Helt centralt står Aage Trommers forskning, der har været banebrydende, når det drejer sig om jernbanesabotagen i Danmark.
Primært med baggrund i DSB-akter har Trommer påvist, at den danske jernbanesabotage kun medførte minimale forsinkelser, som havde ringe eller måske slet ingen indflydelse på de militære begivenheder længere sydpå. Eller som Trommer formulerer det i sit forord:
”Da jeg begyndte arbejdet med at konfrontere sabotageindsatsen på jernbanerne med den tyske trafik, skete det ud fra en forventning om, at jeg på en eller anden måde ville nå frem til en konstatering af, hvor meget jernbanesabotagen havde betydet, hvor stor dens virkning havde været. Det var med overraskelse, for ikke at sige forbløffelse, at jeg, efterhånden som arbejdet skred frem, måtte erkende, at konfrontationen ubønhørligt tvang mig ud i en påvisning, der er bogens hovedtese: hvor lidt jernbanesabotagen havde været i stand til at influere på det militære begivenhedsforløb i den danske afkrog af Den anden Verdenskrig.”
Dette sidste kunne indikere en politisk betinget divergens. Todlstrup var politisk nært knyttet til Dansk Samling, som bl.a. gik ind for direkte valg af statsministeren (som valget af den amerikanske præsident) og flertalsvalg i enkeltmandskredse (som i UK). Begge dele ville svække de eksisterende politiske partier. Derfor var Bennikes gode partipolitiske kontakter, især til Socialdemokratiet, en faktor, som - om ikke forklarer konflikten med Toldstrup - giver en god forklaring på, hvorfor den taktisk og strategisk langt dygtigere Toldstup tabte kampen med Bennike.
Schøller var - eller blev under konflikten med Toldstrup - Bennikes mand og erstattede som sådan Toldstrup i febr. 1945 som chef for region I, som blev omorganiseret i nøje overensstemmelse med Bennikes direktiver. Toldstrup var blevet indsat af Flemming Juncker, hvis næstkommanderende han blev fra slutningen af 1943, som leder af region I i juni 1944.
Hvis man interesserer sig for konflikten mellem Anton Toldstrup alias Anton Ingersøn Jensen og oberstløjtnant, senere generalmajor Vagn Bennike, så er Poul Westergaard Jensens, Kære Fætter, 1990 et godt bud. Bogen bringer ikke egentlig nyt og har en svaghed i, at det er vanskeligt at efterprøve dokumentationen, især i de kortere citater. Bogens helt store værdi er fyldige uddrag fra især Toldstrups og Bennikes arkiver. Toldstrup har udgivet sine erindringer, Uden kamp - ingen sejr, og Sv. O. Gade har udgivet en art heltebiografi om Toldstrup. Især i forhold til sidstnævnte er Westergaard Jensens Kære Fætter langt at foretrække.
Mere lokalspecifik er Merete Just, Anton Rask, 2013.
Anton Rask og Toldstrup var venner og begge tilknyttet Dansk Samling. Rask er efter krigen blevet bebrejdet at have sympatiseret med Bondepartiet før besættelsen.
For helt at forstå Rask som menneske og som en del af tidens politiske udtryk skal man nok også gøre sig klart, at Bondepartiet, Det Frie Folkeparti og Landboernes Sammenslutning (LS) var udtryk for en agrar populisme, der idemæssigt lå tæt på nazismen og personafhængigt let kunne overskride den "kridtstreg", hvor man blev karakteriseret som besættelsesmagtens kollaboratør.
I bogen om Rask er der en beskrivelse af hans vidneudsagn til fordel for Lothar Jeppesen, sysselleder for DNSAP, som Rask kendte lokalt. Man kan i dette se Rask som frisindet og tolerant, et menneske med overskud og menneskeforståelse. Man kan også se det som en forståelse, udsprunget tæt på, men på den rigtige side af "kridtstregen".
Lidt tilsvarende har vi Valdemar Thomsen fra Skanderup og andre fra Bondepartiet, der efter besættelsen ved Byretten blev idømt fængselsstraf for "landskadelig virksomhed", dvs. deltagelse i Broholm mødet 14.-15.08.1940, hvor Fritz Clausen og de danske nazister (forgæves i forhold til Valdemar Thomsen) forsøgte at overtale Bondepartiet til at indordne sig under nazisterne. Men Valdemar Thomsen blev frikendt ved Landsretten, altså en relativ nådig udgang på noget, som ellers for mange kunne sammenfattes i dom og fordømmelse "med tilbagevirkende kraft". Der kan ikke herske tvivl om, at Bondepartiet sammen med LS var populistiske, agrare bevægelsier, der havde berøringsflader til nazismen. Således blev en af lederne, Axel Christian Hartel, der allerede sommeren 1940 havde opfordret til samarbejde mellem Bondepartiet, LS og DNSAP, efter krigen idømt 14 års fængsel. Dommen blev dog efterfølgende stærkt reduceret.
Det må erindres, at det dengang ikke var ulovligt at sympatisere med besættelsesmagten. Tværtimod. Eller for den sags skyld arbejde i Tyskland.
|
Flemming Juncker og Anton Jensen, døbt Toldstrup af Junker, den civile top af modstandsbevægelsen.
Herunder
Flemming Muus og Vagn Bennike, den militære top af modstandsbevægelsen.
Den civile del var førende i marken. Den militære del var politisk inde ved magtens rod, samarbejdspolitikerne, især Socialdemokratiet.
Og det viste sig at være afgørende for spillet om magten og freden efter besættelsen.
|
En af de bedste - om ikke den bedste - biografi over de under besættelsen overordentligt aktive kommunister er Morten Møller, Hvem er Nielsen? 2012 om Børge Houmann. En fortræffelig beskrivelse af kommunisternes helt centrale rolle inden for den illegale presse og de allerførste i sabotageaktionerne. I 2009 udgav Morten Møller tilsvarende en biografi om Mogens Fog i 2 bind. Begge de biograferede kommunister var helt centrale aktører under besættelsen. Og såmænd da også i efterkrigstiden.
Ud over litteraturen har vi som nævnt heldigvis adgang til store mængder af dokumentarisk materiale, registreret og gjort offentlig tilgængeligt i Frihedsmuseets Modstandsdatabase*. Der er desuden en ganske omfattende arkivregistrant over besættelsestiden. Her kan man dog ikke umiddelbart finde lokalhistoriske oplysninger. Registranter over de 3 jyske regioner er nøje gennemset uden resultat ud over, hvad man kan finde i Trommers registreringer i Modstandsarbejde i nærbillede.
Derimod kan man finde godt billedmateriale i en omfattende billedsamling, udgivet af Skive Museum i 2008, Skiveegnen under 2. verdenskrig
Endelig er der Besættelsestidens illegale blade og bøger1940-1945, der kan benyttes til at stifte bekendtskab med oplysninger, som ikke blev bragt i den officielle presse. Først og fremmest interessant m.h.p. at få indblik i holdninger, der var i opposition til samarbejdspolitikken.
Samarbejdspolitikken var som et resultat af sammenfaldende danske og tyske interesser på en række punkter i høj grad en forhandlingspolitik, hvor Danmark kunne give og tage i de løbende forhandlinger. Dette viste sig f. eks. i spillet omkring jødeaktionen i okt. 1943, hvor forspillet startede allerede i jan. 1942.
* Her viste besættelsesmagtens repræsentanter - ikke mindst den rigsbefuldmægtigede Werner Best, som i nov. 1942 afløste
C. von Renthe-Fink - stor forståelse for vigtigheden af at bevare kontakt til og forhandling med de samarbejdende danske politikere og myndigheder. Der synes at være dokumentation for, at Best havde en meget lunken holdning til og faktisk modarbejdede effektueringen af den tyske jødepolitik i Danmark, indtil den blev effektueret 01.-02. okt. 1943. Og at Best forudgående sørgede for, at aktionen blev kendt, hvilket gav mulighed for at langt hovedparten af de deportationstruede jøder kunne redde sig til Sverige.
* I Skive var der iflg. byarkivar Niels Mortensen kun en enkelt jøde, Camilla von Essen, som blev gift Christensen, og som så vidt man ved uden problemer forblev i Skive i hele besættelsesperioden.
*
Den socialdemokratisk-radikale regering under Th. Stauning blev siddende og allerede 10. april udvidet til en
national samlingsregering med deltagelse af Venstre og Konservative. Hermed indledtes forhandlings- eller
samarbejdspolitikken, dvs. et økonomisk-politisk samarbejde med besættelsesmagten med det formål at bevare mest mulig dansk selvbestemmelse. Det betød bl. a., at danske ønsker og tyske krav løbende blev forhandlet og afstemt gennem det danske udenrigsministerium, der som et led i samarbejdspolitikken den 8. juli 1940 fik ny leder, Erik Scavenius, der afløste P. Munch. Samarbejdspolitikken omfattede bl. a. omfattende fødevareleverancer til Tyskland.
Samarbejdspolitikkens problemer
I første halvdel af perioden, indtil
29. aug. 1943, var det således danske politikere i samarbejde med besættelsesmagten, der i hovedtræk administrerede et besat land. Begrundelsen for forhandlings-, samarbejdspolitikken var bl. a., at man hermed kunne beskytte befolkningen mod de værste overgreb. Det kan også anføres, at den dansk-tyske grænse, som blev fastlagt ved folkeafstemning i 1920, var den eneste Versailles-grænse, som Hitler ikke søgte ændret, formentlig nok et resultat af den samarbejdspolitik, som regeringen havde forhandlet sig frem til.
Som et tegn på skærpelse af et ellers næsten gnidningsfrit samarbejdsforhold, kan man se 'telegramkrisen', hvor karrierediplomaten C. von Renthe-Fink blev afløst af SS-officeren Werner Best som befuldmægtiget, og den øverstbefalende for hæren Erich Lüdke, der havde førte en ret tilbageholdende politik, blev afløst af Hermann von Hanneken, der indledte en hårdere kurs i bekæmpelsen af sabotagen. Midt i september 1943 tiltrådte endelig SS-officeren Rudolf Mildner som chef for sikkerhedspolitiet i Danmark.
På den danske side af samarbejdspolitikken afløstes nu socialdemokraten Wilhelm Buhl, der havde været statsminister siden Staunings død i foråret 1942, af den radikale Erik Scavenius, der som aktiv politiker og udenrigsminister under 1. verdenskrig var overbevist om vigtigheden af neutralitet og forsigtighed over for den tyske nabo.
Danske kommunister har dog næppe følt sig beskyttet af eller været tilhængere af samarbejdspolitikken, hvor der i aug. 1941 blev vedtaget en lov, som (i strid med grundloven)
forbød al kommunistisk virksomhed*.
Det har nok også knebet noget med
danske jøders tillid til samarbejdspolitikken. For dem blev den dog en positiv overraskelse - som Erik Scavenius formulerede det over for besættelsesmagtens repræsentant, Werner Best, så var der ikke med de ca. 8000 registrerede jøder noget "jødeproblem" i Danmark. Ikke før med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943, hvor den af tyskerne planlagte
aktion mod jøderne 01. - 02. okt. 1943 blev "lækket" af en tysk embedsmand, G. F. Duckwitz - allerede d. 28. september, og muligvis på foranledning af W. Best - til socialdemokratiske politikere, således at det lykkedes at evakuere de fleste til Sverige, kun
3-500 blev taget under aktionen. Werner Best fik ved denne indsats så meget kredit, at han undgik at blive dømt til døden efter besættelsen. Den meget forsigtige linie over for den danske forhandlings-, samarbejdspolitik illustreres glimrende i Indberetning fra Cecil von Renthe-Fink til det tyske udenrigsministerium 20. januar 1942, hvor man i Tyskland havde besluttet, at nu skulle der findes en løsning (Endlösung) på det europæiske jødespørgsmål: "Så længe det ud fra hensynet til krigsførelsen og vores totale politiske interesser synes afgørende, at den rolige udvikling i Danmark ikke forstyrres, kan en alvorlig behandling af jødespørgsmålet i Danmark ikke komme i betragtning." De argumenter, Werner Best som rigsbefuldmægtiget sammen med andre repræsentanter for den tyske besættelsesmagt i Danmark fremførte over for Berlin var, at de danske jøder var så få - ud af Europas ca. 11 mio. jøder, anslog man ved
Wannsee konferencen efter indberetninger fra Danmark, at der her var 5600, hovedsageligt koncentreret i København. Desuden at de var en integreret del af den danske befolkning, hvor det ville blive opfattet som forfatningsbrud, hvis man fratog dem deres borgerlige rettigheder. Og endelig var der, hævdedes det, ingen jøder på betydningsfulde poster i det danske samfund.
I marts 1943 blev der afholdt rigsdagsvalg, hvor samarbejdspolitikkens partier fik 95,5 % af stemmerne. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august blev det med departementchefstyret og dannelsen af Frihedsrådet i sept. 1943 mere tydeligt, at der i Danmark ikke var udelt begejstring for samarbejdspolitikken.
I løbet af sommeren 1943 var det blevet tydeligt, at tyskerne i krigen var i alvorlige vanskeligheder, krigslykken så ud til at vende. Dette skulle jo nok heller ikke gøre begejstringen for samarbejdspolitikken større. Som det fremgår af det følgende, var det dog helt frem til besættelsens afslutning kun et forsvindende mindretal, som satte sig op mod besættelsesmagten gennem illegale aktiviteter. Undtagelsen var af gode grunde danske kommunister og jøder, for hvem det selv med et minimalt kendskab til den nazistiske ideologi var klart, at hverken samarbejdspolitik eller passivitet kunne redde dem. De fleste jøder blev i okt. 1943 som nævnt evakueret, kommunisterne derimod var efter Kommunistloven jaget vildt og blev grundstammen i modstandsbevægelsen.
Den tidlige modstandsbevægelse i Danmark var i vid udstrækning et udspring af illegaliseringen af DKP med
Kommunistloven af 22.08.1941. Den anden del udsprang af det britiske, af Churchill startede, hemmelige sabotagekorps
SOE, som i al dets virke var genereret som britisk udenrigspolitik. En dansk afdeling af SOE etableredes allerede efteråret 1940.
Carl Johan Bruhn var den første, der var blevet udset til for SOE at skabe kontakt til den danske modstandsbevægelse, men hans faldskærm foldede sig ikke ud, og han blev dræbt 27.09.1941. I 1942 kom
Michael Rottbøll, der var blevet uddannet i England, til Danmark, hvor han blev chef for
SOE fra 17. april 1942 indtil han blev skudt under anholdelse 26. sept. 1942. Af danske betjente. Også SOE-officeren
Poul Johannesen var blandt de første i forsøget på at organisere modstand med sabotage mod besættelsesmagten, han tog en giftampul 05. sept. 1942 under en politiaktion for at undgå arrestation.
I forlængelse af disse meget uheldsramte, indledende modstandsaktiviteter kom så på lokalt plan
Chr. U. Hansen og
E. Nymann til. De organiserede den første nedkastning i Jylland af 3 faldskærmsfolk v. Farsø 01. august 1942, Materiellet gik tabt.
Rottbøll forsøgte efter nedkastningen i Danmark at få sabotagen igangsat. Først hen på sommeren 1942 ændrede SOE i nogen udstrækning sin afvisende holdning hertil.
I marts 1943 fandt den første nedkastning sted i Jylland, hvor der blev modtaget våben og sprængstoffer. Siden blev der også nedkastet på Fyn og Sjælland, men Jylland blev, med sin større nærhed til England, den foretrukne landsdel. Se
Statens Arkiver.
Lokalt foregik modstandskampen som i det øvrige Danmark: Den spæde start fra 1942, eskalering fra 1943, der fra 1944-45 medfører arrestation og deportation til Frøslev- og / eller kz-lejre. For flere med døden til følge.
Organisatorisk er der lokalt og konstaterbart flest DKP'ere, men de er ikke registreret som medlemmer af de store kommunistiske modstandsorganisationer, BOPA og Frit Danmark, kun som kommunister, engageret i illegalt modstandsarbejde, ikke mindst den illegale presse. Desuden er der få eksempler på medlemskab af Holger Danske. De mest kendte af de her anførte med lokal tilknytning (Toldstrup, U. Hansen og Nymann) har været så centralt engageret i modstandskampen, at man stort set ikke har kendt til dem lokalt, bortset fra Toldstrup.
Christian U. Hansen er en af besættelsestidens helt markante personligheder.Født 26.05.1921, henrettet 23.06.1944.
Han er fra Farsø, student fra Viborg Katedralskole (begge dele tilsvarende Erik Nyemann, der dog er født og opvokset i Skive, men tilknyttet Farsø, formentlig via vennen og skolekammeraten Chr. U. H.), og studerede teologi før det aktive modstandsarbejde blev indledt. Desuden registreret som forfatter (vist 'kun' et par artikler i den illegale presse) og kornet, d.v.s. laveste officersgrad i kavaleriet - der kan sammenlignes med artilleriets sekondløjtnant. Registreret med tilhør i Næstved, København, Farsø, Viborg, København o.a. steder, Aars, Skive, Vanløse, Års, hele Jylland
Region 1 (Nordjylland), Region 5 (Sjælland), Region 6 (København), Region 3 (Sydjylland), Region 2 (Midtjylland)
Var siden gymnasietiden tilknyttet Dansk Samling, gruppeleder i Holger Danske, Leder, næstkommanderende under Juncker, i Jyllandsledelsen, tilknyttet undergrundshæren.
Som det fremgår, er tilknytningen til Skive perifer, formentlig at sammenligne med Toldstrups, hvor Toldstrup dog oprindeligt var bosat i Skive, hvorimod Chr. U. Hansen er gårdmandssøn fra Farsø og ellers registreret stort set landsdækkende.
Organisationstilknytning var Dannevirke, Dansk Samling, Holger Danske, SOE, Aarsgruppen. Også her er sammenligningen med Toldstrup slående.
Blev arresteret 27.02.44 på banegården i Ålborg. Sad i Horserød og Vestre Fængsel. Henrettet 23.06.44 i Ryvangen. Det hedder herom i registranten: "Arresteret og forsøgt befriet - men afslog." Chr. U. Hansen anfører i et privat brev først og fremmest samvittighedsgrunde til sit afslag, og at han nok mente at kunne udholde Gestapos forhørsmetoder uden at sladre.
|
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. Som her omtalt Chr. U. Hansen og Erik Nyemann.
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt. Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. D. 1. september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne. Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.
Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet etableredes den 16. september 1943 af modstandsfolk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.
Den nu centralt ledede modstandsbevægelse var den eneste af sin art i de besatte europæiske lande. Ledelsen i Frihedsrådet bestod af
Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark. Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.
De største og vigtigste modstandsorganisationer:
BOPA (Borgerlige Partisaner) blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943. Kernen var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. Modstandsfolk fra denne gruppe, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen. Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer.
Den opstod i foråret 1942 på initiativ af den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen. Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad Frit Danmark var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Under redaktion af Mogens Fog appellerede bladet til det mere kræsne og akademiske publikum på venstrefløjen.
|
Henry Hede i Neuengamme. Hed oprindeligt Arne Henry Kristian Jensen, 14.02.1905 - 31.12.1944. Overført fra Frøslev * 14.08.1944 til Neungamme, ankomst 20.10.1944. Og altså død ca. 2 mdr. efter ankomsten "... af dysenteri og almindelig svækkelse."
registreret som aktiv i modstandsbevægelsens ledelse fra 1943.
Arresteret 29.08.1943, løsladt 7 uger senere. Herefter aktiv som leder og som "Europas bedste nedkastningschef".
|
Fritz Albert Nielsen, støberiarbejder. 01.01.1920. Kom til Skive i 1941, da kommunistloven blev vedtaget. Arresteret 21.06.1944, Frøslevlejren 14.08.1944, til kz-lejren Neungamme 20.10.1944. Her døde han 22. dec. 1944. Det bemærkelsesværdige ved Fritz A. Nielsen og Henry Hede er, at de som Voss-Petersen kun tog turen omkring Frøslevlejren men hurtigt blev deporteret til den for de fleste visse død i de tyske kz-lejre.
|
født i Nibe
|
|
07.07.1914, død 05.06.1945, lærer, sekondløjtnant - eller kornet, som det hed dengang, byleder i Skive, anbragt i Frøslevlejren * fra 09. januar 1945, flygtede ved indlæggelse på Sønderborg Statshospital, pågrebet igen 21.04.1945 død 05. juni 1945 efter genindlæggelse på Statshospitalet ved befrielsen. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det: "Til sygehus 14-3-1945". Døde af en kronisk lidelse, basedow, som i koncentrationslejren ikke blev behandlet tilstrækkeligt.
|
Født 27.01.1901, død 14.01.1944. Skovfoged, Skovopsynsmand,Region 1 (Nordjylland), Region 5 (Sjælland). Fra 1943 Stoholm, tidligere Region Sjælland. Begik selvmord, da hans gruppe i jan. 1944 blev arresteret. Er ikke registreret under Skive Distrikt, men den modtagegruppe i Stoholm, han ledede kom efterhånden også til at omfatte medlemmer fra Skive, broderen Jacob Alsbjerg og Peter Jensen (det kan efter de foreliggende oplysninger kun være P. Led Jensen, Grinderslev).
|
Tage Marius Nielsen 1916-45, født 26.02.1916, død 24.04.1945, lagerekspedient, Region 1 (Nordjylland). skudt på Ørum Hede af tysk fly under våbenmodtagning. Han var signalmand og tiltrak sig hermed de tyske kugler.
Var organiseret i Radikal Ungdom (iflg. Tage Kaarsted: Radikal Ungdoms politiske Historie, 1911-61, 1961, s. 34, spalte 3.).
Ørum Hede var nedkastningsplads nr. 223, hvor der fandt 6 modtagelser sted, de 5 forgæves. Under den 3., som fandt sted natten mellem 23. og 24. april blev Tage Nielsen dræbt, formentlig af en tysk jager, der fulgte det engelske nedkastningsfly.
Flg. fra gruppen har det været muligt at identificere:
Ud over brødrene Haagen og Tage M. Nielsen var en tredie bror, Henning Nielsen også involveret i modstandsarbejdet.
Af en flyteknisk rapport fremgår det, at der var observeret et Halifax nedkastningsfly, ledsaget af Mosquito jagere. Rapporten er desværre gældende for døgnet efter, Tage Nielsen blev dræbt natten mellem 23. og 24. april.
Man finder kun Tage Marius Nielsen i Modstandsdatabasen ved at søge på navnet. Oven i købet sker der det, at navnesøgningen incl. Skive Distrikt giver den forkerte Nielsen.
Først ved søgning på Tage Marius Nielsen uden angivelse af distrikt, eller med en "Quicksøgning", finder man frem til den rigtige TMN.
|
Engelske fly, der bl.a. blev benyttet under 2. verdenskrig
Erik Nyemann er (som desværre flere i Modstandsdatabasen) tvivlsomt registreret i og med, at han - som helt åbenbart den samme person - optræder som 4 forskellige. Han er registreret som hjemmehørende i henholdsvis Farsø og Skive. Til sikre oplysninger hører, at han er student fra Viborg. Det fremgår også, at Erik Nyemann var blandt de 11, der blev skudt af Gestapo 09. august 1944 under en fangetransport fra Shellhuset i København til Frøslevlejren. Henrettelsesstedet var Lauringe Mose ved Osted, massakren ved Osted. Nogenlunde sikre data: 06. april 1922 - 09. august 1944, jurastuderende og / eller kunstmaler, medlem af mod-standsgruppen Holger Danske. Var tilknyttet både Region 1 (Nordjylland), 2 (Midtjylland) og 3 (Sydjylland). Søn af læge Knud Nyemann fra Skive.
|
Bagersvend Helge Børge Voss-Petersen, blev arresteret ved den store Gestapo razzia i Skive 09. jan. 1945. Han er registret som født i Gedser 13.01.1916, død 12.09.1945. Indsat i Frøslevlejren 29.01.1945, overført til kz-lejr Dachau 16.02.1945, herfra til Neungamme. Registreret som oversergent, bageribestyrer, aktiv i Region 1 (Nordjylland) og 6 (København), hvor han var tilknyttet undergrundshæren. Voss Petersen figurerer i Modstandsbasen som Helge Børge Voss-Petersen. Selv om Voss-Petersen i Modstandsbasen er registreret som hjemmehørende i Skive, er han primært registreret som tilhørende undergrundshæren, Region 6 (København) og som indsat i Frøslevlejren, hvorfor tilhøret til Skive skal udledes med lodder og trisser. Men han var tilknyttet nedkastningsgruppen i Skive.
Helge Voss-Petersen pådrog sig i koncentrationslejropholdet en uhelbredelig tuberkulose.
|
Født 24.01.1914, død 13.10.2010
Tandlæge, Skive. Region 1 (Nordjylland), næstkommanderende under først Knud N. Andersen, herefter Willy Jensen.
|
|
Af de her afbildede er kun Ib Dragheim registreret under Skive Distrikt. Alle, der døde i eller umiddelbart efter som resultat af et ophold i koncentrationslejr er registreret efter koncentrationslejren.
Ib Dragheim var iflg. Frihedsmuseets Modstandsdatabase tilknyttet undergrundshæren, næstkommanderende i militærgruppe i Skive, med i modtagergruppe, indsamlede penge til illegale filmfremvsininger. Ud over Dragheims egen fremstilling i Skivebogen, er hans aktiviteter dokumenteret gennem arkivmateriale, som Frihedsmuseet har liggende. Dragheim var livslangt tandlæge i Skive, herunder aktiv i tandlægernes faglige og organisatoriske aktiviteter.
Ib Dragheim var næstkommanderende under den unge Willy Jensen, som overtog ledelsen i Skive som byleder i februar 1945 efter Knud Nørlem Andersen ved dennes arrestation og overførsel til Frøslevlejren.
Andre, som i Skive anses for lokale modstandsfolk, kan være registreret efter tilhør til andre regioner / lokaliteter. A. J. Toldstrup er f. eks. registreret med oprindelig tilhør til Skive by, men søger man på Skive by eller Skive Distrikt i personsøgningen, så finder man ham ikke, heller ikke på Anton Jensen m. fl. benyttede navne. Derimod som regionsleder m.v. for Nordjylland (Region 1), jysk modtagerchef i Midtjylland (Region 2) m.v. Skive Distrikt hører under Struer Sektion, der hører under Region 1. Man kan finde Toldstrup og andre personer med tilhør til Skive ved at foretage en
organisationssøgning.
Anton J. Toldstrup, i det civile Anton Ingersøn Jensen, toldassistent i Skive, er en af de mest udførligt omtalte og dokumenterede personer i Modstandsdatabasen. Hans aktiviteter i modstandskampen, hvor han er registreret som leder fra 1943, rakte langt ud over det lokale niveau. Politisk stillede han efter befrielsen op til Folketinget for
Dansk Samling, som han dog først meldte sig ind i efter besættelsen. Kort før sin død meldte han sig ind i
Den Danske Forening i protest mod den daværende flygtningepolitik.
Toldstrups personlige data er registreret som toldassistent, senere fabrikant, løjtnant af reserven, tolder samt forskellige varianter af disse stillingsbetegnelser. Registrerede byer, hvor Toldstrup opholdt sig var Skive, Ålborg, Hørning, Ålborg , Århus, og fra sommeren 1944 igen Ålborg. Han var tilknyttet Region 1 (Nordjylland), Region 2 (Midtjylland), Region 3 (Sydjylland). Han er registreret som regionsleder, organisator, nedkastningschef for Jylland, chef for Nordjylland, regions- og nedkastningschef, modtagechef, chef for modtagegrupperne i Jylland - det blev han, da Flemming Juncker måtte flygte til Sverige i marts 1944. Også her er der forskellige varianter i betegnelserne.
Dragheim og Toldstrup opererede på ledelsesniveau, og kan helt uden problemer bruges som eksempler på frihedskampens mere glorværdige aspekter, især Toldstrup, hvis strategisk, taktiske evner hyppigt bliver fremhævet. De har begge været i den heldige situation, at de har kunnet give eftertiden deres erindringer om oplevelserne under besættelsen.
Lidt mere broget ser det ud i de tilfælde, hvor det kostede deltagerne livet.
Johs. Alberg fra Stoholm, var indtil 1943 i modstandsbevægelsen i Region Sjælland. Da hans gruppe i Stoholm i februar 1944 blev taget af tyskerne, valgte han at begå selvmord, den mest effektive måde til at forhindre at give oplysninger under tortur.
Tage Marius Nielsen blev 24. april 1945 dræbt under aktion som signalmand på Ørum Hede. Han er ikke registreret i Modstandsbasen under Distrikt Skive, men kan findes under lokaliteten Skive og med tilhør til Region Nordjylland.
Bagersvend
Helge Voss-Petersen er heller ikke registreret i Modstandsdatabasen under Distrikt Skive, vel primært fordi han døde som følge af et ophold i
Frøslevlejren og kz-lejrene Dachau og Neungamme. Modstandsdatabasen er således vanskelig at orientere sig i, når man undersøger et distrikt som Skive.
Man finder som anført ikke umiddelbart de modstandsfolk, som mistede livet i koncentrationslejre. Her var især de lokale kommunister udsatte. Søger man i modstandsdatabasen på personnavne i relation til Skive, kan man finde 2, som døde i Neuengamme, begge tilknyttet DKP, nemlig Henry Hede (
Arne Henry Kristensen) og
Fritz Nielsen (dæknavn Åge). De blev interneret i 1944, begge i Frøslevlejren, herfra deporteret til
Neungamme, og de døde begge før befrielsen.
Desuden Knud Nørlem Andersen, der som H. Voss Petersen døde umiddelbart efter ophold i
Frøslevlejren, Voss-Petersen dog mere oplagt efter overførsel til Dachau og Neungamme. I alt mistede 6 fra Skive Distrikt livet under modstandskampen, nemlig 2 i Neuengamme, 2 i Frøslevlejren, 1 for at foregribe arrestation og 1 i aktion på Ørum Hede. Hertil kommer uden tilknytning til Skive Distrikt
Erik Nyemann, der blev likvideret ved gestapo-aktionen ved Osted og
Christian U. Hansen, der blev henrette i Ryvangen.
Erik Nyemann og Christian U. Hansen kan organisatorisk og i den geografisk set kun sporadiske tilknytning til Skive Distrikt sammenlignes med den 6 år ældre A. Toldstrup. Toldstrup og Nyemann starter begge i Skive med engagementet i modstandsbevægelsen. Nyemann og Chr. U. Hansen har lært hinanden at kende på Viborg Katedralskole, og de var begge fra besættelsens start ivrige deltagere i illegale møder i Skive. Organisatorisk var de begge tilknyttet Dansk Samling og Holger Danske.
Modstandsbevægelsens organisering
Modstandsbevægelsen blev i løbet af 1943 og endeligt i 1944 opdelt i 7 regioner. Region I var opdelt i distrikter og lokaliteter.
Denne inddeling var et resultat af et direktiv fra SOE, London, som dec. 1943 sendte
major Flemming Muus til Danmark. Han fik godsejer
Flemming Juncker til at påtage sig det organisatoriske arbejde med Jylland.
Juncker benyttede unge ikke-militære assistenter, først stud. teol. Chr. Ulrich Hansen, der blev taget og likvideret af tyskerne i febr. 1944. Herefter Anton Toldstrup fra Skive. Begge unge og overordentligt talentfulde. Den militære assistance blev en ældre officer, den 55-årige oberstløjtning Vagn Bennike. Bennikes placering i Jylland, hvor han efterhånden fik manøvreret sig frem til en ledende position som Jyllandsleder fik stor betydning for
region III, Sydjylland, som han var chef for. Især for den manglende succes i
jernbanesabotagen her.
Det er ganske artige historier om Bennikes kvalifikationer og hans forhold til Toldstrtup, som man kan underholde med.
Hvis man vil se dem lidt mere indgående, så beskrives de i et herværende
appendiks.
Aage Trommers kritik af Bennike går ikke i detaljer, men kan sammenfattes som manglende kvalifikationer m.h.t. togdrift, mere optaget af at centralisere magten hos sig selv end om effektiviteten i jernbanesabotagen, manglende viden og forståelse, og et paranoid forhold til Toldstrup, som af ledende kræfter i SOE karakteriseredes som Europas mest taktisk begavede nedkastningschef.
Skive distrikt hørte til Region I, hvor Toldstrup blev leder. For Toldstrup har det som nedkastningschef været vigtigt at koordinere aktiviteterne. Skive området var udset til - og blev - et vigtigt nedkastningsområde. Derfor var det uhensigtsmæssigt med forstyrrende aktiviteter, f. eks. jernbanesabotage, der kunne henlede besættelsesmagtens opmærksomhed på området.
Region III var oprindeligt opdelt i 22 distrikter, men som det fremgår af Aage Trommers forskning, har der snarere været 14, d.v.s. at der har været foretaget en sammenlægning af de mindste af distrikterne. I denne sammenlægning er Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov og Vamdrup blevet til lokaliteter i Vejen Distrikt. Kortet neden for er af så dårlig en kvalitet, at man kun vanskeligt kan se de 14 distrikter (sorte markeringer), som blev et resultat af sammenlægningen af de oprindeligt 22 (markeret som røde cirkler).
Klik på kort for forstørrelse. Men man kan da se, at det især var Vejen Distrikt, som var et resultat af sammenlægningerne i Region III.
Det fremgår af nedenstående kort, at det især var banestrækningerne i Jylland, som var sabotagemål. Og her igen specielt strækningerne o. Struer - Holstebro - Herning, mellem Vejle-Brande og omkring Aarhus - Silkeborg - Skanderborg. Skive er ikke markeret som jernbanesabotagemål, da området af Toldstrup vel var udtænkt som nedkastningsområde. Toldstrup var selv, før han måtte gå under jorden, med i den gruppe på 6 mand, som i jan. 1944 deltog i den
første våbenmodtagelse i Flyndersø området øst for Snævringen. Til gengæld var Thybanen, anlagt 1882, fra september 1944 et overordentlig hyppigt mål for jernbanesabotage.
Kortet er taget fra den
hjemmeside under statsministeriet, som blev oprettet i forbindelse med A. Fogh Rasmussens ret pludselige interesse i besættelseshistorien i 2003, hvor Danmark engagerede sig i den primært amerikanske og ikke FN godkendte aktion i Irak. Men kortet bliver jo ikke misvisende alene af den grund.
Planlægningen af jernbanesabotagen
Følger man Trommers korrigerede liste for "aktioner mod jernbaner", var der i 1942 øst for Store Bælt den omtalte ved Snekkersten-Espergærde - herefter 111 i 1943, 311 i 1944, 1103 i 1945. Heraf flest på øvrige jyske baner end de østjyske - d.v.s. flest, hvor region III, II og I var involveret (Trommer, jernbanesabotage, s. 42-43).
Der var selvfølgelig impulsive, enkeltpersonbaserede aktioner, som f. eks. sten på skinnerne mellem Vejen og Andst 11. marts 1943 og adskillige "telefonbomber", som efterhånden blev negligeret p. gr. af deres manglende udførelse. Men ellers var der generelt tale om organiserede aktioner, hvor der stod centralt ledede grupper bag.
Til sammenligning refereres der her til en lokalitet i region III, som er undersøgt lidt mere detaljeret.
De kommunistiske sabotagegrupper arbejdede under centrale direktiver, herunder malersvend Hans Peter Poulsen, der af partiet var blevet sendt fra Odense til Esbjerg, hvor han f. eks. var med i en aktion i Lunderskov 10. august 1943.
De af kommunisterne ledede aktioner i 1943 havde ikke jernbanerne som vigtigste mål - de var snarest, hvad man kan kalde provokationsaktioner, men de fik nok den politiske effekt, at samarbejdspolitikken hermed kom til at lakke hurtigere mod enden, endegyldigt med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943.
Ved siden af de kommunistiske aktioner i 1943 gik den
britiske organisation SOE i 1943 også aktivt ind i overvejelser omkring jernbanesabotagens strategiske betydning. Helt centralt her stod SOE officeren
Ole Geisler, der var med til at organisere nedkastninggrupperne, bl. a. Hvidsten-gruppen. Geisler planlagde bl. a. en sprængning i Fredericia, men denne og en række andre mislykkedes og hele gruppen omkring Geisler blev trevlet op mod slutningen af 1943-44, hvor der blev påbudt et sabotagestop.
Sabotagestoppet fra 1944 udsprang af de vestallieredes planer om den invasion, som kom til at finde sted 06. juni 1944 i Normandiet, D-dag.
Det var også i denne forbindelse, at
Danmark blev inddelt i regioner, i første omgang 6, senere de 7, som er illustreret ovenfor på
kortet. Det overordnede hensyn blev herefter
koordineringen med den allierede krigsførelse.
Der blev nedsat et militærudvalg, M-udvalget, som skulle koordinere, så den danske indsats blev mest muligt tilpasset til den samlede, allierede planlægning. Flemming Juncker blev her uformel Jyllandsleder, indtil hans illegale lejlighed i Aarhus blev invaderet af Gestapo.
Herefter overtog Bennike og Toldstrup ledelsen, hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig konstellation.
Da jernbanesabotagen fra juni 1944 blev sat i gang, var Jyllandsledelsen - nok uheldigvis - delt mellem de stridende parter, Bennike og Toldstrup, indtil februar 1945, hvor Bennike befæstede sin magt, først og fremmest ved en alliance med de politikere, som han helt rigtigt havde set skulle komme til at spille den væsentligste rolle efter krigen. Disse politikere, først og fremmest socialdemokraterne, var ligesom Bennike og militæret i øvrigt noget betænkelige ved de politiske yderfløje, som dominerede i Frihedsrådet, DKP og Dansk Samling. Toldstrup tilsluttede sig og stillede op for Dansk Samling efter krigen - uden dog at komme i Folketinget.
Modstandskampen geografisk og i tal.
Tager man en geografisk fordeling af det, der er defineret som modstandsfolk, så er der i Skive Distrikt optalt
308 personer med det, der i modstandsdatabasen kaldes personsøgning. Her er ikke medregnet dem, der døde i eller efter koncentrationsloejrsophold. Skal man have alle med relation til Skive, kan man med andre søgekriterier finde
357 personer - herunder korrektion for gengangere. Man kan finde
navne på de fleste - af de registrerede under lokaliteten Skive. Hertil kommer 62 endnu ikke offentliggjorte navne. Man kan herunder se, hvilke oplandslokaliteter, der er registreret med personer tilknyttet Struer Sektion og Skive Distrikt:
Balling-Volling |
10 |
Lihme |
7 |
Bjerring |
1 |
Nautrup |
12 |
Durup |
4 |
Oddense |
13 |
Fly |
8 |
Otting |
1 |
Fur |
4 |
Roslev |
7 |
Glyngøre |
3 |
Rybjerg |
6 |
Grinderslev |
3 |
Rødding |
5 |
Harre |
1 |
Rønbjerg |
10 |
Hem |
4 |
Selde |
9 |
Hjerk |
5 |
Sevel |
1 |
Haasum |
1 |
Skive |
145 |
Jebjerg |
2 |
Stoholm |
13 |
Junget |
3 |
Vejby |
1 |
Krejbjerg |
4 |
Vridsted |
8 |
Lem |
9 |
Ørum |
7 |
Geografisk er modstandsbevægelsen - ikke så forbavsende - koncentreret til Skive. Men der er gode lokale variationer, som skal undersøges nærmere for at kunne forklares. Den afsmittende effekt - som filmatiseringen af Hvidsten-gruppen viser - har muligvis også gjort sig gældende i Skive Distrikt.
Der skal tages det forbehold over for Frihedsmuseets Modstandsdatabase, at man i skrivende stund har
registreret 85131 personer, heraf 56148 søgbare, som kan være kommet med af mere eller mindre tilfældige årsager. Desuden er der i den totale registrering en hel del
gengangere under mere eller mindre forskellige navne. F. eks. var Erik Nyemann registreret som 4 forskellige personer, nu rettet efter gentagne henvendelser. Der korrigeres hele tiden for mangler i registreringen, derfor kan der på helt besynderlig vis optræde svært sammenlignelige resultater i de her foretagne beregninger, f. eks. tabellen med fordeling på byer i Skive Distrikt - som ydermere har den svaghed, at den er beregnet efter
modstandsdatabasens regnearkversion, efterfølgende dog korrigeret for dobbelttællinger v. hj. af søgning på byer i selve databasen. Der redigeres løbende og konstateres, at der optræder sære variationer i tallene. Sådan er det desværre.
Der må også tages det forbehold, at de geografiske lokaliteter kan være usikre i det omfang, der findes flere med samme navn. Men indtaster man kriterier for både region, distrikt og lokalitet, skulle søgningen være sikker nok.
Accepterer vi tallene og anser dem for ca. retvisende for den modstand, som kom konkret til udtryk ved at gå ind i modstandsbevægelsen, så var der i Danmark 2,2 % aktive i modstandsbevægelsen. Her tages Modstandsdatabasen totale optælling i forhold til en befolkning på ca. 4 mio. i Danmark på dette tidspunkt - 3.844.312 i 1940, 4.045.232 i 1945. Det må derfor nok konstateres, at det kun var et forsvindende fåtal af befolkningen, der aktivt gik ind i modstandskampen - selv på et tidspunkt i 1945, hvor man ret sikkert kunne konstatere et nært forestående tysk nederlag. Befolkningstal iflg. Danmarks Statistik.
I Skive Distrikt er der med personsøgning i modstandsbevægelsen i skrivende stund registreret 308 + 58 endnu ikke offentliggjorte navne. Organisationssøgningen gav i lokaliteten / byen Skive 186, når man fratrækker personer, registreret primært i andre lokaliteter. Uden denne reduktion giver organisationssøgningen for lokaliteten skive 268 + 50 endnu ikke offentliggjorte personer. De fleste er
formentlig hvervet i 19452 under Willy Jensen som byleder. I Skive var der 11412 indbyggere i 1940 iflg. Statistisk Aarbog for 1945. Med det største antal registrerede, bosiddende i Skive by, giver det
en modstandskvote på 2,8 %, med det reducerede antal bliver
modstandskvoten 2,2 %, nøjagtig som landsgennemsnittet. I Stoholm var der i 1940 iflg. Statistisk Aarbog 883 indbygere og heraf 18 registreret i modstandsbevægelsen. Det giver en modstandskvote på 2,0 %.
Modstandskampens organisationstilknytning o. a. fordelingskriterier
Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på.
De manglende offentliggørelser i Modstandsdatabasen af udvalgte personnavne betyder for Skive Distrikt, at lidt over 18% af de registrerede personer ikke er talt med. Og det er en ganske alvorlig mangel ved de observationer, som fremgår nedenfor. Det bliver ikke bedre af, at man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede -
personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning -
og mangler som anført en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!
De viste tabeller for organisationstilknytning er en totaloptælling og fordeling af de offentliggjorte personer i Skive Distrikt - korrigeret for de forskelle i indhold, som forskellige søgekriterier udvirker,
se oven for. Hvis man i stedet for personsøgning foretager en organisationssøgning for de lokaliteter, som Skive distrikt omfatter, så får man 360 personer i alt. Forskellen i tallene skyldes, at der i personsøgningen ikke indgår personer med primært andre kriterier end tilknytningen til Skive, f. eks. ophold i kz-lejr. Derfor indgår der i de 360 organisationsoptalte også personer, som ganske vist er registreret med tilhør til lokaliteten Skive, men hvor den primære modstandsindsats er foregået i andre regioner og lokaliteter.
DKP var organisatorisk tilhør for 5 lokale modstandsfolk.
Dansk Samling var organisation for 2 lokale modstandsfolk. Hertil kommer
Holger Danske, som var organisation for mindst to med tvivlsom relation til modstandskampen i Skive.
Langt de fleste ikke organisationstilknyttede var i det, der kaldtes en militærgruppe, 319 af de her 360 optalte. I modtagergrupper var 12 organiseret, heraf 2 organiserede DKP'ere. Resten af modstandsaktiviteterne fordeler sig på almen illegal virksomhed, sabotage og illegal presse (her var Henry Hede og Fritz Nielsen med i udgivelsen af Ny Tid og Land og Folk, med som registrerede DKP'ere).
Kønsfordelingen er simpel, der var 1 kvinde, resten var mænd. Registreringen her siger:
Ida Franziska Mortensen, 16.08.1895 - 05.04.1950. Fisker, bosiddende i Skive, "hjælper" i modtagergruppe.
Ledere. Der er registreret 4 byledere, præsterne P. Chr. Haahr og Pilegaard, lærer Knud Nørlem Andersen, som blev afløst af bogholder Willy Jensen, da K. N. Andersen blev taget af tyskerne. Der var desuden 7 delingsførere, 29 gruppeførere, 1 stabschef, greve Adam Cyrille Knuth, der ejede Østergaard 1943-45, 1 transportchef, 2 ordonanser, 5 motorordonanser, 1 nedkastningschef, kurer o.m.m. (Toldstrup).
Frøslevlejren - som alle koncentrationslejrfanger fra Skive enten har haft som gennemgangs- eller sidste destination - blev opført på dansk grund (ved Padborg) og taget i anvendelse 13. aug. 1944 for at undgå deportation af danske statsborgere til tyske kz-lejre. Forløberen var Horserød-lejren, der fungerede som dansk internat for tyske flygtninge og efter Kommunistloven 22. august 1941 som internat for ledende medlemmer af DKP. Internerede jøder og kommunister blev efter 29. august 1943 overført til kz-lejre i Tyskland. Med den tyske accept af Frøslevlejren fra august 1944 kan man sige, at den danske samarbejdspolitik havde vundet en sejr i og med, at der nu var en aftale om, at danske modstandsfolk skulle anbringes i Frøslevlejren i stedet for de langt, langt barskere tyske kz-lejre.
Som man kan se her, hjalp det ikke kommunisterne fra Skive,
Fritz A. Nielsen og
Henry Hede, der begge blev deporteret fra Frøslevlejren til
Neungamme, hvor de begge døde i slutningen af 1944.
Ud af ca. 106.000 fanger overlevede ca. 55.000 opholdet i Neungamme. I alt blev ca. 1600 Frøslevfanger deporteret til en kz-lejr.
De to Skive DKP'ere endte i Neungamme og døde.
Den danske DKP-leder Aksel Larsen undgik arrestation med politiaktionen mod kommunisterne med Kommunistloven i 1941, men blev efter arrestation i november 1942 i august 1943 overført til kz-lejren Sachsenhausen, hvor han sammen med adskillige medfanger overlevede opholdet - ud af ca. 200.000 fanger overlevede her ca. halvdelen opholdet.
Man kan konstatere, at de fra Skive indsatte i Frøslevlejren døde umiddelbart efter opholdet i lejren, hvilket kunne synes i strid med selve grundlaget for Frøslevlejrens oprettelse - at sikre mere rimelige forhold for danske fanger, end de forhold, man næppe dengang kendte til fulde, men med rette frygtede. For alle de her nævnte gælder det dog, at de 2 dkp'ere og den åbenbart til særbehandling dedikerede Voss-Petersen alle blev deporteret til tidens værste kz-udrydelseslejre. Det har sikkert forværret forholdene i lejren, at lejren var bygget til at kunne rumme ca. 1500 fanger, og at antallet i løbet af 1945 steg drastisk til o. 5500 fanger
*.
Men hvorfor Knud Nørlem Andersen blev syg under opholdet i Frøslevlejren og døde umiddelbart efter, er det ikke muligt at sige noget om ud fra det foreliggende materiale. Men han skulle have lidt af en kronisk sygdom, der i så fald ikke lod ham overleve den manglende behandling i Frøslevlejren
Frøslevlejren blev fra befrielsen, eller i realiteten 03. aug. 1945, omdøbt til Fårhuslejren, hvor man internerede de ved retsopgøret til landssvigere dømte. Afvikling af lejren blev besluttet tilvejebragt inden 01. sept. 1949. Selv om man kan forholde sig ydmyg m.h.t. det manglende retsgrundlag i disse domfældelser, så kan man også anføre, at de indsatte trods alt undgik de værste udslag af selvjustits, der kom til at koste adskillige menneskeliv i tiden umiddelbart efter befrielsen - uden nogen form for rettergang.
Samarbejde med besættelsesmagten.
*
Skive har formentlig ligesom Viborg haft et
kartotek over "værnemagere, tyskerpiger m.v." Under alle omstændigheder opfordrede Frihedsrådet lokalkomiteerne til at registrere alt, de havde kendskab til af danske nazister, håndlangere, og hvad man titulerede tyskerpiger. Det er et noget tvivlsom kildemateriale, men det viser dog den lokale foretagsomhed m.h.t. at få gjort op med det, man opfattede som repræsentanter for en tid, der nu lakkede mod enden. Viborg kartoteket indeholder også oplysninger fra politikredsen i Skive. Karakteren af offentlig gabestok er der stadig. Der er dog ikke meddelt personnavne i det offentligt tilgængelige materiale.
Det er der naturligvis heller ikke i stemmetallene fra 1943 for Skiveegnen. De er opdelt på sogne. I modsætning til den i øvrigt benyttede Modstandsdatabase, der er bygget op over oplysninger i forsknings- og erindringslitteraturen samt opbevarede arkivalier, er der her tale om en anonym, samtidig tilkendegivelse, der meget godt kan tages som udtryk for den (manglende) støtte, der var til besættelsesmagten.
Herunder fortegnelse over, hvor mange der stemte på nazistpartiet i marts 1943 . Samt et billede af DNSAP's hovedkvarter i Skive. Der kan optælles 146, heraf under halvdelen, 60 i Skive by. D.v.s. ca. halvdelen af det antal, som - i det mindste i besættelsens sidste del - blev registreret som modstandskæmpere. Tallene for Skive dækker ikke alt inden for sympatisører, samarbejde m.v. i forhold til besættelsesmagten. Men i forhold til tallene for Viborg er Skive-tallene rimeligt troværdige.
Partikontoret i Frederiksgade 13, 1942. Man bør erindre, at det ikke dengang var ulovligt at sympatisere med besættelsesmagten. Tværtimod. Eller for den sags skyld arbejde i Tyskland.
I modsætning til modstandsbevægelsen er der kun få, der har beskæftiget sig med dem, der sympatiserede eller samarbejdede med besættelsesmagten. Over for dem blev der
lovgivet med tilbagevirkende kraft for at kunne straffe dem - de blev ramt af en måske forståelig - men ganske retsstridig - hævntørst. Som ikke ramte samarbejdspolitikerne. Eller det velkonsoliderede erhvervsliv som f. eks.
A. P. Møller og
F. L. Smith. Men derimod ind imellem på helt urimelig vis almindelige mennesker, der ikke vidste bedre, ikke havde den bagklogskab, som vi har i dag.
Herunder fortegnelse over, hvor mange der på landsplan stemte på de forskellige politiske partier i marts 1943. Bemærk den høje stemmeprocent og den ret massive tilslutning til samarbejdspolitikkens partier.
Partier
|
Partiformand
|
Stemmer
|
Pct. af stemmetal
|
Mandater
|
+/-
|
Socialdemokratiet (A)
|
Hans Hedtoft
|
894.632
|
41.70
|
66
|
2
|
|
Det Konservative Folkeparti(C)
|
John Christmas Møller
|
421.523
|
21,0
|
31
|
5
|
|
Venstre(D)
|
Knud Kristensen
|
376.850
|
18,7
|
28
|
-2
|
|
Det Radikale Venstre(B)
|
Hans Jeppesen
|
175.179
|
8,7
|
13
|
-1
|
|
Dansk Samling (R)
|
Arne Sørensen
|
43.367
|
2,2
|
3
|
3
|
|
DNSAP (N)
|
Frits Clausen
|
43.309
|
2,1
|
3
|
+/-0
|
|
Danmarks Retsforbund (E)
|
P. Gregersen
|
31.323
|
1,6
|
2
|
-1
|
|
Bondepartiet (F)
|
Valdemar Thomsen
|
24.572
|
1,2
|
2
|
-2
|
|
Valgdeltagelse
|
89,5 %
|
|
|
|
|
|
Kilde
|
Hvem Hvad Hvor 1944, Statistisk Aarbog 1950 side 226
|
|
|
|
|
|
Bondepartiets Valdemar Thomsen fra Skanderup blev efter besættelsen ved Byretten idømt fængselsstraf for "landskadelig virksomhed", dvs. deltagelse i Broholm mødet 14.-15.08.1940, hvor Fritz Clausen og de danske nazister (forgæves) forsøgte at overtale Bondepartiet og LS til at indordne sig under nazisterne.
Bondepartiet startede i 1934 som Det Frie Folkeparti af 3 udbrydere fra Venstre, som i udtalt grad sympatiserede med Landbrugernes Sammenslutning, LS. I 1939 ændre partiet navn til Bondepartiet, hvorved partiet erkendte sit agrare fokus. Partiet fik aldrig nogen stor opbakning, i 1943 kun 2 mandater i Folketinget. I partiets retorik var der klare fascistiske og populistiske elementer, der var også udtalte nazister blandt de på Broholm mødet nævnte. Men Valdemar Thomsen har ikke konstaterbart nogensinde udtalt sig med direkte nazistiske synspunkter. Dommen, senere frifindelsen ved Landsretten for "landskadelig virksomhed" er udelukkende baseret på deltagelsen i Broholm mødet. Og som det ser ud i det foreliggende materiale var dette et overordentlig spinkelt grundlag.
En kilde til Broholm mødet, d.v.s. mødet på Broholm Gods, hvor Jørgen Sehested var godsejer og stamhusbesidder, er J. Sehested, Broholm mødet - og andre erindringer fra besættelsestiden, 1973. J. Sehested var fremtrædende medlem af LS (Landboernes sammenslutning) og fra juni 1940 medlem af DNSAP. Sehested var initiativtager til Broholm mødet, der havde til hensigt at etablere samarbejde mellem Bondepartiet, LS og DNSAP. Det siger sig selv, at et sådan defensorat med tilbagevirkende kraft ikke kan bruges som kilde til så meget andet end netop den historie, Sehested gerne ser blive den gældende. For en mere pålidelig og veldokumenteret fremstilling kan der henvises til Henning Poulsens disputats, Besættelsesmagten og de danske nazister, 1970, især s. 184ff. Henning Poulsen benytter som kildemateriale til mødet først og fremmest Sehesteds arkiv.
I Broholm mødet deltog iflg. Henning Poulsen: Jørgen Sehested, Axel Christian Hartel, Knud Bach, Valdemar Thomsen, grev Fr. M. Knuth, direktør (Aarhus Oliefabrik) Thorkild Juncker, grev Heinrich C. Schimmelmann, Frits Clausen, H. C. Bryld, Børge Bryld, Svend E. Johansen, Freiherr Löw von und zu Steinfurth, Hans Pahl, politidirektør Möller Flensborg.
Der skulle iflg. flere kilder fra mødet have været sammenstød mellem Frits Clausen og flere af de øvrige deltagere, bl. a. Valdemar Thomsen i manglende accept af DNSAPs tiltænkt, ledende rolle.
Valdemar Thomsen blev frikendt ved Landsretten, altså en relativ nådig udgang på noget, som ellers for mange kunne sammenfattes i dom og fordømmelse "med tilbagevirkende kraft". Man har i Landsretten velsagten ikke på det foreliggende kildemateriale fundet grundlag for at dømme Valdemar Thomsen for den del af samarbejdspolitikken, der overskred "kridtstregen", nemlig samarbejde med nazisterne. Om det så har været en politisk set håbløs situation på Broholm mødet med ikke-indlysende ledere og indædt magtkamp, eller om Valdemar Thomsen har lagt luft til nazismen som sådan, det bliver næppe nogensinde dokumenteret. Under alle omstændigheder har Henning Poulsen overbevisende (sammen med andre) dokumenteret, at det var meget vanskeligt i kredsen omkring DNSAP, LS og Bondepartiet for tyskerne at finde et fornuftigt alternativ til den samarbejdspolitik, som tyskerne var helt tilfreds med indtil august 1943.
Spredte oplysninger om Broholm mødet findes også i De Parlamentariske Kommissioners Beretninger, Bd. I-XIV, 1948-1958, Bd. IV, s. 427, Bd. X, Stenografiske Referater, s. 114.
Krigen slutter, befrielsen
På opfordring af den danske modstandsbevægelse, udførte Royal Air Force i 1944 og 1945, tre meget præcise angreb på Gestapos hovedkvarterer i Århus, Odense og København. Hovedkvarterene blev ødelagt med deres kartoteker og mange Gestapo officerer blev dræbt.
Som man også kender det i aktuel krigsførelse forsøgte tyskerne at beskytte sig mod disse angreb ved at placere danske fanger i bygningerne. De fleste overlevede pga. præcisionen i de fleste af angrebene. Det lykkedes endda for flere at undslippe under aktionerne.
Angrebet på hovedkvarteret i København endte imidlertid i en katastrofe, som oven i købet er blevet mere eller mindre
fortiet i dele den danske historieskrivning om besættelsen - i det mindste i den mediepublicerede.
Angrebet mod Gestapo hovedkvarteret i Århus fandt sted 31. okt. 1944 med 25 britiske bombefly. Målet var Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde hovedkvarter i en kollegiebygning i Universitetsparken.
Året efter, 21. marts 1945 og 17. april 1945 bombede RAF gestapo hovedkvartererne i København, Shellhuset og i Odense, Husmandsskolen.
Formålet var at dræbe så mange som muligt fra Gestapo og at udslette deres arkiver.
Tabet af arkiverne er historisk set stærkt beklageligt - der formodes her at have været et meget omfattende materiale, som Gestapo gennem stikkere havde erhvervet om modstandsbevægelsen.
Men i situationen var det selvfølgelig hensigtsmæssigt at svække fjenden ved at eliminere de oplysninger, der har ligget i arkiverne. Og for de registrerede fra modstandsbevægelsen kan det have været et spørgsmål om liv eller død.
|
|
Bombningen af Shellhuset 21.3.1945 |
Bombningen af den franske skole, mellem Frederiksberg Alle og Maglekildevej, 21.3.1945 |
|
Shellhuset
Sidst på formiddagen 21. marts 1945 angreb britiske bombefly fra lav flyvehøjde deres mål. Første angrebsbølge nåede helt til Søerne, før luftalarmen lød. Det var kulminationen på et planlægningssamarbejde mellem Royal Air Force og den danske modstandsbevægelse, og målet var Gestapos hovedkvarter. Ved hjælp af et luftfoto fra en gammel reklamefilm, vidste piloterne præcist, hvor Shellhuset lå, lige ned til Skt. Jørgens Sø, og de vidste at de skulle sigte efter husets nederste etager, idet de danske modstandsfolk sad til fange oppe under taget og fungerede som levende bombeværn. Selvom angrebet således var en succes, ramte et af stifinder flyene en mast og styrtede ned nær den Franske Skole. Nogle af flyene i anden og tredje bølge, troede at dette var målet og kastede deres bomber ned over skolen. 123 civile blev dræbt. De fleste af dem børn.
På trods af denne tragedie blev beslutningen om at bombe Gestapos hovedkvarter aldrig draget i tvivl fra officiel dansk side.
Aarhus Universitet, kollegiebygningen v. det nuværende Statsbiblioteket |
Odense, Husmandsskolen o. Rugårdsvej |
|
|
Den 4. maj om aftenen blev nyheden om den tyske kapitulation hørt over BBC som sendte til Danmark. Danmark var endelig frit efter 5 års besættelse, og på nogle få minutter var gaderne fyldt med jublende mennesker.
Flere steder brød der kampe ud imellem den danske modstandsbevægelse og tyske tropper, eller med bevæbnede bander der arbejdede for tyskerne. Mere end 100 mennesker blev dræbt og hundredevis sårede i dagene omkring befrielsen.
Befrielsen i Skive: