Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn

blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.

 

   

Distrikt, herred og sogn før landboreformerne

Før slutningen af 1600 tallet kan kildematerialet i mange lokalsamfund være så sparsomt, at det stort set ikke er muligt mere detaljeret at tegne konturerne af landsbyfællesskabets forhold i distrikt, herred og sogn.

Der er så vidt vides ingen bonde eller præst i Sallingsyssel eller i nogen af de hertil hørende 7 herreder, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder som regel er ret begrænset til specifikt lokale forhold.

Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt. Værket er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, d.v.s. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel brugt og nøje gennemgået i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Sallingområdet.

Der er udvalgt fra Viborg Amt, 1688, 1715, her Fly Sogn, Fjends Herred 1747. Desuden findes her også Bjerregrav, Sønderlyng Herred 1689.

Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider.

I vedtægterne for Sønderhoe er det helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler, hvorledes og hvornår man høster tang, en om fælles fragt, en om kørsel med vogne, en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne, en om vedligeholdelse af alfarveje, en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v. Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter. Det viser alt selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden.

For Viborg Amt findes der et par eksempler på Vider og vedtægter.

Fra den offentlige administration er der overleveret et stort og godt materiale. Danske lokalhistorikere er enevældens velordnede og stort set velfungerende embedsværk megen tak skyldig for den heldige situation, vi er i, når lokalhistorien mellem 1660 og 1849 skal undersøges. Vi har centraladministrationen i København, især Danske Kancelli og Rentekammeret. Og i rigt mål lokaladministrationen i Hald og Skivehus Len og Amt fra 1662 og fra 1783 Viborg Amt. Her er der arkivalier fra amtmanden, amtsforvalteren, herredsfogeden, bispen, provsten, præsten og lokale degne. Desuden skøder m.v. for de enkelte gårde. En hel del af materialet findes på Landsarkivet i Viborg.

Her er især benyttet de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dyrkningsforholdene inden for dette, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688, markbøgerne 1682-83, der er ført sognevis, modelbøgerne fra 1686 og forskellige års engtakseringsprotokoller, også hovedsageligt fra 1600 tallet Disse kilder er vidnesbyrd om forholdene i 1680’erne men også i vid udstrækning den foregående tid. Udviklingen gik ikke over stok og sten på den tid.

Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden bestod af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård og en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset. Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne. De få selvejere (2% af befolkningen), der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.

Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden eller måske ikke havde en afløser for ham.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde man mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.

En tilsvarende løsning blev valgt ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes matriklen 1688 som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling. Godserne blev inddelt i lægd bestående af et vist antal tønder hartkorn fra samme gods, i 1701 20 tønder, men det ændredes senere til det folketal, som skulle stille den karl som soldat, som godsejeren udpegede. Det var dog udskrivningssessionen af offentlige embedsmænd, der foretog den endelige godkendelse og indskrivning af soldaten.

Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Men om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, var den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.

Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bøndene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.

Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner. Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Landboreformerne

Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.

Reformerne fandt sted i flere omgange.

Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.

Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.

Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.

Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, d.v.s. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.

Herunder plan over en landsby med marker inden og efter udskiftningen. Man kan tydeligt se, at de enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet

På denne skitse over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange

Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.

Trevangsbruget, d.v.s. opdeling af marken i 3 vange, hvor den ene altid lå brak og altså kun dyrkning af hver vang 2 år i træk, var på den tid det almindeligste. I store dele af Jylland, herunder Anst Herred, havde man dog sædeskifter, hvor jorden dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et hvileår. Hvileåret var ganske nødvendigt, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug og forbedret teknologi.

Man kan ud fra kilderne se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter, Gelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.

Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord.

Iflg. 1688 matriklen var der i Anst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde. De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, d.v.s. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord. Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.

Skovene i Anst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.

Svenskekrige, enevælde og skattetryk

Som et resultat af oprustningen i forbindelse med svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Hermed kunne kongen sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, d.v.s. den jordejende adel hovedsageligt.

Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat, hovedskat.

Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.

En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl, Dollerup, Skanderup var selvejerbønder i 1600 tallet i Koldinghus RytteridistriktKoldinghus Rytteridistrikt. Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.

Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.

Mere blandet var den ”beskatningsmæssige” konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn.

Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves, Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.

Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.

Reformerne fandt sted i flere omgange.

Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabetlandsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.

Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.

Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, d.v.s. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.

Herunder plan over en landsby med marker inden og efter udskiftningen. Man kan tydeligt se, at de enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabetlandsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.

På denne skitse t.h. over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange

Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.

Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. m.h.t. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og m.h.t. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.

Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn.Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.

Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.

Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”…ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".

 

   

Oversigtsmenu