Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn

blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   

Første gang, Eskjær nævnes i skriftlige kilder, anføres at være i et tingsvidne fra 1328, hvor hr. Jakob Nielsen (Gyldenstierne) til Eskjær omtales. Eskjær findes desuden perifert omtalt i Diplomatarium Danicum 06. marts 1407. Her optræder "hr. Niels Jakobsen af Elkær, fordum ridder".

Gården blev i 1619 overtaget af kreditorer og herefter erhvervet af slægten Parsberg. Niels Parsberg måtte i 1664 pantsætte Eskjær, og slægten Rantzau ejede herefter kortvarigt gården, indtil oberst Verner Parsberg i 1681 tilbagekøbte den. Han solgte den igen til Barbara Rantzau i 1698, som han herefter giftede sig med, hvilket skulle have gjort ham styrtende rig.

Verner Parsberg ejede også fra 1693 Skivehus, som han bestyrede sammen med Eskjær indtil sin død i 1719, samme år som opførelsen af bindingsværkslængen over borgkælderen til Gl. Skivehus . Allerede ved sønnens død i 1730 var begge godser i økonomisk og tilstandsmæssig forfald. Herefter ejedes Eskjær fra 1735 af ge­hejmeråd, præsident i højesteret Claus Reventlow, der formodes aldrig at have boet på denne dengang faldefærdige Salling-besiddelse. 

I 1750 fik Eskjær den første borgerlige ejer, Mads Hastrup, som indtil sin død i 1767 fik Eskjær sat i en fortræffelig økonomisk tilstand, og han lod i 1761 den nuværende hovedbygning opføre, kan man se på en indskrift over hovedfløjens dør.

Det hedder om Mads Ha­strups bygningsværk, at det "... danner en smuk arkitektonisk helhed, idet borg- og ladegård hver for sig er trefløjet og åbner sig mod hinanden... De tre fløje har alle et stokværk, men midt gennem hovedfløjen går en toetages frontispice, der ligesom, sidefløjens gavle er ført op i en høj segmentfronton. Soklen er sat af granitkvadre, mens murene er hvidkalkede, og det hele danner et sobert, enkelt bygningsanlæg med et vist borgerligt og solidt tilsnit. Under hovedfløjen findes i kælderen endnu rester af en sengotisk bygning med tykke mure, der er sat i munkeskifte. Kælder­rummet er dækket af otte små krydshvælvinger på tre svære, murede midterpiller. I ydermuren er en række små nicher. Efter et sagn på stedet var disse kælderrum opholdssted for de kendte hekse »Thise trolde«, indtil de efter domfældelsen blev kastet på bålet." 

Efter Mads Hastrups død 1767 blev Eskjær igen ret stærkt forgældet. 1781 solgtes Eskjær til senere ju­stitsråd og generalkrigskommissær Christian Lange for 49.000 rdl. Lange blev ejer o. landboreformerne, og som den driftige landmand, han var, skred han til udskiftning af godset m.h.p. at reetablere det økonomisk. Herunder skulle forholdet til andre større jordejere og hans bønder være blevet så anstrengt, at der stadig verserer historier om ham, hvor han både spøger på gården, og om hans oprettelse af ladegården Langesgaard, der skulle være oprettet som et resultat af bøndernes chikane med at aflæsse deres tiendekorn på en af Langes marker, hvor han så lod laden bygge omkring kornet.  

Ved Langes afhændelse i 1797 af Eskjær og Langesgaard fik de to gårde hver sin ejer. I 1869 solgtes Eskjær til cand. jur. Ludvig Th. Schütte, hvis søn dr. phil. Gudmund Schütte restaurerede hovedbygningen gennemgribende, og han lod desuden opføre en ny avlsgård. Der blev også tilkøbt jord, og løvskoven blev genoprettet efter en periode med ret voldsom hugst.