Klostrets bygningshistorie, herunder om det mangelfulde kildemateriale til den tidligste historie.
Med reformationen i 1536 blev Ørslev Kloster et kongeligt len, hvor bygningerne ifølge synsforretningen ved salget til Hans Lindenov i 1584 var i "en elendig forfatning. Avlsgårdens lader og stalde var lerklinede og med jordgravede stolper. Til herregården hørte der 53 fæstegårde, 8 bol (mindre gårde) og 26 jordløse huse. Dertil kom så meget skov, at der var olden (agern, bog m.m.) til 300 svin. Men gennem tiden blev skoven reduceret til fordel for dyrkede arealer og lyngheder."
Det endte for så vidt også ret skidt. Som andre herregårde blev også Ørslev Kloster udsat for herregårdsslagtning. Dog med en for eftertiden lykkelig ende - et velbevaret stykke kulturhistorie, ikke mindst i kraft af den sidste ejers, Olga von Sponnecks indsats. Alt i alt var der i forbindelse med kronens og de senere ejeres overtagelse efterhånden blevet tale om en ganske betydelig hovedgård, skabt under kirken. Herunder dog også i et konfliktfyldt forhold til kirkens øvrighedsrepræsentant, biskoppen i Viborg.
 
Før reformationen kan der ikke herske tvivl om, at det i tidens løb var lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold mod betaling i fast eiendom), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret, d.v.s. de var skattefri i forhold til kronen men skulle svare hoveri til hovedgården Ørslev Kloster.
Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Om birkeret se også H. Lerdams bog herom.
Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde den provent, der krævedes, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder også har været optaget kvinder af borgerlig stand - som så har været mindre økonomisk attraktive for klostret. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men vi ved, at de to sidste nonner i Ørslev Kloster, der er oplysninger om, begge var adelige*.
Særligt i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet, har sikkert været en følge af bl.a. dette forhold. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid. I det mindste vil nogen vide at kunne berette, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Disse noget fantasifulde betragtninger er der ikke noget belæg for. Man kan ydermere med datidens transportforhold in mente spekulere lidt over, hvilke "nærliggende klostre", der kunne tænkes at kontakte nonnerne i Ørslev Kloster.
 
Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes herefter til adelige, for det meste som pant for lånte penge. De sidste nonner fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve klostrets gård stod det på denne tid som nævnt ganske ilde til med.
Otte Krumpens enke Anne Lykke fik i 1571 overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, og hun indberettede her til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte frygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været, kan man se i udsagn fra efterfølgeren.
 
Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt det sidste minde om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster.
Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han med handel (og noget, der tangerede sørøveri). De fleste adelsmænd på denne tid nøjedes med at handle med egen produktion, hvor Hans Lindenov nærmest udviklede sig til købmand (og sørøver). Det var også Lindenov, der fik den for bl.a. sørøveri dømte og i 1589 henrettede Mogens Heinesens lig overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning.
Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Han døde i Ostindien i 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence Lindenov, som var ejer 1642-71, hvor en datterdatter overtog. Christence Lindenov døde i 1679.
 
I 1661 blev hovedgården til Ørslev Kloster takseret til ca. 48 tdr. hartkorn, svarende til 237 tdr. land dyrket jord. Dette var samme størrelse som den nærtliggende Stårupgård.
Der var på den tid kun to herregårde i Hald og Skivehus Amter, som havde større besætninger end Jungetgård og Keldgård, nemlig Stårupgård og Ørslev Kloster. Der var på Ørslev Kloster i 1661 "4 Heste, 7 Køer, 3 Kvier, 3 Kviekalve, 3 Studeungnød, 3 Studekalve, 64 Faar og Vædre og 42 Lam, hvoraf der betaltes 2 Rdl. 35 Sk. i Skat. 1662 anføres ingen Heste, men 6 Køer, 50 Stude, 3 Ungnød, 40 Faar og 30 Lam, hvoraf Afgiften var 5 Rdl. 47 Sk." (Se tidsskrift.dk). Christance betalte i 1676 og to følgende år i krigsstyr (ældre dansk krigsskat fra 1613- 1747, den blev betalt i to årlige terminer) 730 Rdl., hvilket var et betragteligt beløb, der kunne tyde på betydelig velstand. Besætningen var i 1687 på 6 heste foruden 27 stk. kvæg, 43 får og 3 svin. I 1672 var der 7 karle og 6 piger på gården, men når gården i perioder blev drevet ved forpagter, var husholdet mindre... Der var et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården." Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Hun kan betragtes som en af egnens rigeste godsejere med egen gård i Viborg - med "ikke mindre end otte ildsteder". Hun drev ikke selv landbruget på Ørslev Kloster, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den kendte officer Johan Rantzau, som tog initiativ til den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i, hvad der karakteriseres som "en streng og enkel stil."
 
Efter Johan Rantzaus død 1708 blev Ørslev Kloster overtaget af hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den i 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent på egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods (i Ørum). I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik de Berregaard, der døde allerede 10 år efter. Han nåede dog at erhverve sig en kgl. privilegeret kro i Lund, før han døde. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede aflæggergården Lærkenborg, som han i 1768 fllyttede til og afhændede samtidig Ørslev Kloster til svigersønnen Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse.
Hos Nicolai Jonge hedder det i 1777 om Ørslev Kloster ved Berings overtagelse: "Den frie Hovedgaardstaxt er 27 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 1 Alb., Bøndergods 310 Tdr. 2 Skpr. 2 Fkr., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Tiender 42 Tdr. 3 Skpr. 4/5 Fkr." Se om måleenheder i 15-1700 tallet.
"Avlsgården var brændt i 1749 og blev genopført i nogle imponerende dimensioner."
 
1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster af Mikkel D. Bering for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne.
Som en nok mindre ting - men bortsalget omfattede også den kgl. privilegerede kro i Lund, der i 1801 blev overtaget af Jørgen Møller sammen med en tilhørende ret stor parcel.
Alene i 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke hovedgården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved dennes død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive, hvad man har karakteriseret som en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening.
1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. land af den tidligere forvalter, nu svigersøn Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og i 1913 skø­dede han hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling, der nævnes i folketællingslisten for 1916, men her er forfaldet helt klart sat ind, kan man se på det efter tidligere standarder meget begrænsede, stort set ikke eksisterende folkehold.
 
1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. land af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere. I 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn.
Fra 1890 frem til folketællingen i 1916 kan man alene ud fra folketællingsmaterialet se, at det er gået overordentlig stærkt tilbage. Under familien Herskind og svigersønnen Fritz Grotrian ser det ud til at gå helt galt, især under Fritz Grotrian. Under A. Herskind var der 23 personer i hovedgårdens hushold incl. tyendet, 8 forpagterhuse, huse i Hald, der folketællingsmæssigt registredes som hørende til hovedgården. Under Fritz Grotrian var der stadig 24 personer i hovedgårdens husholdning, nok et betegnende vidnesbyrd om et forgæves forsøg på at opretholde tidligere tiders herskabelige standard. Den sidst registrerede beboer, P. O. J. Malling havde ikke et folkehold på hovedgården. Salget til Malling i 1913 var de sørgelige rester: 5-600 tdr. land agerjord, 50 tdr. land park og skov. Og Ørslevkloster Sø, 72 tdr. land.
Da Malling afhændede godset i 1918, blev det for størstepartens vedkommende til et konsortium, som fortsatte med at sælge jord fra, bl.a. til Ravnkildegård, der blev placeret lige over for den gamle hovedbygning og kirken. Hovedbygningen, klostret, kom under Bygningsynet, og blev hermed reddet fra nedrivning.
I 1921 overtog hestehandler N. C. Thorsen fra konsortiet hovedbygning og 239 ha., d.v.s. godt 16 tdr. htk. I 1926 blev der udstykket 82,5 ha. til 13 statshusmandsbrug.
Med lidt simpel hovedregning kan det sluttes, at der herefter var 156,5 ha. tilbage som jordtilliggende til hovedgården, hvor ladebygningen i 1925 brændte .
Ejeren var fra 1929 Else Pedersen og hendes sønner, hvoraf den ene, Jens Chr. Pedersen fra 1933 stod som eneejer af Ørslev Kloster. I 1932 meddelte ejeren Bygningssynet, at det kunne blive nødvendigt at nedrive de ikke restaurerede fløje, hvilket medførte et tilsagn om statslig støtte til tag- og murreparationer til et beløb på 30.000 kr.
I 1934 blev der bortsolgt 44 ha. til endnu en gård. 26. april 1934 blev kloster og hovedbygning med 2 ha. solgt til komtesse Olga Sponneck, der i 1934 flyttede ind som ejer i selve hovedbygningen med kun have og park tilbage af den tidligere hovedgård, medens ejeren Jens Chr. Pedersen beholdt selve avlsgården og i skødet fik indføjet, at dette nu var hovedgården til Ørslev Kloster. Tilbage af den oprindelige hovedgård kan man regne sig frem til, at der på dette tidspunkt har været 110,5 ha.*
Sammen med købet af gården fik Olga Sponneck de af Bygningstilsynet bevilgede 30.000 kr. til de første, nødvendige istandsættelser af de medtagne klosterbygninger. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse i 1964 med et efterhånden fint istandsat kloster. Ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte.
Ørslev Kloster, restaureringshistorie
 
 
 
* Oplysninger om ejere, arealstørrelser og frasalg i årene op til 1934 ses summarisk i den næsten samtidige oversigt, Større danske landbrug, bind VI, 1937. Udgivelsesåret skal man anstrenge sig for at finde, men 1937 skulle stå til troende. Se beskrivelse af begreberne hoved-, ladegårde m.v.
 
 
 
 
Bygger på forskellige former for kildemateriale, herunder oplysninger fra Skeel.info, se også artikel om Ørslev Kloster.

Den administrative inddeling af Danmark
 
Der var i middelalderen 14 jyske sysler, hver syssel omfatter et varierende antal herreder. Hertil kom 4 sjællandske sysler. Navnet kendes stadig fra f. eks. Hardsyssel og Vendsyssel. For Salling området var navnet Sallingsyssel. Navnet på Sallingsyssel skulle iflg G. Schütte stamme fra et kort o. Kristi tid med navnet Sabalingjer.
Sallingsyssel bestod af 7 herreder: Morsø Nørre Herred, Morsø Sønder Herred, Salling Nørre Herred, Harre Herred (med Fur), Rødding (Rything) Herred, Hindborg (Hærnborg) Herred og Fjends Herred, svarende til Mors, Salling og Fjends.
Hvert herred bestod af et varierende antal sogne.
Fjends Herred bestod/består af 19 sogne: Daugbjerg Sogn, Dommerby Sogn, Feldingbjerg Sogn, Fly Sogn, Gammelstrup Sogn,Højslev Sogn, Kobberup Sogn, Kvols Sogn, Mønsted Sogn, Nørre Borris Sogn, Resen Sogn, Smollerup Sogn, Tårup Sogn, Vridsted Sogn, Vroue Sogn, Ørslevkloster Sogn, Ørum Sogn.
Se kort over Danmarks ældste inddeling, v. Johs. Steenstrup, klik på kortet for forstørrelse:
I Viborg Amt, Fjends Herred er registreret flg. sogne
1) Daugbjerg, 2) Dommerby, 3) Feldingbjerg, 4) Fly, 5) Frederiks, 6) Gammelstrup, 7) Højslev, 8) Kobberup, 9) Kvols, 10) Lundø, 11) Mønsted, 12) Nørre Boris, 13) Resen, 14) Smollerup, 15) Taarup, 16) Vridsted, 17) Vroue, 18) Ørslevkloster, 19) Ørum
Man kan ydermere få specificeret oversigt over stednavne (med tilhørende kort). Man indtaster kommune og sogn:
Bøstrup, By, Gammel Hald, Spredt bebyggelse, Hald, By, Hald Holte, Spredt bebyggelse, Hald Søndermark, Spredt bebyggelse, Hejlskov, By, Knuden, Halvø, Sejstrup, Spredt bebyggelse, Virksund sommerhusbebyggelse, Virksundbroen, Vejbro, Ørslevkloster By, Ørslevkloster Sø.
Se eks. på Byer, lokaliteter herunder:
 
Herreder i Viborg Amt ved overgangen fra len til amter 1662.
 
Skivehus og Hald Amt bliver 1793 til Viborg Amt
Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, d.v.s. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Bleking og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster). Denne inddeling fik blivende betydning som retsområder (Jyske Lov og lovgivningen for de 2 andre lande, som blev samlet i private retsbøger - i modsætning til Jyske Lov, som er en autoritativ, officiel lovbog, givet af kongen). Derfor er de 3 her nævnte lande de vigtigste, idet de øvrige lande overtog landskabslovene herfra, d.v.s. Jyske Lov. Jyske Lov blev revideret i 1590, og blev i 1683 erstattet af Christian V's Danske Lov.
Middelalderens retsområder, landstingene (hvor der også var kongehyldning ved tronskifte) var placeret i Viborg (Nørrejylland), Roskilde (Sjælland, Halland, Bornholm og Blekinge), Odense (Fyn, Møn, Falster, Lolland, Langeland), Urnehoved (Sønderjylland) og Lund (Skåne). De havde først og fremmest lovgivende myndighed. Under landstingene var herredstingene, der både kom til at spille en rolle som domstole og i forvaltningen (efter at have ophørt med at have en militær betydning). Ved lov blev det i 1551 bestemt, at der i herredet skulle føres tingbøger. Der findes en ældre undersøgelse over tingsteder i Viborg Stift. Herunder kommer inddelingen i birk og birketing. Et birk har været et geografisk afgrænset område som herrederne. Men i modsætning til herrederne var birkene opdelt på krone, kirke eller en adelig herremand. Hertil kom købstadsbirker. Birkeretten blev oprindeligt forbundet med (den strengere) bylovgivning.
I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Hertil kom 4 sjællandske sysler. De 14 jyske sysler var: Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Løversyssel, Hardsyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel, Barvedsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel.
Inddelingen i sysler må formodes at stamme fra 7-800-tallet. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde. Som kongeligt administationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af lenene.
Navnet syssel kendes stadig fra f. eks. Vendsyssel og Hardsyssel. For Sallingområdet var navnet Sallingsyssel. Hver syssel omfattede et varierende antal herreder. Navnet syssel skulle iflg G. Schütte stamme fra et kort fra o. Kristi tid med navnet Sabalingjer. Desværre mangler der dokumentation for denne betegnelses betydning og tidsmæssige placering. Men det må ud fra de noget højstemte betragtninger formodes, at det er navnet Salling, der menes at stamme herfra.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud). Både Syssel og herred findes som begreber før år 1000. I Kong Valdemars Jordebog (1231) findes der en liste over de dengang eksisterende danske herreder. Sallingsyssel bestod af 7 herreder: Morsø Nørre Herred, Morsø Sønder Herred, Salling Nørre Herred, Harre Herred (med Fur), Rødding (Rything) Herred, Hindborg (Hærnborg) Herred og Fjends Herred, svarende til Mors, Salling og Fjends.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lensområdet. Et len kunne omfatte flere herreder, hvilket f. eks. var gældende for Hald og Skivehus Len. Enkelte len var dog så små, at len og herred faldt sammen. Embedsmanden (ombudsmandsembedet) havde til opgave at udøve øvrighedsmyndighed og at bestyre krongodset.
Hvert herred bestod / består af et varierende antal sogne. Et sogn har formentlig før kristendommen været en betegnelse for områder, der søgte samme helligdom og ting, altså en religiøs og retlig betydning. Sogn er senere blevet afløst af betegnelsen herred, velsagtens fordi området blev led i en militær organisation. I dag er sognebetegnelsen den fundamentale i den kirkelige administration.
Stifter, Herreder / amter, sogne.
Aktuelt har Danmark en kirkelig inddeling i ti stifter med biskopper, et varierende antal provstier i hvert stift med provster og et varierende antal sogne i hvert provsti med sognepræster.
Danmark havde som særlig provins i den katolske kirkestat siden 1104 og indtil reformationen været inddelt i 8 bispedømmer, herunder ærkebispesædet i Lund. Men allerede o. 1060 oprettede Svend Estridsen de første 8 biskoppelige stifter i ønsket om at frigøre Danmark fra bispedømmet Hamborg-Bremen, og i erkendelse af vigtigheden af at samarbejde med den stærkere og stærkere katolske kirke. Det var således Svend, der allerede o. 1060 gjorde Viborg til bispeby. Senere under Margrethe videre udbygget med overdragelsen af Hald Hovedgård (og len?) til Viborg bispen.
Med overgangen fra lens- til amtsmænd i 1662 kom der nye instrukser for stiftsamtsmændene i 1671, som i forbindelse med biskopper kom til at danne stifternes verdslige og gejstlige øvrighed.
I forvaltningen af de otte stifter havde biskopperne ved hvert domkapitel et præstekollegium, kanniker, som skulle være bispernes medhjælpere. Under hvert stift, bispedømme var der et større antal sogne - selv om sogn i sin oprindelige betydning nok har været noget ældre end kristendommen i Danmark. Næsten uden for den kirkelige forfatning var klostrene, selv om de fleste har været undergivet biskoppens jurisdiktion. I slutningen af middelalderen dannede herredet formentlig altid et provsti inden for stiftet. Antallet af provstier må således formodes at have afspejlet antallet af herreder.
Fjends Herred består nu af 19 sogne: Daugbjerg, Dommerby, Feldingbjerg, Fly, Gammelstrup, Højslev, Kobberup, Kvols, Mønsted, Nørre Borris, Resen, Smollerup, Tårup, Vridsted, Vroue, Ørslevkloster, Ørum Sogn.**
Der er lavet en glimrende undersøgelse over antallet af selvejerbønder i Fjends Herred i 1500-tallets første halvdel. Fjends Herred er her udvalgt som et mønstereksempel på ejendoms- og skatteforhold før krongodset ved mageskifter fik væsentligt ændrede forhold. Hald Len, som Fjends Herred var en del af, har bevaret væsentlige dele af de gamle regnskaber.
Overgangen fra len til amter i 1662. Ved kgl. Ordre af 19. februar 1662 blev det bestemt, at lenene fremover skulle ændre navn til amter, og den administrative leder (lensmanden) skulle tilsvarende ændre navn til amtmand. Den kirkelige inddeling afveg fra inddelingen i amter, idet der samtidig med overgangen fra len til amter i hvert af landets 6 stifter udnævntes en stiftsbefalingsmand (senere også kaldet stiftsamtmand), som i hvert fald ind i 1700-tallet var overordnet de amtmænd som stiftet omfattede (stifterne var større enheder end amterne).
Fra 1536 kom Fjends Herred under Hald Len (med afskaffelsen af sysler) og fra 1662 under Hald Amt.
Se også nærmere om Syssel, herred. For en juridisk orientering omkring retskredsenes placering, se her.
Man kan ud fra en fortegnelse af herreder i Skivehus og Hald Amt se, at der var 8 herreder i de daværende Skivehus og Hald amter:
Amter og herreder beskrives i Nicolay Jonges Danmarksbeskrivelse. Nicolay Jonge, 1727-1789, var dansk præst og forfatter - især om emner med geografisk indhold, men også oversættelser af Holbergs latinske skrifter. Hele Danmarksbeskrivelsen fra 1777 findes på http://www.h58.dk/Jonge_dk/. Kongeriget Danmarks chorographiske Beskrivelse. Man skal muligvis forholde sig skeptisk til detailbeskrivelser hos Jonge, når emnerne kræver sted- og tidsmæssig tilstedeværelse. Men med officiel overlevering af det foreliggende arbejde til arveprinsen, den senere kong Frederik 6., må man formode, at arbejdet er blevet officielt anerkendt i en statsadministration, hvor bondereformer og opmåling af landet stod højt på dagsordenen.
Amterne 1793. Med kongelig resolution af 4. sept. 1793 og den efterfølgende Rentekammerplakat (bekendtgørelse) af 21. juni 1794 blev den nye amtsopdeling offentliggjort. I Jylland oprettedes til at begynde med 9 amter. Der gik nogle år, inden denne omlægning helt var på plads. Hald og Skivehus amter blev her en del af det nye Viborg Amt.
Viborg Amt bestod fra 1793 indtil kommunalreformen i 1970 af 12 herreder: Fjends, Harre, Hids, Hindborg, Houlbjerg, Lysgård, Middelsom, Nørlyng, Nørre, Rinds, Rødding, Sønderlyng. De 4 i kursiv er nytilkomne herreder med sammenlægningen til og under Viborg Amt. Der var ikke før 1793 noget amt, der hed Viborg, men derimod et Viborg Stift, som omfattede Skivehus Len / Amt, Hald Len / Amt, Aalborghuus Amt, og som grænsede op til Aalborg Stift. Alt iflg. Nicolai Jonge.
Her et ældre kort* over Fjends Herred.
* Fra G. Schütte, En topologisk beskrivelse ... af Salling Syssel, Fjends Herred m.v. På trods af at være ganske lærd har Schütte ikke fundet det umagen værd at henvise præcist til de anvendte kilder, bl.a. det bragte kort over Fjends Herred. * Gudmund Schüttes navn er ændret, hvilket formentlig skyldes en mindre omhyggelig scanning af det oprindelige dokument.
Kort over Danmarks ældste inddeling, Johs. Steenstrup, klik for at få en forstørrelse:
** De præcise oplysninger og tal kan søges i en sogne- og herredsdatabase, eller (bedre) en mindre sognefortegnelse, som er lavet ud 'fra Indenrigsministeriets CPR-koderegister 1990, men er suppleret med tidligere nedlagte og senere oprettede sogne, samt suppleret med københavnske kvarterer, købstæder og flækker. Herreds- og amtsnavne findes anført i overensstemmelse med TRAP DANMARKS 5. udgave.'
Man kan finde en fortegnelse over de 24 amter og 153 herreder 1793-1970. Det her bragte kort over Viborg Amt er fra 1921. Man kan her iagttage den præcise placering af amtets 12 herreder.
Oplysninger om amter og herreder, stifte og sogne kan man finde i Danske kirkesogne, Sogn, herred, amt
2. udgave 2011 ©DIS-Danmark, v. Ruben Højmark.
Eller det autoritative værk m.h.t. juridiske og historiske betegnelser for perioden indtil o. 1700, Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie, 1939 og senere udgaver.
Som illustration af, hvor sparsomt det skriftlige kildemateriale til Skives og egnens tidligste historie er, kan nævnes diplomer og breve fra Diplomatarium Danicum, hvor der kun er meget lidt om Skivehus og Hald len. Det vigtigste og tidligste er fra starten af 1400-tallet, herunder en stadfæstelse i 1401 af Hald "med tilliggender", d.v.s. en del af Hald Len, Hald Hovedgård til biskoppen i Viborg. Dette skulle angiveligt være et resultat af en konflikt mellem Valdemar Atterdag og Niels Bugge, som ejede store dele af det bedste gods i bl.a. Hald len, herunder også Spøttrup Borg. Niels Bugge blev i 1358 efter et møde som medlem af Rigsrådet med Valdemar Atterdag snigmyrdet på rejsen hjem til Hald Hovedgård. Valdemar svor ikke at have haft noget med mordet at gøre. Politisk spin er ikke noget nyt fænomen.
Om Skivehus Len kan man fra 1407 finde dette brev til kong Erik og dronning Margrete: ?? Jeg Johan Skarpenberg, ridder, bekender med dette mit åbne brev, at jeg af de mægtige fyrster, min nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, har modtaget og fået slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland, som pant for 5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck." Om Hald Len også ville kunne erhverves i pant for 5000 lybske mark, er det næppe muligt at give et bud på. Men mon dog. Noget kunne dog tyde på, at Hald Len er blevet del af Viborg Stift som et resultat af Niels Bugges konflikt med den stærke kongemagt, som Valdemar Atterdag og Margrethe repræsenterede.
I en undersøgelse af ejendomsforholdene i Salling i 1524 (Henrik Larsen) hedder det om Niels Bugge og Skarpenberg: Niels Bugges Fader Bugge Nielsen, der nævnes 1332, skal ifølge Traditionen have ejet Hegnet*. Om dette er rigtigt, kan nu ikke oplyses, derimod vides det, at Niels Bugge har ejet Gods i Salling, således som foran omtalt i Rødding, som arvedes af hans Svigersøn Godtskalk Skarpenberg, som vel er den Godtskalk, som 1375 var til stede i Lyby Kirke. Dette Gods gik siden i Arv til dennes Son Johan Skarpenberg. Det såkaldte Skarpenbergske Gods er vel også nedarvet fra Niels Bugge til denne. Niels Bugge ejede desuden Intrup, hvor der senere var 2 Gaarde og Resengaard.
 
Fjends Herred er beskrevet således i G. Schüttes nævnte værk om Salling og andre lokaliteter, hvorfra hans slægt stammer: ...Den tredje lod (af Sallingsyssel) udgøres af Fyallans herred eller Fjends herred nu om dage, den ligger østen for Karup å og er lige så stor som de andre herreder tilsammen. Et bakket og hedefuldt land, hvis nordlige del rager savtakket ud i fjorden, og den yderste spids Lundø er som et spyd, der sigter truende over mod Himmerlands lange fremspring Lovnnæs. Fra Hvalpsunds kyst tager det sig skuffende ud, som om Lundø og Højslev kirker lå klods op ad hinanden, oppe på bakkekammen skimtes Fjends herreds fornemste gejstlige stiftelse, Ørslev kloster. En Thor-sø og en hellig kilde findes i Thorsdal, Kobberup sogn...
* Hegnet er navnet på en hovedgård i Tøndering Sogn i det tidligere Harre Herred, Viborg Amt, i den nordlige del af Salling.
Niels Bugge til Hald Hovedgård havde, så vidt man kan se i kilderne, en søn og to døtre. Sønnen døde ret hurtigt efter faderens død i 1358. Bugge var ud over at være en af den tids fornemmeste og mest indflydelsesrige adelsmænd også særdeles velhavende, d.v.s. godsrig. Det ved vi først og fremmest, fordi datteren, der blev gift Skarpenberg, som et resultat af faderens og ægtefællens opposition til kongemagten blev tvunget til at afgive det meste til Viborgbispen. Desværre har vi her så også et hul i vor viden som et resultat af branden, der udryddede hele bispestolens arkiv i 1726. Tidens tand har gnavet grådigt i kildematerialet, men der er dog i 1540'erne og i 1574 foretaget registreringer af indholdet, der gør, at vi trods alt ved noget.
Viborg havde fra gammel tid, d.v.s. før de nævnes i (ganske få) skriftlige kilder i 11-1200-tallet, et af det danske riges landsting. Desuden var Viborg som hovedbyen i Nørrejylland blevet bispeby i 1060. Man kan med nogen føje antage, at stiftsværdigheden kombineret med Margrethes (Valdemar Atterdag havde ikke råd) overtagelse af Hald Hovedgård efter ejeren, Niels Bugges død i 1358 og overdragelse til Viborg domkirke, har betydet afgørende skridt hen imod den regionale Viborg dominans, som i 1793 resulterer i, at Skivehus og Hald amter blev til Viborg Amt. Nok uanset hvor stor en del af Hald Len, der i 1401 af Margrethe blev overdraget til Viborg Stift. Det hedder i diplomet herom 27. august 1401 (Diplomatarium Danicum): "Vi Erik ... bekender med dette vort åbne brev, at vor kære frue og moder, dronning Margrete, har meddelt os og vort rigsråd, at hun har skænket og fordelt dette efterskrevne blandt kirker og klostre ... Hald med dets tilliggende, som kong Valdemar fik af sine fjender ... og senere afkøbte vor fornævnte frue og moder ligeledes arvingerne deres eventuelle ret dertil, og det skænkede hun domkirken i Viborg, således som det fremgår af hendes brev derom."
I 1358 arvede Bugges datter, som var gift med en mecklenburgsk ridder, Gotskalk Skarpenberg, Hald Hovedgård og hermed også den borg, som Niels Bugge havde ladet opføre. En borg, som iflg. folkevisen var så forsvarsmæssigt solid, at "Hr. Bugge han bygger Hald op med ære". Under alle omstændigheder lykkedes det her Bugge at modstå kong Valdemars belejring, som iflg. folkevisen varede i 8 år, men som nok må formodes at have fundet sted en gang mellem 1350 og 1353. Forholdet mellem kongen og de jyske herremænd, herunder Niels Bugge, var særdeles anspændt både før og efter denne belejring. Under alle omstændigheder blev Niels Bugge og et par andre jyske herremænd dræbt i Middelfart i 1358, medens de ventede på at blive fragtet over bæltet. Valdemar svor sin uskyld, og lokale fiskere blev dømt til at betale "Buggespenge", som byen Middelfart kom til at hænge på indtil 1874. Valdemar Atterdag overtog herefter i realiteten Hald Hovedgård, men kunne ikke betale, hvorfor den blev pantsat og først indløst i 1387 af dronning Margrethe.
Den kloge dronning Margrethe lod Bugges Hald Hovedgård nedrive, men kastede så også et forsonende skær over hele arrangementet ved at forære Bugges gods til Viborg bispen i 1401, bygningerne til domkirken, hvilket selvfølgelig måtte forudsætte en nedbrydning af det helt verdslige (og til gene for kongemagten) forsvarsværk.
Ud over den konsekvente og hårdhændede behandling af Niels Bugges og efterkommeres ejendomme i Hald Len, som politisk behændigt blev overdraget bisp og domkirke i Viborg, så fik Niels Bugges dattersøn Johan Skarpenberg en tilsvarende behandling som konsekvens af faderens (viste det sig) ukloge støtte til Bugge.
De to søstre delte derfor efter alt at dømme den ganske betydelige godsarv efter Niels Bugge. Deres ægteskaber afspejler, at de var rigtigt gode partier, og begge fik børn, der overlevede dem, først og fremmest Johan Skarpenberg, som fremdrages her i egenskab af hans ejerskab til Spøttrup, som han nærmest blev tvunget til at afgive til Viborg bisp og domkirke, og hans (formentlig påtvungne) overtagelse af Skivehus Len i 1407 som pant for et tilgodehavende hos kronen. Vi ved, at Niels Bugges svigersøn, Gotskalk Skarpenberg, havde fortsat familietraditionen med at gøre oprør mod kongemagten, hvorfor Hald Hovedgård blev erobret og besat af kongemagten og herefter skænket til Viborgbispen. Resten af Niels Bugges omfattende godsbesiddelser gik, så vidt det kan ses, i arv til Johan Skarpenberg, der under Margrethes kyndige hånd stort set herefter blev ribbet for alt - "frivillige" donationer til gejstlige institutioner eller regulær konfiskation, foretaget af kronen. Man kan i et brev fra 1489 se, at ejendomsretten til gods, pantsat til Johan Skarpenberg efterfølgende og uden diskussion regnedes for at tilhøre kronen.
Tilbage stod, at der nu var en helt uklar fordeling mellem bispe-, kapitels- og domkirkegodset. Men at det til bisp, domkirke og kapitel hørende gods var overordentlig omfattende, kan der næppe herske tvivl om, formentlig stiftets absolut største godsbesiddelse.
Der findes ingen jordebog over bispegodset til Viborg Stift, kun et fragment, der muligvis kan dateres til biskop Erik Kaas' tid, 1509-1520. Den mest sikre kilde til omfanget af godset under Viborg Stift er inddragelsen under kronen i 1536. Det fremgår her, at flg. fra Fjends Herred var i Viborg Stifts besiddelse i en eller anden form: 8 kirkegårde, 7 gårde i Fjends og Lysgaard herreder.
Biskop Jørgen Friis lod i 1528 Ny Hald opføre, hvor han med reformationen i 1536 måtte lide den tort selv at blive fængslet. Og der var hermed påny skabt et Hald slot og len. I Fjends Herred var der i perioden 1544-1663 o. 100 gårde og boel, hvoraf som følge af clementopstanden og Grevens Fejde 51 gårde fik forhøjet landgilde.
 
Se Vald. Andersen, Hald Hovedgård, Herning 1977. For nyere, mere indgående oplysninger om Niels Bugge og ejerskabet til Vosborg tak til lektor dr. phil. Anders Bøgh, Aa. U., utrykt manuskript.
 
Fjends Herred består nu af 19 sogne: Daugbjerg, Dommerby, Feldingbjerg, Fly, Gammelstrup, Højslev, Kobberup, Kvols, Mønsted, Nørre Borris, Resen, Smollerup, Tårup, Vridsted, Vroue, Ørslevkloster, Ørum Sogn.**
Svend Aakjær har lavet en glimrende undersøgelse over antallet af selvejerbønder i Fjends Herred i 1500-tallets første halvdel. Fjends Herred er her udvalgt som et mønstereksempel på ejendoms- og skatteforhold før krongodset ved mageskifter fik væsentligt ændrede forhold. Hald Len, som Fjends Herred var en del af, har bevaret væsentlige dele af de gamle regnskaber.
Overgangen fra len til amter i 1662. Ved kgl. Ordre af 19. februar 1662 blev det bestemt, at lenene fremover skulle ændre navn til amter, og den administrative leder (lensmanden) skulle tilsvarende ændre navn til amtmand. Den kirkelige inddeling afveg fra inddelingen i amter, idet der samtidig med overgangen fra len til amter i hvert af landets 6 stifter udnævntes en stiftsbefalingsmand (senere også kaldet stiftsamtmand), som i hvert fald ind i 1700-tallet var overordnet de amtmænd som stiftet omfattede (stifterne var større enheder end amterne).
Fra 1536 kom Fjends Herred under Hald Len (med afskaffelsen af sysler) og fra 1662 under Hald Amt.
Se også nærmere om Syssel, herred. For en juridisk orientering omkring retskredsenes placering, se her.
Man kan ud fra en fortegnelse af herreder i Skivehus og Hald Amt se, at der var 8 herreder i de daværende amter:
Amter og herreder beskrives i Nicolay Jonges Danmarksbeskrivelse. Nicolay Jonge, 1727-1789, var dansk præst og forfatter - især om emner med geografisk indhold, men også oversættelser af Holbergs latinske skrifter. Hele Danmarksbeskrivelsen fra 1777 findes på http://www.h58.dk/Jonge_dk/.Kongeriget Danmarks chorographiske Beskrivelse. Man skal muligvis forholde sig skeptisk til detailbeskrivelser hos Jonge, når emnerne kræver sted- og tidsmæssig tilstedeværelse. Men med officiel overlevering af det foreliggende arbejde til arveprinsen, den senere kong Frederik 6., må man formode, at arbejdet er blevet officielt anerkendt i en statsadministration, hvor bondereformer og opmåling af landet stod højt på dagsordenen.
Amterne 1793. Med kongelig resolution af 4. sept. 1793 og den efterfølgende Rentekammerplakat (bekendtgørelse) af 21. juni 1794 blev den nye amtsopdeling offentliggjort. I Jylland oprettedes til at begynde med 9 amter. Der gik nogle år, inden denne omlægning helt var på plads. Hald og Skivehus amter blev her en del af det nye Viborg Amt.
Viborg Amt bestod fra 1793 indtil kommunalreformen i 1970 af 12 herreder: Fjends, Harre, Hids, Hindborg, Houlbjerg, Lysgård, Middelsom, Nørlyng, Nørre, Rinds, Rødding, Sønderlyng. De 4 i kursiv er nytilkomne herreder med sammenlægningen til og under Viborg Amt. Der var ikke før 1793 noget amt, der hed Viborg, men derimod et Viborg Stift, som omfattede Skivehus Len / Amt, Hald Len / Amt, Aalborghuus Amt, og som grænsede op til Aalborg Stift. Alt iflg. Nicolai Jonge.
Her et ældre kort* over Fjends Herred - se evt. supplerende Amt, herred, kort:
* Fra G. Schütte, En topologisk beskrivelse ... af Salling Syssel, Fjends Herred m.v. På trods af at være ganske lærd har Schütte ikke fundet det umagen værd at henvise præcist til de anvendte kilder, bl.a. det bragte kort over Fjends Herred. * Gudmund Schüttes navn er ændret, hvilket formentlig skyldes en mindre omhyggelig scanning af det oprindelige dokument.
Kort over Danmarks ældste inddeling, Johs. Steenstrup, klik på kortet for at forstørre:
** De præcise oplysninger og tal kan søges i en mindre sognefortegnelse, som er lavet ud 'fra Indenrigsministeriets CPR-koderegister 1990, men er suppleret med tidligere nedlagte og senere oprettede sogne, samt suppleret med københavnske kvarterer, købstæder og flækker. Herreds- og amtsnavne findes anført i overensstemmelse med TRAP DANMARKS 5. udgave.'
Man kan finde en fortegnelse over de 24 amter og 153 herreder 1793-1970. Man kan her iagttage den præcise placering af amtets 12 herreder - ved at museklikke på Viborg Amt.
Oplysninger om amter og herreder, stifte og sogne kan man finde i Danske kirkesogne, Sogn, herred, amt
2. udgave 2011 ©DIS-Danmark, v. Ruben Højmark.
Eller det autoritative værk m.h.t. juridiske og historiske betegnelser for perioden indtil o. 1700, Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie, 1939 og senere udgaver.
Som illustration af, hvor sparsomt det skriftlige kildemateriale til Skives og egnens tidligste historie er, kan nævnes diplomer og breve fra Diplomatarium Danicum, hvor der kun er meget lidt om Skivehus og Hald len. Det vigtigste og tidligste er fra starten af 1400-tallet, herunder en stadfæstelse i 1401 af Hald "med tilliggender", d.v.s. en del af Hald Len, Hald Hovedgård til biskoppen i Viborg. Dette skulle angiveligt være et resultat af en konflikt mellem Valdemar Atterdag og Niels Bugge, som ejede store dele af det bedste gods i bl.a. Hald len, herunder også Spøttrup Borg. Niels Bugge blev i 1358 efter et møde som medlem af Rigsrådet med Valdemar Atterdag snigmyrdet på rejsen hjem til Hald Hovedgård. Valdemar svor ikke at have haft noget med mordet at gøre. Politisk spin er ikke noget nyt fænomen.
Om Skivehus Len kan man fra 1407 finde dette brev til kong Erik og dronning Margrete: ?? Jeg Johan Skarpenberg, ridder, bekender med dette mit åbne brev, at jeg af de mægtige fyrster, min nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, har modtaget og fået slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland, som pant for 5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck." Om Hald Len også ville kunne erhverves i pant for 5000 lybske mark, er det næppe muligt at give et bud på. Noget kunne dog tyde på, at den her nævnte del af Hald Len er blevet del af Viborg Stift som et resultat af Niels Bugges konflikt med den stærke kongemagt, som Valdemar Atterdag og Margrethe repræsenterede. Ydermere var Johan Skarpenberg som dattersøn af Niels Bugge og som konsekvens af faderens opposition mod kongemagten, repræsenteret ved Margrethe, blevet tvunget til at donere dele af den skarpenbergske ejendom (herunder Spøttrup) til Viborg Stift. Det har ikke været så ligetil at være i konflikt med kongemagten, især med to så stærke repræsentanter som Valdemar Atterdag og Margrethe.
I en undersøgelse af ejendomsforholdene i Salling i 1524 (Henrik Larsen) hedder det om Niels Bugge og Skarpenberg: Niels Bugges Fader Bugge Nielsen, der nævnes 1332, skal ifølge Traditionen have ejet Hegnet*. Om dette er rigtigt, kan nu ikke oplyses, derimod vides det, at Niels Bugge har ejet Gods i Salling, således som foran omtalt i Rødding, som arvedes af hans Svigersøn Godtskalk Skarpenberg, som vel er den Godtskalk, som 1375 var til stede i Lyby Kirke. Dette Gods gik siden i Arv til dennes Son Johan Skarpenberg. Det såkaldte Skarpenbergske Gods er vel også nedarvet fra Niels Bugge til denne. Niels Bugge ejede desuden Intrup, hvor der senere var 2 Gaarde og Resengaard.
 
Fjends Herred er beskrevet således i G. Schüttes nævnte værk om Salling og andre lokaliteter, hvorfra hans slægt stammer: ...Den tredje lod (af Sallingsyssel) udgøres af Fyallans herred eller Fjends herred nu om dage, den ligger østen for Karup å og er lige så stor som de andre herreder tilsammen. Et bakket og hedefuldt land, hvis nordlige del rager savtakket ud i fjorden, og den yderste spids Lundø er som et spyd, der sigter truende over mod Himmerlands lange fremspring Lovnnæs. Fra Hvalpsunds kyst tager det sig skuffende ud, som om Lundø og Højslev kirker lå klods op ad hinanden, oppe på bakkekammen skimtes Fjends herreds fornemste gejstlige stiftelse, Ørslev kloster. En Thor-sø og en hellig kilde findes i Thorsdal, Kobberup sogn...
* Hegnet er navnet på en hovedgård i Tøndering Sogn i det tidligere Harre Herred, Viborg Amt, i den nordlige del af Salling.
Fiendsherred.
Det hedder hos Nic. Jonge i en Danmarksbeskrivelse fra 1777:
"Fiendsherred er af stor Strækning; thi det grændser mod Norden til Liimfiorden; mod Sønden til Ribe, og Aarhuusstifter; mod Østen til Liimfiorden og Nørlingherred; mod Vesten til Riberstift, hvorfra det skilles ved Skiveaae.
Dette Herred indbefatter atten Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) Ørumsogn; 2) Gammelstrupsogn; 3) Borritzsogn; 4) Kaabberupsogn; 5) Feldingbergsogn; 6) Ørslevklosterssogn; 8) Mønstedsogn; 9) Smøllerupsogn; 10) Vrouesogn; 11) Resensogn; 12) Høgslevsogn; 13) Dommerbyesogn; 14) Lundøesogn; 15) Thorupsogn; 16) Qvolssogn; 17) Vridstedsogn; 18) Flyesogn. Vi merke nu hvert Sogn især."
Her er så udvalgt afsnittene om sognene i Nordfjends:
"Ørslevklostersogn. Dertil hører: Heilskovbye, hvor Præstegaarden ligger; Ørslevkloster (Ørslev Kloster), en anseelig Herregaard, som i de katholske Tider har været et bekiendt Nonnekloster, men af hvad Orden vides ikke; det har havt sit eget Birk, og hørt til Biskopdømmet i Viborg; Ved Reformationen Aar 1536 blev det sekulariseret, og kom til Kronen, men Aar 1584 kom det ved Mageskifte i partikuliere Hænder; Paa Gaarden holdes Staldstude; Fra Værelserne paa Gaarden falder en meget deilig Udsigt til den store og smuk anlagte Hauge, til Skoven, Marken og Liimfiorden; Den fierde eller nordre Længde af Borgegaarden er Sognekirken med et temmelig høit Taarn; indvendig er Kirken meget smuk med et tilbygt Liigkapel; Gaarden har skiønt Fiskerie i Liimfiorden, ligeledes sin egen Birkeret og Birkedommer, Den frie Hovedgaardstaxt er 27 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 1 Alb., Bøndergods 310 Tdr. 2 Skpr. 2 Fkr., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Tiender 42 Tdr. 3 Skpr. 4/5 Fkr.* Bøstrupbye; Lundbye, som har sit Navn af en liden Skov eller Lund, som ligger ved Byen; Haldbye; ved denne Bye ligge mange Bakker og Høye. Laigaard, er to Gaarde, hvis rette Navn menes at være Ladegaard, og efter al Rimelighed har i fordum Tid været en Ladegaard under Ørslevkloster. Færgehuset, ved Virksunds Færgested, hvor man lader sig til Baads oversætte over Liimfiorden, som her er meget smal, fra Fiendsherred over til Smidstrup i UIbiergsogn i Rindsherred. Dette smalle Sund kaldes Virksund. Sognet har skiønt Fiskerie i Liimfiorden.
Høgslevsogn ligger ved Liimfiorden, hvori Bønderne have got Fiskerie af Aal, Sild, Aborrer og andre Sorter Fisk. Til Sognet hører: Høgslevbye; Starupgaard, en Herregaard, som holder Staldstude; dens frie Hovedgaardstaxt er 35 Tdr. 1 Skp. 1 Fkr. 1 Alb., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Bøndergods 256 Tdr. 3 Skpr., Skovskyld 2 Skpr. 2 Alb., Tiender 77 Tdr. 3 Skpr. 4/5 Fkr. Gaarden har faaet Aar 1564 sit eget Birk, som kaldes Høgslevbirk eller Starupgaardsbirk. Starupbye; Starupmølle; Halskov, en Gaard, som i fordum Tid har været beboet af adelige Folk, men nu af Bønder; Halskovboel; Vinkelbye; Vinkelplet, een Gaard; Østerriisbye; Maigaard; Degnsgaard; Bodsgaard; Svenstrupbye; Seistrupbye; Bruddal, een Gaard.
Lundøesogn er det andet Annex til Høgslevkirke, og bestaaer kun af 30 Tdr. Hartkorn; thi dette Sogn er en Peninsel eller Halvøe, omringet af Liimfiorden, og man kan kiøre, ride og vade over Vandet dertil. Den har sit Navn af den liden Lund eller Kratstov, som er der paa Landet. Beboerne maae nære sig af Fiskerie af Vandet, thi Avlingen kan ei føde dem. Kirken har før været et Kapel, tilhørende Viborgdomkapitel. Sognet bestaaer af Lundøebye; Lundøegaard.
 
Ørumsogn, som har skiønt Fiskerie i Liimfiorden, bestaaer af Nørørumbye; Sønderørumbye; Ørumgaard; Strandet, en Herregaard, beliggende ved Liimfiordens Strand, hvoraf Gaarden har sit Navn; dens frie Hovedgaardstaxt er 19 Tdr. 3 Skpr. 1 Fkr. 1 Alb., Bøndergods 228 Tdr. 4 Skpr. 1 Fkr. 1 Alb., Mølleskyld 1 Td. 2 Fkr., Tiender 26 Tdr. 4 Skpr. 3 Fkr. Arisboel; Drontmølle. Gammelstrupsogn er det ene Annex til Ørumkirke. Dertil hører: Gammelstrupbye. Paa Gammelstrupheede findes en Skandse, hvor Dronning Margrethe skal efter Fortælning have havt sine Krigsfolk samlede. Beke, en eenlig Gaard; Fusagerbye; Lundgaard, en Herregaard med en smuk Skov; dens
frie Hovedgaardstaxt er 22 Tdr. 5 Skpr. 2 Fkr. 2 Alb., Bøndergods 283 Tdr. 2 Skpr. 3 Fkr., Skovskyld 2 Skpr. 2 Alb., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Tiender 76 Tdr. 1 Fkr. Drengsgaard. Udi dette Sogn forarbeides en Mængde sorte Gryder og
andre Leerkar.
..."
Man bemærker i denne sognebeskrivelse ud over det om Ørslev kloster anførte især, at Hejlskov i 1777 havde sognets præstegård, at Hald havde mange bakker, dvs. grav- og baunehøje, og at Lundø ikke havde så god landbrugsjord, hvilket bevirkede, at man måtte ernære sig ved fiskeri.
Forvaltningsmæssigt var Ørslevkloster Sogn en del af Fjends Herred, der indtil 1200-tallet var en del af Sallingsyssel, en af Jyllands den gang 14 sysler.
Sysselinddelingen blev afløst af lensinddelingen, hvor der var 66 hovedlen. Der kunne være forskellige former for len (lån) i forholdet mellem adel og kongemagt, lokalt var det Hald Len, som med enevældens forvaltningreformer til amter i 1662 blev til Hald Amt. I 1783 blev de hidtidige 44 amter til 25, og denne amtsinddeling varede indtil 1970. Her kom Viborg Amt hovedsageligt til at bestå af de tidligere Hald og Skivehus Amt.
Sogneinddelingen har sin oprindelse i middelalderen, måske helt tilbage til sysselinddelingen. Med sogneforstanderskaberne fra 1841 og sognerådene fra 1867-68 blev der fastlagt et forvaltningsmæssigt ansvar for skole-, fattig- og vejvæsen, som indtil kommunalreformen i 1970 også var datidens sognekommner. Centraliseringen i 1970 og strukturreformen i 2007 henholdsvis reducerede og afskaffede amterne. Tilbage er den regionale opdeling med 98 store kommuner, hvor det gamle Ørslevkloster Sogn er en del af Skive Kommune.
Ørslevkloster Sogn er kirkeligt forbundet med Ørum Sogn og er omgivet af Højslev og Lundø Sogne.
Sognet består af byerne Ørslevkloster med Ørslevkloster Sø, Lund, Bøstrup, Hejlskov, Hald, Virksund. Hertil kommer Gammel Hald, Hald Holte, Hald Søndermark, arealet Knuden, Neder Hornbæk.