1600-tallets for Danmark katastrofale svenskekrige indledtes med Christian 4.'s mislykkede udenrigsolitik over for Sverrige, den tidligere lillebror i Kalmarunionen 1397-1523. 
Danmark blev kastet ud i svenskekrigene, der efterlod en svækket meget tidligere Østersømagt og en befolkning, der blev udsat for krig pest og kolera-
Afslutningen herpå var Store Nordiske Krig 1700-1721, hvor Sverrige ikke kunne trække sig sejrrigt ud. Herefter forøgede Frederik 4. antllet af rytterdistrikter fra 10 til 12.
Rytterdistrikterne var et resultat af en hærreform under Christian 5. i 1670 som en konsekvens af de mange tabte krige mod svenskerne siden Christian 4. 
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[2]. De oprettedes på krongodserne.
Rytterskoler er betegnelsen for de oprindeligt 240, i alt 241 skoler, som Frederik 4. som godsejer 1721-27 oprettede i rytterdistrikterne med 10-25 skoler i hvert distrikt. Til hver skole opførtes en anselig grundmuret bygning med skolestue og lærerbolig, og 28. marts 1721 udstedtes instrukser for amtmænd, kirkeinspektører, præster og skolemestre i rytterdistrikterne, som indholdt bestemmelser om skolepligt og skolegang, om undervisningen og om lærernes ansættelse og aflønning. Selv om rytterskolerne ikke kom til at svare til det, der var tilstræbt, kan de betegnes som en af de vigtige milepæle i dansk skolehistorie. 
En ´ekstra´ skole blev efterfølgende, i juni 1727 opført på Bogø, Fyn, så der i alt blev opført 241 rytterskoler.
Rytterdistriktistrikt
Skolebyer i rytterdistriktet
Antal skoler
1. København
Gentofte, Hvidøre, Valby, Hvidovre, Brønshøj, Gladsaxe, Lyngby, Farum, L. Værløse, Slagslunde, Gandløse, Maaløv, Ballerup, Ledøje, Herstedøster, Herstedvester, Hvissinge, Brøndbyøster, Brøndbyvester.
19
2. Frederiksborg
Herlev, Kollerød, Uggeløse, Gørløse, Skævinge, Alsønderup (Tulstrup), Meløse, Brederød, Ølsted, Sigerslev-Øster, Uddesundby, Snodstrup, Hjørlunde, Ølstykke, Stenløse, Hørup, Uvelse, Søsum.
18
3. Kronborg
Borsholm, Tikøb, Esbønderup, Søborg, Valby, Ramløse, Vejby, Melby, Torupmagle, Avdered, Dageløkke, Veksebo, Grønholt, Sjælsmark,Ravnsnæs, Græsted, Maarum, Ammindrup, Blidstrup. 
19
4. Antvortskov
Vedbysønder, Sorterup, Nordrup, Sønderup, St. Valby, Kirkestillinge, Næsby, Holmstrup, Slots Bjergby, Vemmelev, Lundforlund, Faardrup, Skørpinge, Flakkebjerg, Gimlinge, Hyllested, Tjustrup, Sørbymagle, Haldagerlille, Haldagermagle.
 20
5. Tryggevælde,
Møn (oprettet 1726)
Magleby, Holtug, St. Heddinge, Ll. Heddinge, Hellested, Karise, Kjæderup, Arneje, Frerslev, Haslev, Terslev, Strøby, Hølerup, Skrosbjerg, Dalby, Haarlev, Værløse, Alslev.
 
Tjørnemarke, Ebbelnæs, Svendsmark, Kjeldbymagle, Hjertebjerg (Elmelunde), Borre, Magleby, Mandemark, Dame, Haarbølle, Bogø (1727).

18

11

6. Vordingborg
Hammer, Lundby, Bakkebølle, Kjøng, Sværdborg, V. Egesborg, Mern, Viemose, Stensby, ø. Egesborg, Udby, Ørslev, Baarse, Dyrlev, Snesere, Skibbinge, Allerslev, Vindinge, Stenstrup.
 19
7. Lolland (nedl. 1724)
Flaarup, Herridslev, Raagelunde, Frejlev, V. Ulslev, Hjelm, Vantore, Errindlev, Thoreby, Flintinge, Assenbølle.
 11
8. Falster
Gedesby, Stavrby, Højet, Væggerløse, Idestrup, Elkenøre, S. Kirkeby, Horreby, Moseby, Horbelev, Vejringe, Falkerslev, Hulebæk, Maglebrænde, Torkildstrup, Gundslev, Skovby, Øverup, Klodskov, Eskildstrup, Sundby, Brarup, Vaalse, V. Kippinge, Egelev, Nr. Vedby, Nr. Alslev
27 
9. Fyn
Aasum, Hunderup, Hjallese, Fangel, Bellinge, Brendekilde, Sanderum, Tommerup, Brylle, Verninge, Orte, Skalbjerg, Kolbjerg, Hindevad, Paarup, Korup, Ubberud, Broby, Alleso, Lumby.
20
10. Dronningborg
Spentrup, Borup, Gimming, Harridslev, Ødum, Voldum, Raasted, Hallendrup, Kristrup, Mejlby. 
 10
11. Skanderborg Skanderup (Skanderborg), Stilling, Hørning, Virring, Yding, Hylke, Taaning, Tønning, Sdr. Vissing, Harlev, Storring, Sjelle, Linaa, Svejstrup, Venge, Svendstrup, Grumstrup, Aastrup, Faarvang, Gjern, Toustrup, Overby, Hørslevbole, Skovsrod. 24
12. Koldinghus Seest, Skanderup, V. Vamdrup, St. Andst, Ø. Gjesten, Veerst, Vraa, Egtved, Ammitsbøl, Højen, Aagaard, Harte, Eltang, N. Bjært, Almind, Herslev, Smidstrup, Skærup, Andkjær, Pjedsted, Gaarslev, Bredstrup, Taulov, Erritsø, Vejlby. 25
    241 rytterskoler
 
Til etablering af rytterskolerne blev der nedsat en komite, og under ledelse af biskop Worm og Chr. Gabel, viceadmiral, overkrigssekretær og stiftamtmand indhentede komiteen kirke- og hartkornsoplysninger fra de 12 rytterdistrikter.  7. februar 1721 meddeltes det, at kongen nu havde besluttet i hvert rytterdistrikt at lade oprette 20 skoler, der økonomisk hver skulle have et underlag af 280 tdr. hartkorn.
28. marts 1721 blev herefter den skelsættende dato, idet "... Hans Mayestæt paa denne Dag lod publicere sit gudelige Forsæt, de 240 Skolers Oprettelse".
Der er ikke kilder til den endelige beslutning.
Heller ikk om det næste par måneders forhandlinger foreligger der noget oplyst. Men 23. august 1721 kommer den endelige beslutning. I kongeligt brev (Rytterdistrikt kontor nr. 171, 1721) forordnes det, at der i hvert af de 12 rytterdistrikter skal opføres 5 nye skolebygninger årlig i 4 år - i alt 20 - at disse skal være grundmurede, og "at således ingen andre Huuse dertil skal tages".
Betegnelsen "Rytterskole", er muligvis opstået ad mundtlig vej omkring 1740, da rytterinstitutionen allerede var under delvis afvikling. Det vil være en misforståelse, hvis man tror, at skolerne oprindelig kun var beregnet for ryttersoldaternes børn og en slags belønning for ryttertjenesten.
Skolerne skulle tværtimod søges af alle skolepligtige børn i rytterdistrikterne, og udgifterne til driften pålignedes både hartkornsejerne og de jordløse beboere, der havde børn i skolepligtig alder.
Selve opførelsen af de 240-41 skolebygninger betaltes af de pågældende kongelige kirkers formuer, og kun hvor disse ikke var tilstrækkelige, udlagdes summen af distriktets regimentskasse.
Skoletilsynet udøvedes af biskop, provst, amtmand, kirkeinspektør og præst.
Som det fremgår af oversigten over rytterdistrikter blev Tryggevælde rytterdistrikt nedlagt og erstattet af Møn rytterdistrikt. Det fremgår af skifteprotokoller, at Tryggevælde Rytterdistrikt eksisterede 1720-1735, og at Møn Rytterdisktrikt blev oprettet 1726. 
 
Hvordan rytterskolerne har set ud, kan man i nogen udstrækning se af de bevarede. Dog har ombygninger, vedligehold og direkte nedrivninger sat deres spor.
 
En skitse, der viser, hvordan man forestiller sig, rytterskolerne principielt har set ud. Herunder aktuelt udseende. Rytterskolen i Skanderup, som den så ud o. 1900. Og som illustration af forskellighede, Valby Rytterskole herunder.
 
Rytterskolen i Skanderup skulle iflg. en desværre ret upålidelig kilde, Aug. F. Schmidt være opført i 1725. Selv om AFS i påfaldende grad ofte gætter sig frem, er 1725 et rimelig sandsynligt opførelsesår. Det rigtige er dog 1721, året hvor Frederik 4. oprettede sine 12 rytterdistrikter, -skoler.
Rytterskole i Lille Heddinge, Stevns Kommune. Tilhørte Tryggevælde Rytterdistrikt. Denne rytterskole skulle være en af de mest velbevarede. Bortset fra ændringer ved skorsten, vestgavl og indgangsparti skulle denne rytterskolebygning stå med originalt ydre.
 
Alle rytterskoler fik denne inskription, der som det sig hør og bør (også den gang) i højstemte vendinger priste grundlæggeren, Frederik 4. Rytterskolens inskriptionstavle i Skanderup er dateret 1721, og den befinder sig nu på forbundsskolen, Hjarupvej. 
Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne. Den latinske tekst i oversættelse lyder: Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.
Ved bygning af ny skole i 1842 blev mindestenen lagt i Nagbøl Præstegård (med inskriptionen nedad!). Ved tilbageførsel til 1908 skolen var toppen forsvundet, og derfor erstattet med en vellignende efterligning.
 Rytterskolen i Seest, anvendes i dag som kirkekontor.
 
Med Christian 6. s skolelove af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet, gik han i faderens spor, og bl.a. forhøjede han her den kontante skolemester løn i Koldinghus-distriktet. Det har givetvis været til glæde og tilfredshed hos de lokale skolemestre.


[1] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[2] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
[3]Danske Atlas I s. 353.
[4] Det er her, man skal holde tungen lige i munden. Rytterdistrikternes formål var at "underholde (de) 12 ryttreskadroner", men rytterskolernes formål var oplæring af den stedlige almue i at læse og skrive. Ganske vist Bibelen og tilhørende Katekismus, men det bliver den konkrete læse- og skrivefærdighed velsagtens ikke ringere af.
 
Benyttet kilder og litteratur, bl. a.: Pontoppidan: Danske Atlas Bind 1. Holger Munk Rytterbonden 1955. Thøger Jensen: Kong Frederik den Fjerdes skoler (Rytterskolerne) 1921.
K. Rockstroh: Frederik IVs Godspolitik 1925. A. Hojer: Friederich des Vierten glorwiirdigstes Leben 1729 og 1829. J. P. Trap: Danmark I, II, udgave 1859. Vor Ungdom årg.1908, 1910 og 1915. J. S. Fruergaard: Ahnueundervisningen i Gauerslund Sogn 1721-1935.
Som et resultat af oprustningen i forbindelse med først Christian 4.’s krige, senere svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Det gav kongen mulighed for sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden at indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, dvs. den jordejende adel hovedsageligt. Enevælden indførtes i 1660 som et resultat af de privilegerede stænders (adelens) stædige fastholden af hævdvundne privilegier (først og fremmest skattefriheden) i en situation, der var skabt af kongemagtens fejlslagne udenrigspolitik.[1] Havde Frederik 3. fiasko i udenrigspolitikken, havde han succes indenrigspolitisk, hvor adelen udmanøvreredes i et samspil med borgere og gejstlighed.
Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter i det sociale hierarki. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.
 

Rytterdistrikterne

Svenskekrigene demonstrerede et akut behov for effektivisering af det danske militære beredskab. Et af elementerne heri var rytteriet, der som alt andet skulle finansieres.  Det naturligste var at lade det direkte underholde gennem krongodsets finansielle ressourcer, dvs. pålæg til de omfattede bønder.  23. april 1670 blev den første Anordning om Rytterdistrikter udstedt for Sjælland, for hele landet 01. august, dog først med forordning fra 05. oktober 1670. I forordningens artikel 2 hedder det: ”Den, som bor paa en Ryttergaard, skal enten selv ride og være Rytter eller og holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevehr og Klæder, som det sig bør, og paa Mønstringen kan for godt agtes".[2]Dette pålæg i rytterdistriktet gjaldt både fæstere og selvejerbønder.
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[3]. De oprettedes på krongodserne. 
 

Kolding Rytterdistrikt

Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Anst Herred - og hermed Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskaber.
Rytterdistriktet i Kolding havde godser i Elbo, Holmans, Brusk og Jerlev Herreder. I Anst Herred var der kun strøgods[4].


[1]Det kunne synes, at det at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.
[2] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[3] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg. 
[4] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.[1] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.
 
 
 
 
 
 
 
 

Indholdsfortegnelse, landbrug i Danmark

1. Fra istid til jægere, samlere 2. Tidligste landbrugsdrift 3.  Bondestenalderen 4. Vikingetiden, redskaber 5. Landsbyfællesskab, fæste
6. Middelalder 7. Enevælden 8. Landsbyerne 9. Skat, retsvæsen, militærtjeneste 10. Landsbyfællesskabet
11. Landboreformer 12. Landboreformer, hartkorn og teknologi 13. Kornsalgsperioden efter Napoleonskrigene 14. Afsætningskrise og andelsbevægelse 15. Mejerierne
16. Andelsbevægelsen socialt, kulturelle aspekter 17. Jeppe Aakjær 18. Mejeriarkitektur, mejerier i og o. Skive
19. Landbrugsskoler, mejeridrift   20. Mejeribestyrere i Skive området  21. Thise Mejeri, forhistorien
22. Thise Mejeri 23. Mejerierne i Fjends 24. Søndagshvile i Fjends 25. Herregårdsmejerier og andelsbevægelse i Fjends
26. Mejeriet i Hald 27. Svineslagterier i Skive, Viborg området 28. Benyttet materiale, andelsbevægelsen
29. Et lokalområde med søndagshvilende mejerier      
Den lokale mejeridebat Standpunkter i debatten     
         

Istiderne

Det antages, at jordens klima for 2,6 mio år siden ændrede sig med temperaturfald og med skiftende koldere og varmere perioder. I Danmark og Skandinavien kan der konstateres fire istider og tilhørende lidt varmere mellemistider.
Den sidste istid i Danmark, Weichsel antages at være begyndt for 115.000 år siden og sluttet o. 9.700 fvt. De første mennesker, der var kommet til Danmark i slutningen af istiden, kunne ikke overvintre, fordi det endnu var for koldt. Denne tidsalder kaldes palæolitikum, ældre stenalder eller jægerstenalder, hvis yngre del varer til afslutningen af den sidste istid, der anses for endeligt afsluttet o. 9.700 - 9.300 fvt.
Før istidens afslutning var der en mellemistid fra o. 11.700 indtil 10.900 med højere temperaturer, helt op til 15-17 co om sommeren, hvor man forestiller, at de her indvandrende jægere og samlere kun har været deltidsbosat i Danmark. Omkring 10.900 fvt. faldt temperaturen på store dele af den nordlige halvkugle igen. Især blev vintrene koldere, hvilket for mennesker, dyr og planter må have været vanskeligt at overleve.
Temperaturfaldet varede imidlertid kun til omkring 9.700 fvt., så vendte klimaet igen, og denne gang dramatisk og temmelig hurtigt, hvilket betyder, at temperaturen fortsatte med langsomt at stige i de næste flere tusinde år. Og nu vandrede mennesker igen ind fra syd, og denne gang for at slå sig ned permanent. Med sig havde de indvandrende jægere og samlere forskellige redskaber og våben. Begge dele var som tidligere lavet af træ, flint og knogler, men de brugte også muslingeskaller, fiskeben og andre naturmaterialer.
 
Den tidligste herefter følgende udvikling mod fast bosættelse, dyrkning af jorden, landbrugsdrift menes ikke at have ført til den helt store revolution af mad og madlavning. De største ændringer var at man nu begyndte at spise færre fisk og muslinger, og at man omvendt begyndte at spise mere brød og grød - og at drikke øl - altså især dyrkede fødevarer, ikke så meget kød, skønner man ud fra de arkæologiske spor.
Landbruget kunne ikke producere føde nok til disse spiseændringer, hvorfor de første mange generationer af bønder fortsatte med både fiskeri, jagt og indsamling af bær, agern, nødder, frugt, svampe, rødder og hvad man ellers kunne finde i naturen. Ydermere brugte de første bønder i Danmark åbenbart kun dyrenes kød og skind. Det var først da det næste bondefolk - hyrdefolket - indvandrede, at brug af mælk og produktion af ost fulgte med.
Da den tids befolkning blev fastboende, fik man brug for specialister og dermed også mere arbejdsdeling med pasning af dyr, dyrke jorden eller gå på jagt. Og desuden dukkede her måske de første egentlige håndværkere op, flintesmeden og pottemageren.
Danmark var et af de sidste steder i Europa hvor man begyndte på den måde at dyrke jorden og holde husdyr.
 
Først for omkring 6.000 år siden, 4000 fvt. nåede landbruget til Danmark i egentlig forstand, og datidens danskere blev fastboende bønder med huse, husdyr og dyrkede planter. Denne tidsperiode kaldes yngre stenalder eller bedre bondestenalderen. Et par tusinde år senere end de første landbrug i de kendte flodkulturer, Mesopotamien, Ægypten, Indien og Kina.
 
Flodkulturer, ældste landbrugs- og bykulturer.
I bondestenalderen begyndte man at begrave de døde på en ny måde, nemlig i grave bygget af store sten (megalitter), først som stendysser, senere som jættestuer. Sådanne grave findes over det meste af Vesteuropa, i Nordafrika og i Kaukasus, og de er med til at underbygge teorien om at landbruget blev udbredt takket være et nyt folk der trængte op gennem Europa.
De store stengrave findes imidlertid især i de områder, der er længst væk fra det område i Mellemøsten hvor landbruget opstod.
Men de store stengrave viser også at samfundet havde materielt overskud til at bygge dem. Et folk der lever på kanten af sultegrænsen kunne næppe have bygget gravene. Interessant er det også, at det først er omkring 3.500 fvt. – altså ca. 500 år inde i bondestenalderen - at man begynder at bygge grave af sten. Inden da brugte man træ og jord (de såkaldte langhøje).
På det tidspunkt kan det ikke være mangel på træ, der er årsag til at man begyndte at bruge sten, det må snarere være for at markere social status. Og det er rimeligt at antage, at først nu blev Danmark et klassesamfund med tydelige forskelle på vilkårene for rig og fattig, også efter døden.
Nu havde man værdier at præsentere og beskytte.
I løbet af bondestenalderen (4000-1700 fvt.) var der kommet et nyt folk til Danmark. Det var hyrdefolket, som kom fra sydøst og havde forbindelse til yamnaya-kulturen, der dengang blomstrede på det ukrainske og sydrussiske sletteland nord for Sortehavet.
Kernosovskyi stenstelen, midt 3. årt. f.Kr., Yamnaya-kultur, Ukraine Historical Museum. Licens: CC BY SA 4.0 
Det er blevet diskuteret, om man kan tale om indoeuropæere i Danmark allerede før yamnaya-kulturen. Arkæologiske fund, fremlagt og kommenteret 2023-24, viser, at yamnaya-kulturen og dens gravhøje finder man i dansk bronzealder, og at det så må antages at være herfra, danskere skulle være blevet indoeuropæere.
 
I vikingetiden bosatte man sig mere permanent, og de dyrkede marker kom nu til at ligge samme sted omkring landsbyerne.
Omkring 1000 evt. kan der konstateres en betydelig befolkningstilvækst, som i Europa skønnes at være en fordobling i løbet af 300 år til et folketal på 40 mio., en befolkningstilvækst der fortsatte indtil 1300-tallets pestepidemier. I det nuværende danske område menes folketallet at være steget fra ca. 500.000 omkring 800 evt. til ca. 1 mio. i 1200-tallet.
Befolkningstilvæksten skabte behov for mere effektive dyrkningsmetoder i landbruget. I Danmark blev der også tale om nyopdyrkning af store arealer, hvorunder der blev anlagt mere end 2000 landsbyer
Teknologisk var brugen af muldfjæls- og den store hjulplov i den intensiverede dyrkning af jorden vigtig. Den kunne med muldfjælet vende jorden mere effektivt end tidligere plovtyper, således som beskrevet i Fortid og Nutid 1, 1938, A. Steenberg, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder.
Den tunge hjulplovs afløser var svingploven, der under inspiration fra England og Holland kom til Danmark 1770.
 
   
Arden, pløjeredskab siden jernalderen. Som blev afløst af muldfjælsploven, kalkmaleri Elmelunde Kirke, Møn, dateret 1462-1507. Eksempel på hjulplov, Gl. Estrup, Landbrugsmuseet Svingploven.
  
Der blev i denne periode også indført sædskifte, hvor forskellige afgrøder og brakperioder uden opdyrkning roterede mellem de forskellige marker, som kaldtes vange.
Vangene blev gødet med husdyrgødning fra dyr, der græssede på brakmarkerne og omkringliggende naturområder. Bønderne var i høj grad selvforsynende, og landbrugsdriften ser ud til at have eksisteret i et lukket system uden samkvem med og tilførsel af næringsstoffer udefra.
Fra midten af 1200-tallet blev landsbyfællesskabet og fæstegårdsdrift almindeligt, særligt i Østdanmark. Ved fæstegårdsdrift lejede bonden sin gård og jord af godsejeren, og fæstebønderne blev senere også pålagt at arbejde på godsejerens jord.
 
Hver gård i landsbyen havde mange smalle markstrimler, der var fordelt på landsbyens fælles vange, som der typisk var tre af. På den måde var både den gode og dårlige jord fordelt mellem landsbyens gårde. Det må dog nok anses for diskutabelt, om det var fordelingsmæssige, teknologiske (den tunge hjulplov) eller andre årsager, som betingede landsbyfællesskabets opståen.
 
Den her skitserede model af en landsby har 8 gårde (de skraverede felter), som lå på hver sin toft. Gårdens størrelse var retningsgivende for dens andel af jorden.
De ikke skraverede felter har 3 jordløse huse, et gadekær med bystævneplads foran og kirken.
Landsbymarken er her opdelt i 3 vange, der igen er opdelt i åse, der er opdelt i de lange strimler, kaldet agre.
Det her skitserede trevangsbrug var fremherskende i Østjylland og på øerne.
Se f. eks. Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud Sundby Mors 1660-1800, spec. s. 569-592, 1261.
 
Det danske samfund blev i 13-1400-tallet for alvor et standssamfund, hvor bønderne blev ufrie, havde herrer, var underlagt konge, kirke eller adel.
I Valdemarstiden, d.v.s. fra Valdemar d. Store 1157 til Valdemar Sejrs død i 1241, skete der en udvikling med kongens hird, kongens følge af elitekrigere, som efterhånden blev til herremænd, som kun kongen, bisperne og de fyrstelige lensmænd måtte have i deres tjeneste. Herremandsstanden var åben nedad til selvejerbønderne, hvor dog kun de bedst stillede kunne blive optaget. Men med den kraftige befolkningstilvækst frem til og med 1200-tallet blev der i stigende grad tale om formindskelse af gårdbrugene ved deling, ofte i en udstrækning, så det kunne være vanskeligt at brødføde hele den familie, som gårdens ejere udgjorde.
Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes som et resultat af den jorddeling, der havde fulgt befolkningstilvæksten. Den typiske ejendomsstruktur inden for landbruget blev relativt store, såkaldte brydegårde, der havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet.
Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse, gårdsæderne er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv. I Rigs Vandring, edda-digt fra 14. århundrede, der menes at afspejle forholdene i vikingetiden, ses en næsten samtidig beskrivelse af de sociale forskelle.
Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afkast til ejerne, godsejerne.
I ældre middelalder, d.v.s. indtil den sorte død fra 1348, var udviklingen, at de bønder, der påtog sig ledingspligten, den tids militærtjeneste, de havde også de økonomiske ressourcer til at stille med hest og tunge, kostbare våben, og de blev efterhånden bosiddende på de større hovedgårde. Det blev tidligt med det privilegium, at de havde skattefrihed i forhold til kongen, den tids statsmagt, til gengæld for ledingsplgten.
Derfor blev det simpel hovedregning, at mest muligt jord skulle lægges ind under hovedgårdenes skattefrihed.
Men jorden skulle dyrkes, og det blev den så ved at omlægge til brydegårde, en art forvaltergård, og til betydeligt mindre gårde, der blev drevet af gårdsæder (se oven for).
Bøndergårdene blev drevet af landboer og gårdsæder. Deres gårde var som regel store nok til at kunne forsørge en familie, men varierede ellers betydeligt i størrelse.
I Danmark var kun 2 % selvejere, resten var fæstegårde. Fra omkring 1500 var reglen, at fæstebønderne fæstede for livstid, og hermed rådede over gården og dens ressourcer. Til gengæld skyldte de ejeren, herremanden (kirke, krone eller adel) afgifter, tjenester, herunder deltagelse i leding og lydighed.
Sammenfattende finder vi arbejdskraften til jordens dyrkning i form af landboer og gårdsæder socialt lavest placeret. Kun få af disse var selvejerbønder, resten fæstere.
Herover var der så brydegårdene, som i forskellige perioder har haft betegnelser som herregårde, hovedgårde, sædegårde m.v.

Landbruget socialt. strukturelt og teknologisk fra middelalderen over enevælden

hovedgårdene boede adelen, bisper eller repræsentanter for klostre. Fra reformationen i 1536 (og Christian 3.'s håndfæstning) var hovedgårdene skattefri, forudsat at ejerne, d.v.s. adelen. evt. en foged, selv beboede dem. En hovedgård defineredes derfor ikke efter størrelse (de kunne sine steder være mindre end de største gårde i nabolaget), men efter status, d.v.s. om den var beboet af en adelig eller - før reformationen - en kirkelig repræsentant. Kravet til en hovedgård, sædegård om ejerens eller en fogeds bopæl (sæde) på gården er formuleret i Frederik 1.s håndfæstning 1524.
En herre- eller hovedgård var som begreb grundlagt i 13-1400-tallet - curia principalis*, d.v.s. bispers og klostres vigtigste gårde, når der var tale om kirkelige hovedgårde, men også betegnelse for adelige hovedgårde i øvrigt.
De var tidligt i udviklingen fra 1200-tallet blevet fri for skat og fra 1536 også for tiende. Forudsætningen for disse privilegier var sæde på gården. Derfor kaldtes herre- og hovedgårde også sædegårde. Hertil kom yderligere et begreb, knyttet til hovedgården, en ladegård, hvorfra jorden dyrkedes.
Man kan i kort form skelne mellem borggårde med herskabsbolig og hovedgårde uden herskabsbolig, d.v.s. en ladegård. Efterhånden er ordet ladegård erstattet af 'avlsgård'.
Indtil 1660 (enevældens indførelse, svækkelse af adelens magt) var der tale om en gård med en adelig herre eller ejet af kirkelige institutioner.
Herefter kunne kongen give privilegier til en gård, så den kunne kalde sig en herregård på niveau med de oprindeligt adelige herregårde. Der blev hertil etableret grevskaber, baronier sammen med tidligere tiders stamhuse, som fik privilegier på niveau med, ja endda ud over den gamle adels privilegier. Hovedrige købmænd kunne nu toppe ambitionerne og samtidig yde en skærv til kongemagten ved at blive ejere af en herregård med tilhørende gods. Forskellen på de adelige og de borgerligt ejede herregårde var først og fremmest færre rettigheder, f. eks. ikke hals- og håndsret over godsets bønder.
Herregårdene som praktisk begreb forsvandt i 1903 med tiendeløsningen.
Som noget nyt med enevældens godssystem skulle godserne nu indkræve skatter fra godsets skattepligtige bønder, og de skulle sørge for at udskrive soldater blandt bønderne. Et ganske effektivt disciplinærmiddel, idet bønderne nødigt brugte den sparsomme fritid på militær eksercits, som både kunne være en anstrengende og brutal foreteelse.
De nye godsejere beholdt tiendefriheden, og skattefriheden betinget af, at ejeren inden for 2 danske mil (ca. 15 km) ejede 200 tdr. htk. skattepligtig bøndergods, som han selv var ansvarlig for at kræve skat ind fra. I modsætning til tidligere tiders adelige privilegier var der nu mere klart tale om noget for noget, d.v.s. skarpt opmålte pligter m.h.t. skatteinddrivelse og soldaters rekruttering til gengæld for mere sparsomme privilegier i form af skattefrihed og rettigheder i forhold til fæstebønderne.
Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden var af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård, hvortil hørte en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset.
Fæstebønderne udgjorde hovedparten af bondestanden, idet selvejerbønder 1688 er opgjort til kun at have ejet 2 % af jorden. Overgangen til fæste antages som anført at være startet i 1200 tallet og især at have fundet sted i tiden mellem reformationen 1536 og 1688 matriklen, lovgrundlaget for skatten af jord, som blev den enevældige statsmagts finansielle grundlag.
Den traditionelle opfattelse af landsbyfællesskabet, som det fungerede før udskiftningen og landboreformerne, hvor det mest markante var ophævelsen af stavnsbåndet 20. juni 1788, er den ideologiske, holdningsmæssige opfattelse, at fællesskabsbonden som beskrevet af Ludvig Holberg var sløv, dorsk og uvidende som et resultat af godsejernes undertrykkelse samt fællesskabets snærende bånd og restriktioner på den frie, individuelle udfoldelse.
Historikere med denne mere eller mindre ubevidste holdningsmæssige opfattelse, har oftest begrænset sig til at undersøge forholdet mellem herremand og fæstebonde med udgangspunkt i fæstebreve og i det ubestemte hoveri, der var den synlige undertrykkelse af bondestanden før landboreformer og udskiftning. Herunder også de af landsbyfællesskabet afstukne rammer for den enkelte fæstebonde.
Derimod har der været minder interesse for at undersøge den omhandlede bondestand ud fra andre og mere uhildede perspektiver.
Et mere bredt undersøgende perspektiv kan hævdes at være blevet forsøgt foretaget indledningsvis af Poul Bjerge, lokalhistoriker og lærer på Askov Højskole, som sammen med en anden højskolemand, Povl Hansen har foretaget undersøgelser ud fra faktiske vilkår, hvor opmærksomheden blev rettet mod bøndernes dagligdag, herunder indsamling af gamle landsbylove, der er blevet udgivet som Danske Vider og Vedtægter. Desværre videreført af Aug. F. Schmidt, som helt berettiget er blevet stærkt kritiseret af faghistorikere for usystematisk kildeindsamling, unøjagtig tekstgengivelse, manglende baggrundsforskning, dårligt noteapparat og uoverskuelig opbygning. Der er anmeldelser, hvor også P. Bjerges indsats kritiseres på samme vis som Aug. F. Schmidts.

Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde

Betegnelsen hovedgård benyttes om en godsejers (herremands) standsmæssige bolig med tilhørende adelsprivilegier: skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fra 1527 også tiendefrihed, d.v.s. den skat, der fra middelalderen blev betalt til kirken - ligeligt fordelt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, hvis andel kongen overtog efter reformationen.
Danmark var en landbrugsøkonomi, hvor den kommende tids borgerskab 1665 allierede sig med kongemagten over for den foregående tids kriger- og jordejende klasse, adelen, som med kongeloven nu måtte indpasse sig under den enevældige kongemagt.
 
"I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Her fik kongen uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde." Frederik 3., Maleri af N. A. Abildgaard, 1783. Statens Museum for Kunst.
"Under enevælden var Danmark en af Europas mest militariserede stater set i forhold til størrelse. Samfundet var indrettet, så der var penge, forsyninger og soldater nok til at forsvare landet og opruste til krig. " Trætavle fra Frederik 5. tid, har været brugt som pynt eller muligvis som skydeskive. Nationalmuseet.
Avis for Bønder 1780. Landskabsmalerier med gårde o.l. var de mest yndede motiver med bønder fra 1700-tallet. Man interesserede sig ikke for dagliglivet i landsbyerne. En undtagelse er dette avishoved, der forestiller møde i et bylag. Formålet med Avis for Bønder var at delagtiggøre bønderne i de mange nye forslag til driftsmæssige forbedringer. Avisen var således et produkt af selv samme reformbevægelse, som startede udskiftningen og dermed gjorde bylaget overflødigt. Det kongelige Bibliotek. Bol og by 1990-2, H. Schummel.
Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne skatteopkrævning blev i 1662 overdraget godsejerne.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det blevet meget overkommeligt at beregne fæsternes skatter. Efter beregningen skulle jordskatterne så opkræves og leveres til amtsforvalteren, den kongelige embedsmand.
Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at få fæstejorden dyrket.
Fæsteprotokol fra Clausholm Gods 1731-1776. 

Godserne som enevældens skatteadministration

Enevældens godsejere var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig i egen interesse de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.
De få selvejere, der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 præciseret, hvornår de havde bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn, var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve (2.500 tdr. h.) og baron (1.000 tdr. h.).
På godset var det ridefogeden, der stod for den daglige drift og kontakten til fæstebønderne. Det betød, at på godskontoret blev der holdt regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.
Den største opgave under enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at dyrke den fæstede jord.
Tilsvarende blev inddraget i administrationen ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes 1688 matriklen som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling.

Retsvæsen

Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparats retsvæsen.
Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, fik de ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én.
Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.
Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene.
"Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet." 

Soldatertjeneste, -udskrivning, bøndernes plads i systemet

Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg.
Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, kunne være den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.
Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.
Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner.
Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Landsbyfællesskabet

Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab, nødvendiggjort ved at hjulploven[1] blev taget i brug i Danmark i 1000- 1100-tallet sammen med trevangsbruget. 
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[2].
Der findes digitale, historiske matrikelkort. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være udmærkede kilder til udskiftningens umiddelbare virkninger. Se her som eks. et lokalt matrikelkort fra 1846 og fra 1882.
Hjulploven, landsbyfællesskabets teknologiske forudsætning.
Arden, pløjeredskab siden jernalderen.
Muldfjælsploven var forløberen for hjulploven, hvor hjulene udgjorde forskellen. Elmelunde Kirke, Møn. Kalkmalerierne er dateret til 1462-1507.
Hjulploven [3] Se også afbildning efter kalkmaleri i Hald Kirke. Muldfjælsploven er her med hjul. Nederst Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.
Som det teknologiske aspekt i landbrugsudviklingen kan vi i første omgang lade agerdyrkningens nok vigtigste redskab, muld- og hjulploven - sammen med harven og tromlen - tegne billedet. Efterfølgeren til hjulploven, svingploven tages i anvendelse o. 1800 i Danmark, efter udskiftningen[4].
Sammenhængen mellem landsbyfællesskabet og brugen af muldfjælsploven - der i løbet af middelalderen blev afløst af hjulploven, som sammen med brug af heste i stedet for okser og en bringesele, der lod hestene trække med bringen (brystet) i stedet for med halsen - kan antages at have været den tunge hjulplovs krav om stor trækkraft, som medførte, at den mest rationelle dyrkningsmetode var at dyrke markerne i langstrakte dele, så der ikke skulle vendes så meget med den tunge plov.
Hvilket blev udmøntet i den fordeling i lange agre inden for vangene, som blev det karakteristiske i landsbyfællesskabet. 
Her var trevangsbruget mere praktisk både dyrkningsmæssigt og økonomisk end det alternative tovangsbrug, hvor man lod halvdelen af det dyrkede areal ligge brak, imod kun en tredjedel i trevangsbruget.  

Trevangsbruget

Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås. Som anført en inddeling, befordret af brugen af den tunge hjulplov.
I store dele af Jylland havde man varianter til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og især med andelsbevægelsens overgang til den animalske produktion som den dominerende.

Dagligliv i landsbyfællesskabet

Landsbysamfundet var rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, hvor der blev budt på arbejdsfællesskab, nabostridigheder, venskaber, forelskelser med tilhørende lokale forskelle, samt hvad nabolandsbyerne kunne byde på. Man kunne være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv.
Desværre er der meget lidt kildemateriale til dette vigtige aspekt af Danmarkshistorien. Det siger næsten sig selv. At kunne læse, skrive og meddele sig var kun få forbeholdt på den tid, og stort set ingen bønder. Ludvig Holberg skrev som forfatter og godsejer om bønder i sin levetid 1684-1754. Og man får i hans værker mange sikkert rammende karakteristikker, som selvfølgelig kan bruges i mangel af bedre. Men bondens egen mund var lukket for skriftlige meddelelser.
Et grandestævne Ludvig Holbergs bonde, Jeppe, malet af W. Marstrand (1810-1873), Den Hirschsprungske Samling, København.
Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt - om overhovedet noget - at sige. Grandestævnet lededes af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Det tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte aftales og samordnes, da hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken. Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.
Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre.
Vedtægterne var de facto love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige levn, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de er dukket op, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder.
Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt klar over, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesø bønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.”
Det kan meget vel tænkes, at det har været på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Det er under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at værneren i det her citerede opfattes som modpart.
Det gildebroder- og -søsterskab, som fremgår af den citerede vedtægt, er helt utvivlsomt fra meget gammel tid. Der kan sammenlignes med en senere sjællandsk vedtægt: „Når vi drikker vort gildehov …”, der er tolket som en formulering, der kan antages at gå tilbage til før kristendommen o. Jellingestenene blev officiel religion.
Det må antages, at hverken landsbyboerne eller deres sognepræster længere har haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i tidernes løb er sket af kristendom og ældre, folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være en blanding af religiøse og sociale forestillinger og - som det fremgår af det citerede - med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne ihærdigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at forstå deres funktion og betydning tidligere. På landet kunne det se ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.

Driftsfællesskab

Når det var så afgørende for en landsby at have faste vedtægter for landsbyfunktionerne, skyldtes det først og fremmest driftsfællesskabet omkring byens jordtilliggender.
Disse kunne ejes af én eller flere godsejere. Men uanset ejendomsret blev brugsretten udøvet i fællesskab af fæstere med jordtilliggende, ligesom selvejerbonden optrådte på linje med fæsterne i denne sammenhæng.
Bymarken var rebet d.v.s. fordelt mellem fæsterne, så de alle havde en lod i hver af byens vange i forhold til det hartkorn, de havde fæstet og som igen svarede til opmålingen og vurderingen i matriklen af 1688. Men beslutningerne om driften blev taget på bystævnet eller grandestævnet. Uden om den dyrkede jord lå de store overdrev (udyrkede arealer), som hørte til byen alene eller blev udnyttet i fællesskab med andre byer. Hvorledes kvægets græsning foregik på disse overdrev og på byens marker mellem afgrøderne, var centrale emner for landsbyvedtægterne og grandestævnets beslutninger.
For at det fælles arbejde med markdrift og kvægavl kunne lykkes, måtte der være faste regler for arbejdet. Det var måske næsten lige så nødvendigt, at det var fastsat, hvorledes beslutningerne blev truffet i de tilfælde, hvor viden og vedtægten ikke indeholdt retningslinjer for arbejdet. Også landsbyens ydre ressourcer i tørvemoser og krat krævede reguleringer for at dække landsbyens behov længst muligt. Landsbyens vedtægter handlede om fællesskabets udnyttelse af de givne naturressourcer, som godsejeren havde ejendomsretten til, men hvor brugsretten var overladt til den enkelte landsbybeboer, som udnyttede den i fællesskab med sine naboer eller grander, som de kaldtes.
Kernen i vor viden om vedtægterne er således drifts- og arbejdsfællesskabet.
Hvem var granderne. Hvem deltog i grandestævnet og havde ret og pligt til at træffe beslutninger om landsbyens ressourcer? Det findes præcist defineret i Voer og Ørsteds landsbyvedtægter, citeret efter Birgit Løgstrup, Landsbyfællesskabet i det 18. årh.: »Alle og enhver, som have rebdræt jord her på marken, skal betimeligen indfinde sig ved grandelaugets sædvanlige forsamling, for at høre og svare til hvis dem angår, eller de kan blive tilspurgt om, såfremt de ikke have lovlig forfald.«
M.a.o. havde alle med brugsret til jord - uanset om de var selvejere eller fæstere - mødepligt på grandestævnet. Sognepræsten var ganske vist medlem af grandestævnet, ligesom også hans landbrugsbedrift var omfattet af bestemmelserne truffet her. Men han mødte næppe selv op, men har sendt sin avlskarl i stedet.
Det har kun været det øverste lag i landsbysamfundet, der tog del i ledelsen. Udelukket har for det første været alle unge, karle og piger, som undertiden kunne være organiseret i særlige ungdomslag med det formål at holde gilder og fester for de unge. Udelukket var også alle husmænd, som imidlertid havde interesse i udnyttelsen af græsningsarealer og andre naturressourcer som tørv og gjærdsel til brænde. Da der blev knaphed på ressourcerne i det 18. århundrede, efterhånden som befolkningspresset steg, skulle det vise sig katastrofalt for husmændene, at de var udelukket fra beslutningsprocessen på dette for dem så vigtige felt. Inderster, der sad til leje, var naturligvis heller ikke med. Kvinder var også udelukkede fra grandestævne. Det er dog et spørgsmål, hvorledes det forholdt sig for en enke, der sad som fæster på en gård. Formodentlig har hun sendt en sentant, et visse bud, ligesom hvor fæsteren selv har været forhindret. Men når der skulle afgives en forpligtende underskrift fra den fæstegård, enken sad på, var det hende selv, der måtte skrive under. 
Blandt de 24 navne under Voer vedtægten fra 1770 findes også Jens Molses enke. Da vedtægten kun er bevaret i kopi, kan vi desværre ikke se, hvorledes hun har skrevet under. Men formentlig har det været med forbogstaver, som det har været almindeligt blandt bønder.
I det 16. - 17. århundrede har der formentlig været en sådan balance mellem de sociale grupper i landsbysamfundet, at den enkelte person i sit liv gennemløb alle stadier. Efter barndommen trådte han ind i de unges gruppe, fortsatte til husmændenes og videre til gårdmændenes gruppe, som indebar deltagelse i grandestævnet. Den forlod han igen, når han gik på aftægt og måske blev inderste. Måske var forløbet ikke så skematisk, men der var en udpræget bevægelighed mellem grupperne. Den stærke befolkningstilvækst i sidste halvdel af det 18. århundrede betød en mere permanent tilknytning til husmandsstanden. Nok kunne en husmand blive gårdfæster og omvendt en gårdfæster fæstehusmand, men husmands- og håndværkerstanden var ikke længere et gennemgangsled i en livscyklus.
Selvom ikke alle disse grupper tog del i beslutningerne, kunne de udmærket blive idømt bøde af grandestævnet, hvis de overtrådte de politimæssige forskrifter i viden.  
Kvinder, tyende og husmænd, inderster var de laveste i hierarkiet, og de kunne være ilde stedt beslutningsmæssigt på grande-, bystævnerne.
Selvom Aug. F. Smidth på alle måder er en temmelig inkompetent historiker, så har han som alle blinde høns også kunnet finde korn: "Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.
Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden. Citeret efter August F. Schmidt. Brugsforeningsbladet nr. 8, 1935, s. 582f.

På grandestævne

Mens vi som omtalt har bevaret en række vider og vedtægter, findes der kun få optegnelser om forhandlingerne på grandestævnerne. Vi ved ikke, om der er blevet nedskrevet referater af forhandlingerne eller blot af beslutningerne.
Hvem skulle gøre det? Vi ved meget lidt om bøndernes boglige formåen i det 18. århundrede.
Et egentligt skolevæsen blev først pålagt godsejerne at etablere i 1739, hvor det på ryttergodset var sket allerede i 1721, jvf. etableringen af Rytterdistrikter, rytterskoler.
Vi kan finde kopier af grandernes vedtagelser i godsarkivet, og her se, hvordan det sociale samvær foregik på grandestævnet.
Præsten i Voer, H. P. Piesner, klagede i 1783 til godsejeren på Stenalt over, at der blev drukket alt for meget på bystævnet, hvorom der i vedtægten stod tydeligt i §10: »Om nogle på grandestedet, kirkevej, gildelaug eller anden sømmelig forretning eller forsamling enten befindes i drukkenskab, eller ypper trætte, eller lader høre skjælden, banden, løgn, truen eller anden ulyd, eller også sådanne steder og i sådanne forsamlinger fører gevær med, betale til byens vide hver gang 8 skilling«.
Men de mange bøder, der blev inddrevet og betalt på grandestævne, var en stakket frist i forhold til problemet.
Nok stod der utallige steder i vedtægten, at pengene skulle anvendes til byens nytte. Men hvad var byens nytte? For pastor Piesner så sagen således ud: »Endog den mand, som i fjor kom til Jens Hansens gård, har selv beklaget hos mig, at sligt (d.v.s. drikkeriet) ikke blev hemmet her lige så vel som på andre godser. Thi foruden det, at vide eller mulkt penge, som han ønskede måtte blive anvendt til byens nytte, blev opdrukken, har han sagt mig, at han for sin part måtte desuden i fjor skyde en rigsdaler til, skønt han neppe var her den halve sommer. En skikkelig mand er på sådan måde let forført til liderlighed, thi der drikkes på hans regning ligeså vel som på de andres, og hvi skulle han så ikke drikke med? Den både mod lov og videbog stridende skik,... er vist årsag til både at mange bliver liderlige og til meget andet ondt for byen.«
Dette kunne ses som en alvorlig anklage mod byens styre, hvilket nok også har været tilfældet.
Præst og bymænd var på kant med hinanden i Voer. Da pastor Piesners formål med at sende dette brev til godsejeren var at få byen udskiftet, var han ikke interesseret i at fremstille landsbyfællesskabet fra den mest fordelagtige side. Måske var bymændene i Voer mere drikfældige end andre steder? Men en tilsvarende anklage mod forholdene på andre bystævner træffes flere steder. Klager til retsvæsenet over uretfærdige bøder pålagt af grandestævnerne ledsages af en næsten fast formel om, at pengene er blevet drukket op på bystævne.
Præsterne fik i 1772 som tidligere omtalt pålagt at foretage indberetning om overholdelse af helligdagsforordningerne. I indberetningerne fra Viborg stift klages der også over det alvorlige drikkeri på grandestævnerne, der som tidligere omtalt afholdtes om søndagen og derfor faldt ind under emnet for indberetningen.  »Den uskik, hvor bymændene om søndagen efter prædiken holde stævne eller møde, i henseende til deres bys vedtægter eller anden indbyrdes overlæg. Ved samme lejlighed gøre de sig et drikkelag, hvorudi de i blandt dem, som elske for meget stærk drik, overvælde sig og blive drukne og tilbringe så sabbattens øvrige del med sværmen og Guds fortørnelse.«
Tilsvarende en række præster helt som pastor Piesner. Men pastor Mørch i Gjerding forsøgte at se sagen fra bondens side også. Vel fandt han det beklageligt, at der afholdtes grandestævner om søndagen. Men hvornår skulle de ellers afholdes? Det krævede, at der blev påbudt en anden ugedag hertil. Og så måtte godsejerne ikke tilsige til hoveri på denne ugedag iflg. pastor Mørchs forslag.
Men man ønskede ikke at forbyde grandestævnerne, dertil havde de alt for central en placering i bøndernes dyrkningsfællesskab.

Kvæghold

Der har ofte i dansk landbohistorisk forskning været fokuseret så meget på landsbystyrets agerdyrkningsfællesskab, at man har overset kvægholdets betydning.
Man var i 1700 tallet kommet i en situation, hvor man ikke længere blot kunne indtage ny jord til græsning. Man kunne heller ikke blot udvide det dyrkede areal på græsningsarealernes bekostning. Hvor skulle man så få nye græsarealer fra? Og jorden kunne ikke dyrkes med tilstrækkeligt udbytte uden at få tilført gødningsstoffer.
Der var kommet en hårfin balance i de samlede landbrugsressourcer og deres udnyttelse, der eksisterede en økologisk balance, som man udmærket kendte og formåede at tage bestik af. Man vidste, at landsbyens samlede naturgivne ressourcer var begrænsede. Derfor indeholdt vider og vedtægter for de to lokaliteter Voer og Ørsted bestemmelser om, at landsbyens uskiftede jord ikke måtte udlejes til udenbys folk uden husbondens tilladelse. Den skulle tilbydes byens folk til samme pris.
Befolkningstilvæksten krævede, at der blev produceret mere føde. Gårdantallet i landsbyerne blev ikke forøget i det 17. - 18. århundrede før landboreformerne.
Men den iagttagelige befolkningstilvækst skete hos husmænd uden jord og indsiddere, der sad til leje hos andre. De levede af håndværk, daglejerarbejde og kvægavl i beskeden målestok, for så vidt som de kunne få stillet græs til rådighed.
Det kan i de bevarede vedtægter for Voer og Ørsted ses, at reguleringen af græsningen optager mere og mere plads, samtidig med at husmændene skubbes ud af fællesskabets rettigheder. Vedtægterne giver et klart billede af udviklingsforløbet, selv om vi ikke kan se alle reaktioner på ændringen.
Det viser, at husmændenes udelukkelse fra græsningsrettigheder ikke altid er forbundet med udskiftningen, som det har været den almindelige opfattelse hidtil. Processen er startet tidligere.

Byens hyrde

Selv om hegnene var istandsat og blev vedligeholdt efter vedtægtens bestemmelser, kunne kreaturerne ikke drive rundt uden opsyn. Der var behov for en hyrde, som hver morgen drev dyrene ud af byen til overdrevet, engen, fællesvangen eller stubmarkerne - afhængigt af årstiden og afgrødernes vækst.Vedtægterne havde faste terminer for afgræsningen.
Byens hyrder hørte heller ikke til byens ansete folk. Pastor Piesner betegnede dem som stoddere.
En mærkelig historie fra Koldinghus rytterdistrikt viser, at de heller ikke altid blev godt behandlet af bymændene.
Der var hyrdetvang. Bymændene i Tolstrup under det 2. jyske regiments gods klagede i 1703 over mølleren Niels Marcussen, som ikke ville deltage i betalingen af byhyrdens løn. Møllerens argument var, at han selv havde ansat en hyrde til sine dyr og altså slet ikke benyttede den fælles hyrde. Men sessionen erklærede, at når der var fællesgræsning i Tolstrup, så skulle også alle bymænd bidrage til hyrdens løn efter billighed, d.v.s. efter andelen i den hjord, som græssede.

Landsbysmeden

Endnu en person var afhængig af byfællesskabet, samtidig med at han var helt nødvendig for bøndernes bedrift. Det var smeden. Underligt nok er han overhovedet ikke nævnt i vedtægterne for Voer og Ørsted, selvom han var ansat og lønnet af landsbyfællesskabet.
Normalt fæstede han smedie og lidt jord af godsejeren. Desværre vides intet om Voer smedens lønforhold. Men normalt blev smeden lønnet med korn, eller han fik lidt jord hos bønderne, svarende til tjenestefolks lønnesæd.
Smeden opfattes almindeligvis som den mest ansete håndværker i landsbyen - næst efter mølleren.

Vurdering af fællesdriften

Den fælles driftsform kan anskues som en metode til at udnytte de givne og begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for landsbysamfundet. Det er klart, at den fælles beslutningsproces betød en hindring for den enkeltperson, som havde andre ideer om driftsformen end de øvrige bønder. Driftsformen under fællesskabet kunne ikke ændres hurtigere, end den mest sendrægtige af bønderne kunne følge med.
Udskiftningen blev indledning til den voldsomme ekspansion både inden for kornavl og husdyrhold, som skulle kendetegne dansk landbrug i de næste par hundrede år. Derfor er fællesskabet blevet bedømt på baggrund af denne ekspansion og er kommet til at stå som den gamle slendrians periode.
Fællesskabet kan imidlertid også betragtes som et fælles instrument til at udnytte de givne naturressourcer på den bedste måde. Vel var driftssystemet ikke statisk, men ressourcerne måtte bruges således, at balancen i systemet ikke blev ødelagt. Fællesskabets driftssystem kan naturligvis kritiseres ud fra vor viden om den optimale udnyttelse af det 18. århundredes ressourcer. Nutidens teoretikere og praktikere vil give den stedlige pastor Piesner ret i hans kritik og forslag til forbedringer.
Græsarealerne kunne udnyttes langt mere effektivt, end det skete i mange landsbyer. Men det tilhørte den følgende tid at gennemføre den nødvendige driftsomlægning.
Fællesskabet må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Noget andet er, at det er interessant at vide, på hvilke punkter datidens driftssystem ikke slog til. Det er også et vigtigt område for landbohistoriske undersøgelser.
Den største anke mod landsbyfællesskabet kunne hævdes at være den sociale hårdhed og uretfærdighed, det udviste mod husmænds og inderstes krav på deltagelse i græsningsrettigheder.
Disse havde ikke plads på grandestævnet og kunne dermed ikke deltage i beslutningsprocessen. Derfor blev de også udelukket fra udnyttelse af de givne naturressourcer, da knapheden viste sig. I dette spørgsmål stod godsejerne på fæstebøndernes side, hvorimod der er fremdraget flere eksempler på, at ledelsen på ryttergodser har været mere tilbøjelig til at holde hånden over husmændene.
Det er hidtil i dansk historieforskning blevet fremstillet, som om det først var udskiftningsbevægelsen, der udelukkede husmændene og så at sige ofrede dem for at sikre gårdmændenes fremvækst i det danske landbosamfund. Men denne udvikling kan som anført her følges længere tilbage. Den kan ses som en følge af befolkningsforøgelsen i det 18. århundrede og den hermed forbundne kamp om de givne naturressourcer.  

Landboreformer, overgang fra fæste til selveje

Baggrunden for landboreformerne i Danmark var i første omgang stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa fra 1750. Afledt heraf et ønske fra især godsejerne om en rationalisering af landbrugsdriften, så de gode økonomiske betingelser kunne udnyttes. Skulle bønderne selv have bestemt, var der næppe blevet ændret noget i anledning af de gode landbrugspriser.
Siden landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet blev fæstegodset gradvist solgt fra, og fra midten af 1800-tallet valgte mange godsejere i stedet for fæstegårde at intensivere herregårdenes hovedgårdsdrift.
Lovgivningsmæssigt blev det muliggjort, at de ellers med restriktioner belagte grevskaber, baronier og stamhuse nu også kunne frasælge fæstegodset, hvilket var med til et tilskynde en proces, hvor fæstebønderne blev selvejere, og herregårdenes drift koncentrerede sig om hovedgården.
Perioden fra ca. 1760-1810 blev præget af en stor bølge af fæstegodssalg, mest intenst i det vestlige Jylland, hvor der i nogle tilfælde også blev inkluderet frasalg af selve herregårdens hovedgårdsjord.
Halvdelen af landets fæstegårde overgik i denne periode til selvejergårde. Årtierne efter Grundlovens indførelse i 1849 blev også præget af fæstegodssalg, men udfaldet blev denne gang anderledes. Nu valgte mange godsejere, frem for at fokusere på deres fæstegårde, i høj grad at sælge fæstegodset og i stedet intensivere hovedgårdens drift. Fæstegodsets samlede antal faldt fra ca. 22.000 fæstegårde i 1850 til omkring 5.000 i 1885 – eller fra 30,4% af landets samlede hartkorn til 7%.
I 1919 blev lensafløsningen gennemført, hvilket betød, at godserne skulle afgive betydelige mængder jord til staten, mod at blive fri ejendom, der kunne sælges, hvad det ikke kunne som len med lensprivilegier. Jorden omkring de tidligere stamhuse blev udstykket til mindre husmandsparceller som jordrentebrug, hvor jorden forblev i statens eje, mens bonden betalte en årlig jordrente til staten. Bonden eller statshusmanden kunne lade ejendommen gå i arv, men han kunne ikke sælge den.
Ved lensafløsningen skiftede det danske landskab karakter. Hvor der gennem den danske historie havde været store sparsomt bebyggede landarealer, skød småejendomme nu op rundt omkring i landskabet/det åbne land.
I Nordfjends har der været flg. herregårde: Ørslev Kloster, Staarupgaard, Strandet. Og lidt uden for området: Skivehus, Krabbesholm, Estvadgaard og Taarupgaard.
Andre herregårde i Limfjordslandet: Astrup, Bustrup, Eskjær, Grinderslev Kloster, Nørgård, Hegnet, Jungetgård, Kjeldgård, Kærgårdsholm, Kaas, Spøttrup Borg, Østergård. Endelig markedsføres Hesthave ved Spøttrup også som herregård, hvad der ingenlunde er tale om i gængs og historisk forstand. Derimod er betegnelsen lade- eller avlsgård dækkende.
 
Bonde og fæstegård under enevælden, 1600-1800 tallet. Nationalmuseet med præsentation af rekonstrueret bondestue, arbejdsdeling, årets gang på fæstegården. Bondegård, husmandssted.
 
Maleri P. Julius Larsen 1852, Sjællandsk bondegård
Husmandssted i Karup i Midtjylland, 1895. 
 

Landboreformerne

De danske landboreformer er er i den fagligt velanskrevne del af den nyere landbohistorie karakteriseret ved at have kørt i nogle spor,
1) ophævelsen af landsbyfællesskabet, som sammen med 2) en reform af fæstevæsenets betingelser, som 3) banede vejen fra fæste til det overordnede formål, selvejet. 
Man kan også sige, at der i samtiden har været et ønske om landbrugstekniske forbedringer inden for landbruget, som nok først og fremmest blev formuleret af såkaldt fremskridtsvenlige godsejere sammen med den enevældige kongemagt. Godt understøttet af oplysningstidens opgør med den hidtil dominerende pietisme og forløber for romantikken.
 
Den rationelle tanke, den naturvidenskabelige erkendelse, en verdensorden, der ikke var styret af Gud men af de naturvidens love.
Det var tanker, som Ludvig Holberg og andre i den bedre del af det enevældige samfund interesserede sig for.
Almindelige bønders mening har næppe interesseret nogen, og er under alle omstændigheder ikke ikke blevet nedfældet i troværdig form til eftertiden. 
Der har desuden - muligvis i forlængelse af oplysningstidens tanker - været et ønske om også at forbedre fæstebøndernes retsstilling.
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
Bønderne deltog i starten af reformerne med nogen skepsis. Selveje var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor har den politiske øvelse med reformønskerne velsagtens drejet sig om at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg af jorden til fæstebønderne.
Denne samtidige illustration af en fæstebonde op til landboreformerne er givet tendentiøs i den forstand, at den dækker det reformvenlige synspunkt - gå ind for reformerne, så bliver livet bedre og lettere. Fæstebønder til bystævne, som ser ud til at være glade for fællesskabet. Desværre er Rasmus Christensens akvarel en senere tids opfattelse, o. 1900. Frimærkemotiv. Om fæstebønderne i almindelighed har været så begejstrede for "frisættelsen", som Eckersbergs maleri neden for giver udtryk for, skal nok tages med god portion skepsis.
Regeringen oprettede i 1786 Den kongelige Kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb.
På den anden side blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods.
Reformregeringen har også haft et (økonomisk rationelt) blik for, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændenes mellemstore driftsenheder. På længere sigt også som rekrutteringsgrundlag til industrielt arbejde. Hvis det ikke har været helt forudset, så har det passet som fod i handske ind i den kommende tids landbrugsmæssige og industrielle udvikling.
 
De iværksatte foranstaltninger fik husmændenes antal til at vokse eksplosivt. Efter landboreformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.
Med 1688 matriklen havde man fået opmålt og fået overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682. I Viborg Amt var der 156 sogne med tilhørende landsbyer iflg. Danske Byer og Sogne, 11. Bind Viborg Amt, Kbh. 1934.
I landsbyerne lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark.[5]
Jord- og dyrkningsfællesskabet omfattede både fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[6]
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[7]
Landsbyernes gårde kan bestemmes i en ”gammel” og en ”ny matrikel”.
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[8] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[9] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844.
Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognenes enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[10] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[11]

Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

Som eksempel på et reformforløb, blev Koldinghus Rytterdistrikt oprettet i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Allerede i dette forløb blev en del bønder selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste fæstet og de tidligere landsbyfællesskabers driftsformer.
Landboreformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring.
Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Det betød, at fra 1781 tog udskiftningen fart, idet regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje.
Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
Landboreformerne betød en markant forøgelse landsbyernes dyrkede areal, kan man se ud fra 1688 og 1844 matriklerne.
Den ny 1844 matrikel skulle afløse den gamle 1688 matrikel, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag.
For det første var kun agerjorden opmålt i 1682-83, nyopdyrket jord herefter var skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - som havde gjort en del ejendomme skattefri.
Den udskiftning med landboreformerne, der ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så megen samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre.
Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling, at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten det var som fæstere eller som selvejere.
1844 matriklen som beskatningsgrundlag blev først og fremmest forårsaget af landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.
Det fremgår tydeligt af konkrete hartkorns optællinger, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i undersøgte landsbyer.
Det kunne også se ud til, at det især var de mindre matrikler, gårde, der fik hartkornsforøgelsen og kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de lidt større matrikler, gårde.
Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
 

Dansk landbrug efter landboreformerne

En rimeligt entydig illustration af den økonomiske udvikling i Danmark er i udgangspunktet beregnede tal og diagrammer, hvor der benyttes mål for den økonomiske udvikling og vækst i nationalregnskabsbegrebernes statistiske oplysninger.
Bruttofaktorindkomsten (BFI) er den samlede produktion, bruttonationalproduktet målt i faktorpriser, markedspriser uden offentlige tilskud, skatter og afgifter. Et derfor skønnet mere relevant mål end BNP, bruttonationalproduktet, når udviklingen i landbrugsproduktionen skal søges sammenlignet med den erhvervsmæssige udvikling i øvrigt.
Der benyttes for overskuelighedens skyld i diagrammerne en logaritmisk skala, der reducerer spredningen i meget forskelligtartede tal på y-aksen.
Den logaritmiske skala er konstrueret ud fra de faktiske tal i mio. kr., således at log 1 på diagrammets y-akse er = 0, log 10 er = 1, log 100 er = 2 etc. Alt med tilhørende decimaler, hvilket gør det mere overskueligt at iagttage og sammenligne store numeriske forskelle grafisk.
For at komme så nogenlunde udenom de almindelige prismæssige udsving, herunder inflationen, benyttes der opgørelser i faste, her 1929 priser, der mere rent afspejler den produktionsmæssige udvikling end med de af markedet bestemte prisudsving.
 
Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser
 
Bruttofaktorindkomst 1818 -1975 i 1929 priser, logaritmisk skala
 
Den samlede produktion, bruttofaktorindkomsten, BFI ses i perioden 1818 - 1975 at være steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr i faste 1929 priser.
I sammenligningen af stigningstakten i BFI og i landbrugsproduktionen viser den 10 tals logaritmiske skala overskueligt og sammenligneligt Y-aksens vækstrater. Lige store skridt på den (positive) logaritmiske skala svarer til samme procentuelle vækst
Det kan konstateres, at den samlede vækst i produktionen (BFI) i hele perioden har haft større vækstrater end i landbrugsproduktionen, som på den anden side har været forudsætningen for den stigende, samlede produktion.
Den første (1850-80) og anden industrielle revolution (fra 1960) i Danmark ses markeret med iagttagelige vækstrater i både landbrugs- og den øvrige samfundsmæssige produktion. Den landbrugsmæssige vækst har drevet en heraf afledt og forstærket vækst frem i en række sekundære (håndværk, industri) og tertiære (serviceerhverv) erhvervsgrene.
Tendensen tager fra 1950-60erne virkelig fart, hvilket markerer, at den 2. industrielle revolution i Danmark startede her.
Landbruget blev herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende erhverv.
 
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
 
I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en generel, markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt. Denne gunstige udvikling for landbruget varede indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet. 
Den egentlige økonomiske vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13. 
Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Anna Ancher I Høstens Tid 1901
 
 
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser i logaritmisk skala
 
Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer, at der i perioden 1828-1856, kornsalgsperioden har været fremgang i landbrugsproduktionen, så fremgår det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en mere end tilsvarende, stigende produktion. 
Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og eng-kultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning, mergling og dræning.
Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug efter landboreformernes udskiftning.
   
 
 Hjulplov som model  Hjulplov Gammel Estrup Svingplove Landbrugsmaskiner, -redskaber, Gl. Estrup
Produktiviteten øgedes også som et resultat af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.
 
Svenskharve Museum Odense Landbrugsmaskiner 1856, annonce fra H. P. Allerups Maskinfabrik, Odense. Bemærk svingplove og svenskharver.  
Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika. 
 
 

Andelsbevægelsens økonomiske forudsætninger

Den prismæssige stagnation i Danmark fra o. 1870 varede ved indtil 1885. Den skyldtes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseredes ved stigningen i den animalske produktions priser.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion satte mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen voksede fra 24 til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten var især højdespringeren[3] i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der var en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten voksede 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobledes i perioden indtil 1899. Herefter voksede ikke mindst svineproduktionens andel.
Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.
På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.
Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.
Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger[4], som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.
På slagteriområdet var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence" mellem andels- og de private slagterier.
Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere. Den i starten herskende opfattelse, at man skulle undgå "den skadelige konkurrence" er nu blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.
Det er bemærkelsesværdigt, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.
I Skive, Salling, Fjends, på Fur og Mors afløste en ny tids fælles- og andelsmejerier i startfasen 1880-90’erne hinanden og videreførte - langt de fleste som andelsmejerier - mejeriudviklingen, indtil nedlæggelser med stordriftens rationaliseringer.
I Fjends lokaliteten Hald sattes dette punktum i 1970, stort set samtidigt med den generelle, landsdækkende tendens til lukninger af små, lokale mejerier.

Landbrugskrise og mejeribrug

Man kan i statistikkerne for den økonomiske udvikling i Danmark se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet,[5] netop i perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kom til at dominere mejeridriften.
Faldende kornpriser fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd[6] brugen af fælles- og andelsmejerier.
Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.
Hvor det havde været større gårde og godserne, som havde været ledende i udviklingen indtil andelsbevægelsens start 1882-88, så kom de middelstore gårdmandsbrug nu i førertrøjen.
Illustreret med tal for landbrugsproduktionen ser man tydeligt, hvorledes situationen udviklede sig med det resultat, at ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var i fokus i Danmarkshistorien.[7]
Ved århundredskiftet til 1900-tallet tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.
Hvor mejeridriftens forløb var en markant overgang fra de store landbrugs og godsejernes hollænderier til fælles- og andelsmejerier med en glidende overgang fra fælles- til dominans af andelsmejerierne, så var forløbet anderledes i svineproduktionen.
Der var forgæves fusionsforsøg[8] mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.
Der skete derimod en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske[9], som tydeligt markerer dette forhold.
Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20.
Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.
Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.
Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."
Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft[10]. En yderligere forbedring af smørkvaliteten skete, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.
Sammenfattende om herregårdsmejerierne, hollænderierne forholdt det sig sådan, at behandlingen af mælk, hvad enten der stod ost eller smør på menuen, helt overvejende var en kvindesag, hvor herregårdene havde ansatte mejersker til arbejdet.
Salget af varerne blev derimod varetaget af mænd, ligeledes administrationen af de underordnede ansatte, som blev varetaget af de såkaldte hollændere.
På de danske bondegårde var arbejdet med mælken bondekonernes og pigernes domæne.
Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen blev selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.
Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier. Eller som tilfældet var i Hald, en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier må være blevet nedlagt eller har været under ophør.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark.
Men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden meldte husmændene sig også ind i andelsbevægelsen.
1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163[11].
Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier[12]. Men herefter bliver andelsmejerierne stadigt mere dominerende.
I en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914[13] er der ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Af de 1380 smørmejerier er ”1168, Andelsmejerier, 196 er Fællesmejerier og 16 Herregaardsmejerier.”
Procentuelt var de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
84,6 %
14,2 %
1,2 %
Den samme kilde, Statistiske Meddelelser har en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914[14]. Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier.[15]

Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund

Der er her valgt en skønlitterær vinkel på den dagligdag og de samlivsformer, som har præget Danmark og befolkningen kulturelt og socialt i hundredåret 1870-1970.
Til periodens begyndelse er valgt Jeppe Aakjær, først og fremmest den diskussion om samtidens karlekamre, der blev rejst med Vredens børn, 1904 og hans forudgående læserbreve i Skive Folkeblad om emnet.
Albert Dams Så kom det ny Brødkorn, 1934 har en indlevet skildring af livet i Skanderup Sogn, Skanderborg,[16] hvor man næsten kan lugte møddingen på den gårdsplads, hvor den med driftsmæssig succes blev forvist til et mere diskret sted på gården. Sammen med malende karakteristikker af beboere og arbejdskraft på gårde og i husene.

Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre

Bemærk, at der 1888 på et udstillingsmejeri i København i præsentationen af en ny tids mejeridrift optræder 4 mejersker, ingen mænd, ingen mejerister.
Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende, håndværksmæssige rolle på hollænderierne.
 
Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. se en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer.
De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og … Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde … ” til at varetage.
En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.
Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.
Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”
Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”
Undtagelsen, der bekræfter reglen, Kirsten Nielsen kaldet Kjesten Mejersk, gik af som mejeribestyrer i 1944 efter 40 års tjeneste ved Bjergesø Andelsmejeri. Hun var da den sidste kvindelige mejeribestyrer i Danmark.[17]
   
Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908
...
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
 
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
 
Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.
I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921.[19] Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890, så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.
Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.
Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”.
Aakjær gav her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til.
Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.
Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.
Opponenten til Aakjær anførte, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet..." med den debat, han har skabt.
Det er ganske sigende for debatten om Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen, som kunne læses i Skive Folkeblad. Et indlæg 21. dec. 1904 satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i de af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f.eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904.
Socialismeprædikatet fremføres i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme".
Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ”
Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander."
Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter."
Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.
Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!"
Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik..."
Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."
Et sammenfattende indtryk af diskussionen omkring karlekamrene kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..."
Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind[23]

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors.
Fællesmejerierne var som anført fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase her skal være sammenligningsgrundlaget for en nærmere behandling af Hald Fælles- og Andelsmejeri samt Thise Mejeri.
Materialet hertil, givet de valgte geografiske afgrænsninger, er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og
andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen.[20] Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og - selvfølgelig - manglende oplysninger.[21] Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad.[22] Desuden er her benyttet Skivebogen 1974, s. 34-82, en m.h.t. mejerier, slagterier og andelsbevægelse temmelig ufuldstændig oversigt over Skiveegnens udvikling 1870-1890.
De her præsenterede mejerier havde - eller fik - ishus, der kunne rumme 80-200 m3 is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.
Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier[24].
Danske Mejerier Bd. 1-4, som dækker perioden indtil 1918, har kun 54 mejerier registreret som tegnet af Arkitekt Lind, primært i forbindelse med mejeriombygninger. Resten må være herefter.
Linds mejeriarkitektur henter bl.a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.[25]
Alle de indtil 1918 observerede mejerier lå placeret i Jylland, flest i Viborg, Randers, Ringkøbing og Thisted amter, samt Aarhus og Omegns mejerikreds.
Profeten ser således ud til at have været rimeligt anerkendt i sin hjemstavn og tilliggende omegne.
           
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Aarhus og Aarhus og Omegn
9
15,5
Randers Amt
10
17,2
Hobro og Omegn
1
1,7
Silkeborg og Omegn
1
1,7
Vendsyssel
1
1,7
Hjørring Amt
2
3,4
Hammerum Herred
2
3,4
Viborg Amt
12
20,7
Thisted Amt
7
12,1
Ringkøbing Amt
10
17,2
Ribe Amt
2
3,4
Sydjysk
1
1,7
           
Mejerier i alt
     
58
100,0
           
 
Lokale mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind
Det er værd at konstatere, at Skive Andelsmejeri ved oprettelsen har været et efter tidens brug temmelig fornemt to etagers langhus med kvistparti.
Det ændres ved E. V. Linds ombygning i 1911 til et typisk E. V. Lind mejeri i Bedre Byggeskik stil, som ved ombygningen i 1931 bevarer denne stil, men udvider pladsmæssigt ved næsten at fordoble langhuset.
Bygningen er bevaret i Thomsensgade som beboelse med kun relativt få stilmæssige ændringer.
Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes at være taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen.
Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris".
Som mejeribestyrerbolig må det være H. S. Omanns familie på fotoet.
Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen[26] registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuldt hus i den forholdsvis beskedne bolig.
Tre af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m2.
 
 
I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret under Det Kongelige Bibliotek.[27]
Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.
De her anførte lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier[28], den produktive, lokale arkitekt har tegnet. I kronologisk rækkefølge er der flg. lokale Lind mejerier:
Godthaab i Jebjerg opført 1908, Nr. Lem Brodal 1910, Skive Andelsmejeri 1911 og Højslev Andelsmejeri 1914.
Foto af Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, altså fire år efter opførelsen.
Mejerierne har alle den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur.
Skive Andelsmejeri står stadig genkendelig i Thomsensgade 18.
Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911, muligvis inspirator for Hald Andelsmejeri[29].

Mejerier på Fur, i Mors, Salling og Fjends

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, dvs 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.
  • Fur
Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Fur Andelsmejeri ca. 1925. Iflg. arkivet er mejeriet nyopført 1924 i Nederby, arkitekt er tydeligt E. V. Lind.
Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger.
Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."
Fællesmejeriet på Fur har således 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter[37] været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.
14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."
I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.
På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der er 199 andelshavere.
Hvis der regnes på oplysningerne fra 1917, var der på Fur 210 leverandører med 400 køer, 1,9, knap 2 køer per leverandør.
Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”. [38] Mejeribestyrer Chr. Christensen ”var 1907 paa Ladelund Mælkeriskole. Blev 1909 Bestyrer paa Fuur.”[39]
Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag."
  • Mors
Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv[40] og i Danske Mejerier Bd. 3.
Der oprettedes ret tidligt og ret mange fælles- og andelsmejerier på Mors, start allerede 1881 og i alt 13 mejerier[41].
1.
Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, 325 leverandører 1600 køer. Bestyrer Niels Jacobsen, Dalum Mælkeriskole. Ombygget af E. V. Lind 1924.
2.
Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, ombygget 1907, 223 leverandører, 800 (?) køer. Bestyrer S. Bredahl, Ladelund Mælkeriskole.
 
3.
Faartoft Mejeri omtales i Danske Mejerier Bd. 3, s. 228 som forgænger til Flade Andelsmejeri, oprettet 1883, andelsmejeri 1894, bestyrer 1907-13 Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole. Iflg. Anna Thorsen, Minder fra Mors og Thy blev Faartoft Mejeri revet ned 1913, da Solbjerg Andelsmejeri blev opført.
 
4.
Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, kommer fra Faartoft, Ladelund Mælkeriskole.
 
5.
 
 
6.
7.
Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, senere til- og ombygget, 400 leverandører, 1800 køer, bestyrer N. A. Christensen, Ladelund Mælkeriskole.
Starter som Tødsø Fællesmejeri 1881 v. Ole Kristensen, som blev til det første andelsmejeri på Mors, Erslev.
Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges.
   
8.
Flade Andelsmejeri, oprettet 1913, bygning v. arkitekt Lind, 171 leverandører, 734 køer, bestyrer J. Jensen, Ladelund Mælkeriskole.
7.
Hovgaard Andelsmejeri, Sejerslev, 200 leverandører, 700 køer, bestyrer Th. M. Lynggaard, Ladelund Mælkeriskole.
8.
Jølby Andelsmejeri, fællesmejeri 1882, andelsmejeri 1893, 300 leverandører, 1200 køer, bestyrer Kr. Rasmussen, Dalum Mælkeriskole.
9.
 
 
10.
Karby Andelsmejeri, 1882-88 Hvidbjerggaard Fællesmejeri, herefter andelsmejeri, 1893 bygges Karby Mejeri,
Iflg. Danske Mejerier Bd. 3, s. 285-86 fællesmejeri 1882-86, nybygget andelsmejeri 1893, iflg. Dansk Mejeristat, s. 437 "Ombygning 1911 og 24 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive." Det er desværre umuligt at sige, hvori de respektive ombygninger 1911 9g 1924 bestod, men det oprindelige mejerihus er her helt typisk blevet forsynet med den karakteristiske Lind gennemgående kvistbygning med rundbuede vinduespartier.
11.
Lødderup Andelsmejeri, 350 leverandører, 1476 køer, bestyrer J. Korsgaard, Dalum Mælkeriskole.
 
12.
Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole.
 
13.
Dueholm Mejeri, vandmejeri på herregården Dueholm, købes 1903 af A. Chr. Haaning, mejeriejer indtil 1930’erne[42], 50 leverandører, 300 køer. Fungerede som mejeri indtil 1983, hvor museet købte mejeriet.
 
Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet.
Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.
Oplysningerne fra Danske Mejerier om de her karakteriserede mejerier er udgivet 1917 og må formodes at være dækkende for 1916-17.
Hvis vi går ud fra, at vi her har alle Morsøs mejerier[43], så kan der optælles 2622 leverandører med 11259 køer. Det giver en gennemsnitsbesætning på 4,3 køer fordelt på 12 mejerier.[44] Eller det gennemsnitlige antal leverandører og gennemsnitlige antal køer til hvert af de samme 12 mejerier er henholdsvis 219 leverandører og 938 køer.
Det kan konstateres, at leverandørerne på Mors havde mere end den dobbelte besætningsstørrelse i forhold til Fur, hvor gennemsnittet var 1,9. 
  • Salling
Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv og - først og fremmest - Danske Mejerier Bd. 3, der er en stort set samtidig, udgivet 1917 fortegnelse. Materialet skal sammenholdes og justeres for åbenbare fejl, som kan forekomme i både lokalarkivernes registreringer og i Danske Mejerier.
Med forbehold for gengangere kan der i Salling konstateres registreret 14 fælles- og andelsmejerier. Der tages udgangspunkt i Danske Mejerier og sammenholdes med lokalarkiverne.
Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916 v. arkitekt E. V. Lind, 320 leverandører, 1300 køer. Bestyrer N. K. Højmark, Ladelund Mælkeriskole.[45]
 
Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1886 iflg. Sundsøre Lokalarkiv.[46] Og 1911 med nedlæggelse af ”Roslev og Kirkeby Mejerier”[47], 220 leverandører, 1000 køer.[48]
Byggestilen ligner typisk arkitekt E. V. Lind. Arkitekten fremgår ikke i Danske Mejerier, Bd. 3, s. 492, heller ikke af Sallingsund Lokalarkivs, men derimod sporadisk af Sundsøre Lokalarkivs registreringer. Bestyrer M. Sørensen Ribe Mælkeriskole.
 
Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”, overtaget af Gamstrup 1911. I Roslev har der desuden siden 1893 været Nordsalling Andelsmejeri, 352 leverandører, 1790 køer, bestyrer siden 1898 Jens Chr. Lund, ingen anført Mælkeriskole.[49]
Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri[50].
 
Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer. Bestyrer Kr. Kristiansen, Ladelund Mælkeriskole. Hurup i Thy. Bliver ombygget inden 1932.
 
Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført. Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.[51]
Som andelsmejeri bliver det til Godthaab Andelsmejeri,[52] oprettet 1894, ombygget 1908 v. Arkitekt Lind, med 170 leverandører, 1150 køer.
Bestyrer Chr. Christensen, Ladelund Mælkeriskole.
Der er store spring i oplysninger i Danske Mejerier og Sundsøre Lokalarkiv mht. antallet af leverandører og køer o. 1900-17
 
Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.[53]
Luftfoto 1948-52 af det ombyggede, nu Lind tegnede mejeri. Bestyrer S. Rasmussen, ingen anført mælkeriskole.
 
   
   
Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.
Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup[28], Over Møjbæk[29], Vium Thinggård”.
Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.[32]
Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.
Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer[33].
Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V. Lind 1911.
Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer[34].
Thise Mejeri
Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.
År
Antal mejerier
1888
914
1894
1507
1940'erne
o. 1600
1950'erne
o. 1400
Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.
Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.
Thise Mejeri starter ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til et lille, privat fællesmejeri i Jebjerg i 1886 eller 1887. Det traditionsbundne fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, bestående af økologiske interessenter.
De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologisk andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.
 
Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.
Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand.
Andelsmejeriet sælges til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtager mejeriet 1.4.1969.
Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. febr. 1992.
 
Thise Mejeri - historik - Egne oplysninger 2018-19
I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab , Thise Mejeri A.m.b.a.
   
Grundlagt
1988
Selskabsform
Andelsselskab
Selskabsnummer
12425694
Antal andelshavere
Mælkemængde
105 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter
85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre
Omsætning 2018
1.035 mio. kroner
Eksport til
Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel
25-30 %
Antal ansatte
240
Antal tankbiler
5
Antal kølebiler
5
 
Mejeriorganiseringen
De mange små mejerier blev allerede fra 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.
De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og manglende teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.
Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor den hidtil adskilte produktion og afsætning blev samlet.
Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier, der blev erstattet af få landsdækkende selskaber, der både omfattede produktion og afsætning i én landsdækkende andelsorganisation. Det skete stort set i løbet af 1960'erne.
Det største af de landsdækkende selskaber blev Mejeriselskabet Danmark (MD), der blev dannet i 1970, og som i løbet af 1970’ene og 1980’erne fusionerede og ekspanderede stærkt. Det skiftede i 1988 navn til MD Foods.
I perioden 1974-1977 blev MD, som var udsprunget af landmejerierne, også dominerende på bymejeriernes traditionelle marked. En del mejeriselskaber meldte sig ud af MD samarbejdet og kom fra 5. januar 1978 til at hedde Jysk Kløver Mælk, stiftet 1971, herefter bare Kløver Mælk, som 1998-99 så fusionerede med MD Foods efter en priskrig de to mejeriselskaber imellem.
 
Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.
I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.
Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.
2004 overtog Arla Foods en canadisk osteimportør og -producent. Året efter indledtes et kinesisk partnerskab om produktion af mælkepulver til det kinesiske marked. Samme år kuldsejlede planerne om en fusion med Hollands store mejeriselskab Campina. Men planerne om at vokse internationalt blev ikke opgivet, tværtimod.
Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering er der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her er langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.
Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.
Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:
  1. Arla Foods,
  2. Thise Mejeri,
  3. De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
  4. Them Andelsmejeri,
  5. Bornholms Andelsmejeri,
  6. Mammen Mejerierne.
Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.
Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.
Det lille andelsmejeri Dybbækdal blev solgt til den daværende mejeribestyrer som privatejet mejeri i perioden, hvor mejericentraliseringer var den dominerende tendens. Efterfølgende blev mejeriejeren kontaktet af en kreds af økologiske landmænd, der som andelsinteressenter blev leverandører til et Thise Mejeri med økologi som varemærke i en periode, hvor den økologiske trend endnu ikke var slået igennem.
Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.
Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.

Ladelund Landbrugsskole

Med andelsmejeriernes brug af centrifuger til at adskille fløden fra mælken, således at fløden senere kunne kærnes til smør, opstod der et behov for bedre uddannet arbejdskraft.
Specielt de mange nye andelsmejeribestyrelsers krav om, at afregningen til mælkeproducenterne skulle ske i forhold den leverede mælks fedtindhold medførte, at der skulle kunne kontrolleres og beregnes ved hjælp af et kontrolapparat og en differensberegning, et arbejde, som forudsatte en vis uddannelse.
Det medførte i praksis, at man sjældent kunne få ansættelse som mejeribestyrer uden at have deltaget i sådan et kursus, bl. a. fordi deltagerne på disse kurser lærte, hvordan man betalte leverandørerne i forhold til mælkens fedtindhold.
Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Skolen fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, en uddannelse, der kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.
Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande[30].
I behovet for en mere formaliseret uddannelse til mejerifaget var Ladelund absolut forud for sin tid. Det Kongelige Landhusholdningsselskab[31] afholdt Juli 1890 et bestyrelsesmøde, hvor det blev vedtaget at nedsætte et udvalg, der skulle overveje en forbedret uddannelse af ”Mejeripersonalet”.
Juni 1891 barslede udvalget med forslag om, at staten skulde bidrage økonomisk til 1) praktisk uddannelse på mønstermejerier, eller 2) ”Ophold paa gode Mælkeriskoler.”
Teoretiske, kortere kurser for mejeribestyrere startede på Ladelund og Dalum Mælkeriskoler fra juli 1909, og de blev efterfølgende udvidet med mindst et kursus i hvert amt, 19 i alt. Dette antal faldt dog hurtigt til, at man 1918 ”… nu er gaaet over til kun at have 6”.[32]
I det historiske afsnit i Danske Mejerier, bd. 4 omtales kun Ladelund, Dalum og Ribe Mælkeriskoler,[33] som må anses for at være de eneste med den grundlæggende mejerist- og mejeribestyrer uddannelse. Ladelund og Dalum Mælkeriskoler indførte samme undervisningstid og ensartede afgangs prøver med fælles censorer. Ribe Mælkeriskole havde en særstilling i kraft af at være et specifikt uddannelsessted for tidligere mejersker i mejerierhvervet.
 
Næsten samtidig med Ladelund startede Dalum Landbrugsskole. Grundlagt 1886 blev skolen 1889 til Dalum Landbrugs- og Mejeriskole. I tilknytning til Ladelund oprettedes 1889 Ribe Mælkeriskole, tilsyneladende også med det specifikke formål at give kvinder, tidligere mejersker mulighed for at få en mejeristuddannelse.[34]

De lokale mejeribestyrere

har for de flestes vedkommende været på ”Ladelund Mælkeriskole”.
Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri, der har været på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.[35]
Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Forgængeren D. Danielsen er uddannet som mejerist på Ladelund. Den første mejeribestyrer på Hald Andelsmejeri, C. Gravgaard har det ikke været muligt at finde uddannelsesmæssige oplysninger om.[36]
1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.
I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2-3 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet.
Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % af de registrerede mejeribestyrere været ophold på Ladelund Mælkeriskole.
Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".
Landsdækkende har fordelingen formentlig været hovedsageligt Ladelund og Ribe Mælkeriskoler i Jylland og Dalum Mejeriskole hovedsageligt resten af landet.

Centrifugering og behandling af mælken

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen. På trods af tidens almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk blev bakteriebehandlet og fik et ensartet udseende.
Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.
Som dette fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, så selvfølgelig også lokalt.
Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri
Thise Mejeri oprettes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.
Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.[25]
Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart vil være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skal spørges, om man er indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.
19. nov. 1968 besluttes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 har været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet har omkring 160 andelshavere.
Det bliver mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kommer til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, bliver student fra Skive Gymnasium 1974, aftjener sin værnepligt i hovedstaden og bliver mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvor han vender tilbage til og bliver ansat på Dybbækdal.
1983 bliver Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og bliver til APV Pasilac. Som nygift bliver Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han er ansat i Videbæk.
Det nystartede, økologiske Thise Mejeri køber 1988 udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen er ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtager endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.
Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.
Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.
Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.
Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.
EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.
Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.
Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.
I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.
På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.
Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.
Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.
I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.
Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.
Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.
Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.
Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).
Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund. Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.
I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.
I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.
Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.
Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.
FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.
Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.
Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.
Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.
Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.
Starten på Thise Mejeri
Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet har fået tilkendt en ærespræmie. Der er syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.
Det går så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at der planlægges efter at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som omtales på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.
Leverancen af økologisk mælk starter sommeren 1988 fra seks leverandører:
1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,
2) I/S Toftdal,
3) Jens Handrup, Thy,
4) Erling Englyst, Thise,
5) Poul Pedersen, Rørup.
Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab er 6) Erling Larsen, Balling.
Der forhandles i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.
Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerer "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 er klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplyses det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne er søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der er søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der er modtaget 600.000 kr., som dækker de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.
Det bliver i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber har kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspørger økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne er, at mejeriet kan tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkes at få solgt.
I 1989 lykkes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet sælges der til Mejeriet Dybbækdal, som anvender produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterer det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder runder 1 mio. kr.
De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.
Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtræder Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.
Økonomisk strategisk bliver der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kommer, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegner kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebærer, at Thise Mejeri med et slag kan afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det er et vigtigt gennembrud, og det ligger før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.
Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse
I 1992 sælger Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).
Samme år udløber DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukker selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skal det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det sker i 1993, hvor Thise Mejeri begynder at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksætter sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.
For første gang i mejeriets historie kan Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteres i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kommer til at betyde, at der nu er 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.
I 1995 indgår Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet har til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.
Samme år underskriver Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.
Omkring gennembrudsåret 1993 er der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.
Mejeriet udvider produktionskapacitet og -områder
I 1996 danner Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter går strygende. F.eks. sendes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen må Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagres Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.
Mejeriet har nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.
I 1997 fusionerer Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som har problemer, indgår samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerer økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udvikler Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.
Arla og "katastrofen" E coli 0157
Negativ medieomtale af Arla i 2003 øger interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænkes for at være kilden.
Regeringen beordrer på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.
1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).
På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).
Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hedder videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser er gjort fund af bakterien, så har nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."
Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.
Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukker produktionen ned og iværksætter grundige undersøgelser, så belejres Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen får søvnløse nætter.
De mange og grundige laboratorieundersøgelser kan ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kan mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viser sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøges efterfølgende.
Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.
I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.
I slutningen af 2005 er mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.
Fortsatte udvidelser
I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.
I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.
Samme år overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.
2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.
Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.
Skyr salget eksploderer 2009-2011.
I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.
Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.
I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.
I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.
De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.
Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish
Mejerierne i Fjends
Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.
Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.
 
Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.
Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør.
Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.
Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.
Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.
Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.
Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.
Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.[36]
Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m3 Is.[37]
 
Hald Mejeri
Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.
Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.
I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv[6].
Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.
Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri. Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959[7].
Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.
Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.
Mejerigrundlæggeren
Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.
Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911[38],
og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.
Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m3 Is”[39].
Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.
Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.
Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.
Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter
Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.
Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.
Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.
Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.
De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”
I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.
 
1893
1959
Hald
33
21
Gl. Hald
 
14
Sdr. Hald
 
4
Vester Hald
9
Lundø
17
17
Bøstrup
21
21
Hejlskov
15
19
Lund
10
21
Sejstrup
6
14
Majgaard
4
6
Degnsgaard
2
4
Ørum
 
1
Bruddahl
2
2
Virksund
 
3
Strandet
 
6
Kloster Mark
6
Lærkenborg
3
1
Ravnkildegaard
1
Baadsgaard
1
16
Skovmølle
1
1
Ørslev Kloster
1
1
Ikke lokaliseret
12
10
 
128
198
Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.
Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.
Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.
Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.
Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.
Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.
Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.
Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.
Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.
Søndagshvile problematikken
Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission[41].
I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission[42].
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.
Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.
Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.
Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid
Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.
Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.
Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1870-80’erne har været en mejeri mulighed i transitionsperioden mellem kornsalgsperioden og fremvæksten af fælles- og andelsmejerierne, ses som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894.
Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.
Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870
<b
Herregårdsmejeriets / hollænderiets placering fremgår af den skitse, som slotsforvalter på Ørslev Kloster, Garry Keyes har lavet efter beretning 1975 fra ejeren 1907-13, Fritz Grotians to sønner, Knud og Valdemar. Iflg. Garry Keyes blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.
Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.
Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.
Lokale herregårdsmejerier
I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894[44] er der i lokalområdet registreret
Østergaard pr. Roslev
Jungetgaard pr. Roslev
Nørgaard pr. Jebjærg
Eskjær pr. Roslev[45]
Bustrup pr. Skive
Krabbesholm pr. Skive
Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74.
Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.
Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.
Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).
Fortegnelse over Mejerier, 1894, Danske Mejeristforening
 
Mejerier
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
Antal incl. Sønderjylland
1507
990
234
283
Procentandel
66
15
19
Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".
I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier,
andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%.
Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.
 
Mejeristifteren i Hald
Kristen Jensen Kjær[46] er født 9. februar 1856 og opvokset i Bøstrup, hvor han allerede som 23-årig i 1880 folketællingen[47] sammen med broderen er registreret som gårdejere på faderens, Jens Hansen Kjærs gård. I 1890 folketællingen[48] har den ældre bror, Hans Jensen Kjær overtaget gården i Bøstrup, og Kristen Kjær er her registreret som "Mejeriejer" i Hald.
Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.
Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.
Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, dvs viede.[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.
Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.[52]
Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.[53]
Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.
Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.
Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.[55]
Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.
Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen[56] og i 1906 folketællingen[57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.[58]
Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”[59].
Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald
Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, dvs en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.[61]
Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.
Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri
Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.
Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.
Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.
18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.
Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk[63].
De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.
Kartoffelkogning
Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .
Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.
Mælkekørsel
Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.
Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".
Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.
Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:
1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,
2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,
3. Lund 30 kr. mdl.,
4. Lundø, 60 kr. mdl.,
5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,
6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.
Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.
Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.
Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.
Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.
Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.
Mælkekørsel 12. april 1919:
Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.
De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.
Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.
13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.
21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.
Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:
1. Lærkenborg,
2. og 3. Hejlskov,
4. Virksund,
5. Bøstrup,
6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,
8. Sejstrup,
9. Hald By,
10. Lundø,
11. og 12. Majgaarde,
13. Hald Kærland,
14. Hald Vestermark,
15. Baadsgaard,
16. og 17. Lund,
18. Kloster Mark.
To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.
Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.
Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.
Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.
28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:
1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.
2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.
3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.
4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.
6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.
7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.
8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.
9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.
10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.
12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.
13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.
14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.
16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.
19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.
Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:
1. Lærkenborg, D. Ramsdahl
2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen
3. Hejlskov By, Th. Poulsen
4. Virksund, Th. Poulsen
5. Bøstrup, Th. Poulsen
6. Gl. Hald, J. kr. Jensen
7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.
8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.
9. Hald By, N. Chr. Madsen
10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen
12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.
13. Maigaard Nord, Knud Pedersen
14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen
16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl
19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.
Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.
Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.
Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.
Mejeribestyrere
Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.
Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”
I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.
Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?
1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.
Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.
Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.
Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.
26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.
30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”
På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.
Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.
Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.
Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.
C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.
Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.
I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.
I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.
Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.
Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.
Udvidelser i og justeringer af mejeridriften
Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.
Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.
Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.
Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.[64] Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.
Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”
I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.
Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.
18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.
11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.
Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.
Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.
Bygningsmæssige ændringer
Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.
Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.
Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.
Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:
  • Kristen Kjærs Hald Mejeri.
  • Udvidelser indtil 1907?
  • Udvidelser med skummehallen 1911.
  • Udvidelser og ombygning 1956.
Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.
 
 
Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation.
Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893.
Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.
     
Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne
Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.
Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.
De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.
Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.[65]
Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910.
Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.
Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.
Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.
Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.[66]
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.
17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.
Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.
Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.
I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.
Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt
En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.
Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.
Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-1938 havde 4 ansatte til daglig drift.
Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen. 5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.
11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.
En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.[67]
De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen[70].
Det har været en rejse fra mange, 1507 små andelsmejerier i 1894 til de ret få, 45 mejerier i dagens Danmark, hvor Arla Foods er størst, en international mejerivirksomhed, der spænder over 21 globale destinationer.[71]

Svineslagterier, andels- og private slagterier

Svineslagtning og -slagterier blev ligesom mælk og mejeridrift en ny tids centrale produktionsområder. For slagterier som produktionssteder, der var afledt af den før det industrielle gennembrud helt dominerende landbrugsproduktion, var landbrugskonjunkturerne helt afgørende for slagteriernes produktionsudvikling.
Men selv om slagterier og mejerier havde en fælles baggrund i forarbejdning af animalske landbrugsprodukter, så blev slagterierne ikke placeret decentralt som de små fælles- og andelsmejerier.
Både på mejeri- og slagteriområdet gjorde det sig gældende, at den dyriske landbrugsproduktion i Danmark med den oversøiske konkurrence på korn og faldende kornpriser fra 1870'erne blev tiltagende vigtig for dansk landbrug samtidig med, at nederlaget til Prøjsen (fra 1871 Tyskland, Det Tyske Kejserrige) i 1864 rykkede den dansk-tyske grænse op til Kongeåen. Uanset dette problem i forhold til Prøjsen, det senere Tyskland, var der en eksportforøgelse af svinekød til Prøjsen, Tyskland med en næsten tredobling fra 1860 til 1890.
I det her behandlede lokalområde, Skive, Salling, Fur, Mors, Fjends, Viborg blev der anlagt tre andelsslagterier i henholdsvis Nykøbing Mors, Skive og Viborg. Andelsslagterierne efterfulgte og blev konkurrenter til private slagterier - et i Skive og et i Viborg. Eller rettere to forskellige ejere af det private slagteri i Skive, men samme slagteri og placering Brårupgade 16.
I samme geografiske område og samme tidsrum, dvs efter herregårdsmejerierne / hollænderierne, i fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode, var der 1) Fur Mejeri, der afløstes af Fuur Andelsmejeri, 2) på Mors 13 fælles- og andelsmejerier, 3) i Salling 14 fælles- og andelsmejerier, 4) i Fjends 7 fælles- og andelsmejerier, i alt 35 mejerier, hvor der var 3-5 centralt placerede slagterier i Nykøbing Mors, i Skive og i Viborg:
1) Nykøbing M Morsø Andelsslagteri 1914-76,
2) i Skive Thompsons Svineslagteri 1889-1910, Koopmanns Svineslagteri 1910-53, Skive Andelsslagteri 1903-72 - i oversigten over Landbrugets Forædlings Virksomheder er der foruroligende mange fejl herom: Thompsons Svineslagteri mangler, Koopmanns overtagelse er fejldateret, hvortil kommer en hel del slåfejl,
3) i Viborg A/S Koopmann Svineslagteri 1902-1912, der afløses af Viborg Andelssvineslagteri 1912-72.
 
Viborg og Skive Andelsslagterier fusionerer 1972, inkluderer Morsø Andelsslagteri 1976 under det fælles navn Jutland Slagterierne.
Der fusioneres nok en gang i 1990 i en endnu større fusion, Vestjyske Slagterier Struer. Her indgår Struer-Hurup Andelssvineslagterierne, Sydvestjyske Andelsslagterier, Esbjerg, Royal Dane/Quality Slagterierne og og fra 1995 Koopmann Slagterierne, Silkeborg.
Danish Crown navnet kommer fra Kolding slagteriet af samme navn, som sept. 1986 bliver overtaget af Tulip. Under dette navn og som led i en igangværende fusionsbølge kommer Danish Crown fra okt. 1990 til at dække hele det østlige Jylland fra Vojens til Limfjorden samt hele Nordjylland og Fyn. Men endnu ikke den midt-vestjyske fusion, som Skive Andelsslagteri tilhører, Vestjyske Slagterier. Sjælland og Lolland-Falster er samlet under det nye navn Steff-Houlberg. Uden for står TICAN (fusionen Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri fra 1978).
Danish Crown forsøger i tiden fra 1995 indtil 1998-99 at få et samarbejde etableret mellem de resterende slagterigiganter under navnet "Slagteriselskab Danmark". Februar 1999 godkender EU Kommissionen så, at Danish Crown fusionerer med Vestjyske Slagterier. I 2001 overtager Danish Crown også Steff-Houlberg, 2010 omdannes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.
Afdelingen i Skive brænder som del af Danish Crown 2007 og nedlægges 2008.
Slagteribranchen går fra at være temmelig centreret til at være et stort set landsdækkende monopolforetagende, Danish Crown Holding A/S.
 
Fra 1887 til 1889 kom der et tysk importforbud for svinekød, der ramte den danske eksport af svineflæsk hårdt.
Det medførte en øjeblikkelig og radikal omlægning fra tysk flæskeeksport til eksport af bacon til England.
Omlægningen betød, at flæsket nu måtte sælges direkte fra Danmark til England, hvor der før havde været en betydelig transit eksport af svinkød og -flæsk over Hamborg-Altona.
I England solgtes svinekødet under betegnelsen "Continental bacon". Flæskesalget foregik ved engelske kommissionærer på Londons flæskebørs, og de solgte udelukkende til grossister, med hvem de var sammensluttet i en såkaldt baconring. Her var grossisterne forpligtede til kun at købe fra engelske kommissionærer med et stort set engelsk handelsmonopol - og ikke direkte fra slagterierne.
Denne rings monopol i flæskehandelen forsøgte de danske svineeksportører, centreret omkring De samvirkende danske andelsslagterier, stiftet 1897 at bryde, hvilket først delvist lykkedes efter 1902 med dannelsen af Danish Bacon Company som salgsagenturfirma for dansk flæsk.
Samtidig med omvæltningen i salget af svinekød fra 1887 etablerede L. Peter Bojsen i Horsens det første andelssvineslagteri som en direkte konsekvens.
Kravet til slagteribranchen blev med omlægningen til engelsk bacon eksport længere, slankere svin og renlighed. Bacon var et mere ømfindtligt produkt end flæsk.
En af pionererne i denne proces var Philip W. Heyman (født 15. november 1837 i København, død 15. december 1893 samme sted), dansk direktør, Tuborgs grundlægger, og på trods af at være af ortodoks jødisk familiebaggrund spiste han gerne det svinekød, som også blev hans levevej.
1866 anlagde Heyman sammen med handelsfirmaet H. Puggaard & Co. Københavns Svineslagteri, som han senere blev eneejer af, og han anlagde efterhånden flere svineslagterier, hvor han til fremme af disse virksomheder udførte et betydeligt arbejde for forbedring af svineracerne i Danmark.
Det var med bistand af C.F. Tietgen, Heyman oprettede og opkøbte svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Netop bistanden fra Tietgen skulle vise sig at være et politisk handicap, da Tietgen 1884 havde offentliggjort sin støtte til Christopher Hage, "en liberal højremand" som folketingskandidat for regeringspartiet Højre. Selv om Hage blev valgt med både socialdemokratiske og Venstre stemmer, så markerede Tietgen sig som ganske vist i økonomisk henseende liberal, men også som støtte til det parti, Højre og Estrup, der tabte provisoriestriden til Det forenede Venstre. Og i provisorietiden var den politiske forståelse for modstanderes synspunkter ikke overvældende.
Ved grundlæggelsen af det første andelssvineslagteri 1887 i Horsens med venstremanden Peter Bojsen som initiativtager og formand så Heyman en klar trussel, både en økonomisk og en politisk i det provisoriedelte Danmark under Estrup, en trussel han forsøgte at gardere sig imod.
L. Peter Bojsen, 15.4.1838 - 27.5.1922 var landøkonom, skoleleder og politiker. I politisk henseende var han nok den mindst betydningsfulde af de 3 Bojsen brødre. Emil og Frede Bojsen var engageret i den politiske inderkreds i Venstre, kan man se i den offentliggjorte brevveksling, Tre Venstremænd v. Harald Jørgensen 1962.
De nye tider og betingelser som et resultat af det tyske importforbud for svin 1887-89 fik hurtigt lokale konsekvenser i form af Skive Svineslagteri.
 
Tiden 1828 - 1857 var for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Den i perioden gunstige økonomiske udvikling illustreres i diagrammerne med landsdækkende statistik i 1929, faste priser [1].
Den her illustrerede gunstige produktions- og prisudvikling i landbruget, der endnu er klart førende i forhold til andre erhvervsmæssige sektorer, skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika[2].
Fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var der landbrugskrise og afdæmpet vækst, hvad man også kan se på diagrammet over landbrugsproduktionen 1850-1900.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede med andelsmejeriet i Hjedding i 1882[3], og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.

Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov

 
 
Skanderup Mejeri begyndte som andelsmejeri i 1888, hvor der lokalt annonceredes efter en ”duelig” mejerist, underskrevet Knipschildt, Skanderup Nygaard som formand.
Mejeriet blev 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916 og havde 120 leverandører med 1400 køer omkring 1918.[1] 1931 var der 108 leverandører med 1230 køer, en gns. besætningsstørrelse, der gik fra 11,7 i 1918 til 11,4 i 1931. Der er således ikke ændring i ca. besætningsstørrelser, men der er fald i andelshavere, der er gået til det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri.
Det skal her bemærkes, at de i tabellen benyttede tal for Sogne med delte mejerier er fra 1930, hvilket selvfølgelig kan give variationer til de anførte tal fra 1918.
Men Skanderup Mejeri hørte fortsat til blandt de delte mejerier, der havde de største besætninger per mælkeleverandør.
 
Mejeribestyrerne på Skanderup Mejeri og andelsbestyrelsens formænd nævnes i en 25 års jubilæumsartikel i Kolding Folkeblad 27. okt. 1913.
Den første formand for bestyrelsen var Ernst Frants Hans Knipschildt indtil 1895. Stavemåden kan variere, i Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208, hvor han beskrives som formand for Lunderskov Mejeri 1895-97, er stavemåden Knipshill. I 1890 folketællinger er navnet Ernst Frantz Hans Knipschildt, Gaardeier i Skanderup
Han ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard.
Efter en religiøs "vækkelse" i 1901 blev han missionær og solgte sine gårde. Annonceringen efter mejerist i 1888 var underskrevetKnipschildt, Skanderup Nygaard 1888-1895.[2]
Efterfølgende formænd var:
H. F. Beck 1895-1909,som iflg. Kolding og Omegn 1904 var sognerådsmedlem og bosiddende i Skanderup.
Proprietær A. Høyer Wissingsminde var formand 1909 indtil 1915.
Proprietær S. Haue, Wissingsminde 1915-25.
Folketingsmand og proprietær Valdemar Thomsen, Rosenlund blev formand 1925, fremgår det af Dansk Mejeristat, s. 533 fra 1932, og han her her været med til at ansætte mejeribestyrer Chr. Jacobsen, der under besættelsen blev en ledende modstandsmand i Lunderskov. På dette punkt helt i overensstemmelse med B. Hald, mejeribestyrer på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri.
Den første mejeribestyrer var R. Jepsen fra Thorsted indtil 1910.
Herefter J. P. Nielsen fra Kellerup (Danske Mejerier 4, s. 224), formentlig bestyrer indtil ansættelsen af Chr. Jacobsen i 1927. Forudgående har Chr. Jacobsen været ansat som elev på Vejen Andelsmejeri.
Mejeribestyrer Chr. Jacobsen var under besættelsen som anført sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri aktiv i modstandsbevægelsen. Den fælles modstandskamp har her åbenbart overtrumfet de religiøse modsætninger og det driftsøkonomiske konkurrenceforhold.
Chr. Jacobsen blev ligesom langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole.
 
Formanden for Skanderup Mejeri siden 1925 - som således har været central i udvælgelsen af den nye mejeribestyrer i 1927 - var Valdemar Thomsen, Rosenlund. Han anføres som havende været elev på Dalum Mejeriskole, altså med gode mejerifaglige forudsætninger.
Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS.
Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.
Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.
 
Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden under besættelsen.
Men det er der næppe nedfældet noget skriftligt om.
Denne mejeriundersøgelses forfatter har som helt ung student med rod i Skanderup Sogn talt med Valdemar Thomsen om besættelsestiden. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og har skrevet et ikke ret kendt skrift herom, der hedder "Jeg anklager Rigsdagen". Denne pjece er i lidt ændret form udgivet 1969, Valdemar Thomsen, En fældende anklage. Historiens dom. Den kan søges på Google Books.
Modstandsbevægelsen lagde umiddelbart efter besættelsen afstand til Valdemar Thomsen, selv om han i Landsretten blev frikendt for de anklager om samarbejde med værnemagten, han blev anklaget for.
Valdemar Thomsen havde i 1934 som folketingspolitiker for Venstre agiteret for landbrugets vilkår og havde her et sprogbrug, der mindede om nazisternes, hvilket medførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.
De standpunkter, som Bondepartiet - og Valdemar Thomsen - gav udtryk for kan godt sammenlignes med samtidens fascistiske tilkendegivelser. Men sådan talte man i vide kredse i 1930'ernes Danmark. Det gør ikke Valdemar Thomsen til nazist eller nazi sympatisør, det viser Landsrettens frifindelse af ham for de rejste anklager.
Der skete også en tilnærmelse mellem Landboernes Sammenslutning, LS og nazisterne. Men ikke mellem Bondepartiet og nazisterne.
Skanderup Mejeri blev nedlagt som mejeri i 1962.[3]
 
Lunderskov Mejeri blev oprettet som søndagshvilende mejeri i 1895-96[1], og havde fra start 130 leverandører med 950 køer, en gns. besætningsstørrelse på 7,3.[2]
Vi kan heraf slutte, at leverandørerne til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har haft mindre bedrifter end leverandørerne til Skanderup Mejeri. Under alle omstændigheder havde flere leverandører færre køer. Det fremgår også af tabellen over delte mejerier, hvor Lunderskov Mejeri dog lå over de søndagshvilende mejeriers gennemsnitsstørrelse.
Her udspiller mejerihistorien sig i dets lokale særpræg, splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri og det i sognet første, ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912. Begge mejerier blev økonomisk rationelt placeret ved jernbanen, men økonomisk urentabelt opdelt i to enheder med heraf følgende større driftsomkostninger.
Som nævnt er det en interessant parentes er, at de to senere mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.[3]
Lunderskov Mejeri blev nedlagt i 1971.[4] Der byggedes ældreboliger, da mejeriet blev nedrevet i 1990’erne.[5]

Lunderskov Andelsmejeri oprettes 1895 iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 207, som det hedder "ved Stationen". En beliggenhed, som Skanderup Andelsmejeri fulgte op 1912, dog i den anden ende af stationsområdet. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 516-17 "Udvidet med særskilt Beboelse 1902 samt 1926 under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver." Denne udvidelse under medvirken af Arkitekt Rolver har været inspireret af eller en del af samme arkitektoniske trend, som de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.
Mejeriet nedbrændte juli 1982 efter 1969 at være blevet del af Sydjysk Mejeriselskab iflg. Hejmdal 14. april 1969. Esbjerg Folkeblad har 28. december 1895 meddelelser om "Thinglæste Ejendomshandeler". Her fremgår det, at der gives skøde fra "Herman Madsen til Lunderskov Andelsmejeri". Herman Madsen er i 1901 folketællingen registreret som gårdejer på en mindre gård (1 karl og 1 tjenestepige) i Lunderskov.
 

Mejeriudgivelsen er fra 1917, og det kan konstateres, at sådan så Lunderskov Andelsmejeri ud, et simpelt langhus med beboelse, udnyttet tagetage. Der er en forbavsende lighed med Lunderskov Kro, Muligvis blot billigt, gentaget byggeri.

  Det kan konstateres, at det i 1926 ombyggede Lunderskov Andelsmejeri under medvirken af "Arkitekt Th. Rolver, Kolding er væsentligt ændret og nu fremtræder i den byggestil, som fra 1915 anbefaledes af "Bedre Byggeskik", en byggestil, som arkitekt E. V. Lind, Skive var den førende mejeriarkitekt i.
Mejeriet lå som nabo til Lunderskov Kro, Hotel Lunderskov, der blev ombygget lidt før mejeriet, dog i en noget anderledes arkitektur.
 
  Over for mejeriet byggede P. Michelsen sit ostelager v. jernbanestationen.
Ud fra de to mejerifortegnelser, Danske Mejerier 1914-17 og Dansk Mejeristat 1931-32 kan der for Lunderskov Andelsmejeri så nogenlunde rekonstrueres rækken af formænd og mejeribestyrere.
Formænd:
Den første har været Propr. Knipshill 1895-97 (Danske Mejerier 4, s. 208). Han var formand for Skanderup Andelsmejeri indtil 1895, hvor den religiøse vækkelse, der 1901 gjorde ham til indremissionær, velsagtens har betinget skiftet til Lunderskov Mejeri.
Herefter 1897-1919 Gdr. L. Nissen, Lunderskov.
1919-43 gdr. H. Knud Knudsen, Gjelballe, der også var sognerådsformand 1923-43.
Mejeribestyrere:
Den første meddelelse om mejeribestyrer på Lunderskov Andelsmejeri kan konstateres i Slagelse-Posten 4. sept. 1896, hvor der refereres fra "Den 4de sjællandske Mejeriudstilling ... (at der meddeles) hædrende Omtale (til) Lunderskov Mejeri ... Bestyrer Andersen". Næsten samtidig har Kronborg Mejeri, Veerst, der holder 25 års jubilæum 1913, grundigt omtalt i Kolding Folkeblad 5. sept. 1913, en mejeribestyrer J. B. Schmidt, der bor i Lunderskov, der ikke må forveksles med den stedlige mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri. Herning Folkeblad meddeler 11. juni 1912, at "A. M. Andersens Hustru Hansine ... Lunderskov Mejeri" er død.
Hvornår Andersen ophører med at være mejeribestyrer har det ikke været muligt at konstatere, men iflg. Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208 er A. Jensen, Harboøre fra 1. maj 1916 bestyrer på Lunderskov Mejeri.
Formodentlig har A. M. Andersen været mejeribestyrer 1895/96 indtil 1916, hvor han så er blevet afløst af mejeribestyrer Andreas Jensen.
I tiden under pastor C. J. Moe, der 1885 fra Harboøre overtog præsteembedet i Skanderup, som han varetog indtil 1922, var det symptomatisk for Skanderup Sogn, at det søndagshvilende Lunderskov Mejeri så også fandt en mejeribestyrer i Moes hjemsogn indtil 1885, Harboøre.
Formodentlig har Andreas Jensen været ansat som mejeribestyrer indtil ansættelsen af Børge Hald.
Det fremgår af Folket, Silkeborg 24. februar 1939, at der var "83 ansøgere til Mejeribestyrerstilling ... (oplyst af) Sognerådsform. Knudsen".
Sognerådsformanden, Knud Knudsen var gårdejer i Gelballe og naturligvis del af kredsen omkring det søndagshvilende "Lunderskov Andelsmejeri", også i funktionen som sognerådsformand.
Det fremgår af 1940 folketællingen, at B. Hald nu var blevet mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri.
Af Dansk Mejeristat, s. 209 fremgår det, at B. Hald har været "Mejeribestyrer paa Store Binderup A/M" siden 1. juli 1931.
Af 1940 folketællingen fremgår det, at ægteparret Hald havde tre børn fra 1933-37, alle født i Store Binderup, og det passer fint med, at Børge Hald må være blevet mejeribestyrer i Lunderskov mellem 1939-1940.
Børge Hald er åbenbart ud af en slægt med flere mejeribestyrere - faderen K. K. Hald var som en del af sin mejeristuddannelse mejerist i Lunderskov, før han 1905 blev mejeribestyrer på Fuur og 1909 på Thyholm Mejeri, iflg. Dansk Mejerier Bd. 3, s. 302.
Farbroderen P. K. Hald startede uddannelsen som mejerist på Fuur 1905, og blev fra 1916 mejeribestyrer på Elmely Mejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 27.
De havde alle, også Børge Hald, et ophold på Ladelund Mælkeriskole som et led i deres uddannelse.
Det faglige grundlag og tilknytningen til Indre Mission var på plads ved ansættelsen af B. Hald.
 
 
Til det faglige grundlag i mejeridriften hører, at mejeriet tilsyneladende også var på teknologisk forkant.
Det fremgår af en omtale i Jyllandsposten 7. aug. 1912, at der i Kolding var "en Vogn- og Beslagsmed Hansen ... (der havde) faaet Patent paa en Maskine til Rensning af Centrifuge-Tallerkenen ...", der tidsmæssigt reducerede rensningen fra 1½ time til 5 minutter for en mejerist. "Maskinen anvendes paa Lunderskov Mejeri."
 
Mejerihistorien udstiller sig med Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri i dets lokale særpræg - splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.
Den interessante parentes er, at de to mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.

Fællesmejeriet i Gjælballe

For tidligt på vej eller uden blik for den nye tid?
Det fremgår af lokale avisannonceringer, at der før oprettelsen af Skanderup Andelsmejeri har været et mindre tilløb til et fællesmejeri i Gjælballe.
Rigsarkivet har intet registreret herom, men registreringen fremgår af en Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg. 1894, småtryk på Det Kongelige Bibliotek.
Denne gård, som "Gaardejer Jacobsen" sælger til hr. Bonde af Skovhusene i Slesvig med tilhørende "udvendig Besætning og Inventar, Mejeri- og Bryggersredskaber ..." kan muligvis være det fællesmejeri, der brænder 11. juni 1883.
  "Gjælballes Fællesmejeri" med "Bygninger der vare opførte i Fjord ... Stuehus ... en Mejeribygning ... Svinestald" brændte 11. juni 1883. Der er ingen navne- og gårdangivelse, men det kunne være Bonde fra Slesvig, der har nyopført et fællesmejeri til gården med mejeriredskaber, købt iflg. meddelelse i Kolding Folkeblad 21. Juli 1881.
 
Året efter branden på fællesmejeriet søges der o Jyllandsposten 22. juli 1884 en mejeribestyrer til det, der så godt kunne være et genopført mejeri. For Gjelballe Mejeri, muligvis det samme, brændte mejeri, annoncerer "Forpagter ... Eilersen" 13. marts 1885 efter en mejerielev. Det er usikkert, om det er samme mejeri, men gårdens og fællesmejeriets mulige ejer har måske ladet en forpagter forestå den kombinerede gård- og mejeridrift, hvor der så også er søgt en kombineret mejeribestyrer og røgter, så vidt, det kan udlæses af annonceringen i Jyllandsposten 22. juli 1884. En noget usædvanlig kombination, hvor de professionelle fælles- og andelsmejerier har taget over fra tidligere tiders herregårds- og - især - gårdmejerier.
 
Det første vidnesbyrd om "Gjælballe Fællesmejeri" er meddelelsen om, at der ved en brand 11. juni 1883 er brændt stuehus, mejeribygning og svinestald, som alt iflg. avisreportagen skulle være opført året før, altså 1882. Det kan således muligvis sluttes, at der i Gjælballe har været et gårdmejeri med sædvanlig gårddrift i øvrigt, der så også er oprettet som fællesmejeri året før 1883, hvor det er registreret at være brændt 11. juni 1883.
Dette antages her at være sammenhængende med gården, der annonceres solgt 21 juli 1881 til Bonde, der har købt Jakobsens gård med bl.a. mejeriredskaber, og som så har bygget nyt mejeri, stuehus og svinestald. Tilstedeværelsen af mejeriredskaber på den solgte gård til Bonde er et ganske svagt grundlag at formode sammenhæng på, men kildematerialet er for sparsomt til at kunne give en præcis og detaljeret beskrivelse af dette fællesmejeri i Gjælballe.
Det er registreret i den samtidige og autentiske Fortegnelse over Mejerier fra 1894, der findes på Det Kongelige Bibliotek som småtryk, udgivet af Dansk Mejeriforening.
"FORTEGNELSE OVER ANDELS-, FÆLLES- og HERREGAARDS-MEJERIER
DAMP - CENTRIFUGE - MÆLKERIER
UDGIVET AF DANSK MEJERISTFORENING
ANDEN UDGAVE SLUTTET 1. JUNI 1894"
Denne mejerifortegnelse har ikke registreret Lunderskov Andelsmejeri - naturligvis, da mejeriet først oprettes 1895-96.
Derimod er der under II. Fællesmejerier registreret Gjelballe pr. Lunderskov, muligvis på den af Bonde købte gård med kombineret mejeri- og landbrugsbyggeri i 1882. Registreringen i 1894 har så været lige før nedlæggelsen af Gjelballe Fællesmejeri, der formodes at være sket i 1895.
Skanderup pr. Lunderskov er registreret under nørrejyske andelsmejerier. Naturligvis, da Skanderup Andelsmejeri er oprettet 1888. Og Nørrejylland gik til Kongeåen, hvor Sønderjylland startede.
Hvis betegnelsen fællesmejeri i Kolding Folkeblad og i 1894 fortegnelsen accepteres for pålydende, så har der været tale om et af de fællesmejerier, der i det østlige Danmark gik forud for andelsbevægelsen med gennembruddet i 1882 med Hjedding Andelsmejeri.
Disse tidlige fællesmejerier omfattede som regel større mælkeproducenter, der slog sig sammen og aflønnede en mejerist.
Der har hyppigst været tale om en form for lukket interessentselskab. Eller en privat gårdmand, der for egen regning og risiko købte og drev et fællesmejeri. I tilfælde med succes med leverance fra både de store, middelstore og mindre bedrifter på egnen.
I Gjelballe kunne det se ud til at have været den 1881 fra Slesvig tilkommende gårdmand, Bonde, der med en forpagter har igangsat et fællesmejeri, kombineret med almindelig gårddrift.
Leverancen fra ”de store” kan lokalt være interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.
I 1894 fortegnelsen kan der på egnen i og o. Skanderup Sogn konstateres flg. herregårdsmejerier, også kaldet hollænderier:
Bramdrupgaard pr. Vamdrup, Bøgelund pr. Kolding, Hesselballegaard pr. Kolding, Højgaard pr. Kolding, Lykkesgaard pr Kolding, Skovgaard pr. Kolding.
Men der er 1894 ikke registreret herregårdsmejerier helt lokalt, så det nærmeste må have været Bramdrupgaard i Vamdrup.
 
I mejerifortegnelsen af 1894 lå 35 % af fællesmejerierne i Nørrejylland. I Skanderup Sogn var der her registreret dette ene fællesmejeri i Gjelballe, som formentlig kun har eksisteret 1882-1895, hvor Lunderskov Andelsmejeri startede.
I modsætning til fællesmejeriet i Hjarup, Enghavegaard, der fungerede 1885 til 1889, og som blev omdannet til andelsmejeri, så ophørte fællesmejeriet i Gjelballe slet og ret.
Det er ikke undersøgt, hvor stor en konkurrence herregårdsmejerierne har været lokalt til andels- og fællesmejerierne. Men alle andre her registrerede, undtaget Gjælballe Mejeri klarede sig i konkurrencen.
Det er mest sandsynligt, at Gjelballe Fællesmejeri med opkomsten af Lunderskov Mejeri i tilgift til det nærtliggende Skanderup Mejeri har opgivet ævred og har opløst sig selv.
 
I 1890 folketællingen er Gaardejer Nis Kristian Bonde, født i Aller, Slesvig, registreret, og han må 1890 have været bosiddende på gården.
Men den i annonceringerne nævnte forpagter Eilersen på formentlig samme gård er ikke indgået i nogen folketælling, og må have været på egnen for kort tid til at være blevet registreret i denne og den foregående 1885 folketælling.
I Jyllandsposten 22. Juli 1884 annonceres der efter en i virkeligheden kombineret Mejeribestyrer, der også kan fungere som røgter ved at kunne "malke ... og fodre Svinene ..."
Den her anførte gård og / eller mejeri kan ikke identificeres ud fra annonceringen. 5. aug. 1884 i Fyens Stiftstidende annoncerer Forpagter Eilersen efter en mejerist, hvilket muligvis medfører, at Mejerist G. J. Petersen på "Gjælballe Mejeri" annoncerer efter stilling som mejerist i Jyllandsposten 14. oktober 1885.
Det kan måske formodes, at der juli 1884 er blevet ansat en mejeribestyrer, at der fra august 1884 har været to mejerister, og at mejerist G. J. Petersen så i okt. har haft en anledning til at søge ny mejeriststilling. Enten fordi Gjælballe Mejeri ikke har kunne skaffe tilstrækkeligt mange leverandører, eller at mejerist Petersen er blevet overflødig med den i marts 1885 søgte mejerielev.
Der er i 1890 folketællingen som anført registreret en "Gaard 19", med "Gaardejer Nis Kristian Bonde". Der er i hans husholdning en "Jomfru" en "Tjenestepige" og en "Tjenestekarl". Altså ikke en særligt stor gård, som det er svært at forestille sig har været med tilhørende mejeri, hvis der ikke netop her er forsøgt en konstruktion med kombination af gård- og fællesmejeridrift.
 
Med opkomsten af først Hjarup Fællesmejeri 1885, der blev til Hjarup Andelsmejeri 1889, Skanderup Andelsmejeri i 1888, senere efterfulgt af Lunderskov Andelsmejeri i 1895 blev Gjelballe Fællesmejer fra 1882 kun en parantes.
Det lille fællesmejeri i Gjælballe har åbenbart ikke kunnet klare sig i forhold til Skanderup og Lunderskov, selv om det tilsyneladende har været ganske tidligt på færde.
Der har muligvis været for meget landbrug og gårddrift i forhold til mejeridriften.
 
 
 
Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889, men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 182-83. Det hed indtil det blev andelsmejeri Mejeriet Enghavegård.I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”
Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915 af arkitekt E. V. Lind, Skive, som er den arkitekt, der har tegnet flest mejerier i Danmark, 343 i alt, heraf lokalt to ganske bemærkelsesværdige i Hjarup og Jordrup.
Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde, Hjarup. Simon Simonsen, der 1949 overtog Wissingminde i Skanderup valgte i stedet for det traditionelle Skanderup Mejeri på Wissingsminde at levere til Hjarup Mejeri, hvor han var formand 1955, indtil mejeriet lukkede 1978.
Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen. Før Martin Jensen kan der ud fra forskellige avisnotitser konstateres, at Hjarup Mejeri 1892 havde en mejerist, O. Skouenborg, som 1899 ses som mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri, Hjarup har fået en mejeribestyrer Bramsen, som formodes at have været Martin Jensens forgænger.
Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915. Et af de smukkeste eksempler på de mange af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier. Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978.
  Hjarup Mejeri er efter nedlæggelsen 1978 blevet til et af de lokale drevet forsamlingshus.

 

Vamdrup Andelsmejeri, Bastrup Andelsmejeri

Vamdrup Andelsmejeri

Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 233-34 startede mejeriet i Vamdrup som fællesmejeri 1883, andelsmejeri 1888.
Det er værd at bemærke, at der i Danske Mejerier Bd. 4, udg. 1918 anføres "5 Medarbejdere (Mejerske)". Om alle 5 eller kun en enkelt medarbejder har været kvindelige mejersker, er det ikke muligt at afgøre. Men der har i Vamdrup åbenbart med den relativt tidlige start i 1883 været tale om at indgå i den tradition, at mejerierhvervet var et kvindeerhverv, indtil mændene hurtigt tog over med de karrieremuligheder, der blev i det fremgangsrige erhverv.
I 1918 registreringen var der 160 leverandører med 1200 køer. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 544 var der 1932 186 leverandører med 1300 køer, en tilbagegang fra 7,5 køer per andelshaver til 7 køer per andelshaver.
Der er således tale om et mejeri, hvor andelshaverne har relativt små, gennemsnitlige besætningsstørrelser, som oven i købet har en faldende tendens 1918-1932.

Bastrup Andelsmejeri

Som det hedder i Danske Mejerier Bd. 4, s. 154, så "gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri" før oprettelsen af Bastrup Andelsmejeri 1897, og "Mejeriet ligger stille om Søndagen".
Oprettelsen sker et par år efter det også søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri. I sammenligning med Lunderskov var Bastrup et betydeligt mindre mejeri, også et mejeri med temmeligt små besætningsstørrelser blandt andelshaverne. Til gengæld ser mejeriet ud til at have haft et temmelig godt mælkeudbytte i forhold til køernes antal.
Som nabomejerierne i Skanderup Sogn var det også et problem for Bastrups andelshavere med delingen i forhold til ikke-søndagshvilende mejerier. Her oven i købet med et særskilt problem omkring "særligt store Transportudgifter", som det hedder i Kolding Folkeblads referat af mejeriets generalforsamling 12. dec. 1903. "Andelshaverne bor temmelig spredt (og) der er ... Leverandører fra den østlige Del af af Hjarup Sogn, "der har) over 1 Mil fra Mejeriet." Det fremgår også af dette generalforsamlingsreferat, at den formentligt noget skrabede regnskabsbalance "med 102.744 Kr. 3 Øre" blev fremlagt og godkendt, men med forklaringen, at mejeriet ud over de store transportudgifter desuden "kun arbejder de søgne Dage."
Iflg. Dansk Mejeristat, s. 460 blev mejeriet udvidet 1923. Det fremgår her, at mejeribestyreren siden 1897, Chr. Hansen stadig her anføres som bestyrer. Som årgang 1854 må pensionen formodes at have ligget nær. Men i Ærø Venstreblad hedder det 12. april 1933, at "Mejeribestyrer Hansen, Bastrup Mejeri ... fyldte 79 Aar. Han er trods Alderen rask og arbejdsdygtig og deltager i det daglige Arbejde i Mejeriet." Chr. Hansen dør to år senere, 81 gammel som landets ældste mejeribestyrer. Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup blev mejeriet nedlagt 1968.

 

Mejeridebatten

Både Lunderskov og Skanderup Mejeri var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret.
Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede. Der er dog fundet et enkelt eksempel på en art læserbrev om emnet, som i Kolding Folkeblad blev kaldt ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde,[6] andelshaver i Skanderup Mejeri.
Det har ikke været muligt at finde svar på Høyers indlæg i debatten, som her skal refereres som et godt eksempel. Ikke fordi Høyers synspunkter har været uimodsagt, nok snarere tvært imod. Og heller ikke fordi hans synspunkter anses for en rimelig beskrivelse af de indremissionske andelshavere. Men fordi debatindlægget formentlig har været ganske repræsentativt for den holdning, der har hersket omkring mejeri problematikken.
Det fremgår af referater for generalforsamlinger, også i Hjarup Mejeri, at afgangen af andelshavere til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har været et økonomisk problem.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Høyer var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om de var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men de ville i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen. I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …” Høyer slutter på trods af denne opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten med samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
   
Der har helt sikkert i forbindelse med den "religiøse vækkelse", der skete med pastor C. J. Moes ankomst til Skanderup Sogn 1885, lige da mejerier og andelsbevægelse blev dominerende i datidens hovederhverv, landbruget, været en livlig debat omkring både praktiske og holdningsmæssige aspekter.
Helt iagttagelig lokale konsekvenser kan iagttages i antallet af leverandører, køer og produktionsresultater som indvejet sødmælk og smørproduktionen.
Disse formentlig rimeligt troværdige oplysninger kan aflæses i Danske Mejerier Bd. 4, 1916, s. 182, 207, 224 og i Dansk Mejeristat 1931, s. 491, 516-17, 532-33.
Produktionsmængden per ko er udregnet ud fra indvejet sødmælk og antal køer, altså en kvantitativ målestok for ydelsen per ko.
Skanderup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer
Indvejet sødmælk
Mio. kg.
Smørproduktion
kg
Stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko er 1916 på 2,1.
1916 120 1400
1910-11 2,45
1915-16 2,89
92.270
109.370
 
1930 108 1230
1912-13 3,17
1913-14 3,39
1914-15 3,23
1927-28 3,36
1928-29 3,32
1929-30 3,88
127.620
132.670
121.670
131.835
127.987
147.629
Fald i antal leverandører siden 1916, jævn, stort set uforandret mængde indvejet sødmælk og smørproduktion.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,2.
 
1928-29 er kun 11 mdr., 1 md. må formodes lagt til 1929-30.
 
Lunderskov Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg Smørproduktion kg  
1916 130 950
1895-96 1,13
1911-12 2,48
1913-14 2,74
-
Stigende mængde indvejet sødmælk.
Den relative produktionsmængde per ko er 1914 på 2,9.
 
Ingen oplysninger om smørproduktion indtil 1927-28.
1930 140 1100
1912-13 2,51
1913-14 2,74
1914-15 -
1927-28 3,25
1928-29 3,40
1929-30 3,77
-
-
-
130.000
139.618
153.272
Jævnt stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion i tiden indtil 1930.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,4.
 
Hjarup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg Smørproduktion kg  
1916 45 550
1897-98 1,32
1910-11 1,61
1915-16 1,32
48.380
62.410
49.590
Stort set uforandret indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1916 p. gr. af fald 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,4.
1930 47 570
 
1927-28 1,91
1928-29 1,99
1929-30 2,05
 
52.593
62.939
67.435
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion i løbet af 1920'erne indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Vamdrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg
Smørproduktion
kg
 
1916 160 1200
1897-98 1,99
1910-11 3,22
1915-16 3,14
71.090
101.440
119.320
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,6.
1930 186 1300
1927-28 3,81
1928-29 4,18
1929-30 4,63
141.405
160.189
174.013
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Bastrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Smørproduktion  
1916 89 500
1897-98 0,879
1911-12 1,61
1915-16 1,35
32.560
62.050
52.360
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,7.
1930 106 650
1927-28 2,07
1928-29 2,25
1929-30 2,51
79.937
90.278
99.885
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,9.
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
Mejerierne som religionens vartegn.
Det har ikke været muligt at finde direkte svar på de to indlæg i debatten, som præsenteres her, og som skal refereres som gode eksempler på partsindlæg.
Synspunkterne har næppe været uimodsagt, nok snarere tvært imod.
Ej heller anses disse synspunkter for en dækkende karakteristik af de indremissionske andelshavere eller af holdningen til det praktisk-økonomiske i forhold til de principielle, religiøse holdninger.
Men debatindlæggene formodes rimelig repræsentativt at afspejle i det mindste de holdninger, der var til at inddrage religionen i mejeridriften, som den kom til udtryk uden for de indre missionske kredse.
Det fremgår af meget knappe referater fra generalforsamlinger, at afgangen af andelshavere til de søndagshvilende mejerier har været et økonomisk problem for begge parter.
 
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Aksel Høyer, Wissingsminde var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad, både organisatorisk som formand for og som leverandør til Skanderup Andelsmejeri.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om den var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men man ønskede i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke at levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen.
I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …”
Høyer slutter på trods af denne imødekommende opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten ved samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Hvor A. Høyer som repræsentant for det ikke-søndagshvilende mejeri i Skanderup formulerer sig polemisk i forhold til de søndagshvilende tilhængere, så er repræsentanten for Vamdrup, Bastrup mejerierne mest optaget af den økonomiske ulempe ved delingen, og han appellerer til især det søndagshvilende Bastrup med den økonomiske argumentation, at leverandørerne til Vamdrup Andelsmejeri kan få "42,21 Øre (mere) per P(un)d leveret Sødmælk."

Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier


 
Man kan måske få en fornemmelse af debatten og dens kanter ved at følge den såkaldte "Vamdrup Sag", som udspillede sig 1894 - nærmest som en slags optakt til de lokale mejeridelinger - i forbindelse med, at den indremissionske sognepræst fra Skanderup, C. J. Moe var blevet indkaldt som vakance prædikant i Vamdrup.
Der havde åbenbart forud for den prædiken, Moe afholdt 14. okt. i Vamdrup været en henvendelse om ikke at få en indre missionsk præst. Iflg. Kolding Folkeblad 16. okt. 1884 fik dette Moe til fra prædikestolen at "irettesætte Menigheden ... (for at) have bedet om en Præst, der ikke taler Sandhed." Dette fik degnen, "Lærer Hansen" til i et efter gudstjenesten på et af ham indkaldt møde uden for kirken, hvor Moe deltog, at hævde over for Moe, at han - såfremt han havde læst "Adressen", d.v.s. henvendelsen om vacanceprædikant - havde "fremført en Løgn".
Desuden meddelte en række Vamdrup borgere, herunder sognerådsformanden i et i Kolding Folkeblad 20. okt. offentliggjort brev af 17. okt. 1894, at de følte sig "æreskrænkede" af pastor Moes udtalelser i dagens prædiken.
Nøgleordet er velsagtens, hvis man skal følge C. J. Moes tankegang, at man ikke i Vamdrup Kirke har villet høre "sandheden".
"Vamdrup Sagen" gik til Højesteret, hvor både pastor Moe og "Lærer Hansen" idømtes en bøde, Moe 200 Kr., "Lærer Hansen" 50 Kr., parterne skulle dele sagens omkostninger. Alt iflg. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. okt. 1896.
 
Man kan også følge de tilgængelige, offentliggjorte meddelelser om adskillelsen mellem søndagshvilende og ikke-søndagshvilende mejerier.
Der er "i Smidstrup på Vejleegnen ... oprettet et Mejeri ... der ikke skal arbejde om Søndagen ... rejst af Missionsfolk og har faaet Navnet Søndagshvile", hedder det i Fyens Stiftstidende 7. nov. 1904.
Om Tørring Andelsmejeri hedder det i Kolding Social-Demokrat 31. maj 1900 "at et Mindretal ... forlangte ... at Mejeriet fuldstændig skulle indstille sin Virksomhed paa alle Aarets Søn- og Helligdage ... Der tilbødes, at de, der ønskede det, maatte beholde Mælken hjemme ... (på søn- og helligdage. Men) alle af Indre Mission udmeldte sig ... og har nu bygget sig et Mejeri ved Kirkeby i Houe."
Jyllands-Posten og Varde Folkeblad, henholdsvis 25. og 23. okt. 1901 beskriver, at i 1897 "udtraadte af Bøvling Mejerikreds i Vestjylland alle de Interessenter, der hørte til Indre Mission ... " fordi de ikke kunne få søn- og helligdagshvile og "oprettede et nyt Mejeri". I Herning Folkeblad 2. marts 1897 hedder det herom, at "de andre havde indrømmet dem, at Mejeriet maatte staa stille om Søn- og Helligdage de 6 Vintermaaneder, men Missionsfolkene var konsekvente og hævdede, at er det Synd ... om Vinteren, er det det ogsaa om Sommeren."
I Svendborg Avis 29. sept. 1903 hedder det om mejerisituationen i Harboøre, at "den herværende yderste Fløj af Indre Mission" ikke skiller sig ud p. gr. af "søndagsarbejde eller lignende, men kun ... at de Udtraadte ikke vil have noget som helst til fælles med dem, der ikke slutter sig til dem i religiøs Henseende."
De refererende avisers holdning til missionen kommer mere eller mindre klart til udtryk, men det centrale er, at der som for pastor C. J. Moe er en uomtvistelig "sandhed", at det er syndigt at arbejde og levere mælk på en hvile- og helligdag. Den "sandhed" er man så helt åbenbart villig til at betale prisen for.
 
Der er lavet en undersøgende karakteristik af sogne, hvor der var delte mejerier.
Ideen til sammenligningen mellem ikke-søndagshvilende og søndagshvilende mejerier er hentet fra Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid, 27. Bind 1977-78. Tallene er fra Dansk Mejeristat, de relevante amter, egen bearbejdning m.h.t. de gennemsnitlige besætningsstørrelser.
Sogne med delte mejerier - gennemsnitlige besætningsstørrelser
Ikke søndagshvile, mejerinavn Oprettel-sesår Antal andels-havere Antal køer Gns. køer per andelshaver Søndagshvile, mejerinavn Oprettel-sesår Antal andels-havere Antal køer Gns. Køer per andelshaver Mejerikreds
Bindslev 1888 194 1900 9,8   Søndagshvile 1908 57 500 8,8 Hjørring Amt
Bækmarksbro 1886 220 1200 5,5      
Bøvling 1886 80 850 10,6   Brandborg 1897 126 1100 8,7 Ringkøbing Amt
Gårslev, Sølund 1887 89 550 6,2   Fælleslykke 1901 35 304 8,7 Vejle Amt
Harboøre 1897 82 420 5,1   Harboøre Ny 1903 34 170 5,0 Ringkøbing Amt
Hjarup 1885/1888 47 570 12,2   Bastrup 1897 106 650 6,1 Ribe Amt
Lydum 1885 73 450 6,2   Sdr. Vium 1925 62 450 7,3 Ribe Amt
Nr. Nissum 1887 103 892 8,7   Elmely 1903 49 350 7,1 Ringkøbing Amt
Sejerø 1895 58 420 7,2   Tadebæk 1889 63 420 6,7 Holbæk Amt
Skanderup 1888 108 1230 11,4   Lunderskov 1895/1896 140 1100 7,9 Ribe Amt
Smidstrup 1888 125 1050 8,4   Søndagshvile 1904 100 700 7,0 Vejle Amt
Tørring 1887 168 1000 6,0   Houe 1899 70 505 7,2 Randers Amt
Vamdrup 1888 186 1300 7,0   Bastrup 1897       Ribe Amt
Gennemsnit   118 909 7,7       77 568 7,4  
                       
Landsgennemsnit   110 900 8,2              
 
Umiddelbart iøjnefaldende er det, at ud af de 11 søndagshvilende mejerier i Danmark, befinder der sig 10 i Jylland. Heraf 4 i Ribe Amt, 3 i Ringkøbing Amt og de sidste 3 fordelt på Hjørring, Randers og Vejle amter.
Lokalt har der med hele 2 søndagshvilende mejerier, Bastrup og Lunderskov været et godt tilskud til overrepræsentationen i Ribe Amt. Halvdelen såmænd.
Som et udtryk for den gennemsnitlige besætningsstørrelse i mejerierne er der her udregnet antal køer per andelshaver i de enkelte mejerier, hvilket kan tages som udtryk for, hvor store andelshavernes besætninger gennemsnitligt var på hvert enkelt mejeri.
Her viser det sig, at blandt sogne med delte mejerier finder vi de ikke-søndaghvilende Hjarup og Skanderup med andelshavere, der har de gennemsnitligt største besætninger, henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver.
Der er landsdækkende ikke nogen iøjnefaldende forskel på besætningsstørrelser i henholdsvis ikke-søndagshvilende med 7,7 og søndagshvilende mejerier med 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse.
Dog kan det bemærkes, at områder med delte mejerier for begge kategoriers vedkommende med henholdsvis 7,7 og 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse ligger under den landsdækkende, gennemsnitlige besætningstørrelse på 8,2. Det kan med forbehold velsagtens tages som udtryk for den driftsøkonomiske ulempe for andelshaverne i at være tilknyttet mejerier, der måtte konkurrere om tilstrækkelige leverancer med de omkostninger, som det indebar.
Lokalt er det ret tydeligt, at de ikke-søndagshvilende Hjarup og Skanderup mejerier havde gennemsnitligt større besætninger per andelshaver - et udtryk for gennemsnitligt større driftsenheder - med henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. I kontrast til de søndagshvilende mejerier Lunderskov og Bastrup, der havde 7,9 og 6,1 køer per andelshaver.
Men at man ikke bare kan konkludere, at dette størrelsesforhold gælder generelt kan man lokalt se ved besætningsstørrelserne per andelshaver på Vamdrup Andelsmejeri, der var på 7,0, d.v.s. større end på det søndagshvilende Bastrup, men mindre end det søndagshvilende Lunderskov med 7,9 køer per andelshaver.
Uanset besætningsstørrelser og produktionstal, var den økonomiske nøgle for andelshaverne mælkens kvalitetsgodkendelse, dens fedtprocent og den pris, som andelshaveren herefter fik for den leverede mælk. Kvaliteten var leverandørens opgave. Prisen fra mejeriet afhang af den rentabilitet, som bl.a. også afhang af antallet af andelshavere.
 
1894, samme år og umiddelbart før "Vamdrup Sagen" holdt sognepræsten i Vamdrup, pastor Hans Petersen Traustedt sin afskedsprædiken iflg. Ribe Stifts-Tidende 12. sept. 1894, se også Danmarks Præstehistorie 1885-1914, v. S. Elvius, s. 226-27.
Det betød muligvis morgenluft for "Tilhængerne af Indre Mission" og kan velsagtens - ud over kendskabet til C. J. Moe i nabosognet Skanderup - have foranlediget "Adressen" om ikke at få en indre missionsk præst som vacanceprædikant.

Mejerieffektiviteten

Skanderup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer
Indvejet sødmælk
Mio. kg.
Smørproduktion
kg
Stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko er 1916 på 2,1.
1916 120 1400
1910-11 2,45
1915-16 2,89
92.270
109.370
 
1930 108 1230
1912-13 3,17
1913-14 3,39
1914-15 3,23
1927-28 3,36
1928-29 3,32
1929-30 3,88
127.620
132.670
121.670
131.835
127.987
147.629
Fald i antal leverandører siden 1916, jævn, stort set uforandret mængde indvejet sødmælk og smørproduktion.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,2.
 
1928-29 er kun 11 mdr., 1 md. må formodes lagt til 1929-30.
 
Lunderskov Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg Smørproduktion kg  
1916 130 950
1895-96 1,13
1911-12 2,48
1913-14 2,74
-
Stigende mængde indvejet sødmælk.
Den relative produktionsmængde per ko er 1914 på 2,9.
 
Ingen oplysninger om smørproduktion indtil 1927-28.
1930 140 1100
1912-13 2,51
1913-14 2,74
1914-15 -
1927-28 3,25
1928-29 3,40
1929-30 3,77
-
-
-
130.000
139.618
153.272
Jævnt stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion i tiden indtil 1930.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,4.
 
Hjarup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg Smørproduktion kg  
1916 45 550
1897-98 1,32
1910-11 1,61
1915-16 1,32
48.380
62.410
49.590
Stort set uforandret indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1916 p. gr. af fald 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,4.
1930 47 570
 
1927-28 1,91
1928-29 1,99
1929-30 2,05
 
52.593
62.939
67.435
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion i løbet af 1920'erne indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Vamdrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Mio. kg
Smørproduktion
kg
 
1916 160 1200
1897-98 1,99
1910-11 3,22
1915-16 3,14
71.090
101.440
119.320
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,6.
1930 186 1300
1927-28 3,81
1928-29 4,18
1929-30 4,63
141.405
160.189
174.013
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Bastrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer Indvejet sødmælk Smørproduktion  
1916 89 500
1897-98 0,879
1911-12 1,61
1915-16 1,35
32.560
62.050
52.360
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,7.
1930 106 650
1927-28 2,07
1928-29 2,25
1929-30 2,51
79.937
90.278
99.885
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,9.
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
[1] Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.
[2] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.
[3] Se første del, afsnit om besættelsestiden lokalt.
[6] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

[1] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et sogn nær Skanderup.
[2] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.
 
[3] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.
[4] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[5] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
[6] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.
[7] Ja, det er højskolelæreren med de usædvanligt mange skriftlige udgivelser af varierende kvalitet, herunder også Skanderup Sogns Historie. Danske Vider og Vedtægter er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, dvs. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel nøje gennemgået - og brugt med forsigtighed - i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Skanderup.
[8] Landsbyers sognefogeder dengang. Men vide-, grandefogeder og oldermænd var en funktion af landsbyernes selvstyre, sognefogederne derimod repræsentanter for centralmagten, se afsnit om sognefogeder, evt. også eks. her.
[9] Bol er siden vikingetiden en betegnelse for bondegårde, som så senere har været lige store i modsætning til gårde i almindelighed. Bol kan også betegne mindre gårde, en mellemting mellem husmænd og bøndergårde. Endelig kan bol være et mål for flere gårde. I de her refererede vedtægter må det antages, at bol har haft betydningen mindre gård.
[10] ”… hver mand skal tage sin høstrue med sig, uden hun hafver louglig forfald. Hver det icke giør, bøde en half tønde øl i lauget.”
[11] Danske lov findes i digitaliseret form, her i pdf-udgave.
[12] Nygårds Sedler. At den til bondegård degraderede, tidligere sædegård, nu ejes af den adelige Mogens Krag til Kaas betyder selvfølgelig ikke, at Krag boede på gården, hvilket må anses for ikke bare overordentligt, men helt usandsynligt. Han levede 1625-1676, boede og døde på Kaas ved Skive. Det nuværende Kaas blev opført i 1635 af faderen Niels Krag. Om Skanderupgaard som sædegård indtil starten af 1600-tallet, se her.
[14] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[15] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[16] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionale med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck,
[17] Beskrevet i Historisk Tidsskrift, Karl-Erik Frandsen, Vang og tægt.
[18] Se videre herom i afsnittet om Landboreformerne.
[19] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[20] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler
[21] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[22] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
[23] I de foretagne beregninger over procentandele og -fordelinger er tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penning omregnet til decimaler. Der er selvfølgelig ikke tale om decimaler, således som det fremgår af note 61. Omregningen til decimaler er helt simpel, antallet af skæpper divideres med 8, fjerdingkar med 32, album med 96. Beregningsmæssigt er den foretagne simplificering kun konstaterbar ud på decimalerne, der derfor her er undladt. Se forskellige matrikeloplysninger 1, 2, 3, 4
[24] Lå mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, overtaget af Wissingsminde
[25] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, 1924, s. 321
[26] Modelbøgerne i Chr. V’s Matrikel, S 6396-97. 1749. Holmans, Elbo, Jerlev, Brusk og Anst
herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd
[27] Der oplyses intet om forholdet mellem marker og indtægter, men der er givet skøn på, at indtægterne har været fordelt på de 2 eller 4 marker, således at en indtægt har været et samlet stykke jord, en gård.
[28] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.
[29] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[30] Gennemgang af Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 v. Rigsarkivet 1892-1995. Uddrag af relevante arkivpakker. Alt fra Skanderup Sogn.
[31] En nu nedrevet hovedgård i Seest.
[32] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[33] Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.
[34] Der kunne være tale om arve- eller livsfæste. Fæstebrevet skal altid tinglæses. Indfæstningen er en engangsafgift. Desuden betales en årlig fæsteafgift for brugen af den fæstede gård til ejeren, kongen eller en godsejer.
[35] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.
[36] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
[37] Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.
[38] Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”… ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".
[39] Fritagelsen for de kongelige afgifter ved overdragelse af gods til adelige ses f. eks. i Diplomatarium Danicum, 5. række, frihedsbrev på gods ved overdragelse til en ”væbner og hans arvinger” i 1413. Dette medførte selvfølgelig spekulation hos selvejerbønder og godsejere i at indgå fæsteforhold for at slippe for afgifterne til kongemagten.
[40] Med enevælden blev det almindeligt, at kronen kunne overdrage de skatter, som også selvejere var pligtige at yde kongen (landgilde eller husbondhold, ægt, dvs. kørsel og hoveri / inne, arbejde på krongodset) til private - i form af ”bondeskyld”.
[41] Se matrikelkort med gårde og gårdnumre næste i appendix 2.
[42] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,
[43] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie.
[45] Se mere detaljeret matrikelkort over Skanderup by i appendix 2.
 
 
 
 
 
[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[2] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
  Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre.
Den bedste faghistoriske tilgang til forskellige plovtyper er A. Steenberg, Fortid og Nutid bd. 12, 1937-38, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder. Eller Grith Lerche, om muldfjælsploven og den højryggede ager.
[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.
[6] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.
[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.
[8] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[9] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler
[10] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Appendiks 2

Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap

Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.). Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding. De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.). Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg. 

 

Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.

Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv. 

I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole; Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole; Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk. Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse. Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse. Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager. Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje. Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager. Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); RosenlundNygd.FrederiksmindeDolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); DorotheasmindeGrønvanggd. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle. 

Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906

 

Landsbyen Skanderup.

Kort-uddrag fra 1820-47 matriklen.

Man kan på matrikelkortet neden for identificere flg. gårde:[1] 1. en tidligere selvejergård, senere lagt ind under Wissingsminde, 2. Mariegaard, 3. Helenesminde, vel o. det nuværende Kastanie Alle 24, nu udflyttet til position lidt sydvest for Mariegaard, 1820 jordlod er overtaget af Wissingsminde[2], 4. Grønvanggaard, hvor man kan se, at gården havde to bygninger, laden og kostalden op til / ind i en med Wissingsminde fælles markvej og det, der med vejudretningen i Skanderup i 1932-33 blev til den senere Kastanie Alle, 5. Skanderupgaard (matrikel 12a), som stadig var en af de største gårde i 1820, 6. Damkjærgaard, mellem Grønvanggaard, og hvor Skanderup Skole fra 1908 kommer til at ligge, flyttes senere ud af byen mod Skanderup Landevej, 7. nu nedlagt gård, under Wissingsminde, 8. ligger, hvor brugsen senere blev placeret, lagt under Skanderupgaard, 9. har været beliggende ved den vestlige Wissingsmindevej, har været under Grønvanggaard, nu nedlagt, villa, benyttet af bl.a. Mariegaard som aftægtsbolig, 10. Tvedsgård, senere flyttet til Klebæk, 11. selvejergård mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, også lagt under Wissingsminde, 12. Harbogaarden, senere fodermesterboliger for Mariegaard, søndagsskole m.v., 13. Ejersminde, 14. og 16. tidligere Skanderup Nørgaard, før den blev flyttet til Egeskovvej, 15. Langagergaard Smedegyden, nu flyttet til Klebæk, 17. præstens anneksgaard, mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, senere overtaget af Wissingsminde. Lidt syd for Helenesminde har desuden ligget den tidligere degnetoft på ca. 12 td. land, som bl.a. lærer Skovgaard havde. Desuden har der vist været flere nu nedlagte eller udflyttede gårde o. smedegyden.

Af de 17 gamle gårde i 1688 matriklen bliver der med landboreformernes begyndende udskiftning, fra 1774 iflg. TC 24 matrikler, hvortil kommer yderligere 4 huse, altså 28 matrikler i alt.

 

 

 

 

 

Landsbyen Nagbøl.[3]

Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Matrikelkortet 1853-69 viser, at der her er væsentligt færre. Her skal man helt ud i yderkanterne for at finde et antal gårde, der størrelsesmæssigt bringer Nagbøl over Dollerups størrelse. Det bliver ikke stort anderledes med matriklerne efter 1688. På det her bragte matrikelkort, kan man identificere 3-5 gårde, på den foregående matrikel 7-8.[4]

Man kan på matrikelkortet se 3, som er Nagbølgaard, landsbyens største gård, og herfra kom også det tidlige sogneforstanderskabs formand og fødte medlem Christen Hansen Juhl.[5]

 


[1] Matrikelkortet og oplysninger fra TC.

[2] De 3 her nævnte gårde var således de eneste, tidligere selvejergårde. Foruden Skanderupgaard, som har været ”adelig sædegård”, hvilket ikke har forhindret den i senere at blive fæstegård.

[3] Se matrikelkort for Lunderskov neden for.

[4] De er alle og mere til udførligt beskrevet i TC, s. 44-62.

[5] 1842-55.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Niels Bugge til Hald Hovedgård havde, så vidt man kan se i kilderne, en søn og to døtre. Sønnen døde ret hurtigt efter faderens død i 1358. Bugge var ud over at være en af den tids fornemmeste og mest indflydelsesrige adelsmænd også særdeles velhavende, d.v.s. godsrig. Det ved vi først og fremmest, fordi datteren, der blev gift Skarpenberg, som et resultat af faderens og ægtefællens opposition til kongemagten blev tvunget til at afgive det meste til Viborgbispen.
Desværre har vi her så også et hul i vor viden som et resultat af branden, der udryddede store dele af bispestolens arkiv i 1726. I en historisk fremstilling af Viborg Domkirke i 800 Aar hævdes det, at biskoppen nåede at redde det meste. Hvad og hvor meget af arkivmaterialet, der findes, kan man se i Rigsarkivets vejledende Arkivregistraturer XVIII, v. Thelma Jexlev, s. 152ff.
Tidens tand har gnavet grådigt i kildematerialet, men der er dog i 1540'erne og i 1574 foretaget registreringer af indholdet, der gør, at vi trods alt ved noget.
Viborg havde fra gammel tid, d.v.s. før de nævnes i (ganske få) skriftlige kilder i 11-1200-tallet, et af det danske riges landsting. Desuden var Viborg som hovedbyen i Nørrejylland blevet bispeby i 1060. Man kan med nogen føje antage, at stiftsværdigheden kombineret med Margrethes (Valdemar Atterdag havde ikke råd) overtagelse af Hald Hovedgård efter ejeren, Niels Bugges død i 1358 og overdragelse til Viborg domkirke, har betydet afgørende skridt hen imod den regionale Viborg dominans, som i 1793 resulterer i, at Skivehus og Hald amter blev til Viborg Amt. Nok uanset hvor stor en del af Hald Len, der i 1401 af Margrethe blev overdraget til Viborg Stift. Det hedder i diplomet herom 27. august 1401 (Diplomatarium Danicum): "Vi Erik ... bekender med dette vort åbne brev, at vor kære frue og moder, dronning Margrete, har meddelt os og vort rigsråd, at hun har skænket og fordelt dette efterskrevne blandt kirker og klostre ... Hald med dets tilliggende, som kong Valdemar fik af sine fjender ... og senere afkøbte vor fornævnte frue og moder ligeledes arvingerne deres eventuelle ret dertil, og det skænkede hun domkirken i Viborg, således som det fremgår af hendes brev derom."
I 1358 arvede Bugges datter, som var gift med en mecklenburgsk ridder, Gotskalk Skarpenberg, Hald Hovedgård og hermed også den borg, som Niels Bugge havde ladet opføre. En borg, som iflg. folkevisen var så forsvarsmæssigt solid, at "Hr. Bugge han bygger Hald op med ære". Under alle omstændigheder lykkedes det her Bugge at modstå kong Valdemars belejring, som iflg. folkevisen varede i 8 år, men som nok må formodes at have fundet sted en gang mellem 1350 og 1353. Forholdet mellem kongen og de jyske herremænd, herunder Niels Bugge, var særdeles anspændt både før og efter denne belejring. Under alle omstændigheder blev Niels Bugge og et par andre jyske herremænd dræbt i Middelfart i 1358, medens de ventede på at blive fragtet over bæltet. Valdemar svor sin uskyld, og lokale fiskere blev dømt til at betale "Buggespenge", som byen Middelfart kom til at hænge på indtil 1874. Valdemar Atterdag overtog herefter i realiteten Hald Hovedgård, men kunne ikke betale, hvorfor den blev pantsat og først indløst i 1387 af dronning Margrethe.
Den kloge dronning Margrethe lod Bugges Hald Hovedgård nedrive, men kastede så også et forsonende skær over hele arrangementet ved at forære Bugges gods til Viborg bispen i 1401, bygningerne til domkirken, hvilket selvfølgelig måtte forudsætte en nedbrydning af det helt verdslige (og til gene for kongemagten) forsvarsværk.
Ud over den konsekvente og hårdhændede behandling af Niels Bugges og efterkommeres ejendomme i Hald Len, som politisk behændigt blev overdraget bisp og domkirke i Viborg, så fik Niels Bugges dattersøn Johan Skarpenberg en tilsvarende behandling som konsekvens af faderens (viste det sig) ukloge støtte til Bugge.
De to søstre delte derfor efter alt at dømme den ganske betydelige godsarv efter Niels Bugge. Deres ægteskaber afspejler, at de var rigtigt gode partier, og begge fik børn, der overlevede dem, først og fremmest Johan Skarpenberg, som fremdrages her i egenskab af hans ejerskab til Spøttrup, som han nærmest blev tvunget til at afgive til Viborg bisp og domkirke, og hans (formentlig påtvungne) overtagelse af Skivehus Len i 1407 som pant for et tilgodehavende hos kronen. Vi ved, at Niels Bugges svigersøn, Gotskalk Skarpenberg, havde fortsat familietraditionen med at gøre oprør mod kongemagten, hvorfor Hald Hovedgård blev erobret og besat af kongemagten og herefter skænket til Viborgbispen. Resten af Niels Bugges omfattende godsbesiddelser gik, så vidt det kan ses, i arv til Johan Skarpenberg, der under Margrethes kyndige hånd stort set herefter blev ribbet for alt - "frivillige" donationer til gejstlige institutioner eller regulær konfiskation, foretaget af kronen. Man kan i et brev fra 1489 se, at ejendomsretten til gods, pantsat til Johan Skarpenberg efterfølgende og uden diskussion regnedes for at tilhøre kronen.
Tilbage stod, at der nu var en helt uklar fordeling mellem bispe-, kapitels- og domkirkegodset. Men at det til bisp, domkirke og kapitel hørende gods var overordentlig omfattende, kan der næppe herske tvivl om, formentlig stiftets absolut største godsbesiddelse.
Der findes ingen jordebog over bispegodset til Viborg Stift, kun et fragment, der muligvis kan dateres til biskop Erik Kaas' tid, 1509-1520. Den mest sikre kilde til omfanget af godset under Viborg Stift er inddragelsen under kronen i 1536. Det fremgår her, at flg. fra Fjends Herred var i Viborg Stifts besiddelse i en eller anden form: 8 kirkegårde, 7 gårde i Fjends og Lysgaard herreder.
Biskop Jørgen Friis lod i 1528 Ny Hald opføre, hvor han med reformationen i 1536 måtte lide den tort selv at blive fængslet. Og der var hermed påny skabt et Hald slot og len. I Fjends Herred var der i perioden 1544-1663 o. 100 gårde og boel, hvoraf som følge af clementopstanden og Grevens Fejde 51 gårde fik forhøjet landgilde.
Se mere om Hald Hovedgård.
Se Vald. Andersen, Hald Hovedgård, Herning 1977. For nyere, mere indgående oplysninger om Niels Bugge og ejerskabet til Vosborg tak til lektor dr. phil. Anders Bøgh, Aa. U., utrykt manuskript.
 
LEONORA CHRISTINA

JAMMERS MINDE
OG ANDRE
SELVBIOGRAFISKE SKILDRINGER

UDGIVET AF
JOHS. BRØNDUM-NIELSEN OG
C. O. BØGGILD-ANDERSEN

ROSENKILDE OG BAGGER
KØBENHAVN 1949

Udgivet med Understøttelse af
UNDERVISNINGSMINISTERIET
af
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB
Copyright 1949 by Rosenkilde og Bagger
Printed in Denmark by Bogtrykkeriet Antikva, Copenhagen

INDHOLD

  • Side Historisk Indledning af C. O. Bøggild-Andersen .......................VII
  • Bemærkninger vedrørende Textgengivelserne f Johs. Brøndum-Nielsen.................XXIV
  • Leonora Christinas franske Selvbiografi oversat til Dansk ... l
  • Kong Karl X. Gustavs Bryllup 1654........................................... 51
  • Rejsen til Korsør 1656 ................................................................. 55
  • Confrontationen i Malmø 1659 .................................................. 69
  • Jammers Minde............................................................................. 93
  • Historiske Oplysninger .............................................................. 295
  • Oversigt over Leonora Christinas nærmeste Slægtninge og fterslægt..................... 400
  • Register....................................................... 403

BILLEDFORTEGNELSE

  • 1. Leonora Christina. Maleri af Gerhard Honthorst. (Overfor S. III)
  • 2. Corfitz Ulfeldt. Maleri tilskrevet Sébastien Bourdon. ( " " 16)
  • 3. Adolph Fuchs. Stik af C. van Caukercken. ( " " 32)
  • 4. Facsimile af en Side af Jammers Minde. ( " " 95)
  • 5. " " " " " " " ( " " 107)
  • 6. " " " " " " " ( " " 242)
  • 7. Leonora Christina forlader Blaataarn. Maleri af r. Zahrtmann. ( " " 288)
   
  
Johs. Brøndum-Nielsen har bearbejdet de danske Texter og forsynet dem med forklarende Textnoter samt forfattet Afsnittet om »Jammers Minde«s sproglige Forhold. C. O. Bøggild-Andersen har oversat den franske Selvbiografi og udarbejdet Fodnoterne hertil samt forfattet de historiske Oplysninger til de forskellige Skrifter, saaledes dog, at Brøndum-Nielsen har ydet væsentlige Bidrag til Indledningerne om de mindre danske Skrifter m. m.

HISTORISK INDLEDNING

I Fortællingen "Holger Danske" (1845) lader H. C. Andersen den gamle Billedskærer for sin lille Sønnesøn gennemgaa det danske Vaaben. "Løverne ere Styrke og Hjerterne ere Mildhed og Kjærlighed". Men "idet han saa paa de røde Hjerter, saa skinnede de endnu stærkere end før, de bleve til Flammer, som bevægede sig, og hans Tanke fulgte hver af dem.
Den første Flamme førte ham ind i et snevert, mørkt Fængsel; der sad en Fange, en deilig Quinde, Christian den Fjerdes Datter: Eleonora Ulfeldt; og Flammen satte sig som en Rose paa hendes Bryst og blomstrede sammen med hendes Hjerte, hun, den ædleste og bedste af alle danske Quinder.
"Ja, det er et Hjerte i Danmarks Vaaben!" sagde den gamle Bedstefader".
I "Gudfaders Billedbog" (1867) kommer den store Digter paa ny ind paa Leonora Christinas Livsskæbne, som tydeligt har grebet ham stærkt. "Det er en Sang, saa glædelig i sin Begyndelse, saa sørgelig i sin Udgang".
Visselig var det et Levnedsløb, mærkeligt i alle Folks og Tiders Historie, som beskikkedes Leonora Christina, Kong Christian IV.s Datter, i sin Ungdom gift med Landets Førsteminister Corfitz Ulfeldt, en Tid lang Københavns mest fejrede Dame, siden landflygtig, derpaa 22 Aar Fange i det skumle Blaataarn, indtil Fængselsportene aabnede sig for hende som gammel Kone, og VIII hun fik Lov at slutte sine Dage i Fred paa det stille Maribo Kloster.
Da H. C. Andersen bevidnede Leonora Christina sin Kærlighed, hvilede dog hendes rigeste Gave til Eftertiden endnu fjernt fra Danmark, ukendt for ham som for alle andre Danske.
Det, som giver Leonora Christina hendes Storhed, er nemlig ikke hendes omskiftelsesrige Liv og de Lidelser, hun maatte gennemgaa, men det ukuelige Mod og den Trofasthed mod dem, hun elskede, hvormed hun bar Skæbnens Slag uden at bøjes og sætte sit Sinds Friskhed og Frodighed til, og sidst og ikke mindst den rige Fortællerbegavelse, med hvilken hun har gjort sit Liv, især sit Fangeliv, og sin egen Personlighed levende for Efterverdenen. Hendes "Jammers-Minde" blev først trykt i 1869, 171 Aar efter hendes Død, og hendes andre selvbiografiske Skrifter var, da H. C. Andersen skrev, alene kendt af enkelte Lærde.
Disse Skrifter skal her for første Gang forelægges den danske Læseverden i en samlet Udgave.
Men skal vi fuldt forstaa dem, er det nødvendigt at tegne deres Forfatterindes Livsskæbne i korte Træk, paa Baggrund af en Tidsalder, som hører til de mest dramatiske i vort Folks Historie.
Hendes Fader var Christian IV., den arbejds-, fest- og kunstglade Konge, som byggede de skønneste Slotte, vort Land ejer, og mange andre dejlige Bygninger, grundlagde en Række ny Byer og søgte at bringe Liv og Trivsel i dansk Industri og Handel, men led Nederlag udadtil, mod den tyske Kejser, Sverige og Nederland, og efterlod Riget mindre og fattigere, end da han kom paa Tronen. Hendes Moder var den unge livshungrige Adelsdame Kirsten Munk, som Kongen efter sin Dronning Anna Cathrine af Brandenburgs Død ægtede (1615). Længe levede de i Elskov og Gammen og fik en halv Snes Børn. Men Fru Kirsten var selvisk og nydelsessyg og blev til sidst utro mod sin over 20 Aar ældre Ægtefælle. I Januar 1630 fandt en faktisk Skilsmisse Sted, og Kongen vilde aldrig senere se sin Hustru, IX som levede Resten af sit Liv i Jylland paa Gaardene Boller og Rosenvold, hvortil kom de mange Godser, hun 1649 arvede efter sin Moder Fru Ellen Marsvin.
Børnene tog Kongen sig af, og han viste dem baade Kærlighed og Omhu. Paa Grund af sine mange Forretninger kunde han dog ikke være ret meget sammen med dem. De blev opdragne af Hofmesterinder og Huslærere, for det meste paa det af Christian IV. byggede prægtige Frederiksborg Slot. Her var Leonora Christina født 1621 - 8. Juli staar der i Faderens Kalendere, ii. Juni mente hun senere selv - altsaa 8½ Aar før Forældrenes Skilsmisse - som det tredie Barn i Flokken. Der var to ældre Søstre og fire yngre foruden Broderen Valdemar Christian og en Søster og en Broder, der døde som smaa. Rigtige Prinsesser og Prinser var de ikke, da deres Moder ikke var af fyrstelig Byrd, og Forældrenes Ægteskab var indgaaet i Dølgsmaal (og uden kirkelig Vielse), men de fik, som deres Moder, af Kongen tillagt Titelen Grevinder og Grever til Slesvig og Holsten, og Døtrene tituleredes "Frøkener", mens ugifte Adelsdamer blot var "Jomfruer".
I den franske Selvbiografi opfrisker Leonora Christina i Mindet en Del Oplevelser fra Barneaarene. Mærkeligt nok synes hun at have været den eneste i Søskendekredsen, som i større Omfang arvede Faderens Sind og Begavelse. De andre ser ud til mest at have slægtet Moderen paa og bragte hverken deres Ægtefæller eller sig selv Lykke. De Breve, som er bevarede fra Fru Kirsten og hendes Døtre Elisabeth Augusta og Hedvig, er lidet opbyggelig Læsning.
Fra Christian IV. havde Leonora Christina sit hurtige Lærenemme og sine kunstneriske Anlæg, for Tegning, Maling, Haandarbejde og Musik, sit Lune og sin Evne til at udtrykke sig med Kraft og Liv baade i Tale og Skrift. Tidligt viste hun ogsaa, at hun havde sin egen Vilje, og det kom til haarde Sammenstød mellem hende og den myndige Hofmesterinde Fru Karen Sehested. Det er ikke et uhildet Billede, hun i Selvbiografien giver af X denne karakterfulde Dame. Men Faderens Øjesten var hun paa Grund af sin Ynde, sin Livfuldhed og sit kvikke Hovede, og som halvvoksen fik hun Lov at følge ham paa Smaarejser. Kærligheden til Faderen fulgte hende Livet igennem. Men hun var endnu kun et Barn, da det Tidspunkt kom, da han maatte vige Førstepladsen i hendes Hjerte for en yngre Mand.
Ved Kongens Hof færdedes mange Hof- og Kammerjunkere, unge danske og holstenske Adelsmænd. Blandt disse udsaa Christian IV. Ægtefæller til sine Døtre, som, da de ikke var prinsessefødte, ikke kunde vente at blive gift med udenlandske Prinser. Elegantest af dem alle, mest charmerende ved sit Konversationstalent og ved den fornemme Dannelse, han havde erhvervet sig paa langvarige Rejser i Frankrig og Italien, var den unge fynske Rigsraadssøn Corfitz Jakobsen Ulfeldt. Han var lidt over 23 Aar, da han i Dec. 1629 blev ansat som Hofjunker. Ikke længe efter trolovedes han med den niaarige Leonora Christina. Det var almindeligt dengang, at Piger blev lovet bort allerede i Barnealderen. Om nogen dybere Kærlighed mellem de to kan der vel næppe endnu paa det Tidspunkt have været Tale. Men den synes for hendes Vedkommende at være kommet hurtigt. Leonora fandt sin Corfitz uimodstaaelig. Og en Sygdom i Benet, som han allerede dengang led af, og som fulgte ham Livet igennem, kaldte desuden tidligt paa Medlidenheden og Moderfølelsen hos hende. Hun knyttede sig saa fast til ham, som et Menneske kan knytte sig til et andet. Hustrukærligheden og Hustrutroskaben blev den stærkeste, alt beherskende Følelse i hendes Liv. Hun gjorde sig blind for sin elskede Ægteherres Svagheder - hans Forfængelighed og Ærgerrighed, hans svigtende politiske Klogskab, hans Mangel paa Troskab over for Konge og Fædreland - og naar, som det hændte, hun var af en anden Mening end han, endte hendes langt stærkere Karakter med at bøje sig.
Det var en splittet Verden, hvori hun voksede op. Hendes Forældre var endt med at hade hinanden, og hendes Søskende laa i XI stadig Kiv indbyrdes og med Kongens Frillebørn, senere ogsaa med deres Ægtefæller. Og i det Danmark, der var hendes Fædreland, stredes Kongen om Magten med Rigsraad og Adel, og Borger- og Bondestand skelede ondt til Adelens Særrettigheder. Midt i al denne Splid var det hendes Sjæl en Lise at give sig helt hen til den ene, der blev hende alt. Og derfor var alle andre menneskelige Baand, naar de sattes paa Prøve, saa skøre over for det ene, som var saa stærkt. Corfitz Ulfeldt blev, som det er sagt, hendes Skæbne. Men hun blev ogsaa hans. Hendes Byrdsstolthed satte hans medfødte Ærgerrighed stedse større Maal, hendes faste og selvtillidsfulde Personlighed gav den inderst inde svage Mand et sjæleligt Rygstød og en Spore, uden hvilken hans Skæbne næppe var blevet, som den blev.
Den 9. Okt. 1636, da hun var 15 Aar gammel, fejredes Brylluppet paa Københavns Slot. Aaret efter blev Ulfeldt Statholder i København, dvs. Kongens Højrehaand i Regeringen, og det unge Par flyttede ind i den store Gaard paa Graabrødretorv, som han købte sig, og som udstyredes med en Række kostbare Tæpper, Møbler og Kunstværker. Der var ingen Dronning i Landet, og Leonora Christina blev, især efter at hendes Mand -der i 1641 paa en Ambassade til Regensburg af Kejseren var udnævnt til tysk Rigsgreve - 1643 var blevet ophøjet til Rigshofmester, Statens Førsteminister og Rigsraadets Formand, Hovedstadens fornemste Dame. Blandt Ulfeldts Venner og dem, der bejlede til hans Gunst, indtog hun en Dronnings Stilling. Og mod dem var hun en naadig Dronning. Men hans Rivaler og de, der havde en anden Mening end han, var sikre paa hendes Ugunst eller Had.
Ivrigt søgte hun, som hun beretter i sin Selvbiografi, at tilegne sig alle de Kundskaber og Færdigheder, som Tiden krævede af en Verdensdame, og som lokkede hendes medfødte Anlæg og Tænksomhed. Hun læste meget og gav sig af med Oversættelser, bl. a. fra Fransk, som hun allerede før sit Ægteskab efter en fransk Diplomats galante Vidnesbyrd talte med stor Lethed og XII med en smuk og behagelig Akcent, som klædte hende allerkæreste. At hun var langt fra at beherske Fransken som en indfødt, skulde dog senere hendes franske Selvbiografi bære Vidne om. Ung, stærk og smidig som hun var, elskede hun ogsaa Jagtens og Boldspillets Glæder. Til at være en Verdensdame i den franske Renæssancestil, hvori hendes Herre og Husbonde indviede hende, hørte ogsaa en omfattende Taalsomhed i Synet paa det erotiske - den hun i Selvbiografien tillægger sig selv, naar onde Tunger beskyldte hendes Mand for ægteskabelig Utroskab. Over alt andet var hun dog Hustru og Moder. Hun fødte mellem sit 16. og sit 30. Aar mindst 10 Børn, hvoraf fire Drenge og tre Piger naaede voksen Alder. Hendes Forhold til Børnene bar i højere Grad, end Tidens Vane var, Præg af naturlig Fortrolighed. Det kan vi bl. a. se af de indbyrdes Kælenavne, man anvendte.
Hjemlivet afbrødes 1646-47, da Leonora Christina ledsagede sin Mand paa hans Gesandtrejse til Holland og Frankrig. Under Opholdet i Holland malede den fremragende hollandske Portrætmaler Gerhard Honthorst et Billede af hende, som nu hænger paa Frederiksborg og er det bedste, som kendes. Det unge Hovede med den let bøjede Næse og det mørkeblonde Haar er henrivende kvindeligt i sin Blanding af knejsende Selvfølelse, Ynde, Klogskab og Koketteri. Intet Under, at hun gjorde Lykke her og siden ved den franske Dronning, Anna af Østrigs, Hof i Palais-Royal. "Hendes Ansigt var," siger Dronningens Kammerfrue Madame de Motteville i en efterladt Skildring, "meget smukt, og hendes Skønhed var parret med Værdighed, hvad der bestyrkede mig i den Tro, jeg altid har haft, at man i alle Lande finder distingverede Folk . . . Hun talte ofte og altid forstandigt, med en Ligefremhed, som havde lidt af hendes Fædrelands Kulde ved sig, men hvori der ikke var noget simpelt eller ubetydeligt, og paa sin Dragt og sin Hat havde hun saa mange Perler, at man kunde se, at hun ogsaa var meget rig".
Faa Maaneder efter Hjemkomsten fra den lange Rejsefærd - XIII
som ogsaa omfattede en lille Sviptur til London - stod hun ved sin gamle Faders Dødsleje paa Rosenborg og lukkede efter Dødens Indtræden det ene Øje, som han endnu havde i Behold , efter Slaget paa Kolberger Heide. Ikke med Urette skrev hun 36 Aar efter, at hun dermed sagde "Sin Verdsens Velfart Godnat". Forholdet var det, at Ulfeldts Stilling hvilede paa Lerfødder. Den nye Konge, Frederik III., Leonora Christinas kolde og mistænksomme Halvbroder, fandt ham for mægtig og arbejdede paa hans Fald, og han havde ogsaa Fjender i Raadet og blandt Embedsmændene. Den unge Dronning Sophie Amalie (af Braunschweig) kunde desuden ikke døje Leonora Christina, fordi denne overstraalede hende i Skønhed og Elegance og efter hendes Mening ikke behandlede hende med den Ærbødighed, som skyldtes en Dronning. Til Kongeparrets Ugunst kom den Kendsgerning, at Ulfeldts Rigshofmesterstyrelse var højst angribelig. Ikke mindst gjaldt dette hans Ledelse af Finanserne, der havde tilladt Leverandører og andre - og ikke mindst ham selv - at berige sig paa Statens Bekostning. For en Tid fik hans Svoger, den højtbegavede Statholder i Norge Hannibal Sehested, skabt en Slags Vaabenstilstand mellem Konge og Rigshofmester, under hvilken Ulfeldt i 1649 med sin Hustru og et stort Følge drog til Holland for at slutte et Forsvarsforbund. Ved sin Hjemkomst mødte han dog stor Kulde hos Kong Frederik og maatte finde sig i flere Krænkelser, bl. a. at Kongen berøvede hans Hustru og hendes Søstre deres Titel af Grevinder til Slesvig og Holsten. Stor Forfærdelse vakte det nogen Tid efter, i Dec. 1650, at en Kvinde af tarvelig Herkomst og daarligt Rygte, Dina Vinhofvers, beskyldte Rigshofmesteren og hans Hustru for at omgaas med Planer om at tage Kongen af Dage ved Gift. Det blev ganske vist bevist ved Retten, at Dina løj, og i Juli 1651 blev hun henrettet paa Slotspladsen i København. Men nu forlangte Konken en Undersøgelse af Ulfeldts Regnskaber, og den af sine Fjender forfulgte Mand foretrak at unddrage sig den kommende Storm ved i Nattens Mulm og Mørke sammen med sin Hustru XIV fra Helsingør at flygte paa et Skib til Holland (14. Juli 1651).
Det var en Undsigelse til Danmarks Konge og Regering. Snart efter fulgte et aabent Brud og forræderiske Forhandlinger med Dronning Christina af Sverige.
Leonora Christina stod i denne Fejde helt paa sin Mands Side. Over for den Uret, som efter hendes Mening var øvet mod ham og mod hende, svandt Hensynet til den danske Konge og den danske Stat ind til noget, der kom i anden Række. Hustrutroskab, Selvhævdelse, Hævnlyst blev Grundelementer i hendes Livsfølelse i de Aar, som kom.
Hendes Karakter hærdedes i disse Aar, og hendes Personlighed fik større Linier. Efter en kort Rejse til Stockholm 1651, hvor Ulfeldt opnaaede Dronning Christinas Beskærmelsesbrev, tog Ægteparret 1652-54 Ophold i den svenske Hovedstad. 1655 -57 havde de sammen med Børnene Bolig paa Slottet Barth i Pommern, som Dronning Christina havde pantsat til dem. Kort før Jul 1656 foretog Leonora Christina efter Ulfeldts Ønske, men mod sit eget Raad en Rejse til Danmark for at søge at faa en Forsoning i Stand med Frederik III. I Korsør standsedes hun af en kongelig Udvisningsordre. Af denne Rejse og dens dramatiske Begivenheder nedskrev hun kort efter Hjemkomsten til Barth en livfuld Skildring paa Dansk - hendes ældste bevarede større danske Skrift.
I Juni 1657 var det, at Frederik III. tog den fortvivlede Beslutning at erklære Sverige Krig, mens Kong Karl Gustav var optaget af Kampene i Polen. Med Lynets Hast førte Svenskekongen gennem Nordtyskland sin Hær mod Danmark, og nu gik Corfitz Uldfeldt i hans Tjeneste. Det var mod Leonora Christinas Ønske, men hun fulgte sin Mand og var fra Fyn, hvor hun 1658 begravede sin Moder, Tilskuer til det svenske Sejrstog over Bælterne, Roskildefreden og Ulfeldts Genindsættelse i sine danske Ejendomme og Len. Senere sluttede hun sig til ham i Malmø og maatte her, da han 1659 anklagedes for Forræderi mod den svenske Konge og samtidig næsten helt lammedes af Sygdom, XV overtage baade hans Pleje og hans Forsvar for den svenske Domstol. Retsakterne (nu i Riksarkivet i Stockholm), blandt hvilke der er flere store Indlæg fra hendes Haand, aftvinger Beundring for hendes Kraft, Kløgt og Ordsnilde. Men det er tydeligt, at hun ikke gik af Vejen for mere end én frejdig Usandhed for at afkræfte Beskyldningerne. Om et Retsmøde i hendes Hus 17. Dec. 1659 forfattede hun en udførlig og højst levende Beretning, som findes i det danske Rigsarkiv.
Dommen lød paa Tab af Ære, Liv og Gods, men det lykkedes efter Freden i København 1660 hendes Svoger Hannibal Sehested
- der i et Brev til hende varmt havde ønsket hende og hendes omtumlede Mand, at de nu maatte finde "deres Sjæls Rolighed"
- at udvirke Benaadning af Regeringen i Stockholm. Opskræmt af falske Rygter om, at den svenske Regering havde besluttet at føre Ægteparret til livsvarigt Fængsel i Finland, flygtede Ulfeldt imidlertid til København, hvor han søgte Frederik III.s Naade. Leonora Christina blev med god Grund forfærdet, da hun ved sin Ankomst til den danske Hovedstad fandt sin Mand, som efter Aftale skulde være rejst til Lübeck. Den danske Konge var ikke til Sinds at tilgive sin oprørske Undersaat, hvis Rænkespil han stadig frygtede, og lod begge Ægtefæller føre til Klippeborgen Hammershus paa Bornholm, hvor de holdtes i haardt Fangenskab.
En dagbogsagtig Skildring, som Leonora Christina paa Dansk forfattede af Fangelivet paa Hammershus, er gaaet tabt. Men i den franske Selvbiografi, hun skrev i Blaataarn 1673, har hun tegnet det i knappe, men uforglemmelige Streger. Særligt levende er Billedet af den brutale Fangevogter Generalmajor Adolph Fuchs og af et mislykket natligt Flugtforsøg med den syge Ægtefælle og en Tjener ned ad Hammerens uvejsomme Klipper. Man ved ikke, hvad man skal beundre mest: den Opfindsomhed, den Kraft og det Mod, den 4O-aarige Kvinde udviste ved Flugtforsøget, eller den livsfriske og anskuelige Fortælling, hun som 52-aarig nedskrev derom.
Senere viste Frederik III., der i Mellemtiden var blevet enevældig Konge, sig villig til Forhandling, og ved Juletid 1661 udfriedes Ægtefællerne endelig mod, at de gav Afkald paa alle Fordringer og det meste af deres Ejendom. De kunde nu tage Ophold paa Ellensborg paa Fyn (det nuværende Holckenhavn), som Leonora Christina havde arvet efter sin Moder, og hvortil snart efter ogsaa de fleste af Børnene fandt hjem.
Corfitz Ulfeldt var imidlertid besat af en Dæmon, som ikke lod ham finde Ro. Han fik 1662 Kongens Tilladelse til at rejse til Udlandet for at bruge Bade for sin Sygdom og ledsagedes paa Rejsen af sin Hustru. Fra Brugge i Nederlandene tog den vanvittige Mand til Paris, udstrøende Planer og Reformforslag til den franske Konge og andre, hvoraf nogle strejfede Landsforræderiet. Da Ægtefællerne i Efteraaret var kommet tilbage til Brugge, dræbte deres ældste Søn Christian Ulfeldt her paa aaben Gade den ferierejsende General Fuchs. De var sikkert uden Andel i Mordet, men bag det laa det Had til Plageaanden fra Hammershus, som Leonora Christina havde indplantet i Sønnens Sind, og hun syntes at have billiget Handlingen. I Maj 1663 sendte Ulfeldt sin Hustru til London for at kræve den engelske Konge Karl II. (der var en Søstersøns Søn af Christian IV.) for et Laan, som Ægtefællerne 14 Aar før, da han var landflygtig, havde ydet ham. Forhandlingerne trak i Langdrag, bl. a. fordi den danske Konges Resident Simon de Petkum modarbejdede hende. I Mellemtiden fik Frederik III. fra Kurfyrsten af Brandenburg Underretning om, at Ulfeldt havde tilbudt denne Danmarks Krone, efter at han (Ulfeldt) havde faaet et Oprør sat i Gang. Den danske Konge blev højst forfærdet og lod Højesteret dømme den forræderiske Undersaat fra Ære, Liv og Gods (24. Juli 1663). Leonora Christina forlangte han som Mandens formentlige Medskyldige udleveret af den engelske Konge. For ikke at krænke sin danske Onkel maatte Karl II. gaa ind herpaa, og vistnok Natten mellem 27. og 28 Juli 1663 lod de engelske Myndigheder i Dover hende falde i Hænderne paa XVII Petkum og hans Folk. Paa et af Residenten lejet Skib førtes hun til København, hvortil Skibet ankom 8. August 1663 Kl. 9 Formiddag.
Fra dette Tidspunkt fortæller Leonora Christina selv sine Oplevelser saa udførligt i sit "Jammers-Minde", indtil hendes Løsladelse fra Blaataarn, at der ikke er Grund til at genfortælle dem her. I endnu højere Grad end Rejseskildringen fra 1656, Forhørsberetningen fra 1659 og den franske Selvbiografi fra 1673 viser det hende som en Fortæller af Guds Naade, hvor det gælder hendes egne Oplevelser, hvad hun selv har set og hørt og følt.
Kærnen i "Jammers-Minde" er imidlertid ikke de mange Billeder, men det Sind, som afslører sig i Bogen. Nu, da Leonora Christina for stedse havde forladt sin Mands omtumlede Baad, og især da hun 1664 erfarede, at han i Febr. dette Aar ved Døden var udfriet fra denne Verdens Fare og Nød - at hans sidste Tanker gjaldt hende, fik hun først langt senere at vide -, fandt hun omsider sin Sjæls Rolighed. For Verden var hun Højforræderens Hustru, maaske hans Medskyldige, udstyret med ét Navn, der brændemærkedes for alle ved den Skamstøtte over Ulfeldt, som lige til 1842 stod paa Graabrødretorv. Bevidstheden herom, Frygten for Mandens Skæbne og for, hvad der kunde være i Vente for hende selv og hendes Børn, knugede hende i de første Fængselsdøgn til Jorden og lod hende ønske Døden. Men hun rankede sig atter. Hendes altid stærke Selvhævdelse, hendes kvindelige Ensidighed i Følelse og Synspunkter blev en Kraftkilde for hende ogsaa nu, da alle ydre Magtmidler og al ydre Ære var uigenkaldeligt tabt. I haarde Sjælekampe gennemtvang hun over for sig selv og over for sin Gud, hvis Ret til at tugte dem, han elskede, hun erkendte, den Overbevisning, at hun kunde bestaa for hans Domstol, at hun havde gjort Ret i over alle andre Hensyn at følge den "Ægte-Kærlighed", der havde været hendes Livs Salt, og at hun hisset skulde faa den XVIII Oprejsning, der nægtedes hende her. Som det hedder i de Vers, hun siden anbragte paa et Alterklæde til Maribo Kirke:
"Ej noget synes tungt for Ægte-Kærlighed,
Trofasthed er den Dyd, man ej tør blues ved."
Nogen Helgeninde blevhun ikke. Hun førte med Omhu og stille Tilfredshed Bog over de Ulykker, der som en retfærdig Straf fra oven ramte hendes Mands og hendes Fjender. Hun følte síg stedse som Christian IV.s højfornemme Datter, hævet over sine stakkels Omgivelser i Fængslet, saa varmt hun end kunde føle for alle, jævne og fornemme, der viste hende Deltagelse, eller i hvem hun fandt noget godt. En taktløs Hertuginde, der var inde at se hendes Bur, fik en Finte, som sved, og en genstridig Pige fik at føle, hvilke vældige Lussinger, der sad i hendes Arme. Noget uvildigt Sandhedsvidne er den gamle Krigerske heller ikke hverken i "Jammers-Minde" eller i Selvbiografien. Men hendes Gudstro var ægte og dyb, og kan mange i vor Tid, der er saa forskellig fra hendes, se anderledes paa Livet og dets Værdier, end hun gjorde, saa ejede hendes Livssyn for hende en personlig Sandhed, som bar hende over al Nedværdigelse og alt Smuds, bøjede Omgivelserne ind under hendes Personligheds Magt og gav hende Trøstighed til at leve Livet i det trange Fængsel, mens de mange og lange Aar gik deres Rundgang, og Vejret skiftede uden for hendes lille Gitterrude.
En særlig Inderlighed faar det religiøse Sind i hendes Salmer og "aandelige Viser". De er maaske værdifuldere i Indhold end i Form, men man glemmer vanskeligt saadanne Linier som disse i Digtet om "Minde og Mod":
"Mod viser, at man kan af Fængsels beske Urt
udsuge Honning-Trøst, vel lutret, rent og purt.
- - -
Vel mig! Mit Sind er frisk, karsk' ere mine Lemmer
for min forfalden Stand jeg ej mig mere græmmer;
min Hørelse, mit Syn, min Følelse, Lugt og Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag."
Ved Siden af sin Tro fandt Leonora Christina Styrkekilder i sin gennemsunde Krop, der gik usvækket gennem de næsten 22 Fængselsaar, og i sin ukuelige barnefrodige Interesse for Tilværelsen og dens Foreteelser, store som smaa - lige ned til de Myriader af Lopper, der trivedes i hendes Fængselsgulvs Skarn og Ler, og hvis Parringsliv hun studerede, og til en Rotte, hun en Tid holdt i Bur. Og hendes Lune brød atter og atter igennem selv under drøje Oplevelser.
Da Sindet faldt til Ro, gjorde Aandens Krav sig gældende. Hvorledes hun til at begynde med, da der var nægtet hende al Adgang til Haandarbejde, Læsning og Skrivning, med stor Opfindsomhed hjalp sig selv, beretter hun om i Selvbiografien og i "Jammers-Minde". Man mindes næsten om, hvorledes Robinson Crusoe indrettede sig paa den øde Ø. Lidt efter lidt slappedes dog det strenge Tilsyn, saaledes at hun bl. a. kunde sætte sig i skriftlig Forbindelse med Slægt og Venner og følge sine Børns Skæbne. Christian V. gav hende efter sin Tronbestigelse endnu et Kammer ved Siden af det gamle (1671) og en Aarspension (1672), som hun anvendte bl. a. til Bogkøb. Fra da af fik hendes Skrivelyst frit Løb. Foruden "Jammers-Minde", Selvbiografien og Digtene skrev hun et stort Værk "Heltinders Pryd" om Kvinder, der havde vundet Berømmelse ved forskellige Dyder og Bedrifter. Heraf er dog kun (i Afskrift) et større Brudstykke bevaret, vistnok omarbejdet efter Løsladelsen. Det behandler de "fornuftige, stridbare, regerende Heltinder" og skildrer i denne Gruppe bl. a. Oldtidssagndronningen Semiramis, Thyra Danebod, Dronning Margrethe, Dronning Isabella af Spanien og Dronning Elisabeth af England. I Indledningen protesterer hun mod den almindelige Opfattelse, at Kvinden skulde staa lavere end Manden paa Grund af hendes legemlige Svaghed. "De svare ikke alle til Mands Navn i Gerningen, som bære XX Titel af Mands Navn, men ofte svare Kvinder til Helters Navn i Gerningen og bære dog ikkun Kvinders Navn. Hvorofte ser man kvindagtige Hjerter i Mænds Legemer, og der imod igen mandelige Kræfter i svage Kar. Det er ubilligt, at man maaler Gerningen efter Personen, og skatter ikke Personen efter Gerningen." Leonora Christina gør sig her til Talsmand for Kvindernes Ligeberettigelse med Mændene - og hun havde unægtelig en vis Ret til at føre denne Tale.
Skønt Leonora Christinas stærke og i sig selv hvilende Personlighed efterhaanden affandt sig med Fængselslivet, og hun ogsaa der fandt Arbejde og Næring for sin rige og bevægede Aand, søgte hun dog flere Gange at blidgøre først Frederik III. og derpaa Christian V. til at frigive hende - mere dog for sine Børns end for sin egen Skyld. Hvorledes Befrielsens Time, efter hendes ubønhørlige Fjende Dronning Sophie Amalies Død i Febr. 1685, endelig indtraf 19. Maj 1685, skildrer hun selv i "Jammers-Minde".
En kort Tid tog hun Ophold i Husum ved København hos en Søsterdatter af hendes afdøde Mand, Jomfru Sophie Friis. Derfra flyttede hun - vistnok i Efteraaret 1685 - til Maribo Kloster paa Laaland, som Kongen anviste hende til Opholdssted, samtidig med, at han gav hende Midler til et standsmæssigt Underhold. Maribo Kloster var oprettet i 1418 af Kong Erik af Pommern og Dronning Philippa som Datterkloster af den berømte svenske Ordensstifterske den hellige Birgittas Kloster i Vadstena, som deres store Fostermoder Dronning Margrethe havde omfattet med saa stor Varme. Paa en mærkelig Maade knyttedes saaledes fire store Kvindenavne i Nordens Historie til Maribo. Efter Reformationen var Klostret kommet i Forfald, og 1621 nedlagdes det. Nonneklostret var ved 1685 næsten kun en Ruin, men Munkeklostret var bedre bevaret, og her fik Leonora Christina sin Bolig. Denne Bolig led trods Istandsættelser af flere Skavanker, og Leonora Christina skrev et Aars Tid før sin Død til Datteren Leonora Sophie: "I Stuen maa gøres varlig Ild, ellers XXI kommer Brand i Skorstenen, som nogle Gange er sket, dog til Lykke om Dagen. Jeg holder Sengen til Middag for Kulde".
Her henlevede da den gamle Dame de sidste tolv og et halvt Leveaar i fredfyldt Syslen med Husholdningens Ledelse, Havedyrkning, Haandarbejde, Maling, Læsning og literære Arbejder, Hun lavede om paa de ældre Skrifter, skrev Digte og forfattede et desværre nu tabt Skuespil paa danske Vers, som hun 27. Febr. 1688 lod sin Husstand opføre. Blandt de Kunstværker og Haandarbejder, hun udførte, var et Alterklæde til Kirken i Maribo, der nu er gaaet tabt, Drejerarbejder af Rav og Elfenben, Portrætter af hende selv og hendes elskede Ægtefælle i Pastel og et stort Brystbillede af hendes Fader Christian IV. Paa Alterklædet var oprindelig fastsyet et Stykke hvidt Silketøj, hvorpaa hun havde prentet nogle Vers, i hvilke hun udtalte sin Tak til Gud og sin Hengivelse under hans Vilje, samtidig med at hun hentydede til de vigtigste Punkter i sin egen og sin Mands Historie (dateret 19. Maj 1686). Dette Stykke, nu paa Frederiksborg, lod hun dog senere fjerne, fordi Digtet mistydedes af nogle. Brystbilledet af Christian IV. er syet med Silke i forskellige Farver og forsynet med en Ramme af guldbelagte Silketraade, hvori fremstilles Krone, Scepter, Sværd og Rigsæble. Det findes nu paa Rosenborg. Andre af hendes Efterladenskaber forvares paa Frederiksborg.
En særlig Glæde for hende var længere og kortere Besøg af Døtrene og den yngste Søn Leo Ulfeldt, der var i Færd med at vinde et Navn i den tyske Kejsers Tjeneste. Undertiden modtog hun ogsaa Besøg af Biskoppen i Odense Thomas Kingo, af hvis Digte og Salmer hun var en stor Elsker. Disse Salmers stærke danske Aand var ogsaa hendes. En anden kær Gæst var Fuldmægtigen hos Slotsfogeden paa Blaataarn Peder Jensen Tødsløf, der gennem Fængselsaarene havde været hende en trofast Ven. Han kom især ved Jule- og Nytaarstid, og Talen faldt da hyppigt paa Oplevelserne fra Fangenskabets Aar. Aldrig gik disse Leonora Christina af Minde, og hver Morgen indflettede hun i XXII sin Morgenbøn følgende Ord: "Gud hjælpe alle Fanger og trøste de skyldige og redde de uskyldige".
Trods de mørke Minder og trods Alderdommen tabte hun dog aldrig Sindets evige Ungdom. Aandskraftig og energisk var hun til det sidste, og tidt arrangerede hun smaa Festligheder for sin Husstand og fremmede Gæster. Datteren Leonora Sophie fortæller f. Eks. om nogle Fastelavnsløjer, som holdtes paa Klostret i 1697, Aaret før Moderens Død. "Fastelavns Mandag var alt Folket her forklædt; mine Børn var Dalkarle, Jomfru Dorthe1 var Capitain Dögenicht, og min Datter var hans Hustru; Collin2 var Trågårdsmester3 paa Kongens Flaade, han havde to Hustruer, min Moders Pige den ene, og Svend var den ene, og den største Dreng, som Svend kunde have paa sin Arm, den havde de svøbt som et spædt Barn; det lo Fru Moder saa hjertelig af; Lorentz og min Søsters Pige de var Tatersker, og to af de fornemste Piger her i Staden, deraf var den ene en Bondepige og den anden et Mandfolk. Denne Roen4 varede fra straks efter Middag og til Klokken ni med Dansen og Leg, det havde min Moder stor Ro5 af ..." Og hun, der nu var 76 Aar gammel, havde endda kort forinden været meget alvorligt syg. "Fru Moder", skriver Datteren i samme Brev, "har været til Døden syg, mens det maa intet saa hedde; hun vingier end paa sine Ben, er dog oppe". Hun vilde ikke give sig. Legemlig Svaghed skulde ikke faa Bugt med Leonora Christina Christiansdatters Aand.
Allerede længe levede hun dog sit inderste Liv ikke i denne Verden, men med Gud og de kære afdøde, om hvilke hendes Tanker stadig kredsede. Da Døden 16. Marts 1698 lukkede de gamle Øjne, der havde set saa meget, kom den som en Befrier.
6. April 1698 nedsattes hendes Lig i den murede Begravelse, hun 1696 havde ladet indrette i Maribo Kirke. Over Graven lagdes en Sten med Inskription, der bl. a. meddeler, at ogsaa tre * * * * * XXIII af hendes Sønners Lig nedsattes her. Gravstenen blev 1864 taget op og indmuret i en Niche ved Begravelsen. Af Skelettet findes nu ingen Rester bevaret.
Den fyldigste Skildring af Leonora Christinas Liv er S. Birket-
Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie. Med Bidrag til hendes Ægtefælles og hendes nærmeste Slægts Historie.
I-II, København 1879-81. Her er omtrent hele det bevarede Materiale til hendes Historie udnyttet, og de senere fremkomne kortere Levnedsskildringer af hende bygger i Hovedsagen paa Birket-Smiths Bog.
C O. B.-A. XXIV

BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE TEXTGENGIVELSERNE

Nærværende Udgave gengiver de danske Texter med Anførelse af deres vigtigste Rettelser og Tilføjelser, saaledes at disse i Udgaven indsættes mellem to Stjerner (Rettelser, der betegner Udslettelse af det først skrevne, sættes yderligere i Parentes).
Haandskrifternes danske Text gengives med lempelig Normalisering, idet Originalernes særlige Sprogtone i saa høj Grad som muligt er bevaret. Ordenes Bøjningsformer og Lydformer er da ikke bragte i Overensstemmelse med Nutidens, men Udgaven følger i disse Henseender Haandskriftet i Former som Hanker "Hanke", smel "smilede", teeg "tav", sor "svor", stønnem "stundom", Skævne "Skæbne", him(me)lig "hemmelig", gall "gal", "død", Traa "Traad", bad paa "bag paa" osv. Normaliseringen gælder derimod Retskrivningen og - med en enkelt Begrænsning - Tegnsætningen. I Overensstemmelse med almindelig moderne Ortografi bruges da i Almindelighed ikke særlig Angivelse af lang Vokal: naar Haandskriften har stoed, stoer, Wiin, eene. Huuss, saed osv., skriver Udgaven: stod, stor, Vin, ene, Hus, sad osv. Denne Normalisering har naturligt draget med sig Tilfælde som Huul, hoes, Maed, Fiinde, huuste, duult o. L, der et blevet gengivet som Hul, hos, Mad, Finde "Fjende", huste "huskede", dult "dulgt", uden Hensyn til, at denne Skrive-maade kan føre til en anden Udtale end Forfatterindens. Absolut Ensartethed er ikke tilstræbt; hvor Haandskrifterne har Dobbeltformer, der kan angive forskellig Udtale, er Normalisering ikke foretaget; saaledes staar ved Siden af hinanden værret og varet (og vorren), tjenne og tjene, Slosfogden og Slotsfogden, vre og vred, Vrede osv. For Tydeligheds Skyld skrives - i delvis Overensstemmelse med Haandskriftet - Dobbeltkonsonant i Fortidsform (af svage Verber paa de): skadde "skadede", strldde "stred", lidde "led", hedde "hed" osv.
Enkelte formentlige Skrivefejl er rettede uden Bemærkning.
Johs. Br.-N.

LEONORA CHRISTINAS
FRANSKE SELVBIOGRAFI
OVERSAT TIL DANSK

231673
Min Herre.
For at føje Eders Nyfigenhed vil jeg for Eder forfatte en lille Beretning om den Dames Liv, som I ønsker at vide noget om. Hun er født paa Frederiksborg Aar 1621, den 11. Juni. Da hun var 6 Uger gammel, førte hendes Bedstemoder hende med sig til Dalum, hvor hun boede indtil en Alder af 4 Aar og som sin første Skolemester havde Mag. Enevold1, siden Præst i Roskilde. En seks Maaneders Tid efter hendes Tilbagekomst til Hoffet skikkede hendes Fader hende til Holland til hans Frænke2, en Hertuginde af Brunsvig, som var gift med Grev Ernst af Nassau og boede i Leeuwarden. Hendes Søster Sophie, som var to og et halvt Aar ældre end hun selv, og hendes Broder3, som var et Aar yngre, var komne til den ommeldte Hertuginde et Aars Tid tilforn. Jeg bør ikke forglemme de første Viderværdigheder, som Skæbnen beredte hende ved Begyndelsen af hendes Rejse. Hun rejste til Søs med et af Kongens Orlogsskibe; da hun havde været to Dage og en Nat paa Søen, opløftede der sig imod Midnatstid en Storm saa rasende, at alle havde mistet Haabet om at undkomme. Hendes Præceptor4, som ledede hendes Rejse, Wichmann Hasebard (som siden blev * * * * 4 Biskop i Fyen), kom og vækkede hende, tog hende i sine Arme og sagde med grædende Taarer, at de begge vilde dø med hverandre (ti han elskede hende inderligt); han talte til hende om Faren og sagde, at Gud var fortørnet, og at alle vilde drukne. Hun kyssede og klappede ham, kaldte ham Fader (hvilket hun havde for Vane at gøre) og bad ham ikke være bedrøvet; hun var vis paa, at Gud ikke var vred; han skulde faa at se, at de ikke druknede. Wichmann udgød Taarer over denne gode Enfoldighed og bad Gud redde de andre af Kærlighed til hende og for den Fortrøstnings Skyld, som hun, den uskyldige, havde til ham. Gud bønhørte ham, og efter at have mistet de to største Master løb de i Dagningen ind i Flekkerø Havn, hvor de gjorde et Ophold paa 6 Uger. Da de var færdige til paany at stikke i Søen, fortsatte de den afbrudte Rejse og naaede velbeholdne i Havn.
Da hendes Søster var underrettet om hendes Komme til disse Steder og om, at man berettede, at hun kom med et andet Rejseudstyr end hun selv, med et Følge af Adelsmænd, en adelig Jomfru, Præceptor, Piger og Tjenere osv., græd hun hede Taarer og sagde, at det var intet Under, at denne Søster var en Kæledugge 1 og Fisseltud 2, og at hun der vilde faa samme Medfart. Frølcen Sophie bedrog sig ikke heri, thi hendes Søster blev mere kælet med end hun selv, af Hertuginden, af sin Hofmesterinde og af mange andre; aleneste Grev Ernst var paa Frøken Sophies Parti og det mere for at opirre sin Hustru, som elskede at komme i Trætte, end af anden Aarsag, thi Frøken Sophie lod se sin Tværhed ogsaa imod ham. Hun gjorde sin Søster alt det onde, hun kunde, og forførte sin Broder til at gøre det samme.
For at forlyste Eder vil jeg fortælle om hendes første uskyldige Hjerteanliggender. Grev Ernst havde en Søn paa en elleve eller tolv Aar, han fik hende kær, og da han havde besnakket hende til at tro, at han elskede hende, og at hun en Dag skulde blive hans Hustru, men at det maatte holdes hemmeligt, troede hun, * * 5 at hun allerede i Hemmelighed var hans Hustru. Han forstod at male lidt med Kridt, og han sneg sig til at undervise hende deri, han lærte hende endog latinske Ord. De forsømte ingen Lejlighed til at undgaa de andres Selskab og samtale med hverandre. Denne Glæde varede stakket Tid for hende, thi lidt over et Aar derefter blev hun syg af Børnekopper, og da hans ældre Broder Vilhelm, som altid havde gjort Nar af deres Kærlighed, overtalte ham til at se sin Kæreste i den Tilstand, hun var i, for at give ham Afsky for hende, kom han en Dag til Døren for at se hende og blev saa altereret, at han straks faldt i Sygdom, og Niendedagen derefter var han død. Man holdt dette Dødsfald dulgt for hende. Da hun var kommen sig, spørger hun efter ham; man indbilder hende, at han var rejst bort med sin Moder (som da var i Brunsvig til sin Fru Moders Begravelse). Man havde balsameret ham og gjort en Glaskiste til ham. En Dag lader hendes Præceptor hende gaa ind i Salen, hvor det døde Legeme var, for at se, om hun genkendte det; han tog hende under Armene og løftede hende op, for at hun bedre kunde se. Straks kendte hun sin kære Maurits, og paakom der hende saa stor Frygt, at hun daanede. Wichmann løb i en Hast med hende ud af Salen for at bringe hende til sig selv igen, og da den døde havde en Krans af Rosmarin, saa hun aldrig siden disse Blomster uden at græde og fattede en Afsky for deres Lugt, som endnu findes hos hende.
Ligesom Tysklands Krige med Kongen af Danmark var Aarsag til hans fornævnte Børns Rejse, blev de ogsaa kaldt tilbage til Danmark, da Freden var sluttet. I en Alder af 7 Aar og to Maaneder blev hun lovet bort til en af Kongens Kammerjunkere1. Hun begyndte i meget god Tid at lide for hans Skyld. Hendes Hofmesterinde var paa de Tider Fru Anne Lykke, Moder til Qvitzow'erne. Hendes Datter, som var Hofjomfru, havde troet, at bemeldte Junker aflagde sine flittige Besøg af Kærlighed til hende. Da hun saa sig skuffet, gjorde hun alt for at skabe Tvistighed * 6 mellem de tvende, talte og lod Frøken Sophie tale om denne Kavalers Fattigdom og gjorde sig paa enhver Maner lystig over de Tiggerkaar, hvori de mange Børn i denne Familie levede. Hun betragtede alle disse Kunster uden at tabe sit Sinds Rolighed, sagde aleneste en Gang, at hun elskede ham, saa fattig, som han var, mere end hun elskede sin rige Bejler. Til sidst kededes de ved dette og fandt en anden Anledning til at gøre hende bekymret, som var hendes Fæstemands Sygdom, den Sot i Benet, han var saa ulykkelig at lide af. De gjorde hende Foræringer af Plastre, Salver og deslige Ting og talte sammen om den Fornøjelse, der var ved at være gift med en Mand, som havde til Hælvten raadne Fødder osv. Hun svarede aldrig et Ord, hverken godt eller ondt, saa blev de kede ogsaa af det. Halvandet Aar derefter fik de en anden Hofmesterinde, Karen Sehested, Hannibals Søster. Frøken Sophie havde da mistet sin Hjælperske, og hendes Søster fik en Smule Ro for hende.
Da vor unge Dame var i en Alder af tolv Aar, kom Hertugen af Sachsen Franz Albrecht og begærede hende til Ægte i Kolding. Kongen gav til Svar, at hun ikke længere hørte ham til, at hun allerede var trolovet; men Hertugen gav sig ikke tilfreds dermed, talte med hende selv og sagde hende hundrede skønne Ting: at en Hertug var noget ganske andet end en Herremand1. Hun sagde, hun vilde efterleve Kongens Befalinger, og eftersom det havde behaget Kongen at trolove hende med en Herremand, var hun meget vel fornøjet dermed. Hertugen betjente sig af Hofmesterinden for at overtale hende; Hofmesterinden aabenbarer Sagen for sin Broder Hannibal, som da var ved Hove, og Hannibal rider alt det, Hesten kan rendløbe, til Møen, hvor hendes Fæstemand var. Denne var ikke lang Tid om at komme til Stede. Dette var Begyndelsen til det Venskab mellem min Herre2 og Hannibal, som siden kom min Herre dyrt at staa. Men han havde ikke haft Aarsag at haste saa stærkt, thi Hertugen kunde aldrig trække de Ord ud af hende, at hun vilde * * 7 være tilfreds med at forlade sin Fæstemand, hvis Kongen befalede det. Hun sagde, at hun ikke haabede, at Kongen vilde sige sig løs fra sit første Tilsagn. Hertugen rejste ilde tilfreds bort samme Dag, som Fæstemanden ankom om Aftenen. (De havde 4 Aar derefter en Trætte om denne Sag i Nærværelse af Kongen, som ved sin Myndighed bragte dem paa fredelige Tanker).
Det hændte i Vinteren derefter paa Skanderborg, at Hofmesterinden fik Tvistigheder med Sprogmesteren Alexander v. Kückelsom, som underviste vor unge Dame og hendes Søstre i det franske Sprog, Skrivning, Regning og Dans. Frøken Sophie var ikke lærvillig, og tilmed havde hun en meget ringe Hukommelse; hendes Hjerte hang alt for fast ved hendes Dukker, og efterdi hun blev var, at Hofmesterinden ikke tugtede hende, naar Alexander klagede over hende, forsømte hun alt og gjorde sig ingen Møje med sine Studeringer. Vor unge Dame formente at vide nok, naar hun vidste lige saa meget som sin Søster. Da dette havde varet ved i nogen Tid, troede Hofmesterinden at skulle faa Ram paa Alexander; hun angav ham for Kongen, sagde, at han handlede ilde med Børnene, gav dem Slag paa Fingrene, Ris paa Hænderne, Smædenavne osv., og, hvad værre var end alt dette, de kunde ikke ret læse og end mindre tale det franske Sprog. Ydermere skrev hun de samme Beskyldninger til vor unge Dames Fæstemand. Fæstemanden skikker sin Tjener Wolff til Skanderborg med Trusler mod Alexander. Ved samme Tid advaredes Alexander om, at Kongen havde skikket Bud efter Prinsen1 og befalet ham at overhøre Børnene, eftersom Kongens Skriftefader ikke forstod Sproget. Den gode Mand var da i en haard Knibe; han smigrer vor unge Dame og beder hende om at redde ham, (hvilket var let for hende, da hun havde et godt Minde), for at han med hendes Bistand kunde vise, at det ikke var hans Fejl, at Frøken Sophie ikke havde gjort større Fremgang. Vor unge Dame stiller * 8
sig modvillig an, beder ham ihukomme, at hun en Dag for et halvt Aar siden havde bedt ham saa bønligt om ikke at forklage hende for Hofmesterinden, men at han intet agtede hendes Taarer, og at han ogsaa var vel vidende om, at Hofmesterinden handlede med dem som en Bøddel. Han beder for Jesu Kærligheds Skyld, græder som et Barn, siger, at han vil blive ruineret for stedse, at det var en Barmhjertighedsgerning, at han aldrig vilde forklage hende, og at hun i Fremtiden ikke skulde gøre andet, end hvad der lystede hende. Til sidst siger hun Ja, hun vil være flittig; og eftersom hun havde tre Ugers Tid at raade over, lærte hun nok saa meget udenad. *Hun havde paa de Tider en usædvanlig Hukommelse. Hun kunde paa samme Tid læse en Salme udenad, fatte en anden i Pennen og give Agt paa, hvad der blev talt. Dette har hun prøvet mere end en Gang, men jeg tror ogsaa, at hun dermed har fordærvet sin Hukommelse, som for nærværende ikke er saa god.* Alexander sagde en Dag imod Tiden for Examinationen til hende, at hun endnu kunde bevise ham en stor Gunst, hvis hun ikke vilde berette de smaa Ting, som var passeret i Skolen, thi han kunde ikke altid tage hvert Ord i Agt, han sagde, naar Frøken Sophie satte hans Taalmodighed paa Prøve, og saafremt han en Gang havde grebet Riset for at smække hende over Fingrene, naar hun ikke slog sin Søster haardt nok, bad han hende for Guds Kærligheds Skyld tilgive ham det. (Man maa vide, at han fordrede, at den ene skulde slaa den anden, naar de gjorde Fejl, og den, som rettede den anden, skulde revse hende, og hvis hun ikke lagde Styrke nok i, overtog han selv Bestillingen; paa den Maade havde han ofte slaaet vor unge Dame). Hun bad sig undskyldt; hun turde ikke lyve, hvis man spurgte hende, men af sig selv vilde hun ikke klage over ham. Med dette Tilsagn nøjedes han ikke ganske; han for fort i sine Bønner og forsikrede, at en Løgn, med hvilken man kunde drage sin Næste ud af Fare, ingenlunde var en Synd, men behagelig for Gud; hun skulde ej heller sige noget, kun ikke bekende, hvad hun havde set og hørt. Hun sagde, at 9 Hofmesterinden handlede ilde med hende osv. Han svarede, at hun skulde ikke faa Aarsag dertil, thi han vilde aldrig klage til hende osv. Vor unge Dame svarede, at Hofmesterinden vilde finde Paaskud nok, saasom det var hendes Morskab at mishandle Børnene, og tilmed var den anden Skolemester, som lærte dem Højtysk, en ubarmhjertig Mand, og en Olding, som underviste dem paa Spinettet1, var et gammelt Gnav, saa at hun havde Aarsag nok til at være ræd. Han giver sig ikke til Taals og udretter ved sine Overtalelser, at hun lover ham alt.
Prinsen kommer til Stede; Hofmesterinden glemmer ikke at tude ham Ørene fulde af sine Klager og bede ham gøre sit til, at denne Mand kunde blive jaget bort. Endelig, da Dagen for Examinationen var inde, sagde Hofmesterinden en Time forinden til sine Damer, at de skulde sige alt, hvorledes han havde handlet med dem som en Skelm2, slaaet dem osv. Prinsen kommer ind i de ommeldte Damers Gemakker, ledsaget af Kongens Skriftefader (paa de Tider Dr. Christen Jensen3); Hofmesterinden var bestandig nærværende. De blev først examinerede i Tysk. Frøken Sophie stod sig meget slet deri, kunde ikke læse i Sammenhæng. Magister Christoffer undskyldte hende og sagde, hun havde Frygt. Da Turen kom til Alexander at lade se, hvad hans Skoledisciple formaaede, kunde Frøken Sophie kun læse lidet eller intet; da hun hakkede og stammede i Læsningen, saa Hofmesterinden hen paa Prinsen og lo højt. Hvad angaar Evangelier, Salmer, Ordsprog og deslige Sager, spurgtes intet nyt. Hofmesterinden var vel fornøjet dermed og havde gerne set, at den anden ikke var blevet examineret. Men da det blev hendes Tur at læse i Bibelen og hun ikke stammede i det, kunde Hofmesterinden ikke holde sig længere og sagde: "Maaske det er et Stykke, som hun kender udenad, I lader hende læse". Alexander * * * 10 bad Hofmesterinden. hun vilde selv give Damen et andet Sted at læse. Hofmesterinden blev ogsaa herover fortrædelig og sagde: "Han gør Nar af mig, fordi jeg ikke forstaar Fransk". Prinsen aabnede derpaa Bibelen og lod hende læse andre Stykker; det gik flydende som det andet. Hvad det angaar, som blev læst udenad, kunde hun saa meget, at Prinsen var alt for utaalmodig til at høre paa det altsammen.
Alexander fandt nu Lejlighed til at tage Ordet og sige, at han haabede paa den Gunst, at Hans fyrstelige Naade vilde betænke, at det ikke var hans Forseelse, at Frøken Sophie ikke var kommen videre. Hofmesterinden tog Ordet og sagde: "I er visselig Skyld deri, thi I handler ilde med hende"; og hun begyndte nu paa en Strøm af Klager og spurgte Sophie, om det ikke var sandt. Hun sagde Jo, og at han ikke med god Samvittighed kunde nægte det. Derefter spurgte hun vor unge Dame, om det ikke var sandt. Hun svarede aldrig at have set eller hørt det. Fuld af Raseri sagde Hofmesterinden til Prinsen: "Eders fyrstelige Naade bør faa hende til at sige Sandheden, hun drister sig ikke dertil af Kærlighed til Alexander". Prinsen spørger hende, om Alexander aldrig har givet hende Smædenavne. Om han aldrig har slaaet hende? Svar: Nej, aldrig. - Han spørger ydermere, om hun ikke har set og hørt, at han har mishandlet hendes Søster ? Svar: Nej, hun har aldrig set eller hørt det. *NB. Man drog vor Kvinde ind i en Proces i en meget ung Alder. Daarligt Varsel!* - Hofmesterinden blev som en Furie; hun talte sagte til Prinsen. Prinsen svarede ganske højt: "Hvad vil I, at jeg skal gøre, jeg har ingen Befaling fra Kongen til at tvinge hende til noget". Kortelig fortalt: Alexander vandt sin Proces, Hofmesterinden kunde ikke faa ham bortjaget, og vor Kvinde vandt mere derved, end hun havde troet; hun vandt Kongens Kærlighed og Bevaagenhed hos Prinsen, Præsten og alle, som fik Nys om Historien.
Men Hofmesterinden søgte siden enhver Lejlighed til at tage Hævn over vor unge Dame. Endelig fandt hun en, som var temmelig 11 naragtig. Den gamle Johannes Meineken, som underviste vor Dame paa Spinetter, hittede en Dag i Raseri paa at gribe hendes Fingre og hamre dem imod Tasterne. Hun tog, uden Tanke paa Hofmesterinden, hans Fingre og tog en saa kraftig Hævn, at Strengene brast itu. Hvor fornøjet Hofmesterinden blev ved at høre Oldingens Klager, er let at tænke; hun gør to Ris i Stand, hun bruger flittigt begge og ikke tilfreds dermed vender hun den brede Ende paa det sidste til og saarer vor unge Frøken i Laaret, hvoraf hun bærer Mærke den Dag i Dag. Det varede over to Maaneder, før hun kom sig; i 4 Uger kunde hun ikke danse eller gaa vel.
Denne Hofmesterinde tilføjede hende saa meget ondt, at vor Dame til Slut blev nødt til at forklage hende til sin Fæstemand1, som havde en stor Trætte med Hofmesterinden ved Frøken Sophies Bryllup og fluks gik lige til Kongen for at angive hende; derpaa fik hun straks sin Afsked, og alle 4 Børn, af hvilke vor unge Dame var det ældste, drog med Prinsessen2 til Nykøbing for at være der om Vinteren, indtil Kongen kunde faa en anden Hofmesterinde. Kongen, som havde en høj Mening om vor unge Dames Konduite (hun var da 13 Aar og 4 Maaneder gammel), skrev hende til og befalede hende at drage Omsorg for sine Søstre. Vor Frøken formente sig at være halvgaaen Hofmesterinde, derfor tog hun sig vel i Agt for at give et slet Eksempel. Paa Studeringerne beflittede hun sig nu ikke mere, men fordrev Tiden med at øve sig i at male med Kridt og siden med Aritmetik, hvori hun fandt meget Behag, og Prinsessen, som var 17 Aar gammel, elskede hendes Selskab. Paa den Maner forløb denne Vinter saare angenemt for hende.
Henimod den Herredag, som holdtes 8 Dage efter Pinse, kom de fornævnte Damer med Prinsen og Prinsessen til København og fik til Hofmesterinde en Dame fra Mecklenburg af Familien Blixen, Moder til Philip Barstorff, som endnu lever. Efter Herredagen gjorde Kongen en Rejse til Glückstadt paa to og en * * 12 halv Dag, og vor Frøken var med ham; det behagede Kongen, at hun ikke var faldet i Søvn, og at hun kunde holde Stand mod Strabadser og Træthed. Hun gjorde siden adskillige smaa Rejser med Kongen, og den Gunst blev hende til Del stundom at erlange Naade for arme Misdædere og at blive elsket af Kongen.
Da vor Dame havde naaet en Alder af 15 Aar og omkring 4 Maaneder, udvirkede hendes Fæstemand Kongens Samtykke til at holde sit Bryllup, som fejredes (med mere Pomp end siden hendes Søstres Bryllupper) den 9. Oktober 1636. Vinteren efter Brylluppet var hun hos sin Mand paa Møen, og eftersom hun vidste, at hendes Mands Fader ikke havde efterladt ham nogen Rigdomme, spurgte hun ham ud om hans Gældsposter og besvor ham intet at skjule. Han sagde: "Hvis jeg siger Eder Sandheden, kan I maaske ængstes derved". Hun sværger Nej, og at hun vilde give sine Smykker til Pris, saafremt han lovede at sige alt. Han gør saa og erfarer, at hun ikke nærer Frygt for at skille sig ved sit Guld, sit Sølvtøj og sine Ædelstene for at betale en Sum af 36.000 Rdl. Aar 1637, den 21. April, kom hun med sin Mand til København efter Ordre fra Kongen, som gav ham Stillingen som Statholder. Paany blev han nødt til at sætte sig i Gæld for at købe et Hus og for at underholde et større Tjenerskab.
At berette Eder om alle hendes Genvordigheder i hendes Ægtestands gode Aar vilde der aldrig blive nogen Ende paa, og de smaa Fortrædeligheder kommer jeg ikke længere ihu. Men eftersom jeg er forsikret om, at denne Historie, som jeg nu fortæller Eder, ikke vil blive set af nogen, og at I ikke vil forvare den efter at have læst den, vil jeg berette Eder nogle Partier deraf, som fortjener Beundring. De, som misundte vor unge Frue hendes Lykke, kunde ikke taale, at hun levede i Rolighed, og at hun var holdt i Ære af sin Fader og Konge; jeg kan nævne ham saa, thi Kongen lod hende vederfares Æresbevisninger ud over, hvad han var hende skyldig. Hendes Mand elskede og ærede hende, omgikkes hende som en Elsker, ikke som en Ægtemage. Hun fordriver Tiden med at jage, at ride, at lege Boldt, at 13 lære grundigt at male med Kridt af Karel van Mander, at spille paa viole de gambe1, paa Fløjte, paa Guitar, og lever et lykkeligt Liv.
Men hendes Misundere var vel vidende om, at Skinsygen er en Pest, og at den kan føre Sjælene i Pine, naar den faar Indpas. Hendes nærmeste forsøger at sætte hende i Hovedet, at hendes Mand elsker andre Kvinder. Det var især Frøken Elisabeth, som sagde dette, og dernæst en Søster til hendes Mand, Anne, som paa de Tider boede i hendes Hus. Frøken Elisabeth fremførte i Begyndelsen sin Fortælling som en Hemmelighed og en Tidende, som ingen fordristede sig til at sige og give hende Nys om, saa nær som den, der var hendes Søster. Da vor Frue først intet sagde, men kun smilede, sagde Frøken Elisabeth: "Alverden siger, at du godt ved det, men lader uvidende derom". Hun svarede da med et Spørgsmaal: Hvorfor meldte hun hende noget som en Hemmelighed, som hun selv formente ikke var hemmeligt for hende? Hun vilde nu berette hende en Hemmelighed, som hun maaske ikke kendte, hvilket var, at hun havde givet sin Mand Forlov at tilbringe sin Tid med andre, og naar hun var fornøjet, var de andre velkomne til Resterne; hun troede ikke, der var andre skinsyge Kvinder end de, som var umættelige, men man tiltroede hende en Visdom, som hun ikke vidste at betjene sig af. Hun bad hende meget at være saa vüs ikke at mænge sig i Ting, som ikke kom hende ved, og om at hun (saa som vor Dame havde Aarsag til at tro, at det var hendes eget Paahit), hvis hun hørte andre sige noget saadant, vilde give dem en Reprimande. Frøken Elisabeth bliver fortrædelig og gaar bort i stor Vrede.
Men min Herres Søster Anne, som var i hans Hus, bar sig ad paa en ganske anden Maner. Hun trækker til sig de smukkeste Damer i Staden og vil siden agere Rufferske, taler til sin Broder om een i Særdeleshed, som var gavmild med sin Gunst og den smukkeste af alle, tilbyder sine Tjenester osv. Da hun ser, at han * 14 ikke vil bide paa Krogen, siger hun til ham (for at opflamme ham), at hans Hustru er skinsyg, at hun lader ham bespejde, naar han har drukket med Kongen, hvor han gaar hen, om han ikke gaar ind til denne Kvinde; hun siger, at hans Hustru er fortrædelig, fordi den anden er saa smuk, siger, at hun sminker sig osv. Den Kærlighed, som Manden bærer til vor Dame, faar ham til at sige hende alt, og han kommer siden kun meget sjælden i sin Søsters Gemakker, hvoraf hun vel kunde forstaa, at denne Samtale ikke var ham behagelig. Men vor Dame lader som intet, besøger hende mere end tilforn, karesserer1 denne Kvinde mere end alle de andre, giver hende endog anselige Foræringer. Paa den Maner omgikkes hun med Anne, saa længe denne boede i hendes Hus.
Alt dette er dog ringe ved Siden af et Puds, som hendes egen Broder2 spillede hende. Det er Eder vel vitterligt, at Bielkerne var velkomne og stadige Gæster i vor unge Frues Hus. Det hændte nu, at hendes Broder gjorde en Rejse til Rusland, og at den yngste Bielke var med i hans Følge. Da han var en meget letfærdig ung Karl og, for at sige Sandheden, slet opfostret, forglemte han ikke aleneste stundom Respekten for vor Dames Broder, men sagde ham frit sine Meninger om Ting, som ikke vedkom ham. Blandt andet talte han ilde om Herremændene i Holsten og navngav især en, der dengang var Kammerjunker hos Kongen, som den, der besveg vor Dames Broder. Sagen stod hen, til over et Aar efter at de var vendt hjem fra den ommeldte Rejse. Vor Dames Broder og Bielke legede Kort sammen og kom i Klammeri, hvorpaa Damens Broder sagde til Herremanden fra Holsten, hvad Bielke havde sagt om ham for over et Aar siden, hvilket Bielke ikke mere erindrede; han svor aldrig at have sagt det. Holsteneren trakterede Bielke med Ukvemsord. Vor Dame talte til sin Broder om denne Affære og bad ham faa den Vind til at lægge sig, som han havde rejst, og betænke, at dette vilde vække ond Vilje imod ham iblandt * * 15 Adelen og især Beskyldningen for ikke at kunne forvare hos sig, hvad man sagde ham i Hemmelighed; det var let nok for ham at bilægge Trætten. Hendes Broder svarede aldrig at ville gaa fra, hvad han havde sagt, og at han vilde agte Holsteneren for en Niding, hvis han ikke trakterede Bielke som en Skælm.
Kortelig at melde: Herremanden fra Holsten gik saa vidt, at han nødte Bielke til at sende ham en Udfordring. Bielke blev stukket ihjel af den anden med vor Dames Broders Kaarde, noget, som hun først siden hen fik at vide. Ved Middagstid, da Bielke var dræbt om Morgenen, kører vor Dame til Slottet for at besøge sine smaa Tvillingesøstre; hendes Broder befandt sig der og kom hende i Møde leende af fuld Hals uden at sige andet end: "Ved I, at Rantzau har ihjelslaaet Bielke?" Svar: "Nej, derom ved jeg intet, men vel, at I har dræbt ham. Rantzau kunde ikke gøre mindre end at forsvare sig, men I har givet ham Kaarden i Hænde." Hendes Broder sætter sig, uden at svare hverken Bu eller Bæ, til Hest, rider sporenstregs for at søge sin Svoger, som er i Samtale med vor gamle Mand1, beretter ham, at han er Skyld i Bielkes Død, og at han havde handlet saaledes, fordi han havde forstaaet, at hans Søster elskede denne; han troede ikke, hans Svoger var saa blind, at han ikke havde bemærket det. Vor unge Frues Mand tog ikke disse Ord op, som den anden havde formodet; han sagde: "Var I ikke hendes Broder, vilde jeg slaa denne Dolk (som han viste ham) i Eders Bug; hvad Aarsag har I til at tale saa?"
Vor unge Fusentast blev noget betuttet og vidste ikke, hvad han skulde sige, saa nær som at Bielke var alt for fri i sin Tale, og at han ikke lod se nogen Respekt; dette var et sandt Tegn paa Elskov. Til Slut, efter nogen Snak paa den ene og den anden Side, beder vor Dames Broder, at intet Ord maa blive berettet til hans Søster. Ikke saa snart kommer hun hjem til sig selv, før hendes Mand fortæller hende alt i Nærværelse af vor gamle Mand, og befaler hende at lade, som hun intet vidste. Dette var * 16 saa meget lettere for hende, som hendes Mand ikke havde Tiltro til Historien og var vidende om hendes Uskyldighed. Hun lod som intet og omgikkes med sin Broder nogenlunde som tilforn. Men mange Aar efter handlede hendes Broder ilde med sin egen Moder, hvis Parti vor Dame tog; derefter var de ikke gode Venner.
For at berette Eder om vor unge Frues Sysler, efter at hun havde passeret sine 21 Aar eller deromkring, vil jeg fortælle, at hun fandt Behag i at lære Latin. Hun havde en saare ypperlig Lærer, hvem I kender, og som underviste hende af Venskab lige saa meget som af god Vilje. Men hun havde saa mange Jern i Ilden, og ofte skulde der gøres en Rejse, og hvert Aar havde hun for Vane at lave til Barsel, indtil et Antal af ti tilsammen, at hun ikke gjorde store Fremskridt i Latinen. Hun forstaar en Smule af den sædvanlige Latin, som ikke er i den højere Stil. Hun lærte paa de Tider en Smule Italiensk *af Leonin*, som hun endnu øver sig i, naar Lejlighed byder sig til.
Jeg vil ikke tale om hendes smaa Rejser til Holsten, Jylland etc. Men Aar 1646 gjorde hun en Rejse med sin Mand til Søs, først til Holland, hvor hun fødte en Søn 6 Uger efter sit Komme til Haag. Derfra drog hun med sin Mand til Frankrig, til Paris, siden til Amiens. Der tog de Afsked med Kongen og Dronningemoder-Regenten, og eftersom de lagde Rejsen hjem over Dunkerque, var hun nyfigen efter at se England og bad sin Mand give hende Forlov at gøre Overfarten dertil med et lille Følge, efterdi et af Kongens Skibe laa der i Havnen, hvilket han gav sit Minde til. Hun medtog en Herremand, som forstod Sproget, vor gamle Mand, en Pige og den fornævnte Herremands Tjener; det var hendes ganske Rejsefølge. Hun gik om Bord, og hendes Mand tog sig for at drage gennem Flandern og Brabant og bie efter hende i Rotterdam. Da hun havde været paa Skibet et Døgn, og Vinden nægtede at vise dem sin Gunst, fattede hun det Forsæt at gaa i Land og følge efter sin Mand i den Formening at indhente ham tidsnok til at se Flandern og Brabant, 17 thi hun havde ikke set disse Lande tilforn, eftersom de var rejst fra Holland med Skib til Calais. Hun møder sin Mand i Ostende og gør Rejsen med ham til Rotterdam; derfra følger hun sit tidligere Forsæt, indskiber sig i Hellevoetsluis og kommer til Duns, begiver sig til London og drager tilbage over Dover, den ganske Rejse i ti Dage, frem og tilbage, og hun var paany med Barn. Man fik Mistanke til hende i London; Prinsen af Pfalz, for nærværende Kurfyrste i Heidelberg, var paa det Parti, som var imod den halshuggede Konge, som paa de Tider var fangen, og man bespejdede hende og lod hende bespejde, hvorfor hun ikke gjorde et langt Ophold i London. De vilde ikke tro andet, da de fik Nys om, at hun havde været der, end at hun havde medført Breve fra Kongen af Danmark til Kongen af England. Hun vendte med sin Mand tilbage til Danmark.
Aar 1648 veg Lykken fra vor Dame, thi den 28. Februar bortrev Døden Kongen fra hende. Hun havde endnu den Trøst at betjene ham indtil hans sidste Aandedræt. Gode Gud, naar jeg betænker, hvad denne gode Konge sagde til hende den første Dag, da hun fandt ham syg i Sengen i Haven, og hun lod sine Taarer løbe over, da bevæges mit Hjerte. Han bad hende ikke græde, kyssede og klappede hende og sagde: "Jeg har sat dig saa fast, at ingen kan rokke dig". Hun har kun alt for meget erfaret det modsatte af det Løfte, hun fik af den Konge, som fulgte efter ham. Thi da denne var Hertug og besøgte hende i hendes Hus, faa Dage efter Kongens Død, og fandt hende opløst i Graad, tog han hende i sin Favn og sagde: "Jeg vil være en Fader for Eder, græd ikke." Hun kyssede ham paa Haanden uden at kunne sige et Ord. Jeg finder, at der har været Fædre, som var unaturlige imod deres Børn.
I Aaret 1649 gjorde hun en anden Rejse med sin Mand til Holland og nedkom i Haag med en Datter. Da hendes Mand vendte hjem fra denne Rejse, blev han for første Gang Hannibals, Gersdorffs og Vibes Anslag var, men for silde. Han holdt sig selv borte fra Affærerne og vilde ikke lytte til, hvad hans 18 Hustru sagde ham. Vor gamle Mand var i Hustruens Mening, som havde temmelig stærke Fundamenter1 for sig, men alt var forgæves; han sagde, han vilde ikke bestandig leve som Træl for at være sine Venner til Vilje. Hans Hustru var som en Profetinde for ham, sagde, at han vilde blive handlet med som en Træl, naar han ikke havde mere Myndighed, at man mistænkte ham og misundte ham hans Rigdomme, saaledes som det skete, hvorom jeg ikke her vil berette Historien, da alt, hvad der passerede, er Eder nok som vitterligt.
Lad os tale lidt om de Hændelser, som siden tildrog sig. Da de havde vundet deres Proces, frygtede vor Dame, at det ommeldte stærke Parti, som de ved den Anledning var kommen ovenpaa, ikke vilde give sig til Taals, før det ganske havde bragt dem i Fortabelse, hvad det end skulde koste; derfor raadede hun sin Mand til at forlade Fædernelandet, eftersom han dertil havde Kongens Permission, og redde sit Liv som et Krigens Bytte, thi de2 vilde siden lettelig finde et andet Paahit, som vilde lykkes bedre for dem. Endelig tog han sig for at gøre det, og de førte de to ældste Børn med sig og drog til Søs til Amsterdam. I Utrecht efterlod de Børnene med Tjenere og Piger, og vor Hustru klædte sig i Mandsdragt og fulgte sin Husbonde, som tog Vejen til Lübeck og derfra med Skib til Sverige. *Det gøres fornødent her at sige Eder, at Walter med sin Broder var i Travemünde, da [her er en tom Plads i Afskrifterne, hvor Afskriveren ikke har kunnet læse nogle Ord] vilde indskibe sig. Hendes Mand hyrede et Fartøj over for deres Logis, men vor Kvinde med de to Tjenere drog gennem Landsbyen med en vel ladet Pistol. Walter holdt sig skjult, men hans Broder talte til hende.* Hendes Mand drog til Sverige for at begære Dronning Christinas Beskærmelse, hvilken han erholdt, og da Dronningen fik at vide, at hans Hustru var med ham i Forklædning, ønskede hun at se hende, hvad der ogsaa skete.
Vor Hustrus Mand fattede det Forsæt at gøre Ophold nogen Tid i Pommern, og Dronningen laante ham et Skib til at føre ham dertil. Da de havde været tre Dage paa Søen, drev Vinden dem henad Danzig, og eftersom de ikke kunde komme ind i Byen, thi det var alt for silde, slog de sig ned uden for Portene i et Horehus. Der passerede der vor Dame et Eventyr, som er værdigt en Roman. En Pige paa seksten Aar eller lidt mere var i den Mening, at Damen var en ung Karl og faldt hende om Halsen efter nogle smaa Karesser1, som vor Dame besvarede, idet hun gantedes med denne Pige; men da vor Dame fornam, hvad Pigen begærede, og betænkte, at hun ikke var skabt saaledes, at hun kunde fornøje hende, overlod hun sin Fordring til Charles, en Mand af deres Følge, i den Formening, at han var bedre egnet til at stille hende tilfreds end hun selv. Han attakerer den lille Tøs og byder hende sin Tjeneste til, men hun støder ham temmelig haardt fra sig, siger, at hun ikke var til Vilje for ham, gaar hen til Damen og falder paany over hende. Vor Dame gør sig fri af hende, dog ikke uden Møje, thi hun var en Smule nærgaaende, og vor Dame turde ikke forlade Kammerset.
For Morskabs Skyld raaa jeg endnu berette Eder, hvad som i denne Stund falder mig ind, at i det Fort, som er uden for Stade, hvis Navn jeg i en Hast ikke kan erindre, legede vor Dame Kort med to Soldater om Drikkepenge, og hendes Mand, som holdtes for hendes Onkel, betalte Omkostningerne; Soldaterne var vel tilfredse med at tabe for at faa Øllet, men undrede sig til Slut over, at hun aldrig tabte, var dog saa høflige at byde hende at drikke.
Vi maa vende tilbage til Danzig. Da vor Frues Mand fandt sig saa nær ved Thorn, bekom han Lyst til at gøre en Rejse for Tidsfordriv, men hans Forsæt blev forhindret af to Mænd, en, som før i Tiden havde tjent i Norge for Oberstløjtnant, og en Kvaksalver, som kaldte sig Dr. Saur2 og var bleven * * 20 bortjaget fra København. De begærede af Stadens Magistrat en Arrest over vore to Personer, i den Formening at Damen var Ebbe Ulfeldt. De blev af Værten advaret om, at de ommeldte Personer sagde, at de var den og den, og de fornævnte Herrer tog Stade ved Porten, saa at man ikke kunde komme ud for dem. Imod Aften blev de trætte af at staa Skildvagt og gik bort. Om Morgenen tidligt før Dag gaar vor Dames Mand først ud af Huset og bier ved en Port, og Damen med de to Tjenere kørte i en Vogn for at bie ved en anden Port, indtil den blev aabnet; paa den Maade undkom de for denne Gang. De begav sig over Land til Stralsund, hvor vor Hustru iførte sig sine egne Klæder efter at have været 12 Uger og 4 Dage i Forklædning og udstaaet mange Viderværdigheder, og ikke været i Seng den hele Tid, saa nær som i Stockholm, i Danzig og i Stettin. Hun var sin egen Vaskerpige, hvilket var meget møjsommeligt for hende.
Den Vinter, de tilbragte i Stockholm, lærte hendes Mand eller, rettere sagt, begyndte at lære hende Spansk. Om Foraaret gjorde de paany en Rejse til Stockholm, efter Dronning Christinas Befaling. Denne gode Dronning, som elskede Intriger, vilde vække Skinsyge og gøre andre skinsyge, men hun havde ikke Lykke dertil. De var i Sverige til efter Dronningens Tronfrasigelse og Kong Karls og Dronning Hedevigs Kroning, hvilket indfaldt Anno 1654. De vendte tilbage til Pommern for at bo paa Barth, som var givet dem i Pant. Der fordrev vor Dame Tiden med sine Studeringer, læste stundom i en latinsk Bog, stundom i en spansk; hun oversatte en lille spansk Bog, tituleret Matias de los Reyes; men denne Bog faldt siden i andres Hænder, som ogsaa den første Part af Cléopatre, som hun havde oversat fra Fransk, sammen med det, som var mere værd.
Anno 1657 overtaler hendes Mand hende til at gøre en Rejse til Danmark, forsøge at faa Kongen i Tale og se, om hun ikke kunde faa nogen Betaling af Folk, som skyldte dem Penge. Vor Hustru finder nok at indvende imod at begive sig ud paa 21 denne Rejse og forudser hundrede Besværligheder, som kunde forhindre en lykkelig Udgang af den, men hendes Mand besværger hende at gøre det, og vor gamle Mand er i hendes Mands Mening, at man intet kunde gøre hende, at hun var under Kongen af Sveriges Beskærmelse og ikke bortjagen af Danmark, med flere Ting af deslige Beskaffenhed. Endelig blev hun nødt til at adlyde.
Hun antræder Rejsen imod Vinteren, i en Vogn med seks Heste, en Sekretær, en Mand til Hest, en Pige, en Page og en Lakaj; det var alt. Hun drager først hen for at besøge sin Moder i Jylland og gør Ophold der tre Dage; dette blev straks bekendt ved Hove. Da hun farer over Bælt og er saa lang Vej fra Korsør, som man kunde skyde med en Kanon, finder hun for sig Ulrik Christian Gyldenløve, som var rede at drage til Jylland at opsøge hende der. Han lader sin Jagt vende og gaar i Land, hun fortøver i Smakken og afventer, at man fører Vognen fra Borde. Gyldenløve bliver utaalmodig, kan ikke bie saa længe og sender Borgemester Brandt1 for at sige hende, at han ønskede, hun vilde komme i Land; han havde noget at fremføre for hende. Hun svarer ham: havde han noget at sige hende, burde han være saa høflig at komme til hende. Brandt gaar bort med dette Svar; medens hun bier, beskuer Damen sine Folk og finder dem alle forstyrrede. Hendes Pige fik da et Tilfælde, som endnu i Dag plager hende, en Hovedrysten; hendes Øjne flyttede sig ikke. Sekretæren rystede, saa hans Tænder klaprede. Charles var helt hvid, som de øvrige. Vor Dame taler til dem og spørger, hvorfor de frygter sig. For hende havde de ingen Aarsag at frygte og end mindre for dem selv. Sekretæren svarer: "Man skal nok lade os det vide". Brandt kommer tilbage med samme Budskab, aleneste med det Tillæg, at Gyldenløve havde Kongens Befaling, og at vor Dame skulde komme til ham paa Slottet for at erfare Kongens Bud. Hun * 22 svarede, at hun respekterede Kongens Ordre lige saa fuldt der som paa Slottet; Gyldenløve vilde behage at tilkendegive hende Kongens Befaling der, hvor hun var. Brandt vilde overtale hende og gentog stedse: "O,bekvemmer Cder, bekvemmer Cber"; hun betjente sig af samme Vending og sagde ogsaa: "Beder Gyldenløve, at han vil bekvemme sig" osv. Til Slut sagde hun "Giv saa megen Tid, at man kan spænde to Heste for, thi jeg haaber ikke, det er hans Mening, at jeg skal gaa til Fods".
Da hun ankommer foran Slottet, lader hun Vognen tillukke. Brandt kommer paany for at bede hende gaa op paa Slottet. Hun siger Nej, hun vilde ikke gaa op; vilde han tale med hende, maatte han komme til hende; hun havde gjort mere end den halve Vej. Brandt vender om og kommer endnu en Gang tilbage, men hun siger det samme, idet hun tilføjer, at han kunde gøre alt, hvad ham lystede; hun rørte sig ikke derfra. Endelig triner vor unge Cavalier ned, og eftersom han var rede til at tale med hende, lukker hun Vogndøren op og stiger ud. Han gør hende en lille Kompliment og præsenterer hende derpaa en Befaling fra Kongen, skreven i Kancelliet, hvis Indhold var, at hun i Hast skulde forlade Kongens Riger og Lande, hvis hun ikke vilde tilskrive sig selv det onde, som kunde vederfares hende. Da hun havde læst Ordren, gør hun en Reverens og flyer ham igen den Befaling, som han var skyldig at tilstille hende. Hun siger, at hun vel havde haabet paa den Naade at kysse Kongens Haand; efterdi hendes Uvenner havde forhindret hende i at nyde den Lykke ved en slig Ordre, var der intet andet Raad for hende end at adlyde i al Ydmyghed, idet hun allerunderdanigst takkede Hans Majestæt for Tilkendegivelsen; hun vilde haste saa stærkt, det var hende muligt, med at efterkomme Kongens Ordrer; hun begærede aleneste, at det maatte tilstedes hende at forskaffe sig lidt at spise, thi hun havde haft Vinden imod og holdt Søen den hele Dag. Gyldenløve svarede Nej, han turde ikke tilstede det, men eftersom hun parerede Ordre med saa stor Underdanighed, vilde han ikke lade hende se den anden Ordre, 23 han havde; spurgte hende dog paa samme Tid, om det lystede hende at se hans anden Ordre. Hun sagde Nej, hun vilde leve efter den Ordre, hun havde set, og vilde stige om Bord i Smakken for at vende om. Gyldenløve byder hende Haanden og beder hende behage at gaa om Bord i hans Jagt. Hun gør saa.
De sejlede Hælvten af Vejen uden at tale med hverandre; endelig brød Gyldenløve Tavsheden, og de kom i Samtale. Han sagde hende omsider, at man havde givet Kongen at forstaa, at hun havde forsamlet mange Herremænd hos sin Moder, og at han havde Befaling til at adsplitte dette Komplot. De havde en lang Diskurs med hverandre og talte om Affæren med Dina; han sagde, at Kongen kendte endnu ikke den fulde Sandhed derom. Hun klagede over, at Kongen ikke forsøgte at lære den at kende. Endelig kom de ved Nattetid til Nyborg. Gyldenløve ledsager hende til hendes Herberg og gaar til sit eget, sender siden en Time derefter Tscherning for at sige hende, at hun i Dagningen maatte holde sig rede for at kunne være i Assens anden Dagen derefter om Aftenen (hvilket var umuligt at gøre med hendes egne Heste, som ikke ankom før op ad Dagen); hun sagde Ja, hun vilde efterkomme hans Befalinger; giver sig derpaa i Snak med Tscherning og taler til ham om andre Ting. Jeg mindes ikke, om hvad, men hun vandt hans Gunst, og han bragte til Veje hos Gyldenløve, at denne ikke skyndede for meget paa hende. Imod 9 Slet om Morgenen kom han for at sige hende, at han ikke fandt det fornødent at ledsage hende videre; han fortrøstede sig til, at hun efterkom Kongens Ordre, og bad hende tale med Cai Ahlefeldt i Haderslev, naar hun passerede der igennem; han havde Ordre om, hvad han skulde gøre. Hun lover dette, og Gyldenløve vender tilbage til København og giver vor Dame en Mand med, som skulde bespejde hende.
Vor Dame tror det ikke fornødent at tale med Cai Ahlefeldt, thi hun havde intet at sige ham, og hun skøttede ikke om at se flere Befalinger, kører forbi Haderslev og drager til Aabenraa. 24 Der afventer hun i 10 Dage et Brev fra Gyldenløve, som han havde lovet at tilskrive hende; da hun ser, at han ikke holder sit Ord, giver hun sig paa Vej for at drage til Slesvig; paa Halvvejen gør hun Holdt for at spise til Middag. Da kommer Skriveren fra Flensborg, Holst, kørende i en Vogn med to Luntebøsser, større og længere end Hellebarder. Han befaler at tillukke Bommen ved Bilskov Kro (?)1 og skikker Bud til den Landsby, som er straks derved, at Bønderne skulde holde sig rede med deres Jagtspyd og Vaaben. Fire Personer, som var i Kroen, lod han forsyne sig med Vaaben af samme Beskaffenhed, nemlig store Trækæppe. Derpaa triner han ind og holder en vidtløftig Tale til vor Dame, med Komplimenter af en Alens Længde, for at forhale Tiden. Sagen var den, at Amtmanden begærede, at hun vilde komme til Flensborg; han havde noget at sige hende; han haabede, at hun vilde gøre ham den Fornøjelse at søge Natteleje i Flensborg. Vor Dame svarede, at hun ikke havde den Lykke at kende ham, hvorfor hun formente, at han holdt hende for en anden; kunde hun være ham til Tjeneste i noget, vilde hun forblive i Slesvig næste Dag for at erfare, hvormed hun kunde tjene ham. Nej, det var ikke i den Mening. Han bønfalder hende paany. Hun befaler Charles at lade spænde for. Holst forstod denne franske Ordre, han bad hende for Guds Kærligheds Skyld ikke at rejse bort; han havde Ordre til ikke at lade hende rejse. "I", sagde hun i en noget hoffærdig Tone; "hvem er I? Med hvilken Myndighed taler I saa?" Han sagde ikke at have nogen skreven Ordre, men kun en mundtlig; hans Amtmand vilde snart komme; han var Tjener, han vilde kaste sig paa Jorden for hende at træde paa. Hun sagde: "Det er ikke Eders Sag at gøre mig Komplimenter, end mindre Eders Sag at holde mig tilbage, eftersom I ikke kan vise mig Kongens Befaling; men det er min Sag at betænke, hvad jeg bør gøre". Hun gaar ud og befaler sin Lakaj, som var den eneste resolute Person * 25 i hendes Følge, at bemægtige sig Holsts Vogn og hans Bøsser. Holst følger efter hende, idet han bønfalder hende hundrede Gange og bestandig gentager: "Jeg tør ikke lade Eder passere, jeg tør ikke aabne Bommen". Hun sagde: "Jeg beder Eder ikke om at aabne den". Hun gaar ind i sin Vogn. Holst lægger sin Haand paa Vogndøren og synger sin gamle Vise. Vor Dame, som altid, naar hun rejste, havde Pistoler i sin Vogn, trækker en frem og viser ham den, idet hun siger: "Vig tilbage, eller jeg giver Eder, hvad der er heri". Han var ikke sen til at træde tilbage og give Slip; derpaa kastede hun en Daler til dem, som skulde holde hende tilbage, og sagde: "Her er noget at drikke for, hjælp at faa Vognen over Grøften"; hvilket de gjorde uden at tøve.
Ikke et halvt Kvarter efter, at hun var kørt, kom Amtmanden i en Vogn og med endnu en Vogn, to Mænd og fire Musketter i hver Vogn; man advarer vor Kvinde om denne Forfølgelse; hun lader bede sine to Kærredrivere, som hun havde til at age hendes Page og Bagage, om at spærre Vejen for dem saa godt, de formaaede; Charles befaler hun stedse at holde sig ved Siden af Vognen, for at hun, hvis hun saa, at de vandt ind paa hende, kunde kaste sig paa en Hest; hun tog ogsaa sin Skindkaabe af sig. De stredes om Vejen lige til den Bro, som danner Skellet mellem Kongens og Hertugens Territorium. Da hun havde passeret Broen, lukker hun Døren til, ifører sig igen sin Kaabe og stiger derpaa ud. De andre blev holdende paa den anden Side af Broen for at se efter hende; paa den Maade undkom hun endnu denne Gang. Men det var en Fornøjelse at se, hvor Sekretæren svedte, saasom han havde stor Frygt; han agerede ej heller siden Helt, men bekendte aabent, at han var halvdød af Rædsel. Hun kom tilbage til Barth og fandt sin Mand overmaade syg. Vor gamle Mand havde næsten tabt Haabet om hans Helbredelse, men hun virkede et Mirakel ved sin Nærværelse. Om Morgenen havde han Styrke til at være oven Senge, hvilket vor gamle Mand undredes højlig over. *Hun gør en Rejse fra Barth til Holland 26 af Omsorg for sin Datter Ellens Helbred; vor gamle Mand var med.1*
Medens vor Hustru tænker at leve nogle Dage i Rolighed med smaa Studeringer, smaa Haandarbejder, Destillation af Likører, Tilberedelse af Syltetøj og deslige Sager, tager hendes Mand sig for at engagere sig i Krigene. Kongen af Sverige kalder ham til sig i Stettin; han siger til sin Hustru, at han ikke vil blande sig deri, men gør det dog, kommer ikke tilbage til Barth, men rejser straks videre med Kongen. Hun ved, at han ikke er forsynet med noget, ser den Fare, i hvilken han kaster sig ud, vil være delagtig deri, gør sig færdig i en Hast og opsøger ham, uden at han begærer det, i Ottensen. Han vilde besnakke hende til at vende tilbage til Hamburg og talte til hende om den store Fare. Hun sagde, at Faren var Aarsag til, at hun vilde gøre ham Selskab og dele den med ham. Saaledes drog hun med og havde næppelig en Dag uden Bekymringer; især da Frederiksodde blev taget, havde hun Aarsag til at frygte for Mand og Søn. Der havde hun den Lykke at bringe et Forlig til Veje mellem Grev Wrangel og Grev Jakob, hvilket hendes Mand troede umuligt, eftersom det ikke var lykkedes ham. Hun havde ogsaa den store og gode Lykke at helbrede sin ældste Søn og 8 af hans Tjenere, som var faldne i en ond Feber: Sprinckeln 2. Der var paa de Tider ingen Læge i Armeen; vor gamle Mand var bortrejst.
Da hendes Mand drog med Kongen over til Sjælland, opholdt hun sig paa Fyen. Samme Dag, som hun havde fattet det Forsæt at afrejse næste Dag til Skaane, kommer et Bud med den Tidende, at hendes Fru Moder ligger for Døden og forlanger at faa hende i Tale. Hun drager i Hast til Jylland, finder sin Fru Moder meget syg for sig og uden alt Haab til Livet. Hun havde aleneste været der en Nat, da hendes Mand skikker en Karl til * * 27 hende for at sige: vilde hun tale med ham i levende Leve, maatte hun ile. Vor Hustru var da ilde faren; hun nødtes til at forlade sin Fru Moder, hvem hun allerede fandt til Hælvten død, sagde hende med stor Smerte det sidste Farvel og rejste med Ilpost for at søge sin Mand, som laa temmelig syg i Malmø. To Dage derefter modtog hun Tidenden om sin Fru Moders Død, og saa saare hendes Mands Helse tilstedede det, drog hun til Jylland for at give de fornødne Befalinger om sin Fru Moders Jordefærd. Hun vendte endnu en Gang tilbage til Skaane før Begravelsen. Efter Begravelsen kom hun til København og for over til Malmø, en Dag før Kongen af Sverige for anden Gang begyndte Krigen og lod sig se for København.
Anno 1659 lod Kongen af Sverige arrestere hendes Mand i Malmø; hun drog ufortøvet til Helsingør for at faa Kongen i Tale, men havde ikke den Lykke at tale med ham, tværtimod skikkede Kongen to af sine Raader for at sige hende, at hun havde Valget mellem at bo paa sine Godser og have Direktion over dem eller vende tilbage til Malmø og være under Arrest sammen med sin Mand. Hun takkede allerunderdanigst Hans Majestæt for det Kaar, han naadigst gav hende; hun valgte at lide med sin Mand og vilde være meget tilfreds med at have den Lykke at betjene ham i hans Lidelser og bære Byrden med ham, saa den blev ham saa meget lettere. Hun kom tilbage til Malmø med disse Tidender; hendes Mand lod se overstor Kummer over, at det ikke var blevet hende forundt at gaa i Forbøn for ham; hun trøstede ham det bedste, hun kunde. Faa Dage efter kommer en Officer ind til dem og opirrer ved sin Uforskammethed hendes Mand saa stærkt, at han bliver slagen med Popelsi1. Sandelig var vor Hustru da tynget til Jorden af Smerter; Dagen derefter lod hun Præsten komme, lod sin Mand berette og blev selv berettet; hun kendte ikke den Time, da hun skulde finde sig som Enke; ingen kom for at besøge hende, som Følge deraf bragte ingen hende Trøst; hun nødtes da at gøre det selv. Hun * 28 havde en Mand, som hverken var død eller levende; han aad og drak, han talte, uden at der var Mening at finde deri.
Omtrent 8 Maaneder derefter begyndte Kongen af Sverige en Proces imod hendes Mand, og for at lade hende svare for sin Mand indblandede man ogsaa hende i visse Poster, saasom: at have spurgt om ny Tidender; ad hvilken Vej den Dame blev ført bort, som hendes Fæstemand (det var Trolle) bragte til København? at hun havde forvaret en dansk Herremands Ejendele i sit Hus. *Paa disse 3 Poster svarede hun, at hun havde spurgt om ny Tidender; hvis hun var den eneste nyfigne, vilde Avisskriverne ikke have stor Profit; hun havde spurgt efter den ommeldte Jomfru, fordi hendes Søster bad hende derom; den fornævnte Herremands Ejendele var i Huset, før de købte det. Advokaten spurgte, hvorfor hun ikke havde berettet det eller ladet det berette. Svar: Hun var ikke Kongens Fiskal1 etc.* Efterdi hendes Mand var syg, gav Kongen hende naadigst Forlov at svare for ham; derfor procederede man med hende 9 samfulde Uger; hun havde ingen anden Hjælp til at renskrive sine Kladdeskrifter end sin ældste Datter, der da var ganske ung: det var tilstedet hende at betjene sig af Wolff til at tage imod Anklagerne og frembære hendes Svar, men han skrev intet for hende. Hvis I finder Fornøjelse i at vide noget om Processen, vil Kjeld kunne berette Eder derom. Efter at man havde ført Proces saa mange Uger, og hun havde svaret til Samtaler, som man sagde, hendes Mand havde haft med en og anden, var de i den Mening, at hendes Mand anstillede sig syg. Man skikker fire Læger sammen med Kommandanten for at besøge den syge; de befinder, at han er syg for Alvor. Ikke tilfredse dermed sætter de Retten i hendes Hus, thi de skammede sig ved at lade hende komme til dem. De lader komme Stadens Magistrat, som de giver Sæde ved en Side i Salen, ved den anden Side de danske Herremænd, som var under Arrest, alle for at være Vidner; ved et rundt Bord 8 Kommissærer og Advokaten forved Bordet, * 29 ved et anden Bord to Protokolførere. Efter at have stillet dette Arrangement an, lader man vor Dame komme ind. Det maa først berettes, at to af de Delinkventer, som siden blev henrettede, og en anden, sammen med en af hendes Mands Tjenere, blev ført ind. Man lader Delinkventernes Hovedmænd og derpaa de andre komme ind for at gøre deres Ed paa at ville sige Sandheden. Man maa dog vide, at disse Herrer allerede var dømt fra Livet og blev rettede faa Dage derefter. Da Advokaten havde sagt, at de i denne Stund havde gjort deres Ed efter Loven, sagde vor Dame: "Post festum!1 Efter at I har ført Proces med min Husbonde saa mange Uger og grundet alt paa Delinkventernes Skvalder (paa løs Tale) kommer I, efter at de er dømt til at lide for deres Forseelser, og lader dem gøre Ed; jeg ved ikke, om det er ret efter Loven?". Advokaten svarede intet dertil, formente derved at forvirre Damen, sagde, at han fandt Ting, som ikke rimede paa hverandre, citerede Passager, Blade, Linier, fordrede, at disse Ting skulde stemme overens. Hun, som paa de Tider endnu havde et godt Minde, kom vel ihu, hvad hendes egen Hjerne havde dikteret hende, svarede, at man ikke vilde finde hendes Svar saaledes, som Advokaten sagde, men saadan og saadan, og begærede, at det læstes op, hvilket skete. Advokaten gjorde tre Gange slige Forsøg; da de saa, de intet vandt derved, anfalder de Herrer hende tre paa en Gang; én retter et Spørgsmaal til hende, en anden et andet Spørgsmaal; hun siger til dem ganske sagtmodig: "Mine Herrer, med Forlov! Lad én tale til mig ad Gangen! thi jeg er kun én og kan ikke svare tre paa én Gang"; saa blev de ligesom lidt skamfulde. Hovedpunktet, paa hvilket de stod fast, var, at hendes Mand var en Undersaat gennem Ed og en Konges Tjener, hvilket de havde gemt som et Stickblatt 2. Hun demonstrerede, at det ikke var saa, at hendes Mand var hverken Undersaat eller Tjener; han havde sine Godser under Kongen, som der var Svenskere, der havde andet Steds; men * * 30 derfor ikke var Undersaatter; han havde aldrig gjort Kongen af Sverige Troskabsed, men ervist ham tro Tjenester; han var ikke niere Kongen med Ed og Pligt forbunden; dette viste hun med et Brev fra Kongen, hvori denne takkede ham for hans Tjenester og udtalte den Forhaabning, at han siden en Gang kunde lønne ham saa, at han vilde gøre ham flere Tjenester. Hun lukker Munden paa Delinkventen og beder de Herrer eftertænke Sagen vel. Da alt var til Ende, hvilket varede tre Timer, begærer hun, at man læser Protokollen op for hende. Præsidenten sagde, at hun ikke turde tvivle om, at Protokollen var rettelig ført, og at hun skulde erholde en Afskrift deraf; de havde i denne Stund forstaaet Sagen og vilde forfatte en tro Relation1 til Kongen. Og til Gavn for hende forblev alt derved; de bekom ingen Dom, og man holdt dem stedse i Arrest. Kongen af Sverige døde, og Freden blev sluttet, men de forblev arresterede.
En Ven kommer en Dag og advarer hende, at der er et Orlogsskib i Havnen, som skal bringe dem til Finland. Da hun finder sin Mand en Smule restitueret, saa han ræsonnerede vel, raader hun ham til at redde sig ved Flugt og drage til Lubeck: hun vilde rejse til København og siden søge at forlige Sagen. Han samtykker deri, og hun mager det saa, at han slipper forbi alle de Vagtposter, som var rundt om hele Huset (i et Antal af 36); da hun faar Nys om, at han er undkommen, og at hun kan gøre Regning paa, at han kunde være paa Vej til Lubeck, undflyer hun ogsaa og tager den lige Vej til København. Ved sin Ankomst dertil finder hun sin Mand for sig; hun blev meget bestyrtet og hjerteklemt og frygtede, hvad der derefter hændtes, men han havde vugget sig blidelig ind i den Indbildning, at han vilde komme i Kongens Naade. Dagen efter blev de begge grebne og ført til Bornholm. Hendes Mand var syg; da de kom til Bornholm, lagde man ham paa en Baare og bar ham fra Staden til Slottet, som er to Mil.
Det vilde være kedsommeligt for Eder at berette Eder alt, hvad * 31 der passerede paa Bornholm. Hvis det kan fornøje Eder at vide det, er der en Mand i Hamburg, som vil kunne fortælle Eder det. Jeg vil dog berette Eder en Part, og det fornemste af, hvad jeg erindrer mig derom. I Rønne, den Stad paa Bornholm, hvor de kastede Anker, skriver vor Hustru til Kongen og til Dronningen i sin Mands Navn, eftersom han var syg, som jeg har berettet, og giver Supplikerne1 til Oberst Rantzau, som lover at levere dem og giver god Forhaabning. Der kommer Fos2 til Stede og fører dem til Hammershus Slot. Guvernøren Fos blev var, at vor Dame havde et lille Skrin med sig; han blev begærlig efter at vide, hvad der var deri, og gøre sig til Herre derover. Han skikker en sand Dina, Vagtmesterens Kvinde, hans Hore3, til vor Dame, for at tilbyde at skaffe hende en Baad til at undkomme i. Det er ufornødent at tvivle om, at hun tager imod Tilbudet; hun lover hende 500 Daler. Det er Fos nok. Han kommer en Nat med Majoren ind i deres Kammers, raser som et galt Menneske, siger, at man vil øve Svig imod ham osv. Enden paa dette Narrespil bliver, at han tager Skrinet til sig, men for at overholde Formaliteterne en Smule forsegler han det med hendes Mands Segl og siger, han vil forvare det for bedre Sikkerheds Skyld. Tre Ugers Tid derefter beder han de tvende Fanger gøre en lille Spadseregang i Marken; Manden vil ikke; Hustruen gaar for at komme i Luften. Dette Skarn trakterer hende med en lang Diskurs om sine Eventyr, hvor mange Gange han havde været i Fængsel, Eksempler paa, at store Herrer var blevet frelst ved deres Hjælp, som de havde vundet for sig, og hvis Lykke de havde gjort. Han tænkte, at de maaske vilde gøre lige saa meget. Hun sagde, at hun havde ikke meget at raade med, men uden for dette Sted vilde de endnu finde et og andet at belønne slig Tjeneste med. Han sagde at ville betænke det; han havde * * * 32 ikke meget at miste i Danmark. Efter megen Forhandling fra den ene Dag til den anden vil hendes Mand, at man tilbyder ham 20.000 Daler. Denne Sum synes ham alt for liden, han begærer 50.000 Daler. Hun sagde, hun kunde vel love det, men ikke holde det, men hvad angik de 20.000, dem vilde hun erlægge. Han begærer derpaa Forsikring. Hendes Mand havde et Vekselbrev, som kunde forsikre ham, men Hustruen ansaa ikke for raadeligt at lade ham se dette Vekselbrev og sagde til Fos, at der var i hendes Skrin et Brev, som kunde give ham Forsikring; hun var ikke vidende om, at han allerede havde aabnet Skrinet. Nogle Dage derefter spørger hun ham, om han havde fattet et endeligt Forsæt; han siger: "For mindre end 50.000 vil jeg ikke gøre det, og der er intet Brev i Eders Skrin, som kunde give mig Forsikring derfor; jeg har aabnet det, i Morgen skikker jeg det til København." Hun spørger ham ganske sagtmodig, om det var rettelig handlet at bryde hendes Mands Segl. Han svarer kort for Hovedet, at han vil svare dertil.
Imod Høsten skikkede Hannibal og vor Dames Moders andre Arvinger Bud til hendes Mand for at give ham til Kende, at de ikke kunde fortøve længere med Skiftet, og eftersom det var dem vitterligt, at han havde haft Papirer af Betydenhed i sin Varetægt, begærede de at underrettes derom. Hendes Mand melder i sit Svar, at Fos havde frataget ham hans Breve, og dette i skarpe Vendinger. Da dette Svar var blevet oplæst for Fos, kommer han som en Lynild, bander og stormer og bruger Ukvemsord først mod Manden, derpaa mod Hustruen, saasom hendes Mand havde lovet sin Hustru med Haand og Mund ikke at disputere med dette Skarn, thi hun frygtede en Ulykke, men at lade hende svare, thi Fos fordrede, at man gav ham Svar. Hun lod sig ikke opirre til Vrede, hun gjorde Nar af ham og hans Raaben og Skrigen. Til Slut sagde han til hende, at hun havde tilbudt ham 20.000 Daler for at forføre ham til at blive Forræder. Hun svarer helt rolig: "Hvis det havde været 50.000, hvad da?" Fos springer i Luften som et galt Menneske, siger, 33 at hun lyver som en osv.1; hun lader sig ikke forstyrre, men siger: "I taler som et Asen!" Han trakterer hende med hundrede Ukvemsord til Gengæld og begynder med at fornægte, hvad der stakket Tid tilforn var udgaaet fra hans Mund. Hun sagde med Sagtmodighed til ham: "Jeg vil ikke bede disse Herrer, som er nærværende (der var 4 af dem), at være Vidner, thi det er en Sag, som aldrig vil blive forhandlet for nogen Ret, og intet kan aftvætte denne Plet saa nær som Blod." "Ho," sagde han, tog til sin Kaarde og drog den lidt ud af Skeden, "se her, hvad jeg bærer til Eders Tjeneste, Frue". Hun drager leende sin store Naal ud af Haaret og siger: "Se her de Vaaben, som jeg for nærværende raader over, og som skal være til Eders Tjeneste". Han blev en lille Kende skamfuld derover og sagde, at den ikke var til hendes, men til hendes Sønners Tjeneste, havde hun end stedse 4 af dem. Hun gjorde ydermere Nar af ham og sagde, at det var ham let at agere Helt der.
In summa, man kunde fylde Bøger med alle disse Trætter mellem disse tvende Personer fra Tid til anden. Han raabte stundom af al sin Magt, talte som en Vandflod og skummede om Munden, og i samme Nu talte han sagte og som et andet Menneske; naar han raabte saa stærkt, sagde vor Dame: "Det er Feberen, som paany anfalder ham"; derover faldt han i Raseri. Nogle Uger derefter kommer han paa Besøg hos dem og stiller sig ydmyg an; vor Dame lader som intet, taler med ham om uvigtige Ting, men hendes Mand vilde ikke tale med ham, og han kunde aldrig siden trække andet end ganske faa Ord ud af ham. Imod Jul handlede Fos saa ilde med Fangerne, værre end ellers, at min Herre skikkede Tjeneren til ham for at bede ham omgaas med ham som en Herremand og ikke som en Bonde. Fos kommer fluks op, efter at have overfuset min Herres Tjener med Skældsord, og da han triner ind, staar min Herre op og * 34 gaar ind i det andet Rum og nægter at give ham Haanden. Fos blev rasende, vilde ikke fortøve og ikke tale et Ord til vor Dame, som bad ham høre paa hende. Straks derefter lader han Døren tillukke med en Laas; saaledes kunde de ikke gaa ud for at komme i Luften, thi før den Tid havde de haft fri Tilgang til et Kornloft. I alle Helligdagene fandt han noget at fortrædige dem med, han lukkede alle Vinduerne til, for nogle satte han Jernstænger, for andre Vagtposter og Træskodder, og hvad angaar Traktementet, var det værre end nogen Sinde.
Man maatte øve sig i Taalmodighed denne Vinter, men, da de saa, at Fosses Forsæt var at lade dem omkomme af Sult, tog de sig for at prøve Lykken og traf om Vinteren Anstalter til at undkomme, saa snart Søen var aaben. Vor Hustru, som havde tre Par Lagener, som hendes Børn havde skikket hende, skar dem i Stykker og lavede Tove og et Sejl deraf, syet sammen med Silke, thi hun havde ingen Traad. Hendes Mand og Tjeneren var i Virksomhed med at forfærdige Aarer. Da Maanen var dem gunstig, i April Maaned, vilde de sætte i Værk, hvad de allerede for rum Tid siden havde sat sig for. Vor Dame gaar ind i Stolen1 og lader sig først hisse ned. Højden var 21 Alen. Hun gaar op paa Ravelinen2 for at bie efter de andre; det varer temmelig lang Tid, før hendes Mand kommer, hun vender om, endelig hører hun en stor Støj, som disse Tove foraarsager; under Farten taber hendes Mand en Sko. Man maatte endnu bie efter Tjeneren; han glemte Tovet, sagde, han kunde ikke have det med sig. Det blev nødvendigt at stige ned ad Voldskrænten for at komme ned i Graven, som var tom; Højden var næsten 20 Alen. Vor Dame stiger først ned og hjælper sin Mand, hvem Kræfterne alt begynder at forlade. Da de alle tre var kommen ned i Gravene, lod Maanen dem i Stikken, idet der faldt et lille Regnskyl; de var da ilde farne, de kunde ikke se, hvilken Vej de skulde slaa ind paa. Hendes Mand sagde, det var bedre * * 35 at tøve der, til det blev Dag, thi man brød let Halsen ved at stige ned fra Klipper. Tjeneren sagde, at han kendte Vejen, som han havde mærket sig, da Vinduet var frit; han vilde gaa foran. Han gaar foran, lader sig glide paa sin Bagende, efter ham Damen og dernæst hendes Mand; man kan ikke skelne noget som helst. Tjeneren falder fra en utrolig Højde, mæler ikke et Ord; vor Dame gør Holdt, raaber til ham og siger, han skal svare, hvis han er i Live. Han lod hengaa temmelig lang Tid, inden han svarede, hvorfor hun og hendes Mand holdt ham for død. Endelig jamrede han sig og sagde, han vilde aldrig komme op af den Afgrund. Vor Dame spørger ham, om han mener, Højden er større, end et af Tovene kunde naa; hun vilde da knytte to sammen og kaste Enden ned til ham for at drage ham op. Han sagde, at ét Tov var nok, men at hun ikke formaaede at drage ham op; hun havde ikke Styrke dertil. Hun sagde Jo, hun skulde nok staa fast, han fik selv hjælpe sig med Knæene. Han fatter Mod, og hun drager ham op. Det største Under er, at der paa begge Sider af hende var en større Afgrund end den, hvori han faldt, og hun havde intet at holde sig fast ved saa nær som en lille Forhøjning, som man sagde, var af Jord, imod hvilken hun satte sin venstre Fod, da hun intet kunde finde at støtte den højre Fod til. Man kan i Sandhed sige, at Gud havde taget hende i sin Varetægt, thi at undkomme fra slig Fare og drage en anden ud deraf, det er mere end Menneskeværk. Vor Skelm Fos lagde det helt anderledes ud og gjorde god Brug deraf, idet han sagde, at uden Djævelens Bistand var det umuligt at holde sig fast paa sligt et Sted, meget mindre hjælpe en anden, og prentede det saa fast i Dronningens Sind, at den Tanke endnu holder hende besat, at vor Dame kan trolde. Fos vilde betage Gud Æren for at give den til Djævelen, denne ubillige Snak maa taales sammen med det andet.
Men lad os vende tilbage til vore Ulykkelige, som endnu er stedte i Graven. Vor Hustru, som havde raabt til sin Mand, før hun hørte Tjeneren falde, at han ikke skulde gaa yderligere 36 frem, raabte nu til ham, at han skulde gaa baglæns, gøre varligt omkring og klatre opad, thi der var ingen farbar Vej der. Dette skete, og de steg paany op af Graven, idet de forholdt sig tavse. Hendes Mand vilde, at de skulde gøre Ophold der, da de ikke var vidende om, hvilken Vej de skulde tage. Medens de beraadslog med hverandre, gav Maanen lidt Lys, og vor Dame ser, hvor hun er, mindes en god Genvej, som hun havde set den Dag, hun var spadseret ud med Guvernøren, og overtaler sin Mand til at følge hende. Han klager over sin ringe Styrke; hun siger, at Gud vilde staa ham bi, at der ikke gjordes stor Styrke fornøden for at lade sig glide ned, at Vejen ikke var besværlig, og hvad det angik at stige op paa den anden Side, var der ikke højt, der kunde hun og Tjeneren hjælpe ham. Han tager sig det for, møder mange Besværligheder, men omsider kom de da ud af dem.
De havde da en halv Fjerdingvej tilbage for at naa dertil, hvor Baadene var. Hendes Mand kan, træt som han er, ikke gaa videre, kaster sig ned paa Jorden og beder hende for Guds Kærligheds Skyld lade ham forblive der; han vilde snart opgive sin Aand; hun trøster ham, holder ham en Balsambøsse for Næsen og siger til ham, at der kun er en stakket Vej at gaa; han beder hende efterlade ham der og frelse sig med Tjeneren; hun fandt siden vel Udvej til at skaffe ham ud af Fængslet. Hun sagde Nej, hun vilde ikke forlade ham, han vidste vel, hvad Lejlighed hun før havde haft til at undkomme, saafremt hun vilde skilles fra ham; hun vilde ikke forlade ham og ikke efterlade ham i Hænderne paa denne Tyran; hvis Fos fordristede sig til at røre ham, var hun betænkt paa at tage Hævn over ham. Efter at have faaet Pusten lidt igen, begynder han paany at gaa; vor Dame, som var belæsset med saa mange Tove og Klæder, havde Møje nok med at gaa, men Nøden gav hende Kræfter. Hun bad sin Mand støtte sig til hende og paa Tjeneren; han hang saa paa begges Skuldre, og paa den Maade kom han til det Sted, hvor Baadene var. Men alt for silde, thi det var alt Dag. Da Damen paa lang Afstand saa Vagtpatruljen komme, bad hun sin Mand fortøve der med 37 Tjeneren; selv vilde hun gaa foran dem, hvilket hun gjorde; hun var kun et Musketskud fra en lille By, hvor Majoren havde sit Kvarter, da hun talte til Vagten og spurgte efter Majoren. En af dem gaar for at hente Majoren, som hedder Krantz.
Majoren bliver meget bestyrtet, da han ser vor Dame. Han spørger efter hendes Mand. Hun siger ham, hvor han er, og i faa Ord, hvad hun begærer, hvilket var, at han vilde gaa til Slottet og berette for Generalmajor Fos, at den ilde Medfart, han havde ladet dem blive til Del, var Aarsag til det fortvivlede Forsæt, de havde fattet, og bede ham ikke at mishandle dem; de var for nærværende syge paa Sjælen og kunde intet udstaa; han skulde tillige bede ham betænke, at de, som havde sat sig for at gaa Døden i Møde paa mere end en Maade, ikke frygtede den i anden Skikkelse; Krantz fører Fangerne til sit Hus, stiger til Hest, opsøger Guvernøren, som endnu ligger i Sengen, og beretter ham, hvad der er hændtes. Guvernøren springer ud af Sengen som et galt Menneske, bander og truer; da han var faldet lidt til Ro, beretter Majoren ham, hvad vor Dame havde anmodet ham om at sige. En Stund var han tankefuld, derpaa sagde han: "Jeg bekender, de havde Aarsag til at søge deres Frihed, thi de vil visselig aldrig erlange1 den paa anden Maner."
Først efter en rum Tid kommer han til det Sted, hvor vore Fanger var, thi han lod gøre et andet Rum færdigt til dem. Da han triner ind, har han en meget artig Maner og spørger, om man skal møde hverandre her; han mæler ikke et ondt Ord, men siger tværtimod, at han vilde have gjort ligesaa. De blev ført ind i Kongens Sal for at varme sig, thi de var alle vaade til Skindet af Regnen; vor Dame faar da Lejlighed til at tale med Tjeneren og fratage ham de Papirer, han bar paa sig, og som indeholdt alt, hvad der var passeret i deres Fangenskabs Tid. Hun raadede Tjeneren til at skille sig af med de Vaaben, han havde paa sig, og, hvis han havde noget, som han vilde være forsikret om at beholde, at give hende det i Forvaring. Tjeneren flyer hende, * 38 hvad hun begærer, retter sig efter hendes Ordrer og kaster Vaabnene i et Hysken1, som var i det andet Rum, hvilket hun indgav ham Tanken om, men sine egne Papirer vilde han ikke skille sig fra, thi han frygtede ikke, hvad hun frygtede, men han erfarede det siden, thi Fos lod ham drage alle hans Klæder af og tog alt fra ham og lod ham bøde haardt for, at han havde antegnet de Retter, de fik den første Helligdag og det øvrige, osv. Endelig, imod Aften, blev vort Par ført ind i et andet Rum og Tjeneren ind i Vagtstuen, lænket i Jern. De var der sammen indnu 13 Uger, indtil Fos fik Befaling fra Hoffet til at skille dem ad; medens han afventede denne, lod han udstaffere2 to Fængsler med Jern. Jeg kan med Rette kalde det saa, thi han lod sætte Jernplader paa Murene og dobbelte Gitre for Vinduerne og Jerntraller om Kakkelovnene. Da han fik Kongens Samtykke til at skille dem fra hverandre, kommer han en Dag ind for at yppe Trætte med dem og taler om det passerede; vor Dame beder ham ikke mere tale derom, men Nej: der skulde fægtes med Tungen; han sagde til hende: "Frue, I er saa hoffærdig; jeg vil ydmyge Eder, jeg vil gøre Eder saa lille, saa lille". Han pegede med sin Haand mod Jorden: "I er blevet løftet op i Højheden, men jeg skal sætte Eder paa en lav Plads". Hun lo og sagde: "I kan gøre med mig, hvad Eder lyster, men I kan aldrig gøre mig saa ringe, at jeg ikke kommer ihu, at I har været Tjener hos en af min Fader Kongens Tjenere". Til Slut forglemte han sig saa meget, at han traadte hende nær og satte hende sin knyttede Haand for Næsen. Hun sagde til ham (idet hun fattede med Haanden i Lommen om sin Kniv): "Brug Eders skidne Mund og Eders forbandede Tunge, men hold Eders Hænder for Eder selv". Han trækker sig tilbage og gør en dyb Reverens for at gøre Nar af hende, kalder hende "Gnädige Frau"3, beder om Naade og spørger, hvad han har at frygte. Hun sagde: "I har intet at frygte, men hvis I tager Eder Galskaber for, vil I møde en Modstand, som maaske er svag, men dog saa stærk, som mine Kræfter * * * 39 tilsteder". Efter megen Raaben og Skrigen byder han Farvel og beder, at de skal være gode Venner. Han kommer endnu en Gang for at fordrive sin Tid paa den Maner, dog ikke saa groveligt. Han sagde til en Kaptajn, som var nærværende, ved Navn Bolt, at han gjorde det udtrykkelig i den Mening at geraade i Trætte med hendes Mand for at hævne sig paa hende gennem ham, men at hendes Mand intet vilde tale til ham.
Omsider kom den ulykkelige Dag for deres Adskillelse, og Fos kom ind for at sige dem, at de maatte berede sig til at sige hverandre det sidste Farvel, thi han havde Ordre til at skille dem ad, og de vilde aldrig se hverandre igen i dette Liv. Han gav dem en Times Tid til at tale sammen for sidste Gang. I kan lettelig skønne, hvormed denne Time hengik, men da de Uger i Forvejen var beredte paa denne Adskillelse, advarede af deres Vagtmandskab, med hvilket de kunde tale, korn dette ikke saa meget bag paa dem. Vor Dame havde vundet 4 af Vagtposterne, som var rede til at lade dem undslippe paa en meget bekvem Maade, men hendes Mand vilde ikke tage sig det paa og sagde stedse, at han havde ingen Styrke; hun kunde gøre det. Nu vel, man fik se Tiden an; efter denne bedrøvelige Dag skiltes de ad, han i et Fængsel forneden og hun i et andet ovenover, det ene over det andet, med Skildvagter for Vinduerne, han foruden Tjener og hun foruden Pige. En tre Ugers Tid derefter faldt vor Dame i Sygdom og lod begære en Kone eller Pige til at betjene hende og en Præst. Fos lod hende svare: hvad angik en Kone eller Pige til at betjene hende, kendte han ingen, som vilde tage sig det paa, men der var en Tøs, som havde myrdet sit Barn og snart skulde rettes, vilde hun have hende, skulde hun faa hende; Præsten anbelangende havde han ingen Ordre, og hun skulde ikke bekomme nogen Præst, dersom end Døden sad hende paa Læberne. Vor Dame sagde intet uden: "Taalmodighed, jeg befaler det i Guds Hænder".
Vor Dame havde den Lykke hver Dag at kunne give Tegn til sin Husbonde og modtage Tegn fra ham, og naar Vinden ikke 40 var alt for stærk, kunde de tale sammen gennem Vinduet. De samtalede paa Italiensk og benyttede dertil Tiden, inden der blæstes Reveille. Lige imod Enden af dette Skarns Regimente blev han advaret derom; han lod da gøre et Redskab, hvoraf man betjener sig til at jage Kvæget bort fra Sommersæden (en (Skralde)1, som gør en stor Larm; han vilde, at Skildvagten skulde svinge dette Redskab for at forhindre dem i at gøre sig forstaaet af hverandre. Fjorten Dage inden Grev Rantzau kom til Bornholm for at forhandle med dem, havde Fos haft Tidender fra København fra sin Ven Jacob Petersen. Han besøger vor Dame og lader hende vide, straks han kommer ind, at hendes Børn var udjagne fra Skaane af de svenske. Vor Dame siger: "Nu vel, Verden er stor, de vil finde Ly andetsteds". Derpaa beretter han hende, at Bolt var kommet fra København med den Tidende: "Dasz Sie in Cwigkeit nicht würden los kommen"2. Hun svarer: "Det er en meget lang Frist; det vil ikke vare hundrede Aar, meget mindre en Evighed, i et Øjeblik kan meget forandre sig, Guds Haand kan forandre alt, i hvilken Kongernes Hjerter er". Han sagde: "I har en meget fast Forhaabning; I tror maaske, at I vil komme løs, hvis Kongen døde?" Svar: "Gud bevare Kongen; jeg tror, at han vil give mig min Frihed og ingen anden". Han skvaldrede om allehaande Ting og agerede Hofmand.
Endelig kommer Grev Rantzau og gør et Ophold paa Bornholm paa elleve Uger. Han besøger Fangerne og viser dem den Naade, at Manden spiser med ham til Middag og Hustruen til Aften; han forhandler særdeles med hver af dem. Vor Dame spørger ham, hvad man beskylder hende for. Svar: "Vil I spørge derom? Det er ikke Vejen til at komme fra Bornholm. Ved I, at I har sagt, at Kongen er Eders Broder? Kongerne kendes ikke ved hverken Søstre eller Brødre". Hun svarede: "Hvortil havde jeg nødigt at sige, at Kongen er min Broder? Hvem er saa uvidende i Danmark ikke at være bekendt dermed ? Jeg har altid * * 41 kendt og er endnu vidende om den Respekt, man skylder sin Konge, jeg har aldrig givet ham anden Titel end: Min Konge og Herre, jeg har aldrig kaldt ham: min Broder, naar jeg talte om ham; men Kongerne lader vel deres Søstre og Brødre vederfares den Naade at erkende dem for saadanne; et Eksempel finder vi i Kongen af England, som giver den Titel af Søster til sin Broders Hustru, omendskønt hun er af meget ringe Byrd". Rantzau: "Vor Konge ønsker det ikke saa, og det er ham endnu ikke fuldt vitterligt, hvorledes Affæren med Dina hænger tilfammen". Hun sagde: "Jeg er i den Tro, at Kongen ikke vil vide det". Svar: "Jo, sandelig, ved Gud! Han ønsker af sit ganske Hjerte at blive oplyst derom". Hun: "Hvis Kongen vil befale Walter at sige det, og gøre det med noget Eftertryk, saa vil han faa Oplysning derom". Rantzau svarede intet herpaa.
Da han havde sluttet alt med hendes Mand, hvorved denne havde forpligtet sig til at forskrive sig fra alle sine Godser etc., meldte Rantzau det til vor Dame; hun sagde, at hendes Mand havde fuld Magt til at afstaa, hvad der var hans, men Hælvten var hendes, som hun ikke vilde afstaa, da hun ikke kunde forsvare det hverken for Gud eller sine Børn. Hun var ikke skyldig i nogen Brøde; man kunde give hendes Mand Friheden for deres halve Gods, og hvis Kongen mente med en god Samvittighed at kunne holde hende tilbage, vilde hun udstaa det. Rantzau sagde med en alvorlig Mine: "Tro ikke, at Eders Mand nogen Sinde vil blive sat i Frihed, hvis I ikke skriver under med ham." Hun sagde, at Vilkaarene var alt for haarde; de vilde gøre deres Børn bedre Tjeneste med at dø som Fanger, da Gud og Alverden kendte deres Uskyldighed, end at lade saa mange Børn leve som Betlere. Rantzau sagde: "Hvis I dør i Fængsel, vil alle Eders Godser og Ejendomme blive konfiskerede, Eders Børn vil intet faa deraf, men nu kan I erlange Friheden og leve med Eders Mand. Hvem ved? Kongen vil lade Eder beholde et Gods og kan altid lade sin Naade blive Eder til Del, naar han ser, at I falder til Føje." Eftersom der ikke var anden Vej til Frihed for 42 hendes Mand, sagde vor Hustru, at hun vilde samtykke i alt. Rantzau befalede hendes Mand og hende hver især at fatte i Pennen de Klager, de havde mod Fos, og hvorledes alt var tilgaaet med deres Forsæt at undkomme ved Flugt, hvilket skete. Vor Dame var høflig og fin imod Fos, men hendes Mand kunde ikke bekvemme sig til at tale til ham.
Rantzau drog tilbage til København. 18 Dage derefter kom Gabels Jagt med Befaling til den ny Guvernør (som var Oberstløjtnant Lütkens, en meget galant Mand og en brav Soldat, hans Hustru en adelig Dame af de Manteuffels, meget høflig og smuk), at han skulde lade Fangerne underskrive de Papirer, som man overskikkede, og, naar Underskrivelsen var sket, lade dem komme sammen. Guvernøren gaar, som fornødent var, først til Manden, som besværer sig og ikke vil skrive under, fordi man endnu havde tilføjet Godser her og der og blandt andet i Særdeleshed den Post, at man aldrig maatte føre Klage imod Fos. Hendes Mand sagde, at han hellere vilde dø. Den gode Guvernør forføjer sig da til Hustruen og beretter hende alt, beder hende tale til sin Mand fra Vinduet; naar han havde erfaret, at hun havde talt med ham, vilde han komme tilbage til hende. Hun takker Guvernøren og taler, da han er gaaet, til sin Mand og overtaler ham til at sætte sit Navn under, derpaa lader Guvernøren ogsaa hende underskrive, og siden, imod 9 Slet om Aftenen, kommer hendes Mand til hende, efter at de havde været skilt fra hverandre paa det nøjeste 26 Uger. En Løverdag skiltes de ad, og en Løverdag gensaa de hverandre. Fos var endnu paa Slottet; med hvilken Galskab han rasede, er let at gætte; Tiden tilsteder ikke at tale derom.
To Dage derefter indskibede de sig og kom til København; ved Toldboden blev de modtagne af Rantzau og Gabel. Dronningen vidste intet deraf; da man fortalte hende det, blev hun saa fortørnet, at hun ikke vilde gaa til Bords. For at fatte mig i Korthed: Kongen stod ved den Lejlighed fast, og da hun ikke vilde tage imod min Herres og hans Hustrus Taksigelser, 43 befalede Kongen hende at annamme deres Takkebreve. Juledagene 1660 var de i København i Grev Rantzaus Hus, siden drog de til Fyen, til Godset Ellensborg, som Kongen naadigst havde ladet dem beholde. -
Hendes Mand, som erholdt Forlov at rejse til Frankrig for 18 Maaneder for at bruge Bade, forlader med sin Familie Ellensborg i 1662, i Juni Maaned, og gaar i Land i Amsterdam. Vor Dame drager derfra til Brugge for at hyre et Hus og kommer tilbage til Amsterdam. Hendes Datter Ellen bliver syg af Smaakopper; hun bliver hos hende, og hendes Mand med de andre Børn begiver sig til Brugge. Da hendes Datter var kommen sig, opsøger hun sin Mand og sine Børn. Hun gør sin Mand Selskab, da han rejser til Frankrig; ved hans Ankomst til Paris anser Lægerne det ikke for raadeligt, at han bruger Bade; han vender da tilbage til Brugge. Hendes Mand beder sin Hustru gøre en Rejse til England og tage sin ældste Søn med sig; hun gør Indsigelser og viser ham klarlig, at hun intet vil erlange, men aleneste have stor Bekostning; hun kendte Eksempler, som forsikrede hende om, at Kongen af England aldrig vilde betale hendes Mand. Han havde den Gang ikke ladet sig drage fra sit Forsæt, hvis ikke hans Søns Rencontre1 med Fos var indtruffet, hvilket forhindrede Rejsen den Vinter og forhalede, men ikke afvendte vor Dames Ulykker. Thi imod Foraaret skulde samme Forsæt stilles i Værk; hun fik Hjælp af den Herremand, som siden ledsagede hende, til at raade hendes Mand fra Tanken, men der var intet Argument, som var stærkt nok; han var i den Formening, at Kongen ikke kunde forglemme erviste Velgerninger og afslaa at betale sin Frænke, hvad han var skyldig. Vor Dame gør sig færdig til at rejse, eftersom hendes Husbonde vil det saa. Den Dag, da hun sagde ham det sidste Farvel, ret en Ulykkesdag, sagde hendes Mands Hjerte ham ikke, at det var de sidste Kys, han gav hende, thi han var saa vel tilfreds og fuld af Latter, at hun og alle undredes derover; hun * 44 derimod var sørgmodig. Den sidste Dag, de saa hverandre, var den 24. Maj 1663.
Hun havde i det Første mange Viderværdigheder, og det varede temmelig lang Tid, inden hun nød den Ære at faa Kongen i Tale. Kongen hilste hende efter Landsens Skik, kaldte hende sin Cousine og lovede at stille hende tilfreds i alle Maader; han vilde skikke sin første Sekretær til hende for at se hendes Papirer, hvilket ogsaa skete. Sekretæren gav hende god Forhaabning, men drog stedse Tiden ud. Residenten Petkum, Resident i Kongen af Danmarks Tjeneste, kom for at besøge hende (han havde, efter hvad man sagde hende, gjort nogle Indvendinger, hvad hendes Fordringer angik); hun viser ham sine Papirer, informerer ham om Sagen og beretter ham, at Kongen af Danmark havde haft alle hendes Papirer mellem Hænder og naadigst ladet hende fly dem igen. Denne Forræder lader, som om han begriber Sagen vel, og lover selv at gøre sig Umage for, at hun kan erlange sin Betaling. Men denne Judas tænkte stedse paa at forraade hende, spørger hende, om hun ikke finder Behag i at promenere, beretter hende om skønne Huse, Haver og Parker og tilbyder hende sin Vogn. Men Nej, hun var ingen Liebhaver af Promenader. Da han saa, at han ikke kunde faa hende i sin Magt ved List, erholdt han en Ordre til at arrestere hende. Vor arme Kvinde vidste intet om alt dette og bekom Brev paa Brev fra sin Mand om at vende tilbage. Hun tager Afsked fra Kongen i et Brev, leverer sine Papirer til en Advokat mod Recepisse1 og afrejser fra London.
Da hun kommer til Dover i den Mening om Aftenen at indskibe sig til Flandern, kommer imod hende en Løjtnant af Navn Braten2, som lader hende se en Ordre fra Kongen af England, som hun selv læser; den var af Indhold, at Guvernøren skulde arrestere en Dame af hendes Beskrivelse og lade hende tage Ophold paa Slottet til videre Ordre. Hun beder at faa Aarsagen at vide. Han siger, at hun var rejst bort uden Kongens * * 45 Forlov. Hun fortæller ham, at hun har taget Afsked med Kongen ved et Brev og Dagen inden sin Bortrejse havde talt med Førstesekretæren og Viceadmiral Ayscue, som sagde hende Farvel. Da hun kom til Slottet, lod Petkums Mand sig se, som kalder sig Peter Dreyer. Løjtnanten sagde da til hende: "Det er Kongen af Danmark, som lader Eder arrestere." Hun begærer at vide Aarsagen. Svar: "I er uden Tvivl rejst incognito fra Danmark." Hun svarer ham dertil, at Kongen af Danmark havde givet hendes Mand Orlov at rejse bort og en Frist af 18 Maaneder, som endnu ikke var udløben. Man befaler at lade oplukke hendes Kufferter, saa vel som dem, der tilhørte en Herremand af hendes Følge, og tager alle Papirer ud deraf. Derpaa taler Dreyer til hende; hun spørger ham, hvorfor man handler saa med hende. Han siger, han kender ikke den sande Aarsag, men han formente, det var for Fuchses Død, idet man ansaa hende for skyldig i hans Død. Det var, hvad man bestandig sagde til hende, og intet andet.
Den "fornævnte dobbelte Forræder Braten anstiller sig galant, lader hende tale Engelsk (eftersom hun var mere begærlig efter at tale dette Sprog end noget andet), som hun lige var begyndt at lære ordentlig, idet hun havde haft en Sprogmester i London. En Dag berettede han for hende, at man gjorde Anslag til at føre hende til Danmark. Hun sagde ham, at det ikke var nødvendigt at skikke hende til Danmark; hun drog gerne dertil af sig selv. Han sagde: .,I ved selv, hvilke Eders Gerninger er. Vil I ikke drage dertil af Eders fri Vilje, skal jeg drage Omsorg for, at I kan drage til Flandern." Hun saa ikke, at dette lod sig gøre, om end han havde en god Vilje. Hun taler med ham om Midlerne dertil, erfarer, at han ikke kan stille hende tilfreds, og fæster ikke Lid til hans Tale. Saasom han var listig, lod han hende være i den Mening, at Kongen ønskede at lade hende rejse hemmelig bort, og at han vilde tage al Skylden paa sig; Kongen havde sit Betænkende for visse Aarsagers Skyld, hvorfor han ikke vilde levere hende i Kongen af Danmarks Hænder. Denne Svigagtighed var dulgt under skønne Kulører, thi hun havde under sin 46 Arrest adskillige Gange skrevet til Kongen og bedt ham om ikke at lønne hendes Herres Tjenester med en længere Arrest, ikke at tale om, hvad hun i Haag havde gjort for ham; hun havde taget sine Juveler og Ringe og givet ham, da hans Vært ikke vilde give ham mere at spise. Hendes Fordring var ikke ringe; den beløb sig til over 20.000 Rdl.
Vor Dame lader sig da forføre til den Tro, at Kongen af England vilde lade hende hemmelig undkomme. Forræderen Braten sagde til hende, at han ansaa det for godt, at hun for at skjule sig forklædte sig som en Mand. Hun sagde, at hun ikke havde Aarsag at forklæde sig, der var ingen, som forfulgte hende, og om saa var, vilde hun ikke rejse i Forklædning med en anden Mand, som ikke var hendes Husbonde. Efter at hun var holdt i Arrest 17 Dage i Dover, lader hun sig ved Nattetid af Braten føre hen til Fæstningens Udenværker, gaar ned ad en høj Stige, som bryder sammen under Nedstigningen, og passerer over Graven, hvilket ikke var svært. Paa den anden Side var der en Hest til hende, men Herremanden, hendes Pige og Herremandens Tjener gik til Fods. Hendes Lakaj vilde man ikke lade gaa med; Braten lod, som om han ikke kunde finde ham, og som om det hastede med Tiden; Aarsagen var, at de frygtede, man skulde forsvare sig. Da hun ankom til det Sted, hvor de fornævnte Forrædere var, giver hendes Fører Signal ved at slaa to Sten mod hverandre. Fluks kommer 4 bevæbnede Mænd tilløbende; Petkum og Dreyer var lidt længere derfra. Den ene sætter hende en Pistol for Brystet, den anden en Kaarde og siger: "Jeg tager Eder til Fange". De andre tvende Skelmer sagde: "Vi vil bringe Eder til Ostende".
Hun havde stedse mistænkt et Forræderi, da hun var paa det Sted, hvor hun var sin egen Herre, og talt med Herremanden om, hvad der var at gøre, i Fald det skulde blive sat i Værk, om man skulde lade sig tage til Fange eller forsvare sig. Hun fattede det Forsæt at lade sig forraade uden at røre sig, eftersom der ingen Aarsag var, hvorfor hun havde nødig at frygte; man kunde 47 ikke straffe hende paa Livet, fordi hendes Søn havde hævnet den Tort, som var overgaaet hans Forældre. Derfor gjorde hun ingen Modstand og bad dem ikke gøre sig saa stor Umage, hun skulde nok gaa af sig selv; thi tvende Mænd holdt hende saa fast, at det smertede i hendes Arme. Man kom med en Flaske tør Vin for at vederkvæge hende, men hun afslog at drikke; hun havde et godt Stykke at gaa til Fods, thi hun vilde ikke stige til Hest. Hun brusede en Kende op imod sin Fører og bad ham paa Engelsk overbringe Guvernøren hendes Hilsen, men sige den Forræder Braten alle de Ukvemsord, hun i en Hast kunde hitte paa i dette Sprog, som hun ikke var fuldt fortrolig med. Hun løber hen til Baaden. Skibet, som skulde overføre hende, laa ved Rheden ud for Duns. Hun sagde Adieu til Herremanden; hun havde tvende Armringe med Diamanter, som hun vilde skænke ham til hans Børn, men da han frygtede, at man skulde tage dem fra ham, satte hun dem paa igen for ikke at bringe ham i Knibe dermed. Hun gav en Pistol til sin Tjener, og derpaa bar en Baadsmand hende ned i Baaden. Hun blev bragt om Bord i en engelsk Fregat, som Petkum havde hyret, og Dreyer fulgte med hende. Hun holdt Søen i 13 Dage og ankom ved Toldboden den 8. August 1663, ved 9 Slet om Morgenen .....
Her er i Oversættelsen udeladt de Sider i Selvbiografien, som fortæller om Leonora Christinas Modtagelse i København, Forhørene over hende i. Blaataarn og hendes Mands Henrettelse in effigie, da hendes ret korte Gengivelse af disse Oplevelser i det franske Skrift kun viser faa og mindre væsentlige Realafvigelser fra den langt udførligere Fortælling i "]ammers-Minde", samtidig med, at der er tydelige Ligheder i den sproglige Udformning, især i Replikskifter. Enkelte af Afvigelserne er meddelt i Oplysningerne til "Jammers-Minde".
Da vor Dame [som Fange i Blaataarn] havde været en Stund oven Senge1, tænkte hun paa at fordrive Tiden og ikke udmatte * 48 sin Hjerne med Ting, som ikke kunde oprettes. Hun havde intet at betjene sig af, thi det var forbudt at give hende en Knappenaal, end sige en Synaal, men hun fik ved et ret lykkeligt Træf en Synaal, og det den første Nat i den mørke Kirke; den var i Dynevaaret og stak hende. Hun fordristede sig til at vise den til den Kvinde, som opvartede hende, og som lovede Troskab i alt, men kun til Dels holdt sit Løfte, nemlig i det, hvori hun selv var indblandet. Hun bekom et Stykke af en gammel Klud, 4 Fingre bredt, og hun havde Baand i sin Nattrøje, som hun løste op, og med denne Silke syede hun Blomster paa fornævnte Klud. Nogle Maaneder derefter sagde det Skarn af en Kvinde til hende, at hun frygtede, man vilde anstille Hussøgning hos dem og finde denne Klud, og at der vilde overgaa hende al Landsens Ulykker, fordi hun ikke havde berettet, hvad Fruen tog sig for. Slotsfogedens Tjener havde advaret hende; derfor bad hun nu, at det maatte skikkes til vor Dames Pige, som endnu var i Arrest i Slotsfogedens Kammers. Vor Dame gav den til denne Skarnskvinde, hun flyer den til Jokum1 og han til Dronningen. Nu kommer noget at le af. Dronningen sagde: "Sie hätts wol anders haben können"2. Kongen havde Lyst til at tilstede hende noget til at forlyste sig med, men Dronningen forhindrede det. Jokum fortalte alt dette lang Tid derefter.
Vor Dame bad adskillige Gange Jokum begære Forlov til, at hun skikkede Dronningen en Supplikation3, men han sagde, at han intet kunde erlange. Det skete, at en Pottemager kom for at sætte en Kakkelovn op. Vor Dame overtaler sin Tjenestekvinde til at fly hende et Stykke af Leret, hvilket hun gør. Vor Dame former et Bæger over et Halvpotbæger, ridser deri Kongens og Dronningens Navne, sætter det paa tre Knapper og skriver under Bunden nogle Ord til Dronningen. Hendes Kvinde beretter straks til Jokum, hvad vor Dame har gjort, men intet om Indskriften. Han beretter det for Kongen; * * * 49 Kongen faar Lyst til at se det og siger, han skal mage det saa, at han bekommer det. Han fik det. Dronningen bliver straks Indskriften var og siger til Jokum: "I har alligevel flyet mig en Supplikation". Han tror det ikke; hun viser ham den. Jokum berettede, at dette Paahit behagede Kongen saa meget, at han lod Bægeret anbringe blandt sine Rariteter; hvor sandt det er, ved jeg ikke. Men hos Dronningen kunde vor Dame intet erlange.
Hun fandt stedse noget at tage sig for. Hun malede paa Væggene med sort Farve, som hun selv gjorde, og havde artige1 Pensler af en Pærestilk. Hun tog en Sten eller to op af Gulvet, søgte i Sandet (som var Strandsand) smaa Sten frem og lagde dem sammen til Figurer i Pottemagerleret. Hun drog Traade ud af Lagener for at gøre Traad at sy med, hun trevlede sine Silkestrømper op for at betjene sig af Silken og gjorde andre af Garn. Men hvad jeg finder temmelig forunderligt, er at hun gjorde sig et Redskab at væve Baand paa og det uden andet Instrument end en stor Knappenaal og et lille Stykke Glas. Hun havde ingen Kniv, men betjente sig af Stegeben. I Stedet for Sakse klippede hun med Lysesakse, omsider fik hun Flintesten dertil. Men især finder jeg Behag i det Redskab, hun fandt paa at gøre Baand med. Hele Instrumentet kunde hun skille ad, naar hun hørte, de gik i Trappen for at aabne Døren, og gemme alt i sin Lomme. Redskaberne havde hun gjort selv, og Kammen, hvis Benævnelse paa Fransk jeg ikke kender, havde hun gjort af smaa Træpinde. For Kuriositetens Skyld skikker jeg Eder Stykker af Baand, som endnu er i hendes Gemme, for at I kan vise dem til Eders Søstre, som er forfarne i den Kunst. Hun havde gjort Stykker paa 30 til 40 Alen; de ejes af hendes Venner, som ogsaa Sengetrøjer og andre Ting. Paa den Maner har hun forsøgt at fordrive Tiden, saa godt hun formaaede. De Forhaanelser, hun har døjet af en og anden, er store og utallige; skulde man berette alt dette, var megen Tid fornøden, og dertil et forstandigt Hjerte for at tro * 50 derpaa. Den gode Gud har ladet hende overvinde alle disse haarde Pust og Stød, og tilmed Mag. Bueck, hvis forstandige Hjerte jeg tror, I kender Vidnesbyrd om.
Tvende Hændelser har jeg forglemt at berette. Den ene er, at hun havde afmalet Kontrafejet1 af den fornævnte Holst fra Flensborg2 saa livagtigt, da hun kom tilbage til Barth, at da hendes Mand siden kom til Fyen, inden hun arriverede der, kendte han ham igen efter dette Kontrafej, lod ham arrestere og tvang ham til at love en stor Sum i Løsepenge, for hvilken hun befriede ham, da hun ankom til Fyen. Den anden er efterfølgende. Da man vilde føre hende til Bornholm, var de stakket Tid paa Skibet i Havnen. Hendes Piges Fæstemand, som var Præst, kommer i en Baad og beder for sin Fæstemø. Hun afstaar hende til ham, om hun end derefter ingen Pige havde. Oberstløjtnant Rantzau vilde ikke samtykke deri; vor Dame maatte besnakke ham dertil.
Her har I, hvad jeg i en Hast kommer ihu af den Historie, I har begæret. Jeg har hastet dermed saa meget, det var mig muligt, efterdi I er færdig at bortrejse. I maa betjene Eder deraf efter Eders forstandige Skøn, paa hvilket jeg stoler, og jeg forbliver Eder bestandig affektioneret3. Den 1. Maj, ved 11 Slet Nattetid, 1673.
* * *

KONG KARL X. GUSTAVS
BRYLLUP 1654

DED SOM JEG SINGULIER1 UDI KONG KARLS
REGERING I SVERRIG HAVER FUNDEN

Anno 1654 den 24, Octobris blev Kongens Brud indført fra Karlberg indtil Stockholm med Rytteri, Fodfolk, Cavaillierer til Hest og Rigens Raad i Carosser, blev fyret mange Stykker2 og given Salver. Kongen, som kom med sin Brud, sad i en Carosse alene og gik straks op af Trappen, biede sin Brud udi Gemakket. Enke-Dronningen, som med anden Fruentimmer tog imod Bruden, stod neden for Trappen, og de andre oven for Trappen, som de sidste vare de ypperste.
Samme Aften Klokken 10 skeede Brudevielsen af Erkebispen ved Navn .... som var gammel og havde ingen Ihukommelse, hvorfor en anden ved Navn Dr. Erick maatte staa hos og paaminde hannem, hvad han skulde gøre; og eftersom Dr. Erick var en lang Mand, saa stod han bag Erkebispen og læste over hans Hoved. Bruden, som ikke forstod, hvad Præsten sagde, maatte hver Gang af Kongen undervises og siges, naar hun skulde svare ja, og saasom Manér er, at de Præsten en Rimse3 skal eftersige, og hun det ikke kunde, blev hun af Kongen formanet (*errinret*) at svare ja, mens4 hun syntes, at det var nok (*det at være nok*) udi en Gang; dog eftersom Kongen det igen begerte, sagde hun det meget lydeligen.
Der Copulationen 5 var skeed, satte Brudgom og Brud sig i en * * * * * 54 Brudeseng, som stod paa Salen, og da blev en Psalm sungen, og siden given Confect 1. Derefter sad de til Bords indtil Klokken 6 om Morgenen. Der blev intet danset.
En dansk Ambaçadeur, som i Stockholm residerede, ved Navn Peter Juli, lod sig overtale at presentere sig udi den Festivitet, der2 han dog ingen Ordre endog fra hans Herre havde bekommet, mens3 fik den først tre Dage efter, da han en cachet 4 og og i Smug overleverede hans Herres Present.
Der Kongen med sin Brud og alle Folk ginge første Dagen af Salen, bleve Gesandter forgætte5 og maatte sjelv søge Udgangen.
Anden Dagen ad Aften Klokken II holdtes der Taffel indtil 4 om Morgenen; siden 2 Danse danset *under Skrue*6.
3. Dagen gik Kongen til Fods udi sin kongelig Habit med Kronen paa for7 sin Brud, som og til Fods under Skrue6 efterfulte, og blev Regalia 8 for hinder baarren. Hinders Hoffruentimmer9 fulte aleneste, formedelst der var Dispute iblandt Fruentimmeret10 om Standen. Da de i Kirken kom, blev der holdt Prædiken og udlagt en Text.
Siden blev hun krønet og given Scepter og Æble. Derefter Taffel holdet indtil 4 om Morgenen. Saa at hinders Indførsel, Bryllup og Krøning var forrettet udi 3 Dage.
* * * * * * * * * *

REJSEN TIL KORSØR 1656

RELATION DU VOYAGE DE MADAME LA COMTESSE
LEONORA CHRISTINA, FAITE EN DANNEMARK, L'AN
1656, AU MOIS DE NOVEMBRE1.

Anno 1656 den 5. November tog jeg mig paa udi Jesu Navn at gøre en Rejse udi Danmark for udi al Underdanighed at søge Hans Kong. Mayt. min Herres Uskyllighed at demonstrere. Mens2 der jeg den 25. November var lidt mere end et Canon-Skud fra Korsør, mødte mig paa Belt en Jagt, som vendte, der den blev mig var, af hvilken trinte udi Land Uldrich Christian Gyldenløwe, som gik op til Slottet, sendte Borgemester Caspar Brandt til mig og lod af mig begere, at jeg vilde gaa til hannem for Slottet, han havde mig noget paa Hans Mayt.s Vegne at sige. Jeg svarte, at dersom han mig noget havde at sige, formente jeg, at han burte at komme til mig og jeg ikke til hannem, formodede, at han som en discret Cavallier3 vidste, paa hvad Manér han en Dame af mine Qualiteter4 skulde tractere5. Paa ded Svar kom Borgemester igen; sagde, at han vel vidste, paa hvad Manér han med Damer skulde omgaas; aleneste ded var paa Kongens Vegne, han havde med mig at tale; derfor bad han, jeg vilde gaa til hannem; jeg svarte, at naar min Vogn og Heste kom i Land, vilde jeg komme til hannem, jeg gad i alt ded Skarn ikke gaaet. Borgemester kom atter til mig igen med samme Begering; da svarte jeg, at dersom Uldrich Christian mig Kongl. Befaling der ved Smakken vilde give tilkende, skulde jeg den tilbørligen * * * * *58respeetere, mens førend jeg saae den, havde Uldrich mig intet at befale; og saa vidt Kongl. Mayf. hannem authoriserede1, saa vidt skulde jeg hannem estimere2; vilde han ikke bie, indtil min Vogn var forspændt, saa kunde han komme der til mig, som sagt er, og saa skulde jeg vide at rette mig derefter. Derpaa kom Borgemester og sagde, da maatte jeg lade spænde to Heste for og ikke mere. Jeg spurte, om ded var Hans Mayt.s Befaling; dertil svarte Borgemester, at han ded ej vidste, mens saaledes havde Uldrich Christian befalet hannem at sige. Jeg vilde hans Ordre og Befaling ikke parere, mens mine Tjenere blev nød dertil ded at gøre, thi ikke aleneste kom en Bysvend, som min forreste Sael-Hest3 hen trækkede, mens endog en af Uldrichs Tjenere truede min Kutsker4 med sin Degen5, dersom han flere end som to Heste forspændte. Jeg maatte lade mig ded med mere paa den Tid befalde6, kørte saa med de to for Slottet, saae ingen uden en Tjenere, hvilken jeg spurte, hvor den var, som vilde tale med mig. Han svarede, at han var paa Slottet. Jeg bad, at han vilde sige hannem, at jeg var der og biede hannem. Derpaa kom Borgemester til mig og bad, at jeg vilde trinne op til Uldrich paa Slottet; der vilde han sige mig Hans Majt.s Befaling. Jeg svarte, at mit Ærinde faldt intet paa Slottet, jeg havde der intet at forrette; han fik nu at gaa til mig, om han mig noget vilde. Borgemester kom atter igen og bad om ded samme. Jeg svarte som før; aleneste ded dertil, at dersom Kongl. Befaling lyde, at jeg skulde gaa paa Slottet, da fik han at vise mig den7 for Porten; thi ellers gik jeg intet derop. Derefter kom Borgemester og begerte, at jeg ikkun vilde trinne for Skriverstuen, ded var strax ved Porten, der vilde han sige mig Kongl. Befaling. Borgemester brugte og sit eget dertil, vilde med gode Ord mig persvadere8; bad, jeg mig dog vilde bekveme, ded var en ringe Vej, og ded var Kongen paa at gøre. Jeg bad Borgemester tage sig selv Vare og tro, at jeg ikke var fød i Dag; jeg vidste, hvad jeg havde at gøre; og af * * * * * * * *59 den Vogn gik jeg ikke. førend Uldrih kom ud til mig. Da kom Borgemester endnu engang igen og sagde, at ded til den Ende var skeed, at Uldrich Christian mig udi Enrom Kongl. Befaling vilde lade vide og den ikke saa offentlig for alle Folk fremføre. Jeg svarte, at jeg mig indbildte, den Kongl. Befaling ikke til den Ende var udgiven, at den udi Dylsmaal skulde excecuteres1, mens at den enhver skulde være vitterlig; saa var ded mig alt lige, om den stakket eller lang blev aabenbar; jeg skyde intet, hvem den hørte.
Derpaa kom han Uldrich gaaendes, og jeg trin ud af min Carosse. Først untskyldte han sig, at han ikke gerne sig den Commission havde paataget, mens han at være en Tjenere; sagde, at ded Hans Mayt. underlig forrekom, at jeg havde taget den Dristighed at komme udi Hans Mayt.s Lande, der jeg dog himligen var dragen derud og taget fremmet Protection, dermed untslaget mig fra den Pligt, jeg Hans Mayt. skyllig var, og udimidlertid med egen Haand diffameret 2 Kongen og hans Regering; hvorfor Hans Mayt. vilde have mig advaret, at jeg hans Lande og Riger skulde untvige, med mindre jeg mig selver vilde tilskrive, hvad mig derudover kunde vederfares. Jeg spurte hannem, om han den Ordre havde skriftlig (*skriftlig havde*). Dertil sagde han ja, og mig den ikke aleneste selver lod læse, mens mig endog Copie med egen Haand skreven og underskreven meddelte. Jeg sagde: At jeg mig den Dristighed havde paa taget i Danmark at komme, havde min gode Samvittighed foraarsaget, thi jeg vidste mig intet undt at paa staa3. Til den kongl. Ordre var vel4 at svare, mens jeg vidste, at ded var til forgeves; var saa intet vidre derudi at gøre end med al Submission 5 Hans Kongl. Mayt.s Befaling at parere, derhos beklage min Ulykke, at vorres Finder6 endnu vare saa mægtige, at de saadan Ordre kunde tilveje bringe. Han untskyldte sig atter igen, at han den Commission ikke gerne sig havde paataget. Jeg mente, at ded ikke havde heller værret * * * * * * 60 hannem meget imod; for jeg errinderede mig, at nogen Tvistighed vorres Huse havde værret imellem. Derpaa sagde han, at han vel havde dertil Aarsage; brugte mange utilbørlige Trues-Ord imod min Herre, som ej tilstede var, hans sædvanlige Rodomontader efter1. Jeg svarte, at ded var haarde Ord; ded skulde vel skikke sig, der var to om Købet: ded var og ikke ded, som kom denne Sag ved; hvilket han og gav Magt. Derefter sagde han, at han endnu havde en Ordre, om jeg begerte at se den. Jeg spurte, om han mig noget vidre havde at sige. Han svarte nej. "Saa haver jeg ej heller (*svarte jeg*) vidre Ordre at spørge". Derpaa rosede han nogle Gange med mange Ord, at jeg mig saa godvilligen udi Hans Mayt.s naadigste Villie skikkede. Jeg vidste, at ded var min Skyllighed; spurte, om mig var forløvet2 udi Korsør den Nat at forblive, eller om jeg strax samme Aften mig skulde tilbage begive. Han svarede, at jeg vilde lade mig befalde at drage til Nyborrig nu strax; han vilde følge mig til Hadersleben. Jeg syntes ej at have saadan Føllesvend behov; jeg vidste nu Hans Mayt.s Befaling: der skulde jeg mig udi al Underdanighed efter rette og vel finde Vejen udad igen. Han sagde ded at være Hans Mayt.s Befaling; og havde han tænkt at finde mig udi Jylland og sat sin Rejse med Jagten derhen; mente ikke, at jeg skulde have agtet mig til Sælland; han skulde følge mig til Hadersleben, og der havde Hr. Key von Alfeldt vidre Ordre. Jeg svarte, han vidste, hvad han havde at gøre, og jeg holdt mig ded for en Ære, at jeg havde saadan Cavaillier til Følge og Selskab; bød hannem min Carosse, hvilken han dog ikke vilde sætte sig udi; saa jeg kørte neder igen til Broen, og han gik; satte mig saa med hannem udi Jagten.
Der vi nogle Timer havde værret paa Vanded, begyndte han at tale med mig om vorres Sager, sagde, at Hans Mayt. endnu ikke vidste, hvorledes den Sag hængte sammen. Jeg beklagede, at Hans Mayt. ded ikke heller vilde vide; thi dersom Hans Mayt. dertil var begerig, da havde han Midlerne udi Hænderne, * * 61 hvorved han Sandheden kunde faa at vide. Han sagde ded samme nogle Gange og bedyrede ded med mange Eder. Da svarte jeg, at dersom min Herre og jeg ikke havde haft ded Haab, at Hans Mayt. ikke retsindeligen var udi den Sag informeret, og at Hans K. M. ikke videndes os forurettede, da havde jeg mig aldrig den mødsomlige Rejse paa taget, mens jeg havde formoded, at Hans M. skulde havde værdes til min Herres underdanige Erklæring ved mig at høre, hvorudaf Hans M. min Herres Uskyllighed kunde have seet; thi dersom jeg ikke med Breve og Documenter mine Ord kunde bevise, da Hans Mayt. mig tilbørligen kunde1 have straffet, udi hvis Hænder jeg mig godvilligen havde givet. "Nu synnes ded vel, at ded haver værret ded, vorres Finder2 haver frygtet, at Hans K. M. skulde retsindeligen i den Sag blive informeret, hvorved derres Skalkhed3 kunde komme for Dagen; derfor haver de denne Befaling bragt til Veje og dermed forhindret, at jeg Hans K. M. ikke kom udi Tale; og kan jeg ikke blamere 4 dennem derudi, thi naar Hans M. engang udi den Sag faar den rette Sandhed at vide, saa erre de gammel nok5, derfor gør de vel at skyvle6 ded, ded længste dennem mugligt er. Ded, som mig til denne Rejse haver beveget, er: at min Herre for Øjnen saae, at vorres Finder hans Uskyllighed undertrykte og forhindrede, at ingen ydmyge Skrivelser Hans M. fra hannem kom til Hænde; ja ingen af hans egne Venner torde en underdanig Supplication 7 til Hans K. M. frembringe. Han havde vel tænkt, at Tiden og de ilde funderede Beskyllinger skulde noget have formilded Hans Mt.s Hjerte, mens8 han saae den forløbe, os paa begge Sider at blive gamle, og ded, som mere er, vorres Børn at tilvoxe, for hvis Skyld vi ikke saa længre kunde hen sidde; derfor haver han vilt søge ded yderste, om mugligt Hans K. M. hans underdanig Erklæring ved mig vilde antage; thi eftersom hannem nu paa adskillige Steder gode Condictioner tilbydes, haver han sig til intet vilt resolvere, førend han sin egen Landes-Herre * * * * * * * * 62 og Konge havde søgt og hans sidste Villie erfaret. Nu ded over Forhaabning er ilde lykkes1, formoder jeg, at han hos alle og enhver bliver untskyldt, at han nødes til en Resolution at tage, saa at med Sandhed min Herre ikke Opignaterté 2 eller Opstytsighed3 kan tilskrives; thi han haver udi al Underdanighed søgt Hans Mayt.s Gunst og Naade." Jeg mente og, at ded maaske i Dag eller Morgen Hans Mayt. saa snart skulde fortryde, at han ikke havde værdiget at høre mig, som mig, at jeg ikke var bleven hørt; thi ded, jeg havde at forrebringe, var jeg viss paa Hans Mayt. skulde ej mishage.
Iblandt anden Discours sagde Uldrich, at han nogle Gange havde hørt Hans Mayt. rose min Herre og sige, at han var en meget forstandig Mand og havde stor Experients 4, mens5 aleneste den Sag - drog dermed Skulderen og sagde intet vidre. Hannem syntes og, at den største Faute 6 var, at min Herre sig af Landed havde begivet. Jeg mente, at derom ikke vel var at dømme af dennem, som vorres Aarsager ikke var bekendt, thi naar de dennem vidste, da maaske de sig over vorres Bortrejse ikke saa meget skulde forundre.
Vi kom endeligen ved Lys og Lygte til Nyborrig. Han leede mig udi i mit Losament og med en Compliment tog Afsked og sig udi sit Herberge retirerede. En halv Time derefter sendte han Bud til Secreteren Swartzkopff, at han vilde komme til hannem; der han kom, spurte Uldrich hannem, hvad for Herremænd7 der havde værret hos Fru Moder, der jeg der var; Swartzkopff svarede, at han ganske ingen uden en Frue havde seet; da sagde Uldrich: "Siger ded ikkun, thi man faar ded dog at vide." Derpaa sor8 han højt, at der ingen havde værret, hvilket gav Uldrich en stor Forundring; sagde, at ded Hans Mayt. var berettet, at sig en stor Del Herremænd der havde forsamlet og at jeg noget med dennem machinerede 9, hvorpaa den Ordre var bleven given. Jeg sendte derpaa Swartzkopff til hannem og bad, at han med en * * * * * * * * * 63 Skrivelse Hans K. M. vilde give min underdanig Mening og Rejses Aarsag tilkende. Jeg formodede, at naar Hans M. kom udi Erfaring, at ded med de Herremænds Forsamling hos min Fru Moder var Digt og Usandt, at da Hans Mayt. mig naadigst forundte Audientz. Jeg vilde dog efter Hans Mayt.s Befaling mig af hans Lande og Riger begive og mig enten til Lybeck eller Hamborre saa længe opholde, indtil jeg Hans Mayt.s Villie herom vidste. Uldrich Christian svarte hannem, at han paa Jagten alt havde forstaaet min Mening, og hvad mit Ærinde var; han vilde Hans Mayt. ded altsammens referere; tvivlte intet, at naar Hans Af. hørte min underdanig Begering, at jeg jo fik al den Satisfaction, jeg kunde begere. Bad mig, at jeg min Rejse vilde noget haste og gøre mit Bedste for at komme om Morgenen til Assens; og dersom jeg mig dertil ikke kunde bekveme, fik han en anden Herremand udi sit Sted at ordinere, thi han skulde hastig tilbage igen. Jeg lod hannem sige at ville gøre mit Yderste og Bedste; vidste dog vel, at ded udi den Saison med egen Heste var umuglig. Om Morgenen, som var den 26. Novem., varede ded noget længe, førend min Carosse kunde komme af Smakken, formedelst at Smakkemanden var efter Uldrichs Befaling sat den Nat udi Taarnet, fordi han sin store Flag havde opsat, der han mig overførte. Derfor sendte jeg til Uldrich og lod hannem vide, at ded ej var min Skyld, at min Rejse sig forhalede. Derpaa svarte han, at jeg skulde mig ikkun intet haste, mens tage min Comoditet1, jeg kom dog den Dag intet vidre end som til Odense.
En to Timer derefter kom han selv til mig, sagde, at hannem syntes ikke fornøden gjortes, han mig vidre fulte, efterdi jeg mig saa godvilligen skikkede udi Hans Mayt.s naadigste Befaling, brugte dertil mange Ord udi i min Ros. Jeg agtede ded for min høje Skyllighed, og sagde, at han vidste, hvad han havde at gøre, og jeg vilde fremdeles med al Respect Hans Mayt.s Befaling efterkomme; bad, at han sit gode Løfte vilde efterkomme og Hans AI. min velmente Intention 2 forstændige; hvilket han * * 64 med Eder lovede saa fideliter 1 at ville gøre, som ded hannem selver var angelegen2, og mig saa Hans Mayt.s Svar lade vide; han tvivlte ingenlunde paa, at jeg jo fik god Contentement 3. Jeg spurte, hvor hannem bedst syntes, at jeg mig saa længe kunde opholde; han mente til Apenrade 4, som er Fyrstens; ded resolverede 5 jeg mig til, og lovede han med forderligste6 mig der Hans Mt.s Villie at lade vide. Om den ny Digt anlangende de Herremænds Forsamling talte jeg og lided; sagde, at de os meget taabelig ansaae, at dersom vi havde haft nogen ond Intention, at vi da os saaledes skulde gouvernere, som var saa plump7; mens jeg undrede mig intet paa Snakken i sig selv, thi ligesom vorres Finder med Løgn derres Dont havde begyndt, saa saae jeg og, de dermed vidre continuerede 8 og søgte mig at meintenere 9; mente, at min Herres Actioner intet udviste, at han havde havde nogen und Intention, thi dersom Peter Juli vilde sige sin Sandhed (som dog ikke var hans Manér), da vidste han vel, hvad min Herre udi Sverrig var tilbøden, som han dog ej vilde acceptere; sagde vidre, at dersom nogen fandtes, som min Herre kunde tillægges med Rette, da var jeg den, som vilde dertil svare; formente, at ded ikke kunde komme Hans Mayt. til nogen Prejudix 10, at han mig hørte; Hans M. kunde dog gøre, hvis11 hannem godt og billigt syntes, og dersom min Person var Hans M. imod, da at maatte mig tilstedes at være saa nær, at jeg ved andre Hans Af. min Herres Uskyllighed kunde give tilkende. Uldrich gav tilkende, at hannem syntes, min Begering at være raisonable, formoded derfor, at jeg den erlangede; mente alenes te, om jeg Cantzelern og Jockum Gestrup et Ord vilde tilskrive, ded meget i Sagen skulde hjælpe; "thi Kongen at tilskrive (sagde han) er ikke bevendt12, fordi han annammede vel ingen Breve fra Hinder, thi han vilde ikke annamme Grevens Breve, ded ved jeg." Derpaa svarte jeg: "Ded var at gaa hos Fanden til Bichte13; ded var at skrive mine * * * * * * * * * * * * * 65 Finder til og søge Hiælp hos dennem". "Ded haver jeg og tænkt," svarte han. Derpaa gjorde jeg hannem Complimenter og sagde mig fuldkommen paa hans Solicitation 1 at forlade, med den Vidtløftighed, som den Matière 2 behøvede.
Dermed tog jeg Afsked af hannem, og han bad, jeg mig ingensteds i Jylland vilde opholde, mens tage min Vej lige paa Hadersleben, hvorhelst Key von Alfelt om min Komme var adverteret. Ded lovede jeg, og drog saa min Vej, blev von weiten3 convoyeret af en af Uldrichs Tjenere indtil Assens. Hadersleben kørte jeg uden om, og kom den 30. Novem. til Apenrade, hvorhelst jeg udi 10 Dage ventede efter Svar fra Uldrich efter hans Løfte, mens bekom ingen; begav mig saa derfra, og skikkede mig, saa meget som mugligt var, efter Kongens Befaling; vilde ikke komme udi de store Byer, mens drog Flensborg forbi. Der jeg kom *den 10. Dec.* udi et Krog4 en halv Mil fra Flensborg, heder - - - som jeg agtede lided att bede, kom Ambtmandens Tjenere ridendes fra Flensborg og lukte en Slagbom der sammesteds, som han formente mig skulde forhindre min Vej at rejse, gik derpaa ind i Huset og sagde til Swartzkopff, at Ambtmanden lod mig bede, jeg en Time eller noget der vilde forblive, han havde noget med mig at tale. Jeg forstod vel, hvad ded var for en Been5, jeg tænkte, at eftersom Slagbommen var lukt, fik jeg vel at bie, sagde, at jeg vilde hannem der vente. Bemeldte Karl samlede med en Hast 5 andre Karle til sig i Kroet, red og til næste Landsby, som jeg skulde forbi, og befalte Bynderne at samle sig og være udi Beredskab. Efter at jeg længe havde tænkt paa den underlige Procedure 6, syntes mig ikke raadeligt vidre Gewalt at afvente, om ellers Midler var den at untgaa, gik ud og saae mig omkring, havde adskillige Anslag, mens der jeg blev var, at jeg Slagbommen kunde (formedelst ded var frøssen) køre forbi, tog jeg den Resolution ded at gøre og mig at værge for dennem, mig ded vilde forhindre. Mens udi ded samme jeg * * * * * * 66 derom til mine Betjente talte, kom Ambtskriveren fra Flensborg kørendes, med to lange Bysser1 i sin Vogn; lod sig hos mig ommelde, og der han kom ind, complimenterede han mig vidtløfteligen fra Ambtmanden, hvilken lod af mig begere, at jeg vilde gøre hannem den Villighed enten at blive der udi Kroet om Natten eller og tage et Natteleje udi Flensborg, thi han kunde ikke komme saa snart, eftersom han Grev Rantzau noget lided havde fult paa Vejen, som drog til Danmark, og han havde højt magtpaaliggende Sager at tale med mig. Jeg betalte Complimenterne med den samme Mynt; sagde vidre, at ded ikke var min Lejlighed der længre at forblive; jeg havde efter ded første Budskab, han sendte til mig, forventet hannem over to Timer; jeg hastede noget med min Rejse og agtede mig næst Guds Hjælp den Aften til Slesvig, hvorfor mig Dagen gjordes behov; formodede, at Ambtmanden ded ikke ilde optog, at jeg hans Begering for denne Gang ikke kunde vidre efterkomme. Han bad alt immerfort om ded samme. Jeg lod imidlertid spænde for, og eftersom han altid brugte ded Ord, "dass es wichtige Sachen wehren, die der H. Ambtman mit mir zu rehden hätte"2, svarte jeg: "So mussen dann die wichtige Sachen dem H. Ambtman angelegen sein, und nicht meine Persohn; denn ich habe nichts mit dem Cavallier zu negociren; wann dem also, wil ich Ihn die Courtoissie erzeigen und warten seiner in Slesvig *einen gantzen Tag*, wenn er mir diese Natt durch einen Diener es wil wissen lassen."3. Han lod forstaa, at Slesvig var for vidt abgelegen4, og mig syntes, at Flensborg var af min Vej, og jeg kunde mig ikke længre lade opholde. Han bad alt ded højeste han kunde, og der min Tjener kom og sagde, at der var forspændt, bad han for Guds Skyld, at der maatte fraspændes. Jeg sagde: "Dar wird nichts aus"5. "Nu," sagde han, "so werden I. G. dann bleiben * * * * * 67 müssen"1. "Bleiben müssen (sagde jeg), das ist ein wenig zu viel geredt. Aus was Authoritet sagt er das?"2 Han svarte, at han var en Tjenere etc., lagde ded atter paa Been3 igen. Der jeg satte mig udi Vognen, brugte han tit ded Ord: "Sie werden bleiben müssen"4. Jeg spurte hannem atter, hvor han kom til at bruge den Myndighed. Dermed, sagde han, dass ihn wehre anbefohlen wurden mir nicht ziehen zu lassen.5 Jeg spurte, om han den Befaling havde skriftlig. Han sagde nej. "Ja (sagde jeg), ich parire nicht ewer mundtlich Ordre" 6. Der drog han Skulderen ned, sagde, han lukte ikke Slagbommen op, thi ded var hannem forbøden. Jeg sagde at ville køre omkring den. Ded mente han uden Fare ikke kunde ske. Jeg vilde vove ded derpaa, og som jeg lod, at jeg vilde paa den onde Vej og stige saa længe ud af Carossen, bad han mig sidde, og sagde: "So wil ich dann aufsliessen"7. Jeg sagde: "So thue Er's dann"8. Dermed sukkede han dybt og sagde: "Ich dörf nicht, ich muss Comando pariren" 9. "So thue Er's dann nicht"10, svarte jeg. Derpaa sagde jeg hannem, at han selver vel fornuftig kunde eftertænke, at med min gode Villie lod jeg mig ikke holde, og for Gewalt vilde jeg mig værge ded længste jeg kunde. Der blev han noget sømodig11 ved, og hans Hænder rystede, som han holdt paa Udhænget12. Han havde vel intet haft at frygte for, thi al mit Gewer udi min hele Suite 13 var et Par Pistoler. Han havde da gjort sit Bedste at holde mig oppe14; den Tid ded ikke længre kunde hjælpe hannem, gjorde han sig officieux 15 og vilde vise mig en god Vej, som var dennem lige udi Næsen16, hvilke han ventede til sin Succours 17. Mens18 jeg takkede hannem og lod staa over Graven, kom saa Slagbommen forbi, som var høj Tid; thi der jeg var kommen et lided Stykke paa Vejen, kom Banken neder ad19 fra Flensborg to Vogne, enhver med tvende Karle og 4 lange Bysser; * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 68 de holdt lided ved Kroet og talte med Ambtskriveren. Den Tid vandt jeg, og der jeg kom Landsbyen forbi, som før om er meldt, løb Bynderne og samlede sig; Præsten endog løb med, mens1 ded syntes, at de mig ikke saa snart ventede, og jeg gav dennem ikke heller Tid derres Befaling udi Værk at sætte, thi jeg forfulte min Vej. Der jeg var Landsbyen forbi, kom de tvende Vogne med de 4 Karle og lange Bysser efter mig i fuld Galop. Jeg lod og køre paa og vilde intet bie derres Komme. Saa rendte vi om Kap en halvanden Mil indtil Fyrstens Gebiet, og der vi var en halv Fjerring-Vejs nær ved Skellet, da havde de mærkeligen2 vunden, mens Lykken var saaledes, at jeg naaede Fyrsten af Holsteins Gebiet, førend de naaede mig. Dermed blev de holdendes og fulte mig ikke vidre, saa Intentionen kunde sees, og vidre blev intet udrettet. Om Aftenen kom jeg til Slesvig og den 15.Dec. igen udi god Behold til Bart Slot, hvorfor Gud være evindelig æret, som mig saa underligen og naadeligen fra mine Finders Tyranni og Vold bevarede. Han hjælpe fremdeles for sit Navns Ære Skyld. Amen.

CONFRONTATIONEN I MALMØ 1659

HVAD SOM PASSERET UDI DEN CONFRONTATION HER UDI MIT HUS I MALMØ
DEN 17. DEC. 1659.

Den 17. Dec. 1659 sattes Retten her udi Huset, og var Commissarierne 1 disse:
  • Rigens Raad Hr. Johan Gyldenstierne,
  • Gustaf Posse,
  • Claus Raalam,
  • Secreterer Skunck,
  • Gyldengriib,
  • Morten Bremer,
  • Magnus Skilder,
  • Dr. Erick.
Magnus Larsen Kgl. Advocat,
som Tiltalen fremførte.
De, som denne Rettergang skulde være til Paahør, vare disse:
  • Palle Urne Fanger
  • Lave Bille Fanger
  • Steen Ritz Fanger
  • Otte Lindenov Fanger
  • Suab Fanger
  • Borgemester Hans Hendrichsen
  • Borgemester Jacob Clausen
  • Raadmand Hans Aagesøn
  • Raadmand Jacob Jacobson.
Der var tre Protrocollister, to Skuncks Betjenter1 og en her af Byen.
Der de havde sat sig til Sæde, udi Stuen, blev jeg indfordret, og rejste de sig alle imod2 mig, og gjorde jeg enhver sin tilbørlig Reverentz, hvorpaa Rigens Raad Gyldenstierne bød mig min Lehnestol, og satte jeg mig lided afsides fra Herrerne; de bleve alle med blotte Hoveder; hvorpaa Kgl. Advocat begyndte at tale til Kgl. Commissarier udi den Mening, at eftersom Hs. K. Mt. havde haft Aarsage at lade min Herre og mig tiltale paa adskilligt, som allerede skeed var, og en Conjrontation med dennem, som udi den Sag Vidne var, syntes nødvendigst at være, altsaa bad han den Kgl. Commissarial-Retten, at Vidnerne maatte fremkomme og derres Ed aflægge for deres Sandhed udi den Sag at sige; hvortil R. R. Gyldenstierne svarte ja, ded var billigt, og befol, at først Bartholomeus Mickelsen skulde indkomme, hvilket skeede. Og der han indkom, holdte R. R. Gyldenstierne hannem for, vel at betragte, hvad den Ed havde i sig, han skulde aflægge, og at han intet uden sin Sandhed skulde vidne, hvorpaa Bartholomeus lagde sin Haand paa Evangeli-Baagen og sagde saa hos sig: "Ja saamænd skal jeg saa; saa sandt hjælpe mig Gud." Hvortil Advocaten sagde: "Ded er ikke saaledes ment. I skal sige efter Eden, som Eder bliver oplæst" Hvortil jeg sagde: "Ded, som først skulde have værret, sker nu sidst post festum 3 bag paa Processen." Saa blev en Ed for hannem oplæst af den Mening, at han hverken af Lyst, for Truen eller Nytte skulde vige fra Sandhed, mens4 den sige foruden Sky, saa sandt hjælpe hannem Gud og hans hellige Ord.
Derpaa spurte Advocaten hannem ad, om han var bleven nogen Tid enten lokket eller truet til med Pinen Greven eller * * * * 73 Grevinden noget at paa sige; hvortil Bartholomeus intet svarte à propos 1, mens sagde: "Ded jeg haver sagt, ded er Sanden, og ded haver jeg skriftligen givet fra mig." Hvorpaa Advocaten vendte sig til mig og sagde: "Der hører Grevinden, at Bartholomeus intet er bleven truet dertil med nogen Pinen, som Greven udi sin Replique haver givet at forstaa." Hvortil jeg svarte, at ded kunde jeg ikke af hans Svar fornemme, kunde og ikke vide, hvad hannem havde beveget min Herre og mig at paalyve, enten ded var Lokken eller Trusel. Hvortil Bartholomeus sagde intet at have løjet. Jeg sagde til hannem: "Skulde nogen tro, at I, som haver ikke haft Samvittighed2 mange uskyllige Mennesker at lade formorde og ombringe, at I skulde gøre Eder Samvittighed os at paalyve?" Hvortil han svarte: "Jeg vilde ikke lægge Haand paa nogen Menneske." Jeg svarte: "Om I ikke havde den Courage selver ded at gøre, vilde I ded dog ved Eders Raad forrette. Dog, den Sag kommer mig ikke ved. Ellers er ded ikke underligt, at I, som vilde lade os selver ombringe med de andre, ikke gører Eder Samvittighed os at paalyve." Hvortil han svarte: "Nej, Eders Hus skulde intet have kommet til Skade. Der var Borren god for3." Svarte jeg: "Ded ved jeg alt for god Beskeen om, baade af en Tjenner, som kom fra København, der før havde tjent os, og endda en Borger af Stralsund, foruden andre, som ded vidste at berette, saa at ded var ordineret 4, at ikke en Sten af vorres Hus skulde blive staaendes paa den anden." Hvortil Bartholomeus intet svarte.
*Advocaten sagde: "Grevinden talte tilforne om Eden før skulde have værret aflagt; saa er ded bleven tilbøded, at Fuldmægtigerne den skulde have værret til Paahør." "Naar?" svarte jeg; "der man var midt i Processen. Er ded brugeligt?" Skunck sagde: "Man vidste ikke, at Bartholomeus vilde tale om Greven, da han blev første Gang examineret." Og Advocaten sagde sit dertil, at eftersom Bartholomeus ikkun blev tilspurt om Anslaget * * * *74 paa Malmø, og ded ikke rørte Greven paa, kunde og ingen være paa hans Vegne til Paahør. Jeg svarte Skunck, at "da I gode Herrer gjorde hannem de indstændige Spørsmaal om min Herres Person, da skulde nogen have efter Loven værret paa hans Vegne til Vedermæle1." Derpaa svartes intet.*
Advocaten tilspurte Bartholomeus, om ikke Greven havde søgt Gunst hos Kongen i Danmark. Hvortil Bartholomeus svarte ja. Advocaten spurte, hvorledes ded kom til, at han ded søgte. Jeg interromperede2Advocaten og bad, at Bartholomeus maatte sige af sig selv foruden Spørsmaal, hvad han med min Herre sagde at have talt, saa mente jeg, ded sidste ikke skulde være ded første ligt. Det skulde og ske, sagde Advocaten, mens3 spurte dog Bartholomeus ded samme igen, hvortil Bartholomeus svarte, at ded kom saa til, at hans Venner skrev hannem til fra København, at de saae gerne, Greven havde Gunst hos Kongen af Danmark; saa talte han med Greven derom udi hans Kammers, og han lod sig ded vel befalde4, vilde dog ikke skrive, mens3 bad, han5 skulde skrive derom. Hvortil jeg svarte: "Ded er aldrig skeed. I var den rette Mand, han derudi skulde bruge, om saa havde værret. Jeg er vis paa, havde I kommet med den Snak, da havde han visseligen forbøden Eder vidre til at tale *derom* og viist Eder saa af, I havde ikke kommet igen."
Advocaten tilspurgde Bartholomeus, af hvem han havde den Kundskab om Stormen. Bartholomeus svarte: "Af Greven." Advocaten: hvorledes han fik den? Bartholomeus: "Greven sendte Kield Friis ud efter mig paa Limhavn, at jeg skulde komme til hannem. Saa kom jeg ud Klokken tolv og var udi hans Kammers hos hannem henneved to Timer. Bad Greven mig sætte sig paa sin Stol ved Bordet, og han satte sig paa en Bænk. Saa læste han op for mig af et Papir Stormpuncternef og jeg skrev dennem efter. Saa rev han sit Papir i Stykker og kaste ded paa Ilden." Jeg svarte dertil: "Han tager Løgn sin * * * * *75 Løgn med at besmykke; thi jeg er vis paa, at ded skeede aldrig, og kan deraf endog sees, at han lyver, thi paa de Tider plejer vi at holde Maaltid." Og spurgte jeg Bartholomeus: "Fik vi da ingen Mad den Middag?" "Jeg ved ikke," svarte Bartbolomeus, "om I havde faaet Mad før eller fik Mad, da jeg kom, thi jeg gik noget ude paa Gaarden." "Ded kan alle vorres Folk vidne," sagde jeg, "at ded er ikke sandt, I paa de Tider var hos min Herre." Og blev Bartholomeus udviist.
Derpaa blev Rasmus Andersen indkaldet, og holdt R. R. Gyldenstierne hannem i lige Maader for at betragte sin Ed og vide, hvad den betyde. Og der han Eden havde aflagt, spurte Advocaten hannem, om han var bleven truet med Pinen til at sige Greven noget paa. Rasmus teeg1 noget stille, førend han svarte, saa at Advocaten spurte hannem atter igen, hvortil Rasmus svarte: "Jeg blev vel truet med Pinen, ded kan jeg ikke andet sige; mens ikke mere for ded end som for anded." Og bad Advocaten, han skulde sige, hvad Discours 2 Greven og han havde haft tilsammen. Rasmus sagde, at han havde given dennem skriftlig fra sig, og ded var sandt. Jeg sagde: "Siger dennem nu." Saa begyndte han at stamme, sagde et Ord to-tre Gange. Derpaa sagde Advocaten: "I behøver intet at frygte Eder. Siger man3 frem. I haver værret for Herrerne før." Jeg sagde: "Styrker hannem, thi mig synnes, han haver Hjælp behov." "Nej," sagde Advocaten, "jeg styrker hannem ikke. Siger frem." Dermed begyndte Rasmus igen og kunde ingen Vej komme, holdt Fingrene for sin Pande og repeterede Ordene igen, han engang havde sagt, for at mindes dennem. Hvortil jeg sagde: "Ded gaar hannem som smaa Børn udi Skolen, naar de skal recitere derres Lejse4, som de haver lært udenad; naar dennem fattes et Ord, faar de at begynde paany igen." Der Advocaten saae, at han stod og happet derudi, gav han hannem hans Bekendelse, han skriftligen havde givet fra sig; den læste han op. Jeg sagde: "Ded er ikke Under, at l kan læse Eders egen skreven Digt5. * * * * * 76 Havde I skulle sagt den desforuden, da maaske den havde ikke værret dette ligt." "Jo saamænd," sagde Rasmus, "jeg haver sagt det, som Sandhed er." "Jeg er vis paa," svarte jeg, "at min Herre havde aldrig saadan Samtale med Eder; thi hvad kommer hannem Taubenfeldts Barn ved at have Omsorg for; jeg tror og, at hans Frue ikke skal kunne regne mange Friherrer udi sit Slægt. Hvad han kan gøre, naar Bønder slager fejl, ved jeg ikke. I maa have et skelmsk1 Hjerte, at I saadan Løgn sammensætter, som dog i sig selver intet haver meget at betyde; aleneste Eders onde Gemyt kan deraf sees." "Jeg haver intet skelmsk Hjerte," svarte han; "hvad ved I deraf?" sagde han og sprang frem paa den ene Side; "I var der intet hos; ded er og man Discours.2 " Jeg svarte: "Derfor at jeg ikke var da hos, og I ved, at min Herre er udi den Stand ikke for sig selver at kunne svare, derfor siger I nu, hvad I vil, og hvorfor siger I slig Discours?" "Hvorfor skulde jeg ikke sige dennem?" svarte han; "de vare jo bleven sagt". "I siger ikke sandt," sagde jeg. Hvorpaa R. R. Gyldenstierne vendte sig til de danske Adel og til Borgerne: "Er der nogen af Eder," sagde han, "som ved, at Rasmus Andersen før haver værret for Usandt straffet?" Derpaa stod Palle Urne og Borgemester Jacob Clausen op og sagde, de havde ikke anded hørt, end han jo var holdt for en ærlig Mand. Jeg sagde, at ded var endnu tilig nok at gøre Skelm af sig. Rasmus sagde, han var en erlig Mand. Jeg sagde: "Han fik udi en af disse Dage at vide, hvad han var."
Derpaa blev han viist ud, og kom Nels Pedersen ind, som og aflagde sin Ed, mens blev ingenting tilspurt, blev igen udviist, og Johan Jørgensen indfordret, som gjorde sin Ed. Derpaa spurte Advocaten hannem, om han havde set Grevens Tjenner, en Tyrk, paa Limhavn. Svarte han: "Jeg saae En med et sort Haar paa Limhavn; da spurte jeg Bartholomeus, hvem ded var; sagde han, at ded var Grevens Tjenner, en Tyrk." Advocaten spurte hannem, om ded ikke var den samme, som der blev ført for * * 77 hannem paa Slottet. Svarte, hannem syntes saa, at ded var den. Johan Stenmand blev indkalded og gjorde sin Ed, og tilspurt af Advocaten, om han ikke havde set Grevens Tjenner, en Tyrk, paa Limhavn, svarede ja at have set hannem der tvende Gange. Hvortil jeg sagde: "Ded er ikke Under, at han siger som Bartholomeus, for han haver værret i hans Hus og ædt hans Brød." Og tilspurte jeg hver især, Johan Jørgensen og Stenmand, om de havde set hannem have noget Brev med sig; svarte de nej. Og blev Isak indhent; hvor da Advocaten atter spurde Johan Jørgensen, om ded var den samme, han havde set paa Limhavn; svarede som før: hannem syntes saa. Advocaten spurte Isak, om han ikke havde værret paa Limhavn; sagde nej aldrig at have værret der. Advocaten spurte atter Johan Jørgensen, om ded var ikke den, han saae der; svarte: "Mig synnes saa, mens han siger selver nej." Advocaten spurte Stenmand ad, om ded var den, han havde set paa Limhavn; svarte ja. Isak sagde nej dertil aldrig at have set hannem der. Advocaten sagde: "Skulde ded da have værret en anden, maaske en Fransos?" hvortil ingen svarede. Omsider sagde Gustaf Posse: "Mener I den Fransos Charle? Nej, han haver ded ikke værret, han siger at have skøt Agerhøns der, mens ellers ikke værret der." Dermed bleve de udviist igen, og sagde Advocaten til mig: "Der ser I, Fru Grevinde, at der erre tre Vidner paa Tyrken." "Ded kommer mig ikke ved," svarte jeg, "thi omendskønt Isak haver værret hundrede Gange paa Limhavn, ded kymrer ikke mig, naar ingen kan bevise, at han haver værret der udi sin Herres Ærinder og bragt noget Brev fra hannem. Tilmed stemmer ikke to Vidnesbyrd overens, at han haver værret der."
Bartholomeus blev atter indkaldet igen. Tilspurte Advocaten hannem, om han ikke havde ded Anslag paa Flaaden udi Landskrone Havn at ruinere af Greven 1. Svarede ja. Jeg sagde dertil, at jeg vidste, ded var ikke sandt, og havde min Herre og erklæret sig derpaa og sagt, at han aldrig havde talt med Bartholemeus * 78 derom. "Ja, den Is," sagde Advocaten, "Greven vil bevise ded med, befinder sig anderledes; thi der laa ingen Is sidst in Februario." Derpaa tog Skunck Ordet: "Jeg rejste," sagde han, "i Begyndelsen af Marti o igennem Landskrone; da løb der Skib ud." "Ded forhindrer ikke," svarte jeg, "at jo min Herre med den Is, han udi sin Erklæring om melder, beviser, at Bartholomeus siger Usandt; thi Bartholomeus siger, at strax efter Stormen skulde han have talt med hannem derom; ded var ikke m Martio. Nu ved alle, at paa de Tider Stormen var, laa der en stærk Is overalt, og beviser Corfitz Trolles Brev ded, at der laa Is; hvorfor ded Anslag ikke kunde gaa an. Og enten der laa Is eller ikke, er ikke derfor sagt, at Bartholomeus ded Anslag havde af min Herre, mens snarere af sig selver, efterdi ded ikke var practiquable.1
Advocaten tilspurte Bartholomeus, hvorfor Greven søgte Gunst hos Kongen i Danmark. Bartholomeus svarte: "For at bore sig ind hos Kongen af Sverrig, sagde Greven mig." Jeg sagde: "Ded er en Bunde-Terminos2, som min Herre aldrig haver brugt." "Ja," svarede Bartholomeus, "naar store Herrer taler med Bønder, bruger de derres Manér." "Men til hvad Ende *spurte jeg* vilde min Herre, som I siger, bore sig ind hos Hs. K. Mt. af Sverrig?" "For at være Mediator3 svarte han; hvortil jeg lo noget sposk og sagde: "Man hører vel, at I er den rette Statsmand, og at ded haver værret med Eder, min Herre haver talt om Statssager. Ded er saadanne Standspersoner, man bruger til Mediateurs." Og sagde jeg til Advocaten: "I haver gjort saa mange Presumsioner4, gører mig nu en og siger mig, hvad der skulde have beveget min Herre til at søge Gunst hos Hs. K. Mt. af Danmark, paa de Tider, da han ikke havde uden den ene Stad igen af sine Lande og ded saae ud for menneskelige Øjne til hans total Ruin. Siger mig dog en Presumsion." Ingen svarte. Og vendte jeg mig til de danske Adel og sagde: "Ded ved en Part af Eder, at der var mange endog af vorres Venner, som * * * *79 syntes, at vi gjorde for lidt derudi, da K. Mt. af Danmark var udi Velstanden, at vi ikke søgte Hs. K. Mt.s Gunst. Ded blev ikke overladt, fordi vi den jo højt adstundede1, mens2 ikke paa den Maade Pardon at begere; thi der var ingen Forseelse begaaet. Og vilde jeg, at vi havde alle Potentaters Gunst, dog alting med Manér."
Advocaten tilspurte hannem, om Greven ikke havde talt med hannem om La Voiette. Bartholomeus svarede ja, han havde sagt hannem, at han længe havde kendt La Voiette, der han var Prinsen af Uraniens Page og de var gode Venner. Hvortil jeg svarte: "Hvem monne have sagt Eder ded, at La Voiette havde der værret Page? Jeg er vis paa, at I ded ikke haver hørt af min Herre. Ded er sandt, at min Herre kendte hannem Page hos Prinsen af Uranien, og derres Venskab var saaledes, som den imellem en Ambassadeur og en Page kan værre."
Advocaten tilspurte Bartholomeus, om Greven ikke havde sagt hannem, at dersom de af København havde faldet ud efter Stormen, kunde de Finden3 have ganske ruineret. Bartholomeus svarede ja og repeterede Ordene. Hvortil jeg svarte, at dertil havde min Herre selver svaret, og saae man, at Bartholomeus ikke var bedre Krigsmand end som Statsmand; thi ded vidste min Herre vel, at ded var ikke raadeligt for Fodfolk at attacquere4 Rytteri udi rase campagne5. Hvortil Advocaten sagde: "Eftersom Vorre6 var udi Confusion, kunde ded vel have skeed." "Ded forstaar jeg ikke," svarte jeg; og vilde han derpaa noget mere have talt, mens Gyldenstierne vinkede hannem. Bartholomeus begyndte at sige, at Greven havde skældet hannem for en Tyv, og ded var han ikke, og skulde man ded aldrig kunne bevise. Og sagde han vidre: "Der jeg hørte ded, da maa jeg bekende . ..." "Hvad?" sagde jeg. Han svarte intet. "Jeg ser, I haver gjort af Had," sagde jeg, "hvis7 skeed er." "Nej," sagde Advocaten, "han havde alting bekendt, førend han Grevens * * * * * * *80 Erklæring fik at se." Bartholomeus stympet1 immer derpaa igen og sagde, at hannem aldrig nogen Tyveri skulde overbevises, og ded havde man hannem med ingen Sandhed tillagt. Hvortil jeg svarte: "Dersom Eder er længere Liv forelagt og Gud under mig at leve, da skal jeg ded med Eder udføre og bevise, at ded er sandt, hvis2 min Herre haver skreven." Bartholomeus sagde: "Jeg er aldrig bleven dragen udi nogen Rettergang for Tyveri." "For ikke at lade ded komme dertil," svarte jeg, "saa tinget I op3, og ded med min egen Sal. Morbroder Otte Marsvin." Hvortil Bartholomeus teeg lided stille, og sagde siden: "Ded skeede ikke heller." Jeg svarte: "Ded haver Eders Hustrues Midler faaet at vide, som sprang derfor." Hvorpaa han intet svarte.
Advocaten fremviste en Sedel foruden Opskrift4 og Underskrift, som han sagde værre min Haand, spurte Bartholemeus ad, om den Sedel ikke var min Haand og til hannem skreven; hvortil Bartholomeus svarede ja, den Sedel var Grevens *Haand* og til hannem *skreven* Svar paa ded, han skrev hannem om. "Ded er artig," sagde jeg, "han siger, ded er min Herres Haand, og Advocaten siger, at ded er min." Hvortil Advocaten sagde: "Bartholomeus vidste ikke bedre, end ded var Grevens Haand, førend jeg sagde, at ded var Grevindens, for jeg holdte ded ved5 Hinders Skrifter." Bartholomeus blev ved at sige, at det var Grevens Haand. Advocaten tog Sedelen med den Erklæring, min Herre imod Hs. K. Mt. gjort havde, hvilken var skreven med min Haand og af min Herre underskreven, viste den de danske Adel, der var tilstede, og spurte først, om ded ene Skrift ikke var ligt ded anded, siden, om min Herres Haand ikke var saa let at skrive efter som min. Ingen svarte noget dertil. Viste han mig min Herres Navn selver med den anden Skrift og sagde, at jeg mente udi min Triplicque, at ded, Bartholomeus ikke havde skreven min Herres Haand efter, havde værret, fordi den ikke var saa let som min at efterskrive; hannem syntes, at * * * * *81 ded jo saa let var til at gøre, og at mere af min Herres Haand skulde findes end af min, eftersom han havde haft meget til at bestille. Jeg svarte, at hvis1 jeg dertil havde svaret, var en Presumsion, at maaske ded havde ded foraarsaget, og skrev min Herre ikke altid lige vel eller lige læselig; der var og maaske ingen af hans Fogder, som vilde gøre Skelm af sig og fly nogen af hans Breve til at skrive efter. Ellers bekendte jeg, at en Skelm, der sig derpaa havde lagt2, saa vel min Herres Haand som min kunde efterskrive, og kan Bartholomeus bedst sige, hvorfor han den enten haver skrevet eller laded skrive. Bartholomeus svarte: "Jeg haver ikke laded den skrive. En blev mig saa sendt her fra Huset." Hvorpaa jeg spurte hannem, hvormed han kunde bevise, at den var skreven til hannem, efterdi der er ingen Opskrift paa. "Den blev mig sendt," svarte han. Jeg spurte: "Hvem bar Eder den?" Bartholomeus svarte: "Ded mindes jeg ikke." "Skulde I ikke mindes ded, hvem der bar Eder den, og I siger, En blev Eder sendt her fra Huset. Der kan man se, hvor han far med Løgn. Ihvorom alting er," sagde jeg, "da siger jeg, en Skelm haver skreven den og ikke jeg, og ingen erlig Mand skal med Sandhed godtgøre, at ded er min Haand, om han var *end* en Furste." "En Skelm haver skreven den," sagde Bartholomeus. "Ded er ded første sandt Ord, I haver sagt i Dag," svarte jeg "mens3 I ved, hvem den Skelm haver værret." Bartholomeus svarte: "Jeg er ingen Skelm; Greven haver skreven den." Og sagde Posse, at Secreteren Kield Friis havde sagt, ded var min Haand; hvortil jeg svarte: "Han maa have sagt, det saae min Haand ligt; mens ded er jeg vis paa, at han ikke kunde sige, ded var min Haand. Her tages Bartholomeus udi Løgn," sagde jeg "ligesom med Nels Pedersen, han havde sagt min Herres Svar om Mikkelsdag, der4 han hannem5 efter hans Sigen om den Gunst, hos K. Mt. af Danmark skulde søges, først om Mortendag proponeret6. * * * * * *82Bartholomeus sagde: "Hvad ved jeg, hvad Nels Pedersen siger for Tider." "Lader da Nels Pedersen selver komme ind," sagde jeg "og sige, hvad Tid og hvad I sagde hannem." Advocaten tog og ded og sagde, at slig Folk, som omgikkes med Ager og Kveg, ikke vidste saa lige Tiden at observere, og jeg havde selver skreven udi min Replicque, at ded var vel, man skrev op, naar man talte med En, og hvad man sagde. "Ded er vist nok," svarte jeg, "at mig synnes, ded i denne Tid behøves; mens hvad kommer ded her ved? Saadanne Folk, som omgaas med Ager og Eng, de ved Tiden langt bedre end enten I eller jeg." Bartholomeus sagde atter, at ded kom hannem ikke ved, hvad Tid Nels Pedersen sagde. Jeg sagde da: "Lader hannem selver komme ind og sige sine Ord." Mens1 ingen havde Øren, og han kom intet ind. Advocaten disputeret af al Magt og blev ivrig, hvorover jeg bad hannem ikke ivre sig. Der laa ikke meget Magt paa den stakket Tid, sagde han; ded var ikkun sex Uger imellem Mikkelsdag og Mortensdag, og kunde han baade om Mikkelsdag og Mortensdag have talt derom, kørte en hel Haab sammen, som ingen Fynd havde. Hvortil jeg svarte: "Ded er meget. Vil I det endnu disputere? Tager I de fjorten Dage for Eder, de fire Uger, ja alt saa nær som en Dag, ja en Time, lader2 mig den til at bevise med, at han en Time førend Propositionen skeede, vidste Svaret, saa kan deraf hans Løgn og egen Digt bevises." Advocaten vilde endnu replicere ded samme, han før havde sagt; mens1 Gyldenstierne syntes, ded var nok. Derpaa tog Advocaten Seddelen og vilde lægge den sammen udi en Trekant og sagde: "Saaledes haver den ligget." Mens1 Seddelen var saa reven, at den ikke kunde holde. Dermed tog han et anded Stykke Papir og viste ded, at saaledes havde den værret lagt. "Hvad da?" sagde jeg "Giver mig Papiret hid, jeg vil lægge Eder ded udi en Sexkant, og en Time derefter skal man sige, at den altid saa haver ligget. Hvad skal ded kunne sige?" Han famlet endnu længere dermed, saa at * *83 Gyldenstierne vinkede hannem, at ded var unødig: "Hvortil ded?" *sagde han*.
Advocaten spurte Bartholomeus, om Greven ikke havde talt med hannem om Tyrkens Troskab. Bartholomeus svarede ja. "Hvorledes kom det til?" sagde Advocaten. "Vi kom i Tale," svarte Bartholomeus, "om tro Tjennere." Jeg sagde: "Jeg er vis paa, at ded ikke er sandt; thi til hvad Ende skulde min Herre have talt med Eder om sin Tjenners Troskab? Skulde den bruges til noget?" Bartholomeus svarte: "Naar man er en to eller tre Timer inde hos en Herre, skal man have noget at tale om." "Ded haver I aldrig værret," sagde jeg; "I haver aldrig værret en Time tillige1 hos min Herre, hvilket jeg med mine Folk vil bevise."
Advocaten tilspurte Bartholomeus, om han ikke havde ført mig et Brev fra Olle Brockenhus. Bartholomeus sagde ja. Advocaten spurte, om ded ikke var om Arvelodder. Bartholomeus svarede: "Jo, saa sagde Grevinden." Jeg sagde: "Aldrig flyde I mig noget Brev fra nogen Menneske, og aldrig skrev Olle Brockenhus mig til om nogen Arv. Hvad skulde ded være for Arv?" sagde jeg. Bartholomeus svarte: "Ded ved jeg ikke; mens saa sagde L" "Hvad skulde ded komme Eder ved, at jeg skulde tale med Eder om ded?" sagde jeg; "ded var og den rette Tid nu at skrive om Arv." Bartholomeus sagde: "Saa sagde I for mig, thi jeg vidste ikke anded, end det var fra Corfitz Trolle." Jeg sagde: "Corfitz Trolle haver I aldrig nævnt for mig og aldrig flyd mig noget Brev, og haver jeg aldrig noget Brev faaet fra Olle Brockenhus i denne Krigs-Tid."
Advocaten tilspurde Bartholomeus, om ikke Tyrken havde baarren et Brev ud fra Greven, som skulde til København til Olle Brockenhus. Bartholomeus svarede ja; Tyrken havde faaet2 hans Hustrue ded, og han var ikke hjemme. Jeg svarte, at ded var ikke sandt, at aldrig havde Isak baarren noget Brev til Limhavn for sin Herre, og min Herre havde udi denne Krigs-Tid aldrig skrevet Olle Brockenhus til. Bartholomeus sagde: "Jeg * *84 var ikke hjemme, den Tid Brevet kom, mens i Bunkeflode, og der blev Brevet mig sendt." Jeg sagde: "De kan have sendt Eder et Brev og derfor ikke værret saadant et, som I om taler." "Ded er vist," sagde R. R. Gyldenstierne. Advocaten sagde: "Dersom Bartholomeus havde vilt lyve, da kunde han vel og have sagt, at Greven var udi ded Anslag paa Malmø." Og tog Bartholomeus Orded og sagde: "Jeg talte aldrig til Greven derom, for jeg troede hannem ikke." Hvorpaa jeg sagde til Advocaten: "Der hører I, hvad Fortroenhed dennem var imellem, som I saa stor Fundament paa gjorde1 og jeg vidre udi min Erklæring haver om melded." Og blev Bartholomeus udvist.
Advocaten oplæste en Copia af K. Mt. af Sverriges Skrivelse til min Herre, udi Mening at deraf skulde sees den store Naade, Hans Mt. bar paa de Tider til min Herre, og hvorledes han ded saa naadigt med hannem mente. Jeg svarte dertil, at jeg bekendte, ded var meget naadigt skreven, og at ded var den Naade, som vorres Misundere fortykte paa2, hvorfor de og havde arbeded paa den at formindske. Advocaten sagde, jeg havde udi min Replicque melded, at Grev Steenbuck ikke havde sagt min Herre, at Hs. K. Mt. adstundede, han3 skulde komme til hannem, og her fandtes udi Brevet (*et Brev*) Hans Kgl. Mt. til Greven havde skreven, hvor han begerer, han4 vilde komme til hannem udi i Pommern; og blev samme Brevs Copia af Advocaten oplæst. Hvortil jeg svarede, at dermed kunde ikke bevises, at Grev Steenbuck havde sagt min Herre, at Hs. K. Mt. begerte, han skulde komme til hannem til Gottenburg5, og sagde Grev Steenbuck hannem ganske intet af ded, Hans Kgl. Mt. i sin Skrivelse om melder, han hannem havde befalet min Herre at sige, hvilket min Herre sagde mig, da Grev Steenbuck gik fra hannem, at han næsten to Timer havde sidt hos hannem og ikke talt et Ord om, hvis6 Hans K. Mt.s Skrivelse om meldte, ded han havde Ordre paa hannem at sige; mens sagde Grev Steenbuck, at der til Gottenburg havde værret de, som havde fortykt paa den Tractat, * * * * * *85 min Herre havde gjort, og syntes, den kunde have værret bedre i adskillige Maader, og man mere kunde have betinget; mens Hans Kgl. Mt. havde taget min H