Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn
blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   
Der er i den her behandlede del af Limfjordslandet to klostre, Ørslev Kloster og Grinderslev Kloster, som begge med reformationen blev kongelige len med deraf følgende periodisk forfald.
Ørslev Kloster er så absolut det mest velbevarede af de neden for afbildede klostre.
Af Grinderslev Kloster er der kun kirken tilbage.
I dag står de to klostre alt i alt velbevarede - i Grinderslev kun kirken - og som væsentlige historiske monumenter.
Lidt længere ude i periferien har vi Stubber Kloster, Gudum, Vestervig, Vitskøl og Dueholm Klostre.
Den ældste af klosterordenerne er Benediktinerne, stiftet af Benedikt af Nursia i 529. Munkene skulle leve efter Benedikts regel, fast opholdssted, fattigdom og cølibat samt lydighed. Ansgar var benediktiner, men efterhånden som benediktinerne blev overordentligt velhavende opstod der modbevægelser, i Danmark, flg. ordener: Cistienser, Dominikaner, Franciskaner, Karmeliter, Johanniter, Augustiner, Augustinerkorfruer (kun i Asmild Kloster). I de her præsenterede klostre var der tale om benediktinere i Stubber, Gudum og Ørslev Kloster, johanniter i Dueholm Kloster, augustinere i Grinderslev og Vestervig Kloster, cisterciensere i Vitskøl Kloster.
Mest forfaldsramt er så absolut Stubber Kloster. Og det er en ganske trist historie, som bør berettes.
Alene fotoet er et godt vidnesbyrd om forfaldet. Det er vestfløjens hvælvede kælder, det eneste, som overlevede den sidste del af nedrivningen af klosteret i 1870. Bygningen med stråtag over kælderen er opført efter nedrivningen.
Stubber Klosters kælder. Det eneste tilbageblevne af klosteret.
Stubber Kloster blev i 1547 til Stubbergaard med Iver Juels overtagelse af klosteret.
Iver Juel var sønnesøn af Palle Juel til Øgelstrup, en gammel hovedgård, som Palle Juel ejede o. 1350, dvs. da den sorte død hærgede som pestepidemi (1347-52) og ramte Danmark første gang. Familien Juel ejede en del gods i Raasted og Idum sogne, hvor også godset Nørre Vosborg, afløseren for Søndre Vosborg ligger. Dette gods blev mageskiftet til kronen i 1622, dvs. efter overtagelsen af Stubbergaard. Iver Juel har i sine "Familieoptegnelser af Iver Juel til Stubbergaard og hans søn Kjeld Juel", udgivet 1865-66 af O. Nielsen beskrevet, hvad han havde fået fortalt om den sorte død i Raasted sogn, dvs. under tiptipoldefaren Palle Juel.
 
Stubber Kloster, Stubbergaard
Stubber Kloster ligger på et næs i Stubbergaard Sø. Klosteret har formentlig været et benediktinsk nonnekloster. Det anføres nævnt første gang skriftligt i 1268, men formodes at have eksisteret tilbage i 1100-tallet. I Diplomatarium Danicum kaldes det i 1408 Stubthorp. Navnet kunne tyde på, at der har været en anden klosterbebyggelse, før den formentlige udflytning til Stubthorp - thorp betyder udflytterbebyggelse. Men om det har været før eller efter 1268 siger de skriftlige vidnesbyrd intet om.
Af salgsskøde fra 1547 til Iver Juel fremgår det, at klosteret ejede hele Sevel, store dele af Trandum og Sahl.
Under Iver Juel blev Stubber Kloster til Stubbergaard. Juel'ernes her stort anlagte herresæde var gået stærkt i forfald, da Stubbergaard blev solgt til Jac. Boserup i 1836. Østfløjen brændte i 1807, i 1805 og 1834 blev henholdsvis syd- og nordfløjen nedbrudt. Kun vestfløjen stod tilbage, indtil Jac. Boserups nedrivning af denne del også i 1850'erne. Nedrivningen af det gamle Stubbergård skete 5-6 år efter, Jac. Boserup i 1849 lod Ny Stubbergaard opføre iflg dr. phil. O. Nielsen.*
 
Det er sparsomt, hvad der er tilbage efter nedrivningen af Stubber Kloster efter 1870, hvor rigsdagsmand og proprietærJacob Boserup afhændede det og de følgende år, hvor kloster med gods blev solgt til lokale bønder. Nedrivningen blev oven i købet destruktiv ud over det normale, idet klostret tilhørende pergamenter og dokumenter blev kørt i trillebøre ud i søen. Ejeren 1836-1870 var rigsdagsmand og proprietær Jacob Boserup, der levede 1808-84. Han bevarede til eget brug nogle få pergamenter, desværre de ringeste og historisk set mindst værdifulde iflg en lokal sognepræsts, Villads Christensens beretning fra 1911. Iflg. O. Nielsen ejedes disse dokumenter i 1889 af den daværende ejer af Sindinggaard, proprietær Olsen*. J. Boserup huskes næppe for meget andet end disse dokumenters og pergamenters sørgelige skæbne.
 
Der er to til tre væsentlige, berettende kilder til begivenhederne omkring Boserup og den nedrivning af Stubbergård, Stubber Kloster, som han var en del af: 1) Den bedste og fagligt mest kompetente beretning om Stubbergaard finder man i Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder 1895, udgivne af Olaf Nielsen Dr. phil., Arkivar (elektronisk indlagt i Vinderup Egnshistorisk Forening). Olaf Nielsen skriver forholdsvis tæt på nedrivningen af Stubber Kloster (1895). Han har desuden i 1889 offentliggjort de dokumenter fra klosterarkivet, som ikke blev tilintetgjort i forbindelse med byggeriet af Ny Stubbergaard og nedrivningen af Stubber Kloster. 2) Pastor Villads Christensens beretning. Ved opslag i Historisk Samfund for Ringkøbing Amt, kan man få adgang til ældre udgaver af Hardsyssels Årbog, herunder 1911, hvor pastor Villads Christensen har en ganske udmærket og - så vidt det kan konstateres - velunderbygget fremstilling af Stubber Klosters historie. Den findes også, lidt mere let håndterlig i et link til Vinderup Egnshistorisk Forening. Men V. Christensen er sekundær i forhold til Olaf Nielsen, der både tidsmæssigt og sagligt er tættere på begivenhederne o. Stubber Kloster. Villads Christensen henviser da også til Olaf Nielsens ekspertise o. de tabte dokumenter og pergamenter. Men han (VC) kan velsagtens også være årsag til reduceringen af Jacob Boserups ansvar i forbindelse med tabet af klosterbygninger og - især - dokumenter og pergamenter.
3) En tredie version af begivenhederne, som er ca. samtidig med O. Nielsens beretning finder man i En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard - skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Alt iflg. note af P. K. Hofmansen ved udgivelse i 1967.
Amalia Lange her levet i Sevel lige præcist på den tid, hvor Jacob Boserup lod Ny Stubbergaard opføre - fra 1849, flyttede hertil i 1854 iflg. Amalia Lange. Desværre er Amalia Lange noget upræcis i tidsangivelser og omstændigheder o. nedrivningen af Stubber Kloster. Hun skriver: "De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord." (S. 14) Det fremgår i anden sammenhæng i Amalia Langes beretning, at "Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke "Kryptkirke") maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid." (note 45)
Af dokumentarisk kildemateriale til Stubber Klosters historie er der således næsten intet tilbage. Faktisk eksisterer der stort set kun de sparsomme rester, som Olaf Nielsen har offentliggjort i Danske Magazin, 5. række, 2. binds første hefte, 1889. Det hedder i Olaf Nielsens beretning om tabet af dokumenterne til Stubber Kloster: "Da Boserup flyttede til Ny Stubbergaard, ødelagde han Gaardens store Arkiv, som han for en Del kørte i Søen men ellers overlod til alle og enhver. Den eneste Levning deraf ere de Dokumenter, jeg udgav i Danske Magasin 5. række 2. Bind, men man ved endnu at fortælle om de mange Pergamenter, som bl.a. bleve brugte til at lappe Skindtrøjer med; naar man ved, at yngre Pergament er stift og ubrugelig dertil, medens det fra det 15. Aarhundrede og ældre Tid er blødt og vel skikket til sidstnævnte Brug, kan man tænke sig, hvilket Tab Historien har lidt ved denne Vandalisme. Boserup var ellers i andre Henseender en dygtig og brugbar Mand, der sad i Rigsdagen i flere Aar."
 
De tre her anførte er vist nok de eneste, nogenlunde samtidige beretninger, der eksisterer omkring omstændighederne ved nedrivningen af Stubber Kloster.
Destruktionen af pergamenter og dokumenter beskrives i Villads Christensen som et uheld, der medførte, at man under oprydningen blandt murbrokker lod tilfældighederne råde m.h.t. de pergamenter og dokumenter, der blev reddet fra at blive kørt ud i søen. Olaf Nielsen er mere kontant i beskrivelsen af Jacob Boserups andel i de triste begivenheder o. nedrivningen af klostret. Amalia Lange er lyrisk og ret lidt informerende om hændelsen.
Iflg. A. Langes og V. Christensens fremstillinger kan man ikke pege direkte på J. Boserup som skyldig i tabet af pergamenter og dokumenter. Han har dog trods alt forsøgt at bevare de - ganske vist mindst værdifulde - pergamenter, som han havde held til at redde.
Men denne version af nedrivningen og destruktionen af arkivet er næppe troværdig. Den skal under alle omstændigheder sammenholdes med den version, som O. Nielsen har givet i 1889, iflg. hvilken Boserup allerede i 1850'erne, før salget og nedrivningen af Stubber Kloster, skulle have destrueret det meste af arkivet.
Det bevarede fremgår af O. Nielsen, Offentliggørelse af de sparsomme rester af Stubber Klosters arkiv i Danske Magazin 5. række, 2. bind, 1889. Her skriver han i Levninger af Stubbergaards arkiv indledningsvis: "... indtil for en 30 Aar siden (var der her) et stort Arkiv, men dette er nu for største Delen ødelagt. En Levning deraf er de nedenfor meddelte 10 Pergamentsdiplomer, der tilhøre Proprietær Olsen paa Sindinggaard..."
Af de offentliggjorte diplomer er der ingen, som vedrører Stubber Kloster direkte, tre omhandler familien Krabbe og formodes af Nielsen at være hørende til et arkiv for denne familie, I en anden sammenhæng har O. Nielsen meddelt, at J. Boserup allerede i 1855-56 lod arkivet køre i søen - og kun bevarede de for klostret mindst værdifulde pergamenter. Som så åbenbart er kommet i proprietær Olsens, Sindinggaard besiddelse.
Hvis vi regner 30 år tilbage fra affattelsen af den i 1889 offentliggjorte artikel, så kan vi under alle omstændigheder slutte, at O. Nielsen mener at vide, at Stubber Klosters arkiv er blevet destrueret af Boserup i 1850'erne engang.
 
Uvidenhed og hensynsløs adfærd, styret af materielle hensyn kan m.a.o. ikke tilskrives "hvad kender bønder til latin", som man har gjort i nutidige kommentarer til tabet af Stukbber Klosters arkiv - i misforstået tiltro til V. Christensens beretning om, at det var lokale bønder, som i 1870 var de skyldige. Således som det fremgår af både Trap Danmark, 5. udgave, s. 323-24 og Danske Slotte og Herregårde, bd. 12, s. 369-70.
 
Skal man forsøge at konkludere ud fra de 3 beretninger, så er det meste sandsynlige nok, at arkivet blev destrueret i 1850'erne af Jacob Boserup ved udflytningen til Ny Stubbergaard, som anført af O. Nielsen. Nedrivningen af klosterbygningerne er først sket en gang i 1860'erne, muligvis i 1870, som anført af O. Nielsen og V. Christensen.
Alt i alt er Ørslev Kloster det bedst bevarede og mest oprindelige af Limfjordens klostre.
 
 
 
Den sorte død i Raasted sogn iflg. Iver Juel til Stubber Kloster og Stubbergaard, udg. v. O. Nielsen, her efter Anders Bøgh i Nørre Vosborg ..., bd 1, s. 65.
Ifølge denne skildring opstod pesten i England hvor en ung og dejlig kvinde var gift med en gammel mand. Da hun samtidig havde en ung elsker ("bolskab"), opsøgte hun en heks for at søge hjælp til at skaffe sig af med ægtemanden, og fik da det råd, "at hun skulle tage et stykke af en død mands mave og hakke i hans mad". Det var effektivt, men også særdeles smitsomt, hvorfor alle efterhånden døde. Nogle forsøgte imidlertid at undslippe ved at drage til havs med et skib, men lige lidt hjælp det, og skibet drev i land i Vendsyssel. De, der gik om bord for at undersøge skibet, blev straks smittet, hvorefter pesten bredte sig over hele Vendsyssel. Herfra kom så to dage før jul en mand til Øgelstrup og bad  om husly, men blev af Palle Juel henvist til præsten. Da julenat oprandt og man skulle i kirke, dukkede præsten imidlertid ikke op,, og Palle Juel sendte en svend til præstegården. Her var der kun "en halvdød gammel kælling", som sagde: "Jo vok og ve, hvilken gæst har Palle Juel vist os på; her ligger de alle døde i gården, og jeg er halvt død."
Palle Juel fik da fjernet alle vogne og spærret indgangen til alle huse, samt befalede, at syge skulle mødes på marken. Disse fornuftige forholdsregler forhindrede dog ikke pesten i at sprede sig over "egne og lande". Om de lokale bestræbelser begrænsede dødeligheden, vides ikke. Det er vel beretningens hensigt, at vi skal få det indtryk. Og moralen, den utugtige kvinde som pestens ophav, er heller ikke til at tage fejl af.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jakob Jensen, prior i Stubberup nævnes som tingsvidne i Diplomatarium Danicum i 1408.