Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn

blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   
Lokalt selvstyre har i Danmark rødder tilbage i en tid, hvor der stort set ikke er skriftlige kilder.
Der byggedes på tidligere tiders inddeling i Lande, sysler, herreder og sogne. Hertil kom len og amter.
Som det fremgår af beskrivelsen af Fjends Herred, afløstes Hald og Skivehus amter som administrative enheder i 1793 af Viborg Amt. Sammenlægningen af de tidligere geografisk ganske heterogene amter havde primært udspring i ønsket om en mere ensartet amtstruktur.
Resultatet af reformen var 24 amter og 153 herreder 1793-1970. Man kan ved at følge det angivne link også få en fortegnelse over de herreder og - især - sogne, som Viborg amt bestod af indtil kommunalreformen i 1970.
M.h.t. sognene så fandtes der ikke noget egentlig lokalt selvstyre på landet i middelalderen og under enevælden. Herredsfogeden kunne fra 1700-tallet på kongens vegne udpege sognefogeder, der fik forskellige former for lokal, hovedsageligt politimyndighed.
De daværende sognedistrikter fik først for alvor - et ganske vist noget begrænset - selvstyre inden for fattig- og skolevæsen i henholdsvis 1803 og 1814. Indtil da førte amtmanden tilsyn med landdistrikterne, mens hans lokale repræsentant, herredsfogeden, varetog både dømmende og administrative opgaver. I købstæderne var det rådstuen og byfogeden, som forestod disse funktioner. Inddragelsen af befolkningen, som således så småt er startet i begyndelsen af 1800-tallet, blev yderligere fremmet med oprettelsen af borgerrepræsentationer i købstæderne i 1837 og sogneforstanderskaber i landdistrikterne i 1841. Dog var det stadig kun særlige og de rigeste bønder og borgere, der sad i disse organer, som fortsat var underlagt centraladministrationens embedsmænd.
 
Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan. Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadig mere omfattende folkestyre.
Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes valgret i 1908. Der sker nogle løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.
Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område. I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v. 
Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 frem til 1848, at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provindsial-Stændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.
Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget* - et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft.
Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede. 
 
Valglovsbestemmelser
Siden 1849 indtil 1980 har kommunalbestyrelserne hvert år skullet udarbejde valglister, fra 1980 kun ved folketingsvalg eller ved folkeafstemning. Sogneforhandlingsprotokollerne afspejler tydeligt valglisteforpligtigelsen. Som regel hvem i sognerådet, det var pålagt, og ind imellem afspejler listerne den politiske kamp om flertallet i sognerådet som repræsentativt organ. Især hvis flertallet er på vippen, vil det være oplagt at få eller indgive en klage, der kan resultere i mobilisering og et evt. andet resultat.
Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, d.v.s. ikke hemmelig.
I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, d.v.s. folketingsparlamentarisme i praksis.  
Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg med kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget. For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.
Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse.
 
Sogne- og købstadslovgivningen 
For købstæderne (f.eks. Skive og Viborg i Viborg Amt, Kolding, Fredericia, Vejle i Vejle Amt ud af 68 købstæder i alt) og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne* givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837 (Collegial Tidedenden nr. 47, 06. november 1837), der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, d.v.s. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne.  Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevælden opererede med ”eligerede borgere”. 
 
Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre
Det landkommunale selvstyre var både før og efter junigrundloven i 1849 også en decideret statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement.  Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter, som blev indført med anordning om sogneforstanderskaber i 1841.
Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.08.1841.
Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.03.1855 (Love og Anordninger 1855). Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868 (Love og Anordninger 1867) den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber til sogneråd.
Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden. Først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes valgret i 1908 kan demokratiseringen siges at være slået så nogenlunde igennem.  D.v.s. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de 7 F'er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere), en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven.
 
Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).
Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.
Amtsrådet:
Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, d.v.s. centralmagtens repræsentanter.
Lokale repræsentanter: sædegårdejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter.  3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.
 
1855 reformen af sogneforstanderskaberne
Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, d.v.s. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).
Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.
Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab.  Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.  Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret.
Der skulle være et ulige antal medlemmer.
Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:
Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere.
Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.
 
1867 kommunalreformen
I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled helt ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 
Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 
I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.
Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.
Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden. 
 
Socioøkonomisk fordeling af ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd
Niels Clemmensen har i sin disputats undersøgt og dokumenteret den socioøkonomiske fordeling i ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd i Præstø og Randers amter.
De i tabeller og figurer titulerede sognerådsformænd var i perioden 1841-1867 sogneforstanderskabsformænd. Se en forskningsoversigt, der ligger til grund for disse resultater.
 
Tabel 1 Socioøkonomisk fordeling af sognerådsformænd, i % andele af kommunerne i Præstø og Randers amter
 
 
Stort hartkorn  
Bønder  
Præster  
Lærere  
Andre erhverv  
I alt          
1842   
Præstø           
13
 7
71
2
 7 
100 
 
 
Randers
34
 8
51
-
 7
100 
 
1848
Præstø
23
 4
68
-
 5
100 
 
 
Randers
26
 5
67
-
 2
100 
 
1854  
Præstø
26
 -
71
-
 3
100 
 
 
Randers
22
 6
71
-
 1
100 
 
1856
Præstø
23
19
47
 8
 3
100 
 
 
Randers
22
16
51
 4
 6
  99 
 
1862
Præstø
29
20
41
 5
 5
100 
 
 
Randers
22
26
47
 3
 2
100 
 
1868
Præstø
35
25
20
 9
11
100
 
 
Randers
26
35
30
 3
 6
100 
 
1871
Præstø
35
29
16
10
10
100 
 
 
Randers
26
41
20
10 
 3
100 
 
1880
Præstø
27
44
 5
 7
17
100 
 
 
Randers
23
66
 6 
 2
 3
100 
 
1888
Præstø
12
72
 2
 5 
 9
100 
 
 
Randers
10
75
 2
 3
10
100 
 
Den her bragte tabel er en sammenskrivning af tabellerne 1-2, 31-34 i NC. Der er i denne sammenskrivning set bort fra den optimale repræsentativitet, som NC har forsøgt at tage højde for ved at bringe tabeller, som giver data for udvalgte år i udvalgte tabeller. Variationerne er så ubetydelige, at disse supplerende tabeller er fravalgt.
For Præstø Amt er der indhentet data fra o. 60 kommuner (56-65) for Randers o 70 kommuner (71-72).
Den officielle hartkornstatistik kan benyttes til at bestemme ejendomme over 12 tdr. hartkorn som store hartkorn, ejendomme fra 1-12 tdr. hartkorn som bøndergårde, ejendomme under 1 td. hartkorn som husmandsteder (NC s. 42).
 
Figur 1. Fordeling af sognerådsformænd, i % andel af kommunerne i Præstø og Randers amter
 
Figur 2: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Præstø Amt
 
Figur 3: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Randers Amt
Tal og figurer viser generelt for begge amter et markant fald i præsternes andel af formandskaberne, efterfulgt af en tilsvarende stigning i bøndernes, d.v.s. gårdmændenes andel - for begge amter markant fra 1871. Det store hartkorn ligger jævnt godt repræsenteret på over 20 % af formandskaberne indtil 1871. Herefter kommer der et fald, der falder sammen med det samlede Venstre i Rigsdagen fra 1870, og faldet kulminerer i 1888, hvor provisorietiden er på det højeste konfliktniveau. Man kan sige, at faldet er mindst markant i det mindre godsrige Randers Amt, fordi det store hartkorn her aldrig når den position i formandskaberne som i Præstø Amt.
I det godsrige Præstø Amt har bønderne en mindre repræsentation i formandskaberne fra 1862 i forhold til Randers Amt. Tilsvarende har det store hartkorn fra 1862 en større andel af formandskaberne, end de har i Randers Amt. Det betyder så også helt naturligt den stærkeste tilbagegang i formandsrepræsentationen i Præstø Amt.
Hvis kildematerialet tillader det, og det er frugtbart for analysen, vil der for Viborg Amt blive differentieret i den socioøkonomiske gruppe fra 1 til 12 tdr. hartkorn, som udgør gårdmændene under et i Præstø og Randers materialet. Man kunne forestille sig, at billedet kunne nuanceres ved at inddele gårdmandsgruppen i flere dele.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  •  En stænderforsamling er et repræsentativt organ, der i Danmark i perioden fra 1200-tallet til 1849 repræsenterede samfundets forskellige stænder (adel, gejstlighed, borgere, i Norden også bønderne). Stænderne kunne være rådgivende over for fyrsten, i nogle sager endda beslutningstagende. 
  • Samme system, som den amerikanske præsident vælges efter!
 
  • DAA = Danmarks Adels Aarbog har siden 1884 trykt stamtavler over adelsslægterne tilbage fra middelalderen, samt løbende rettelser hertil. De fleste af stamtavlerne er lavet af arkivar Anders Thiset (1850-1917). Derefter har ordenshistoriografen dr Louis Bobé (1867-1951) og flere andre udbygget samlingen og revideret flere slægter totalt. At man kan finde småting og fejl i så stort et værk - skabt gennem 125 år - kan ikke forundre nogen, og heller ikke at det begrænsede kildemateriale kan nyfortolkes. Tilsvarende og supplerende oplysninger kan findes i Trap: Danmark. 1953-1972, E. Ulsig: Danske Adelsgodser i Middelalderen, doktordisputats fra 1968. Der er til Ulsigs værk to anmeldelser, T. Dahlerup og Ole DegnDet primære kildemateriale til alle de her fundne oplysninger, finder man i Danmarks Riges Breve, udgivet fra 1939 - internetadgang dog kun 4. række, bind 8-12 og 5. række for perioden 1410-1450. Især 5. række er helt ufuldstændig i udgivelsen, men tilstræbes fremlagt komplet.  
  • Håndfæstningerne findes komplet optrykt i Samling af danske kongers haandfæstninger og andre lignende acter. Af Geheimearchivets Aarsberetninger. Kjöbenhavn, 1856-1858. (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København, 1974). (150 sider). [ISBN 87 7500 602 2]. Samlingen indledes med Vordingborgske Forordning af 19. Marts 1282, der kan ses som forspillet til Erik Glippings håndfæstning, Constitutio Erici Glipping, Nyburgis anno 1282 die 29 mensis Julii data. Frederik 1.'s håndfæstning, s. 65-79.
    Og endelig sluttes der af med enevældens dokumenter, arvehyldningen af Frederik 3.:
    Arvehyldingseden af 18 Oktober 1660,
    Souverainitetsakterne for Danmark, datt. Kjöbenhavn 1661 d. 10 Januar,
    Souverainitetsakterne for Norge, Island og Færöerne, datt. 1661 7 August og 1662 28 Juli og 14 August.
    Frederik 1.'s håndfæstning er i øvrigt næsten enslydende med Christian 2.'s fra 1513, dog med enkelte justeringer for Christian 2.'s forskellige overgreb på adelen. 
  • Denne historiske tidsserie fra Danmarks Statistik har en noget tung grafik. Man skal vælge det ønskede sogn fra et Danmarkskort (som evt. kan forstørres). Så skal man nederst i skærmbilledet vælge årstal (fra 1925 til nyeste år). Til slut fører man musen op på det valgte sogn på Danmarkskortet, hvor sognetallet så kommer som et museanimeret billede. For de mere detaljerede muligheder er der nok ikke andet at gøre end forsøge sig frem.
  •   
 
  • En herredsfoged var indtil 1919 både dommer og politimester i et herred. Han var oprindeligt almindelig bonde, udpeget af lensmanden eller kronen, men fra 1736, hvor juridisk embedseksamen indførtes, blev det almindeligt, at herredsfogeden havde en juridisk uddannelse.
 
 
 
 
 
 
 
 
Sogneforstanderskaberne, betegnedes fra 1855 som sogneråd, hvad de dog først var i lovgivningsmæssig forstand fra 1867-68. Desuden indførtes der i 1841 amtsråd, som havde overtilsyn med sognene, hvor så amtmanden også havde tilsynsmyndighed på statens vegne. Se mere detaljeret om selvstyreudviklingen i landkommunerne fra 1841-1868 neden for.
Sogneforstanderskaberne skulle bestå af den lokale sognepræst og sognets godsejere som fødte medlemmer, og ligeledes havde den lokale herreds- eller birkefoged ret til at deltage i møderne med stemmeret. Man kan sige, at vi her har den privilegerede gruppe, der udgjorde lidt over halvdelen af sogneforstanderskaberne. Men derudover - og det var det afgørende nye - skulle der alt efter kommunens størrelse vælges et sted mellem 4 og 9 af de lokale bønder, der var ejere eller fæstere af mindst en tønde hartkorn, og som var fyldt 25 år. Disse skulle vælges af deres standsfæller for en periode på 6 år.  
Landkommunerne får Anordningen af 13. august 1841 ang. landkommunevæsenet. Bygger administrativt på ordningerne med fattig- og skolevæsenet i henholdsvis 1803 og 1814. Der tages i anordningen udgangspunkt i fattigkommissionernes virkekreds, et sogneforstanderskab kommer til at omfatte et pastorat, mellem et og tre sogne.
Fødte medlemmer er sognepræsten, herredsfogeden i kommuner under hans jurisdiktion og ejere af mindst 32 tdr. hartkorn - altså det rigtigt store hartkorn. 
Valgte medlemmer er mellem 4 og 9 mænd med mindst 1 tdr. hartkorn, d.v.s. nedre grænse for gårdbrug, husmænd er altså ikke med. 
Valgperiode 6 år, med udskiftning hvert 3. år, både ejere og fæstere. 
Strenge bestemmelser for at unddrage sig valg v. alder under 60 år, afgjordes af kommunale valgbestyrelser og Amtsrådet. Sogneforstanderskabets formandspost havde samme regler for at undslå sig. Næsten fast praksis, at det blev præsten eller et fast medlem. Formandens stemme var udslagsgivende ved stemmelighed.
Virkeområde: fattig- og skolevæsen overtages af sogneforstanderskaberne + vedligehold og anlæg af biveje (sammen m. herredsfoged eller birkedommeren) + ytre sig til fremme af "god politiorden" (bevillinger, betleri og løsgængeri) 
Amtsrådene. Amtmanden som formand, 1 amtslig provst, 6 valgte medlemmer. 3 eller 2 fra sædegårde (det store hartkorn), 3 eller 4 valgt af sogneforstanderskaberne. Valgbarhed v. 4 og 5 tdr. hartkorn for henholdsvis ejere og fæstere, altså betydeligt højere end til sogneforstanderskaberne. Samme 6 årige valgperiode og 3 års udskiftning som sogneforstanderskaberne.
Afholder udgifter til justits- og politivæsen, medicinal- og sundhedsvæsen, amtsfattigkassen, skulle høres om udgifter til arbejds- og sygehuse, ting- og arresthuse samt om alt, der kunne gribe ind i amtets anliggender og økonomi, herunder vejvæsen i samspil med statsmagten (NC, s. 31).
Landkommunalreformen af 22. marts 1855
Det var her som til Rigsdagen kun uberygtede mænd med dansk indfødsret, der havde stemmeret. Desuden krævedes det fortsat, at man havde betalt kommuneskat, at man havde egen husstand, havde rådighed over sit bo og at man ikke havde modtaget fattighjælp. Det betød i praksis, at samtlige bønderkarle og en del andre ansatte ikke kunne deltage i valgene. For at kunne blive valgt skulle man opfylde de samme krav som for at være vælger, men desuden skulle man have boet mindst et år i kommunen.
Den største halvdel af landkommunernes medlemmerne skulle vælges af den femtedel, som havde udredet de højeste kommuneskatter i det forløbne år. Den mindre halvdel skulle vælges af samtlige beboere , som var valgbare til Folketinget.
Der skulle stadig være et ulige antal medlemmer, valgperioden var stadig 6 år med udskiftning efter 3. Formandens stemme er stadig udslagsgivende ved stemmelighed.
Amtsrådene. Mellem 7 og 11 medlemmer. Den største halvdel valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, den mindre halvdel af amtets største skatteydere.
Lov om landkommunernes styrelse af 06. juli 1867.
I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle  sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 
Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 
I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.
Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.
Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden. 
Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem, endvidere sikre, at beslutningerne blev ført til protokols, også divergerende opfattelser. Han skulle desuden sørge for beslutningernes udførelse samt føre korrespondancen for rådet. Alle protokoller var det formandens ansvar at føre.
Det var dog først med kommunalreformen 1. april 1970 at de sidste sogneråd (og sognerådsformænd) forsvandt og blev afløst af betegnelsen kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen. 
 
 
Iflg. en undersøgelse fra Tikøb Kommune kan der først fra 1894 spores en tendens til partiopdeling af de opstillede kandidater.
For perioden 1842 til 1868 findes der et grundigt lokalstudium, Harry Christensen: Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867. I-II. (Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland, 1997). 793 s. Harry Christensen undersøger, hvordan bestemmelserne om sogneforstanderskaberne blev ført ud i livet. Det gøres ved en undersøgelse på mikroplan af kommuner  beliggende i Aalborg Amt. Anmeldelse af M. Bregnsbo i Historie/Jyske Samlinger, Bind 1998:
De funktioner, som sogneforstanderskaberne blev tillagt ved oprettelsen, var fattig- og skolevæsenet, dels vejvæsenet samt organisering og kontrol af de kørsler og det pligtarbejde. som befolkningen var pligtig til at præstere for myndighederne. Dertil kom visse opgaver i forbindelse med den lokale ordenshåndhævelse, tilsyn med brandforsikringen og pligt til at affatte allehånde høringssvar og indberetninger til højere instanser. Men i løbet af den skildrede periode fik kommunerne tildelt mere eller mindre kompetence på en række andre felter. Det drejede sig om vandløbsvæsen, sundhedsvæsen, krige og militærvæsen (treårskrigen 1848-51, 1864) valgadministration, også ved de landsdækkende valg, brandvæsen, funktioner ved retsudøvelse (bl.a. tyendeforligsmægling), og også områder som sandflugtsbekæmpelse, veterinære foranstaltninger, legatbestyrelse, meningsformidling for de højere myndigheder m.m. blev kommunerne involveret i. Overalt er det af Harry Christensen grundigt og detaljerigt skildret, hvorledes alle disse funktioner blev helt konkret udført lokalt. Ligeledes er der en indgående beskrivelse af forstanderskabernes interne arbejdsorganisation og af den kommunale økonomi, der frem til 1867 byggede på »cigarkassesystemet«. Med hensyn til det sidstnævnte er der udført omfattende og grundige beregninger, hvorunder arbejds- og naturaliepræstationer er omregnet til pengeværdi, og der er påvist en stigning i det kommunale aktivitetsniveau til over det tredobbelte i perioden.
Der er endvidere lavet valgstatistik og heraf fremgår det bl.a., at husmands og daglejerklassen kun udnyttede den valgret, de havde opnået i 1855, i ekstremt ringe grad. Det har ikke været muligt at påvise politiske og sociale skillelinjer ved valgene. Derimod kunne der være brydninger i sogneforstanderskaberne mellem de valgte og de fødte medlemmer, navnlig sognepræsterne, men det forekom dog også hyppigt, at de fødte medlemmer til at begynde med virkede som »støttepædagoger« for de politisk og administrativt uerfarne, valgte bønder. Valghandlingen var offentlig, og hver vælger havde det samme antal stemmer, som der var valgte medlemmer af sogneforstanderskabet. Regeringens henstilling om, at man ved valgene så vidt muligt stemte således, at alle dele af kommunen ville blive repræsenteret i sogneforstanderskabet, var netop kun en henstilling, men den blev faktisk fulgt.
 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 19 (1991 - 1993)
Folkestyre i by og på land. Danske kommuner gennem 150 år. (red.), Per Boje m.fl. (Poul Kristensen Forlag, 1991). 294 s. Amter & amtsråd. De første 150 år. Et festskrift i anledning af anordningen af 13. august 1841. (red.), Kristian Hvidt. (Amtsrådsforeningen, 1991). 256 s.
 
Henrik Fode
...
 
13. august 1841 udsendte den enevældige Christian 8. forordningen, der indførte kommunalstyret på landet... (M)an kan ikke se bort fra, at kommunalreformerne sådan set blot var et udtryk for tidens tanker, og bl.a. havde Norge gennemført en tilsvarende lovgivning allerede i 1837 som det første land i Norden, mens Sverige og Finland måtte vente til begyndelsen af 1860erne og Island som det sidste sted i Norden fik sin landkommunalreform i 1871.
Også i Danmark var reformarbejdet allerede sat i gang, for, der var i virkeligheden tale om et sæt af reformer. I 1837 havde købstæderne fået deres lovgivning og hovedstaden fik sin nye i 1840. Året efter kom turen derfor naturligt til kommuner og amter. Der var med andre ord tale om et sæt af reformer.
Den historiske baggrund for købstads - og landkommunalreformen i Danmark var helt forskellig. Byerne havde haft en form for selvstyre og byprivilegier, der regulerede, hvordan de skulle indrettes og hvilken indflydelse, borgeren skulle have med borgerråd og senere eligerede borgere. Der var kort og godt noget at bygge på.
På landet havde landboreformerne skabt et opbrud og en form for tomrum, idet godsejerne havde haft en afgørende indflydelse, selv om vi ikke må glemme, at også bønderne havde haft deres »sociale ordninger« med bystævner, der løste ikke blot mindre juridiske opgaver, men også praktiske spørgsmål... Loven i 1841 kan derfor også opfattes som en nødvendig modernisering af den mere enkle administration og forvaltning på landet.
...
Som Harry Christensen skriver, så var det sognet, der kom til at danne udgangspunktfor de nye kommunale enheder. Forklaringen var åbenlys. I 1803 var en ny fattiglov blevet bygget op på grundlag af de middelalderlige sognegrænser og præsten selvfølgelig gjort til formand. Hvem skulle ellers have været det? I 1814 gjorde man det samme med den nye skolelov og alt det betød, at sognet som oprindelig kirkelig administrativ enhed langsomt også blev en naturlig forvaltningsmæssig enhed. Men, det enevældige Danmark vovede ikke, at lade sognekommunerne stå alene, så i forordningen skabes også det overliggende organ amtsrådet med amtmanden - kongelig udnævnt selvfølgelig - som født formand. Hermed havde statsmagten - og endnu den enevældigekonge - fortsat kontrol over og med aktiviteterne i sognekommunerne.
En opfattelse kan derfor være at forordningen næppe var så demokratisk, som det er blevet gjort til, men måske snarere var en praktisk, billig løsning: Det offentlige kunne få løst mindre administrative opgaver lokalt for få penge. Man vidste næppe, at loven allerede i 1849 skulle overhales af den frie forfatning og folkestyret. Herefter kunne man forvente øgede krav om mere kompetence lokalt - ganske som i Sverige - men sådanne krav blev dog først indfriet i 1867/68 med folkestyrets kommunallovgivning. Købstæderne fik mere kompetence, men, fortsat var landkommunerne stramt styret og reguleret. Loven var for landkommunerne med Harry Christensens ord »både nedværdigende og desillusionerende«.
 
En stor tak til forfatterne bag Folkestyre i by og på land. Der kan hentes megen inspiration herfra - og så en lidt mindre tak til kredsen bag Amter og Amtsråd. Sidstnævnte er blevet lovlig aktuel og det historiske perspektiv sværere at få øje på. 
Det er en skam, for amtsarkiverne er nogle af de guldgruber, der ikke er udnyttet i tilstrækkelig grad - og, her er der virkelig store fund at hente. Det er et fremragende materiale, der altid bør inddrages i lokalhistoriske undersøgelser, så snart vi går uden for købstæderne. 
Der er som sagt megen inspiration at hente i ikke mindst sognerådsbogen og mange arbejdshypoteser bør afprøves på lokalt materiale, før der kan drages bredere og mere solide konklusioner. Læses bøgerne derfor sammen med Jan Kanstrup og Steen Ousagers, Kommunal opgaveløsning 1842-1970 (1990) er der stof nok til talrige studiekredse og det kunne skabe en spændende fornyelse i det lokalhistoriske arbejde. Fattigforsorg, vejvæsen eller den lokale økonomi kunne nok trænge til en lang række lokalundersøgelser og detailstudier. Det gælder også et så centralt emne som valget af sogneforstandere/sognerådsmedlemmer, eller præsternes og lærernes indflydelse på det kommunale arbejde, for slet ikke at glemme undersøgelser af samspillet mellem sogneråd og amtsråd. Konflikt eller samarbejde? Med reformerne i 1841 blev der skabt mere end 1000 selvstændige kommuner, og udviklingen her har næppe formet sig ens, ligesom magtkampe mellem embedsmænd og sogneråd/sogneforstandere eller mellem sognerådsmedlemmerne indbyrdes næppe fulgte samme mønster i to kommuner. Regionale, folkelige, kirkelige, politiske, personlige samt sociale forskelligheder må spille en afgørende rolle. Men hvordan, det giver bøgerne ikke svar på. Forklaringen er den enkle, at der endnu mangler megen forskning. Lykkeligvis er en betydelig del af landkommunernes arkiver indsamlet og gjort tilgængelige rundt om i landet. Det vil være en værdig opgave at gå i gang med undersøgelser i dette materiale for at kaste lys over folkestyrets barndom. Endelig har landsarkiverne naturligvis i deres magasiner amternes arkiver og i dette materiale ligger der yderligere spændende indfaldsvinkler til studiet af det kommunale selvstyres historie. En vis indgang til dette materiale er der i de ofte oversete trykte amtsrådsforhandlinger.