangel av historiske Frasagns Havelse. Det vil forstås, at han var mig uundværlig, men også, at han tit måtte bremse mig."
 
Diplomatarium Vibergense (J. Huitfeldts anmeldelse, dovnload af Diplomatariet i pdf med søgefacilitet) har en noget broget historie. "Mag. Kristen Eriksen, Præst til Sortebrødrekirke i Viborg (død 1711), havde i Sinde at ville have skrevet en Viborg Bys Krønike og til den Ende havde udsøgt en Del af de gamle Breve, som da fandtes i Domkirken, som kunde tjene til hans Forsæt. ... Men om Mag. Eriksen hverken havde Judicium eller Fyrighed til at fuldføre dette sit Foretagende, saa kom deraf ej mere for Lyset, men havde slet Skjæbne efter hans Død, da hans Søn, Mag. Jens Ostenfeldt, Rektor i Viborg, laante den store Kopibog bort til Mag. Tychonius i Skive, hvor den brændte (i 1725), og Oriiginalerne kastede han, da Viborg brændte, i sin Brønd tillige med sine bedste Bøger og Klæder, hvor de bleve øde. Den Bog in folio, hvorudi hans Fader havde skrevet bemeldte Excerpter, var ikke med i denne Ulykke, thi samme har jeg siden set hos Seer. Kleve i Kjøbenhavn. Mag. Kristen Eriksevs skrevne Foliant findes nu paa Universitetsbibliotheket (Additamenta Nr. 80); den er skreven med en samtidig Haand, men er dog ikke afsluttet; mange Tilføjelser ere senere tilsatte dels med samme Haand, dels med en senere, temlig utydelig Haand, der dog intet har tilføjet ud over Mag. Kristen Briksens Dødsaar (1711, 29 Juni).". Underskrevet V i b o r g , Februar 1879. af udgiveren, A. Heise, Viborg Kathedralskole., med en indgående indledning, der strækker sig over 60 sider, pagineret med romertal (LX), hvor resten af diplomatariet er pagineret med arabertal (1-450) incl. register. Hertil kommer rettelser og tilføjelser samt bilag med fine afbildninger af segl, diplomer, gravsten m.v..
Af Aakjærs reference til Diplomatariet, s. 217, fremgår det, at det drejer sig en en sag, hvor præsten Mads Daugbjerg i 1539 får Tingsvidne på Skive Byting på, at der ikke før har været bosat præst i Skive, kun en kapelan, og at Mads Daugbjerg har krav på en gård i Resen. Herunder nævnes som tingsvidner "Jens Brwn i Søndher skowessgaard, Niels Cnsthensseran j Noerskowesgaard", og det må betegnes som dokumentation for, at disse to gårde har eksisteret, og at det gjorde de stadig i 1539. Derimod er det jo ikke dokumentation for, at de to gårde blev en del at det senere Krabbesholm. Det første, vi hører om Iver Krabbe (fra Østergaard) er i 1532, hvor han sammen med en medjæger dømmes for "Vold og Uskjeld ... anrettet ved deres Jagt (på Fur)". Igen i 1547 har Iver Krabbe en sag om sit gods på Fur. I 1553 er Iver Krabbe Landsdommer og Høvedsmand til Koldinghus, 1554 nævnes han som "velbyrdig mand til Østergaard." Men dette år skulle han jo have påbegyndt byggeriet til det nuværende Krabbesholm.
Skolerne kaldes i denne dokumentsamling for "Latinske Smaaskoler", og disse småskolers forhold og læseplan er her beskrevet for Skive.
Skolens oprettelse kunne her se ud til at være senest i 1545, muligvis lidt før: "1545, 7 Februar. Kong Christian 3die lægger Kongetienden af Oddense Sogn i Salling til Skolemesterens Underhold i Skive". 
Og "1545, 10 August. Tingsvidne fra Hindborg Herred, at Hr. Mads Daugberg i Skive lod Kongebrevet om Oddensc Kongetiendes Henlæggelse til Skivve Skolemester (Nr.3141 oplæse paa Tinget, idet Stiflslensmanden Hr. Otte Krumpen vilde lade den opkræve".
Og om Latinskolens ret til at udnævne degne:"1548, 22 Juni. Viborg Kapitels Dom, at en Skolediscipel, som Skolemesteren i Skive har udsendt til at være Degn for Haasum og Ramsing Sogne, skal være disse Sognes Degn, og ikke den af Sognemændene valgte Per Bunde, der er udygtig og ikke kan synge Latin." Og problemet fortsætter: "1555, 28 Juni. Kapitelsdom, al Degneljenesten i Hierk og Harre Sogne skal besørges af en Pebling i Skive Skole, og ikke af Knud Degn." ... 1556, Januar. Vidnesbyrd fra Skive Snapsting, at Hane og Hjerk Sogne ligge saa nær, at Degnetjenesten kan besørges af en Pebling fra Skive Skole." Problemer med Skolemesteren i Skive: ".1559, 15 Juni. Viborg Kapittel dømmer Skolemesteren i Skive, Søren Brun, til at have sit Embede forbrudt, fordi han har tilladt, at Sandemænd svor Disciplen Povl Andersen Vold over for Bordag, og fordi hari havde vist sig forsømmelig i sin Gjerning. Discipleu optræder selv som Klager. Kejser Frederik Barbarossas Lov af 1158 anføres som Retskilde. Skolens Læseplan meddeles." Desværre findes denne læseplan ikke blandt dokumenterne.
 
Slægten Krabbe.I indledningen til Diplomatarium Viborgense (s. 54, XLIV) hedder det "Morten Krabbe til Bustrup forekommer oftere (som Landsdommer) i Aarene 1445-71; hans Søn Mogens forekommer allerede 1472 (Nr. 76)."
 
Birk og birkeret.  Kilde, Henrik Lerdam, forskellige værker, bl.a. Kongen og Tinget.
Efter Reformationen blev de gejstlige birker enten nedlagt eller omdannet til kongelige birker. I tiden mellem 1536 og enevældens indførelse i 1660 øgedes antallet af adelige birker, bl.a. i forbindelse med overdragelse af krongods til adelen. Kort før 1660 var antallet af adelige birker ca. 50.
Birkene blev i ældre tid udskilt fra de almindelige retskredse, herrederne. Kongelige birker blev oprettet på krongodset, enten i Kronens egen interesse for at have et bekvemt liggende rettering, hvor Kronens fæstere kunne sagsøges, eller på grund af det pågældende områdes afsides beliggenhed og den deraf flydende retsløshed.
Først under Christian 1. (1448-1481) begynder adelige birker at dukke rigtigt op, og et større antal adelige birker oprettedes under Christian 3. (1534-1559) og Frederik 2. (1559-1588) dels som tidligere gejstlige birker, dels tidligere kongelige birker men dog overvejende som helt nye birker. 
De af Aakjær behandlede birker: Højslev Birk eller Stårupgårds Birk, 1564-1821. Ørslevklosters Birketing kendes i 1452, altså fra Christian 1.'s tid. Blev med reformationen til kronbirk, indtil 20.12.1584, hvor Hans Kristoffersen Lindenov købte Ørslev Kloster og Birk, Birket blev nedlagt 16.05.1801 og blev lagt ind under Fjends Herreds Ting.
De fleste birker forsvandt med landboreformerne, og de blev endeligt afskaffet med 1859 grundloven.   
 
Historisk Stævne, Skive, 5. juni 1916. Dateringen er iflg. Fredsakadamiets Database over danske sange. Carl Nielsens melodi er efter alle tilgængelige oplysninger fra 1919. Katalog over Carl Nielsens melodier siger mellem 1918 og 1921.
 
 
Skive Viborg vejen.  I 1955 vedtog Viborg Amtsråd at bygge en dæmning i stedet for en bro over fjorden ind til Dommerby. 
 
Hvordan Aakjær når frem til, at kongens korn skulle fragtes ned til havnen i Skive i 1700-tallet, står hen i det uvisse. Skivehus ophørte i 1661, hvor det som kongelev blev solgt til rigsadmiral O. Gjedde, med at være krongods. 

Jeppe Aakjær 

Bibliografi

Romaner
Vredens Børn. 1904.
Paa Aftægt. 1907.
Arbejdets Glæde. 1914.
Hedevandringer. 1915.
Jens Langkniv. 1916.
Hvor der er gjærende Kræfter. 1916.
Pigen fra Limfjorden. 1921.
 
Fortællinger
Bondens Søn. 1899.
Vadmelsfolk. 1900.
Fjandboer. 1901.
Hvor Bønder bor. 1908.
Af gammel Jehannes hans Bivelskistaari. 1911.
Jævnt Humør. 1913.
Po fir glowend Pæl. 1923.
 
Digte
Derude fra Kjærene. 1899.
Fri Felt. 1905.
Rugens Sange og andre Digte. 1906.
Mulm og Malm. 1909.
Den Sommer og den Eng -. 1910.
Esper Tækki. 1913.
Vejr og Vind og Folkesind. 1916.
Hjærtegræs og Ærenspris. 1921.
Hejmdals Vandringer. 1924.
Under Aftenstjernen. 1927.
 
Drama
Livet paa Hegnsgaard. 1907.
Ulvens Søn. 1909.
Naar Bønder elsker. 1911.
Himmelbjærgpræsten. 1917.
Rejsegildet. 1925.
 
Essays, biografier o.a.
Missionen og dens Høvding. 1897.
Steen Steensen Blichers Livstragedie i Breve og Aktstykker I-III. 1903-1904.
Fra Jul til Sanct Hans. 1905.
Sommer-Taler. 1913.
Mit Regnebræt. 1919.
Min Hædersdag paa Kjøbenhavns Raadhus 10. September 1926. 1927.
Fra min Bitte-Tid. 1928.
Drengeaar og Knøsekaar. 1929.
Før det Dages. 1929.
Langs Karupaaens Bred. Studier fra Hjemstavnen. 1929.
Fra Agermuld og Hedesand. Studier fra Hjemstavnen. 1930.
Konge, Adel og andre Sallingboer. Studier fra Hjemstavnen. 1930.
Gammel Brug og gammel Brøde. Studier fra Hjemstavnen. 1931.
Muld og Mænd. Studier fra Hjemstavnen. 1932.
Fra Sallingland til Øresund. Studier fra Hjemstavnen. 1932.
 
Samlede værker
Samlede Værker 1-8. 1918-1919.
Digte og Noveller. 1932.
Samlede Digte 1-3. 1931.
Erindringer og breve Efterladte Erindringer, udg. af Georg Saxild. 1934.
Breve fra Jeppe Aakjær. 1883-1899, samlet og udg. af Solvejg Aakjær Bjerre. 1944.
Drøm og drama. Breve mellem Jeppe Aakjær og hans søskende, af Kamma Aakjær. 1990.  
 
 
   

Oversigtsmenu