Ethvert samfund, både det lokale og nationale, bliver berørt - ind imellem endda ret så markant - når der er krig og ufred, som er temaet her.
For at kunne fortælle historien herom, skal der være dokumentation, et iagttageligt kildemateriale.
Går vi langt nok tilbage, er der kun ind imellem usikre eller ikke længere eksisterende, arkæologiske spor. Hvor de skriftlige kilder så begynder at dukke op, vil det være den skrivekyndige del af befolkningen, der formulerer sig. Og her vil den brede, almindelige befolkning oftest mangle at blive italesat.
I denne fremstilling tages der udgangspunkt i ufred, krige og konflikter inden for det, der bliver Danmark, i forhold til andre nationalt afgrænsede områder, her startende med viingetidens kongeriger.
Hvor kildematerialet tillader det, vil disse krige og konflikter så også blive undersøgt lokalt, således at det i bedste fald bliver muligt, at konkretisere de landsdækkende krige og konflikter i deres lokale fremtrædelsesformer.
 
De to Jellingesten. Den lille er Gorms. Den store er Harald Blåtands sten, som man daterer til o. 965 e. Kr.
På Haralds sten nævnes Danmark som et land. Derfor kalder man ofte denne sten for "Danmarks dåbsattest". 
  

  

 

På den ene side af den store Jellingesten ses Kristus afbildet, på den anden side noget dyreornamentik.
Iflg. Saxo, den danske krønikeskriver (1160-1208) Skulle Thyra, Gorms dronning, have bygget Danevirke som værn mod angreb sydfra. 
 
   
   
Harald 1. Blåtand skulle være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.  
 
 
Først med Gorm og hans søn Harald Blåtand kan man tale om et egentligt dansk rige, der benytter navnet Danmark.
 
Indskriften på Haralds sten lyder oversat (Nationalmuseet eller - bedre - Danmarkshistorien.dk):
"Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.".Indskriften på den lille Jellingesten er: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd"
Den lille Jellingesten bærer indskriften: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd".
Jellingestenene er således det første skriftlige vidnesbyrd om en dansk nationalitet. Der har naturligvis også i de forhistoriske kulturer været krige og kampe om livbetingelser og områder. Blot ved vi intet herom, kildematerialet mangler. Derfor tilhører den første krigsførelse, eller måske snarere plyndrings- og handelstogter, med dansk deltagelse vikingetiden.  
 
Trelleborgene blev i 980'erne anlagt på strategiske steder rundt omkring i Danmark. De fund, der Indtil videre har været, er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Aggersborg i Nordjylland og Trelleborg ved Slagelse. De varierer alle i størrelse med Aggersborg som den klart største med dens. 240 meter i diameter. Men bortset herfra, er de ellers meget ens - med cirkelrunde voldanlæg, med en spidsgrav løbende på ydersiden. Indvendigt var borgene delt i fire kvadranter med langhuse ordnede i karréer, og fire porte, der sikrede adgangen til fæstningen. Borgene kan have været tvangsborge, kongemagtens undertrykkelse af dens undersåtter. Muligvis Harald Blåtands markering over for den oprørske søn, Svend Tveskæg. Eller de kan have været militære forposter for vikingetidens togter mod udlandet. Man kan temmelig præcist datere både Fyrkat og Trelleborg ud fra egestolpernes træringe til opførelse i 980-81. Kongen bag borgene må derfor nok have været Harald Blåtand (958-986/87)
   
Trelleborg ved Slagelse, den bedst bevarede af de danske Trelleborge, foto Gyldendal. Fyrkat i Onsild Ådal sydvest for Hobro blev udgravet i årene 1951-63 Nonnebakken, Odense, Udsnit af Braunius' kort over Odense 1593. Ringvolden er markant på kortet.

Med en hvad man kunne kalde en skæbnesvanger beslutning i Odense Byråd i 1908, fjernede man de sidste rester af den gamle vikingeborg, der havde ligge ved Odense Å, hvor også Munke Mølle havde ligget, men nu flyttet til havnen.

Aggersborg. Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.. 
 
Vikingetidens krigsførelse. Vikingetiden dateres o. 800-1050. Især det meget sejldygtige vinkingeskib kan nok tilskrives den succes, vikingerne havde i udplyndringen af resten af Europa, over Grønland til Nordamerika. Knud d. Store, 1018-35, den sidste store vikingekonge, søn af Svend Tveskæg. Knud d. Store var konge i Danmark, England og Norge. Den tysk-romerske kejser anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Kejserrige. 
   
Det ældste af nogle vikingefartøjer, man i 1990'erne fandt i Roskilde Fjord viste sig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag.    Gokstadskibet Oslo, Norges største, bevarede vikingeskib, fundet i en gravhøj.    Ved siden af en rekonstruktion fra 1893.
 
Kongemagt og Kirke etablerer samarbejde 1050-1131. Der var i denne periode kampe melle især norske og danske rivaler til kongemagten. Denne magtkamp vandt Knud d. Stores søstersøn, Svend Estridsen (1057-76), der blev efterfulgt af 5 sønner (1076-1134 Harald Hen, Knud d. Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels) 

 
Valdemar d. Store og Absalon indtager Arkona. Maleri af Laurits Tuxen 1894, Frederiksborgmuseet. Magnus Nielsen myrder Knud Lavard 1131, ill. Danm.s Historie i Billeder. 
 
Borgerkrig 1131-1157. Efter drabet på Knud Lavard i 1131 var der borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstande i kongeriget. indtil Valdemar (den Store) i 1157 stod som sejrherre. Herefter var der et tæt samarbejde mellem kirke og kongemagt, først personificeret med (ærke)biskop Absalon og Valdemar.
 
Vendertogterne ca. 1100-1185. Krig mod hedenske sørøvere i Østersø området under Valdemarerne, et resultat af den indre magtkonsolidering, der resulterede i en offensiv udenrigspolitik.
Arkona, vendernes borg på Rügen, som Valdemar d. Store iflg. Saxo Gramaticus erobrede i 1169 - først og fremmest ved Absalons hjælp.  Absalons sejr over Bügislav - som Saxo Gramaticus opfattede - eller foretrak at skildre - begivenheden.
Under Valdemar Sejr (1202-41) fortsattes den danske ekspansion, og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., Valdemar og Danmark officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. det allerede da ganske betydningsfulde handelscentrum Lübeck.
Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219. Men herefter vendte billedet. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt i Det Sydfynske Øhav, og der måtte betales en uhyrlig løsesum, som drænede de danske ressourcer betydeligt. Og Valdemar havde ikke heldt til at få revanche, tabte tværtimod i slaget ved Bornhøved i 1227.
 
Magtkampe, kongemagtens opløsning 1241-1340.  Medens Valdemar Sejrs søn Erik Plovpennig blev konge i Danmark, blev en anden søn, Abel hertug af Slesvig. Abel fik Erik myrdet, men det rivaliserende forhold mellem Slesvig og kongeriget Danmark fortsatte helt indtil 1920, hvor en folkeafstemning bestemte det sønderjyske tilhør til Danmark. For at kunne føre en aktiv udenrigspolitik med dyre lejehære og befæstede borge pantsattes og feudaliseredes store dele af Danmark. Et af målene var den rige handelsstad Lübeck. Men alt i alt endte denne politik med et til det yderste forarmet og gældsat Danmark, hvor holstenske grever og oprørske bønder fra 1332 prægede et næsten kaotisk Danmark.  Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år tindil 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring.
 
 
Erik Plovpenning sænkes i Slien, Sct. Bendts Kirke, Ringsted, 1290 Portræt af Kong Abel fra Kronborgtapeterne.
Den sorte død, reformationen 1340-1536. Den styrkede danske kongemagt fra og med Valdemar Atterdag resulterede i Kalmarunionen 1397-1523, kongefællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Grevens  Fejde 1534-36 var formelt Danmarks sidste borgerkrig, hvad treårskrigen 1848-51 dog også kan betegnes som. Lübeckerne og tilhængerne af den afsatte Christian 2, stod til at vinde slaget om kongemagten efter Frederik 1.'s død i 1533. Den danske adel blev så enige om at udnævne Christian 3. som konge, og han hvervede Johan Rantzau, en holstens lejetroppefører, som angreb Lübeck fra Holsten. Tilhængerne af Christian 2. startede bondeoprør, bl.a. under Skipper Clement, blev nedkæmpet af Johan Rantzau. Christian 3.'s sejr i borgerkrigen resulterede i den katolske kirkes forvisning fra magt og kirkegods - der blev  overtaget af kongemagten - og reformationens indførelse i Danmark.
Christian 2. 1513-23 Christian 3. 1536-59 Grev Christoffer af Oldenburg, kæmpede sammen med Lübeck for at genindsætte Christian 2. 1504-66
 
Felttoget i Ditmarsken 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge bønderne i Ditmarsken til at anerkende ham som hertug. Det mislykkedes, Hans blev slået ved slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500. Ditmarsken generobredes under Frederik 2. med stormen på Meldorf i 1559.
Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910)  Illustrationen er udført af Franz Hogenberg 1589 til en bog om Frederik 2.s liv.

Den nordiske syvårskrig 1563-70. Beskrives  som en lang og opslidende krig, hvor ingen af krigens parter kunne overvinde modstanderen. Derfor sluttede krigen med status quo. Frederik 2. og den svenske kong Erik var begge unge (og måske noget ubesindige) ved krgens start. Danmark-Norge var allieret med Polen og Lübeck over for Sverige. I Skåne optrådte "snaphanerne", som svenskerne kaldte dem. De skulle vogte grænsen i Gænge, herfra navnet "gøngehøvdingen" til gøngen Svend Poulsen, der dog først i 1650'erne blev kendt for sine bedrifter og for sin modstand mod den svenske krigsmagt. Den store danske feltherre i denne krig var Daniel Rantzau. Svenskerne kom til at betale betydelige krigserstatninger, hvilket grundlagde en udvidet uvilje mod Danmark, den tidligere partner i Kalmarunionen.

Det Kgl. Bibliotek Scener fra Den Nordiske Syvårskrig.    8. september 1963 afsløredes mindestenen for Gøngehøvdingen Svend Povelsen i Lundby på Sydsjælland, hvor Svend Povelsen havde modtaget Lundbygård af Frederik 3. i 1661 for sin indsats under svenskekrigene i 1650'erne. 

 

Johan Rantzau (1492-1565), Daniel Rantzau 1529-1569), hærførere for Danmark. 

 

Kalmarkrigen 1611-13.  Christian 4. ønskede krig imod Rigsrådets ønske for at få anerkendt dansk herredømme over Finnmarken. Danmark fik ikke andet ud af krigen end ret store krigsskadeerstatninger. Og desuden var grunden lagt til et modsætningsforhold til den svenske konge Gustav 2. Adolf.

 

 

 

 
Efter Kalmarkrigen indstiftede Christian 4. "Den væbnede arms orden", som blev givet til dem, der havde udmærket sig særligt i krigen. Motivet fra denne rytterstandart viser det samme motiv, den bøjede, panserklædte arm. Indstriften sammenfatter det militære æresbegreb "Ære oder Dodt" - ære eller død. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Danske tropper landsættes ved belejringen af Kalmar Slot. Af ukendt oprindelse  Sølvmedalje 1611.
30-årskrigen 1618-48, Kejserkrigen 1625-29. 30-årskrigen udkæmpedes i Tyskland, med kejsermagten og katolikker på den ene side, og protestantiske fyrster på den anden.
Formelt gik Chr. 4. ind som holstensk hertug og leder af den protestantiske hær i det, der blev Kejserkrigen 1625-29. Da Chr. 4. blev slået ved Lutter am Barenberg i 1626 besatte kejserens tropper Jylland nord for Holsten. Ved freden i Lûbeck fik Chr. 4. mulighed for at trække sig ud af krigen uden andre omkostninger end tab af prestige.
     
Portræt af Christian 4. og hans dronning Anna Cathrine. Malet af den nederlandske maler Pieter Isaacsz. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg.   Musketerkårde. Musketeren er opkaldt efter sit skydevåben, en lang og kraftig bøsse - ofte så tung, at den måtte støttes på et stativ, når den skulle affyres. Musketererne bar dog ikke kun deres musket, men også en kårde. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  
 
Torstenssonskrigen 1643-45. I modsætning til danskerne havde svenskerne stor succes med at deltage i 30-årskrigen på protestanternes side. Dette gjorde Chr. 4. urolig, og han søgte tilnærmelse til den tyske kejser. Den svenske hær under feltmarskal Torstensson gik mod nord, fejede modstanden til side og besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen samt Halland til Sverige - Halland dog i princippet kun for en periode af 30 år! Dertil fik Sverige toldfrihed i Øresund.
   
Det var under Torstensonfejden, at Christian den Fjerde mistede sit ene øje. Wilhelm Marstrands portræt af Christian 4. på Trefoldigheden fra ca. 1864.  I 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed i opkrævningen af Øresundstolden. De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Ud over et øje, mistede Chr. 4. store dele af sit rige - Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Desuden for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr. Nederlandene sørgede desuden for, at Chr. 4. blev presset til at nedsætte Øresundstolden. 

Skånske krig 1675-79.Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene. Krig og slag blev blodig, med flest danske sejre. Men Frankrig gennemtvang som svensk allieret Roskilde-fredens betingelser. De dansk-norske angrebsstyrker blev støttet af de lokale snaphaner i Skåne. Den svenske flåde blev klart besejret, til lands gik kampene stort set lige op. 

 

  

Dansk indtagelse af Helsingborg 3. juli 1676, maleri af Claus Møinichen fra 1680'erne. Og sænkning af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686. Snaphane, statue af skulptøren Axel Ebbe 1934, dansk kopi i Præstø 1951. Og Axel Ebbesens skulptur i Hässleholm. 

Den store nordiske krig 1700-21. Med den svenske konge Karl 12. som ung og effektiv aktør bliver Danmark-Norge under Frederik 4. sammen med Rusland under tsar Peter d. Store og Polen-Saksen slået i Nordtyskland og truet i Nordsjælland, hvor Karl 12. er gået i land. Danmark må i 1700 trække sig ud med freden  freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor Frederik 4. må give betydelige indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp.

   
Søhelten Peter Wessel, Tordenskjold nedskyder et svensk krigsskib. Rigsarkivet Svenskerne vinder sejre over Polen og Saksen indtil 1709. Besejrer danskerne i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, samtidigt stik. Karl 12. rammes af kugle 11. dec. 1718. Freden i Frederiksborg 3. / 14. juli 1720. Stik fra 1798, Frederiksborg Slot. 
Frederiksborgfreden indebar, at Danmark måtte tilbagegive sine under krigen erobrede områder mod pengeerstatning, mens Sverige dels måtte forpligte sig til ikke at støtte Gottorp mod Danmark, dels mistede sin toldfrihed i Øresund. Desuden garanterede Storbritannien og Frankrig den danske konges ret til Slesvig. Selvom Danmark ikke genvandt Skåne, Halland og Blekinge, betød Frederiksborgfreden en betydelig sikkerhedspolitisk forbedring efter lang tids usikkerhed i forhold til Sverige, der siden det stockholmske blodbad var Danmarks fjende nummer et.
 
Krigen mod Algier og tyttebærkrigen. Sørøvere hærgede Middelhavets handelsruter. Danmark-Norge betalte hvert år Barbareskstaterne (Marokko, Algeriet, Tunis) for at lade danske skibe være i fred. I 1769 ophævede Algier denne aftale, og krigen brød løs. Hvilket gentog sig 1796, 1800, indtil Frankrig erobrede Algeriet i 1830. Tyttebærslaget sommeren 1788: De fleste dansk-norske soldater mistede livet p. gr. af den dårlige forplejning, hvor tyttebærene var en væsentlig del. Danmark-Norge kom med p. gr. af en alliance med Rusland, som den svenske konge Gustav 3. fremprovokerede en krig med. Krigen sluttede resultatløst ved britisk indgriben. Først og fremmest for at redde Sverige.
   
Barbareskpas. Danske og norske handelsskibe havde en underdel som, den, der ses på billedet. De algierske kaperkaptajner medbragte toppene. Ingen af parterne kunne tale sammen eller læse hinandens sprog, men når passets to dele passede sammen, kunne skibet sejle videre. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Samtidigt kort over krigsskuepladsen ved Kvistrum 1788. Det svenske krigsarkiv.  
 
Første Englandskrig, Slaget på Reden, 2. april 1801. Kombinationen af den langvarige krig mellem Frankrig og England, napolenonskrigne og den store danske flåde, som ingen af parterne vil se på den andens side umuliggjorde dansk neutralitetspolitik
        
Slaget på RedenPeter Villemoes Efter hans død i 1808 blev der på fællesgraven på Odden Kirkegård opstillet en mindestøtte med tekst af N.F.S. Grundvig. Motiv fra Danm.'s Historie i Billeder 1898. Frimærke fra 1910 med Willemoes' fødegård i Assens som motiv. 
 
Anden Englandskrig
                                                                    
Slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808  Københavns Bombardement 2. - 7. sept. 1807, Danm.s Riges Historie 1896-1907.
 
Freden i Kiel. Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleons Frankrig, og det kom til at koste dyrt. Norge måtte afstås til Sverige, dog beholdt Danmark Grønland, Føræerne og Island. Den danske flåde beholdt England. Danmark var og blev "et lidet og fattigt land".
 
 
 
Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstaktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum  Wienerkongressen sept. 1814 - juni 1815. Danm.s Riges Historie 1896-1907. 

Slesvigske krige og deres baggrund

Med Valdemar 2. Sejr og arvefølgen til de to sønner, hvor Erik Plovpenning 1231 blev efterfølger i kongeriget, Abel fik Slesvig som fyrstelen, var fundamentet lagt til den  konflikt, der 1864 trak den tyske grænse til Danmark ved Kongeåen.
   
 
Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten er en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik som håndfæstning 5. marts 1460.
Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte.
Ribebrevet blev skrevet på pergament i to eksemplarer. Kongens findes i Rigsarkivet; det holstenske med 18 vedhæftede segl ligger i det slesvig-holstenske landsarkiv på Gottorp Slot.
Som håndfæstninger i øvrigt er denne i princippet kun gældende for de aftalende parter, som er Christian 1. og efterkommerne til den slesvigske hertug og holstenske grev Adolf, der døde barnløs 1459.
Slesvig var herefter på mandssiden et herreløst dansk len og skulle efter tysk arvelov egentlig igen tilfalde kongeriget Danmark. Men efter dansk arvelov var også kvindesidens mænd arveberettigede, og den holstenske adel valgte 1460 Adolfs ene søstersøn, den danske konge Christian 1., som hertug til Slesvig og greve til Holsten.
Kongen måtte love at bevare den slesvig-holstenske adels særlige rettigheder og hertugdømmernes selvstændighed, men til gengæld kunne hertugdømmerne blive regeret af det danske kongehus, hvor kongen 1474 blev tysk vasal i Holsten, mens Slesvig forblev et dansk len.
Den centrale passus i Ribe-privilegiet, som senere blev benyttet af tysk-holstenske nationalister og Bismarck mod Danmark efter Novemberforfatningen 1863 var, at Slesvig og Holsten skulle være ”ewig zusammen ungeteilt”. Novemberforfatningen indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig (§§ 18, 20) med både et Folketing og et Landsting.
Og så var Slesvig og Holsten ikke mere "zusammen ungeteilt".
Uanset at det var en håndfæstning med specifikke bestemmelser, så kunne Bismarck og Prøjsen 1864 med henvisning hertil og fredsaftalerne efter treårskrigen 1848-50 angribe og besejre Danmark i 1864, og som resultat indlemme hertugdømmet Slesvig i det tyske forbund.
 
Første slesvigske krig. 1848-1850. Slesvig og Holsten ønskede ikke det demokrati, "pøbelvælde", der fredeligt var indført i kongeriget Danmark i 1848. De to tyske delstater blev støttet af Det Tyske Forbund, først og fremmest Prøjsen. Udfaldet af krigen betragtedes i Danmark som en sejr. Men især Londontraktaten 8. maj 1852 fik betydning for nationalistiske, danske ønsker om grænsen ved Ejderen. Det kunne der ikke være tale om, helstaten skulle bevares med kongeriget Danmark og Slesvig og Holsten "ewig zusammen und ungeteilt". Rigsarkivet har en oversigt over registre vedr. både 3-årskrigen og krigen i 1864. Disse oversigter er nyttige, når der skal indsamles viden om krigenes lokale fremtrædelsesormer.
    
Fredericia slaget 6. juli 1849, dansk sejr. Fredericia Museum er udgiver af billedet.  Londontraktaten, Rigsarkivet.
 
 
Anden slesvigske krig. 1864. Krigen var et forventeligt resultat af den danske kongeriges novemberforfatning af 1863, som Bismarck udnyttede mesterligt. Den politiske beslutningsproces i Danmark var derimod på grænsen til det naive.
   
18. april stormede de preussiske styrker Dybbøl-stillingen. En for de danske styrker blodig og håbløs affære. Foto Rigsarkivet, det glorificerende maleri "Episode af ottende brigardes modangreb ved Dybbøl 18. april 1864" er malet i 1894 af Vilhelm Rosenstand.
 
 
 
   

Foreningsregnskaber