Skive by, ældste kort, administrativt

Skive, prospekt 1765.* Sammenlign med Viborg i 1767

Skive prospekt 1755. Forlægget er, så vidt det har kunnet konstateres, et frimærke med "udsigt over Skive år 1755 efter gammel tegning. Warburg serie "D.B. i gl. Dage" No.83".

Skive, prospekt 1767.* Her kan man bemærke den relativt tydelige markering af det daværende Skivehus (2). På 1755 prospektet kan man oven i købet se Parsbergs bindingsværkslænge, også markeret 2.

Og endelig det ældste, eksisterende kort over Skive, Resens Atlas Danicus , der dateres 1677. Klik for større gengivelse. Øverst i uddrag, nederst original med tekstsignaturer

 

Skive kan som bymæssig bosættelse formentlig dateres tilbage til en gang i 1100-tallet. Den skriftlige dåbsattest er dog senere. Byen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1231, hvor det af Kong Valdemars Jordebog* fremgår, at der lå en kongsgård ved byen. Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen. Dog ikke privat men som kongelev iflg. jordebogen, d.v.s. rigets, kronens gods. Kongens private gods hed patrimonium. Byen er opstået som et centralt handelssted ved Karup Å, forbindelsesled mellem Thy, Mors og Salling samt til Hærvejen ved Viborg. Skive har været et trafikalt knudepunkt i området.

Man kan med nogen sikkerhed antage, at bynavnet Skive er afledt af Skiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for borgen. Skivegård regner man med har den oprindelige betydning en gård omkranset af planker. Skive betyder planke, en skive træ. Men det helt centrale er, at Skive navnemæssigt er vokset ud af Skivegård, det senere Skivehus.

De første købstæder i Danmark (Hedeby og Ribe) er opstået en gang i 7-900-tallet. En købstad kan (og kunne) defineres ved en bofast befolkning i et retsligt udskilt område med egen administration og særlige rettigheder, de såkaldte stadsretter og privilegier, og som ernærer sig ved handel og håndværk i modsætning til landsbyernes landbrug og (dengang) naturalieøkonomi. Efter kommunalreformen i 1970 har købstadsbegrebet mistet enhver betydning.

Det er uvist, hvornår Skive er blevet købstad. De fleste købstæder er opstået, hvor kongen har ejet en større eller mindre del af jorden. I listen over kongelevet i Kong Valdemars Jordebog nævnes Skive ikke som købstad, men af et privilegiebrev fra 1326 fremgår det, at Skive her var blevet købstad. De i 1326 givne købstadsrettigheder blev udvidet i 1443 af kong Christoffer af Bayern under et ophold på Gammel Skivehus. Skives etablering som købstad må således dateres til et tidspunkt mellem 1231 og 1326, og har været et led i en proces, der kulminerede i 1443. Med 1600-tallets udmarvende svenskekrige og enevældens centrering af den politiske og økonomiske magt i København gik de fleste købstæder i provinsen i stå. Først med reformerne fra 1800-tallets begyndelse og jernbane og industrialisering fra slutningen af 1800-tallet begyndte købstæderne igen at vinde kraft. Dette gælder ikke mindst Skive.

I 1554 lod Iver Krabbe herregåden Krabbesholm opføre, et af de få tilbageblevne monumenter over Skives tidligste historie ved siden af Gammel Skivehus, hvor de tidligste bygninger kun er arkæologiske rester. De eksisterende bygningsmæssige rester, bindingsværkslængen, opført af Verner Parsberg til Eskjær i 1719 og hovedhuset, ombygget i nyklassicistisk stil fra o. 1850 (Skov- og Naturstyrelsen anfører i 1866) og 1893-95 ombygget og forhøjet med en etage, trues nu af nedrivning. Hertil kommer Vor Frue Kirke fra 1200-tallet, som også i 1880'erne var nedrivningstruet, men blev reddet ved afdækningen af en række enestående kalkmalerier i 1887. Ud over Vor Frue har der i middelalderen yderligere været en kirke, Skt. Peder i Skive. Man har i 1897 i Vestergade fundet tilhuggede granitsten og begravelsessteder, som formodes at være den "Sankt Peder", som omtales i et testamente fra 1304. Hvis de granitkvadre, som er benyttet ved bygningen af Krabbesholm, stammer fra kirken, så må Skt. Peder være nedrevet før 1554.

Før amternes indførsel i 1662 var der i Danmark et varierende antal len. I 1662 var der 49 len i alt, heriblandt Skivehus Len, som blev til Skivehus Amt og Hald Len, der blev til Hald Amt**. I perioden indtil 1793 var der i Danmark i alt 45 amter, fra 1793 til 1970 var der 24 amter, som med kommunalreformen i 1970 blev til 14. Og som endelig blev afskaffet med den nuværende inddeling af Danmark i 5 regioner. Se herom evt også inddelingen i Syssel, herred.

I perioden 1662-1793, d.v.s. i enevældens første ca. 130 år (ud af ca. 190) var Skive hovedsæde for Skivehus amt. I 1793 blev Skivehus Amt nedlagt sammen med Hald Amt og blev til Viborg Amt. Der blev holdt herredsting for Salling i Skive i perioden indtil 1793.
Viborg var og er også stiftsby, hvilket nok er den væsentlige forklaring på den vedblivende dominans i forhold til Skive. Positionen som stiftsby blev erhvervet 1060 under Svend Estridsen, der som den første danske konge siden Harald Blåtand i praksis erkendte kirkens voksende betydning. Og den blev yderligere fundamenteret i Hald og Skivehus Len med kronens overdragelse af Hald Hovedgård til Viborg Stift i 1401. Se evt. videre om Niels Bugge, Valdemar Atterdag, Margrethe og Viborg domkapitel. Og nærmere om Hald len og slot.

Det kan være lidt interessant at sammenholde Skives og Gammel Skivehus' historie med udviklingen omkring Spøttrup Borg.
Gammel Skivehus nævnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog. Spøttrup nævnes første gang ved Johan Skarpenbergs overdragelse af hans gård i Spøttrup til Viborg bispen i 1404. Johan Skarpenberg har sikkert fået gården i Spøttrup fra sin mor, der var datter af den velhavende Niels Bugge til Hald Hovedgård. Se om konflikten mellem Bugge, Skarpenberg og kongemagten.
Viborg bispen har allertidligst startet byggeriet af den del af Spøttrup Borg, der er tilbage i begyndelsen af 1500-tallet. Med reformationen i 1536 blev Spøttrup Borg krongods, som i 1577 blev overdraget til den mecklenburgske adelsmand Henrik Berlow.
Middelalderen anses af faghistorikere for at være afsluttet med Columbus og opdagelsen af den nye verden i 1492, i Danmark allersenest med reformationen i 1536. Derfor kan det jo godt kaldes en middelalderborg, som Viborg bispen byggede, og som blev ombygget med Skipper Clements angreb under Grevens Fejde, kort før kronen overtog borganlægget.
Men ret beset er Gammel Skivehus i langt højere grad en middelalderborg, og langt tidligere, mindst 2-300 år end Spøttrup.
Til gengæld er det mere sparsomt, hvad der er tilbage af Gammel Skivehus.
Det er tilsvarende også mere sparsomt, hvor påpasselig man i Skive har været med byens dåbsattest.
Og det er helt iøjnefaldende, hvor meget bedre Spøttrup Borg er markedsført som middelalderborg end det nu nedrivningstruede Gammel Skivehus.

Flere brande hærgede Skive i 1700-tallet og befolkningstallet faldt herunder så drastisk, at byen blev til Jyllands tredjemindste købstad. Efter den sidste brand i 1769 skulle befolkningstallet være faldet til 438 iflg. det her benyttede folketællingsmateriale. Her kan det dog være gavnligt at læse i Kongeriget Danmarks chorografiske Beskrivelse fra 1777, beskrivelsen af Skivehus Amt. Det fremgår her, at "Sallingland ... er et got og feedt Land", med fire herreder, heriblandt Hindborg Herred, "hvori ligger den Kiøbstæd Skive". Selv om der har været trivsel i det fede Sallingland, har Skive alligevel været i en nedgangsperiode i 1700-tallet, hvilket også overgangen til at høre under Viborg Amt i 1793 vidner om. Samt at Latinskolen i Skive ophørte med at eksistere i 1739, og først genopstod som Skive Gymnasium i 1968.

I 1825-26 brød havet gennem Agger Tange, hvilket gav Skive en handelsmæssig opblomstring. Først med anlægget af Frederik d. VII's kanal, Løgstør Bredning 1863 og anlægget af Skive Havn***, i 1864-65 jernbanen, som kom til Skive med ruten Viborg-Skive-Struer, blev der skabt infrastruktur til industriel vækst og senere anlæg fra 1960erne af nye bydele syd for Skive Å.

Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, d.v.s. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Bleking og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster). Denne inddeling fik blivende betydning som retsområder (Jyske Lov og lovgivningen for de 2 andre lande, som blev samlet i private retsbøger - i modsætning til Jyske Lov, som er en autoritativ, officiel lovbog, givet af kongen). Derfor er de 3 her nævnte lande de vigtigste, idet de øvrige lande overtog landskabslovene herfra, d.v.s. Jyske Lov. Jyske Lov blev revideret i 1590, og blev i 1683 erstattet af Christian V's Danske Lov.

Middelalderens retsområder, landstingene var placeret i Viborg (Nørrejylland), Roskilde (Sjælland, Halland, Bornholm og Blekinge), Odense (Fyn, Møn, Falster, Lolland, Langeland), Urnehoved (Sønderjylland) og Lund (Skåne). De havde først og fremmest lovgivende myndighed, og var stedet, hvor kongerne blev valgt. Under landstingene var herredstingene, der både kom til at spille en rolle som domstole og i forvaltningen (efter at have ophørt med at have en militær betydning). Ved lov blev det i 1551 bestemt, at der i herredet skulle føres tingbøger. Der findes en ældre undersøgelse over tingsteder i Viborg Stift. Herunder kommer inddelingen i birk og birketing, som på landet var det laveste retsniveau sammen med herredstingene. Et birk har været et geografisk afgrænset område som herrederne. Men i modsætning til herrederne var birkene opdelt på krone, kirke eller en adelig herremand. Grevskaber, baronier og visse større godser besad birkeret, hvilket indebar retten til at udpege dommeren til birketinget. Hertil kom købstadsbirker. Birkeretten blev oprindeligt forbundet med (den strengere) bylovgivning. Efterhånden som de privilegerede stænder (adel og gejstlighed) fik mere magt, først demonstreret med Erik Klippings håndfæstning i 1282, skiftede magtens centrum fra landstingene til Rigsrådet, endeligt formaliseret i 1400-tallet. En del af den kongelige jurisdiktion var overdraget godsejerne, ikke kun i form af birkeret, men også i form af sigt- og sagefaldsret. Sigt- og sagefaldsretten betød, at kun godsejeren selv måtte rejse tiltale mod sine bønder, og at han havde ret til at oppebære (indkassere) bøderne. Desuden havde godsejeren hals- og håndsret, d.v.s. ret til at effektuere de korporlige straffe, som hans bønder blev idømt.

I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Hertil kom 4 sjællandske sysler. De 14 jyske sysler var: Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Løversyssel, Hardsyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel, Barvedsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel. Inddelingen i sysler må formodes at stamme fra 7-800-tallet. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde. Som kongeligt administationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af lenene.

Navnet syssel kendes stadig fra f. eks. Vendsyssel og Hardsyssel. For Sallingområdet var navnet Sallingsyssel. Hver syssel omfattede et varierende antal herreder. Navnet syssel skulle iflg G. Schütte* stamme fra et kort fra o. Kristi tid med navnet Sabalingjer. Desværre mangler der dokumentation for denne betegnelses betydning og tidsmæssige placering. Men det må ud fra de noget højstemte betragtninger formodes, at det er navnet Salling, der menes at stamme herfra.

Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud). Både Syssel og herred findes som begreber før år 1000. I Kong Valdemars Jordebog (1231) findes der en liste over de dengang eksisterende danske herreder. Sallingsyssel bestod af 7 herreder: Morsø Nørre Herred, Morsø Sønder Herred, Salling Nørre Herred, Harre Herred (med Fur), Rødding (Rything) Herred, Hindborg (Hærnborg) Herred og Fjends Herred, svarende til Mors, Salling og Fjends.

På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lensområdet. Et len kunne omfatte flere herreder, hvilket f. eks. var gældende for Hald og Skivehus Len. Enkelte len var dog så små, at len og herred faldt sammen. Embedsmanden (ombudsmandsembedet) havde til opgave at udøve øvrighedsmyndighed og at bestyre krongodset.

Hvert herred bestod / består af et varierende antal sogne. Et sogn har formentlig før kristendommen været en betegnelse for områder, der søgte samme helligdom og ting, altså en religiøs og retlig betydning. Sogn er senere blevet afløst af betegnelsen herred, velsagtens fordi området blev led i en militær organisation. I dag er sognebetegnelsen den fundamentale i den kirkelige administration.

Stifter, Herreder / amter, sogne.
Aktuelt har Danmark en kirkelig inddeling i ti stifter med biskopper, et varierende antal provstier i hvert stift med provster og et varierende antal sogne i hvert provsti med sognepræster.
Danmark havde som særlig provins i den katolske kirkestat siden 1104 og indtil reformationen været inddelt i 8 bispedømmer, herunder ærkebispesædet i Lund. Men allerede o. 1060 oprettede Svend Estridsen de første 8 biskoppelige stifter i ønsket om at frigøre Danmark fra bispedømmet Hamborg-Bremen, og i erkendelse af vigtigheden af at samarbejde med den stærkere og stærkere katolske kirke. Det var således Svend, der allerede o. 1060 gjorde Viborg til bispeby. Senere under Margrethe videre udbygget med overdragelsen af Hald Hovedgård (og len?) til Viborg bispen.
Med overgangen fra lens- til amtsmænd i 1662 kom der nye instrukser for stiftsamtsmændene i 1671, som i forbindelse med biskopper kom til at danne stifternes verdslige og gejstlige øvrighed.
I forvaltningen af de otte stifter havde biskopperne ved hvert domkapitel et præstekollegium, kanniker, som skulle være bispernes medhjælpere. Under hvert stift, bispedømme var der et større antal sogne - selv om sogn i sin oprindelige betydning nok har været noget ældre end kristendommen i Danmark. Næsten uden for den kirkelige forfatning var klostrene, selv om de fleste har været undergivet biskoppens jurisdiktion. I slutningen af middelalderen dannede herredet formentlig altid et provsti inden for stiftet. Antallet af provstier må således formodes at have afspejlet antallet af herreder.

^* Det er et omfattende link til et ældre studie af J. Steenstrup, se evt. her et nyere, Studier i jordebogen, Plovtalsliste og Møntskat, eller det klassiske af Kr. Erslev.

Langå-Struer-banen var den anden jernbanestrækning i Nørrejylland efter Aarhus-Langå-Randers Jernbane, der blev åbnet i 1862. Begge de nørrejyske jernbanestrækninger blev anlagt efter Jernbaneloven af 10. marts 1861. Der var i denne lov indeholdt en bane fra Langå over Viborg og Skive til et punkt ved Venø Bugt og videre til Holstebro. Strækningen Langå-Viborg blev indviet 20. juli 1863 og blev åbnet for trafik dagen efter med to daglige tog i hver retning.

Det videre arbejde med anlæg af de projicerede jernbanestrækninger blev påvirket af krigen i 1864. Den ufærdige strækning Viborg-Skive blev brugt en hel del under de danske styrkers tilbagetog mod Mors, men den blev først indviet officielt 17. oktober 1865. Strækningen Skive-Struer blev åbnet 17. november 1865.

I Skive åbnede jernbanedriften med den første jernbanestation 17. okt. 1864, tydeligt forsinket af krigen i 1864. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver. Den ødelagte jernbanebro over Langå.

 

 

 

 

 

På jernbanestrækningen til Skive kom den med jernbanen nyanlagte Højslev Stationsby ind i en rivende udvikling sammen med jernbanens centrale rolle for egnens industrielle udvikling.

Ørslevkloster Sogn bliver fra slutningen af 1800-tallet befolkningsmæssigt overhalet af Højslev, der i folketællingerne omfatter Højslev by, Skovmølle, Majgaard(e), Sejstrup, Bruddal, Degnsgaard(e), Svenstrup, Skovgaard, Baadsgaard, Halskov, Vinkel, Vinkelplet, Staarup, Østerris og det senere Højslev Station. Der var indtil 1900-tallets begyndelse et fattighus i Højslev (med i folketællingerne registrerede beboere).

Som man kan se i befolkningtabel og -grafik, følger de nordfjendske sogne pænt den befolkningsforøgelse, som kan konstateres i Skive fra 1834. I Nordfjends kan forklaringen yderligere være forbedrede landbrugskonjunkturer efter napoleonskrigene. Som illustration kan anføres, at rugpriserne stiger fra knap 7 rigsdaler pr. tønde i 1807 til næsten 62 rigsdaler pr. tønde i 1812. Altså lidt under en tidobling på ganske få år.

Fra etableringen af jernbanen og især fra tiden omkring 1900-tallets begyndelse lægger Højslev sig for alvor befolkningsmæssigt i overhalingsbanen. Her blev også kroen, Højslev Kro opført i 1905 i dens nuværende skikkelse, og Højslev (Stationsby) - som de fleste andre stationsbyer oprindeligt et stort set ubeboet område - blev et tydeligt resultat af Langå-Struer jernbanen fra anlæggelsen i 1865 med den traditionelle, tilhørende kro. Ved jernbanens start var der kun et par huse på stedet. Kroen blev et resultat af, at arbejdet med banen og tørlægningen af Tastum Sø tiltrak arbejdskraft fra hele regionen.

I 1869 lod en lokal beboer, "SpilleMaren, et lille ydmygt træskur ved Skive Landevej opføre som Beværtning for Arbejderne ved Udtørringsarbejdet" med Tastum Sø. Officielt hed det et "Marketenderi ..., (hvor) Spille-Maren" foruden almindelige dagligdagsvarer også solgte tobak og brændevin til arbejderne, oftest med ledsagende violin- og harmonikaspil. Hendes svigersøn, den tidligere jernbanebørste Chresten (Kræn) Jensen, opførte i 1870 den første længe af den nuværende Højslev Kro. I 1873 erhvervede Chr. Jensen en rigtig restauratørbevilling, byggede kørestald og større lokaler. Kroens første storhedstid var hermed grundlagt, og med en brand i 1905 blev den nuværende bygning opført i "herregårdsstil". Som en lidt spøjs detalje kan nævnes, at Højslev og Hald Kro sammen med andre o. 1900 delte telefonnummeret 87 (iflg. Niels Mortensen, s. 42).

Som alle andre stationsbyer var Højslev på dette tidspunkt således inde i en rivende udvikling, der afspejler sig i det hurtigt stigende befolkningstal. En yderligere drivkraft i denne udvikling blev grundlæggelsen af Højslev Tegl i 1890, og i 1905 kunne man i Skive Avis læse, at byen nu bød på "3 Købmænd, Læge, Dyrlæge, Andelsmejeri, Slagter, Eksportslagteri, 2 Bagere, 2 Skomagere, Skrædder, Smed, Karetmager, Sadelmager, Gartner og et Utal af Vognmænd". Samt altså ikke mindst teglværket. Som det fremgår af nedenstående fotos, har Højslev Kro ændret sig, selv om den kun har ca. 100 år på bagen. Kroens indre har bibeholdt væsentlige dele af det oprindelige interiør.

* Erik Pontoppidan: Danske Atlas. Kobberstik. Udgivet i syv bind.

Skive i 1730 - klik her for forstørrelse

	Skive 1730, Pontoppidan har her ladet nord pege mod syd. Bemærk markedets centrale placering (jydepotterne).
	Skive 1765, her lader Pontoppidan nord være nord.
	Skive 1798, du Platt

Skive i 1798, du Plat - klik her for forstørrelse

Pontoppidans prospekt over Viborg 1767 - samt Skive næsten samtidigt, 1765, se oven for.

** se Amt, herred, kort

*** Det er forbavsende så få oplysninger, der kan findes om Skive Havns historie. Der er bogen 'Havnen midt i Jylland, Skive Havn 1869-1994'. På Havnens hjemmeside orienteres der om alt muligt andet, men intet om havnens historie.