Historie
Niels Bugge
Niels Bugge til Hald Hovedgård havde, så vidt man kan se i kilderne, en søn og to døtre. Sønnen døde ret hurtigt efter faderens død i 1358. Bugge var ud over at være en af den tids fornemmeste og mest indflydelsesrige adelsmænd også særdeles velhavende, d.v.s. godsrig. Det ved vi først og fremmest, fordi datteren, der blev gift Skarpenberg, som et resultat af faderens og ægtefællens opposition til kongemagten blev tvunget til at afgive det meste til Viborgbispen.
Desværre har vi her så også et hul i vor viden som et resultat af branden, der udryddede store dele af bispestolens arkiv i 1726. I en historisk fremstilling af Viborg Domkirke i 800 Aar hævdes det, at biskoppen nåede at redde det meste. Hvad og hvor meget af arkivmaterialet, der findes, kan man se i Rigsarkivets vejledende Arkivregistraturer XVIII, v. Thelma Jexlev, s. 152ff.
Tidens tand har gnavet grådigt i kildematerialet, men der er dog i 1540'erne og i 1574 foretaget registreringer af indholdet, der gør, at vi trods alt ved noget.
Viborg havde fra gammel tid, d.v.s. før de nævnes i (ganske få) skriftlige kilder i 11-1200-tallet, et af det danske riges landsting. Desuden var Viborg som hovedbyen i Nørrejylland blevet bispeby i 1060. Man kan med nogen føje antage, at stiftsværdigheden kombineret med Margrethes (Valdemar Atterdag havde ikke råd) overtagelse af Hald Hovedgård efter ejeren, Niels Bugges død i 1358 og overdragelse til Viborg domkirke, har betydet afgørende skridt hen imod den regionale Viborg dominans, som i 1793 resulterer i, at Skivehus og Hald amter blev til Viborg Amt. Nok uanset hvor stor en del af Hald Len, der i 1401 af Margrethe blev overdraget til Viborg Stift. Det hedder i diplomet herom 27. august 1401 (Diplomatarium Danicum): "Vi Erik ... bekender med dette vort åbne brev, at vor kære frue og moder, dronning Margrete, har meddelt os og vort rigsråd, at hun har skænket og fordelt dette efterskrevne blandt kirker og klostre ... Hald med dets tilliggende, som kong Valdemar fik af sine fjender ... og senere afkøbte vor fornævnte frue og moder ligeledes arvingerne deres eventuelle ret dertil, og det skænkede hun domkirken i Viborg, således som det fremgår af hendes brev derom."
I 1358 arvede Bugges datter, som var gift med en mecklenburgsk ridder, Gotskalk Skarpenberg, Hald Hovedgård og hermed også den borg, som Niels Bugge havde ladet opføre. En borg, som iflg. folkevisen var så forsvarsmæssigt solid, at "Hr. Bugge han bygger Hald op med ære". Under alle omstændigheder lykkedes det her Bugge at modstå kong Valdemars belejring, som iflg. folkevisen varede i 8 år, men som nok må formodes at have fundet sted en gang mellem 1350 og 1353. Forholdet mellem kongen og de jyske herremænd, herunder Niels Bugge, var særdeles anspændt både før og efter denne belejring. Under alle omstændigheder blev Niels Bugge og et par andre jyske herremænd dræbt i Middelfart i 1358, medens de ventede på at blive fragtet over bæltet. Valdemar svor sin uskyld, og lokale fiskere blev dømt til at betale "Buggespenge", som byen Middelfart kom til at hænge på indtil 1874. Valdemar Atterdag overtog herefter i realiteten Hald Hovedgård, men kunne ikke betale, hvorfor den blev pantsat og først indløst i 1387 af dronning Margrethe.
Den kloge dronning Margrethe lod Bugges Hald Hovedgård nedrive, men kastede så også et forsonende skær over hele arrangementet ved at forære Bugges gods til Viborg bispen i 1401, bygningerne til domkirken, hvilket selvfølgelig måtte forudsætte en nedbrydning af det helt verdslige (og til gene for kongemagten) forsvarsværk.
Ud over den konsekvente og hårdhændede behandling af Niels Bugges og efterkommeres ejendomme i Hald Len, som politisk behændigt blev overdraget bisp og domkirke i Viborg, så fik Niels Bugges dattersøn Johan Skarpenberg en tilsvarende behandling som konsekvens af faderens (viste det sig) ukloge støtte til Bugge.
De to søstre delte derfor efter alt at dømme den ganske betydelige godsarv efter Niels Bugge. Deres ægteskaber afspejler, at de var rigtigt gode partier, og begge fik børn, der overlevede dem, først og fremmest Johan Skarpenberg, som fremdrages her i egenskab af hans ejerskab til Spøttrup, som han nærmest blev tvunget til at afgive til Viborg bisp og domkirke, og hans (formentlig påtvungne) overtagelse af Skivehus Len i 1407 som pant for et tilgodehavende hos kronen. Vi ved, at Niels Bugges svigersøn, Gotskalk Skarpenberg, havde fortsat familietraditionen med at gøre oprør mod kongemagten, hvorfor Hald Hovedgård blev erobret og besat af kongemagten og herefter skænket til Viborgbispen. Resten af Niels Bugges omfattende godsbesiddelser gik, så vidt det kan ses, i arv til Johan Skarpenberg, der under Margrethes kyndige hånd stort set herefter blev ribbet for alt - "frivillige" donationer til gejstlige institutioner eller regulær konfiskation, foretaget af kronen. Man kan i et brev fra 1489 se, at ejendomsretten til gods, pantsat til Johan Skarpenberg efterfølgende og uden diskussion regnedes for at tilhøre kronen.
Tilbage stod, at der nu var en helt uklar fordeling mellem bispe-, kapitels- og domkirkegodset. Men at det til bisp, domkirke og kapitel hørende gods var overordentlig omfattende, kan der næppe herske tvivl om, formentlig stiftets absolut største godsbesiddelse.
Der findes ingen jordebog over bispegodset til Viborg Stift, kun et fragment, der muligvis kan dateres til biskop Erik Kaas' tid, 1509-1520. Den mest sikre kilde til omfanget af godset under Viborg Stift er inddragelsen under kronen i 1536. Det fremgår her, at flg. fra Fjends Herred var i Viborg Stifts besiddelse i en eller anden form: 8 kirkegårde, 7 gårde i Fjends og Lysgaard herreder.
Biskop Jørgen Friis lod i 1528 Ny Hald opføre, hvor han med reformationen i 1536 måtte lide den tort selv at blive fængslet. Og der var hermed påny skabt et Hald slot og len. I Fjends Herred var der i perioden 1544-1663 o. 100 gårde og boel, hvoraf som følge af clementopstanden og Grevens Fejde 51 gårde fik forhøjet landgilde.
Se mere om Hald Hovedgård.
Se Vald. Andersen, Hald Hovedgård, Herning 1977. For nyere, mere indgående oplysninger om Niels Bugge og ejerskabet til Vosborg tak til lektor dr. phil. Anders Bøgh, Aa. U., utrykt manuskript.
Lübeck traktaten
Lübecktraktaten, indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København : Munksgaard, 1958-1982.
Her gengivet som tekst i Franz Blatts oversættelse med forklarende noter.
- Medgiften 24.000 mark sølv
- Panteværdi Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
- Panteværdi Fyn 41.000 mark sølv
- Panteværdi Jylland 35.000 mark sølv
Teksten.
Vi Valdemar, af Guds nåde hertug af Slesvig, erkender ved dette åbne brev overfor alle dem, som ser det eller hører det læse, at vi kærligt og med det gode er kommet overens og har forligt os med den højbårne fyrste herr Valdemar, konge af Danmark, vor herre, vedrørende alle mellemværender og enhver tvedragt[1] som indtil nu har været mellem os fra begge sider, på følgende betingelser:
For det første skal vi til fornævnte herre den højbårne fyrste give og overantvorde[2] vor søster Helvig, på sidste søndag før førstkommende pinse[3], og hendes medgift[4] skal være 24.000 mark lødigt sølv, som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg, som vi sammen med Vendsyssel, Himmersyssel, Tysyssel[5] og med Han herred uden udsættelse skal overdrage til vor herre kongen, og som han skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
Ham skal også de høvedsmænd, som sidder inde med borgene i landene, aflægge ed til og hylde som deres rette herre. Når hyldingen er sket der, så skal han igen henvise dem til os som panteherre, på den måde som er skriftligt fastlagt her foran[6].
Fremdeles skal han indløse Jylland før resten[7]. Når en fjerdedel af summen er betalt, skal en fjerdedel af landet være fri med de tilhørende borge. Dem skal vi da overdrage til vor fornævnte herre kongen og til dem, som han vil have dertil.
Den, som borgene bliver overdraget til, skal stille sikkerhed for, at han, hvis vor herre kongen skulde bryde sin aftale, med borgene vil holde med os indtil det tidspunkt, da han har ydet fuld erstatning. Skulde det også ske, at vi brød vore aftaler, så skal vore lensmænd på borgene, der er pantsat os i Jylland, med vor billigelse holde med vor fornævnte herre kongen indtil det tidspunkt, da vi har ydet fuld erstatning[8].
Hvis det skulde forekomme os, at vor herre kongen brød sine aftaler og ikke erstattede det, og hvis vi skulde rejse krav derom overfor ham, og han afviser det, så skal afgørelsen træffes af vor onkel den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen[9] , som vi fra begge parter har valgt til opmand i vore aftalebrud. Den af os, som han erklærer at have uret efter den mellem os her stående aftale, skal inden fire uger efter den dag, da han har afsagt retskendelsen, yde erstatning. Hvis han ikke gør det, så skal de, der sidder inde med borgene uden mistænkeliggørelse holde med den, som er forurettet, indtil det tidspunkt, da han får erstatning, således som det synes vor begges fornævnte opmand hertugen rigtigt, og kendelsen skal han hver gang afsige inden fire uger. Og hvis den, hvem kendelsen er gået imod, ikke inden fire uger yder fuld erstatning, så skal alle herrerne[10], som fra begge parter har lovet for aftalen, uden svig hjælpe mod ham, indtil han helt har erstattet det.
Fremdeles skal borgene i Jylland stå åbne[11] for vor fornævnte herre kongen, og for hans lensmænd[12], til alle deres behov, når han nærer ønske derom.
Første led i indløsningen skal være Kalø med en fjerdedel af landet[13], andet led skal være Horsens med en fjerdedel af landet, tredje skal være Kolding med en fjerdedel af landet, sidste skal være Ribe med en fjerdedel af landet.
Vi skal også oppebære hele sølvbeden[14] i Jylland, det være i korn, i flæsk, i smør, indtil den dag, da vi har 35.000 mark lødigt sølv, hvormed vi skal indløse vore borge og lande som vi har pantsat for vor herre kongen[15].
Til at oppebære denne bede skal man indsætte en skriver og to mænd fra kongens side og en skriver og to mænd fra vor side, som skal opstille en fortegnelse derover og overgive os den til indløsningen, som det er beskrevet her foran; men den sølvbede, som måtte forfalde til betaling i Himmersyssel, skal vor herre kongen uden hindring beholde til sit underhold.
Hvis vor herre kongen skulde behøve vor eller de holstenske herrers[16] tjeneste, så skal vi i fællesskab tjene og hjælpe ham med 400 hjelmklædte mænd. Og hvis vi skulde behøve hans hjælp og tjeneste, så skal han til gengæld stå os og dem bi med 400 hjelmklædte mænd, og det afhænger af hans ønske, om han vil give os underhold og selv til gengæld modtage det af os. Skulde en af os behøve den anden i højere grad, så skal denne følge ham med al sin magt, uden nogen svig.
Og når brylluppet bliver fuldbyrdet, og han har sovet hos vor søster, så skal der følge hende som livgeding[17]: Riberhus og Ribe stad, med told, møller, med alle de indtægter, som hører til staden, og med mønten, således som kong Kristoffer[18], hvem Gud være nådig, har haft den; dertil skal også høre de øer[19], som i samme konges tid har hørt dertil. Til vor søsters livgeding skal også høre de fire herreder, som hørte dertil i kong Eriks[20] tid, og halvdelen af Vardesyssel[21] med tilhørende fiskeri.
Fremdeles, den som af os får borgene overdraget i sin varetægt, skal hylde og aflægge ed til kongen, som det står skrevet her foran. Hvis man ikke stoler på hans hylding, så skal han i stedet for indsætte fire af sine venner, som man kan stole på i dette[22].
Fremdeles skal vi ikke mere skade bispen i Århus[23] på liv, på gods eller i hans stift, ej heller hans folk, som har gods i eller udenfor stiftet. Fremdeles skal vi også lade riddere og væbnere, land og folk, verdslige og gejstlige, og kongens mænd[24], hvad de end kaldes, som sammen med ham er fordrevne fra deres gods, blive ved deres rettigheder, som de kan føre bevis for, og lade dem bruge deres gods, som de har ret til, og vor herre kongen og vi skal på alle punkter tilgive alle dem, som har forbrudt sig mod ham og hans fader og mod os, og som tilbød sig til hans og vor tjeneste.
Ej heller skal vor fornævnte herre kongen, når han indløser eller har indløst sit land Nørrejylland, på nogen måde hindre os i vor del af landet i Vardesyssel, tværtimod skal vi beholde det som arvegods med al rettighed, således som grev Johan og grev Gerhard af Holsten og hans sønner har haft det[25].
Foruden alt dette, hvis Gud i himmerige skulde borttage vor herre kongen fra denne verden, hvad Gud forbyde, førend han har indløst Ribe med det som er nævnt her foran, så skal vor søster Helvig, så længe hun lever, besidde som et ret livgeding og beholde Ålborghus med alle rettigheder og al nytte, som hører dertil, og med Vendsyssel og Himmersyssel og Tysyssel og Hanherred med alle rettigheder, således som kongen og andre herrer har haft det.
At vi stedse og fast og uden svig holder alle disse foranskrevne aftaler, det har vi lovet på vor tro, og vi har aflagt ed på de hellige relikvier, og har som borgen derfor stillet den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen, grev Johan, grev Henrik, grev Klaus, grever af Holsten, grev Adolf af Schauenburg og grev Konrad af Oldenburg. Og vi, de fornævnte herrer og garanter, har lovet det på vor tro og lover den ædle herre vor herre kong Valdemar af Danmark det ved dette brev, og til hans hånd lover vi den højbårne fyrste hans svoger markgrev Ludvig af Brandenburg[26], hertug Barnim af Stettin[27], grev Ulrik af Lindow, greverne Günther og Günther af Schwarzburg, den ædle herre af Mecklenburg herr Albrecht, at vi helt og stadigt og uden svig vil holde alle disse foranskrevne punkter. Således har vi til vitterlighed og med fuld viden derom givet vore segl til dette brev. Dette brev er givet og skrevet i Lübeck i året 1340 efter Guds byrd fredag før St. Urbans dag.[28]
[1] Tvedragt: strid. Overdrage.
[2] Overgive i varetægt o.l.
[3] 28. maj.
[4] Medgiften kan betragtes som en erstatning for, at fyrstedøtre på dette tidspunkt ved ægteskab mistede deres arveret efter deres fader eller den forsørgelse, han var forpligtet til at sikre dem. Til gengæld for medgiften, som tilfaldt ægtemanden, skulle denne, som det også fremgår senere i denne traktat, udlægge et livgeding, et underhold, som skulle sikre hustruen standsmæssig forsørgelse.
[5] Se om sysler. Sysselinddelingen fandtes som anført kun i Jylland.
[6] Meningen med dette er, at de høvedsmænd, slotskommandanter, som sidder inde med de kongelige slotte i Jylland med underliggende områder, skal hylde Valdemar Atterdag som konge og love ham at overholde aftalen, dvs. overdrage slottene til ham, når de er blevet indløst. Men så længe hertug Valdemar endnu har slottene i pant skal de naturligvis være underlagt ham.
[7] Dvs. Fyn med øer.
[8] Det var almindeligt i tiden, at aftaler garanteredes ved, at den ene parts mænd med våbenmagt rettet mod sin egen herre skulle sikre, at han overholdt indgåede aftaler. Noget andet var så, om det virkelig skete i praksis, hvis problemet opstod.
[9] Hertug Albrecht (4) af Sachsen (død 1343) var fyrste af en ganske lille del af det oprindeligt meget store hertugdømme Sachsen i Nordvesttyskland. På grund af arvedelinger var hans herredømme indskrænket til ca. halvdelen af det beskedne område Lauenburg øst for Holsten mellem Lübeck og Elben. Ord som ’onkel’ brugtes ofte i meget vid betydning og betyder blot ’slægtning’
[10] Dvs. de fyrster, som nævnes til slut i dokumentet. Disse skal altså være parate til med våbenmagt at sikre aftalens overholdelse.
[11] Han skulle kunne komme ind i borgene; hvilket er det samme som, at de ikke måtte bruges militært imod ham, men betyder naturligvis også, at han og hans folk kunne tage ophold på borgene.
[12] Lensmand er i denne sammenhæng én, der på kongens vegne administrer en del af landet, et len. I praksis betyder det det samme som høvedsmand.
[13] Det er fire fjerdedele af Jylland eller mere præcist Nørrejylland. Sønderjylland var hertugdømmet Slesvig.
[14] Sølvbede: ekstraordinær beskatning, som herrerne havde aftalt, at den jyske befolkning skulle betale. Så befolkningen betalte altså for indløsningen. Som det fremgår videre i teksten, betaltes skatten normalt i naturalier (varer), fordi den almindelige befolkning ikke lå inde med større pengebeløb. Disse naturalier blev så vurderet i penge. Navnet ’sølvbede’ hænger givetvis sammen med, at skatten skulle bruges til at fremskaffe alt det sølv, som skulle betales for Jyllands indløsning. ’Bede’ er det almindelige navn for en ekstraordinær skat, som kongen i princippet skulle bede befolkningen om. Det var dog altså langtfra noget, der skete i dette tilfælde.
[15] Her fremgår det, at forudsætningen for hele arrangementet er, at hertug Valdemar har overladt sit hertugdømme til grev Gerts sønner og så fået Jylland til gengæld. I takt med at Valdemar Atterdag indløste Jylland fra hertugen, skulle denne altså indløse dele af sit eget hertugdømme fra de holstenske grever. Hertug Valdemar var altså blevet skudt ind som mellemmand mellem parterne for så vidt angår Jylland.
[16] De holstenske herrer: grev Gerts sønner: grev (Jern)Henrik og grev Claus.
[17] Livgeding: landområde, som en enke(dronning) skulle have udlagt, således at de afgifter, der blev opkrævet i området kunne sikre hende en standsmæssig forsørgelse efter mandens død.
[18] Valdemar Atterdags fader Christoffer 2, konge i Danmark 1320-26 og 1330-32.
[19] Mandø og List (nordenden af den nuværende ø Sild).
[20] Erik Menved, konge 1286-1319. Det menes, at der er tale om fire herreder i den sydlige og vestligste del af Slesvig; Det område, der i middelalderen kaldtes for ”kongens frisere”, idet det da ikke hørte til hertugdømmet.
[21] Som det fremgår af note 24 nedenfor besad hertug Valdemar selv resten af Vardesyssel, egnen omkring Varde. Her er tale om den sydligste del af syslet omfattende Gørding og Malt herreder.
[22] Disse skal så overfor Valdemar Atterdag indestå for, at traktatens bestemmelser bliver overholdt.
[23] Bisp Svend af Århus, biskop ca. 1326-55. Han nævnes allerede 1329 som potentiel oprørsleder mod det holstenske herredømme i Jylland. I 1338 var han gået i landflygtighed sammen med Valdemar Atterdag i Nordtyskland. Med denne bestemmelse får han altså mulighed for at vende tilbage til sit bispesæde. Herefter fortsatte han som en nær og betroet medarbejder for Valdemar Atterdag.
[24] Kongens herremænd, som enten kaldes riddere eller væbnere. Vi ved at grev Gert og hans folk havde sat sig i besiddelse af i hvert fald herremandsborgene Clausholm, Gl. Estrup, Holbækgård og Karmark/Skjern og da formentlig har fordrevet deres besiddere fra landet i forbindelse med oprør mod grev Gerts herredømme.
[25] Vardesyssel var området omkring Varde i Vestjylland. Den nordligste del af dette omfattende Vester, Nørre og Øster Horne samt Skast herreder blev sammen med andre kongelige rettigheder udlagt som arv til Valdemar den Stores (konge 1157-82) datter Helene, der 1201 blev gift med hertug Wilhelm af Lüneburg. Herefter gik det i arv til hendes efterkommere, indtil det kort før 1300 blev solgt til grev Johan af Holstens far. Efter at have arvet det, overdrog grev Johan det til grev Gert som led i et mageskifte 1336, hvorefter grev Gerts sønner overdrog det til hertug Valdemar i forbindelse med aftalerne i 1340.
[26] Ludvig af Brandenburg: siden 1324 gift med Valdemar Atterdags søster Margrethe, som døde 1340. Ved aftalen om ægteskabet havde hendes fader, Christoffer 2, lovet at betale en medgift på 12.000 mark sølv. Dette store beløb var imidlertid aldrig blevet betalt. Derfor støttede markgrev Ludvig og hans fader af samme navn, som var konge af Tyskland, ihærdigt bestræbelserne på at få gjort Valdemar til konge af Danmark, idet det allerede forinden var aftalt, at Valdemar skulle sælge det danske Estland for at skaffe penge til at betale medgiften. Dette blev da også delvis realiseret i 1346.
[27] Dvs. at han var fyrste af Pommern langs Østersøkysten i nuværende Østtyskland og Polen.
[28] Skt. Urbans dag er 25. maj. Fredagen før faldt i 1340 på den 19. maj.
Danske krige
Ethvert samfund, både det lokale og nationale, bliver berørt - ind imellem endda ret så markant - når der er krig og ufred, som er temaet her.
For at kunne fortælle historien herom, skal der være dokumentation, et iagttageligt kildemateriale.
Går vi langt nok tilbage, er der kun ind imellem usikre eller ikke længere eksisterende, arkæologiske spor. Hvor de skriftlige kilder så begynder at dukke op, vil det være den skrivekyndige del af befolkningen, der formulerer sig. Og her vil den brede, almindelige befolkning oftest mangle at blive italesat.
I denne fremstilling tages der udgangspunkt i ufred, krige og konflikter inden for det, der bliver Danmark, i forhold til andre nationalt afgrænsede områder, her startende med viingetidens kongeriger.
Hvor kildematerialet tillader det, vil disse krige og konflikter så også blive undersøgt lokalt, således at det i bedste fald bliver muligt, at konkretisere de landsdækkende krige og konflikter i deres lokale fremtrædelsesformer.
 De to Jellingesten. Den lille er Gorms. Den store er Harald Blåtands sten, som man daterer til o. 965 e. Kr.På Haralds sten nævnes Danmark som et land. Derfor kalder man ofte denne sten for "Danmarks dåbsattest".
|
 |
|
|
På den ene side af den store Jellingesten ses Kristus afbildet, på den anden side noget dyreornamentik.
Iflg. Saxo, den danske krønikeskriver (1160-1208) Skulle Thyra, Gorms dronning, have bygget Danevirke som værn mod angreb sydfra.
|
||
 |
Harald 1. Blåtand skulle være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.
|
|
Først med Gorm og hans søn Harald Blåtand kan man tale om et egentligt dansk rige, der benytter navnet Danmark.
Indskriften på Haralds sten lyder oversat (Nationalmuseet eller - bedre - Danmarkshistorien.dk):
"Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.".Indskriften på den lille Jellingesten er: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd"
Den lille Jellingesten bærer indskriften: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd".
Jellingestenene er således det første skriftlige vidnesbyrd om en dansk nationalitet. Der har naturligvis også i de forhistoriske kulturer været krige og kampe om livbetingelser og områder. Blot ved vi intet herom, kildematerialet mangler. Derfor tilhører den første krigsførelse, eller måske snarere plyndrings- og handelstogter, med dansk deltagelse vikingetiden.
Trelleborgene blev i 980'erne anlagt på strategiske steder rundt omkring i Danmark. De fund, der Indtil videre har været, er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Aggersborg i Nordjylland og Trelleborg ved Slagelse. De varierer alle i størrelse med Aggersborg som den klart største med dens. 240 meter i diameter. Men bortset herfra, er de ellers meget ens - med cirkelrunde voldanlæg, med en spidsgrav løbende på ydersiden. Indvendigt var borgene delt i fire kvadranter med langhuse ordnede i karréer, og fire porte, der sikrede adgangen til fæstningen. Borgene kan have været tvangsborge, kongemagtens undertrykkelse af dens undersåtter. Muligvis Harald Blåtands markering over for den oprørske søn, Svend Tveskæg. Eller de kan have været militære forposter for vikingetidens togter mod udlandet. Man kan temmelig præcist datere både Fyrkat og Trelleborg ud fra egestolpernes træringe til opførelse i 980-81. Kongen bag borgene må derfor nok have været Harald Blåtand (958-986/87)
 |
 |
 |
 |
| Trelleborg ved Slagelse, den bedst bevarede af de danske Trelleborge, foto Gyldendal. | Fyrkat i Onsild Ådal sydvest for Hobro blev udgravet i årene 1951-63 | Nonnebakken, Odense, Udsnit af Braunius' kort over Odense 1593. Ringvolden er markant på kortet.
Med en hvad man kunne kalde en skæbnesvanger beslutning i Odense Byråd i 1908, fjernede man de sidste rester af den gamle vikingeborg, der havde ligge ved Odense Å, hvor også Munke Mølle havde ligget, men nu flyttet til havnen. |
Aggersborg. Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.. |
Vikingetidens krigsførelse. Vikingetiden dateres o. 800-1050. Især det meget sejldygtige vinkingeskib kan nok tilskrives den succes, vikingerne havde i udplyndringen af resten af Europa, over Grønland til Nordamerika. Knud d. Store, 1018-35, den sidste store vikingekonge, søn af Svend Tveskæg. Knud d. Store var konge i Danmark, England og Norge. Den tysk-romerske kejser anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Kejserrige.
 |
  |
| Det ældste af nogle vikingefartøjer, man i 1990'erne fandt i Roskilde Fjord viste sig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag. | Gokstadskibet Oslo, Norges største, bevarede vikingeskib, fundet i en gravhøj. Ved siden af en rekonstruktion fra 1893. |
Kongemagt og Kirke etablerer samarbejde 1050-1131. Der var i denne periode kampe melle især norske og danske rivaler til kongemagten. Denne magtkamp vandt Knud d. Stores søstersøn, Svend Estridsen (1057-76), der blev efterfulgt af 5 sønner (1076-1134 Harald Hen, Knud d. Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels)
 |
 |
| Valdemar d. Store og Absalon indtager Arkona. Maleri af Laurits Tuxen 1894, Frederiksborgmuseet. | Magnus Nielsen myrder Knud Lavard 1131, ill. Danm.s Historie i Billeder. |
Borgerkrig 1131-1157. Efter drabet på Knud Lavard i 1131 var der borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstande i kongeriget. indtil Valdemar (den Store) i 1157 stod som sejrherre. Herefter var der et tæt samarbejde mellem kirke og kongemagt, først personificeret med (ærke)biskop Absalon og Valdemar.
Vendertogterne ca. 1100-1185. Krig mod hedenske sørøvere i Østersø området under Valdemarerne, et resultat af den indre magtkonsolidering, der resulterede i en offensiv udenrigspolitik.
 |
 |
| Arkona, vendernes borg på Rügen, som Valdemar d. Store iflg. Saxo Gramaticus erobrede i 1169 - først og fremmest ved Absalons hjælp. | Absalons sejr over Bügislav - som Saxo Gramaticus opfattede - eller foretrak at skildre - begivenheden. |
Under Valdemar Sejr (1202-41) fortsattes den danske ekspansion, og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., Valdemar og Danmark officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. det allerede da ganske betydningsfulde handelscentrum Lübeck.
Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219. Men herefter vendte billedet. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt i Det Sydfynske Øhav, og der måtte betales en uhyrlig løsesum, som drænede de danske ressourcer betydeligt. Og Valdemar havde ikke heldt til at få revanche, tabte tværtimod i slaget ved Bornhøved i 1227.
Magtkampe, kongemagtens opløsning 1241-1340. Medens Valdemar Sejrs søn Erik Plovpennig blev konge i Danmark, blev en anden søn, Abel hertug af Slesvig. Abel fik Erik myrdet, men det rivaliserende forhold mellem Slesvig og kongeriget Danmark fortsatte helt indtil 1920, hvor en folkeafstemning bestemte det sønderjyske tilhør til Danmark. For at kunne føre en aktiv udenrigspolitik med dyre lejehære og befæstede borge pantsattes og feudaliseredes store dele af Danmark. Et af målene var den rige handelsstad Lübeck. Men alt i alt endte denne politik med et til det yderste forarmet og gældsat Danmark, hvor holstenske grever og oprørske bønder fra 1332 prægede et næsten kaotisk Danmark. Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år tindil 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring.
 |
 |
| Erik Plovpenning sænkes i Slien, Sct. Bendts Kirke, Ringsted, 1290 | Portræt af Kong Abel fra Kronborgtapeterne. |
Den sorte død, reformationen 1340-1536. Den styrkede danske kongemagt fra og med Valdemar Atterdag resulterede i Kalmarunionen 1397-1523, kongefællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Grevens Fejde 1534-36 var formelt Danmarks sidste borgerkrig, hvad treårskrigen 1848-51 dog også kan betegnes som. Lübeckerne og tilhængerne af den afsatte Christian 2, stod til at vinde slaget om kongemagten efter Frederik 1.'s død i 1533. Den danske adel blev så enige om at udnævne Christian 3. som konge, og han hvervede Johan Rantzau, en holstens lejetroppefører, som angreb Lübeck fra Holsten. Tilhængerne af Christian 2. startede bondeoprør, bl.a. under Skipper Clement, blev nedkæmpet af Johan Rantzau. Christian 3.'s sejr i borgerkrigen resulterede i den katolske kirkes forvisning fra magt og kirkegods - der blev overtaget af kongemagten - og reformationens indførelse i Danmark.
  |
 |
 |
| Christian 2. 1513-23 | Christian 3. 1536-59 | Grev Christoffer af Oldenburg, kæmpede sammen med Lübeck for at genindsætte Christian 2. 1504-66 |
Felttoget i Ditmarsken 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge bønderne i Ditmarsken til at anerkende ham som hertug. Det mislykkedes, Hans blev slået ved slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500. Ditmarsken generobredes under Frederik 2. med stormen på Meldorf i 1559.
 Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910) |
 Illustrationen er udført af Franz Hogenberg 1589 til en bog om Frederik 2.s liv. |
Den nordiske syvårskrig 1563-70. Beskrives som en lang og opslidende krig, hvor ingen af krigens parter kunne overvinde modstanderen. Derfor sluttede krigen med status quo. Frederik 2. og den svenske kong Erik var begge unge (og måske noget ubesindige) ved krgens start. Danmark-Norge var allieret med Polen og Lübeck over for Sverige. I Skåne optrådte "snaphanerne", som svenskerne kaldte dem. De skulle vogte grænsen i Gænge, herfra navnet "gøngehøvdingen" til gøngen Svend Poulsen, der dog først i 1650'erne blev kendt for sine bedrifter og for sin modstand mod den svenske krigsmagt. Den store danske feltherre i denne krig var Daniel Rantzau. Svenskerne kom til at betale betydelige krigserstatninger, hvilket grundlagde en udvidet uvilje mod Danmark, den tidligere partner i Kalmarunionen.
 Det Kgl. Bibliotek Scener fra Den Nordiske Syvårskrig. |
 8. september 1963 afsløredes mindestenen for Gøngehøvdingen Svend Povelsen i Lundby på Sydsjælland, hvor Svend Povelsen havde modtaget Lundbygård af Frederik 3. i 1661 for sin indsats under svenskekrigene i 1650'erne. |
Johan Rantzau (1492-1565), Daniel Rantzau 1529-1569), hærførere for Danmark. |
Kalmarkrigen 1611-13. Christian 4. ønskede krig imod Rigsrådets ønske for at få anerkendt dansk herredømme over Finnmarken. Danmark fik ikke andet ud af krigen end ret store krigsskadeerstatninger. Og desuden var grunden lagt til et modsætningsforhold til den svenske konge Gustav 2. Adolf.
 |
|
 |
| Efter Kalmarkrigen indstiftede Christian 4. "Den væbnede arms orden", som blev givet til dem, der havde udmærket sig særligt i krigen. Motivet fra denne rytterstandart viser det samme motiv, den bøjede, panserklædte arm. Indstriften sammenfatter det militære æresbegreb "Ære oder Dodt" - ære eller død. (Statens Forsvarshistoriske Museum). | Danske tropper landsættes ved belejringen af Kalmar Slot. Af ukendt oprindelse. | Sølvmedalje 1611. |
30-årskrigen 1618-48, Kejserkrigen 1625-29. 30-årskrigen udkæmpedes i Tyskland, med kejsermagten og katolikker på den ene side, og protestantiske fyrster på den anden.
Formelt gik Chr. 4. ind som holstensk hertug og leder af den protestantiske hær i det, der blev Kejserkrigen 1625-29. Da Chr. 4. blev slået ved Lutter am Barenberg i 1626 besatte kejserens tropper Jylland nord for Holsten. Ved freden i Lûbeck fik Chr. 4. mulighed for at trække sig ud af krigen uden andre omkostninger end tab af prestige.
 |
 |
|
| Portræt af Christian 4. og hans dronning Anna Cathrine. Malet af den nederlandske maler Pieter Isaacsz. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg. | Musketerkårde. Musketeren er opkaldt efter sit skydevåben, en lang og kraftig bøsse - ofte så tung, at den måtte støttes på et stativ, når den skulle affyres. Musketererne bar dog ikke kun deres musket, men også en kårde. (Statens Forsvarshistoriske Museum). | |
Torstenssonskrigen 1643-45. I modsætning til danskerne havde svenskerne stor succes med at deltage i 30-årskrigen på protestanternes side. Dette gjorde Chr. 4. urolig, og han søgte tilnærmelse til den tyske kejser. Den svenske hær under feltmarskal Torstensson gik mod nord, fejede modstanden til side og besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen samt Halland til Sverige - Halland dog i princippet kun for en periode af 30 år! Dertil fik Sverige toldfrihed i Øresund.
 |
 |
| Det var under Torstensonfejden, at Christian den Fjerde mistede sit ene øje. Wilhelm Marstrands portræt af Christian 4. på Trefoldigheden fra ca. 1864. | I 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed i opkrævningen af Øresundstolden. De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Ud over et øje, mistede Chr. 4. store dele af sit rige - Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Desuden for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr. Nederlandene sørgede desuden for, at Chr. 4. blev presset til at nedsætte Øresundstolden. |
Skånske krig 1675-79.Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene. Krig og slag blev blodig, med flest danske sejre. Men Frankrig gennemtvang som svensk allieret Roskilde-fredens betingelser. De dansk-norske angrebsstyrker blev støttet af de lokale snaphaner i Skåne. Den svenske flåde blev klart besejret, til lands gik kampene stort set lige op.
|
|
|
|
| Dansk indtagelse af Helsingborg 3. juli 1676, maleri af Claus Møinichen fra 1680'erne. Og sænkning af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686. | Snaphane, statue af skulptøren Axel Ebbe 1934, dansk kopi i Præstø 1951. | Og Axel Ebbesens skulptur i Hässleholm. |
Den store nordiske krig 1700-21. Med den svenske konge Karl 12. som ung og effektiv aktør bliver Danmark-Norge under Frederik 4. sammen med Rusland under tsar Peter d. Store og Polen-Saksen slået i Nordtyskland og truet i Nordsjælland, hvor Karl 12. er gået i land. Danmark må i 1700 trække sig ud med freden freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor Frederik 4. må give betydelige indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp.
 |
 |
 |
| Søhelten Peter Wessel, Tordenskjold nedskyder et svensk krigsskib. Rigsarkivet. | Svenskerne vinder sejre over Polen og Saksen indtil 1709. Besejrer danskerne i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, samtidigt stik. | Karl 12. rammes af kugle 11. dec. 1718. Freden i Frederiksborg 3. / 14. juli 1720. Stik fra 1798, Frederiksborg Slot. |
Frederiksborgfreden indebar, at Danmark måtte tilbagegive sine under krigen erobrede områder mod pengeerstatning, mens Sverige dels måtte forpligte sig til ikke at støtte Gottorp mod Danmark, dels mistede sin toldfrihed i Øresund. Desuden garanterede Storbritannien og Frankrig den danske konges ret til Slesvig. Selvom Danmark ikke genvandt Skåne, Halland og Blekinge, betød Frederiksborgfreden en betydelig sikkerhedspolitisk forbedring efter lang tids usikkerhed i forhold til Sverige, der siden det stockholmske blodbad var Danmarks fjende nummer et.
Krigen mod Algier og tyttebærkrigen. Sørøvere hærgede Middelhavets handelsruter. Danmark-Norge betalte hvert år Barbareskstaterne (Marokko, Algeriet, Tunis) for at lade danske skibe være i fred. I 1769 ophævede Algier denne aftale, og krigen brød løs. Hvilket gentog sig 1796, 1800, indtil Frankrig erobrede Algeriet i 1830. Tyttebærslaget sommeren 1788: De fleste dansk-norske soldater mistede livet p. gr. af den dårlige forplejning, hvor tyttebærene var en væsentlig del. Danmark-Norge kom med p. gr. af en alliance med Rusland, som den svenske konge Gustav 3. fremprovokerede en krig med. Krigen sluttede resultatløst ved britisk indgriben. Først og fremmest for at redde Sverige.
 |
 |
| Barbareskpas. Danske og norske handelsskibe havde en underdel som, den, der ses på billedet. De algierske kaperkaptajner medbragte toppene. Ingen af parterne kunne tale sammen eller læse hinandens sprog, men når passets to dele passede sammen, kunne skibet sejle videre. (Statens Forsvarshistoriske Museum). | Samtidigt kort over krigsskuepladsen ved Kvistrum 1788. Det svenske krigsarkiv. |
Første Englandskrig, Slaget på Reden, 2. april 1801. Kombinationen af den langvarige krig mellem Frankrig og England, napolenonskrigne og den store danske flåde, som ingen af parterne vil se på den andens side umuliggjorde dansk neutralitetspolitik
  |
 |
| Slaget på Reden, Peter Villemoes Efter hans død i 1808 blev der på fællesgraven på Odden Kirkegård opstillet en mindestøtte med tekst af N.F.S. Grundvig. Motiv fra Danm.'s Historie i Billeder 1898. | Frimærke fra 1910 med Willemoes' fødegård i Assens som motiv. |
  |
|
| Slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808 | Københavns Bombardement 2. - 7. sept. 1807, Danm.s Riges Historie 1896-1907. |
Freden i Kiel. Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleons Frankrig, og det kom til at koste dyrt. Norge måtte afstås til Sverige, dog beholdt Danmark Grønland, Føræerne og Island. Den danske flåde beholdt England. Danmark var og blev "et lidet og fattigt land".
  |
 |
| Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstaktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum | Wienerkongressen sept. 1814 - juni 1815. Danm.s Riges Historie 1896-1907. |
Slesvigske krige og deres baggrund
Med Valdemar 2. Sejr og arvefølgen til de to sønner, hvor Erik Plovpenning 1231 blev efterfølger i kongeriget, Abel fik Slesvig som fyrstelen, var fundamentet lagt til den konflikt, der 1864 trak den tyske grænse til Danmark ved Kongeåen.
 |
|
Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten er en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik som håndfæstning 5. marts 1460.
Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte.
Ribebrevet blev skrevet på pergament i to eksemplarer. Kongens findes i Rigsarkivet; det holstenske med 18 vedhæftede segl ligger i det slesvig-holstenske landsarkiv på Gottorp Slot.
Som håndfæstninger i øvrigt er denne i princippet kun gældende for de aftalende parter, som er Christian 1. og efterkommerne til den slesvigske hertug og holstenske grev Adolf, der døde barnløs 1459.
Slesvig var herefter på mandssiden et herreløst dansk len og skulle efter tysk arvelov egentlig igen tilfalde kongeriget Danmark. Men efter dansk arvelov var også kvindesidens mænd arveberettigede, og den holstenske adel valgte 1460 Adolfs ene søstersøn, den danske konge Christian 1., som hertug til Slesvig og greve til Holsten.
Kongen måtte love at bevare den slesvig-holstenske adels særlige rettigheder og hertugdømmernes selvstændighed, men til gengæld kunne hertugdømmerne blive regeret af det danske kongehus, hvor kongen 1474 blev tysk vasal i Holsten, mens Slesvig forblev et dansk len.
Den centrale passus i Ribe-privilegiet, som senere blev benyttet af tysk-holstenske nationalister og Bismarck mod Danmark efter Novemberforfatningen 1863 var, at Slesvig og Holsten skulle være ”ewig zusammen ungeteilt”. Novemberforfatningen indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig (§§ 18, 20) med både et Folketing og et Landsting.
Og så var Slesvig og Holsten ikke mere "zusammen ungeteilt".
Uanset at det var en håndfæstning med specifikke bestemmelser, så kunne Bismarck og Prøjsen 1864 med henvisning hertil og fredsaftalerne efter treårskrigen 1848-50 angribe og besejre Danmark i 1864, og som resultat indlemme hertugdømmet Slesvig i det tyske forbund.
Første slesvigske krig. 1848-1850. Slesvig og Holsten ønskede ikke det demokrati, "pøbelvælde", der fredeligt var indført i kongeriget Danmark i 1848. De to tyske delstater blev støttet af Det Tyske Forbund, først og fremmest Prøjsen. Udfaldet af krigen betragtedes i Danmark som en sejr. Men især Londontraktaten 8. maj 1852 fik betydning for nationalistiske, danske ønsker om grænsen ved Ejderen. Det kunne der ikke være tale om, helstaten skulle bevares med kongeriget Danmark og Slesvig og Holsten "ewig zusammen und ungeteilt". Rigsarkivet har en oversigt over registre vedr. både 3-årskrigen og krigen i 1864. Disse oversigter er nyttige, når der skal indsamles viden om krigenes lokale fremtrædelsesormer.
 |
 |
| Fredericia slaget 6. juli 1849, dansk sejr. Fredericia Museum er udgiver af billedet. | Londontraktaten, Rigsarkivet. |
Anden slesvigske krig. 1864. Krigen var et forventeligt resultat af den danske kongeriges novemberforfatning af 1863, som Bismarck udnyttede mesterligt. Den politiske beslutningsproces i Danmark var derimod på grænsen til det naive.
 |
 |
| 18. april stormede de preussiske styrker Dybbøl-stillingen. En for de danske styrker blodig og håbløs affære. Foto Rigsarkivet, det glorificerende maleri "Episode af ottende brigardes modangreb ved Dybbøl 18. april 1864" er malet i 1894 af Vilhelm Rosenstand. | |
Kong Valdemars Jordebog og lokalhistorien
En sammenlignende undersøgelse
Indholdsfortegnelse
|
o. KVJ
|
|||
|
|
Salling syssel, Skivegård og Skive | Johan Skarpenberg | Flensborg, Kolding og Skivegård |
Danmark i krig og fred, de ydre rammer
| Kalmarunionen |
Chr. 4. Tredivieårskrigen
|
|||
|
Krigsdeltagelse i nyere tid
|
||||
Indledning
Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen præsentes i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, andet afsnit kronens gods[2], samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.
Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie. Samt - og det er hovedsigtet her - en lokalhistorisk vidensbank, som kan bidrage til og perspektivere tidlig lokalhistorie. Omfang og værdi af disse lokalhistoriske bidrag skal her sammenlignende undersøges i to nørrejyske lokaliteter, Almind syssel, egnen omkring Koldding og Salling syssel, egnen omkring Skive.
Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660
 |
Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.[3]
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
|
 |
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
|
|
Om sysler og len, se i efterfølgende hovedafsnit om de til sammenligning valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling.
|
|
Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog
 |
|
Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket.
|
Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.
Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[4]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.[5]
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[6], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste reaktion på Paludan-Müllers karakteristik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.
 |
 |
|
O. Nielsens udgave indeholder udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik.
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende.
|
|
 |
 |
|
Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
|
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
|
Jordebogens lister
De fleste af listerne i KVJ er over jorder eller indtægter. De nummererede navne præsenteres efter betegnelser i O. Nielsens udgave af KVJ.
Krongodset er her første gang beskrevet samlet i den del, som er den vigtigste til herværende formål, Hovedstykket, der er delt op i
- Første Afsnit med kongens private,
- Andet Afsnit med kronens gods.
De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra samtidens - 1231 - len og handelspladser.
Kron- og kongens private gods var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgår af kongernes håndfæstninger[7], at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret[8]. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel, der her er udvalgt til en sammenlignende undersøgelse.
|
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
|
|
|
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
|
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
|
|
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
|
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
|
|
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
|
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
|
|
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
|
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
|
|
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
|
|
|
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
|
|
|
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
|
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
|
|
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
|
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
|
|
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
|
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
|
|
10. Estlandslisterne
|
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
|
|
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.[9]
|
|
|
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
|
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
|
|
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
|
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
|
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland.[10]
Desuden anføres i KVJ "Utland", der i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.
 |
 |
Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234.[11]
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog er der nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform.
|
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
|
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
|
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
|
|
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
|
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
|
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
|
| Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er i KVJ kongens ejendom, patrimonium, anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit. | ||
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter. I modsætning til Hovedstykkets opdeling i kongens private og kronens værdier en uspecificeret sammenblanding.
Kaldyng, Kolding er i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Der kan næppe herske tvivl om, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have haft samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så skulle Kolding have været kronens ejendom, kongelev. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
Med hovedvægt på, at den markante ydelse på 80 mark sølv i Hovedstykket i KVJ er kongens ejendom, antages det, at byen Kolding i modsætning til Skive - og de fleste andre byer har været kongens private og ikke kronens ejendom i 1231.
Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400
Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[12], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid, må man nok antage. Men hvor meget og hvordan er det umuligt at sige noget om på det foreliggende grundlag.
Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog
Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”
Nogle måltal
Det kan til forståelsen af de i Jordebogen fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.
Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. De medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
Omregningsværdier til pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[13]:
1 bol var 2 mark skyld, 1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land, og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at
1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's 1688 matrikel med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[14]
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240 og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[15] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[16].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, at der blev mangel på arbejdskraft.
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg, der som pant fik Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
Jordebogen og øvrigt kildemateriale
To nørrejyske sysler
Undersøgelsens kildemateriale
Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[17]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket med kongens private gods i første afsnit, kronens gods i andet afsnit. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens gods og indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig, Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
Dette Kildemateriale er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne - for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet. Og det kan sammenholdes og således muligvis aftvinges heraf afledte informationer.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
Men det er så til gengæld opgaven at sammenholde og vurdere de tilgængelige værdier i forhold til hinanden i den analytisk simple ramme, at oplysningerne skal give mening i forhold til det, vi i øvrigt ved.
Sysler og len
Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland, 11 sysler
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland, 3 sysler
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
Nørrejylland
Kendte tidsrammer i parentes.
Aggersborg med Han Herred (1373-1441?). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (før? 1389-1662) og Rosborg (efter 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus/Skivegård (oplysninger kendes fra 1328 eller 1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 |
Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet viser ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”
|
Som administrationsområder afløste lenene syslerne i løbet af tiden o. og efter Jordebogen. Lenene blev afløst af amter 1662.
 |
Lenskortet
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia.[18]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
|
Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark
Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[19]. Der var i lenssystemet to hovedtyper af len.
Der var de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og der var smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[20]
Adelige pantelen er lenstyperne i de to til sammenligning udvalgte sysler, Almind og Salling. De forskellige lenstyper ses afmærket på nedenstående kort[21] over de typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
Pantelenene blev i tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar Atterdag, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen[22], hertugdømmet Slesvig, som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
 |
|
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
|
Kolding og Koldinghus optræder første gang skriftligt belyst i Kong Valdemars Jordebog, den del som daterer sig selv 1231, altså året før den arvedeling, som Valdemar 2. Sejr 1232 foranstaltede for sine sønner, Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer. I Jordebogen dog af gode grunde kun Kolding, da borgen opføres senere.
Jordebogens oplysninger om Kolding, Kaldyng er kongens samtidige driftsoplysninger og må tillægges en sandhedsværdi, som de noget senere og ganske usikre efterretninger, vi får om opførelsen af det første Koldinghus i den historieskrivning fra 1500-tallet, vi kender fra Hans Svaning[23] og Arild Hvitfeld. [24]
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen[25]. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len[26], der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af An(d)st.[27]
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var i den mellemliggende tid fra Valdemar 2. Sejr indtil Valdemar 4. Atterdags overtagelse af kongemagten i 1340 blevet til adelige pantelen[28].
Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at flere kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg.
Den af Valdemar 2. Sejr valgte arvefølge for de tre ægtefødte sønner viste sig at skulle føre til stridigheder både mellem sønnerne, hvor Erik Plovpenning måtte lade livet, formentlig foranlediget af broderen Abel, og til fortsatte stridigheder blandt deres efterkommere.
Det første udslag af efterkommernes stridigheder viste sig mellem Abels søn, Valdemar, der måtte nøjes med at blive hertug i Slesvig, medens fætteren, Christoffers søn, Erik Klipping blev konge i Danmark.
Det sidste kongemord i Danmark blev så mordet på Erik Klipping i Finderup Lade 1286.
Der er flere muligheder blandt antagelserne om årsager til dette mord. Den mest kulørte, som velsagtens kan være lige så sandsynlig som folkeviserne om marsk Stig, der blev dømt fredløs, eller hertug Valdemar af Slesvig, som Erik Klipping var i løbende strid med, kunne være, at Erik Klipping skulle have været ”en liderlig horebuk”.[29]
Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark
|
|
 |
|
Da Valdemar 2. Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge døde 1232, blev arvefølgen fordelt mellem de tre halvbrødre. Erik Plovpenning blev kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.
Denne arvedeling blev anledning til en bitter strid, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie. Hvis Valdemar Sejrs hensigt i 1232 var at dele sol og vind lige mellem de tre arveberettigede sønner, så blev resultatet ikke godt. Sønnernes forhold til hinanden blev et i generationer indædt modsætningsforhold med drabet på Erik Plovpenning i 1250 som første resultat, drabet på brodersønnen Erik Klipping 1286 i Finderup Lade som et mellemspil, hvor kongemord afløstes af andre måder at løse problemerne på.
Ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 om Kolding er der også oplysninger at hente hos to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svaning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev[30]. Da Svanings version er gået tabt og kun kendes fragmentarisk, men i den efterfølgende samtid er benyttet af Arild Hvitfeld, er det en indlysende opgave, Kr. Erslev har sat sig for - at sammenholde hvad, der er hvad og konfrontere det med dokumentarisk materiale.
Vi ved ikke, eller kun i begrænset omfang, om der er kildemæssigt belæg, dokumentation for det, de to historikere skriver om Kolding og Koldinghus. Vi ved, at Arild Hvitfeld benytter Hans Svaning, når han ikke har andet og bedre materiale.
Broder- og borgerkrig, kongemord
De to historikere fra 1500-tallet beskriver vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250.
Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så ved et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien. Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens tidsregning.
Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen
Hans Svaning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig, og at det var Abel, der opførte det første Koldinghus 1248. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.
Der må her være tale om, at Hvitfeld har følt sig foranlediget til at søge en forklaring på Abels besiddelse af Kolding og opførelse af Koldinghus, som han har været klar over - som vi også kan konstatere det i Jordebogen - har været en del af Nørrejylland, kongeriget Danmark, ikke Slesvig, som fra 1232 var blevet udskilt som hertugdømme til Abel ved arvedelingen.
Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel. At Kolding på denne tid var en central og for kongemagten værdifuld by, kan vi slutte ud fra Jordebogens oplysninger om den meget betydelige ydelse fra byen til kongen som privat ejendom på 80 mark sølv.
Der er to muligheder med Svaning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almind syssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding, og har 1248 startet opførelsen af Koldinghus som værn mod den danske kongemagt.
Svaning synes ikke at være i tvivl om, at det er Abel, der byggede Koldinghus. Hans datering af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der er ingen nærmere forklaring i Kr. Erslevs kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han har fået denne dateringskritik fra svæver således i det uvisse.
Det mest logiske forekommer at være, at Koldinghus må være opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel, altså må opførelsestidspunktet så være 1248.
Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svaning i det mindste, han har været. Og som underviser af Frederik 2. på Koldinghus må vi formode, at han har bibragt den senere konge denne version af Danmarkshistorien.
Selv om Kr. Erslev som kildekritikkens fader - næsten ypperstepræst - nyder stor prestige blandt danske historikere, så er det værd at notere sig, at hans omskrivning af Svanings 1248 til 1268 ikke er et dokumenteret faktum, kun en antagelse.
Som Hvitfeld har Erslev været skeptisk over for Svaning formodning om Abel som bygherre. Erslev er så gået videre end Hvitfelds forklaring, at der kunne være tale om en pantsættelse, og har fundet en mulig dateringsfejl fra 1248, der er blevet til 1268.
Da alt er usikkert og mangler endegyldig dokumentation forekommer det at være rimeligt at tillægge den tidligste historiker, Svaning størst vægt og konkludere, at Koldinghus blev bygget af den slesvigsk etablerede hertug Abel i 1248 i en strid med broderen, den danske kong Erik Plovpenning, som han så efterfølger som konge efter drabet på Erik 1250.
Kolding og Koldinghus forblev en del af det danske kongerige, som det ses registreret i Jordebogen, og som arvedelingsaftalerne havde været 1232. Men det første Koldinghus har så været opført som en slesvigsk borg i den løbende kamp mellem Valdemar 2. Sejrs efterkommere.
Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.
Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.
Hertugdømmerne
 |
 |
En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.
Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard[31]. 1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.
Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[32]
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[32]
 |
Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen til Prøjsen.
Se videre om Koldinghus, issær bygningshistorien.
Almind Syssel
Med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.
Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.
 |
 |
|
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.
|
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[33] og anden side[34].
KVJ, O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[35]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
|
 |
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri) værd.
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.
De tre herreder:[36]
|
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
Jerlev herred (Jarlæzhaereth).
|
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
|
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[37] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
Hvis vi med Saxo sætter 1 mark sølv som ækvivalens til 1 mark korn, og med sporadisk brug af øvrige værdimål, så får vi for de udvalgte lokaliteter i størrelsesmæssig rækkefølge:
|
Bække med kirker
|
12½ mark
|
|
Hr. Tokes len
|
10½ mark
|
|
Skanderup
|
4½ mark
|
|
Herslev
|
2½ mark
|
|
Andst
|
2½ mark (8 øre korn = 1 mark)
|
|
Nybøl
|
2 mark (16 skilling= 1 mark lybsk)
|
|
Hjarup
|
1 mark
|
|
Harte, Bramdrup, Eltang
|
Defectus
|
Øverst på værdiskalaen ligger Bække formedels to kirker. Hr. Tokes len kender vi ikke. For Harte, Bramdrup og Eltang er oplysningerne gået tabt. Den mest værdifulde landsby har været Skanderup.
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af Jordebogen,
|
i 1231 har der endnu ikke været kongeligt gods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by, som kongen helt usædvanligt har haf privat indkomst fra - måske med en endnu uafklaret herredsplacering for kongens private ejendom i både Almind og Andst herreder.
|
O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de knap 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige, og er derfor med beregninger brugbare.
Almind Syssel og Kolding i KVJ.
Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og at kongen desuden - og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv - har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på dette tidspunkt i 1231 ved den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[38]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium
Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som[39], "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er kun dokumentation for den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, kan vi muligvis usikkert slutte ud fra Indtægtslisten.
Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, og den kan vi tidligst ud fra Svaning tidsfæste til 1248.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.
Kolding og Skive i en indledende sammenligning
Sammenligner vi Kolding og Skive i Salling syssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård, 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig stor i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun har en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld så kan have været væsentligt større, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional med værdisættelsen i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens private ejendom, så er Kolding, placeret i Jordebogens Hovedstykket, Første Afsnit med kongens private ejendom, med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv. Og det er bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer herunder Skive.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.
Kolding og Koldinghus i historisk overblik
På Jordebogens tid har Kolding haft en helt central rolle i kraft af byens beliggenhed mellem Nørre- og Sønderjylland. Det ses i Jordebogen, at herrederne omkring forsvarsværket Dannevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. Desuden at de rige frisere i Utland blev beskattet særligt hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel blev dræbt i 1252. Også Valdemar Atterdag måtte 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, hans statholder i de frisiske herreder.
I dette værdifulde område, Sønderjylland blev Valdemar Sejr 1187 udnævnt til hertug af broderen, Knud 6., som Valdemar efterfulgte som konge 1202.
Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar d. Store. Han erobrede det meste af Nordtyskland, Holsten og Lauenborg, Lübeck, Mecklenburg og videre områder øst for Oder. Desuden erobringer i Baltikum, herunder Estland. Han blev taget til fange sammen med sønnen, Valdemar den Unge 1223, tabte stort set alle erobringerne 1227 i slaget ved Bornhøved.
Valdemar 2. Sejrs styrke var betinget af et godt samarbejde med bisper og verdslige stormænd.
En del af hans kongemagts styrke afspejles i den arvefølge, han slap afsted med for de tre overlevende, ægtefødte sønner, Erik Plovpenning som medkonge 1232, Abel som hertug i Slesvig og Christoffer 1. som hertug af Lolland og Falster. I efterfølgende indædte magtkampe blev de ved intriger og rettidige dødsfald hinandens efterfølgere som konger i Danmark.
Der findes ikke spor efter den borg, som Abel iflg. Hans Svaning opførte 1248, og som Erik Plovpenning så må have erobret og fordrevet Abel fra, før han blev dræbt og efterfulgt som konge af Abel i 1250.
At det skulle have været Erik Klipping, Christoffer 1.’s søn, der 1268 opførte det første Koldinghus, har vi kun Kr. Erslevs frit i luften svævende formodning om.
Her antages det, at det første Koldinghus er født i den heftige strid mellem Abel og Erik Plovpenning, og opført som en ”slagmarksborg” af den slesvigske hertug som et indhug i det kongerige, som hertug Abel og hans efterkommere hellere ville besidde end det mindre prestigefyldte hertugdømme, hvor allerede Valdemar Sejr var blevet hertug 1187, udnævnt af broderen Knud 6., som han efterfulgte som konge 1202.
Tidsrammen for Koldinghus som kronens ejendom er herefter 1248 indtil branden 29.-30. marts 1808, hvor kæmpetårnet og slotskirken bliver ødelagt og Koldinghus lagt i ruiner, en brandtomt, som først med oprettelsen 1890 af Historisk-Antikvarisk Selskab for Kolding og Omegn i et stigende omfang blev erkendt bevaringsværdig, og fra 1892 blev selskabets samlinger anbragt i nordfløjens hvælvede rum, som blev overdækket.
Med genrejsningen af Kæmpetårnet 1931-35 blev der efterfølgende blev lagt tag over vestfløjen og slotskirken.
Det endelige resultat er, at Koldinghus fra 1970’erne til i dag er blevet gennemgribende restaureret, og nu står som det gedigne monument over centrale dele af Danmarkshistorien, som det vitterligt er.
Koldinghus var kronens ejendom, indtil det blev afhændet 1849 og herefter blev til Museet Koldinghus.
 |
|
Middelalderborgen Koldinghus fra syd, som rekonstrueret 2002. Vestmurene dateres til slutningen af 1400-tallet og det lidt ældre stenhus, samme århundrede mod nord. Portbygning mod øst, hvor også ladegården har været / er anbragt.
|
Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.
Vi ved ikke andet om Koldinghus indtil Christoffer 2., end at der har været en kongsborg, formentlig opført 1248. Christoffer 2. var søn af Erik Klipping, der var søn af den yngste af Valdemar 2. Sejrs sønner, Christoffer 1.
Erik Klippings ældre søn, Erik Menved efterfulgte faderen som konge 1286-1319. Han havde som stort set alle Valdemar 2. Sejrs efterkommere ambitioner om at erobre land, især i Sverrig og Nordtyskland. Denne ambition er for alle konger kostbar, pengene kan kun skaffes ved skatter. I denne proces skal stormændene acceptere både at miste bøndernes arbejdskraft til soldatertjenesten og at skulle deltage som det, der har gjort dem til stormænd, som krigere.
Stormændene kræver herfor modydelser, som Erik Menved ikke ville give, og der bliver en række oprør, også i og omkring Kolding, hvor Erik Menved forstærker det eksisterende Koldinghus og opretter en ”tvangsborg”, blandt flere andre. I Sjællandske krønike hedder det herom: ” Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind”. Man kan gennem forskellige middelalderlige årbøger finde frem til hvilke borge, der har været tale om, nemlig fæstningsbyggerier i Horsens, Kalø, Viborg og Ulstrup. I Kolding ved vi, at der kun kan være tale om forstærkninger af den eksisterende fæstning, opført af Abel.
Efterfølgeren Christoffer 2. forsøgte flere gange at overtage broderen, Erik Menveds kongemagt, hvilket først lykkedes ved dennes død 1319.
Christoffer måtte acceptere at få kongemagten på særdeles strenge vilkår med håndfæstningen af 25. januar 1320. Med underskrivelsen blev Christoffer så konge 1320-26, men afsat for manglende overholdelse af håndfæstningens bestemmelser og konge igen 1330-32. I den mellemliggende periode var hertug Valdemar 3. af Slesvig, en sønnesøn af Abel, konge.
Den centrale passage i håndfæstningen, som omhandler borgen i Kolding lyder: ” (15) Fremdeles skal alle borge i Nørrejylland nedrives med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg”.[40]
Vi kan heraf slutte, at kongsborgen i Kolding har været af så stor betydning for landet, at den blev en ud af tre, som ikke blev forlangt nedrevet.
Det blev med Valdemar 4. Atterdag, Christoffer 2.’s søn, at genopretningen efter pantsættelserne til de holstenske grever satte ind. Valdemar måtte herunder også indløse Kolding og Koldinghus.
Som en næsten samtidig, men også tydeligt efterrationalisering findes der et ”Jydernes vidnesbyrd om, at hele Jylland, dvs. både Sønderjylland og Nørrejylland, tilhører den danske krone og riget Danmark”, en kommentar, der findes i DiplD 4. august 1421. Ribe. ”Jyderne” er fra kirken biskopper, kapitler, abbeder, provster samt de verdslige riddere, væbnere, borgmestre og rådmænd: ”… Sønderjylland (er) endnu den dag i dag dansk - ganske som i Nørrejylland … thi kong Valdemar (Atterdag) førte krig mod de holstenske herrer herom, mens han levede. Ligeledes tog hans datter dronning Margrete … sagen op, og de holstenske herrer har ikke haft disse førnævnte lande i deres varetægt … (siden)”
Koldinghus som kongerigets grænseområde under Margrethe og Erik af Pommern
Man kan i det dokumentariske materiale i DiplD konstatere, at dronning Margrethe og kong Erik af Pommern havde Kolding og Koldinghus som centralt virkeområde, her i en forlening til rigsråd Mogens Munk, et dokument, underskrevet 5. september 1406 i Ålborg. Det er et genbrev fra ”Hr. Mogens Munk til kong Erik og dronning Margrete på slottene og de faste borge Kolding og Rosborg med tilliggende len og byerne Kolding og Vejle med løfte om at holde dem til jomfru Katrines og Danmarks riges hånd, hvis både kongen og dronningen skulle dø.”
Kronens, kongemagtens ret til det len, som her gives til Munk er det centrale i forleningens ordlyd om et område, hvor strid og konflikt med hertugdømmerne præger aktiviteterne.
Dronning Margrethes ganske imponerende taktiske sans i det politiske, ind imellem temmeligt voldelige spil, kan man se i et dokument, hvor Margrethe får udvirket, at pave Johannes 23. ”pålægger biskopperne af Slesvig, Ribe og Viborg at undersøge kong Erik Plovpennings levned og de beretninger om mirakler ved hans grav, som dronning Margrete har underrettet ham om, med henblik på optagelse af ham blandt kirkens helgener.”
Det har været et ganske potent træk med kirkens støtte til den danske kongemagt omkring de sønderjyske trakasserier, som Margrethe her har fået udvirket.[41]
Ombygning af Koldinghus fra borg til slot
Da Koldinghus siden 1248 har været et fæstningsværk til brug ved angreb uden krudt og kugler, har det oprindeligt været omkranset af voldgrave indtil 1500-tallet, hvor de forsvarsmæssigt mistede deres betydning.
Hvor man ikke ved om og i givet fald hvor meget, Erik Menved skulle have bygget om i forbindelse med sine fæstningsbyggerier, herunder også Koldinghus, så er der mere kontant viden i form af de bygningsrester, ombygninger, der tilskrives de danske konger Christoffer 3. af Bayern (1440-48), Christian 1. (1448-81) og Hans (1481-1513). Hvor Christian 1. så er den første repræsentant for den oldenborgske slægt, der stammer fra Aldenburg, grænseområdet mellem frisere og sachsere. Christian 1. var før kongetitlen i Danmark tituleret grev Christian 8. af Oldenborg.[42]
Den ældste del af det Koldinghus, der er tilbage, er nordsiden, ud mod Slotssøen. Den blev bygget af kong Christoffer af Bayern, altså en gang i 1440’erne. Den vestlige side af Koldinghus blev bygget af kong Hans eller forgængeren Christian 1., så velsagtens i sidste halvdel af 1400- eller begyndelsen af 1500-tallet.
 |
 |
|
Af de ældst bevarede dele af Koldinghus ses her nordfløjen, udateret foto, og vestfløjen efter de gennemgribende restaureringer siden 1970’erne.
|
|
Ombygningen fra befæstet borg til beboeligt renæssanceslot sker under reformationens konge, Christian 3. (1534-59), som opholder sig og dør på slottet.
Vestfløjen med skytteloft var allerede blevet forhøjet. Herefter opførtes sydfløjen 1550-51, 1551-52 blev østfløjen opført og forbundet med nordfløjens middelalderhus. Den østre del blev anlagt med den bevarede port, og i den egentlige kongebolig, sydfløjen blev der også et kapel - hvis det ikke allerede har været i middelalderbygningen.[43]
 |
Christian 3.’s ombygning af Koldinghus 1548-52 er næsten samtidigt illustreret med dette udsnit af Georg Brauns prospekt af Kolding, der er dateret 1587. Prospektet giver en god illustration af den her stadigt eksisterende voldgrav og ladegårdens placering øst for slottet, set fra syd.
Slottet på borgbanken var nu blevet et firfløjet anlæg med hvidkalkede mure og grågrønne skifertage, hedder det i Nationalmuseets beskrivelse. Tagene blev udsmykket med rundbuede taggavle og kviste”i højmoderne italieniserende stil (‘vælske gavle’)”, som det videre hedder. Desuden i slotsgården trappetårne med etagespir, der hævede sig over tagryggene, som det også fremgår af prospektet. [44] Man skal ved prospektet som en ellers glimrende illustration være opmærksom på, at dimensioner og afstande er der taget på med let hånd.[45]
Christian 3. boede på Koldinghus fra 1545sammen med dronning Dorothea, som efter kongens død 1559 fik Koldinghus og Sønderborg slot som ”livgeding”, d.v.s. en art enkepension, hvor hun oppebar indtægterne af det gods, som tilhørte kronen indtil hun døde 1571. Både sønnen Frederik 2. og sønnesønnen Christian 4. er født og opvokset på Koldinghus.
Frederik 2. havde som huslærer historikeren Hans Svaning. Noget kunne tyde på, at den formentlig ordblinde Frederik ikke lærte så meget, men det er værd at notere sig, at Hans Svaning som ophavsmand til, at det var Abel, der 1248 byggede det første Koldinghus, har opholdt sig på stedet.[46]
Det er også værd at bemærke sig, at Christian 4. har haft en barndom med en eller anden form for tilknytning til det af farfaren, Christian 3. stærkt renoverede slot. Som den senere så byggeglade så byggede videre på. Født 1577 var Christian kun 11, da han med faderens død blev konge, men med en formynderregering og først kroning til konge 1596 som 19-årig. Og han har formentlig ikke opholdt sig meget på Koldinghus men dog periodisk.
En brand i 1597 hærgede ikke mindst nordfløjen og førte til en omfattende ombygning 1598-1616 under Christian 4. Kronologisk kan vi iagttage, at dette byggeri har været et af hans første projekter som kronet regent. Som faderens Kronborg ved indsejlingen til Øresund, kan man måske forestille sig, at Koldinghus skulle være det danske kongeslot, der mødte tilrejsende fra syd, på den anden side af det, der toldmæssigt var Kongeå- grænsen.
Byggekongen Christian 4. starter med Koldinghus
Konsekvensen af branden blev ombygning af nordfløjens køkkenregioner, forlængelse af vestfløjen med plads ved nordfløjen til en kirke og Kæmpetårnet. Overopsynet med det pompøse byggeri blev overladt til den siddende lensmand, Caspar Markdanner, hvis virksomhed i Koldinghus Len ses i f. eks. sognekirken i Skanderup.
Christian 4. var også optaget af andet byggeri, hvor Koldinghus så muligvis er blevet mindre interessant at få afsluttet. Der blev i årene 1610-14 foretaget udskiftning af de gamle tårnes bindingsværk, nedrivning af vestfløjens middelalderlige sydmur a.h.t. en udvidelse af dansesalen i vestfløjens overbygning samt udskiftning af trappetårnet mellem øst- og nordfløjen, også en rest fra det middelalderlige byggeri.
 |
|
 |
Koldinghus, P. Resens Atlas 1626 iflg. Kolding Stadsarkiv. Peder Hansen Resen levede 1625-88. Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677.
Men Stadsarkivet kan nok have ret i, at det ombyggede slot sikkert har set sådan ud omkring 1626.
|
Ud over byggeriet af Koldinghus bidrog Christian 4. også med sine for land og ham selv uheldige krigsdeltagelse. Man kan kun skønne, hvor store skaderne har været på Koldinghus som følge af krigene og lejesoldaters skalten og valten med by og slot. En synsforretning, som blev foretaget 1660, er gået tabt. Men skaderne på Koldinghus har nok ikke været det væsentlige for den omkring boende befolkning
Svenskekrige, kongemagt og skattetryk
Velstand og driftsmæssig fremgang i 1500-tallet ændrede sig dramatisk i det nye århundrede. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt.
Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - det senere Nordslesvig - der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[47] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i andre dele af de omkring Kolding liggende landsbyer.
 |
Udbedring efter svenskekrigenes skader på Koldinghus
Skaderne efter svenskekrigene blev kun middelmådigt udbedret før næste lidt større renovering under Frederik 4. 1720-26. Hensigten var at få en mere bekvem og passende residens for den enevældige konge i provinsen, hvilket resulterede i en gennemgribende modernisering.
Der blev restaureret med større vinduer, små tagkviste og på vestfløjens gårdfacade en sandstensportal, dateret 1720 og Frederik 4.s navn. Indvendigt blev der ændret på nogle stokværksinddelinger, synes det at fremgå af nogle opmålinger fra 1740.[48] Desuden blev der også renoveret og udskiftet i slotskirken.
 |
 |
|
Christian 3.’s slotskirke, sydfacaden og indvendigt mod vest, nu indrettet som foredragssal.
|
|
Der er kun kendskab til to slotskirker som del af Koldinghus[49], den af Christian 3. opførte i sydfløjen og den af Christian 4. opførte i forbindelse med Kæmpetårnet.
 |
 |
|
Christian 4.’s forlængelse af vestfløjen med kirke, dansesal og tårn set fra nordvest.
|
Ruinen af slotskirken set mod nordvest, foto 1909.
|
Koldinghus, slot, ladegård, len
Koldinghus blev med Christian 3., droning Dorothea, sønnen Frederik 2. og ombygningsmæssigt dennes søn Christian 4. decideret kongebolig. Herefter, også som en konsekvens af Christian 4.’s og Frederik 3.’s krige mod svenskerne gik Koldinghus en forfaldsperiode i møde, midlertidigt stabiliseret med Frederik 4.’s renoveringer, med den endelige status om brandtomt og ruin fra 1808.
 |
 |
 |
|
|
Caspar Markdanner, lensmand 1585-1618, under prædikestolen i Skanderup Kirke, opsat 1589 og Markdanners gravepitaf, Rønninge Kirke. Markdanner var også særdeles aktiv i forhold til Anst Kirke.[50]
|
|||
Lensmændene på Koldinghus
Indtil 1662, hvor amter afløste len, residerede der en række lensmænd på Koldinghus, når kongefamilien ikke selv boede der. Som anført er det tidligere Almind syssel som len blevet efterfulgt af en række pantelen. Med Caspar Markdanner var lenet blevet et regnskabslen, hvor lensmanden, her Caspar Markdanne i forhold til Frederik 2. var en art forvalter med en ganske god og rigelig løn, fremgår det af hans lensbrev.[51]
Som anført fik Christian 3.’s enke, dronning Dorothea Koldinghus som enkeresidens. I tiden mellem 1559 og Dorotheas død 1571 var enkedronningen ganske aktiv, f. eks. med etablering af Slotsmøllen og et saltværk i Harte. Dronningen har her vist en god praktisk sans, salt var et vigtigt redskab til opbevaring af fordærvelige fødevarer.[52]
Amtmænd på Koldinghus
De fungerende amtmænd, lensmændenes langt mindre magtfulde efterfølgere, boede på Koldinghus 1662-1773, hvor Koldinghus Amt ophørte at eksistere, og amtstuen flyttede til Vejle.[53]
Fra forfald til brandtomt
Inden branden 1808 var Koldinghus godt i gang med at blive en skygge af sig selv med manglende vedligehold. Branden og statsbankerotten 1813 bevirkede, at det fine slot og mindesmærke over århundreders Danmarkshistorie siden 1248 nu blev en regulær genbrugsplads, hvor byens borgere efter forgodtbefindende kunne hente sten og vraggods, der var blevet tilbage efter branden.
Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn
Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden skellet mellem Nørre- og Sønderjylland i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der på denne tid tog permanent opholdt sig på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[54] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[55] to for tolderen i Kolding, to for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to Åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro … skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de fire kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen dukker op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698”.[56]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.[57] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Også vidste han, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild.
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[58]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[59]
 |
 |
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[60] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[61], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.
Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen
Efter 1600-tallets tabte svenskekrige[62] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt blev oprettet 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
Koldinghus Amt 1662-1793
Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[63] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Det er ikke umiddelbart indlysende, at Kolding af den grund allerede i 1236 skulle have været købstad, men så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Dateringen til 1248 har Jonge formentlig overtaget fra Svanings datering.[64] Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet fra Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 |
 |
|
Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
|
|
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[65]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af, ydelse fra selve byen Kaldyng.
Koldinghus i 1844 matriklen
|
1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[66]
|
 |
|
Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[67]
|
 |
Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[68]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[69]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på 1680 forordningen.[70]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.
Sammenftning, Koldinghus fra middelalderfæstning over kongeslot til ruin.
I kølvandet på Valdemar 2. Sejrs set i bakspejlet mindre heldige arvedeling mellem sønnerne, hvor kongerigets grænse til hertugdømmet Slesvig kom til at ligge ved det senere Kongeåen, blev Koldinghus, symbolet på kongerigets port til hertugdømmet Slesvig, tilsyneladende opført af valdemarsønnen Abel, der i første omgang ”kun” var blevet hertug i Slesvig. Det er, hvad Frederik 2.’s huslærer på Koldinghus mente at vide, o. 1600 viderebragt af en efterfølgende dansk historiker, Arild Hvitfeld. Selv om det sammenholdt med Kong Valdemars Jordebog om Kolding er sært, at den første slesvigske hertug skulle bygge Koldinghus i kampene med den danske konge, Erik Plovpenning, så er det langt mindre historisk korrekt med Kr. Erslev at tilbagevise og postulere, at årstallet skulle være en ombytning af de latinske tegn til 1268, hvor Erik Klipping så bliver udnævnt til bygherre. Det er der ikke andet belæg for end Erslev slet funderede antagelse, og må afvises i forhold til Hans Svanning, der med den tætte relation til det danske kongehus må formodes at have en form for belæg for sin antagelse om Abel som bygherre. Det ville være godt at få et arkæologisk vidnesbyrd, men det skulle så i givet fald findes begravet under de middelalderlige dele, nord- og vestmurene.
Selv om Valdemar Atterdag og dennes datter, dronning Margrethe har været åbenlyst optaget af forsvarsværket Koldinghus ved kongerigets sydgrænse, så er der intet, der tyder på, at de selv skulle have opholdt sig på den befæstede borg.
Koldinghus havde med reformationen i Danmark og nye militære magtmidler, først og fremmest krudt og kugler mistet sin betydning som fæstningsborg, men blev af ikke umiddelbart begribelige grunde valgt som jysk kongeresidens af Christian 3., enkeresidens for dronning Dorothea, herefter residens for Frederik 2. Og endelig et bygge- og omformningsobjekt for Frederiks byggeglade søn Christian 4.
Svenskekrigene, der fulgte i fodsporet af Christian 4. med ødelæggende konsekvenser for både befolkningen og Koldinghus. Frederik 4. rettede lidt op på ødelæggelserne, men da havde slottet stort set mistet sin betydning, som med branden 1808 længe fik lov at ligge hen i forfald.
Salling Syssel og Skive.
Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.
 |
 |
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
|
Angivet værdi
|
Angivet ydelse
|
|
Morsø Sønder og Nørre herred
|
Hver 6 mark sølv ved leding.
|
|
Agerø, Karby sogn Nørre herred, 18 mark guld
|
Ingen ydelse anført
|
|
Fjends herred,
|
12 mark penninge
|
|
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
|
|
|
Lundø 24 mark guld[71]
|
10 mark rent sølv
|
|
Højslev sogn og by, 9 mark guld
|
|
|
Rødding, Hindborg herred
|
|
|
Brøndum 13 mark guld
|
|
|
Nørre herred
|
|
|
Skivegård 40 mark guld[72]
|
20 mark sølv
|
|
Harre herred
|
20 mark penninge
|
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anseelig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[73]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
I sammenligningen mellem Kolding og Skive er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder som patrimonium kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen af Kolding på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen af Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv. Og byen Skive, der er registreret som kronens ejendom uden værdisættelse og ydelse.
Salling Syssel, Skivegård og Skive
I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling syssel kan der for Salling syssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[74].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[75] i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[76]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[77] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[78].
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[79] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[80]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[81].
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.
Flensborg, Kolding og Skivegård
Der er i DiplD to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med DiplD 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.
|
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været lidt mindre end halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller 44 til 50 % af pantsætningsværdien for Flensborg.
|
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[82], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sine lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
Hvis vi uden yderligere dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
- Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
- Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
- Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
- Kolding har i KVJ en ydelse til kongen på 80 mark sølv, det dobbelte af ydelsen af Skivegård og øvrige kongelige besiddelser i Salling syssel.
De formodede værdisættelser korresponderer rimeligt i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der muligvis kan værdisættes på niveau med Kolding, en hypotetisk ydelse på omkring 80 mark sølv som ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Den foreløbige konklusion med belæg i KVJ’s oplysninger om kongens og kronens værdier og ydelser af og fra Kolding og Skivegård, Skive, kombineret med pantsætningsværdier, konstateret o. 1400 for Skivegård og Flensborg, er, at Flensborg og Kolding har den dobbelte værdi og ydelse i forhold til Skivegård, Skive.
I Jordebogens værdier og ydelser har værdien for Skivegård, Skive været en ydelse på 40 mark sølv, det halve af ydelsen fra Kolding på 80 mark sølv.
I pantsætningsværdier o. 1400 har Flensborg haft lidt mere end den dobbelte værdi af Skivegård, Skive, henholdsvis 10-11.000 og 5000 mark sølv, hvilket på det noget ufuldstændige grundlag giver belæg for at sige, at Kolding og Flensborg hver for sig har haft den dobbelte værdi i forhold til Skivegård, Skive.
Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse
Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger, vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[83] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[84]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
De 5000 lybske mark i 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
- Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
- I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
- Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
- Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
- Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
- Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
- I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
- Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
- Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen fra mark til tdr. land og hartkorn.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
|
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
|
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[85], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 med 5000 lybske mark dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[86]
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og på Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Desuden får Valdemar Atterdag, som det hedder i Lübeckaftalen, at ” med Helvig skal følge en medgift på 24.000 mark sølv. For dette beløb får Valdemar Atterdag overdraget borgen i Ålborg med Vendsyssel, Thy, Hanherred og Himmerland”.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire delei 1340 har haft en pantsætningsværdi på en fjerdedel af de 35.000 mark sølv, altså hver 8.750 mark sølv.
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland fra Kalø til området o. Ålborg, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.
Og Lübecktraktatens værdisættelse af området nord for Kalø med Skivegård til samme værdi som for området med Kolding med Koldinghus korresponderer fint med de foretagne værdiberegninger ud fra KVJ og DiplD, hvis vi går ud fra, at Skivegård i Lübeckaftalen har udgjort ca. halvdelen af dette områdes værdisættelse, og at Kolding og Koldinghus har udgjort hele værdien af denne fjerdedel.
Fra Skivegård til Skivehus
Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[87] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.
Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen
Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[88] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[89] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).
 |
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
|
Hartkorn
|
tønder
|
skæpper, fierding og album
|
|
|
Nørre herred
|
1576
|
ikke medtaget her
|
|
|
Harre herred
|
1530
|
||
|
Rødding herred
|
1424
|
||
|
Hindborg herred
|
1411
|
||
|
Til sammen
|
5941
|
||
 |
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.
Noget af forklaringen kunne være, at der har været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[90]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebestyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.
 |
|
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.
Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
|
|
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[91]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.
|
 |
Størrelsesforholdet i 1688 er
|
Bustrup Hovedgård
|
40 tdr. hartkorn
|
|
Krabbesholm
|
30 tdr. hartkorn
|
|
Skivehus
|
26 tdr. hartkorn
|
Hvornår forfald og reduktion af jordtilliggende for Skivegård er sket, er det umuligt at sige. Men med registreringen i 1688 matriklen som Skivehus er forfald og reduktion tydeligt i gang.
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[92], som indtil 1660 var kongens private ejendom, patrimonium.
 |
|
 |
 |
|
Den sidste ejer af Skivehus, Gl. Skivehus, efterkommer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning blev købt af Skive Kommune for 4 mio. kr.[93] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
|
|
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
Skivehus i 1844 matriklen
 |
 |
|
Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller.
|
|
Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive
KVJ's lokale oplysninger fra Salling syssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1231 hertugdømmet Slesvig.
Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med
- Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
- Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
- Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
- Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[94], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, dog nok tidligst, som anført af Hans Svaning, opført 1248 af hertug Abel, Slesvig.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd med ydelsen på 80 mark sølv.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshed var kongeligt benyttet som beboelse, nærmere betegnet Christian 3. siden 1545, enkedronning Dorothea 1559-1571, herefter Frederik 2. Christian 4. har formentlig ikke boet meget på Koldinghus, men har i forlængelse af Christian 3. foretaget de mest omfattende restaureringer, til- og ombygninger.
Det bemærkelsesværdige ved Koldinghus i forhold til Skivegård er, at denne kongsborg har nok været kronens, ikke kongens private ejendom som Skivegård.
Manglende vedligehold og forfald starter begge steder med svenskekrigenes ødelæggelser, ikke mindst Koldinghus. Koldinghus bliver ikke som Skivehus solgt ved overgangen fra len til amt 1662, men forfaldet er også her konstaterbart, og enden som brandtomt og ruin fra 1808 kan siges at være en værre udgave af forfaldet på Skivehus.
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del, og har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen som på jordebogens tid var det sædvanlige, men til kongen. Dette dokumenteres af, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende haft ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübecktraktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 8.750 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på 8.750 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter rimeligt til de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 8.750 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger også Kalø og Viborg.
5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Bender, S. K. (1973). Saltværket ved Kolding . Vejle Amts Årsskrift, s. 114ff.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
Diplomatarium Danicum. Cit. DiplDan. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Eliassen, P. (1910). Kolding fra middelalder til nutid. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Eliassen, P. (1926). Kongeaaen. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Grinder-Hansen, K. (1996). Møntfornyelse (renovatio monetae) i Danmark fra år 1200 til Christopher II’s død i 1332. Oslo.
Hansen., L. M. (u.d.). De overlevende - Brusk Herred anno 1660, . http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal .
Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.
Kong Valdemars jordebog, Rigsarkivets udgave. Cit. KVJ. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kr. Erslev, H. S. (1928). Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: G. E. C. Gad.
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.
Marstrand, W. (1937). Herredsinddelingen i Danmark. København: SÆRTRYK af Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulsvæsen.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nationalmuseet, D. K. (2009). Slotskirker på Koldinghus . Hentet fra http://danmarkskirker.natmus.dk/vejle/kolding-koldinghus-slotskirker/
Nielsen, O. (1867). Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark, Afhandling skreven for den filosofiske Doktorgrad. København: G. E. C. Gad.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. Cit. KVJ-ON. København: G. E. C. Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Steenstrup, J. C. (1874). Professor Dr. C. Paludan-Moller og Kong Valdemars Jordebog Endnu et Indlæg til Forsvar for Sidstnævnte. Kjøbenhavn: Forlagt af Rudolph Klein.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
Noter og henvisninger
[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Se O. Nielsen, Sysselinddelingen i Danmark, især s. 48-86. Kong Valdemars Jordebog var hovedkilden i Oluf Nielsens disputats om sysselinddelingen.
[4] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[5] O. Nielsen har en indgående karakteristik af KVJ i hans Sysselinddelingen i Danmark, 1867, især s. 2ff.
[6] Se nærmere herom i kommentarer til Jordebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17288012#214864,40581354.
[7] Hvor kongen lover, bliver pålagt at overholde landets love og respektere adelens privilegier, først og fremmest med Danehoffet som øverste domstol. Kongeeden kendes siden Harald Blåtand, den første egentlige håndfæstning er Erik Klippings 1282, se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/.
[8] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.
[9] Det ser ud til, at en plovskat allerede 1231, på Jordebogens tilblivelsestid er under indførelse. Den ser ud til at være afløser for Valdemar 2. Sejrs hyppige møntomvekslinger, der havde samme for kongemagten indtægtsgivende formål. Navnet hæftes så på Valdemar 2. Sejrs efterfølger, sønnen Erik Plovpenning. Iflg. foredrag af Grinder-Hansen, Oslo 1996, https://www.danskmoent.dk/artikler/kgh1200.htm.
[10] Se afsnit om Sysler og len.
[11] Iflg. KVJ-ON, s. 22.
[12] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[13] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[14] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[16] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[17] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[19] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[20] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660/, hvor lenstyperne kort præsenteres.
[21] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[23] Hans Svaning ca. 1500-20.9.1584, født i fattig, fynsk familie, universitetsuddannelse. Svaning arbejdede med sin store Danmarkshistorie hvortil han tilvejebragte et større materiale, noget årbogs- og krønikeoverlevering, som endnu kunne findes lokalt eller som han fik lejlighed til at afskrive, mundtlige beretninger og spredte aktstykker fra rigets arkiver, som han blev givet indblik i. Den tilsyneladende færdige Historia Danica blev 1579 henlagt i Universitetsbiblioteket og brændte 1728. Hvitfeld fik adgang til manuskriptet og har benyttet oplysninger herfra.
[24] Arild Hvitfeld 1546-1609, Chr. 4.’s rigskansler, forfatter til Danmarks Riges Krønike, hvor Hvitfeld også benytter oplysninger fra Svaning.
[25] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[26] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1248 iflg Hans Svaning, korrigeret af Kr. Erslev til 1268.
[27] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[28] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[29] Der er vist også kun få og mindre pålidelige kilder til denne karakteristik, som er anført i danmarkshistorie.dk, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-5-klipping-1249-1286/. Men at Erik skulle være blevet ”tildelt 86 knivstik, heraf kun et under maven” kunne godt tilskrives en vis ophidselse i gerningsøjeblikket.
[30] Hans Svaning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med hensigten at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfeldts brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svaning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svanings manuskript.
Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svaning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeldt har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604.
Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeldt helt åbenbart har benyttet Svaning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svaning-Hvitfeldt, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.
[31] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.
[32] Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten, en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik 5. marts 1460. Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte, Peter Lang 2008. Se uddrag:
[33] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17004022#123495,18115026.
 |
[35] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[36] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[37] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[38] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[39] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[41] DiplD 1410. 25. maj-1412. 28. oktober, Pave Johannes 23.
[43] Faktuelle oplysninger fra Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus.
[44] Skifertagene er arkæologisk påvist, og det skulle være ”skifer fra Fumay i Ardennerne”.
[45] P. Eliassen, Kolding, s. 81 i kommentar til prospektet.
[46] P. Eliassen, der 1910 har skrevet sin grundige Kolding historie har kun læst Arild Huitfeld om ophavsmand til Abel som bygherre. Kr. Erslevs bog Svaning-Huitfeld udkom 1928, så det er ikke at forvente, at Eliassen skulle vide noget om Huitfelds forlæg i Svanning.
[47] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et af de omkring Kolding liggende sogne.
[48] C. Bruhn iflg. Nationalmuseet om Slotskirkerne.
[49] Begge Koldinghus kirker er overordentlig indgående beskrevet i Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus, s. 934-977, efterfulgt af beskrivende oversigt over Frederik 4.’s restaureringer s. 977-981.
[50] Muligvis fordi moderen skulle være en skomagerdatter i Anst, undfanget med Christian 3. Der blev under alle omstændigheder sørget godt for Markdanners uddannelse, og det var vel ikke så ilde at blive lensmand på egnen, hvor man er kommet til verden.
[51] Refereret i P. Eliassen, Kolding …, s. 38ff., som også s. 48ff. har en (ufuldstændig) oversigt over kendte lensmænd på Koldinghus.
[52] Susanne Krogh Bender, Saltværket ved Kolding.
[53] Dog med den sidste amtsforvalter i Kolding indtil 1814 iflg. P. Eliassen, Kolding, s. 147ff., hvor også alle amtmænd listes op.
[54] Her citeret efter P. Eliassen, Kongeaaen, s. 9ff.
[55] P. Eliassen ibidem.
[56] P. Eliassen, anførte værk, s. 21ff.
[58] P. Eliassen, Kongeaaen, s. 24.
[59] Ibidem s. 52f.
[60] Se f. eks. Sporet ved Nagbøl Skov. Se også Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for ..., Del 6, Bind 8.
[61] (Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4).
[64] Se Kr. Erslev, Svaning-Hvitfeld, s. 20, note 21, hvor Kr. Erslev uden egentlig begrundelse anfører, at Svaning har forvekslet 1268 med 1248.
[65] Her efter Sall Data, henholdsvis http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=408361&side=175 og http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=408361&side=176.
[68] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[71] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[72] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[73] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der måske allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[74] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[79] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[84] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[86] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[87] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.
[88] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[90] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[92] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[93] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[94] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.
Lokale møller på Skiveegnen
Skivebogens fremstilling af lokale vand- og vindmøller bliver benyttet som udgangspunkt. Dette materiale er sekundært fremstillingsmateriale, som vil blive suppleret med forskellige former for primært kildemateriale. F. eks. er der fra Skivehus og Hald Amt udarbejdet skifteprotokoller for 1698-1818, som må anses for at være en god registrant af mølller fra dette tidsrum og før.
Protokollerne er gennemset for møller, der via ejer eller mølle indgår i et skifte. Ordnet efter Amt, sogn og by.
Desuden er der benyttet oversigt over "Vindmøller i Spøttrup Kommune" v. Ib Svenningensen. I oversigten er der dog også vindmøller, der tidligere har været vandmøller. Og der er tilsvarende udarbejdet en oversigt over "Vandmøller i Spøttrup Kommune".
Selv om det selvfølgelig er bedst at kunne dokumentere med primært kildemateriale, så er materialet fra Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv i det store og hele godt dokumenteret, hvor det har kunnet lade sig gøre. Der er desuden et temmelig omfattende billedmateriale, som der i vid udstrækning er gjort brug af her.
Nogle møller, først og fremmest fra Nordfjends, er i vid udstrækning fundet på "Æ Fjandbo Arkiv". Der er her også trukket på lokal viden om Nordfjends,
Desuden er der som orientering om Fjends benyttet Livet omkring vind- og vandmøllerne i "Det gamle Fjends Herred", udgivet i 2005.
Endelig er Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv benyttet m.h.p. oplysninger om møller i Salling området. Dette lokalarkiv er nu blevet en del af Museum Salling, som desværre ikke har fået udarbejdet de nødvendige søgefaciliteter, der muliggør elektronisk søgning i eget arkiv - f. eks. som Spøttrup på forbilledlig vis har gjort.
Derfor har det her været nødvendigt at benytte den generelle søgemaskine på arkiv.dk, og så i søgningen specificere, hvilken mølle eller sognefacilitet, der søges oplysninger om.
Det går jo, men det ville være en lettelse, om Museum Salling også havde udarbejdet elektroniske oversigter over arkivalierne - som Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv så forbilledligt har bibeholdt, også selv om arkivet er blevet inkluderet i Museum Salling.
Brugen af skifteprotokoller 1698-1818 kan velsagtens med føje bruges til at formode, at fundne møller, som ikke er nævnt i skifteprotokollerne må være opført efter 1818. Dog med forbehold for, at manglende kildeudsagn selvfølgelig ikke kan fastslå, kun indikere, at møllen så nok ikke har eksisteret i perioden 1682-1818.
Skivehus og Hald Amter bliver i 1793 til Viborg Amt.
Skivehus Amt består af Nørre, Harre, Rødding og Hindborg Herreder.
Fra Hald Amt er der i denne lokalundersøgelse kun medtaget Fjends Herred.
Under hvert herred vil der være angivet sogne, hvor forekomsten af Vand- og, eller vindmøller i skifteprotokollerne er undersøgt:
- Hindborg Herred
  |
Sogne i Hindborg Herred: Brøndum, Dølby, Egeris, Hem , Hindborg, Hvidbjerg, Oddense, Otting, Resen, Skive, Volling.
Hindborg Herreds gamle sogne lå indtil 2007 alle i henholdsvis Skive og Spøttrup Kommune, nu i Skive Kommune.
|
| Hindborg Herreds våben 1584, sten | |
| Rud Mølle i Dølby Sogn, nævnt første gang i skifte 22.12.1797, 1797/5. Møllen ser ud til nu at være blevet hestepension. Rud vand- og vindmølle nævnes i Trap Danmark, 3. udg., Bind IV, som udkom 1898-1906. | |
  |
Hagens Mølle i Resen sogn [i Hindborg herred]. 6.12.1799, skifte. En nutidig beskrivelse på Kultunaut: "Ved siden af den gamle møllebygning, hvor der blev malet korn for over hundrede år siden, kan man nu se køerne blive malket af robotter i den nye løsdriftsstald Langs Hagens Møllebæk kan opleves frodige enge og tørre overdrev"
Foto fra Acton Friis, De danskes Land, 1932.
Eller Hagens Mølle, afbildet på et frimærke 1911.
|
 |
Hvidbjerg Mølle, 1915-25, Spøttrup Lokalarkiv.
|
|
I Hindborg Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: 2 vandmøller, der tilhørte Krabbesholm, Hagens Mølle i Resen sogn, "mestendels ... (med) Mangel paa Vand ... Rud Mølle, Dølby sogn. Desuden nok en mølle ved Krabbesholm skov i en lavning, der "endnu i 1875 havde navn efter stedet".
Af disse mangler i denne oversigt Krabbesholms 2 vandmøller og (vind?)møllen fra 1875 samme sted.
|
|
|
J. C. Hansen, Skive Mølles Historie, s. 149-208. "Til Dels efter Oplysninger samlede og meddelte af fhv. Mølleejer Chr. Christensen." Der indledes med et fint foto af Skive by 1905, hvor møllen stadig dominerer bybilledet. Med de gamle vandmøller var der "mølletvang", hvor fæstebønderne var forpligtiget til at male deres korn. "1825 ... kommer der nye Bestemmelser, der slaar et lille Hul i tidligere Privilegier." I midten af 1800-tallet havde Skive ingen mølle, Krabbesholm vandmølle var for længst nedlagt. I 1851 bliver mølledrift underlagt "fri næring". Der opføres en vindmølle i 1851, der bliver ødelagt ved ildebrand. 1857 opføres en ny og større mølle. Møllen brændte sidste gang natten mellem 10. og 11. august 1919 og blev ikke genopført, teknologisk overhalet af olie, benzin og elektricitet. "...Møllen og den gamle Kirke, de lagde tilsammen en Poesi over Byen, som den nu delvis maa savne." I 2008 Skivebogen er der s. 18-19 partier fra Skive o. 1880-81, hvor vindmøllen anes i baggrunden.
|
|
 |
1920 Skivebogen, Skive Mølles Historie, illustration til J. C. Hansens artikel, foto fra 1905. I 1919 brændte møllen, der har givet navn til Møllegade i Skive. Opført første gang i 1851, igen i 1857 efter en møllebrand. |
 |
Banegården i 1880, da den stadig lå på Viborgvej. Ud over Skive Mølle i baggrunden er der en mindre mølle på den daværende banegård, der formentlig er en klapsejler |
 |
2008 Skivebogen, s. 70-71, fra Ottos Billedbog, 1910-1919, placeret ved Skives kirker, helt tydeligt før Skive Mølle brændte i 1919.
Men desuden ses en mølle t.h., som ikke er omtalt i J. C. Hnsens artikel. Det kunne måske være Vester Lyby Mølle, der iflg. Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv har været nedbrændt i 1889. Hvis den ikke blev genopført, så kan det jo ikke være denne vindmølle, der anes på fotoet. I 1959 Skivebogen, Bd. 50 har Peter Nielsen en artikel om De gamle Møller i Salling, herunder Lyby Mølle. Artiklen tager udgangspunkt i indberetninger i 1761 om Sallings møller. Der er i disse indberetninger tale om 16 vandmøller, 3 vejrmøller og 5 øde møller i Skivehus amt. Det kaster jo ikke megen lys over, hvilken mølle, der kunne være tale om på fotoet fra perioden o. 1910-19. Ved Krabbesholm har der vist kun været tale om vandmøller, der permanent led under vandmangel - ligesom Sallings øvrige vandmøller. Møllen i Lyby var i 1761 beretningen en vandmølle. Mest af alt ligner fotoet en klapsejler mølle, altså en gårdmølle.
|
 |
Skive Mølle, som den lå placeret ved Møllegade. Møllen må indtil branden i 1919 have været en temmelig dominerende del af bybilledet mod vest. Foto fra Otto L. Sørensens Gamle Skive, bd. 1, s. 15 |
- I Nørre Herred
 |
Sogne i Nørre Herred:Grinderslev, Grønning, Jebjerg, Junget, Lyby, Rybjerg, selde, Thise, Torum sogne.
Nørre Herreds gamle sogne lå alle indtil 2007 i henholdsvis Sallingsund og Sundsøre kommune. Nu alle del af Skive Kommune.
|
| Nørre Herreds våben | |
 |
Nautrup Mølle, Sallingsund Lokal Arkiv. Museets bemnærkning: "Møllen er en såkaldt "klapsejler".
I skifte nævnes: Maren Mortensdatter i Møllekildehus på Bysted mark i Nautrup sogn. 10.12.1807, 1807/28. Der har således været en Bysted Mølle også, som muligvis vil kunne have afsat oplysninger i fæsteprotokoller m.v. i 1800-tallet.
Sallingsund Lokal Arkiv har lavet en oversigt over gårdmøller, klapsejlere i lokalområdet. F. eks denne nedlagte ejendom i Yttrup 1925, hvor der ud over klapsejleren også er en vindrose.
 |
 |
Lyby Mølle, vandmølle. Se Balling Overmølle 15.2.1773.
Desuden Lyby Møllegård med mølle på taget. Sundsøre Lokalarkiv: Gården er udflyttet fra Mølletoften ved Lyby vandmølle i Ø.Lyby efter 1792. Udhusene brændte 1918, hvorved 4 karle indebrændte. Møllen kunne godt ligne en klapsejler.
|
 |
Vester Lyby Vindmølle. Sundsøre Lokalarkiv: Fra o. 1885 Glyngørevej, matr. 4d. En typisk hollændermølle. |
 |
Lyby Vandmølle, mølledæmningen. Sundsøre Lokalarkiv. Der er fundet møllesten fra lade, opført i 1895. Det kunne tænkes, at vandmøllen er blevet nedbrudt o. dette tidspunkt. Lyby Mølle er senest set indgå i et skifte 31.3.1790, fol.45B. |
| I Nørre Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: Rusted Mølle, Grinderslev sogn, Saltbek Mølle under Eskjær, Vosbæk Mølle under Astrup, Jungetgaards vejrmølle, Selde vandmølle under Keldgaard. | |
- Harre Herred
 |
Sogne i Harre Herred: Durup, Fur, Glyngøre, Hjerk, Nautrup, Roslev, Sæby, Tøndering, Vile, Aasted.
Harre Herreds gamle sogne lå alle undtaget Durup indtil 2007 i henholdsvis Sallingsund og Sundsøre kommune. Nu er de alle del af Skive Kommune.
|
| Harre Herreds våben | |
 |
Rusted Mølle, skifte 7.12.1796. 1796/33, Sundsøre Lokalarkiv, postkort o. 1920. Vandmølle, Roslev. |
 |
Hegnet Mølle i Tøndering Sogn, Roslev. Skifte 31.12.1798, 1798/53. I Sallingsund Lokalarkiv heder det: "1910 "Hegnets Mølle" Hegnetvej 21, Tøndering. Før udstykningen var "Hegnets Mølle" vandmølle og lå nede ved åen. "Hegnets Mølle", Hegnetvej 21, Tøndering." Altså en vandmølle ved en å som har eksisteret før udskiftningsforordningerne fra 1758, 1759 og 1760. |
 |
Jebjerg Mølle, skifte 24.1.1799, 1799/20 |
| I Harre Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: Sæbygaard og Nissum mølle under Østergaard, Bjerge mølle i Tøndering, Vium Mølle i Hjerk sogn, Dall mølle i Harre sogn, Bysted mølle i Nautrup sogn, på Fur en vejrmølle. | |
 |
Roslev Mølle fra 1880, da en tidligere vindmølle brændte. |
| Fur Mølle. Skifte, Andreas Holgersen, Møller. Ved afkald 5.4.1747, boende i Fur Skolehus. | |
 |
Tarris Mølle, Fur. Gårdmølle, kludesejler. |
|
Vium Mølle, Skifte, Jytte (Ytte) Skytte i Vium mølle. 26.10.1772, fol.173. Sallingsund Lokal Arkiv har et relativt omfattende materiale om møllen: 1. 1400-1986 - Vium Mølles historie beskrevet af Kristian "Barber" Pedersen, 2. 1916-1976 - Forskellige ejendomspapirer: kopi og håndskrift, 3. 1614-1908 - Oversigt over ejere, lån m.m., 4. 1885-1930 - Annoncer m.m., 5. 1916 - POSTKORT, 5. 1916 E Postkort:..."Vium Mølle er brændt idag".(juli 1916) 6 1400 - 1986 Diverse kopier af materialer vedrørende Vium Mølle.
Vium Mølle kan således måske have eksisteret fra o. 1400, dog nok mere sandsynliugt o. 1600 indtil 1916, hvor møllen brændte. Nævnt i skifte 26.10.1809, 1809/5.
|
|
- Rødding Herred
  |
Sogne i Rødding Herred: Balling, Håsum, Krejbjerg, Lem, Lihme, Ramsing, Rødding, Vejby.
Rødding Herreds gamle sogne lå alle indtil 2007 i Spøttrup Kommune, nu Skive Kommune.
|
|
| Rødding Herreds Våben - frimærke og segl fra 1648 | ||
 |
Krarup Mølle, Hvidbjerg, foto 1915. Er iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv nævnt første gang 1610(?).
Bustrup Vandmølle, Ramsing Sogn. Der er rest af mølledammen ved Bustrup Hovedgård.
Hostrup Vandmølle, Lem.
|
|
| Refsgaard Mølle og turbine, Otting Sogn. Vandmølle. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv: "I ... en beskrivelse af møllen udarbejdet af Peder Reffsgård og Svend Aakjær skulle møllen være omtalt for første gang i 1349 som en skvatmølle. Senere udskiftedes denne med et overfaldshjul. Denne kørte indtil 1912, hvor den blev erstatttet af en turbine, der fungerede til 1962. Såvel turbine som mølledam fandtes 2000." | Balling Melmølle, en vandmølle, som fra 1688 matriklen har været erklæret "øde", med vandmangel. Lå mellem Balling Over- og Nedermølle iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Skifte med Balling Mølle, dog uklart, hvilken af de her registrerede: 9.8.1773, lbnr. 90, "... Jacob Madsen, møller i Over Balling mølle i Salling." Med en tilhørende registrant for "Neder Balling mølle". | |
|
Første gang i testamente af 13.3.1777, sidste gang i skifte 18.6.1806 lbnr.1075].
 |
Balling Overmølle
Første gang i skifte o. Lyby mølle. 15.2.1773, fol.461
 |
|
 |
Aalbæk Mølle ved Kaas, nævnt første gang i skifte 8.3.1798, 1798/1. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv nævner Matr 1a 18a 9b Ålbæk Mølle, 1. ejer (1781) Jørgen Nielsen. Det fremgår ikke af materialet, om det er en vind-, eller vandmølle, formentlig en vindmølle, da der vist mangler vand på stedet. | |
 |
Sandhus eller Sands Mølle, hollændermølle, Spøttrup Lokalarkiv. Ligger / lå o. Aalbæk Mølle, tæt ved Kaas Sø, 1881-ca. 1918. | |
 |
Brodal Maskinsnedkeri, 1910. En vindrose mølle. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. | |
  |
Vrå Mølle, iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv er det Nittrupgård med mølle 1920. Det er en gårdmølle, formentlig en klapsejler. 1881-o. 1916 iflg. lokalarkivet.
Desuden Guust med stråtag og mølle, som ikke er nærmere omtalt af lokalarkivet. Det kunne ligne en gårdmølle af vindrose typen.
|
|
 |
Lihme gårdmølle, klapmølle. Ingen data ud over, at Spøttrup Lokalarkiv har dateret den til 1940-50. | |
| I Rødding Herred skulle der iflg. 1761 indberetning skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: Nymølle i Rødding sogn, afløstes i 1842 af en hollandsk vejrmølle, Balling Nedermølle, Balling Overmølle, Kærgaardsholms vejrmølle, Wallum Vand Mølle blev nedlagt i 1699 sammen med Vellum landsby, Bustrups græsmølle, Kaas en øde møller, som Jens de Hofman i 1745 skrev i mange år havde manglet tilløb af vand. | ||
 |
Kaas Mølle, o. 1910. Øde mølle p. gr. af manglen på vand i 1745. Skvat mølle, også næsten "øde" i 1688 matriklen.
Kås melmølle 1: "I 1751 er der påtegnet en stubmølle, ... 1840 bliver møllen udvidet og istandsat, på bekostning af Vadum mølle ... nedrevet omkring 1920." Kås mølle 2: er nedlagt omkring 1936.
Foto og oplysninger fra Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv.
|
|
 |
Sønder Lem Mølle, skifte 14.7.1802, 1802/26. I Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv er der i Lem desuden Lem mølle: "Møllen var en spånklædt ottekantet hollændermølle med galleri", på matriklen Bustrup hovedgård, i dag Østerbrogade 5. Nørre Lem Mølle. Møllehuset er opført 1933-39. Brunsgård mølle: en gårdmølle. Sønder Lem mølle: "Eksisterede i perioden 1881 – 1916 og lå på Laurids Dalsgaards matrikel nr. 7a ...". Det passer jo ikke så godt med, at Sønder Lem Mølle skulle have eksisteret ved skiftet i 1802. Stadil mølle: "Var ruin omkring 1915 ... På Geodæisk kort 1861 er møllen afsat." Foto af Stærdal Mølle Nørre Lem, ruin o. 1919 (Nørre Lem Mølle?)
|
|
 |
Vejby Mølle: Møllen var en lille hollandsk gårdmølle, der malede korn for gårde i Vejby og omegn. I 1881 var den en selvstændig holændermølle. Der er i Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv ingen oplysninger om den bragte afbildning. I skifte 2.7.1802, 1802/40 nævnes en møller i Næstild Oddense Sogn. | |
 |
Krejberg Mølle, efter oplysninger i Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, eksisterede i 1861, men ikke i 1917. | |
 |
Rettrup Mølle, eksisterede iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv ikke i 1917. Men det er konstaterbart en hollændermølle. | |
| Kjærgaardsholm Væhrmølle, Iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv skulle denne mølle have eksisteret fra o. 1700, eksisterede ikke i 1917. Iflg. Trap Danmark 5. udg. var der i kærgårdsholm Mølle tidligere farveri, bomuldsvæveri og valkeri, "Det flyttedes 1904 til Vinderup, medens møllen nedlagdes”. | ||
 |
Vadum Vejrmølle, skulle iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv oprindeligt have været en vandmølle. Lå over for Vadum Møllegaard iflg. Lokalarkivet. | |
| Vester Hærup gårdmølle, o. 1890 iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. | ||
 |
Spøttrup Mølle, blev brugt til af afvande Spøttrup Sø. Foto fra Skive Folkeblad 14. juni 1912 med dampmobil og vandsnegl ved siden af møllen. Eksisterede 1861 på kort fra Geodætisk Institut. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Foto af archidemisk vandsnegl herunder.
 |
|
 |
Bavnehøj Mølle, Rødding. Hollandsk mølle "med jordomgang", d.v.s. hvor møllevingerne når helt ned til jorden. Den slags hollandske møller ser ud til i vid udstrækning at være blevet brugt som hjælpemøller til vandmøller. Den mest kendte hollandske mølle med jordomgang er Grubbe Mølle ved Faaborg.
|
|
 |
Bavnehøj Mølle, Rødding, bag elværket. Det almindeligste er, at hollændere med jordomgang har været placeret på en bakke for at kunne udnytte vinden.
|
|
 |
Nederbyens Mølle, Rødding. Hollandsk mølle "med jordomgang", en vindrose over Rødding maskinsnedkeri.
|
|
 |
 Nymølle Vindmølle, bag teglværket - og under nedrivning? o. 1900. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Skifte Hindborg og Rødding herred gejstlig 17.11.1738 lbnr.20] til [søster Maren Jensdatter Blytækker i Nymølle i Rødding sogn, enke efter Jens Mortensen].og [søster Cathrine Jensdatter From Blytækker i Nymølle]
|
|
 |
Ramsinggård Gårdmølle? Ramsing Mølle. Det er ikke ganske klart, hvad Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv har om Ramsing Mølle, som vist også er den, der tituleres gårdmølle. Men på de 3 fotografier er møllen er det klart en hollænder vindmølle. Af et foto fra 1941, hvor møllen er under nedrivning fremgår det så, at på dette tidspunkt er møllen ophørt med at fungere.
 |
|
 |
Holmhuse Mølle, Oddense. Hollændermølle "med jordomgang". Nedlagt ca. 1920. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. | |
 |
Nr. Balling Mølle, Balling Mølle. Nr. Balling matr. nr. 1a. Ser ud til at være hollændermølle "med jordomgang". | |
 |
Balling Mølle. Søndergade 4a. 1878-1938. Hollændermølle. | |
| |
Hvidbjerg Mølle, Holstebrovej i Hvidbjerg, 1915-25. Det er formentlig en hollændermølle med jordomgang. | |
 |
Hvidbjerg Mølle, kunne være en kludesejler, som så iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv har været brændt i 1885-86. | |
 |
Hvidbjerg Mølle, formentlig en hollændermølle, iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv opført før 1800 og nedlagt o. 1953. En forstørret billedversion viser ret klart, at det har været en hollændermølle med vindrose. | |
| Næstild Mølle, [Christen Christensen og Anne Jensdatter, skifte Skivehus amt 14.12.1767 lbnr.325] 1) søster Kirsten Christensdatter, død, var g.m. Jeppe Sørensen Møller i Næstild. Der foreligger ikke oplysninger ud over dette skifte. Se dog under Vejby Mølle. | ||
Viborg Amt bestod fra 1793 indtil kommunalreformen i 1970 af 12 herreder: Fjends, Harre, Hids, Hindborg, Houlbjerg, Lysgård, Middelsom, Nørlyng, Nørre, Rinds, Rødding, Sønderlyng. Der er i 1793 fire nytilkomne herreder. I denne oversigt medtages kun sogne fra Fjends Herred.
- Fjends Herred
  |
Fra Fjends Herred kom kun Nordfjends efter 2007 med i Skive Kommune. Derfor medtages her først og fremmest sogne fra Nordfjends: Dommerby, Højslev, Lundø, Ørslevkloster Sogn, Ørum.
Ud over sogne fra Nordfjends vil her dog også blive medtaget: Fly, Vridsted, Vroue sogne, alene af den grund, at her havde Jeppe Aakjær rod. Og det må være rimeligt at medtage møller fra hans tid, da der i hans lokalhistoriske arbejder og hans prosa optræder møller fra bl. a. disse sogne.
Og endelig - da de er præsenteret i Fjends Egnshistoriske Forenings Livet omkring vind- og vandmøllerne i Det gamle Fjends Herred - sporadisk også møllerne i resten af Fjends Herred. Den her foretagne undersøgelse er ganske omfattende og rummer oplysninger, som ikke ligger tilgængelige i "Æ Fjandbo Arkiv"
|
| Fjends Herreds våben 1584, frimærke og herredsstenen. | |
 |
Dront Mølle eller "Drontmølle", skifte 23.2.1801, 1801/32, efter Poul Nielsen, Lundø. I Strandet godsarkiv, fæstere 1737-1788 nævnes 1780.03.28 Laurs Iversen i Dront Mølle. Møllen skulle kunne dateres tilbage fra 1564 og nedlagt 1854. En vandmølle Ørumvej 8-10, Højslev. Dront Møllegård har nu dambrug. |
|
Dommerby Vindmølle, Møllevænget 1b, Skive. Oprindeligt hollandsk vindmølle, senere erstattet af Klapsejler. Opført 1890'erne, nedtaget i 1940'erne. |
|
|
Vindmøller(r) i Daugbjerg. Her fra o. 1920. Bageriet brændte 1923. Man skulle stadig kunne finde rester af bageri og mølle på stedet iflg. Æ Fjandbo Arkiv.
 En typisk hollændermølle. Herunder gårdmølle, en stokmølle, Oksenhøjgård, Engedal o. 1940.
|
Vandmølle i Daugbjerg, som søges bevaret, Fjends Herreds Folkeblad 27102014:
 |
|
|
 |
Og nok en hollændermølle. |
 Kalkminerne og Jens Langkniv er udødeliggjort som fortælling af Jeppe Aakjær.
|
  |
Med et skifte o. Søby mølle [i Kobberup sogn]. 7.9.1700, fol.73B nævnes også Trevad mølle [i Vridsted sogn]. Desuden i et senere skifte Høgild Mølle i Resen sogn i Fjends herred. 9.8.1773, side 447, Balling Nedermølle. Else Christensdatter Møller i Søby mølle. 28.12.1772, fol.232, 282. Ved afkald 4.5.1779 g.m. Jacob Jensen Møller i Søby mølle, søn af Jes Jensen Feldingbjerg i Trevad mølle.
Søby Mølle er en vandmølle. Anlagt ved Tastum Sø, nævnt første gang 1551. Med underfaldshjul, senere forsynet med overfaldshjul, 1810 udskiftet til brystfaldshjul.
Det ældste foto af Trevad Mølle. samt et foto fra o. 1950-60, iflg. Æ Fjandbo Arkiv. Ligger Møllevej 3, Trevad, Skive. Marie Bregendahl er født på Trevad Møllegård.
|
 |
Søby Mølle, oplysninger fra Æ Fjandbo Arkiv: A 596 1600-1998 S Søby Mølle 1600-1998. Møllens historie og ejere gennem tiden. Kopier af købekontrakt og skøde samt kort. Vandmølle. Kirkebakken 7, Højslev? Skive Byarkiv er usikker på, om det er Mølledammen ved Søby Mølle eller måske et stemmebord? Foto 1910. |
 |
Somborggaard i Højslev Sogn. Gårdens mølle har nok været en klapsejler. Fundet under søgning i Kobberup Sogn, skifte Søby Mølle [i Kobberup sogn]. 3.10.1809, fol.104B, 115, 131. |
|
Hald Mølle ses her vest for Hald Mejeri, fra 1893 Hald Andelsmejeri. Vi ved, at Kristen J. Kjær ejede Skovmølle ved opførelsen af Hald Mejeri 1886. Den blev bygget som hollændermølle af træ fra Ørslevkloster skov. Om den skulle være bygget af Kristen Kjær, ved vi ikke, men også i 1906 folketællingen er han registreret som ejer af Skovmølle, matr.nr. 3. I nov. 1919 blæste hatten af, og møllen fik i stedet klapsejl.
Møllen har, så vidt det har kunnet konstateres i det noget sparsomme og ind imellem tvivlsomme kildemateriale, været brændt nogle gange. Der findes et foto fra 1950'erne af Hald Mølle, Bådsgårdsvej 48, her en typisk gårdmølle, en klapsejler.
 |
|
 |
Stårup mølle [i Højslev sogn], skifte .15.3.1798, 1798/37 og ved skifte 2.6.1773, fol. 380B nævnes Søren Jensen Møller i Stårup mølle [i Højslev sogn] i Fjends herred. Vandmølle, Stårupvej 34, Højslev. Angives at have eksisteret 1476 til o. 1870, hvor det var en stampemølle. Stårupgård. |
 |
Mølle i Kobberup. Skøde af 21.12.1700 på Søby mølle i Kobberup sogn fra afdødes søster Maren Pedersdatter Bering |
 |
Møller i Borup. Afdøde døde 3.6.1747.
Borup Mølle kendes fra ejere i 1600-tallet
Bryrup Vandmølle. Bryrupvej 13, Mønsted. Første skriftlige kilde er 1611. I 1915 erstattes overfaldshjulet med en turbine. Møllen nedlægges 1920 |
 |
Jacob [Jacobsen] Ørum, degn i Ørum, Borris og Gammelstrup. 19.12.1763, fol.133. E: Anne Marie [Pedersdatter] Holm. LV: Jørgen Holm i Jordbro mølle [i Tårup sogn]. B: Vandmølle. Før 1557, skødes fra Ørslev Kloster til Tårupgård i 1587. |
 |
Strandet Mølle. Nævnt i skifte 15.3.1807, 1807/34. Strandet Hovedgårds vandmølle. Strandetvej 32, Højslev. Omtales første gang 1544. Beskrives som mølle med overfaldshjul, flere gange i 1700-tallet betegnet som "øde". Der har været en vindmølle til hovedgården Strandetvej 33, fungerede ca. 1880'erne til 1920'erne |
 |
Stoholm Mølle formodes her bygget 1892, fotograferet 1910, ligger her ved bageri. Vind-, hollændermølle, 1934 tages vingerne af, herefter motordrevet. Nedrives 1996. Iflg. DgFH
Stoholm Mølle 1873-1998. Vind-, Hollændermølle.
To forskellige, delvis modstridende registreringer i A Fjandbo Arkiv |
 |
|
 |
Skalmstrup Mølle, vandmølle. I udskrift fra ministerialbog fra 1801 optræder Peder Møller af Skalmstrup Mølle som fadder. |
   |
Kjeldbjerg Mølle, 1882 / 1884. Der findes fra 1882 "Oversættelse" af skøde og breve vedr. Kjeldbjerg Mølle. Der må formentlig have været to vindmøller i Kjeldbjerg, en ved mejeriet og en bag købmandsbutikken.
Brugsen, foto ca. 1910. Her skriver Ernst Laursen: Vindmøllen var til vandværket , brønden var der i gården, jeg har selv fyldt den med sand for mange år siden. Møllen pumpende vandet op i en vandbeholder oppe på Bakken , så der kom trykket på vandet.
|
 |
Lånum Mølle, vind-, hollændermølle, her lige før nedrivning i 1910. Skifte 19.6.1804, 1804/40, Lånum Mark. |
| Der er benyttet materiale om Søby Mølle 1600-1998. Møllens historie og ejere gennem tiden. Kopier af købekontrakt og skøde samt kort. Man kan (muligvis) se møllen i "Den gamle vandmølle" af Chr. Nondorf, Søby fra Julen i Skive,Salling og Fjends 8. Årgang 1938. | Søby Mølle 1600-1998. |
| |
Trevad Mølle. Der er desværre ingen faktuelle oplysninger om møllen. Det nyeste foto er fra o. 1950, oplyser Æ Fjandbo Arkiv. Men der må gave været tale om en vandmølle, da stedet i dag har et Naturgenopretningsprojekt ved Trevad Mølle Dambrug indviet den 25. oktober 2014 |
| Jordbro Mølle, skifte 19.12.1767, fol. 133. Har nok været en vandmølle. | |
  |
Høgild Mølle o. 1939 og o. 1887. Høgild vandmølle kendes langt tilbage. Den omtales i flere gamle skrifter og nævnes første gang i 1550. Vandmøllen og mølleriet har således bestået i flere hundrede år og den var kendt vidt omkring, så der kom bønder fra flere miles omkreds. Det var her på møllen, at en tjenestepige blev overfaldet en kold forårsmorgen i 1845 og blev naglet fast til mølledæmningen med en kniv. Historien kendes fra Jeppe Aakjær.
Skifte,Jens Thomsen, møller i Høgild mølle i Resen sogn i Fjends herred. 11.2.1802, 1802/uden nummer. .
|
 |
Sparkær. Ingen oplysninger, men møllen ligger bag mejeriet på et gammelt foto. |
 |
Mølle på Lærkenborgvej 15. Formentlig Stoholm, må man tro, når man læser kommentar fra Æ Fjandbo Arkiv. Det mest sandsynlige er formentlig Lærkenborgvej 15, Iglsø.
|
 |
Flyndersø Mølle, Vinderup. Desuden som møllehuset fremtræder i dag. Skifte 14.9.1724, Anne Margrethe Sørensdatter Heegaard, død, var g.m. Poul Svendsen i Flyndersø mølle.
 |
| Sønder Mølle, Hjelm Mølle, Djeld Mølle, Sevel Mølle, Vinderup Mølle, Krogager Mølle, Ejsing Mølle, Landting møller, Store Ryde og Lille Ryde møller, | |
 |
Egebjerg Mølle, Vinderup. Vinderup Egnshistoriske Arkiv. Arkivets møllehistorie - Djeld Mølle,
Arkiv Nyt fra Vinderup Egnshistorisk Forening.
|
 |
Plakaten for Katvad mølle er dateret 19. august 1960.
Vejerslev Sogn, tidligere Viborg Amt, nu Favrskov Kommune
|
Peder Jensen, De gamle møller i Salling ... i året 1761, s. 51.
Der er i 1761 indberetninger om 16 vandmøller, 3 vejrmøller og 5 øde møller i Skivehus amt. Hindborg Herred - 2 vandmøller, der tilhørte Krabbesholm, Hagens Mølle i Resen sogn, "mestendels ... (med) Mangel paa Vand ... Rud Mølle, Dølby sogn. Desuden nok en mølle ved Krabbesholm skov i en lavning, der "endnu i 1875 havde navn efter stedet". Nørre Herred, Lyby Mølle, Rusted Mølle, Grinderslev sogn, Saltbek Mølle under Eskjær, Vosbæk Mølle under Astrup, Jungetgaards vejrmølle, Selde vandmølle under Keldgaard. Harre Herred, Sæbygaard og Nissum mølle under Østergaard, Bjerge mølle i Tøndering, Hegnets mølle, Vium Mølle i Hjer sogn, Dall mølle i Harre sogn, Bysted mølle i Nautrup sogn, på Fur en vejrmølle. Rødding Herred, Nymølle i Rødding sogn, afløstes i 1842 af en hollands vejrmølle, Balling Nedermølle, Balling Overmølle, Kærgaardsholms vejrmølle, Wallum Vand Mølle belv nedlagt i 1699 sammen med Vellum landsby, Bustrups græsmølle, Kaas en øde møller, som Jens de Hofman i 1745 skrev i mange år havde manglet tilløb af vand.
Fra 1761 indberetningen om møllerne i Skivehus Amt hedder det således i referat fra Hans Kyrre:
Herefter følger en ganske nøje tilstandsbeskrivelse af møllerne i Skivehus Amt, Salling området, der også (formentlig) er benyttet i de oversigter over Sallings møller, der er benyttet neden for.
I Spøttrup Kommune er der i
Lihme Sogn 1. Kås melmølle 1. I 1751 er der en stubmølle. Selve møllehuset blev nedrevet omkring 1920. 2. Kås mølle 2: Omkring 1870 flyttedes møllen. Møllen er nedlagt omkring 1936. 3. Sandhus mølle er bygget i 1881. Møllen er nedlagt før 1918. 4. Vadum Vejrmølle - oprindeligt har der været tale om en vandmølle hvis mølleskyld ophører I 1570. Først I 1774 synes der atter at være mølle i Vadum. I 1840 nægtes udvidelse af Vadum mølle. 5. Vester Hærup gårdmølle - havde en gårdmølle omkring 1890.
I Rødding Sogn 6. Spøttrup mølle. Møllen var en hollændermølle med jordomgang, hvis opgave var at tørlægge Spøttrup sø. 7. Bavnehøj mølle er en hollandsk Mølle med jordomgang. Møllen brændte i 1918 da man forsøgte at omstille den til elektricitetsproduktion. 8. Nederbyens mølle er en hollandsk mølle med jordomgang. Møllen blev først nedrevet omkring 1950. 9. Nymølle vindmølle. På det tidlige billede (omk. 1900) af Nymølle teglværk ses mod nord en hollændermølle.
Krejbjerg sogn 10 . Krejbjerg mølle eksisterede I 1861 men ikke i 1917.
Oddense sogn. 11. Ramsinggård gårdmølle er en hollændermølle med jordomgang. Møllen blev nedlagt ca. 1920.
Balling sogn 13. Nr. Balling mølle, 14. Balling Mølle, 1878 - 1938. 15. Vrå mølle 1881 – omk. 1916. 16. Smedegårds mølle.
Hvidbjerg sogn 17. Hvidbjerg mølle var bygget før 1800 og blev nedlagt o. 1953. 18. Rettrup mølle eksisterede ikke efter 1917.
Håsum sogn 19. Kjærgårdsholm Væhrmølle, 1700 ? - 1828. Eksisterede ikke i 1917.
Vejby Sogn. Vejby mølle: Møllen var en lille hollandsk gårdmølle, der malede korn for gårde i Vejby og omegn.
Lem sogn 20. Lem mølle var en spånklædt ottekantet hollændermølle med galleri. Bustrup hovedgård. 21. Nørre Lem Mølle udstykkes d. 26.10.1886. 22. Brunsgård mølle, gårdmølle i 1861. 23. Sønder Lem mølle 1881 – 1916. Stadil mølle var ruin omkring 1915. På Geodætisk kort 1861 er møllen afsat.
 |
Sandhus mølle, Ålbækvej 31, tæt ve Kås sø. 1881 - ca. 1918 |
1. Balling melmølles vand "kommer fra Balling ofver Mølle ellers findes ved øde Møller". 2. Balling Overmølle omtales første gang i 1545, nedlægges i 1950. I 1965 brænder udbygningerne, mølledammen tømmes og drænes. 3 . Neder - møllen. Omtales første gang i 1393. Nedlægges i 1950.
Volling sogn: 4. Refsgaard Mølle og turbine Efter beskrivelse af møllen af Peder Reffsgård og Svend Aakjær skulle møllen være omtalt for første gang i 1349 som en skvatmølle. Senere udskiftedes denne med et overfaldshjul. Denne kørte indtil 1912, hvor den blev erstatttet af en turbine, der fungerede til 1962. Såvel turbine som mølledam fandtes 2000. Hvidbjerg sogn: 5. Krarup Mølle. Nævnes første gang 1613, møllen nedlægges. 1970.
Ramsing sogn: 6. Bustrup vandmølle. Nævnt første gang 1451. 1900: Møllen nedlægges.
Lem sogn: 7. Hostrup vandmølle: Nævnes 1. gang 1524.
Lihme sogn: 8. Ålbæk eller Sand Mølle : 1664: Nævnt første gang. Der har bl.a. været en skvatmølle.
9 . Kås mølle: Matriklen 1688: En skvat mølle nesten øde.
10. Vadum Mølle: 1463 mølle med alle rettigheder.
Rødding sogn: 11. Nymølle: Møllen bestod af et underfaldshjul med 1 kværn. 1508.
Oddense: 12. Frammerslev mølle: 1570: Nævnes i Lensregnskaberne. 1610: Øde.