Danmark - og hermed Skive - under besættelsen er tidsmæssigt indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj. Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
|
Lokalt museum i Skive, De 5 år, Dagligstue under besættelsen |
lokal annonce om alternativt transportbrændstof |
Indhold
|
Krigens start, besættelsen
Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med, hvad de kunne. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette segment, der dominerede i militæret.
Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.
Litteraturen til den lokale modstandskamp i Skive og omegn er sparsom. Ud over et par beretninger fra direkte deltagere i modstandskampen, tandlæge Ib Dragheim, 1914-2010, og Jens Toldstrup, oprindeligt Anton I. Jensen, 1915-91, toldassistent (deraf navnet) i Skive, er det kun sporadisk, Skive og omegn er omtalt. Se dog Niels Mortensen, s. 181ff og Museum de 5 år, Skive. Samt en rigtig udmærket billedserie over besættelsestidens Skive - man kunne måske her ønske sig lidt mere ledsagende tekst. Man kan såmænd også finde en DKP-version af den lokale besættelsestidshistorie med en fyldig beretning om Henry Hede, Fritz A. Nielsen m. fl. organiserede kommunister i Skive under besættelsen.*
Man kan også i forskellige specialafhandlinger, f. eks. af Aage Trommer, Modstandsarbejde i nærbillede, 1973 (der specielt omhandler region III, cit nærbillede), sammes disputats, Jernbanesabotagen i Danmark, 1971 (cit. jernbanesabotage), Ib Damgaard Petersen, Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1970, finde relevante oplysninger om det lokale modstandsarbejde.
Helt centralt står Aage Trommers forskning, der har været banebrydende, når det drejer sig om jernbanesabotagen i Danmark.
Primært med baggrund i DSB-akter har Trommer påvist, at den danske jernbanesabotage kun medførte minimale forsinkelser, som havde ringe eller måske slet ingen indflydelse på de militære begivenheder længere sydpå. Eller som Trommer formulerer det i sit forord:
”Da jeg begyndte arbejdet med at konfrontere sabotageindsatsen på jernbanerne med den tyske trafik, skete det ud fra en forventning om, at jeg på en eller anden måde ville nå frem til en konstatering af, hvor meget jernbanesabotagen havde betydet, hvor stor dens virkning havde været. Det var med overraskelse, for ikke at sige forbløffelse, at jeg, efterhånden som arbejdet skred frem, måtte erkende, at konfrontationen ubønhørligt tvang mig ud i en påvisning, der er bogens hovedtese: hvor lidt jernbanesabotagen havde været i stand til at influere på det militære begivenhedsforløb i den danske afkrog af Den anden Verdenskrig.”
Det skal her bemærkes, at den manglende effekt af jernbanesabotagen skyldtes ikke mindst en række ledelsesmæssige faktorer, herunder konflikten mellem Jyllandschefen, oberstløjtnant Vagn Bennike og nedkastningschefen Anton Toldstrup. Muligvis en generationskonflikt mellem den ældre Bennike og den ungdommelige og dynamiske Toldstrup. Muligvis også en fagligt betinget harme hos den professionelle officer og ingeniørkyndige Bennike over for den ganske vist militært kyndige Toldstrup, men denne var jo på et langt lavere niveau, "kun" løjtnant af reserven og tolder. Eller slet og ret en personkonflikt, hvor væsensforskellige temperamenter og kunnen blev afgjort i et politisk spil, som den ene, Toldstrup, ikke magtede, hvad derimod karriereofficeren, Bennike, havde udpræget næse for.
Dette sidste kunne indikere en politisk betinget divergens. Todlstrup var politisk nært knyttet til Dansk Samling, som bl.a. gik ind for direkte valg af statsministeren (som valget af den amerikanske præsident) og flertalsvalg i enkeltmandskredse (som i UK). Begge dele ville svække de eksisterende politiske partier. Derfor var Bennikes gode partipolitiske kontakter, især til Socialdemokratiet, en faktor, som - om ikke forklarer konflikten med Toldstrup - giver en god forklaring på, hvorfor den taktisk og strategisk langt dygtigere Toldstup tabte kampen med Bennike.
Kaptajn Carl-Gustav G. Schøller var Toldstrups (tolder Anton Jensen fra Skive) forgænger som chef for region I, og igen fra 07.02.1945 chef for regionen, vel primært Bennikes sejr i magtkampen med Toldstrup. Schøller har skrevet en beretning om jernbanesabotagen, Sprængningsforsøget ved Lunderskov 18. - 19. april 1944 (kopi på Lunderskov Lokalarkiv). Schøllers beretning findes i uddrag i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995. Samt hele beretningen i Gå til modstand, Beretninger fra Besættelsen, v. H. J. Lembourn, 1961, s. 137-149.
Der var som anført en ret bitter konflikt mellem Toldstrup, der var nedkastningschef og temporær leder af region I, og oberstløjtnant Vagn Bennike, chef for ingeniørtropperne, modstandschef i Jylland, med i "den lille generalstab", d.v.s. den militære del af modstandsbevægelsen.
Schøller var - eller blev under konflikten med Toldstrup - Bennikes mand og erstattede som sådan Toldstrup i febr. 1945 som chef for region I, som blev omorganiseret i nøje overensstemmelse med Bennikes direktiver. Toldstrup var blevet indsat af Flemming Juncker, hvis næstkommanderende han blev fra slutningen af 1943, som leder af region I i juni 1944.
Schøllers - og hermed Vagn Bennikes i forhold til Anton Toldstrup - forsigtige samt taktisk misforståede kurs i jernbanesabotagen iflg. Trommer - blev givetvis en væsentlig faktor i jernbanesabotagen, især i region III. Herom mere i afsnittet om jernbanesabotagen.
Hvis man interesserer sig for konflikten mellem Anton Toldstrup alias Anton Ingersøn Jensen og oberstløjtnant, senere generalmajor Vagn Bennike, så er Poul Westergaard Jensens, Kære Fætter, 1990 et godt bud. Bogen bringer ikke egentlig nyt og har en svaghed i, at det er vanskeligt at efterprøve dokumentationen, især i de kortere citater. Bogens helt store værdi er fyldige uddrag fra især Toldstrups og Bennikes arkiver. Toldstrup har udgivet sine erindringer, Uden kamp - ingen sejr, og Sv. O. Gade har udgivet en art heltebiografi om Toldstrup. Især i forhold til sidstnævnte er Westergaard Jensens Kære Fætter langt at foretrække.
Mere lokalspecifik er Merete Just, Anton Rask, 2013.
Anton Rask og Toldstrup var venner og begge tilknyttet Dansk Samling. Rask er efter krigen blevet bebrejdet at have sympatiseret med Bondepartiet før besættelsen.
|
For helt at forstå Rask som menneske og som en del af tidens politiske udtryk skal man nok også gøre sig klart, at Bondepartiet, Det Frie Folkeparti og Landboernes Sammenslutning (LS) var udtryk for en agrar populisme, der idemæssigt lå tæt på nazismen og personafhængigt let kunne overskride den "kridtstreg", hvor man blev karakteriseret som besættelsesmagtens kollaboratør. I bogen om Rask er der en beskrivelse af hans vidneudsagn til fordel for Lothar Jeppesen, sysselleder for DNSAP, som Rask kendte lokalt. Man kan i dette se Rask som frisindet og tolerant, et menneske med overskud og menneskeforståelse. Man kan også se det som en forståelse, udsprunget tæt på, men på den rigtige side af "kridtstregen".
Lidt tilsvarende har vi Valdemar Thomsen fra Skanderup og andre fra Bondepartiet, der efter besættelsen ved Byretten blev idømt fængselsstraf for "landskadelig virksomhed", dvs. deltagelse i Broholm mødet 14.-15.08.1940, hvor Fritz Clausen og de danske nazister (forgæves i forhold til Valdemar Thomsen) forsøgte at overtale Bondepartiet til at indordne sig under nazisterne. Men Valdemar Thomsen blev frikendt ved Landsretten, altså en relativ nådig udgang på noget, som ellers for mange kunne sammenfattes i dom og fordømmelse "med tilbagevirkende kraft". Der kan ikke herske tvivl om, at Bondepartiet sammen med LS var populistiske, agrare bevægelsier, der havde berøringsflader til nazismen. Således blev en af lederne, Axel Christian Hartel, der allerede sommeren 1940 havde opfordret til samarbejde mellem Bondepartiet, LS og DNSAP, efter krigen idømt 14 års fængsel. Dommen blev dog efterfølgende stærkt reduceret. Det må erindres, at det dengang ikke var ulovligt at sympatisere med besættelsesmagten. Tværtimod. Eller for den sags skyld arbejde i Tyskland. |
|
Flemming Juncker og Anton Jensen, døbt Toldstrup af Junker, den civile top af modstandsbevægelsen.Herunder Flemming Muus og Vagn Bennike, den militære top af modstandsbevægelsen.
Den civile del var førende i marken. Den militære del var politisk inde ved magtens rod, samarbejdspolitikerne, især Socialdemokratiet.
Og det viste sig at være afgørende for spillet om magten og freden efter besættelsen. |
En af de bedste - om ikke den bedste - biografi over de under besættelsen overordentligt aktive kommunister er Morten Møller, Hvem er Nielsen? 2012 om Børge Houmann. En fortræffelig beskrivelse af kommunisternes helt centrale rolle inden for den illegale presse og de allerførste i sabotageaktionerne. I 2009 udgav Morten Møller tilsvarende en biografi om Mogens Fog i 2 bind. Begge de biograferede kommunister var helt centrale aktører under besættelsen. Og såmænd da også i efterkrigstiden.
Ud over litteraturen har vi som nævnt heldigvis adgang til store mængder af dokumentarisk materiale, registreret og gjort offentlig tilgængeligt i Frihedsmuseets Modstandsdatabase*. Der er desuden en ganske omfattende arkivregistrant over besættelsestiden. Her kan man dog ikke umiddelbart finde lokalhistoriske oplysninger. Registranter over de 3 jyske regioner er nøje gennemset uden resultat ud over, hvad man kan finde i Trommers registreringer i Modstandsarbejde i nærbillede.
Derimod kan man finde godt billedmateriale i en omfattende billedsamling, udgivet af Skive Museum i 2008, Skiveegnen under 2. verdenskrig
Endelig er der Besættelsestidens illegale blade og bøger1940-1945, der kan benyttes til at stifte bekendtskab med oplysninger, som ikke blev bragt i den officielle presse. Først og fremmest interessant m.h.p. at få indblik i holdninger, der var i opposition til samarbejdspolitikken.
Samarbejdspolitikken var som et resultat af sammenfaldende danske og tyske interesser på en række punkter i høj grad en forhandlingspolitik, hvor Danmark kunne give og tage i de løbende forhandlinger. Dette viste sig f. eks. i spillet omkring jødeaktionen i okt. 1943, hvor forspillet startede allerede i jan. 1942.* Her viste besættelsesmagtens repræsentanter - ikke mindst den rigsbefuldmægtigede Werner Best, som i nov. 1942 afløste C. von Renthe-Fink - stor forståelse for vigtigheden af at bevare kontakt til og forhandling med de samarbejdende danske politikere og myndigheder. Der synes at være dokumentation for, at Best havde en meget lunken holdning til og faktisk modarbejdede effektueringen af den tyske jødepolitik i Danmark, indtil den blev effektueret 01.-02. okt. 1943. Og at Best forudgående sørgede for, at aktionen blev kendt, hvilket gav mulighed for at langt hovedparten af de deportationstruede jøder kunne redde sig til Sverige.* I Skive var der iflg. byarkivar Niels Mortensen kun en enkelt jøde, Camilla von Essen, som blev gift Christensen, og som så vidt man ved uden problemer forblev i Skive i hele besættelsesperioden.*
Den socialdemokratisk-radikale regering under Th. Stauning blev siddende og allerede 10. april udvidet til en national samlingsregering med deltagelse af Venstre og Konservative. Hermed indledtes forhandlings- eller samarbejdspolitikken, dvs. et økonomisk-politisk samarbejde med besættelsesmagten med det formål at bevare mest mulig dansk selvbestemmelse. Det betød bl. a., at danske ønsker og tyske krav løbende blev forhandlet og afstemt gennem det danske udenrigsministerium, der som et led i samarbejdspolitikken den 8. juli 1940 fik ny leder, Erik Scavenius, der afløste P. Munch. Samarbejdspolitikken omfattede bl. a. omfattende fødevareleverancer til Tyskland.
Samarbejdspolitikkens problemer
I første halvdel af perioden, indtil 29. aug. 1943, var det således danske politikere i samarbejde med besættelsesmagten, der i hovedtræk administrerede et besat land. Begrundelsen for forhandlings-, samarbejdspolitikken var bl. a., at man hermed kunne beskytte befolkningen mod de værste overgreb. Det kan også anføres, at den dansk-tyske grænse, som blev fastlagt ved folkeafstemning i 1920, var den eneste Versailles-grænse, som Hitler ikke søgte ændret, formentlig nok et resultat af den samarbejdspolitik, som regeringen havde forhandlet sig frem til.
Som et tegn på skærpelse af et ellers næsten gnidningsfrit samarbejdsforhold, kan man se 'telegramkrisen', hvor karrierediplomaten C. von Renthe-Fink blev afløst af SS-officeren Werner Best som befuldmægtiget, og den øverstbefalende for hæren Erich Lüdke, der havde førte en ret tilbageholdende politik, blev afløst af Hermann von Hanneken, der indledte en hårdere kurs i bekæmpelsen af sabotagen. Midt i september 1943 tiltrådte endelig SS-officeren Rudolf Mildner som chef for sikkerhedspolitiet i Danmark.
På den danske side af samarbejdspolitikken afløstes nu socialdemokraten Wilhelm Buhl, der havde været statsminister siden Staunings død i foråret 1942, af den radikale Erik Scavenius, der som aktiv politiker og udenrigsminister under 1. verdenskrig var overbevist om vigtigheden af neutralitet og forsigtighed over for den tyske nabo.
Danske kommunister har dog næppe følt sig beskyttet af eller været tilhængere af samarbejdspolitikken, hvor der i aug. 1941 blev vedtaget en lov, som (i strid med grundloven) forbød al kommunistisk virksomhed*. Det har nok også knebet noget med danske jøders tillid til samarbejdspolitikken. For dem blev den dog en positiv overraskelse - som Erik Scavenius formulerede det over for besættelsesmagtens repræsentant, Werner Best, så var der ikke med de ca. 8000 registrerede jøder noget "jødeproblem" i Danmark. Ikke før med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943, hvor den af tyskerne planlagte aktion mod jøderne 01. - 02. okt. 1943 blev "lækket" af en tysk embedsmand, G. F. Duckwitz - allerede d. 28. september, og muligvis på foranledning af W. Best - til socialdemokratiske politikere, således at det lykkedes at evakuere de fleste til Sverige, kun 3-500 blev taget under aktionen. Werner Best fik ved denne indsats så meget kredit, at han undgik at blive dømt til døden efter besættelsen. Den meget forsigtige linie over for den danske forhandlings-, samarbejdspolitik illustreres glimrende i Indberetning fra Cecil von Renthe-Fink til det tyske udenrigsministerium 20. januar 1942, hvor man i Tyskland havde besluttet, at nu skulle der findes en løsning (Endlösung) på det europæiske jødespørgsmål: "Så længe det ud fra hensynet til krigsførelsen og vores totale politiske interesser synes afgørende, at den rolige udvikling i Danmark ikke forstyrres, kan en alvorlig behandling af jødespørgsmålet i Danmark ikke komme i betragtning." De argumenter, Werner Best som rigsbefuldmægtiget sammen med andre repræsentanter for den tyske besættelsesmagt i Danmark fremførte over for Berlin var, at de danske jøder var så få - ud af Europas ca. 11 mio. jøder, anslog man ved Wannsee konferencen efter indberetninger fra Danmark, at der her var 5600, hovedsageligt koncentreret i København. Desuden at de var en integreret del af den danske befolkning, hvor det ville blive opfattet som forfatningsbrud, hvis man fratog dem deres borgerlige rettigheder. Og endelig var der, hævdedes det, ingen jøder på betydningsfulde poster i det danske samfund.
I marts 1943 blev der afholdt rigsdagsvalg, hvor samarbejdspolitikkens partier fik 95,5 % af stemmerne. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august blev det med departementchefstyret og dannelsen af Frihedsrådet i sept. 1943 mere tydeligt, at der i Danmark ikke var udelt begejstring for samarbejdspolitikken.
I løbet af sommeren 1943 var det blevet tydeligt, at tyskerne i krigen var i alvorlige vanskeligheder, krigslykken så ud til at vende. Dette skulle jo nok heller ikke gøre begejstringen for samarbejdspolitikken større. Som det fremgår af det følgende, var det dog helt frem til besættelsens afslutning kun et forsvindende mindretal, som satte sig op mod besættelsesmagten gennem illegale aktiviteter. Undtagelsen var af gode grunde danske kommunister og jøder, for hvem det selv med et minimalt kendskab til den nazistiske ideologi var klart, at hverken samarbejdspolitik eller passivitet kunne redde dem. De fleste jøder blev i okt. 1943 som nævnt evakueret, kommunisterne derimod var efter Kommunistloven jaget vildt og blev grundstammen i modstandsbevægelsen.
Den tidlige modstandsbevægelse i Danmark var i vid udstrækning et udspring af illegaliseringen af DKP med Kommunistloven af 22.08.1941. Den anden del udsprang af det britiske, af Churchill startede, hemmelige sabotagekorps SOE, som i al dets virke var genereret som britisk udenrigspolitik. En dansk afdeling af SOE etableredes allerede efteråret 1940.
Carl Johan Bruhn var den første, der var blevet udset til for SOE at skabe kontakt til den danske modstandsbevægelse, men hans faldskærm foldede sig ikke ud, og han blev dræbt 27.09.1941. I 1942 kom Michael Rottbøll, der var blevet uddannet i England, til Danmark, hvor han blev chef for SOE fra 17. april 1942 indtil han blev skudt under anholdelse 26. sept. 1942. Af danske betjente. Også SOE-officeren Poul Johannesen var blandt de første i forsøget på at organisere modstand med sabotage mod besættelsesmagten, han tog en giftampul 05. sept. 1942 under en politiaktion for at undgå arrestation.
I forlængelse af disse meget uheldsramte, indledende modstandsaktiviteter kom så på lokalt plan Chr. U. Hansen og E. Nymann til. De organiserede den første nedkastning i Jylland af 3 faldskærmsfolk v. Farsø 01. august 1942, Materiellet gik tabt.
Rottbøll forsøgte efter nedkastningen i Danmark at få sabotagen igangsat. Først hen på sommeren 1942 ændrede SOE i nogen udstrækning sin afvisende holdning hertil.
I marts 1943 fandt den første nedkastning sted i Jylland, hvor der blev modtaget våben og sprængstoffer. Siden blev der også nedkastet på Fyn og Sjælland, men Jylland blev, med sin større nærhed til England, den foretrukne landsdel. Se Statens Arkiver.
Lokalt foregik modstandskampen som i det øvrige Danmark: Den spæde start fra 1942, eskalering fra 1943, der fra 1944-45 medfører arrestation og deportation til Frøslev- og / eller kz-lejre. For flere med døden til følge.
Organisatorisk er der lokalt og konstaterbart flest DKP'ere, men de er ikke registreret som medlemmer af de store kommunistiske modstandsorganisationer, BOPA og Frit Danmark, kun som kommunister, engageret i illegalt modstandsarbejde, ikke mindst den illegale presse. Desuden er der få eksempler på medlemskab af Holger Danske. De mest kendte af de her anførte med lokal tilknytning (Toldstrup, U. Hansen og Nymann) har været så centralt engageret i modstandskampen, at man stort set ikke har kendt til dem lokalt, bortset fra Toldstrup.
|
Christian U. Hansen er en af besættelsestidens helt markante personligheder.Født 26.05.1921, henrettet 23.06.1944.
Han er fra Farsø, student fra Viborg Katedralskole (begge dele tilsvarende Erik Nyemann, der dog er født og opvokset i Skive, men tilknyttet Farsø, formentlig via vennen og skolekammeraten Chr. U. H.), og studerede teologi før det aktive modstandsarbejde blev indledt. Desuden registreret som forfatter (vist 'kun' et par artikler i den illegale presse) og kornet, d.v.s. laveste officersgrad i kavaleriet - der kan sammenlignes med artilleriets sekondløjtnant. Registreret med tilhør i Næstved, København, Farsø, Viborg, København o.a. steder, Aars, Skive, Vanløse, Års, hele Jylland
Region 1 (Nordjylland), Region 5 (Sjælland), Region 6 (København), Region 3 (Sydjylland), Region 2 (Midtjylland)
Var siden gymnasietiden tilknyttet Dansk Samling, gruppeleder i Holger Danske, Leder, næstkommanderende under Juncker, i Jyllandsledelsen, tilknyttet undergrundshæren.
Som det fremgår, er tilknytningen til Skive perifer, formentlig at sammenligne med Toldstrups, hvor Toldstrup dog oprindeligt var bosat i Skive, hvorimod Chr. U. Hansen er gårdmandssøn fra Farsø og ellers registreret stort set landsdækkende.
Organisationstilknytning var Dannevirke, Dansk Samling, Holger Danske, SOE, Aarsgruppen. Også her er sammenligningen med Toldstrup slående.
Blev arresteret 27.02.44 på banegården i Ålborg. Sad i Horserød og Vestre Fængsel. Henrettet 23.06.44 i Ryvangen. Det hedder herom i registranten: "Arresteret og forsøgt befriet - men afslog." Chr. U. Hansen anfører i et privat brev først og fremmest samvittighedsgrunde til sit afslag, og at han nok mente at kunne udholde Gestapos forhørsmetoder uden at sladre.
|
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. Som her omtalt Chr. U. Hansen og Erik Nyemann.
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt. Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. D. 1. september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne. Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.
Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet etableredes den 16. september 1943 af modstandsfolk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.
Den nu centralt ledede modstandsbevægelse var den eneste af sin art i de besatte europæiske lande. Ledelsen i Frihedsrådet bestod af
Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark.
Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.
De største og vigtigste modstandsorganisationer:
BOPA (Borgerlige Partisaner) blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943. Kernen var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. Modstandsfolk fra denne gruppe, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen. Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer.
Frit Danmark var også en stor oplysningsorganisation.
Den opstod i foråret 1942 på initiativ af den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen. Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad Frit Danmark var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Under redaktion af Mogens Fog appellerede bladet til det mere kræsne og akademiske publikum på venstrefløjen.
|
|
Henry Hede i Neuengamme. Hed oprindeligt Arne Henry Kristian Jensen, 14.02.1905 - 31.12.1944. Overført fra Frøslev* 14.08.1944 til Neungamme, ankomst 20.10.1944. Og altså død ca. 2 mdr. efter ankomsten "... af dysenteri og almindelig svækkelse."
Toldstrup Skive Stadion 08. maj 1945
I Modstandsdatabasen er Toldstrup
registreret som aktiv i modstandsbevægelsens ledelse fra 1943.
Arresteret 29.08.1943, løsladt 7 uger senere. Herefter aktiv som leder og som "Europas bedste nedkastningschef".
|
Fritz Albert Nielsen, støberiarbejder.01.01.1920. Kom til Skive i 1941, da kommunistloven blev vedtaget. Arresteret 21.06.1944, Frøslevlejren 14.08.1944, til kz-lejren Neungamme 20.10.1944. Her døde han 22. dec. 1944. Det bemærkelsesværdige ved Fritz A. Nielsen og Henry Hede er, at de som Voss-Petersen kun tog turen omkring Frøslevlejren men hurtigt blev deporteret til den for de fleste visse død i de tyske kz-lejre.
Mekaniker Svend Østergaard Jensen, bud Henning Brandt, nr. 2 og 3 fra v.
|
 født i Nibe
|
Johs. Alsbjerg 1901-44
|
|
07.07.1914, død 05.06.1945, lærer, sekondløjtnant - eller kornet, som det hed dengang, byleder i Skive, anbragt i Frøslevlejren* fra 09. januar 1945, flygtede ved indlæggelse på Sønderborg Statshospital, pågrebet igen 21.04.1945 død 05. juni 1945 efter genindlæggelse på Statshospitalet ved befrielsen. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det: "Til sygehus 14-3-1945". Døde af en kronisk lidelse, basedow, som i koncentrationslejren ikke blev behandlet tilstrækkeligt.
|
Født 27.01.1901, død 14.01.1944. Skovfoged, Skovopsynsmand,Region 1 (Nordjylland), Region 5 (Sjælland). Fra 1943 Stoholm, tidligere Region Sjælland. Begik selvmord, da hans gruppe i jan. 1944 blev arresteret. Er ikke registreret under Skive Distrikt, men den modtagegruppe i Stoholm, han ledede kom efterhånden også til at omfatte medlemmer fra Skive, broderen Jacob Alsbjerg og Peter Jensen (det kan efter de foreliggende oplysninger kun være P. Led Jensen, Grinderslev).
|
Tage Marius Nielsen 1916-45, født 26.02.1916, død 24.04.1945, lagerekspedient, Region 1 (Nordjylland). skudt på Ørum Hede af tysk fly under våbenmodtagning. Han var signalmand og tiltrak sig hermed de tyske kugler.
Var organiseret i Radikal Ungdom (iflg. Tage Kaarsted: Radikal Ungdoms politiske Historie, 1911-61, 1961, s. 34, spalte 3.).
Se Frihedsmuseets video om Tage M. Nielsen, der bl.a. viser den fra nedkydningen gennemhullede trøje.
Iflg. Tage Nielsens biogtafi var modtagegruppen på Ørum Hede ledet af broderen, Haagen Peter Nielsen.
Ørum Hede var nedkastningsplads nr. 223, hvor der fandt 6 modtagelser sted, de 5 forgæves. Under den 3., som fandt sted natten mellem 23. og 24. april blev Tage Nielsen dræbt, formentlig af en tysk jager, der fulgte det engelske nedkastningsfly.
Flg. fra gruppen har det været muligt at identificere:
1. Haagen Peter Nielsen, deltog ikke 23. april iflg. H. Henriksen p. gr. af brækket ben,
2. Tage Marius Nielsen,
3. Aage Bertelsen,
4. Ove Pedersen,
5. Tage Mortensen,
6. Kristian Sørensen,
7. Viggo Simonsen,
8. Harald Henriksen. Se Fjends Herreds Folkeblad 1995.
Ud over brødrene Haagen og Tage M. Nielsen var en tredie bror, Henning Nielsen også involveret i modstandsarbejdet.
Af en flyteknisk rapport fremgår det, at der var observeret et Halifax nedkastningsfly, ledsaget af Mosquito jagere. Rapporten er desværre gældende for døgnet efter, Tage Nielsen blev dræbt natten mellem 23. og 24. april.
Af helt uigennemskuelige grunde optræder Tage Marius Nielsen ikke i totallisten for Skive Distrikt.
Man finder kun Tage Marius Nielsen i Modstandsdatabasen ved at søge på navnet. Oven i købet sker der det, at navnesøgningen incl. Skive Distrikt giver den forkerte Nielsen.
Først ved søgning på Tage Marius Nielsen uden angivelse af distrikt, eller med en "Quicksøgning", finder man frem til den rigtige TMN.
Som arbejdsredskab er Frihedsmuseets Modstandsdatabase mildt formuleret mindre optimal.
|
Engelske fly, der bl.a. blev benyttet under 2. verdenskrig
 
|
 |
 |
| Halifax bombe- og våbennedkastningsfly |
Mosquito jagerfly, hurtigt jager- og bombefly, bygget af træ. Dette fly blev benyttet ved bombningen af Gestapo hovedkvartererne i København, Århus og Odense.
|
|
*
|
Erik Nyemann er (som desværre flere i Modstandsdatabasen) tvivlsomt registreret i og med, at han - som helt åbenbart den samme person - optræder som 4 forskellige. Han er registreret som hjemmehørende i henholdsvis Farsø og Skive. Til sikre oplysninger hører, at han er student fra Viborg. Det fremgår også, at Erik Nyemann var blandt de 11, der blev skudt af Gestapo 09. august 1944 under en fangetransport fra Shellhuset i København til Frøslevlejren. Henrettelsesstedet var Lauringe Mose ved Osted, massakren ved Osted. Nogenlunde sikre data: 06. april 1922 - 09. august 1944, jurastuderende og / eller kunstmaler, medlem af mod-standsgruppen Holger Danske. Var tilknyttet både Region 1 (Nordjylland), 2 (Midtjylland) og 3 (Sydjylland). Søn af læge Knud Nyemann fra Skive.
|
Bagersvend Helge Børge Voss-Petersen, blev arresteret ved den store Gestapo razzia i Skive 09. jan. 1945. Han er registret som født i Gedser 13.01.1916, død 12.09.1945. Indsat i Frøslevlejren 29.01.1945, overført til kz-lejr Dachau 16.02.1945, herfra til Neungamme. Registreret som oversergent, bageribestyrer, aktiv i Region 1 (Nordjylland) og 6 (København), hvor han var tilknyttet undergrundshæren. Voss Petersen figurerer i Modstandsbasen som Helge Børge Voss-Petersen. Selv om Voss-Petersen i Modstandsbasen er registreret som hjemmehørende i Skive, er han primært registreret som tilhørende undergrundshæren, Region 6 (København) og som indsat i Frøslevlejren, hvorfor tilhøret til Skive skal udledes med lodder og trisser. Men han var tilknyttet nedkastningsgruppen i Skive.
Helge Voss-Petersen pådrog sig i koncentrationslejropholdet en uhelbredelig tuberkulose.
|
|
Af de her afbildede er kun Ib Dragheim registreret under Skive Distrikt. Alle, der døde i eller umiddelbart efter som resultat af et ophold i koncentrationslejr er registreret efter koncentrationslejren. Ib Dragheim var iflg. Frihedsmuseets Modstandsdatabase tilknyttet undergrundshæren, næstkommanderende i militærgruppe i Skive, med i modtagergruppe, indsamlede penge til illegale filmfremvsininger. Ud over Dragheims egen fremstilling i Skivebogen, er hans aktiviteter dokumenteret gennem arkivmateriale, som Frihedsmuseet har liggende. Dragheim var livslangt tandlæge i Skive, herunder aktiv i tandlægernes faglige og organisatoriske aktiviteter.
Ib Dragheim var næstkommanderende under den unge Willy Jensen, som overtog ledelsen i Skive som byleder i februar 1945 efter Knud Nørlem Andersen ved dennes arrestation og overførsel til Frøslevlejren.
Andre, som i Skive anses for lokale modstandsfolk, kan være registreret efter tilhør til andre regioner / lokaliteter. A. J. Toldstrup er f. eks. registreret med oprindelig tilhør til Skive by, men søger man på Skive by eller Skive Distrikt i personsøgningen, så finder man ham ikke, heller ikke på Anton Jensen m. fl. benyttede navne. Derimod som regionsleder m.v. for Nordjylland (Region 1), jysk modtagerchef i Midtjylland (Region 2) m.v. Skive Distrikt hører under Struer Sektion, der hører under Region 1. Man kan finde Toldstrup og andre personer med tilhør til Skive ved at foretage en organisationssøgning.
Anton J. Toldstrup, i det civile Anton Ingersøn Jensen, toldassistent i Skive, er en af de mest udførligt omtalte og dokumenterede personer i Modstandsdatabasen. Hans aktiviteter i modstandskampen, hvor han er registreret som leder fra 1943, rakte langt ud over det lokale niveau. Politisk stillede han efter befrielsen op til Folketinget for Dansk Samling, som han dog først meldte sig ind i efter besættelsen. Kort før sin død meldte han sig ind i Den Danske Forening i protest mod den daværende flygtningepolitik.
Toldstrups personlige data er registreret som toldassistent, senere fabrikant, løjtnant af reserven, tolder samt forskellige varianter af disse stillingsbetegnelser. Registrerede byer, hvor Toldstrup opholdt sig var Skive, Ålborg, Hørning, Ålborg , Århus, og fra sommeren 1944 igen Ålborg. Han var tilknyttet Region 1 (Nordjylland), Region 2 (Midtjylland), Region 3 (Sydjylland). Han er registreret som regionsleder, organisator, nedkastningschef for Jylland, chef for Nordjylland, regions- og nedkastningschef, modtagechef, chef for modtagegrupperne i Jylland - det blev han, da Flemming Juncker måtte flygte til Sverige i marts 1944. Også her er der forskellige varianter i betegnelserne.
Dragheim og Toldstrup opererede på ledelsesniveau, og kan helt uden problemer bruges som eksempler på frihedskampens mere glorværdige aspekter, især Toldstrup, hvis strategisk, taktiske evner hyppigt bliver fremhævet. De har begge været i den heldige situation, at de har kunnet give eftertiden deres erindringer om oplevelserne under besættelsen.
Lidt mere broget ser det ud i de tilfælde, hvor det kostede deltagerne livet.
Johs. Alberg fra Stoholm, var indtil 1943 i modstandsbevægelsen i Region Sjælland. Da hans gruppe i Stoholm i februar 1944 blev taget af tyskerne, valgte han at begå selvmord, den mest effektive måde til at forhindre at give oplysninger under tortur.
Tage Marius Nielsen blev 24. april 1945 dræbt under aktion som signalmand på Ørum Hede. Han er ikke registreret i Modstandsbasen under Distrikt Skive, men kan findes under lokaliteten Skive og med tilhør til Region Nordjylland.
Bagersvend Helge Voss-Petersen er heller ikke registreret i Modstandsdatabasen under Distrikt Skive, vel primært fordi han døde som følge af et ophold i Frøslevlejren og kz-lejrene Dachau og Neungamme. Modstandsdatabasen er således vanskelig at orientere sig i, når man undersøger et distrikt som Skive.
Man finder som anført ikke umiddelbart de modstandsfolk, som mistede livet i koncentrationslejre. Her var især de lokale kommunister udsatte. Søger man i modstandsdatabasen på personnavne i relation til Skive, kan man finde 2, som døde i Neuengamme, begge tilknyttet DKP, nemlig Henry Hede (Arne Henry Kristensen) og Fritz Nielsen (dæknavn Åge). De blev interneret i 1944, begge i Frøslevlejren, herfra deporteret til Neungamme, og de døde begge før befrielsen.
Desuden Knud Nørlem Andersen, der som H. Voss Petersen døde umiddelbart efter ophold i Frøslevlejren, Voss-Petersen dog mere oplagt efter overførsel til Dachau og Neungamme. I alt mistede 6 fra Skive Distrikt livet under modstandskampen, nemlig 2 i Neuengamme, 2 i Frøslevlejren, 1 for at foregribe arrestation og 1 i aktion på Ørum Hede. Hertil kommer uden tilknytning til Skive Distrikt Erik Nyemann, der blev likvideret ved gestapo-aktionen ved Osted og Christian U. Hansen, der blev henrette i Ryvangen.
Erik Nyemann og Christian U. Hansen kan organisatorisk og i den geografisk set kun sporadiske tilknytning til Skive Distrikt sammenlignes med den 6 år ældre A. Toldstrup. Toldstrup og Nyemann starter begge i Skive med engagementet i modstandsbevægelsen. Nyemann og Chr. U. Hansen har lært hinanden at kende på Viborg Katedralskole, og de var begge fra besættelsens start ivrige deltagere i illegale møder i Skive. Organisatorisk var de begge tilknyttet Dansk Samling og Holger Danske.
Modstandsbevægelsen blev i løbet af 1943 og endeligt i 1944 opdelt i 7 regioner. Region I var opdelt i distrikter og lokaliteter.
Region I var med 10853 registrerede medlemmer samt 1023 endnu ikke offentliggjorte en af de medlemsmæssigt store regioner. I Skive Distrikt var der 345 personer samt 20 endnu ikke offentliggjorte.
Denne inddeling var et resultat af et direktiv fra SOE, London, som dec. 1943 sendte major Flemming Muus til Danmark. Han fik godsejer Flemming Juncker til at påtage sig det organisatoriske arbejde med Jylland.
Juncker benyttede unge ikke-militære assistenter, først stud. teol. Chr. Ulrich Hansen, der blev taget og likvideret af tyskerne i febr. 1944. Herefter Anton Toldstrup fra Skive. Begge unge og overordentligt talentfulde. Den militære assistance blev en ældre officer, den 55-årige oberstløjtning Vagn Bennike. Bennikes placering i Jylland, hvor han efterhånden fik manøvreret sig frem til en ledende position som Jyllandsleder fik stor betydning for region III, Sydjylland, som han var chef for. Især for den manglende succes i jernbanesabotagen her.
Det er ganske artige historier om Bennikes kvalifikationer og hans forhold til Toldstrtup, som man kan underholde med.
Hvis man vil se dem lidt mere indgående, så beskrives de i et herværende appendiks.
Aage Trommers kritik af Bennike går ikke i detaljer, men kan sammenfattes som manglende kvalifikationer m.h.t. togdrift, mere optaget af at centralisere magten hos sig selv end om effektiviteten i jernbanesabotagen, manglende viden og forståelse, og et paranoid forhold til Toldstrup, som af ledende kræfter i SOE karakteriseredes som Europas mest taktisk begavede nedkastningschef.
Skive distrikt hørte til Region I, hvor Toldstrup blev leder. For Toldstrup har det som nedkastningschef været vigtigt at koordinere aktiviteterne. Skive området var udset til - og blev - et vigtigt nedkastningsområde. Derfor var det uhensigtsmæssigt med forstyrrende aktiviteter, f. eks. jernbanesabotage, der kunne henlede besættelsesmagtens opmærksomhed på området.
Region III var oprindeligt opdelt i 22 distrikter, men som det fremgår af Aage Trommers forskning, har der snarere været 14, d.v.s. at der har været foretaget en sammenlægning af de mindste af distrikterne. I denne sammenlægning er Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov og Vamdrup blevet til lokaliteter i Vejen Distrikt. Kortet neden for er af så dårlig en kvalitet, at man kun vanskeligt kan se de 14 distrikter (sorte markeringer), som blev et resultat af sammenlægningen af de oprindeligt 22 (markeret som røde cirkler). Klik på kort for forstørrelse. Men man kan da se, at det især var Vejen Distrikt, som var et resultat af sammenlægningerne i Region III.
Kort og oplysninger fra Nationalmuseet om Undergrundshæren samt fra Modstandsdatabasen.
Det fremgår af nedenstående kort, at det især var banestrækningerne i Jylland, som var sabotagemål. Og her igen specielt strækningerne o. Struer - Holstebro - Herning, mellem Vejle-Brande og omkring Aarhus - Silkeborg - Skanderborg. Skive er ikke markeret som jernbanesabotagemål, da området af Toldstrup vel var udtænkt som nedkastningsområde. Toldstrup var selv, før han måtte gå under jorden, med i den gruppe på 6 mand, som i jan. 1944 deltog i den første våbenmodtagelse i Flyndersø området øst for Snævringen. Til gengæld var Thybanen, anlagt 1882, fra september 1944 et overordentlig hyppigt mål for jernbanesabotage.
Kortet er taget fra den hjemmeside under statsministeriet, som blev oprettet i forbindelse med A. Fogh Rasmussens ret pludselige interesse i besættelseshistorien i 2003, hvor Danmark engagerede sig i den primært amerikanske og ikke FN godkendte aktion i Irak. Men kortet bliver jo ikke misvisende alene af den grund.
Følger man Trommers korrigerede liste for "aktioner mod jernbaner", var der i 1942 øst for Store Bælt den omtalte ved Snekkersten-Espergærde - herefter 111 i 1943, 311 i 1944, 1103 i 1945. Heraf flest på øvrige jyske baner end de østjyske - d.v.s. flest, hvor region III, II og I var involveret (Trommer, jernbanesabotage, s. 42-43).
Der var selvfølgelig impulsive, enkeltpersonbaserede aktioner, som f. eks. sten på skinnerne mellem Vejen og Andst 11. marts 1943 og adskillige "telefonbomber", som efterhånden blev negligeret p. gr. af deres manglende udførelse. Men ellers var der generelt tale om organiserede aktioner, hvor der stod centralt ledede grupper bag.
Til sammenligning refereres der her til en lokalitet i region III, som er undersøgt lidt mere detaljeret.
De kommunistiske sabotagegrupper arbejdede under centrale direktiver, herunder malersvend Hans Peter Poulsen, der af partiet var blevet sendt fra Odense til Esbjerg, hvor han f. eks. var med i en aktion i Lunderskov 10. august 1943.
De af kommunisterne ledede aktioner i 1943 havde ikke jernbanerne som vigtigste mål - de var snarest, hvad man kan kalde provokationsaktioner, men de fik nok den politiske effekt, at samarbejdspolitikken hermed kom til at lakke hurtigere mod enden, endegyldigt med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943.
Ved siden af de kommunistiske aktioner i 1943 gik den britiske organisation SOE i 1943 også aktivt ind i overvejelser omkring jernbanesabotagens strategiske betydning. Helt centralt her stod SOE officeren Ole Geisler, der var med til at organisere nedkastninggrupperne, bl. a. Hvidsten-gruppen. Geisler planlagde bl. a. en sprængning i Fredericia, men denne og en række andre mislykkedes og hele gruppen omkring Geisler blev trevlet op mod slutningen af 1943-44, hvor der blev påbudt et sabotagestop.
Sabotagestoppet fra 1944 udsprang af de vestallieredes planer om den invasion, som kom til at finde sted 06. juni 1944 i Normandiet, D-dag.
Det var også i denne forbindelse, at Danmark blev inddelt i regioner, i første omgang 6, senere de 7, som er illustreret ovenfor på kortet. Det overordnede hensyn blev herefter koordineringen med den allierede krigsførelse.
Der blev nedsat et militærudvalg, M-udvalget, som skulle koordinere, så den danske indsats blev mest muligt tilpasset til den samlede, allierede planlægning. Flemming Juncker blev her uformel Jyllandsleder, indtil hans illegale lejlighed i Aarhus blev invaderet af Gestapo. Herefter overtog Bennike og Toldstrup ledelsen, hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig konstellation.
Da jernbanesabotagen fra juni 1944 blev sat i gang, var Jyllandsledelsen - nok uheldigvis - delt mellem de stridende parter, Bennike og Toldstrup, indtil februar 1945, hvor Bennike befæstede sin magt, først og fremmest ved en alliance med de politikere, som han helt rigtigt havde set skulle komme til at spille den væsentligste rolle efter krigen. Disse politikere, først og fremmest socialdemokraterne, var ligesom Bennike og militæret i øvrigt noget betænkelige ved de politiske yderfløje, som dominerede i Frihedsrådet, DKP og Dansk Samling. Toldstrup tilsluttede sig og stillede op for Dansk Samling efter krigen - uden dog at komme i Folketinget.
Tager man en geografisk fordeling af det, der er defineret som modstandsfolk, så er der i Skive Distrikt optalt 308 personer med det, der i modstandsdatabasen kaldes personsøgning. Her er ikke medregnet dem, der døde i eller efter koncentrationsloejrsophold. Skal man have alle med relation til Skive, kan man med andre søgekriterier finde 357 personer - herunder korrektion for gengangere. Man kan finde navne på de fleste - af de registrerede under lokaliteten Skive. Hertil kommer 62 endnu ikke offentliggjorte navne. Man kan herunder se, hvilke oplandslokaliteter, der er registreret med personer tilknyttet Struer Sektion og Skive Distrikt:
| Balling-Volling | 10 | Lihme | 7 |
| Bjerring | 1 | Nautrup | 12 |
| Durup | 4 | Oddense | 13 |
| Fly | 8 | Otting | 1 |
| Fur | 4 | Roslev | 7 |
| Glyngøre | 3 | Rybjerg | 6 |
| Grinderslev | 3 | Rødding | 5 |
| Harre | 1 | Rønbjerg | 10 |
| Hem | 4 | Selde | 9 |
| Hjerk | 5 | Sevel | 1 |
| Haasum | 1 | Skive | 145 |
| Jebjerg | 2 | Stoholm | 13 |
| Junget | 3 | Vejby | 1 |
| Krejbjerg | 4 | Vridsted | 8 |
| Lem | 9 | Ørum | 7 |
Geografisk er modstandsbevægelsen - ikke så forbavsende - koncentreret til Skive. Men der er gode lokale variationer, som skal undersøges nærmere for at kunne forklares. Den afsmittende effekt - som filmatiseringen af Hvidsten-gruppen viser - har muligvis også gjort sig gældende i Skive Distrikt.
Der skal tages det forbehold over for Frihedsmuseets Modstandsdatabase, at man i skrivende stund har registreret 85131 personer, heraf 56148 søgbare, som kan være kommet med af mere eller mindre tilfældige årsager. Desuden er der i den totale registrering en hel del gengangere under mere eller mindre forskellige navne. F. eks. var Erik Nyemann registreret som 4 forskellige personer, nu rettet efter gentagne henvendelser. Der korrigeres hele tiden for mangler i registreringen, derfor kan der på helt besynderlig vis optræde svært sammenlignelige resultater i de her foretagne beregninger, f. eks. tabellen med fordeling på byer i Skive Distrikt - som ydermere har den svaghed, at den er beregnet efter modstandsdatabasens regnearkversion, efterfølgende dog korrigeret for dobbelttællinger v. hj. af søgning på byer i selve databasen. Der redigeres løbende og konstateres, at der optræder sære variationer i tallene. Sådan er det desværre.
Der må også tages det forbehold, at de geografiske lokaliteter kan være usikre i det omfang, der findes flere med samme navn. Men indtaster man kriterier for både region, distrikt og lokalitet, skulle søgningen være sikker nok.
Accepterer vi tallene og anser dem for ca. retvisende for den modstand, som kom konkret til udtryk ved at gå ind i modstandsbevægelsen, så var der i Danmark 2,2 % aktive i modstandsbevægelsen. Her tages Modstandsdatabasen totale optælling i forhold til en befolkning på ca. 4 mio. i Danmark på dette tidspunkt - 3.844.312 i 1940, 4.045.232 i 1945. Det må derfor nok konstateres, at det kun var et forsvindende fåtal af befolkningen, der aktivt gik ind i modstandskampen - selv på et tidspunkt i 1945, hvor man ret sikkert kunne konstatere et nært forestående tysk nederlag. Befolkningstal iflg. Danmarks Statistik.
I Skive Distrikt er der med personsøgning i modstandsbevægelsen i skrivende stund registreret 308 + 58 endnu ikke offentliggjorte navne. Organisationssøgningen gav i lokaliteten / byen Skive 186, når man fratrækker personer, registreret primært i andre lokaliteter. Uden denne reduktion giver organisationssøgningen for lokaliteten skive 268 + 50 endnu ikke offentliggjorte personer. De fleste er formentlig hvervet i 19452 under Willy Jensen som byleder. I Skive var der 11412 indbyggere i 1940 iflg. Statistisk Aarbog for 1945. Med det største antal registrerede, bosiddende i Skive by, giver det en modstandskvote på 2,8 %, med det reducerede antal bliver modstandskvoten 2,2 %, nøjagtig som landsgennemsnittet. I Stoholm var der i 1940 iflg. Statistisk Aarbog 883 indbygere og heraf 18 registreret i modstandsbevægelsen. Det giver en modstandskvote på 2,0 %.
Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på.
De manglende offentliggørelser i Modstandsdatabasen af udvalgte personnavne betyder for Skive Distrikt, at lidt over 18% af de registrerede personer ikke er talt med. Og det er en ganske alvorlig mangel ved de observationer, som fremgår nedenfor. Det bliver ikke bedre af, at man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede - personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning - og mangler som anført en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!
De viste tabeller for organisationstilknytning er en totaloptælling og fordeling af de offentliggjorte personer i Skive Distrikt - korrigeret for de forskelle i indhold, som forskellige søgekriterier udvirker, se oven for. Hvis man i stedet for personsøgning foretager en organisationssøgning for de lokaliteter, som Skive distrikt omfatter, så får man 360 personer i alt. Forskellen i tallene skyldes, at der i personsøgningen ikke indgår personer med primært andre kriterier end tilknytningen til Skive, f. eks. ophold i kz-lejr. Derfor indgår der i de 360 organisationsoptalte også personer, som ganske vist er registreret med tilhør til lokaliteten Skive, men hvor den primære modstandsindsats er foregået i andre regioner og lokaliteter.
Dansk Samling var organisation for 2 lokale modstandsfolk. Hertil kommer Holger Danske, som var organisation for mindst to med tvivlsom relation til modstandskampen i Skive.
Langt de fleste ikke organisationstilknyttede var i det, der kaldtes en militærgruppe, 319 af de her 360 optalte. I modtagergrupper var 12 organiseret, heraf 2 organiserede DKP'ere. Resten af modstandsaktiviteterne fordeler sig på almen illegal virksomhed, sabotage og illegal presse (her var Henry Hede og Fritz Nielsen med i udgivelsen af Ny Tid og Land og Folk, med som registrerede DKP'ere).
Kønsfordelingen er simpel, der var 1 kvinde, resten var mænd. Registreringen her siger: Ida Franziska Mortensen, 16.08.1895 - 05.04.1950. Fisker, bosiddende i Skive, "hjælper" i modtagergruppe.
Ledere. Der er registreret 4 byledere, præsterne P. Chr. Haahr og Pilegaard, lærer Knud Nørlem Andersen, som blev afløst af bogholder Willy Jensen, da K. N. Andersen blev taget af tyskerne. Der var desuden 7 delingsførere, 29 gruppeførere, 1 stabschef, greve Adam Cyrille Knuth, der ejede Østergaard 1943-45, 1 transportchef, 2 ordonanser, 5 motorordonanser, 1 nedkastningschef, kurer o.m.m. (Toldstrup).
Frøslevlejren - som alle koncentrationslejrfanger fra Skive enten har haft som gennemgangs- eller sidste destination - blev opført på dansk grund (ved Padborg) og taget i anvendelse 13. aug. 1944 for at undgå deportation af danske statsborgere til tyske kz-lejre. Forløberen var Horserød-lejren, der fungerede som dansk internat for tyske flygtninge og efter Kommunistloven 22. august 1941 som internat for ledende medlemmer af DKP. Internerede jøder og kommunister blev efter 29. august 1943 overført til kz-lejre i Tyskland. Med den tyske accept af Frøslevlejren fra august 1944 kan man sige, at den danske samarbejdspolitik havde vundet en sejr i og med, at der nu var en aftale om, at danske modstandsfolk skulle anbringes i Frøslevlejren i stedet for de langt, langt barskere tyske kz-lejre.
Som man kan se her, hjalp det ikke kommunisterne fra Skive, Fritz A. Nielsen og Henry Hede, der begge blev deporteret fra Frøslevlejren til Neungamme, hvor de begge døde i slutningen af 1944.
Ud af ca. 106.000 fanger overlevede ca. 55.000 opholdet i Neungamme. I alt blev ca. 1600 Frøslevfanger deporteret til en kz-lejr.
De to Skive DKP'ere endte i Neungamme og døde.
Den danske DKP-leder Aksel Larsen undgik arrestation med politiaktionen mod kommunisterne med Kommunistloven i 1941, men blev efter arrestation i november 1942 i august 1943 overført til kz-lejren Sachsenhausen, hvor han sammen med adskillige medfanger overlevede opholdet - ud af ca. 200.000 fanger overlevede her ca. halvdelen opholdet.
Man kan konstatere, at de fra Skive indsatte i Frøslevlejren døde umiddelbart efter opholdet i lejren, hvilket kunne synes i strid med selve grundlaget for Frøslevlejrens oprettelse - at sikre mere rimelige forhold for danske fanger, end de forhold, man næppe dengang kendte til fulde, men med rette frygtede. For alle de her nævnte gælder det dog, at de 2 dkp'ere og den åbenbart til særbehandling dedikerede Voss-Petersen alle blev deporteret til tidens værste kz-udrydelseslejre. Det har sikkert forværret forholdene i lejren, at lejren var bygget til at kunne rumme ca. 1500 fanger, og at antallet i løbet af 1945 steg drastisk til o. 5500 fanger*.
Men hvorfor Knud Nørlem Andersen blev syg under opholdet i Frøslevlejren og døde umiddelbart efter, er det ikke muligt at sige noget om ud fra det foreliggende materiale. Men han skulle have lidt af en kronisk sygdom, der i så fald ikke lod ham overleve den manglende behandling i Frøslevlejren
Frøslevlejren blev fra befrielsen, eller i realiteten 03. aug. 1945, omdøbt til Fårhuslejren, hvor man internerede de ved retsopgøret til landssvigere dømte. Afvikling af lejren blev besluttet tilvejebragt inden 01. sept. 1949. Selv om man kan forholde sig ydmyg m.h.t. det manglende retsgrundlag i disse domfældelser, så kan man også anføre, at de indsatte trods alt undgik de værste udslag af selvjustits, der kom til at koste adskillige menneskeliv i tiden umiddelbart efter befrielsen - uden nogen form for rettergang.
Samarbejde med besættelsesmagten.*
Skive har formentlig ligesom Viborg haft et kartotek over "værnemagere, tyskerpiger m.v." Under alle omstændigheder opfordrede Frihedsrådet lokalkomiteerne til at registrere alt, de havde kendskab til af danske nazister, håndlangere, og hvad man titulerede tyskerpiger. Det er et noget tvivlsom kildemateriale, men det viser dog den lokale foretagsomhed m.h.t. at få gjort op med det, man opfattede som repræsentanter for en tid, der nu lakkede mod enden. Viborg kartoteket indeholder også oplysninger fra politikredsen i Skive. Karakteren af offentlig gabestok er der stadig. Der er dog ikke meddelt personnavne i det offentligt tilgængelige materiale.
Det er der naturligvis heller ikke i stemmetallene fra 1943 for Skiveegnen. De er opdelt på sogne. I modsætning til den i øvrigt benyttede Modstandsdatabase, der er bygget op over oplysninger i forsknings- og erindringslitteraturen samt opbevarede arkivalier, er der her tale om en anonym, samtidig tilkendegivelse, der meget godt kan tages som udtryk for den (manglende) støtte, der var til besættelsesmagten.
Herunder fortegnelse over, hvor mange der stemte på nazistpartiet i marts 1943 . Samt et billede af DNSAP's hovedkvarter i Skive. Der kan optælles 146, heraf under halvdelen, 60 i Skive by. D.v.s. ca. halvdelen af det antal, som - i det mindste i besættelsens sidste del - blev registreret som modstandskæmpere. Tallene for Skive dækker ikke alt inden for sympatisører, samarbejde m.v. i forhold til besættelsesmagten. Men i forhold til tallene for Viborg er Skive-tallene rimeligt troværdige.
Partikontoret i Frederiksgade 13, 1942. Man bør erindre, at det ikke dengang var ulovligt at sympatisere med besættelsesmagten. Tværtimod. Eller for den sags skyld arbejde i Tyskland.
I modsætning til modstandsbevægelsen er der kun få, der har beskæftiget sig med dem, der sympatiserede eller samarbejdede med besættelsesmagten. Over for dem blev der lovgivet med tilbagevirkende kraft for at kunne straffe dem - de blev ramt af en måske forståelig - men ganske retsstridig - hævntørst. Som ikke ramte samarbejdspolitikerne. Eller det velkonsoliderede erhvervsliv som f. eks. A. P. Møller og F. L. Smith. Men derimod ind imellem på helt urimelig vis almindelige mennesker, der ikke vidste bedre, ikke havde den bagklogskab, som vi har i dag.
Herunder fortegnelse over, hvor mange der på landsplan stemte på de forskellige politiske partier i marts 1943. Bemærk den høje stemmeprocent og den ret massive tilslutning til samarbejdspolitikkens partier.
|
Partier |
Partiformand |
Stemmer |
Pct. af stemmetal |
Mandater |
+/- |
|
|
Socialdemokratiet (A) |
Hans Hedtoft |
894.632 |
41.70 |
66 |
2 |
|
|
Det Konservative Folkeparti(C) |
John Christmas Møller |
421.523 |
21,0 |
31 |
5 |
|
|
Venstre(D) |
Knud Kristensen |
376.850 |
18,7 |
28 |
-2 |
|
|
Det Radikale Venstre(B) |
Hans Jeppesen |
175.179 |
8,7 |
13 |
-1 |
|
|
Dansk Samling (R) |
Arne Sørensen |
43.367 |
2,2 |
3 |
3 |
|
|
DNSAP (N) |
Frits Clausen |
43.309 |
2,1 |
3 |
+/-0 |
|
|
Danmarks Retsforbund (E) |
P. Gregersen |
31.323 |
1,6 |
2 |
-1 |
|
|
Bondepartiet (F) |
Valdemar Thomsen |
24.572 |
1,2 |
2 |
-2 |
|
|
Valgdeltagelse |
89,5 % |
|||||
|
Kilde |
Hvem Hvad Hvor 1944, Statistisk Aarbog 1950 side 226 |
Bondepartiets Valdemar Thomsen fra Skanderup blev efter besættelsen ved Byretten idømt fængselsstraf for "landskadelig virksomhed", dvs. deltagelse i Broholm mødet 14.-15.08.1940, hvor Fritz Clausen og de danske nazister (forgæves) forsøgte at overtale Bondepartiet og LS til at indordne sig under nazisterne.
Bondepartiet startede i 1934 som Det Frie Folkeparti af 3 udbrydere fra Venstre, som i udtalt grad sympatiserede med Landbrugernes Sammenslutning, LS. I 1939 ændre partiet navn til Bondepartiet, hvorved partiet erkendte sit agrare fokus. Partiet fik aldrig nogen stor opbakning, i 1943 kun 2 mandater i Folketinget. I partiets retorik var der klare fascistiske og populistiske elementer, der var også udtalte nazister blandt de på Broholm mødet nævnte. Men Valdemar Thomsen har ikke konstaterbart nogensinde udtalt sig med direkte nazistiske synspunkter. Dommen, senere frifindelsen ved Landsretten for "landskadelig virksomhed" er udelukkende baseret på deltagelsen i Broholm mødet. Og som det ser ud i det foreliggende materiale var dette et overordentlig spinkelt grundlag.
En kilde til Broholm mødet, d.v.s. mødet på Broholm Gods, hvor Jørgen Sehested var godsejer og stamhusbesidder, er J. Sehested, Broholm mødet - og andre erindringer fra besættelsestiden, 1973. J. Sehested var fremtrædende medlem af LS (Landboernes sammenslutning) og fra juni 1940 medlem af DNSAP. Sehested var initiativtager til Broholm mødet, der havde til hensigt at etablere samarbejde mellem Bondepartiet, LS og DNSAP. Det siger sig selv, at et sådan defensorat med tilbagevirkende kraft ikke kan bruges som kilde til så meget andet end netop den historie, Sehested gerne ser blive den gældende. For en mere pålidelig og veldokumenteret fremstilling kan der henvises til Henning Poulsens disputats, Besættelsesmagten og de danske nazister, 1970, især s. 184ff. Henning Poulsen benytter som kildemateriale til mødet først og fremmest Sehesteds arkiv.
I Broholm mødet deltog iflg. Henning Poulsen: Jørgen Sehested, Axel Christian Hartel, Knud Bach, Valdemar Thomsen, grev Fr. M. Knuth, direktør (Aarhus Oliefabrik) Thorkild Juncker, grev Heinrich C. Schimmelmann, Frits Clausen, H. C. Bryld, Børge Bryld, Svend E. Johansen, Freiherr Löw von und zu Steinfurth, Hans Pahl, politidirektør Möller Flensborg.
Der skulle iflg. flere kilder fra mødet have været sammenstød mellem Frits Clausen og flere af de øvrige deltagere, bl. a. Valdemar Thomsen i manglende accept af DNSAPs tiltænkt, ledende rolle.
Valdemar Thomsen blev frikendt ved Landsretten, altså en relativ nådig udgang på noget, som ellers for mange kunne sammenfattes i dom og fordømmelse "med tilbagevirkende kraft". Man har i Landsretten velsagten ikke på det foreliggende kildemateriale fundet grundlag for at dømme Valdemar Thomsen for den del af samarbejdspolitikken, der overskred "kridtstregen", nemlig samarbejde med nazisterne. Om det så har været en politisk set håbløs situation på Broholm mødet med ikke-indlysende ledere og indædt magtkamp, eller om Valdemar Thomsen har lagt luft til nazismen som sådan, det bliver næppe nogensinde dokumenteret. Under alle omstændigheder har Henning Poulsen overbevisende (sammen med andre) dokumenteret, at det var meget vanskeligt i kredsen omkring DNSAP, LS og Bondepartiet for tyskerne at finde et fornuftigt alternativ til den samarbejdspolitik, som tyskerne var helt tilfreds med indtil august 1943.
Spredte oplysninger om Broholm mødet findes også i De Parlamentariske Kommissioners Beretninger, Bd. I-XIV, 1948-1958, Bd. IV, s. 427, Bd. X, Stenografiske Referater, s. 114.
Krigen slutter, befrielsen
På opfordring af den danske modstandsbevægelse, udførte Royal Air Force i 1944 og 1945, tre meget præcise angreb på Gestapos hovedkvarterer i Århus, Odense og København. Hovedkvarterene blev ødelagt med deres kartoteker og mange Gestapo officerer blev dræbt.
Som man også kender det i aktuel krigsførelse forsøgte tyskerne at beskytte sig mod disse angreb ved at placere danske fanger i bygningerne. De fleste overlevede pga. præcisionen i de fleste af angrebene. Det lykkedes endda for flere at undslippe under aktionerne.
Angrebet på hovedkvarteret i København endte imidlertid i en katastrofe, som oven i købet er blevet mere eller mindre fortiet i dele den danske historieskrivning om besættelsen - i det mindste i den mediepublicerede.
Angrebet mod Gestapo hovedkvarteret i Århus fandt sted 31. okt. 1944 med 25 britiske bombefly. Målet var Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde hovedkvarter i en kollegiebygning i Universitetsparken.
Året efter, 21. marts 1945 og 17. april 1945 bombede RAF gestapo hovedkvartererne i København, Shellhuset og i Odense, Husmandsskolen.
Formålet var at dræbe så mange som muligt fra Gestapo og at udslette deres arkiver.
Tabet af arkiverne er historisk set stærkt beklageligt - der formodes her at have været et meget omfattende materiale, som Gestapo gennem stikkere havde erhvervet om modstandsbevægelsen.
Men i situationen var det selvfølgelig hensigtsmæssigt at svække fjenden ved at eliminere de oplysninger, der har ligget i arkiverne. Og for de registrerede fra modstandsbevægelsen kan det have været et spørgsmål om liv eller død.
 |
 |
| Bombningen af Shellhuset 21.3.1945 | Bombningen af den franske skole, mellem Frederiksberg Alle og Maglekildevej, 21.3.1945 |
 |
|
Shellhuset
Sidst på formiddagen 21. marts 1945 angreb britiske bombefly fra lav flyvehøjde deres mål. Første angrebsbølge nåede helt til Søerne, før luftalarmen lød. Det var kulminationen på et planlægningssamarbejde mellem Royal Air Force og den danske modstandsbevægelse, og målet var Gestapos hovedkvarter. Ved hjælp af et luftfoto fra en gammel reklamefilm, vidste piloterne præcist, hvor Shellhuset lå, lige ned til Skt. Jørgens Sø, og de vidste at de skulle sigte efter husets nederste etager, idet de danske modstandsfolk sad til fange oppe under taget og fungerede som levende bombeværn. Selvom angrebet således var en succes, ramte et af stifinder flyene en mast og styrtede ned nær den Franske Skole. Nogle af flyene i anden og tredje bølge, troede at dette var målet og kastede deres bomber ned over skolen. 123 civile blev dræbt. De fleste af dem børn.
En nyere forklaring på fejlbombningen er, at den skulle være forårsaget af vejret.
På trods af denne tragedie blev beslutningen om at bombe Gestapos hovedkvarter aldrig draget i tvivl fra officiel dansk side.
| Aarhus Universitet, kollegiebygningen v. det nuværende Statsbiblioteket | Odense, Husmandsskolen o. Rugårdsvej |
 |
 |
Den 4. maj om aftenen blev nyheden om den tyske kapitulation hørt over BBC som sendte til Danmark. Danmark var endelig frit efter 5 års besættelse, og på nogle få minutter var gaderne fyldt med jublende mennesker.
Flere steder brød der kampe ud imellem den danske modstandsbevægelse og tyske tropper, eller med bevæbnede bander der arbejdede for tyskerne. Mere end 100 mennesker blev dræbt og hundredevis sårede i dagene omkring befrielsen.
Befrielsen i Skive:
 |
 |
| Skiveegnen under 2. verdenskrig. | Skiveegnen under 2. verdenskrig. |
Man kan sagtens underholde sig selv med, at de her angivne tal for modstandsbevægelsen ligger i underkanten af den modstand mod besættelsen, som der i virkeligheden har været i befolkningen. Blot skylder man så at give dokumentation for, hvorledes den kom til udtryk. Man kan også tage udgangspunkt i, at en lang række ledende samfundsstøtter, både politikere og i erhvervslivet, var med i samarbejdspolitikken. Og at de først til allersidst erklærede sig som aktive modstandere. Den parlamentariske kommission, som har undersøgt samarbejdsproblematikken, har på det nærmeste begravet skylden på politisk ledelsesniveau. Den har under alle omstændigheder frikendt de samarbejdende politikere. Derimod blev en lang række almindelige mennesker dømt med tilbagevirkende kraft som nazister, stikkere, deltagere i tysk krigstjeneste på østfronten, tyskerpiger og værnemagere. Man kan også tage udgangspunkt i, at tallet 85131 i den landsdkækkende modstandsbevægelse, 307 i Skive Distrikt, nok snarere er over- end underdrevet, som eksemplet med Ib Schønberg viser. Men det tangerer nok meget godt en dokumentation for den modstandskamp, som det har været muligt at registrere. Hvad man så i øvrigt i datiden har tænkt eller følt i forhold til besættelsesmagten, unddrager sig de fleste anerkendte undersøgelsesmetoder.
Som det fremgår, har der været menneskelige omkostninger, også i modstandskampen i Skive Distrikt. Det var ikke risikofrit at gå ind i modstandskampen. Noget ganske andet er nutidens opfattelse af besættelse, samarbejdspolitik og modstand. Der er jo ikke mange tilbage, som har oplevet besættelsestiden. Men alligevel er der stadig forskellige holdninger til den tid. De kan variere fra personlige oplevelser med reaktioner på begivenhederne over mere eller mindre uskyldig sentimentalitet til kynisk politisk brug til fremme af inden- og udenrigspolitiske motiver.
Det mest rigtige, der kan siges om besættelsestiden i Skive Distrikt er velsagtens, at der her som i resten af Danmark kun var et fåtal, der gik ind i modstandskampen, men med en meget bred erhvervsmæssig fordeling. Faktisk var den registrerede modstandsaktivitet lidt under landsgennemsnittet, hvor sydjyske lokaliteter som hovedregel har ligget over. Den højeste pris, livet, blev betalt af to lokale kommunister, to modstandsledere i koncentrationslejr og to modstandsfolk lokalt under aktion.
- Desværre er Modstandsbasen, som det vil fremgå i denne fremstilling, opbygget relativt ulogisk, under alle omstændigheder efter ind imellem svært gennemskuelige principper. Det kan forekomme ubegribeligt, at den samme person, som tilhører en bestemt lokalitet eller et givet distrikt, ikke forekommer i personsøgningen, men derimod ved organisationssøgning m.v. Helt galt er det i regnearksversionen (i stedet for det naturlige valg, en database!!), hvor man skal gå frem med den yderste agtsomhed for at undgå fejl. Der er her tale om helt banale, men svært forståelige registreringssærpræg - personkarakteristikker er f. eks. både placeret i regnearkets rækker og kolonner, hvilket giver optællingsproblemer. Den samme person kan med denne registreringsmåde komme til at optræde et helt uforudsigeligt antal gange, uanset hvordan man tæller i regnearket.
- Man kan i Modstandsdatabasen konstatere, at der i Skive var 3 aktive DKP'ere i modstandsbevægelsen, Henry Hede, Fritz Nielsen (som begge omkom i Neungamme) og Bernhard Petersen. I Roslev var der desuden snedker Nikolaj Jensen. Iflg. DKP-versionen fra 1985 af den lokale besættelsestidshistorie blev Nikolaj Jensen arresteret af lokale betjente og anbragt først i Skive Arrest, herfra sendt til Vestre Fængsel og herfra videre til Horserød. Nikolaj Jensen skulle sammen med "97 ud af 250" have haft held til at flygte fra Horserød. Under alle omstændigheder er han ikke registreret i Modstandsdatabasen som interneret i Horserød eller efterfølgende Frøslev og / eller en tysk kz-lejr, som blev skæbnen for de i Horserød internerede DKP'ere.
- Willy Jensen er kun registreret som byleder i Frihedskampens Modstandsdatabase. Hverken fødsels- eller dødsår. Han er registreret som bogholder. Oplysningerne om ham kommer fra "Ranumkonventet" (O. F. Drostrup, 1976) 135,140.
- Man kan desværre ikke i den elektroniske Modstandsdatabase se, hvornår de registrerede er blevet aktive. Her skal arkivmaterialet nok inddrages.
- Lokalt kan det konstateres, at Erik Nymann, Skive og Erik Nymann, Farsø må være samme person. Han er ydermere også registreret som Nyemann og som Erik Nyemann - helt åbenbart samme person registreret som 4 forskellige, men med stort set identiske data. Erik Nyemann er et beklageligt eksempel på manglende korrektur, som forhåbentlig er under revidering i den elektroniske modstandsdatabase.
- Oplysninger om Frøslev- og efterfølgeren Fårhuslejren er i vid udstrækning baseret på Henrik Skov Kristensen, Straffelejren, Nyt Nordisk Forlag 2011, et uhyre veldokumenteret og professionelt arbejde, der indeholder mange nye og væsentlige bidrag til besættelsestidens historie.
- I forskellige indberetninger fra de tyske besættelsesmyndigheder varierer tallet af jøder, der blev pågrebet fra 344 (brev fra Best til det tyske udenrigsministerium 05. okt. 1943) til 477 (Beretning, som Best skriver i 1950, medens han sidder fængslet i Danmark).
- Uddrag af W. Best: Die deutsche Politik in Dänemark während der letzten 2œ Kriegsjahre, 1950. Under sit fængselsophold i Danmark skrev Best en længere skildring af sin 2 års embedsperiode som rigsbefuldmægtiget. Han rådede i den sammenhæng også over det skriftlige materiale, som var blevet brugt i retssagen mod ham. Skildringen, der omtaler Best i tredje person, slutter med hans underskrift og påtegningen "skrevet i det danske fængsel i Horsens 1950". "... Da den rigsbefuldmægtigede erkendte, at jødeaktionen ikke længere kunne standses, besluttede han sig for et usædvanligt skridt for efter bedste evne i det mindste at reducere resultatet af aktionen, som han forkastede ud fra sin forståelse af de sande tyske interesser [vel underforstået den forhandlende samarbejdspolitik, dog et ikke særligt overbevisende argument med samarbejdspolitikkens sammenbrud umiddelbart forudgående, i august, JN]. Da han fra den øverstbefalende for sikkerhedspolitiet havde erfaret det endelige tidspunkt for aktionen, meddelte han det til en medarbejder, den sikbsfartssagkyndige Georg Ferdinand Duckwitz, der med den rigsbefuldmægtigedes viden plejede venskabelige forbindelser til de ledende danske socialdemokrater, og aftalte med ham, at han skulle underrette folketingsmedlem Hans Hedtoft om det. ..." Denne beretning er skrevet efter krigen og selvfølgelig tænkt som et forsvar i sagen mod ham (W. Best). Fremstillingen støttes dog på mange måder ret godt af de samtidige telegrammer, udvekslet mellem Berlin og Best i 1943 forud for aktionen 01. - 02. okt. Kilden er helt klart et defensorat fra en overbevist og i den tidlige karriere radikal nazist. Men også en begavet taktiker med stor forståelse for politiske realiteter, hvilket måske kan være med til at forklare den rigsbefuldmægtigedes holdning og aktiviteter i jødeaktionsforløbet i 1943.
- Faderen, Harald Isidor von Essen (1855-1929), var muremester og iflg. Niels Mortensen også gasværkbestyrer. Hans og hustruens fælles gravsted er registreret beliggende i Skive. Det er ganske sparsomt, hvad der kan findes af oplysninger om datteren Camilla Birgitte Christensen (von Essen). Hun er født 1888, var altså midaldrende under besættelsen, men ellers er der ingen oplysninger, der viser aktiviteterne under besættelsen. Gift Christensen har det vel været nogenlunde let at skjule den jødisk-mosaiske tilknytning. Og lokale nazister har vel her set en art grænse for, hvad man kunne tillade sig i et lille samfund, hvor alle stort set kender noget til alle. Desuden var der blandt de 477 pågrebne jøder under oktoberaktionen jøder, gift med ikke-jøder, som blev frigivet igen af samme årsag.
- C. von Renthe-Fink blev udskiftet som rigsbefuldmægtiget i anledning af telegramkrisen, et svar fra Christian X på et lykønskningstelegram fra Adolf Hitler på kongens fødselsdag den 26. september 1942, som efter Hitlers mening blev besvaret fornærmende kortfattet. Baggrunden var nok også, at Tysklands repræsentant i Danmark C. von Renthe-Fink havde en for imødekommende kurs i samarbejdspolitikken i den berlinske optik, f. eks. i jødespørgsmålet, som af Renthe-Fink indberettedes som helt irrelevant i Danmark.
- I jubilæumsartikler i Skive Folkeblad nævnes broderen Herluf Nielsen, beskrevet som en del af det politikorps, som fra sept. 1944 blev interneret af besættelsesmagten.
- Slagter Harald Møller Henriksen fra Ørum, senere gårdejer i Hald, bosiddende Gl. Haldvej 23, fortæller i Fjends Herreds Folkeblad på 50 års dagen for befrielsen i 1995 om nedkastningsgruppens aktiviteter. Han siger om nedskydningen af Tage Nielsen: "Tre lygter blev stillet på jorden i en trekant, så den engelske maskines besætning kunne se, hvor vi var ... efter den engelske maskine fulgte en tysk, og vi fik ikke lysene slukket i tide ... Tage Nielsen blev ramt af 36 projektiler."
Ud over at være nedkastningschef og derfor modtager af sprængstoffer og våben fra englænderne (SOE), var Toldstrup også blandt ledende medlemmer af SOE en højt berømmet leder af jernbanesabotagen i region I Nordjylland. Han sørgede for direkte forbindelse mellem sabotagegrupperne og DSB ansatte, informationerne disse imellem løb hurtigt og effektivt, sabotagegrupperne var altid velforsynede med sprængstof og våben, Toldstrup var jo nedkastningschef. Og Toldstrup var enormt mobil og hermed altid et skridt foran Gestapo.
Alle disse kvaliteter manglede Bennike. Der er brevveksling mellem Bennike og Toldstrup, hvor Bennike beder om flere og bedre forsyninger. Toldstrup vidste udmærket, at Bennike var fikseret på centraliseringen af magten hos sig selv, og Toldstrup ønskede kun at aflevere forsyninger til de grupper, der var virkeligt aktive. Da Bennike var både centralistisk og langsom blev kvaliteten af hans operative kunnen også derefter. Det vidste Toldstrup, og han handlede derefter.
På det mere personlige plan omgav Bennike sig med et omfattende sikkerhedsapparat, hvilket medførte adskillige mindre venlige vittigheder herom. Utilfredsheden med hans sendrægtighed og omstændelighed var årsag til klager en masse. Der er eksempler på indkaldelse til møder, der tog 60 timer tur-retur, hvor mødet tog 5 minutter og fandt sted på en skovsti i vintervejr med kulde og sne (Trommer, Myte og sandhed i besættelseshistorien, 1974, s. 83).
Toldstrup derimod var blot enormt mobil og havde "næse" for at skifte position i rette tid, det lykkedes aldrig Gestapo at opspore ham.
Da et af Bennikes opdrag var jernbanesabotage, og da Toldstrups aktioner var langt mere effektive end hans egne (veldokumenteret i Trommers forskning), blev Toldstrup yderligere et af Bennikes handicap. Udsagn fra Toldstrup og breve fra Bennike skulle vise, at Bennike var parat til at gå endog meget langt for at slippe af med Toldstrup, d.v.s. en likvidation. Men Toldstrup var jo overordentlig vanskelig at få ram på. Gestapo kunne ikke, så hvorfor skulle Bennike kunne?
Se videre om Toldstrup og Bennike i en noget polemisk men tilsyneladende veldokumenteret artikel. Dog er artiklen på centrale punkter umulig at kontrollere, f. eks. Bennikes brev om likvidation af Toldstrup.