”Faa Byer har været saa hjemsøgt af Ildebrande som Skive; dens Historie lugter ligefrem svedent. Ja, det er knapt den har anden Historie end disse Brande.” Skriver Jeppe Aakjær i Historisk Aarbog for Skive og Omegn, 1914, s. 43.
Den svedne historie med 1700-tallets ildebrande sætter Jeppe Aakjær selv i relief med de artikler om Skive, som han i stort tal har skrevet til Historisk Aarbog, i 1916 af ham omdøbt til Skivebogen, hvor han 1911-28 var redaktør.
 

Stedet med en god beliggenhed i en frugtbar egn

Som resten af Danmark ser vi også Skive-, Limfjordsområdet repræsenteret i arkæologiske fund tilbage fra starten af historisk tid, jæger- og tidlig ældre stenalder. Efter istidens afslutning har der været et noget anderledes og formentlig mere omfattende landskab omkring Limfjorden, hvor vi lokalt har fund fra Krabbesholm skov af forskellige arter af pattedyr, fugle og fisk, her iblandt en trepigget hundestejle, hvis olie formodes at have været et vigtigt fødemiddel for datidens lokale jægere og samlere.  
Som lokalitet kendes Skive dog først med navns nævnelse fra Kong Valdemars Jordebog[1], hvor der både bliver omtalt en kongsborg, Skhiugarthæ og en by, Skyuæ, begge placeret som et centralt knudepunkt med beliggenheden ved et bekvemt vade- og færgested i en frugtbar natur. De må her være vokset frem som en handelsplads på bakken tæt ved åens udløb i Limfjorden. Den del af Kong Valdemars Jordebog, der omtaler by og kongsborg dateres 1231, den sidste del af Valdemar Sejrs regeringsperiode 1202-41.
 
Uddrag af Kong Valdemars Jordebog[1a], hvor Skhiuægarthæ er indført med forkert herredsangivelse.
Den administrative inddeling af Danmark på jordebogens tid er her vist på kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i  Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne.
Sallingsyssel er her markeret i en orangefarvet tone, herreder er markeret med stiplet linie. Klik på kort for at få hele kortet.
Som det fremgår bestod Sallingsyssel af 7 herreder - navne i parantes er jordbogens navne:
På Mors Nordre Herred (Nørræhæreth) og Søndre herred (Morsø syndræhæreth) . I Salling Harre herred (Hargæhæreth), Nørre herred (Nørgæhæreth), Rødding herred (Rythingshæræth), Hindborg herred (Hærnburghæræth) og Fjends herred (Fyallandshæræth).

 
Tidligere har man formodet, at navnet Skive kunne være afledt af Skib[2], en for så vidt rimelig antagelse i betragtning af beliggenheden ved Limfjorden. Erik Pontoppidan forholder sig i Den Danske Atlas fra 1764 skeptisk til denne navnetolkning: "Hvoraf Byen har sit Navn, vides ikke; thi at Navnet skulde være af Skibe og Skibsfart, er meget uvist."
Men man kan med oplysningerne fra Jordebogen muligvis mere sikkert antage, at bynavnet Skive snarere er afledt af Skhiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for en borg, en gård omkranset af planker, hvor Skive betyder planke, en skive træ.
Skive by kan således i byens tidligste historie, op til jordebogen 1231, formentlig betragtes som et produkt af en naturligt placeret kongsgård, et sted, hvor kongen kunne opholde sig, eller hvor hans vasaller kunne bo som lensmænd.
Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen. Og her er der to muligheder, 1. at besiddelsen har været kongelev, er indgået i fortegnelsen over rigets, kronens gods, eller 2. det har været kongens private gods, der hed patrimonium[3].
Kongsgården "Skhiuægarthæ, Skivegård kunne se ud til at være blevet kongens private gods efter jordebogens registrering 1231, medens byen "Skyuæ" ser ud til at have været kongelev, at have tilhørt kronen. Mener O. Nielsen og Johs. Steenstrup i deres arbejder med Kong Valdemars Jordebog.
 
Kong Valdemars Jordebog om hele Salling syssel (Salingsysæl) med bemærkninger og kommentarer fra O. Nielsens udgivelse.
Dette syssel var større end det landskab, der kaldtes og endnu kaldes Salling, fordum Sallingholm.
Morsø Sønder herred yder 6 mark sølv, når der drages i leding.
Nørre herred yder 6 mark sølv, når der drages i leding.
Fjends herred (Fyallanshæreth) yder 12 mark penninge.
I Trywath - Trevad, Vredsled sogn - som tilfaldt Erik Plovpennings døtre i arv (Tliork. dipl. II. 102), og Flø - Fly sogn og by. I nabosognet Vrov ligger Børsting, som også tilfaldt disse og vel altså har hørt under Flø, er 21½ mark guld. Lognø - Nu halvøen og sognet Lundø. Nævnes længer henne blandt øerne, yder 10 mark rent sølv, sammesteds er en j o r d på 24 mark g u l d. I H o g h æ s l e f - Højslev sogn og by, er 9 mark g u l d .
Rødding h e r r e d (Rythingshæreth).
Hindborg herred (Hærnburghæreth).
I Brunnum - Brøndum sogn og by, har kongen 13 mark guld.
Nørre herred (Nørgæhæreth) yder 10 mark sølv. Skhiuægarthæ - Da Skive også nævnes blandt kronens gods, er det blevet kongens ejendom efter 1231 og altså senere indført på dette sted i det oprindelige håndskrift. Derved er det blevet sat under et galt herred, da det aldrig kan have ligget andre steder end i Hindborg herred. Se iøvrigt under Konunglev - yder 20 mark sølv, er med sit tilliggende 40 mark guld.
Harre herred (Hargæhæreth) yder 20 mark penninge.
 
Registreringen i jordebogen kan forekomme noget problematisk og i vid udstrækning svært fortolkelig - især m.h.t. de angivne værdifastsættelser - men tages den efter pålydende, så må Skivegård med en værdisættelse til 40 mark guld have været en betydelig ejendom. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jyllland.
Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger først og fremmest i værdi gennem tid.
Svend Aakjær[3c] har i sine undersøgelser omkring Kong Valdemars Jordebog anslået, at 1 mark guld i 1682-83 androg 12 tdr. land. Heraf afledes i en artikel om Gamle Skivehus i Skivebogen 2012, at der har været ca, 500 tdr. land som jordtilliggende til Skivehus på den tid, målet blev angivet i Kong Valdemars Jordebog. Dette værdimål er formentlig for lavt sat, først og fremmest fordi der mellem 1231 og 1682-83 er sket en betydelig ændring i guldmarkens værdi.
Man kan med alle forbehold for usikkerhed i nogen udstrækning vurdere mark guld i forhold til det gamle bol mål[3b]. 1 bol kan sættes til 8 tdr. hartkorn, 1 mark guld sættes til 1 bol. Hvis disse skønnede værdier er rigtige, så har Skivegaard 1231 vel været på 3-400 tdr. hartkorn.
I en her benyttet, nyere undersøgelse er 40 mark guld værdisat til næsten det samme som al gods på Langeland eller til 1/10 af godsværdierne på Fyn, alt i 1200-tallet.[3a]
 
Den oprindelige kongsgård, Skivegård blev 1661 som en konsekvens af Karl Gustav-krigene 1657-60, overdraget til Rigsadmiral Ove Gjedde som erstatning for hans tabte ejendom i Skåne. Med et nytilkommet navn, Skivehus. Fra at have været et lensmandssæde under kongen blev Skivehus en privat besiddelse.

Købstaden Skive

De første købstæder i Danmark (Hedeby og Ribe) er opstået en gang i 7-900-tallet. Købstadsprivilegier kendes dog tidligst fra 1200-tallet, hvor vi også først i Kong Valdemars Jordebog hører om Skivegård.
Som købstad regnes en by med bofast befolkning i et retsligt udskilt område med egen administration og særlige rettigheder, de såkaldte stadsretter og privilegier[4]. Købstaden ernærer sig ved handel og håndværk i modsætning til landsbyernes landbrug og (dengang) naturalieøkonomi.
Rettigheder og privilegier blev givet af kongen eller en hertug til gengæld for en modydelse i form af afgifter, et ganske tidligt af centralmagten udtænkt skatteobjekt.
 
Købstæderne fik deres privilegier i løbet af middelalderen, og fra slutningen af middelalderen lå købstædernes særstilling lovgivningsmæssigt i hovedtrækkene fast.
Byerne havde i landbrugssamfundet fået deres plads i en struktur, hvor
  • handel og byhåndværk var monopoliseret af købstæderne,
  • og de omkringliggende landområder var inddelt, så de fleste købstæder havde deres eget formelle opland.
  • I denne struktur var kun landhåndværk tilladt uden for byerne.
Bønderne var underlagt torvetvang, enten ved at de skulle henlægge deres handel til købstæderne generelt eller til en bestemt købstad. Dog beholdt de en gammel ret til at købe bygningstømmer, brænde og sædekorn uden for købstæderne. Rettighederne var nedskrevet i løbet af 1400-tallet og blev stadfæstet i Danske Lov 1683.
De fleste købstæder er opstået, hvor kongen har ejet en større eller mindre del af jorden. I listen over kongelevet i Kong Valdemars Jordebog nævnes Skive ikke som købstad, men af et privilegiebrev fra 1326 fremgår det, at Skive er blevet - og velsagtens nogen tid har været - en købstad.[5]
 
Skives etablering som købstad må således dateres til et tidspunkt mellem 1231 og 1326, og de heraf følgende privilegier varede ved indtil Næringsloven fra 1857, der trådte i kraft 1858, dele af den dog først i 1862, hvor det bestemtes, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet.[6]
Det var i forhold til de foregående 5-600 år epokegørende nyt, og Næringsloven fra 1857 blev begyndelsen til enden på købstædernes privilegier, også Skives.
Efter kommunalreformen i 1970 har købstadsbegrebet mistet enhver betydning.

En liden, brandhærget by

Jeppe Aakjær giver i Skivebogen (Historisk Aarbog) 1914 i ”Skives Ildebrande i det 18. Aarhundrede"[7] en fin og veldokumenteret skildring af, hvor vanskeligt det var i den lille by at få byens borgere til at respektere og modvirke faren for ildebrande i datidens Skive. Man fortsatte ufortrødent med de billige men brandfarlige stråtag, synes det at fremgå af Justitsprotokol 1767-68, hvor man ser Herredsfoged Caspar Rothe føre sager for at få respekteret, at der ikke mere måtte benyttes stråtag i Skive.[8]
Det er lidt tilfældigt, hvad man har af viden om en lille by som Skive før og omkring denne tid. Men vi er så heldige her at have to kortsamlinger fra henholdsvis 1660-70’erne og en tilsvarende ca. 100 år efter i form af Peder Hansen Resens Atlas Danicus[9] og Erik Pontoppidans Den Danske Atlas[10], som både indeholder kort over Skive og beskrivelser af by og egn årene 1660-1770’erne.
Først som Skive så ud i 1677 iflg. Resens Atlas Danicus.
I Resens Planche 93, Skive / SCHIVA er de nummererede stedfortegnelser
1. vor frue Kirche. 2. Scholen. 3. Torfvit. 4. Raadhusit. 5. Trim-höye. 6. Galge-toft. 7. Skou-mölle. 8. Skou-bache. 9. Fiorden. 10. Skifve Aae. 11. Blægedamme. 12. Steenkarbæche. 13. Store-broe. 14. Meldbroe. 15. Øster-broe. 16. Al-hede-veyen. 17. Gammelgaard. 18. Iegerrus. 19. Skifvehuusis Borre-gaard. 20. Lade-gaard. 21. Slottens March. 22. Byemænds Toft. 23. Peder Vesters Toft. 24. Al-gaden. 25. Nörre-gade. 26. Øster-gade. 27. Ting-gade. 28. Slots-gade. 29. Synder-bye eller Gryder-boerne. 30. Vestergade.
Bemærk, at Resen har vendt sit Atlas med syd øverst, nord nederst.
Museklik på kortet for en udvalgt forstørrelse, eller få her et udvalgt bykort med de kommenterede lokaliteter.

Skive by og lokaliteter i 16-1700-tallet

Vi bemærker i Resens Atlas:
  • At i Skive længst mod syd ligger Vor Frue Kirke og Skivehus, hvor Skive Å løber fra vest ud i Limfjorden - se kortet 9. Fiorden og 8. Skoubache, lidt længere mod nord i fjord-delen af kortet.
  • Fra kirken går den lille bys huse og gader, liggende mellem herresædet mod øst og dens og byens markjorder mod vest. Byen strækker sig mod nord fra kirken og Skivehus, indtil hvor Nørregade også i dag slutter.
  • Tættest op mod Vor Frue Kirke har der ligget en række huse, der har strakt sig mod øst, over området med Rutebilstationen hen mod ladegården til Skivehus. Ladegården har velsagtens ligget i området, hvor nu friskolen og Q8 tankstationen ligger. De af Resen her placerede huse slutter før Skivehus og Ladegaarden med en vejstrækning gennem Østergade og Østerport, der går over og om på den anden side af broen over Skive Å.
  • Længst oppe mod kirken lå ”Scholen”, Skive Latinskole, oprettet 1545 som en konsekvens af reformationen og efter pålæg i Kirkeordinansen af 1537-39 om, at alle købstæder skulle have en latinskole.[11] Danmarks første egentlige skolelov.
  • Langs med husene fra kirken og latinskolen til Østerbroe gik gaden "Synder-bye eller Gryder-boerne”. Gade og huse har dannet et halvt uendelighedstegn fra kirken, hvor nu Sognegården til Vor Frue og Skive Kirke fra 2006 ligger, har strakt sig hen over området ved den nuværende Rutebilstation, ned til Ladegården ved Skivehus.
  • Næsten parallelt hermed gik som anden gennemgangsvej i byen, lidt mere nord for kirken, med start i Vestergade, ”Al-gade” (Adelgade) og Nørregade.
  • ”Torvfet” og ”Raadhuset” har som også i dag sluttet Adelgade og været starten på Nørregade.
  • Som gennemgangs-, forbindelsesveje til disse to syd-nord gående gader lå Vestergade, Slotsgade, Tinggade, Østergade som tværgader.
Alle gader eksisterer fortsat, flere er kommet til og flere som Søndergade erstattet af eller suppleret med nytilkomne gader. Søndergade startede den gang ved Vor Frue Kirke.

Har Skive haft en jydepotte industri?

Lerkeramik kendes i Danmark velsagtens tilbage fra Ertebøllekulturen. Fra vikingetiden over tidlig middelalder, indtil o. 1200 var dansk keramik på et fremstillingsmæssigt lavpunkt. Den forhistoriske keramik i Danmark er som jydepotterne uglaseret, ubemalet og fremstillet i hånden uden brug af drejeskive. Glaseret lertøj begynder man at fremstille i 1200-tallet. Denne keramik blev overvejende produceret af professionelle pottemagere med brug af hurtigt roterende drejeskiver og brændt i pottemagerovne i stedet for tidligere tiders milebrænding.
Der var virksomt pottemageri i de fleste købstæder, således som arkæologiske udgravninger viser, der også har været i Skive i 1300-tallet.
 
Jydepotter er en simplere variant af lerkeramikken. Det er sort eller gråsort, uglaseret lertøj, brændt i miler ved lav iltforbrænding, lavet i hånden uden drejeskive, produceret og brugt i først og fremmest vestjyske landhusholdninger. Den klassiske form for jydepotter er velsagtens den rundbugede med to ører og tre tæer.
Produktionen af jydepotter har i de egne, hvor de blev produceret været en ganske væsentlig del af bondeøkonomien, er det overbevisende blevet anført i en ph. d. afhandling herom.
Pottemageri var som håndværk beskyttet af lovgivningen som et købstadsprivilegium, et erhverv der kun kunne udøves privilligeret i købstaden. I Christian 5.'s Danske Lov, 1683 bliver “Pottemagere, som giøre sorte Potter” sammen med en række andre landhåndværk undtaget fra reglen om, at håndværkere kun måtte bosætte sig i købstæderne. Det hedder i Danske Lov 3. bog - 13. kapitel - side 23 herom: "Ingen Haandverksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen ... Pottemagere, som giøre sorte potter ..."
Altså en klar undtagelse i købstadsprivilegierne for produktionen af "sorte potter", jydepotter. Denne lovbestemmelse afspejler velsagtens en tradition, at jydepotterne var en del af landbohusholdningernes selvforsyning. Og denne produktion har åbenbart været så omfattende, at den har fundet vej til den nationale lovgivning. Denne lovbestemmelse betyder selvsagt ikke, at man ikke også kan finde købstæder, f. eks. Skive, hvor man på trods af den sædvane, loven må tages om udtryk for, også kan have haft "Pottemagere, som giøre sorte Potter".
Men skulle det forholde sig således - og uden for det forventelige - kræver det præcis dokumentation for, at det har forholdt sig således.
Hverken de arkæologiske udgravninger ved Posthustorvet eller ved Reberbanen ser ud til at kunne levere denne dokumentation, og det samtidige, skriftlige kildemateriale er sparsomt og fortolkeligt.
 
Der er gjort fund af jydepotter af lerkeramik typen i tidsrummet 14-1900, og her især fra 16-1700-tallet. Produktionsstederne er overvejende centreret i fire egne af Jylland - Vendsyssel, Fjends, Vorup (ved Randers) og Varde, med forskellige karakteristika i form og fremstillingsmetoder.
I en enkelt artikel herom refereres der til jydepotter med varianten Skive gryder. Jydepotternes udseende synes at være temmelig egnsafhængig.[11b]
Modeller af jydepotter og -steder. Samt en rigtig jydepotte fra Vendsyssel, der ligner tilsvarende potter fra Fjends / Skive.
Der har helt ubestrideligt i Skive været handlet med jydepotter, Skive Gryder. 
Spørgsmålet er, om man i Skive - i givet fald noget for en købstad usædvanligt - også har produceret den mere simple jydepotte, den sorte potte,
som i Danske Lov 1683 er blevet undtaget fra købstædernes privilegier i den håndværksmæssige produktion.
Svaret på dette spørgsmål kan kun gives ud fra tilgængelige, samtidige, skriftlige kilder og konstaterede arkæologiske vidnesbyrd.
Disse vidnesbyrd kan så sammenholdes med historieskrivningen herom.
Der er ikke tvivl om, at Jeppe Aakjær gennem sit mangeårige virke som redaktør for Historisk Aarbog, af ham omdøbt til Skivebogen, har bidraget omfattende og solidt til lokalhistorien. Han har også sat et lidt tilfældigt aftryk på historikken omkring jydepotterne, måske henkastet og mod sædvane mindre godt undersøgt, da emnet i den for hans redaktørtid tidlige artikel var Skives Ildebrande fra 1914. Det er i denne artikel bl. a. et problem, at der tilsyneladende kan herske tvivl om kildegrundlaget for, at branden i 1725 skulle have forårsaget, at Sønderbyens område med grydepotter forsvinder med branden, idet det hedder, at den "bortjog ... vistnok ... de snurrige Gryder-Boder".
 
Første gang, man hører om jydepotter i Skive, er i en rejsebog 1671-92.[12] Her konstateres det slet og ret, at Skive på denne tid bl.a. var berømt for sine "Gryder".
Næsten samtidigt i Resens Atlas Danicus[13] fra 1677 kan man ud fra et her registreret gadenavn ”Synderbye eller Gryder-boerne” se, at der i byen i 1670erne nok har været aktiviteter med de gryder, der har gjort byen kendt for Skive Gryder eller jydepotter[14].
Der er intet i Resens Atlas, der siger andet end, at der omkring Vor Frue Kirke, næsten ned til ladegården til Skivehus har været så mange aktiviteter med lergryder, at det har givet navn til en gadestrækning, "Synder-bye eller Gryde-boerne". Altså beboere på strækningen, der har haft med gryder at gøre.
Skive Gryderne ser ud til at forsvinde på et tidspunkt i 1700-tallet, fremgår det, når man sammenholder og skønner ud fra Resens Atlas Danicus sammen med E. Pontoppidans ca. hundrede år yngre Den Danske Atlas, udgivet 1767-81.
Jeppe Aakjær fastslår på et tilsyneladende noget mangelfuldt grundlag, at branden i 1725 ”… borttog Slotsgade, den sydligste Del af Adelgade, kortsagt Sønderbyen; deriblandt vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryde-Boder, der her forsvinder for bestandig.”
E. Pontoppidan konstaterer 1764 om Skive, at det er længe siden "Grydergade" eksisterede - "Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere de Huse, som deraf havde Navn, regnede under Synderbyegade."
Pontoppidan kan tages til indtægt for, at der har været et "Grydebrænderi", der er ophørt. Men det kan i princippet være et grydebrænderi i både "Grydergade" eller de i oplandet placerede brænderier i Borris og Gammelstrup, som Pontoppidan også nævner.
Skive som Pontoppidan har set byen, når nord vender mod syd. Markedet (med jydepotter) er her tydeligt markeret.
E. Pontoppidans to kort over Skive 1764 i Den Danske Atlas.
Øverst: a. Kirken, b. Skivehuus Ladegaard, 3. på det nederste kort. Vejen fra kirken til ladegården og videre ned til Østerport som ses tydeligt på det nederste kort. Og "Synder-bye", det tidligere "Grydergade" iflg. Pontoppidan ses tydeligt markeret på det nederste Atlas - uden navneangivelse.
Hertil kommer på øverste kort c. Landsdommer Caspar Rothes Gaard - Generalauditør og Landsdommer Caspar Rothe, der er registreret som byfoged og borgmester i Skive 1758-75. Sammenholdes der med nederste kort, kunne ladegården se ud til at være en større del end selve Skivehuus. Og Pontoppidan har registreret den nærtliggende Amtsgård i stedet for det vel mere uanseelige Skivehuus.
h. er Østerport og Den Store VesterBroe med vejen til q. Braarup Mark.
 
Ydermere fremgår det af Pontoppidans beskrivelse af Skive i 1764, at "siden Lænene bleve giorte til Amter, har Skivehuus Amt haft sin egen Amtmand, … skulde have samme Amts-Forvalter og sortere under en Amtstue, som holdes i Skive. Salling Herreds-Tings Ret maae paa de ordinaire Tider holdes i Skive, hvor Byfogeden boer, som tillige er Herredsfoged over Amtets fire Herreder."
Det, der i Resens Atlas kaldtes ”Gryder-boerne” bliver hos Pontoppidan til ”Synder-bye”[15]. I ældre folketællinger hedder denne gade fortsat ”Sønderby” eller ”Sønderbygade”, nu kun Søndergade, den del der er tilbage.
Meget passende eftersom gaden lå i den sydligste del af den daværende by.
Vi har således 3 samtidige, skriftlige kilder, der kan dokumentere, at der har være handlet med eller produceret Skive gryder i 1600-tallet.
Kun Pontoppidans beskrivelser kan tolkes som vidnesbyrd om, at der måske har været grydebrænding i området med Synder-bye.
 
Der har været to arkæologiske udgravninger, som her skal refereres som indikatorer omkring lerkeramik og jydepotter i området omkring Synder-bye.
I forbindelse med udgravninger af Posthustorvet i Skive 2005 er der af Arkæologisk Afdeling v. Inge Kjær Kristensen udarbejdet "Overvågningsrapport SMS 906A Posthustorvet Skive sogn, Hindborg herred Viborg amt Stednr. 13.04.09".
Iflg. rapporten blev der fundet betydelige mængder af "knuste kakkelpotter samt skår af jydepotter."
I rapporten anføres også, at der i 1690 folketællingen var "otte grydermænd" registreret i området. Desuden anføres det, at "i 1762 er produktionen ophørt og ingen ernærede sig længere ved at fremstille jydepotter."
Hverken "1762" eller den angivne folketælling har det været muligt at verificere. Den først alment tilgængelige folketælling er 1787.
E. Pontoppidan konstaterer 1764, at det er længe siden "Grydergade" eksisterede." Det er ikke til at sige, hvad Pontoppidan har ment med længe siden, men det er nok mere end et par år.
Og jydepotter i Museum Sallings samling. Samlingen er klassificeret som jydepotter, når det er lertøj der er håndlavet, ikke drejet, og det er bålbrændt. Potterne er efter indhentede oplysninger udaterede, først og fremmest fordi størstedelen er private indleveringer uden andre oplysninger end giveren.
De her portrætterede jydepotter er om noget snarere grå- end sortbrændt. Det samme gælder lergryden neden for, der dog er mere sortbrændt end potten t.h.
 
Der er vist desværre ikke gjort forsøg på en nærmere datering af de jydepotter, som er fundet af eller indleveret til Museum Salling.
I forbindelse med udgravning af Reberbanen 19 til ny sognegård ved Vor Frue og Skive Kirke 2001 og 2006 blev der fundet en keramikovn, der blev dateret til 1300-tallet sammen med først og fremmest gråbrændt lerkeramik, men også noget rødbrændt, udvendigt glaseret. Det cirkulære ovnanlæg karakteriseres af arkæologerne (Turi Thomsen) som "vognhjulstypen". Sammen med en mønt fra Erik Menveds tid dateres hele anlægget til 1300-tallet. Der foreligger vist ikke C14 eller andre dateringsforsøg, der ellers i rapporten nævnes som en mulighed.
Men alt i alt består fundet af et keramikbrændingsanlæg, der ligger o. 1300 og således noget før de aktiviteter, der gav området navne som Gryde-boerne og Grydergade. Velsagtens også en grydebrændingsaktivitet, der har eksisteret før eller omkring den tid, hvor der kom en kongsgård til stedet.
Og med brugen af et drejehjul kan der ikke have været tale om jydepotter, men nok om en keramikform, som mere har været tilpasset en købstad, som Skive på trods af dens befolkningsmæssige lidenhed har været mindst siden 1241 - 1326.
Hvad siger det tilgængelige kildemateriale så om jydepotter i købstaden Skive i 16-1700-tallet?
Sammenholdt med 3. Bog 13. kapitel, s. 23 i Danske Lov fra 1683 kunne det tyde på, at der i købstaden Skive næppe har fundet nogen produktion af jydepotter sted, selv om der før tiden for produktionen af jydepotter har været fremstilling af keramik i det område omkring Vor Frue Kirke, hvor der med "Gryde-boerne" har været en livlig aktivitet med Skive Gryder.
Der er ingen arkæologiske vidnesbyrd i form af miler o.l., der kunne have været indikationer for en jydepotteproduktion i området omkring Synder-bye. Der kunne være en indikation i Pontoppidans bemærkning fra 1764 om, at "Grydebrænderiet" for længst er ophørt. Men det kan lige så vel være en upræcis formulering hos Pontoppidan som en produktionsindikation.
Det mest afgørende i det noget flimrende kildebillede må være Danske Lov 1683, der tydeligt markerer, at "Sorte Potter" må man gerne producere uden for købstæderne. For købstaden Skive har produktionsstederne så snarere end Skive været Borris og Gammelstrup i Fjends, hvis vi følger Pontoppidans oplysninger.

Den af Jeppe Aakjær afhængige historieskrivning om jydepotter i Skive

I Jeppe Aakjærs artikel om Skives lldebrande, Historisk Aarbog 1914, s. 43, lægges der ud med en sprogligt blomstrede karakteristik af situationen for de lokale jydepotter med de hyppige bybrande, men også med et sprogligt kviksand, der taber i den korrekte iagttagelse af kildegrundlaget.
"Garverne faar svedet sit Læder, og "Grydemanden" i Sønderbyen faar Potterne brændt i Utide ..." Denne formulering er generel og ikke specifikt møntet på et brandår i Skive, som af Jeppe Aakjær er undersøgt til at være nogle år i 1600-tallet, hvor der kun kan findes belæg for 1699, brande i 1703, 1715, 1725, 1748, 1749 og en mulig brand i 1768, der afvises p. gr. af manglende belæg i det samtidige kildemateriale.
1699 - og foregående år i 1600-tallet, hvor Aakjær ikke har fundet kildemateriale.
11. februar 1703. En enkelt gård brændte.
10. juli 1715. 50 gårde brændte, men "Gryde-Boderne" gik fri.
21. april 1725. "... borttog ... Sønderbyen ... vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryder-Boder ..."
26. maj 1748. 24 gårde og huse "med Halmtag".
2. april 1749. "Fortærrede den hele By undtagen trende smaa Stæder."
1768 er nævnt i turistgude fra 1910 - afvises, fordi der ikke er fundet samtidigt kildebelæg.
Iflg. artiklen sparer ilden ved 1715 branden området med Skive gryderne. Det hedder herom s. 52 om 1715 branden, at "nu skal vi ogsaa se lidt paa den Del af Byen, der gik Ram forbi ... Vestergade ... (og) en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes "Gryde-Boderne", en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder..."
Endvidere hedder det s. 53 med reference til en "Indberetning fra Amtsmanden" i forbindelse med branden i Skive 1715: "Gryde-Boderne er ikke som andre Kjøbstadsvaaninger enten udi Biugning eller Orden med Gader eller deslige, (og) beboes af 10 fattige Familier."
 
Der er to problemer med disse af Jeppe Aakjær så smukt formulerede karakteristikker af bybrandene i Skive.
For det første, at Gryde-Boderne skulle være gået "Ram forbi", når der nu i indledningen af samme artikel anføres, at "Grydemanden ... faar Potterne brændt i Utide". I så fald må området være blevet ramt af branden i 1725. Og det ser der kun ud til at være et middelmådigt eller intet belæg for.
Det andet problem er, at Aakjærs "Gryde-Boderne" i Resens Atlas har en anden betegnelse, "Gryder-boerne".
Aakjærs "Boder" er i det perspektiv både forkert og misvisende. Boder er handelssteder, Boere er indbyggere.
Det er ikke undersøgt, om Jeppe Aakjærs fejllæsning stammer fra "Amtmandens Indberetning" 1715, eller om det blot er en fejllæsning. Hvis det er amtmandens indberetning fra 1715, som Jeppe Aakjær synes at have læst, så er fejlen i forhold til Resens Atlas en næsten samtidig fejllæsning eller omskrivning af Resens betegnelse fra 1677 til betegnelsen i 1715. På 50 år kan meget gå i glemmebogen. Eller måske få en anden betydning.
Aakjær kan næppe hverken bruges til at be- eller afkræfte noget omkring produktion eller handel med de sorte lergryder. Og ej heller m.h.t. om "Gryder-bye" forsvinder med branden i 1725. Aakjær forekommer på dette punkt regulært upræcis og tvetunget.
Men lad os se nærmere på Jeppe Aakjærs undersøgelse af Skives ildebrande, der markant har udmøntet sig i og omkring de fremherskende historiske fremstillinger om jydepotter og Skive gryder.
Jeppe Aakjær, Skives Ildebrande i 18. Aarhundrede, Historisk Aarbog 1914, s. 43-81 indledes med en sproglig fanfare. ”Og Garverne faar svedet sit Læder, og ”Grydemanden” i Sønderbyen faar Potterne brændt i Utide.” Dette er artiklens generelle indledning uden specifikt år. Det sproglige schwung er her klart prioriteret på bekostning af det historisk korrekte.
Der konstateres i artiklen, at der har været en brand i 1699, og at det ikke har været muligt at finde kilder til at kunne sige noget om bybrande før dette år.
Med udførlig omtale behandles branden 11. februar 1703, hvor der kun en enkelt gård i byen brændte.
Den næste brand, 10. juli 1715 er udførligt behandlet. Her brændte i byen ”50 Gaarde … den Del af Byen, der gik Ram forbi …”var blandt andet Vestergade (og) … en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes ”Gryde-Boderne”, en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder …” Herom henvises til ”Amtmandens Indberetning”, hvor det hedder: ”Gryde-Boderne er ikke som andre Kjøbstedvaaninger enten udi Biugnbing eller Orden med Gader eller deslige, beboes af 10 fattige Familier”.
I forbindelse med 1715-branden var der iflg. Aakjær ublu ansøgninger om hjælp fra byens berørte borgere til kongen, som afslår at yde hjælp.
Den herefter følgende brand er 21. april 1725, hvorom det hedder, at den ”… borttog Slotsgade, den sydligste Del af Adelgade, kortsagt Sønderbyen; deriblandt vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryde-Boder, der her forsvinder for bestandig.” Det bemærkelsesværdige her er den upræcise formulering af ”Gryde-Bodernes” forsvinden.
De sidste to bybrande, som Jeppe Aakjær behandler, er brandene 26. maj 1748 og 2. april 1749. En lille turistfører til Skive og Omegn fra 1910 har også en brand i 1768, der afvises af Aakjær, fordi han ikke har fundet kildemæssig dokumentation for denne brand.
Branden i 1748 kostede 24 Gaarde og Huse ”med Halmtag”. Den efterfølgende brand i 1749 startede i Nørregade, vist nok antændt af en fordrukken teolog Rasmus Trap, der har bopæl hos provsten. Ilden breder sig fra ”provstens Gaard”, hvor man finder Rasmus Traps forkullede lig.
Jeppe Aakjær skriver om de efter hans opfattelse sidste to brande i 1700-tallet: ”Dette er den sidste Generalkur, som det haardt prøvede Skive maatte gjennemgaa for at slippe sine kjære Straatage … Af et Brev fra Regeringen til Stift-Amtmanden 4. Okt. 1765 fremgaar det, at de to Ildebrande 1748 og 1749 tilsammenlagte fortærede den hele By ”undtagen trende smaa Stæder”.”

Historiske fremstillinger, der viderefører Jeppe Aakjærs fremstilling

Med en lettere omskrivning af Jeppe Aakjær hedder det om Skive i 16-1700-tallet i Skive Kommunes Historie, bd. 1, 2001, s. 289 i en billedtekst til "Reberbanen, en af de snævre gader i Sønderbyen ... Syd for ... Slotsgade-Vestergade lå en klynge af små boliger ... Bydelen hed også gryderboderne, fordi der frem til ca. 1720 blev fremstillet sorte potter i bydelen af en halv snes pottemagere." Det benyttede foto er Hugo Matthiessen, Nationalmuseet, 2. afd. 1919.
En næsten tilsvarende beskrivelse af "Gryde-Boderne" finder man s. 20, anden spalte i Danmarks Kommunale Forvaltning, Viborg Amt . Randers Amt. Om Købstadskommunen Skive, 1929, hvor det også med tydelig reference til Jeppe Aakjær hedder: "Omkring ... Den gamle Kirke ... laa forhen Grydeboderne. Fremstilling af og Handel med Jydepotter har engang været et vigtigt Erhverv for Indbyggerne i dette Bykvarter ..." Ikke helt så påfaldende, men også en tydelig videreførsel af Jeppe Aakjærs kortfattede karakteristik af produktionen af jydepotter i Skive.
Her nævnes dog ikke de "10 fattige Familier", der i Skive Kommunes Historie er blevet til "en halv snes pottemagere."
Som det fremgår har Jeppe Aakjærs formentlige fejllæsning af "Gryder-boerne" i Resens Atlas nok en gang indsneget sig som den fejlagtige betegnelse "Grydeboderne".
Også en anden historisk fremstilling, Hugo Mathiessen, der både forskningsmæssigt og fotografisk har undersøgt adskillige købstæders arkitektur m.v., bliver inddraget som støtte for, at der skulle have været en produktion af Jydepotter i Skive indtil og med 1600-tallet.
Hugo Mathiessens opfattelse af produktion af jydepotter i Skive er blevet videreført i Skive Kommunes Historie, som oven for anført
 
Mest markant og udbredt over to artikler i Skivebogen er Otto L. Sørensens tro på og brug af Jeppe Aakjærs karakteristik.
Han har i Skivebogen 1946, s. 100-108 med artiklen De berømte sorte Skive-Gryder muligvis taget munden lige vel fuld uden tilsyneladende at kende kildegrundlaget. Han gør en omfattende jydepotteproduktion i Sønderbyen til nærmest en eksportindustri.
Otto L. Sørensen præsenterer i Skivebogen 1948 huse, han mener at kunne identificere som pottemagerhuse, i Tværgade, det tidligere Sønderbygade, t.h. før bageste lysstribe. Og foto på foto med Vor Frue Kirke i baggrunden nok et pottemagerhus, vel huset helt tilbage med gavlen ud mod Søndergade. Uanset hvor mange pottemagerhuse, Otto L. Sørensen mener at kunne identificere, viser de næppe andet, end at der i området har været en beskæftigelse med pottemageri, handel eller produktion.
Otto L. Sørensens omskrivning af Aakjær.
Desværre for både lokalhistorikeren Otto L. Sørensen (Skivebogen 1948, s. 15) og en med ham samtidig kritik, H. P. Hansen, museumsforstander i Herning og i samtiden førende ekspert i emnet, i Skive Folkeblad 18. nov. 1946, går de begge ind i en helt unødvendig diskussion af, at begrebet "Boder" dækker over handelssteder - hvor man ikke producerer, som det anføres af H. P. Hansen. Og det kunne se ud til, at de begge sammen med Jeppe Aakjær kunne have fejllæst Resens "Gryde-boere" til "Gryde-Boder".
Hvis ikke den af Jeppe Aakjær amtmandsbeskrivelse i 1715 slet og ret dækker over, at man allerede her har været bevidst, at der var tale om "Boder", handelssteder. I så fald har H. P. Hansen en pointe i forhold til Otto L. Sørensen, der fastholder, at der var tale om produktion af, ikke handel med Jydepotterne.
Men i forsvaret for sin noget floromvundne artikel om "De berømte sorte Skive-Gryder i Skivebogen 1946 inddrager Otto L. Sørensen noget uforsigtigt Jeppe Aakjær som svar på kritikken af hans artikel.
Det ser ud til, at der i denne artikel refereres til Resen og Pontoppidan i en skønsom blanding, hvor det ikke tages så nøje, hvad de samtidige kilder rent faktisk siger. Der henvises til "ældste Omtale" fra 1677, Resen. Men herefter anføres som "en gammel Mening ..., at dette Haandværks Udøvere ... boede ... i Grydergade ..." Her benyttes Pontoppidans beskrivelse af Skive fra 1764.
Artiklen i Skivebogen 1948, s. 5-20, Var Skives Jydepotte-Industri en Fabel? er et svar til museumsforstander H. P. Hansen, Herning, der i Skive Folkeblad 18. nov. 1946.rejser endog betydelig tvivl omkring Otto L. Sørensens iagttagelser i Skivebogen 1946. Hvad Otto L. S. måske ikke helt har været klar over, så var H. P. Hansen i 1940erne den førende og muligvis eneste ekspert på området med udgivelsen af Jydepotter og Løb, Gammel dansk Husflid, Kbh. 1944. Denne bog benyttes stadig som et af hovedværkerne om Jydepotter.
Det centrale i H. P. Hansens indvendinger imod Otto L. Sørensens opfattelse, at Jydepotterne, Skive Gryderne skulle være ikke blot handlet med men også produceret i Skive, er, at han ikke mener, det er godtgjort, at potterne er produceret i Skive, men at der nok snarere har været tale om husflid forskellige steder i Fjends, som så er solgt i Skive i Sønderbyen. H. P. Hansens argumentation punktvis:
  • Omtalen i Resens Atlas beviser kun, at potterne blev handlet fra Skive, ikke at de blev produceret her. H. P. Hansen sammenligner med Varde Gryderne, der heller ikke blev produceret men kun handlet i Varde.
  • Det anses for mere sandsynligt, at potterne som almuehusflid snarere er produceret ude på landet, i Fjends end i købstaden Skive. Der henvises her også til, at benævnelsen "Grydeboderne" snarest refererer til salgs-, end til produktionssteder, jvf. Jeppe Aakjærs fejllæsning. H. P. Hansen tror med reference til E. Pontoppidan, at det er "Potter fra Fjends Herreds Pottesogne ... (der findes) hos Resen, og som er blevet) eksporteret til andre Egne fra Skive." Dette synspunkt harmonerer også med den almindelige antagelse, at sorte lerpotter produceres på landet. I byerne, købstæderne produceres som regel røde lerpotter.
  • Der efterlyses arkæologiske vidnesbyrd om "større mængder" af potteskår, der kunne vidne om en egentlig produktion. Almindeligt og sporadisk køkkenaffald tæller ikke. Og de arkæologiske vidnesbyrd skal pege på produktion af Jydepotterne.
  • Hvis der har eksisteret "Ildgrave", skulle "Potterkonerne have boet ved Siden af ... (da man ikke) bar Potterne ret langt."
H. P. Hansens foto af brændingen af jydepotter fra 1920 kunne vel forklare hans skepsis over for Otto L. Sørensens påståede lerpotte industri i Skive med "Pottemagere" og "Pottemagerhuse". Det var hovedsageligt kvinder, der udøvede erhvervet, og skulle der alligevel have været en produktion i Skive med den hertil hørende brandfare, så er kravet om arkæologiske beviser i form af "ildgrave" indlysende.
Ud over oplysningerne i de to samtidige Atlas'er med omtale af "Gryderboerne" hos Resen og hos Pontoppidan, at "Grydergade" ikke mere eksisterer, henviser Otto L. Sørensen til arkæologiske fund af store mængder potteskår mellem Sønderbyen og Karup Å. Og ikke mindst "Læssevis af ituslaaede sorte Jydepotter ... paa den nederste Del af Kirkegaarden, hvor de ældre Gryderboder ... laa."
Desuden henvises der til, at der også i kirkegårdsområdet er "mange Forekomster af Brandhuller, runde Fordybninger forede med Stensætning, og rødsorte, sværtede Jordhuller ... ", alt også bekræftet ved opgravninger i "selve Hjertet af Sønderbyen mellem det gamle Sygehus og Tværgade ...". Hermed fastholder og konkluderer Otto L. Sørensen, at der må have været en produktion af Jydepotter i dette område af Skive.
Ud over det mest tungtvejende, de arkæologiske vidnesbyrd, henviser Otto L. Sørensen også til "de gulnede Blade i Kirkebogen", hvor han finder navne på Grydemænd i 1680'erne. Desuden anføres Jeppe Aakjær, som 1914 i sin artikel om Skives Ildebrande, helt klart har "troet på Fremstillingen i Skive" af jydepotter.
Men Otto L. Sørensen mangler klart det fældende bevis for sit synspunkt omkring en "Jydepotte-Industri" i Skive frem for, at der blot i Sønderbyen blev handlet med Skive-Gryder, produceret i Fjends.
Her kan han hverken bruge Resen eller Pontoppidan, der begge kun kan tages til indtægt for, at der har været Skive-Gryder i byen, ikke at de er blevet produceret her. Heller ikke mængden af potteskår, som han henviser til, giver noget fældende bevis for en produktion.
Kun hvis der endegyldigt kunne peges på klare beviser for brænding og produktion af potterne i Sønderbyen, ville der være håb forude. Men det kan der ikke, eller kun med henvisning til "ildgrave", som iflg. Sørensen skulle være blevet fundet. Men der kan desværre for troværdigheden i Sørensens argumentation ikke "foretages nogen Ransagning paa Stedet, idet Ildgravene forlængst er bortgravet..." Se dog her en nyere udgravning af kirkegårdsområdet i 2006, der dog desværre for Otto L. Sørensens synspunkt kun kan fremvise brændeovne for en tidligere tids keramik med en teknik, der passer med den tids, 1300-tallet, købstadsprivilegier.
Otto L. Sørensen anfører som sit sandhedsvidne Jeppe Aakjær. Men det er som anført næppe det bedste argument lige netop i denne specifikke sag.
Aakjær omtaler i forbindelse med branden i 1715 de dele af byen, "der gik Ram forbi ... en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes "Gryde-Boderne", en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder." Og det har slet ikke beviskraft for nogen form for produktion af "de sorte Lergryder". Og da slet ikke da Aakjærs primære kildegrundlag forekommer tvivlsomt - Resen og Pontoppidan kan han næppe have læst eller benyttet i denne sammenhæng.
 
Som det fremgår har Jeppe Aakjærs formentlige fejllæsning af "Gryder-boerne" i Resens Atlas flere gange indsneget sig som den fejlagtige betegnelse "Grydeboderne". Enten Jeppe Aakjærs fejllæsning eller en betegnelse, han har fra Amtmandens Indberetning om branden 1715.
 
De bedste samtidige kilder sammen med Danske Lov 1683 er Resens Atlas Danicus fra 1677 og E. Pontoppidans Den Danske Atlas fra 1764.
Ud over Pontoppidans beskrivelse af Sønderbygade og den ved udgivelsen forsvundne Grydergade, kan vi inddrage hans beskrivelser af "Skivehuus Amt eller Salling Land" i Tomus IV, 1764, 1. Cap XIII Viborg Stift. Skivehuus Amt, Det Trettende Capitel sammen med afsnittet om Fiends Herred i Den Danske Atlas Tomus IV, 1764, 2. Cap XII, Viborg Stift. Halds Amt Del 1. Det Tolvte Capitel Om Viborg Stift og om Halds Amt.
Om Skive hedder det: "Byen er ikke stor, ikke heller er den alt for vel bygt, dog bedre og kiønere, end man efter saa mange ulykkelige Ildsvaader skulde formode; thi alene i dette Seculo har den lidt fire Gange Skade af Ildebrand, nemlig 1715, 1725, 1748, og 1749." Pontoppidan kan i 1764 ikke have en evt. brand i 1769 med her.
Om de sorte gryder i Fiends hedder det hos Pontoppidan: "Ved Hald blev for nogle Aar siden anlagt et Teglbrænderie. I Gammelstrup og Borrids Sogne i Fiendsherred forarbeides en heel Deel saa kaldte Jyde-Potter, sorte Gryder og andre Leerkar, som blive førte vidt omkring."
Pontoppidan kan således kun tages til indtægt for, at der på hans tid, i 1700-tallet blev produceret Jyde-Potter i "Gammelstrup og Borris Sogne".
Man skulle næsten tro, hvis denne produktion havde været så "berømt" som hævdet af Otto L. Sørensen, og hvis den også havde fundet sted i Skive omkring "Gryder-boerne", så havde Pontoppidan velsagtens sørget for at få det med i beskrivelsen af Skive.
 
Og der er ingen arkæologiske vidnesbyrd om en produktion af jydepotter i Skive, selv om der i området omkring Sønderbyen er fundet produktionsudstyr til en foregående tids keramik.
Det får så alt i alt være, om Jydepotterne har været produceret i Skive eller i "Pottesognene" i Fjends. Der har utvivlsomt været handlet med disse potter i Skive, i Sønderbyen, kan vi konkludere ud fra Resens og Pontoppidans Atlas'er. Og ud fra de store fund af sorte potteskår i området.
Muligvis har der også været en produktion af Jydepotter i Skive, men der er kun sikker kildedækning (Pontoppidan) for, at disse potter blev produceret i et par sogne i Fjends.

Den liden by

På den tid, da de to atlas'er udkom, var Skive både befolknings- og erhvervsmæssigt stort set kun at betragte som ”en agerdyrkende landsby med lidt håndværk og handel[16].
Dog kan man også konstatere, at det var en egn med nogen velstand efter svenskekrigene i 1600-tallet. Det fremgår af en undersøgelse af nogle byers gennemsnitlige konsumtionsindtægter, målt i Rigsdaler i perioden 1760-69.[17] Undersøgelsen viser, at Skive i forholdet mellem befolkningens (ringe) størrelse og de forbrugsmuligheder, som enevældens konsumtionsskat er udtryk for, ligger bedre end både Viborg, Hobro og Holstebro for at tage nogle geografisk relevante eksempler.
Men altså med et i perioder særdeles ubetydeligt befolkningstal.[18]
 
De officielle befolkningsmålinger siden 1769 for byen Skive er her benyttet, 1672 er et skøn.
Befolkningstal i Skive i udvalgte folketællingsår
1672
1769
1787
1801
1834
1855
1880
1901
1911
1930
529
438
477
520
980
1424
2521
4591
6782
9644
 
 
Det stagnerende befolkningstal i Skive indtil 1801 fremgår tydeligt. I første halvdel af 1800-tallet tredobledes befolkningstallet, og med nok et spring tredobledes befolkningstallet frem til 1900.
Befolkningsdiagrammet er en illustration til den begyndende industrialisering i Skive området.

Industrialisering, jernbane, pengeinstitutter og andelsbevægelse

Ved 1800-tallets begyndelse var Sallings købstad, Skive en af landets allermindste, en lille flække med 520 indbyggere, ingen havn, ingen pengeinstitutter, kun en avis der udkom i Viborg, Den Viborg Samler.
Men byen var dog præget af store købmandsforretninger, hvor man kunne købe ind, og hvor bønderne kunne sælge deres varer.

Finansiering og pengeinstitutter

Hvor pengeformidling og lånemuligheder tidligere stort set havde været begrænset til velhavende købmænd, så kom der i perioden 1854-76 en fremvækst af pengeinstitutter, der overtog Nationalbankens forretningsmæssige funktioner, samtidig med at Nationalbanken blev ”bankernes bank”.
Lokalt etableredes i 1876 Salling Bank, der 1918 blev solgt til Landmandsbanke, som krakkede i 1922-23, hvorefter Salling Bank i 1926 genopstod som selvstændig bank.
Af pengeinstitutter var i forvejen i 1857 Privatsparekassen i Skive blevet grundlagt, som fra 2007 blev til Sparbank Vest[19], der 2012 fusionerede med Spar Nord Bank. Og Spar Salling, grundlagt 1888, blev i 2012 overtaget af Den Jyske Sparekasse.
I 1857 blev Skive Bank grundlagt. Som Salling Bank blev også Skive Bank ramt af 1920’ernes og 1930’ernes bankrekonstruktioner og -sammenbrud. Banken trådte i likvidation 17. okt. 1928, hvor aktionærerne tabte hele deres aktiekapital, medens kreditorerne kun led tab på op til 10%.[20]
I Skive Folkeblad hedder det 1. okt. 1928 på forsiden "Skive Bank har i Dag standset sine Betalinger". Som årsag til likvidationen anføres i Dansk Pengehistorie, bd. 3, s. 152-53 "uforholdsmæssig finansiering af enkelte virksomheder og store lån til et bestyrelsesmedlem og en af bankens revisorer." Bankens likvidation medførte et retsligt efterspil, her refereret efter Skive Folkeblad 15. april 1931, "De smaa Engagementers Betydning for Banksammenbruddet". Statsadvokaten citeres for, at der for "Skive Rullepapirindustri ... er beregnet en Afskrivning paa 21.700 Kr. ...", der efterfølgende reduceres til "ca. 20.000 Kr."
Om det retslige efterspil hedder det i Skive Folkeblad 24. juni 1930 "Om Tabet paa Rullepapiret", at det drejer sig både om bankens engagement med "A/S Schades Rullepapirindustri og Fr. Schade privat". Det hævdes her, at banken må have været "Kendt med Selskabets daarlige stilling efter Prisfaldsbølgen i 1920 ... "
Den i 1915 oprettede Andelsbanken blev i 1925 likvideret i forbindelse med bankproblemerne.

Landbruget og andelsbevægelsen som forudsætning for den industrielle udvikling

Indtil 1870’erne tjente man i dansk landbrug godt på salget af korn, hvorfor perioden 1830-70 kaldes ”kornsalgsperioden”. Det danske landbrug kunne herefter ikke klare konkurrencen på verdensmarkedet fra de nytilkomne korneksportører fra Nordamerika og Rusland.
Det betød, at man i landbruget var tvunget til at gennemføre en produktionsomlægning, især rettet mod det indbringende engelske marked for forædlede animalske varer (kød og mejeriprodukter). Omstillingen bevirkede, at danske bønder kom godt gennem den verdensøkonomiske "store depression" i perioden 1873-96.[21]
Som i resten af landet blev de første mejerier på Skiveegnen etableret på herregårde i 1700-tallet, herregårdsmejerierne. I anden række kom større gårdes fællesmejerier.
I Salling var der herregårdsmejerier på bl.a. Østergaard, Astrup og Eskjær. I løbet af 1800-årene kom flere private mejerier til på de større gårde, ofte som ”fællesmejerier”, der modtog mælken fra flere leverandører. Bl.a. havde Ågårdsholm i Thorum og Lisedal i Lyby gård- eller fællesmejerier. I 1884 oprettedes først i Lem, derefter samme år af Esper Andersen i Jebjerg et fællesmejeri. 1885-92 oprettedes yderligere 9 fællesmejerier i Salling, således at Salling var dækket af herregårds- og fællesmejerier, inden andelsmejerierne vandt frem i 1890-erne.[22]
Den dominerende mejeriform blev efterhånden andelsmejerierne, hvor Hjedding ved Varde var det første i 1882.
Skive Andelsmejeri blev oprettet 1893 på Ny Skivehus' mark i Skive Landsogn, nu Thomsensgade.
Initiativtager var Carl Hansen, gårdejer, fhv. løjtnant, herefter aktiv inden for andelsbevægelsen, folketingsmand, byrådspolitiker og 1912-40 redaktør af Skive Folkeblad.
Mælken skulle være frisk, transporten foregik med hestevogn, derfor lå mejerierne den gang tæt.
 
Skive Andelsslagteri blev stiftet den 18. juli 1902 og taget i brug den 19. juni 1903. I 1976 skiftede slagteriet navn til Jutland. I 1990 fusionerer Jutland med Vestjyske Slagterier i Struer, og 1998 fusionerer Vestjyske Slagterier med en række andre slagterier og bliver del af Danish Crown. I 2003 lukker pølsemageriet i Skive, 2005 var det så farvel til kreaturslagteriet. 16. juli 2007 brænder slagteriet, og det følgende år, i juni, bliver slagteriet i Skive lukket.
Danish Crown er et produkt af andelsbevægelsen med fusioner fra 1968. I 1998 overtog Danish Crown Vestjyske Slagterier og i 2001 Steff-Houlberg. Dermed var Danish Crown som Slagteriet Danmark en realitet. I 2010 omdannedes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.
I denne fusionsproces og udvikling fra andelsforetagende til et A/S blev slagteriet i Skive nedlagt. Branden i 2007 var vel blot anledningen.
 
 
Den animalske produktion, der også skulle bringe de lokale landmænd gennem krisen, var i begyndelsen af 1870’erne temmelig sølle, ikke mindst smørproduktionen, hvor bønderne hidtil uden videre kunne afsætte snavset, harsk og bittert smør til købmændene i Skive.
Som i resten af landet ændredes dette i løbet af 1870’erne.
Man kan i landsdækkende smørnoteringer, her efter Aarhus Amtstidende 27. sept. 1879, se, at det højest klassificerede ”Herregaardssmør” lå på over 90 Øre, godt ”Bondesmør” på o. 70 Øre per 100 Pund. Med andelsmejerierne forsvinder en foregående tids kvalitetskarakteristik på herregårds- og bondesmør, England bliver det helt dominerende marked, og Esbjerg bliver den dominerende eksporthavn.
 
I 1876 fik man Skive Smørhandel[23], der var de lokale købmænds forsøg på at få højnet smørkvaliteten, også til eksportformål. Man kan af annonceringer se, at der helt klart var en økonomisk motivering til at levere smør af en god kvalitet til denne forretning, selv om prisen ser ud til at have ligget betydeligt under prisen på Kjøbenhavns Smørmarked.
Prisfaldet på især den fineste smørkvalitet fra 1880-1883 kan være et resultat af den stadigt større mængde smør af god kvalitet, som efterhånden blev leveret i denne tid. Det billige, ringere smør er der velsagtens efterhånden blevet så meget mindre af, at priserne her stort set holdt sig.
Smørnoteringen blev med andelsmejeriernes indtog fra 1882 et stridspunkt mellem Grosserer-Societetet, som stod bag annonceringen af smørpriser på Kjøbenhavns Smørmarked og andelsmejerierne, hvor De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation efter en længere debat blev oprettet i 1912, fordi man var utilfreds med de københavnske noteringer.
Også her var Carl Hansen, redaktør på Skive Folkeblad 1911-40, folketingsmedlem m.v., særdeles aktiv. Han udtaler til Skive Folkeblad 12. dec. 1905 herom, at ”den smørnotering, som Grosserersocietetet ansætter og har ansat i de senere Aar, har bragt Landbruget store Tab… ”
Det er en langvarig debat, Carl Hansen hermed bidrager til. I Thisted Amtstidende hedder det 30. dec. 1887, at ”Det kjøbenhavnske Grosserer-Societets Smørnotering har … været højere end den efter de i England betalte Priser burde… (således at) mange Mejerier lider store Tab (med usolgt smør i England).
Smørnoteringer 1879-1915 Registreret ud fra avisannonceringer, priser pr. Pd., Øre[24]
    1879 1897 1898 1899 1900 1914 1915
Herregaards- og 1. klasse smør 92-115 107 85 86 95 121-123 125-129
Godt Bondesmør 68-74            
 
Både lokalt og på landsplan har de smørproducerende bønder været særdeles bevidst om de økonomiske muligheder. Man skal også bemærke, at Esbjerg som eksporthavn til først og fremmest England hurtigt fik afgørende betydning, hvilket nogle samtidige statistikker o. smøreksport og priser v. den tids ekspert på området, professor ved Landbohøjskolen, B. Bøggild[24] illustrerer.
Udførsel af smør til England i mio. kg, før 1906-07 omregnet fra pund
I den originale tabel Kjøbenhavn, Esbjerg, Odense, Aarhus, Randers, Aalborg, Frederikshavn, Svendborg, Nakskov, Nykjøbing F. Her kun København, Esbjerg.
Fra 1902-03 1903-04 1904-05 1905-06 1906-07 1907-08 1908-09 1909-10
Købehavn 41,4 39,81 36,37 35,75 36,2 28,3
25,6
25,66
Esbjerg 29,19 28,2 27,28 23,48 31,88 31,65 36,44 33,86
Andre 62,62 61,93 57,3 60,6 57,05 51,92 47,46 47,27
I alt 91,81 90,13 84,58 84,08 88,93 83,57 83,9 81,13
 

Havneby og jernbanetransport

I 1825 var der gået hul på Limfjorden, da Vesterhavet gennembrød Agger Tange, og fra 1861 kunne større skibe sejle til Skive fra øst, og herfra mod vest. Esbjerg blev fra 1869 en betydelig havneby, hvilket lokalt blev markeret med etablering af jernbaneforbindelse fra Holstebro til Esbjerg.
Skive blev fra 1869 ”havnebyen midt i Jylland”, idet Skive Havn[25] næsten samtidig med jernbanen blev en væsentlig brik i det industrielle Skives virksomhedsudvikling, hvor den gode adgang til eksporthavnen i Esbjerg fik stor betydning.
Havnen og jernbanen. Skive Havnebane / Hestebane åbnede 1870. Her efter T. Rithmesters detaljerede billedserie om Hestebanen.
Postkort med poststempel 23. dec. 1908. Postkort uden årstal, rangerlokomotiv t.h.
 
Jernbanedrift i Danmark blev først en realitet i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor
Altona-Kiel-banen blev åbnet 18. sept. 1844, næsten ligeligt finansieret af den danske stat og de interesserede byer i hertugdømmerne.
I kongeriget blev den første jernbanestrækning fra København til Roskilde etableret 26. juni 1847 af Sjællandske Jernbane Selskab.
Langå-Struer-banen var den anden jernbanestrækning i Nørrejylland efter Aarhus-Langå-Randers Jernbane. Den blev åbnet i 1862.
Begge de nørrejyske jernbanestrækninger blev anlagt efter Jernbaneloven af 10. marts 1861. Der var i denne lov indeholdt en bane fra Langå over Viborg og Skive til et punkt ved Venø Bugt og videre til Holstebro. Strækningen Langå-Viborg blev indviet 20. juli 1863 og blev åbnet for trafik dagen efter med to daglige tog i hver retning. Det kneb mere med strækningen Langå-Skive, hvor det videre arbejde med anlæg af de projicerede jernbanestrækninger blev forsinket af krigen i 1864.
I Skive åbnede jernbanedriften tydeligt forsinket af krigen i 1864. Her et træsnit af den af prøjserne i 1864 ødelagte jernbanebro over Langå. Træsnit i Forsvarets Arkiver.
Under krigen i 1864 ville den prøjsiske general von Falkenstein lade et lokomotiv samt nogle person- og pakvogne trække med hest fra Skive til Århus, hvortil han forlangte reservedele til lokomotiverne for at få dem gjort transportklar. Dem ville den danske hær ikke udlevere, og generalen lod derfor broen i Langå bortsprænge, hvorefter reservedelene blev afhentet i København. Først herefter kunne den ordinære drift på strækningen begynde den 7. september 1864[26].
I forlængelse af Langå-Skive blev strækningen Skive-Struer åbnet 17. november 1865.Den ufærdige strækning fra Viborg til Skive blev brugt en hel del under de danske styrkers tilbagetog mod Mors, men den blev først indviet officielt 17. oktober 1865.

Skives banegårde

Skive Banegård 1864-65, fotograferet fra forskellige vinkler.
De to første fotografier med ukendt fotograf og datering. Dog formentlig taget i tiden mellem 1864 og 1888, hvor den nye stationsbygning var blevet opført.
Det sidste fotografi er dateret o. 1885 af Skivebilleder.dk. Fotografiet af den gamle banegård og omgivelser er også dateret til næsten samme tid, under alle omstændigheder før den nye 1888 banegård. Se Skive Byarkiv.
 
 
Den første banegård i Skive er opført 1864-65 i forbindelse med strækningen Langå-Skive og forlængelsen til Struer i 1865.[27] Den blev placeret i Skive øst, vejen mod Viborg efter Brårupgade, som ses starte her t.h. på det første foto af Skives ældste banegård.
Den første banegård i Skive viser sig hurtigt at være utilstrækkelig, og der byggedes i 1888 en ny lidt længere mod øst, på Viborgvej 4.[28]
Den nye stationsbygning på Viborgvej 4 var i funktion 1888 til 1962, hvor banegården blev flyttet til den nuværende placering på Sdr. Boulevard. To postkort uden præcis datering, men nok fra ca. start og slut i 1962.
Skive Banegård siden 1962. Det kunne se ud til at være et foto fra tiden lige efter opførelsen af den nye banegård.
Ud over Skive Hovedbanegård blev der i Skive etableret to privatbaner. Skive Nord, Sallingbanen fra Skive til Glyngøre blev etableret 1884, stationsbygningen blev nedrevet i 1964, persontrafikken blev indstillet 1971, og 1979 blev godstrafikken nedlagt.[29]
Inspirationen til Vestsallingbanen[30] var Sallingbanen. Denne bane fik koncession 1918, blev indviet og kom i drift dec. 1924.[31]
 
Vandtårn ved Vestsallingbanens perron på det sted, hvor den første banegård havde ligget. Den blev nedrevet 1914, altså i god tid før Vestsallingbanen blev sat i drift 1924.
Skive Nord, Sallingbanen, etableret 1884, postkort fra o. 1905 og foto fra nedrivningen af denne banegård i 1964.
Det var den fremvoksende bilisme efter 1. verdenskrig, især rute- og lastbiler, der kom til at volde de oprettede, private lokalbaner problemer. 2. verdenskrig lagde en dæmper på bilismen, som i efterkrigstiden fik et gennembrud, som lokalbanerne ikke kunne overleve, heller ikke lokalt på Skiveegnen.
De første jernbanetog i Skive blev som i resten af landet trukket ved dampkraft, hvis man da ikke benyttede heste. Lokomotiverne, Canada-maskiner kom fra England. Disse lokomotiver var de første på den banestrækning, der blev ført til Skive. De var i drift indtil 1883, hvorefter de blev udrangeret frem til 1888.[32]
Samtidig med udviklingen i jernbanedriften var landbruget kommet ind i en næsten 40-årig fremgangsperiode, og det skabte stor efterspørgsel efter de produkter, som blev fremstillet i byerne.
De gode transportmuligheder og landbrugets efterspørgsel udgjorde startgrundlaget for de mange fabrikker, som blev anlagt i Skive fra 1880-1914.

Grundlæggere, initiativtagere og industrielle virksomhedsområder

Det var i starten de mere velhavende købmænd, der lånte penge til og investerede i de nytilkommende, industrielle virksomheder. Men et særkende for Skive blev Skive Folkeblads redaktør, Carl Hansen, der også var folketings- og lokalpolitiker, en bonde med handelstalent og blik for fremtidens muligheder, Per Odgaard (1851-1910) og en teknisk begavet mejerist, Esper Andersen (1859-1936).
Skal der trækkes en overordnet streg i sandet for Skives industrialisering, så må karakteristikken være, at den er groet ud af Sallings muld af folk med blik for en ny tids tekniske muligheder og økonomiske perspektiver. Og med højskole og presse som politisk og litterær bagklang.
Carl Hansen, Vinde, redaktør for Skive Folkeblad, politiker Per Odgaard, proprietær, iværksætter Esper Andersen, mejerist og m.m.
Det, man kunne kalde Skives første industrikvarter, kom til at ligge i området Vestergade og Reberbanen,[33] næsten det samme område som området med Gryde-boerne, Synderbye, hvor der i 1600-tallet blev handlet med, dog næppe produceret Jydepotter, Skive Gryder. Her startede i 1841 et farveri, som 1876, blev udvidet til klædefabrik. Desuden i Vestergade fra 1852 Skive Tobaksfabrik. Disse virksomheder overlevede dog ikke krisen efter 1. verdenskrig og måtte lukke.
Efterfølgende blev fra 1880’erne Østerbro og Brårupgade det nye industrikvarter, placeret centralt i forhold til Skives daværende jernbanestation på Viborgvej.
Her blev 1881 anlagt Skive ny Jernstøberi, det senere Gyro.[34] Herefter forskellige virksomheder, f.eks. Skive Svineslagteri 1889, der i 1903 blev til Skive Andelsslagteri. På Brårupgade placeredes 1896 det kommunale gasværk, hvor også Skive Elværk kom til at ligge 1906.
I 1901 overtog proprietæren fra Tastum, Per Odgaard Ny Skivehus[35], beliggende på det nuværende Odgaardsvej 15A, hvor han frasolgte ca. halvdelen af gårdens 213 tdr. land til husmandslodder og byggegrunde, samtidig med at der blev anlagt nye gader i området: Odgaardsvej, Allegade, Godthåbsvej, Aakjærsvej. I dette område opførte Per Odgaard i 1903 Skivehus Cementstøberi på Godthåbsvej. Det blev afviklet 1910, og fra 1912 kom også Skive Møbelfabrik til at ligge her. Ligeledes på Godthåbsvej opførtes Skivehus Asfalt- og Tagpapfabrik.
I samarbejde med den nære ven, Esper Andersen, mejeribestyrer m.m. fra Jebjerg, og firmaet Siliam Bjerre, hvis ejer var udlært som mejerist hos Esper Andersen, etablerede Per Odgaard i 1905 Skivehus Elektricitetsværk på Odgaardsvej. Skive Kommune købte værket i 1913. Man ønskede velsagtens ikke privat foretagsomhed på så væsentligt et område. Fandt man vel efterhånden ud af, det var.
Efter elektricitetsværket startede Odgaard 1906 Jysk Motor- og Maskinfabrik på Odgaardsvej, hvor der bl.a blev fremstillet automobiler, motorcykler og cykler. I Skive Folkeblad er der 27. august 1907 en malende beskrivelse af de problemer, der kunne opstå, når man forsøgte at transportere sig i automobil den gang. Fabrikken blev allerede nedlagt i 1908 og videreført som Skivehus Maskinfabrik. Desuden udlejede Odgaard 1906 en længe af Skivehus ”en Fabrik for Tilvirkning af Trævarer til Børstenbinderbrug”. Den blev 1907 flyttet ind i en nyopført fabriksbygning på Godthåbsvej. Efter en konkurs i 1909 solgte Per Odgaard denne bygning til Arbejdernes Fællesbageri.
Fra området omkring Ny Skivehus fortsatte Per Odgaard sine initiativer i Adelgade 3, hvor han sammen med Jørgen Suurballe i 1903 overtog manufakturforretninger J. Suurballe & Co. I 1905 anlagde Odgaard og Suurballe et lille elektricitetsværk i haven til Adelgade 7, Gregers Hansens Gregershus. Denne installation blev foretaget af Siliam Bjerre og Esper Andersen.
Skive Byråd besluttede september 1906, at der skulle anlægges et kommunalt elværk, og kommunen købte derfor 1912 Gregershus Elværk.
Suurballe & Co., inkl. P. Odgaard købte december 1906 A/S Jyske elektriske Bomulds- og Linnedvæverier, anlagt på Odgaardsvej 50. Fabrikken blev mageskiftet og formentlig nedlagt i 1914.
På Odgaardsvej 9 anlagde Odgaard 1907 A/S Skivehus Tobaksfabrik, der langsomt ophørte med driften mellem 1910 og 1915.
I 1904 var P. Odgaard med i et konsortium, der købte herregården Nørgaard. Herfra blev Jeppe Aakjærs Jenle udstykket og opført i 1906. Aakjær flyttede ind i sin nye ejendom i 1907.
Det fremgår, at venskabet mellem Per Odgaard og Jeppe Aakjær led nogen skade ved dette Jenle arrangement, bl.a. som konsekvens af ordningen omkring Jeppe Aakjærs og brødres økonomiske betingelser i forbindelse med drift og overtagelse af gården.
Sammenfattende kan man om P. Odgaards aktiviteter sige, at de var mangfoldige, hovedsageligt placeret i vestbyen, nord for Holstebrovej og i midtbyen. De fleste fik kun en kort levetid, men de repræsenterede på mange måder en ny tid, ikke mindst elektricitetsværkerne.

Andre industrielle virksomheder i Skive, grundlagt før 19143[36]

Skive Mølle fra 1827 brændte flere gange, Efter en brand i 1855 blev møllen nyopført 1856. Den fungerede fra 1884 også som rugbrødsfabrik. 10.-11. august 1919 brændte Skive Mølle ned for fjerde og sidste gang.[37]
Foruden Skive Mølle var der fra 1877 Skive Østre Mølle og Savskæreri, i Krystalgade, nedrevet 1917 og fra 1884 Gammelgaards Mølle, Brårupvej. Møllen blev anlagt syd for den nyanlagte jernbane i Hedemarken, som Brårup siden Christian d. 3. og indtil 1919 var blevet kaldt, sammen med Gammelgaards Teglværk, Brårup Cementstøberi og nogle gartnerier. Desuden opførtes 1919-20 Skive Højspændingsværk.
Gammelgaards Mølle annoncerede med formaling og sæderug i Skive Folkeblad fra august 1885. 1887 var der licitation på opførelsen af 2 pakhuse til møllen. 1918 blev den ombyggedet den til dampmølle.[38]. Skive Østre Mølle og Savværk, Krystalgade blev opført 1877, 1916 købt af ejeren af Gammelgaards Mølle og nedrevet 1916-17[39].
Der har i Skive været mange bryggerier: Fr. Friis’ Bryggeri og Brændevinsbrænderi i Thinggade (fra 1854, Hambachs Bryggeri Søndergade (fra 1858), V. Linnemanns Bryggeri Vestergade (fra 1862), Børschs’ Bryggeri Nørregade (fra 1863), Skive Aktiebryggeri, Reberbanen (fra 1896), Skive Bryghus i Kristiansgade (fra 1906).
Det eneste bryggeri, der har overlevet, er Bryggeriet Thordall, som fik dette navn i 1895, efter opstart i 1876 med produktion af hvidtøl og en tvangsauktion i 1892. I starten med produktion i Nørregade. 1954 indledtes udflytningen til den nuværende adresse, Humlevej, hvor bryggeriet i 1971 bliver til Hancock A/S[40].
Der har desuden i Skive været flere tobaksfabrikker: Rings Tobaksfabrik Adelgade (omkring 1820), Skive Tobaksfabrik Vestergade (fra 1852) og Skive Ny Tobaksfabrik i Ågade (fra 1893).
 
Der lå således et ganske omfattende og varieret iværksætteri forud for den produktion af rullepapir, der blev anlagt i Frederiksdal-området sammen med den også af Frederik Schade ejede produktion i Asylgade.
 
 

Noter og henvisninger



[1] Kong Valdemar (Sejrs) Jordebog er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet. Det er kongens matrikulering af jodegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet, se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44. Hovedstykket i jordebogen er dateret 1231, derfor ser man ofte denne datering anvendt. Den specifikke omtale af Skhiuægarthæ finder man i Rigsarkivets læg 19. Skivegård er nævnt under Nørgeherred, som i middelalderen hørte under Sallingsyssel. Det anses for at være en indskrivningsfejl, Skivegård hører under Hindborg Herred.
Skhiuægarthæ er anført i jordebogen her nederst, under Nørgeherred. Rigsarkivets fotografiske optryk og O. Nielsens gengivelse 1873.
 
Jordbogshåndskriftet ser ud til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster. En svensker, J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet dokumenterne, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Kong Valdemars Jordebog blev i 1929 erhvervet af Rigsarkivet fra Det kongelige Bibliotek i Stockholm. Jordbogen blev offentliggjort første gang 1744-45 i uddrag. Jordbogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark.
C. Paludan-Müller offentliggjorde 1871 som den første af nyere tids historikere et grundigt studium af jordebogen og karakteriserede den som "en øvebog for skrivere".
Denne karakteristik blev 1873 afvist af arkivar O. Nielsen - "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste kritik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin Studier over Kong Valdemars Jordebog 1873-74.
 
I kommentarerne til de første udgivelser af Kong Valdemars Jordebog finder vi flg., som vedrører Skhiuægarthae: O. Nielsen konstaterer, at Skhiuægarthæ som andet gods, der er senere indført, så er også Skhiuægarthæ blevet fejlplaeret, i dette tilfælde under Nørgeherred i stedet for under Hindborg.
Steenberg anfører, at "Jordebogen lader os i Tvivl om, hvorledes Ejendomsforholdet har været med Hensyn til Skive. Som Kongens Gods anføres i Hovedlisten Skivegaarde med Tilliggende af ialt 40 Mark Gulds Værdi og svarende en Afgift (d.v.s. indtjening) af 20 Mark Sølv, medens Krongodslisten anfører »Skyuæ« som Konunglef (kongelev). Ejendomsforholdet synes her at have været forviklet, saa at Byen - om den ellers da har været til - har hørt til Kronen, men Gaarden til Kongen."
[2] Helge Søgaard i Skivebogen 1968, s. 67
[3] Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988) 2, Den danske konges gods i højmiddelalderen, A. L. Knudsen.
[3a] Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål, Ph.d. afhandling, Antaget efter forsvar på Århus Universitet 20. februar 2015, s. 213-14. Dog afhængigt af beregningsmetode, kan der også være tale om kun 1/3 af Langelands gods. http://www.tancredi.dk/pdf/phd.pdf
[3b] Erik Ulsig uddyber de af ham og A. Kjær Sørensen fremførte synspunkter (note 3) o. størrelsen af bol i denne efterfølgende artikel i Historisk Tidsskrift.
[3c] Svend Aakjær, Målenheder i Landemål og Jordvurdering i Middelalderens Danmark, 1961. Se også Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 4 (1953 - 1956) 11. Store og små mark guld. Et bidrag til diskussionen om guldvurderingen og Jyske lovs ledingsbestemmelser 1. Af Poul Rasmussen, https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/50414/65280
[4] Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 19 (1991 - 1993) 3, Dansk købstadlovgivning i middelalderen, G. Jacobsen.
[5] Dokumentet findes på Rigsarkivet, fotografisk gengivelse på Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/4801541. Det fremgår af Rigsarkivets pergamentsamling, at købstadsprivilegierne for Skive fornys i 1648.
[7] Indholdsmæssig beskrivelse i Historisk Samfunds indholdsbeskrivelser af Skivebøgerne, http://historisksamfundskive.dk/om-historisk-samfund-for-skive-og-omegn/kommentar-til-vedtaegterne/jeppe-aakjaer-og-historisk-samfund#ild
[8] 1914 Aarbogen s. 41-81. Jeppe Aakjær giver her s. 81 et godt skudsmål til Caspar Rothe, der satte sig i spidsen for en "begyndt Kontrol med de gjenstridige, og efterhaanden forsandt saa Straatagene fra Gaderne og dermed den æsentligste Fare for Byens fortsatte Sikkerhed og Trivsel."
[9] Peder Hansen Resen 1625-88 fik sin akademiske uddannelse i København, hvor han også fik flere højere embeder som professor i historie, borgmester m.v. Materialet til Atlas Danicus, dansk topografi og historie begyndte Resen at samle i 1660’erne. Noget af de mere end 30 bind med kobberstik af bl.a. byplaner gik tabt ved Københavns brand i 1728. Det meste af kobberstikmaterialet blev stukket i 1674-75, http://www5.kb.dk/da/nb/samling/ks/Resens-Atlas-Danicus.html.
I Resens Planche 93, Skive / SCHIVA er fortegnelserne 1. vor frue Kirche. 2. Scholen. 3. Torfvit. 4. Raadhusit. 5. Trim-höye. 6. Galge-toft. 7. Skou-mölle. 8. Skou-bache. 9. Fiorden. 10. Skifve Aae. 11. Blægedamme. 12. Steenkarbæche. 13. Store-broe. 14. Meldbroe. 15. Øster-broe. 16. Al-hede-veyen. 17. Gammelgaard. 18. Iegerrus. 19. Skifvehuusis Borre-gaard. 20. Lade-gaard. 21. Slottens March. 22. Byemænds Toft. 23. Peder Vesters Toft. 24. Al-gaden. 25. Nörre-gade. 26. Øster-gade. 27. Ting-gade. 28. Slots-gade. 29. Synder-bye eller Gryder-boerne. 30. Vestergade. http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101108124235/http://images.kb.dk/pdf/resenkom.pdf
[10] Det Kongelige Bibliotek, Digitale samlinger http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject418/da/.
[11] Kirkeordinansen, https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/38162/40956, om latinskolen, der havde et på egnen ganske problematisk virke, indtil den blev nedlagt i 1739, se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/skoler-i-danmark-skive/skolen-i-skive-by.
[11a] I Skivebogen 1948 har Otto L. Sørensen en artikel, hvor han går i rette med H. P. Hansen, museumsforstander i Herning. H. P. Hansen er folkemindeforsker, i hvilken egenskab han i 1959 bliver æresdoktor ved Aarhus Universitet. H. P. Hansen har i Skive Folkeblad 18. nov. 1948 ytret tvivl m.h.t., om lerpotteproduktionen i Skive rent faktisk er foregået der.
[11b]Jydepotteproduktionens udbredelse i Ribe Amt, artikel baseret på ph.d. afhandling af Mette Guldberg, Jydepotter fra Varde-egnen. Produktion og handel ca. 1650-1850. Landbohistorisk Selskab 1999. KUML 2012, Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab, En keramiktraditions begyndelse, Lone Claudi-Hansen.
[12] Da Holger Jacobæus i sin rejsebog 1671-1692 opregnede, hvad de forskellige byer var berømte for, skrev han, at det for Skives vedkommende var “Gryder og Thingstude,” H.P. Hansen: Jydepotter og Løb. Gammel dansk Husflid, København 1944, s. 14.
[13] Se http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/en/. Lokaliteten hedder ”Synder-bye” eller ”Gryde-boerne”. I E. Pontoppidans Den Danske Atlas 1757-81 hedder det: ”Byens Gader ere Adelgaden, Nørregade, Østergade, Slotsgaden, Tinggaden, Synderbyegade, Vestergade, Torvet. Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere (det nu) … under Synderbyegade.” Kort over Skive 1765. Se næste note.
[14] Jydepottefremstilling i Danmark formodes at have fundet sted i perioden 1500-1880. De blev fremstillet på landet, som regel sorte lerpotter, eller i byerne, købstæderne, som regel røde lerpotter. Det mest kendte produktionssted er egnen Varde, Hjerting iflg. undersøgelser foretaget af M. Guldberg, der har en ph.d. i emnet, se 2 tidsskriftartikler herom, https://tidsskrift.dk/bola/article/download/104599/153457/, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76309/110283/.
[14a] Skivebogen 1948, artikel af Otto L. Sørensen, f. eks. s. 13.
[15] E. Pontoppidan Den danske Atlas, Tomus IV, cap. XIII, http://chr4.dk/images/pdf/dda59.pdf, ” Byens Gader ere: Adelgaden, Nørregade, Østergade, Slotsgaden, Tinggaden, Synderbyegade, Vestergade, Torvet. Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere de Huse, som deraf havde Navn, regnede under Synderbyegade.”
[16] Helge Søgaard i Skivebogen 1968, s. 78. Der var 1761-83 iflg. E. Pontoppidan i Skive 16 købmænd, ”11 Agerdyrkere … 5 Skippere … 3 Fiskere … 2 Daglejere …” og 37 håndværkere, heraf ”1 Barberer, 1 Farver, 3 Feldberedere (garvere), 1 Grovsmed, 1 Guldsmed, 2 Hattemagere, 1 Kobbersmed, 1 Muurmester, 1 Parykmager, 1 Sadelmager, 11 Skomagere, 7 Skrædere, 4 Snedkere, 1 Tømmermand, 1 Skibs-tømmermester”.
[17] Christensen, Søren Bitsch (red.), Den klassiske købstad, 2005, s. 18.
[18] Man kan af indlysende grunde ikke kende et folketal, før der er foretaget folketællinger. De allerførste, nogenlunde tilregnelige optællinger i Danmark er foretaget i 1600-tallet og en enkelt (mangelfuld) optælling i 1769. De officielle danske folketællinger starter fra 1787. Rigsarkivet, https://www.sa.dk/da/archive_series/folketaellinger/. Her refereret efter http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/folketaellinger-degne-og-praester#Skive.
[19] Iflg. Nationalbanken oversigt over penge-, bank- og sparekassernes historie var det i perioden 1854-75, der oprettedes et stort antal private banker og sparekasser, der overtog Nationalbankens forretninger. http://www.nationalbanken.dk/da/om_nationalbanken/historie/Sider/1807-1860---Udvikling-af-bankv%C3%A6snet-i-Danmark.aspx. Dansk Penge Historie, bd. 1-3, passim.
[20] Dansk Penge Historie, bd. 3, s. 152-53.
[22] Peter Schou, Skivebogen 1974, s. 48.
[23] Man kan i Skive Folkeblad se annonceret, f. eks. 09.04.1883 om en mejerielev i Vinderup ”af Bondestanden”, henvendelse til H. R. Jørgensen, Skive Smørhandel.
[24] Jyllandsposten 05. dec. 1879, Aarhus Amtstidende 27. sept. 1879, Esbjerg Folkeblad 11.dec. 1897, 29. maj 1898, 01. juni 1899, 29. juni 1900.
[25] Havnen midt i Jylland, flere forfattere, Skive Havn 1994.
[27] Fra Otto L. Sørensen, Gamle Skive 2, 1952, s. 25. Rigsarkivet, 0041 Danske Statsbaner, Baneafdelingen, 1854-1947, Ældre bygningstegninger, læg 40, tegning C1 ”Skive Station, Hovedbygning”.
[28] Foto 1910, dateret af Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/4798547.
Den centrale del, af Chr. 5. Danske Lov er i den her benyttede sammenhæng er "Tredie Bog Om Verdslig- og Huus-Stand", citeret efter en pdf-udgave af loven.
[30] I Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, http://www.spottrup-lokalhistorisk-arkiv.dk/9522853 kan man finde fotos fra denne lokalbane, Skive til Rødding via Hem, Brøndum, Balling, Vejby, Ramsing og Brodal (Lem-Lihme).
[31] Nøje beskrevet i Signalposten 1976,1, en artikel om Nedlagte Baner, Jyske Privatbaner, s. 24ff. Også lidt mere løst og fast beskrevet i E. Bech Hansen, Skive-Vestsalling Jernbane, Månedsmagasinet nr. 7, februar / marts 2020.
[33] Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 79.
[34] Se https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/skive-ny-jernstoeberi-oesterbro-7-skive/, Olav Jensen, Skivebogen 1993, s. 78-108 og Skivebogen 1994, s. 60.
[35] Ny Skivehus blev oprettet som ladegård til Skivehus i 1792 og er blevet bortsolgt i flere omgange. Ved Odgaards køb i 1901 udstykkedes jorden i parceller. Se http://www.danskeherregaarde.dk/nutid/ny-skivehus.
[36] Se Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 107.
[37] J. C. Hansen og M. Chr. Pedersen, Skivebogen 1920, s. 207, s. 150-208.
[38] Se jubilæumsskrift for Brårup Skole 1893-1993, http://braarup-skole.skoleporten.dk/sp/file/cc262808-a93f-4205-a283-63626aacf161.
[40] Se bryggeriets hjemmeside, https://www.hancock.dk/historie.aspx.
H. P. Hansen i Skive Folkeblad 18. nov. 1948
Danske Lov 1683
 
Den centrale del af Chr. 5. Danske Lov er i den her benyttede sammenhæng "Tredie Bog Om Verdslig- og Huus-Stand", citeret efter en pdf-udgave af loven.
 
13. kapitel Om Landboe, eller Fæstebønder og Lands-Bye-Handel. Her finder vi i 3. bog 13. kapitel, side 23 den centrale passage om de hverv, hvor købstæderne havde privilegier i forhold til land og landsbyer: "Ingen Haandverksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som giøre sorte Potter, Hiulmænd, Murmestere, Skindere, Vævere, som væve Vadmel, Blaar- og Hampelærit, Skrædere, som sye Vadmel, og de Skomagere, som sye Bønderskoe.
Danske Lov 1683, Indholdsoversigt - Bøger og kapitler:
1. Bog Om Retten og Rettens Personer. 26 kapitler.
2. Bog Om Religionen og Geistligheden. 23 kapitler.
3. Bog Om Verdslig- og Huus-Stand. 20 kapitler.
4. Bog Om Søeretten. 9 kapitler.
5. Bog Om Adkomst, Gods og Gield. 14 kapitler.
6. Bog Om Misgierninger. 22 kapitler.
 
 
Register Over Lovens Bøger Og hver Bogs Capitler - efter Sechers udgave, den elektroniske version.
Lovens Bøger ere VI.
Arabertallene er sidetal (Pagina) i Sechers udgave.
I. Bog. Om Retten og Rettens Personer. Holder XXVI. Capitler.
 
I. Cap: Om den Lydighed mand Lovgiveren og Loven skyldig er 1. II. Cap: Om Værneting 8. III. Cap: Hvor og naar Ting og Rettergang skal holdis, og hvad der skal handlis 22. IV. Cap: Om Stævnemaal, Kald og Varsel, og Opsettelser 29.
V. Cap: Om Dommere 47. VI. Cap: Om Indstævning til højere Ret 63.
VII Cap: Om Tinghørere 76.
VIII. Cap: Om Skrivere ved Retten 79.
IX. Cap: Hvo der maa gaa i Rette for sig selv, eller for andre 87.
X. Cap: Om Forfald og Skudsmaal 95. XI. Cap: Om Hiemmel 97. XII. Cap: Om Skikkelighed for Retten 99.
XIII. Cap: Om Vidner og Tingsvidne 103. XIV. Cap: Om Sigtelse og Eed 115. XV. Cap: Om egen Bekiendelse 118. XVI. Cap: Om Sandemænd 119.
XVII. Cap: Om Granskninger 127. XVIII. Cap: Om Reebsmænd 128. XIX. Cap: Om Baand og Fængsel 132. XX. Cap. Om pinlig Forhør 136.
XXI. Cap: Om Arrest og Beslag 136. XXII. Cap: Om Maning 144. XXIII. Cap: Om Borgen og Forløfter 146. XXIV. Cap: Om Bøder og Dommis Exsecution, Nam, Indførsel, og deslige 153.
XXV. Cap: Om Dom- og Brevpenge og Skriverløn 187. XXVI. Cap: Om Supplicationer 200    
 
II. Bog. Om Religionen og Geistligheden Har XXIII. Capitler.
 
I. Cap: Om Religionen 200. II. Cap: Hvo der maa Prædike og til Præste-Embedet kaldis og indviis 205. III. Cap: Hvorledis Præster skal kaldis 209. IV. Cap: Om Præsternis Embede med Tienisten i Kirken og Prædiken 217.
V. Cap: Om Præsternis Embede med Sacramenterne og lønlig Skriftemaal 228. VI. Cap: Om Præsternis Embede med Ungdommens Undervisning 243. VII. Cap: Om Præsters Embede med Husbesøgelse, Omsorg for de Fattige, Sygis og Misdæderis Besøgelse 246. VIII. Cap: Om Præsters Embede med Egtefolk, Jordemodere og Barselqvinder 250.
IX. Cap: Om Præsternis og deris Medhielperis Embede, og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige 255. X. Cap: Om Præsters Embede med Lig 282. XI. Cap: Om Præsters Liv og Levnet, Forseelser og Bøder 284. XII. Cap: Om Præsters Boeliger og Indkomster 294.
XIII. Cap: Om Præste-Enkers og Arvingers Vederlag, som kaldis Naadens Aar 303. XIV. Cap: Om Capellaner, eller Præsternis Medtienere 311. XV. Cap: Om Dægne og Substituter 317. XVI. Cap: Om Provster 324.
XVII. Cap: Om Superintendenterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne 330. XVIII. Cap: Om Skolerne 345. XIX. Cap-. Om Hospitaler og Fattige 354. XX. Cap: Om Professoribus 361.
XXI. Cap: Om Bøger og Almanaker 366. XXII. Cap: Om Kirkernes Tilsyn, Indkomster, Udgifter, Bygning 371. XXIII. Cap: Om Tiende 412.  
 
III. Bog. Om Verdslig- og Huus-Stand Holder XX. Capitler.
 
I. Cap: Om Kongens Befalningsmænd og andre Betiente 419. II. Cap: Om Priviligerede Personer 426. III. Cap: Om Borgere i Kiøbstæderne 428. IV. Cap: Om Øvrighed og andre Betiente i Kiøbstæderne 430.
V. Cap: Om Kæmnere 437. VI. Cap: Om Taxereborgere 439. VII Cap: Om Lav og Haandverker 443. VIII. Cap: Om omløbende Kræmmere 445.
IX. Cap: Om Markeder 446. X. Cap: Om Maal og Vægt 448. XI. Cap: Om Vognmænd og Færgemænd 450. XII. Cap: Om Selvejer Bønder 456.
XIII. Cap: Om Landboe, eller Fæstebønder og Landsbye-Handel 459. XIV. Cap: Om Vornede 486. XV. Cap: Om Veje 493. XVI. Cap: Om Egteskab 494.
XVII. Cap: Om Umyndige og Værger 523. XVIII. Cap: Om Overformyndere og Børn 544. XIX. Cap: Om Tienistefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere 550. XX. Cap: Om Jøder og Tatere 563.
 
IV. Bog. Om Søeretten Haver IX. Capitler.
 
I. Cap: Om Skipperis, Styremænds, og alle andre Skibs-Betienters Antagelse, Løn og Forhold 565. II. Cap: Om Fragt, Tilsyn og Regnskab 595. III. Cap: Om Ulykkelige Kendelser, Averie og Lodsmænd 615. IV. Cap: Om Skibbrud og Vrag 635.
V. Cap: Om Bodmerie og Biilbreve 642. IX. Cap: Om Kongens Søefolk 665. VI. Cap: Om Asseurance 649. VII Cap: Om Admiralskab 657. VIII. Cap: Om Søerettens Sagers Udførelse 662.
 
V. Bog. Om Adkomst, Gods og Gield. Haver XIV. Capitler.
 
I. Cap: Om Contracter og Forpligter 667. II. Cap: Om Arv og Skifte 673. III. Cap: Om Kiøb og Sal og Mageskifte 724. IV. Cap: Om Gave og Bebrevelse 747.
V. Cap: Om Hævd 756. VI. Cap: Om Udlæg og Indførseler 758. VII. Cap: Om Pant 764. VIII. Cap: Om Laan, Leje og betroet Gods 774.
IX. Cap: Om Hittegods 781. X. Cap: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskerj 784. XI. Cap: Om Møller og Vand 812. XII. Cap: Om Geder, U-udskaarne Heste, Stodhors 817.
XIII. Cap: Om Bier og vilde Dyr 820. XIV. Cap: Om Gield 824.    
 
VI. Bog. Om Misgierninger. Holder XXII. Capitler.
 
I. Cap: Om vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Troldom 857. II. Cap: Om Sværen og Banden 865. III. Cap: Om Helligbrøde 868. IV. Cap: Om Forgribelse imod Kongens Højhed, eller Crimine Majestatis 875
V. Cap: Om Børns Forseelse imod Forældre, Item Husbonds og Hustruis 882. VI. Cap: Om Manddrab 886. VII. Cap: Om Afhug og Saar 896. VIII. Cap: Om Udfordringer og Dueller 904.
IX. Cap: Om Husfred, Kirkefred, Tingfred, Vejefred, Plovfred 910. X. Cap: Om Skade af anden Mands Vaaben eller Fæ 920. XI. Cap: Om Vaadis Gierning 923. XII. Cap: Om Nødværge 930.
XIII. Cap: Om Løsagtighed 934. XIV. Cap: Om Vold og Herverk 949. XV. Cap: Om Ran 956. XVI. Cap: Om Røverj 966.
XVII. Cap: Om Tyverj 968. XVIII. Cap: Om Falsk 987. XIX. Cap: Om Mordbrand og Heedebrynde 991. XX. Cap: Om Fæis Drab eller Saar 995.
XXI. Cap: Om Æresager 998. XXII. Cap: Om Hustruis, Børns, eller Tienistetyendis Forlokkelse 1002.    

I Akær er 18 mark guld - Agerø hører nu til Karby sogn i Sønder herred. 1239 skødede Viborg Domkapitel omtrent 30 mark guld jord her til kongen (Poht.Ann.il. 113), og da det er en lille ø, kunde man, skønt den er frugtbar, dog ikke godt antage, at der da var andre lodsejere. Men da der ovenfor siges, at kongen har 18 mark guld her, må man dog antage, at den er indført i jordebogen 1231 og ikke efter 1239, da der så vilde have stået 30 mark guld; øen havde altså mindst 48 mark guld. Den nævnes ikke i »listen.