Historie  

   

Lokalhistorie

Skivegård, Skivehus. Kilder og litteratur. Noter og henvisninger

Artikel i Skivebogen 2023. Fra Skivegård til Skivehus, kongelig lensgård, herregård, herskabsbolig, hotel, museum

Noter og henvisninger

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40
41 42 43 44 45 46 47 48 49 50
51 52 53 54 55 56 57 58 59 60
61 62 63 64 65 66 67 68 69 70
71 72 73 74 75 76 77 78 79 80
81 82 83 84 85 86 87 88 89 90
91 92 93 94 95 96 97 98 99 100
101 102 103 104 105 106 107 108 109 110
111                  

Kilder og litteratur

De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. juni 1805.
De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.
De til Forsendelse med Posten kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 10. maj 1799.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.
Den kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818.
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846.
Jyllandsposten 3. nov. 1872.
Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844.
Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847
Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817.
Skive Avis 7. okt. 1897.
Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980
Skive Folkeblad 9. okt. 1897, Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.
Andet Kildemateriale:
Christian 5.s matrikel, Rentekammeret, Rigsarkivet, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43.
Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff.
Diplomatarium Danicum
Diplomatarium Flensborgense
Haas, Jonas, Skive, 1767, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object396723/en/.
Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, Kjøbenhavn 1887-1889.
Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet og Valdemar Den Andens Jordebog, udgivet og oplyst af O. Nielsen, København 1873.
Kort over Skive, 1875, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, object71030/en/.
Kort Skive og Resen og Skive Sogne, 1860, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/da/.
Kronens Skøder, Første Bind, Kronens Skøder, Andet Bind, København 1892, 1908.
Lübecktraktaten om Valdemar Atterdags overtagelse af riget, 19. maj 1340
Matriklerne 1664 og 1688, Rigsarkivet, København 1968.
Pontoppidan, Erich, Skive, 1730, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.
Resens Atlas, Schiva, 1677, Det Kgl. Bibliotek, Digitale samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/.
Rosenkrantz de Lasson, Aksel, Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/6025889.
Skive Byarkiv, Ny Skivehus, https://arkiv.dk/vis/6520128.
Litteratur, fremstillinger, andet kildemateriale:
Christensen, Harry, Len og magt i Danmark 1439-1481. København 1983.
Danmarkshistorie.dk, Lokaladministration og lensvæsen før 1660. https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.
Dansk Center for Herregårdsforskning, https://herregaardsforskning.dk/.
Erslev, Kristian, Danmark-Norges Len og Lensmænd, København 1885
Erlev Kristian, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde, København 1879.
Erslev, Kristian, Historiske Afhandlinger, første og andet bind, København 1937.
Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2, 1981-1872, Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.
Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
Historisk Aarbog, Skivebogen 1913. Jeppe Aakjær, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 85-133.
Kulturministeriet, Bidrag til byggeskik i Danmark, Nationalmuseet,  https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet.
Lerdam, Henrik, Danske len og lensmænd 1370-1443. København 1996.
Simonsen, John, Arkæologisk rapport o. udgravninger v. Annexet, 20. okt. 1980
Skivebogen
1913, Jeppe Aakjær, s. 85-133,
1919, Jeppe Aakjær, Prokurator Peder Lund paa Skivehus, s. 62-106,
1923, Jeppe Aakjær, Herren til Eskjær og Skivehus (Justitsraad Chr. Lange, s. 48-108,
1926, Jeppe Aakjær, Fra det gamle Skivehus, s. 10-38 (Byen Skives … eneste virkelige Patricierhus),
1959, Otto L. Sørensen, Skive og Skivehus i Lenstiden, s. 5-27,
1968, Helge Søgaard, Erik Pontoppidans beretninger om Skive, s. 51-93,
2008, Ottos billedbog, s. 10-13, 18, 129,
2012, Niels Mortensen, Gammel Skivehus, s. 5-38,
2022, Turi Thomsen, Stadig muligt at skaffe ny viden om Gl. Skivehus (det arkæologiske), s. 15-38,
2023, Johan Nielsen, Fra Skivegård til Skivehus - Kongelig lensgård, herregård, herskabsbolig, hotel, museum.
Skives historie
Skivebogen 1947, Bogen om Skive 1926, Skive 650 år, Skivebogen 1914, 1916, 1922 (Jeppe Aakjær) 
Skive kommunes historie, bd. 1-3, Skive Museums Forlag 2001-2003, bd. 1, s. 85-96, s. 243-248 
Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60.
Sundsøre Lokalarkiv om justitsråd Chr. Lange til Eskjær og Skivehus, https://arkiv.dk/vis/2745299.
Aakjær, Svend Måleenheder i Landmål og Jordvurdering i Middelalderens Danmark", Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 5, 1959.

 

Noter og henvisninger

1) Jeppe Aakjærs betegnelse i Skivebogen 1913, s. 91 er ”Økonomihuset med Stegers, Bryggers, Kjøkken … ” I en samtidig salgsannonce i Viborg Samler 14. juni 1794 omtales denne del af bygningen som ”Kielder … (med) Kiøkken, Bryggers med Bageovn …”
2) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
3) Forsikret 30. okt. 1803 af Oberstløjtnant / Generalmajor Bülow iflg. tidl. Byarkivar Niels Mortensen.
4) Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980. ”Niels Nygaard Jensen oplyser, at … (det) officielle navn bliver Gammel Skivehus pub Annexet.” 
5) Skivebogen 2022, s. 29ff.
6) Se Kr. Erslev i Historiske Afhandlinger, Første Bind, s. 1-44. Jordebogen daterer sig selv til 1231, er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet, som karakteriserer den som matrikulering af kongens jordegods, ført m.h.p. beskatning 1190 -1300-tallet. Efterfølgende omtalt som jordebogen.
7) Kongen havde lensmænd til at administrere lenene, de af ham udlånte områder. Sysler og len blev fra 1662 afløst af amter.
8) Sallingsyssel var større end det område, der nu kendes som Salling, idet det også omfattede Morsø og Fjends Herred, se O. Nielsens udgave af Kong Valdemar den andens Jordebog, s. 92.
9) Bemærk de forskellige stavemåder i jordebogen med Skhiuægarthæ og Skiuæ, som i Krongodslisten er Skyuæ. Den fejlagtige herredsplacering af Skivegård, se O. Nielsens kommentarer til udgivelsen af jordebogen.
10) Der er en indgående, omfattende diskussion af navnets oprindelse og betydning i Skivebogen 1968, s. 67ff. Der er også i Skive Folkeblad 29. okt. 1929 en kronik om ”Gammelgaard” af J. C. Hansen med antagelser om kongsgården og Gammelgaard, herunder en omlægning af Skive Aa, der blev en del af kongsgårdens voldgrav.
11) Registreret i Hovedbogens første afsnit, Sallingsyssel, Nørre herred, O. Nielsens udgave s. 3.
12) Formoder O. Nielsen i sine kommentarer s. 124 til udgivelsen. Der mangler en kommentar til oplysninger om, hvor meget bøndergods der er medregnet.
13) Hindborg, HarreHaH og Nørre Herred: Hærnburghæreth, Hargæhæreth og Nørgæhæreth.
14) Kolding er som kongens private ejendom registreret i Hovedbogens første afsnit, Almindsyssel, Andst herred, O. Nielsens udgave s. 11.
15) Koldinghus nævnes ikke i jordebogen og må være etableret som borg senere end 1231 - og således senere end Skivegård. Der er usikre formodninger om, at det første Koldinghus blev bygget o. 1250 under broderstriden mellem Erik Plovpenning og Abel, hertug i Slesvig.
16) Patrimonium, hvor kronens andel er Kongelev.
17) F.eks. af Jeppe Aakjærs søn, Svend Aakjær, som har benyttet Falsterlistens værdisættelser i sine beregninger, se Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982), Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.
18) Kilder til Danmarks historie 789-1450 - på originalsprog og oversat til dansk.
19) I Sallingsyssel har Fjends og de to Mors herreder ikke været del af kongsgården.
20) Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412. Johan Skarpenbergs morfar, Niels Bugge blev myrdet 1358 i Middelfart. Valdemar Atterdag fralagde sig ethvert ansvar for det for ham belejlige drab.
21) Heller ikke i Diplomatarium Flensborgense.
23) Se https://arkiv.dk/vis/2206847 og Kong Valdemar Den Andens Jordebog v. O. Nielsen, s. 11.
24) Svend Aakjærs skønnede beregning.
26) Som en tommelfingerregel har lybske mark ca. den dobbelte værdi af danske mark, men her er regnet i den mere stabile sølvværdi.
28) Eller, når der var tale om velhavende, velbyrdige lensmænd som f.eks. Johan Skarpenberg, så nok snarest en repræsentant for lensmanden i form af en ride- eller ladefoged.
29) En af kongens lensmænd 1520-24, Niels Høg til Eskjær menes at have udvirket og bekostet kalkmalerierne i Vor Frue Kirke, der er dateret 1522.
30) Oppebørsel kaldes det.
31) Der er portrætteringer af adskillige af lensmændene i Skivebogen 1959, s. 25-26, kort refereret i Skivebogen 2012, s. 9. Kr. Erslev har i Danmark-Norges Len og Lensmænd s. 42 en opgørelse 1596-1661.
32) Vel hovedsageligt arv efter morfaren Niels Bugge, hvilket manede til forsigtighed overfor Dronning Margrethe 1. I forhold hertil er der en ukorrekt og mindre udførlig omtale i Skivebogen 1959, s. 10.
33) Kristian Erslev »Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde«, Kbh. 1879.
34) Historisk Aarbog, Skivebogen 1913, s. 88f. Heltene i Jeppe Aakjærs ganske grundige historiske redegørelser er folk, fæ og bønder. De onde er de som regel bondeplagende og grusomme herremænd (-kvinder). Magdalene Banner slipper billigt i portrætteringen.
35) I modsætning til Koldinghus, som Christian 3. også havde renoveret og opholdt sig på. Se https://skanderupsognshistorie.dk/befolkning-lokalt-selvstyre-2#Koldinghuslen og https://skanderupsognshistorie.dk/almind-syssel-koldinghus#_Toc44624071.
36) Se https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/kejserkrigen/ og Jeppe Aakjær i Historisk Aarbog, Skivebogen 13, s. 95ff., hvor det også anføres, at Skive Kirke og ”den latinske Skole” blev hærget og ødelagt. Ødelæggelserne under Frederik 3. og svenskekrigene, s. 118ff.
37) Som f.eks. i Skivebogen 2012, s.  8-11. Belæg for dette og alle opdelingsforsøg kan søges i Kristian Erslev, Danmark-Norges len og lensmænd 1596-1660, 1885, (cit. Erslev2). Kristian Erslev, Danmarks len og lensmænd i det sextende aarhundrede (1513-1596), 1879 (cit. Erslev1). Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443. 1996. Harry Christensen, Len og magt i Danmark 1439-1481. 1983. S. Nygaard, Len og stamhuse i Jylland (Jyske Samlinger, bind 4). Louis Bobé, Gustav Graae og Fritz Jürgensen West: Danske Len. 1916. Gustav Bang: Danske Len og Stamhuse. 1906 Eller en nyere, som hovedsageligt følges her, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.
38) Smålenene er i denne sammenhæng ligegyldige.
39) Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff., brev dateret 12. dec. 1421. Rigsarkivet registrer ham med belæg i ”Original i rigsarkivet: et stort papirsblad … med sømhuller i hjørnerne … 12. dec. 1421”.
40) Skivebogen 1959 og 2012. 
41) Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879, der omtaler flg. lensmænd m.v. på Skivehus: 1. Ejler Bryske får 1515 ”Livsbrev” på sit pantelen, 2. Thomas Iversen havde 1520 ”Skivehus i Pant fra Kong Hans’ Tid”, 3. Skivehus er fra 1602 Afgiftslen.
42) Det anføres fejlagtigt i Skivebogen 2012, s. 8, at kongsgården først fra 1515 blev et pantelen, hvad det konstaterbart var fra 1407, hvor Johan Skarpenberg fik sit pant. Betegnelsen len til ”det kongelige fadebur” benyttes om regnskabslen, jf. Erslev1, s. 18ff.
43) Fremhæves som et centralt synspunkt i Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879.
44) Kronens Skøder, Andet Bind, s. 96. Tdr. hartkorn deltes i otte skæpper a fire fjerdingkar a tre album, og fortsatte som opdeling i de senere matrikler fra 1688 og 1844.
45) Kronens Skøder, Første Bind, s. 24.
46) Der kan søges Folioregistratur, Rigsarkivet, Hindborg herred, markbog nr. 1357, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17287932#214762,40560752
47) Skivebogen 1926, s. 12 og 15. Hele artiklen s. 10-38. Denne artikel føres op til Konsul Albert Diges ejerskab. I artiklen karakteriseres W. Parsberg som ”en haard Negl mod Skive By … med Processer … og (han) slog Bom over Adelsvejen (til Viborg)”. Sidstnævnte udførligt behandlet i Skivebogen 1913, s. 125 ff.
48) Axel Rosenkrantz de Lasson ejer Skivehus indtil 1803, hvor Obertløjtnant, senere Generalmajor Bülow 30. okt. 1803 tegner forsikring på Gammel Skivehus, se registrering under Hindborg Herred (Sogn i forsikringsprotokollen), http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=186553&side=173.
49) Skivebogen 1919, s. 62-106. Omhandler Lunds ”evindelige Strid med Skive By”, hvor han var en nådesløs processor over for ”retsløse Hovbønder.” Skivebogen 1923, s. 48-108 om bl.a. Lange.
50) Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/6520128.
51) Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2745299.
52) Ejerne til og med funktionen som hotel fremgår af Skivebogen 2012, s. 21.
53) F.eks. annonceret, meddelt i De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.
54) Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817. Og Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818. Samtidig var der annonceringer over auktion over det af generalmajor Bülow forgæves til salg annoncerede Gammel Skivehus, som det endeligt lykkedes at få solgt 16. dec. 1817 til Branddirecteur P. v. Sehestedt.
55) Skivebogen 1923, s. 117.
57) https://arkiv.dk/vis/2745290. A. Rosenkrantz de Lasson døde 13. april 1813 på Ny Skivehus,  https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I33878&tree=2.
58) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
59) Sønnen af samme navn var general i den slesvigske treårskrig, kampene omkring Kolding og Fredericia 1849, se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt#_Toc125486687.
60) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 12. oktober 1801.
61) Viborgs Amts Branddirektorat: Hindborg Herred. Taksationsprotokol 1802-1853, s. 22 – litra 15.
62) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.
63) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.
64) Boet efter Sehestedt annonceres i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.
65) Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60. Maren Sommer Quistgaard er født Aagaard 1780, datter af Chr. Fr. Aagaard og Johanne Kirstine Spliid, hvis bror var Otto Sommer Spliid, sognepræst i Grinderslev, hvis søn var Johan Chr. Spliid.
67) Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846 M. S. Quistgaard annonceres død på "Gammel Skivehuus" 66 Aar. Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847 Auction over et betydeligt og godt Ind- og Udboe efter afdøde enkemadame Quistgaard. 15. februar auktion annonceres 2. marts 1847 over Gammel Skivehus: 8½ tdr. land. Det fremgår af Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844, annoncering af svigersøns død, at datter og svigersøn også boede på Gammel Skivehus.
68) Spliids bygning er ikke med på malerier fra Skive 1845 og 1849, men er med på et fotografi fra Skive 1869. Bygningen må være opført i tiden her imellem.
69) I Jyllandsposten 3. nov. 1872.
70) Skivebogen 2012, s. 27. Skive Folkeblad 9. okt. 1897. Nekrolog Skive Avis 7. okt. 1897. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 22. sept. 1897, at H. Sporon var længevarende syg og på rekreation.
71) Hotelhistorien, hvor Gl. Skivehus bliver præget af hoteldrift og omdannet til næsten ukendelighed, er beskrevet i Skivebogen 2012, s. 31-36.
72) Skivebogen 2022, s. 15-38. Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning, senest opdateret 2018.
73) Dokumenterende arkivalier fandt Jeppe Aakjær på Rigsarkivets afdeling i Viborg, hvor der er knap 2500 poster, der omhandler Skivehus. Aakjær i Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89, ”Jørg. Friis haver (1595-96) ladet sætte … et Hus … Et Hus ved den søndre Side paa forbemeldte Hus indbygget …”
74) Skivebogen (Historisk Aarbog) 1913, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 87-133, spec. s. 91ff. Der er kun lensregnskaber siden H. Below, 1559-1662
75) I Rigsarkivet er der under Skivehus registreret 2499 poster. Af relevans for især bygningerne er især: Skifteprotokol 1763-1820, Skifteprotokoller Skivehus Amt 1751-1763, 1762-1774, 1774-1789, 1789-1796, breve mv. 1741-1787, forpagtningskontrakt 1792, hoveri 1806, skøde 1744-1806 (fra Sebbekloster Arkiv) - det fremgår her, at Chr. Lange 1806 skøder til Edelgave, Jordebog over Skivehus Hovedgaard 1804 28. august, Jordebog for Skivehus Len 1617, Skivehus regnskaber 1598-1661, Skivehus Jordebøger 1703-1646, Skivehus Ekstraskatte-Mandtaller 1610-1651, Skivehus Kvittantiarumbilag 1606.
76) Betegnelser i anførselstegn er de af Jeppe Aakjær benyttede.
77) I Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, februar 1622 er der s. 253 er der en kort omtale af Schiffrhuus.
78) Skivebogen 1913, s. 94f.
79) Se http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/. Må anses for at være langt den mest autentiske billedlige illustration, selvom krigenes ødelæggelser har været mærkbare. Voldgraven mod vest ser her ud til allerede at være blevet sløjfet.
81) Arkæologiske undersøgelser foretaget 16. - 18. okt. 1980. Beliggenheden kan muligvis anskueliggøres med 1767 kobberstikket i det efterfølgende. I så fald skulle den her præsenterede sydfløj have mistet kvisten mod syd, og skulle have haft to skorstene.
82) Se https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet og Henriette Rensbro, Bygningskonstruktioner på landet i Østdanmark 1200-1600, Nationalmuseet.
83) Da Jørgen Iversen Friis til Haraldskær var lensmand 1595-96.
84) Bygninger opført før 1536 er iflg. lovens § 4 fredet uden særlig beslutning.
85) Eric Pontoppidan levede 1698-1764. Hans Den Danske Atlas blev posthumt udgivet 1768. Indgående omtalt i Skivebogen 1968, s. 51-93.
87) Se originalen på Det Kgl. Bibliotek,  http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.
89) Skivebogen 1926, s. 37-38.
90) Sydøst, hvis Resens Atlas tages som forlæg.
91) Skivebogen 1926, s. 37. Måske med belæg i netop kobberstikket af Grolau, A. og Haas, Jonas 1767.
93) I kobberstikkets signatur markeret h og i.
94) Tegnet af landmåler J. C. Schuchardt, der kortvarigt var ejer efter 1794.
95) Murermester, skolelærer Chr. Ørum, Skivebogen 2012, s. 19.
98) Man kan ikke anvende det 1860 daterede matrikelkort til at slutte, at Spliid først har opført sin nordfløj herefter.
100) Se Skive Byarkiv https://arkiv.dk/vis/5654855 og Skivebogen 2008, Ottos Billedbog, s. 10-11.
101) Skivebogen 1926, s. 37-38. Bringes også i stort set enslydende form i Skive Folkeblad som kronikker 1925.
102) Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89ff.
104) Bekræftes af prospekt af duPlat 1798, se https://historisksamfundskive.dk/19-lokalhistorie/286-lov-om-bygningsfredning-og-bevaring-af-bygninger-og-bymiljoer#duPlat1798. Og De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 3. juni 1799, Auction over gamle Skivehuus, bestaaende af tvende Fløie, deendi indrettet fornødne Værelser for en Familie.
105) Annoncering i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
106) Skive Byarkiv, se https://arkiv.dk/vis/2947886.
107) Skive Folkeblad 13. marts 1961, hvor udtalelser fra Otto L. Sørensen om både Jørgen Friis’ Lofthus og en ældre, mere sydlig bygning formentlig er affødt af Jeppe Aakjærs konstateringer i Skivebogen 1913, s. 89f.
108) Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.
109) Skivebogen 1913, s. 89ff.
110) Beskrevet i rapport v. John Simonsen, dateret 20. okt. 1980.
111) Selvom keramik o.l. så nogenlunde kan dateres, er dateringen usikker i forhold til bygningen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Danmarks slesvigske krige i lokalt perspektiv

H. W. Bissen Den Tapre Landsoldat, Fredericia
Fotograf J. S. Christensen Den Tapre Landsoldat

Danmarks slesvigske krige I lokalt perspektiv

Andst Herred, Skanderup, Hjarup Sogn, Kolding, Fjends Herred, Ørslevkloster Sogn, Viborg, Skive

 
Johan Nielsen 

 

 
 Indledning[1]
De to slesvigske krige 1848-50 og 1864 resulterede i første omgang i et Danmark, der geografisk kun var en skygge af vikingetidens, Harald Blåtands og efterfølgeres magtfulde kongeriger.
Det var en konsekvens af flere ting, ikke mindst forholdet til den sydlige nabo, Det tysk-romerske Rige, der 1815 blev til Det Tyske Forbund, hvor Danmarks modstander i den første slesvigske krig sammen med de slesvig-holstenske oprørere blev et stadigt mere magtfuld Prøjsen som den væsentligste repræsentant for Det Tyske Forbund.
Med sejrene over Danmark 1864, Østrig 1866 og over Frankrig 1870 blev Prøjsen i 1871 drivkraft i dannelsen af Det Tyske Kejserrige, som så også blev den mægtige nabo, der nu næsten havde opslugt det før så magtfulde Danmark, hvor svenskekrigene også havde taget deres del.
En slags mellemproportional blev etableret med fredsslutningen efter 1. verdenskrig og 1920 grænsen, som Christian 10. red hen over 10. juli 1920 på sin hvide hest. Og her så med en tysk nabo, der var blevet til Weimarrepublikken, der blev til Det Tredje Rige, der efter 2. verdenskrig blev delt i to, DDR, Øst- og BRD, Vesttyskland, som med genforeningen 3. okt. 1990 blev til Forbundsrepublikken Tyskland.
Danmark samt Slesvig, Holsten og Lauenborg, kort 1889.
Ud over den dansk-tyske konflikt om de slesvigske hertugdømmer er der med det benyttede materiale også muligheder for at afdække udvalgte lokale krigshandlinger og - i mere begrænset omfang - lokale beboeres oplevelser og beskrivelser af krigene 1848-50 og 1864. Krigserindringer søges belyst gennem den samtidige presse og de få erindringer, dagbøger o.l., der herudover findes. [2]
Sammen med den lokale erindring om krigene er det skønnet vigtigt også at få undersøgt, hvem de krigsdeltagende soldater fra de udvalgte områder egentlig var. Det bliver i undersøgelsen gjort ved at lade de lokalt krigsdeltagende soldater præsentere sig selv gennem de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer, som blev tilbudt både første slesvigske krigs og 1864 krigens soldater, med ansøgningsfrist fra 1876.
Selv om dette materiale i sagens natur ikke kan være fuldt dækkende for registreringen af alle de i krigene deltagende soldater - især ikke for krigen 1848-50 - så repræsenterer materialet en indbygget dokumentation af de registrerede krigsdeltageres erhvervsmæssige "Stilling" og lokalitet, som der bliver spurgt om i ansøgningsskemaerne fra 1876, der var starten på muligheden for at kunne ansøge. 
Uden for registreringen, som dette materiale muliggør, kommer de lokale, krigsdeltagende soldater, der faldt eller døde under krigshandlingerne. De formodes i et rimeligt dækkende omfang at være registreret i A. D. og Vilhelm Cohens respektive og samtidige udgivelser, De faldnes Minde, 1851 og 1864. 
Krige respekterer ikke sogne- eller andre internt administrative grænser. Med de slesvigske krige var der desuden overskridelser af og konflikt om den statslige grænse mellem Det Tyske Forbund og kongeriget Danmark.
De behandlede lokalområder er udvalgt til at være Slesvigs nordlige grænse ved Kongeåen, hvor Andst[3] Herred, især Skanderup og Hjarup Sogns lokaliteter er udvalgt som landlige områder sammen med byområdet Kolding. Og ikke mindst de her og i landområderne tilhørende kamphandlinger især i 1849.
Til sammenligning er der udvalgte lokalområder i Skive og Viborg By og Købstad samt Fjends Herred, her især Ørslevkloster Sogn. Det er et område med geografisk afstand til den slesvigske problematik, hvor der har været krigsdeltagende soldater men uden egentlige kamphandlinger i området bortset fra den prøjsiske sprængning af en jernbanebro 27. - 28. juni 1864 ved Langaa. Samt lokaliteten, hvor den danske 4. division opholdt sig på flugt fra de forfølgende forbundstropper.

Forhistorien og 1920 grænsedragningen

I vikingetiden var Dannevirke forsvarsværk og grænse mellem Danmark og den tysk-romerske kejsers udstrakte rige mod syd. Danmark gik på denne tid, o. 800 til Ejderen, Slesvigs sydgrænse mod Holsten.
Slesvig var således en del af Danmark, indtil Valdemar Sejr 1232 fordelte kongeriget Danmark mellem sine sønner, så Erik Plovpenning blev hans medkonge og efterfølger, Abel blev hertug af Slesvig og Christoffer blev hertug af Lolland-Falster.
Lolland-Falster blev aldrig et problem i forhold til Det tysk-romerske Rige, men det blev derimod adskillelsen mellem hertugdømmet Slesvig og Nørrejylland, hvor Abel som den første danske konge også forudgående var blevet hertug i Slesvig.
Dette forhold blev formaliseret i og med, at den danske konge i 1460 blev hertug af Slesvig samt greve af Holsten og her også fra 1474 hertug.
I formaliseringen var det helt afgørende, at den danske konge 5. marts 1460 underskrev Ribebrevet, hvor kongen over for den slesvig-holstenske adel forpligtigede sig til at sikre freden og - ikke mindst samt helt afgørende - samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. Herom hedder det i Ribebrevets punkt 8 i originalteksten: ”dat se bliven ewich tosamende ungedelt” - at de evigt skal forblive udelt sammen.
Hermed blev den danske konge i Slesvig som i andre middelalderlige len den lensherre, som mod forskellige modydelser gav sig selv Slesvig som len, d.v.s. et lån. En situation, hvor den danske konge var både udlåner og låntager, lensherre og lensmand. Det er der ikke så mange ben i, en helt sædvanlig situation i middelalderen, bortset fra, at lensherre og lensmand som regel var to forskellige personer med hver deres personlige præferencer i lensforholdet.
Problemet var og blev Ribebrevets nedfældede princip om samhørigheden mellem Slesvig og Holsten, som den danske konge som lensherre og lensmand havde forpligtiget sig og kongeriget Danmark til.
For i Holsten var lensherren den tyske kejser, som den danske konge havde et len hos, nemlig det holstenske hertugdømme. Som jo skulle være og forblive evigt udelt og sammen med Slesvig.
Holsten blev efter Napoleonskrigene i 1815 sammen med Lauenborg en del af Det Tyske Forbund, hvor den danske konge som hertug i Holsten, Lauenborg var repræsenteret i Forbundsdagen.
Der er således en ganske lang historik for et tvedelt forhold mellem hertugdømmernes forskellige dele og den danske kongemagt. Situationen blev ikke mindre kompleks med februar og marts revolutionerne i Europa 1848, hvor nationalitetsprincippet, den folkelige opfattelse af eget nationale tilhør og sprog blev et bærende princip, som i Danmark i den nationalliberale bevægelse blev til et ønske om Danmark til Ejderen, altså omfattende Slesvig, hvilket helt åbenbart var i strid med den slesvig-holstenske optik inden for Det Tyske Forbund.
Som en parentes kan det her bemærkes, at Christian 4. benyttede sin position som hertug i Slesvig-Holsten til at omgå det danske rigsråds adelige medlemmer, der var modstandere af hans ønske om 1625 at deltage i Trediveårskrigen, som den ganske ofte krigsorienterede konge ønskede - og fik held til - at involvere Danmark i. 
Zoneinddelingen ved 1920 afstemningen om Slesvigs nationale tilhør
Slesvig-Holsten fik det nationale tilhørsforhold endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet, og den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev her en etableret kendsgerning.
I forhold til hertugdømmerne blev der kun foretaget folkeafstemning i Slesvig, det eneste af hertugdømmerne, hvor der var mulighed for at finde en dansktalende og -sindet befolkning.
Den nuværende grænse blev fastlagt efter tilkendegivelser af ønske om nationalt tilhørsforhold ved folkeafstemningen.
Afstemningsområderne i Slesvig var inddelt i 3 zoner. En inddeling, der var nøje udtænkt m.h.p. bedst muligt at afspejle ønskerne om nationalt tilhørsforhold, og afstemningen blev en succes i den forstand, at 1920 grænsen mellem Danmark og Tyskland har været en af Europas mest stabile og samarbejdsorienterede siden 1920.
Tilhængerne af Danmark til Ejderen, at Danmark skulle have hele Slesvig var ikke tilfredse.
Desuden var der i Danmark i nogle kredse et mere realistisk ønske om at dele af 2. zone, især Flensborg skulle have været lagt sammen med 1. zone, hvor der var et sikkert dansksindet flertal.
Begge synspunkter manglede politisk gennemslagskraft, men var dog repræsenteret i de kræfter, der udløste påskekrisen 1920 i Danmark.

Danmark fra enevælde til konstitutionelt monarki, forholdet til hertugdømmerne

Danmark i "folkelig" uro marts 1848
Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen Rendsborg 24. marts 1848.[4] 
Den Provisoriske Regiering proklameredes 24. marts 1848 og udsendtes ugen efter som opråb til "det danske folk". 
Hvor den slesvig-holstenske nationalisme kom til udtryk i Rendsborg 24. marts 1848, så blev folketoget til Christiansborg 21. marts 1848 starten til et endeligt for den danske enevælde, Danmarks styreform siden 1660.
Den enevældige kongemagt blev af en samarbejdsvillig Frederik 7. under indtryk af den nationalliberale folkestemning udskiftet til et konstitutionelt monarki med folkestyre. Hermed var grunden lagt til systemskiftet med junigrundloven 1849 i Danmark.
Folkestemning er nok et misvisende udtryk i den forstand, at det primært var en stemning blandt det bedre borgerskab og de veluddannede, der gjorde sig gældende. Men der var i løbet af 1840'erne blevet formuleret et nationalliberalt krav om en konstitutionel forfatning, herunder en sammenknytning mellem Danmark og hertugdømmet Slesvig, der blandt nationalliberale opfattedes som en del af det nationale Danmark.
Det formodes i en undersøgelse af stemning og holdning i datidens tyske nationalisme, at der var forskel mellem by og land, hvilket velsagtens også har været tilfældet i Danmark.
Under indtryk af de europæiske revolutioner og begivenhederne i København, som blev anset for at være et forkasteligt "pøbelvælde", iværksatte de slesvig-holstenske ledere 23.-24.marts 1848 en opstand imod Danmark i forening med Det Tyske Forbund.
En provisorisk regering blev dannet i Kiel, proklameret 24. marts 1848 og anerkendt i Holsten og Sydslesvig, medens Nordslesvig forblev loyal over for den danske konge. Oprørerne indtog eller kuppede herefter våbenarsenalet i Rendsborg - og borgerkrigen i Danmark var skudt i gang.
I opråbet til "Det danske Folk" hed det bl.a.: "Danske Mænd; Hertugdømmet Slesvigs Selvstændighed beror paa faste Conventioner! Disse brydes aldeles naar Hertugdømmet med Magt omvandles til en Provins af Danmark." 
Lederne af hertugdømmerne ønskede at bevare et samlet Slesvig-Holsten og beholde den danske konge som deres hertug og have ham som repræsentant i Det Tyske Forbund. Men de ville ikke være en del af, "en Provins" af Danmark.
Nationalisme og nationalistisk tilhør fandt her et markant udtryk. Om man bredt eller kun sporadisk og spredt kunne tale om dansk- og tysksindede borgere i hertugdømmerne på denne tid er ikke hermed fastslået. Men der blev under alle omstændigheder her appelleret til en gryende folkelig nationalisme i Slesvig-Holsten, som der blev det i Danmark.
Og at Slesvig-Holsten havde erklæret sig løsrevet fra Danmark var en realitet med dannelsen af Den Provisoriske Regering for Slesvig-Holsten.
I Danmark blev der lagt an til borgerkrigen imod "Insurgenterne", som de slesvig-holstenske oprørere blev kaldt.

De slesvigske krige

Militære kampe, -dispositioner og involverede militærpersoner vil ikke være fremtrædende i denne fremstilling af de slesvigske krige. Det har andre og mere kyndige i vid udstrækning taget sig af. Men som behandlet emne skal krigene have en skønnet nødvendig og påkrævet grundig behandling. Der henvises til forskellige militærhistoriske fremstillinger, som er benyttet, og hvor man kan få ridset mere detaljerede hovedlinjer op af de to kriges militære aspekter.[5]
Militærhistorikeren, oberst og kommandant i Fredericia siden 1902, A. Liljefalk er i vid udstrækning benyttet som militærkyndig ekspert i kampbeskrivelserne, når det gælder området omkring Fredericia, Kolding og Skanderup Sogn. Han er - om ikke samtidig - så generationsmæssigt og lokalt tæt på treårskrigens begivenheder i dette område.
Liljefalks bøger om de slesvigske krige er m.h.t. det her benyttede udgivet 1888. Hans tilgang er overordentlig specifik og detaljeret omkring militære dispositioner og personer.[6]
Især skal fremhæves det primære kildemateriale, der benyttes og præsenteres i udgivelser af Generalstaben om begge de slesvigske krige. Bindene, der omhandler treårskrigen er udgivet 1867-80. Bindene, der omhandler 1864 krigen er udgivet 1890-91. Alle altså noget post festum.
Udvælgelsen af det dokumentariske materiale og de historiske beskrivelser og vurderinger i Generalstabens udgivelser er underlagt den tids politiske kampe og hensyn, men det svækker ikke værdien af især det dokumentariske materiale. 
Desuden er benyttet den også militærkyndige oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxens Krigen 1848-50, udgivet 1888.[7]

Første slesvigske krig, treårskrigen 1848-1850, borgerkrig og stormagtskonflikt

Treårskrigen var fra start i marts 1848 en borgerkrig i det danske kongerige mellem danske styrker og en slesvig-holstensk hær, som fik støtte af Det Tyske Forbund med Prøjsen som ledende tysk forbundsstat, hvorved borgerkrigen også blev en international konflikt, der involverede tidens europæiske stormagter. Først og fremmest England, Frankrig og Rusland ud over Prøjsen.
De slesvig-holstenske styrker blev slået i kamphandlingernes første slag 9. april 1848 ved Bov, nord for Flensborg. Oprørernes, Insurgenternes[8] samlede styrke her var ca. 6.000 mand. De danske styrker talte ca. 11.000 mand.[9] Den danske hær sejrede, før de tyske forbundstropper nåede frem.
Faldne, sårede, fangne, slaget ved Bov 9. april 1848[10]
Forbundstropperne, Insurgenterne
1096
Danske tropper
94

Fra Rendsborg 24. marts til Prøjsens krigserklæring, "Optræden paa Kamppladsen" 12. april 1848

Der kom så i løbet af april 1848 en krigserklæring fra Det Tyske Forbund.[11]
Der er flere usikre avisforlydender om, at det ville medføre en prøjsisk krigserklæring, hvis Danmark fortsat havde fjendtlige tropper i Slesvig, der bekæmpede slesvig-holstenerne. De fleste aviser henviste til den prøjsiske oberst E. von Bonin som budbringer. Datoerne angives her som 11. og 12. april med henvisninger til "Oberst Bonin" som øverstkommanderende. I en militærhistorisk oversigt bliver dateringen kontrafaktisk sat til 18. april.
Det bedste primære kildemateriale til at afgøre indhold og datering af denne krigserklæring må formodes at være Generalstabens udgivelser med det her indlagte arkivmateriale fra Den dansk-tydske Krig.[12]
Der findes i Generalstabens arkivmateriale en "Skrivelse fra Oberst Bonin til Commandeuren for de danske Forposter." Uddrag af skrivelsen lyder "Dass ich die Instruction erhalten habe, jeden ferneren Angriff von dänisehen auf holsteinische Truppen, wo sich auch diese befinden mögen, als eine Kriegserklärung von Seiten Dänemarks gegen die koniglich preussische Regierung zu betrachten. ... (Underskrevet) Rendsburg, den 11ten April 1848. von Bonin Oberst und Commandeur der preussischen Truppen im Herzogthum Holstein."
Der er ingen tvivl om, at oberst Bonin d. 11. april 1848 giver udtryk for, at han som "Commandeur" for de prøjsiske tropper har fået "Instruction", instruks (uden angivelse af fra hvem!) om at betragte ethvert dansk angreb på de slesvig-holstenske tropper som en krigserklæring, "eine Kriegserklärung". Denne skrivelse blev fulgt op af en tilsvarende, dateret 12. april 1848.
Disse erklæringer eller skrivelser af 11. og 12. april 1848 har været baggrund for, at det danske Krigsministerium kan citere den danske konge for - her i dansk oversættelse af kongens på tysk formulerede budskab - "til det yderste at ville forsvare vort hertugdømme Slesvig", underskrevet Frederik Rex 12. april 1848, Flensborg.[13]

Slaget ved Slesvig 23. april 1848

Efter den danske sejr 9. april nåede den prøjsiske general F. Wrangel frem til krigshandlingerne, og i slaget ved Slesvig, tæt på Dannevirke, slog og trængte hans tropper 23. april 1848 den danske hær tilbage.
Danskerne stod med ca. 12.000 mand over for, hvad der kunne være blevet en næsten overvældende overmagt med Insurgenternes ca. 9.000 mand, prøjsernes ca. 12.000 mand og Forbunds-Divisionens ca. 10.000 mand. Forbunds-Divisionen nåede ikke frem, og prøjserne under von Bonin deltog kun delvist. Tuxen anslår, at danskerne 23. april kom til at stå over for ca. 17.000 mand, formodentlig færre. Der var på dansk side 816 faldne, sårede og tilfangetagne, "de fjendtlige Tropper" tilsvarende 461.[14] 
Slaget ved Slesvig rapporteredes grundigt i danske avisartikler.[15] Dagen efter slaget rapporteredes der af en "Officier af 5te Dragon-Regiment, dateret 2. Paaskedag" - som var mandag 24. april - at "vi havde med en dobbelt overlegen Fjende at gjøre ...", og at prøjserne talte 20-25.000 mand. I samme avis blev det 30. april 1848 anslået, at der var "12.000 danske mod 30.000 Preussere". Og videre hed det, at "General Wrangel Søndag Aften tog hovedkvarter i Slesvig, General Bonin (hans næstkommanderende) ved Dannevirke og Husby". Titlen som general kunne se ud til at være en forfremmelse af von Bonin fra oberst til general i april-dagene 1848.
Som det fremgår, så underdrev den danske presse ikke modstandernes talmæssige styrke. De danske tab var under alle omstændigheder betydeligt større end de slesvig-holstenske og forbundstroppernes.
Slaget ved Slesvig var således en advarsel om den slesvig-holstenske og prøjsiske styrke. General Wrangel rykkede frem til Flensborg og Sønderborg, hvor de danske styrker befandt sig på Als uden at udgøre nogen egentlig trussel over for forbundshæren.
 
Det var hovedsageligt - om ikke udelukkende - bønder, der 1848 måtte trække i trøjen.

General Wrangel går ind i Nørrejylland 1848

2. maj 1848 krydsede Wrangel Kongeåen og gik dermed fra Slesvig ind i Nørrejylland. Indmarchen i kongeriget Danmark indledte Wrangel med et opråb, dateret Christiansfeldt 1. maj 1848, hvor han manede til ro og til at affinde sig med, at hans tropper skulle have forsyninger. Allerede 11. maj 1848 hed det i Morgenposten om de udskrevne rekvisitioner i Vejle, at de omfattede "18.400 Pd. Brød, 9.200 Pd. Kjød, 2.300 Pd. Ris, 1.150 Pd. Smør ...", tobak, brændevin, vin, sukker og cigarer. Man formodede, at så store mængder også skulle "oplægges i Magasiner eller sendes til det slesvigske", hvilket må betegnes som det danske pressebillede af en grådig fjendes ublu krav.
Herefter bevægede Wrangel og hans tropper sig op gennem Jylland, hvor Fredericia og Kolding uden modstand blev besat de følgende dage i maj. 
Slesvig-holstenerne, Insurgenterne fulgte efter de prøjsiske tropper og sendte enheder helt op til Aarhus, men de slog sig primært ned i trekantområdet Fredericia, Vejle, Kolding.
Der kan ikke herske tvivl om, at de fjendtlige troppers besættelse og krav til den stedlige befolkning har betydet et mærkbart indslag i dagligdagen. - Wrangel udsendte 1. maj sit varsel om, der ville blive pålagt "Jyderne" rekvisitioner og efterfølgende i en proklamation af 18. maj 1848, at han og hans tropper ville tage selv, hvis man ikke frivilligt afleverede det fornødne til hans besættelsestropper.
Om konsekvenserne hed det i Fædrelandet 21. maj 1848, at ”i hele Landet mellem Vejle, Fredericia og Kolding er snart alt Forraad paa Levnedsmidler udtømt, og hvad værre er, Vintersæden nedtrædes, og Vaarsæden har ikke kunnet blive lagt, da Bønderne stedse ere i Kjørselsreqvisitioner.”
Det fremgår af de samtidige aviser, f.eks. også Fædrelandet 21. maj 1848, at Wrangel selv måtte inddrive de "Rekvisitioner", han fandt nødvendige for at hans og de slesvig-holstenske troppers behov kunne blive dækket.
Iflg. A. Liljefalk[16] var det Wrangels og von Bonins strategi at udpine den i trekantområdet besatte del af Nørrejylland, ikke blot med krav på fødemidler, men også på "Heste, Linned, Klæde og Læder."
Uanset hvad rekvisitionerne affødte af reaktioner, må man nok konstatere, at besættelseshæren i lighed med den danske hær havde behov for forsyninger, som meget naturligt medførte gnidninger i forhold til dem, der skulle levere disse forsyninger. Den samlede sum af reaktioner i pressen og de observerede erindringer varierer fra en opfattelse af tyvagtig grådighed til forståelse for behovene. Krydret med forskellige opfattelser af nationale karakteristika hos østrigere, prøjsere, Insurgenter og andre af fremmed herkomst, en jævn og alment forekommende blanding af personlige fordomme og faktuelle konstateringer. Jo mere fremmedartet, jo flere fordomme velsagtens.
 
 
I den satiriske avis Corsaren (1840-1855, som også karikerede Søren Aa. Kierkegaard et par år forinden) fremstilledes general H. F. E. G. von Wrangel og hans danske modpart general H. C. F. Hedemann således 7. juli 1848. 
"G. Wrangel. Aa, højtærede! hvorfor vilde De ikke blive herovre; vi skulde nok have moret os! Kom lidt herover igjen. F. Hedemann. De er altfor artig; nei kom De hellere herover, højtærede! her er saadan en deilig Plads; aa, hvad! kom! De vil ikke fortryde det, Deres Exellence!
Lokalt har man næppe, hverken i Kolding eller de omkringliggende landområder haft adgang til eller interesse for Corsarens harcelering over krigsbegivenhederne i 1848, og da slet ikke i forhold til de rekvisitioner, man især i området op til og omkring Kongeåen måtte affinde sig med.
På den anden side, så blev H. C. F. Hedemann som et resultat af marts oprøret i 1848 af krigsminister Tscherning som nyudnævnt oberst nu udtaget som overkommandant for armekorpset ved Kolding, fremgår det af avismeddelelser 30. marts 1848, hvorfra han så som generalmajor, med hovedkvarter i Kolding 31. marts kunne udsende en proklamation imod de slesvig-holstenske oprørere. Om Hedemann nåede at blive særligt kendt i Kolding området er nok tvivlsomt, idet han af Krigsminister Tscherning allerede 16. juni som øverstkommanderende blev udskiftet med general Krogh iflg. samtidige avisforlydender i august 1848.[17]
Erindringsmaterielet til disse begivenheder er sparsomt. Forbavsende nok kan der fra de omkringliggende lokalområder findes enkelte, fragmenterede udsagn. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at få et nogenlunde bredt indblik i lokalbefolkningens oplevelse af situationen.
De samtidige aviser har kun antydningsvis andet end beretninger om stedfundne træfninger, der til gengæld ofte er ganske indgående behandlet.

Rusland griber ind, fællesregeringen i hertugdømmerne

Prøjsens og Wrangels militære aktiviteter i Jylland blev på foranledning af Rusland tvunget til ophør fra 25. maj 1848, og besættelsestropperne vendte tilbage til hertugdømmerne og Prøjsen. Hertugdømmet Slesvig gik op til Kongeåen, og her forblev der i 1849 konstaterbare tyske aftryk i dagligdagen.
Den efterfølgende Malmökonvention 26. august 1848[18] bestemte, at hertugdømmerne skulle rømmes for danske og tyske tropper, og at der skulle være en dansk-prøjsisk accepteret Fællesregering for Slesvig og Holsten til afløsning af Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering. Altså slet og ret en proklamering af en dansk helstat, som hverken de nationalliberale eller slesvig-holstenerne brød sig om - med hver deres synsvinkel som begrundelse.

Fra Provisorisk til Fællesregering i hertugdømmerne

Den slesvig-holstenske Fællesregering på Gottorp Slot, som afløste Den Provisoriske Slesvig-Holstenske Regering endeligt fra 23. okt. 1848.[19]
 
Th. Grev Reventlow og Fællesregeringens medlemmer, set fra venstre A. F.W. Preusser, Adolf von Moltke og Friedrich Boysen, Ernst Heintze. E. Heintzes fulde navn var Friherre (baron) Josias Friedrich Ernst von Heintze-Weissenrode, hvilket forklarer navnet v. Heintze på illustrationen af Fællesregeringen.
Denne Fællesregering fik sæde på Gottorp Slot, og kaldtes også Gottorp regeringen.
Ordningen blev dog kun en stakket frist i konflikten. 
Her et dansk synspunkt på Fællesregeringen for Slesvig og Holsten, iklædt titlen Den danske Styrelse i Slesvig fra 1850-1864, et historisk Grundris v. Dr. Alex Thorsøe:
"Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering havde behersket Slesvig fra Foraaret 1848 til Oktober samme Aar. Efter dens Tilbagetræden indsattes paa Gottorp i Overensstemmelse med Vaabenstilstandskonventionen i Malmø en Fællesregering for Slesvig og Holsten, bestaaende af fem Mænd.[20] Denne Regering, der kun skulde være en Bestyrelseskommission, som forvaltede Hertugdømmerne i den lovlige Herskers Navn, optraadte straks som en souveræn Myndighed, hvis Stræben gik ud paa Grundlæggelsen af en selvstændig Stat Slesvig-Holsten. Den satte den slesvig-holstenske Statsgrundlov i Kraft, kundgjorde Loven om Valg til den tydske Nationalforsamling, opretholdt Forbudet mod det danske Flag, lod Hertugdømmernes Handelsskibe føre et særskilt Flag og tilsidesatte Bestemmelserne om de militære Garnisoner." 
Eller helt kort - ønsket, håbet om Danmark til Ejderen var uforenligt med en slesvig-holstensk forbundsstat i Det Tyske Forbund. Og de uforenlige ønsker blev hverken forligt eller søgt tilgodeset med den kun kort - fra 26. august 1848 indtil 3. april 1849 siddende Fællesregering.

Danmarks utilstrækkelige militær, Lov om almindelig Værnepligt
 
Hans Chr. Bjerg: Stavnsbånd og værnepligt — omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988. Her beskrives udviklingen af den personlige bondeværnepligt fra udskrivningsreformen med stavnsbåndets ophævelse 1788 indtil Loven om den almindelige værnepligt.
Det viste sig hurtigt under treårskrigens forskellige kampe, at det danske militær i forhold til især den prøjsiske krigsmaskine var mangelfuldt og ineffektivt.
Hertil kom i den spirende debat siden stænderforsamlingerne fra 1834 et stadig mere udtalt ønske om en ændring og en mere ligelig fordeling af militærtjenesten i Danmark.
Den tidligst kendte militære organisation, som den danske kongemagt kunne gøre brug af, var en ledingsordning tilbage fra vikingetiden, hvor frie, våbenføre mænd for egen regning kunne indkaldes til krigstogter, efterhånden suppleret med eller afløst af hvervede tropper. Hvor det snart blev klart, at det var billigere om end ikke bedre - som især Christian 4. mente - at forpligtige landets krigsduelige befolkning hertil. 
Indtil stavnsbåndets ophævelse 1788 blev landmilitæret udskrevet blandt selvejerbønder og fæstebønder på kronens gods, og i øvrigt var værnepligten tilknyttet jorden, hvor godsejerne skulle udskrive soldater i forhold til jordens størrelse.
Denne ordning var et resultat af Frederik d. 4.'s forordning om landmilitsen 1701, hvor godsejerne var blevet pålagt at stille med en bondekarl for hver 20 tdr. hartkorn af godset. Denne faktuelle værnepligt for bønder varede med variationer igennem det efterfølgende stavnsbånd fra 1733, som blev ophævet 1788.
Bonden er fra 1800 ikke mere stavnsbunden, men skal stadig blive i et distrikt, hvor han kan komme på session.
"Saa ville Vi allernaadigst fritage Jordegods-Eyerne fra at levere Folk til Krigs-Tjeneste, hvilken herefter skal fordres umiddelbar, som en almindelig og personlig Pligt imod Os og Fædrenelandet;
§ 1. Stavnsbaandet til Godserne skal aldeles opføre fra de 1ste Januarii Aar 1800, saa alle af Bondestanden i Danmark ... skulle have Frihed til at opholde dem i de, til Land-Milice-Indretningens Vedligholdelse, foreskrevne Districter, indtil de af Sessionen have faaet Afskeeds- eller Friheds-Passer ..."
§ 3. Alt Mandkiøn af Bondestanden ... skal ikke være bundet til Godserne længere ... de maa opholde dem i de herefter for det unge Mandskab og Landsoldaterne bestemte Districter ...
§ 6. ..." Straffebestemmelser, hvis man ikke på tilbørlig vis kommer på session.
Stavnsbindingen til godserne er slut, men bønderne fortsætter med en binding til sessions distrikterne. 
Med ophævelsen af stavnsbåndet var der også tale om en militær udskrivningsreform, hvor hvervningen af soldater fra at have været tilknyttet jorden blev til en personlig pligt, men kun for bønderne - og med mulighed for at kunne købe sig til fritagelse, hvis man vel at mærke var velbeslået nok til at kunne betale.
Til gengæld for at få ophævet stavnsbåndet, der sikrede godsejerne arbejdskraft, blev de fritaget for at skulle udskrive bønderne som soldater. Denne funktion overgik til de i 1662 oprettede amter med personligt fremmøde på sessionerne, hvor godsejerne nu ikke mere var lægdsrulleførere.  
Købstædernes befolkning og de bedrestillede på landet var fritaget for denne militærtjeneste, dog kunne lodser, søfolk og fiskere i købstæderne være forpligtiget til optagelse i sømilitsen.
Borgere, gejstlige og adelige var stadig som hidtil fritaget for militær udskrivning - de medvirkede kun i hærens kommando funktioner.
Det blev debattens udgangspunkt, hvorfor der her fortsat skulle være privilegier for en mindre befolkningsdel, hvor det store flertal, bønderne var undtaget.
Den nye lov om værnepligt havde en række undtagelsesbestemmelser §4-6, hvor bl.a. Geistlige og Skolelærere blev undtaget værnepligten. Debatten om loven var i argumentationen for og imod ligestilling temmelig mangfoldigt, herunder også omkring rimeligheden i at pålægge embedsstanden og købstadsbeboere den samme militære byrde, som hidtil kun havde været landbefolkningens.
Undersøgelsen af de erhvervsmæssige stillingsbeskrivelser i ansøgningerne fra 1876 om erindringsmedaljer[21] har som formål at påvise værnepligtlovens praksis under de slesvigske krige, idet disse ansøgninger anses for at være repræsentative for krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige. 
Forventningen til krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige ud fra værnepligtslovens intentioner og debatten herom er,
  • at loven med dens vedtagelse 1849, under første slesvigske krig sammen med de indbyggede undtagelsesbestemmelser kun kan forventes at have givet en indledende bredere rekruttering til militærtjenesten end tidligere tiders bønder og økonomisk mindre kapable personer, tilknyttet landbruget,
  • men at lovens praktiske konsekvenser vil kunne aflæses i konstaterede forskelle mellem krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige.  

Våbenhvile og oprustning, general E. von Bonin går ind i Nørrejylland 1849

 
 
Friedrich Heinrich Ernst Graf (greve, titel som del af navnet) von Wrangel (1784-1877). Generalmajor.
Og afløseren som generalmajor efter Malmö-konventionen, E. von Bonin (1793-1865), også krigsminister 1852-54 og 1858-59. Se Dansk Militærhistorie. Begge prøjsiske junkere.
Med den usikre våbenhvile og uden en afgørelse af stridspunkterne mellem de slesvig-holstenske og de dansk-nationalliberale blev der i Danmark indført almindelig værnepligt 12. febr. 1849 for at forbedre den danske militære kunnen.
Den almindelige værnepligt blev i første omgang indført ved en midlertidig anordning i september 1848, idet der i forbindelse med starten af Treårskrigen hurtigt blev erkendt et behov for en større militær styrke.
De slesvig-holstenske styrker stod med våbenhvilens endeligt 3. april 1849 med nok en prøjsisk general, E. von Bonin som øverstkommanderende, idet Bonin med Malmøkonventionen 26. aug. 1848 overtog general Wrangels position som øverstkommanderende for de slesvig-holstenske styrker. Før E. von Bonin blev udnævnt til øverstkommanderende generalmajor, havde han været oberst med Wrangel som øverstkommanderende.

Orkanens øje fra april 1849 til juli 1850

Som prøjsisk øverstkommanderende rykkede Generalmajor von Bonin efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 op gennem Nordslesvig og fortsatte sin fremrykning til Nørrejylland.
9. april 1849 meddelte Kongelig Privilegeret Aarhus Stiftstidende, at Bonins næstkommanderende, Oberstløjtnant Zastrow rykkede ind i Haderslev med sin generalstab, og at general Bonins ankomst ventedes samme dag.
I avisen Dannevirke hed det, at danske tropper 11. april havde forskanset sig i og omkring Kolding, medens man afventede general Bonins udspil fra Haderslev. Senere fik Bonin hovedkvarter i Vonsild.
 
Parolen, som soldaterne gik i kamp mod "slesvig-holstenerne" med iflg. A. Liljefalk.
Herefter gik de tyske og slesvig-holstenske styrker mod Kolding, der blev besat 20. april, medens de danske tropper trak sig tilbage og forberedte et modangreb 23. april.
Efter de her indledte forsøg på generobring i og omkring Kolding slog de danske styrker d. 6. juli 1849 den tysk, slesvig-holstenske hær i slaget ved Fredericia.
Herefter blev en præliminær fred indgået, stadfæstet med en fredstraktat mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund, 2. juli 1850. Men kort efter brød kampene igen ud, da slesvig-holstenerne ikke havde opgivet kampen for et af Danmark uafhængigt Slesvig-Holsten.
Slesvig-holstenerne led i slaget ved Isted 25. juli 1850 et stort nederlag.
Krigen sluttede først endeligt i januar 1851 med de stormagtsindgreb, som gjorde borgerkrigens resultater til parenteser.
Helstaten var stadig en realitet, og med Londontraktaten af 8. maj 1852,[22] som udelukkede, at Danmark nogensinde kunne integrere Slesvig i det danske kongerige, var fundamentet lagt for, at de Nationalliberales ønske om et Danmark med Slesvig til Ejderen skulle udløse den krig i 1864, hvor Kongeåen blev Danmarks grænse til det, der under Prøjsens og Bismarcks lederskab fra 1871 blev til Det Tyske Kejserrige.

Kampene omring Kolding og Ejstrup 20. - 23. april 1849

 
 
Kolding ved borgerkrigens udbrud marts 1848, set og malet af Martinus Christian Wesseltoft Rørbye, Soldater ved forskansningen ved Sønderbro. Eller samme kunstner, motiv fra Søndergade. Iflg. Kolding Stadsarkiv er begge malerier fra 1848.
Altså året før de voldsomme begivenheder i og omkring Kolding 20. - 23. april 1849.
Sønderbro ved Kolding Aa og Søndergade, Sønderbro ved Koldinghus med det afbildede toldsted har været en central del i forsvaret af Kolding, Centralt beliggende i forhold til Ejstrup og Vranderup, der ligger i en afstand af 6-8 km fra Sønderbro.
Den nyudnævnte øverstkommanderende von Bonins hurtige fremrykning efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 blev i aktionerne i området omkring Kolding og befæstningsbyen Fredericia en demonstration af effektiv strategisk planlægning, der i første omgang udmanøvrerede den danske modstander i området omkring Kolding.[23]
Planlægning af og udførelse af kampene
Ud over det dokumentariske materiale, der kan søges i Rigsarkivet, kan der til kortlægning af de militære operationer omkring Kolding i april-dagene 1849 benyttes fremstillende materiale så tæt på begivenhederne som muligt og med adgang til Krigsministeriets oplysninger.
Generalstaben slutter sin 2den Del 2. april 1849, og har derfor intet om begivenhederne i og omkring Kolding. Eller for den sags skyld om kampene ved Fredericia 6. juli.
Det har derimod A. D. Cohen, De faldnes Minde, 1851.[24]
Denne fremstilling fra 1851 er det nærmeste, man kommer det samtidige, bortset fra de samtidige avisberetninger. A. D. Cohens fremstilling har dog ikke nogen militærfaglig kompetence, og kan i kampbeskrivelserne kort karakteriseres som en ukritisk og forherligende fremstilling af den danske krigsindsats.
Militærfaglig kompetence er der derimod i oberstløjtnant Tuxens og oberstløjtnant A. Liljefalks respektive fremstillinger, begge udgivet 1888. De har begge haft et nøje kendskab til Generalstabens udgivelser fra 1867, 1873 og 1880 om de slesvigske krige. Og man kan muligvis formode, at de begge bevidst har gjort egne fremstillinger af netop kampene omkring Kolding ganske detaljerede i betragtning af Generalstabens tavshed om 1849 i tiden efter 2. april.

Angrebet på Kolding 20. april 1849 

Øverstkommanderende for de prøjsiske styrker, Generalløjtnant Karl Ludvig Ernst von Prittwitz[25] havde 2. april med det prøjsiske garde-infanteri hovedkvarter i Flensborg, generalløjtnant von Bonin havde med de slesvig-holstenske styrker et mere fremskudt hovedkvarter i Aabenraa.
De tyske tropper udgjorde ca. 46.700 mand med 8.750 heste, de danske styrker ca. 41.000 mand med 6.000 heste.
På dansk side var der et korps under General Rye, der bestod af "5. Infanteri Brigade, 1. og 2. Kavaleri Brigade, 2. og 6. Batteri, et Espingolbatteri og en Ingenieur- afdeling", som det blev besluttet skulle operere i Nørrejylland, medens hele den øvrige hærstyrke skulle samles på Als, hvor denne del af de danske styrker skulle have en udelukkende defensiv funktion.
Rye trak sine tropper væk fra stillingerne på Als fra d. 6. april, hvor han trak sig op nord for den jyske Kongeå-grænse med "Forposter langs Kolding- og Vester Nebel Aa."[26]
General Bülow blev 15. april udnævnt til overgeneral for de danske styrker som afløser for general G. C. von Krogh efter konflikter mellem denne, Krigsministeriet og krigsministeren måske især.
Ud over den tids vanlige politiske indblanding i det militærstrategiske fik Krogh også skylden for det katastrofale forløb af slaget ved Eckernförde 5. april 1849, hvor Danmark mistede et linieskib og en fregat.
Det slesvig-holstenske korps fulgte langsomt efter den danske oprykning i Nørrejylland, og var 15. april placeret omkring Haderslev og Christiansfeldt. Iflg. Dannevirkes beskrivelse 20. og 23. april 1849 havde general von Bonin sit hovedkvarter på Vonsild Kro under kampene omkring Kolding.
Det rapporteredes fra Krigsministeriet,[27] at en større fjendtlig patrulje kl. 2½ om eftermiddagen d. 19. april angreb de danske forposter fra Vonsild, men at Insurgenterne sidst på eftermiddagen var blevet slået tilbage. D. 20. april blev det videre rapporteret, at de danske ”Forposter havde vekslet Skud med Fjenden …”, og at skudvekslingen fra kl. 11 forstærkedes med kanonader mod Kolding by.
Oprørsstyrkerne, Insurgenerne ser ud til under ledelse af von Bonin 20. april i Kolding at have sat sig "i Besiddelse af den sydlige Forstad indtil Broen ..." Rye havde ved dette angreb trukket "sit Korps (tilbage) bag Almind Dalen."[28]
A. D. Cohen har en temmelig glorificerende fremstilling af begivenhederne 20. april - at "Kolding var besat af Forposterne af Generalmajor von Ryes Corps, der efter tapper Modstand..." trak sig tilbage til "Almindedalen", hvorefter fjenden "occuperede" byen.[29]
20. april angrebet resulterede i, at de slesvig-holstenske styrker kunne placere sig med "Avantgarden i Kolding; 1. Brigade i Vonsild og Dalby; 2. Brigade i Ødis og Skanderup; Reserve-Artilleriet i Christiansfeldt".[30]
Slesvig-holstenernes vellykkede angreb på Kolding 20. april skal nok ses som en konsekvens af overgeneral Biilows opfattelse af situationen op til det slesvig-holstenske angreb på Kolding 20. april, hvor han mente - ud over at ville holde den defensive position på Als - at "Styrken paa Fyen (d.v.s. Moltkes brigader) burde overføres til Jylland især af Hensyn til Fredericias Dækning, og at General Ryes Korps, der ansaas for meget eksponeret, burde støttes ved, at 3. og 4. Brigade (placeret i Middelfart) rykkede frem og tog Stilling bag Kolding Aa med Ryes Korps paa højre Fløj."
Men her gik det så temmelig galt med et af planlægningens centrale punkter, nemlig tilførslen af kampstyrker.
Liljefalk anfører herom, at "inden 3. og 4. Brigade vare overførte til Jylland...", blev der angrebet 20. april, hvor den slesvig-holstenske avantgarde satte sig i besiddelse af "den sydlige Forstad indtil Broen" i byen Kolding.
Det slesvig-holstenske angreb på Kolding d. 20. april er også beskrevet af en tysk, formentlig militær iagttager, placeret i Skanderup, som ses refereret i Dannevirke 26. april 1849.
"I dag d. 20. April er Kolding taget af Avantgarden under Oberst v. Zastrov's Befaling. Fægtningen foran og i Kolding har varet 2 til 3 Timer; ... Efterat Skandserne ved Byens Indgang vare tagne, fandt vore Tropper (oprørerne) en temmelig lang Modstand i Byens Gader, som tildeels vare barrikaderede; ogsaa fra Husene blev der fyret, og flere af Vore saaredes ...
Efterat dette var skeet paa høire Fløi, rykkede ogsaa den venstre frem imod Middag uden at støde paa Fjenden, og besatte Landsbyerne i det søndre Jylland. Vore Forposter staae nu nordenfor Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Om angrebet på Kolding 20. april hedder det videre i den samtidige presse, nu med dansk synsvinkel,[31] at man havde forventet det fjendtlige angreb dagen før, d. 19. april, men "det paafulgte først i Morges (20. april), da største Deel af vore Tropper havde trukket sig ud af Byen ... (hvor) der tales om en saaret Indvaaner ..."
Hvis denne iagttagelse i den samtidige avisdækning er korrekt, så har der ud over, at 3. og 4. Brigade ikke nåede frem til kamphandlingerne også været en fejlvurdering dagen før, hvor angrebet var ventet, som medførte manglende kampforventning og - velsagtens - kampparathed d. 20. april.
Der var desuden avisforlydender om, at "Gjæstgivergaarden i Kolding under Insurgenternes (oprørernes) Angreb d. 20. ... (er) lagt i Aske og flere Indvaanere dræbte og saarede."
Disse mere dramatiserede presseforlydender kan man formentlig se bort fra og snarere fæste lid til en ”officiel Meddelelse” om ødelæggelserne i Kolding, hvor det hedder, at ”saavidt vides ere ingen af Byens Indvaanere blevet dræbte …”[32] Det fremgår desuden af undersøgte registreringer i kirkebøgerne,[33] at der ikke er konstaterbare dødsfald blandt beboerne i Kolding by eller i Skanderup Sogn som et resultat af kampene, hverken d. 20. eller d. 23. april.  
I A. Liljefalks fremstilling startes der med en temmelig nøje beskrivelse af de slesvig-holstenske militære formationer under ledelse af general Bonin og oberst Zastrow.
General Bonins næstkommanderende Oberst Zastrow var kommandør for "Insurgenterne", og han skulle varetage erobringen af Kolding, som general Wrangel også havde erobret i 1848.
Over for de strategisk stærke slesvig-holstenske dispositioner besluttede den danske forpostkommandør F. L. Faber kun at bruge et enkelt kompagni til forsvar af byen Kolding, hvilket A. Liljefalk giver udtryk for ikke var så fornuftigt. Hvad vel så også må opfattes som en ikke direkte formuleret kritik af general Ryes, overgeneral Bülows m. fl. dispositioner i kamphandlingerne.
Det fremgår af den samtidige presse og de officielle meddelelser herfra, at man i forsvaret af Kolding ikke skulle "indlade sig paa noget haardnakket Forsvar" af Kolding og omegn.
Om det er Rye, Bülow, andre eller et samråd i den militære ledelse, der forud for slagmarkens realiteter har truffet centrale og fejlslagne beslutninger om forsvaret af Kolding, er det ikke muligt at vurdere på det foreliggende kildegrundlag, men det fremgår tydeligt, at de danske dispositioner var aflæst af forbundsstyrkerne, og at der var planlægningsfejl i styrkeforsyningen.
Der blev som konsekvens af de trufne beslutninger kun "Jægere af Kompagniet Caroc og 4 Espingoler (forlademaskingeværer) tilbage under løjtnant Schows ledelse, som skulle kæmpe mod "hele Zastrows Brigade."
Den spagfærdige danske modstand over for de tyske angreb beskrives lidt nøjere i Dannevirke med brug af tyske avisers efterretninger om kampene 20. april 1849 i Kolding.
Først med en efterretning fra en meddeler, placeret i Skanderup, at oberst v. Zastrov har indtaget Kolding fra "Skandserne ved Byens Indgang", velsagtens mod syd, mod Vonsild. Herefter var der "en temmelig lang Modstand i Byens Gader..." Og man forfulgte de flygtende danskere "omtrent en Miil nordfor Kolding."
Der blev taget en del fanger i byens huse, og herefter rykkede man ud og "besatte Landsbyerne i det søndre Jylland", hvilket betød, at "Vore Forposter staae nu norden for Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden (danskerne) skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Ud over den spagfærdige danske modstand i Kolding bemærkes det her, at oprørsstyrkerne ved 20. april angrebet også besatte landsbyerne mod syd i Skanderup Sogn.
Videre hedder det ud fra de tyske avisefterretninger i Dannevirke som supplerende korrektiv til det i det foregående anførte, at "i andre mindre maadeholdne Beretninger fortælles, at Tydskerne først have taget Skandserne", som danskerne refereres at være gode til at bygge, hvorefter man havde "slaaet Kolding Porte ind … uden Artilleri, erobret Byen og derpaa i Stormskritt, syngende ”Schleswig-Holstein", marscheret gjennem Gaderne."
Sidstnævnte er en mere overmodig og tysk-forherligende version iflg. Dannevirke.
Det refereres videre, at man (tyskerne) havde taget 16 danske Jægere til fange i Kolding, og at de var blevet anbragt "i Haderslev Latinskoles Locale."
Endelig hedder det i reportagen med de tyske aviser som kilde, at danskerne havde "fegtet tappert ... men at de af ubegribelige Grunde pludselig gik tilbage og forsvandt."
De tilfangetagne 16 "Jægere" må formentlig have været de temmelig fåtallige fra Kompagniet Caroc, som Iflg. Dannevirke så blev taget til fange og indespærret på Haderslev Latinskole.
Det skal også i avisreportagen bemærkes, at de tappert kæmpende danskere "af ubegribelige Grunde" pludselig gik tilbage og forsvandt.
Vel nok en bekræftelse af, at forsvaret af Kolding d. 20. april havde været alt for fåtalligt og ”ubegribeligt”.
 
Espingolen var et forlademaskingevær, som opfindsomme danske militærfolk opfandt i første halvdel af 1800-tallet.
Udstillet på Tøjmuseet København.
Her Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening.
De slesvig-holstenske styrkers vellykkede angreb på Kolding 20. april skete således uden nævneværdig modstand, men dog med kampe, skudvekslinger og sårede soldater i Kolding by.
Det herefter besatte område meddeles at være posteringer nord for Kolding, desuden mod syd og vest over Lunderskov, Dollerup og Nagbøl.
Den slesvig-holstenske 2. Brigade blev med 20. april angrebet placeret i Skanderup og i Ødis.
En meddelelse om de danske styrkers tilbagetrækning til Fredericia efter "Insurgenternes" angreb på og forskansning i Kolding 20. april er nok snarest udtryk for, at generalmajor Ryes tropper havde trukket sig tilbage til Almind-området som anført af Tuxen, muligvis også med afdelinger til Fredericia.
Under de efterfølgende kampe omkring Kolding blev en slesvig-holstensk Brigade "skudt frem til Hjarup og Skanderup tæt syd for Gjelballeskoven." Der må her være tale om den af Tuxen[34] og i Dannevirke omtalte 2. brigade i Skanderup og Ødis.
Det var en ubehagelig overraskelse for de kommanderende danske generaler Rye og Bülow, at de slesvig-holstenske styrker så hurtigt i forbindelse med angrebet d. 20. april var blevet samlet omkring Kolding, hurtigere end det havde været muligt at få de danske styrker rykket hertil. 
Det var de danske generalers strategi at binde store slesvig-holstenske styrker i Kolding og aflede fjendens "Opmærksomhed fra Overgangen ved Egstrup".[35] Men endemålet var den tilbageerobring af Kolding, som forsøgtes efterfølgende.

Forsøget på at tilbage erobre Kolding 22. - 23. april 1849

 
Iflg. en tipoldefarbrors efterkommer skulle P. Hansen Wiuff være født i Seest 1802, høker og værtshusholder Låsbygade 69 i Kolding under slaget om Kolding 23. april.[36]
Generalmajor Bülow og overkommandoen planlagde efter de indledende slesvig-holstenske angreb 20. april at tilbageerobre Kolding, og regnede med hertil at kunne benytte yderligere kampklare tropper, placeret bl.a. på Fyn, som dog fortsat blev forsinket i forhold til den planlagte dag, 22. april. Det gav slesvig-holstenerne mulighed for at trække store styrker frem til det angreb, de vidste ville komme, og de fik indrettet en militært stærk stilling i og omkring Kolding by i forlængelse af dispositionerne 20. april.
Tuxen[37] mener at kunne konstatere, at "Overkommandoen (formodede), at kun Insurgenternes Avantgarde-Brigade stod ved Kolding, men at deres Hovedstyrke endnu stod ved Haderslev."
Man skønnede derfor "Forholdene gunstige til en offensiv Bevægelse", hvor "Planen var at iværksætte et overraskelsesangreb mod ”Fjendens Avantgarde i Kolding” samtidig med, at General Ryes Korps skulle dække op imod ”muligt Vest paa detacherede fjendtlige Tropper, (og) sende en mindre Styrke, navnlig Kavalleri, over Egstrup og Seest frem mod Fjendens Retrætelinie."
Denne plan blev fastholdt, selv da Overkommandoen blev klar over, at det var hele den slesvig-holstenske Hær, der stod ved Kolding. Hertil kom, at "... General Rye sendte Melding om, at paa Grund af manglende Bromateriel vilde hans Fremrykning blive forsinket...”
Det var jo vitterligt ikke så godt, og såmænd ikke det eneste, der ikke gik som planlagt.
At det fortsat gik temmelig galt fremgår ikke mindst af A. Liljefalks fremstilling, der her er fokuseret omkring Ryes position ved Kolding Aa, omkring den indledende del af slaget ved Ejstrup.
De danske dispositioner fik "General Bonin til at befale en delvis Omdislocation ... i Ødis, ... Afmarch til et Cantonnement[38] i Hjarup og Skanderup ... tilvejebringelse af en Colonnevej mellem Skanderup og Gjelballe, Nord for hvilket sidste Sted Corpset skulde overtage Forposttjenesten til henimod Vrannerup...” Her stod så slaget, ”der udkæmpedes paa Skanderup Sogns Grund i Gelballe Skov mod den 2den slesvig-holstenske Brigade." Det var den slesvig-holstenske brigade, som iflg. Tuxen var blevet placeret i Ødis og Skanderup.[39]
Samtidig var området omkring Kolding belejret af den slesvig-holstenske "1. Brigade (, der) fik Ordre til at koncentrere sig mellem Seest og Kolding for i fornødent Fald at kunne anvendes enten imod Kolding eller imod Vest", hvor jo Rye befandt sig i Ejstrup - Gelballe området.
De slesvig-holstenske styrker var i overtal i forhold til de danske soldater iflg. Liljefalk, der især som undertallige nævner "Skytter af Jægerkompagniet". Disse havde som refereret under kampene 20. april også deltaget i de her indledende kampe, og en del af dem, 16 iflg. avisernes dækning af begivenhederne, sad i fangenskab i Haderslev.
Medens der i denne situation stadig stod danske enheder i Kolding standsede General Biilow de militære operationer, ”eftersom han ansaa en Fremrykning mod Batterierne syd for Kolding for betænkelig..." Og den med "Længsel imødesete Hjælp fra General Rye ... udeblev..."[40] måtte Bülow også konstatere.

Strategien omkring og slaget ved Ejstrup - Ryes tropper i problemer.

 
 
General Olaf Rye
General Fr. R. H. Bülow
Den planlagte hjælp fra Rye i kampen om Kolding var udtænkt i en situation, hvor Rye var blevet anbragt ved Kolding Aa ved Ejstrup, hvor "nogle af hans Tropper havde besat Vrannerup Hovgaard og By og drevet Fjenden tilbage til Højderne vest for Seest Mølleaa..."[41]
Men så kom der "et Par Baterier af 2. slesvig-holstenske Brigade, der til Understøttelse for Forposterne ved Vrannerup var sat i Marche fra Hjarup mod Gjelballe..." Og det betød, at Rye var og forblev låst fast på dette sted uden for Kolding. Hvorfra han havde skullet komme Kolding til hjælp, vel at mærke.
 
 
Samtidige tegninger af det danske modangreb på det af oprørerne besatte Kolding.[42]
Litografisk kopi af F. C. Lunds tegning med koldinghus set fra nordøst. Kunne være en selvoplevet situation.[43]
 
Om Ryes fastlåste position hedder det i Liljefalks beskrivelse, at "det blev nødvendigt ikke alene at opgive enhver Tanke om Fremrykning mod Seest, men endog at anvende alle disponible Kræfter til at holde Stand mod dette Angreb, ja Kl. 11 Formiddag maatte Rye i stedet for at række Hovedkorpset en hjælpende Haand indlede Tilbagetog og endda anmode om et Par Batterier til Assistance ved Egstrup."[44]
I Liljefalks fremstilling af Ryes problemer ved Ejstrup hedder det videre, at "8 friske slesvig-holstenske Kompagnier brød ... frem mod vore i Skoven spredte Skytter af Jægerkompagniet ... Stødet ramte særligt Jægerne, og under en livlig Skydefægtning blev de trængt ud af Skoven. De fjendtlige Støttetropper standsede i Skovbrynet, medens Kæden fulgte efter vore vigende Skytter ud paa Marken, frem imod Vrannerup Hovgaard."[45]
Rye og hans tropper var under så meget pres, at de i stedet for at komme Kolding til hjælp måtte have bistand, hvilket nok må ses som en af de umiddelbart væsentlige grunde til at kampene i og omkring Kolding blev tabt.
Afsluttende om de samlede tab ved slaget ved Ejstrup, hedder det hos A. Liljefalk: 
"Aarsagen til dette ringe Held var fortrinsvis den, at Angrebsplanen var lagt uden Kendskab til Fjendens Styrke og dennes Fordeling. Rye kunde dog have bødet herpaa ved at lade i det mindste en Del af sit forholdsvis stærke Rytteri gaa over Aaen Vest for Rollesmølle og saaledes naa frem Syd for den skjulende Gjelballe Skov for at se, hvad der foregik der."
Det fremgår således af Liljefalks fremstilling, at Rye fra Lunderskov, Rollesmølle havde en position, hvorfra han principielt ville have kunnet sat ind for at undgå det katastrofale nederlag omkring Ejstrup og Gelballe skov.
Danskernes problemer i kampene i og omkring Kolding illustreres i telegrammer til Hovedkvarteret fra general Rye 23. april kl. 11 og kl. 12½. Alt citeret efter A. Liljefalk[46], hvor det i foredragsudgaven anføres, at Kampen om selve Vrannerup Hovgaard var den heftigste.
Iflg. de af Liljefalk refererede telegrammer fra Rye til hovedkvarteret d. 23. april, så var situationen midt på dagen, kl. 11 indtil 12½ iflg. Liljefalk nærmest katastrofal for Ryes tropper - der var i Gjelballe Skov en ukendt mængde af ”friske fjendtlige afdelinger”, og i telegrammerne anmodes der om assistance.
Det har ikke været muligt at finde de af Liljefalk citerede Olaf Rye udsagn i de samtidige kilder, hverken samtidige aviser eller meddelelser fra de militære efterretninger fra Krigsministeriet.
Men de af Liljefalk citerede meddelelser afspejler under alle omstændigheder den realitet, at de danske styrker under general O. Rye havde store problemer i kampene omkring Kolding Aa og overgangen i Ejstrup. Og at Rye i stedet for at kunne gå over Gelballe til Seest mod Kolding for at hjælpe til med et angreb mod fjenden i Kolding, måtte rekvirere hjælp til kampene ved Ejstrup og Vrannerup.
Hvorfor det gik så galt for Rye og hans tropper kunne muligvis illustreres ved de samtidige efterretninger om hans og hans troppers dispositioner.[47] Under angrebet på Kolding 20. april rapporteredes Rye at have haft sit hovedkvarter i Viuf, altså nord for Kolding.[48] Herfra har Rye og hans tropper så placeret sig mod vest i Eistrup ”for at kunne gaae over Koding Aa …” og komme til undsætning i Kolding.[49]
Slaget om Kolding fandt forsinket sted d. 23. april 1849 i stedet for som planlagt d. 22. april. Og uventet mod en slesvig-holstensk modstander, der stod i og omkring Kolding i stedet for som forventet for hovedstyrkens vedkommende, at "den endnu stod ved Haderslev." Samtidig med denne fejlvurdering havde oprørsstyrkerne fået nys om de danske planer, som de så kunne bruge i deres planlægning af kamphandlingerne. [50]
General Bülow indledte i forsøget på at kaste fjenden tilbage med et angreb på to flanker nordfra, hvor den østlige var under kommando af generalmajor Bülow selv ved Taulov.
Den anden flanke var under kommando af generalmajor Rye og generalmajor Moltke, som stod ved Harte og Almind, hvorfra de mod vest skulle erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden i Kolding.
 
En samtidig tegning af Kolding set fra syd, hvor man ud fra de beskadigede bygninger slutter, at det må være tegnet umiddelbart efter kampene 23. april 1849.[51]
General von Bonin havde iflg. Liljefalk[52] fået nys om, at Moltke med to batailloner skulle komme Rye til undsætning. Han sluttede deraf, at det danske angreb fra Gelballe og Seest ikke ville kunne finde sted, hvis der blev sat ind i området Gelballe, Vrannerup, Eistrup. General von Bonins efterretninger satte ham, som det fremgår, i stand til egenhændigt at forhindre, at general Rye kunne foretage sig andet end at tilkalde hjælp fra den trængte position omkring Vrannerup og Ejstrup.
I en hævdet øjenvidneberetning (Dannevirke 1. maj 1849) beskrives der d. 23. april, hvad der karakteriseres som voldsomme kamphandlinger ved Bramdrupgaard nord for Kolding, o. Bramdrupdam, Harte.
Disse kamphandlinger gjorde stillingen på "den søndre Aabred" o. Ejstrup vanskelig, også fordi en ufærdig pontonbro var blevet lagt vest for Ejstrup i stedet for mod øst. Hævdes det af den samtidige, formentlig militært kyndige iagttager.[53]
Om de videre kamphandlinger hedder det: ”Imedens Himlen farvedes sort af Røgskyer, som hævede sig fra Kolding, bleve Markerne omkring Bramdrupgaard vædede af de Tydskes og de Danskes Blod. Fægtningen blev ført med den største Hidsighed …
Omsider opnaaede Fjendens Granater det samme ved Ejstrup som ved Kolding, og da Kampen henimod Kl. 3 standsede, var den blodige Valplads, som havde en Miils Udstrækning, tilsløret af Røgen fra de tvende Kiæmpebaal ved begge dens Endepunkter.
Hvor mange Offere denne forfærdelige Dag har krævet, tør jeg ikke opgive…”
Det anføres videre af den militærkyndige iagttager, at Kolding by under dagens kampe blev svært beskadiget. I avisartiklen hedder det videre om kampenes uheldige forløb: "Den Fjende, Vore paa denne Dag havde at bestille med, vare uden Tvivl kun slesvig-holstenere; de vare heller neppe meget stærkere end vore tre Brigader, men de havde langt sværere Artilleri, vare stærke ved en mægtig Reserve og en yderst fordeelagtig Stilling …" Ud over konstateringen af, at fjenden hovedsageligt var slesvig-holstenere, så forklares deres krigslykke med bedre våben (Artilleri), den uforudsete "mægtige Reserve" og den "fordelagtige Stilling".
Det kan ikke ses som andet end en anerkendelse af en bedre fjende, og må selvfølgelig suppleres med en passende portion national harme: "... og endelig skyede de ikke saadanne Midler for at oprette de lidte Tab, som at skyde en aaben By i Brand med Granater, for uhindret at kunne kaste deres Tropper over paa den anden Fløj (til Ejstrup), hvor de bleve os langt overlegne. Tilstanden i Kolding vil jeg ikke forsøge at beskrive, som Øienvidner skildrer den; der fortælles de grueligste og sørgeligste Optrin. Dog haaber jeg, at Byen langtfra er bleven en Askehob..." 
Altså et hensynløst angreb på en by, Kolding og dens beboere for "uhindret" at kunne koncentrere sig om Ejstrup og Vrannerup.
I avisens fremstilling er det så mindre væsentligt, at "... Amtmand Lehmann kjørte dertil, efterat den (23. aprilo 1849) var bleven besat af Fjenden og er ikke vendt tilbage; rimeligviis er han (taget til) Fange."[54]
Om Orla Lehmann og hans besøg som amtmand i Vejle er der en udførlig beskrivelse af i Aarhus Stiftstidende 2. maj 1849.
På trods af de voldsomme krigshandlinger, hvor det i avisens beskrivelse er tale om en Kolding by i brand, så tager Orla Lehmann til byen, dog efter samråd omkring det sikkerhedsmæssige med general O. Rye.
Ved ankomsten blev Lehmann ført til general Bonins hovedkvarter i Vonsild, hvor Bonin erklærede Lehmann for at være så vigtig en person, at han fik ham sendt til Slesvig, hvor han blev overgivet til Krigsminister Jacobsen og indsat på Gottorp Slot.
Så kunne det næsten ikke blive værre - en førende nationalliberal skikkelse som Orla Lehmann spærret inde på Gottorp Slot, den slesvig-holstenske fællesregerings residens indtil 26. marts 1849, hvor det af Det Tyske Forbund blev til Statholderskab til at administrere hertugdømmerne.
Alt helt utvivlsomt til E. von Bonins store fornøjelse - sammen med nogle aprildage, hvor han havde forudset de danske dispositioner, havde nydt godt af fejlslagne danske troppeforstærkninger - og så oven i hatten at kunne pågribe en ledende nationalliberal som Orla Lehmann. Rosinen i pølseenden til de vellykkede, militære dispositioner.
Krigsministeriets officielle rapport 22. maj 1849 om døde, sårede og savnede under slaget om Kolding 23. april angiver "61 Døde, 442 Saarede og 153 Savnede". Heriblandt angives særskilt tabstallene for "Officerer og Underofficerer".
Der er næppe i Krigsministeriets tal inkluderet civile tab. Dog kan Krigsministeriet i Fædrelandet 27. april 1849 meddele, at "i Kolding skulle den 23de April omtrent 10 Gaarde og Huse paa Søndergade og Rendebanen være afbrændte; af Indvaanere ere, saa vidt bekjendt, ingen dræbte eller saarede..." Tuxen og Liljefalk angiver ikke tabstal for kampene i og omkring Kolding i dagene 20. - 23. april.
Der har formentlig ikke været civile tabstal under kampene.
 
 
Nutidige kort med angivelse af de byer og positioner, som april kampene ved og omkring Kolding i 1849 drejede sig om. Et forstørret kort kan kaldes digitalt.[55]


Kampene om Kolding og Ejstrup i bl.a. den lokale historiefortælling, -erindring.

Ud over det, man kan lade sig fortælle af de samtidige tegninger og avisreprotager, findes der en helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup, som bygger på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.[56]
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Som det også fremgår af det foregående, er der benyttet lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et foredrag, afholdt 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i disse beskrivelser end både Generalstabens og oberstløjtnant Tuxens beskrivelser. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om 1849 krigshandlingerne, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
Som lokale erindringer kan man naturligvis og især benytte den samtidige presses beskrivelser af begivenhederne. Blot må man her være opmærksom på, at der i den samtidige presse er en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var særdeles ualmindeligt, at almindelige mennesker ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.

Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation

På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse fra 3. april 1849, der omhandler situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstatere, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
I en avismeddelelse 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
I Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens
komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en meddelelse samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.

Erindringer om lokale forventninger til krigens komme

Det helt lokalt berettende om disse begivenheder får vi i Otto Korsgaards beretning, som han vel som anført har fået det fortalt af forældrene og den generation, han er opvokset blandt.
Da der var optakt til krigen i 1848 (6 år før Korsgaard blev født), begyndte man "saa smaat at tale om Krig, som der toges Forholdsregler imod... Sogneraadet raadslog om, hvad der skulde gøres. Præsten (U. K. Schmidth) var Sogneraadsformand og en gal Gaardmand var Næstformand. Gaardmanden
 
 
Axel Liljefalks soldater illustrationer er sikkert dækkende for uniformer og bevæbning. Her en "Fodgarder", "Infanterist", "Jæger" - som vi hører om under kommando af Major Wilster - en "Artillerist", "Husar", "Dragon" og "Hestegardist".
vilde have slesvig-holstenerne slaaet ihjæl med det samme.
...Præsten og en Hestehandler, Chr. Juhl, i Nagbøl, som ogsaa var en Slags Sognefoged, var Højstkommanderende.
... den 3. April 1849 begyndte Fjendtlighederne paany. Det kom til et Slag ved Kolding og Ejstrup den 23. April. Slaglinien naaede fra Rolles Mølle ved Lunderskov til Kolding. Olav Rye kommanderede dette Slag.
..."
Som det fremgår, er det ikke nye og forbavsende detaljer om slagets eller slagenes gang (20. og 23. april 1849); men taget som en lokal erindring, formidlet fra generationen forud, så får vi da her det lokale aspekt med i form af de personer, som man i sognet har set stå i spidsen for de lokale reaktioner på begivenhederne.

Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet
Otto Korsgaard, Skanderup fortæller videre ret udførligt om det, som han må have fået fortalt om begivenhederne ved Ejstrup.
"Om Slaget ved Ejstrup er der en Del at fortælle... En (dansk) Underofficer, som blev degraderet paa Grund af en lille Rus stod oppe paa et Dige nede ved Vrannerup og skød paa Tyskerne og alt imedens drak han af sin Feltflaske. Han var bestemt af sine Kammerater til Dannebrogsmand. Nu blev det betragtet, som (om) han var ked af Livet og selv vilde skydes. ..."
Denne kuriøse historie suppleres med nok en bemærkelsesværdig iagttagelse i en fortælling om det lokale mindesmærke for 3 ukendte soldater.
O. Korsgaard fortæller herom:
"Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup.[57] Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem.
En af Soldaterne, der var med - han var fra Skanderup[58] - blev budt med til et stort Gilde paa Dollerupgaard. Laden var flot pyntet, og der kom en hel stegt Gris ind paa Bordet. Den stod ligesom den var levende — med en Citron i Munden. De, som havde været med i Krigen, sad øverst til Bords."
En Mand ved Navn Gyde Andersen var blevet Dannebrogsmand og sad derfor paa Hæderspladsen imellem Præst og Lægdsmand. Der blev holdt Taler og sunget Sange og bagefter gik Dansen til den lyse Morgen."
Det bemærkelsesværdige ved Otto Korsgaards beretning er, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. Den i forbifarten omtalte Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50.[59] Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.

Erindringer om kamphandlingerne i Kolding

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, som i en avisartikel med beretningen, hvor beretteren også kaldes "T".
Artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold.
Bliver her refereret og citeret som en samtidig beretning om oplevelsen af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om. Her må der være tale om en journalistisk orienteret beretning, nok på anden eller tredje hånd.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen[60], at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg. Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn. Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.

Erindringer om kampene ved og omkring Kolding 

Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, men nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen[61].

En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849

Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876[62], en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen[63], der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849)... (hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."
Lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 
Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.[64]
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Fra Kolding 23. april til Fredericia 6. juli 1849

Da slesvig-holstenerne var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia. Kampene omkring Kolding havde de kongetro danskere tabt til oprørerne.
Slesvig-holstenernes sejr ved Kolding betød, at der nu blev truffet beslutning om at invadere Nørrejylland, hvilket skete i begyndelsen af maj 1849.
Bülow besluttede 3. maj 1849 at indtage en stilling vest for Elbodalen og kom i kamp med de fjendtlige styrker ved "Det skarpe hjørne" hvor Fredericia-Kolding og Snoghøj-Koldinglandevejene mødes. Slesvig-holstenerne blev her kastet tilbage gennem Gudsøpasset, som blev besat. I rapportuddrag fra Krigsministeriet hedder det, at oprørsstyrkerne, forbundshæren nu forberedte et angreb på begge de danske afdelinger den 7. maj. Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage. 3 af de faldne fra 7. maj ligger begravet på Sdr. Vilstrup kirkegård, hvor et mindesmærke er opsat.
Et andet mindesmærke over to, der faldt samme dag, står på bakken ved Gudsø.
Treårskrigens afsluttende kampe
Der udkæmpedes herefter iflg. de officielle efterretninger fra Armeen / Krigsministeriet flere træfninger med udfald fra "Fæstningen i Fredericia". 
Efter de tabte kampe omkring Kolding og kampe i og omkring Gudsø 7. maj blev de danske styrker tredelt iflg. Tuxen.[65] Det medførte, at Ryes Korps blev anbragt ved Vejle, resten af Det Nørrejyske Kops i Fredericia og Flankekorpset på Als, hvor en del i starten af juni under general de Meza blev sendt til Fredericia.
I planlægningen af udfaldet fra fæstningen i Fredericia juli 1849 blev de tilhørende hærstyrker iflg. Tuxen,[66] brigaderne 3., 4.,5. og 6. samt Kavalleriet og Reserve-Artilleriet, brigaderne under generalerne Schleppegrell, Moltke, Rye og de Meza.
Under udfaldet fra Fredericia natten til 6. juli 1849 slog den danske hær de slesvig-holstenske belejrere tilbage.
Uden for Fredericia Fæstning lå 14.000 slesvig-holstenske soldater i løbegrave, bag skanser og med belejringsapparater. Inden for murene stod 19.000 danske soldater klar til kamp.
Scenen var sat til det store slag.
Den danske general Rye sneg sig ud af fæstningens porte med sine mænd kl. 1 om natten og bevægede sig nordpå langs stranden.
Der blev kæmpet indædt, mand mod mand. Efter voldsomme kampe blev slesvig-holstenernes skanser erobret. Danskerne havde vundet, men blandt de døde lå general Rye.
Danskerne havde 1856 faldne og sårede, "Fjendens Tab" var 1333 faldne og sårede.[67]
Kampene ved Fredericia blev på flere måder en skæbnesvanger dansk sejr. De fik om ikke andet enorm moralsk betydning for danskerne, som nu i flere kredse, ikke mindst de beslutningstagende, næsten følte sig uovervindelige. 

Fra Kolding til Fredericia og Isted, fra april indtil 6. juli 1849 og 25.-26. juli 1850

Efter i første Slesvigske Krig 1848-50 at have tabt kampene o. Kolding i starten af krigen, sejrede den danske hær ved Fredericia i 6. juli 1849 og Isted 25.-26. juli 1850.
Ved Isted var de danske tab 3618 soldater, de slesvig-holstenske 2808 soldater.[68]
Slaget ved Mysunde 12. september 1850 var den sidste træfning under treårskrigen, og den fandt sted efter Fredstraktaten 2. juli 1850 mellem Danmark og Prøjsen, Det Tydske Forbund.
Sejrene fik kun moralsk betydning, da stormagterne Rusland og England ikke forholdt sig til krigens stridspunkter.
Men sejrene kom til at betyde en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, hvor de danske mandskabstab gennemgående var større end de slesvig-holstenske, og sejre som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning på problemet med hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
 
 
Slaget ved Fredericia, Niels Simonsen, maleri 1851
Slaget på Isted Hede, J. Sonne, maleri 1876

Treårskrigens mindesmærker i området omkring Kongeåen

Kendte og ukendte soldater er der mange af i krige. Generalerne er færre - og aldrig ukendte.
En hel del af de lokale mindesmærker har navne på de soldater, man har besluttet at rejse mindesmærker for.
Og rigtigt mange af mindesmærkerne er rejst ved 25-års jubilæet for kamphandlingerne i 1849, bl. a. en mindesten på Skanderup Kirkegård.
Den anonymiserede hyldest til de faldne soldater blev iværksat i en situation, hvor der også var faldne fra Dollerup og Skanderup,[69] som ganske vist var omkommet ved kamphandlinger og eftervirkninger heraf i området omkring Rendsborg og Flensborg i 1850 og 1851. I de helt lokale kampe 23. april 1849 omkring Kolding og Ejstrup var der ingen lokalt faldne, hverken fra Skanderup Sogn eller fra Kolding.[70]
25 år efter kampene i og omkring Kolding blev der på Skanderup Kirkegård opsat en mindesten over 3 ukendte danske soldater. Kolding Folkeblad havde 26. april 1874 en omtale af festligholdelsen ved indvielsen af dette mindesmærke, hvor det hed - her gengivet i et kort resume på nudansk:
Man havde været på kirkegården for "at overvære indvielsen af det rejste mindesmærke over 3 faldne soldater.
Den lokale præst hr. pastor Jørgensen citerede her et skriftsted til vidne om "den dåd, de øvede i fædrelandets tjeneste, og som de lod deres liv for."
Der var en fane, som dækkede stenen, og som blev hejst på en flagstang bag ved gravhøj og sten.
Man samledes herefter i Lunderskov Gjæstgiveri til et fællesmåltid.
Her deltog også en gammel fattig mand, der var indbudt som æresgæst, idet han var den eneste, der kunne give lidt oplysning om "de jordedes begravelsesmåde ... idet han den 23. april 1849 henimod aften af tyskerne blev kommanderet til at nedgrave de døde."
Denne beskrivelse af fejringen af 25-års jubilæet for slaget ved Ejstrup kan man sammenholde med Otto Korsgaards erindringer herom, hvor hovedbudskabet er, at der var 5, ikke 3 døde soldater, muligvis ikke engang alle danske. Man skal nok skal forestille sig, at Otto Korsgaard også har orienteret sig i den lokale presse fra 1874, som han så har krydret med sin egen version.
Der var et passende lokalt islæt i arrangementet.
Men arrangementet har muligvis også været betinget af en efter 1864 ret udbredt national trang til at dyrke den nationale selvfølelse med noget symbolsk, hvor der kun havde været få og små sejre. Men så da i det mindste en mindesten over den modstandsvilje og kampånd, som blev udvist i de lokale kampe omkring Kolding, som man så kunne varme sig ved i den nationalt triste situation fra 1864 indtil genforeningen i 1920.
I Skanderup Sogn var de i treårskrigen lokalt faldne eller deltagende soldater åbenbart - om ikke gået i glemmebogen i 1874 - så i anledningen ikke lige løbet i erindringen i forbindelse med 25 års festlighederne. 
Kolding Stadsarkiv og treårskrigen - her kun offentliggjorte, fotografiske gengivelser af mindesmærker m.v.
Fotografi o. 1890 af nu fjernet mindesmærke.
Maleri 1848 soldater v. Sønderbro.
Harte kortudsnit o. dansk fremrykning, tegnet o. 1850.

Første slesvigske krig i Viborg, Skive området

I denne del af Nørrejylland var man af gode grunde, den geografiske afstand og den sparsomme samfundsmæssige kommunikation, åbenbart mindre påvirket af, at Kongeriget Danmark gennemlevede en borgerkrig, end det var tilfældet i området omkring Kongeåen, hvor disse krigshandlinger ikke kunne gå ubemærket hen.
Lokalt kan det konstateres, at der som resultat af borgerkrigen, første slesvigske krig har været 2 faldne fra Viborg, en menig og en underjæger, faldet ved slaget ved Fredericia 6. juli 1849, og 2 faldne fra Skive, begge underkorporaler, den ene faldet ved Fredericia 6. juli 1849, den anden hårdt såret og død under kamphandlingerne ved Isted 25.-26. juli 1850.[71]
Både Viborg, Skive og Fjends området havde soldater, der var indkaldt og deltog i begge de slesvigske krige. Viborg havde 101 soldater, der deltog i 1848-50 krigen, 84 soldater, der deltog i 1864 krigen. Skive havde henholdsvis 58 og 66, Fjends Herred havde henholdsvis 157 og 184, Ørslevkloster Sogn havde henholdsvis 20 og 14, som deltog i de to slesvigske krige.[72]
Men på trods af de lokale krigsvidnesbyrd i form af faldne under kamphandlingerne, dog kun to i både Viborg og i Skive, så hævdes det i en lokal præsentation af den lokale erindring om kamphandlingerne og baggrunden herfor at have været sparsom, først og fremmest hvad angår første slesvigske krig.
I tiden før det slesvig-holstenske oprør, indtagelsen af fæstningen i Rendsborg og dannelsen af den provisoriske slesvig-holstenske regering 24. marts 1848, var det iflg. en velskrevet og rimeligt veldokumenteret artikel af Gudmund Schütte i Skivebogen 1936 "... overhovedet ikke ... gaaet op for Sallingsysselboerne, at Danmark havde en Sydgrænse."[73]
Grænsen til svenskerne og konflikterne med det skandinaviske broderfolk var derimod velkendt og "... spøgte ... i Fjandboernes Hjærner."[74]
Manglende kendskab til og interesse for den slesvigske grænse ser man iflg. G. Schütte manifesteret med Peter Hjorth Lorenzen,[75] der talte dansk i den slesvigske stænderforsamling i 1842. Her sendte stort set alle andre nørrejyske herreder end lige netop Salling-Fjends Herred anerkendende adresser til P. Hjorth Lorenzen i anledning af hans dansk nationale holdning i den konfliktsituation, der var under opsejling omkring det nationale tilhørsforhold i Slesvig-Holsten.[76]
Men det var der ingen interesse for i Salling-Fjends området, hævder G. Schütte i sin artikel.
Derimod vakte en ikke-begivenhed, Slavekrigen netop det postyr i Salling-Fjends, som situationen omkring ønsket om et Danmark til Ejderen og det slesvig-holstenske oprør mod de dansk, nationale bestræbelser ikke i sig selv i sig selv havde kunnet bevirke.
I forbindelse med oprørernes indtagelse af fæstningen i Rendsborg 23.-24. marts 1848 bredte der sig det rygte, at slaverne (som man kaldte tugthusfangerne) i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Denne "falske nyhed" om, at slaverne fra straffeanstalten i Rendsborg var brudt ud, og at de nu drog som en hærgende skare op igennem Jylland, blev som den voksede og spredte sig op gennem Jylland til den fjer, som H. C. Andersen så fint har beskrevet som fødselshjælper til adskillige fuldfede høns, efterhånden som rygterne nåede frem.
Ude i sogne og landsbyer dannede man vagtværn og fandt gamle våben frem. Man fik undervejs nyheder om, at "slavehæren", der var set snart her og snart dér, og havde gjort skrækkelige ugerninger, brændt byer af, smidt børnene ind i flammerne, skudt alle mænd og voldtaget kvinderne, efterhånden som de kom frem.
Hvordan de vedholdende og hurtigt udbredte rygter er opstået og har udspillet sig, er det næppe muligt at udrede, selv om G. Schütte i sin artikel i Skivebogen,[77] foreslår "den danske Stændermand Krüger fra Bevtoft"[78] som uforvarende igangsætter.
Den famøse ikke-begivenhed er af gode grunde, den geografiske nærhed, også blevet behandlet i området omkring Kongeåen,[79] hvor det i en erindring herom hedder: "Marts 1848 (bredte) det Rygte (sig) pludselig som en Løbeild (og) fløj ud over næsten hele Jylland, at de rendsborgske Slaver (Tugthusfanger) vare bievne løsladte af Oprørerne, og at de nu i et Antal af 600 eller flere drog plyndrende og brændende op giennem Landet."[80] I den her refererede artikel afvises det, at der var anden konkret anledning til rygtets opståen end avisernes meddelelser og de få kommunikationsmidler på den tid.
En blandt flere avismeddelelser herom, der specifikt omhandlede Salling, Fjends området, finder man i Thisted kongelig allernaadigste privilegerede Amtsavis og Advertissementstidende Løverdaqen den 2de April 1848, hvor der var "... Efterretning som modtoges ... fra Nyekiøbing om at en Skare løsladte Slaver fra Rendsborg fæstning havde viist sig i Salling og at der endog holdtes en blodig Træfning ved Skive (som) foruroligede i høi Grad Kjøbstadens og Landets Beboere, der blev opraabte til Forsvar ved Fjordkysten. Men nyhederne viste sig senere at være ugrundet. Imidlertid bleve der Vagtposter for Natten udsatte i Byen og langs fjordbredden."[81]
Allerede i samtiden blev der gjort grin med det postyr, den falske nyhed afstedkom. I det satiriske blad Corsaren kunne det 28. april 1848 meddeles: "Den Provisoriske Regering skal (ifølge Börsenhalle?) have modtaget nedenstaaende Skrivelse fra samtlige Slaver i Rendsborg Fæstning: Protest! Landsmænd og Brødre! Vor Gunst tilforn ... Givet i Slaveriet i Rendsborg, April 1848 ..."[82]
G. Schütte fremdrager i Skivebogen[83] flere gode eksempler på den kampvilje, der lokalt viste sig i det falske rygtes første tid.
Som eksempel på en patriotisk vækkelse med udgangspunkt i rygter og en form for massehysteri er Slavekrigen 1848 et glimrende eksempel.
Men selv om krigen 1848-50 var på geografisk afstand, så må de - ganske vist ret få - faldne og de lokalt indkaldte soldater til krigstjeneste formodes at have skabt en form for lokal bevidsthed om krigen, der omfattede andet og mere end "Slavekrigens" overdrev af massehysteri.
 
Hans Smidth, Stormklokkerne 1848. Slavekrigen varsles på Skive egnen. Den lokale Hans Smidth ironiserer smukt og malerisk over røret i anledning af rygtet om "slavehæren" - høtyve, -leer og andet godt for hånden værende blev taget i brug. Malet 1897.
 På den anden side kunne Limfjordsbyen Løgstør være et supplerende eksempel på områdets noget tvetydige forhold til det slesvig-holstenske.
Da Limfjorden 1825 brød igennem til Vesterhavet, blev Løgstør Bredning stadigt vanskeligere at besejle. Derfor besluttede man at anlægge den kanal, som blev døbt Frederik den VII's Kanal. Byggeriet startede 1856 og var afsluttet 1861. Ud over at være et stort og dyrt anlægsarbejde, så skulle kanalen udgraves med et stort forbrug af arbejdskraft, som planlæggerne havde forestillet sig at kunne skaffe i Løgstør området. Det kunne man ikke, da beboerne her havde god fortjeneste ved den problematiske besejling ad Løgstør Bredning. Derfor importerede man tysk, især slesvig-holstensk arbejdskraft, hvor der var erfaringer fra byggeriet af Kielerkanalens forgænger Ejderkanalen.[84]
Der går endda det rygte i Løgstør, at behovet for en muskelstærk graver og stenknuser blev afhjulpet med ansættelsen af en ung, hærdebred slesvig-holstener, hvis krøller og brune øjne stadig kan spores i Løgstør og omegn.
Faktuelt kan der til den hævdede ligegyldighed over for det slesvigske spørgsmål op til og under krigen / borgerkrigen 1848-50 henvises til den faktiske krigsdeltagelse i området. Der var fra Skive By 58 ansøgere til erindringsmedaljer for deltagelse i krigen 1848-50, og til erindringsmedaljerne for 1864 var der herfra 66 ansøgere.[85] Den lokale krigsdeltagelse må antages at have været forholdsmæssigt lige så mærkbar i Salling-Fjends som i de øvrige lokalområder, geografisk tættere på begivenhederne.[86]
Selv om massekommunikationen den gang havde langt mindre gennemslagskraft, må man nok forestille sig, at krigens nærhed, også under første slesvigske krig, har manifesteret sig gennem den personlige krigsdeltagelse. Men der har naturligvis været forskel på en krigsdeltagende by som Kolding i april 1849 og byer som Skive og Viborg, hvor der til sammenligning kun har verseret skrækhistorier om Slavehæren. Men antallet af krigsdeltagende soldater i treårskrigen har i Skive været sammenligneligt med de krigsdeltagende soldater fra Kolding.[87]

Treårskrigens afslutning og resultater

Krigen blev ikke afgjort på slagmarken, den sluttede først i begyndelsen af 1851, da stormagterne gennemtvang en fred, Fredstraktaten mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund 2. juli 1850.[88]
Slesvig-holstenerne var utilfredse med fredstraktatens status quo og fortsatte kampene, men blev slået i slaget ved Isted 25. juli 1850.[89]
Den løsning, der blev trumfet igennem med fredstraktaten, var stort set blot en tilbagevenden til situationen før 1848 i form af en formel genoprettelse af det danske monarki.
I 1864 blussede konflikten atter op, og danskerne opdagede hurtigt, at de ikke længere kunne leve højt på sejren ved Fredericia. Så langt fra.
 
 
Det må antages, at der har været en betragtelig forskel i den nationale begejstring, der blev udvist ved f.eks. møderne på Skamling, her tegnet illustration af den første sprogfest 18. maj 1843 og de krigsdeltagende soldaters oplevelser, her formodet samtidigt litografi med faldne og sårede fra slaget ved Isted 25. juli 1850, Museum Sønderjyllands Mediearkiv.[90]
Kommandostrukturen i den danske hær i de to slesvigske krige er beskrevet af oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxen i hans ”i det væsentlige strategiske Skitse” af de to slesvigske krige, strukturen 1848-50 og hans hærens kommandostruktur 1. februar 1864.[91]

Novemberforfatningen 1863

 
 
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen.[92] Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen. Men først fik han dog fyret general C. de Meza for at have rømmet Dannevirke, som de Meza (med rette) skønnede ikke kunne forsvares. Foreviget med Niels Simonsens ikoniske maleri af rømningen 6. febr. 1864.
Med Novemberforfatningen, 18. nov. 1863 blev der indført et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen. Det var et klart brud på Ribebrevet 5. marts 1460[93] og Londontraktaten 8. maj 1852,[94] at Slesvig og Holsten skulle være et samlet hele. Hermed blev en lang række tysktalende i Slesvig gjort til danskere på trods af indgåede, internationale aftaler.
Under internationalt pres havde den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig lovet, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede.
Bruddet på disse betingelser var den sikre kollisionskurs i forhold til en række tyske delstater, først og fremmest Prøjsen, hvor jernkansleren Otto von Bismarck formentlig har været særdeles tilfreds med de gode diplomatiske betingelser, han havde fået foræret til at starte en krig mod et militært og diplomatisk nemt bytte for den prøjsiske vej mod (gen)skabelsen af det tyske kejserrige.

Anden slesvigske krig 1864

Det tyske Forbund vedtog 1. okt. 1863 en "Execution" ved Østrig, Prøjsen, Sachsen og Hannover, hvis ikke kundgørelsen af 30. marts 1863 om den senere, 18. november 1863 i Danmark vedtagne Novemberforfatning blev trukket tilbage. Kamptropperne skulle i givet fald stilles af Østrig og Prøjsen i fællesskab.
31. jan. 1864 opfordrede den prøjsisk-østrigske øverstbefalende von Wrangel den danske øverstbefalende de Meza til at rømme Slesvig. Det blev afslået, og krigen startede 1. februar 1864.
På trods af den helt åbenbare demonstration under første slesvigske krig af den danske hærs svagheder, så var erfaringerne "gaaede tabte for Udviklingen af Hærvæsenet ..."[95]
Ud over de iflg. Tuxen helt åbenbare mangler i hærens opbygning og ressourcer så kom hertil "... for Infanteriets Vedkommende Underlegenhed i Bevæbning."
Flåden skulle sikre, "at vi vare Herrer paa Havet ..." hvilket også fejlede iflg. Tuxen[96], da planerne om anskaffelsen et panserskib "af Størrelse som Rolf Krake ... og Kjøb af en i Skotland under Bygning værende Pandserfregat ..." mislykkedes. Den ene blev ikke bygget, den anden nåede ikke frem "før ved Krigens Slutning."
Til den militære ledelse blev de Meza udnævnt som overgeneral med oberst H. Kauffmann som stabschef. Hærenhederne bestod af 1. division under generalløjtnant Gerlach, 2. division under Generalmajor du Plat, 3. division under generalmajor Steinmann og 4. division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone. Samt en artilleri- og en ingeniørkommando.
Den samlede mandskabsstyrke ved Dannevirke "udgjorde kun c. 35.000 Mand."
Fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia var kun nødtørftigt og utilstrækkeligt sat i stand ved foretagne befæstningsarbejder i 1861 især og efterfølgende mindre opfølgninger 1862 og 1863.
Det prøjsiske 1. Korps udgjorde 20.000 mand, det østrigske 2. Korps udgjorde 19.200 mand, det 3. prøjsiske Korps udgjorde 9600 mand. I alt omkring 50.000 mand udgjorde de fjendtlige styrker, som ydermere blev "forøgede under Krigen".[97]

Dannevirke, Mysunde kom under angreb fra 1. februar.

Krigsrådet med den øverstkommanderende general de Meza besluttede at forlade Dannevirke, hvilket blev påbegyndt d. 5. februar om aftenen, og man nåede i glat vinterføre frem til Flensborg 6. februar.
 
Samtidigt træsnit af skanse på Dannevirke, Museum Sønderjylland.[98]
 
 
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 5.-6. februar 1864, samtidigt maleri af Niels Simonsen. Udgivelsen General de Meza (1792-1865) og samtidigt træsnit, Museum Sønderjylland.
Krigsrådets beslutning om at forlade Dannevirke blev mildest talt ikke modtaget med begejstring fra politisk hold, hvilket kom til udtryk ved konseilpræsident (statsminister) D. G. Monrads meddelelse herom til Folketinget: "Jeg seer mig ikke i Stand til at give Dem en Forklaring af, hvad der har bevæget Krigsraadet til, med 10 Stemmer mod 1, at beslutte Opgivelsen af Dannevirkestillingen ..."[99]
Ud over de politiske reaktioner, men velsagtens også affødt af dem, vakte det  harme i vide kredse, at "denne Stilling har Generallieutenant de Meza ... opgivet uden Sværdslag, overladt uden Ofre til en fjendtlig Hær ..." I Dagbladet København beskrev man 7. februar 1864 "Tilbagetoget fra Dannevirke (... som) en uoprettelig politisk Fejl".[100]
At rette bager for smed var også kendt den gang, ser man af en avisoverskrift 16. febr. 1864: "Kan General de Meza vende tilbage til Overkommandoen?" Stormvejret omkring de Meza blev også politisk i den forstand, at man kunne konstatere 17. februar, at "Regeringen i Kjøbenhavn ikke gav Befalingen til Dannevirkes Opgivelse."[101]
General de Meza blev kaldt til København, generalløjtnant Lüttichau overtog midlertidigt kommandoen, indtil Krigsminister Carl Lundbye 28. februar 1864 fyrede C. J. de Meza som overgeneral, og samtidigt lod ham erstatte af generalløjtnant Gerlach som øverstkommanderende. General de Meza døde halvandet år senere som en formentlig noget bitter mand over at have gjort, hvad han anså for sin pligt i en situation, hvor Dannevirke var dårligt vedligeholdt, omgivet af vand, der med denne vinters stærke frost gjorde Dannevirke stort set umulig at forsvare.
Den militærfaglige vurdering af Dannevirkes tilstand afspejles i Tuxens beskrivelse heraf[102], hvor det uden subjektive tilkendegivelser nøgternt anføres, at "... Forskandsningerne (var) ikke fuldførte ... alle Arbejder vedrørende Stillingens fortifikatoriske Armering..." manglede, etc., etc. 
Man kan formentlig med føje stille sig det spørgsmål, om 1864 krigen også var et udtryk for en gennemført dårlig kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse, som vi ser det komme til udtryk i personkonflikten mellem krigsminister C. C. Lundbye og den militære leder general de Meza.[103] I et referat fra Statsråd 26. februar 1864, hvor krigsminister Lundbye får de Meza fjernet fra den militære overkommando hedder det: "Krigsministeren var derfor kommet til den konklusion, at enten måtte general de Meza fratræde kommandoen, eller også kunne krigsministeren ikke længere blive stående i den stilling, som han havde den ære at indtage."
Begrundelsen kan vel koges ned til, at de Meza havde taget konsekvensen af den manglende vedligeholdelse af Dannevirke, som politikerne ikke havde fået besluttet sig til at iværksætte. Og Lundbye syntes i situationen, at de Meza havde handlet uden om det politiske, som han, krigsminister Carl Lundbye stod for. Hvor det så samtidigt var kendt og berygtet, at den officersuddannede[104] krigsminister ikke kunne lade være med at blande sig i de militærfaglige beslutninger.

Træfninger efter Dannevirke 

De danske styrker havde efter Dannevirke rømningen 5. - 6. februar "en meget blodig Fægtning ved Sankelmark ... Løverdag" d. 6. februar med østrigske styrker. De danske tab var 783, de østrigske 433 mand.[105]
Forbundstroppernes første Korps blev på Als og ved Dybbøl. Andet og tredie Korps blev sendt op i Jylland, til Fredericia og "videre ind i Jylland".[106]
Dybbølstillingen var i stort set samme tilstand som i 1861, hvor det blev udbygget med "84 stkr. glatløbet Skyts ... et ikke ringe Antal Skyts til Skandserne, deriblandt en Del riflet." Men der manglede barakker, kolonneveje m.v.[107] De danske styrker ved Sundved og på Als stod over for det prøjsiske første Korps, der satte sig "fast paa Halvøen Broager ...", Nybøl og Stenderup eller, som det hedder i Generalstaben 1864,[108] "Fjenden havde bemægtiget sig Broagerland."
Der var en fægtning 22. februar, hvor prøjserne angreb de danske forposter ved Dybbøl i et overraskelsesangreb i ly af sne og blæst. Tabstallene taler deres tydelige sprog - et tab på 372 danskere, 37 prøjsere.[109]
Generalstaben karakteriserer situationen således: "Overkommandoen udtalte vel i en Dagsbefaling en Dadel (heraf) ..., men at den i Virkeligheden selv skjønnede Forpostarrangementet uheldigt, ses deraf, at den strax efter Kampen trak Forpostlinien tilbage, besatte Stillingen stærkere og omordnede Kommandoforholdene."
Den prøjsiske belejring af Dybbøl blev foretaget med deres første Korps og indledtes 15. marts med en efterfølgende træfning 17. marts om forpostterrænnet, som danskerne tabte. De danske mandskabstab var 677, prøjsernes 154 mand iflg. Tuxen[110], iflg. Generalstabens redegørelse om 1864[111] var de danske mandskabstab 677, prøjsernes 138.
Under alle omstændigheder igen et sviende dansk nederlag. Forpoststillingerne til Dybbøl måtte stort set opgives.
D. 15. marts erobrede prøjserne også Femern, hvor der iflg. Generalstaben kun var anbragt en fåtallig dansk styrke, men som iflg. Generalstaben om 1864[112] også viste danske mangler til søs.

Slaget ved Dybbøl 18. april 1864

Efter rømningen af Dannevirke 5.-6. februar var de danske styrker blevet trukket til fæstningsværkerne ved Dybbøl og Fredericia.
Om Dybbøl skrev Generalstaben 1864[113]: "Hovedopmærksomheden maatte dog rettes paa den forsømte Tilstand, hvori Dybbølstillingen henlaa, medens Angrebet af en overlegen Fjende stod for Døren."
Prøjsen og Østrig forhandlede med hinanden om, hvordan de skulle rykke frem i Jylland. Prøjsen samlede i Vonsild omkring 10.000 mand. Over for dem stod der ca. halvt så mange danske soldater ved Vejle, og en eskadron til hest på ca. 100 mand, placeret på Vorbasseegnen. Resten af forbundshæren, over 35.000 prøjsere stod i Dybbøl over for godt 10.000 danskere.
Den danske underlegenhed var markant, både i forberedelsen af forsvarsværker, antal af soldater, men formentlig også i udrustning, hvor de prøjsiske styrker havde hurtigere bagladegeværer over for danskernes langsommere - muligvis mere pålidelige - forladegeværer. Vigtigere, så havde prøjserne riflede bagladekanoner, der gjorde stor skade på Dybbøls skanser, hvilket var ganske demoraliserende for de talmæssigt underlegne danske styrker.
Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 led Danmark betydelige tab, men præcise opgørelser over de faldne findes ikke ud over de af Tuxen anførte tal, som der ikke kan findes egentligt belæg for.
De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan have været livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 133
Der var efter kampene ved Dybbøl mindre træfninger med forventede angreb, som dog udeblev. Der var en forpostlinje ved Stougaard, Ragebøl, Dybbøl Kirke og Avnbjerg.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 168.
Som det fremgår, så var de danske tab betydeligt større end forbundsstyrkernes i begge de slesvigske krige, men da ikke mindst i 1864 krigen.[114]

Forbundstroppernes indrykning i Nørrejylland

Ud over kampene på Als og ved Dybbøl rykkede forbundsstyrkernes andet og tredje Korps op i Jylland, hvor der 18. februar var kamphandlinger (igen som 23. april 1849) ved Ejstrup. Her forlod de danske styrker hurtigt Kolding, og forbundstropperne rykkede ind i byen.
Den danske fjerde Division trak sig tilbage til Vejle stillingen, hvor femte eskadron af tredje dragonregiment rykkede mod vest, hvor de 29. februar slog to forbundseskadroner ved Vorbasse. 
8. marts rykkede under feltmarskal Wrangel tredje Korps fra Kolding mod Fredericia, andet Korps mod Vejle stillingen. Danske tab ved Fredericia var 212, forbundsstyrkernes tab var 20 mand.
Ved Vejle var de danske tab 179, forbundsstyrkerne 92 mand[115].
Fjerde Division trak sig fra 9. til 17. marts fra Horsens til Skanderborg, fra 12. marts mod nord og nordvest mod Viborg og Skive, fodfolket til Langå og herfra med tog til Skive.
Forbundstropperne blev holdt i uvidenhed om ruten, og divisionen nåede 13. marts Skive, hvor man af presseforlydender 13.-14. marts kan se, der var frygt for angreb fra forbundstropperne.
P. gr. af vejret kunne overførslen til Mors først foretages 16.-17. marts.[116] Her forblev divisionen i 14 dage og fra 3. april rykkede fjerde Division fra Mors så ned til syd for Silkeborg.
28. marts var der kampe ved Sundved, hvor Rolf Krake fra panserbatteriet deltog, og hvor forbundstropperne måtte trække sig tilbage. Tabene var 219 danskere, 188 fra forbundsstyrkerne.[117] 
Belejringen af Dybbølstillingen indtil 18. april 1864 betød massiv beskydning under opbygningen til det endelige angreb. Herunder var det daglige personelle tab "ca. 40 -45 Døde og Saarede". De sidste dage af belejringen tiltog belejringsbeskydningen, og antallet af døde og sårede var stigende, helt op til over 100 dagligt.
Hovedangrebet på Dybbøl fandt sted 18. april, og tab af dansk personel denne dag var 4834 mand, heriblandt divisionsgeneral, generalmajor du Plat. Forbundsstyrkernes persontab var 1201 mand.[118]
Med Dybbølstillingens fald flyttedes store dele af styrkerne til Fredericia. Tilbage på Als blev ca. 20.000 mand under general Steinmann.
Efter nederlaget ved Dybbøl blev også Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes herefter på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne 29. juni, Dommedag Als. [119]
Fjerde division under general Hegermann-Lindencrone var rykket til det sydlige Jylland i begyndelsen af april, men trak sig ved Dybbølstillingens fald d. 18. april atter tilbage til Mors.
25. april krævede Krigsministeriet Fredericia rømmet, da man hverken anså Als eller Fredericia som værende stærke nok i forhold til fjenden.
I stedet ville man forstærke fjerde division i Vendsyssel og samle en feltarme på Fyn, der talte ca. 35.000 mand.[120]
Den påtænkte offensive bevægelse frem over Limfjorden med fjerde division og de styrker, den var forstærket med blev bragt til ophør ved en månedlang våbenhvile 12. maj – 26. juni 1864. Under våbenhvilen besluttede Overkommandoen, at "sikre Fyen ved en betydelig Troppestyrke..." og reducere Vendsyssels og Als's strategiske betydning, hvilket betød, at der på øen Als herefter kun var "c. 10.000 Kombattanter".
Dommedag Als 29. juni 1864 blev en helt ulige kamp for de forsvarende danskere under general Steinmann. Der var 3074 døde og sårede danskere, mod forbundsstyrkernes 372 mand.[121]
Herefter blev den vigtigste opgave "Fyens Forsvar", og alle tropper blev overført til Fyn.
Forbundstropper rykkede 8. juli frem mod Limfjorden, de danske styrker under oberstløjtnant Beck trak sig tilbage til Frederikshavn, og østrigerne besatte herefter Mors, prøjserne rykkede frem til Frederikshavn.[122]
Herefter var hele Jylland stort set okkuperet, idet resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne.
Den danske hær bestod af o. 50.000 mand.[123] Første og anden division stod på Als og ved Dybbøl, tredje division stod ved Fredericia. Resten, fjerde division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af fjerde division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så.
Første division var efter kampene på Als foreløbigt ukampdygtig. Anden og tredje division fik den nærmeste og vigtigste opgave, forsvaret over til Fyn, hvortil de blev overført og placeret ved Lillebælt for at sikre en evt. truet kyst.
Kommandøren for den flygtende fjerde division var generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone,[124] som 8. marts 1864 forgæves forsøgte at standse de østrigske styrker ved Vejle, hvorfra han trak sig op i Jylland til Skanderborg og herfra til Skive, hvorfra han d. 14. og 15. marts forsøgte at komme til Mors med sine soldater. Ventetiden i Skive benyttede han til at få fjernet stemplerne fra de lokomotiver, der havde brag ham og hans brigade til Skive. Hegermann kom over og blev på Mors indtil 5. april, hvor han blev sat over og marcherede til Skive.  
Som det fremgår af Generalstabens kort, så var de tyske forbundsstyrkers første Korps (prøjsisk) anbragt ved Dybbøl, andet Korps (østrigsk) ved Haderslev, tredje Korps (prøjsisk) ved Kolding.
Lokalt var de danske styrkers tredje Division placeret ved Fredericia, fjerde Division ved Vejle og tredje Dragonregiments femte Eskadron trak sig efter den vellykkede træfning ved Vorbasse 29. februar (skuddag) til Grindsted.
Ca. halvdelen af de fjendtlige og danske styrker har således befundet sig i trekantområdet. Især her må beboerne have været påvirket af krigens nære tilstedeværelse.
Et var, at den danske hær, som det hedder, blev slagtet ved Dybbøl, og at der var Dommedag på Als 29. juni 1864. Men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne også et alment jysk problem.
Ribe Stifts-Tidende kan 20. februar med en lokalt placeret major meddele, at posten fra Kolding var gået til og fra Skodborghus "af Frygt for fjendtlige Tropper". Yderligere hed det herom: "I Lunderskov, Skanderup Sogn, 1½ Mil vest for Kolding, skal der i Torsdags have været fjendtlige Tropper." Selv om nyhederne om "fjendtlige Tropper" formidles som forlydende, så har der - de militære positioner taget i betragtning - nok været noget om snakken. 
 
Nutidigt Google kort, hvor områdets danske og prøjsiske enheder er placeret.

Slaget ved Vorbasse - en dansk sejr blandt mange nederlag[125]

Efter den danske rømning af Dannevirke 5.-6. februar 1864 og tilbagetrækningen til Dybbøl blev de prøjsiske styrker efterfølgende fordelt i de tre anførte korps, som blev stillet over for de danske divisioner, således som det fremgår af Generalstabens strategiske kort 1891.
Det prøjsiske I Korps i området omkring Dybbøl over Sønderborg til Als kom til at stå over for danske første og anden division, der var marcheret fra Dannevirke til Dybbøl.
Det prøjsiske andet Korps stod i området fra Haderslev til Christiansfeld.
Det prøjsiske tredje Korps omkring Kolding, Fredericia og Vejle stod over for danske tredje division i Fredericia og fjerde division[126], der hovedsageligt bestod af ryttere, placeret omkring Vejle og nord for Kolding.
Det havde vist sig, at både Dybbøl og Fredericia var dårligt udrustede til de kommende kampe, hvorimod rytterne omkring Kolding og Vejle kom til at stå for en af de ganske få - stort set den eneste - sejrrige danske kamp i 1864.
Denne konstatering indebærer nok en konstatering, at rytterkampen(e)s succes stod i iøjnefaldende kontrast til de store problemer, der var omkring fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia, ikke mindst som et resultat af det helt utilstrækkeligt vedligehold, som kan henføres til politiske beslutninger, der indebar manglende bevillinger.
Danske tredje og femte dragonregiment var placeret omkring Vejle, og herfra var tredje dragonregiments femte eskadrons ryttere blevet sendt til området sydvest for Vejle til området omkring Vejen, hvor de skulle rekognoscere og lave små fremstød mod prøjserne.
 
Den dansk-tydske Krig 1864, udgivet af Generalstaben 1891. Kortet viser de danske og de tyske forbundsstyrkers placering 1. marts 1864, dagen efter slaget ved Vorbasse. 4. division har åbenbart allerede placeret sig nord for Vejle.[127] Museklik for forstørrelse. Rigsarkivet 3. Afdeling (Forsvarets Arkiver).
 

Succes kriterier omkring Vorbasse

Uanset den mangelfulde kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse af operationerne i 1864, så kan det være på sin plads med en lidt mere indgående beskrivelse af femte eskadrons gennemgående heldigt gennemførte aktioner i området omkring Vorbasse.
Man kan godt sige, at i området Vejle, Fredericia, Kolding mod vest til Vejen, Vorbasse opstod i nederlagets stund i 1864 to mytelignende fortællinger om dansk heltedåd,
1.       om helten Niels Kjeldsen, der ene mand på sin hest og med sin ryttersabel kæmpede mod prøjsisk overmagt syd for Vejle og blev skudt ned bagfra 28. februar 1864,
2.       træfningen omkring Vorbasse dagen efter, 29. februar 1864, hvor en mindre dansk rytterstyrke slog en dobbelt så talrig prøjsisk husarstyrke på flugt. Træfningen ved Vorbasse 29. febr. 1864 er lokalt beskrevet - et år forsinket - i et privat brev fra Vorbasse,[128] hvor skribenten muligvis var skolelærer i Vorbasse, hvilket man har ment at kunne udlede af den indledende bemærkning om 29. februar 1864, hvor "der ingen Skole (var) paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg (må være Skjødeberg)".[129]
Det vil være på sin plads at se på samtidens beskrivelser i datidens aviser, sammenholdt med de i eftertidens af nederlaget skabte behov for at dyrke de få myter, der kunne styrke den nationale selvbevidsthed.
 
 
"Heltemaleri" 1901 af Frantz Henningsen.[130]
Maleri af Rasmus Christiansen 1931.[131]
Niels Kjeldsen var 23 år gammel, da han blev dræbt under træfningen 28. februar 1864. Som bondesøn fra Ullererup ved Give (mellem Kolding og Herning) blev han indkaldt som værnepligtig til sjette dragonregiment. I en dødsannoncering over Niels Kjeldsen 17. marts meddeles det, at han var Dragon i "4de Eskadron". Det fremgår af Generalstabens Den dansk-tydske Krig 1864, III del, Kjøbenhavn 1892, at 6. dragonregiment var en del af 4. Division, som på Generalstabens kort ses placeret nord for Vejle. 4. Eskadron var "et vestre Streifkorps".[132]
I en samtidig "Dagbog fra Kolding 1864"[133], ført med "en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne", og desuden, så vidt man kan skønne ud fra dagbogen, et for forbundsstyrkerne attraktivt sted at blive indlogeret, hedder det om Niels Kjeldsen affæren: "Søndag den 28. Februar. … De (forbundsstyrkerne) var stødt paa 4 Dragoner. De 3 overgav sig straks, men den fjerde bandede paa, at han hverken gav eller tog mod Pardon. Han huggede om sig som en rasende og skulde have hugget Haanden af en Husar. Derefter vendte han om og vilde fly, men saa skød de paa ham, og Kuglen gik gennem Nakken og ud af Ansigtet, saa han faldt død om med det samme..."
Denne helt samtidige, dugfriske version af Niels Kjeldsen hændelsen, kan dagbogsskriveren have fået fra de logerende forbundstropper, der enten var med under eller hurtigt er blevet underrettet om affæren.
Eftersom dagbogens formulering er, at "De var stødt paa...", og med de ganske konkrete beskrivelser, kan det meget vel have været deltagere i affæren, der har berettet ved hjemkomsten samme dag, hvor dagbogen også er ført denne dag. De centrale oplysninger her er, at Niels Kjeldsen var den eneste af de 4 dragoner, der valgte at kæmpe, at han "huggede om sig som en rasende". Denne beskrivelse dækker vel over, at man har anset manden for lettere forrykt. Og det eneste Niels Kjeldsen åbenbart fik ud af det var, at han fik "hugget Haanden af en Husar", før han blev skudt gennem hovedet bagfra - bagfra må det jo helt tydeligt have været. Men iflg. denne version, fordi han "vendte om og ville fly".

Niels Kjeldsens død i kamp med prøjsiske husarer ved Blaakjærskov 28. februar 1864

I de samtidige aviser kom de første beretninger herom fra "... et Brev fra Veileegnen, dateret 6te Marts (1864)", hvor det fremgik, at "den Dragon, der kæmpede saa tappert mod fire preussiske ved Blaakjærskov ..." var "blevet skrækkeligt mishandlet ... med Hjælmen revet af ... som Seierstrophæ ...", fundet og bragt til Vejle, hvor liget af Niels Kjeldsen blev overdraget faderen fra Give, hvor han blev begravet med mange Dannebrogsflag, der "vajede over Baaren". Allerede her, en uges tid efter begivenheden, var den første forvanskning kommet til i form af, at de 4 danske dragoner nu var blevet til 4 prøjsere, som Niels Kjeldsen kæmpede imod ene mand.
Det ser ud til, at den forherligende mytedannelse omkring Niels Kjeldsen for alvor startede 9. april 1881 med denne annoncering: "Udkommen er og faas i alle Boglader, Niels Kjeldsen. En dansk Dragons Kamp og død 1864. Et Digt af Martin Kok." Prisen var 1 kr. eller 2. kr. indbunden.[134] 
 
Karl Halfdan Eduard Larsen udgav 1902 en grundig undersøgelse af træfningen 28. februar 1864 med brug af stadigt levende vidner, herunder også grev Lüttichau, der havde affyret det dræbende skud mod Niels Kjeldsen. Udgivet som Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand i 1864.[135]
I den ophidsede debat, der fulgte mytedrabet i K. Larsens bog, blev han støttet af dansk historieforsknings nok største orakel, dansk kildekritiks fader, Kr. Erslev, der i Historisk Tidsskrift skrev en artikel med opbakning af og ros til "Prof. Karl Larsen". Hvor Erslev har fundet K. Larsens titel er ikke godt at vide, men hermed fik Erslev så på vanlig vis sat tingene på plads. Næppe blandt mytens mest ihærdige og vrede tilhængere. Men vel hos en del mere rationelt tænkende med respekt for historisk dokumentation.

Træfningen omkring Vorbasse 29. februar 1864

Dagen efter den prøjsiske tilfangetagetagelse af Niels Kjeldsen og hans gruppe forberedte prøjserne at gøre det helt af med 5. eskadron, som de havde "et godt Øje til" iflg. et brev fra sekondløjtnant Valdelin Saurbrey til moderen 1. marts 1864.[136]
Chefen for tredje dragonregiments femte eskadron, ritmester E. E. Moe og premierløjtnant Castenskjold med 4 underofficerer og en trompeter samt 41 menige var indkvarteret i Vorbasse. Resten af eskadronen var fordelt i området med tre feltvagter, 7 mand i henholdsvis Bække og Kragelund Huse, og 19 mand på Skjødegaard under kommando af sekondløjtnant V. Saurbrey.
Ud over disse feltvagter var der 20 mand indkvarteret på Skødebjerggaard under løjtnant Valdelin Saurbreys kommando.
I et skolelærerbrev om træfningen nævnes Skødebjerg som stedet for træfningen, og at det var her, "Lieutenant Saurbrey (havde) Kommando".[137]
Ritmester E. E. Moe sendte samme dag, 29. februar fra Grindsted en rapport om træfningen til sine overordnede i første kavaleribrigade i Vejle.[138]
To eskadroner prøjsiske husarer med 250 mand var sendt ud for at fjerne Moes femte eskadron, da de havde "et godt Øje til" eskadronens aktioner, der sinkede den prøjsiske fremrykning. Omkring 90 af disse husarer blev p. gr. af forkerte efterretninger i Bække, hvilket betød, at det var 160 prøjsere, der skulle gøre det af med de 100 danskere.
I den første avisdækkede efterretning 2. marts fra ryttersammenstødet mellem de danske dragoner og prøjserne 29. februar 1864 lyder beskrivelsen, at der var "c. 50 Mand af 3die Dragonregiments 5. Eskadron og c. 100 Mand af det 8de preussiske Husarregiment ...". Altså 50 danskere over for 100 prøjsere.[139]
Der er enighed mellem ritmester Moe og sekondløjtnant Saurbrey i deres respektive beretninger om, at prøjserne ankom fra Lejrskov med 2 eskadroner husarer, for at angribe den danske eskadron, der var blevet flyttet fra Fitting til de positioner, som man ud fra Moes indberetning kan udlede må have ligget omkring eller mellem Vorbasse og Bække, d.v.s. forposterne, Skødebjerggaard[140] og Vorbasse.
Der havde 29. februar 1849 ikke været efterretninger om prøjsiske troppebevægelser, så ritmester Moe foranstaltede som planlagt i Vorbasse en hesteparade, hvor hestenes sundhedsmæssige tilstand skulle kontrolleres.
Hestene var netop blevet klar efter paraden, da der kom melding om "Fjendens Fremrykning ... og fra Forposterne...", at de, forposterne var blevet "kastede tilbage".
Sekondløjtnant V. Saurbrey modtog disse efterretninger sammen med ritmester Moe i Vorbasse, hvor han "heldigvis (var) mødt til Hest" og han vendte så "Hjem" til sit kvarter på Skjødebjerggaard, hvorfra han "som et galt Menneske" måtte opmuntre soldaterne på Skjødebjerggaard til at gøre modstand, hvilket hjalp forenet med, at der kom hjælp fra "en del af det fra (Ritmester Moe) kommende Mandskab", og det lykkedes at befri "Overvagtmester Jøns og de fangne Dragoner", der i overraskelsesangrebet på forposterne var blevet taget til fange.
Det lykkedes herefter sekondløjtnant Saurbrey og hans deling at nedkæmpe den prøjsiske modstander, der flygtede, og - som han skriver til moderen den følgende dag - nu var "hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste." I hans sejrsberetning til moderen indgår også en for prøjserne lidet flatterende øjenvidneberetning: "Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med."
Valdelin Saurbrey beretter videre i brevet til sin mor 1. marts 1864, "tænk dig hvor komisk, med 30 Mand (forjog vi) ca. 140 Preussere." Da ritmester Moe nåede frem flygtede de prøjsere, som Saurbrey allerede stort set havde overmandet. Eller som ritmester Moe fortæller i sin indberetning om afslutningen ved Vorbasse: "Sekondløjtnant Saurbrey, der heldigvis var til Hest, kastede sig over ... (fjenden) med en Del af det fra Skjødeberg kommende Mandskab og ... (befriede de tilfangetagne forposter, hvorefter) Fjenden ... saa gav sig paa vild Flugt og forfulgtes indtil paa den anden Side af Kragelund ... hvorfra Fjenden fik støtte af det ved Gesten og Ravnholt Hede posterede Infanteri, (og han) ... trak han sig (herfra) igen videre tilbage til sin tidligere Stilling bag Koldingaae."[141]

Erindringen om slaget ved Vorbasse 

I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen". Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..." Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864. 
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.[142] 
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864".[143] Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
 
Nutidigt foto af Skjødebjerggaard, et par kilometer sydøst for Vorbasse, hvor løjtnant V. Saurbrey 29. februar 1864 var indkvarteret sammen med 23 dragoner fra 3. Dragonregiments 5. eskadron, som slog de overtallige prøjsiske styrker. Foto Sune Wadskjær Nielsen.
Samt maleri af Karl Hansen-Reistrup 1892. Iflg. Sune Wadskjær Nielsens kommentar, har kunstneren malet de preussiske husarer med forkerte uniformer, idet 1. Westfaliske husarregiment nr. 8, som de danske dragoner kæmpede mod, havde mørkegrå,  næppe garderhusarregimentets røde uniforer. De danske dragoner er korrekt afbildet i lyseblå uniformer.
 
Jørgen Sonne har malet samme motiv i 1877, hvor vinterlandskabet er nogenlunde det samme, hvor de danske dragoner er klædt i lyseblå uniformer og bærer dragonhjælme over for de prøjsiske husarer i mørkegrå uniformer.[144]
 
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903[145] havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.[146]
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”,[147] hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen,[148] man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
I Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.[149]
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser.[150] Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.[151]
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".[152]
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

Andre erindringer fra Andst Herred om krigen i 1864

Fra Andst Herred og Kolding har det været muligt at benytte forskellige former for erindringsmateriale. Som den eneste dagbogslignende, lokale erindring, ført af en, der deltog i krigshandlingerne i 1864, er der benyttet en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning.
Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.[153]
I 1890 og 1901 folketællingerne[154] er Gregers Kristensen anført som ”jordbruger, husmand, født sept. 1834”, 55 år gammel, hvilket svarer til en alder på 29 ved indkaldelsen i 1863. Gregers Kristensen var 1890 gift og havde 5 børn i alderen 1-17 år iflg. folketællingerne.[155]
 
Gregers Christensens ansøgning om erindringsmedalje.
Det fremgår, at tjenestetiden blev anført i næsten overensstemmelse med dagbogens angivelser, 10. Decbr. 1863 til 14. August 1864.
Under krigsdeltagelsen i 1864 var Gregers Kristensen gift og havde et barn. Han er tildelt erindringsmedalje[156] for sin deltagelse i 1864 krigen. I ansøgningen er navnet i modsætning til folketællingerne og den ikke udgivne dagbog Christensen og ikke Kristensen.[157]
Gregers Christensens dagbog er næsten helt uden personlige oplysninger og fremtræder som en bevidst strengt kronologisk og geografisk opbygget beretning. Formentlig skrevet ud fra notater, der er taget under militærtjenesten, da der ret nøje angives både klokkeslæt og datoer i de nedfældede erindringer.
Gregers Christensen meldte sig 10. dec. 1863 som nyindkaldt soldat ”i staden Slesvig”. Indkaldelsen var en klar konsekvens af konflikten mellem Prøjsen, Det Tyske Forbund og Danmark - forårsaget af den danske 1863 novemberforfatning, hvor Slesvig blev en del af kongeriget Danmark. Og desuden en konsekvens af den almindelige værnepligt, der var blevet indført 12. februar 1849.
Iflg. dagbogen blev munderingen først udleveret 12. dec., to dage efter indkaldelsen, hvilket måske kan tages som udtryk for den mangelfulde praktiske forberedelse til krigen, som var en uundgåelig konsekvens af den førte danske politik i forhold til hertugdømmerne.
Mellem jul og nytår blev de nyindkaldte soldater ved ankomsten til Slesvig lagt i ”Kvarter” i landsbyen Dørpsted.[158] Der blev her udleveret våben, som 1. februar for første gang var de indkaldtes besiddelse af skarpladte våben.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 6. februar nævnes ikke specifikt i dagbogen, men Gregers Christensen var her i Hollingstedt, den vestlige del af Dannevirke, på retræte den hele nat, og han deltog i en træfning ved Oversø mod østrigske tropper.[159]
Da han var en del af 6. regiment blev han ikke involveret i de blodige kampe på Als.
Det fremgår, at Gregers Christensens kompagni d. 7. februar om natten var kommet til Sønderborg lidt uden for byen, tilsyneladende indlogeret på en bondegård, hvor soldaterne ”lå i noget halm…”
Det bemærkes i dagbogen, at soldaterne fik ”ærter til middagsmad”, og at de ”såmænd også var noget tjenlige til at få noget og spise.”
D. 15. februar kom Gregers Christensens regiment og kompagni til ”Dybbøl Præstegård, hvor vi lå som hovedstyrke.”
22. februar var der angreb på skansen, hvor ”Geværkuglerne peb, granaterne lyste … (hvorefter soldaterne) trak sig ind til Ragebøl … med streng frost … ingen varm mad, men levede af brød og brændevin … undertiden … en kop sort kaffe til 4 skilling pr. næse.”
Det omtales i dagbogen, at kompagniet 24. februar ”var på arbejde ved skanse nr. 9-10”, og at man marcherede herfra og til Sønderborg, hvorefter man vendte tilbage til skanse 4d.
Afstanden mellem Dybbøl og Sønderborg er skønsmæssigt 3-4 km.
26. februar afløstes regiment og kompagni som hovedstyrke ved Dybbøl og ”tog stilling i Tvingegården for at modtage prøjserne…”, som åbenbart ikke dukkede op, og soldaterne drog 27. februar igen til Sønderborg, herfra ud på landet, til Egen på Als, hvor soldaterne lå indtil 5. marts.
I dagbogen iagttaget fra positionen på Als og i Sønderborg begyndte d. 14. marts ”bombardementet fra Broager land … (og) d. 16. … (blev) flere granater sat ind i Sønderborg, tændte brand og gjorde stor skade. ”
Herefter blev regiment og kompagni fra 17. marts forpost på Dybbøl, hvor ”vort tab var omtrent 3-400 mand.” Men det var først under beskydningen 20. marts, at de første i Gregers Christensens kompagni blev dræbt. Der var heftige kampe 28. og 29. marts med ubetydelige tab af egne, men flere prøjsiske tab, som i dagbogen formodes at være sket, fordi ”fjenden var kommet så tæt på vore skanser, at de var blevet beskudt … både fra løbegravene af infanteriet og fra skanserne af kanonader.”
I tiden frem til 10. april var der stærk beskydning af Sønderborg og Dybbøl, og ”Dybbøl Mølle blev nedskudt kl. 2 om eftermiddagen.” D. 18. april lå kompagniet i reserve i en skov ved Ulkebøl Nørremark.”[160] Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864 er ikke særskilt omtalt her ud over, at ”… tabet var denne dag stort … medens fjenden havde fået held til at bemægtige sig vor fremskudte Dybbølstilling.”
Fra slutningen af april til ind i maj bliver det i dagbogen iagttaget, at ”… ikke et skud faldt i de 6 dage, fjenden sløjfede vore skanser og var så lystige.”
Herefter har dagbogen i løbet af maj 1864 aktiviteter som læsning, skiveskydning, eksercits, ”lønning” m.v.
 
Den i dagbogen omtalte skanse 4d ses her på en plantegning udført 1862. Der var i Dybbøl 10 skanser.[161]
 
10. juni kommer regiment og kompagni ved afløsning til kvarter i Oksbøl.
25. juni anfører dagbogen, at ”da var våbenhvilen udløbet.”
Der er her tale om fredskonferencen i London, der foregik efter angrebet på Dybbøl 18. april, fra den 20. april til den 25. juni 1864, hvor der var våbenhvile, som ophørte da det viste sig, at Danmark - hvor der var intern splittelse mellem de nationalliberales ønsker og kongens ønske om at bevare helstaten - ikke kunne nå frem til et forhandlingsresultat i forhold til Det Tyske Forbund, repræsenteret ved Prøjsens kansler Bismarck.
Krigshandlingerne startede derfor igen, og 29. juni erobrede Prøjsen Als med Dybbølstillingen. I dagbogen hedder det herom, at ”den dag blev Als erobret undtagen Kegnæs, hvor vort kompagni måtte ligge.”
I løbet af juli 1864 var der retræte fra Als, og om kompagniet anføres det 20. juli, at der ”var vi på arbejde ved Middelfart, på jernbanen opkastede vi løbegrave…”
På denne tid var Monrads nationalliberale regering gået af, og fra 8. juli havde C. A. Bluhme indledt fredsforhandlinger med Prøjsen og Østrig.
Herefter beretter dagbogen om forskellige aktiviteter. Afmarch d. 31. juli, hvor kompagniet havner på Sjælland, hvorfra der fra Høje Tåstrup d. 11. august var afmarch til Køge med ophold her indtil 15. august, hvor ”vi opnåede den store glæde at komme på hjemrejsen…” 
Ud over at være en temmelig nøje ført, personlig registrant over krigsbegivenhederne i 1864, så illustrerer Gregers Christensens beretning periodisk krigsdeltagelsens mangelfulde forsyningssituation. Og i sporadiske glimt forholdet til de deltagende officerer, som Gregers Christensen knapt kendte ved navn, men med bemærkninger til udtalelser fra dem, hvis regiment og kompagni blev rost. Stillingsmæssigt er Gregers Christensen også som mindre jordbruger et typisk eksempel på krigsdeltagelsen, således som det mere specifikt fremgår af efterfølgende afsnit om den lokale krigsdeltagelse.  

1864 i Viborg, Skive området[162]

Den danske fjerde division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone[163] trak sig allerede før slaget ved Dybbøl og i løbet af marts 1864 op over Horsens og Skanderborg mod Viborg og Skive. Målet var Mors, hvor Hegermann-Lindencrone og hans 4. division mentes bedre at kunne klare sig over for de forfølgende forbundstropper.[164] Hensigten var i første omgang, at Hegermann-Lindencrone og hans fjerde division i Nørrejylland skulle forhindre forbundstropperne i "med mindre Styrker at udbrede sig til denne Landsdel."
En del af den tilbagetrækkende, danske styrke skulle fra Langå transporteres med den nyanlagte jernbane til Skive.[165] Her opholdt styrken sig så 13. og 14. april i frygt for et eventuelt fjendtligt angreb, som dog ikke kom, og 16. - 17. april blev overførslen til Mors så foretaget. 
De danske og prøjsisk-østrigske militære organisationsforhold og bevægelser efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864 er udførligt beskrevet i Generalstabens 3. bind om 1864.[166]
Da det danske nederlag ved Dybbøl var en realitet 18. april 1864 rykkede de forfølgende prøjsiske og (især) østrigske styrker 26. april ind i Viborg, 28. april stod de i Dommerby, 30. april blev Skive besat.
Iflg. Generalstaben havde de tyske forbundstropper efterladt Divisionen Münster med en kombineret Kommando i Viborg under Generalmajor von Bornstedt. Noget af denne styrke blev også sendt til Skive, hvor der var en jernbaneforbindelse under etablering. Med krigstidens forhindringer.
Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.[167]
Strækningen Viborg-Skive var egentlig først planlagt til driftsmæssig åbning i oktober 1864,[168] men var næsten anlagt, da 1864 krigen startede, og blev herunder istandsat og benyttet driftsmæssigt, bl.a. som oven for anført til den danske troppetransport, som 16.-17 april gik videre fra Skive til Mors. Forudgående var Hegermann-Lindencrones tropper i marts 1864 blevet transporteret med den nyanlagte, endnu ikke færdigt anlagte jernbane fra Langå til Skive.[169] 
En nærmere, samtidig beskrivelse af situationen omkring forbindelsen Langå-Skive/Struer kan man finde i en adresse til indenrigsministeren fra 29 sogneforstanderskaber "i Omegnen af Skive" 16. april 1864, meddelt i Dagbladet København 29. april 1864. Det fremgår af denne adresse, at jernbanestrækningen Langaa-Skive i marts var blevet benyttet til troppetransport, men at man nu, 16. april også gerne ville have banestrækningen "aabnet for Publikum". 
Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis meddelte 10. maj 1864, at forbundsstyrkerne denne dag og dagen før "... fra Skive ved Hestekraft har ført ... pr. Jernbane og videre herfra ad Linien til Langaa flere Locomotiver og et stort Antal Waggons ... vel nærmest for at berøve vore Tropper Leiligheden til Brugen heraf ...", hvilket også viser, at jernbanelinjen Skive-Langaa har været funktionel i maj 1864, men at forbundstropperne også havde indledt bestræbelserne på at tilintetgøre denne transportmulighed.  
Under forbundsstyrkernes besættelse af stort set hele Nørrejylland blev der etableret våbenhvile 12. maj med genoptagelse af krigshandlingerne 25. juni.[170] 
De tyske forbundstropper truede under våbenhvilen med at sprænge jernbaneforbindelsen Viborg-Skive ud af funktion. Straks efter de genoptagne fjendtligheder blev der gjort alvor af truslen, og broen ved Langå blev sprængt i luften d. 27. juni 1864 ”ved Krudtminer”.[171]
General von Falckenstein havde samtidig, 26. juni lavet en "Bekendtgørelse" til Jyllands Beboere, og lokalt meddelt i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. juni 1864, at man nu var overgået til "de allierede Armeers Administration ... som man skal rette sig efter ... og aflevere til samme Skatter og Landets andre Indkomster ..."
Sprængning af Langaa broen 27. juni 1864
 
I Skive åbnede jernbanedriften med den første jernbanestation 17. okt. 1864, tydeligt forsinket af krigen i 1864. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver.
 
Der blev igen 1. august 1864 indgået en ny våbenhvile, hvor forbundstropperne forinden fordrev Hegermann-Lindencrones tropper fra Fur. Bådejerne blev her af de danske tropper pålagt at føre deres både til Mors, så de tyske tropper ikke kunne få fat i dem. Som også anført af G. Schütte i Skivebogen[172],  var der 9 furboere, der nægtede at gøre dette, og som konsekvens fik de deres både ødelagt af de danske tropper, så de ikke skulle falde i fjendens hænder. De gæve Furboere nægtede i en høflig skrivelse til den prøjsiske konge at modtage "50 Rigsdaler preussisk Kurant" i erstatning.
Denne opbyggelige historie ses også i samtiden i f.eks. Sjællands-Posten 25. august 1864. Som det fremgår af avisreferatet, var den af von Falckenstein tilbudte sum 65 Rigsdaler preussisk Kurant. Uanset de manglende 15 rigsdalers skæbne - dem hører man ikke om, det kan også være almindelig journalistisk sjusk - så har den fælles fjende, ikke mindst personificeret i von Falckenstein, utvivlsomt været godt for det lokale sammenhold i 1864 dagene. 
Dags-Telegrafens farvelvise til von Falckenstein 14. august 1864 er demonstrativ med antydningen af, at Den Kullede Greve nu af Niels Ebbesen og andre gode jyder var blevet forvist fra det område. Og demonstrerer, hvordan man - efter nogle måneders plage med beskatning og irritation over den fremmede prøjser - var blevet ganske uglad ved hans tilstedeværelse.[173]
Men netop holdningen til von Falckenstein kan måske også eksemplificere, at meningerne var delte, også dengang.[174]
I modsætning til borgerkrigens start i marts dagene 1848, så blev Viborg og Skive egnen ved krigsudbruddet 1. februar 1864 nu direkte krigsdeltagende, og denne gang ikke blot i det fatamorgana, som Slavekrigen havde været.
Hvad angår den direkte krigsdeltagelse, så er der 1864 registreret 3 faldne fra Skive, 2 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Sandager Kirkegård. Fra Viborg er der 1864 registreret 2 døde, 1 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Garnisonskirkegården i København.[175]
De af  Jens Clausen i Skivebogen 1931 anførte navne kan ikke verificeres i de af Cohen registrerede dødslister.[176]
Navn
Lokalitet
Lokal kirkebog
Fangenskab
Niels Simonsen
Dølby
Intet dødsfald registreret.
Magdeburg
Mads Lauridsen
Øster Grønning
Intet dødsfald registreret.
Niels Thomsen
Fur
Jeppe Pedersen
Brøndum
Intet dødsfald registreret.
Peter Eriksen
Frammerslev
Søgt i Krejbjerg og Oddense.
Jens Jensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
Laurs Kristensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
N. C. Melgaard
Skive
Intet dødsfald registreret.
Küstrin
Jens Nielsen
Sparkær
Magdeburg
C. Petersen
Selde
Intet dødsfald registreret.
M. Jensen
Mønsted
Intet dødsfald registreret.
H. Jensen 
Heilskov
Intet dødsfald registreret.
Jens Clausen navne er også kun anført som "danske Fanger". Men det anføres dog også, at "Dødsbudskab naaede til ikke faa Hjem." Hertil kom iflg. Clausen også forskellige ondartede sygdomme, der plagede lokalt.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at afgøre, om Jens Clausens 11 i Magdeburg og 1 i Küstrin tilfangetagne også blev til dødsfald, som under alle omstændigheder ikke er registreret af Cohen.
De af Jens Clausen anførte navne, nævnt som tilfangetagne - med lokalitet, og hvor de er anført som fanger fremgår af ovenstående tabel. Der er som kontrol af, om der skulle være evt. dødsfald i forbindelse med de anførte navne foretaget en gennemgang af de relevante sognekirkers fortegnelse over døde mænd 1864 og 1865. Der er her ikke fundet dødsregistreringer for de af Jens Clausen nævnte navne. 
Der er ikke afgørende grunde til at erklære Cohen tabslisterne som værende mere troværdige og præcise end de oplysninger, vi får fra Jens Clausen. Blot er der det problem med Jens Clausens oplysninger, at vi ikke får noget belæg for de af ham anførte navne. Selvom kirkebøgernes dødsregistreringer for 1864 og 1865 ikke viser nogen af de af Jens Clausen anførte som døde, kan det selvfølgelig ikke dermed konstateres, om de pågældende skulle være døde i det fangenskab, de har været i.
En forsigtig konklusion kunne måske være, at der næppe har været flere dødsfald som en konsekvens af 1864 krigen, end de af Cohen anførte 3 fra Skive og 2 fra Viborg.
Rigsarkivet har Sallinglands Herredsfoged med lægdsrulle 1840-1918,[177] som ikke er gennemset i denne undersøgelse.[178] Det betyder, at de her i det følgende formidlede, lokale veteranberetninger udvælgelsesmæssigt har tilfældighedens karakter. Men da formålet ikke er et statistisk holdbart overblik over områdets veteraner, skønnes det til formålet at være et rimeligt udvalg.
 

Oplevelsen af tiden før og under 1864 krigen i Skive

Før krigsudbruddet 1. februar 1864 udtryktes der i Skive Avis 15. januar 1864 et højstemt "Farvel til vore bortdragende Krigere", som i sammenligning med den lokale ligegyldighed i forhold til den slesvigske problematik i 1848 nok må karakteriseres som mere patriotisk.
"Telegram til Skive Avis ... 7. februar kl. 5 Eftermiddag ... Stor Forbitrelse ... overalt, baade i Rigsdagen ... og i Folket. "Det hedder videre, at "Conseilpræsidenten" har givet udtryk for at, han fralægger Kongens og sin "Andel i Tilbagetoget".
Den postulerede almindelige forargelse over den af de Meza beordrede tilbagetrækning får her fuld skrue.
Dog kan der konstateres en variant i holdningen til  Dannevirke rømningen allerede 10. februar 1864 i Skive Avis i dens kommentar til en proklamation fra Kong Christian Rex og D. G. Monrad, konseilpræsidenten, som her bringes i et uddrag:
"Soldater! Modtager derfor Eders Konges Tak!
Dannevirke er opgivet. I Fjendens Vold ere de Kanoner, der skulde have lammet hans Hovmod. Aabent ligger Landet for Fjenden.
Dybt føler jeg med Eder, hvad vi derved have tabt.
Men, mine Venner! Jeg har kun denne ene Armee til Landets Forsvar, og Eders krigskyndige Førere have formeent, at jeg ej længer vilde have nogen Armee, dersom I ei nu trak Eder tilbage. Derfor toge de Beslutningen at vige."
Skive Avis har som kommentar hertil i den landsdækkende presse fundet en særdeles regeringskritisk anmærkning, som må formodes også at være blevet en del af den lokale opfattelse af den nu helt åbenbare problematiske krigssituation, hvor i første omgang den "krigskyndige Fører", general de Meza måtte bære den øjeblikkelige konsekvens i form af fordømmelse:
"Kongens Proclamation til Hæren bliver af "Dagbladet" underkastet en drøi og næppe ganske ufortjent Critik. -Under det Indtryk, - hedder det - der er fremkaldt ved Røminngen af Danevirke, klinger denne Proclamation, for hvilken Biskop Monrad bærer Ansvaret, næsten som Haan."
I Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931,[179] der bygger på avisartikler fra 1864, refereres det, at den tyske overgeneral Wrangel, da man viste ham de Mezas portræt skulle have sagt, "Jeg vil sige Dem, at den Mand har frelst den danske Arme; jeg kalder det ikke Klogskab, men Visdom, at han trak sig tilbage." 
Men i erkendelsens stund, hvor krigens realiteter med Dannevirke rømningen blev åbenbar, skulle der i Skive og omegn efterfølgende vise sig "stor Iver for at lindre vore Soldaters Nød."
Der skulle være blevet dannet en Uldkomite af "en række Skivedamer". Samt en "Forfriskningskomite".[180] Desuden blev der oprettet en komite af pastorinde Adamine Kierumgaard sammen med 6 andre damer fra Skive, ganske vist annonceret i Skive Avis 4. januar 1864 - altså før Dannevirkes rømning - som skulle forsyne de vinterfrysende soldater med varmt undertøj o.l.[181] 
De her ironiserende eksempler på lokalt engagement i 1864 krigens første dage finder man både i Gudmund Schüttes artikel i Skivebogen 1936 og i Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931.[182]
Men eksemplerne kan velsagtens tages som udtryk for, at allerede før de prøjsiske og østrigske styrker nåede op til Limfjorden, var der en større optagethed af krigens realiteter at spore på Skive egnen end under den første slesvigske krig.
Allerede torsdag d. 28. april havde forbundstropperne været ved Dommerby og Jordbromølle, men først 30. april skete indrykningen fra Viborg i Skive med 3.000 mand under Brigadegeneral von Bornstedt iflg. Jens Clausen.[183] 
I modsætning til erindringer[184] fra Viborg - også selv om der refereres til disse erindringer i Skivebogen[185] - beskrives forbundstroppernes rekvisitioner i Skive som overdrevne og medførte også her, at der blev taget "prominente borgere" som gidsler for at inddrage rekvisitionerne. Her anføres - også i modsætning til Viborg-erindringerne - i Skivebogen,[186] at "mest hadet af alle var Falckenstein, som kun var i Skive et par gange. Var Banen blevet aabnet før sidst i Oktober, var han nok kommet noget oftere." Samme banestrækning skulle Falckenstein have forsøgt få færdigbyggeriet noget tidligere iflg. Clausen, så forbundstropperne kunne benytte den, men forgæves, den blev først åbnet officielt 17. oktober 1864.[187] Og det har vel bl.a. været den sprængte bro i Langå, der har været problemet. 
Det forekommer ikke usandsynligt, at den af J. Clausen postulerede modvilje mod Falckenstein først og fremmest var udsprunget af, at det var ham, der i juni eksekverede jernbanebroen ved Langå sprængt. Under alle omstændigheder kunne Skive Avis 18. august 1864 meddele, at "Englænderne ville gjøre Alt for at faae fuldstændig Skadeserstatning for den af General Vogel v. Falckenstein unødvendigt foretagne Sprængning af Jernbanebroen ved Langaa." 

Brevveksling, veteranberetninger fra Skiveegnen 1864

Skivebogen har et bind med brevveksling[188] og et bind med veteranberetninger,[189] som her skal refereres og citeres for at få et indtryk af, hvilke lokale erfaringer, men har kunnet udveksle efter krigen i 1864. Fotografiske gengivelser af veteraner skal først og fremmest søges på Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, som det fremgår neden for. De to uden arkivangivelse er scannet fra Skivebogen 80. bind 1989.
Ud over de her sidste to i Skivebogen 80. bind portrætterede veteraner fra 1864 - Jens Laugesen, Lihme og Mathias Nielsen, Ramsing, er der yderligere portrætteret Hans Sørensen, Lem, Peter Hedegaard, Lem, Bertel Pedersen, Vester Lem, Andreas Dooleweerdt, Rødding.
Udvalget har antageligt sin forklaring i, at meddeleren er Niels Sørensen fra Lem. Uanset udvælgelseskriterier, hvor man bemærker, at der bl.a. ikke er repræsenteret veteraner fra Skive, så er det en værdifuld samling af veteranberetninger, som her er offentliggjort i Skivebogen, 80. bind, foranlediget udgivet ved daværende museumsforstander / -inspektør Jens Ole Lefevre.[190]
Hans Sørensen, Lem blev som 25-årig indkaldt 1. december 1863, og var med ved Dannevirke, hvor han fik koldbrand i en fod, blev behandlet i København og sendt tilbage til Dannevirke, hvor han var med i de Mezas tilbagetrækning fra Dannevirke til Dybbøl. Her blev han oppasser for den af Krigsministeriet 20. april meddelte som nyudnævnt sekondløjtnant, kadet ved det kongelige svenske Krigsakademi, B. G. B. C. Baron Sparre.[191] Løjtnant Sparre ses usåret tilfanget efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864.[192] Iflg. Hans Sørensen var Sparre "en krigslysten Vovehals ...", som stod oprejst midt i sin deling, da den blev stormet og beordrede "Skyd nu, for der er noget at skyde på ..." hvorefter han, da "de tyske var nået tæt på ..." råbte "smid nu Vaabnene Folkens, ellers kommer der ikke en eneste af os levende herfra". Her blev så Sparre taget til fange. Han blev 28. okt. 1864 udnævnt til Ridder af Dannebrog.[193] Hans Sørensen blev også taget til fange, ført over Flensborg til Hamborg, Berlin og blev indsat i fæstningen Posen,[194] hvor fangerne "sultede som Ravne".
 
Sønderborg Lokalhistoriske Arkiv, ”Beboere af Sønderborg på flugt under Bombardement”, tegnet af Fr. Visby. Kunne tjene som illustration til de fra Hedegaard refererede oplevelser 2. april 1864.
Peter Hedegaard, Lem blev 1864 som 23 årig indkaldt og ansat som militærarbejder i 2. ingeniørregiment, som ikke er omtalt i Generalstabens eller Tuxens fortegnelser, hvorimod der her er flere ingeniørkompagnier.[195] P. Hedegaard var med til at udbedre Dybbøl stillingen, men kom herfra til brandkorpset i Sønderborg, hvor han oplevede "omkring Midten af Marts ... en Granat fra Broager ... der slog ned i en Retirade ... (hvilket) udbredte en væmmelig Stank." Han oplevede også bombardementet af Sønderborg 2. april og Dybbøl 18. april, begge dele på afstand, hvorfra han kan berette om både blodige lemlæstelser, iblandet lokale vittigheder.
Jens Laugesen, Lihme[196] blev indkaldt som 32-årig forstærkningsmand 18. januar 1864. Han blev sendt til Fredericia, hvorfra han blev sendt til Nørresundby efter rømningen af Fredericia. Det må betyde, at J. Laugesen har været i den retirerende 4. division. Med våbenhvilen i maj[197] blev J. Laugesens forstærkningsmandskab "hjempermitteret", og da Laugesen var en gift mand med et lille husmandssted, kunne han fra sit sted være naboerne behjælpelig med f.eks. at redde heste, som ellers ville være blevet beslaglagt af forbundstropperne, der var ankommet fra slutningen af april 1864.
Mathias Nielsen, Ramsing blev udskrevet 1857 som 22-årig, "men tilbyttede sig et frinummer, så han først blev indkaldt hen på foråret 1864." Han kom først på rekrutskole anbragt ved 7. regiment på Fyn. Med Mathias Nielsens egen formulering, så "mærkede de ikke noget til fjenden, så de få døde, de havde, døde strådøden."
Mathias Nielsen var ved indkaldelsen gift og havde 2 børn, og med "Jylland oversvømmet af fjenden" blev det konen, Kirsten, der fik de største problemer under krigen, først og fremmest fordi fjenden "attråede rørigt gods ... (men) penge, kød og lignende fik hun sammen med noget gammelt tøj smidt ind i den inderste krog af bagerovnen ... ", hvor det ikke lykkedes forbundstropperne at finde det.
Bertel Pedersen, Vester Lem var som 27-årig i 1864 "frispiller" og blev først indkaldt 15. februar 1864 til en måneds rekrutskole, og blev herfra sendt til Dybbøl 17. - 18. marts. 18. april var hans kompagni blevet forflyttet til Als, og han undgik således denne dags hårde kamp ved Dybbøl.
Als blev erobret af forbundstropperne 29. juni og Bertel Pedersens deling retirerede til Høruphav, hvor de var imellem dem, der ikke kom med udskibningen af danske soldater, og de blev taget til fange, anbragt på Sønderborg Slot og herefter Gravensten kirke, hvor der "som Nødtørfthuse var anbragt 5 store kar oppe ved alteret..." som flød over, da de ikke kunne tage mosten. Herfra blev fangerne sendt til en fæstning i Herfort, hvor der var dårlig kost iflg. Bertel Pedersen. Generalstaben[198] beskriver erobringen af Als, tilbagetoget til Kegnæs og udskibningen fra Høruphav, som indgår i Bertel Pedersens beretning.
Andreas Dooleweerdt Haasum var ligesom Bertel Pedersen "frispiller", da han som 27-årig blev indkaldt til samme kompagni som denne. De lå sammen indtil 2. april, hvor Andreas D. blev såret af en granat sammen med Jens Laursen fra Lem, der døde af sårfeber i Augustenborg 5. maj. Denne oplysning kan ikke bekræftes af Vilhelm Cohen, der ikke har registreret Jens Laursen fra Lem blandt de faldne. Jens Laursen er ikke et ualmindeligt navn, men der er ingen samtidige aviser heller, der omtaler ham som omkommet. Gennemgang af kirkebogen for Lem Sogn 1856-1877, døde mænd har ikke registreret Jens Laursen. Heller ikke kirkebogen for Augustenborg Sogn, døde mænd og kvinder 1853-1882 har nogen registratur på Jens Laursen.[199]
Andreas D. fik sit ene ben bortamputeret i Sønderborg og kom på lazarettet i Augustenborg, herfra overført til Aalholm, hvor han blev udskrevet i september. Den nu invalide Andreas D skulle bevæge sig mellem Nykøbing Mors og Hvidbjerg, før han vendte tilbage til Haasum og efterfølgende bosatte sig i Rødding. Han måtte betale sin sidste skilling for at få en transportmulighed. Da det blev kendt på egnen, hævdes det at have medført en vise, der skulle omhandle en Morsingbo, der mod betaling transporterede krøblingen Andreas D. 
Det har ikke været muligt i gennemsete aviser 1864-80 at finde den vise, som er aftrykt i Skivebogen.[200]
Skive Folkeblad 1914, erindringsartikler af og om de lokale veteraner 
Under overskriften Vore Veteraner er der i Skive Folkeblad 21. november 1914 en artikel om Mads Sørensen, Rønbjerg, hvor han var bosat, gift og boede til leje.[201] Men født i Bers[202], hvorfor han også lokalt blev kaldt Mads Behrs. Han blev som 32årig indkaldt i januar 1864 som "Forstærkningsmand" og kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales yderligere i artiklen. Han var 2 gange med til at "storme Dybbøl", må altså have været en del af forbundshæren, hvilket også fremgår af, at han havde været "Infanterist ... med Garnison i Kiel". Ved stormen på Dybbøl 18. april var Mads Sørensen "allerede permitteret". Han kom hjem efter påske, blev sejlet til Nykøbing Mors og "spadserede gennem Salling til sit Hjem..."
Det særprægede ved denne historie er, at Mads Sørensen som "Infanterist" i forbundshæren havde bosat sig i Rønbjerg og herfra havde deltaget i 1864 krigen på tysk side. Men sådan hævdes det i artiklen at have været.
9. maj 1914 omtales i Skive Folkeblad en veteranaften i Sevel, hvor der havde deltaget "12 Veteraner - hvoraf endog de 3 fra Treaarskrigen".
13. maj 1914 er der en omfattende artikel i Skive Folkeblad om Peder Kr. Pedersen Hede, Vadum under overskriften Veteraner fra 1864. Han havde været med Hegermann Lindencrones Korps.
P. K. P. Hede blev som 23-årig rekrut i Randers 29. juni 1863. Han kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales nærmere. Men herfra kom han til at stå under Hegermanns kommando, og deltog således i retræten op gennem Jylland, hvor smædenavnet "General Baglæns" opstod, fremgår det af artiklen. 
 
Skive Folkeblad 13. maj 1914
 
P. K. P. Hede har forfattet en "Dagbog" under overskriften "Angaaende Marchen", som tilsyneladende refereres, så vidt det kan skønnes ud fra ordlydende i artiklen. Starten på dagbogen er 17. dec. 1863, hvilket forklarer den manglende omtale af Dannevirke. Her har Hegermanns korps således været i gang med tilbagetrækningen op gennem Jylland. Med nøje angivelser af dato beskrives marchen op mod og igennem Salling. 23. februar 1864 gik turen gennem Viborg og Skive.
Det kan kun betyde, at dele af Hegermanns korps er blevet sendt afsted til fods før togtransporten over Langå i marts 1864[203]. Afrejsen fra Mors sættes til 1. juli 1864. 
Hans Sørensen, Opperby, begravet på Lem Kirkegård. Skive Folkeblad annoncerer 4. november 1914 jordefærd for Hans Sørensen. Det oplyses kun, at han har været veteran fra 1864, indkaldt som 26- årig. 
Breve fra 1864[204]
De originale breve meddeles at befinde sig på Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, Ramsing. De er udvalgt og refereret til Skivebogen af Jens Peter Hansen, Ramsing. De omfatter tiden 18. januar til 24. april 1864. Niels Sørensen Brand blev indkaldt som 34-årig, var med i "forstærkningsmandskabet" fra Viborg 1. januar 1864 og formodes at have være indkaldt nogle gange før.
15. januar 1864 er der brev fra Aarhus, hvor N. S. Brand fortæller, at der var 15 mand indkvarteret hos "apotekerens", heriblandt 5 fra Sevel Sogn, som kom herfra til garnisionstjeneste i København. Herfra kommenterer han i et brev de Mezas tilbagerømningsbeslutning fra Dannevirke, som han beretter i første omgang blev karakteriseret som "landsforræderi", men med mere besindighed antog officererne herefter, at der var "handlet klogt..."[205]
I marts er N. S. Brand forflyttet til garnisonen i Fredericia. Her boede han under noget usle forhold, han lå på en stue med "kun fire mand ... og halm nok at ligge på, men klæderne har jeg ikke haft af kroppen, siden vi rejste fra København..." o. 1. februar.
Det kan - og kunne - også være uhygiejnisk at være i krig.
Hjemme i Ramsing var der på samme tid kommet danske tropper, hvor konen beretter om, at de "fandt Dorte hendes saltkar ... og tog flæsk og kød ... og hentede kål i kålgården ... og kogte selv kål..."
Ulempen ved rekvisitioner har åbenbart været ca. den samme, uanset om det var danske eller forbundsstyrker, det drejede sig om.
Under stormen på Dybbøl 18. april skriver N. S. Brand om, at det var "en bagatel at være her" i Fredericia. Og videre fremgår det af brevvekslingen, at N. S. Brand ikke har hørt noget om, at ”der skulle være gået nogen til her af omegnen ... (hvor der ellers) gik nok så uhyre mange til af vore tropper."
Der er ikke brevveksling for resten af krigen, og man (Jens Peter Hansen) ved ikke, hvornår han blev hjemsendt. 

Erindringer om 1864 krigen i Viborg

Vilh. Thomsens erindringer i Historisk Aarbog, 5. Bind 1913, den senere Skivebogen har titlen Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid.
Titel og indhold røber, at det er knap 50 år gamle erindringer fra 1864 krigens Viborg. Bringes her i tilpasset referat, illustreret med citater fra erindringerne.
26. april, dagen for forbundsstyrkernes ankomst til Viborg medførte skræk og milde former for panik, selv om man var ”en lille Smule forberedte paa Invasionen”, også da Hegermann-Lindecrones korps forudgående havde passeret Viborg - eller rettere – soldaterne var blevet sat på toget i Viborg.[206] Der må være tale om den i princippet på dette tidspunkt, 26. april 1864 ikke færdiggjorte forbindelse via Langå til Skive.[207]
De ankommende forbundstropper spurgte, hvor de danske dragoner var blevet af, hævdes det i erindringerne.[208] En del af forbundstropperne drog af sted igen – til Skive ved vi – men der forblev ”omtrent 11.000 Mand under Kommando af General Grev Münster” i Viborg. Den næstkommanderende var ”en smuk og elskværdig Mand, der optraadte med stor Takt.”
Forholdet til besættelsesmagten var så godt, som det i situationen var muligt iflg. erindringerne.
Og som kommentar til udskrivning af forsyninger, anføres det, at ”… de mange Beretninger om tyske Overgreb og Skændselsgerninger, hvormed Aviserne var fyldte, i det væsentlige er urigtige.” De fleste respekterede ejendomsretten iflg. V. Thomsen, dog mere prøjserne end østrigerne, hvorimod ”Polakker, Kroater og lignende fine Folk, skulde man lukke godt for sine Sager … baade Preusserne og Østrigerne røvede efter Kommando, men de sidste stjal tillige paa fri Haand.”
Dog hedder det også om besættelsesmagtens fortæring, at ”den tyske Hær rekvirerede sine Fornødenheder, Furage, Kød, Vin, Tobak og Cigarer, som de danske Myndigheder maatte udlevere mod behørig Kvittering.”
Der berettes også om hemmelige, ildesete men vedvarende affærer mellem lokale kvinder og de forbundstyske soldater, en enkelt opretholdt efter krigen forbindelsen med en i hende særdeles interesseret soldat, og ”de blev gift og drog til Berlin…”
Om sprogproblemerne i forhold til besættelsesmagten gives der også kommenterede eksempler, f.eks. en tysker, der ville på loftet med et tællelys for at finde ”Futter”, som han ville købe, hvortil konen på stedet svarede med et advarende råb: ”Nix pinedø, ingen Lys o æ Lowt om æ Awten … (hvilket medførte, at) Manden blev saa imponeret over sin Kones Sprogkyndighed, at han udbrød: Jøsses Kjesten, ka Do snak Tysk!”
I den erindrendes eget hjem blev indlogeret[209] ”en halv Snes Mand af 10de schlesiske Regiment … de fleste smaa skikkelige Linnedvævere … der var meget stilfærdige af Hensyn til min Moder, som laa dødssyg af Tæring …” Senere i sine erindringer fortæller han,[210] at ”hjemme blev der tildelt os 13 polske Jægere, hvoraf kun … en Underofficer kunde tale forstaaeligt Tysk … og de kastede deres snavsede Tøj (på steder) … som vi selv beboede …” Faderen forslog så til polakkernes tilfredshed, at de kunne få ”den preussiske Zahlmeister til at flytte”, så de kunne få hans værelse, hvilket lykkedes til Zahlmeisterens store harme, og han ”flyttede (derfor) ind paa Preislers Hotel”.
Beretteren har malende karakteristikker af besættelsestropperne, inddelt efter nationale kendetegn. ”I Modsætning til de stive Preussere er der noget flot og krigerisk ved de østrigske Tropper…”, herefter tilsvarende malende beskrivelser af beklædningen. Og ”Polakkerne var nogle slemme Svinepelse, men godmodige…” Og videre, da der som afløsning af prøjserne kom ”brandenburgske Trænsoldater, ret ubehøvlede Karle…”
Desuden denne kommentar i de nationale karakteristikker: ”Medens Schleswig-Holstenerne var meget hadske overfor alt hvad der var dansk, var dette ingenlunde Tilfældet med Preusserne og Østrigerne…”
Da general Wrangel ”29de April … gav Ordre til, at der i Jylland skulle en stor Sum som Vederlag for … Skade … paa tyske Handelsskibe … deraf skulle Viborg … betale 50.000 Thaler … hvilket var mange Penge for en fattig lille By som Viborg…” nægtede flere at betale, og der blev arresteret ”en halv Snes eller flere af Byens ansete Mænd…”, hvor rygtet gik, at de skulle til Rendsborg. De kom dog kun til Randers, hvor de efter nogen tid blev løsladt.
 
På fotografiet af Generalkommandoen for 2. Kombinerede Armee Corps i Jylland optræder Generalmajor von Falckenstein, som er positivt omtalt i Vilh. Thomsens erindringer fra Viborg. Fotografiet må formodes at være taget i Randers.[211] Falckenstein ovenfor på et officielt militærfoto, som muliggør identifikation af general von Falkenstein som nr. 3 forrest fra venstre på fællesfotoet.
Vilh. Thomsen kan som en af de få - i de samtidige aviser finder man ingen - udtale sig rosende om den kommanderende general Vogel von Falckenstein, der havde ”Hovedkvarter i Randers”.[212] Især i forhold til Wrangel, der karakteriseres som ”den gamle, gnavne og taabelige Wrangel” optrådte von Falckenstein ”med stor Takt og Duelighed …” ledsaget af et eksempel på, hvorledes Falckenstein, da Wrangel blev stødt over en rosende udtalelse om en anden feltherre ved Dybbøl, forklarede Wrangel, at det var ham, der var ment, da udtrykket ”Hærskarernes Herre” blev benyttet.
Som afslutning refererer V. Thomsen en ”tysk Beretning”, hvor det om forbundstropperne, da de var kommet til Viborg 26. april, hedder at der blev sendt patruljer ud mod ”Hobro, Randers, Uldbjerg og Skive”. Kun i Skive fandt man danske tropper, der var blevet drevet tilbage. Fra Dommerby og ”den høje Kyst ved Limfjorden (måske fra Ulbjerg?) saa man nu Skive og erkendte at Byen var besat, og at der var opkastet en Skanse på Kirkegaarden. Da man havde faaet denne Underretning, vendte Commandet tilbage til Viborg.” Som vi ved, kom de tyske tropper dog også til Skive senere. Men skulle altså have stoppet op d. 26. april p. gr. af danske tropperstyrker her. Hvilket vist næppe kan have været tilfældet, da vi i Generalstabens oplysninger kan erfare, at de danske tropper forlod Skive 16.-17. april mod Mors.[213]
De flygtende danske dragoner kunne have set ud som afbildet på disse to fotografier, først officererne, herefter almindelige soldater.[214]
   
Afsluttende kommentar til benyttede erindringer om de slesvigske krige
Det lokale erindringsmateriale er af begrænset omfang, når man ser bort fra de samtidige aviser.
For Skanderup Sogn findes der umiddelbart tilgængeligt Otto Korsgaards erindringer om 1864[215]. På Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv kan man finde Maren Madsdatter Emborgs erindringer[216], der - så vidt det kan skønnes ud fra en udarbejdet oversigt - kun viderebringer helt personrelaterede oplysninger, meget sporadisk tilsat forskellige former for andenhånds oplysninger om krigshandlinger, som MME har hørt om. 
Iflg. O. Korsgaard blev prøjserne 1864 hurtigt afløst af østrigere, der blev indkvarteret i Skanderup. Hos Korsgaards familie var der optræk til indkvartering af 6 østrigere. De steder, hvor østrigerne og ungarerne tiltvang sig indkvartering var der problemer med tyveri og krav på plads på gårdene, hvor der ellers skulle være kreaturer.
Østrigernes general var indkvarteret på Wissingsminde i Skanderup, en underofficer hos præsten i Nagbøl. På Wissingsminde blev der uddelt pryglestraf til de soldater, der havde stjålet. Korsgaard beretter om, at en lokal karl på en af gårdene havde anklaget de østrigske soldater for at have stjålet, hvor det viste sig, at det var karlen selv. Karlen fik prygl af de østrigske soldater og stjal herefter ikke mere.
Vorbasse træfningen 29. februar 1864 i den lokale erindring fylder naturligvis en del lokalt.[217]
Det var iflg. Korsgaard en afdeling prøjsiske soldater fra Skanderup og Gelballe, o. 300 mand, ledet af en prøjsisk løjtnant på en fuksrød hest, der drog ud og led nederlag i rytterfægtningen ved Vorbasse 29. februar. Løjtnanten kom hjem med sabelhug i halsen, og de hjemkomne soldater så ikke glade ud. Efterfølgende begyndte de at skændes om, hvad der var gået galt ved Vorbasse træfningen.
De benyttede erindringer om 1864 i Skive, Viborg området findes trykt i forskellige årgange af Skivebogen. Herunder er der også veteranberetninger, en brevveksling og erindringer fra Viborg.[218] Til sammenligning med veteranberetningerne fra Skive og omegn om krigsdeltagelsen 1864 er der fra Andst Herred Gregers Christensens dagbogsoptegnelser for krigsdeltagelsen herfra.
Af gode grunde - 1848-50 krigen nåede ikke til Skive, Viborg området - så er der kun i Skanderup og Kolding egentligt erindringsmateriale fra treårskrigen.
Krigen 1848-50 i Skanderup Sogn kan man finde beskrevet i Otto Korsgaards erindringer, d.v.s. hvad han har fået fortalt om treårskrigen, hvor han ikke var født endnu. Det bliver beretningen ikke mindre farverig og spændende af, men den autentiske troværdighed kan helt givet sættes til diskussion.
Erindringer om krigen 1848-50 i Skanderup og Kolding findes i form af en Dame, kaldet T, som i avisform har beskrevet det, som postuleres oplevet af hende i 1849 omkring Kolding og Skanderup. Endelig har en lokal farmaceut, Worsaae, i 1849 bosat i Kolding, noget senere skrevet sine erindringer herom. 
 
 
 
 

Afslutningen på 1864 krigen, Wienertraktaten 30. oktober 1864[220]

Krigen 1864 var over for de tyske forbundstropper fra start ved Dannevirke over Dybbøl en lang række af nederlag, hvor den ufuldstændige militære forberedelse, urealistiske forhåbninger til udenlandsk støtte og urealistiske krav under fredsforhandlingerne gjorde fredsbetingelserne til det ultimative nederlag, afståelsen af Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Kongeriget Danmark fik nu sin grænse til den sejrrige tyske forbundsmagt ved Kongeåen.
Disse betingelser kunne den lokale militærguvenør, generalmajor Vogel von Falckenstein fra Viborg 1. august 1864 meddele som en Bekjendtgjørelse i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis af 3. august 1864 fra sit hovedkvarter i Randers, og som en konsekvens af den foreløbige fredsaftale, der var blevet underskrevet 1. august 1864.  

Freden, fredsbetingelserne 1864

Fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864 af en dansk regering, hvis urealistiske krav gjorde det muligt for Otto von Bismarck at opnå for Prøjsen optimale fredsbetingelser.
Den østrigske flåde var kommet frem i Kattegat og skabte bekymring for, at resten af landet inkl. København skulle lide samme skæbne som Jylland.
Der blev derfor indgået en våbenhvile 20. juli, og 30. oktober 1864 undertegnedes fredsaftalerne i Wien, hvor Danmark stod mere isoleret og svagt, end de forhandlende politikere nåede at erkende. Fredsaftalerne blev lang fra, som politikerne ønskede og urealistisk forventede.

De slesvigske kriges lokale deltagelse

Hvem og hvor mange deltog så lokalt med direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige?
Svaret herpå kan søges gennem en komparativ analyse af de udvalgte lokaliteter. Altså en sammenligning af land og by og af to områder i Nørrejylland med placering henholdsvis ved Kongeåen og Jylland omkring Limfjorden.
Besvarelsen af det stillede spørgsmål forudsætter et fokuseret kildemateriale. Det helt generelle vil være folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne.
Det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, er de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.
Ansøgningsproceduren blev desværre for den optimale brugbarhed til en undersøgelse af hvem, der kæmpede i de slesvigske krige, igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864. Denne svaghed skal der naturligvis tages højde for i brugen og konklusionerne.
Analyseresultater kan ikke give svar, som ikke fremgår af det benyttede kildemateriale.
Det skønnes, at "i runde tal bestod de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet (1864) af 52.000 mand."[221]
Dette skøn skal formentlig ikke tillægges nogen højere form for visdom, men sammenholdt med, at der dokumenterbart var 49.085 ansøgninger om erindringsmedalje i 1876 for krigsdeltagelse, så er det næppe meget ved siden af at skønne, at der 1864 har været o. 50.000, muligvis op mod 52.000 krigsdeltagende soldater fra kongeriget Danmark.
Det må antages, at det er vanskeligere at nå frem til det korrekte antal af soldater i krigen 1848-50, hvor den tidsmæssige afstand til 1876 må formodes i et betydeligt større omfang at have reduceret ansøgernes antal i forhold til de faktisk deltagende soldater.
I skønnene over de deltagende soldater i krigene formodes det så også, at det må have været det gennemgående i datidens Danmark, at man søgte erindringsmedalje for sin krigsdeltagelse.
Hvis disse skøn og formodninger holder stik, så vil ansøgningerne om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige kunne betragtes som et retningsgivende og korrekt billede af krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Sammenholdt med især det samtidige folketællingsmateriale[222] formodes ansøgningerne om erindringsmedalje og listerne over faldne og døde i de undersøgte lokaliteter ydermere at kunne dokumentere krigsdeltagelsen socialt.
Som en sidegevinst giver de anførte stillingsbetegnelser et indblik i den tids - 1876 og herefter - brug af stillingsbetegnelser.   

Ansøgningerne om erindringsmedaljer  

​

 
 
Der er 36.388 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1848-50. Og 49.085 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1864. Det indledende initiativ blev taget af Frederik 7. i 1848 efter slaget ved Bov, fulgt op af Christian 9. efter slaget ved Dybbøl 1864.
Ansøgningsmuligheden blev for begge krige endeligt igangsat oktober 1876.
De fleste faktuelle oplysninger herom kan findes i Generalstabens udgivelser.[223]
Det fremgår af Krigsministeriets meddelelse januar 1876 om betingelserne for at modtage erindringsmedalje, at: 
  • man skulle have deltaget i kampene 1848-50 eller 1864 eller have "en Medalje for dem, som have deltaget i begge Krigene..."
  • man afgav med ansøgningen tillige en erklæring om, at man "hverken har udstaaet Strafarbeide eller ... er fundet skyldig i et i den offentlige Mening vanærende Forhold."
I princippet men næppe i praksis har man kunnet få to erindringsmedaljer, den særskilte medalje for deltagelse i begge krige. Dobbelt krigsdeltagelse har dog ikke har kunnet konstateres i det her gennemgåede materiale.
Kender man efternavne på ansøgere til erindringsmedaljer, kan man i en personsøgning alfabetisk søge på både 1848-50/51 og 1864 krigsdeltagelse.[224]
Rigsarkivet har til herværende undersøgelse mere brugbare totaloversigter over alle ansøgninger, der er fordelt i forskellige kategorier. Der er en inddeling efter amter 1848-50 og amter 1864. Man kan nederst i de håndskrevne ansøgninger se angivet, hvilken by og / eller sogn, ansøgeren kommer fra, ud over den angivne stillingsbetegnelse, alt i ansøgningsårene, der starter 1876. 
Til undersøgelsen er der udvalgt:
  1. Ribe Amt, Andst Herred. Ud over alle ansøgere fra Andst Herred er alle ansøgere fra Skanderup og Hjarup Sogn udvalgt særskilt som formodet repræsentative for ikke-bymæssige områder tæt på Kongeåen.
  2. Vejle Amt, Kolding Købstad. Ud af 13 herreder og 2 byer er der kun udvalgt Kolding By som den bymæssige repræsentant ved Kongeåen. 
  3. Viborg Amt, Skive Købstad og Viborg Amt, Viborg By, hvor disse to formodet ret forskellige bymæssige områder i Viborg Amt er udvalgt som bymæssige repræsentanter fra Nørrejylland.
  4. Viborg Amt, Fjends Herred. Ud af de 14 herreder i Viborg Amt er en ikke-bymæssig lokalitet udvalgt som formodet repræsentativ, nemlig hele Fjends Herred, herunder særskilt Ørslevkloster Sogn. 
I Rigsarkivets fortegnelse over erindringsmedaljer er registreret "de udfærdigede", hvor der også er en kategori for "udfærdigede - ikke afhentede ansøgninger". Der er for 1848-50 registreret 148 ikke afhentede ansøgninger. For 1864 er der registreret 764 ikke afhentede ansøgninger. Det fremgår af kategorien "senere ansøgninger", at der blev ansøgt helt indtil 1924 om erindringsmedaljer.
Der er ansøgninger fra udlandet, samt såkaldt "uberettigede" og andre ansøgningskategorier, som sammen med den almindelige usikkerhed i og med, at erindringsmedaljerne først kunne søges fra 1876, der gør det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at benytte disse registreringer som helt præcise vidnesbyrd om, hvor mange og hvilke krigsdeltagere, der har været i de to krige.
På trods af de således helt åbenbare svagheder, især det tidsmæssige spænd mellem krigene og ansøgningsmuligheden fra 1876, så formodes ansøgningerne at kunne bruges som en retningsgivende indikator for krigsdeltagelsen m.h.t. antal, fordeling på land, by og de angivne stillingsbetegnelser.
Sammen med Generalstabens, A. D. Cohens og V. Cohens[225] registreringer af de faldne under de slesvigske krige formodes disse kilder samlet at kunne give et repræsentativt indtryk af den lokale krigsdeltagelse - hvem deltog, hvem mistede livet i kampene?
Deltagelsesaspektet bliver i undersøgelsen sammenholdt med intentionerne i Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849. 
Skal man have samtidens oplevelse af og holdningstilkendegivelser omkring krigene, kræves der ud over samtidens avisreportager erindringer, dagbøger mv. Og lokalt finder man om de slesvigske krige kun i noget begrænset omfang dette erindringsmateriale.

Krigsdeltagelse og tabstal i de enkelte lokaliteter 

Udtagning på navngivne personer kunne i princippet realiseres med navn, stilling / erhverv, militære grad, militære enheder og år for krigsdeltagelse, alder, fødested og bopæl. Det er kun gjort i begrænset omfang, men der er i undersøgelsens elektroniske del indlagt kald til alle disse personlige oplysninger.[226]
I undersøgelsen er der kun gjort brug af de registreredes antal, geografisk placering og angivne stillingsbetegnelser.
I princippet kunne der i alle de udvalgte lokaliteter indlægges personrelaterede undersøgelser, men det er skønnet unødvendigt inden for denne undersøgelses rammer, hvor undersøgelsens fokus er en sammenligning af de udvalgte lokaliteter m.h.t krigsdeltagelsen, om de deltagende soldater som konsekvens af Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 i væsentlig grad har omfattet andre stillingsbetegnelser end tidligere tiders bønder, samt de lokale reaktioner og eller oplevelser i forbindelse hermed.
Personregistrering med navn kunne være relevant, hvis det også skulle undersøges, om der har været gengangere fra første slesvigske krig til 1864 krigen. Det er ikke systematisk undersøgt, men udtagne stikprøver viser ingen personlige gengangere i de to krige. Hvilket også aldersmæssigt ville have været uhensigtsmæssigt med et tidsspænd på o. 15 år og en ca. indkaldelsesalder på 20-25 år.
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.[227]
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
  3. Viborg By 101 registreringer.
  4. Skive Købstad 58 registreringer.
  5. Fjends Herred 157 registreringer. 
1864 er der flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.[228]
  2. Kolding By 202 registreringer.
  3. Viborg By 85 registreringer.
  4. Skive By 66 registreringer.
  5. Fjends Herred 184 registreringer.
De undersøgte lokaliteter under de slesvigske krige 1848-50 og 1864.[229] 
Den i forhold til de to slesvigske krige sent åbnede mulighed i 1876 for at kunne ansøge om erindringsmedaljer for deltagelse i den ene eller - ikke konstateret - begge krige betyder:
  • En fra 12 til 25 eller flere års afstand til krigsdeltagelsen i de registrerede ansøgninger.
  • Denne tidsmæssige afstand betyder et naturligt frafald af afdøde krigsdeltagere ud over dem, der ikke har kunnet eller evt. ikke har villet ansøge.
  • Det betyder yderligere, at de angivne bopæls- og stillingsbetegnelser på ansøgningstidspunktet kan variere betydeligt i forhold til tidspunktet for krigsdeltagelsen. De helt åbenbare eksempler er stillingsbetegnelser, der opstod i forbindelse med den jernbane, der i de undersøgte lokalområder blev etableret som et resultat af Jernbaneloven af 10. marts 1861, Langå-Viborg 1863, Langå-Skive 1865, Kolding-Lunderskov-Vamdrup 1866. Der optræder her stillingsbetegnelser i relation til en jernbane, som under krigene endnu ikke var oprettet, men det var den på ansøgningstidspunktet, 1876 og herefter, og det giver i forhold til tiden for krigsdeltagelsen en forkert stillingsbetegnelse. Det er indlysende problematisk at ekstrapolere en erhvervsfordeling, der er opgivet 1876 til henholdsvis 1848-50 og 1864, idet den tidsmæssige afstand mellem krigsdeltagelsen og ansøgningerne om erindringsmedalje, hvor spørgsmålene om stilling og bopæl var de på ansøgningstidspunktet gældende, kort og godt betyder, at angivne lokaliteter og stillingsbetegnelser alle er post festum i forhold til krigsdeltagelsen. Ydermere er der eksempler på, at spørgsmålsformuleringen "Hvilken er Deres nuværende Stilling" også har kunnet misforstås, og et par steder i de benyttede ansøgninger om erindringsmedalje er blevet besvaret som ægteskabelig stilling især. Og selv om både den tids geografiske og erhvervsmæssige mobilitet var begrænset - nok mere begrænset i land- end i byområderne - så giver den tidsmæssige afstand mellem krigene og ansøgningerne helt åbenbare indskrænkninger i en meningsfuld sammenligning af bopæl og stillingsbetegnelser i de to krige.
  • Til gengæld er de angivne stillingsbetegnelser i betragtning af den tids begrænsede stillingsmobilitet i et livsforløb anset for at kunne benyttes som rimeligt dækkende karakteristikker i krigsdeltagelsens Stillingsbetegnelser, når der inddeles i oversigtsmæssige kategorier. 
I den videre behandling af de søgte og bevilgede erindringsmedaljer vil det være et næsten selvstændigt formål at benytte tidens, de fra 1876 formulerede stillingsbetegnelser. Derfor er så vidt muligt både stavemåde og de udfyldte skemaers evt. egne indplaceringer af Stillingsbetegnelserne i forhold til hinanden bibeholdt - det giver en indikation af, hvorledes ansøgerne selv placerede de benyttede stillingsbetegnelser i forhold til hinanden.
De samtidigt (1876) anførte stillingsbetegnelser skal forsøges sammenholdt med den generelle og landsdækkende, historiske erhvervsfordeling.[230]
Det ville have været værdifuldt at have haft adgang til de undersøgte lokalområders erhvervsfordeling i vurderingen af stillingsbetegnelserne i de benyttede erindringsmedalje ansøgninger.[231]
Danmarks Statistik har en oversigt, Befolkningen i 150 år,[232] der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke.[233]
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling, opgjort på trods af Hans Chr. Johansens konstatering af problemerne i det statistiske materiale med at kunne skelne landbrug og håndværk i tiden før 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
%
508
%
597
%
727
%
889
%
%
  
43,2
  
54,9
  
46,5
  
45,4
  
45,1
Fiskeri og søfart
24
  
18
  
35
  
44
  
54
  
%
  
2,9
  
1,9
  
2,7
  
2,7
  
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
  
200
  
170
  
242
  
182
  
%
  
24,9
  
21,6
  
13,3
  
15,1
  
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
  
72
  
251
  
347
  
451
  
%
  
13,6
  
7,8
  
19,6
  
21,7
  
22,9
Handel og omsætning
26
  
32
  
46
  
78
  
134
  
%
  
3,1
  
3,5
  
3,6
  
4,9
  
6,8
Serviceerhverv
59
  
55
  
82
  
92
  
132
  
%
  
7,0
  
5,9
  
6,4
  
5,7
  
6,7
Andet
45
  
41
  
102
  
71
  
127
  
%
  
5,4
  
4,4
  
8
  
4,4
  
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd.
Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse.
I kategoriseringen af de udvalgte, lokale ansøgninger om erindringsmedalje har det været muligt at udskille stillingsbetegnelsen Arbeidsmand særskilt i forhold til stillingsbetegnelser, der direkte er anført som Landarbeider o.l.
Den herunder anførte, gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit af tabelværdierne oven for og skulle i princippet kunne benyttes som direkte sammenligning med ansøgningerne om de erindringsmedaljer, der er indgivet siden 1876.
Dog så også kun i modificeret form der, hvor det i erindringsmedalje ansøgningerne også ud fra sammenhængen er muligt at henføre stillingsbetegnelsen Arbeidsmand til kategorien landbrug. Det er undladt at kategorisere Arbeidsmand under landbrug i de udvalgte byområder, fordi det her vil være tvivlsomt, hvornår stillingsbetegnelsen Arbeidsmand dækker over en til landbrug knyttet stilling, eller der er tale om en ufaglært arbejder o.l. inden for de sekundære erhverv.
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer. Her af Danmarks Statistik angivet med landarbejdere og arbejdsmænd under et i kategorien landbrug.
  •          landbrug i alt 60,1 %,
  •          håndværk og industri 22,3 %,
  •          handel og service, 12,1 %
  •          andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så nærmere skal præciseres ved at sammenholde med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt fra 1849.

Krigsdeltagelsen i forhold til folketallet

Principielt skulle den almindelige værnepligt, der blev indført med loven af 12. februar 1849 være ligeligt fordelt på by og land og på forskellige stillingsbetegnelser i modsætning til tidligere tiders værnepligt, der havde været pålagt forskellige kategorier af bønder og landarbejdere, hvilket kan betegnes som en militær værnepligt, der udsprang af jorden, men som nu fra 1849 blev direkte person- i stedet for jordafhængig. 
Den nye lov om almindelig værnepligt var en ganske omfattende reform, der for så vidt også var en naturlig konsekvens af det folkestyre, som junigrundloven var udtryk for.[234] Der var naturligvis forskellige overgangsbestemmelser og holdninger til det det rimelige i den nye lovs konsekvenser.[235]
Danmarks Statistik har udgivet specificerede folketællinger for 1801, 1840, 1860, 1870 og 1880. Herfra er der udvalgt og beregnet et gennemsnit af 1870 og 1880 folketællingernes folketal, hvilket er skønnet mest korrekt i forhold til ansøgningsåret 1876 og herefter for erindringsmedaljer.[236]
De registrerede og udregnede gennemsnitlige % andele for krigsdeltagelse, d.v.s. modtagere af erindringsmedaljer ser således ud.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
Fjends Herred
Skive
Viborg
1848-50
2,9
2,9
1,8
2,1
2,5
1,4
1864
2,9
3,9
3,2
2,4
2,9
1,2
Man kan sige, at under første slesvigske krig 1848-50, hvor den almindelige værnepligt blev indført 1849, levede de krigsdeltagende soldaters, erindringsmedalje modtagernes andele af befolkningen helt op til forventningerne, at de største procentdele finder man i de mest udpræget landlige områder, hvor beskæftigelsen inden for landbruget har været dominerende - Skanderup Sogn og Andst Herred med 2,9 % mod Koldings kun 1,8 % og især Viborgs kun 1,4 %.
Landområderne havde større krigsdeltagelse end byområderne Kolding og Viborg. Dog ikke i forhold til Skive Købstad, der her lå på niveau med landområderne, forbavsende nok med større krigsdeltagelse end det her udvalgte landområde, Fjends Herred.
Krigsdeltagelsen 1864 i Kongeå området ændrede sig med en markant stigning i Koldings krigsdeltagelse i forhold til landområderne i Andst Herred, hvor Koldings krigsdeltagelse lå over herredets, men dog stadig under krigsdeltagelsen i landsognene - Skanderup og Hjarup.
I det nørrejyske område ses denne ændring fra første til anden slesvigske krig ikke, Viborg har som byområde stadig markant mindre krigsdeltagelse end både Skive Købstad og landområdet Fjends Herred. Landområdet Fjends Herred har mindre krigsdeltagelse en byområdet Skive, hvilket dels kan være en konsekvens af den almindelige værnepligt, men måske også at Skive under 1864 krigen stadig har været en art mellemting mellem det nærtliggende byområde, Viborg og landområdet Fjends Herred.

Lokalitetsundersøgelsen, problemstilling og metode 

Præsentationen af registrerede stillingsbetegnelser i de udvalgte lokalområder vil være i sammenfattede kategorier, men med henvisninger til de specificerede tabeller, der er udarbejdet som dokumentation for de sammenfattede resultater. 
Hensigten er at undersøge krigsdeltagelsen blandt de udvalgte områders stillingsbetegnelser, som de blev angivet i 1876 og fremefter, og her forsøge at få præciseret om og i hvilket omfang, den almindelige værnepligt har haft konsekvenser for krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Hertil hører også et regionalt aspekt, om der kan konstateres forskelle mellem de undersøgte lokaliteter ved Kongeåen og de udvalgte nørrejyske lokaliteter. Samt om der er konstaterbare forskelle mellem land- og byområder.
I krigsdeltagelsen i % af folketallet er de udvalgte områder omkring Kongeåen førende i forhold til de udvalgte nørrejyske områder. Bortset fra, at Skive som byområde i det nørrejyske har flere træk fælles med de udvalgte landområder i krigsdeltagelsen, så er der også en helt markant forskel på Kolding og Viborg som udvalgte byområder fra første slesvigske krig til 1864 krigen. 
Det vil inden for den givne undersøgelses præmisser give mening at foretage en
hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug overfor andre stillingsbetegnelser, hvor forskellige former for håndværk, handel og service samt andre stillingsbetegnelser, der historisk har dækket det bedre borgerskab eller fattige o.a. fra samfundets bund kan konstateres.
Formålet med denne hovedopdeling er at kunne konstatere om, og i hvilket omfang krigsdeltagelsen
·         undergik et skifte fra landbrugserhvervet til andre stillingsbetegnelser i løbet af de to slesvigske krige,
·         om der i forhold til folketal, erhvervsfordeling og regionale forskelle kan påpeges skift i krigsdeltagelsen som en konsekvens af ændringen i den militære værnepligt fra 1849. 
Der vil i undersøgelsen blive henvist til dokumentation i de udvalgte lokaliteters optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Desuden vil de herfra grupperede tabeller blive anvendt. Disse tabeller er konstrueret med henblik på en overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser, og der er grupperet inden for den erhvervsfordeling, der ønskes undersøgt. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfatter mange og ganske forskelligt artede stillingsbetegnelser.
Det ville være værdifuldt at kunne skelne mellem ejere af landbrugsejendomme, ejendomsstørrelser og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ikke, dertil er der ikke spurgt eller svaret præcist nok i ansøgningsskemaerne.
Dog kan der så nogenlunde etableres kategorier med Stillingsbetegnelserne Gaardmænd, -ejere over for Huus- og Boelsmænd, sammen med noget diffuse kategorier som Landmand, Bonde, Jordbruger, Forpagter o.l. Samt endelig en sammenfattende kategori med Karle, Røgtere, Dagleiere, Arbeidsmand o.l., som må betragtes som de lavest placerede i hierarkiet på landet.
Der er adskillige eksempler i det benyttede materiale på, at stillingsbetegnelsen er angivet med flere betegnelser som f.eks. Huusmand, Boelsmand og Dagleier eller Arbeidsmand, hvorfor der er indbyggede problemer med at finde dækkende kategorier med et entydigt indhold.
Omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kunne der i tiden omkring og efter 1876 herske tvivl om, hvorvidt der i princippet kunne være tale om en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft. I det benyttede materiale viser der sig i en lang række tilfælde klart, at betegnelsen snarest er dækkende for Dagleiere o.a. mere løs arbejdskraft i den tids landbrug.
Betegnelsen Arbeidsmand formodes derfor primært at have dækket over landarbejdere, daglejere o.l., især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup. Tvivlen bliver der forsøgt taget hånd om i gennemgangen af de udvalgte byområder, der dog også har vist sig at være så forskellige, at det ikke befordrer præcisionen i indplaceringen af Arbeidsmand i de valgte kategorier. 
Den samlede hovedgruppering ”tilknyttet landbrug” vil således komme til at rumme hele spektret fra højt til lavt placeret i det sociale hierarki, men hvor de er muligt med belæg i kilderne, vil der blive peget på, hvilke dele af spektret inden for de valgte områder, der har været tale om.

Lokaliteten Andst Herred

 
Her foretages undersøgelsen af det regionale område ved Kongeåen på herreds niveau i forhold til sogne- og det bymæssige niveau med Skanderup, Hjarup Sogn og Kolding By, Købstad. 
Det kan indledende konstateres, at krigsdeltagelsen i herredet i første slesvigske krig sammen med landsognene Skanderup og Hjarup med 2,9 % lå pænt over krigsdeltagelsen i Kolding By, der havde en krigsdeltagelse på 1,8 % i forhold til folketallet.
Der skete en betydelig ændring med krigsdeltagelsen i forhold til folketallet i 1864 krigen, hvor Andst Herred forblev på samme niveau, men hvor både Skanderup, Hjarup Sogn med 3,9 % og Kolding By med 3,2 % lå over herredets krigsdeltagelse i forhold til folketallet.
Principielt ville det være muligt at beskrive både lokaliteten Andst Herred og de øvrige, undersøgte lokalområder med personangivelser på baggrund af de i det dokumentariske materiale indlagte kald til ansøgningsskemaerne med de personlige specifikationer med bl.a. navn, by og sogn. Personspecifikationer er kun foretaget for lokaliteterne Skanderup, Hjarup Sogn fra Kongeå området og for Ørslevkloster Sogn fra det nørrejyske område. Ud over navn og lokalitet på landsby og sogneniveau kunne der i langt de fleste tilfælde også indhentes oplysninger om militære enheder, militær rang o.l. Det forekommer med det tilgængelige kildemateriale ikke at være relevant med disse oplysninger, ej heller med det givne formål med undersøgelsen.
Dokumentationen for undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Andst Herred,[237] og stillingsbetegnelserne her er ydermere grupperet i de til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[238] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50

I denne gruppe var der ud af 258 personer 218 personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Fordelingen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug var 58 personer med stillingsbetegnelser som Gaardmand, Gaardeier, Selveier, 66 som Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Arbeidsmand, Tjenestekarl, 94 som Huus-, Selveierhuus-, Fæstehus-, Boelsmand, Fisker i trange Kaar, Invalideforsørgelse, svagelig Krigsinvalid, Indsidder, Dagleier.
De 218 personer med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug 1848-50 udgjorde 85,2 % af alle områdets stillingsbetegnelser. 
Det er muligt - og giver mening - her at konstatere, at omkring en fjerdedel, 58 personer, 26,6 % af de krigsdeltagende havde en stillingsbeskrivelse som Gaardmand, -Eier eller Selveier. Resten, de fleste, 160 personer, 73,4 % havde Stillingsbetegnelser inden for det minimale hartkorn samt forskellige former for tyende og landarbejdere.
Der var således i landområdet Andst Herred en ganske markant krigsdeltagelse i første slesvigske krig af hovedsageligt stillingsbetegnelser inden for erhvervsgruppen landbrug.
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger   
I alt landbrug 
Gaardmand, Gaard-eier,
Landmand, Bonde,
Avlsbruger, Selveier m.v.
Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Huusmand m. fl.
Ansøgninger i alt, landbrugs%
218
58
160
258
%
26,6
73,4
84,5

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1864

Der var 1864 ud af 353 personer i alt 260 personer i landbrugsgruppen og her 45 personer med stillingsbetegnelser som Gaardeier og Gaardmand, 61 som Landmand, Bonde, Bunde, Selveier, Jordbruger, Avlsbruger, hvor der også supplerende var Vognmand som stillingsbetegnelse, 82 som Huus-, Boelsmand, Leiehusmand og Dagleier, 18 som Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl og 54 som Arbeidsmand.
I alt udgjorde de 260 personer med Stillingsbetegnelser inden for landbrug 73,7 % i 1864. 
Der er et konstaterbart fald i landbrugets andel - fra 85,2% til 73,7 % - i krigsdeltagelsen fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Der er også et konstaterbart fald i krigsdeltagelse for gruppen med det formodet største hartkorn, Gaardeier og -Mand der er faldet fra 26,6 % til 12, 7 % af de krigsdeltagende, medens det absolut mindste hartkorn, Huusmand o.l. samt tyende med et fald fra 73,4 % til 43,6 % også er reduceret betydeligt i krigsdeltagelse.
Krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelser inden for landbruget faldt i Andst Herred i løbet af de to slesvigske krige. Med det konstaterbart største fald for det større hartkorn med mere end en halvering. De mindre hartkorn, husmænd o.l. samt tyende, daglejere o.l. havde et lidt mindre fald til o. 40 % i krigsdeltagelsens andel.
I forhold til landsgennemsnittet med 60,1 % beskæftiget inden for landbrug i Danmark i perioden 1860-80, så må landbrugets andel af krigsdeltagelsen i Andst Herred stadig karakteriseres om betydelig men med faldende tendens.
Stillingsbetegnelser i Andst Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger   
Landbrug
Gaardeier, Landmand, Bonde,
Bunde, Avlsbruger,
- og Vognmand, Selveier,
Jordbruger
Dagleier og Leiehusman
og Huus Mand, Hus-, Boelsmand,
Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl, Arbeidsmand 
Landbrug i alt
Landbrugs% af i alt
 
106
154
260
353
%
40,8
59,2
100
73,7

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 1848-50 og 1864

I denne gruppe var der 1848-50 ud af 258 personer 14 med stillingsbetegnelser som Murer, Tømrer, Sne(d)ker med mestre, ind imellem samtidigt Huusmand eller Jordbruger og 16 med stillingsbetegnelser som Væver, Skrædder, -Mester, Smed, hvor alle samtidigt benævnte sig som Husmand. Eller stillingsbetegnelser som Høker, Bødker, Hjuler, Træskomand, Straatækker, ind imellem samtidigt hermed benævnt Husmand. Her er der således et konstaterbart problem med blandede stillingsbetegnelser.
Ses der bort fra den samtidige yderligere betegnelse som Huusmand, så antages håndværksstillingsbetegnelserne her at være den korrekte kategorisering.
Under denne forudsætning var der i alt under første slesvigske krig 30 personer eller 11,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., men hvor de fleste havde nogen konstaterbar sideløbende tilknytning til landbrug.
I håndværksgruppen var der i 1864 krigen ud af 353 personers stillingsbetegnelser 21 som Murer, Tømrer, Snedker, Maler, Skrædder, Uhrmager med mestre, 18 som både væver og Insidder, Træskomand, Skomager, Træarbeider, Træflisefabrikant, Ølbrygger, Bødker, Smed, Vognfabrikant, Slagter og 6 personer som Møller, -Svend, Mølleforpagtere (begge Rolles og Drabæks Mølle).
I 1864 var der i alt 45 personer eller 12,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 
Landsgennemsnittet for beskæftigede inden for håndværk, industri o.l. var 1860-80 på 22,3 %. Krigsdeltagelsen for håndværk o.l. i Andst Herred lå betydeligt under, o. 11-13 %.
Selvom der er ændringer i de konkrete stillingsbetegnelser og færre med tilhørende stillingsbetegnelser som Husmand o.l., så er håndværksgruppens procentandel relativt konstant under begge de slesvigske krige.
Landbrugets faldende procentandel må således være kommet fra andre stillingsbetegnelser.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet, herunder uspecificeret

Der var 1848-50 ud af 258 personer en enkelt Høker, som med sin stillingbeskrivelse repræsenterede gruppen handel og service. Desuden var der 8 personer, 3,2 %, som repræsenterede en Skolelærer, Aftægt, Partikuloir, uidentificerede Stillingsbetegnelser og en Jernbanearbeider samt en Ledvogter. 
Der var 1864  ud af 353 personer som repræsentanter for handel og service 8 personer med stillingsbetegnelser som Kornhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Høker og Husmand på Landet, 5 personer som Bestyrer på Fattiggaard i Veerst, Holte (Vamdrup) og Bekke[239], 5 personer som Indsidder, 6 personer som henholdsvis Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør (fra Veerst), Postbud, Politibetjent, 13 personer ved jernbanen med stillingsbetegnelser som Jernbaneassistent, Vandpumper, Colonne Formand (Vamdrup og Lunderskov), Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser, Vognopsynsmand, og 11 uidentificerede.
Det giver 48 personer eller 10,2 % for de ganske sammenbragte stillingsbetegnelser inden for handel og service og 3,1 % for de uidentificerede stillingbetegnelser.
Tallene er ikke så oplysende for gruppens sammensætning, men en ret klar indikation af, at forskydningen i Andst Herred i krigsdeltagelsen fra landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser er sket med bidrag fra andre stillingsbetegnelser end håndværk i en gruppe, der sammenfattende kan kaldes handel, service, liberale erhverv og andet, uidentificeret. Denne gruppe er procentuelt vokset med over 30 % og kan således næsten matche faldet i landbrugets andel på o. 40 %.
Andst Herred er som landområde et godt eksempel på, at den almindelige værnepligt fra 1849 kom til at betyde, at krigsdeltagelsen i forhold til folketallet reduceredes i forhold til den konstaterede krigsdeltagelse 1864 i Kolding By, der især har Stillingsbetegnelser inden for gruppen af byerhverv.
I Andst Herred er der lidt ud over det almindelige både en læge, en lærer og en ingeniør som krigsdeltagere i 1864. 

Lokaliteterne Skanderup Sogn og Hjarup 

 
Schleswig, nebst einem theile v. Jutland u. Funen 1850, Konturkoloreret litografi C. Flemming.
Herunder Koloreret litografi tillige militairt orienteringskaart over Krigsskuepladsen C. Henckels K. A. Kjöbenhavn, 1850. Bemærk Skodborg Aa, Kongeaaen som grænse indtil Vamdrup, hvor åen bliver til bække, der løber til Skanderup og Hjarup. Bækken danner i Skanderup skel mellem Wissingsminde og Grønvanggaard, løber igennem og ”fodrer” landsbyens to branddamme.[240]
Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Lokalitetsfordelingsmuligheden gælder alle de undersøgte lokaliteter med landområder, hvor herreder er inddelt i sogne, og det enkelte sogn er opdelt i tilhørende landsbyer. Det giver dog næppe nogen mening at slutte noget ud fra den fundne registrering på sognets lokalområder, hvor ændringer i de lokale folketal skal iagttages sideløbende, og så specificerede lokale folketal har Danmarks Statistik ikke.[241]
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for Andst Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse.

Folketællinger og krigsdeltagelse

Man kan ud fra folketællingen i 1850[242] identificere 12 fra Skanderup Sogn og ingen fra Hjarup,[243] der var registreret som soldater, hvilket så viser sig at være noget misvisende for sognets og Hjarups deltagere i den første slesvigske krig. Vurderet ud fra antallet af ansøgte erindringsmedaljer var der 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, i alt 45 godkendte ansøgere til erindringsmedalje[244] for deltagelse i krigen 1848-50. Dette antal må betragtes som et mindste- og formentlig temmelig korrekt mål for den lokale krigsdeltagelse 1848-50.
Den manglende overensstemmelse med folketællingen kan skyldes optællingstidspunktet for folketællingen, hvor de optalte måske har været hjemsendt fra militærtjenesten, og har fået en civil stillingsbetegnelse i folketællingen. 
Sammenholder man personoplysninger i 1850 folketællingen, hvor der er registreret 12 som soldater fra Skanderup Sogn, med de 25 ansøgere fra Skanderup Sogn om erindringsmedalje for krigsdeltagelse 1848-50, så er det bemærkelsesværdigt, at kun 3 fra de i folketællingen registrerede optræder som ansøgere til erindringsmedalje. De resterende 9 soldater fra 1850 folketællingen må så enten være afgået ved døden, eller de har af anden grund i 1876 undladt at ansøge om erindringsmedaljen. 
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer,[245] hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer,[246] hvoraf ingen er registreret indkaldt som soldat. Men befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup.
I betragtning af indførelsen af den almindelige værnepligt 12. februar 1849 har Skanderup Sogns og Hjarups krigsdeltagelse helt utvivlsomt mindst været de 45 registrerede ansøgere til erindringsmedaljen frem for det antal, der kan udlæses af 1850 folketællingen.

Stillingsangivelserne 1848-50 og 1864 i Skanderup Sogn og Hjarup

Som dokumentation for de følgende undersøgelsesresultater henvises der til de for Andst Herred[247] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje samt tilsvarende for Skanderup Sogn og Hjarup 1848-50[248] og 1864[249].  Desuden er der sammenfattende tabeller[250] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfattede som anført mange og ganske forskelligartede stillingsbetegnelser.
Første slesvigske krig
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget[251]. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %.  Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.[252]
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med Andst Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.
1864 krigen, udviklingen siden første slesvigske krig
Krigsdeltagelsen i 1864 krigen[253] var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet, så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i Andst Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Dog med forbehold over for de i 1876 med stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften.[254]

Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige

Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn[255], heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side.[256] Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864,[257] heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de faldne optalt til 3, som faldt under kampene ved Ejstrup.[258]
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten[259] er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. Ud fra V. Cohens angivelser var der 5 faldne i 1864,[260] som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige,[261] med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, her kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp[262] i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater,[263] med tilhørende katalognumre,[264] dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.

Folketællingsoplysninger og ansøgningerne om erindringsmedalje

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering.[265]  
Krydskontrol af folketællingernes tal for soldater og tallene for ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36.388, der har søgt om erindringsmedalje. Og at der således også i Skanderup og Hjarup Sogn må antages at have været flere indkaldte soldater end de 45, der er registreret som ansøgere til erindringsmedalje.
De manglende ansøgere må så formodes at være afgået ved døden på ansøgningstidspunktet.
De i Skanderup og Hjarup Sogn 45 ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer må antages at have været et absolut mindstemål for krigsdeltagelsen.

Sammenfattende om landdistrikterne i Andst Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn

Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, udgør i Andst Herred 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet Andst Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[266]
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn lå med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af Andst Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   

Lokaliteten Kolding By

 
I forhold til stillingsbetegnelserne i Andst Herreds landområder kan Kolding by, købstad, Vejle Amt naturligvis fremvise mere omfattende og noget anderledes stillingsbetegnelser.
Der foretages også i Kolding By en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug, set i forhold til andre stillingsbetegnelser.
I en større by som Kolding må der forventes forskellige former for stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., handel, service o.l. samt en gruppe af stillingsbetegnelser for det bedre borgerskab i øvrigt.
Som dokumentation henvises der til de for Kolding By og Købstad [267] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Der er også for Kolding sammenfattende tabeller[268] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
Det ville også i Kolding have været værdifuldt at kunne skelne mellem ejere og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ej heller her, eller kun sporadisk. Dertil er der ikke spurgt og svaret præcist nok i 1876.
Der kunne for så vidt i tiden omkring og fra 1876 i Kolding være tvivl om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der i princippet kunne være en på denne og en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft inden for de sekundære erhverv, men som i det benyttede materiale i en række konstaterbare tilfælde klart har vist sig at være en betegnelse, der er dækkende for landarbejdere, daglejere o.l.[269] Dette naturligvis især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup samt Andst Herred. I Kolding er dette en mere tvivlsom antagelse.
Der har sikkert været landarbejdere bosat i den tids Kolding, men om det gælder alle, der har angivet stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, er det umuligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag, ansøgningerne om erindringsmedaljer.[270] Der kan dog næppe være tvivl om, at stiilingsbetegnelsen dækker over den tids socialt lavest placerede i både land- og byerhverv, i byerhvervene - som i Kolding - så muligvis også i nogen udstrækning en stillingsbetegnelse for den tids ufaglærte arbejdskraft.
Hvor det har været muligt og direkte angivet i ansøgningsmaterialet, der er andre med stillingsbetegnelser i kombination med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand blevet udskilt som de arbejdere i de sekundære erhverv, som deres stillingsbetegnelser angiver.

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige

De registrerede erindringsmedaljer for Kolding By viser i en sammenlignende opstilling med grupperede stillingsbetegnelser for begge de slesvigske krige, at der vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 111 erindringsmedaljer for deltagere i første slesvigske krig og 202 for deltagere i 1864 krigen i Kolding By, Købstad kan konstateres en gruppe med direkte tilknytning til landbrug med stillingsbetegnelser som Fæstemand Koldinggaard, Dagleier, Gartner, Huusmand, Landarbeider, Gaardekarl, hvor der 1848-50 var 9 personer, hvortil kom 22 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der her anses for at have været landarbejdere. Det kan dog ikke afvises, at en større eller mindre del af de 22 personer med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kan have været beskæftiget i sekundære erhverv som ufaglært arbejdskraft.
Sammenlagt udgjorde disse 31 personer 27,9 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50.[271] Alternativt udgjorde de 9 personer med helt sikker landbrugstilknytning 8,1 %.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for deltagelse i 1864 krigen har 13 personer med direkte tilknytning til landbrug samt 28 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand. Her som ved første slesvigske krig er andre arbejdere end de direkte som Arbeidsmand anførte fjernet, og stillingsbetegnelsen Arbeidsmand for de medtagne formodes også her at have været landarbejdere, blot bosat i byen Kolding. 
Sammenlagt udgjorde disse 41 personer 20,3 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1864.[272] Alternativt udgjorde de 13 personer med direkte tilknytning til landbrug 6,4%.
Der kan konstateres et svagt men ikke bemærkelsesværdigt fald i stillingsbetegnelser knyttet til landbrug fra første til anden slesvigske krig i Kolding. Og dette uanset, om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand medregnes under landbrug.[273]

Stillingsbetegnelser inden for håndværk, industri o.l. i de to slesvigske krige

En gruppe med anførte stillingsbetegnelser for andre arbejdere end direkte opgivet som Arbeidsmand var Fabriks-, og Maskinarbeider, Tobaks-, Cigararbeider, Lagerarbeider, Ølhenter. I denne kategori var der i 1848-50 og 1864 tilkendegivet 5 henholdsvis 13 personer. 
Sammenlagt udgjorde de 5 personer 5,4 % af bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50,[274] i 1864[275] udgjorde de 13 personer 6,4 %. 
Gruppen af forskellige former for håndværk 1848-50 havde stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
1864 var stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
Gruppen af håndværkere inkl. andre arbejdere udgjorde henholdsvis 36 i 1848-50 og 97 personer i 1864. 
Sammenlagt udgjorde de 36 personer 32,4 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje i 1848-50[276] og de 97 personer 48,0 % i 1864.[277]
Der var tale om både mestre og svende.
Der kan i Kolding konstateres en stigning i stillingsbetegnelser knyttet til håndværk fra første til anden slesvigske krig, der regnet i procentpoint overgår faldet i landbrugets andel i krigsdeltagelsen.  

Stillingsbetegnelser inden for en gruppering af handel, service og blandet bedre borgerskab

I en temmelig sammenbragt gruppe af stillingsbetegnelser, som overordnet kan kaldes handel, service, offentlige myndighedspersoner samt det bedre borgerskab, finder man 1848-50 stillingsbetegnelser som Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent, Værtshusholdere, Gæstgivere.
Disse stillingsbetegnelser udgjorde tilsammen 30 personer eller 27,0 % i 1848-50.
I samme gruppering finder man 1864 stillingsbetegnelserne Kjøbmand, Detailhandler, Handelsmand, Commis, Marschandiser, Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek,[278] Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller, Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper, Værtshus-, Kroholder, Giestgiver.
Denne kategoris stillingsbetegnelser udgjorde sammenlagt 56 personer eller 27,7 % i 1864.
Gruppen med stillingsbetegnelser inden for handel, service og blandet, bedre borgerskab er konstaterbart forøget på niveau med håndværksgruppen i løbet af de to slesvigske krige, og har udgjort en temmelig stor andel af de krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.[279] 

Stillingsgrupper med uidentificerbare, blandede og fåtallige stillingsbetegnelser

Den i realiteten misvisende gruppe 1848-50 med stillingsbetegnelser inden for den først efter de slesvigske krige etablerede jernbanedrift har 2 stillingsbetegnelser som Jernbane Arbeider og -Restauratør. I 1864 er der 5 tilsvarende stiilingsbetegnelser som Stationsbud ved Kolding Jernbane, Karl ved Jysk Fynske Jernbaner, Jernbaneassistent, Jernbanebetjent og Ledvogter, Portør ved Jernbanestationen Kolding.
Der er desuden en gruppe ikke-identificerbare, d.v.s. ulæselige og fåtallige stillingsbetegnelser som Graver, Brøndborer, Ølhenter, Fattiggaard, Invalid o.l., som 1848-50 udgjorde 14 personer, 12,6 %, og som 1864 udgjorde 8 personer, 4,0 %.[280]   

Sammenfatning Kolding By

De anførte resultater i simplificeret tabelform er kommenteret i forhold til de originale angivelser af stillingsbetegnelserne i ansøgningsskemaerne.
Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l. Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbruget - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart[281] ikke var tilfældet 1848-50.
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849[282] som en konsekvens af især borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker,[283] at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad i forhold til folketallet lå under første slesvigske krig betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 % mod 1,8 % for Koldings krigsdeltagelse i forhold til folketallet. Det ændrede sig markant med Kolding krigsdeltagelsen i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %. 1864 lå krigsdeltagelsen for Kolding by med 3,2 % af folketallet betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så højt som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i Andst Herred med 2,9 %.
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man måske formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 muligvis kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. 
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med 
stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser.[284] Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst,[285] og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.

Lokaliteten Fjends Herred 

 
Kort over den vestlige Deel af Viborg Amt, tegnet af Th. Gliemann Mansa, Konglt. Steentr. A[brahamsson, 1825.
Her undersøges et samlet regionalt område omkring Limfjorden på herreds niveau i forhold til et sogne- og det bymæssige niveau med Ørslevkloster Sogn, Skive og Viborg By, Købstad. 
Dokumentationen for denne del af undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Fjends Herred med de hertil ydermere grupperede, til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[286]

Krigsdeltagelse og folketal

I forhold til folketallet ligger krigsdeltagelsen lavere i Fjends Herred end i landområderne ved Kongeåen, hele Andst Herred, herunder Skanderup Sogn, nemlig en krigsdeltagelse i Fjends Herred med 2,1 og 2,4 % i de to slesvigske krige mod 2,9 % for Andst Herred i begge krige og i Skanderup og Hjarup Sogn med henholdsvis 2,9 og 3,9 % i de to krige.[287]
Den lavere krigsdeltagelse i dette landområde i forhold til landområdet ved Kongeåen kan tjene som en indledende konstatering, der i den videre undersøgelse skal suppleres med dette landområdes krigsdeltagelse i forhold til de udvalgte byområder Skive og Viborg, som også er udvalgt fra Limfjordsområdet.
Der blev i herredet for krigen 1848-50 indgivet og bevilget 157 ansøgninger om erindringsmedalje. Tilsvarende blev der for krigen 1864 indgivet og bevilget 184 ansøgninger om erindringsmedalje.[288] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

I første slesvigske krig er der stort set kun registreret ansøgere til bevilgede erindringsmedaljer for personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug, nemlig 152 personer, 96,8 % af alle, hvor stillingsbetegnelser som Gaardmand, -eier, Landmand, Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger, Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster, Tjenestekarl, udgjorde 133 personer.
Med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", som må formodes at have været daglejere, landarbejdere, inkluderet i gruppen med landbrug, var der 19 personer.  
Endelig var der 5 personer med andre stillingsbetegnelserne.
Gaardmand-, eier udgjorde 50 personer eller 31,8 % af alle, en betydelig repræsentation af det bedre hartkorn over for de resterende 102 personer, 65,0 % af alle, som repræsentanter for det mindre hartkorn med Husmand o.l., tyende og daglejere.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1848-50 af 157 bevilgede ansøgninger    
Landbrug         
Gaardmand
Landmand, Jord-, Avlsbruger,
Fiskeri, Huus-,Boelmand,
Husfæster, Tjenestekarl,
Arbeis-, Aftægtsmand, Insider
Skovfoged, Tømrer, Uidentificeret
I alt
152
 
50
 
102
5
157
96,8
32,9
67,1
3,2
%
I Fjends Herred var i første slesvigske krig soldater-, krigstjenesen helt dominerende, med 96,8 % hentet fra stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Til sammenligning var der i Andst Herred 218 personer eller ”kun” 85,2 % med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug i første slesvigske krig.
Heraf udgjorde omkring en fjerdedel, 26,6 % af de krigsdeltagende personer stillingsbetegnelser som Gaardmand, -Eier eller Selveier, hvilket her karakteriseres som det bedre hartkorn.
I 1864 krigen afveg Fjends Herred ikke meget men dog noget, idet de 184 bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje for langt de flestes vedkommende stadig havde stillingsbetegnelser inden for landbrug med 159 personer eller 85,9 %.
Stillingsbetegnelserne under landbrug var Gaardeier, -mand, forpagter, Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand, Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand, Arbeids-, Arbejdsmand, Indsidder, Fisker, Gartner, Skovfoged.
1864 udgjorde stillingsbetegnelsen Gaardeier, -mand, -forpagter 43 personer eller 23,2 %, der repræsenterede det bedre hartkorn, medens det mindre hartkorn med husmand o.l. samt daglejere, tyende o.l. udgjorde 116 personer eller 62,7 %.
Til sammenligning var krigsdeltagelsen inden for stillingsbetegnelser med landbrug i Andst Herred 85,2 og 73,7 % i henholdsvis første slesvigske krig og 1864 krigen. Her var det bedre hartkorns krigsdeltagelse med o. 11-12 % betydeligt lavere end de tilsvarende 23 - 27 % i Fjends Herred i 1864.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1864 af 184 bevilgede ansøgninger
 
Landbrug  
I alt og % af i alt 184.      
Gaardeier, -mand, forpagter
Landmand, Tjenestekarl,
Jordbruger, Røgter, Avls-,
Lanmand, Huusmand, Landarbeider,
Boelsmand, Arbeidsmand
Insidder, Gartner, Skovfoged
I alt
159
 
43
 
110
 
6
184
86,4
 
27,0
 
69,2
 
3,8
%

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Af de resterende 5 personer, der i første slesvigske krig ikke kunne henregnes under landbrug, var der 1 stillingsbetegnelse som Skovfoged, 2 som Tømrer og 2 uidentificerbare.
I 1864 krigen var der Inden for håndværk o.l. 15 personer, 8,1 % med stillinsbetegnelser som Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier, Tømrer, Murer, Snedker og Indsidder, Møller, MølleBygger, -Svend.
Der var ikke mange håndværksfag repræsenteret i krigsdeltagelsen, men dog flere 1864 end i første slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser handel, service og andet

I første slesvigske krig er der ingen registreret i denne restgruppe.
1864 var der i den blandede gruppe af stillingsbetegnelser 11 personer, 6 % med stillingsbetegnelserne Købmand, Detailist, Paa Forsorg, Skolelærer og Kirkesanger, Statsbanerne samt 5 uidentificerbare.
Selv om Fjends Herred fra første slesvigske krig til 1864 krigen reducerer landbrugets andel, er der stadig tale om en ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 
I Andst Herred er der tilsvarende i 1864 krigen 260 personer eller ”kun” 73,7 % med Stillingsbetegnelser inden for landbrug.
I begge landområderne, Fjends og Andst Herred er der tale om et fald i landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser fra første slesvigske til 1864 krigen, men i Fjends Herred med markant flere landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser end i Andst Herred. For så vidt to modsatrettede tendenser, når man medtager krigsdeltagelsen i forhold til folketallet, der var 2,9 % i begge slesvigske krige i Andst Herred mod 2,1 og 2,4 % i Fjends Herred, faktisk den laveste i begge slesvigske krige blandt de udvalgte landområder.

Lokaliteten Fjends Herred med Ørslevkloster Sogn  

 
Ørslev Kloster fra syd og i Danmarks Statistik.
 
 
Stillingsbetegnelserne for at have deltaget i første slesvigske krig omfatter i det lille landsogn Ørslevkloster 21 personer, der alle kan rubriceres inden for landbrug, nemlig som Gaardmand, Huus-, Hus-, Boelsmand, Landmand, Jordbrug og Fiskeri, Arbeidsmand, Tjenestekarl, Aftægtsmand.
Heraf 4 eller 19 % med stillingsbetegnelsen Gaardmand, det lidt større hartkorn mod 17 eller 81 % med stillingsbetegnelser som Huusmand o.l., det lille hartkorn samt tyende, aftægt o.l.
Krigsdeltagelsen faldt 1864 fra 21 personer i første slesvigske krig til i 1864 krigen kun at udgøre 15 personer.
Selv for et landsogn er det bemærkelsesværdigt, at der 1864 kun var en møllebygger og en skovfoged, velsagtens i skoven til herregården Ørslev Kloster, der i stiilingsfortegnelserne varierer i forhold til de ved landbrug beskæftigede. 1864 var der kun en enkelt Gaardmand, det lidt større hartkorn. Resten var det mindre hartkorn, Fisker og en Gartner.
Og sammenlignet med landsognet Skanderup Sogn og Hjarup er der kun en minimal repræsentation af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. daglejere, landarbejdere. Der var i dette landsogn ej heller tilkommet en jernbane, der som andre steder, også i landsognene Skanderup og Hjarup i 1876 satte sit præg på stillingsbetegnelserne.
Derimod var der både 1848-50 og 1864 stillingsbetegnelser med fiskeri, som kan tilskrives beliggenheden ved Limfjorden. 
  
J. J. Bruun, Schifve, ... Ao. 1755.[289]Lokaliteterne 1-11 er trukket op og er: 1. Vor Frue Kirche, 2. Torvit, 3. Schifve-Huus, 4. Vester-gade, 5. Adel-gaden, 6. Nørre-gaden, 7. Øster-gaden, 8. Ting-gaden, 9. Slots-gaden, 10. Sønder-Bye, 11. Schifve-Aae.
 
Skive Købstad, Trap, kort 1900. 
I dette format er kortet vanskeligt aflæselig. Derfor en medfølgende digital henvisning fra Trap Beskrivelse af Kongeriget Danmark III Udgave. [290] Som Skive så ud efter den relativt nyanlagte jernbane og begyndende industrialisering. Men stadig præget af landbruget som omkringliggende, dominerende hovederhverv.
 
1755 kortet er vendt syd-nord, Trap kortet nord-syd.
 
 
De registrerede erindringsmedaljer for Skive By[291] bærer præg af, at der til byområdet også hørte deciderede landområder i det, der den gang var byens yderområder.
Der blev til første slesvigske krig fra Skive By, Købstad indsendt og bevilget 58 ansøgninger om erindringsmedalje for krigsdeltagelse.
Der skal for Skive som for de øvrige byområder tages forbehold over for placeringen af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som her i den indledende tabellariske oversigt er placeret under henholdsvis landbrug og håndværk o.l. Der er helt afgjort ikke tale om et enten eller, således som stillingsbetegnelsen her er placeret for overskuelighedens skyld.
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive[292]
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Den mangelfulde viden om, hvad stillingsbetegnelserne anno 1876 de facto dækker over, giver en heraf følgende tvetydighed i nogle af de heraf afledte slutninger.
Af de 34, potentielt kun 21 stillingsbetegnelser inden for landbrug var der 2 Gaardmænd 1848-50, men ingen af de 21, potentielt kun 9 i 1864 var med stillingsbetegnelser fra det lidt større hartkorn. Stillingsbetegnelserne Husmand, Huusmand, Boelsmand figurerer med 11 personer eller 19 % 1848-50. I 1864 var der ikke registreret personer med disse stillingsbetegnelser.
I begge de slesvigske krige var i Skive stillingsbetegnelsen Arbeidsmand - ligesom i landlokaliteten Andst Herred ved Kongeåen - den som enkeltstående stillingsbetegnelse dominerende. I Andst Herred med henholdsvis 21,7 % og 15,3 % af stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864, i Skive med 13 personer, 22,4 % i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12 personer, 18,2 % med stillingbetegnelsen Arbeidsmand.  
I tabellen forudsættes det, at denne stillingsbetegnelse kan have dækket over forskellige former for landarbejdere eller alternativt ufaglært arbejdskraft i de sekundære erhverv i Skive by. Den alternative gruppering for stillingsbetegnelsen er derfor håndværk o.l., hvor det desværre er helt umuligt at nuancere i forhold til et enten, eller.
Af andre stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var der i første slesvigske krig angivet 6 personer som Landmand, Land- eller Avlsbruger, 1 Dagleier og 1 Fisker, 8 personer i alt.
I 1864 var der 21 personer med andre stillingsbetegnelser inden for landbrug 3 Gaards-, Tjenestekarl, 1 Fattiggaardsbestyrer, 1 Fisker, 4 Landmand eller Jordbruger. 
Krigsdeltagelsen for landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen faldt fra 58,6 til 31,8 %, hvis Arbeidsmand er helt inkluderet som arbejdskraft i dette erhverv. Ellers har faldet i landbrugets krigsdeltagelse været fra 36,2 til 13,6 %. Under alle omstændigheder et stort og betydeligt fald.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Lige så sikkert, som der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen inden for grupperingen landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen, lige så sikkert kan der i Skive konstateres en stigning i krigsdeltagelsen inden for grupperingen håndværk o.l. Her er stigningen excl. Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand fra 12 til 21 personer, fra 20,7 til 31,8 %. Incl. Arbeidsmand er stigningen fra 25 til 33 personer, fra 43,1 til 50,0 %
Stillingsbetegnelserne under første slesvigske krig var 3 Skomager, -mester, 2 Snedker hvoraf 1 også Møbelhandler, 1 Rebslager, 4 Murer, -mester, 1Tømmermester, 1 Naalmager Skive Fattiggaard.
Stillingsbetegnelserne 1864 var 5 Skomager, -svend, -mester, 1 Sadelmagermester, 1 Slagter, 1 Blikkenslager, 3 Maler, -mester, Farver, 1 Smed, 1 Bødker, 1 Uhrmager. 
De to stillingsgrupper inden for henholdsvis landbrug og håndværk o.l. kan som krigsdeltagende med den indbyggede usikkerhed omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok bedst anskues i relation til den sidste gruppering med handel, service, andet, hvis forøgelse i krigsdeltagelsen svarer til den samlede nedgang i landbrug, håndværk o.l.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andre, blandede erhvervsgrupper

Som samlet gruppe forøgedes krigsdeltagelsen for handel, service og andet fra 12 til 24 personer, fra 20,7 til 36,4 % i krigsdeltagelsen.
Under første slesvigske krig omfattede denne gruppe 5 personer med stillingsbetegnelserne 3 Kjøbmand, Købs-, Detailhandel, 1 Vertshusholder, 1 Bankbogholder, som tilsammen udgjorde 8,6 %.
I en blandet gruppe var der 2 Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station, 1 Kongelig Toldassistent, 1 Betjent, 1 Pakhuskarl, 2 uidentificerbare, som tilsammen udgjorde 7 personer eller 12,1 %.
Under 1864 krigen var der 11 personer, 16,7 % med stillingsbetegnelsen inden for gruppen handel og service, heraf 2 Kjøbmand, 4 Verts-, Værtshusholder, Restauratør, Hoteleier, 1 Marskandiser, 1 Conditor, 1 Boghandler, 1 Manufaktur, 1 Træhandler.
I en blandet gruppe var der 13 personer, 19,7 %, heraf 2 Skolelærere (i Landsogn), 1 Bestyrer af Realskole, 1 ansat ved Banen. De resterende 9 var 1 Opsynsmand, 1 Fører (?Lokomotiv?), 1 Staldforpagter, 1 Ungkarl, 5 uidentificerbare.  
Med stillingsbetegnelser som Handel, Bankbogholder, Kjøbmand, Manufaktur, Marskandiser, Værtshus m.v. - var der henholdsvis 11,9 % i 1848-50 og 14,4 % i 1864.
Som et ganske vist lidet og fattigt byområde startede Skive i første slesvigske krig med stor krigsdeltagelse fra stillingsbetegnelser inden for landbrug, 58,8 %, som falder til 31,8 % i 1864 krigen, hvis stillingsbetegnelsen Arbeidsmand henregnes under landbrug ellers fra 36,2 til 13,6 %.
Ændringen i krigsdeltagelsen fordelt på grupperede stillingsbetegnelser sker fra landbrug især og håndværk o.l. til en næsten jævn tredeling mellem landbrug, håndværk o.l., med handel, service og blandede stillingsbetegnelser i den sidste tredjedel.
Skiftet kan formentlig også her primært forklares med intentionerne i loven om almindelig værnepligt 12. februar 1849, hvor Skive By forekommer relativt eksemplarisk.

Lokaliteten Viborg By[293]
I modsætning til landstendensen, hvor det størrelsesmæssige forhold mellem ansøgningerne om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 var 42,6 % mod 57,4 % af alle ansøgningerne, så har Viborg 1864 færre, nemlig 85, hvor der 1848-50 var 101 ansøgninger. Stort set omvendt resten af de her gennemgåede lokaliteter, samt resten af landet, hvor der kan konstateres flere krigsdeltagere i 1864 end i første slesvigske krig.
Stillingsbetegnelserne i de indsendte ansøgninger om erindringsmedaljer for Viborg By, Købstad har i dokumentationstabellen for begge de slesvigske krige[294] angivet den lokalitet, Viborg Mark, hvor Stillingsbetegnelser inden for landbrug især er placeret. Også her er der indlagt mulighed for kald til dokumentationen for tabellens oplysninger.
Der er også for Viborg fremstillet grupperede tabeller med Stillingsbetegnelserne for både første slesvigske krig[295] og for 1864 krigen[296].

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Landbrugets andel af krigsdeltagende soldater faldt fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 37 personer eller 36,3 % til 22 personer, 25,9 % af alle.
1848-50 var der 1 person med stillingsbetegnelsen Gaardeier, men ingen fra det lidt større hartkorn 1864. Der var første slesvigske krig 20 personer, 19,8 % med stillingsbetegnelser som Landbrug, Landmand, Avlsbruger, Jorsmand, -bruger. Tilsvarende var der 1864 med stillingsbetegnelsen Avlsbruger 4 personer. 2 personer med stillingsbetegnelser som Forvalter og Gartner 1848-50 var 1864 blevet til 2 personer med stillingsbetegnelsen Huusmand, Bolsmand.
Den største stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var under begge de slesvigske krige Arbeidsmand med 14 og 13 personer, 13,9 % til 15,3 % af de krigsdeltagende inden for landbrugsgruppen fra første til anden slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Denne gruppe af stillingbeskrivelser gik fra 38 personer, 37,6 % i første slesvigske krig til 41 personer, 48,2 % i 1864 krigen.
Det viser en ret markant stigning i krigsdeltagelsen i Viborg for Stillingsbetegnelserne inden for håndværk o.l.
Der er adskillige angivelser af, om der i stillingsbetegnelsen har været tale om en ansat, svend o.l. eller en ”Mester”, ejer af virksomheden. Besvarelserne er dog her som i de øvrige lokaliteter for upræcise og tilfældige på dette punkt til, at det vil være muligt at foretage en sådan opdeling.
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1848-50 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, 6 Tømrer, -svend, -mester, 4 Steenhugger, Brobygger, -lægger, 3 Murer, -svend, 2 Skrædder, -mester, 2 Smed, -mester, 2 Malermester, Farver, 2 Garver, en af hver med flg. betegnelser: Kunstdreier, Lysestøber, Teglbrænder, Saddelmager, Snedkersvend, Glarmester, Skorstensfeiermester, Jernstøbearbeider. 
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1864 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, -svend, 8 Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend, 4 Maler, -mester, Maler og Fotograf, 4 Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder, 2 Skrædder, -mester, 2 Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania, 2 Smed, Guldsmed, en af hver med flg. betegnelser: Fabriks Arbeider (som er 13 år yngre end Jernstøbearbeideren fra 1848-50)[297], Bagermester, Bogbinder, Væver, Bødkermester, Garver Svend, Karetmager, Handskemager, Vægter, Fabrikant.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet

Denne gruppe med noget blandede Stillingsbetegnelser omfattede under første slesvigske krig 26 personer, 25,7 %, under 1864 krigen 22 personer, 25,9 %. Altså en antalsmæssigt relativt konstant gruppe af Stillingsbetegnelser i Viborg under de slesvigske krige.
De 26 stillingsbetegnelserne 1848-50 i antalsmæssig rækkefølge er 4 Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig, 2 Kontorist, Bogholder, 2 Politibetjent (siden 25. oktober 1858), Betjent, 2 Overbanemester, Ledvogter, 2 Værtshusholder, 2 Kongelig Postfører, Particulier, en af hver med betegnelserne Bybud, Træhandler, Fragtkører, Skolelærer, Medhjælper Viborg Apothek, Orgonom? Og 4 uidentificeret.
De 22 stillingsbetegnelser 1864 i antalsmæssig rækkefølge er 6 Kjøbmand, 5 Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder, en af hver med betegnelserne Træhandler, Bog- og Papirhandler, Ølhanler, Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende, Fuldmægtig, Pakhusforvalter, Formand Jysk fynske Jernbaner og 4 uidentificerbar.
Sammenfattende sammenligning af stillingsbetegnelserne i erindringsmedalje ansøgningerne  
Udgangspunktet for sammenligningen mellem de udvalgte lokaliteter er den almindelige værnepligt, som blev indført 12. februar 1849 i Danmark som afløsning for en værnepligt, der tidligere kun havde påhvilet bønderne, dem der arbejdede med jorden.
I de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagende soldater angives i ansøgningerne fra 1876 og fremefter bopæl og stillingsbetegnelse. Det er disse besvarelser, der har været udgangspunkt for en undersøgelse af stillingsbetegnelserne i de udvalgte områder. 
Umiddelbart må det forventes, at krigsdeltagelsen i første slesvigske krig har større andel af personer, beskæftiget inden for landbrug end krigsdeltagelsen i begge krige. Først og fremmest fordi loven om almindelig værnepligt først blev indført under og som en konsekvens af første slesvigske krig.
Til vurderingen af krigsdeltagelsens udvidelse til andre erhvervsgrupper end landbrug hører også et sammenligningsgrundlag i den generelle erhvervsfordeling i perioden omkring de slesvigske krige.
I Danmarks Statistiks erhvervsfordeling for Danmark på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd for kongeriget Danmark afgrænset til hertugdømmet Slesvig ved Kongeåen.[298]
Denne erhvervsfordeling er foretaget på trods af erkendte problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Huusmand, Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse. Og ydermere med de problemer, der i øvrigt er forbundet med på den tid at adskille sekundær erhvervstilknytning især inden for byområderne, når det drejer sig om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand.
Den her fundne gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit, og benyttes som direkte korrespondance til ansøgningerne om erindringsmedaljer, indgivet siden 1876.[299]
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer.
  • landbrug i alt 60,1 %,
  • håndværk og industri 22,3 %,
  • handel og service, 12,1 %
  • andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så sammenholdes med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er her umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt 1849.
I denne sammenligning var krigsdeltagelsen 1848-50 mindst i de to byområder Viborg og Skive og på tredjepladsen landområdet Fjends Herred. 1864 var krigsdeltagelsen mindst i Viborg, Fjends Herred og Skive i nævnte rækkefølge, altså den nordlige del af undersøgelsesområdet, hvor områderne ved Kongeåen havde klart den største krigsdeltagelsesprocent, Andst Herred dog på niveau med Skive.[300]
Tilbage står den relativt simple opgave at konstatere, hvor meget landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser reduceredes i løbet af de slesvigske krige, og hvilke stillingsbetegnelser, der tog over som en konsekvens af den almindelige værnepligt siden 1849.

Krigsdeltagelsen i de udvalgte landdistrikter

Der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred og i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
I Fjends Herred var krigsdeltagelsen inden for landbrug 96,8 %, med et fald til 85,9 % i 1864 krigen. Landsognet Ørslevkloster i Fjends Herred havde kun få krigsdeltagende soldater i de slesvigske krige, 21 personer i første slesvigske krig, hvor alle havde stillingsbetegnelser inden for landbrug, med et fald til 15 personer i 1864 krigen, hvor kun to, en skovfoged og en møllebygger erhvervsmæssigt lå uden for, men dog stadig forbundet med stillingsbeskrivelserne inden for landbrug. [301]
I tabelform kan reduktionen i de udvalgte landdistrikters krigsdeltagelse illustreres således:
Reduktion i landdistrikternes procentuelle landbrugsandele, procentpoint
Andst Herred
Skanderup, Hjarup
Fjends Herred
Ørslevkloster
11,5
14,5
10,9
13,3
Det antaget lidt større hartkorn med stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, havde i Andst Herred en krigsdeltagelse på 10,9% i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12,7 %, hvor krigsdeltagelsen i Skanderup, Hjarup Sogn gik fra 11,1 til 9,7 %.  Eller under første slesvigske krig omkring herredsandelen men med et fald i 1864 krigen, hvor herredets krigsdeltagelse for denne gruppe var stigende.
I Fjends Herred var det lidt større hartkorns krigsdeltagelse, d.v.s. Gaardmænd, -eiere, som udgjorde henholdsvis 31, 8 % og 23,2 % af områdets krigsdeltagelse i de to slesvigske krige, ganske betydelig og overskred langt krigsdeltagelsen for samme gruppe i landdistrikterne ved Kongeåen. Ørslevkloster Sogn havde blandt sine krigsdeltagende henholdsvis 4 og 1 fra denne gruppe, det lidt større hartkorn, hvilket mere svarer til samme gruppes andel i landdistrikterne ved Kongeåen.   
De behandlede landdistrikter lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[302]
Det kan ydermere konstateres, at Skanderup og Hjarup Sogn havde en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen i begge slesvigske krige end resten af Andst Herred, formentlig fordi jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og havde ændret stillingsbetegnelserne væk fra den dominans, landbruget havde i sognet før jernbanens ankomst i 1866. Og stiilingsbetegnelserne er anført 1876, hvor der potentielt og de facto ret realistisk kan være foretaget et erhvervsskift fra landbrug til et byerhverv, f.eks. til jernbanen. 
Landområderne i Fjends Herred derimod havde en fortsat ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 

Krigsdeltagelsen i de udvalgte byområder

Det er - forhåbentlig med rette - taget for givet, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i de udvalgte landområder var en stillingsbetegnelse, der dækkede over landarbejder, daglejer m.v. inden for langbrugserhvervet.
Men når det gælder de udvalgte byområder, kræver denne stillingsbetegnelse nærmere overvejelse, om man her også uden videre med stillingbetegnelser, angivet siden 1876 fortsat kan gå ud fra, at Arbeidsmand altid har været en stillingsbetegnelse, som dækkede daglejer o.l. ved landbrug?
Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle i lokaliteten.
Andst Herred
Heraf Arbeidsmand
Fjends herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
96,8
12,1
1848-50
73,7
15,3
84,4
11,4
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
  
Ørslevkloster Sogn
    
82,2
37,8
100
14,3
1848-50
67,7
14,5
66,7
6,7
1864
Kolding
  
Skive
    
29,7
26,1
58,6
22,4
1848-50
22,3
20,8
31,8
18,2
1864
   
Viborg
    
   
36,7
13,9
1848-50
   
25,9
15,3
1864
Selvom det antages, at Arbeidsmand nogenlunde entydigt i landområderne er en form for Landarbejder, Daglejer m.v., beskæftiget inden for landbrug, er denne antagelse i byområderne tvivlsom, også selv om ansøgningsskemaernes stillingsbetegnelser med Arbeidsmand, som konkret har kunnet konstateres at have været tilknyttet en form for sekundære erhverv, er sorteret fra.[303]
Landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
  
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
3,6
22,8
36,2
62,8
44,4
84,7
85,7
48,6
1864
1,5
10,6
13,6
58,4
53,2
73,0
60,0
38,6
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel af stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig. Landbrugets faldende andel i krigsdeltagelsen har været markant størst i de udvalgte byområder, omkring en halvering.
I landområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen også været faldende, men her er der tale om mere beskedne fald fra første til anden slesvigske krig, mindst i Andst Herred med lidt mere end 4 procentpoint. Her dog med varianten, at landbrugets krigsdeltagelse i Skanderup, Hjarup Sogn er steget med næsten 9 procentpoint, hvilket muligvis skal ses i sammenhæng med faldet i krigsdeltagelsen for lokalområdets stillingsbetegnelse Arbeidsmand, som her nok må anses for at have været landarbejdere o.l. Den forøgede krigsdeltagelse fra første til anden slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogne må formentlig konstateres at have været det mindre hartkorn, Huusmænd o.l., da både det større hartkorn, Gaardmand, -eier og landarbejdere o.l. med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand havde faldende krigsdeltagelse.
Det største fald i landbrugets krigsdeltagelse kan konstateres i landområdet Fjends Herred, mest markant i Ørslevkloster Sogn.
Byområdet Skive har en i forhold til Viborg - og Kolding især - markant stor krigsdeltagelse fra landbrug i første slesvigske krig, med et betydeligt fald, men stadig flere krigsdeltagende fra Landbrug end Kolding og Viborg under anden slesvigske krig.
Andelen i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelsen ”Arbeidsmand”, undtaget Viborg by har tilsvarende landbrugets andel været faldende fra første til anden slesvigske krig. I Viborg er andelen for ”Arbeidsmand” steget, ikke meget men dog med næsten et par procentpoint.
Det er konstaterbart, at andelen for Arbeidsmand i begge slesvigske krige i byområderne Kolding og Skive har ligget over den gennemsnitlige andel for Arbeidsmand. Men som det ses, ikke i Viborg.
Skives og Koldings relativt store andel for krigsdeltagende med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i har formentlig i forhold til Viborg hver sin forklaring. Kolding har som Viborg været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. Men især i Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv.  
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
    
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
13,9
22,4
21,7
37,8
12,1
14,3
21,2
1864
20,8
15,3
18,2
15,3
14,5
11,4
6,7
14,6
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
Med landsognene Skanderup, Hjarup og markant Fjends Herred som yderpunkter med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, repræsenterer Kolding det andet yderpunkt, det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
Afstanden mellem Kolding og i forhold til Viborg, Skive m.h.t. andelen af stillingsbetegnelser inden for landbrug er betydeligt større end den indbyrdes forskel mellem Viborg og Skive i de to slesvigske krige. 
Viborgs forholdsvis lavere andel med stillingsbetegnelsen Arbejdsmand, Arbejder, 13,9  og 15,3 % mod Koldings 25,1 % og 20,8 % i henholdsvis første og anden slesvigske krig kan muligvis dække over en tidligere industrialisering i Kolding kombineret med anderledes sociale stratificering i Viborg, der dog næppe har gjort sig gældende på anden måde, end at andelen af personer med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", Arbeider", uanset om det var landarbejdere eller ufaglærte, generelt har været lavere i Viborg end i de øvrige bymæssige områder.
Samlet karakteristik af de udvalgte områders krigsdeltagelse i de to slesvigske krige.
De til undersøgelsen udvalgte områder er tilsigtet at skulle repræsentere de slesvigske kriges centrum omkring Kongeåen og et geografisk noget fjernere område, hvor der i Nørrejylland er et udpræget landområde, Fjends Herred og to formodet noget forskellige byområder, Viborg og Skive. Den her indbyggede fordeling mellem land- og byområder er ved Kongeåen også søgt tilvejebragt med valget af Andst Herred med især Skanderup Sogn og Kolding Købstad og By.
Det er en historisk kendsgerning, at militærtjenesten i enevældens Danmark for menige soldater var pålagt bønderne, at militærtjenesten så at sige udsprang af jorden, idet herremændene først og fremmest måtte bidrage til behovet for militært personel gennem dem, der dyrkede jorden for dem, bønderne.
Skiftet til den almindelige værnepligt med 1849 loven formodedes indledende at kunne aflæses i krigsdeltagelsen i begge de slesvigske krige, mest og tydeligst, naturligvis i 1864 krigen.
Krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige, her undersøgt gennem de søgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse fra 1876, viser et klart fald i de landbrugstilknyttede stillingsbetegnelsers andel.
Med lokale variationer og variationer mellem land- og byområder som påvist.

Afslutning, sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler omkring Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af de stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, Tyskland også var en del af. Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
De krigsdeltagende soldater har været i fokus for undersøgelsen, og det kan konstateres, at tidligere tiders udelukkende soldatertjeneste, som havde været en forpligtelse, der påhvilede dem, der arbejdede med jorden, især de mindst velstillede, efter den almindelige værnepligt nu var blevet en personlig, erhvervsmæssigt mere bred forpligtelse.
Med de påviste, lokale variationer.   

Kilder og litteratur

Kildemateriale:
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1848-50. 258 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1864. 353 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1848-50. 111 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1864. 202 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1848-50. 101 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1864. 85 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1848-50. 58 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1864. 66 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50. 157 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1864. 184 bevilgede ansøgninger.
Der er udarbejdet (sekundære) registre, databaser over faldne og deltagende soldater i de slesvigske krige.
Registrene er udarbejdet efter Vilhelm Cohen, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865. Samt efter faderen A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne.
Selv om Cohen udgivelserne er sekundære, er de her benyttet som det mest overkommelige materiale, sporadisk sammenholdt med primært kildemateriale i form af folketællinger, kirkebøger og militære arkiver mv.
Men det er bedre, om end vanskeligere, at gå til arkiverne.
Med de foretagne, kontrollerende korrektioner anses de for at være retvisende til herværende brug. Også selvom der ved foretagne kontrolopslag i arkivmaterialet er fundet fejl og uoverensstemmelser. Som der naturligvis er taget forbehold over for i fremstillingen.
Primært kildemateriale finder man først og fremmest registreret i Rigsarkivet samt i nogen udstrækning lokalarkiverne, her Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv og Kolding Stadsarkiv. Dog ikke Lokalhistorisk Arkiv, Vorbasse, viser henvendelse.
Samt sporadisk i andre i sammenhængen relevante lokalarkiver, der alle kan søges på arkiv.dk.
De militære arkiver er benyttet af Generalstaben, som har udgivet fyldige redegørelser for krigene 1848-50 og 1864 krigen. For begge udgivelser anføres det, at de er "Udarbejdet på Grundlag af officielle Documenter og med Krigsministeriets Tilladelse." Selv om der er brugt officielle dokumenter, er der tale om udvælgelse til de beretninger, som Generalstaben har fundet det passende at bringe.

Erindringer

Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.

Prins Frederik af Nørs erindringer[304], Optegnelser af Prinds Friedrich af Schleswig-Holstein-Noer, fra Aarene 1848-50, Kjøbenhavn 1861. Prinsen af Nør sætter ikke sit lys under en skæppe. Der er kritik af de fleste generalers, herunder oberst, senere general Bonins, strategiske kunnen. Der lægges heller ikke skjul på Prinsens centrale rolle i Den Provisoriske Regering, der 23. okt. 1848 blev endeligt afløst af Fællesregeringen med sæde på Gottorp Slot.

https://skanderupsognshistorie.dk/images/sampledata/Krige/ProvisoriskeReg48Noer.jpg
I Fortalen fremlægger Frederik af Nør sin udgave af sandheden om Den Provisoriske Regering, hvor han var centralt placeret, som det fremgår af den i Optegnelser indlagte præsentation af regeringens personer.
 
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f. eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April ..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller barr "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.
Erindringer o.l. fra Viborg, Skive området er i forhold til de andre her undersøgte lokalområder temmelig enestående bevaret i forskellige udgaver af Skivebogen eller - som den oprindeligt hed, indtil den blev omdøbt af Jeppe Aakjær - Historisk Aarbog for Skive og Omegn.
  • 5. Bind 1913, Vilh. Thomsen, Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid, s. 137-164. Omhandler en selvoplevet tid, invasionen af tyske tropper 1864 i Viborg med sporadiske erindringsglimt fra Skive og omegn.
  • 28. Bind 1936, Gudmund Schütte, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, s. 70-124. Grundig og veldokumenteret fremstilling. Som dokumentation for Sallingsysselboernes manglende interesse i Sønderjylland i 1848-50 henviser G. Schütte til P. Lauridsens Da Sønderjylland vaagnede, Bd. 1, s. 218. 28. Bind. G. Schüttes artikel er den eneste af Skivebogens artikler, hvor første slesvigske krig optræder.
  • 23. Bind 1931, Jens Clausen, Tyskertid i Skiveegnen 1864, s. 1-33. Bygger på samtidige avisskildringer. Jens Clausen er absolut sekundær i forhold til de avisartikler, han har benyttet, men selv om J. Clausens avisudvælgelse kan anfægtes, så kan man f.eks. se, hvordan de udvalgte avisartikler (og måske Jens Clausens egne holdninger?) afspejler en anden stemning i forhold til besættelsesmagten end den, der kommer til udtryk i Viborg ved Vilh. Thomsen, 5. Bind 1913.
  • 68. Bind 1977, Jens Peter Hansen Ramsing, Breve fra 1864. Brevveksling melllem en fra Ramsing indkaldt og hans kone i Ramsing.
  • 80. Bind 1989, Niels Sørensen Lem, Veteraner fra 1864. Udgivet på foranledning af museumsdirektør / -forstander Jens Ole Lefevre. Artiklen består af 15 artikler i Skive Folkeblad, indsendt af Niels Sørensen Lem 1914 i anledning af 50-året for krigen i 1864. Det er i bemærkelsesværdig udstrækning erindringer fra og omkring Lem området. Der er i de indsendte erindringer, formidlet af Niels Sørensen Lem til Skive Folkeblad i 1914, oplysninger, som ikke korresponderer med andet, mere primært kildemateriale, samt oplysninger, som det har været umuligt at verificere. Det svækker troværdigheden af dette ellers temmeligt enestående erindringsmateriale.
Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Ved P. Eliassen, VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49.
Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean Begivenheder i 1864 set fra et Borgerhjem og med en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne, begynder Dagen før den fjendtlige Besættelse af Kolding, 17. februar 1864, offentliggjort v. P. Eliassen i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Det fremgår af Dagbogen, at den er påbegyndt skrevet i Kolding 17. februar, afsluttet 9. september 1864. Dagbogen er omhyggeligt ført næsten hver dag - med indførte undskyldninger hvis ikke. Det kunne se ud til at være en fælles beslutning sammen med flere kvindelige medlemmer af familien Grandjean, hvor det i dagbogen hævdes, at den mest vedholdende har været dagbogsføreren Maria selv. Maria havde ved dagbogsskrivningen 2 børn, var gift med en formodentlig velhavende Kolding købmand, Peter August Halby, Låsbygade 42, Kolding. Disse faktuelle oplysninger findes i udgiveren P. Eliassens indledning s. 23. 
Generalstaben Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Og Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben blev etableret 20. januar 1808 som Hærens øverste, selvstændige kommandomyndighed i Danmark, direkte under Krigsministeriet.
Generalstabens udgivelser er "udarbejdet paa Grundlag af officielle Dokumenter og med Krigsministeriets Tilladelse. Kjøbenhavn 1867, Nyborg 1875, Kjøbenhavn 1880.
Oversigt over den active Hærs Formation og Inddeling Formationen - der tillige viser de Personalforandringer, der i Løbet af Vaabenstilstandsperioden vare foregaaede i Afdelingernes Commando; ligeledes skal kortelig anføres, hvorledes Udviklingen var foregaaet i de mange forskjellige, indre Forhold, der spille en saa væsenlig Rolle for en Hærs Existents."
Man kan sammenholde de militære beskrivelser her med Frands Frederik Elias Tuxens beskrivelser til brug ved officersskolens undervisning af officerer. Sammenligningen viser, at Generalstabens og Tuxens beskrivelser er stort set identiske. Under alle omstændigheder er dispositionen i Tuxen identisk med Generalstabens, der for krigene 1848-50 er den oprindelige version. I beskrivelsen af 1864 kampene er Tuxen muligvis mere autentisk end Generalstabens beskrivelser, især fordi Tuxen var med i kampene, og her har udgivet (1888) før Generalstaben (1890-91). Det formodes ikke, at der kommer nyt frem ved at benytte to formentlig næsten identiske fremstillinger af den samme vinkel på krigene, den militærstrategiske.
De 2 gange Cohen udgivelser er næsten samtidige. De benyttes i vid udstrækning og uden megen betænkelighed af lokal- og slægtshistorikere.
Generalstabens udgivelser er også næsten samtidige, som Cohen udgivelserne er materialet sekundært i forhold til Krigsministeriets dokumenter.
Generalstaben indeholder som Cohen udgivelserne fyldige berettende elementer om krigene, som kan være brugbare, korrekt benyttet. Ud over det berettende stof kan det være et problem, at der i Generalstabens udgivelser er foretaget en udvælgelse af stoffet, som der kan og skal kompenseres for med dokumentarisk materiale fra Rigsarkivet og Krigsministeriet.
  • Indledende bemærkninger s. 1-41 o. den politiske situation og forhistorie i og o. hertugdømmerne.
  • Oversigt over den danske Hærs og Flådes Tilstand og Dislocation ved Oprørets Udbrud, s. 41-55.
  • Oprørets Fremgang, de første Operationer af den . slesvigbolstenske Hær samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder, s. 56-101.
  • Foreløbige Foranstaltninger fra dansk Side samt Rustningerne og de første Operationer til Bekjæmpelse af den oprørske Bevægelse, s. 101-159.
  • Angrebet paa Insurgenthæren og dennes Nederlag, s. 159-224.
  • Nekrologer s. 225ff.
  • Bilag: Reskripter, proklamationer, lister over oprørets personer, o. Provisoriske Regering, div. skrivelser,
    • Styrkefortegnelse, Bilag 10 a. Marche -Tableau for det nørrejydske Armecorps fra den 25de Marts til den 5de April 1848. Bilag 10 b. Tilsvarende for det venstre slesvigske flankekorps.
    • Tabsliste for fægtningen ved Bov.
  • Andet Afsnit, 12. april indtil våbenstilstanden i Malmø, s. 229-542 + Bilag. von Bonins krigserklæring, s. 237.
    • Kongens Rejse i Slesvig. - De diplomatiske Forhandlinger, der gik forud for Fredsbruddet med Tydskland.
    • Forholdene ved det danske Armeecorps fra den 13e til den 22de ApriI.
    • Forholdene paa den fjendlige Side fra den 13de til den 22de April.
    • Slaget ved Slesvig den 23de April, Armeecorpsets Retraite til Als og det nordlige Slesvig samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder.
    • Bilag: Noter, beslutninger, bestemmelser
    • Tabsliste for Fægtningen S. for Ekernførde den 21de April 1848
    • Bilag 21. General-Styrkeliste over det Nørrejydske Armeecorps efter Styrkelisterne fra den 20de April 1848.
    • Tabsliste for Slaget ved Slesvig 23. April
    • Tabsliste for Fægtningen ved Oversø den 24de April 1848.
1. Afsnit Våbenstilstandsperioden.
2den September 1848-2den April 1849.
Foranstaltninger og Bestemmelser hovedsagelig af
militair Natur i Anledning af Vaabenstilstanden.
Forhandlingerne i Frankfurtt angaaende Veiltagelsen af Vaahenstilstanden - Diplomatiske
Forhantllinger angaaeude Tilvejebringelsen af
en ny ny Fællesregjerlng fol'' Hertngdommerne:
- den nye Regjerings Installation.
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær
i Maanederne September og October indtil
Armeecorpsets Opløsning.
De politiske Forhold efter Installationeu af FælIesregjeringen,
- Den danske Regjerings
Skridt i Anledning af Fællesregjeringens Optræden
og med Hensyn til de forestaaende
Fredsunderhandiinger. Vaabenstilstalldens
Opsigelse. Fredsunderhandlingerne i London.
Fjendligbedel''lIes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske hær i
Tidsrummet fra Armecorpsets Opløsningg til
Fjendtlighedernes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine
under Vaabenstilstanden.
De politiske og militaire Forhold i Hertugdømmerne
i den senere Del af Vaabeustilstandsperioden.
  • Concentrationen af Rigstropperne; disses Dialocation
    den 2den April s. 377. Afslutning
 
 
s. 1-414 + Bilag
Gjæringen i Hertugdømmerne. — Foranstaltninger, hovedsagelig af militair Natur, i Anledning af Vaabenstilstanden. Vanskeligheder ved Gjennemførelsen af Vaabenstilstanden ; Forhandlinger for at fjerne disse; Bestyrelsescommissionens Installation. Forhold ved den danske Hær indtil Armee- corpsets Opløsning.
Forholdenes Udvikling i Hertugdømmet Slesvig; den passive Modstand mod Bestyrelsescommissionen; de prenssiske Occnpationstroppers Optræden; Reclamatiouer i den Anledning. Statholderskabet aabner Underhandlinger i Kjebenhavn.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær fra Armeecorpsets Oplosning indtil Udgangen af Marts 1850.
 
Fredsunderhandlingerne i Berlin. Skrift fra den danBke Regjerings Side i Anledning af Tilstanden i Hertugdømmerne og den hele politiske Situation. Forhandlinger i Kjøhenbavn med holstenske Afsendinge. Freden sluttes. Forhandlinger om Arvefølge-spørgsmaalet.
 
Begivenheder og Forhold ved deu danske Hær fra April 1850 indtil Indrykningen i Slesvig. — Bestyrelsescommissionen fratræder; en kongelig Regjeringscommissair ndnævnes for Slesvig.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine under Vaabeustilstanden.
 
Forholdene ved den slesvig-holstenske Hær og Marine indtil Fjendlighedernes Gjenoptagelse.
 
Bilag, 24 i alt, herunder officielle bemærkningner anordninger m.v. o. de endelige aftaler o. Slesvig-Holsten:
Proklamation fra Statholderskabet, Protocol over Installeringen af Bestyrelsescommissionen for Hertugdømmet Slesvig.
Flensborg den 29de August 1849. Offentlig Bekjendtgjørelse, Boning og Pechlin, 25. August 1849, Bekjendtgjørelse angaaende Tiltrædelsen af den for ''Hertugdømmet Slesvig under Vaabenstilstanden i Overensstemmelse med Conventionen af 10de Juli d. A. beskikkede Bestyrelsescommission. 25. August 1849, efterfølgende Bekjendtgjørelse m.v., officielle henvendelser, proklamationer, Memorandum, bemærksninger m.v., Convention angaaende Nordslesvigs Besættelse af'' svensk-norske Tropper. 13. August 1849, Hemmelig Artikel, 13. August 1849.
 
 
Tilsvarende treårskrigen har Generalstaben udgivet
Den dansk-tydske Krig 1864 1ste Del, Kjøbenhavn 1890, Den dansk-tydske Krig 1864 2den Del, Kjøbenhavn 1891, Den dansk-tydske Krig 1864, 3die Del, Kjøbenhavn 1892, Den dansk-tydske Krig, 1864, Atlas, Kjøbenhavn 1892.
  
Rigsarkivet har Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864. Det er Cohen registrene.
Desuden de slesvigske krige, som er en bredere række kartoteker og arkivsamlinger.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" har som grundsubstans forsvarets arkiver, her inddraget som "Kartotek over faldne 1848-50 og 1864". Det er alfabetisk ordnede kopier over faldne soldaters navne. Har man et navn, f. eks. fra Cohens udarbejdede registre, så kan man her krydskontrollere med det primære kildemateriale.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" er en bredere adgang til forskelligt arkivmateriale, som Rigsarkivet selv kalder "arkivskabte hjælpemidler".
Der er f. eks. og først og fremmest i denne sammenhæng de af Cohen udarbejdede tabslister, alfabetisk ordnet af R. Lemming. Desuden en hel del i denne sammenhæng ikke brugbare registreringer, flere også udarbejdet af R. Lemming.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1864, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter V. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1848-50, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter A. D. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Der er adskillige registreret med ukendt fødested.
Fødested Dollerup 1848-50.
Fødested Kolding 1864.
Fødested Skanderup 1864.
Fødested Dollerup 1864. Der er ingen registreret fra Dollerup, kun Dollerup Nørremark v. Viborg.
Fødested Skive 1848-50.
Fødested Viborg 1848-50, ingen.
Fødested Skive 1864.
Fødested Viborg 1864.
Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager Ansøgninger om erindringsmedalje 1864. Selv om ikke alle overlevende skulle have fået søgt om erindringsmedalje, så må dette arkiv anses for retningsgivende som en fortegnelse over 1864 krigens deltagere. Der er en amtslig inddeling, alfabetisk inddeling for København. Der var ca. 55.000 ansøgninger til erindringsmedalje 1876.
Viborg Amt er herredsinddelt, særskilt fortegnelse for Skive by med 67 registreringer, Viborg by med 179 registreringer. Hertil kommer de til amtet hørende herreder.
Under Vejle Amt er Kolding By med 202 registreringer. 
Under Ribe Amt, Andst Herred er der 350 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 60 registreringer.
Krigen 1848-50 ... med udførligere Skildring af nogle enkelte Kampe, udarbejdet 1888 som grundlag for Foredrag i Officersskolens næstældste Klasse, ved Oberstlieutenant Tuxen, Kjøbenhavn 1895. Christian Frederik Frands Elias Tuxen 1837-1903 startede ved militæret 1853, begyndte officersuddannelsen 1857, adjudant ved 2. infanteribrigade 1864, deltog i kampene ved Mysunde, Dybbøl og Als, Krigsminister, 1879-87, herefter lærer i krigskunst ved officersskolen. Det benyttede manuskript er "anden Udgave" ved Oberstlieutenant Pontoppidan. De faktuelle slagskildringer, f. eks. af kampene i og omkring Kolding april 1849 og kampene i 1864, hvor Tuxen deltog, må formodes at være troværdige omkring det faktuelle og nøje afstemt med det dokumentariske materiale samt det officielle billede af "krigsvirkeligheden" i Generalstaben og Krigsministeriet. Tuxens fremstilling er delt i to dele i samme udgivelse fra 1895.
Del 1, 1848-50. Slaget ved Bov, s. 11ff., slaget ved Slesvig, s. 21ff., Kolding, Ejstrup, Gudsø, s. 49ff., slaget ved Isted, s. 82ff.
Del 2, 1864, Dannevirke, s. 18ff., Dybbøl, s. 38-66, kampene omkring Als, våbenhvile, s. 67-80, Nørrejylland, Kolding, Vorbasse, s. 31-37.
Tuxen anfører selv Generalstaben som kilde til hans fremstilling af Krigen 1848-50. Dispositionen for fremstillingen af 1864 krigen demonstrerer, at også her er Generalstaben kilde. Men her er det også sandsynligt, at egne kamperfaringer spiller en rolle i fremstillingen.
Tuxens fremstilling sammenholdes løbende med Generalstabens beskrivelser af de militære operationer. I fremstillingen af 1864 kampene har Tuxen selvstændig værdi, fordi han her selv har deltaget i de anførte kampe.
Tuxen benyttes også særskilt i beskrivelsen af kampene i 1849, da Generalstaben her slutter sin fremstilling i Bind 2 ved våbenstilstandens afslutning 2. april 1849, s. 378 med efterfølgende trykfejlsfortegnelse og dokumentariske bilag, s. 1-49. Generalstabens Bind 3 starter med 1850.
Det er uafklaret, hvorfor treårskrigens begivenheder fra 3. april og året ud i 1849 er undladt i Generalstabens beskrivelse. Men det er konstaterbart, at sådan er det.
Krigsministeriet har "diverse materialer" med tabslister, dødsattester m.v. for 1863-64. Der findes en dagbog, Peter Andersen, Bøstrup, Langeland om krigens trivialiteter 1864.
Militærhistorie i øvrigt.
Dansk militærhistorie, treårskrigen og krigen 1864. Ikke alt er med, f.eks. ikke Kolding 23. april 1849, men der er en udmærket søgefacilitet til det meste. Der kan også søges og findes på Nyere dansk militær-historie 1848-1990.
Axel Liljefalk, Felttogene i vore første frihedsår, Bd. 1-3, 1888. Født i 1848 er A. Liljefalk ikke et førstehåndsvidne til treårskrigen, hvor han var barn i København. Men han var fra 1902 oberst, regimentchef og kommandant i Fredericia, hvilket kombineret med hans historiske og professionelt militære interesser gør ham til en god observatør. Men kombineret med den sære stavemåde Egstrup for Ejstrup må der naturligvis tages det forbehold over for Liljefalk, at han er et klart andenhånds vidne, der dog har lokal viden og gode faglige forudsætninger for at forstå og formidle den viden, der trækkes på her.De detaljerede militære oplysninger og dispositioner har Liljefalk helt tydeligt dokumentation for i Generalstabens udgivelser 1867, 1870 og 1873 om Den dansk-tydske Krig 1848-50.
 
Om Wilster.
Corpscommandeuren, Major Wilster, forfremmede en af de i denne nekrolog nævnte faldne officerer " ... efterat Falkenskjold med Hæder havde deltaget i Fægtningerne den 28de Maj og den 5te Juni, forfremmede han ham til Overjæger og under 15de Juli s. A. indstillede han ham til Officer. Han blev dog først efter om Vinteren at have gjennemgaaet en Commandoskole den 10de Marts 1849 udnævnt til Secondlieutenant i Krigsreserven.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjobenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
Den lokale historiefortælling om slaget ved Ejstrup. 
Otto Korsgaards beretning er desværre formidlet af Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn, 1926, hvorfra Korsgaard citaterne stammer.
De kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard kan suppleres med at konstatere, om lokale led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn.
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup.
Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, der kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjöbenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
 
Danske synspunkter på det slesvigske spørgsmål. Uddrag af synspunktmateriale:
Sønderjyske Aarbøger, udgivne af H. P. Hanssen-Nørremølle, P. Skan og Gustav Johannsen,1900, Flensborg.
Indholdsfortegnelse: G. Schütte: Var Anglerne Tyskere? 1899, 1—61. P. Skau: J P. Friis. 1890, 29-31. De danske Landdagsmænds Stilling og Virksomhed i Provindslanddagen. 1890, 72—101. Degn og Lærer, Dannebrogsmand A. Kloster i Sommersted og hans Slægt. 1892, 161—81. P. Skovrøy : Optanternes Retsstilling. 1899, 91—107. P. Sveistrup : Sønderjylland under det prøjsiske Herredomme. I Folkemængden i 1867—85. II Den sønderjydske Befolknings Kulturtrin. 1890, 238—63. Thygesen: To Dokumenter vedkommende Tyreholdet i Stendrup By i det 16de Aarhundrede. 1895, 278—81. J. Ulrik: Vort Folks Sydgrænse. 1894, 247—48. C. P. Wolff: Om Landbrugets Kreditforhold. 1893, 12 - 27. X. Optanternes Retsstilling. 1899, 108 — 13. De "47". 1894, 157—60. En preussisk Dom fra Anno 1895. 1895, 282—88. [Ang. Brugenaf Navnet Sønderjylland.]En preussisk Dom. 1897, 246—49. [Ang. Ophævelsen af „Aar- bøgernes“ Beslaglæggelse. Rendsborg 31. marts 1848.  
Erindringer
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, hvor der findes et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Her er der omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr." - se Rigsarkivet, O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen, .
Det er altid mest værdifuldt at have samtidige (29. febr. 1864) førstehåndsvidner (til stede ved fægtningen), når en historisk begivenhed skal beskrives mest muligt korrekt. Ingen af disse kriterier er opfyldt her - den berettende skolelærer er lokal, men det er tydeligt, at han har fået sine informationer fra en samtidig avislæsning, måske suppleret med lokale beretninger.
Som dog her ikke bidrager med nye informationer.
Det mest interessante i skolelærerens brev er i den her givne sammenhæng vægtning i personskildringer og hændelsesforløb.
Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl, udgivet af Forening for Boghaandværk. 1964. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f.eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller bare "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Deltagere og faldne i de slesvigske krige:
 
Erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal.
Område Folketal 1870 Folketal 1880 Gennemsnitligt folketal Erindr. medaljer 1848-50 % af folketal Erindr. medaljer 1864 % af folketal
Andst (Anst) Herred  11029 11877 11453 258 2,9 335 2,9
Skanderup Sogn og Hjarup 1433 1657 1545 45 2,9 61 3,9
Kolding By, Købstad 5400 7141 6270 111 1,8 202 3,2
Viborg By, Købstad 6422 7653 7038 101 1,4 85 1,2
Skive By, Købstad 2059 2521 2290 58 2,5 66 2,9
Fjends Herred 7113 8085 7759 156 2,1 184 2,4
I alt og % gns.      36195 729   2,3 933  2,8 
I beregning af Erindringsmedaljernes % andel af folketallet 1870 og 1880 er der anvendt et ligeligt fordelt gennemsnit af de to års folketal, som så skønnes at være brugbart for året 1876, hvor ansøgningerne om erindringsmedalje blev muliggjort.
 

Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred 

 
Registreret som soldater i Skanderup Sogn i 1850 folketællingen
Navn Alder Født Adresse Erhverv Bemærkninger  Nr. erindrings-medalje
(Christopher ...? Feiter) !!  22 Give  Skanderup By  Krigstjeneste i Aarhus  Her aldrig fået ophold i sognet   
(Hans Mathias Vilster) 24 Vamdrup Skanderup By  Soldat, Tjeneste i Slesvig, Dagleier Indført og streget ud.   
Poul Nielsen Korsgaard 27 i Frørup Skanderup By Soldat, indkvarteret på gård?   25.
Christoffer Frederiksen 27 i Høien Skanderup By  Soldat, registreret på gård uden for familien, karl?  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Knud Hansen 27 i sognet Lunderskov Tjenestefolk, Soldat, Indkaldt   12.
Laurits Andersen 29 i sognet Skanderup By Dagleier, Soldat, Indkaldt    
Niels Hansen Knud 23 Alminde Skanderup By Soldat, bor hos Murer    
Johan Peder Schmidt 28 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk Hos P. Schultz, Wissingsminde  
Rasmus Madsen Damgaard 23 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Poul Christian Hansen 24 i Andst Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk    15.
Iver Andersen 31 i Seest Skanderup By  Soldat, Indkaldt, registreret på gård uden for familien, karl?    
Frederik Johansen Lager 28 i Harthe Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk     
    I alt 12 registreret i folketællingen 1850 som soldater.   
I 1850 folketællingen er der på P. Schultz's gård i Skanderup registreret 31 personer, heraf 3 indkaldte soldater.
Der er ikke fundet registrerede soldater i 1850 folketællingen fra Hjarup Sogn. 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 Andst Herred
  Stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger Stillingsbetegnelser 1864 af 353 bevilgede ansøgninger  
1.  Gaardmand, Kragelund Smedemester, Seest 1. 
2.  Insider, Gamst Fattig?, Seest 2. 
3.  Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup Arbeidsmand, Gesten 3. 
4.  Arbeidsmand, Vamdrup Gaardejer, Lejrskov  4. 
5.  Gaardmand, ? Høker paa Landet, Lejrskov  5. 
6.  Gaardeier, Gamst Væver, Hjarup  6. 
7.  Landmand, Egtved  Landboelsmand, Øster Vamdrup  7. 
8.  Arbeidsmand, Gamst  Gaardeier, Seest  8. 
9.  Arbeidsmand, Gjelballe  Engmaaler?, Lejrskov  9. 
10.  Arbeidsmand, Seest Banearbeider, Lunderskov 10. 
11.  Arbeidsmand, Bekke Murer og Tømrer, Jordrup 11. 
12.  ?Husmand, Veerst Landm?, Lejrskov 12. 
13.  Landmand, Jordrup Tjeneste?, Leierskov 13. 
14.  Huusmand, Store Andst Landpostbud, Seest 14. 
15.  Landboelsmand og Murer, Vamdrup Husmand, Veerst  15. 
16.  ??, Gamst Landmand, Lejrskov  16. 
17.  Gaardeier, Hjarup Portør, Lunderskov  17. 
18.  Landpostbud, Vamdrup Huusmand, Gjesten  18. 
19.  Landmand, Bekke Gaardmand, Seest  19. 
20.  Arbeismand, Hjarup Landmand, Jordrup  20. 
21.  Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Seest  21. 
22.  Gaardmand, Bekke Husmand, Veerst  22. 
23.  Tjenestekarl, Egtved Husmand, Gamst Mark, Lunderskov Station  23. 
24.  Selveierhuusmand, Leierskov Gaardeier, Bastrup, Vamdrup  24. 
25. Bonde Husmand, Jordrup  Huus Mand og Dagleier, Hjarup  25.
26. Landmand, Gjesten Huusmand, Andst, Lunderskov Station 26.
27. Tjeneste?, Ingen Bopæl, Veerst Landmand Gaardeier, Vamdrup 27.
28. Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup 28.
29. ??, Vamdrup Jernbaneassistent, Lunderskov 29.
30. Smed og Huusmand, Andst Arbeidsmand, Dollerup 30.
31. Murmester og Tømmermand, Lejrskov Gaardmand, Øster Vamdrup, Hjarup 31.
32. Murer og Tømrer, Leirskov Selveier, Skanderup 32.
33. Huusmand, Vester Vamdrup, Vamdrup  Landmand, Jordrup  33.
34. Gaardeier, Hjarup  Landmand (Boelsmand), Sest Mark  34.
35. Gaardmand, Seest  Landmand, Sest  35.
36. Husmand, Veerst  Gaardeier og Folketingsmand, Seest* 36.
37. Gaardeier, Hjarup  Bonde Husmand, Leierskov  37.
38. Arbejdsmand, Seest  Arbeidsmand, Øster Vamdrup  38.
39. Boelsmand, Jordrup Huusmand, Gjesten  39.
40. Gaardmand, Egholt, Leierskov  Huusmand (overstreget) Gaardmand, Egtved  40.
41. Tjenestekarl, Lejerskov Gaardmand, Lejerskov 41.
42. Arbeismand, Gjelbale Arbeidsmand, Leierskov 42.
43. Husmand og Væver, Leierskov Skræder, Leierskov 43.
44. Husmand, Sest Landmand Forpagter, Bække 44.
45. Husmand, Nagbøl Vandpumper ved Jernbanen, Husmand, Dollerup 45.
46. Som Arbeidsmand, Leierskov Murer, Seest 46.
47. Akkordarbeiter, Skanderup Landmand, Leierskov 47.
48. Landmand (Boelsmand), Sest ArbeidsMand, Gjelballe Skov 48.
49. Lejehusmand, Vamdrup Gaardleier, Leierskov 49.
50. Husmand, Nagbøl Arbeidsmand, Seest 50.
51. Huusmand, Leierskov Kornhandler, Vamdrup 51.
52. Husmand, Leierskov Tjenestekarl, Seest 52.
53. Tjener paa Ure Mark, Leirskov Avlbruger, Jordrup 53.
54. Landmand, Leirskov Avlsbruger, Andst 54.
55. Bonde, Bække  Husmand og Høker, Lunderskov 55.
56. Arbeidsmand, Andst Arbeidsmand, Leirskov 56.
57. Huusmand, Andst  Hjulmand, Seest  57.
58. Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Murer og Tømmer, Leirskov  58.
59. Gaardeier, Leierskov  ??, Vester Gjesten Mark  59.
60. Selveier, Øster Gjesten   Træarbeider, Seest  60.
61. Arbeidsmand, Leirskov  Skolelærer, Gejsing, Andst  61.
62. Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lunderskov  62.
63. Daglejer, Lejrskov  Gaardeier, Skanderup  63.
64. Husmand, Veerst  Gift Snedker, Seest 64.
65. Huusmand, Gjesten  Insider, Veerst  65.
66. Huusmand, Bække  Gaardeier, Leirskov  66.
67. Leiehuusmand, Bække  Husman, Gjesten  67.
68. Svagelig Krigsinvalid, Bastrup, Vamdrup  Arbeismand, Gjesten  68.
69. Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  Høker, Gamst  69.
70. Landmand, Leierskov Mark  Colonne Formand ved Jerenbanen, Lunderskov  70.
71. Huusmand, Gamst  Arbeidsmand Undervorporal, Hjarup  71.
72. Murer ??, Vamdrup  Arbeidsmand, Vamdrup  72.
73. Arbeidsmand, Gjelballe  Ingeniør Sergent, Veerst  73.
74. Leiehusmand, Skanderup  Colonne Formand ved jernbanen, Vamdrup  74.
75. Murermester, Skanderup  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  75.
76. Snekersven, Gjelballe  Leiehuusmand, Østergjesten  76.
77. FæstehusMand, Bække  Uhrmager, Leierskov  77.
78. Landmand, Andst  Arbeidsmand Undercorporal, Hjarup  78.
79. Insider, Bække  Skræder, Hjarup  79.
80. Husmand, Leirskov  Arbeidskarl, Dollerup  80.
81. Gaardmand, Bække  Møllersvend, Øster Vamdrup  81.
82. Husmand, Bække Arbeidsmand, Vamdrup Station 82.
83. Huusmand, Bække Gaardmand, Gamst  83.
84. Husmand, Bekke Arbeidsmand, Leierskov  84.
85. Bonde eller Landmand, Ferup, Lejerskov Gaardmand, Andst  85.
86. Husmand (Landarbeider), Sest Arbeismand, Vamdrup  86.
87. Væver, Jordrup Væver,  Gjesten  87.
88. Gaardeier, Bække Huusmand, Vamdrup  88.
89. Husmand, Bække Murer, Andst  89.
90. Gaardeier, Bastrup, Vamdrup Husmand, Veerst  90.
91. Tømmere og Jordbruger, Lejrskov Møller, Skanderup  91.
92. Insidder, Lejrskov Husmand, Andst  92.
93. Gaardmand, Seest ??Mægler, Andst  93.
94. LandarbeidsMand, Vamdrup Arbedsmand, Vamdrup  94.
95. Huusmand, Bastrup, Vamdrup Huusmand, Leirskov  95.
96. Arbeismand, Vester Vamdrup Mark Gaardmand, Andst  96.
97. Ledvogter, Seest Væver, Store Andst  97.
98. ??binder, Leierskov Bonde, Leirskov  98.
99. Gaardmand, Hjarup Bonde, Egtved  99.
100. Landmand, Gamst Mark Gaardmand, Seest  100.
101. Arbejdsmand, Gejsing Mark, Andst Arbeidsmand, Dollerup  101.
102. Husmand, Hjarup, Skanderup Arbeidsmand, Øster Giesten  102.
103. Arbejdsmand, Øster Gjesten Skanderup Ledvogter ved danske Statsbaner, ??  103.
104. Arbeidsmand, Vester Gjesten Mark Stationsforvalter, Lunderskov  104.
105. Avlsbruger, Jordrup Arbeidsmand, Seest  105.
106. Gaardmand, Lunderskov Arbeidsmand, Vamdrup  106.
107. ??, Øster Gjesten Skov ??, Øster Gjesten  107.
108. Boelsmand, Gamst Gaardeier, Hjarup  108.
109. Indsider, Vestergjesten Tømrer, Nagbølle  109.
110. Arbeidsmand, Husmand, St. Andst Land ?, Geising 110.
111. Huusmand, Øster Vamdrup Landmand, Jordrup  111.
112. Fæstehusmand, Gjesten Landmand, Hjarup  112.
113. Gaardmand, Bekke Huusmand, Gamst  113.
114. Huusmand, Veerst Landmand, Geising  114.
115.  Husmand, Veerst  ?arbeidsmand, Geising  115. 
116.  Husmand, Veerst  Fæstehusmand, Bække  116. 
117.  Arbeidsmand, Andst  Indsidder, ??  117. 
118.  Leiehusmand, Vester Gjesten Mark  ?Bondesinærer nu Fortiden?, Seest  118. 
119.  Boelsmand, Andst  Arbeidsmand, Vamdrup  119. 
120.  Boelsmand, Hjarup  Selveier, Gjesten  120. 
121.  Bonde, Leirskov  Husmand, Veerst  121. 
122.  Trykkender paa Grund af Sygdom, Nagbølle Mark Huusmand, Geising Mark  122. 
123.  Husmand og ?, Veerst  Arbeidsmand, Øster Gesten  123. 
124.  Husmand, Veerst  Husmand, Nagbøl  124. 
125.  Husmand, Veerst  Huuseier, Skanderup  125. 
126.  Boelsmand, Skanderup  Land bols Mand, Vamdrup  126. 
127.  Landmand, Vester Vamdrup  Husmand og ?, Veerst  127. 
128.  Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  Gårdejer, Lejrskov  128. 
129.  Husmand, Jordrup  Landmand, Lejrskov  129. 
130.  Gaareier, Øster Gjesten   Bonde, Vorbasse?  130. 
131.  Arbeidsmand, Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Huusmand, Bække  131. 
132.  Husmand, Andst  Smed og Vognfabrikant, Vamdrup  132. 
133.  Boelsmand, Hjarup  Insidder, Geising  133. 
134.  Skræddermester og Eier af Jordlod paa 6 Tdr. Land, Vamdrup  Porteur ved danske Statsbaner, Vamdrup  134. 
135.  Huuseier og Tømmer Mester, Geising  Træflisfabrikant, Lejrskov  135. 
136.  Gaardeier, Gamst, Andst  Arbeidsmand, Gjesten  136. 
137.  Lannarbeider, Vamdrup  Gaardmand, Geising  137. 
138.  Arbeidsmand, Hjarup  Landboelsmand, Leirskov  138. 
139. Arbeidsmand, Hjarup Bestyrer paa Veerst Bekke Fattiggaard, Bekke  139. 
140. Smed, Seest Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  140. 
141. Arbeidsmand, Seest Høker paa Landet Leierskov  141. 
142. Huusmand og Fisker i trange Kaar, Ferup Avlsbruger og Vognmand, Jordrup  142. 
143. Landmand, Store Andst Vognopsynsmand Vamdrup Station  143. 
144. Møllebygger, Seest Insidder, Lunderskov  144. 
145. Boelsmand, Vester Gjesten Mark Landmand, Vamdrup  145. 
146. Gaardeier, Andst Huusmand, Store Andst  146. 
147. Høker, Skanderup Gaardmand, Vamdrup  147. 
148. ?? og Arbeidsmand, Nagbølle Avlskarl paa Dollerupgaard, Dollerup 148. 
149. Husmand Murer og Tømrer, Leirskov Seleier Huusmand, Skanderup  149. 
150. Gaardeier, Vamdrup Landbolsmand, Lunderskov  150. 
151. Jern Banearbeider, Seest Gaardmand, Bække  151. 
152. Avlsbruger og Hjuler, Vamdrup Landmand, Bastrup, Vamdrup  152. 
153. Huusmand, Lejrskov Mark Gaardeier, Vamdrup  153. 
154. Skolelærer, Seest, saaret 23. April (Kolding) og 6. Juli Selveier, Gjesten  154. 
155. Indsidder, Lejrskov Landmand, Andst  155. 
156. Arbeidsmand, Sest Huusmand, Lejrskov  156. 
157. Husmand, Gamst Tjenestekarl, Jordrup  157. 
158. Husmand Invalideforsørgelse, Skanderup Huusmand, Lille Andst  158. 
159. Fæste Husmand, Bække Skræder og Landbolsmand, Vamdrup  159. 
160. Boelsmand, Dollerup Landmand, Lille Andst  160. 
161. Arbeismand, bække  Ledvogter, Andst  161. 
162. Arbeidsmand, Gamst Mark  Arbeidsmand, Vamdrup  162. 
163. indsidder, Gjesten  Tjenestekarl, Hjarup  163. 
164. Jeg er ?? og Landmand, Lille Andst  Smed, Skanderup  164. 
165. Arbeidsmand, Store Andst  Bonde, St. Andst  165. 
166. Gaardeier i St. Andst  Ølbryger, Store Andst  166. 
167. Indsidder og Arbeidsmand, Lunderskov  Gaardmand, Vamdrup  167. 
168. Arbeismand, Hjarup  ??mand, Jordrup  168. 
169. Arbeider, Seest  Landmand, Store Andst  169. 
170. Landmand, Leierskovmark  Bonde, Andst  170. 
171.  Huusmand, Seest  Arbeidsmand, Andst  171. 
172.  Arbeidsmand, Geising  Huusmand, Andst  172. 
173.  Tjenestekarl, Hjarup  Hustommersven?. Seest  173. 
174.  Gaard og Avlsmand, Andst  Bonde, Skanderup  174. 
175.  Bonde, Øster Gjesten  Selveier, Gjesten  175. 
176.  Huusmand, Øster Gjesten  Landbrugsmand?, Øster Vamdrup  176. 
177.  Arbeidsmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  177. 
178.  Husmand, Veerst  ?hjælper, Vamdrup  178. 
179.  Gaardeier, Øster Gjesten  Gaardmand, Jordrup  179. 
180.  Husmand, Skanderup  Arbeidsmand, Nagbølle  180. 
181.  Husmand, Jordrup  Træskomager, Øster Vamdrup 181. 
182.  Avlsmand, Andst  Bonde Gaardeier, Uhre  182. 
183.  Arbeidsmand og ?, Leierskov  ?karl, Leirskov  183. 
184.  Jordbruger og Tømrer, Andst  Murer, Gamst  184. 
185. Tjenestekarl, Vamdrup  Husmand, Veerst  185. 
186. Arbeidsmand, Hjarup  Tjenestekarl, Seest  186. 
187. Landmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  187. 
188. Smed, Vester Vamdrup  Huusmand, Torsted ! 188. 
189. Bonde, Vamdrup  Muremester, Ødis  189. 
190. Arbeidsmand, Leierskov  Snedker, Leirskov  190. 
191. Arbeismand, Vester Vamdrup  Landmand, Vamdrup  191. 
192. Arbeidsmand, Leirskov  Gaardeier, Dollerup  192. 
193. Ledvogter ved den Sydjyske Jernbane, Vamdrup  Indsider og ?, Gjesten  193. 
194. Smed, Bekke  Landmand, Bekke  194. 
195. Husmand, Leirskov  Bolsmand, Gjesten  195. 
196. Arbeismand, Hjarup  Politibetjent og Selveier, Lunderskov 196. 
197. Gaardmand, Geising  Arbeidsmand, Jordrup  197. 
198. Sneker, Geising  Landmand, Seest  198. 
199. Huusmand, Leirskov  Arbeismand, Vamdrup, Bastrup Mark  199. 
200. Huusmand og Smed, Leirskov  Gaardeier, Veerst  200. 
201. Tømrer, Lunderskov  Tjenestekarl, Egtved  201. 
202. Gaardeier, Leirskov  Leiehusmand og Dagleier, Gjesten  202. 
203. Arbeismand, Vamdrup  Tjenestekarl, Bastrup, Vamdrup  203. 
204. Gaardmand, Vamdrup  Arbeismand, Bekke  204. 
205. Husmand, St. Andst  Landmand, Egtved  205. 
206. Væver, Gjesten  Landmand, Seest  206. 
207. Landmand, Gjesten  Hjuler, Lejerskov  207. 
208. Landmand, Jordrup  Arbeismand, Vamdrup  208. 
209. Arbeismand, Hjarup  Arbeidsmand, Leirskov  209. 
210. Boelsmand, Jordrup  Bødker, Leirskov  210. 
211. Landmand, Jordrup  Husmand, Bekke  211. 
212. Huusmand, Jordrup  Selveier og Arbeidsmand, Seest  212. 
213. Indsidder, Jordrup  Gaarmand, Veerst  213. 
214. Aftægtsmand, Jordrup  Arbeidsmand med Skovl og?, Vamdrup  214. 
215. Bødker, Bekke  Huusmand, Geising, Andst  215. 
216. Huusmand, Jordrup  Handelsmand, Bekke  216. 
217. Husmand, Veerst  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  217. 
218. Huusmand, Lille Andst  Landboelsmand, Vamdrup  218. 
219. Huusmand, Seest  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  219. 
220. Huusmand, Andst  Arbeidsmand, Andst  220. 
221. Landmand, Lejrskov  Maskinpadser ved Statsbanerne, Vamdrup  221. 
222. Bonde, Leirskov  Arbeidsmand, Gjelballe  222. 
223. Huus Mand, Vamdrup  Huusmand, Jordrup  223. 
224. Landmand, Andst  Husmand, Seest  224. 
225. Leiehusmand, Bekke  Huusmand, Gjesten  225. 
226. Partikuloir, Seest** Møller, Andst  226. 
227. Arbejdsmand, Andst  Indsidder og Væver, Lunderskov  227. 
228. Selveier?, Vamdrup  Husmand, Lejrskov  228. 
229. Huusmand, Leierskov  Mølleforpagter, Rolles mølle  229. 
230. Gift og Huusmand, Nagbølle  Gaardeier, Gamst, Andst  230. 
231. Boelsmand, Hjarup  Bonde, Leirskov  231.
232. Træskomand, Andst  Arbeidsmand, Selveierhusmand, Øster Gjesten  232.
233. Huusmand Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lejrskov  233.
234. Ledvogter, Dollerup  Arbeidsmand, Seest  234.
235. Straatækker, Gjelballe  Gartner, Lejrskov  235.
236. Gift Gaarsholdt, Hjaarup  Bonde, Geising  236.
237. Arbeidsmand, Skanderup Dollerup Husmand, Løvlund, Grene  237.
238. Husmand, Gjelballe Mark  Husmand og Familiefader, St. Andst  238.
239. Gårdmand, Andst  Tjenestekarl, Lejrskov  239.
240. Gaardmand, Veerst  Arbeismand, Vamdrup  240.
241. Huusmand?, Gjesten  Skomagersvend, Bastrup, Vamdrup  241.
242. ? og Insider, Leirskov Kjøbmand, Vamdrup  242.
243. Gaarmand, Gjesten  Landmand, Vamdrup  243.
244. Husmand, Leirskov  Træskomand, Skanderup  244.
245. Husmand, Leirskov  Landmand, Skanderup  245.
246. Arbeid Mand, Vamdrup Mark  Gaarman, Nagbølle  246.
247. Indsider, Veerst  Arbeismand, Seest  247.
248. Husmand, Vamdrup  Husmand, Bekke  248.
249. Husmand og Tømrer, Leirskov  Arbeidsmand, Dollerup Mark  249.
250. Skræder og Husmand, Andst  Haandværker, Skræder, Skanderup  250.
251. Indsider og Dagleier, Gjesten Skræder, Vester Vamdrup  251. 
252. Gaardejer, Bække Landmand, Bekke  252. 
253. Indsider og Dagleier, Gjesten Indsider, Veerst  253. 
254. Huusmand, Bekke Politibetjent, Leirskov  254. 
255. Bondemand, Geising Praktiserende Læge, Officersaspirant, St. Andst  255. 
256. Boelsmand, Gjesten Landboelseier, Lunderskov  256. 
257. Landmand, Gamst Landmand, Bastrup, Veile Amt!  257. 
258. Røgter, Hjarup Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  258. 
    Husmand, Leirskov  259. 
    Husmand, Veerst  260. 
    Murer og Tømrer, Bastrup, Vamdrup  261.
    Fæstehusmand, Gjesten  262.
    Huusmand, Gjesten  263.
    Tjennestekarl, Gjesten  264.
    Jordbruger, Egtved  265.
    Landmand, Gamst, Andst  266.
    Husmand, Gamst, St. Andst  267.
    Tjenestekarl, Lejrskov  268.
    Jordbruger, Veerst  269.
    Gift ... Arbeidsmand, Leirskov  270.
    Dagleier, Veerst  271.
    Snedker, Seest  272.
    Indsidder, Skanderup  273.
    Gaarmand, Gamst, Andst  274.
    Skomager, Hjarup  275.
    Tjenestekarl, Bekke  276.
    Indsidder og Arbeidsmand, Leirskov  277.
    Ungkarl, Dagleier, Leirskov  278.
    Boelsmand og Bonde, Skanderup  279.
    Tjenestekarl, Gjelballe  280.
    Gaardmand, Bekke  281.
    Gaardmand, Bekke 282.
    Møller, Øster Vamdrup, Vamdrup  283.
    Huusmand, Gamst, Andst 284.
    Huusmand, Vamdrup 285.
    Kjøbmand, Jordrup 286.
    Høkker, Bekke 287.
    Landboelsmand, Vamdrup 288.
    Ledvogter ved de danske Statsbaner, Vamdrup 289.
    Landmand, Jordrup 290.
    Murer og Tømmersvend, Gjesten 291.
    Arbeis Mand Huusmand, Bastrup, Vamdrup 292.
    Skrædermester, Vamdrup 293.
    Gaardmand, Leirskov 294.
    Huusmand, Bekke 295.
    Bunde, Bastrup, Vamdrup 296.
    Tjenestekarl, Store Andst 297.
    Smed, Hjarup 298.
    Huusmand, Vamdrup 299.
    Smed, Bekke 300.
    Selveier, Gjesten 310.
    Landboelsmand, Bastrup, Vamdrup 311.
    Hus Mand, Seest? 312.
    Gaardmand, Bekke 313.
    Landboelsmand, Leirskov 314.
    Bonde, Jordrup 315.
    Gaardaier, Bastrup, Vamdrup 316.
    Husmand, Seest 317.
    Snekermester, Vamdrup 318.
    Gaareier, Seest 319.
    Tjenestekarl, Skanderup 320.
    Gaardmand, Leirskov 321.
    Insider, Skanderup 322.
    Møller, Mølleforpagter, Drabæks Mølle 323.
    Arbeidsmand, Leirskov 324.
    Husmand, Veerst 325.
    Landmand, Geising 326.
    Huusmand, Øster Gjesten 327.
    Arbeismand, Leirskov 328.
    Arbejdskarl, Jordrup 329.
    Husmand, Veerst 330.
    Landmand, Jordrup 331.
    Porteur, Vamdrup Station 332.
    Landmand, Gjelballe  333.
    Arbeidsmand, Øster Vamdrup Mark 334.
    Boelsmand, Seest Mark 335.
    Gift Husmand og Arbeidsmand, Andst Mark 336.
    Bonde, Geising 337.
    Landmand Gaardmand, Leirskov 338.
    Bonde, Holte, Vamdrup 339.
    Huusmand, Bekke 340.
    Landmand, Bastrup Mark, Vamdrup 341.
    Husmand, Nagbølle Mark 342.
    Gaareier, Store Andst 343.
    Arbeidsmand, Vamdrup 344.
    Gaarman, Øster Gjesten 345.
    Bestyrer paa Holte Fattiggaard, Vamdrup 346.
    Landmand, Øster Vamdrup 347.
    Malermester, Vamdrup 348.
    Smed, Gamst, Andst 349.
    Gaardmand, Seest 350.
    Slagter, Seest 351.
    Fattig?, Seest 352.
    Skrædder, Nagbølle 353.
* Hans Andersen Buch, Particulier - privatmand.
 
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger      
Landbrug  Gaardmand, Gaardeier Landmand, Bonde, Avlsbruger Selveier m.v. Landarbeider, Landarbeids-mand, Røgter Arbeidsmand Huus-, Selveierhuus-, Leiehuus-, og Fisker i trange Kaar, Boelsmand, Fæste-husmand, og Invalide-forsørgelse Tjenestekarl Svagelig Krigsinvalid Indsidder, Dagleier m.v. I alt % af alle  
  28 28 2 3 56 84 7 1 9 218    
%  10,9 10,9 0,8 1,2 21,9 32,8 2,7 0,4 3,5   85,1  
        Landarbeider, Husmand m. fl. kun inkl. Arbeidsmand                                  160   62,0
Håndværk o.l.  Murer, -Mester, og Tømrer Tømrer, Huusmand, Jordbruger m.v. Sneker, Snekersvend Møllebygger Væver og Husmand, Skrædder-mester, Skrædder og Husmand Jernbane-arbeider, Ledvogter Smed (og Huusmand) Høker, Bødker, Hjuler,  Træskomand, Straatækker  
  5 7 2 1 5 2 5 3 2 32    
%  2 2,7 0,8 0,4 2 0,8 2 1,2 0,8   12,7  
Andet  Uidentificer-bar, Aftægt, Partikuloir Skolelærer                  
  5 1               6    
%  1,9 0,4                 2,3  
  I alt                 256 100,1  
                         
Stillingsbetegnelser i Andst Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger        
Landbrug  Gaardeier Landmand, Bonde, Bunde, Avlsbruger, - og Vognmand Selveier, Jordbruger Dagleier og Leiehusman og Huus Mand Huus-, Hus-, Boelsmand  Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl Arbeidsmand I alt %      
  45 52 9 4 78 18 54 260        
%  12,7 14,7 2,5 1,1 22,1 5,1 15,3   73,7      
        Landarbeider, Husmand m. fl. kun inkl. Arbeidsmand 154   43,6    
Håndværk o.l.  Murer og Tømrer, Snedker, -Mester, Malermester Skrædder, Skrædemester, Uhrmager Væver, og Indsidder Træskomand, Skomager -Arbeider, Træflisfabrikant, Ølbrygger, Bødker Møller, -Svend, Mølleforpagter Smed, og Vognfabrikant, -Mester Slagter          
  13 8 5 6 6 6 1 45        
 % 3,7 2,3 1,4 1,7 1,7 1,7 0,3   12,7      
Andet  Bestyrer Holte, Bekke, Veerst Fattiggaard, Fattig? Jernbane-assistent, Vandpumper, Colonne Formand Vamdrup, Lunderskov, Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser ved Statsbanerne, Vognopsyns-mand Vamdrup Statione Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør Indsidder Postbud, Politibetjent Uidentificeret          
  5 13 3 5 3 11   40        
 % 1,4 3,7 0,8 1,4 0,8 3,1     11,3      
Handel, service  Kornhandler, Handelsmand, Kjøbmand Høker og Husmand, paa Landet              
  4 4              8        
 % 1,1 1,1                2,3      
                353 100      
  
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50, Forsvarets Arkiver, Ribe Amt, Andst Herred,
De i Skanderup Sogn og Hjarup registrerede ud af 258 i Andst Herred 
  Stillingsbetegnelser  
1. Niels Peter Henriksen Arbejdsmand Gjelballe
2. Søren Lind Gaardejer Hjarup
3. Iver Lauritsen Arbeismand Hjarup
4. Peder Pedersen Gaardeier Hjarup
5. Hans Madsen Gaardeier Hjarup
6. Lars Jespersen Arbeismand Gjelbale
7. Rasmus Christensen Huusmand Nagbøl
8. Søren Olesen Tovel Husmand Nagbøl
9.Jens Christensen Arbejdsmand Hjarup
10. Andreas Carl Møller Arbejdsmand Gjelballe
11. Thyge Hansen Leiehusmand Skanderup
12. Knud Knudsen Hansen Muremester Skanderup
13. Hans Peter Lauritzen Snekersven Gjelballe
14. Nicolai Christiansen Gaardmand Hjarup
15. Poul Hansen  Husmand  Hjarup, Skanderup 
16. Johan Frederik Hansen Arbejdsmand  Øster Gjesten Skanderup 
17. Niels Villadsen Gaardmand  Lunderskov 
18. Søren Jensen Boelsmand Hjarup Skanderup
19. Jørgen Hansen Sygdom Nagbølle Mark
20. Peter Bruhn Boelsmand Hjarup
21. Søren Hansen Arbeidsmand Hjarup
22. Peter Larsen Arbeidsmand Hjarup
23. Christian Jensen Høker Skanderup
24. Christian Rasmussen Arbeidsmand Nagbøl
25. Poul Nielsen Korsgaard (169) Husmand Invalidefors. Skanderup
26. Erik Jensen Hermansen   Boelsmand Dollerup 
27. Jens Andersen  Indsidder, Arbejdsmand Lunderskov 
28. Niels Lauritsen Arbeismand Hjarup
29. Niels Poulsen Meiland Tjenestekarl Hjarup
30. Hans Peder Madsen Husmand Skanderup
31. Ole Knudsen Arbeidsmand Hjarup
32. Anders Andersen Raadvad Arbeismand Hjarup
33. Christen Christensen Tømrer Lunderskov
34. Søren Nielsen Eltang Arbeidsmand Hjarup
35. Niels Pedersen Ebberup Gift og Huusmand Nagbølle
36. Johan Kyed Mogensen Boelsmand Hjarup
37. Claus Koch Sørensen Toft Hjarup
38. Jens Clausen Lunding Ledvogter Dollerup
39. N. Christensen Straatækker Gjelballe
40. Hans Peter Jørgensen Holst Gift Gaarsholdt Hjarup
41. Niels Andersen Arbejdsmand Dollerup
42. Jens Madsen Gamstmark Husmand GjelballeMark
43. Peter Laursen Røgter Hjarup
44. Christoffer Frederiksen Akkordarbeider Skanderup
45. Hans Ebbesen. Deltog 23. april ved Kolding. Boelsmand Skanderup
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1864 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup.
De fra Skanderup Sogn og Hjarup registrerede ud af 350 i Andst Herred
  Stillingsbetegnelser  
1. Jens Peder Hansen Østergaard Skrædder Nagbøl
2. Søren Andersen Banearbejder  Lunderskov 
3. Jørgen Christensen Barsø  Portør Lunderskov 
4. Peter Jørgensen Birkedal Husmand   Lunderskov
5. Jørgen Peter Andersen Væver Hjarup
6. Mads Jørgensen Bonde Husmand Lunderskov Station
7. Johan Heinrik Bostrup jernbaneassistent Lunderskov
8. Peter Henrik Boysen Arbeidsmand Dollerup
9. Johann Brodersen Selveier, Undercorporal Skanderup
10.Peder Nielsen Christensen Vandpumper ved Jernbanen, Husmand  Dollerup
11.Jes Hansen Christiansen ArbeidsMand Gjelballe Skov 
12. Mikkel Andersen Dons Landmand   Lunderskov
13. Jacob Poulsen Due Gaardeier Skanderup
14. Jørgen Jepstrup Fløjstrup Arbejdsmand Undercorporal Hjarup
15. Jacob Erlandsen (Skjærbæk) Colonne Formand ved Jerenbanen Lunderskov
16. Hans Nielsen Geertsen Skræder Hjarup
17. Peter Geill Arbejdskarl Dollerup 
18. Charsten Jørgen Hansen Møller Skanderup
19. Christen Nissen Hansen Husmand Andst Hjarup
20. Laurits Petersen Hansen Arbejdsmand Dollerup 
21. Mathias Christian Hansen  Ledvogter Lunderskov 
22. Niels Hansen  Stationsforvalter  Lunderskov 
23. Simon Evertsen Hansen  Tømrer  Nagbølle Skov 
24. Christian Haugaard  Landmand Hjarup 
25. Ditlef Heinrich Hautschildt Husmand  Gamst pr. Lunderskov 
26. Peter Jensen Houborg  Husmand Nagbøl 
27. Søren Hansen Høi   Huseier Skanderup 
28. Søren Jensen  Insidder Lunderskov 
29. Hans Peder Jepsen   Avlskarl Dollerupgaard  Dollerup 
30. Peder Jepsen  Landboelsmand Lunderskov
31. Johan Henrik Jørgensen Tjenestekarl Hjarupgaard Hjarup
32. Jens Jørgensen Smed Skanderup
33. Christian Petersen Klausen Bonde Skanderup
34. Jens Koch Arbejdsmand Nagbølle
35. Lauge Larsen Gaardejer Dollerup
36. Peter Holt Lausen Politibetjent og Selveier Lunderskov
37. Søren Nielsen Lim Gaardejer Hjarup
38. Anders Nielsen Arbeidsmand Gjelballe
39. Henrik Nielsen Indsidder og Væver Lunderskov
40. Jens Nielsen Mølleforpagter Rolles Mølle
41. Carl Sørensen Nord Træskomand Skanderup
42. Niels Christian Nyboe Landmand Skanderup
43. Petter Jensen Nørgaard Gaarman Nagbølle
44. Johan Peter Orloff Arbeidsmand Dollerup Mark
45. Jørgen Madsen Orloff Haandværker, Skræder Skanderup
46. Christen Petersen Petersborg Huus Landboelseseier Lunderskov
47. Peter Petersen Indsidder Skanderup
48. Phillipp Pedersen Skomager Hjarup
49. Andreas Olesen Poulsen Vedstenlund  Boelsmand og bpnde Skanderup
50. Hans Poulsen Haastrup Tjenestekarl Gjelballe
51. Jens Poulsen Schmidt Smed Hjarup
52. Jacob Clausen Snore Tjenestekarl Skanderup
53. Peter Petersen Steengaard Insider Skanderup
54. Christian Sørensen Møller Mølleforpagter Drabæks Mølle Lunderskov
55. Nis Jensen Sørensen Landmand Gjelballe
56. Peder Christian Thomsen Husmand Nagbølle Mark
57. Christen Boijesen Huus Mand og Dagleier Hjarup
58. Jørgen Hansen Bragh Gaardeier Øster Vamdrup, Jarup
59. Søren Peter Jørgensen Dam Husmand og Høker Lunderskov
60. Peter Hansen Tvedegaard Gaardeier Hjarup
61. Niels Anker Jepsen  Seleier Huusmand Skanderup
62. Jens Peder Hansen Østergaard Skrædder Nagbølle
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50, grupperede stillingsbetegnelser. 
Skanderup Sogn, Hjarup 1848-50 i alt 45 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer
Landbrug   Gaardmand,-eier Huus-, Hus-, Leiehus-, Boelsmand Arbeidsmand, Akkordarbeider Tjenestekarl I alt %
5 14 17 1 37  
11,1 31,1 37,8 2,2   82,2
Håndværk o.l.   Snekersven, Tømrer Høker Straatækker Muremester  
2 1 1 1 5  
4,4 2,2 2,2 2,2   11,1
Andet   Ledvogter Sygdom Gift      
1 1 1   3  
2,2 2,2 2,2     6,7
I alt         45 100
Ansøgninger om erindringsmedalje 1864, grupperede stillingsbetegnelser 
1864 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, i alt 62 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer 
  Gaardmand, -eier Huusmand, landboelseier, Seleier, Husmand Arbeidsmand Selveier, Huusmand, Dagleier Landmand, bonde Arbeids,-Avls-, Tjenestekarl I alt %
Landbrug 6 12 9 2 8 5 42  
  9,7 19,4 14,5 3,2 12,9 8,1   67,7
Håndværk o.l. Væver, Indsidder Skrædder Smed          
  2 4 1       7  
  3,2 6,5 1,6         11,3
Andet Insider, Indsidder Jernbaneassistent, Vandpumper, Stationsforvalter, Ledvogter, Colonne Formand Politibetjent Møller, Mølleforpagter (Skanderup, Drabæks og Rolles Mølle) Huseier      
  2 6 1 3 1   13  
  3,2 9,7 1,6 4,8 1,6     21,0
I alt              62 100,0
 
 
Fordeling 1864 på Skanderup Sogns byer, Hjarup af ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer.
Hjarup Skanderup Gelballe Nagbøl  Dollerup Lunderskov Rolles Mølle Drabæks Mølle I alt
18 9 6 5 2 3 43
Fordeling 1864 på Skanderup Sogns byer, Hjarup af ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer.
9 13 4 5 7 16 1 1 56
 
Kolding By 1848-50 og 1864 fordelt på erhverv, stillingsbetegnelser. Uden navneangivelser. I den registrerede rækkefølge
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1.  Brenderibestyrer Murer Svend 1.
2.  Materialist Sadelmagermester 2.
3.  Arbejdsmand Vagt?? 3. 
4.  Vognmand Murer? 4. 
5.   Ulæseligt? Detailhandler 5. 
6.  Værthusholder Graver Kolding Kirkegaard 6. 
7.   ? ?? 7. 
8.   ? Farver 8. 
9.  Arbejdsmand  ? 9. 
10.  Arbejdsmand HuusMand 10. 
11.  Murer Lager 11. 
12.  Arbejdsmand Jernstøbersvend 12. 
13.  Tømmermester Detailhandler 13. 
14.  Arbejdsmand Vognmand 14. 
15.  Arbejdsmand Marchandiser 15. 
16.  Vognmand Uhrmager 16. 
17.  Murersvend Uhrmager 17. 
18.  Murer Fæstemand og Kammertjener 18. 
19.  Værtshusholder Instrumentsliber 19. 
20.  Detaillist Arbejdsmand 20. 
21.  Fæstemand Koldingsgaard Murer 21. 
22.  Værtshusholder  ?? 22. 
23.  Arbejdsmand Arbejdsmand 23. 
24.  Toldassistent Bestyrer af Apothek 24. 
25.  Arbejdsmand Murer 25. 
26.  Skibstømrer Ledvogter ved Banen 26. 
27.  Skomager?  Skomager 27. 
28.  Gartner Dagleier 28.
29.   ?  ? 29.
30.  Arbejder Kolding Gasværk Krovært 30. 
31.  Murer Arbeismand 31.
32.  Fotografik Kun lidt Arbeide 32.
33.   ? Vognmand 33.
34.  Detailist Vertshusholder 34.
35.  Arbeismand Musicus Trompeter 35.
36.  Maskinarbeider ?? 36.
37.  Skræddermester Tobaksarbeider 37.
38.  Kolding Fattiggaard Arbeidsmand 38.
39.  Ølhenter Farver 39.
40.  Murer Veershusholder 40.
41.  Restauratør paa Kolding Banegaard Arbeismand 41.
42.  Sneedkermester Murer 42.
43.  Vognmand Møller 43.
44.  Maler Skreder 44.
45.  Klodsmager Tobaks??svend 45.
46.  Slagter Typograf 46.
47.  Arbejdsmand Arbeidsmand 47.
48.  Beielsmand ?  Værtshusførelse og Murer 48.
49.  Avlsbruger Snedker Svend 49.
50.  Invalid og kan intet Arbeide udrette Snedker 50.
51.   ? Landarbejder 51.
52.  Dagleier Arbeidsmand 52.
53.  Urmager Værthuseholder 53.
54.  Kjøbmand Bager 54.
55.  Klodsmager Værtshusholder 55.
56.  Arbeidsmand Detajlist 56.
57.  Murersvend Kjøbmand 57.
58.  Jernbanearbeider Porteur 58.
59.  Amtsvejmand Arbeidsmand 59.
60  Tyende Slagter 60.
61.  Tømmermester ?? 61.
62.  Skræder Snedker 62.
63.  Stormmaaler ? Skomager 63.
64.  Hospitalforstander Toldofficiant 64.
65.  Politibetjent Farversvend 65.
66.  Arbeidsmand Skomager 66.
67.  Skomagermester Gjørtler 67.
68.  Arbeidsmand Arbeidsmand 68.
69.  Arbejsmand Vognmand 69.
70.  Skomagermester Arbeidsmand 70.
71.  Værtshusholder Snedkermester 71. 
72.  Gjestgiver Dagleier 72. 
73.  Arbeismand Sadelmager 73. 
74.  Dagleier Pakhus Formand 74. 
75.  Sadelmager Skomager 75. 
76.  Tømrer Skibstømmerer 76. 
77.   ? Bødker 77. 
78.  Murermester Vertshusholder 78. 
79.  Mestersvend paa Skibsværftet Snedker 79. 
80.  Væver Skomager 80. 
81.  Daglaier ?broder 81. 
82.  ? Logi Stationsbud ved Kolding Jernbanestation 82.
83.  Skibstømrersvend Købmand 83.
84.  Murer Smedemester 84.
85.  Skrædermester Arbeidsmand 85.
86.  Arbeidsmand Smed 86.
87.  Værtshusholder Arbeidsmand 87.
88.  Fabriksarbeider ?? 88.
89.  Tømmerer Gartner 89.
90.  Kornmaler ? Giestgiver 90.
91.  Telegrafbud Farversvend 91.
92.  Skovfoged og Markmand Arbeidsmand 92.
93.  Borger og Mester Arbeidsmand 93.
94.  ? og Arbeidsmand Saviskjære ? 94.
95.  Arbeidsmand Skrædder 95.
96.  Procurator Arbeidsmand 96.
97.  Bøtker Dagleier ?? 97.
98.  Arbeidsmand Snedker 98.
99.  Kalkværksbestyrer Skræder 99.
100.  Bogbinder Snedker 100.
101.  Gartner Tjenestekarl 101.
102.  Møllekusk Ølbrygger 102.
103.  Tømrer Maler 103.
104.  Bybud Murer 104.
105.  Arbeidsmand Maler 105.
106.  Fabriksarbejder Pompemager 106.
107.  Jernstøberarbejder Arbeidsmand 107.
108.  Skræder Murersvend 108.
109.  Arbeidsmand Arbeids Mand 109.
110.  Kiøbmand ?Karl ved Jysk Fynske Jernbaner 110.
111.  Arbeidsmand Patrouillebetjent 111.
    Arbeidsmand 112. 
    Gaardekarl 113.
    Arbeidsmand 114.
    Arbeidsmand 115.
    Jernbaneassistent 116.
    ?? 117.
    Politibetjent 118.
    Handelscomis 119.
    ??  120.
    Arbejdsmand 121. 
    Farver ?  122.
    Vertshusholder og Øltapper 123.
    Tjeneste Karl 124.
    Jernbanetjent Ledvogter 125.
    Ledvogter 126.
    Kjøbmand 127. 
    Jordmodermand 128. 
    Møllerbygger 129. 
    Snedker 130. 
    Veimand 131. 
    Dyrlæge 132. 
    Arbeidsmand 133. 
    Privat Landpost 134. 
    Former og fabrikant 135. 
    Landinspec ?? 136. 
    Skræder 137. 
    Arbeismand 138. 
    Herremagasin 139. 
    Snedker 140. 
    Sadelmagerformand 141. 
    Daglaier 142. 
    Murersvend 143. 
    ?? 144. 
    Arbeidsmand 145. 
    Musikus Jacob Nielsen 146. 
    Skibstømrer 147. 
    Værtshusholder 148. 
    Guldsmed 149. 
    Muremester 150. 
    ?? 151. 
    Arbeidsmand 152. 
    Ølhandler 153. 
    Snedker 154. 
    Arbeidsmand 155. 
    Gartner og Detailhandler 156. 
    Vægter ?  157.
    Slagter 158.
    Murer 159.
    Rullemand 160.
    Arbeidsmand 161.
    Steenhugger 162.
    Portør ved Jernbanestationen Kolding 163.
    Muremester 164.
    Arbeidsmand 165.
    Muremester 166.
    Portør ved de Danske Statsbaner 167.
    Brøndgraver og Pumpemager 168.
    Tømmer 169.
    Arbejdsmand 170.
    Skomagersvend 171.
    ?? 172.
    Kjøbmand 173.
    Arbeidsmand 174.
    Skomager 175.
    Tømmer 176.
    Murersvend 177.
    Snedker 178.
    Snedker 179.
    Arbeidsmand 180.
    Arbeidsmand 181.
    Tømmer 182.
    Arbeidsmand 183.
    Gift og er Arbeismand 184.
    Overportør Kolding Banegaard 185.
    Arbejdsmand 186.
    Skomager 187.
    Cigararbejder 188.
    Handelsmand 189.
    Gartner 190.
    Vognmand 191.
    Udlandsophold 192.
    Politibetjent 193.
    Arbeidsmand 194.
    Danselærer 195.
    Arbeidsmand 196.
    Tømrer 197.
    Arbeidsmand 198.
    Bager 199.
    Bagermester 200.
    Guldsmedsvend 201.
    Snedker 202.
I efterfølgende tabeller er de benyttede stillingsbetegnelser i henholdsvis 1848-50 og 1864 er bibeholdt, indledt med sammenfattende tabeler. De sammenfattede tabeller er en simplificering af de samtidige stillingsbetegnelser.
Kolding 1848-50, i alt 111 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer, grupperede stillingsbetegnelser med % dele heraf
  Tilknyttet landbrug* Arbeids-mand  Andre arbejdere**

Forskellige håndværk***

Handel og service****

 Jernbane-restauratør, -arbejder 

Offentlig myndighed, bedre borgerskab*****

 Kolding Fattiggaard  Uidentificeret, andre  I alt
  9 22 5 31 23 2 7 3 9 111
%  8,1 19,8 4,5 27,9 20,7 1,8 6,3 2,7 8,1 100,0
 * Med stillingsbetegnelserne Avlsbruger, Kornmaler, Fæstemand Koldinghus, Dagleier, Tyende, Gartner.
 ** Med stillingsbetegnelserne Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder.
 *** Med stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
 **** Med stillingsbetegnelserne Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Værtshusholder, Restauratør Kolding Banegård.
 ***** Med stillingsbetegnelserne Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent.
           
Kolding 1864, 202 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedeljer, grupperede stillingsbetegnelser med % dele heraf
  Tilknyttet landbrug* Arbeidsmand Andre arbejdere** Forskellige håndværk*** Handel og service**** Offentlig myndighed, bedre borgerskab**** Jernbanen, Ledvogter, Stationsbud  Værtshusholder, Kroholder, Giestgiver  I alt  
  13 28 13 84 33 13 8 10 202 
% 6,4 13,9 6,4 41,6 16,3 6,4 4,0 5,0 100,0 
 * Med stillingsbetegnelserne Huusmand, Landarbeider, dagleier,Tjeneste-, Gaardekarl, Gartner.
 ** Med stillingsbetegnelserne  Tobaks-, Cigararbeider    
 *** Med stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
 **** Med stillingsbetegnelserne Detailhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Commis, Marschandiser.
 ***** Med stillingsbetegnelserne Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek, Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper. 
 
Kolding 1848-50 i alt 111 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje, stillingsbetegnelser 
Arbejdsmand, Maskinarbejder, arbejder Kolding Gasværk, Jernstøberiarbejder Murer Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet Skomager(mester) Gartner Værtshusholder, Gjestgiver I alt

 

 

            
29 8 9 4 2 6 58
26,1 7,2 8,1 3,6 1,8 5,4 52,3 %    
Skrædder, Væver Detaillist, Kjøbmand Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler Fotografik Vognmand, Kusk  Bybud, Logi Telegrafbud                      I alt
5 3 5 1 4 3                                  21                                                             
4,4 2,7 4,4 0,9 3,5 2,7             18,6         %    
Jernbanerestauratør Toldassistent Daglejer, Tyende Avlsbruger, Kornmaler, Slagter Fæstemand Koldingsgaard

Kolding Fattiggaard,

Ølhenter, Invalid    I alt
1 1 4 3 1 3 13      
0,9 0,9 3,5 2,7 0,9 2,7 11,6           %    
Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtsvejmand Procurator, Skovfoged og Markmand  Kalkværks-, Brenderibestyrer, Borger og Mester  Diverse uidentificeret  I alt    
4 2 3 12 21        
3,5 1,8 2,7 10,6 18,6                                                            %      
Kolding 1864 i alt 202 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedelje     
Arbejdsmand, Tobaks-, cigararbejder Murer Uhrmager Skomager Skreder, Skrædder Smed, Smedemester Skomager Farver Snedker Tømrer, Skibs-tømrer I alt  
44 14 2 8 4 6 9 5 13 6 111  
21,8 6,9 1 4 2 3 4,5 25 6,4 3 55 %
Bager, Slagter Smed, Smedemester Bødker, Gjørtler, Maler Sadelmager Møller, Møllebygger Gartner Bestyrer af Apotek, Dyrlæge Ølbrygger, -handler, -tapper Rullemand, Steenhugger Typograf, Musicus, Instrument-sliber    I alt
5 5 4 3 2 3 2 3 2 3 32  
2,5 2,5 2 1,5 1 1,5 1 1,5 1 1,5 15,8 %
Værtshus-holder o.l., Kroholder Detailhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Commis, Marchandiser Ledvogter m.v. ved Banen, Stationsbud m.v. ved Jernbanen Husmand, Landarbejder, daglejer,Tjeneste-, Gaardekarl Vognmand Portør, Porteur Toldofficiant, politibetjent Diverse, uidentificeret  I alt
10 15 8 8 4 4 3 7 59         
5 7,5 4 4 2 2 1,5 3,5 29,2   %
 
Ansøgning om erindringsmedalje Skive By 1848-50 og 1864
Under Skive By er registreret landsogne, som anføres her kontra Skive By / Kjøbstad 
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1. Arbejdsmand, Skive Skomager, Skive 1. 
2. Skomagermester, Skive Kjøbmand, Skive 2. 
3. Landmand, Skive Landsogn Fattiggaards Bestyrer, Skive 3. 
4. Arbejdsmand, Skive Landsogn, Egeris By Kjøbmand, Skive 4. 
5.  Husmand, Ramsing Sogn og By Ungkarl, Skive 5. 
6.  Køer og Detailhandel, Thise Sogn og By Tjenestekarl, Skive 6. 
7.  Arbeidsmand, Breum Bye Gaardskarl, Skive 7. 
8.  Landmand, LlThorum Sogn ??, Skive 8. 
9.  Husmand, Lime Sogn, Smedemark By Landmand, Skive 9. 
10.  Huusmand, Ramsing Sogn og By Slagter, Skive 10. 
11.  Boelsmand, Knud By, Rødding Tjenestekarl, Skive Thorup? 11. 
12.  Arbeismand, Hindborg By Værthusholder, Skive 12. 
13.  Husmand, Resen By Condittor, Skive  13. 
14.  Daglejer, Hem By og Sogn Blikenslager, Skive 14. 
15.  Huusmand, Rogild i Resen Sogn Skomager, Skive 15. 
16.  Snedker og Møbelhandler, Skive Hoteleier, Skive 16. 
17.  ??, Skive Farver, Skive 17. 
18.  ??, Skive Opsynsmand, Skive 18. 
19.  Skomager, Skive Skomagermester, Skive 19. 
20.  Bankbogholder, Skive Arbeidsmand, Skive Mark 20. 
21.  ??, Skive ?fører, Skive 21. 
22.  Musiker og Arbeidsmand, Skive Manufaktur?, Skive 22. 
23. Konditor, Skive Bestyrer af Skive Realskole, Skive* 23. 
24. Kjøbmand, Skive Arbeidsmand, Skive 24. 
25. Murermester, Skive Arbeidsmand, Skive 25. 
26. ??, Skive Maler, Skive 26. 
27. Skomager, Skive ??, Skive 27. 
28. Avlsbruger, Skive Hedemark Marskandiser, Skive 28. 
29. Muremester, Skive  ??, Aasted harre 29. 
30. Banearbeider, Skive Bødker, Skive 30. 
31. ?Betjent, Skive Smed, Skive 31. 
32. Kongelig Toldassistent, Skive Restauratør, Skive 32. 
33. Arbeidsmand, Skive Skomagersvend, Skive 33. 
34. Fisker, Skive Sadelmagermester, Skive 34. 
35. Arbeidsmand, Skivehuus mark Uhrmager, Skive 35. 
36. Arbeidsmand, Skive Karetmager, Skive 36. 
37. Arbeidsmand, Skive ?Mester, Skive 37. 
38. Vertshusholder, Skive Arbeidsmand, Skive 38. 
39. Landbruger, Skive Arbeidsmand, Skive 39. 
40. ??, Skive Gartner, Skive 40. 
41. Tømmermester, Skive Arbeidsmand, Skive 41. 
42. Murer, Skive Vertshuusholder, Skive 42. 
43. Pakkuskarl paa Skive Station Arbeismand, Skive 43. 
44. Arbeidsmand, Skive Arbeidsmand, Skive 44. 
45. Snedker, Skive Landmand, Skive 45. 
46. Vognmand, Skive Arbeidsmand, Skive 46. 
47. Rebslager, Skive Haandværker, Staarup Mark 47. 
48. Muremester, Skive Arbejdsmand, Skive 48. 
49. Arbeidsmand, Skive Boghandler, Skive 49. 
50. Kjøbmand, Skive Tømmermester, Skive Vesterfælled 50. 
51. Husmann, Skive Braarupmark Skolelærer i Skive Landsogn, Skive 51. 
52. Husmand, Skive Træhandler, Skive 52. 
53. Arbeidsmand, Skive Arbeismand, Skive  -  Tambohus 53. 
54. Boelsmand, Skive Hedemark Landmand, Skive 54. 
55. Naalmager, Skive Fattiggaard Arbeidsmand, Skive 55. 
56. Arbeidsmand, Skive Murer, Skive 56. 
57. Gaardmand, Hindborg Jordbruger, Skive Hedemark 57. 
58. Gaardmand, Vinde, Skive Skomager, Skive 58. 
    Fisker, Skive 59.
    Malermester, Skive 60.
    Farver, Skive 61.
    Arbejder, Tøndering By, Harre 62.
    Tømmer??, Skive 63.
    Staldforpagter, Skive 64.
    Andsat ved Banen, Skive 65.
    Farver, Skive 66.
*Skive private Realskole optræder med annonceret generalforsamling 6. okt. 1882. Private realskoler har eksisteret siden 1700-tallet. Skive Byarkiv angiver ingen datering, men et bygningsfoto o. 1890 viser en relativt nyopført bygning Frederiksgade 21, det nuværende Aakjærskolen. Erindringsansøgningerne er udfyldt fra 1876 og nogle år herefter. Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis anfører sig som "Bestyrer af Skive Realskole". I Folketælling 1880 er han registreret som 40 år gammel Skoleinspektør og Husfader, bosiddende Frederiksgade, 2. Rode, Matr. 25 bb, Forhuset, Stuen. 
Iflg. Danmarks Privatskoleforenings Realskolen gennem 200 år, 2010, var Skive private Realskole ejet af et privat interessentselskab indtil 1886, hvor kommunen overtog skolen. Det kan med sikkerhed konstateres, at Skive private Realskole har eksisteret før 1880, hvor C. H. Wollfsen Hasselriis var skoleinspektør ved folketællingen. Iflg. anden undersøgelser er realskolen og Frk. Sørensens Pigeskole begge oprettet i Frederiksgade 1877. Realskolen lå før 1877 i Kirkegade, Skive.
 
 
Stillingsbetegnelser 1848-50, Skive     
Landbrug   Husmand, Huusmand, Boelsmand Landmand, -bruger, Avlsbruger Gaardmand Arbeidsmand (1 og musiker) Dagleier Fisker I alt og %
11 6 2 13 1 1 34 
%                   19,0 10,3 3,4 22,4 1,7 1,7  58,6
Håndværk o.l.   Skomager, -mester Tømmemester Murer, -mester Snedker (og Møbelhandler) Rebslager Naalmager Skive Fattiggaard
3 1 4 2 1 1 12 
%                     5,2 1,7 6,9 3,4 1,7 1,7  20,7
Handel og service  Kjøbmand, Købs-, Detailhandel Vertshusholder Bankbogholder     
3   1 1     5 
Andet    %                     5,2   1,7 1,7      8,6
Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station Kongelig Toldassistent Betjent Pakhuskarl Uidentificerbar   
2 1 1 1 2   7 
%                     3,4 1,7 1,7 1,7 3,4 0,0  12,1
I alt              58 100
 
Stillingsbetegnelser 1864 Skive       
Landbrug   Gaardskarl, Tjenestekarl Fattiggaardsbestyrer Landmand, Jordbruger Arbeidsmand Fisker         I alt og %
3 1 4 12 1         21 
4,5 1,5 6,1 18,2 1,5          31,8
Håndværk o.l.   Skomager-, Mester, Svend, Sadelmager-mester Blikkenslager Slagter Bødker Smed Maler, Malermester, Farver Uhrmager Murer, Tømmer, -mester, Karetmager, Haandværker Arbejder   
6 1 1 1 1 3 1 6 1 21 
9,1 1,5 1,5 1,5 1,5 4,5 1,5 9,1 1,5  31,8
Handel, service   Kjøbmand Vært-, Verthusholder, Restauratør, Hoteleier Marskandiser Conditor Boghandler Træhandler Manufaktur     
2 4 1 1 1 1 1     11 
3,0 6,1 1,5 1,5 1,5 1,5 1,5      16,7
Andet    Skolelærer (i Landsogn), Bestyrer Realskole Ansat ved Banen Uidentificerbar, Opsynsmand, Fører?, Ungkarl, Staldforpagter     
3 1 9             13 
4,5 1,5 13,6              19,7
I alt         66 100,0
 
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand
31,9
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand
40,9
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0
 
Ansøgning om erindringsmedalje Viborg By 1848-50 og 1864, uden navneangivelser, i den registrerede rækkefølge.
Under Viborg By er der registreret landsogne, som er anført her contra Viborg By
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1. Huusmand, Viborg Mark Bagermester 1. 
2. Skomager Skrædder 2. 
3. Tømrer  Maler 3. 
4. Skræder Arbeidsmand 4. 
5. Skomager Kjøbmand 5. 
6. Kunstdreier Ølbrygger 6. 
7. Skomagermester ?? 7. 
8. ? og Glarmester Arbeidsmand 8. 
9. 
  		 Snedkersvend Slagter 9. 
10.  Skomager Landmand, Viborg mark  10. 
11.  Landbruger, Viborg Mark  Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende  11. 
12.  ?Procurator? Skrædermester 12. 
13.  ? Viborg Mark Restaurateur 13. 
14.  Skomager Skomager 14. 
15.  Avlsbruger Fuldmægtig 15. 
16.  Avlsbruger Formand jysk fynske Jernbaner  16. 
17.  Smedemester Arbeidsmand 17. 
18.  Murer Arbeidsmand 18. 
18.  ?Jorsmand, Viborg Mark  Træhandler 19. 
19.  ?? Kjøbmand 20. 
20.  Malermester Skomager 21. 
21.  Arbejdsmand Arbeidsmand 22. 
22.  Arbejdsmand Huusmand, Viborg By og Mark  23. 
23.  Orgonom? Arbedsmand 24. 
24.  Arbeidsmand Skomager 25. 
25.  Fragtkører Bolsmand 26. 
26.  Farver Arbeismand 27. 
27.  Steenhugger og Brobygger Skomager 28. 
28.  Steenhugger Kjøbmand 29. 
29.  Skræddermester Smed 30. 
30.  Landmand, Viborg Vestermark  Bog- og papirhandler 31. 
31.  Avlsbruger Kjøbmand 32. 
32.  Landmand, Viborg Mark  Værtshusholder 33. 
33.  Jernstøbearbejder Murersvend 34. 
34.  Avlsmand Kjøbmand 35. 
35.  Medhjælper paa Viborg Apothek Fabriks Arbeider og  36. 
36.  Skomager Bryggeri Forpagter, Dania  37. 
37.  Tømmersvend Dreier 38. 
38.  Kjøbmand og Handelsagent Arbejsmand 39. 
39.  ?Forvalter Arbeidsmand 40. 
40.  Bybud Arbsmand 41. 
41.  Landmand, Viborg Mark  Verthusholder 42. 
42.  Kontorist Landmand, Viborg Mark  43. 
43.  Natvægter Muurmester 44. 
44.  Skomagersvend Maler 45. 
45.  Avlsbruger, Viborg ?Mark  Kjøbmand 46. 
46.  Skomagermester Skomager 47. 
47.  Politibetjent - siden 25. October 1858  Tømre 48. 
48.  ?? Arbeidsmand 49. 
49.  Murersvend Pakhusforvalter 50. 
50.  Skomager Skomagermester 51. 
51.  Skolelærer Slagtermester 52. 
52.  Garver Væver 53. 
53.  Arbeidsmand Guldsmed 54. 
54. Saddelmager Snedker 55. 
55. Bogholder Landmand, Viborg Mark  56. 
56. ArbeisMand Avlsbruger, Viborg Mark  57. 
57. Arbeitsmand Murer 58. 
58. Landmand, Viborg Mark Snedkersvend 59. 
59. Arbeidsmand Bødkermester 60. 
60. Avlsbruger Restauratør 61. 
61. Tømmermester Restaurateur 62. 
62. Avlsbruger, Viborg Kjøbstads Mark Avlsbruger i Viborg  63. 
63. Tømmersvend Slagter 64. 
64. Arbeidsmand ?? 65. 
65. Overbanemester ved de jysk fyndske Jernbaner Slagter og Værtshusholder 66. 
66. Ledvogter Jernbanen Viborg Skive Bogbinder 67. 
67. Arbejdsmand Murersvend 68. 
68. ?? Garver Svend 69. 
69. Gartner Skomagersvend 70. 
70. Landmand, Viborg Nørremark Avlsbruger 71. 
71. Landmand, Viborg Nørremark Malermester 72. 
72. Landmand, Viborg Mark Karetmager 73.
73. Værthusholder Arbeidsmand 74. 
74. Arbeidsmand Handskemager 75. 
75. Brolægger, Sct. Mathiasgade Maler og Fotograf 76. 
76. ?betjent ?? 77. 
77. Arbeismand Vægter 78. 
.78.. Arbeidsmand Fabrikant 79. 
79. Arbeidsmand Gjæstgiver 80. 
80. Træhandler Avlsbruger, Viborg Mark  81. 
81. Broligger, Elsborg Skomagersvend 82. 
82. Overretsbud? Skomager 83. 
83. Teglbrænder Ølhanler 84. 
84. Arbeidsmand Arbeidsmand, Viborg Kjøbstadsmark  85. 
85. Skorstensfeiermester    
86. Brænderibestyrer    
87. Kjøbmand    
88. Detailhandler    
89. Handlende, Slesvig    
90. Værtshusholder    
91. Tømrer    
92. Politibetjent    
93. Murersvend    
94. Gaardeier, Viborg Nørremark     
95. Lysestøber    
96. Ikke oplyst    
97. Tømrer    
98. Kongelig Postfører    
99. Particulier, Slesvig    
100. Smed    
101. Avlsbruger, Viborg Kjøbstadsmark     
 
 
Ansøgning om erindringsmedalje Viborg By 1848-50 i alt 101
Landbrug Gaardeier Landbrug, Landmand Viborg Mark Avlsbruger, Jorsmand, Jorsbruger, ?  Viborg Mark Arbeidsmand Forvalter Gartner     I alt og i %
  1 9 11   14 1 1     37 
  1,0 8,9 10,9 0,0 13,9 1,0 1,0      36,7
Håndværk o.l. Jernstøbe-arbeider Skomager, -mester Skorstens-feiermester Skræddermester, Skræder  Tømrer, -svend, -mester Glarmester Snedkersvend Murer, -svend Smed, -mester  
  1 9 1 2 6 1 1 3 2 26 
  1,0 8,9 1,0 2,0 5,9 1,0 1,0 3,0 2,0  25,7
  Malermester, Farver Steenhugger, Brobygger, Brolægger, Broligger Garver Saddelmager Garver Teglbrænder Lysestøber Kunstdreier   
  2   4 1 1 1 1 1 1 12 
  2,0   4,0 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0  11,9
Handel, service Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig Bybud Kontorist, Bogholder Træhandler Fragtkører           
  4 1 2 1 1         9 
  4,0 1,0 2,0 1,0 1,0          8,9
Andet Skolelærer Medhjælper Viborg Apothek Natvægter Politibetjent siden 25. oktober 1858, Betjent Overbanemester, Ledvogter Værthusholder Overretsbud Kongelig Postfører, Particulier Ikke oplyst, Orgonom  
  1 1 1 2 2 2 1 2 5 17 
  1,0 1,0 1,0 2,0 2,0 2,0 1,0 2,0 5,0  16,8
I alt           101 100,0
 
 Viborg, stillingsbetegnelser 1864 i alt 85       
Landbrug Landmand Viborg Mark Huusmand, Bolsmand Viborg Mark Avlsbruger Viborg Mark Arbeidsmand (bl.a. Viborg Mark)    I alt og i %
  3 2 4 13       22 
  3,5 2,4 4,7 15,3       25,9    
Håndværk o.l. Fabriks Arbeider Bagermester Skrædder, -mester Maler, -mester, Maler og Fotograf Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder Smed, Guldsmed Bogbinder Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend
  1 1 2 4 2 4 2 1 8 25 
  1,2 1,2 2,4 4,7 2,4 4,7 2,4 1,2 9,4  29,4
  Væver Bødkermester Garver Svend Karetmager Handskemager Vægter Fabrikant Skomager, -mester, -svend  
  1 1 1 1 1 1 1 9   16 
  1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 10,6    18,8
Handel, service Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder Træhandler Kjøbmand Bog- og Papirhandler Ølhanler       
  5 1 6 1 1      14 
  5,9 1,2 7,1 1,2 1,2      16,5    
Andet Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende Fuldmægtig Jysk fynske Jernbaner, Formand Pakhusforvalter Uidentificeret      
  1 1 1 1 4      8 
  1,2 1,2 1,2 1,2 4,7      9,4     
I alt           85 100,0
 
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Viborg   
1848-50    1864   
Landbrug incl. Arbeidsmand % Landbrug excl. Arbeidsmand % % Landbrug incl. Arbeidsmand % Landbrug excl. Arbeidsmand % %
37 36,6 23 22,7   22 25,9 9 10,6  
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
38 37,6 52 51,5   41 48,2 54 63,5  
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand 44,6 Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand 55,9
Handel, service, andet     Handel, service, andet    
26 25,7 26 25,7   22 25,9 22 25,9  
I alt     101 100,0 101 99,9   85 100,0 85 100,0  
 
Ansøgning om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50 og 1864, i den registrerede rækkefølge
  1848-50, stillingsbetegnelse, by / sogn 1864, stillingsbetegnelse, by / sogn  
1. Gaardmand, Hald, Ørslevkloster Gaardeier, Kvols 1. 
2. Gaardmand, Mønsted Arbeid Mand, Løvel 2. 
3. Husmand, Feldingbjerg Bolsmand, Fly 3. 
4. Gaardeier, Feldingbjerg  Tjenestekarl, Smollerup  4. 
5. Gaardmand, Hald, Ørslevkloster  Gaard?Forpagter?, Mønsted?  5. 
6. Sognefoged og Gaardeier, Kobberup  Husmand og Landarbeider, Smollerup 6. 
7. Gaardeier, Kobberup  Huus Mand, Gammelstrup  7. 
8. Gaardmand og Sognefoged, Gammelstrup  Gaardmand, Fly 8. 
9. Tjenestekarl, Ørslevkloster Landmand, Gammelstrup 9. 
10.  Gaardmand, Vroue  Teglbrænder, Søby Teglværk, Kobberup 10. 
11.  Huusmand, Højslev  Tjenestekarl, Dommerby  11. 
12.  Landmand, Ørum  Landmand, Sparkær   12. 
13.  Huusmand, Mønsted  Huusmand, Vroue  13. 
14.  Avlsbruger, Frederiks  Arbejdsmand, Resen  14. 
15.  Gaardeier, Vinkel  Snedker, Høislev 15. 
16.  Gaardmand, Vridsted  Huusmand, Frederiks  16. 
17.  Arbeidsmand, Højslev  Huusmand, Fly  17. 
18.  Gaardeier, Søby, Kobberup  Landmand, Dommerby  18. 
19.  Huusmand, Mønsted  Huusmand, Frederiks  19. 
20.  Gaardmand, Vroue  Huusmand, Smollerup  20. 
21.  Arbeidsmand, Dommerby Gaardmand, Høislev  21. 
22.  Gaardmand, Smollerup  Røgter, Vinkel  22. 
23. Arbeidsmand, Halskov Husmand, Heilskov 23.
24. Jordbruger, Smollerup Huusmand, Hald 24.
25. Huusmand, Staarup Landmand, Søndre Ørum 25.
26. Boelsmand, Daugbjerg Arbeidsmand, Hjarbæk, Vorde 26.
27. Gaardmand, Mønsted  Arbeisman, Sparkjær  27.
28. Huusmand og Jordejer, Høislev Station  Landmand, Sparkjær  28.
29. Husmand, Dommerbye  Gaardmand, Sjørup  29.
30. ??, Smollerup  Gaardmand, Vroue  30.
31. Jordbruger, Vroue Landmand, Fly  31.
32. Arbeismand, Dommerby  Arbeidsmand, Tastum  32.
33. Huusmand og Smed, Sparkjær  Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  33.
34. Gaardejer, Resen Huusmand og Jordbruger, Højslev  34.
35.  Gaardmand, Sparkjær  Tømrer, Feldingbjerg, Stoholm  35. 
36. Aftægtsmand, Kobberup (født 1824) Gaardmand, Høislev 36.
37. Arbeismand, Halskov Husmand, Frederiks 37.
38. Gaardmand, Vroue  Landmand, Fly 38.
39. Gaardmand, Mønsted  Landmand, Mønsted  39.
40. Gaardmand, Smollerup Boelsmand, Kobberup  40.
41. Huusmand, Knudbye  Arbeidsmand, Smollerup  41.
42. Landmand, Dommerby  Jordbruger, Høislev  42.
43. Arbeidsmand, Baadsgaard Mark  Gaardeier, Søby, Høislev Station  43.
44. Husmand, Vinkelplet, Høislev  Landmand, Gaardeier, Tastum, Kobberup  44.
45. Arbeidsmand, Daugbjerg  Arbeidsmand, Hald By  45.
46. Arbeismand, Dommerby  Landmand, Høislev  46.
47. Gaardmand, Mønsted  Huusmand, Resen  47.
48. Mølle og Gaardeier, Mønsted  Arbeidsmand, Frederiks 48.
49. Landmand Gaardeier, Gammelstrup  Gaardmand, Frederiks, Refenfelde  49.
50. Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  Huusmand, Frederiks  50.
51. Skovfoged, Daugbjerg Skov  Gaard- og Teglværkseier, Gammelstrup  51.
52. Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Arbeidsmand, Staarupgaard, Høislev  52.
53. Huusmand, Hald Mark  Gaardmand, Fly  53.
54. Boelsmand, Resen  Boelsmand, Daugbjerg  54.
55. Tjenestekarl, Høislev  Landmand, Fly  55.
56. Boelsmand, Vinkel, Høislev Gaardmand, Lundø 56.
57. Gaardmand, Mønsted Arbeismand, Fly 57.
58. Huusmand, Mønsted  Huusmand, Gammelstrup  58.
59. Gaardeier, Feldingbjerg, Stoholm  Landmand, Vinkelplet  59.
60. Gaardeier og ?, Fly  Landmand, Feldingberg  60.
61. Huusmand, Sparkiær  Boelsmand, Hejlskov, Ørslevkloster Sogn  61.
62. Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Landmand, Gammelstrup  62.
63. Gaardmand, Ørum  Gartner, Kobberup  63.
64. Landmand, Husmand, Fly  Arbeiskarl, Sparkjær  64.
65. Arbeider, Sønder Ørum  Landmand og Møller, Sparkjær  65.
66. Landmand, Resen  Gaardmand, Fly  66.
67. Husmand, Hald By  Bolsmand, Vinkel  67.
68. Huusmand, Gammelstrup  Arbeidsmand, Gammelstrup  68.
69. Jordbrug og Fiskeri, Lundø  ??mester, Fly Mølle  69.
70. Boelsmand, Sparkjær  Gaardmand, Taarup   70.
71. Husmand, Smollerup  Boelsmand, Hald  71.
72. Arbeidsmand, Høislev  Gaardmand og Sogneraadsmand, Resen  72.
73. Arbeidsmand, Søvang, Høislev  Lanman, Gaareier, Kvols  73.
74. Tjenestekarl, Dommerby  Murer, Halskov, Høislev  74.
75. Aftægtsmand, Feldingbjerg, Stoholm  ?Insider?, Vridsted  75.
76. Ikke oplyst, Seistrup  Huusmand, Svenstrup, Høislev  76.
77. Gaardmand, Dommerby  Huusmand, Gammelstrup  77.
78. Bolsmand, Mønsted  Landmand, Vinkel  78.
79. Gaardmand, Smollerup  Jordbruger, Gaardmand, Halskov, Høijslev  79.
80. Gaardmand, Lundø  Gaardmand, Resen  80.
81. Boelsmand, Daugbjerg  Gaardmand, Resen  81.
82. Landmand, Ørum  Huusmand, Vridsted  82.
83. Gaardmand, Daugbjerg  Gaardmand og Detaillist, Smollerup  83.
84. Landsmand, Tastum, Kobberup  Landmand, Vridsted  84.
85. Bolsmand, Resen  Detailist, Daugbjerg  85.
86. Avlsbruger, Smollerup Huusmand, Bærs  86.
87. Huusman, Sparkiær  Jordbruger, Fly  87.
88. Gaardmand, Mønsted  Husmand, Frederiks  88.
89. Boelsmand, Vroue  Gaardmand, Faarup  89.
90. Huusmand, Daugbjerg  Husmand, Gammelstrup  90.
91. Gaardeier, Tastum  Gaardmand, Smollerup  91.
92. Arbeidsmand, Dagleier, Sønder Resen  Gaardmand, Frederiks  92.
93. Boelsmand, Kobberup  Boelsmand, Daugbjerg  93.
94. Arbeidsmand, Daugbjerg  Gaardmand, Ørum  94.
95. Husmand, Bøstrup, Lund  Møllebyger, Lundø  95.
96. Aftægtsmand, Degnsgaare, Høislev  Insider og Murer, Høislev* 96.
97. Insider og ?, Mønsted* Jordbruger og Murer, Halskov, Høislev  97.
98. Gaardmand og ?,  Resen Gaardmand, Smollerup  98.
99. GaardMand, Smollerup  Huusmand, Daugbjerg  99.
100. Landmand, Kobberup  Arbeidsmand, Daugbjerg  100.
101.  Huusmand, Knudby, Taaarup  Gaardmand, Feldingbjerg  101. 
102.  Jordbruger, Vroue  Boelsmand, Resen** 102. 
103. Huusmand, Vroue  Gaardmand, Frederiks  103.
104. Arbeidsmand, Laanum  ?, Kvols  104.
105. Gaardmand, Fly  Gaardmand, Vridsted  105.
106. Gaardmand, Dommerby  Gaardmand, Brudal, Højslev  106.
107. Landmand, Dollerup  Landmand, Frederiks  107.
108. Boelsmand, Vroue  Paa Forsorg, Kobberup  108.
109. Aftægtsmand, Ørum  Huusmand, Resen, Sparkjær  109.
110. Gaardmand, Gammelstrup  Fisker, Ørslevkloster  110.
111. Huusmand, Mønsted  Boelsmand, Mønsted  111.
112. Husmand, Knudby  Gaardeier og Landmand, Mønsted  112.
113. Huusmand, Høgild, Resen  Landmand, Fly  113.
114. Aftægtsmand, Hald  Snedker, Mønsted  114.
115. Huusmand, Lund, Ørslevkloster  Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  115.
116. Huusmand, Laanum  Landmand, Sparkjær  116.
117. Huusmand, Hald, Ørslevkloster  Huusmand, Frederiks  117.
118. Arbeidsmand, Daugbjerg  Tjenestekarl, Halskov  118.
119. Huusmand, Sparkjær  Arbeidsmand, Mønsted  119.
120. Landmand, Mønsted  Landmand, Feldingbjerg  120.
121. Husfæster, Sønder Resen, Sparkjær  Landmand, Fly  121.
122. Gaardmand, Ørum Landmand, Mønsted 122.
123. Husmand, Resen Landmand eller Huusmand, Mønsted 123.
124. Landmand, Sønder Ørum Købmand?, Sparkjær 124.
125. Huusmand og Arbeidsmand, Lundø Mølle Svend, Søby 125.
126. Gaardmand, Bøstrup, Ørslevkloster Bolsmand, Mønsted 126.
127. Boelsmand, Hald, Ørslevkloster Gaardeier, Kobberup 127.
128. Arbeidsmand, Daugbjerg Gaardmand, Mollerup 128.
129. Husmand, Mønsted Formand ved De Danske Statsbaner, Stoholm 129.
130. Gaardmand, Mønsted Huusmand og Arbeidsmand, Staarup 130.
131. Arbeidsmand, Gammelstrup  Boelsmand, Feldingbjerg  131.
132. Gaardeier, Resen  Arbeidsmand, Taarup  132.
133. Husmand, Resen  Landmand, Taaarup  133.
134. Tømrer, Mønsted  Gaardmand, Resen  134.
135. Huus Mand, Hald, Ørslevkloster  ?Mand, Sparkjær 135.
136. Huusmand og Tømrer, Staarup, Høislev  Gartner, Ørslevkloster  136.
137. Husmand, Staarup, Høislev  Huusmand, Hald, Ørslevkloster  137.
138. Bolsmand, Mønsted  Gaardmand og Jordbruger, Dommerby  138.
139. Huusmand, ??  Gaardmand, Mønsted  139.
140.  Huusmand, Mønsted  Ugift, Kobberup  140.
141.  Gaardmand, Mønsted  Gaardmand, Kobberup  141. 
142. Huusmand, Smollerup Huusmand, Fly  142. 
143. Arbeider, Høislev Landmand, Fly  143. 
144. Huusmand, Daugbjerg Skovfoged på Hovedgaarden, Ørslevkloster  144. 
145. Arbeidsmand, Daugbjerg Gaardmand, Taarup  145. 
146. Sognefoged og Gaardmand, Daugbjerg Huusmand, Vroue  146. 
147. Landman, Fly Avlsmand, Smollerup  147. 
148. Landmand, Dommerby Gaardmand, Vroue  148. 
149. Landmand, Lundø  Landmand, Søndre ?  149. 
150. Jordbruger, Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Landmand, Sparkjær  150. 
151. Gaardmand, Taarup  Fisker, Indsidder, Heilskov, Ørslevkloster  151. 
152. Avlsbruger?, ? ??, Laanum 152.
153. Huusmand, Hald, Ørslevkloster Gaardman, Løvel 153.
154. Landmand, Fly Gaardeier, Søby, Høislev 154.
155. Huusmand, Østerriis, Høislev Arbeidsmand, Fly 155.
156. Gaardmand, Høislev Landmand, Sønder Ørum 156.
157. Gaardmand, Gammelstrup Gaardmand, Fly 157.
    Huusmand, Frederiks 158.
    Huusmand, Lundø 159.
    Tømmer, Høislev 160.
    Arbesmand, Staarup, Høislev 161.
    Indsider, Laanum 162.
    Arbeidsmand, Høislev 163.
    Gaardmand, Taarup 164.
    Arbajdsmand, Søby 165.
    Landmand, Vridsted 166.
    Huusmand, Staarup, Høislev 167.
    Arbaid Mand ved Mønsted kalkværk, Bonde 168.
    Gaardmand, Mønsted 169.
    Jordbruger, Halskov, Høislev 170.
    Bolsmand, Fly 171.
    Tjenestekarl, Feldingbjerg 172.
    Insidder og Snedker, Degnsgaard Mark, Høislev 173.
    Huusmand med stor Familie, trange Kaar, Høislev 174.
    Gaardmand, Vroue 175.
    Arbeidsmand, Taarup 176.
    Landmand, Mønsted 177.
    Arbeidskarl, Sparkjær 178.
    Skolelærer og Kirkesanger, Sønder Resen 179.
    Landmand Tjenestekarl, Stoholm 180.
    Gaareier Avsbruger, Laanum 181.
    Landmand, Mønsted 182.
    Vognsætter ved Statsbanen, Sparkjær 183.
    Møller, Stoholm 184.
*En insidder var lejer hos en gård- eller en husmand. 
** Alle her anførte Resen lokaliteter er Resen ved Viborg, naturligvis, da Resen Sogn, Skive ikke er en Fjends lokalitet. 
 
Ansøgning om erindringsmedalje Fjends Herred, Ørslevkloster Sogn 1848-50 og 1864, i den registrerede rækkefølge. 
  1848-50 Navn 1848-50 Stillingsbetegnelse, by   1864 Navn 1864 stillingsbetegnelse, by  
1. Christen Pedersen  Gaardmand, Hald Vestermark Frederik Christensen  Husmand, Heilskov  1. 
2. Anders Christensen  Gaardmand, Hald  Svend Christensen  Huusmand, Hald  2. 
3. Anders Peter Andersen  Tjenestekarl, Lerkenborg, Ørslevkloster  Niels Mogensen  Arbeidsmand, Hald  3. 
4. P. Mortensen  Arbeidsmand, Halskov  Jacob Jacobsen  Gaardmand, Lundø  4. 
5.  Christen Nielsen  Huusmand, Staarup By  Christen Mose Jensen  Boelsmand, Heilskov  5. 
6.  Peder Christensen  Arbeismand, Halskov  Niels Jensen  Boelsmand, Hald  6. 
7.  Søren Andersen  Arbeidsmand, Baadsgaard Mark  Hans Jensen Laigaard  Møllebyger, Lundø  7. 
8.  Jens Christian Nielsen  Huusmand, Hald Mark   Christen Mortensen  Fisker, Ørslevkloster  8. 
9.  Peder Jørgensen  Husmand, Hald By  Christen Nielsen  Tjenestekarl, Hald Kro 9. 
10. Niels Christian Pedersen Jordbrug og Fiskeri, Lundø Simon Nielsen  Gartner, Ørslevkloster  10. 
11. Peder jensen Gaardmand, Lundø Thomas Nielsen  Huusmand, Hald, Ørslevkloster  11. 
12. Frederik Nielsen Husmand, Bøstrup, Lund Frederik Peter Pedersen  Skovfoged, Ørslevkloster  12. 
13. Peder Johansen Aftægtsmand, Hald Niels Pedersen  Fisker, Indsidder, Heilskov  13. 
14. Jens Christian Laursen Husmand, Lund Jens Poulsen  Huusmand, Lundø  14. 
15. Jens Pedersen Skovhuus Huusmand, Hald, Ørslevkloster Peder Jensen  Jordbruger, Halskov, Østerris  15. 
16. Niels Nielsen Hansen Gaardmand, Bøstrup     16. 
17. Jens Jensen Boelsmand, Hald      
18. Lars Christian Jensen Huus Mand, Hald, Ørslevkloster      
19. Anders Jensen Landmand, Lundø      
20. Peder Thomsen Huusmand, Hald, Ørslevkloster      
21. Jens Christian Sørensen Vinde Huusmand, Lund, Ørslevkloster      
 
Under stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand" o.l. i ansøgningsskemaerne til erindringsmedalje fremgår det ind imellem af bopælsangivelse på f. eks. en gård i de ikke-bymæssige områder, at der nok oftest har været tale om en landarbejder, en Dagleier f. eks.
 
Fjends Herred 1848-50, grupperet, 157 i alt     
Landbrug         
Gaardmand, -eier, Landmand Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster Tjenestekarl Arbeismand Aftægtsmand Insider I alt %
50 13 7 54 3 19 5 1 152  
31,8 8,3 4,5 34,4 1,9 12,1 3,2 0,6 65,0  96,8
      Husmand, Landarbeider m.fl. inkl. Arbeidsmand 102  
Andet         
Skovfoged Tømrer Uidentificerbar      
1 2 2           5  
0,6 1,3 1,3             3,2
         157  
 
Fjends Herred 1864, grupperet 184 i alt     
Landbrug        
Gaardeier, -mand, forpagter Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand Arbeids-, Arbejdsmand Indsidder, Fisker Gartner Skovfoged I alt %
43 43 46 21 3 2 1 159  
23,2 23,2 24,9 11,4 1,6 1,1 0,5  63,0  85,9
  Husmand, Landarbeider m.fl. inkl. Arbeidsmand 116  
Håndværk o.l.       
Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier Tømrer Murer Snedker og Indsidder Møller, -Byger, -Svend,     
2 2 3 3 5     15  
1,1 1,1 1,6 1,6 2,7       8,1
Andet        
Købmand, Detailist Paa Forsorg o.l. Skolelærer og Kirkesanger Statsbaner Uidentificerbar      
2 1 1 2 5     11  
1,1 0,5 0,5 1,1 2,7       5,9
        185 100,0
 
Ørslevkloster Sogn 1848-50 , grupperet, 21 i alt      
Landbrug       
Gaardmand  Huus-, Hus-, Boelsmand Landmand, Jordbrug og Fiskeri Arbeidsmand Tjenestekarl Aftægtsmand I alt %
4 10 2 3 1 1 21  
19,0 47,6 9,5 14,3 4,8 4,8   100,0
 
Ørslevkloster Sogn 1864 , grupperet, 15 i alt    
Landbrug
Gaardmand Huus-, Boelsmand Jordbruger, Tjenestekarl Arbeidsmand Fisker Gartner I alt %
1 6  2 1 2 1 13  
6,7 40,0 13,3 6,7 13,3 6,7   86,7
Andet         
Møllebygger Skovfoged            
1 1          2  
6,7 6,7            13,3
        15 100
 
Stillingsbetegnelser med landbrug - Arbeidsmand, Landarbejder o.l. 
i de slesvigske krige er udskilt særskilt, også opgjort som procentdel af alle
Andst Herred
 Arbeidsmand-del Fjends herred Arbeidsmand-del Krig
85,2 21,9 96,8 12,1 1848-50
73,7 15,3 85,9 11,4 1864
Skanderup, Hjarup Sogn   Ørslevkloster Sogn    
82,2 37,8 100 14,3 1848-50
67,7 14,5 86,7 6,7 1864
Kolding   Skive    
27,9 19,8 58,6 22,4 1848-50
20,3 13,9 31,8 18,2 1864
    Viborg    
    36,6 13,9 1848-50
    25,9 15,3  1864
 
Grupperede stillingsbetegnelser, landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864 
  Kolding Viborg Skive Andst Herred Skanderup, Hjarup Sogn Fjends Herred Ørslevkloster Sogn Gennemsnit
1848-50 8,1 22,7 36,2 63,3 44,4 84,7 85,7 48,6
1864 6,4 10,6 13,6 58,4 53,2 74,5 60,0 38,6
         
Grupperede stillingsbetegnelser, Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864  
  Kolding Viborg Skive Andst Herred Skanderup, Hjarup Sogn Fjends Herred Ørslevkloster Sogn Gennemsnit
1848-50 19,8 13,9 22,4 21,9 37,8 12,1 14,3 21,2
1864 13,9 15,3 18,2 15,3 14,5 11,4 6,7 14,6
 
 Registreret som faldne i 1850-51
Skanderup Sogn By i Sognet, den faldne stammer fra  
Christensen, Jacob, 11te Linie, Infanteri, Bataillon, 4de Compagni, Menig nr. 230, 13 feb 1851. Død af Typhus. Begravet paa St. Michaelis Kirkegaard 16. febr. Dollerup Død af tyfus i Slesvig 1851.
Jensen, Christian 1. - 189. Saaret 24. juli, død i Flensborg, begravet på Sct. Marie Kirkegaard 25. juli. Dollerup Død i Flensborg 1851.
Svendsen, Mads, 7de Linie, Infanteri Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 153, 4 oct, 1850 Skanderup Såret, død i Rendsborg 1850.
Jensen, Anders, saaret d. 3. nov. v. Kochendorff. Død i Rendsborg 4. dec. Begravet her. 2, 244. Skanderup Såret, død i Rendsborg 1850.
Menig Sørensen, Hans. 6. Inf. Batteri, 1. - 81. Højre Been. Hjarup Amputeret ben 1849.
Kolding faldne 1849
Hans Petersen, Enhed 1.F.J.3.76. Ukendt (for A. D. Cohen) amt. Ikke konstateret registreret andre steder end hos Cohen, der angiver Koldinghuus som fødested. Det kan muligvis være en fejlregistrering for "Koldinghuus Amt"? Denne tvivlsomme registrering kan muligvis kun ses som et tegn på, at før den almindelige værnepligt blev indført 12. febr. 1849 var det stort set kun bønder, der blev menige soldater. Det forklarer, at Kolding ingen faldne soldater havde 1849. Koldinghuus  
Kolding faldne i øvrigt, soldater fra andre destinationer 1850-51
A. D. Cohen, De Faldnes Minde, Odense 1851 har en samlet oversigt s. 129, hvor der er 2407 faldne, savnede i alt.
1848 i alt 323, heraf Slesvig 164,
1849 i alt 988, heraf Fredericia 501, Kolding 150
 1850 i alt 1096, heraf Isted 841
I Kolding Folkeblad er der i 1874 en notits om en mindehøjtidelighed for 3 ukendte i 1849 faldne soldater med mindesten på Skanderup Kirkegård.
 
Registreret som faldne 1864, fra Skanderup og Hjarup
3. Peter Jacob Edvard Nissen fra Skanderup Skanderup død paa Augustenborg Laz. den 29 April af Sygdom, begravet paa Augustenborg Kirkegaard den 1 Mai.
1. Mathias Hansen fra Skanderup Skanderup død paa Skjoldemose Laz. den 6 Juni af Typhus, begravet paa Steenstrup Kirkegaard den 10 Juni.
Hans Jeppesen Buch, 3. Fæstningskompagni, Konstabel Hjarup Faldet 11. april, begravet i Sønderborg.
Peter Lauritz Hendriksen, Frivillig, Menig Hjarup Savnet 29. juni, begravet.
Menig Jens Petersen, Dollerup Dollerup Savnet ved Dybbøl 18. april, begravet.
? Trainkudsk nr. 20, 1. Trainkudskedepot Uidentificerbare, næppe fra Skanderup Sogn. Nr. 94 kan muligvis være P. J. Edvard Nissen fra Skanderup.
? Ukendt Menig nr. 94, 6. Infanteri-Regiment, 5. Kompagni Død 6. juni 1864
? Skjoldemose Lazaret (Typhus) Død 29. april 1864
? Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 10. juni 1864
? Steenstrup Kirkegaard Begravet 1. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard
? 2. Lorentz Petersen fra Dollerupnørremark Menig nr. 173, 12. Infanteri-Regiment, 2. Kompagni Død 21. maj 1864 Det er formentlig Dollerup Nørremark øst for Flensborg  
? Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 26. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard Uidentificerbar.
Kolding faldne 1864    
2. 224. Menig Jens Christian Jversen (Kolding) Hertil komme 4 døde, begravet i Kolding, men fra andre byer  
  Søren Jensen (Linaae) Saaret den 18 April og fangen, død paa Kolding Laz. den 16 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 20 Mai.
  Thomas Petersen (Tødsø) Saaret den 18 April og fangen, dod paa Kolding Laz. den 1 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 6 Mai.
  Rasmus Mikkelsen (Assendrup) Saaret den 18 April og fangen, ded paa Kolding Laz. den 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 16 Mai.
  Menig Peter Christian Jørgensen (Kjøbenhavn) Savnet ved Fredericia den 8 Marts, begravet sandsynligviis paa Kolding Kirkegaard den 10 Marts.
Registreret som faldne 1848-50 fra Skive, Viborg
 
2. 71. Jens Christensen Skive, 6te Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 71, falden d. 6 Juli, begravet i Fredericia d. 8 Juli. 1849
 Jensen, Peter Christian, Resen, 9de Linie-Infanteri-Bataillon, 3die Compagni, Menig nr. 119, 6 jul 1849. Der er i Resen Kirke ved Ringkøbing en mindetavle, som udelukker, at dette kan være Resen ved Skive.
 
Undercorporal 12te lette Bat.4.213. Ole Frederik Lorentzen Skive, v. Been under Knæet amputeret 1850, ved Isted.
2 fra Skive. 1 er faldet 1849 i Fredericia, 1 har ved Isted fået amputeret ben 1850.
 
4. 67. Menig Christian Christensen Nørre-Viborg, falden d. 6 Juli, begr. i Frederieia d. 8 Juli.
2 fra Viborg. 2 er faldet 1849 i Fredericia.
 
2. 204. Hans Peter Jensen Ungstrup, saaret d. 6 Juli, død paa Viborg Laz. d. 7 Novbr., begravet paa Viborg Domkirkes Kirkegaard d. 12 Novbr.
  
Registreret som faldne, fra Skive Viborg 1864
 
1. Compagni, 3. Vaabenmester Jens Christian Thomassen Vissing (Skive), saaret den 18 April og fangen, død paa Rinkenæs Laz. den 3 Mai, begravet paa Rinkenæs Kirkegaard den 5 Mai.
Petersen, Jens Houe, Hvidbjerg, 11te Infanteri-Regiment , Menig nr. 3 F 70, 6 feb, 1864 - tvivlsomt, om det er Hvidbjerg v. Skive.
 
7. Compagni, Menig 249. Søren Vedsø Berner (Skive), død paa Gyldensteens Laz. den 27 Mai af Typhus, begravet paa Sandager Kirkegaard den 31 Mai.
 
 
4de Infanteri Regiment, 6te Compagni, Menig 572, Christen Lauritzen, Dommerby (Skive), død 27 April.
 3 fra Skive. 2 døde v. Dybbøl, 1 af tyfus.
 
4. 71. Anton Ludvig Martinus Terkelsen (Viborg) død paa Kjøbenhavns Laz. den 4 Marts af Typhus, begravet paa Garnisonskirkegaard den 9 Marts.
 
  Menig Mads Veis Severin Poulsen (Viborg), saaret den 18 April, død paa Augustenborg Laz. den 27 April, begravet paa Augustenborg Kirkegaard den 1 Mai. 2 fra Viborg. 1 død v. Dybbøl, 1 af tyfus.
 
I forhold til treårskrigen, hvor der ikke kan konstateres faldne fra Skanderup Sogn, er der 1864 faldet 3 fra Skanderup Sogn, 2 fra Hjarup.
Kolding har 1864 en enkelt falden. Og selv om der faldt mange i og omkring Kolding april til maj 1849, så var der her også kun en enkelt falden, der vil kunne registreres som en lokalt falden.
Ud over registrerede soldater, som vi kun kender af navn, er der også rejst mindesmærker, gravminder af lokale, der enten har oplevet eller hørt beretninger om stedfundne træfninger med faldne soldater.
De fleste, måske alle faldne, registreret 1851 er faldet ved kampe i Nordslesvig, kunne det se ud til.
 
Seest Lokalhistorisk Forening har 2018 udgivet en beretning i pdf v. P. Thornberg, Hylke Seest. Om den her faldne soldat hedder det i A. D. Cohen i 1851 udgivne værk om faldne soldater: "Jens Petersen Hornslet, (savnet d. 23 April v. Eistrup), falden og begravet samme Dag af Fjenden paa Gjelballe Mark i en Udkant af Vranderup Skov, i Nærheden af Veien fra Gjelballe efter Kolding. Der er en reference til den her nystartede, Kolding Avis. Statsbibliotekets avis samling mangler flere numre af de tidlige årgange - se referat og reference neden for.
Kolding Avis - i uddrag og nudansk referat: En dansk soldat faldt på Gjelballe Mark i nærheden af byen. En husmand bosat i nærheden oplyste, at oprørerne (Insurgenterne) havde begravet ham på et smukt sted. Men han var ganske udplyndret, derfor uden skulder distinktioner. Men på han skjorte var indsyet med rød tråd I. P. H. S. samt sort tråd I. P. S. Der var i egetræet udskåret et batteri, der ikke havde været med i slaget 23. april, og det skønnes så at må have været 4. reserve batteri, der har meldt Jørgen Petersen Hornslet savnet.
Ukendt bland os, vist savnet hjemme ...
Mindestenen på Skanderup Kirkegård
Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst: "Her under hvile 3 danske soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter. Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd(agen) 1874.På Harte Kirkegård er der en gravsten med navne på tre faldneI slaget ved Isted er de danske tab opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur af Isted løven. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.
Mindesten ukendte soldater.
MSS-206-07, MSS-220A-D, MSS-223. MSS-225, MSS-229-30, MSS-236, MSS-241, MSS-243, MSS-244A, MSS-246-47, MSS-268-70, MSS-272A, MSS-274B, MSS-284, MSS-292-94, MSS-296-97, MSS-301, MSS-303-04, MSS-306-08, MSS-310, MSS-320, MSS-326, MSS-333, MSS-391H
Det er en meget fin, nøje, præcis og gennemført registrering, Sønderjyllands Museum har foretaget.
Bemærk, at A. D. Cohen også her er benyttet i de omfattende registreringer.
  • Dansk gravkors over korporal Niels Nielsen Lind ved 10. Regiments 1. Kompagni i 1864 Augustenborg Kirkegård 1864: Her hviler N. Lind fra Hjarup ved Kolding, Corporal ved 10. Rgmts. 1. Comp. saaret d. 28. Marts 1864 ved Dybbøl død d. 18. April samme Aar paa Augustenborg Lazaret. † På bagsiden: Den Jord, hvorfor du stred, du hviler i Gid Gud velsigne Dig, til evig Tid. Jernkors: h. 110, b. 87 cm. Niels Nielsen Lind blev såret den 28. marts, hvor 10. Regiments 1. Kompagni deltog i fordrivelsen af de preussiske styrker, som var trængt frem til Dybbøløsten. Han døde på Augustenborg Lazaret den 18. april og blev begravet den 19. april 1864. Niels Nielsen Lind kunne være et eksempel på, at V. Cohen, De faldnes Minde ikke altid er helt tilforladelig. Her er N. N. Lind registreret som "midlertidig Corporal" fra Haderslev, s. 129.
  • Dansk gravsten over 14 danske soldater i 1849 Brødremenighedens Kirkegård i Christiansfeld 1849 / 1909. På forsiden hedder det: FRED MED EDER I BOLDE KÆMPERE SOM FIK BANESAARET UNDER SLAGET I OG VED KOLDING DEN 23. APRIL FOR DANMARKS RETFERDIGE SAG. På bagsiden hedder det: MÆND AF THYRSTRUP SOGN SATTE DETTE MINDE OVER 14 AF DERES DANSKE KRIGERE DER HER FANDT HVILE. På højre side: DETTE MINDESMÆRKE, FJÆRNET FRA SIN PLADS PAA KIRKEGAARDEN I CHRISTIANSFELD 1864, GENREJSTES HER 1909. KOMMENDE SLÆGT VIL FREDE DETTE MINDE. Jernmonument med kors og marmorplade omgivet af granitpiller og jernstænger. H. 195, b. 68 cm, fodstykker 20 cm. De 14 soldater i graven blev efter slaget ved Kolding den 23. april 1849 ført til Christiansfeld af de slesvig-holstenske styrker og begravet her 24. april - 21. maj 1849. Soldaternes efternavne jf. indskriften er ifølge Cohen 1853 deres hjemsteder - Brødremenighedens Kirkegård i Christiansfeld 1849 / 1909 På marmorpladen: P.R. Svendstorp Artillericonstabel + 27. April 1849 N.N. Gaarde 5. Linie Bataillon + 23. April 1849 L.R. Woldtofte 5. Linie Bataillon + 11. maj 1849 L.I. Windeleff 6. Linie Bataillon + 23. April 1849 I.I. Borringskov 7. Linie Bataillon + 23. April 1849 R.H. Gylling 7. Linie Bataillon + 23. April 1849 C.O. Svenstrup 7. Linie Bataillon + 19. Maj 1849 I.K. Houtved 9. Linie Bataillon + 23. April 1849 I.E. Eskildsen 1. Jægerkorps + 23. April 1849 C.S.M. Poetzhold 1. Jægerkorps + 25. April 1849 C.H. Lassen 1. Jægerkorps + 25. April 1849 I.C.I. Ludstrup 1. Jægerkorps + 24. April 1849 P.P. Flade 1. Jægerkorps + 23. April 1849 C.I. Leisten 4. Res. Bataillon + 23. April 1849 Jernmonument med kors og marmorplade omgivet af granitpiller og jernstænger. Marmortavlen har h. 85, b. 65 cm. På kirkegården er også en enkeltgrav med marmorplade for frivillig underjæger Carl Theodor Poetzhold (MSS-425). Det må være den samme person, som her anført som C.S. M. Poetzhold. Dansk GPS: CARL THORVALD MARINUS POETZHOLD, FRIVILLIG SKARPSKYTTE VED 1. JÆGERCORPS, FØDT D. 10. JUNI 1819 I KJØBENHAVN, SAARET D. 23. APRIL 1849 I SLAGET VED KOLDING, DØD D. 25. I SAMME MAANED Marmorplade h. 72, b. 47 cm Carl Thorvald Marinus Poetzhold blev efter slaget ved Kolding den 23. april af de slesvig-holstenske styrker ført til Christiansfeld. Her døde han den 25. april og blev begravet den 26. april 1849.
 
Rendsborg 31. marts 1848
Protesten til det danske folk, at folket i København har "tvunget" den danske konge, "vor Hertug" til at gøre Slesvig til "en Provins af Danmark".
 
Løjtnant Krenski ses kun nævnt hos Liljefalk (og i den afskrift fra Liljefalk, Aug. Fr. Schmidt har foretaget til Skanderup Sogn). Der er en usikker notits om Krenski som løjtnant i Historisk Samfund for Ribe Amt.
General Wrangels opråb 1. maj 1848.
I Uddrag.
 
Til Jyllands Indvaanere!
En tysk seirrig Hær vil imorgen overskride Eders Lands Grænse; ikke i fjendtlig Hensigt kommer den til Eder, derfor tilraader jeg Eder: Blive i Eders fredelige Boliger ... Jeg kan ikke fritage Eder for at tilveiebringe Hærens Fornødenheder ... (ved manglende imødekommenhed) nødsages mine Tropper til selv at indkvartere sig og selv tage sig alle til deres Livsophold henhørende Midler efter eget Tykke ...
 
Slaget ved Slesvig 23. april 1848. Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. og 27. april 1848
Kompagniet Caroc, Kolding 20. april 1849
Fyens Stiftstidende 23. april 1848 (Kbh. 22. april) (Dagsposten). (Officielt). Kjøbenhavn d. 22 April. Den 20 om Morgenen Kl. 7 rykkede Insurgenterne (oprørerne) med en betydelig Styrke frem til Angreb paa Kolding, hvilken By var besat af vore Forposter, der havde Ordre til ikke at indlade sig paa noget haardnakket Forsvar, og som derfor rømmede Kolding Kl. 9. … I den midlertidige Stilling, som Forposterne indtoge Nord for Bramdrup, vistes en fjendtlig Kavalleriafdeling tilbage med nogle Kanonskud.
Da Fjenden afstod fra alt videre Angreb, indtoge vore Tropper Kl. 4 om Eftermiddagen et Kantonnement og udstillede deres Forposter, fra hvilke en Deling Kavaleri Kl. 6 trængte frem til Møllen nordfor Kolding, hvor der stod en stærk fjendtlig Feltvagt. Paa vor Side var det især 1ste Espingolbatteri og 1ste Jægerkorps, der beskøde Fægtningen, og af Jægerkorpset var navnlig Kompagniet Caroc meget stærkt i Ilden.
 
Kolding 20. april 1849, Dannevirke 26. april 1849
Dannevirke 26. april 1849
… De tydske Blades Beretninger om Indragelsen af Colding d. 20. ds. ere i det Hele taget overensstemmendc og temmelig sandfærdige. Naturligviis følge nogle Pralerier med om Insursenternes Tapperhed og Friskarernes Heltebedrifter.
”Börsenhalle" beskrives Affairen saaledes fra Skanderup i Jylland:
I dag, d 20. April er Kolding taget af Avantgarden under Oberst v. Zastrorv's Befaling. Fægtningen foran og i Kolding har varet 2 til 3 Timer; i Ilden vare 9. og 10. Infanteri- Bataillon, saavel som I. og 2. Jaegercorps.
Efter at Skandserne ved Byens Indgang vare tagne, fandt vore Tropper en temmelig lang Modstand i Byens Gader, som tildeels vare barrikaderede; ogsaa fra Husene blev der fyret og flere af Vore saaredes. Da Byen var taget, fortsatte 9. Bataillion (Friskarerne) Fjendens Forfølgelse omtrent en Miil nordfor Kolding.
Tabet paa vor Side er i det Hele taget ubetydeligt, nemlig henved 30 Døde og Saarede, (efter Bonins Indberetning 11 Døde og 25 Saarede) blandt hvilke en Officeer Hamel af 2. Jærgercorps.
I Husene have vi gjort en deel Fanger; hvis Antal endnu er ubestemt. Eflerat dette var skeet paa høire Fløi, ryktede ogsaa den venstre frem imod Middag, uden at støde paa Fjenden, og besatte Landsbyerne i det søndre Jylland.
Vore Forposter staae nu norden for Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden skal have trukken sig tilbage til Fredericia.
I andre mindre maadeholdne Beretninger fortælles , at Tydskerne først have taget Skandserne ”i hvis Bygning de Danske besidde en udmærket Færdighed" , derpaa slaaet Kolding Porte ind … uden Artilleri, erobret Byen og derpaa i Stormskritt, syngende ”Schleswig-Holstein" , marscheret gjennem Gaderne.
I selve Husene vil man have taget 16 danske Jægere tilfange. I ”Alt.Merc." fortælles, at disse 16 Fangne sidde i Haderslev Latinskoles Locale. General v. Donin, som synes at vaere kommen bag efter med Hovedkorpset , skal have trykket de slesvigholsteenskc Soldaters Haand og været overmaade fornøiet. Samme General har sendt en Indberetning om Affairen til Statsholderskabet i Slesvig, hvori han roser sine Troppers Mod i høj Grad.
I ”Hamb. Corr." af 23. meldes, at man venter, at hele den Slesvig-Holstenske Hær under Bonin vil beesætte Jylland, medens Rigstropperne forblive i Slesvig. Iøvrigt hedder det, al de Danske have fegtet tappert , ligesom ved Uldrup, men at de af ubegribeligt Grunde pludselig gik tilbage og forsvandt (fra Kolding).
Slaget ved Kolding og Ejstrup 23. april 1849
Dannevirke om 23. april 1849.
Avisens Brev fra en Dame. Ser indholdsmæssigt ud til at være en journalistisk bearbejdning af meddelelse / Brev fra en Dame, der i artiklen Kaldes T.
Artiklen kan muligvis anskues som en tilsendt øjenvidneberetning, der er sammenflettet med avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben og krigens forløb og indhold. Her hele artiklen i datidens skrivemåde, kun sporadisk justeret.
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn, d. 2. Mai. (Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.)
"I Mandags Morges (d. 23.) Kl. 5 begyndte her omkring en gruelig Kanonade og jog os hurtig af Sengene. Vi erfore snart, at det var vore Tropper, som rykkede frem mod Kolding, og det er vist, at vi denne Gang beredte Fjenden en blodig Dag.
Som man hører, var han i forveien nøie underrettet om dette Angreb, havde … forskanset sig og ventede allerede vore Tropper Dagen forud. Trods dette leed hans Troppeafdelinger overmaade meget, og Veien fra Kolding til Vonsyld blev overstrøet med Døde, hidbragte fra Scenen nordenfor Kolding og i denne Byes Gader. Ligesom her, drev Vore ogsaa vestpaa Fienden tilbage. Her vilde han ikke forlade Gjelballe Skov, men maatte dog efter en frygtelig Kamp.
Tenk, de Danske jog ham flere Gange ud og maatte endda trække sig tilbage. Men tilidst maatte Fjenden forlade Skoven. Hans 1. Jaegerkorps blev paa nogle faa Mand nær opløst. Vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene, ja deres Mod var mageløst, -overalt Geværsalver under den blodige Jagt; vore Espingoler gjorde ogsaa megen nytte.
Alle de Vogne, som Tyskerne kunde faae fat paa, bleve tagne for at bortføre Døde og Saarede. De Døde lagde de nederst og de Saarede ovenpaa, og saasnart Vognene længere sydpaa vare aflæsssede, maatte de vende tilbage for at hente flere. Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu idag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort.
Man siger, at Slaget ved Slesvig ifjor ikke kan sammenlignes med dette heftige Sammenstød. Gud styrke vore tappre Tropper fremdeles, at alle Forrædere maae falde.
Sørgeligt, at disse , efter at være pidskede ud af jydsk Grund, fik Leilighed fra Grændsehøiene at hævne sig paa det ulykkelige Kolding. Hele Himlen var sort af Røg fra den brændende By, og vore seierrige Danske maatte for at formilde dens Skæbne afstaae fra deres Seirsnydelse og gaae tilbage.
Nu besatte Tydskerne ogsaa Gjelballe, Lunderskov og Skanderup.
Bonin ligger i Vonsyld Kro og hele Oprørsstyrken er atter paa denne Side Grændsen.
Als har Fjenden vel opgivet og mod Fredericia har han kke stort i Sinde. Han venter, som man kan mærke, et nyt Angreb af Vore.
I Schulz' Gaard i Skanderup (nu Wissingsminde, Peter Schulz ejede gården på denne tid) holder han et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede. Her vil han forsvare sig, hvis han kan. En Officeer har sagt til Madam Schulz, at de matte belave sig paa Alt, thi naar de Danske trængte frem, blev Gaarden stukken i Brand.
Paa Vamdrup Hovgaard pebe Kuglerne rædsomt, men skulle dog kun have draebt en Ko paa Stalden.
Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse. I Seest Mølle lykkedes de de Danske at trænge ind i Gaarden, der var fuld af Tydskere. De skøde 5 af dem og saarede en Mængde.
T. kom igaar hjem fra Haderslev; hun fortæller, at der intet Militær fandtes i denne By undtagen det, som tilhørte Lazaretherne; Rigstropperne vare langere sydpaa. I Haderslev havde man ventet i flere Dage paa deres Ankomst, men forgjæves.
Bayerne og Saarerne skal have lidt frygteligt i Sundeved. Man forsikkrede i Haderslev, at de vare opløste. I Christiansfeldt syntes heller intet Militær, men mangfoldige Saarede. Kirken er indrettet til Lazareth, alle Bænke ere bortryddede og 3 Kakkelovne anbragte i Herrnhuternes Tempel. Ogsaa Brødrehuset er indrettet til Lazareth. Tydskerne tage til disse Sygesteder Linned og Sengcklader, hvor det findes.
Da den nye Eiers Kone af Taarning Mølle, Madam Buchwald, i Søndags ankom til Stedet med Indboet fra Slesvig, fratoge hendes Landsmænd hende strax hendes fine Sengeklæder og førte dem til Lazaretherne paa Christiansfeldt.
T. var i Christiansseldt d. 23. Vidne til, hvorledes de Døde og Saarede bragtes dertil fra Slaget ved Kolding. Den følgende Dag begraves i Christiansfeldt 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere.
Hun var inde i kirken og faae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlastede af de ankommende Vogne, græd af Smerte.
4 Hauptmænd foruden flere Officerer ligge i Christiansfeldt haardt saarede. Flere preuisiske Officerer vare underveis sydfra for at udfylde de ledigblevne Pladser i Insurgenthæren.
I Nordslesvig skal det see jammerligt ud overalt, og de stakkels Jndvaanere ere meget forknytte. Alene i Taarning Molle ligge 250 Mand, der danne en Slags Vagtstue. Den ankomne ny Eier have Fjenderne, uagtet han selv er en slem Tydsker og altsaa af deres Kjød og Blod, villet myrde, fordi han ikke vilde give dem Noget at leve af. Som Følge heraf maa han opholde sig paa Christiansfeldt. Vaaningshuset i Taarning Mølle har Fjenden reent ramponeret, Dørene ere slaaede itu med store Stene og Vinduesruder findes ingen flere af. Da Broen er ødelagt, saa kan Møllen ikke gaae. Den afsatte Pastor Lindenhan i Thyrstrup, som hidtil dog er bleven boende i Præstegaarden, venter at blive jaget bort en af Dagene af den udnævnte tydske Præst, som er ankommen med sin Familie.
Fjenden har for et Par Dage siden ført en Deel as den tydske Flaade, naemlig 24 Kanonbaade, paa Vogne sydfra gjennem Haderslev og Christiansfeldt nordpaa , mulig til Stenderup, lige overfor Hindsgavl, eller til Kolding Fjord. Hver Baad blev trukken paa en Vogn med 6 Heste for; Kanonerne og Befæstning vilde komme bagefter. (Sandsynlig er det Pontoner, for ved disse at prøve paa en Landgang i Nærheden af Middelfart).
Fjenderne have transporteret Kjøbmand Aagaard i Kolding til Rendsborg. De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange.
Blandt de til Christiansfeldt ankomne saarede Tydskere befandt sig ogsaa en saaret dansk Husar. De Fjendtlige omringede ham og sagde: »Gode Ven". Men Husaren vendte sig om og sagde: »Vi ere vistnok ikte Venner." Nogle Officeerer traadte hen til ham, klappede ham paa Skuldrene eg sagde: Du er en brav og dygtig Karl, hvem er Din Kommandør?" "Hegermann-Lindcucrone." ”I er et modigt Folk".
Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder. hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten. Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører (Navnet er ulæseligt) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne.

Orla Lehmann i Kolding 23. april 1849
”Om Amtmand Lehmanns Fængsling i Kolding optage vi efter Fædrelandet Følgende; Uagtet Amtmanden vidste, at et Angreb denne Dag var foretaget paa Kolding forblev han tilstede i Amtshuset i Veile, for at udføre de paatrangende Forretninger, som en saadan Dag kunde medføre. Først da han efter Kl. 2 af Flygtninge og siden af et Bud blev underret om Koldings Brand og Befolkningens betrængte Stilling, fattede ban den Beslutning at begive sig derhen, fordi denne By var det Sted af Amtet, der nu meest krævede hans personlige Nærværelse. Underveis blev ban vel oplyst om, at vore Tropper igjen havde forladt Kolding, og at denne By altsaa atter var i Fjendens Vold, hvoraf fulgte, at hans personlige Sikkerhed vilde være meget udsat ved at gaae videre; men paa den anden Side forekom hans Nærværelse paa Steder under saa vanskelige Forhold ham dobbelt nødvendig, og han besluttede alligevel at fortsætte sin Reise did, hvilket General Rye, som han traf undervejs, ogsaa billigede. … Han begav sig derpaa til de fjendtlige Forposter, som han traf et kort Stykke Nord for Kolding. Ved begge Forpostkjæder modtoges han med Høflighed, idel Officiererne erklærede, ar de antog, at hans personlige Sikkerhed ikke var udsat for mindste Fare … Så førtes han af de Dragoner, der havde ledsaget ham fra Forposterne, for den paa Stedet Høistcommanderende Oberst Sr. Paul. Her blev han omringet af støiende og skjaldende Personer… Herefter førtes han til General Bonin i Vonsyld. … General Bonin anstillede sig vantro med Hensyn til Lehmanns Beretning om, at han først havde forladt Veile efterat have modtaget Efterretning om Koldings Brand, og erklærede, at han var en for vigtig Person, til at Generalen paa egen Haand turde raade over ham. Han holdt sig forpligtet til at sende ham til det høje Statholderstab for Hertugdømmerne. Bonin forbigik saaledes den høistbefalende General, og sendte Amtmanden over Veile Amt, ledsaget af en Officier til Slesvig, hvor han blev overgiven til Krigsminister Jacobsen og sat som Fange paa Gottorp Slot, hvor han var den 20de."
Rolles Mølle.
Det har ikke været muligt umiddelbart at verificere Liljefalks oplysninger på dette punkt. Men Generalstaben omtaler troppebevægelser omkring Rolles Mølle.
Falden soldat med fødested Koldinghuus iflg. A. D. Cohen.
Den her faldne soldat, Hans Petersen er kun registreret af A. D. Cohen. Han findes ikke i Forsvarets arkiver, kartotek over faldne, Rigsarkivet. Han findes heller ikke lokalt begravet i Kolding, er ikke registreret i kirkebogen over døde mænd i 1849.
 
”Indenlandske Efterretninger. Kjøbenhavn den 18de April 1848.
De i de sidste Dage indkomne Indberetninger til Krigsministeriet melde om Begivenhederne ved Hæren, at Oberst v. Bonin, Høistcommanderende over de preussiske Tropper i Holsten den 11te April havde ladet Captain v. Læssøe af Generalstaben, der var gaaet forud for Hovedkvarteret til Slesvig, meddele, at Angreb af de danske Tropper paa holstenske, hvor disse end maatte være, vilde Ifølge ham meddelte Instructioner blive anseet som en Krigserklæring imod Preussen … Til Svar herpaa modtog Oberst Bonin en allerhøieste Skrivelse, hvori der udtaltes , at denne Erklæring fra ham vistnok maatte ansees som en Misforstaaelse; … Fremdeles udtalte Hr. v. Bonin atter, at ethvert nyt Angreb paa Forbundets finclusive Holstens Tropper var en Krigserklæring.”
Generalstabens datering af den prøjsiske krigserklæring er, som det fremgår, 11.-12. april 1848.
Jens Engberg, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853.
S. 237: "Byerne behandles for sig, fordi stemningen dèr var anderledes end på landet ... I byerne var der ikke længere spor af den gammeldags kongetroskab, som man endnu kunne appellere til hos de tyske på landet..."
A. D. Cohen 1851 - Faldne, afdøde, der kan relateres til kampene omkring Kolding    
Der er skønsmæssigt medtaget alle faldne, døde, som ud fra datering og geografisk placering kan relateres til kampene omkring Kolding 20. og 23. april samt de efterfølgende kampe omkring Gudsø i maj, Fredericia i juni. Som det fremgår af den første registrering, så er enkelte - kun enkelte - medtaget alene, kun fordi de kan relateres til Kolding. A. D. Cohens oplysninger er så vidt muligt søgt verificeret og suppleret med andet dokumentarisk materiale.
Faldne 23. april 1849 Faldne 20. april 1849 Faldne Gudsø 7. maj 1849 Døde under marchen 15. - 16. juli 1849 Andet, forskelligt
        Jæger Rasmus Larsen Børkop, 4, død i Kolding Laz. d. 23 Septbr. af Typhus, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 28 Septbr.
Premier-Lieutenant Julius v. Høyer, dødl. saaret d. 23 April ved Kolding, død paa Middelfart Lazareth d. 24 April, begravet paa Middelfart Kirkegaard, d. 26 April        
Sappeur Johannes Christian Neumann Djerget, saaret den 23 April ved Kolding, dod paa Middelfart Lazareth den 1V Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. den 22 Mai.        
Sappeur Christen Andersen Opsund, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard den 28 April.        
  Bombardeer Peter Emiliue Grønholm, falden ved Kolding d. 20 April, begravet af Tydskerne i Frue Theilades Have, senere opgravet og begravet af Vore paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.      
Major Conrad Ferdinand v. Schindel, (Commandeur), falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding Kirkeg. d. 26 April.        
Menig Carl Christian Jacobsen, saaret d. 23 April v. Kolding, død paa Middelfart Laz. d. 15 Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. d. 18 Mai.        
I. C. Rasmussen Trunderup, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkeg. d. 26 April.        
Hans Rasmussen Skydebjerg, dødl. saaret d. 23 April ved Kolding, død samme Dag under Transporten og begravet paa Thaulov Kirkeg. d. 24 April.        
Rasmus H Brylle, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Lars Larsen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Menig Carl Christian Jacobsen, saaret d. 23 April v. Kolding, død paa Middelfart Laz. d. 15 Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. d. 18 Mai.        
I. C. Rasmussen Trunderup, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkeg. d. 26 April.        
Undercorp. Niels Christian Jeppesen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Lars Larsen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Undereorp. Hans Georg Ludvig Iohansen BrahesBorg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Capitain Rasmus v. Bonnichscn, saaret d. 23 April ved Kolding, død paa Frederieia Laz. d. 25 April, begravet paa Fredericia Kirkegaard d. 27 April.        
Corporal Søren Hansen Qvorup, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Bramdrup? Kirkegaard d. 25 April.        
Søren Hansen Erritzø, falden d. 23 April ved Kolding, begravet i sit Hjem paa Erritzø Kirkegaard d. 29 April. 2        
Menig Anders Hansen, (savnet d. 23 April), sandsynlig død i Kolding d. 10 Mai? - begravet paa Kolding Kirkeg. d. 12 Mai.        
Laurs Jørgensen Moldruphedehuus, falden d. 23 April ved Kolbing, begravet paä Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Jens Søren Sørensen Gerslev, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Christen Poulsen Skjoldborg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Peter Christian Poulsen Nørre-Skjoldborg, (savnet d. 23 April), saaret og fangen, død i Kolding d. 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 12 Mai.        
    Menig Mads Andersen Bindslev, saaret d. 7 Mai ved Gudsø og falden i Fjendens Hænder, død samme Dag og begravet i Kolding d. 9 Mai.    
Gen.-Lieutn. Carl Christian August v. Füssel, saaret d. 23 April ved Kolding. død paa Middelfart Laz. d. 1 Mai, begravet paa Middelfart Kirkegaard d. 4 Mai.        
Menig Hans Thomsen Gammelgab, falden d. 23 April, begravet paa Harthe Kirkegaard d. 27 April.        
Com.-Sergeant Johannes Schröder Thomsen, saaret d. 3 April ved Haderslev, død paa Kolding Laz. d. 30 April, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 1 Mai.        
Foureer Johannes Eduard Eskildsen, saaret d. 23 April ved Kolding (og savnet) sandsynlig død samme Dag - begravet i Christianöseldt d. 24 April.        
Underjæger Jeppe Christensen Asboe, saaret d. 20 April ved Kolding (og savnet), død samme Dag og nedgravet af Tydskerne i Fru Theilades Have, senere begravet af Vore, paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.        
Mads Jensen Klim, falden d. 20 April ved Kolding, nedgravet af Tydskerne i Fru Theilades Have, senere begravet af Vore, paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.        
Jens Henriksen Allerup, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Officeer-Oppasser Jens Andersen Anneberghuus, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Jæger Lars Ottesen Haarbye, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Undersergeant Lars Hansen Martofte, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkegaard d. 26 April. 3        
Christen Christensen Bøgeskov, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
        Undercorporal Søren Mogensen Voldum, falden d. 3. april ved Haderslev, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 8. april.
Jens Petersen Hornslet, (savnet d. 23 April v. Eistrup), falden og begravet samme Dag af Fjenden paa Gjelballe Mark i en Udkant af Vranderup Skov, i Nærheden af Veien fra Gjelballe efter Kolding.        
Undercorporal Niels Christensen Ertebølle, saaret d. 23 April, død paa Kolding Laz. d. 8 Mai, Legravet paa Kolding Kirkegaard d. 11 Mai.        
Niels Knudsen Glintvad, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 28 April.        
Undercorporal Johan Peter Christian Frederiksen, falden d. 23 April, Legr. paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
Poul Jensen Skyum, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Corporal Jacob Olsen, falden d. 23 April ved Kolding, Legr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Prem.-Lieutn. Johan Christian Julius v. Meincke, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Fredericia Kirkegaard d. 27 April.        
Undercorporal Anders Christian Pedersen Blaaberg Rehsted, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Hans Jacobsen Lee, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
Hans Christian Christensen Kjærsgaard, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Søren Nielsen Skovhuse, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 28 April.        
Christen Andersen Skaarup, saaret d. 23 April, død i Kolding paa det fjendtlige Laz. d. 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 12 Mai.        
Jens Christensen Nyborg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
    Friv. Underjærger Henning Olsen Kjøbenhavn, saaret d. 7 Mai ved Gudsø, død paa Kolding Laz. den samme Dag, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 9 Mai.    
    Underjærger Ivar Ivarsen Smedegaard, falden d. 7 Mai ved Gudsø, begravet paa Hans Jeppesens Mark, uden for Gudsø By, tæt ved Landeveien tilvenstre fra Snoghøi til Kolding.    
    Carl Christian Hansen Ægtved, saaret d. 7 Mai ved Gudsø, død samme Dag og falden i Fjendens Hærnder, begravet uden for Gudsø By, ikke langt fra Landeveien tilhøire fra Snoghøi til Kolding, paa Eltang Mark tæt ved et Gjærde    
        Hans Petersen Koldinghuus, (savnet d. 6 Juli), sandsynlig falden - begravet i Fredericia d. 8 Juli.
Gardehusar Niels Pedersen Gjeddesdahlshuus, falden d. 23 April v. Kolding, begravet paa Thaulov Kirkegaard d. 24 April.        
      Peder Pedersen Ebberup, død pludselig paa Marschen d. 15 Juli v. Dons Bye, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
      Menig Poul Christian Hansen Lydum, død paa Marschen d. 16 Juli og indbragt død til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
      Jæger Jens Nielsen Nye-Jydstrup, 3, død paa Marschen d. 16 Juli, og indbragt til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
        Paul Nielsen Lundegaard, 5, død i Kolding Laz. d. 20 Juli af Typhus, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 22 Juli.
      Underkorp. Anders Poulsen Tvermose, 18, død paa Marschen d. 16 Juli, indbragt død til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
Trinitatis Kirkegaard i Fredericia, der gjemmer de Faldne fra Kolding og Gudsø, og de mange tapre Helte fra 6 Juli 1849, vil snart blive prydet med et prægtigt og kostbart Mindesmærke, hvortil der er indkommet frivillige Bidrag, nærsten fra hele Landet. Kolding den 23 April .        
Faldne, døde i alt, der kan relateres til Kolding
47, heraf 2 i Fru Theilades Have, prem. L. Meincke 1 i Fru Theilades Have. 4 1 død under march i Dons Bye, 3 døde under march d. 16 juli andre steder. 4, heraf 2 af typhus.
 
Otto Korsgaards beretning om krigen i 1864, som han huskede den og det, han havde fået fortalt om den i sognet.
Prøjserne havde vi ikke ret længe her i Skanderup. Efter dem kom Østrigerne i 3 Hold. Det Hold, der kom igennem Skanderup, begyndte at komme Kl. 1 Middag og Gennemmarschen blev ved til Kl. 8 Aften. Tilsidst kom Kanoner og Bagage, og alle dem, som var bievne tilbage, fordi de ikke kunde holde Marschen ud.
Henved Kl. 10 Aften kom 6 Mand ind til os. De vilde selv tage Kvarter, men min Fader vilde have Kvarterseddelen at se, men den havde de ikke.
De satte deres Geværer og begyndte med Grovheder. De satte Næven for min Faders Pande, men det hjalp heller ikke. Han vilde se Kvarterseddelen.
Saa satte de Bajonetten paa og gjorde Udfald. Dette blev for meget for min Moder. Hun besvimede og vi Børn græd. Min Bedstemoder derimod, hun var ret en Danekvinde, sagde modigt: „No ska a mi Sjæl hint æ General!"
Ordet General forstod de, og de for ud af Døren med det samme. En halv Time senere kom en Læge med sin Tjener. De blev 5 Dage. Det var ordentlige Folk.
Lægen havde en trekantet Hat paa med store, sorte Fjer i. Den satte han i Vinduet. Der var ingen Østrigere, som kom ind, saalænge vi havde ham.
Fra Gelballe haves ogsaa et Par Meddelelser om de fremmede Troppers Indkvartering: En Aften kom der en lille Afdeling østrigske Husarer ridende ind paa Gelballegaard og forlangte Kvarter, som de ogsaa fik. Gaardens egne Heste maatte ud i Vognporten.
Da de østrigske Husarer var bænkede, kom en stor Afdeling tyske Dragoner, som ogsaa forlangte Kvarter. Hertil var ikke god Plads, da Laderne var fulde af Sæd, men ind skulde de.
Tyskerne jog saa alle Kreaturene ud af Staldene. Skønt det var Snevejr klarede de sig endda. De gik i Læ ved Haven og bjærgede Føden ved at æde en stor Høstak, som stod udenfor Gaarden.
Ejeren, Mourids Stanius, var vred, og skønt han kunde Tysk, hjalp det ikke, hvor meget han end gjorde Protest. Til Slut sagde han: „Ja, Køerne kan I jage ud, men Tyren skal I Fanden tage mig lade staa," hvad de ogsaa gjorde.
Stanius ejede en sjælden Pibe af Merskum, som han havde gemt under Pengeskabet. Tyskerne og Østrigerne lagde Beslag paa alle Gaardens Stuer, men de kunde ikke forliges.
De fyrede i Kakkelovne, saa de var gloende, og strøede Halm i Stuerne. Da de drog videre, var Piben borte.
Det mærkelige ved Pibehistorien er dette, at omkring 40-50 Aar senere (må så være 1904-14) fandt Stanius Piben hos en Gæstgiver i København, der ejede den, men Gæstgiveren vilde ikke sælge Piben. Østrigerne og Ungarerne (kom først 1867 i personalunion) blev længe i Skanderup.
Det var nogle smaa, mørke Folk.
Min (O. K.s) Skolekammerat, Jørgen Hansen og jeg, var alletider sammen, naar jeg da ikke var omme paa Wissingsminde, hvor jeg var meget. Alt var spærret. Ingen Steder kunde vi komme for Vagter.
- Omme paa Wissingsminde laa Østrigernes General og der var ogsaa Straffestedet.
Nede i Køreporten blev, naar een skulde straffes, hele Besætningen eller Indkvarteringen opstillet; Synderen blev lagt paa en Bænk uden Vaabenfrakke, Armene ned, en Rem om Haandleddene, ligesaa om Benene, derefter stod en Underofficer med en to Alen lang Spanskrør og slog ham.
Sønnen paa Gaarden og jeg saa det tit. Det var uhyggeligt at høre, hvorledes det arme Menneske skreg. Senere blev det forbudt os Drenge at se derpaa, af hvem ved jeg ikke.
Underofficeren, der laa indkvarteret hos Præsten i Nagbøl, havde gerne to Spanskrør med, naar han kom. Imens han var inde hos Generalen efter Ordrer, lagde han Prygleredskaberne i Vandtruget.
Naar Synderen havde faaet de Slag, han var idømt, kom han om i et gammelt Hus udenfor Smedien, hvor han fik en Lænke om Benene eller blev spændt helt krum. Saa sad han der en vis Tid, og blev saa afløst af en anden, som skulde straffes. Det var mest for Tyveri, der brugtes Pryglestraf. Det var nu ikke altid Østrigerne, som stjal.
En lille Undtagelse skal her fortælles. Der tjente en Karl og en Pige paa „Grønhavegaard" (Grønvanggaard?).
Karlen var nu saadan en lille vigtig een, og Pigen var ogsaa lidt fin paa det. Der var ikke mange af deres Medtjenere, som kunde lide dem, fordi de holdt sig lidt for gode. Der laa en 10—12 Mand Østrigere og en Løjtnant indkvarteret paa Gaarden. Madammen havde flere Gange mærket, der var gaaet Svind i forskellige Ting, nu blev et Lammelaar borte, saa noget Smør, derefter en Pølse og flere andre Ting. Hun klagede derfor over det tyske Tyvepak.
Manden sagde det til Løjtnanten, og denne holdt saa et skarpt Forhør over Soldaterne, som stadigt nægtede. Dette gentog sig flere Gange. Soldaterne var kede af det, men en Dag blev Sagen opklaret. Karlen havde glemt at lukke sin Kiste, mens han var paa Markarbejde.
Dette saa Soldaterne, de gik straks til Løjtnanten og viste ham Kistens Indhold, der bestod af alt det, Madammen savnede.
Løjtnanten kaldte hende og Manden ud at se paa Herlighederne. Løjtnanten gav Soldaterne Lov til selv at straffe Karlen. Om Middagen, da han kom ridende hjem fra Marken, stod de østrigske Soldater indenfor Porten og tog imod ham. De rev ham ned af Hesten og gennempryglede ham.
Han stjal ikke mere.
- En anden lille Episode indtraf hos en af vore Naboer. Han kunde ikke lide, at Østrigerne tog Kløverhø og Havreneg at strø under Hestene. Det var nemlig Artilleri, vi dengang havde.
Han skældte dem ud, men det skulde han ikke have gjort, for han maatte flygte op i Skoven til Gaarden „Rosenlund", hvor han gemte sig i tre Dage og Nætter paa Loftet.
Saa kom han en Morgen ind til os længe før Dag og spurgte om den Indkvartering endnu laa i hans Gaard, hvortil min Fader kunde svare, at den var rejst, og saa turde han komme hjem igen.
Lige ved Siden af os laa et Daglejerhus, som Østrigerne indrettede til Slagtehus. Jeg har aldrig set saa store Stude, som der blev slagtede, ej heller har jeg set saa barbarisk en Maade at slagte dem paa.
Naar en Stud skulde slagtes, fik den Reb om alle Benene og saa rykkede en 4—5 Østrigere, mens 2 andre slog Studen i Hovedet med en Økse - lige meget hvor de traf - indtil den døde. Naar den saa var falden, fo’r alle Mand over Studen og skar dens Hals over.
- I den Tid vi havde Prøjserne, boede der en tysk Spion ude i en Hytte paa Grænsen mellem Skanderup og Nagbøl Jorder. Han havde en halv Dør lagt op paa en Jorddynge og derunder var en Bænk af Græstørv. Vi saa ham tit, men anede ikke, han var Spion.
Tyskerne spurgte os Knægte : „Haben sie nicht die Dänen gesehen" (Har I ikke set Danskerne). Vi svarede nej. De troede, vore Forældre talte om det. Vi vidste ikke, hvor Danskerne var. Det eneste, vi vidste, var, at kort før Prøjserne kom, var der en Nat kommet et Regiment Dragoner ridende gennem Skanderup. Hvor de blev af, vidste ingen.
Der var en Dragon, som havde sunget udenfor Smedien, da de red forbi: „Naar Trommen den brummer, Halvmaanen den lyser, ak mit lille Hjærte, hvad tænker du da!" Det var en af vore Daglejere paa Gaarden (Wissingsminde), der havde hørt det.
En Dag skal jeg love for, at Tyskerne var glade for, de havde den Spion. Han havde nemlig opdaget, at der laa et halvt Regiment danske Dragoner ude ved Skødebjærg. Tyskerne holdt omme ved Høkeren, som tillige var Bager, da de fik Budskabet.
De fik hver en Pægl Brændevin og et 4 Skillings Franskbrød med i Saddeltasken. De var meget glade og sagde : „In Tag sal vi di Dense huggen!" (Heute sollen wir die Dänen schlagen : I Dag skal vi hugge Danskerne).
Deres Øjne straalede af Glæde. Det rygtedes over hele Byen og der var mange, som var spændte paa, hvad det vilde ende med. Vi stod og saa Prøjserne ride ud af Skanderup. En prøjsisk Løjtnant red paa en meget smuk fuksrød Hest, der dansede saa flot, naar han red paa den. Det var røde Husarer. Der var vel en 300 Mand, for de kom ogsaa fra Gelballe og de andre Byer i Sognet.
- Om Aftenen da de kom hjem, saa de ikke glade ud. Løjtnanten havde faaet et Sabelhug i Halsen og de andre var saa gale som nogle Tyskere kunde være ; thi de havde lidt Nederlag i den Rytterfægtning som udkæmpedes ved Vorbasse den 29. Febr. 1864.
Om Aftenen var der stort Spektakel blandt Tyskerne. Den ene sagde, at den anden ikke havde gjort sin Pligt, og derfor blev den anden gal. En Husmand, der var Forkarl paa vor Nabos Gaard og hed Niels Tromslaar, da hans Fader vist havde været Trommeslager ved Hæren, sad og hørte, hvordan de skændtes. Han spurgte : „Hvorfor skød I ikke?" „Sissen, sissen, de fordømte Dauere kom met die aalen faste Messe lige uns die Kofe!" (Schieszen, schieszen, die verfluchten Dänen kom mit den alenlangen Sabeln gerade beim Kopfe gegen uns, o: Skyde, skyde, de fordømte Danskere kora med den alenlange Sabel lige over Hovedet paa os).
- Ægtkørsel. Nu traf det sig, at vor Nabos tre Karle var i Ægt, da der kom Bud, at en fjerde Vogn ogsaa skulde afsted.
Naboen havde kun en Dreng og et Par unge Heste, der var lidt livlige. Han turde derfor ikke lade Drengen køre med dem. Han kom saa over, om min Fader ikke kunde køre. Det var han ikke rigtig med paa, men tog sig det dog paa, da han ikke skulde længere end til Kolding med Huder og Talg af Studene, der var blevne slagtede. Han kunde komme hjem til Aften.
Men baade vor Nabo og Fader gjorde fejl Regning. Da han kom til Kolding, skulde han med til Vejle, fra Vejle skulde Ægtkuskene til Horsens, derfra til Aarhus, der var intet at stille op dermed.
Ægtkuskene laa i mange Dage indkvarterede paa Herregaarden Rosenholm.
Der blev min Fader syg af det raa Kød de fik at spise, og sagde det til den Underofficer, som havde Kommandoen. Underofficeren sagde, han skulde følge med til den Øverstbefalende. Der fik han Pas og kunde rejse hjem.
Da han kom hjem, havde han været borte i tre Uger, og maatte nu ligge syg i Sengen en hel Maaned. Vi troede han døde, men han kom sig dog.
En Morgen vi sad indenfor og saa ud, hvorledes hele Byen var fuld af Kanoner, Vogne og Militær, fik min Fader Øje paa en Bondekarl i Arbejdsdragt og med østrigsk Felthue paa. Det var Avlskarlen Preben omme fra Wissingsminde. Han kom ind og bad om en Bid Brød og en Dram; thi han var sulten. Han havde ikke været i Seng hele Natten, fordi han havde kørt alle Kanoner og alt Bagage ned til Byen oppe fra Gaardens Mark. Han var blevet jaget op af Sengen og ud med et Par Heste. Han havde faaet mange Prygl denne Nat og havde mistet sin Kasket.
Der var flere Ægtkuske, som kom hjem med en hel lille Kapital. Jeg kendte en omme fra Wissingsminde, der kom hjem med overmaade mange Uhre og meget andet, som han sagde, han havde købt af Tyskerne; enten har Tyskerne stjaalet dem eller ogsaa Kuskene selv.
De, som havde ligget i Nærheden af Fredericia, var særligt godt udstyrede.
- Engang under Krigen blev Ejeren af Gelballegaard, Stanius, tilsagt til „Ejt" for Tyskerne. Han skulde møde med en Karl og Hest og Vogn. Hvor Køretøjet skulde hen, vidstes ikke. Da Stanius et Par Dage efter var i Kolding for at søge Oplysning om sit Spand, saa han i Søndergade nogle Tyskere banke en Ægtkusk. Han overtalte Tyskerne til at lade Prygleriet være ; Karlen var fra Thygesminde i Sdr. Stenderup.
Stanius fik nu at vide, at hans Vogn vistnok fandtes i en af Gaardene i Slotsgade. Tyskerne drog Dagen efter fra Kolding, og da kom Stanius’ Befordring ogsaa hjem.
Karlen havde faaet Hestene skjult i en Kælder, og paa denne Maade undgik han at komme med Tyskerne.
Vi Drenge gik jo ved de fremmede Soldater hver Dag og fik Lov til at komme med til Rideøvelser hos Artilleriet. Det var Løjer! Vi sad paa Haandhestene. Naar de red i Runde, fik vi den store Omgang, da vi jo sad paa den yderste Hest, men vi fik ikke Lov til at faa Tøjlen. Vi maatte holde fast i Manken. Det kneb at holde sig fast, naar der lige fra rolig Gang blev kommanderet „Marsch", „Marsch", for saa sprang Hestene med det samme af Sted - og holdt vi ikke godt i, kunde vi falde bagud.
Ligesaa galt var det, naar der blev kommanderet „Holdt", saa var vi lige ved at gaa forud, saa vi sad helt henne ved Hovedet paa Hesten. Vi kendte snart Kommandoen, da vi lærte noget Tysk af Soldaterne.
- Det værste, der næsten er at berette, var Forholdet mellem Pigerne og Tyskerne. Dengang Tyskerne rejste hjem, var der fem Vognladninger Piger, der blev holdt tilbage nede ved Vojens. Jeg kendte da fem af saadanne Damer. Nogle blev gift og fik det helt godt, andre fulgte efter Tyskerne. Der var en, der blev sendt tilbage hjem fra Hamborg, men hun var ikke til noget mere.
- Efter at de fjendtlige Krigsfolk var borte, fandt vi mange smaa Erindringer efter dem - særlig Knive. En Mand fandt en hel Reparationstaske: en „Tegnebog", som vi kaldte den, med Knive, Tænger og andre Ting i, hvilke vist havde tilhørt en Dyrlæge."
O. Korsgaards erindringer er udgivet og - desværre - redigeret af August F. Schmidt, som er født og opvokset i / ved Skanderup Sogn, som derfor har haft hans bevågenhed. Det har givet sig udtryk i hans arbejder som "folkemindeforsker", som han titulerer sig. Herunder adskilligt, der relaterer sig til Skanderup Sogn.
I en anmeldelse af en af Aug. F. Schmidts udgivelser hedder det:
"Hvis August F. Schmidt agter at fortsætte med udgivelsen af danske Vider, maa det haa­bes, at han for fremtiden tager tilstrækkeligt hensyn til de al­mindelige principper for videnskabelig udgivelsesteknik. Johan Hvidtfeldt."
Denne bidende kritik, formuleret af en af dansk historieforsknings kapaciteter, rammer desværre plet. 
Nationalitetsprincippet var et af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter (krav) ved 1. verdenskrigs afslutning.
Kilder: Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger, Sønderborg Slot, Tøjmuseet.
Den provisoriske regering for Slesvig-Holsten, oprettet som led i den tyske opstand mod Danmark den 24. marts 1848 i Kiel. Blev efter malmøvåbenstilstanden og Malmøkonventionen 26. august 1848 afløst af Fællesregeringen for Slesvig-Holsten og den danske immidiatkommission, der fungerede indtil våbenstilstandens ophør 1. maj 1849. Slesvig-Holsten blev fra 1868 en provins i kongeriget Prøjsen sammen med Sachsen-Lauenborg, efter 1871 provins i Det Tyske Kejserrige. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten.
Se f. eks. Grænseforeningens og tallene i Gyldendals Store Danske. Opgjort anderledes - og vist nok forkert - er tallene fra Aarhus Universitet, Danmarkshistorien. Sidstnævnte tal vil formentlig blive korrigeret fra et samlet tabstal på ca. 6400 til et betydeligt mindre. De forkerte oplysninger er nu nedtaget, men kunne tidligere identificeres på dette nu døde link.
 
Soldater fra 1826 og 1828 - der er iflg. kirkebogen for Skanderup født 14 "af Mandkøn" i sognet begge disse år, herunder 3 dødfødte. Det har ikke været muligt her at identificere de to soldater.
De kan enten være fejlregistreret til Skanderup eller være født i et andet sogn.
Selv om der var avismeddelelser om faldne i Slesvig fra sognet, både før og efter Dybbøl, så hører vi ikke herom i Otto Korsgaards beretning.
Sappeur, se Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over Raket-, Sappeur- og Ingeniørkorpsets Underofficerer (1800 - 1900) - soldater, der underminerede fjendens fæstningsværker, gravede skyttegrave til at transportere artilleri under fjendtlig beskydning, senere brugt om ingeniørsoldater, især mineryddere.
Foureer. Udtrykket stammer fra fransk (fourir). I Hæren var det en befalingsmand, der sørgede for regnskab, proviant og indkvartering.
Fru Theilades Have. Det har ikke været muligt at identificere hvem og hvilken have ud over de informationer, der kan udledes af folketællingerne og en enkelt avisomtale af en provst Theilade i Starup ved Kolding. Men af en eller anden grund blev tre faldne foreløbigt begravet i denne have.
Om Grev Gustav Lüttichau. Harald Graf v. Lüttichau har udgivet Berlin 2011. Her forsvares Gustav Lüttichau (naturligvis) mod myten om "det fejge mord på Niels Kjeldsen": Gustav nahm als Fähnrich bei den preussischen Gardehusaren am Feldzug l864 gegen Dänemark teil.
Während eines Patrouillengefechts tötete er den dänischen Dragoner Niels Kjeldsen am Wege von Kolding nach Vejle in Jutland. Bald nach Kriegsende nahmen sich Dichter, Maler und Schriftsteller dieser Geschichte an und machten aus Niels Kjeldsen einen Helden und aus Gustav Lüttichau einen Mörder. In einer Schrift von Prof. Karl Larsen "Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand" (Köpenhagen 1902) führte dieser das Geschehen einer historischen Klärung zu und stellte fest, dass Niels Kjeldsen in einem ehrlichen Kampf fiel.
Karl Larsen wurde dann stark angefeindet, weil man meinte, er hätte dem dänischen Volk einen Helden nehmen wollen. So entstand eine ganze Reihe von Schriften über dieses Ereignis (Q 129, Q 130, Q 131, Q 132, Q 133, Q 134, Q 135, Q 136, Q 137, Q 138, Q 140, Q 141, Q 142). Gustav schrieb einige Briefe ?ber dieses Geschehen an seine Eltern, die noch teilweise erhalten sind. Sie werden auszugsweise in R 1410.2, R 1410.3, R 1410.4 und R 1410.5 im Regestenteil gebracht, ebenso wie der Briefwechsel mit Prof. Larsen (R 1512, R 1509, R 1510, R 1511. R 1512, R 1513, R 1514, R 1516, R 1517, R 1518).
Kort refereret så henvises der i Lüttichau slægtshisstorien til det, vi ved fra den danske historieskrivning, først og fremmest fra "Prof. Karl Larsen", som det hedder i lighed med Kr. Erslevs kommentar til Karl Larsen bog fra 1902. - Niels Kjeldsen gøres til en helt, der uforfærdet kæmper mod overmagten, som kun med et bagholdsangreb, mord, et skud gennem hovedet på Niels Kjeldsen kan overvinde den tapre dansker.
Helt så firkantet, heroiserende er den danske historieskrivning om 1864 dog ikke.
Rigsarkivet har en arkiv kategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, hvor der findes et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Her er der omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr." - se Rigsarkivet, O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen, .
Det er altid mest værdifuldt at have samtidige (29. febr. 1864) førstehåndsvidner (til stede ved fægtningen), når en historisk begivenhed skal beskrives mest muligt korrekt. Ingen af disse kriterier er opfyldt her - den berettende skolelærer er lokal, men det er tydeligt, at han har fået sine informationer fra en samtidig avislæsning, måske suppleret med lokale beretninger.
Som dog her ikke bidrager med nye informationer.
Det mest interessante i skolelærerens brev er i den her givne sammenhæng vægtning i personskildringer og hændelsesforløb.
Vorbasse d. I-II-1865.pr. Kolding
Adresseret til
Velbaarne fru Ritmester Bruun
Adresseringen og brevets arkivering i Generalstabens arkiver giver anledning til at formode, at det næppe har været en skolelærer i Vorbasse, der har skrevet dette brev, således som det er formodet i Rigsarkivets arkivering, hvor det er katalogiseret under 4. division O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen.
 
Brevet, uddrag.
...1864 - d. 29. Febr. ingen Skole paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg. 3 Regiments 5 Esq. laa indquarteret ... paa Skødeberg, under Lieutenant Saurbreys Commando, og feltvagt paa Skødeberg og i Kragelund. Dragonerne var beordrede til ... et Raab: Fjenden kommer ... Feltvagten ved Skødegaard ... Vagten laa i Quarter og røg deres Pibe ... Ritmester Moe og Lieutenant Karstenskjold gik i Morgensko i Præstegaarden ... Nu blev der rigtignok et Røre. Ti Minutter efter den første Alarm fra Korporal Klopmann (? Skal formentlig være gårdejer, korporal Klockmann, der omtales i nekrolog 9. jan 1891.) ... (Bud til) Ritmesteren om ... at komme sine Folk til Hjælp.
Fjenden, de var 2 eskadroner ... 70 Mand gik mod Vorbasse ... de andre mod Bekke ... Fægtningen begyndte ved Skødegaard
I Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1864 meddeles om "Besættelse af Skolelærerembeder", at A. M. Møller er "kaldet til at være Skolelærer og Kirkesanger i Vorbasse." I Aalborg Stiftstidende ... 31. marts 1864 meddeles der under Udnævnelser, at "Skolel. i Vorbasse P. Teil besk(ikkes) til at være Skolel(eder) og Kirkesanger i Henne.
Herværende skribent kunne formodes at være den forhenværende skolelærer, der har haft tid og lyst til i sit brev at skrive om træfningen 29. febr. 1864 i Vorbasse. Men det kan han ikke være, da han ikke hedder P. Teil.
Hvem og hvilken tilknytning til skolen, brevskribenten er og har, er derfor uafklaret. Men at han har brevvekslet med "Velbaarne fru Ritmester Bruun", hvor ritmesteren i datidens officers nomenklatur var en slags major i rytteriet, kunne måske tages som udtryk for en særlig omhu med militære anliggender. Og at han ikke er helt sikker på den lokale korporal Klockmanns navn kunne ydermere være udtryk for middelmådigt lokalkendskab.
Det ligner en senere tilføjelse i kirkebogen, at Johannes M. D. Petersen bliver udnævnt til at have kaldenavnet "professor Labri". T. Løgstrup, som har sat sin signatur var sognepræst i Nyborg 1908-23, hvor navnet "Professor Labri" var kendt. Præsten 1859-70, som må have døbt Johannes M. D. Petersen, var C. G. Schaper.
 
A. D. Cohen Faldne og døde 1848, 1849, 1850
A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850, De faldnes Minde, Kjøbenhavn 1851, s. 129.
Tabstal i alt 2407. Kolding 23. april 1849 er 150, incl. faldne ved Ejstrup.
 
V. Cohen Faldne og døde 1864.
Som det fremgår skelner V. Cohen mellem tabstal for Officerer - tabstal 807 og resten, d.v.s. underofficerer og menige - tabstal 2020
* i Listerne ved saaret, betyder: har været amputeret. † betyder, et Gravminde, skjænket af HS. Majestæt Kongen.
Tallene foran Navnene betyde Cornppagni og Nummer; Tallene umiddelbart efter Navnene, betyde fra hvad Amt de have været.
0 er Staden Kjøbenhavn. 1 Kjøbenhavns Amt, 2 Frederiksborg, 3 Roskilde, 4 Holbek, 5 Sorø og 6 Præstø. — 7 Odense og 8 Svendborg. — 9 Mariboe. — 10 Aalborg, 11 Hjørring, 12 Thisted, 13 Viborg, 14 Aarhuus, 15 Skander:rborg, 16 Randers, 17 Nibe, 18 Ringkjøbing og 19 Veile Amt. — 20 til 32 være fra Slesvig (med Undtagelse af 28 og 29 fra Als og 31 fra Ærøe).

Skive Viborg

Det har været muligt at identificere 5 faldne under de slesvigske krige fra Skive og nærmeste omegn.
Jensen, Peter Christian, Resen, 9de Linie-Infanteri-Bataillon, 3die Compagni, Menig nr. 119, 6 jul 1849. Der er i Resen Kirke ved Ringkøbing en mindetavle, som udelukker, at dette kan være Resen ved Skive.
Christensen, Jens, Skive, 6te Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 71, 6 juli 1849
Lorentzen, Ole Frederik, Skive, Amputerede (Invalider) fra 1850, 12te lette Batteri, Undercorporal nr. 213 , bog 1850
Berner, Søren Vedsø, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 7de Compagni, Menig nr. 249, 27 maj 1864
Vissing, Jens Christian Thomassen, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 1ste Compagni, Vaabenmester nr. 3, 3 maj 1864
Lauritzen, Christen, Dommerby, 4de Infanteri-Regiment, 6te Compagni, Menig nr. 572, 27 apr, 1864
Petersen, Jens Houe, Hvidbjerg, 11te Infanteri-Regiment , Menig nr. 3 F 70, 6 feb, 1864 - tvivlsomt, at det er Hvidbjerg v. Skive.
I Skive området har der, såfremt tallene er retvisende, mindst været 2 omkomne som resultat at 3-årskrigen og 3 som resultat af krigen i 1864. 3-årskrigen var en borgerkrig, 1864 var en national krig mod en ydre fjende, Prøjsen. Det vil give mening at undersøge det lokale tabstal i 1864 i forhold til tabene i resten af Danmark.
Vi kan med V. Cohen sætte de samlede tabstal for Danmark til ca. 2.000-2.100.
Ca. 2.000 ud af et samlet indbyggertal på 1,6 mio., hvis vi tager befolkningstallet efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg til Prøjsen, giver en tabsprocent på landsplan på 0,13. I Skive kan vi tage gennemsnittet af 1860 og 1870 befolkningstallet, dvs. 1884 indbyggere, hvor der i 1864 faldt 3, dvs. en tabsprocent på 0,21. Hvis vi fraregner J. H. Petersen, Hvidbjerg, fordi det kan være Hvidbjerg et andet sted end i Skive området, bliver tabsprocenten 0,16, dvs. lidt over landsgennemsnittet, hvilket kan skyldes, at Skive området på trods af status som købstad befolkningsmæssigt stadig har været præget af bønder. Og uanset den almindelige værnepligt fra 1849, var der stadig relativt flest bønder i den danske hær. Med alle forbehold over for et statistisk materiale, der i realiteten ikke indbyder til at regne med decimaler.
W. Rosenstands glorificerende maleri fra 1894 af slaget ved Dybbøl.
 
 
Femern
Generalstaben 1864, 2. del, s. 194-195.
 
Den danske hær 1850, Tuxen,s. 71-72
Den aktive Hær deltes i 2 Divisioner, et ReserveKavalleri og et Reserve-Artilleri.
1. Division (Generalmajor Moltke).
3.Brigade...
4.Brigade ...
6.Brigade ...
Gardehusar-Divisionen...
Artillerikommandoen ...
I Jylland mod den slesvigske grænse
2. Division (Generalmajor Schleppegrell).
1. Brigade...
2. Brigade...
På Als
Resten på Fyen og i Standkvarterer
5. Brigade ...
4. Dragon-Regiment...
Artillerikommandoen ...
III. Res.-Kavalleriet (Generalmajor Flindt). 3., 5., 6. Dragon-Regiment.
Et Batteri.
IV. Res.-Artilleriet (Oberst Fibiger)....Kanon Batteri.
Et Feltingenieur-Detachement, Train o. s. v.
Hæren talte altsaa 32 Batterier, 19 Eskadroner, 96 Kanoner og et Ingenieur-Detachement, ialt c. 41.000 Kombattanter, c. 4.000 Nonkombattanter og lidt over 8200 Heste.
s. 73-74
I den slesvig-holstenske Hær havde 10 Batailloner glatløbede Musketter af preussisk Model, 5 Batailloner og
samtlige Jægerkorpser Spidskuglerifler;
Hos os - den danske hær - fandtes, hvad der var en Ulempe, et stort Antal forskellige Geværer og indenfor hver enkelt Afdeling mindst 2 Slags. - Taprifler fandtes i større Antal ved Jægerkorpserne og tildels ved de lette Batailloner.
 
Den danske hær 1. februar 1864 iflg. Tuxen s. 7-8:
Hærens Sammensætning d. 1. Februar var følgende:
Overgeneral: Generallieutenant de Meza.
Stabschef: Oberst H. Kauffmann.
I. Division (Generallieutenant GerIach).
1. Brigade (2. og 22. Regiment) (Oberst Las son).
2.        ,,   (3. og 18.       ,,     )(Generalmajor Vogt).
3.        ,,   (16. og 17.      "     ) (Oberst Wørishøffer).
                 4. Dragonregiments 2. Halvregiment.
                                         2 Batterier.
                                 1 Ingenieurkompagni.
2. Division (Generalmajor du Plat).
4. Brigade           (4. og 6. Regiment) (Generalmajor Wilster).
5.       ,,              (7. og 12.       "    ) (Oberst Harbou).
6.       ,,              (5. og 10.        "   ) (Oberst Bülow).
 
                               Gardehusarregimenlets 1. Halvregiment.
2 Batterier.
1 Ingenieurkompagni.
3. Division (Generalmajor Steinmann).
7. Brigade (1. og 11. Regime11t) (Oberst Max Müller).
8.     "      (9. og 20.       " )         (Oberst Scharffenberg).
9.     "      (19. og 21.     " )         (Oberst Neergaard).
4. Dragonregiments 1. Halvregiment
2 Batterier.
1 Ingenienrkompagni.
4. Division (Generallieutenant Hegermann-Lindencrone)
1. Kavaleribrigade (3. og 5. Dragonregiment) (Generalmajor Honnens).
2. Kavaleribrigade (Bestod ved Krigens Begyndelse og eendnu længe derefter kun af 6. Dragonregiment)
(Oberst Scharffe11berg).
1 Batteri.
Infanterireserven (Generalmajor Caroc).
8. og 15. Regiment.
Armeens Artilleri (Generallieutenant Lüttichau).
Reserveartilleriet (4 Batterier, af hvilke dog kun havdes Raadighed over I½),
4 Kompagnier Fæslningsartilleri.
Parker, o. s. v.
lngenieurkommandoen (Oberstlieutenant Dreyer).
Et Ingenieurkompagni og Ingenieurparken vare lngenieur-Kommandoen direkte underlagte
Fodfolksregimenterne vare, som tidligere anført kun paa 2 Batailloner.
Hærens Styrke ved Dannevirke udgjorde kun c. 35.000 Mand.
 
Løgstør. De mere maleriske og vanskeligt dokumenterbare oplysninger fra og omkring Løgstør er blevet formidlet på en guided sejltur på Frederik den VII's Kanal med turbåden Grevinde Danner.
Skive Avis 1864.
 
Skive Avis 4. januar 1864
Medens Soldaterne ligge i Felten og døie alle de Ulemper, et Vinterfelttog medfører ... hjælp til uldent Undertøi ... Muffedisser, Mavebælter og Strømper ... 
Enhver af os Undertegnede modtage med Taknemlighed ethvert nok saa lidet Bidrag, og skulle samvittighedsfuldt faae det besørget til de Trængende blandt vore Soldater.
Ulrikka Nielsen Rosalia Friis
Adamine Kierumgaard Anna Behrens
Andrea Nielsen Emilie Gorm
Charlotte Lillienskjold  
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
 
Bådejerne på Fuur, reaktionen på von Falckensteins tilbud om erstatning for 9 ødelagte både. 
Fiskerne paa Fuur.
Fra Skive meldes til "Dagbladet":
Da Hagermanns Division forlod Mors, blev Fuurboerne anmodede om at bringe deres Baade til Mors, og da 9 af dem undlod at efterkomme denne Ordre, blev deres Baade af vort Militair gjort ubrugelige for Øieblikket.
Over denne, som man meente, for Eierne temmelig haarde Forholdsregel blev der klaget i et Provindsblad, og dette har formodentlig bevæget Militair Gouvernøren Vogel v. Falckenstein til at gjøre sin høie Monark opmærksom paa den Fuurboerne af de danske Soldater tilføiede Skade.
Efter en Korrespondance imellem Vogel v. Falkenstein og Sogneforstanderskabet paa Fuur, som fra hans Side førtes paa Tydsk, men fra deres Side paa Dansk, blev der sendt Fiskerne 65 Rdl., som vare tagne af de kongelige Skatter for Juli Maaned, med det Tilføiende, at det skete paa hans allernaadigste Konges, Kongen af Preussens Befaling. Fuurboerne modtog ikke denne Erstatningssum, men tilbagesendte den til den kongelige Giver med en høflig Undskyldning.
De viste her den rette Takt, idet de vistnok maae have erkjendt, at Landets Børn kun af Landets egen Konge kunne modtage en saadan Erstatning, og denne deres Tillid til Danmarks Konge i denne Sag vil visselig ikke blive skuffet. Fiskernes Skrivelse er saalydende:
Gjennem Stiftamtet i Viborg er der tilstillet os 50 Rdl. preussisk Kourant, som en Gave fra Hs. Maj. Kongen af Preussen, til Vederlag for vore Baade, som bleve ituslagne af det danske Militair. Vi paaskjønne med den dybeste Taknemlighed Kongens Naade imod os; men under de nærværende Forhold, da saa megen Lidelse er ført over vort Fædreland, vilde det stride mod vore Følelser, vort Hjertelag, at modtage denne Naade. Vi tillade os derfor at tilbagesende de 50 Rdl. preussisk Kurant.
Fuur, underskriverne.
Farvel til von Falckenstein. 
 
 
Langaa.
Jernbanen fra Viborg til Skive, uddrag.
Under 2den Marts d.Aa. blev der tilstillet hans Excellence Indenrigsministeren en Adresse fra Forstanderskaberne for 29 Landsogne i Omegnen af Skive ... om, at Jenbanen fra Viborg til Skive aabnes til Brug snarest muligt...
Efterat General Hegermanns Korps paa Retraiten var ankommet hertil, blev Driften af Jernbamem fra Aarhuus til Viborg standset indtil videre, og det var saaledes aldeles i sin Orden, at Jernbanen hertil ikke dengang blev aabnet for Publikum.
Nu er Jernbanen fra Aarhuus til Viborg imidlertid atter aabnet, og vi blev derfor bittert skuffede over, at Jernbanen fra Viborg til Skive ikke samtidig blev aabnet for Publikum, saa meget mere som Arbeidet er saavidt fremmet, at Banen allerede i Midten af Marts blev benyttet til at befordre Militaire.
Vel mangler Banen endnu nogen Begrusning, hvilken Mangel imidlertid med Lethed vil kunne afhjælpes i Løbet af 14 Dage ... Begrusningen kan paaføres til hvilkensomhelst Tid...
(I håbet) ... at Jernbanen ... maa blive aabnet ... snarest muligt og senest 1ste Mai ...
Skive, den 16de April 1864 ...
 
Skive Folkeblad 1914, artikler om, med veteraner. 
Apoteker Worsaaes erindringer 1848-49 i uddrag. 
"Efter Oprørets Udbrud 1848 blev Kolding Centralpunktet for Operationerne, og da Apoteket var et yndet Samlingssted for mange af de ledende Personer, kom jeg til at faa et Indblik i mange Forhold og kom til at tage en vis Del i mange af de Begivenheder, som min unge Alder (26 Aar) ellers vilde have holdt mig fjærnt fra.
Alt skulde samles i Kolding, inden de militære Operationer kunde begynde, og først efter Træfningen ved Bov blev der aabnet andre Veje. Som rimeligt er, vilde jeg gerne følge andre unge Menneskers Eksempel ved at gribe Musketten, men min Principal satte sig bestemt derimod, saa jeg maatte opgive mit Forsæt.
Senere da Septemberloven udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget, kom jeg heller ikke med, da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning.
Den krigeriske Begejstring greb jo dengang de allerfredeligste Folk, og da Rygtet om de i Rendsborg udbrudte Slaver kom til Kolding, et Rygte, som forøvrigt naaede helt op til det nordligste Jylland og overalt fremkaldte Forvirring, passerede der saa komiske, for ikke at sige latterlige Ting i krigerisk Retning, at jeg tror det er bedst at forbigaa den Sag i Tavshed, tilmed da der i sin Tid blev skrevet saa meget derom. Efter Slaget ved Slesvig strømmede de tyske Skarer md over Landet, og i Kolding og Omegn fik vi i Kvarter de prøjsiske Gardetropper, som nylig havde kæmpet med Oprørerne i Berlins Gader…
Hvis Aaret 1848 havde været byrdefuldt i mange Henseender for Kolding By, havde det dog bragt et hidtil ukendt Liv og Røre i Byen, bragt en Mængde Penge i Cirkulation og en stor Fortjeneste for mange, ligesom det havde været rigt paa opløftende Momenter. Aaret 1849 blev ikke mindre rigt paa Begivenheder, men var skæbnesvangert i mange Henseender og bragte Byen· megen Sorg og Nød. Den 3. April 1849 rykkede en Del af den danske Hær over Grænsen og besatte den nordlige Del af Slesvig efter at have leveret nogle smaa Fægtninger, ligesom en anden Del af Hæren rykkede ind fra Sundeved, men efter den ulykkelige Affære ved Eckernførde trak vore Tropper sig atter tilbage, resp. for Slesvigholstenerne og for Rigstropperne.
Den 20. April blev Kolding efter en kort Modstand besat af Fjenden. Til Kommandant fik vi en vis Major von Hacke, som ogsaa havde været Kommandant i Aabenraa og der indlagt sig en sørgelig Berømmelse ved sin voldsomme Optræden mod de ansete danske Borgere. Han kommanderede den 9. slesvigholstenske Bataillon, der for største Delen var dannet af forhenværende Friskaremænd, og Mandskabet traadte op paa en Maade, som ganske svarede til dets høje Chefs Opførsel…
Hr. von Hacke havde desværre Ret (i en forudsigelse om angreb af danske tropper på Kolding, Ejstrup m.v.). Den næste Dag (23. april) stod det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde.
Den mig givne Meddelelse skaffede mig en søvnløs Nat, og ved Daggry var jeg paa Benene. Fra et Loftsvindue saa jeg daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug, og saa med Sorg vore Husarer og deres smukke Heste blive nedskudt af fjendtlige Kugler. I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være hleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Tre Gange blev Torvet taget med Storm af de danske, men atter forladt, men hver Gang vi hørte de danske Huraer, maatte vi ud for at byde Soldaterne Forfriskninger, og vore Piger uddelte Smørrebrød og Vin, medens Kuglerne peb over deres Hoveder…
Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue…
Lidt uden for Byen mødte vi Amtmand Orla Lehmann, som kom kørende fra Vejle. I korte Træk fortalte jeg ham Dagens Begivenheder, og da han erklærede, at han vilde søge at formaa Fjenden til at standse med Ødelæggelsen af Byen, fraraadede jeg ham hans Forsæt, men forgæves. Som bekendt blev han behandlet som Krigsfange og straks ført som Arrestant til Rendsborg… Kort efter havde jeg fra Volden det hjerteskærende Syn at se vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog, saa at de forskellige Vaabenarter var blandede imellem hinanden… Efter at have tilbragt 5 Aar i Kolding, forlod Worsaae i November 1849 Byen.

Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880, bearbejdet tabel, udarbejdet af Hans Chr. Johansen.

Erhverv  - 1000 personer og i % andele 1787 1801 1840 1860 1880
Landbrug mv. 363 508 597 727 889
% 43,2 54,9 46,5 45,4 45,1
Fiskeri og søfart 24 18 35 44 54
%  2,9 1,9 2,7 2,7 2,7
Daglejere og arbejdsmænd 209 200 170 242 182
%  24,9 21,6 13,3 15,1 9,2
Håndværk og industri 114 72 251 347 451
%  13,6 7,8 19,6 21,7 22,9
Handel og omsætning 26 32 46 78 134
%  3,1 3,5 3,6 4,9 6,8
Serviceerhverv 59 55 82 92 132
%  7,0 5,9 6,4 5,7 6,7
Andet 45 41 102 71 127
%  5,4 4,4 8,0 4,4 6,4
I alt 840 926 1283 1601 1969
 

Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1801.

Her folketal i uddrag, tilpasset de slesvigseke krige, især udskrivningen af erindringsmedaljer 1876.
Nationalitetsprincippet var et af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter (krav) ved 1. verdenskrigs afslutning.
Kilder: Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger, Sønderborg Slot, Tøjmuseet, pdf-udgivelse, http://www.museum-sonderjylland.dk/siderne/Det-sker/documents/1864-Dansk.pdf
Den provisoriske regering for Slesvig-Holsten, oprettet som led i den tyske opstand mod Danmark den 24. marts 1848 i Kiel. Blev efter malmøvåbenstilstanden og Malmøkonventionen 26. august 1848 afløst af Fællesregeringen for Slesvig-Holsten og den danske immidiatkommission, der fungerede indtil våbenstilstandens ophør 1. maj 1849. Slesvig-Holsten blev fra 1868 en provins i kongeriget Prøjsen sammen med Sachsen-Lauenborg, efter 1871 provins i Det Tyske Kejserrige. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten.
Se f. eks. Grænseforeningens og tallene i Gyldendals Store Danske. Opgjort anderledes - og vist nok forkert - er tallene fra Aarhus Universitet, Danmarkshistorien. Sidstnævnte tal vil formentlig blive korrigeret fra et samlet tabstal på ca. 6400 til et betydeligt mindre. 
 
23. marts offentliggøres der i Kongelige Brevposter Berlingske ... Tidende, dateret 7. april 1864 en "Liste over danske Krigsfanger", som indeholder menig J. Therkildsen, Skanderup. I samme avis er der "Lister fra Armeen over Døde, Saarede og Savnede". I en senere meddelelse i Silkeborg Avis 11. april 1864 meddeles om nok en krigsfange fra Skanderup, "Nr. 317 Menig P. Hansen af Skanderup, 8. Regiment, 4. Kompagni", hvor J. Therkildsen var i samme kompagni, men i 1. Kompagni. Endelig kan der fra Skanderup konstateres Thomas Thomsen, død i et prøjsisk lazareth 1. maj 1864, begravet på Varnæs Kirkegård. Formentlig et eksempel på faldne og sårede fra Skanderup Sogn, hvor dødsårsagen under alle omstændigheder er deltagelsen i den del af krigen, hvor tabene var størst.
Lokalt deltagende soldater og faldne i de to slesvigske krige, Skanderup Sogn og Kolding samt Viborg og Skive,
som kan identificeres ud fra det eksisterende kildemateriale.
Navne og alder på sognets soldater i de slesvigske krige med deltagelse i de slesvigske krige.
 
Erindringsmedaljer: Oprindelig skrivemåde er bibeholdt så vidt muligt, de håndskrevne meddelelser har kunnet tydes.
Danmarks Statistik
har en oversigt, Befolkningen i 150 år, der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke. Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling.[297]
Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1801.
 
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Her er der benyttet folketal i uddrag, der er tilpasset de slesvigske krige, især udskrivningen af erindringsmedaljer 1876. 
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
 
508
 
597
 
727
 
889
 
%
 
43,2
 
54,9
 
46,5
 
45,4
 
45,1
Fiskeri og søfart
24
 
18
 
35
 
44
 
54
 
%
 
2,9
 
1,9
 
2,7
 
2,7
 
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
 
200
 
170
 
242
 
182
 
%
 
24,9
 
21,6
 
13,3
 
15,1
 
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
 
72
 
251
 
347
 
451
 
%
 
13,6
 
7,8
 
19,6
 
21,7
 
22,9
Handel og omsætning
26
 
32
 
46
 
78
 
134
 
%
 
3,1
 
3,5
 
3,6
 
4,9
 
6,8
Serviceerhverv
59
 
55
 
82
 
92
 
132
 
%
 
7,0
 
5,9
 
6,4
 
5,7
 
6,7
Andet
45
 
41
 
102
 
71
 
127
 
%
 
5,4
 
4,4
 
8
 
4,4
 
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880 er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd. Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse. Den her fundne gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880, udregnet som et simpelt gennemsnit, benyttes som direkte korrespondance til ansøgningerne om erindringsmedaljer, indgivet siden 1876.
 
Danske synspunkter på det slesvigske spørgsmål. Uddrag af synspunktmateriale:
Sønderjyske Aarbøger, udgivne af H. P. Hanssen-Nørremølle, P. Skan og Gustav Johannsen,1900, Flensborg.
Indholdsfortegnelse: G. Schütte: Var Anglerne Tyskere? 1899, 1—61. P. Skau: J P. Friis. 1890, 29-31. De danske Landdagsmænds Stilling og Virksomhed i Provindslanddagen. 1890, 72—101. Degn og Lærer, Dannebrogsmand A. Kloster i Sommersted og hans Slægt. 1892, 161—81. P. Skovrøy : Optanternes Retsstilling. 1899, 91—107. P. Sveistrup : Sønderjylland under det prøjsiske Herredomme. I Folkemængden i 1867—85. II Den sønderjydske Befolknings Kulturtrin. 1890, 238—63. Thygesen: To Dokumenter vedkommende Tyreholdet i Stendrup By i det 16de Aarhundrede. 1895, 278—81. J. Ulrik: Vort Folks Sydgrænse. 1894, 247—48. C. P. Wolff: Om Landbrugets Kreditforhold. 1893, 12 - 27. X. Optanternes Retsstilling. 1899, 108 — 13. De "47". 1894, 157—60. En preussisk Dom fra Anno 1895. 1895, 282—88. [Ang. Brugenaf Navnet Sønderjylland.]En preussisk Dom. 1897, 246—49. [Ang. Ophævelsen af „Aar- bøgernes“ Beslaglæggelse.]Rendsborg 31. marts 1848. 

 

Lokalitetsanalyse

Lokaliteten An(d)st Herred

Her foretages undersøgelsen af det regionale område ved Kongeåen på herreds niveau i forhold til sogne- og det bymæssige niveau med Skanderup, Hjarup Sogn og Kolding By, Købstad. 
Det kan indledende konstateres, at krigsdeltagelsen i herredet i første slesvigske krig sammen med landsognene Skanderup og Hjarup med 2,9 % lå pænt over krigsdeltagelsen i Kolding By, der havde en krigsdeltagelse på 1,8 % i forhold til folketallet.
Der skete en betydelig ændring med krigsdeltagelsen i forhold til folketallet i 1864 krigen, hvor An(d)st Herred forblev på samme niveau, men hvor både Skanderup, Hjarup Sogn med 3,9 % og Kolding By med 3,2 % lå over herredets krigsdeltagelse i forhold til folketallet.
Dokumentationen for undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for An(d)st Herred,[1] og stillingsbetegnelserne her er ydermere grupperet i de til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[2] 
Lokalitetens stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50
I denne gruppe var der ud af 258 personer 218 personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Fordelingen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug var 58 personer med stillingsbetegnelser som Gaardmand, Gaardeier, Selveier, 66 som Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Arbeidsmand, Tjenestekarl, 94 som Huus-, Selveierhuus-, Fæstehus-, Boelsmand, Fisker i trange Kaar, Invalideforsørgelse, svagelig Krigsinvalid, Indsidder, Dagleier.
De 218 personer med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug 1848-50 udgjorde 85,2 % af alle områdets stillingsbetegnelser. 
Det er muligt - og giver mening - her at konstatere, at omkring en fjerdedel, 58 personer, 26,6 % af de krigsdeltagende havde en stillingsbeskrivelse som Gaardmand, -Eier eller Selveier. Resten, de fleste, 160 personer, 73,4 % havde Stillingsbetegnelser inden for det minimale hartkorn samt forskellige former for tyende og landarbejdere.
An(d)st Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger   
I alt landbrug 
Gaardmand, Gaard-eier,
Landmand, Bonde,
Avlsbruger, Selveier m.v.
Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Huusmand m. fl.
Ansøgninger i alt, landbrugs%
218
58
160
258
%
26,6
73,4
84,5
Der var således i landområdet An(d)st Herred en ganske markant krigsdeltagelse i første slesvigske krig af hovedsageligt stillingsbetegnelser inden for erhvervsgruppen landbrug og her især de lavest placerede i det erhvervsmæssige, sociale hierarki.
Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1864
Der var 1864 ud af 353 personer i alt 260 personer i landbrugsgruppen og her 45 personer med stillingsbetegnelser som Gaardeier og Gaardmand, 61 som Landmand, Bonde, Bunde, Selveier, Jordbruger, Avlsbruger, hvor der også supplerende var Vognmand som stillingsbetegnelse, 82 som Huus-, Boelsmand, Leiehusmand og Dagleier, 18 som Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl og 54 som Arbeidsmand.
I alt udgjorde de 260 personer med Stillingsbetegnelser inden for landbrug 73,7 % i 1864. 
Der er et konstaterbart fald i landbrugets andel - fra 85,2% til 73,7 % - i krigsdeltagelsen fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Der er også et konstaterbart fald i krigsdeltagelse for gruppen med det formodet største hartkorn, Gaardeier og -Mand der er faldet fra 26,6 % til 12, 7 % af de krigsdeltagende, medens det absolut mindste hartkorn, Huusmand o.l. samt tyende med et fald fra 73,4 % til 43,6 % også er reduceret betydeligt i krigsdeltagelse.
Krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelser inden for landbruget faldt i An(d)st Herred i løbet af de to slesvigske krige. Med det konstaterbart største fald for det større hartkorn med mere end en halvering. De mindre hartkorn, husmænd o.l. samt tyende, daglejere o.l. havde et lidt mindre fald til o. 40 % i krigsdeltagelsens andel.
I forhold til landsgennemsnittet med 60,1 % beskæftiget inden for landbrug i Danmark i perioden 1860-80, så må landbrugets andel på 73,7 % af krigsdeltagelsen i An(d)st Herred stadig karakteriseres om betydelig men med faldende tendens i forhold til treårskrigen.
Stillingsbetegnelser i An(d)st Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger   
Landbrug
Gaardeier, Landmand,
Bonde, Bunde, Avlsbruger, -
og Vognmand, Selveier, Jordbruger
Dagleier og Leiehusman
og Huus Mand, Hus-,
Boelsmand, Tjeneste-, Arbeids-,
Avlskarl, Arbeidsmand 
Landbrug i alt
Landbrugs% af i alt
 
106
154
260
353
%
40,8
59,2
100
73,7
Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 1848-50 og 1864
I denne gruppe var der 1848-50 ud af 258 personer 14 med stillingsbetegnelser som Murer, Tømrer, Sne(d)ker med mestre, ind imellem samtidigt Huusmand eller Jordbruger og 16 med stillingsbetegnelser som Væver, Skrædder, -Mester, Smed, hvor alle desuden benævnte sig som Husmand. Eller stillingsbetegnelser som Høker, Bødker, Hjuler, Træskomand, Straatækker, ind imellem desuden benævnt Husmand.
Her er der et konstaterbart problem med blandede stillingsbetegnelser.
Ses der bort fra den samtidige yderligere betegnelse som Huusmand, så antages de håndværksmæssige stillingsbetegnelserne her at være den korrekte kategorisering.
Under denne forudsætning var der i alt under første slesvigske krig 30 personer eller 11,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., men hvor de fleste havde nogen konstaterbar og sideløbende tilknytning til landbrug.
I håndværksgruppen var der i 1864 krigen ud af 353 personers stillingsbetegnelser 21 som Murer, Tømrer, Snedker, Maler, Skrædder, Uhrmager med mestre, 18 som både væver og Insidder, Træskomand, Skomager, Træarbeider, Træflisefabrikant, Ølbrygger, Bødker, Smed, Vognfabrikant, Slagter og 6 personer som Møller, -Svend, Mølleforpagtere (begge Rolles og Drabæks Mølle).
I 1864 var der i alt 45 personer eller 12,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 
Landsgennemsnittet for beskæftigede inden for håndværk, industri o.l. var 1860-80 på 22,3 %. Krigsdeltagelsen for håndværk o.l. i An(d)st Herred lå betydeligt under, o. 11-13 %.
Selvom der er ændringer i de konkrete stillingsbetegnelser og færre med tilhørende stillingsbetegnelser som Husmand o.l., så er håndværksgruppens procentandel relativt konstant under begge de slesvigske krige.
Landbrugets faldende procentandel må således være kommet fra andre stillingsbetegnelser.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet, herunder uspecificeret
Der var 1848-50 ud af 258 personer en enkelt Høker, som med sin stillingbeskrivelse repræsenterede gruppen handel og service. Desuden var der 8 personer, 3,2 %, som repræsenterede en Skolelærer, Aftægt, Partikuloir, uidentificerede Stillingsbetegnelser og en Jernbanearbeider samt en Ledvogter. 
Der var 1864  ud af 353 personer som repræsentanter for handel og service 8 personer med stillingsbetegnelser som Kornhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Høker og Husmand på Landet, 5 personer som Bestyrer på Fattiggaard i Veerst, Holte (Vamdrup) og Bekke[3], 5 personer som Indsidder, 6 personer som henholdsvis Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør (fra Veerst), Postbud, Politibetjent, 13 personer ved jernbanen med stillingsbetegnelser som Jernbaneassistent, Vandpumper, Colonne Formand (Vamdrup og Lunderskov), Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser, Vognopsynsmand, og 11 uidentificerede.
Det giver 48 personer eller 10,2 % med de ganske sammenbragte stillingsbetegnelser inden for handel og service og 3,1 % for de uidentificerede stillingbetegnelser.
Tallene er ikke så oplysende for gruppens sammensætning, men en ret klar indikation af, at forskydningen i An(d)st Herred i krigsdeltagelsen fra landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser er sket med bidrag fra andre stillingsbetegnelser end håndværk i en gruppe, der sammenfattende kan kaldes handel, service, liberale erhverv og andet, uidentificeret.
Denne gruppe er procentuelt vokset med over 30 % og kan således næsten matche faldet i landbrugets andel på o. 40 %.
An(d)st Herred er som landområde et godt eksempel på, at den almindelige værnepligt fra 1849 kom til at betyde, at krigsdeltagelsen i forhold til folketallet reduceredes i forhold til den konstaterede krigsdeltagelse 1864 i Kolding By, der især har Stillingsbetegnelser inden for gruppen af byerhverv.
I An(d)st Herred er der lidt ud over det almindelige både en læge, en lærer og en ingeniør som krigsdeltagere i 1864. 
Lokaliteterne Skanderup Sogn og Hjarup 
Schleswig, nebst einem theile v. Jutland u. Funen 1850, Konturkoloreret litografi C. Flemming.
Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for An(d)st Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse.

Stillingsangivelserne 1848-50 og 1864 i Skanderup Sogn og Hjarup

Som dokumentation for de efterfølgende undersøgelsesresultater henvises der til de for An(d)st Herred[4] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje samt tilsvarende for Skanderup Sogn og Hjarup 1848-50[5] og 1864[6].  Desuden er der sammenfattende tabeller[7] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfattede som anført mange og ganske forskelligartede stillingsbetegnelser.
Lokalitetens stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget[8]. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %.  Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.[9]
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med An(d)st Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.

1864 krigen, udviklingen efter første slesvigske krig i lokalområdet

Krigsdeltagelsen i 1864 krigen[10] var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet[11], så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i An(d)st Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Der må her helt klart tages forbehold over for de i 1876 anførte stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften, der meget vel kan have haft udgangspunkt i stillingsbetegnelser inden for landbrug.[12]

Folketællinger, erindringsmedaljer og krigsdeltagelse

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering.  
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer,[13] hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer.[14] Befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge de 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, der er registreret og godkendt som erindringsmedaljeansøgere.
Muligheden for at en del af de krigsdeltagende soldater har været afgået ved døden på tidspunktet, hvor der kunne søges erindringsmedalje, er så absolut en mulighed med en estimeret ansøgningsalder i 1876 på 52 år og levealderen den gang. Som illustration til problemet kan der henvises til, at der er registreret ansøgere til erindringsmedalje, der har anført sig som værende på "Aftægt" i Høislev, Ørum, og Hald, Ørslevkloster Sogn[15]. 
Alligevel er det forbavsende, at kun 3 ud af de 12 i 1850 folketællingen som soldater registrerede i Skanderup Sogn har søgt om erindringsmedalje[16].
Hvis det skulle være landsdækkende - at det kun var en fjerdedel af soldaterne i krigen 1848-50, der søgte om erindringsmedalje i 1876 og herefter - så ville det betyde, at de 36361 godkendte ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 kun skulle være udtryk for en fjerdedel af treårskrigens deltagende soldaterne, hvilket ikke kun er usandsynligt, det er udelukket.
Krydskontrollen af folketællingerne og erindringsmedaljeansøgningerne kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36361, ansøgere til erindringsmedaljer, som er blevet godkendt.
Det må således formodes både landsdækkende og i Skanderup og Hjarup Sogn at have været flere indkaldte soldater end de som ansøgere og godkendte til erindringsmedalje.
Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige
Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn[17], heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850[18], hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side.[19] Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864,[20] heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de ukendt faldne optalt til 3, faldet under kampene ved Ejstrup.[21]
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten[22] er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. I V. Cohens registrering[23] var der 5 faldne i 1864,[24] som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige,[25] med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, så kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp[26] i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater,[27] med tilhørende katalognumre,[28] dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Sammenfattende om landdistrikterne i An(d)st Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn
Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i An(d)st Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, udgjorde i An(d)st Herred 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet An(d)st Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[29]
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn havde med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af An(d)st Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   

Lokaliteten Kolding By

I forhold til stillingsbetegnelserne i An(d)st Herreds landområder kan Kolding by, købstad, Vejle Amt naturligvis fremvise mere omfattende og noget anderledes stillingsbetegnelser.
Der foretages også i Kolding By en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug, set i forhold til andre stillingsbetegnelser.
I en større by som Kolding må der forventes forskellige former for stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., handel, service o.l. samt en gruppe af stillingsbetegnelser for det bedre borgerskab i øvrigt.
Som dokumentation henvises der til de for Kolding By og Købstad [30] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Der er også for Kolding sammenfattende tabeller[31] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
Det ville også i Kolding have været værdifuldt at kunne skelne mellem ejere og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ej heller her, kun sporadisk. Dertil er der ikke spurgt og svaret præcist nok i 1876.
Der kunne for så vidt i tiden omkring og fra 1876 i Kolding være tvivl om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der i princippet kunne være en på denne og en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft inden for de sekundære erhverv, men som i det benyttede materiale i en række konstaterbare tilfælde klart har vist sig at være en betegnelse, der er dækkende for landarbejdere, daglejere o.l.[32] Dette gælder naturligvis især, når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup samt An(d)st Herred. I Kolding er det en mere tvivlsom antagelse.
Der har sikkert været landarbejdere bosat i den tids Kolding, men om det gælder alle, der har angivet stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, er det umuligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag, ansøgningerne om erindringsmedaljer.[33] Der kan dog næppe være tvivl om, at stiilingsbetegnelsen dækker over den tids socialt lavest placerede i både land- og byerhverv, i byerhvervene - som i Kolding - så muligvis også i nogen udstrækning en stillingsbetegnelse for den tids ufaglærte arbejdskraft.
Hvor det har været muligt og direkte angivet i de ansøgninger om erindringsmedalje, hvor der er andre stillingsbetegnelser i kombination med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som klart er sekundære erhvervsbetegnelser, er disse blevet udskilt som de arbejdere i de sekundære erhverv, som deres stillingsbetegnelser peger hen på.

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i Kolding i de to slesvigske krige

De registrerede erindringsmedaljer for Kolding By viser i en sammenlignende opstilling med grupperede stillingsbetegnelser for begge de slesvigske krige, at der vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 111 erindringsmedaljer for deltagere i første slesvigske krig og 202 for deltagere i 1864 krigen i Kolding By, Købstad kan konstateres en gruppe med direkte tilknytning til landbrug i form af stillingsbetegnelser som Fæstemand Koldinggaard, Dagleier, Gartner, Huusmand, Landarbeider, Gaardekarl, hvor der 1848-50 var 9 personer, hvortil kom 22 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der her anses for at have været landarbejdere. Det kan dog ikke afvises, at en større eller mindre del af de 22 personer med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kan have været beskæftiget i sekundære erhverv som ufaglært arbejdskraft på ansøgningstidspunktet 1876.
Sammenlagt udgjorde disse 31 personer 27,9 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50.[34] Alternativt udgjorde de 9 personer med helt sikker landbrugstilknytning 8,1 %.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for deltagelse i 1864 krigen har 13 personer med direkte tilknytning til landbrug samt 28 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand. Her som ved første slesvigske krig er andre arbejdere end de direkte som Arbeidsmand anførte fjernet, og stillingsbetegnelsen Arbeidsmand for de medtagne formodes også her at have været landarbejdere, blot bosat i byen Kolding. 
Sammenlagt udgjorde disse 41 personer 20,3 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1864.[35] Alternativt udgjorde de 13 personer med direkte tilknytning til landbrug 6,4%.
Der kan konstateres et svagt men ikke bemærkelsesværdigt fald i stillingsbetegnelser knyttet til landbrug fra første til anden slesvigske krig i Kolding. Og dette uanset, om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand medregnes under landbrug eller sekundære erhverv.[36]

Stillingsbetegnelser inden for håndværk, industri o.l. i Kolding i de to slesvigske krige

En gruppe med anførte stillingsbetegnelser for andre arbejdere end direkte opgivet som Arbeidsmand var Fabriks-, og Maskinarbeider, Tobaks-, Cigararbeider, Lagerarbeider, Ølhenter. I denne kategori var der i 1848-50 og 1864 tilkendegivet 5 henholdsvis 13 personer. 
Sammenlagt udgjorde de 5 personer 5,4 % af bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50,[37] i 1864[38] udgjorde de 13 personer 6,4 %. 
Gruppen af forskellige former for håndværk 1848-50 havde stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
1864 var stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
Sammenlagt udgjorde 36 personer 32,4 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje i 1848-50[39] og 97 personer 48,0 % i 1864.[40]
Der var tale om både mestre og svende.
Der kan i Kolding konstateres en stigning i stillingsbetegnelser knyttet til håndværk fra første til anden slesvigske krig, der regnet i procentpoint overgår faldet i landbrugets andel i krigsdeltagelsen.  

Stillingsbetegnelser inden for en gruppering af handel, service og blandet bedre borgerskab i Kolding

I denne temmelig sammenbragt gruppe af stillingsbetegnelser finder man 1848-50 Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent, Værtshusholdere, Gæstgivere.
Disse stillingsbetegnelser udgjorde tilsammen 30 personer eller 27,0 % i 1848-50.
I samme gruppering finder man 1864 Kjøbmand, Detailhandler, Handelsmand, Commis, Marschandiser, Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek,[41] Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller, Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper, Værtshus-, Kroholder, Giestgiver.
Denne kategoris stillingsbetegnelser udgjorde sammenlagt 56 personer eller 27,7 % i 1864.
Gruppen med stillingsbetegnelser inden for handel, service og blandet, bedre borgerskab er konstaterbart forøget på niveau med håndværksgruppen i løbet af de to slesvigske krige, og har udgjort en temmelig stor andel af de krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.[42] 

Stillingsgrupper med uidentificerbare, blandede og fåtallige stillingsbetegnelser i Kolding

Den i realiteten misvisende gruppe 1848-50 med stillingsbetegnelser inden for den først efter de slesvigske krige etablerede jernbanedrift har 2 stillingsbetegnelser som Jernbane Arbeider og -Restauratør. I 1864 er der 5 tilsvarende stiilingsbetegnelser som Stationsbud ved Kolding Jernbane, Karl ved Jysk Fynske Jernbaner, Jernbaneassistent, Jernbanebetjent og Ledvogter, Portør ved Jernbanestationen Kolding.
Der er desuden en gruppe ikke-identificerbare, d.v.s. ulæselige og fåtallige stillingsbetegnelser som Graver, Brøndborer, Ølhenter, Fattiggaard, Invalid o.l., som 1848-50 udgjorde 14 personer, 12,6 %, og som 1864 udgjorde 8 personer, 4,0 %.[43]   

Sammenfatning Kolding By

De anførte resultater i simplificeret tabelform er kommenteret i forhold til de originale angivelser af stillingsbetegnelserne i ansøgningsskemaerne.
Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, heraf 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l. Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbrug - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart[44] ikke var tilfældet 1848-50.
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849[45] som en konsekvens af ikke mindst borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker,[46] at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad 1848-50 med 1,8 % i forhold til folketallet lå betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 %. Dette forhold ændrede sig markant med krigsdeltagelsen i Kolding i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %, medens krigsdeltagelsen for Kolding by 1863 var 3,2 % af folketallet, betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så høj krigsdeltagelse som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i An(d)st Herred med 2,9 %[47].
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 muligvis kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. 
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser.[48] Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst,[49] og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.

Lokaliteten Fjends Herred[50] 

Her undersøges et samlet regionalt område omkring Limfjorden på herreds niveau i forhold til det sogne- og det bymæssige niveau med Ørslevkloster Sogn, Skive og Viborg By, Købstad. 
Dokumentationen for denne del af undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Fjends Herred med de hertil ydermere grupperede, til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[51]

Krigsdeltagelse og folketal i Fjends Herred

I forhold til folketallet ligger krigsdeltagelsen lavere i Fjends Herred end i landområderne ved Kongeåen med hele An(d)st Herred, herunder Skanderup Sogn, nemlig en krigsdeltagelse i Fjends Herred med 2,1 og 2,4 % i de to slesvigske krige mod 2,9 % for An(d)st Herred i begge krige og i Skanderup og Hjarup Sogn med henholdsvis 2,9 og 3,9 % i de to krige.[52]
Den lavere krigsdeltagelse i dette landområde i forhold til landområdet ved Kongeåen kan tjene som en indledende konstatering, der i den videre undersøgelse skal suppleres med dette landområdes krigsdeltagelse i forhold til de udvalgte byområder Skive og Viborg, som også er udvalgt fra Limfjordsområdet.
Der blev i herredet for krigen 1848-50 indgivet og bevilget 157 ansøgninger om erindringsmedalje. Tilsvarende blev der for krigen 1864 indgivet og bevilget 184 ansøgninger om erindringsmedalje.[53] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i Fjends Herred

I første slesvigske krig er der stort set kun registreret ansøgere til bevilgede erindringsmedaljer for personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug, nemlig 152 personer, 96,8 % af alle, hvor stillingsbetegnelser som Gaardmand, -eier, Landmand, Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger, Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster, Tjenestekarl, udgjorde 133 personer.
Der var 19 ansøgninger med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", som må formodes at have været daglejere, landarbejdere, som er inkluderet i gruppen med landbrug. 
Endelig var der 5 personer med andre stillingsbetegnelserne.
Gaardmand-, eier udgjorde 50 personer eller 31,8 % af alle, en betydelig repræsentation af det bedre hartkorn over for de resterende 102 personer, 65,0 % af alle, som repræsentanter for det mindre hartkorn med Husmand o.l., tyende og daglejere[54].
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1848-50 af 157 bevilgede ansøgninger    
Landbrug         
Gaardmand
Landmand, Jord-, Avlsbruger,
Fiskeri, Huus-,Boelmand,
Husfæster, Tjenestekarl,
Arbeis-, Aftægtsmand, Insider
Skovfoged, Tømrer,
Uidentificeret
I alt
152
50
102
5
157
96,8
31,8
65,0
3,2
100 %
I Fjends Herred var i første slesvigske krig soldater-, krigstjenesen helt dominerende, med 96,8 % hentet fra stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Til sammenligning var der i An(d)st Herred 218 personer eller ”kun” 85,2 % med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug i første slesvigske krig.
Heraf udgjorde omkring en fjerdedel, 26,6 % af de krigsdeltagende personer stillingsbetegnelser som Gaardmand, -Eier eller Selveier, hvilket her karakteriseres som det bedre hartkorn.
I 1864 krigen afveg Fjends Herred ikke meget men dog noget, idet de 184 bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje for langt de flestes vedkommende stadig havde stillingsbetegnelser inden for landbrug med 159 personer eller 85,9 %.
Stillingsbetegnelserne under landbrug var Gaardeier, -mand, forpagter, Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand, Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand, Arbeids-, Arbejdsmand, Indsidder, Fisker, Gartner, Skovfoged.
1864 udgjorde stillingsbetegnelsen Gaardeier, -mand, -forpagter 43 personer eller 23,2 %, der repræsenterede det bedre hartkorn, medens det mindre hartkorn med husmand o.l. samt daglejere, tyende o.l. udgjorde 116 personer eller 62,7 %[55].
Til sammenligning var krigsdeltagelsen inden for stillingsbetegnelser med landbrug i An(d)st Herred 85,2 og 73,7 % i henholdsvis første slesvigske krig og 1864 krigen. Her var det bedre hartkorns krigsdeltagelse med o. 11-12 % betydeligt lavere end de tilsvarende 23 - 27 % i Fjends Herred i 1864.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1864 af 184 bevilgede ansøgninger
 
Landbrug  
I alt og % af i alt 184.      
Gaardeier, -mand,
forpagter
Landmand, Tjenestekarl,
Jordbruger, Røgter,
Avls-, Lanmand, Huusmand,
Landarbeider, Boelsmand,
Arbeidsmand
Insidder, Gartner,
Skovfoged
I alt
159
43
110
6
184
86,4
27,0
69,2
3,8
%

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. i Fjends Herred

Af de resterende 5 personer, der i første slesvigske krig ikke kunne henregnes under landbrug, var der 1 stillingsbetegnelse som Skovfoged, 2 som Tømrer og 2 uidentificerbare.
I 1864 krigen var der Inden for håndværk o.l. 15 personer, 8,1 % med stillinsbetegnelser som Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier, Tømrer, Murer, Snedker og Indsidder, Møller, MølleBygger, -Svend.
Der var ikke mange håndværksfag repræsenteret i krigsdeltagelsen, men dog flere 1864 end i første slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser handel, service og andet i Fjends Herred

I første slesvigske krig er der ingen registreret i denne blandede gruppe, hvor der 1864 var 11 personer, 6 % med stillingsbetegnelserne Købmand, Detailist, Paa Forsorg, Skolelærer og Kirkesanger, Statsbanerne samt 5 uidentificerbare.
Selv om Fjends Herred fra første slesvigske krig til 1864 krigen reducerede landbrugets andel, er der stadig tale om en ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 
I An(d)st Herred var der tilsvarende i 1864 krigen 260 personer eller ”kun” 73,7 % med Stillingsbetegnelser inden for landbrug.
I begge landområderne, Fjends og An(d)st Herred er der tale om et fald i landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser fra første slesvigske til 1864 krigen, men i Fjends Herred med markant flere landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser end i An(d)st Herred. For så vidt to modsatrettede tendenser, når man medtager krigsdeltagelsen i forhold til folketallet, der var 2,9 % i begge slesvigske krige i An(d)st Herred mod 2,1 og 2,4 % i Fjends Herred, faktisk den laveste i begge slesvigske krige blandt de udvalgte landområder.

Lokaliteten Fjends Herred med Ørslevkloster Sogn  

Stillingsbetegnelserne for at have deltaget i første slesvigske krig omfatter i det lille landsogn Ørslevkloster 21 personer, der alle kan rubriceres inden for landbrug, nemlig som Gaardmand, Huus-, Hus-, Boelsmand, Landmand, Jordbrug og Fiskeri, Arbeidsmand, Tjenestekarl, Aftægtsmand.
Heraf 4 eller 19 % med stillingsbetegnelsen Gaardmand, det lidt større hartkorn mod 17 eller 81 % med stillingsbetegnelser som Huusmand o.l., det lille hartkorn samt tyende, aftægt o.l.
Krigsdeltagelsen faldt 1864 fra 21 personer i første slesvigske krig til i 1864 krigen kun at udgøre 15 personer[56].
Selv for et landsogn er det bemærkelsesværdigt, at der 1864 kun var en møllebygger og en skovfoged, velsagtens i skoven til herregården Ørslev Kloster, der i stiilingsfortegnelserne varierer i forhold til de ved landbrug beskæftigede. 1864 var der kun en enkelt Gaardmand, det lidt større hartkorn. Resten var det mindre hartkorn, Fisker og en Gartner.
Og sammenlignet med landsognet Skanderup Sogn og Hjarup er der kun en minimal repræsentation af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. daglejere, landarbejdere. Der var i dette landsogn ej heller tilkommet en jernbane, der som andre steder, også i landsognene Skanderup og Hjarup i 1876 satte sit præg på stillingsbetegnelserne.
Derimod var der både 1848-50 og 1864 stillingsbetegnelser med fiskeri, som kan tilskrives beliggenheden ved Limfjorden[57]. 

Lokaliteten Skive By

De registrerede erindringsmedaljer for Skive By[58] bærer præg af, at der til byområdet også hørte deciderede landområder i det, der den gang var byens yderområder.
Der blev til første slesvigske krig fra Skive By, Købstad indsendt og bevilget 58 ansøgninger om erindringsmedalje for krigsdeltagelse.
Der skal for Skive som for de øvrige byområder tages forbehold over for placeringen af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som her i den indledende tabeloversigt er placeret særskilt under både landbrug og håndværk o.l. Der er helt afgjort ikke tale om et enten eller, demonstreret som stillingsbetegnelsen her er placeret for overskuelighedens skyld.
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive[59]
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0

Stillingsbetegnelser i Skive inden for landbrug

Den mangelfulde viden om, hvad stillingsbetegnelserne anno 1876 de facto dækker over, giver en heraf følgende tvetydighed i flere af de heraf afledte slutninger.
Af de 34, potentielt kun 21 stillingsbetegnelser inden for landbrug var der 2 Gaardmænd 1848-50, men ingen af de 21, potentielt kun 9 i 1864 var med stillingsbetegnelser fra det lidt større hartkorn. Stillingsbetegnelserne Husmand, Huusmand, Boelsmand figurerer med 11 personer eller 19 % 1848-50. I 1864 var der ikke registreret personer med disse stillingsbetegnelser.
I begge de slesvigske krige var i Skive stillingsbetegnelsen Arbeidsmand - ligesom i landlokaliteten An(d)st Herred ved Kongeåen - den som enkeltstående stillingsbetegnelse dominerende. I An(d)st Herred med henholdsvis 21,7 % og 15,3 % af stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864, i Skive med 13 personer, 22,4 % i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12 personer, 18,2 % med stillingbetegnelsen Arbeidsmand. 
I tabellen forudsættes det, at denne stillingsbetegnelse kan have dækket over forskellige former for landarbejdere eller alternativt ufaglært arbejdskraft i de sekundære erhverv i Skive by. Den alternative gruppering for stillingsbetegnelsen er derfor håndværk o.l., hvor det desværre er helt umuligt at nuancere i forhold til et enten, eller.
Af andre stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var der i første slesvigske krig angivet 6 personer som Landmand, Land- eller Avlsbruger, 1 Dagleier og 1 Fisker, 8 personer i alt.
I 1864 var der 21 personer med andre stillingsbetegnelser inden for landbrug 3 Gaards-, Tjenestekarl, 1 Fattiggaardsbestyrer, 1 Fisker, 4 Landmand eller Jordbruger. 
Krigsdeltagelsen for landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen faldt fra 58,6 til 31,8 %, hvis Arbeidsmand er helt inkluderet som arbejdskraft i dette erhverv. Ellers har faldet i landbrugets krigsdeltagelse været fra 36,2 til 13,6 %.
Under alle omstændigheder et stort og betydeligt fald.

Stillingsbetegnelser i Skive inden for håndværk o.l.

Lige så sikkert, som der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen inden for grupperingen landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen, lige så sikkert kan der i Skive konstateres en stigning i krigsdeltagelsen inden for grupperingen håndværk o.l. Her er stigningen excl. Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand fra 12 til 21 personer, fra 20,7 til 31,8 %. Incl. Arbeidsmand er stigningen fra 25 til 33 personer, fra 43,1 til 50,0 %
Stillingsbetegnelserne under første slesvigske krig var 3 Skomager, -mester, 2 Snedker hvoraf 1 også Møbelhandler, 1 Rebslager, 4 Murer, -mester, 1Tømmermester, 1 Naalmager Skive Fattiggaard.
Stillingsbetegnelserne 1864 var 5 Skomager, -svend, -mester, 1 Sadelmagermester, 1 Slagter, 1 Blikkenslager, 3 Maler, -mester, Farver, 1 Smed, 1 Bødker, 1 Uhrmager. 
De to stillingsgrupper inden for henholdsvis landbrug og håndværk o.l. kan som krigsdeltagende med den indbyggede usikkerhed omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok bedst anskues i relation til den sidste gruppering med handel, service, andet, hvis forøgelse i krigsdeltagelsen svarer til den samlede nedgang i landbrug, relativeret ved fremgangen i håndværk o.l.

Stillingsbetegnelser i Skive inden for handel, service og andre, blandede erhvervsgrupper

Som samlet gruppe forøgedes krigsdeltagelsen for handel, service og andet fra 12 til 24 personer, fra 20,7 til 36,4 % i krigsdeltagelsen[60].
Under første slesvigske krig omfattede denne gruppe 5 personer med stillingsbetegnelserne 3 Kjøbmand, Købs-, Detailhandel, 1 Vertshusholder, 1 Bankbogholder, som tilsammen udgjorde 8,6 %.
I en blandet gruppe var der 2 Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station, 1 Kongelig Toldassistent, 1 Betjent, 1 Pakhuskarl, 2 uidentificerbare, som tilsammen udgjorde 7 personer eller 12,1 %[61].
Under 1864 krigen var der 11 personer, 16,7 % med stillingsbetegnelser inden for gruppen handel og service, heraf 2 Kjøbmand, 4 Verts-, Værtshusholder, Restauratør, Hoteleier, 1 Marskandiser, 1 Conditor, 1 Boghandler, 1 Manufaktur, 1 Træhandler.
I en blandet gruppe var der 13 personer, 19,7 %, heraf 2 Skolelærere (i Landsogn), 1 Bestyrer af Realskole, 1 ansat ved Banen. De resterende 9 var 1 Opsynsmand, 1 Fører (af Lokomotiv?), 1 Staldforpagter, 1 Ungkarl, 5 uidentificerbare. 
Som et ganske vist lidet og fattigt byområde startede Skive i første slesvigske krig med stor krigsdeltagelse fra stillingsbetegnelser inden for landbrug, 58,8 %, som faldt til 31,8 % i 1864 krigen, såfremt stillingsbetegnelsen Arbeidsmand henregnes under landbrug. Ellers fra 36,2 til 13,6 %.
Ændringen i krigsdeltagelsen fordelt på grupperede stillingsbetegnelser skete fra landbrug især og håndværk o.l. til en næsten jævn tredeling mellem landbrug, håndværk o.l., med handel, service og blandede stillingsbetegnelser i den sidste tredjedel.
Skiftet kan formentlig også her primært forklares med intentionerne i loven om almindelig værnepligt 12. februar 1849, hvor Skive By forekommer relativt eksemplarisk.
Lokaliteten Viborg By[62]
I modsætning til landstendensen, hvor det størrelsesmæssige forhold mellem ansøgningerne om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 var 42,6 % mod 57,4 % af alle ansøgningerne, så har Viborg 1864 færre, nemlig 85, hvor der 1848-50 var 101 ansøgninger[63]. Stort set omvendt resten af de her gennemgåede lokaliteter, samt resten af landet, hvor der kan konstateres flere krigsdeltagere i 1864 end i første slesvigske krig.
Stillingsbetegnelserne i de indsendte ansøgninger om erindringsmedaljer for Viborg By, Købstad har i dokumentationstabellen for begge de slesvigske krige[64] angivet den lokalitet, Viborg Mark, hvor Stillingsbetegnelser inden for landbrug især er placeret. Også her er der indlagt mulighed for kald til dokumentationen for tabellens oplysninger.
Der er også for Viborg fremstillet grupperede tabeller med Stillingsbetegnelserne for både første slesvigske krig[65] og for 1864 krigen[66].
Stillingsbetegnelser i Viborg inden for landbrug
Landbrugets andel af krigsdeltagende soldater faldt fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 37 personer eller 36,6 % til 22 personer, 25,9 % af alle.
1848-50 var der 1 person med stillingsbetegnelsen Gaardeier, men 1864 var der ingen fra det lidt større hartkorn. Der var første slesvigske krig 20 personer, 19,8 % med stillingsbetegnelser som Landbrug, Landmand, Avlsbruger, Jorsmand, -bruger. Tilsvarende var der 1864 med stillingsbetegnelsen Avlsbruger 4 personer, 2 personer med stillingsbetegnelser som Forvalter og Gartner 1848-50 var 1864 blevet til 2 personer med stillingsbetegnelsen Huusmand, Bolsmand.
Den største stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var under begge de slesvigske krige Arbeidsmand med 14 og 13 personer, 13,9 % til 15,3 % af de krigsdeltagende inden for landbrugsgruppen fra første til anden slesvigske krig[67].

Stillingsbetegnelser i Viborg inden for håndværk o.l.

Denne gruppe af stillingbeskrivelser gik fra 38 personer, 37,6 % i første slesvigske krig til 41 personer, 48,2 % i 1864 krigen, hvilket er en ret markant stigning i krigsdeltagelsen i Viborg for Stillingsbetegnelserne inden for håndværk o.l.
Der er adskillige angivelser af, om der i stillingsbetegnelsen har været tale om en ansat, svend o.l. eller en ”Mester”, ejer af virksomheden. Besvarelserne er dog her som i de øvrige lokaliteter for upræcise og tilfældige på dette punkt til, at det vil være muligt at foretage en opdeling.
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1848-50 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, 6 Tømrer, -svend, -mester, 4 Steenhugger, Brobygger, -lægger, 3 Murer, -svend, 2 Skrædder, -mester, 2 Smed, -mester, 2 Malermester, Farver, 2 Garver, en af hver med flg. betegnelser: Kunstdreier, Lysestøber, Teglbrænder, Saddelmager, Snedkersvend, Glarmester, Skorstensfeiermester, Jernstøbearbeider. 
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1864 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, -svend, 8 Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend, 4 Maler, -mester, Maler og Fotograf, 4 Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder, 2 Skrædder, -mester, 2 Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania, 2 Smed, Guldsmed, en af hver med flg. betegnelser: Fabriks Arbeider (som er 13 år yngre end Jernstøbearbeideren fra 1848-50)[68], Bagermester, Bogbinder, Væver, Bødkermester, Garver Svend, Karetmager, Handskemager, Vægter, Fabrikant[69].

Stillingsbetegnelser i Viborg inden for handel, service og andet

Denne gruppe med noget blandede Stillingsbetegnelser omfattede under første slesvigske krig 26 personer, 25,7 %, under 1864 krigen 22 personer, 25,9 %. Altså en antalsmæssigt relativt konstant gruppe af Stillingsbetegnelser i Viborg under de slesvigske krige.
De 26 stillingsbetegnelserne 1848-50 i antalsmæssig rækkefølge var 4 Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig, 2 Kontorist, Bogholder, 2 Politibetjent (siden 25. oktober 1858), Betjent, 2 Overbanemester, Ledvogter, 2 Værtshusholder, 2 Kongelig Postfører, Particulier, en af hver med betegnelserne Bybud, Træhandler, Fragtkører, Skolelærer, Medhjælper Viborg Apothek, Orgonom? Og 4 uidentificeret.
De 22 stillingsbetegnelser 1864 i antalsmæssig rækkefølge var 6 Kjøbmand, 5 Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder, en af hver med betegnelserne Træhandler, Bog- og Papirhandler, Ølhanler, Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende, Fuldmægtig, Pakhusforvalter, Formand Jysk fynske Jernbaner og 4 uidentificerbar[70].
 

Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand

Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle krigsdeltagende i lokaliteten[71].
Fald i krigsdeltagelsen i parentes ().
An(d)st Herred
Heraf Arbeidsmand
Fjends herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
96,8
12,1
1848-50
73,7   (10,7)
15,3    (6,4)
84,4    (12,4)
11,4    (0,7)
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
  
Ørslevkloster Sogn
    
82,2
37,8
100
14,3
1848-50
67,7    (14,5)
14,5    (23,3)
66,7   (33,3)
6,7     (7,6)
1864
Kolding
  
Skive
    
27,9
19,8
58,6
22,4
1848-50
20,3    (7,6)
13,9    (5,9)
31,8    (26,8)
18,2    (4,2)
1864
   
Viborg
    
   
36,7   
13,9
1848-50
   
25,9     (10,8)
15,3    (-1,4)
1864
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel i krigsdeltagelsen blandt stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig.
I byområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen været faldende i et omfang, der kan tolkes som omvendt proportional med urbaniserings- og industrialiseringsgraden[72], med fald i Skive på 26,8, i Viborg 10,8 og Kolding 7,6 procentpoint, en demonstration af den omvendte proportionalitet.
I landområderne ses der her bort fra Ørslevkloster, hvor det statistiske grundlag er for svagt[73].
Skives og Koldings relativt store andel for krigsdeltagende med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand har formentlig i forhold til Viborg hver sin forklaring.
Kolding har som Viborg været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. Men især i Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv. 
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
    
 
Kolding*
Viborg
Skive
An(d)st Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
13,9
22,4
21,7
37,8
12,1
14,3
21,2
1864
21,8
15,3
18,2
15,3
14,5
11,4
6,7
14,6
*De anførte procentsatser for Arbeidsmand i Kolding er inkl. konstaterede stillingsbetegnelser i sekundære erhverv. Arbeidsmand uden sekundære erhverv er 19,8 % i 1848-59 og 13,9 % i 1864.
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
I Kolding var der bortset fra stillingsbetegnelsen Arbeidsmand en håndværksmæssigt kategoriseret krigsdeltagelsesandel, der gik fra 27,9 til 41,6 % sammen med en handel- og servicefags andel, der gik fra 20,7 til 16,3 % fra treårskrigen til 1864. En temmelig markant forøgelse for sekundære erhvervs krigsdeltagelse. Krigsdeltagelsen i Skive gik i de sekundære erhverv 20,7 til 31,8 %, i Viborg 25,7 til
Med landsognene Skanderup, Hjarup og markant Fjends Herred som yderpunkter med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, repræsenterer Kolding det andet yderpunkt, det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
Afstanden mellem Kolding i forhold til Viborg, Skive m.h.t. andelen af stillingsbetegnelser inden for landbrug er betydeligt større end den indbyrdes forskel mellem Viborg og Skive i de to slesvigske krige. 
Viborgs forholdsvis lavere andel med stillingsbetegnelsen Arbejdsmand, Arbejder, 13,9  og 15,3 % mod Koldings 26,1 % og 21,8 % i henholdsvis første og anden slesvigske krig kan muligvis dække over en tidligere industrialisering i Kolding kombineret med en anderledes social stratificering i Viborg, der dog næppe har gjort sig gældende på anden måde, end at andelen af personer med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", Arbeider", uanset om det var landarbejdere eller ufaglærte, generelt har været lavere i Viborg end i de øvrige bymæssige områder. Viborg har været et byområde, der i særlig grad var præget af kirke, undervisning og embedsværk, tertiære erhverv.
[3] Bække.
[9] Et illustrerende eksempel på misforståelse af det stillede spørgsmål.
[12] Det er sandsynligt men ikke dokumenterbart, at en større del af de i 1876 inden for jernbanen tidligere har været tilknyttet en stillingsbetegnelse inden for landbrug.
[13] Folketællingen 1850 for Skanderup Sogn er ikke totalt sammentalt, sammentællingen er derfor manuel. Der kan i optællingen være børn registreret som "døde Børn" eller "deres Børn". Optællingen kan være usikker, da det er vanskeligt læselige dokumenter, og der er heller ikke en helt gennemført ensartet systematik i registreringen. Men der er 3 deloptællinger - 351, 303 og 402, der er accepteret som årets totale folketal i Skanderup Sogn, i alt 1056. Se folketællinger on line, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114677#114677,17282566.
[21] Se afsnit om Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25års jubilæet.
[28] Mindesten, registreret af Museum Sønderjylland.
[29] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[33] Se H. Chr. Johansens kommentar om det mangelfulde statistiske grundlag før 1901, https://skanderupsognshistorie.dk/slesvigske-krige-lokalt#droecon og #Dkstat.
[41] Jvf. her A. H. H. Worsaaes erindringer om hans tid i Kolding 1849 som farmaceut.
[49] Koldingbogen 2016.
[51] Den samlede oversigt over de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for Fjends Herred i begge de slesvigske krige, med kald til de enkeltstående ansøgninger findes på https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Fjendserindr. De grupperede oversigter findes på  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Fjends48 eller #Fjends64 på samme link.
[72] Jo mere urbaniseret, industrialiseret, jo færre tilknyttet det primære landbrugserhverv.

Kilder, arkivalier:

De slesvigske krige lokalt, erindringsmedaljeansøgningerne.
Ansøgninger om erindringsmedalje An(d)st Herred 1848-50. 258 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje An(d)st Herred 1864. 353 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1848-50. 111 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1864. 202 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1848-50. 101 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1864. 85 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1848-50. 58 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1864. 66 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50. 157 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1864. 184 bevilgede ansøgninger.
Erindringsmedaljerne, link til kildekarakteristik og kildematerialet, https://skanderupsognshistorie.dk/slesvigske-krige-lokalt#erindringsmedaljer.
Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864 (1848 - 1864), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17202143. Alfabetisk ordnet efter efternavn, håndskrevne, indscannede sedler for hver person, optalt til 769 personer.
Lemming, Robert, Forsvarets Arkiver, Register over døde i krigen 1848-1850, 1997 – 1998, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287952, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Lemming, Robert, Forsvarets arkiver, Register over døde i krigen 1864 (1997 - 1997), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287954, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.  
Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne. A. D. Cohen var rabbiner i Odense iflg. Bing, Otto, Et tidsbillede, Kbh. 1945, indgår i Rigsarkivets arkiver under De slesvigske krige, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/92.
Fredstraktat mellem Danmark og Preussen/Det Tyske Forbund, 2. juli 1850, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/fredstraktat-med-preussendet-tyske-forbund-2-juli-1850.
Krigsministeriet, Forsvarets Arkiver (FOARK), Rigsarkivet, ansøgninger om erindringsmedaljer 1876-1943, https://cs.rigsarkivet.dk/collection/1 .
Lokale kirkebøger 1848-49, undersøgt for lokale dødsfald, der evt. kunne relateres til treårskrigens lokale kampe.
Lokalarkiver. Det er lidt tilfældigt, hvad det har været muligt at efterspørge og finde her. Kolding Stadsarkiv dog undtaget. 
Gravminder, soldater, slesvigske krige.
Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, Krigergrave og mindesmærker fra De Slesvigske krige i Sønderjylland, udg. 2009-2013, http://www.heltborgfoto.dk/registreringer.pdf.
Museum Sønderjyllands mediearkiv,
Skanderup Sogn,
Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/debat-om-almindelig-vaernepligt-i-den-grundlovgivende-rigsforsamling-18-20-december-1848/.
Monrad, D. G, Meddelelse om hærens tilbagetrækning fra Dannevirke 1864, https://dansketaler.dk/tale/meddelelse-om-haerens-tilbagetraekning-fra-dannevirke/.
Rigsarkivet, Erindringsmedaljen for krigene 1848-50 og 1864, oversigt over alle arkivalier, berettigede, uberettigede, udlandet m.v., https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/15.
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Rigsarkivet, Udenrigsministeriet 1848-1856, Almindelige dossiersager, Krigen 1848-50 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373824,71601575.
Rigsarkivet.
Lægdsruller, Lægdsruller fra lokaladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/4 og lægdsruller fra centraladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/170. Kun sporadisk benyttet.
Vorbasse, Sekondløjtnant Valdelin Saurbrey, beskrivelse af kampen ved Vorbasse i et brev til hans mor, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/sekondloejtnant-valdelin-saurbrey-beskrivelse-af-kampen-ved-vorbasse-i-et-brev-til-hans-mor-1-mart.
Vorbasse, uidentificeret brevskriver, brev Vorbasse d. I-II-1865, pr Kolding, adresseret til Velbaarne fru Ritmester Bruun https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65.
Vorbasse, Moe, Edgar, Even, Officiel rapport om kampen ved Vorbasse, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/edgar-even-moe-officiel-rapport-om-kampen-ved-vorbasse-1-marts-1864.
Gedde, O. F., Premierløjtnant, Ribe, Rytterfægtningen ved Vorbasse
den 29. Februar 1864, Foredrag ved »Historisk Samfund for Ribe Amt«s Møde i Bække, den 25. September 1903.
Wienertraktaten, 30. oktober 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/wienertraktaten-1864,  https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/kilder_i_pdf/wienertraktaten_1864.pdf.Wiuff, P. Hansen, Erindring! angaaende Slaget ved Kolding den 23de April 1849. Wiuff skulle iflg. lokalt opslag på Facebook være født i Seest 1802, høker og værtshusholder, Låsbygade 69 under slaget om Kolding 23. april. 
Samtidige aviser.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne", "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk noget om krigen og befolkningen. De benyttede aviser i uddrag, samlede oversigter, se https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Erindringeraviser, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Wrangelmaj48, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Sksoldater48-50,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#SkiveAvis.
Der er digitalt fri adgang til alle de samtidige aviser på Statsbibliotekets Mediestream. Her i alfabetisk rækkefølge et udpluk af de benyttede, samtidige aviser. 
Avertissementstidende 28. april 1838.
Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Den til Forsendelse med de kongelige privilegerede, 20. februar 1849. Lov om almindelig Værnepligt. 
Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1849.
Dannebrog 18. april 1898.
Dannevirke 2. maj 1849,”Brev fra en Dame”.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis 28. april 1838.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. april.
Fyens Stifts Kongelige ene Privilegerede Adresse og Politiske Avis 21. april 1849.
Fædrelandet 26. april 1849.
Kolding Folkeblad 26. april 1898.
Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849.
Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende 2. april 1848.
Viborg Folkeblad 26. april 1898.
Aarhus Stifts-Tidende, 2. maj 1849, Amtmand Lehmanns Fængsling i Kolding.
Aalborgposten 29. juni 1864. 
Litteratur og fremstillinger.
Adriansen, Inge, Dybbøl Banke 1848-2017, foredrag 4. april 2017 på Dybbøl Mølle.
Bjerg, Hans Chr., Den danske værnepligts historie, Værnepligtsstyrelsen 1988 og Se lige ud, Folk&Forsvar 1999. 
Bjørn, Claus, Carsten Due-Nielsen, Dansk Udenrigspolitiks Historie. Fra Helstat til Nationalstat 1814-1914, 2003.
Buk-Swienty, Tom, Slagtebænk Dybbøl, 2008
Buk-Swienty, Tom, Dommedag Als 29. juni 1864, 2010
Buk-Swienty, Tom, 1864 i billeder, Kbh. 2012.
Christensen, Bent Omkring våbenkøbet i Frankrig 1848, Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 7, 2022.
Christensen, John, Henrik Stevnsborg, 1864 - Fra helstat til nationalstat, 1998
Det Kongelige Biblioteks Billedsamling, Rigsarkivet, Forskellige hel- eller delvist samtidige fremstillinger af kampene omkring Kolding 1849, digital adgang http://www5.kb.dk/,
Enevoldsen, Vibeke, Kampen om de værnepligtige, 19. feb. 2003, https://krigsvidenskab.dk/emne/kampen-om-de-vaernepligtige. Kulturhistorisk analyse af nationalisme faktorer.
Engberg, Jens, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853, 1968.
Frisch, Hartvig m. fl., Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind 1, Kbh. 1949.
Hansen, S., Cand.mag., Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192, Vejle Amts Aarbøger 1905.
Johansen, Claes, Dødsfælden Dannevirke, Aarhus 2014.
Jørgensen, Harald, Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd. IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København, 1970.
Koch, G. J., Slesvig, postkort, litografi af maleri , Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen
Rendsborg 24. marts 1848, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
Koch, Martin, Niels Kjeldsen, 3. optryk, J.L. Wisbechs Forlag, Kbh., 1887, pp. 30–38, https://kalliope.org/da/text/kokm2020052204.
Kolding Stadsarkiv, materiale fra kampene 1849,  https://arkiv.dk/soeg?searchstring=kolding+1849+&page=0&valgtearkiverids=326.
Lemming, Robert, Ancher, Johan Peter Andreas, En anden version, I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 54, nr. 6, 2021
Lemming, Robert, Gæster i Dybbølstillingen 1864: hvem var de, og hvor blev de af? I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 5 2022
Lyngby, Thomas (red), 1864 – krigen der ændrede Danmark, Det Nationalhistoriske museeum, Frederiksborg Slot, 2014.
Møller, Erik, Helstatens Fald, 1958, genoptryk 1974
Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II (2 bind), København: Lindhardt og Ringhof
Nielsen, Johs., 1864 – Da Europa gik af lave, Odense 1987.
Noack, J. P., Grundlove er ikke gratis, Rigsarkivet 1999.
Olsen, Albert, Danmark og den engelske Mægling 1848, Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2.
Rasmussen, Mikkel Vedby, Struwe Lars Bangert, Læren af 1864 : Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014.
Skjold Petersen, Karsten, Den danske hærs hvervning af soldater i slutningen af 1700-tallet, Fortid og Nutid september 2001, s. 171-192.
Struwe, Lars B, Soldater er også mennesker, OM FORSKNINGEN I DANSK 1700-TALS
MILITÆRHISTORIE OG NEW MILITARY HISTORY, Historisk Tidsskrift Bind 103 Hæfte 2 (2003).
Thomsen, Rudi, Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark. Gyldendal 1949.
Thorsen, Svend, DE DANSKE MINISTERIER 1848-1901 ET H U N D R E D E P O L IT IS K -H IS T O R IS K E B IO G R A F IE R, København 1967. https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/biografier/thorsen_danske_statsministerier_1848-1901_1967.pdf.
Thøgersen, Mette, Ladegaard, Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d., udg. på SDU 2007.
Vammen, Hans, Den tomme stat, angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. Kbh. 2011.
Vammen, Hans, Casino 1848,  Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988).
von Suttner, Bertha, Ned med Vaabnene! En Levnedsskilding, 1ste Bind, Ringsted 1891.
Østergaard, Uffe, Værnepligt og nationalstat, Fokus, 5, DUPI, 1998 og Se lige ud! Folk&Forsvar 1999.
Militærhistorieske fremstillinger:
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Liljefalk, Axel og Holst, Frits, Felttogene i vore første frihedsaar, Bd. 1-3, 1888.
Liljefalk, Axel, ”Kampen ved Egstrup og Vrannerup”, den 23de April 1849, Foredrag, holdt i Seest Forsamlingshus ved Sammenkomsten mellem Ribe og Vejle Amters historiske Samfund den 16. Juli 1908. Den Del af Foredraget, som omhandlede Kampen om Kolding By, findes optaget i Vejle Amts Aarbøger 1ste Halvbind 1909, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76717/110691/162217, 
Prittwitz, Karl, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/pnd104110538.html, øverstkommanderende for forbundsstyrkerne i treårskrigen. Bonin, Adolf von, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/sfz5246.html#adbcontent, leder af den slesvig-holstenske hær.
Straarup, Anders Baadsgaard, Veteran 1864 Erindringsmedaljer. Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 55, nr. 3, maj 2022.
Tuxen, Christian, Frederik, Frands, Elias, Krigen 1848-50 og Den dansk-tyske Krig 1864, 1895, Del 1, 1848-50. Del 2, 1864. Cit. Tuxen.
 
Erhvervsstatistik.
Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, udg. maj 2000, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=4576&sid=bef150.
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling ud fra Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Tabeller, udarbejdet med relevant kildemateriale og organiseret til specifikke problemstillinger.
Alle erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#allefaldne.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#alleansoeg.
Herunder også opgjort i de fra stillingsbetegnelserne udvalgte erhvervskategorier.
Usikkerheden omkring stillingsbetegnelsen Arbejdsmand som landarbejder, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#landarbsml
 
Erindringer.
Clausen, Jens, Tyskertid i Skiveegnen 1864, Skivebogen, 23. Bind 1931, s. 1-33.
Eliassen P., VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Omhandler apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49. Om Worsaae i Aabenraa.
Eliassen, P. i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean. 
Forening for Boghaandværk. 1964, Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Hansen, Jens Peter, Ramsing, Breve fra 1864.68. Skivebogen, Bind 1977.
Kristensen, Gregers, en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning. Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot, Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr.", O. P. Linde Brev med en skolelærers? beretning fra Vorbasse om fægtningen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16584780#39757,5774027, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65. 
Schmidt, August F., Folkeliv i Skanderup, nedskrevet 1922. Erindringer af Husmand Otto Korsgaard, født 1854.
Schütte, Gudmund, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, Skivebogen, 28. Bind 1936, s. 70-124.
Sørensen, Niels, Lem, Veteraner fra 1864, Skivebogen, 80. Bind 1989. Artiklen består af 15 artikler i Skive Folkeblad, indsendt af Niels Sørensen Lem 1914 i anledning af 50-året for krigen i 1864.
Thomsen Vilh., Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid, Historisk Aarbog for Skive og Omegn, 5. Bind 1913, s. 137-164.

Noter og henvisninger 
 
[1] Der vil i teksten være markeringer som links, som man vil kunne søge på de elektroniske medier, hvor teksten oprindeligt er placeret, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv eller http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt. Der henvises hertil, hvis de yderligere oplysninger, som linkene repræsenterer ønskes. Der er her desuden en betydelig mængde af dokumenterende bilag, som der løbende henvises til i teksten. Den grundige dokumentation skal man således søge her.
[2] Erindringer er naturligvisefterladt fra den del af befolkningen, der har kunnet eller villet ytre sig skriftligt. 
[3] Eller Anst.
[4] Der findes et postkort fra 1898, litografi af maleri af G. J. Koch, Slesvig, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
[5] Der henvises til de forskellige militærhistoriske fremstillinger, som er benyttet, hvor man kan få ridset mere detaljerede hovedlinjer op af de to kriges militære aspekter. F.eks. Dansk Militærhistorie, som både har militære detaljer og perspektiverende iagttagelser. Der er desuden mere lokalt orienteret en Fredericias Historie, som ganske detaljeret beskriver kamphandlinger især o. udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Denne fremstilling hviler i vid udstrækning på den lokale, militærhistoriske ekspert, Axel Liljefalk. 
Axel Liljefalk (1848-1915), dansk officer, 1895 oberstløjtnant, 1902 oberst i Fredericia - samt militærhistorisk forfatter og - ledsaget af nogen dramatik - den nystiftede Vejle Amts Historiske Samfunds første formand 1905, hvor han også kom i redaktionsudvalget sammen med den flittige Kolding skribent Peter M. E. Eliassen.
[6] A. Liljefalk benyttes en hel del, hvis indgående militærtekniske detaljer skal indgå i historiske undersøgelser omkring de slesvigske krige. Det fremgår af Liljefalks alder, at han ikke selv kan have deltaget i eller direkte oplevet de to slesvigske krige, så han er som resten af de militærhistoriske fremstillinger sekundær i forhold til det dokumentariske materiale til både kamphandlinger og tabstal. På alle centrale og udvalgte punkter er det dokumentariske materiale selvfølgelig også benyttet her, både som kontrol, og hvor en indgående behandling har gjort det påkrævet.
[7] Tuxens udgivelse er en på Generalstaben hvilende fremstilling, udarbejdet som manuskript til Tuxens undervisning på officersskolen. Men Generalstabens 2den Del. Krigen i 1849 afsluttes 2. april 1849, hvor en indgået våbenhvile slutter. Og der er i Generalstabens fremstilling derfor intet, der omhandler kampene i og omkring Kolding, Fredericia området fra 20. april indtil til og med den danske sejr i Fredericia 6. juli 1849.
Det betyder, at hvor Tuxen ellers kan karakteriseres som plagiat af Generalstabens fremstillinger, så har han for 1849 selvstændig værdi, ligesom han også har i fremstillingen af 1864 kamphandlingerne, hvor han selv deltog.
[8] Insurgenterne blev de kaldt af de danske myndigheder og den samtidige, danske presse.
[9] Iflg. Tuxen, s. 13 og 15.
[10] Iflg. Tuxen, s. 20.
[11] Generalstaben Del 1, 1848, s. 237.
[12] Det dokumentariske belæg for krigserklæringen findes i Generalstaben Del 1, 1848, s. 237.
[13] Generalstabens Del 1, 1848, s. 240-41. 
[14] Iflg. Tuxen, s. 30. 
[15] Se eksempler #Slesvigslag48.
[16] Liljefalk bd. 1, kap. 9.
[17] Og Tuxen, s. 41.
[18] Er nøje dokumenteret i Rigsarkivets Alm. Korrespondancesager Litra K. Krigen 1848-50,  https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373805,71595177. 
[19] Den provisoriske regerings medlemmer var M. T. Schmidt, Friedrich Prins til Slesvig-Holsten, L. Brenner, W. H. Beseler, Th. Olshausen, Th. Grev Reventlow. De ses alle portrætteret i Optegnelser af Prins Friedrich af Schleswig-Holstein-Noer fra Aarene 1848 til 1850, Kjøbenhavn 1861. Th. Grev Reventlow var den eneste genganger i den afbildede version af Fællesregeringen. Medlemmerne her var desuden Friedrich Boysen, Ernst Heintze, A. F.W. Preusser og Adolf von Moltke. E. Heintzes fulde navn var Friherre (baron) Josias Friedrich Ernst von Heintze-Weissenrode, hvilket forklarer navnet v. Heintze på illustrationen af Fællesregeringen.
[20] Th. Graf Reventlow, Friedrich Boysen, Ernst Heintze, A. F.W. Preusser og Adolf von Moltke.
[23] Prins Frederik af Nør har i sine Optegnelser 1848-50 dog ikke megen respekt for von Bonins strategiske kunnen, f.eks. s. 267ff, hvor det anføres, at ”den slesvig-holstenske Armees General …” skulle have beundret Napoleons felttog 1814 men næppe lært meget heraf.
[24] A. D. Cohen, s. 110ff.
[26] Iflg. Tuxen, s. 44-45.
[27] Iflg. Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1849.
[28] Iflg. Tuxen, s. 47-49.
[29] A. D. Cohen, De faldnes Minde, 1851, s. 110ff.
[30] Iflg. Tuxen, s. 49.
[31] I Fyens Stifts Kongelige ene Privilegerede Adresse og Politiske Avis 21. april 1849.
[32] Refereret i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 28. april 1838.
[34] Tuxen, s. 50.
[35] Liljefalk, Foredrag om Kampene ved Egstrup og Vrannerup, s. 7.
[37] Tuxen,  s. 49ff.
[38] Midlertidig militær forlægning.
[39] I betragtning af Skanderup Sogns strategisk vigtige position under april-kampene om Kolding kunne det have været værdifuldt med lokale erindringer om kampene her. Den lokale Otto Korsgaard kan berette lidt om, hvad han må have hørt fra sin forældregeneration. Dannevirke 2. maj 1849 med avisens ”Brev fra en Dame” har nok de mest detaljerede erindringer i form af affæren fra Schulz’ gård, det senere Wissingsminde.
[40] Tuxen,  s. 50ff.
[41] Tuxen, s. 51.
[43] Oplysninger fra Weilbachs Kunstnerleksikon. Kolding Stadsarkiv har flere spændende eksempler på samtidige illustrationer af kampene i og omkring Kolding 23. april 1849.
[44]  Som Liljefalk konsekvent kalder Ejstrup.
[45] Og videre hedder det her hos Liljefalk, at et andet Batteri under Løjtnant Krenski var gået til Rollesmølle, hvorfra to kompagnier blev kaldt tilbage, da kampene omkring Vrannerup spidsede til. Danskerne forsvarede sig iflg. Liljefalk "meget haardnakket bag Hegnene, og Fæstningen blev staaende ... (men) da Major Wilster (chef for det danske jægerkorps) hørte den stærke Skydning fra Skoven, var han straks klar over, at Fremrykningen mod Seest ikke kunde fortsættes, og efter Samraad med Stabschefen, Major Steinmann, sendte han derfor sit Reservekompagni til Hjælp for vore ved Vrannerup Hovgaard kæmpende Tropper...."
[46] A. Liljefalk, Felttogene i vore første frihedsår, Bd. 2, s. 505 og særskilt (foredrags)udgave om Slaget ved Egstrup.
[47] Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849,
[48] General Ryes opholdssted I Viuf d. 20. april bekræftes i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. april.
[49][49] Fædrelandet 26. april 1849.
[50] Tuxen, s. 49ff.
[51] Iflg. Kolding Stadsarkiv, som også mener at kunne konstatere, at husene ”har et ekstra svaj og er mere spidse som huse i Tyskland.”
[53] Som ganske vist i Dannevirke 2. maj 1849 karakteriseres som ”Brev fra en Dame”.
[56] Husmand Otto Korsgaard, født 1854, har ved August F. Schmidt udgivet Folkeliv i Skanderup. Iflg. A. F. Schmidt især baseret på faderens erindringer, nedskrevet 1922. Desværre redigeret af A. F. Schmidt på helt uigennemskuelig vis, bl.a. hvor A. F. S. har ment, Korsgaard har udtrykt sig i forhold til sogneanliggender uhensigtsmæssigt, f.eks. religiøse skillelinjer.
[57] Denne navngivne, danske soldat fra Hornslet ligger ved Vranderupvej, Seest Sogn, se http://seestlokalhistoriskeforening.dk/wp-content/uploads/2018/12/Gravmindet-ved-Vranderupvej-for-Jens-Petersen-Hornslet.pdf.
[63] En vandrehistorie om et angreb af ”slaver”, tugthusfanger fra Rendsborg, der drog hærgende gennem Jylland, se  #slavekrigenHS.
[64] Folketællinger, Vejle Amt, Kolding Købstad, https://www.ddd.dda.dk/soeg_person_enkel.asp.
[65] Tuxen, s. 55ff.
[66] Tuxen, s. 65.
[67] Iflg. Tuxen, s. 69.
[68] Iflg. Tuxen, s. 90.
[69] Se #allefaldne. Med de i folketællingen 1850 registrerede soldater i Skanderup Sogn. Desuden #faldSkH med de i 1850-51 registrerede faldne i de undersøgte lokaliteter.
[73] Skivebogen 1936, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, s. 70-71ff.
[74] Sallingsyssel er nok Gudmund Schüttes samlede betegnelse for de herreder, der lå placeret i Salling området. Og så har han desuden specifikt udvalgt Fjends Herred.
[76] Skivebogen 1936, s. 72-73.
[77] Skivebogen 1936, s. 74 og 74ff.
[79] Her udvalgt fra Vejle Amts Aarbøger 1905 Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192 Af Cand. mag. S. Hansen i Vejie.
[80] Første næsten samtidige avisbeskrivelse af ”Slavekrigen Rendsborg” er Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende 2. april 1848. En bogudgivelse om ”den jyske Slavekrig” omtales i avisen Dannebrog 18. april 1898, i Viborg Folkeblad og Kolding Folkeblad 26. april 1898 på 50-årsdagen,
[83] Skivebogen 1936, s. 72-73.
[86] Se oversigter over deltagende soldater i de undersøgte lokalområder, #allefaldne.
[87] Se henvisning i foregående note, #allefaldne.
[90] Museum Sønderjylland har en temmelig uovertruffen samling af illustrationer fra og af de slesvigske krige, her, https://arkiv.dk/vis/5450503 og generelt https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Tre%C3%A5rskrigen&page=1&valgtearkiverids=1414
[91] Interesserede kan få Tuxens beskrivelse i de to kriges kommandostruktur, 1848-50 #haeren1850 og 1864 #haeren1864.
[94] Se traktaten. Se også danmarkshistorien.dk et forsøg på en mytediskussion omkring traktatbrud eller ej.
[95] Iflg. Tuxen, s. 4.
[96] Iflg. Tuxen s. 13-14.
[97] Tuxen, s. 17-18.
[102] Tuxen, s. 13ff.
[104] Kaptajn af 1. grad.
[105] Iflg. Tuxen, s. 28 og Generalstaben, s. 290.
[106] Referater og beskrivelser af 1864 krigens første træfninger er fra især Generalstabens udgivelser 1890-92, #generalstaben1864. 
[107] Iflg. Tuxen, s. 38.
[108] Generalstaben 1864, 2. del, s. 128.
[109] Iflg. Tuxen, s. 40 og Generalstaben 1864, 2. del, s. 143.
[111] Generalstaben 1864. 2. del, s. 181 og s. 194ff.
[112] Generalstaben 1864. 2. del, s. 181 og s. 194ff.
[113] Generalstaben 1864, 2. del, s. 116.
[114] Her vurderet efter de lokale tabstal, se lokale tabstal samlet  #tabstal, for 1850-51, #faldne185051 og 1864, #soldater64. Generalstaben har udgivet samlede tabstal for flere enkeltstående kampe i de to krige.
[115] Iflg. Tuxen, s. 35f.
[116] Iflg. Tuxen s. 37.
[118] Alle tabstal iflg. Tuxen, s. 53 - 67.
[120] Iflg. Tuxen s. 68.
[121] Alt iflg. Tuxen, s. 70-80.
[126] Selvom den danske fjerde division i eftertiden har fået det lidet flatterende navn ”Røven af fjerde Division”, fordi den i løbet af 1864 krigen bevægede sig / flygtede hele vejen fra Dybbøl til Mors, så var det også rytteriet i denne division, der leverede en af 1864 krigens (nok eneste) sejrrige danske slag ved Vorbasse 29. februar 1864, se her eks. på fjerde divisions placeringer. Tuxen har i sin beskrivelse af 1864 kampene s. 32 en oversigt over 4. divisions styrker i slutningen af februar 1864.
[127] 4. division stod iflg. Generalstaben 18. februar 1864 lidt nord for Alminde, #Vorbasse.
[129] Se #Vorbbrev65, Rigsarkivet, privat brev, dateret I. II. (1. februar) 1865, Vorbasse pr. Kolding, omtale af begivenhederne 1864 d. 29. februar.
[130] Se Museum Sønderjylland, Vejle Stadsarkiv. Med en såret højre arm (eller måske kejthåndet), angribes Niels Kjeldsen af prøjseren Gustav Lüttichau med pistol bagfra, skudt i baghovedet, kugle ud af panden iflg. de mere maleriske - men faktisk også samtidigt meddelte - historier. Den samtidige rummer dog mere en beskrivelse af flugt end bagholdsangreb.
[131] Realistisk iflg. Kolding Stadsarkiv.
[132] Den ”heltemodige Niels Kjeldsen” var således også en del af 4. division, se Tuxen s. 32.
[133] Se karakteristik af dagbogens forfatter og udgivelsen, #Koldingdagbog1864.
[135] Se om den såkaldte drabsmand, Lüttichau, #Luttichau.
[137] Se brev i delvis transkription med kommentarer #Vorbbrev65.
[140] Ritmester Moe kalder i sin officielle rapport 1. marts 1849 konsekvent gården for Skjødegaard, beliggende i Skjødeb(j)erg.
[145] Se foredraget indscannet som artikel på pdf: https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76667/110641.
[151] Dog måske nok i forhold til, at den først konstaterbare avismeddelelse om ”Vorbasse Krigshavn” er Kolding Folkeblad 4. april 1891.
[153] Dagbog for Gregers Kristensen, renskrevet i nov. 1972 af oldebarnet Harry Haue, som beredvilligt har stillet dagbogen til disposition. I dagbogen er der ingen stillingsbeskrivelse, i folketællingerne 1890 og 1901 er stillingsbetegnelsen jordejer, husmand. De biografiske oplysninger om Gregers Kristensen fremgår af folketællingerne 1890 og 1891, hvor det fremgår, at han er født i Vorbasse 11. sept. 1834, i 1890 gift og har 5 børn, født 1885-1897.
[155] Folketællingerne er misvisende iflg. slægtsoplysninger fra Gregers Christensens oldebarn, Harry Haue. Han blev gift i 1861 og havde da krigen begyndte fået et barn. I 1890 havde han 12 børn - først 8 med kone nr. 1, dernæst 7 med kone nr. 2. I alt fik han 15 børn.
[157] Derfor bliver efternavnet Christensen anvendt i det følgende.
[158] Det fremgår af Generalstabens 1. del af Den dansk-tyske Krig 1864, s. 134, at 2. divion, 4. brigade skulle bevogte ”Ejdersted,  Stapelholm og Reidedalen til Skandse XVIII inkl. samt (have) Observation af Ejderen paa Strækningen indtil Stensluse.” Gregers Kristensens lokation må således have været i forbindelse med Dannevirke.
[159] Iflg. oplysninger fra Harry Haue.
[160] Her står i dag som mindesmærke for 1864 et sortmalet gravkors.
[162] Om erindringer fra dette lokalområde se #Skivebogen.
[165] Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.
[166] Generalstaben 3. Bind, 1864, s. 32-52.
[170] Se Generalstaben 1864, 3. Bind, s. 109-130.
[171] Flere aviser refererede Aalborgposten 29. juni 1864 for meddelelse om, at den danske overingeniør fra ”den preussiske General Münster … ” havde modtaget underretning om, at ”Jernbanebroen ved Langaa … Mandag Morgen (27. juni 1864) vilde blive sprængt i Luften.” I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juli 1864 meddeltes det, at ordren var afgivet af ”den bekjendte General Vogel von Falckensteins Ordre…”
[172] Skivebogen 1936, s. 89.
[174] Falckenstein optæder positivt omtalt i Vilh. Thomsens erindringer fra Viborg.
[178] Også fordi lægdsrullerne iflg. Rigsarkivet mangler registrering for dele af tiden o. de slesvigske krige.
[179] Skivebogen 1931. s. 3.
[183] Skivebogen 1931, s. 9.
[184] Historisk Aarbog for Skive og Omegn 1913, Vilh. Thomsen, s. 137-164.
[185] Skivebogen 1913, s. 146.
[186] Skivebogen 1931, s. 32.
[192] Generalstaben, Del 2, s. 110-111.
[194] Skivebogen 1977, s. 59-60.
[196] De fleste af de efterfølgende 1864 veteraner kan findes beskrevet med foto m.v. på Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.
[197]Våbenhvile 12. maj 1864, hvorefter krigshandlingerne blev genoptaget 25. juni.
[198] Generalstaben Del 3, s. 241ff.
[202] Har muligvis været en by i Holsten i omegnen af Kiel.
[203] Det civile behov for togtransport ses omtalt i Dagbladet 25. april 1864, dateret 16. april 1864, se #Dagbladetapril64.
[204] En brevveksling mellem Niels Sørensen Brand, Ramsing og hans kone Ane Marie.
[205] Formentlig en efterrationalisering, indflettet i beretningen.
[206] Historisk Aarbog 1913, s. 143.
[207] Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.
Strækningen Viborg-Skive skulle egentlig først åbnes driftsmæssigt i oktober 1864, men var næsten anlagt, da krigen startede og blev herunder istandsat og benyttet driftsmæssigt, bl.a. som oven for anført til den danske troppetransport, som 16.-17 april gik fra Skive til Mors. Forudgående var Hegermann-Lindencrones tropper i marts 1864 blevet transporteret med den nyanlagte, endnu ikke færdigt anlagte jernbane fra Langaa til Skive.
[209] Historisk Aarbog 1913, s. 148.
[210] Historisk Aarbog 1913, s. 151.
[211] E. von Falckenstein 1797-1885.
[212] General v. Falckenstein meddelte 26. juni 1864 en "Bekendtgørelse" til Jyllands Beboere, lokalt meddelt i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. juni 1864, at man nu var overgået til "de allierede Armeers Administration ... som man skal rette sig efter ... og aflevere til samme Skatter og Landets andre Indkomster..." Iflg. avisen udskrevet fra Falckensteins hovedkvarter i Randers, underskrevet 1. august 1864.
[213] Den danske 4. division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone trak sig allerede før slaget ved Dybbøl og i løbet af marts 1864 over Horsens og Skanderborg mod Viborg og Skive. Målet var Mors.
[214] Fotograferet af Ludvig Luplau, f. 1830, cand. pharm., fotograf i Viborg, emigreret til USA NAVN: Johan Elias Ludvig Luplau. Opholdt sig o. 1863-1870 i Viborg. Emigreret til USA sidst i 1860erne. 1865 medlem af Dansk fotografisk Forening. Var først fotograf i Chicago, senere i Plainfield, Illinois. 
[217] Der henvises til særskilt afsnit om Vorbasse. Her blot opsummerende, at helt lokale erindringer om træfningen ved Vorbasse 29. februar 1864 finder man også i et brev af tvivlsom brugbarhed herom, skrevet ca. 1 år senere. Af betydelig større interesse end dette brev er en samtidigt ført dagbog herom og om 1864 krigen, oplevet i Kolding i, hvad der kaldes en husmors dagbog., hvor der også er supplerende erindringer om nedskydningen af Niels Kjeldsen dagen før, d. 28. febr. 1864. En deltagende sekondløjtnant V. Saurbrey har skrevet et brev til sin mor om Vorbasse træfningen umiddelbart efter træfningen. Endelig er denne stort set eneste danske sejr, ryttertræfningen 1864 beskrevet i samtidigt erindrende avisartikler.
[218] Se #Skivebogen, og afsnit om Oplevelsen af tiden før og under 1864 krigen i Skive.
[226] Skulle man have brug for yderligere personlige oplysninger, kan de enten søges i Rigsarkivets dokumentsamling med erindringsansøgningerne eller i de elektroniske oversigter, der er etableret i forbindelse med denne undersøgelse, hvor man kan starte med faldne i de undersøgte områder. Efterfølgende tabeller vil have de undersøgte områders erindringsmedaljer med navneangivelser o.l.
[227] Se #medaljer1848-50. 1864 registreringerne ligger i sidestillede tabeller til 1848-50 registreringerne.
[228] Se #medaljer1864. 1864 registreringerne ligger i sidestillede tabeller til 1848-50 registreringerne.
[229] Se tabellariske oversigter #medaljer1848-50.
[230] Professor dr.oecon. Hans Chr. Johansen herom: ” Den danske befolknings erhvervsfordeling 1787-1901 (erhvervsudøvere og forsørgede). Ved 1801-folketællingen er en del landhåndværkere formodentlig blevet medtaget blandt husmænd og indgår i tallene for landbrug mv. Før 1901 er det ikke muligt at afgøre, i hvilke danske erhverv daglejere og arbejdsmænd var beskæftigede.” På trods af H. Chr. Johansens konstatering o. daglejere og arbejdsmænd, så er der fundet belæg for i det benyttede kildemateriale at henregne disse stillingsbetegnelser til landbrug. Variationer af befolknings- og erhvervsstatistik finder man i Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, spec. s. 59ff. H. Chr. Johansen har desuden udgivet Erhverv, arbejdskraft og boligformer på landet i begyndelsen af 1800-tallet, sammenligninger 1801 og 1834, udgivet 2012.
[231] Det nærmeste, det har været muligt at finde, har været Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d. af Mette Ladegaard Thøgersen, udg. på SDU 2007. Kan ikke eller kun sporadisk benyttes til herværende undersøgelse.
[239] Bække.
[240] Iflg. Jyske Vestkysten 20. dec. 2008 ”skulle en gammel bro… ” over bækken repareres, hvor branddammen blev til ”en rislende bæk”.
[245] Folketællingen 1850 for Skanderup Sogn er ikke totalt sammentalt, sammentællingen er derfor manuel. Der kan i optællingen være børn registreret som "døde Børn" eller "deres Børn". Optællingen kan være usikker, da det er vanskeligt læselige dokumenter, og der er heller ikke en helt gennemført ensartet systematik i registreringen. Men der er 3 deloptællinger - 351, 303 og 402, der er accepteret som årets totale folketal i Skanderup Sogn, i alt 1056. Se folketællinger on line, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114677#114677,17282566.
[249] Se #medaljer1864. Henvisningerne er til digitalt registrerede tabeller, hvori der for de enkelte registreringer er digitale kopier af de originale kilder. Man skal derfor gå til de digitale henvisninger for at få adgang til det dokumentariske materiale, se foregående noter.
[252] Et illustrerende eksempel på misforståelse af det stillede spørgsmål.
[254] Det er sandsynligt men ikke dokumenterbart, at en større del af de i 1876 inden for jernbanen tidligere har været tilknyttet en stillingsbetegnelse inden for landbrug.
[258] Se afsnit om Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25 års jubilæet.
[264] Mindesten, registreret af Museum Sønderjylland.
[265] Til kontrol heraf er bl.a. undersøgt 1850 folketællingen for Skanderup Sogn, som herefter er sammenholdt med de 25 fra Skanderup Sogn, der har søgt om erindringsmedalje for deltagelse i treårskrigen.
Det må umiddelbart forventes, at alle i 1850 folketællingen, der er registreret som indkaldte soldater, også vil være registreret som ansøgere til den erindringsmedalje, der blev udbudt fra 1876. Dette forudsat selvfølgelig, at disse soldater 1876 stadig har været i live og har næret et ønske om at få erindringsmedaljen. Tidsforskellen mellem folketællingen og muligheden for at søge erindringsmedalje er 26 år. De indkaldte soldater lå aldersmæssigt mellem 22 og 31 år med en gennemsnitsalder på 26 år.
Muligheden for at en del af de krigsdeltagende soldater har været afgået ved døden på tidspunktet, hvor der kunne søges erindringsmedalje, har således så absolut været til stede med den estimerede ansøgningsalder på 52 år og levealderen den gang. Som illustration til problemet kan der henvises til, at der er registreret ansøgere til erindringsmedalje, der har anført sig som værende på "Aftægt" i Høislev, Ørum, og Hald, Ørslevkloster Sogn. 
Alligevel er det forbavsende, at kun 3 ud af de 12 i 1850 folketællingen som soldater registrerede i Skanderup Sogn har søgt om erindringsmedalje.
Hvis det landsdækkende skulle være tilfældet - at det kun var en fjerdedel af soldaterne i krigen 1848-50, der søgte om erindringsmedalje i 1876 og herefter - så ville det være forbavsende, for ikke at sige helt usandsynligt - om de 36.388 ansøgninger kun skulle være udtryk for en fjerdedel af treårskrigens deltagende soldaterne!
[266] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[270] Se også note med H. Chr. Johansens kommentar om det mangelfulde statistiske grundlag før 1901.
[273] Se grupperede stillingsfortegnelser og erhverv, #Koldstilling48.
[278] Jvf. her A. H. H. Worsaaes erindringer om hans tid i Kolding 1849 som farmaceut.
[283] Se #Worsaae.
[285] Koldingbogen 2016.
[286] Den samlede oversigt over de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for Fjends Herred i begge de slesvigske krige, med kald til de enkeltstående ansøgninger findes på #Fjendserindr. De grupperede oversigter findes på  #Fjends48 eller #Fjends64 på samme link.
[289] Rigsarkivets digitale samlinger, hvor man kan kalde og forstørre kortet til et mere læseligt format, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object77936/da/.
[293] Se dokumentation på #Viberindr.
[299] Landsgennemsnit er i sammenligning med lokalområderne kun retvisende som gennemsnit, og kan ikke afspejle de betydelige regionale forskelle, som lokalområderne udviser.
[302] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[303] De udfyldte ansøgningsskemaer om erindringsmedalje er et for usikkert materiale m.h.t. at kunne skelne præcist mellem betydninger af især stillingsbetegnelsen Arbeidsmand.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Arkitekt E. V. Lind og mejeriarkitekturen

Arkitekt E. V. Lind og mejeriarkitekturen

Fra herregårds- til fælles- og andelsmejerier
Tidligere tiders herregårdsmejerier var almindeligvis større og arkitektonisk bedre udført end de første fælles- og andelsmejerier, som fra 1870-80’erne blev dominerende mejeriformer.
Men arkitekturen på andelsmejerierne ændrede sig markant med Erik V. Linds og Bedre Byggeskiks arkitektur, som blev fremherskende i løbet af den ombygningsperiode, der hurtigt efterfulgte 1880''ernes første fælles- og andelsmejerier, og som blev den periode, hvor E. V. Linds og Bedre Byggeskiks arkitektoniske principper blev dominerende[1].
Som illustration til de første fælles- og andelsmejerier er her udvalgt Hjedding Andelsmejeri 1890, et tidstypisk langhus med bestyrerbolig. Stilmæssigt tilsvarende Balling Andelsmejeri 1887, der senere, 1911 blev ombygget arkitektonisk v. E. V. Lind.
Og det lidt senere Ravnstrup Andelsmejeri, et typisk E. V. Lind tegnet mejeri i en bygningsstil, som den skulle komme til at danne skole for i Bedre Byggeskiks anbefalinger fra 1915.
Herregårdsmejerier
Fælles- og andelsmejerier[2]
Herregårdsmejerierne Nybøllegaard, oprettet 1872-89, nedlagt 1944-45[3] og mejeriet til Krabbesholm, som det har set ud o. 1900.
  
 

Indledning

Med sine i underkanten af 300 arkitekttegninger til ny- eller ombyggede mejerier er arkitekt E. V. Lind, Skive[4] dansk mejeriarkitekturs antalsmæssigt førende repræsentant. Han får med sin mejeriarkitektur i perioden fra 1900-tallets start indtil sin død i 1958 en markant plads i den decentrale mejerihistories glansperiode, hvor han bliver arkitektonisk eksponent for en af de mest succesrige dele af dansk landbrugs historie, overgangen fra plante- til hovedsageligt dyrisk produktion, andelsbevægelsens guldalder.
De mange små, decentralt placerede mejerier kom til at ligge som arkitektoniske symboler på den velstand, de er udsprunget af.
En undersøgende præsentation af arkitekt E. V. Linds mejerier formodes derfor at kunne give et repræsentativt billede af den bygningskultur, som Danmarks mange, små decentrale mejerier frembyder, før de fra o. 1970 blev afløst af nutidens store mejerikoncentrationer.

Andelsbevægelse og dansk landbrug 1870-1970

Hundredåret 1870-1970 er i dansk historie et markant og langvarigt vendepunkt, en landbrugets guldalder, hvor den oversøiske konkurrence fra o. 1870 med billige kornprodukter fremtvang en økonomiske omlægning i dansk landbrug fra fokus på kornavl til dyrisk produktion.
Denne produktionsmæssige omlægning satte de mellemstore landbrugs gårdejere i det økonomiske førersæde.
En afledt konsekvens, en sideløbende markør var politisk, provisorietidens opgør[5] mellem godsejernes politiske repræsentant, Højre og det øvrige landbrugs repræsentant, Det Forenede Venstre, der blev dannet 1870.
Endelig dukkede efterfølgende firepartisystemets klassiske politiske partier her op som massepartier. Det gamle Højre, godsejernes parti, der 1915 blev til Det Konservative Folkeparti, Venstre, den bedrestillede bondestands, gårdmændenes parti, hvor Radikale Venstre 1905 udskilte sig som husmændenes og by intelligentsiaens parti. Og Socialdemokratiet, stiftet 1871, den nye by arbejderklasses parti.
Disse partier var i Folketinget og i lokale politiske forsamlinger repræsentanter for de anførte befolkningsgrupper med tilhørende vælgerorganisationer. Et vigtigt element i det repræsentative demokrati.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion[6] satte mejeridrift og slagterier i fokus. Og det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd kom til at markere sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

Fællesmejeriernes start i Øst-, andelsmejerier i Vestdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen nu blev selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.
Før denne omlægning havde mælkebehandlingen fundet sted ude på de enkelte gårde, store som små. Arbejdet med mælken var kvindearbejde. Malkepigerne havde en trebenet malkestol af træ, et privat husflidsarbejde, hjemmelavet i huggehuset. Mælken blev malket ned i "Strippen"[7], en træspand sammensat af staver, hvor der i staverne kunne være et reb som håndfang til at bære med, hvis malkepigerne da ikke bar ”strippen” på hovedet. Det benyttede træ har været skuret med sand og kalk, som gav en hård overflade. Der er blevet malket to til tre gange dagligt, tidligt o. kl. 5, evt. midt på dagen, og sidst på eftermiddagen, hen på den tidlige aften. Mælken blev sat på fade, kun de større steder, på herregårdsmejerierne, i et mælkekammer.
Fløden, der lagde sig oven på mælken blev skummet af med en skummeske, og fløden skulle herefter kærnes. Også kærnen var af træ. Restprodukterne var den skummede mælk, og kærnemælken var restproduktet fra fløden efter kærningen.
Kvægbrug var ”et nødvendigt onde” o. 1860, som kunne hente foder på græsmarkerne og levere mælkeprodukter til gårdenes eget forbrug.
Generelt var smørret, der blev leveret fra de små brug, "Høkersmør" af en blandet, som regel ganske ringe kvalitet. Først med den nye tids fælles- og andelsmejerier blev de mindre brugs produkter konkurrencedygtige.
Herregårdsmejerierne var i starten i stand de eneste, der var i stand til at tage kampen op om markederne for animalsk produktion.
Men der var i overgangsperioden driftige mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør.
Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier.
I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord - og før grundlæggelsen fra 1868 af Esbjerg Havn, der skulle råde bod på manglen på eksporthavne - har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man så her på eksport af svin og levende kvæg.
Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. Der var eksportproblemer i forhold til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn.
I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark med de nyopståede fællesmejerier.
I stedet for at lade herregårdene - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup. Måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I starten var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden kom også husmændene til.

Andelsmejerierne etablerer sig som herregårdsmejeriernes afløsere

1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163[8].
Landbrugshistorikeren Claus Bjørn[9] skønner, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier. Men herefter blev andelsmejerierne stadigt mere dominerende.
Andelsmejeriernes fremmarch kommer klart til udtryk i en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914, udgivet af Danmarks Statistik 1915 med ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”[10]
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Tabel 1
Smørmejerier iflg. Danmarks Statistik 1915
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
I alt
1168
196
16
1380
84,6 %
14,2 %
1,2 %
  
I den samme kilde, Statistiske Meddelelser er der en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914.
Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
Tidligere tiders herregårdsmejerier blev i første omgang afløst af mange, mindre fællesmejerier, der fra 1880'erne i vid udstrækning så blev afløst af andelsmejerier.
Tabel 2
År
Antal mejerier
1888
914
1894
1507
1914
1503 inkl. handelsmejerier
1940'erne
o. 1600
1950'erne
o. 1400
Langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er oprettet før 1894.
I et længere tidsmæssigt perspektiv kan udviklingen beskrives som en flyvende start, der kulminerer omkring 1900, topper i 1940’erne, viser tegn på stagnation i 1950’erne for endeligt at slutte herefter med massive nedlæggelser[11] af de små, decentrale mejerier fra 1970’erne.
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier. Det stærkeste fald var i antallet af andelsmejerier, som blev reduceret med 83 %, privatmejerierne med 66 % i løbet af de små, decentrale mejeriers nedlæggelser i løbet af de 20 år.
 
Det var helt klart et ekspansivt marked, som arkitekt E. V. Lind, Skive ved 1900-tallets begyndelse valgte at satse på med sin mejeriarkitektur.
Denne tid var fra 1950'erne, hvor E. V. Lind stoppede, iagttageligt ved at rinde ud.

Mejeribygninger og -apparatur fra fælles- og andelsmejeriernes tid

Der er som på alle andre områder også sket en rivende udvikling i mejeriernes indretning og udstyr siden starten af det første andelsmejeri i Hjedding 1882 indtil i dag.
Mejeriernes indretning og udstyr beskrives her, som det har set ud i E. V. Linds aktive arkitektperiode 1906-56.
Som kilder hertil er valgt for det første en mejerist, Johs. Lund, som erindrer tilbage fra 1933, og som har beskrevet ”En dag i mejeriet”[12].
For det andet Dansk Mejeristat, 1931, artikler om bygninger, maskiner og tilbehør[13].
Mejeristen fortæller om dagligdag i mejeriet, der 1933 startede kl. 5 med at tænde kedelfyret, der skulle drive dampmaskinen. Her var der lagt halm over kullet.
Med en vand drevet pumpe hævede man flødebassinet af træ op, så fløden kunne løbe ned i smørkærnen, der skulle lukke helt hermetisk for at skabe overtryk. Den skulle evt. varmes lidt op for at fremme processen med dannelsen af smørkorn. Kærnemælken skulle pumpes fra. Smørret blev herefter skyllet med koldt vand i kærnen, hvorfra det næringsrige, kolde vand kunne sælges som foder til interesserede landmænd.
Centrifugen var med ca. 100 indbyggede tallerkner, som efter den foregående dags brug og rensning skulle samles igen.
Omkring kl. 7 startede indvejningen af dagens første mælkeleverance. Den dampopvarmede forvarmer startedes for med opvarmning til ca. 45o C at lette udskillelsen af fløden fra mælken, hvilket skete endeligt i centrifugen.
Skummetmælken, "futmælken" blev sendt sammen med men adskilt fra fløden gennem pasteuriseringsapparatet, lavet af fortinnet kobber. Fløden blev afkølet til 16-17o C i et åbent køleapparat, før det løb ned i flødebassinet, hvor der blev tilsat en modersyre, der gav smørret aroma.
Den mælk, der ikke blev brugt til smørproduktion, pumpedes ind i ostekarret, der skulle have en temperatur på ca. 30o C. Den rigtige fedtprocent blev opnået ved at tilsætte skummetmælk fra centrifugen og ca. 2% kærnemælk sammen med et kalvemaveenzym, "Chymasin".
Efter dagens brug var der rengøring af kærne, junger og pasteuriseringsapparat. Maskinerne skulle rengøres og pudses.
Maskinerne og kravene til bygningsindretning.
Som mejeristens beretning delvist, så er maskinbeskrivelser og teknik tidsmæssigt fra 1930'erne i Dansk Mejeristat, 1931.
Statskonsulent C. H. Ibsen[14] formulerer de krav til mejeriernes bygningsmæssige indretning, som E. V. Lind formentlig har skullet tage nøje til efterretning.
M.h.t. lokalernes "Beliggenhed i og for hinanden" skulle de naturligvis være tilpasset "det daglige Arbejde", og her henvises til de i Dansk Mejeristat vedlagte skitsetegninger. Den gennemgående kommentar til bygningsindretningen er, at der skal tænkes i ”pris, udseende, funktionalitet og kravene til renlighed”.
Tilsvarende den her viste grundplan for smørmejeriet er der en grundplan for mejeri med osteproduktion[15], hvor der skal bruges plads til ostelager og pakkerum, hvor bygningsstørrelsen afhænger af produktionen.
Fælles for både smør- og ostemejeriet er fyrrum med tilhørende kul- og dampmaskinerum, skummesal, kærne- og maskinrum. Dampkedlerne blev fyret op med træ, tørv eller kul, senere olie.
Det hedder i Dansk Mejeristat: "Som Trækkraft anvendes i Hovedsagen Dampmaskiner, kun enkelte Steder, nærmest som Reservekraft, Elektromotorer."[16]
Efterhånden har elmotorerne naturligvis vundet indpas, men dampmaskinen holdt sig længe, også fordi spildvarmen herfra kunne udnyttes i mejeriet.
I maskinstuen finder man kølemaskinen, der kan være et kulsyre-, ammoniak- eller et svovlsyreanlæg.
Ud over at dampmaskinen kunne levere varmt vand, gav den desuden via remtræk trækkraft til andre maskiner som f.eks. en kulsyrekompressor.
Kompressoren stod i Maskinstuen, dampmaskinen i fyrrummet. Bevægelseskraften er således udvekslet via en kobling. Det varme vand fra dampmaskinen blev som regel opbevaret, gemt i en vandvarmer, som kunne holde vandet varmt.
Det stigende behov for rent vand på mejerierne medførte kombinerede pumpe- og vandrensningsanlæg til især bortskaffelse af vandets jernindhold[17].
Der var indvejningsvægte, hvor mælkekarret efterhånden "i stor Udstrækning var gaaet ovet til Aluminiumskar". Der var udmålingsapparater med mælkepumper, der "flyttede Mælken rund i Mejeriet".
Og om mælkens pasteurisering hedder det, at de "Apparater, der anvendes til Mælkens Pasteurisering er i meget udstrakt Grad af Fjords Type"[18].
Om Centrifugering og mælkerensning hedder det, at "igennem mange Aar har Centrifugerne Titan og Alfa tjent det danske Mejeribrug trofast."
I 1931 kommentaren omtales i tilknytning hertil "en Centrifuge med direkte koblet Elektromotor, ... sjældent endnu, men som synes at skulle blive mere brugt i Fremtiden."[19]
Til smørproduktionen er kærneælteren central. Om denne hedder det, at "Oplæggerbrædderne er dannet ud i eet med Tøndestaverne, saa der ingen samlinger er, der kan være Udklækningssteder for Bakterier ... ingen Metaldele ... som Smørret kommer i Forbindelse med ... Det Træ, der anvendes til Kærnetønder er dels Pitchpine, dels Teak-Træ ... Valserne er enten af Simara- eller af Teak-Træ."[20]
Desuden var der maskiner til smørrets vejning og pakning.
Som Ostningens apparater og redskaber nævnes ostekar, -knive, -skovle, -grebe, -rører, -forme, -presser, -parafingryder, -skrabere, -prikkere, -vægte m.v.[21]
Bymejeriernes salg af mælk direkte til konsum krævede særlige apparater. Der var udmålings- og tappe-, kapselapparater, maskiner til mælkeflasker.[22]
Transporten af mejeriprodukter.
Der gøres i Dansk Mejeristat opmærksom på, at mælketransport på den tid, 1930'erne, blev udliciteret til især husmænd, for hvem dette har været en særdeles væsentlig indkomstkilde. Det kan også konstateres i de samtidige aviser, at den årlige annoncering af mælketransporten fyldte meget i annonceringer fra mejeriernes årlige generalforsamlinger.
Men transporten undergik som alt andet i mejeridriften betydelige ændringer i løbet af 1800-tallet, fra "malkelejler" og "stripper" af træ til transportspande i metal, som først og fremmest var foranlediget af kravet om hygiejne.
Mælketransport i 1800-tallet
Før fælles- og andelsmejeriernes tid, når man skulle transportere mælk til byer og købstæder fra herregårdenes og gårdenes overskudsproduktion, foregik transporten i ankre, malkelejler som her afbildet, ankre og lignende træbeholdere "af en for Rengøring meget uheldig Form ...", som har gjort den transporterede mælk mindre "appetitlig".
I en beretning om livet i Odsherred fra o. 1850 beretter fortælleren fra sin mors tid som mælkepige. "Vi bar Spandene ned til Engene i et »Aag«. Det var ingen Sag at malke til Morgen og til Aften; men om Middagen, naar det var varmt, var det rent galt, for saa »bissede« Køerne... Sommetider malkede jeg ogsaa Faarene, og Mælken bar jeg da i en stor »Strippe« paa Hovedet - jeg havde en fast Krans, der var syet af kulørte Klude og stoppet med Blaar, paa Hovedet, og paa den stod Strippen."
Malkepigernes ”strippe”[23] findes der næppe mange bevaret af.
Den omtalte "mælkestrippe" ses her i to versioner, en tegnet afbildning fra det nedlagte Stevns Museum[24] og en bevaret spand fra Museum Vestsjælland, Ringsted[25].
 
Ud fra de angivne mål har sådan en spand været o. 30 cm høj med en diameter på 18 cm, og hvis den har været med den bevarede spands løse låg, har den været kegleformet og af træ.
Det mest almindelige op til midten af 1800-tallet har nok været den "vidjeomvundne" strippe, d.v.s. bundet sammen af flækkede, tynde, bøjelige grene.
Senere er man muligvis gået over til at benytte metal i stedet for vidjerne som antydet på den tegnede strippe fra Stevns Museum.
Mælketransport i metal
 
 
 
Som følge af trætransportmidlernes uheldige egenskaber m.h.t. rengøring, blev de fortrængt af blikspande i fælles- og andelsmejeriernes første tid, produceret af lokale blikkenslagere, først firkantede, herefter af cylindrisk form a.h.t. rengøringen. Også den høje hals, som der her er afbildet et eksempel på, blev hurtigt afskaffet a.h.t. rengøringen.
Den her afbildede "Reform" spand af fortinnede stålplader uden rengøringsvanskelige nitter og lodninger blev sat i produktion i 1898 på Frederiksbergs Metalvarefabrik.
I stedet for stål blev der efterhånden også produceret transportspande i alluminium[26], hvor "Anskaffelsesprisen er noget højere end for Staalspande ... ", hvorfor salget var "ca. 25 pCt. af Aluminium".
Ud over mælkekuske og hestetransport blev der også til længere transport anvendt "Automobiler ... og De danske Statsbaner, der raader over ca. 70 Stk. hvidmalede vogne ..." til dette formål.[27]
 
E. V. Linds mejeriarkitektur falder ind i disse her skitserede rammer.
Før E. V. Lind kommer ind i mejeriarkitekturen, er der fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode med en fremherskende simpel, håndværksmæssig bygningskultur.
E. V. Linds tilgang til mejeriarkitekturen i den første ombygningsfase kan periodiseres efter mejeribeskrivelserne, Danske Mejerier indtil 1918, og tiden indtil 1932, registreret i Dansk Mejeristat. Endelig tiden herefter, indtil 1956, hvor mejeribeskrivelserne er afhængige af lokalarkivernes og den samtidige presses informationer.
Mejeriarkitekturen kan ud fra iagttagelsen af det fotografiske materiale om mejerierne kategoriseres i 1) de tidlige, simple langhuse, 2) de arkitekttegnede, som efterfølgende kopieres af håndværker opførte mejerier.
De arkitekttegnede kan opdeles i a) Bedre Byggeskik, proklameret 1915 og b) Funktionalistisk Arkitektur fra o. 1930.

Mejeriernes bygningsmæssige udvikling

Mejerier tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive falder ind i perioden, hvor de mange decentrale, mindre fælles- og andelsmejerier havde gennemlevet den første, succesrige etableringsperiode.
Velstanden, der fulgte i kølvandet, blev brugt til om- og tilbygninger af de mejerier, som nu i nogen udstrækning blev arkitektoniske statussymboler for en mejeridrift, hvor det ”gik helt godt.”
I mejeriopgørelsen Danske Mejerier 1-4, 1914-18 er mejerikredsene kun delvist amtslige. Viborg, Ringkøbing og Randers amter var dominerende i E. V. Linds mejeriarkitektur indtil 1918 med 56 % af de 58 her tegnede mejerier. Tæt fulgt af Thisted Amt - især Mors og Fur - samt Aarhus området.
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra mejerikredse i Danske Mejerier 1914-18
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Aarhus og Aarhus og Omegn
9
15
Randers Amt
Midtjysk
9
1
17
Hobro og Omegn
1
2
Silkeborg og Omegn
1
2
Vendsyssel
1
2
Hjørring Amt
2
3
Hammerum Herred
2
3
Viborg Amt
12
22
Thisted Amt
7
12
Ringkøbing Amt
10
17
Ribe Amt
2
3
Sydjysk
1
2
Mejerier i alt
      
58 inkl. Ramsing
100
Dansk Mejeristat er disponeret efter amtslige Mejerikredse, de amter, der efter genforeningen 1920 lå inden for den danske grænse.
De siden Danske Mejerier Bd. 1-4 nytilkomne amter 1920 er: Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter.
Skanderborg Amt var i Danske Mejerier registreret under Aarhus og Omegn, senere Aarhus Amt.
Roskilde er registreret under Københavns Amt.
Færøerne, Grønland og Island (med 1 Lind tegnet mejeri iflg. tegnestuefortegnelsen samt et påtænkt i Reykiavik, der aldrig blev opført) er ikke med i mejerifortegnelserne.
I skiftet fra den første mejeriopgørelse 1914-18 til 1931-32 ændres og sammenlægges mejerikredse, og de bliver herefter alle amtsligt afgrænset.
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra amtslige mejerikredse i Dansk Mejeristat 1931-32
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Ringkøbing Amt
48
25,9
Vejle Amt
6
3,2
Viborg Amt
47
25,4
Aalborg Amt
6
3,2
Randers Amt
24
13,0
Hjørring Amt
5
2,7
Aarhus Amt
19
10,3
Holbæk Amt
4
2,2
Thisted Amt
15
8,1
Maribo Amt
1
0,5
Ribe Amt
9
4,9
Svendborg Amt
1
0,5
     
Odense Amt
  
0,0
Mejerier i alt
      
185
100,0
Det fremgår af de elektroniske kald til de forskellige mejerikredse, hvilke der er blevet sammenlagt under hvilke amtskredse[28].
I mejeriopgørelsen, udgivet 1932 er Ringkøbing og Viborg Amt dominerende med over 51 % af de her registrerede 185 mejerier.
Efterfulgt af Randers, Aarhus og Thisted Amt med over 31 %.
Herefter kommer en ca. jævn fordeling i det nordlige og sydlige Jylland med i nord Aalborg og Hjørring Amt over 6 %, i syd Ribe og Vejle Amt over 8 %.
Der kan muligvis sættes spørgsmålstegn ved tegnestuefortegnelsens mejerier, der ikke er medtaget i
Danske Mejerier og Dansk Mejeristat som Lind mejerier, f.eks. Kjeldbjerg Andelsmejeri[29].
Mejerierne, der ikke er registreret i Danske Mejerier eller i Dansk Mejeristat, mejerier der er opført eller ændret efter 1932, er blevet placeret under de amtslige mejerikredse, der er benyttet i Dansk Mejeristat.
E. V. Lind tegnede mejerier 1906-56
% andel
Ringkøbing Amt
74
25,9
Viborg Amt
59
20,6
Aarhus Amt
38
13,3
Randers Amt
30
10,5
Aalborg Amt
23
8,0
Hjørring Amt
17
5,9
Thisted Amt
16
5,6
Ribe Amt
13
4,5
Vejle Amt
10
3,5
Odense Amt
2
0,7
Svendborg Amt
1
0,3
Holbæk Amt
1
0,3
Maribo Amt
1
0,3
Island Akureri
1
0,3
Mejerier i alt
286
100,0
I opgørelsen af E. V. Lind tegnede mejerier efter de i Dansk Mejeristat, 1932 registrerede, når antallet af tegnede mejerier op på 286, dvs. der er kommet 101 mejerier til siden 1932.
København, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt har fortløbende aldrig haft E. V. Lind tegnede mejerier, ej heller området syd for Kongeåen, dog med en markant undtagelse, Ribe Amt, der også 1864-1920 kom til at ligge inden for Kongeriget Danmarks grænse mod syd.
Mejeriarkitekten syd for 1920 grænsen var først og fremmest Jep Fink[30], hvis arkitektoniske stil også som E. V. Linds var i overensstemmelse med de krav, som formuleredes 1915 i Bedre Byggeskik[31].

E. V. Linds arkitektur i Skive Kommune

Hovedsigtet i denne fremstilling er E. V. Linds mejeriarkitektur, som iflg. Lind selv ved jubilæet i 1935 kun omfattede ca. halvdelen. Resten, den del, der kan lokaliseres til Skive Kommune fremgår af P.-E. Linds Bygninger med sjæl, s. 101-187, 212-219. De vigtigste i Skive er Børsen, Adelgade-Vestergade, opført 1904, Brogaarden, Slotsgade-Østerbro, opført 1905, Højslev Kro og købmandsforretningen over for, opført 1905. Samt en række markante villa- og andre byggerier i Skive by, der stadig gør Skive til en bygningsmæssigt seværdig by.
Periodisering[32] af hele E. V. Linds mejeriarkitektur[33].
Periodiseringen er foretaget med udgangspunkt i tegnestuefortegnelsen v. Paul-Erik Lind, suppleret med mejerifortegnelserne, lokalarkivernes oplysninger og evt. samtidige pressemeddelelser.
Det kan være vanskeligt at finde de helt tidlige fælles- eller andelsmejerier fra 1880’erne fotografisk gengivet, da de fleste af mejerierne i de to mejeripræsentationer har fotografier fra eller efter første ombygningsbølge ved 1890’erne - 1900-tallets begyndelse.
Men Fuur Mejeri, senere Fur Andelsmejeri og Jebjerg Mejeri formodes begge at repræsentere mejeribygninger, som de så ud i startfasen som en variant til 18-1900-tallets typisk kombinerede bolig- og staldlænge på husmandssteder og mindre gårdbrug.
Disse tidlige mejeribygninger rummede både mejeri og beboelse sammen med den karakteristiske mejeriskorsten i tilknytning til et langhus.
Et langhus er ret beset oprindeligt et vikingetidshus. De første mejerier, hvor man nok lige skulle se, om mejeridriften var bærbar, ligner moduleringer af disse huse fra slut 1800-tallets simple husmandshuse, hvor dyr og mennesker boede i samme længe, også for bedre at kunne holde varmen[34].
Fuur Mejeri omtales i Skive Folkeblad 19. marts 1891, blev andelsmejeri 1. aug. 1905. Et langhus med værelser, også til beboelse.
Det var velsagtens den slags byggeri, som bevægelsen Bedre Byggeskik tilsigtede at forbedre med anbefalinger til stil og brug af materialer, der krævede arkitektbistand.
 
Bedre Byggeskik[35]
Bevægelsen under dette navn startede 1915. Det skete i en situation, hvor 1800-tallets boligbyggeri blev varetaget af håndværksuddannede bygmestre, der ”ikke levnede æstetikken eller arkitekturen megen opmærksomhed”, som det hedder i den her refererede karakteristik fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Overordnede fællestræk for bygninger efter disse retningslinjer anføres som:
  • Velkomponerede, enkle facader med helt enkle murværksdekorationer, blank mur med hvidkalkede gesimser, evt. pudsede og kalkede facader i stedet for den blanke mur.
  • Frontkviste opført i plan med facaden, saddeltage belagt med tegl eller cementtagsten.
  • Opsprossede, hvidmalede vinduer med små rudeformater, bearbejdede hoveddøre.
  • Arkitektonisk sammenhæng mellem de forskellige bygningsdele samt med eventuelle udhuse.
Sammenfattende kan karakteristikken formuleres som en arkitektur med et præg af "Hjemstavnsstil" i god udførelse, tilsat noget nyklassicisme.
E. V. Lind startede som mejeriarkitekt, før Bedre Byggeskik dannedes som retningsgivende for stilen.
Allerede 1908 var han arkitekt på Godthaab Andelsmejeri i Jebjerg, bygget 1894.
Uden at kende offentliggørelsen af principperne for Bedre Byggeskik har Lind her et for ham i årtier typisk mejeri med et traditionelt men overbygget langhus, med fremskudt frontkvist herigennem og saddeltag med tegl.
Fig. 6
Disse kendetegn er endnu mere fremtrædende ved Højslev Andelsmejeri fra 1914, hvor den gennemgående frontkvist for at give plads til skummesalen selvfølgelig er frem- og bagudskudt i forhold til langhuset. Hannæs og Jegindø Andelsmejeri, begge Thisted Amt og begge ombygget v. E. V. Lind 1911 er nærmest prototyper på den Bedre Byggeskik, der proklameres 1915 med blanke murstensfacader og hvidkalkede gesimser.
Krejbjerg Andelsmejeri fra 1907[36] ligger tættere på de tidlige tiders mejerier. Men ellers har E. V. Lind tidligt, før Bedre Byggeskik, alle denne sammenslutnings karakteristika i sin mejeriarkitektur, hvad også ombygningen 1911 af Skive Andelsmejeri, Thomsensgade[37] er et godt eksempel på.
Som prototype har de af Lind tegnede mejerier i tiden indtil 1918 et langhus som de tidlige mejerier, men med et gennemgående midterparti med fremskudte kviste på begge sider af langhuset.
Der er altid to etager med sadeltag, 45 grader, kvistdelen er som regel noget højere end langhusdelen.
Længden på langhuset kan variere fra samme længde som kvistdelen (Borup[38] f. eks.) op til adskilligt længere.
Kvistdelen kan være placeret i midten af langhuset eller i den ene side.
Der er enkelte eksempler på flere kviste, Engvang (to) og Hjarup (tre). Samt eksempler på mindre kvist i beboelsesdelen, f. eks. Foulum.[39]
Udluftningen på kvistdelen er hyppigst udformet som en mini, overliggende kvist, enkelte gange som et rundt eller flerkantet tårn, eks. Hjarup, Esbenhus, Engvang[40].
Der er ingen fast praksis o. beboelse i mejeriet eller særskilt i forhold til mejeriet.
Kvistpartiet er karakteristisk og gennemgående udformet med runde buer med tilhørende vindues- og dørpartier.
Der varieres i kvistpartiet mellem et stort sammenhængende vindues-parti i som regel 3-4 fag, et overliggende rundbuet parti med underliggende vinduer (eks. Foulum) eller indlæsningsdøre.
Der er eksempler på næsten ens mejerier i perioden 1911-13, der kan karakteriseres med formentlig røde / naturfarvede mursten, hvidkalkede hjørner på langhuset og kvistpartier og hvidkalkede, stukformede tagafslutninger, kvistpartiets vinduer i tre fag fra sokkel til tag kip[41].
Nederholm fra 1913 er i samme kategori men skiller sig ud ved i kvistpartiet at have et mindre, rundbuet vinduesparti i to fag, i stueetagen flankeret (meget praktisk velsagtens) af to døre til indlæsning i mejeriet.[42]
Alle de indtil 1918 observerede mejerier lå placeret i Jylland, flest i Viborg, Randers, Ringkøbing og Thisted amter, samt Aarhus og Aarhus og Omegns Mejerikreds.
Selv om det er rimeligt at se E. V. Lind som en tidlig eksponent for, måske endda som forgænger for Bedre Byggeskik, oprettet 1915, så bliver resten af Linds mejeribygningsperiode 1918-32 en naturlig og konsekvent videreførelse af denne byggestil.
 
Mejerier i perioden 1918-32.
Som eksempler på byggestilen i denne periode kan nævnes Daugbjerg Andelsmejeri, oprettet 1906 som fælles-, 1921 som andelsmejeri, ombygning v. E. V. Lind 1927. Hvorslev Andelsmejeri, oprettet 1898, ombygget v. E. V. Lind 1928. Rødding Andelsmejeri, Spøttrup, oprettet 1889, ombygget v. E. V. Lind 1922. Taul Andelsmejeri, oprettet 1898, ombygget 1928 v. E. V. Lind.[43]
Denne periodes E. V. Lind mejerier er en videreførelse af hans tidlige arkitektoniske stil med langhuset i to etager, et kvistagtigt midterparti med skummesalen, hvor vindues- og dørpartier er rundbuede. Byggestilen er helt i harmoni med anbefalingerne fra Bedre Byggeskik, tilpasset den praktiske mejerifunktion, som først og fremmest a.h.t. skummesalen har givet frem- og bagudskudte kvistpartier.
 
Mejerier i perioden 1932-56.
Der er i denne periode flere eksempler på, at E. V. Lind forlader den hidtidige arkitektstil i samklang med Bedre Byggeskik. Det sker ikke entydigt og konsekvent. Man kan måske oven i købet konstatere, at det sker stykvis og delt.
Den nye, funkis prægede stil[44] repræsenteres af Andelsmejeriet Fuglsang ved Holstebro, oprettet 1897, her med E. V. Linds mejeribestyrerbolig, tegnet 1938.
Og ikke mindst med mejeriet Akureyri i Island, opført 1936. Begge temmelig demonstrative eksempler på funkisstilen[45].
Mejeriet i Island, i den næststørste by Akureyri har siden 1993 været kunstmuseum. Med sine tre etager repræsenterer Akureyri mejeriet et nytilkomment træk i E. V. Linds mejeriarkitektur, som også samme år kan iagttages på "de aarhusianske Arbejderes eget Mejeri, Enigheden paa Silkeborgvej”, hvor der dog kun var to etager[46].
Som bestyrerboligen til Fuglsang kan man kalde den arkitektoniske stil funktionalistisk i næsten avangade Bauhaus stil[47], som siden 1920 har været en modernistisk version af funktionalismen, en tilpasning til industrialiseringens masseproduktion.
Andre eksempler på den funktionalistiske byggestil er ombygningen af Frijsenborg Herregårdsmejeri, Hammel i 1936, Haverslev Mejeri, ombygget 1946, Marskendal Mejeri, Ry, flyttet 1937 med tilhørende Lind tegnet arkitektur, Andelsmejeriet Mollerup, opført 1939, Nonnebjerg Andelsmejeri, Skanderborg, ombygget 1946, Ringkøbing Andelsmejeri, ombygget 1938, Skørping Mejeri, med Lind tegninger fra 1950, Trevad Andelsmejeri, ombygget 1952, Vejby Andelsmejeri v. Hjørring, ombygget 1937, funkis i 3 etager, Vejen Andelsmejeri, ombygget 1947.
Et yderligere godt, illustrerende eksempel er E. V. Linds ombygning af Vestrup, en firkantet funkis bygning i tre etager, kombineret med det tidligere langhus, desværre allerede nedrevet i 1960’erne.
Der er til gengæld i denne periode også adskillige eksempler på, at E. V. Lind kun sporadisk har ændret sin byggestil i funktionalistisk retning: Ombygningen af Blaahøj Andelsmejeri 1938, Fjordsminde Andelsmejeri, ombygget 1958, året hvor E. V. Lind døde, Gedsted Andelsmejeri, ombygget 1949, Kvong Andelsmejeri, ombygget 1945, Kvissel Andelsmejeri, hvor Linds tegninger er dateret 1958, Lomborg Andelsmejeri, ombygget 1939 som egnens første elektrisk drevne mejeri, Middelfart Mejeri med Lind tegninger til ombygning 1943, Rind Andelsmejeri, ombygning 1937, Stakroge Andelsmejeri, der brænder 1945, genopførelse efter Lind tegninger 1946, Stenkilde Andelsmejeri, Vellev, ombygget 1930-36, Tårs Andelsmejeri, ombygget 1919 og 1946, Veddum Andelsmejeri, ombygget 1947.[48]
Middelfart og Rind Mejeri kunne lige så vel karakteriseres som typiske mejerier efter Bedre Byggeskik som influeret af funkisbyggestilen, måske endda meget lidt funkis.
 
Derimod er Vejen Andelsmejeri interessant ved at fremstå som funkis med stærke elementer af Bedre Byggeskik. Vejen Andelsmejeri er oprettet 1891, ombygget 1924-25, en ombygning, som E. V. Lind supplerede med tilføjelsen af kvistparti og udskiftning af vinduerne, som det fremgår af fotografier før og efter E. V. Linds ombygning.
Vejen Andelsmejeri, fotografi 1915 og formentlig o. mejeriets start 1891 Udateret fotografi fra Vejen Midtby, formentlig 1940-50.


Man kan velsagtens - og om fornødent - inddele periodens mejeribygninger i oversigtsmæssige karakteristikker:

1. De tidlige, simple langhuse, opført af lokale håndværkere.
2. Lokale håndværkere, der har fornemmet de gode tider, og har set sig om efter herskende, mere luksuriøse, arkitektoniske udtryk.
3. Arkitekt tegnede mejerier, hvor en hel del har samme udtryksform som arkitekt E. V. Lind repræsenterer.
Afslutning.
Hvem der har været først i mejeriarkitekturen, og hvem der har efterlignet, er ikke undersøgt her. Der kan jo ret beset også have været tale om en gensidig påvirkning, endda om udtryksformer, som er hentet fra lokale håndværkere. Og fra arkitektoniske strømninger, der som Bauhaus stilen er kommet fra Tyskland eller andre steder i udlandet.
Endelig - som anført af P.-E. Lind i Bygninger med sjæl - har andelshaverne også haft krav, som arkitekterne mere eller mindre har skullet rette ind efter.
 
Men hvis arkitekt E. V. Lind er repræsentativ for den her undersøgte mejeriarkitektur, så er det arkitektoniske udtryk kommet ind i mejeribevægelsens velstands- og ombygningsperiode o. århundredskiftet 1900. Lind fra start i 1906-07 med en klar markering af den arkitektur, der efterfølgende fra 1915 får betegnelsen Bedre Byggeskik.
Det betyder, at den håndværksmæssige kvalitet og den stilrene arkitektur med et tilskud af egnstraditioner og historicisme med E. V. Lind som en meget tidlig eksponent er slået igennem med Bedre Byggeskik, som så i løbet af 1930’erne med E. V. Lind som en noget fod slæbende part er blevet tilsat den funktionalistiske udtryksform.

Kilder og andet benyttet materiale

Dansk mejerihistorie har to hovedværker, Danske Mejerier, bd. 1-4 og Dansk Mejeristat, bd. 1-5, som vil være en kildemæssig grundstamme i enhver undersøgelse af dansk mejerivæsen.
Danske Mejerier bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1915. Mejerikredsene Frederiksborg, Københavns, Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholm Amt, Møen, Aarhus og Omegn.
Danske Mejerier bd. 2, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1916. Mejerikredsene Maribo, Svendborg, Odense, Fyens, Aarhus Amt, Vejleegnens, Sydjysk, Vejle og Omegn, Vejle Omegns, Midtjysk, Horsens og Omegn, Aarhus og Omegn, Silkeborg og Omegn, Horsens, Hammerum Herred.
Danske Mejerier bd. 3, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1917. Mejerikredsene Randers, Aarhus, Aalborg, Viborg, Thisted, Hjørring Amt, Aarhus og Omegn, Randers, Hobro og Omegn, Hobro, Øst Vendsyssel, Vendsyssels, Hjørring, Silkeborg og Omegn, Midtjysk.
Danske Mejerier bd. 4, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1918. Mejerikredsene Ringkøbing, Viborg, Ribe, Vejle Amt, Hammerum Herred, Silkeborg og Omegn, Ringkøbing Amts Nordre og Søndre, Sydjysk, Vejle Omegns Mejeriforening, Færøerne. Omtale af Mælkeriskolerne Ladelund, Dalum og Ribe s. 319-331. S. 255-300 har Hans Appel, hvad han kalder ”En Tidbetragtning”, der strækker sig over tiden fra o. 1860-1918.
Dansk Mejeristat bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. København, Københavns, Frederiksborg Amt. Samt afhandlinger om mejeridrift, lovgivning m.v.
Dansk Mejeristat bd. 2 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholms, Maribo Amt.
Dansk Mejeristat bd. 3 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Odense, Svendborg, Tønder, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Ribe Amt.
Dansk Mejeristat bd. 4 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Vejle, Ringkøbing, Aarhus, Viborg Amt.
Dansk Mejeristat bd. 5 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1932. Randers, Aalborg, Hjørring, Thisted Amt. Samt registre og andre supplerende afhandlinger. I alle fem bind er der oversigter over faglærte mejerister og kontrolforeningerne.

 

Noter og henvisninger
 
[1] Se Slots- og Kulturstyrelsens præsentation https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/
[2] Det reducerede foto af Hjedding Andelsmejeri o. 1890 kan ses i fuld størrelse på http://historisksamfundskive.dk/images/sampledata/Historie/Mejerier/HjeddignAmutekst.jpg.
[3] Se Ringe Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/833537. Og Krabbesholm Herregårdsmejeri o. 1905, hvor mejeriet desværre ikke fremstår tydeligt, se også Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/5734393.
[4] Om E. V. Lind, https://gravsted.dk/person.php?navn=erikvlind Født Nykøbing Mors 1875, død i Skive 1958.
[5] 1877 må det regerende Højre under J. B. S. Estrup for første gang benytte den daværende grundlovs § 25 om brug af foreløbige, provisoriske love, da Folketingets flertal, først og fremmest Venstre, startede den såkaldte ”visnepolitik”, manglende bevillinger m.v. Denne situation bliver permanent 1885-94, den egentlige provisorietid.
[6] Se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#abev.
[7] Se http://historisksamfundskive.dk/10-historie/267-dansk-mejeriarkitektur-og-arkitekt-e-v-lind#strippe.
[8] For disse og flg. statistiske oplysninger se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/andelsmejerier/, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetStatMed.aspx?id=18113.
[9] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, publiceret i Bol og By, Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, 2. række, 1977.
[10] Se Danmarks Statistik 1915, Statistiske Meddelelser, Fjerde Række, Ni og Fyrretyvende Bind, Første Hæfte.
[11] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/mejerirationaliseringer-siden-1960/.
[12] I en udgave om Mejerier på Als og Sundeved, udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1987.
[13] Artikler af Statskonsulent C. H. Ibsen, cand.polyt. H. Jensen og Konsulent M. Skov, i bind med Afhandlinger, København, København Amt, Frederiksberg Amt, s. 23-131. Desuden er der i Danske Mejerier bd. 4, s. 255- 300 en tidsmæssig beskrivelse af mejerivæsenet fra o. 1800-1917 v. Hans Appel, Dansk Mejeribrug, En Tidsbetragtning.
[14] I Dansk Mejeristat, s. 23ff.
[15] Se https://historisksamfundskive.dk/http:/historisksamfundskive.dk/images/sampledata/Historie/Mejerier/MejerigrundplanOstDM.jpg.
[16] I Dansk Mejeristat, s. 52. I Statistisk Aarbog 1927 kan man af note 2 udlede, at elektromotorer kun har været medregnet fra ”industriel Produktion”.
[17] Dansk Mejeristat, s. 64.
[18] Dansk Mejeristat, s. 77.
[19] Dansk Mejeristat, s. 92ff.
[20] Dansk Mejeristat, s. 99ff.
[21] Beskrives i Dansk Mejeristat, s. 110ff.
[22] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 117ff.
[23] Se https://classic.europeana.eu/portal/da/record/2058618/object_KUAS_22227855.html?utm_source=new-website&utm_medium=button.
[24] Se https://www.oesm.dk/viden-om-kulturmuseum-oest/.
[25] Se https://www.kulturarv.dk/mussam/VisGenstand.action?genstandId=739868.
[26] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 136-147.
[27] Dansk Mejeristat, s. 145ff.
[28] Se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#geo14-18.
[29] Se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Kjeldbjerg.
[30] Jep Fink, arkitekt med firma i Aabenraa, 1882-1983, far til bl.a. Troels Fink, professor i historie, generalkonsul i Flensborg. Jep Fink var som E. V. Lind stærkt påvirket af Bedre Byggeskik, stiftet 1915. Slots- og Kulturstyrelsen har en fin gennemgang af bevægelsens fællestræk og arkitektoniske kendemærker, se https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/
[31] Det er sparsomt - og ikke særlig veldokumenteret - meget af det, som er skrevet om Erik V. Lind før P.-E. Linds biografi. Som anført skal antallet 342 Lind tegnede mejerier tages med forbehold, og det er en fejl at tillægge E. V. Lind at have tegnet to islandske mejerier. Som anført i P.-E. Linds bog, s. 202-03 er der kun opført et enkelt Lind tegnet mejeri i Island, selv om der var planer om to.
I Sønderjylland var Lind kun arkitekt i Ribe Amt, på 13 mejerier.
[32] Se periodisering kronologisk efter alfabetisk rangordning af mejerierne, http://skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/220-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918#EVLperioder.
[33] Hvert enkelt mejeri kan kaldes med fotopræsentation og faktuelle oplysninger på http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse eller http://www.skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/220-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918#EVLperioder. Kald til de her præsenterede 290 mejerier inkluderer også de tvivlsomme og mejerier, det ikke har været muligt at identificere.
[34] Her fotografi fra Lokalhistorisk Arkiv, Karup af et husmandssted 1895.
[35] Se https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/. P.-E. Lind har s. 238 en præsentation, der henviser til, at E. V. Lind har været part i denne byggestil, der præsenteres af Slots- og Kulturstyrelsen, se link oven for.
[36] Se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Krejbjerg.
[37] Se http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Skive.
[38] Se http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Borup.
[39] Se http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Engvang, http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Hjarup, http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Foulum.
[40] Se http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Hjarup, http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Esbenhus, http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Engvang.
[41] Eksemplerne er: - Møldrup, Ravnstrup, Hannæs, Jegindø, Solbjerg, Vindum, Ejsing, Lynegaard. Se og vælg ud fra http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse, der er periodisk og alfabetisk inddelt.
[42] Se http://skivemuseumsvenner.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Nederholm.
[43] Se og vælg de anførte mejerier ud fra http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse.
[44] Er defineret ved det nødvendige, det strengt sagligt påkrævede, det rent hensigtsmæssige, hvis forenklede formsprog både var gunstigt for massefremstilling af boliger, møbler mv., se https://www.leksikon.org/art.php?n=930 og om Arne Jacobsens funkisvilla i Charlottenlund, https://realdania.dk/projekter/arne-jacobsens-eget-hus-i-charlottenlund.
[45] Se skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/222-danske-mejerier-og-mejeriarkitekturen#note27.
[46] Se skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/222-danske-mejerier-og-mejeriarkitekturen#note28.
[47] Se http://skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/222-danske-mejerier-og-mejeriarkitekturen#note29.
[48] Se og vælg alle de her nævnte mejerier ud fra den alfabetiske og periodiske fortegnelse http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Erik V. Linds arkitektoniske bidrag til mejeriernes bygningshistorie

 
 

Indledning

Med sine 342-43 arkitekttegninger[2] til ny- eller ombyggede mejerier er arkitekt Erik Vorm Lind, Skive[3] dansk mejeriarkitekturs antalsmæssigt førende repræsentant. I hans erhvervsaktive periode fra 1904 indtil sin død i 1958 indtager E. V. Lind en central plads i den decentrale mejerihistories glansperiode som førende arkitektonisk eksponent for landbrugets overgang fra plante- til hovedsageligt dyrisk produktion, andelsbevægelsens guldalder, hvor de mange små, decentralt placerede mejerier blev arkitektoniske symboler på den velstand, de er udsprunget af.
En undersøgelse af arkitekt E. V. Linds mejerier formodes derfor at kunne give et repræsentativt billede af den bygningskultur, som Danmarks mange, små decentrale mejerier repræsenterer, før de fra o. 1970 blev afløst af nutidens store mejerikoncentrationer. Og kan vel samtidig tjene som eksemplificerende karakteristik af dansk landbrug, da det ubetinget var landets hovederhverv.

Dansk landbrug 1870-1970

Hundredåret 1870-1970 er i dansk historie et markant og langvarigt vendepunkt, hvor den oversøiske konkurrence fra o. 1870 med billige kornprodukter fremtvang en økonomiske omlægning i dansk landbrug fra fokus på kornavl til dyrisk produktion.[4]
Den politiske del af de middelstore landbrugs heraf følgende økonomiske fremgang blev provisorietidens opgør[5] mellem godsejernes politiske repræsentant, Højre og det øvrige landbrugs repræsentant, Det Forenede Venstre, der blev dannet 1870.
Det gamle Højre, godsejernes parti, blev 1915 til Det Konservative Folkeparti med appel til industriens arbejdsgivere. Partiet Venstre blev fra 1870 den bedrestillede bondestands, gårdmændenes parti, hvor Radikale Venstre 1905 udskilte sig som husmændenes og by intelligentsiaens parti. Og Socialdemokratiet, stiftet 1871 blev den industrielle arbejderklasses parti.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion[6] satte mejeridrift og slagterier i fokus og medførte, at især de middelstore landbrugs gårdmænd kom til at markere sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

Fra herregårds- til fælles- og andelsmejerier

Tidligere tiders herregårdsmejerier var større og arkitektonisk bedre udført end de første fælles- og andelsmejerier, som fra 1870-80’erne blev dominerende mejeriformer.
Fra starten af 1900-tallet blev E. V. Linds og Bedre Byggeskiks arkitektoniske principper dominerende[7] i mejeriarkitekturen, og blev fremherskende i løbet af den ombygningsperiode, der hurtigt efterfulgte 1880''ernes første fælles- og andelsmejeriers etableringsperiode.
Bedre Byggeskiks etablering som arkitektonisk smagsdommer fra 1915 skete sideløbende med E. V. Linds mejeriarkitektur som eksponent for denne arkitektoniske stilretning fra 1908.
De første fælles- og andelsmejerier var simple langhuse, der som bygningstype er kendt siden vikingetiden, en bygningstype, der i samtiden var karakteristiske for husmændenes kombinerede bolig- og avlsbygning.
Som eksempel på denne tidlige mejeribyggestil ses her Hjedding Andelsmejeri som skitsetegning.[8] Senere fotografier fra 1890’erne har langhuset bevaret, men nu med bestyrerbolig og en tydeligt markeret mejeriskorsten. Tilsvarende bygningstype er i starten på fælles- og andelsmejerier helt almindelig, herunder også Balling Andelsmejeri fra 1887, som 1911 blev ombygget ved E. V. Lind.
Endelig er Ravnstrup Andelsmejeri et typisk E. V. Lind i 1911 tegnet mejeri i en bygningsstil, som for mejerier efterfølgende skulle komme til at repræsentere Bedre Byggeskiks anbefalinger fra 1915.
Det fremgår tydeligt, at den arkitektoniske forskel mellem herregårdsmejeriernes og de tidlige fælles- og andelsmejeriers arkitektur udlignes med den mejeriarkitektur, som E. V. Lind sammen med Bedre Byggeskik repræsenterer.
Den markante arkitektoniske udvikling i mejeriarkitekturen skete som et resultat af den produktionsmæssige succes i mejerisektoren.
Balling Mejeri, der her ses på et foto fra 1890[9], er den tydeligste demonstration af forskellen på de tidlige fælles-, andelsmejeriers og herregårdsmejeriernes arkitektur. Forskellen kan siges at være blevet sammenført og udlignet med Solbjerg Andelsmejeri, Nykøbing Mors 1913, der er et tidligt eksempel på den ny tids mejeriarkitektur ved Bedre Byggeskik og E. V. Lind.
Herregårdsmejerier
Fælles- og andelsmejerier[10]
Herregårdsmejerierne Nybøllegaard, oprettet 1872-89, nedlagt 1944-45[11] og mejeriet til Krabbesholm o. 1900.
 
Herregårds- og fælles-, andelsmejerier i en forenet, ny arkitektur, Bedre Byggeskik og E. V. Lind.
Dansk landbrug stod o. 1870 i en helt ny situation med problemer i planteavlsproduktionen, hvor løsningen blev selv at bruge planteavlen som foder i den animalske produktion.
Før denne omlægning havde mælkebehandlingen fundet sted ude på de enkelte gårde, store som små. Arbejdet med mælken var kvindearbejde,[12] hvor malkepigerne havde trebenede malkestole af træ, som var et husflidsarbejde, hjemmelavet i huggehuset. Mælken blev malket ned i "Strippen[13], en træspand sammensat af staver, hvor der i staverne kunne være et reb som håndfang til at bære med, hvis malkepigerne da ikke bar ”strippen” på hovedet. Det benyttede træ har været skuret med sand og kalk, som gav en hård overflade.
Der er blevet malket to til tre gange dagligt, tidligt o. kl. 5, evt. midt på dagen, og sidst på eftermiddagen, hen på den tidlige aften. Mælken blev sat på fade, kun på de større brug, herregårdsmejerierne, i et mælkekammer.
Fløden, der lagde sig oven på mælken blev skummet af med en skummeske, og fløden skulle herefter kærnes. Også kærnen var af træ. Restprodukterne var den skummede mælk og kærnemælken.
Generelt var smørret, der blev leveret fra de små brug "Høkersmør" af en blandet, som regel ganske ringe kvalitet. Først med den nye tids fælles- og andelsmejerier blev de mindre brugs produkter konkurrence- og leveringsdygtige i byerne og hermed til andet og mere end eget forbrug.
Herregårdsmejerierne var i starten de eneste, der var i stand til at tage kampen op om markederne for animalsk produktion.[14]
De blev i overgangsperioden ud over andre problemer udkonkurreret af driftige mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør.

Fællesmejeriernes start i Øst-, andelsmejerier i Vestdanmark

Disse aktiviteter gik først under betegnelsen fællesmejerier og ses især i Østdanmark i tiden fra 1860’erne, hvor de især var hyppigt forekommende o. København, på Lolland-Falster og på Fyn[15]. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier. Det tyder også på, at fællesmejerierne i det østlige Jylland - Vejle, Aarhus-Skanderborg og Randers amter - slog igennem, umiddelbart før andelsmejerierne 1885-88 havde deres helt store gennembrud.
I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord - og før grundlæggelsen fra 1868 af Esbjerg Havn, der skulle råde bod på manglen på eksporthavne - har området aldrig haft en stor kornproduktion. Her satsede man så i stedet indtil mejeridriftens gennembrud på eksport af svin og levende kvæg.
Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. Der var eksportproblemer i forhold til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn.
I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark med de nyopståede fællesmejerier.
Men i stedet for at lade herregårdene - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier. Dog oprettedes i Salling, på Mors og i Thy i første halvdel af 1880’erne en hel del fællesmejerier, hvilket bevirkede, at andelsmejerierne først lidt senere end i det øvrige Vestjylland vandt frem i disse egne.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup. Måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af det første andelsmejeri i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg i starten det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I starten var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden kom også husmændene til.

Andelsmejerierne etablerer sig som herregårdsmejeriernes afløsere

Det statistiske grundlag for at etablere en præcis viden om antallet at mejerier og mejerityper er usikkert i tiden fra de første fællesmejerier indtil andelsmejeriernes dominans fra 1900-tallets start.
Landbrugshistorikeren Claus Bjørn[16] skønner, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier, herefter blev andelsmejerierne stadigt mere dominerende. Mellem 1888 frem til 1894 kunne det helt store gennembrud for andelsmejerierne se ud til at have fundet sted.[17]
Tabel 1
Folketingsudvalgets betænkning 1888, oversigt over mejerityper i Danmar[18]
 
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Andre Mejerier
I alt
Øerne
146
283
29
458
Jylland
242
185
29
456
Hele landet
388
468
58
914
 
Der er i forlængelse af den noget usikre statistik i Folketingsudvalgets betænkning fra 1888 i 1894 af Dansk Mejeristforening udgivet en formentlig mere pålidelig statistik.
Tabel 2
FORTEGNELSE OVER DAMP-CENTRIFUGE-MÆLKERIER, Dansk Mejeristforening, 1894
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregaardsmejerier
I alt
990
234
283
1507
1894 statistikken korrigerer for den mangelfulde fordeling mellem fælles- og herregårdsmejerier i 1888 statistikken og demonstrerer andelsmejeriernes nu markante føring som mejeritype. Andelsmejeriernes fremmarch kommer herefter klart til udtryk i en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914, udgivet af Danmarks Statistik 1915 med ”Oplysninger fra 1503 Mejerier…”[19]
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Tabel 3
Smørmejerier iflg. Danmarks Statistik 1915
    
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
  
Handelsmejerier
I alt
1168
196
16
1380
123
1503
84,6 %
14,2 %
1,2 %
100 %
    
I den samme kilde, Statistiske Meddelelser er der en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914.
Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
Tidligere tiders herregårdsmejerier blev i første omgang afløst af mange, mindre fællesmejerier, der fra 1880'erne i vid udstrækning så efterhånden blev afløst af andelsmejerier.
Mejeriforeningens statistiske oplysninger i tabel 5 ser ud til at være alvorligt fejlbehæftede i tabellens indledende historik, da private fællesmejerier som anført kan konstateres i et større antal allerede før de første andelsmejerier fra 1882, se tabel 1-3. Og ikke som anført her i Mejeriforeningens tabel først fra 1930.[20]
Men sammenfattende er der nok belæg for at sige, at de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er oprettet før 1894. I et længere tidsmæssigt perspektiv kan udviklingen beskrives som en flyvende start, der kulminerer omkring 1900, topper i 1930-40’erne, viser tegn på stagnation i 1950’erne for endeligt at slutte herefter med massive nedlæggelser[21] af de små, decentrale mejerier fra 1960-70’erne.
Iflg. Mejeriforeningens oplysninger er der aktuelt 58 mejerier, der er medlemmer af Mejeriforeningen, 14 mejerier, der ikke er medlemmer.[22]
Det var således iagttageligt et ekspansivt marked, som arkitekt E. V. Lind, Skive ved 1900-tallets begyndelse valgte at satse på med sin mejeriarkitektur, og fra 1950'erne, hvor E. V. Lind stoppede som arkitekt, var storhedstiden klart ved at rinde ud. Lind var ved sit smørhul på rette tid og sted.
 
Tabel 4
Tabel 5
År
Antal mejerier
1888
914
1894
1507
1914
1503 inkl. handelsmejerier
1940'erne
o. 1600
1950'erne
o. 1400
O. 2020
72
Oplysningerne i tabel 4 er en sammenfatning af de statistiske oplysninger fra de øvrige tabeller. Iflg. Mejeriforeningen er Arla Foods aktuelt den absolut største mejerikoncern. Efterfulgt af Thise Mejeri som den næststørste.[23] Nøgletallene for 2020 er en samlet mælkeindvejning på 5,67 mia. kg[24]

Mejeribygningernes apparatur fra fælles- og andelsmejeriernes tid

Der er som på alle andre områder også sket en rivende udvikling i mejeriernes indretning og udstyr siden starten af de første fællesmejerier i 1860’erne og andelsmejeriet i Hjedding 1882 indtil i dag.
Mejeriernes indretning og udstyr beskrives her, som det har set ud i E. V. Linds periode som aktiv mejeriarkitekt 1907-56.
Som kilder hertil er valgt for det første en mejerist, Johs. Lund, som erindrer tilbage fra 1933, og som har beskrevet ”En dag i mejeriet”[25]
For det andet de to mejeriudgivelser Danske Mejerier, bd. 4, 1917 og Dansk Mejeristat, 1931, artikler om bygninger, maskiner og tilbehør[26]
Mejeristen fortæller om dagligdag i mejeriet, der 1933 startede kl. 5 med at tænde kedelfyret, der skulle drive dampmaskinen. Her var der lagt halm over kullet.
Med en vand drevet pumpe hævede man flødebassinet af træ op, så fløden kunne løbe ned i smørkærnen, der skulle lukke helt hermetisk for at skabe overtryk. Den skulle evt. varmes lidt op for at fremme processen med dannelsen af smørkorn. Kærnemælken skulle pumpes fra. Smørret blev herefter skyllet med koldt vand i kærnen, hvorfra det næringsrige, kolde vand kunne sælges som foder til interesserede landmænd.
Centrifugen var med ca. 100 indbyggede tallerkner, som efter den foregående dags brug og rensning skulle samles igen. Den kontinuerlige Maglekilde centrifuge har nok her været den af Alfa Laval fra 1889 med tallerkenindsats byggede centrifuge[27] Centrifugen kunne adskille fløde og skummetmælk.
Omkring kl. 7 startede indvejningen af dagens første mælkeleverance. Den dampdrevne forvarmer blev startet for med opvarmning til ca. 45o C at lette udskillelsen af fløden fra mælken, hvilket skete endeligt i centrifugen.
Skummetmælken, "futmælken" blev sendt sammen med men adskilt fra fløden gennem pasteuriseringsapparatet, lavet af fortinnet kobber. Fløden blev afkølet til 16-17o C i et åbent køleapparat, før det løb ned i flødebassinet, hvor der blev tilsat en modersyre, der gav smørret aroma.
Den mælk, der ikke blev brugt til smørproduktion, pumpedes ind i ostekarret, der skulle have en temperatur på ca. 30o C. Den rigtige fedtprocent blev opnået ved at tilsætte skummetmælk fra centrifugen og ca. 2% kærnemælk sammen med et kalvemaveenzym, "Chymasin".
Efter dagens brug var der rengøring af kærne, junger og pasteuriseringsapparat. Maskinerne skulle både rengøres og pudses.

Maskinerne og kravene til bygningsindretning.

Som mejeristens beretning delvist, så er maskinbeskrivelser og teknik tidsmæssigt alle fra 1930'erne i Dansk Mejeristat, 1931.
Statskonsulent C. H. Ibsen[28] formulerer de krav til mejeriernes bygningsmæssige indretning, som E. V. Lind givet har skullet tage nøje til efterretning.
M.h.t. lokalernes "Beliggenhed i og for hinanden" skulle de naturligvis være tilpasset "det daglige Arbejde", og her henvises til de i Dansk Mejeristat vedlagte skitsetegninger. Den gennemgående kommentar til bygningsindretningen er, at der skal tænkes i ”pris, udseende, funktionalitet og kravene til renlighed”.
Tilsvarende den her viste grundplan for smørmejeriet er der en grundplan for mejeri med osteproduktion[29], hvor der skal bruges plads til ostelager og pakkerum, og hvor bygningsstørrelsen afhænger af produktionen.
Fælles for både smør- og ostemejeriet er fyrrum med tilhørende kul- og dampmaskinerum, skummesal, kærne- og maskinrum. Dampkedlerne blev fyret op med træ, tørv eller kul, senere olie. Det hedder i Dansk Mejeristat: "Som Trækkraft anvendes i Hovedsagen Dampmaskiner, kun enkelte Steder, nærmest som Reservekraft, Elektromotorer.[30]
Efterhånden har elmotorerne naturligvis vundet indpas, men dampmaskinen holdt sig længe, også fordi spildvarmen herfra kunne udnyttes i mejeriet.
I maskinstuen finder man kølemaskinen, der kan være et kulsyre-, ammoniak- eller et svovlsyreanlæg.
Ud over at dampmaskinen kunne levere varmt vand, gav den desuden via remtræk trækkraft til andre maskiner som f.eks. en kulsyrekompressor.
Kompressoren stod i Maskinstuen, dampmaskinen i fyrrummet. Bevægelseskraften er således udvekslet via en kobling. Det varme vand fra dampmaskinen blev som regel opbevaret, gemt i en vandvarmer, som kunne holde vandet varmt.
Det stigende behov for rent vand på mejerierne medførte kombinerede pumpe- og vandrensningsanlæg til især bortskaffelse af vandets jernindhold[31]
Der var indvejningsvægte, hvor mælkekarret efterhånden "i stor Udstrækning var gaaet ovet til Aluminiumskar". Der var udmålingsapparater med mælkepumper, der "flyttede Mælken rund i Mejeriet".
Og om mælkens pasteurisering, opvarmning af mælken hedder det, at de "Apparater, der anvendes til Mælkens Pasteurisering er i meget udstrakt Grad af Fjords Type"[32]
Om Centrifugering og mælkerensning hedder det, at "igennem mange Aar har Centrifugerne Titan og Alfa tjent det danske Mejeribrug trofast."
I 1931 kommentaren omtales i tilknytning hertil "en Centrifuge med direkte koblet Elektromotor, ... sjældent endnu, men som synes at skulle blive mere brugt i Fremtiden.[33]
Til smørproduktionen er kærneælteren central. Om denne hedder det, at "Oplæggerbrædderne er dannet ud i eet med Tøndestaverne, saa der ingen samlinger er, der kan være Udklækningssteder for Bakterier ... ingen Metaldele ... som Smørret kommer i Forbindelse med ... Det Træ, der anvendes til Kærnetønder er dels Pitchpine, dels Teak-Træ ... Valserne er enten af Simara- eller af Teak-Træ."[34]
Desuden var der maskiner til smørrets vejning og pakning.
Som Ostningens apparater og redskaber nævnes ostekar, -knive, -skovle, -grebe, -rører, -forme, -presser, -parafingryder, -skrabere, -prikkere, -vægte m.v.[35]
Bymejeriernes salg af mælk direkte til konsum krævede særlige apparater. Der var udmålings- og tappe-, kapselapparater, maskiner til mælkeflasker.[36]
Transporten af mejeriprodukter
Der gøres i Dansk Mejeristat opmærksom på, at mælketransport på den tid, i 1930'erne, blev udliciteret til især husmænd, for hvem dette har været en særdeles væsentlig indkomstkilde. Det kan også konstateres i de samtidige aviser, at den årlige annoncering af mælketransporten fyldte meget i annonceringer fra mejeriernes årlige generalforsamlinger.
Men transporten undergik som alt andet i mejeridriften betydelige ændringer i løbet af 1800-tallet, fra "malkelejler" og "stripper" af træ til transportspande i metal, som først og fremmest var foranlediget af kravet om hygiejne.
Når man skulle transportere mælk til byer og købstæder fra herregårdenes og gårdenes overskudsproduktion før fælles- og andelsmejeriernes tid, foregik transporten i ankre, malkelejler som her afbildet, og lignende træbeholdere "af en for Rengøring meget uheldig Form ...", som har gjort den transporterede mælk ”mindre appetitlig".
I en beretning om livet i Odsherred o. 1850[37] beretter fortælleren fra sin mors tid som mælkepige. "Vi bar Spandene ned til Engene i et »Aag«. Det var ingen Sag at malke til Morgen og til Aften; men om Middagen, naar det var varmt, var det rent galt, for saa »bissede« Køerne... Sommetider malkede jeg ogsaa Faarene, og Mælken bar jeg da i en stor »Strippe« paa Hovedet - jeg havde en fast Krans, der var syet af kulørte Klude og stoppet med Blaar, paa Hovedet, og paa den stod
Strippen."
Malkepigernes ”strippe”[38] findes der næppe mange bevaret af.
Omtalte "mælkestrippe" ses her i to versioner, en tegnet afbildning fra det nedlagte Stevns Museum[39] og en bevaret spand fra Museum Vestsjælland, Ringsted.[40]
Ud fra de angivne mål har sådan en spand været o. 30 cm høj med en diameter på 18 cm, og hvis den har været med den bevarede spands løse låg, har den været kegleformet og af træ.
Det mest almindelige op til midten af 1800-tallet har nok været den "vidjeomvundne" strippe, dvs. bundet sammen af flækkede, tynde, bøjelige grene.
Senere er man muligvis gået over til at benytte metal i stedet for vidjerne som antydet på den tegnede strippe fra Stevns Museum.
Som følge af trætransportmidlernes uheldige egenskaber m.h.t. rengøring, blev de fortrængt af blikspande i fælles- og andelsmejeriernes første tid, produceret af lokale blikkenslagere, først firkantede, herefter af cylindrisk form a.h.t. rengøringen. Også den høje hals, som der her er afbildet et eksempel på, blev hurtigt afskaffet a.h.t. rengøringen.
Den her afbildede "Reform" spand af fortinnede stålplader uden rengøringsvanskelige nitter og lodninger blev sat i produktion i 1898 på Frederiksbergs Metalvarefabrik og fremhæves i 1910 af Industriforeningen Kjøbenhavn som et eksempel på dansk industriel kunnen.
I stedet for stål blev der efterhånden også produceret transportspande i alluminium,[41] hvor "Anskaffelsesprisen er noget højere end for Staalspande ... ", hvorfor salget var "ca. 25 pCt. af Aluminium".
Ud over mælkekuske og hestetransport blev der også til længere transport anvendt "Automobiler ... og De danske Statsbaner, der raader over ca. 70 Stk. hvidmalede vogne ..." til dette formål.[42]

Transportspande i metal

Mejeriernes transportspande til leverandørernes mælk undergik en hurtig forandring fra tidligere tiders mindre hygiejniske mælketransport i Stripper o.l. til en transportform i metalspande, som var et resultat af mejeriernes markante krav til hygiejne og kvalitet kombineret med industriel teknik.[43]
 

E. V. Linds mejeriarkitektur

De her skitserede rammer har været bestemmende for E. V. Linds arkitektoniske muligheder.
Før Lind kommer ind i mejeriarkitekturen, har vi fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode med den som beskrevet fremherskende simple, håndværksmæssige bygningskultur.
E. V. Linds tilgang til mejeriarkitekturen i den første ombygningsfase kan beskrives og periodiseres efter mejeribeskrivelserne, Danske Mejerier indtil 1918, og tiden indtil 1932, registreret i Dansk Mejeristat. Endelig tiden herefter, indtil 1956, hvor herværende mejeribeskrivelser er afhængige af lokalarkivernes og den samtidige presses informationer.

Mejeriarkitekturen

Der kan ud fra iagttagelsen af det fotografiske materiale om mejerierne inddeles overordnet i:
1) de tidlige, simple langhuse,
2) de arkitekttegnede, som efterfølgende, hurtigt kopieres af de af håndværkere opførte mejerier.
De arkitekttegnede mejerier kan opdeles i arkitekturen proklameret i Bedre Byggeskik fra 1915 og den efterfølgende Funktionalistisk Arkitektur fra o. 1930.

Mejeriernes bygningsmæssige udvikling og geografiske placering

Tabel 6
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra mejerikredse i Danske Mejerier 1914-18
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
9
15
9
1
17
1
2
1
2
1
2
2
3
2
3
12
22
7
12
10
17
2
3
1
2
Mejerier i alt
      
58 inkl. Ramsing
100
Mejerier tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive falder ind i perioden, hvor de mange decentrale, mindre fælles- og andelsmejerier havde gennemlevet den første, succesrige etableringsperiode.
Velstanden, der fulgte i kølvandet, blev brugt til om- og tilbygninger af de mejerier, som nu i nogen udstrækning blev arkitektoniske statussymboler for en mejeridrift, hvor det ”gik helt godt.”
I mejeriopgørelsen Danske Mejerier 1-4, 1914-18 er mejerikredsene kun delvist amtslige. Viborg, Ringkøbing og Randers amter var her dominerende i E. V. Linds mejeriarkitektur indtil 1918 med 56 % af de 58 her som Lind tegnede mejerier registrerede. Tæt fulgt af Thisted Amt - især Mors og Fur - samt Aarhus området. Det skal bemærkes, at tabellerne medtager Lind tegnede med accept af tegnestuefortegnelsens i forhold til mejeriopgørelserne overdrevne antal. Som der efterfølgende korrigeres for.
Tabel 7
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra amtslige mejerikredse i Dansk Mejeristat 1931-32
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
25,9
6
3,2
25,4
6
3,2
24
13,0
5
2,7
19
10,3
4
2,2
15
8,1
1
0,5
9
4,9
1
0,5
       
0,0
Mejerier i alt
      
185
100,0
Dansk Mejeristat er i modsætning til Danske Mejerier helt disponeret efter amtslige Mejerikredse, de amter, der efter genforeningen 1920 lå inden for den danske grænse.
De siden Danske Mejerier Bd. 1-4 nytilkomne amter 1920 er: Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter. Skanderborg Amt var i Danske Mejerier registreret under Aarhus og Omegn, senere Aarhus Amt. Roskilde var registreret under Københavns Amt.
Færøerne, Grønland og Island (med 1 Lind tegnet mejeri iflg. tegnestuefortegnelsen samt et påtænkt i Reykiavik, der aldrig blev opført) er ikke med i de to mejerifortegnelser.
Det fremgår af de elektroniske kald til de forskellige mejerikredse, hvilke der er blevet sammenlagt under hvilke amtskredse.[44]
I mejerifortegnelsen Dansk Mejeristat, udgivet 1932 er Ringkøbing og Viborg Amt dominerende i Lind arkitekturen med over 51 % af de her registrerede 185 mejerier.
Efterfulgt af Randers, Aarhus og Thisted Amt med over 31 %.
Herefter kommer en ca. jævn fordeling i det nordlige og sydlige Jylland med i nord Aalborg og Hjørring Amt over 6 %, i syd Ribe og Vejle Amt over 8 %.
Lind tegnede mejerier, der ikke er registreret i Danske Mejerier eller i Dansk Mejeristat og mejerier der er opført eller ændret efter 1932, er i den her samlede fortegnelse blevet placeret under de amtslige mejerikredse, der er benyttet i Dansk Mejeristat.
Det antages her, at der kan og skal sættes spørgsmålstegn ved tegnestuefortegnelsens mejerier, der ikke er medtaget i Danske Mejerier og Dansk Mejeristat som Lind mejerier.
I opgørelsen af E. V. Lind tegnede mejerier, rubriceret efter de i Dansk Mejeristat, 1932 registrerede, når antallet af tegnede mejerier op på 286, dvs. der er kommet 101 mejerier til siden 1932.
København, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt har fortløbende aldrig haft E. V. Lind tegnede mejerier, ej heller området syd for Kongeåen, dog med en markant undtagelse, Ribe Amt, der også 1864-1920 kom til at ligge inden for Kongeriget Danmarks grænse mod syd.[45]
Den foretagne periodisering hviler på tegnestuefortegnelsen v. Paul-Erik Lind, suppleret med de samtidige mejerifortegnelser / -historier indtil 1932 og lokalarkivernes oplysninger, suppleret med de ret få samtidige pressemeddelelser.
Mejerier, som i tegnestuefortegnelsen optræder som E. V. Lind tegnede mejerier forkastes, hvis de ikke kan dokumenteres ud fra de to mejerihistorier. I sagens natur kan der ikke findes dokumentation i mejerifortegnelserne efter 1932. Disse mejerier er så her accepteret ud fra tegnestuens angivelse, dog med det forbehold, at der imellem kan være tale om meget lidt E. V. Lind arkitektur. I så fald forkastes også her tegnestuefortegnelsens mejerier som tegnet af E. V. Lind.
Vejen Mejeri er i denne kategori undersøgt særskilt og afvist ud fra først og fremmest den dokumentation, der i Dansk Mejeristat viser, at det ikke kan være et E. V. Lind tegnet mejeri på trods af placeringen i tegnestuefortegnelsen.
Afvisning og tvivls prædikaterne er begrundet med, at der her formodes ikke at være tilstrækkelig dokumentation for eller tegn på et væsentligt arkitektonisk E. V. Lind bidrag. Tegnestuefortegnelsens oplysninger om en form for E. V. Lind medvirken drages ikke i tvivl. Men det afgørende kriterium for et væsentligt E. V. Lind arkitektonisk bidrag er, at der ikke i den ydre arkitektur må kunne påvises alternativ, fremtoningsmæssigt dominerende arkitektur.
Med disse forbehold er der i tiden indtil 1932 tale om 223 mejerier, hvor 25 forkastes, dvs. o. 10%. 23 anses desuden for tvivlsomme. Videmark Mejeri v. Hammel er ikke med i tegnestuefortegnelsen, men kan konstateres ombygget v. E. V. Lind i 1923.[46]
Tabel 8
E. V. Lind tegnede mejerier 1906-56
% andel
74
25,9
59
20,6
38
13,3
30
10,5
23
8,0
17
5,9
16
5,6
13
4,5
10
3,5
2
0,7
1
0,3
1
0,3
1
0,3
Island Akureri
1
0,3
Mejerier i alt
286
100,0
Det betyder, at der for tiden indtil 1932 er 199 mejerier, der accepteres som E. V. Lind tegnede, hvoraf der er 23 tvivlsomme men accepterede. Efter 1932 er der med korrektion for tegnestuefortegnelsens i 1935 konstateret 66 mejerier, hvor de fleste er tvivlsomme, fordi de af kronologiske grunde ikke supplerende kan dokumenteres ud fra de to mejerifortegnelser op til 1932.
Der er 1932-56 accepteret at have været 64 E. V. Lind tegnede mejerier.
Hvis der her som for tiden indtil 1932 skulle forkastes 10%, ville der tilbage være 58 Lind tegnede mejerier. Altså i alt 257 faktisk E. V. Lind tegnede mejerier, hvoraf måske yderligere o. 10% kunne være tvivlsomme.
Skønsmæssigt har E. V. Lind været hovedarkitekt på o. 250-60 af Danmarks ved hans død o. 1400 mejerier, dvs. på o. 17-18% af hans samtids mejerier.
Periodisering af E. V. Linds mejeriarkitektur[47].
Det kan være vanskeligt at finde de helt tidlige fælles- eller andelsmejerier fra 1880’erne fotografisk gengivet, da de fleste af mejerierne i de benyttede mejerifortegnelser har fotografier fra eller efter første ombygningsbølge ved 1890’ernes - 1900-tallets begyndelse.
Hele periodens mejeribyggeri kan stilmæssigt bredt gives flg. karakteristikker:
Tiden før og fra 1882 med det første andelsmejeri i Hjedding. Perioden er karakteriseret ved det simple langhus, muret i en etage, hvor dampmaskine og skorsten var på bygningens bagside, således som her illustreret med Hjedding Andelsmejeri. Det i det følgende behandlede Vejen Andelsmejeri fra 1891 er et temmelig sjældent eksempel på det simple langhus i to etager.
Perioden med skiftet til "det klassiske mejeri" med skummesal i bygningens midte med forhøjet perron til indvejning af mælk, som regel hævet og hvælvet loft med aftrækshætte til ventilation. En løbende overgang 1900-10, perioden hvor E. V. Lind starter som aktiv mejeriarkitekt. Som stilbetegnelse er det klassiske mejeri upræcist, men benyttes her som den bygningsmæssige overgang mellem det simple langhus og Bedre byggeskik mejerierne.
Perioden med Bedre byggeskik 1915-30 er at betragte som en videreudvikling af det klassiske mejeri, hvor skummesalens loft som regel nu holdes fladt, med store vinduespartier i den eller de fremskudte tværbygninger, med et mere detaljeret murværk.
Funktionalistisk stil, funkis fra 1935 med stramme, kubistiske former og pudsede facader, der fortsætter indtil o. 1960, hvor mejerierne får et moderne virksomhedspræg, der kun røber mejeriet ved den høje skorsten.
E. V. Lind starter i perioden 1900-10 og når også at tegne i funktionalistisk stil.[48]
I Ringkøbing og Viborg Amt er der iflg. tegnestuefortegnelsen helholdsvis 74 og 59 E. V. Lind tegnede mejerier. Heraf er Herninglund Fællesmejeri, Kjeldbjerg Andelsmejeri, Lødderup Andelsmejeri, Ramsing Andelsmejeri, Andelsmejeriet Sørvad, Torsted Andelsmejeri fjernet som E. V. Lind mejerier grundet manglende dokumentation ud over tegnestuefortegnelsen.
Det oprindelige Fuur Mejeri, senere Fur Andelsmejeri og Jebjerg Mejeri formodes begge at repræsentere mejeribygninger, som de så ud i startfasen som varianter til 18-1900-tallets typisk kombinerede bolig- og staldlænge på husmandssteder og mindre gårdbrug.
Disse tidlige mejeribygninger rummede oftest både mejeri og beboelse sammen med den karakteristiske mejeriskorsten i tilknytning til et langhus. Man har her nok lige skulle se, om mejeridriften var bærbar, mejerierne ligner moduleringer af 1800-tallets simple husmandshuse, hvor dyr og mennesker boede i samme længe, også for bedre at kunne holde varmen.[49]
Det var velsagtens den slags byggeri, som bevægelsen Bedre Byggeskik tilsigtede at forbedre med anbefalinger til stil og brug af materialer, der krævede arkitektbistand.
Bedre Byggeskik[50]
Bevægelsen under dette navn proklamerede sig selv 1915. Det skete i en situation, hvor 1800-tallets boligbyggeri blev varetaget af håndværksuddannede bygmestre, der ”ikke levnede æstetikken eller arkitekturen megen opmærksomhed”, som det hedder i den her refererede karakteristik fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Overordnede fællestræk for bygninger efter Bedre Byggeskiks retningslinjer anføres som:
Velkomponerede, enkle facader med helt enkle murværksdekorationer, blank mur med hvidkalkede gesimser, evt. pudsede og kalkede facader i stedet for den blanke mur.
Frontkviste opført i plan med facaden, saddeltage belagt med tegl eller cementtagsten.
Opsprossede, hvidmalede vinduer med små rudeformater og bearbejdede hoveddøre.
Arkitektonisk sammenhæng mellem de forskellige bygningsdele samt med eventuelle udhuse.
Sammenfattende kan karakteristikken formuleres som en arkitektur med et præg af "Hjemstavnsstil" i god udførelse, tilsat noget nyklassicisme[51].
Og velsagtens også et godt salgsargument for kompetent arkitektbistand.

Udviklingen i E. V. Linds mejeriarkitektur

Linds først konstaterede mejeribyggeri, Krejbjerg Andelsmejeri, oprettet 1907 er atypisk, ikke i Bedre Byggeskik stil. Men allerede 1908 etablerede han som arkitekt på Godthaab Andelsmejeri i Jebjerg, oprindeligt bygget 1894, den velkendte Lind mejeriarkitektur, som fra 1915 blev retningsgivende under betegnelsen Bedre Byggeskik. Her med pudsede facader, der senere afløses af blank mur.
Uden at kende offentliggørelsen af principperne for Bedre Byggeskik har Lind her tegnet et for ham i årtier typisk mejeri med et traditionelt - men overbygget - langhus, med fremskudt frontkvist herigennem og saddeltag med tegl.
Disse kendetegn er endnu mere fremtrædende ved Højslev Andelsmejeri fra 1914, hvor den gennemgående frontkvist for at give plads til skummesalen er frem- og bagudskudt i forhold til langhuset. Hannæs og Jegindø Andelsmejeri, begge Thisted Amt og begge ombygget v. E. V. Lind 1911 er nærmest prototyper på den Bedre Byggeskik, der proklameres 1915 med blanke murstensfacader og hvidkalkede gesimser. Hannæs og Jegindø mejerier er næsten helt identiske i byggestil.
Krejbjerg Andelsmejeri fra 1907[52] ligger byggestilsmæssigt tættest på de tidlige mejeriers simple langhus.[53] Men ellers har E. V. Lind tidligt, før Bedre Byggeskik, alle denne landsforenings karakteristika i sin mejeriarkitektur, hvad også ombygningen 1911 af Skive Andelsmejeri, Thomsensgade[54] er et godt eksempel på.
Som prototype har de af Lind tegnede mejerier i tiden indtil 1918 et langhus som de tidlige mejerier, men med et gennemgående midterparti med fremskudte kviste på begge sider af langhuset.
Der er i Linds mejeriarkitektur altid to etager med sadeltag, 45 grader, kvistdelen er som regel noget højere end langhusdelen. Længden på langhuset kan variere fra samme længde som kvistdelen (Borup[55] f.eks.) op til adskilligt længere.
Kvistdelen kan være placeret i midten af langhuset eller i den ene side. Der er enkelte eksempler på flere kviste, Engvang (to) og Hjarup (tre). Samt eksempler på en mindre kvist i beboelsesdelen, f.eks. Foulum.[56]
Udluftningen på kvistdelen er hyppigst udformet som en mini, overliggende kvist, enkelte gange som et rundt eller flerkantet tårn, eks. Hjarup, Esbenhus, Engvang.[57]
Der er ingen fast praksis o. beboelse i mejeriet eller særskilt i forhold til mejeriet.
Kvistpartiet er karakteristisk og gennemgående udformet med runde buer med tilhørende vindues- og dørpartier.
Der varieres i kvistpartiet mellem et stort sammenhængende vindues-parti i som regel 3-4 fag, et overliggende rundbuet parti med underliggende vinduer (eks. Foulum) eller med indlæsningsdøre.
Der er eksempler på næsten ens mejerier i perioden 1911-13, der kan karakteriseres med formentlig røde / naturfarvede mursten, hvidkalkede hjørner på langhuset og kvistpartier og hvidkalkede, stukformede tagafslutninger, kvistpartiets vinduer i tre fag fra sokkel til tag kip.[58]
Nederholm fra 1913 er i samme kategori men skiller sig ud ved i kvistpartiet at have et mindre, rundbuet vinduesparti i to fag, i stueetagen flankeret af to døre til indlæsning i mejeriet.[59]
Selv om det er rimeligt at se E. V. Lind som en tidlig eksponent for, måske endda som forgænger for Bedre Byggeskik, oprettet 1915, så bliver resten af Linds mejeribygningsperiode 1918-32 en naturlig og konsekvent videreførelse af denne byggestil og en tilsyneladende kun tøvende tilgang til funkisstilen, der dukker op som det nye i denne periode.

Mejerier i perioden 1918-32.

Denne periodes E. V. Lind mejerier er en videreførelse af hans tidlige arkitektoniske stil med langhuset i to etager, et kvistagtigt midterparti med skummesalen, hvor vindues- og dørpartier er rundbuede. Byggestilen er helt i harmoni med anbefalingerne fra Bedre Byggeskik, tilpasset den praktiske mejerifunktion, som først og fremmest a.h.t. skummesalen har givet frem- og bagudskudte kvistpartier.

Mejerier i perioden 1932-56.

Der er i denne periode flere eksempler på, at E. V. Lind forlader den hidtidige Bedre Byggeskiks arkitektstil. Det sker ikke entydigt og konsekvent. Man kan måske oven i købet konstatere, at det sker stykvis og delt.
Den nye, funkis prægede stil[60] repræsenteres af Andelsmejeriet Fuglsang ved Holstebro, oprettet 1897, her illustreret med E. V. Linds mejeribestyrerbolig, tegnet 1938.[61]
Og ikke mindst med mejeriet Akureyri i Island, opført 1936. Begge ganske demonstrative eksempler på funkisstilen.
Mejeriet i Island, i den næststørste by Akureyri har siden 1993 været kunstmuseum. Med sine tre etager repræsenterer Akureyri mejeriet et nytilkommet træk i E. V. Linds mejeriarkitektur, som også samme år kan iagttages på "de aarhusianske Arbejderes eget Mejeri, Enigheden paa Silkeborgvej”, hvor der dog kun var to etager.[62]
Som bestyrerboligen til Fuglsang kan man kalde den arkitektoniske stil funktionalistisk i næsten avantgade Bauhaus stil[63], som siden 1920 har været en modernistisk version af funktionalismen, en tilpasning til industrialiseringens masseproduktion.
Andre eksempler på den funktionalistiske byggestil er ombygningen af Frijsenborg Herregårdsmejeri, Hammel i 1936, Haverslev Mejeri, ombygget 1946, Marskendal Mejeri, Ry, flyttet 1937 med tilhørende Lind tegnet arkitektur, Andelsmejeriet Mollerup, opført 1939, Nonnebjerg Andelsmejeri, Skanderborg, ombygget 1946, Ringkøbing Andelsmejeri, ombygget 1938, Skørping Mejeri, med Lind tegninger fra 1950, Trevad Andelsmejeri, ombygget 1952, Vejby Andelsmejeri v. Hjørring, ombygget 1937, funkis i tre etager, Vejen Andelsmejeri, postuleret ombygget v. E. V. Lind 1947.[64]
Der er til gengæld i denne periode også adskillige eksempler på, at E. V. Lind kun sporadisk har ændret sin byggestil i funktionalistisk retning: Ombygningen af Blaahøj Andelsmejeri 1938, Fjordsminde Andelsmejeri, ombygget 1958, året hvor E. V. Lind døde, Gedsted Andelsmejeri, ombygget 1949, Kvong Andelsmejeri, ombygget 1945, Kvissel Andelsmejeri, hvor Linds tegninger er dateret 1958, Lomborg Andelsmejeri, ombygget 1939 som egnens første elektrisk drevne mejeri, Middelfart Mejeri med Lind tegninger til ombygning 1943, Rind Andelsmejeri, ombygning 1937, Stakroge Andelsmejeri, der brænder 1945, genopførelse efter Lind tegninger 1946, Stenkilde Andelsmejeri, Vellev, ombygget 1930-36, Tårs Andelsmejeri, ombygget 1919 og 1946, Veddum Andelsmejeri, ombygget 1947.[65]
Middelfart og Rind Mejeri kunne lige så vel karakteriseres som typiske mejerier efter Bedre Byggeskik som influeret af funkisbyggestilen, måske endda meget lidt funkis.

E. V. Linds mejeri arkitektur lokalt

E. V. Linds mejeriarkitektur omfattede iflg. Lind selv ved jubilæet i 1935 kun ca. halvdelen af hans arkitektur. Resten, den del, der kan lokaliseres til Skive Kommune, fremgår af P.-E. Linds Bygninger med sjæl, s. 101-187, 212-219. De vigtigste i Skive er Børsen, Adelgade-Vestergade, opført 1904, Brogaarden, Slotsgade-Østerbro, opført 1905, Højslev Kro og købmandsforretningen over for, opført 1905. Samt en række markante villa- og andre byggerier i Skive by, der stadig gør Skive til en bygningsmæssigt seværdig by. Hertil kommer så hovedsigtet, de E. V. Lind tegnede mejerier i Skive Kommune.[66]
Fur, Mors, Salling og Fjends [67]
Der er i dette afsnit om E. V. Linds helt nære lokalområde kun inkluderet få oplysninger om de tegnede mejerier, men der er henvisninger til digitale, fotografiske m.fl. oplysninger til mejerierne.
Furs ene registrerede andelsmejer har haft et fællesmejeri som forgænger, der ses omtalt første gang i Skive Folkeblad som "Fur Mejeri" 19. marts 1891. Iflg. Danske Mejerier[68] er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 og ombygget v. E. V. Lind i 1924-25.[69].
Mors har optalt 13 mejerier ud over det tidligere vandmejeri på herregården Dueholm. Tegnestuefortegnelsen anfører E. V. Lind arkitekt på 7 af disse mejerier:
1. Andelsmejeriet Assels, Ø. Assels, Nykøbing Mors, oprettet 1888, ombygget 1916 v. stedlige håndværkere og igen 1924 v. E. V. Lind.
2. Erslev Andelsmejeri er oprettet 1887, genopført 1896 i "tildels i den nuværende skikkelse", med tilbygninger 1905 og 1913. "Ombygning 1925 og 26 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive.”[70]
3. Flade Andelsmejeri, oprettet 1913. Både bygget 1913 og "Udvidelse 1930 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive."
4. Karby Andelsmejeri, fællesmejeri 1882-86, nybygget andelsmejeri 1893, "Ombygning 1911 og 24 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive."[71]
5. Lødderup Andelsmejeri, oprettet 1896. Ingen oplysninger om arkitekt i mejerifortegnelserne, kun i tegnestuefortegnelsen med E. V. Lind.[72]
6. Solbjerg Andelsmejeri er oprettet 1913 v. ”Statskonsulenten og Arkitekt Lind, Skive”. Et helt typisk E. V. Lind tegnet mejeri fra den tid, prototype på Bedre Byggeskik.[73]
7. Øster Jølby Mejeri / Andelsmejeri. Blev 1882 oprettet som Jølby Fællesmejeri, 1893 Jølby Andelsmejeri.[74]
Desuden Damsgaards Mølles Andelsmejeri, oprettet 1890, ”Omændret” 1907, Sydvestmors o. Karby og Outrup Mejeri. Hverken Lødderup eller Øster Jølby er i mejerifortegnelserne anført som tegnet af E. V. Lind. Og da de heller ikke arkitektonisk fremtræder som Lind tegnede mejerier, medregnes de ikke, således at der på Mors antages at have været 5 E. V. Lind tegnede mejerier.
I Salling er der optalt 18 mejerier ud over Herregårdsmejerierne. Tegnestuefortegnelsen har E. V. Lind som arkitekt på flere af disse mejerier, end der kan findes belæg for:
1. Andelsmejeriet Balling, oprettet 1887, ombygget 1912 v. E. V. Lind.[75]
2. Brodal Andelsmejeri, Lem, oprettet 1889, ombygget v. E. V. Lind 1910.[76]
3. Danelykke Andelsmejeri, Hem, oprettet 1892, ombygning 1908 under medvirken af E. V. Lind.[77]
4. Krejbjerg Andelsmejeri, oprettet 1907 v. E. V. Lind i utypisk, ikke Bedre Byggeskik stil,
5. Saugstrup Andelsmejeri, Jebjerg, oprettet 1892, ombygget v. E. V. Lind 1922
6. Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916 ved Statskonsulenten og E. V. Lind.
7. Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1911 ved E. V. Lind.[78]
8. Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med adresse i Jebjerg finder man i Danske Mejerier[79] Godthaab Andelsmejeri, oprettet 1894. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført. Det i 1884 oprettede fællesmejeri bliver 1893 til andelsmejeri og er registreret som Godthaab siden 1894, ombygget af E. V. Lind 1908.
9. Lem Mejeri kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.[80] ”Omændret 1910 (v.) … Arkitekt Lind”.
10. Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 som andelsmejeri med E. V. Lind som arkitekt.[81]
11. Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere, 1893 bliver til Nordsalling Andelsmejeri.[82] Der kan tidligst være tale om E. V. Lind arkitektur fra 1952, da udvidelsen i 1923 iflg. Dansk Mejeristat, s. 482-83 skete ”under Medvirken af stedlige Haandværkere." Mejeriet blev udvidet 1952 iflg. lokalarkivet. Jf. P.-E. Lind, s. 210, som hævder E. V. Lind ”opførte … en nybygning”, som kunne være den fra 1952.
12. Rødding Andelsmejeri, Spøttrup, oprettet 1889, ombygget v. E. V. Lind 1922.[83]
13. Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V, Lind 1911.[84]
14. Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, iflg. Dansk Mejeristat, s. 493 "Ombygget 1922 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive".
15. Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, ”Ombygning 1911 og 1931 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive."[85]
Ved oprettelsen 1893 har Skive Andelsmejeri ret usædvanligt været bygget som et toetagers langhus med kvist i midterpartiet, fremgår det af et foto fra Thomsensgade 1905. Mejeriet blev ombygget v. E. V. Lind 1911 og 1931. Ved den første ombygning blev 1. etage erstattet af tagetage med 45o taghældning, 1. etages kvistparti erstattet af en tværgående kvistbygning til skummesalen og med de typiske blanke sten hvidkalkede hjørner på langhus og kvistpartier og hvidkalkede, stukformede tagafslutninger, kvistpartiets vinduer i tre fag fra sokkel til tagkip. En helt typisk ombygning, som bliver prototype efter Bedre Byggeskiks principper. Ombygningen i 1931 bliver en forlængelse af langhuset, velsagtens fordi den foregående ombygning med nedlæggelsen af 1. etage har givet pladsmangel. Og 1931 med pudsede i stedet for blanke sten. Der er i 1931 ombygningen ingen spor af funktionalistisk byggestil, selv om det her nok kunne have været tidsmæssigt relevant. Den bevarede mejeribygning i Thomsensgade har bevaret det meste af den oprindelige Bedre Byggeskik og E. V. Lind stil.[86]
Ikke E. V. Lind tegnede mejerier i Salling:
Breum Andelsmejeri, oprettet 1909 er med i tegnestuefortegnelsen, men er ikke omtalt som Lind mejeri i mejeribeskrivelserne.
Dybbækdal, Thise Andelsmejeri starter ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til det lille, private fællesmejeri i Jebjerg i 1886. Det traditionsbundne fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, bestående af økologiske interessenter.
De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologisk andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer. Selv om E. V. Lind i tegnestuefortegnelsen er anført som arkitekt på Dybbækdal Andelsmejeri i 1939, så er der ikke konstaterbar Lind arkitektur i eller omkring mejeriet.
Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885. I tegnestuefortegnelsen anført som E. V. Lind tegnet v. ombygning 1913. Lind er ikke anført som arkitekt i mejeribeskrivelserne.
Roslev Andelsmælkeri, senere også Roslev Mejeri, ses registreret første gang 2. sept. 1889 i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”. Ikke E. V. Lind tegnet.
 
I Fjends er der optalt 7 fælles- og andelsmejerier, excl. Herregårdsmejerierne, 4 tegnet af E. V. Lind:
Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri lå Viborgvej 214, hvor nu Højslev Brugsforening ligger. 1960 blev mejeriet ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235.[87]
Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905.
Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888. Er med i tegnestuefortegnelsen over E. V. Lind tegnede mejerier. Er ikke registreret som sådan i mejerifortegnelserne, og ser heller ikke ud som E. V. Lind arkitektur.[88]
Sparkær Andelsmejeri, oprettet "1916 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive."[89]
Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914.
Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888.
Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri.[90]
Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. E. V. Lind 1914.
Daugbjerg Andelsmejeri.
Der har i Fjends området været to herregårdsmejerier, Staarupgaard, som ses registreret i funktion 1893 med ophør 1894.[91] Og Ørslev Kloster, der senest er blevet nedlagt 1874, muligvis før.[92]
En ny tids muligheder var her de enten nedlagte eller nedlægningstruede, lokale herregårdsmejerier, som kun sporadisk forblev konkurrencedygtige over for de driftige og fremsynsdrevne nye tids fælles- og andelsmejerier.

Hald Andelsmejeri i den nye tids arkitektur uden arkitekt

Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Kjær, Skovmølle, Bøstrup som et privat fællesmejeri.
Det fremgår af Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol, at mejeriet februar 1893 blev købt af ”Beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård, Degnsgård og Sejstrup …”, og at Hald Andelsmejeri blev solgt af ”… Kristen Kjær Skovmølle, (der) valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Det fremgår af forhandlingsprotokollen, at det besluttedes at ombygge og udvide det oprindelige mejeri i 1910 ”under Medvirken af lokale Haandværkere”.
Ombygningen er interessant, fordi den stort set er udført efter det koncept, E. V. Lind har benyttet i sin mejeriarkitektur siden 1908. Der er i forhandlingsprotokollen kun anført, at man med et temmelig snævert flertal fik ombygningen gennemført, nødvendiggjort af stigende leverancer. Om man så har villet spare arkitektregningen og har bedt de lokale håndværkere studere E. V. Linds mejeriarkitektur kunne være en mulighed, som det også kunne have været tilfældet med flere andre håndværkstegnede mejerier, opført efter det koncept, E. V. Lind og Bedre Byggeskik lagde ud som retningsgivende for mejeribyggeriets anden fase i starten af 1900-tallet.
Hvad der er sparet, det er tjent, er der vist enighed om i det jyske.
 
  
Det oprindelige Hald Fællesmejeri, som det formentlig har set ud ved opførelsen i 1886, præsenteret i Skive Folkeblad 17. sept. 1907.
 
Det i 1910 ombyggede Hald Andelsmejeri med tydelige karakteristika fra E. V. Linds og senere Bedre Byggeskiks anbefalinger til mejeriarkitekturen. Foto i Danske Mejerier, Bd. 3, s. 500 og i Dansk Mejeristat, Bd. 4, s. 455. Man har dog næppe i Hald kendt til Bedre Byggeskik, men E. V. Linds mejeriarkitektur har man formentlig været bekendt med.

Vejen Andelsmejeri og andre mejerier, der er tvivlsomme E. V. Lind mejerier

Paul-Erik Lind opdeler E. V. Linds mejeriarkitektur i to perioder: 1908-1935 med 208 mejerier og 1936-1956 med 65 mejerier. Altså 273 mejerier i alt som en vurderet korrektion til selve fortegnelsens 342 mejerier[93].
Her benyttes en periodisering med 1932 i stedet for 1935, da Dansk Mejeristat, den væsentligste, korrigerende kilde udkommer 1932. Og som yderligere korrektion til E. V. Linds tegnestuefortegnelse benyttes her de samtidige kilder indtil 1932 Danske Mejerier og Dansk mejeristat.
Er E. V. Lind ikke anført som arkitekt her, anses tegnestuefortegnelsen som en parentes. Dette gælder også i forhold til de af P.-E. Lind anførte 273 mejerier, som her er blevet korrigeret til 263 mejerier, der er accepteret med forbehold som E. V. Lind tegnede.
Vejen Andelsmejeri er interessant ved oprindeligt at fremstå som et to etagers, traditionelt mejeribyggeri [94], senere tilføjet elementer fra Bedre Byggeskik.
Vejen Andelsmejeri er et eksempel på mejerier i E. V. Linds mejerifortegnelse[95], der kun sporadisk eller perifert har haft E. V. Lind som medvirkende arkitekt.
Det er således et eksempel på, at det stadig står tilbage at få foretaget historiske undersøgelser af, om de 263 mejerier, der er anført som skønnet egentligt Lind tegnede mejerier, alle er rimeligt klassificeret, eller om der yderligere skulle være eksempler som Vejen Andelsmejeri, hvor Linds arkitektoniske prædikat enten er tvivlsomt eller uberettiget.
Vejen Andelsmejeri er her undersøgt eksemplarisk for at illustrere de problemer, der kan være med et uvist antal af de 65 af P.-E. Lind anførte mejerier som tegnet af E. V. Lind efter 1935.
Vejen Andelsmejeri er oprettet 1891, og er iflg. Dansk Mejeristat, Bd. 3, s. 547 ombygget 1924-25 ved arkitekt J. Jespersen, Fredericia.
Ombygningen af Vejen Andelsmejeri i 1924-25 er således uomtvisteligt ved arkitekt J. Jespersen, klart og entydigt dokumenterer i den stort set samtidige Dansk Mejeristat fra 1932.
Den potentielle ombygning 1947 ved arkitekt E. V. Lind, Skive fremgår af dennes mejerifortegnelse, der ligger på Skive Byarkiv, byggesagsnummer 708. Denne mejerifortegnelse er benyttet i P.-E. Lind, Bygninger med Sjæl, og er her nærmere omtalt s. 205-06, hvor udvidelsen i 1947 iflg. P.-E. Lind skulle have været en "stor tilbygning tegnet af E. V. Lind" til den begyndende isproduktion, Diplom Is. Som illustration hertil bringes et fotografi af det i 1924-25 ombyggede gamle mejeri, hvor det benyttede foto kan dateres til o. 1950. Hverken foto eller omtale røber, hvori E. V. Linds bidrag til ombygningen fra 1924-25 består. Sammenligner man med foto i Dansk Mejeristat af 1924-25 ombygningen, så er de to fotografier stort set identiske, oven i købet fra næsten samme vinkel, og her er J. Jespersen, Fredericia som anført arkitekt.
Forelagt den her anførte dokumentation har P.-E. Lind svaret tilbage, at han ”må erkende, at jeg havde overset Dansk Mejeristat fra 1932, der klart dokumenterer, at bygningen i Nørregade eksisterede den gang (i 1924-25)... Linds lommekalendere oplyser ... at han besøgte Vejen i 1947. Tegningerne fandt jeg derimod ikke. Hvad EVL foretog sig i Vejen står hen i det uvisse …"

Bygningshistorien for Vejen Andelsmejeri
I Danske Mejerier Bd. 4, s. 236 fra 1918 er der intet foto af mejeriet, hvorom det hedder, at det "begyndte 1891 ... (med) 11 værelser ..." til beboelse, hvilket indikerer, at det har været en rimeligt betydelig bygning, hvilket også størrelsesmæssigt fremgår også af et formentlig med oprettelsen næsten samtidigt fotografi af bygningen i to etager med firkantet mejeriskorsten bag bygningen og formentlig en aflæsningsrampe i gavlenden, der vender ud mod det, der nu er Lindetorvet. Byggestilen er et traditionelt langhus, blot i to etager.
Det er uomtvisteligt, at det "gamle mejeri" først bygningsmæssigt ændres med opførelsen af det "nye mejeri" i 1924-25, og at det ikke siden i det væsentlige har skiftet udseende.
Det ”gamle mejeri” er beskrevet i Danske Mejerier, Bd. 4 fra 1917 og er repræsenteret ved et hermed ca. samtidigt fotografi.[96]
 
 
Dette udaterede fotografi af det oprindelige mejeri fra Vejen Miniby og Vejen By Lokalhistorie er identificeret til o. 1950 af datteren af en af fotoets chauffører.
Det er helt åbenbart det 1924-25 ombyggede mejeri.
Og det er dette foto, som P.-E. Lind i sin bog Bygninger med sjæl, s. 205 karakteriserer som ”Erik V. Linds tilbygning til Vejen Andelsmejeri.” Hvilket er erkendt ukorrekt.
Det ”nye mejeri” er en ombygning af den oprindelige mejeribygning ud mod Nørregade, suppleret med en nyopført mejeribygning ud mod Lindetorvet, illustreret ved foto af begge bygninger i Dansk Mejeristat, Bd. 3, s. 547, udgivet 1932. Her hedder det, at der er ”Ombygget 1924-25 under Medvirken af Arkitekt J. Jespersen, Fredericia. ”Sammenlignet med det "gamle mejeri" har der været en firkantet mejeriskorsten før den runde mejeriskorsten på det "nye mejeri", 1924-25 bygningen.
Ved ombygningen 1924-25 er det nye mejeri opført og bygget, hvor der har været en lille tilbygning bag det gamle mejeri.
Så vidt, det kan vurderes ud fra det foreliggende, så har E. V. Lind i 1947 næppe ændret noget ved konstruktionen i det i 1924-25 opførte mejeri, som står stort set uforandret.
E. V. Linds arkitektoniske aftryk er ikke konstaterbart, er muligvis kun en helt betydningsløs detalje med bygningsnummeret 708 i mejerifortegnelsen.
Der kan næppe være tale om andet og mere end en simpel videreførelse af arkitekt J. Jespersens arkitektur fra 1924-25, muligvis en ikke-iagttagelig ændring af det indvendige.

Mejeriarkitekturen og E. V. Lind.

Arkitekt E. V. Linds mejeriarkitektur kan allerede fra 1907-08 tjene som eksempel på den byggestil, der 1915 proklameres som Bedre Byggeskik. Lind bliver med sin byggestil den førende mejeriarkitekt i først og fremmest Jylland, og her især koncentreret o. Ringkøbing, Viborg, Aarhus og Randers amter.
Lind kan karakteriseres som den førende arkitektoniske repræsentant for den mejeristil, der kommer til at afløse de tidligere, simple langhuse, opført af lokale håndværkere.
I den valgte periodisering kan E. V. Lind placeres som arkitektonisk repræsentant for den velstandsarkitektur, som fra o. 1900-10 starter under betegnelsen "det klassiske mejeri", som fortsætter under betegnelsen "Bedre Byggeskik" 1915-30 og med E. V. Linds som arkitektonisk aktør slutter med den funktionalistiske periode 1935-60.
Det har her ikke været hensigten at gøre forsøg på nærmere klassificeringer af E. V. Lind under historicisme, nationalromantik m. fl. arkitektoniske betegnelser.
Men E. V. Linds arkitektur, dens gennemslagskraft i form af udbredelse og betydning for mejeriarkitekturen i "velstands- eller blomstringsperioden" 1900-1960 er undersøgt og karakteriseret i den historiske kontekst.
Lokale håndværkere, der har fornemmet de gode tider, og har set sig om efter herskende, mere luksuriøse, arkitektoniske udtryk har i vid udstrækning også benyttet anbefalingerne fra Bedre Byggeskik, som bliver den dominerende mejeriarkitektur, indtil den fra o. 1930 afløses af funkisstilen, som også - mere sporadisk ganske vist - er repræsenteret i E. V. Linds mejeriarkitektur.

Afslutning

Hvem der har været først i mejeriarkitekturen, og hvem der har efterlignet, er ikke undersøgt her. Der kan jo ret beset også have været tale om en gensidig påvirkning, endda om udtryksformer, som er hentet fra lokale håndværkere. Eller fra arkitektoniske strømninger, der som Bauhaus stilen er kommet fra Tyskland eller andre steder i udlandet.
Endelig - som anført af P.-E. Lind i Bygninger med sjæl - har andelshaverne også haft krav, som arkitekter og håndværkere mere eller mindre har skullet rette ind efter. Og selvom mejeridriften havde økonomisk medvind, kunne man jo godt bygge arkitektonisk uden en så sparet arkitekt.
Hvis arkitekt E. V. Lind er repræsentativ for den her undersøgte mejeriarkitektur, så er det arkitektoniske udtryk kommet ind i mejeribevægelsens velstands- og ombygningsperiode o. århundredskiftet 1900.
E. V. Lind har fra start i 1907-08 været repræsentant for en klar markering af den arkitektur, der efterfølgende fra 1915 får betegnelsen Bedre Byggeskik. Det er ikke som den nationalromantiske og nyklassicistiske byggestil en defineret arkitektonisk, men dog en retningsgivende, ramme.
Det betyder i mejeriarkitekturen, at den håndværksmæssige kvalitet og den stilrene arkitektur med et tilskud af egnstraditioner med E. V. Lind som en meget tidlig eksponent er slået igennem med Bedre Byggeskik, som så i løbet af 1930’erne med E. V. Lind som en noget fod slæbende part er blevet tilsat den funktionalistiske udtryksform.
 

Kilder og andet benyttet materiale

Bjørn, Claus, red. (1982): Dansk Mejeribrug 1882-2000. De danske Mejeriers Fællesorganisation.
Bjørn, Claus, Andelstiden, Produktionsanlæg og sociale bygninger. I De kulturhistoriske interesser i landskabet. Miljø og Energiministeriet, Skov og Naturstyrelsen, 1996. Mejeriet - andelstidens symbolbygning, s. 317-20.
Bjørn, Claus i Bol og By: Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, Nr. 2:1 (1977): Det agrare Danmark og det industrielle gennembrud 1860-1914, Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890.
Danmarkshistorien.dk Aarhus universitet.
Dansk mejerihistorie har to hovedværker, Danske Mejerier, bd. 1-4 og Dansk Mejeristat, bd. 1-5, som vil være en kildemæssig grundstamme i enhver undersøgelse af dansk mejerivæsen.
Danske Mejerier bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1915. Mejerikredsene Frederiksborg, Københavns, Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholm Amt, Møen, Aarhus og Omegn.
Danske Mejerier bd. 2, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1916. Mejerikredsene Maribo, Svendborg, Odense, Fyens, Aarhus Amt, Vejleegnens, Sydjysk, Vejle og Omegn, Vejle Omegns, Midtjysk, Horsens og Omegn, Aarhus og Omegn, Silkeborg og Omegn, Horsens, Hammerum Herred.
Danske Mejerier bd. 3, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1917. Mejerikredsene Randers, Aarhus, Aalborg, Viborg, Thisted, Hjørring Amt, Aarhus og Omegn, Randers, Hobro og Omegn, Hobro, Øst Vendsyssel, Vendsyssels, Hjørring, Silkeborg og Omegn, Midtjysk.
Danske Mejerier bd. 4, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1918. Mejerikredsene Ringkøbing, Viborg, Ribe, Vejle Amt, Hammerum Herred, Silkeborg og Omegn, Ringkøbing Amts Nordre og Søndre, Sydjysk, Vejle Omegns Mejeriforening, Færøerne.
Dansk Mejeristat bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. København, Københavns, Frederiksborg Amt. Samt afhandlinger om mejeridrift, lovgivning m.v.
Dansk Mejeristat bd. 2 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholms, Maribo Amt.
Dansk Mejeristat bd. 3 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Odense, Svendborg, Tønder, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Ribe Amt.
Dansk Mejeristat bd. 4 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Vejle, Ringkøbing, Aarhus, Viborg Amt.
Dansk Mejeristat bd. 5 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1932. Randers, Aalborg, Hjørring, Thisted Amt. Samt registre og andre supplerende afhandlinger. I alle fem bind er der oversigter over faglærte mejerister og kontrolforeningerne.
Omtale af Mælkeriskolerne Ladelund, Dalum og Ribe s. 319-331. S. 255-300 har Hans Appel, hvad han kalder ”En Tidbetragtning”, der strækker sig over tiden fra o. 1860-1918.
Fortegnelse over Mejerier 2. Udg. 1894 af Dansk Mejeristforening, Smaatryk fra Det Kgl. Bibliotek.
Hertel, H., Andelsbevægelsen i Danmark, København 1917. Afsnit om Andelsmælkerierne, Mejeriforeningerne, Mælkebedømmelsesforeningerne, Danske Mejeriers Smørkærneforening, s. 105-184.
Historisk Samfund for Skive og Omegn, http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur, Arkitekt E. V. Linds bidrag til dansk mejeriarkitektur.
Industriforeningen Kjøbenhavn, Billeder for dansk Industri og Mejerivirksomhed i Ind- og Udland, 1Ste Del, København 1910.
Lind, Paul-Erik, Bygninger med sjæl, Arkitekt Erik V. Linds mejerier og andre bygninger 1904-1955, Hovedland 2021.
Mejeribruget i Danmark i 1914, DANMARKS STATISTIK, STATISTISK E MEDDELELSER, FJERDE RÆKKE NI OG FYRRETYVENDE BIND, FØRSTE HÆFTE, København 1915.
Mejerier på Als og Sundeved, udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1987.
Mejeriforeningen, indtil 1996 Danske Mejeriers Fællesorganisation, oprettet 1912 som De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, https://mejeri.dk/mejeribranchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-danmark/.
Mejerivirksomhed, Billeder fra dansk Industri og Mejerivirksomhed i Ind- og Udland, udgivet 1911, DTU, Danmarks tekniske kulturarv.
Rigsarkivets og lokalarkivernes mejerioplysninger, herunder forhandlings- og medlemsprotokoller for udvalgte mejerier.
Samtidige aviser, Det Kgl. Biblioteks Mediesamlinger, Mediestream Statsbiblioteket.
 

Noter og henvisninger

[1] Krabbesholm med mejeri og ladegård, postkort 1906 og det E. V. Lind tegnede Andelsmejeriet Danelykke, Hem, ombygning 1908 v. E. V. Lind.
[2] Tegnestuefortegnelsen er på 342 mejerier, Ramsing Mejeri formodes at skulle medregnes.
[4] Se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/mejerier-pa-skiveegnen for en mere detaljeret beskrivelse af Danmarks overgang fra kornsalg til dyrisk produktion.
[5] 1877 må det regerende Højre under J. B. S. Estrup for første gang benytte den daværende grundlovs § 25 om brug af foreløbige, provisoriske love, da Folketingets flertal, først og fremmest Venstre, startede den såkaldte ”visnepolitik”, manglende bevillinger m.v. Denne situation bliver permanent 1885-94, den egentlige provisorietid.
[7] I en arkitektonisk karakteristik af Bedre Byggeskik hedder det ” For Bedre Byggeskik bevægelsen var stilarten ikke det primære - blandt hustyperne var der spor af nybarok, nordisk gotik, nationalromantik, nyklassicisme - man forsøgte at skabe en generel forståelse for kvalitet i byggeriet.” Se Slots- og Kulturstyrelsens præsentation https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/
[8] H. Hertel, Andelsbevægelsen i Danmark, 1917, s. 128.
[9] Spøttrup Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2741835.
[10] Det reducerede foto af Hjedding Andelsmejeri o. 1890 kan ses i fuld størrelse på http://historisksamfundskive.dk/images/sampledata/Historie/Mejerier/HjeddignAmutekst.jpg.
[11] Se Ringe Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/833537. Og Krabbesholm Herregårdsmejeri o. 1905, hvor mejeriet desværre ikke fremstår tydeligt, se også Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/5734393.
[14] Netop i overgangen fra kornsalg til hovedvægt på dyrisk produktion blev herregårdsmejerierne - ud over konkurrencen fra de nytilkomne fælles- og andelsmejerier - i stort omfang nedlagt ved ”herregårdsslagtninger”. Som eksempel se afsnittet om Mejerierne på Fur, Mors, i Salling og Fjends, Hald Mejeri i Fjends.
[15] Claus Bjørn, Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, publiceret i Bol og By, Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, 2. række, 1977, s. 66.
[16] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, publiceret i Bol og By, Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, 2. række, 1977.
[17] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/andelsmejerier/, Claus Bjørn om Fællesmejerierne, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/, og Statistiske Meddelelser 1915, Mejeribruget i Danmark I 1914, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetStatMed.aspx?id=18113. Som korrektion til den anførte 1894 statistik kan anføres en samtidig kilde, Fortegnelse over Mejerier 2. Udg. 1894, Smaatryk fra Det Kgl. Bibliotek. I Fortegnelsen angives ”990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i S.-J.) og 283 Herregaardsmejener; i alt 1507 Mejerier (deraf 102 i S.-J).
[18] Claus Bjørn, Fællesmejerierne …, s. 71. Iflg. CB er ”statistikken baseret på et
uensartet og lidet præcist grundlag … og herregårdene optræder i et vist, men ret begrænset omfang, som fællesmejerier…”
[19] Se Danmarks Statistik 1915, Statistiske Meddelelser, Fjerde Række, Ni og Fyrretyvende Bind, Første Hæfte.
[20] Mejeriforeningens statistiske oplysninger beror velsagtens på den manglende statistiske sikkerhed og usikre beregningsmetoder. Dog kan man næppe have sat sig ind i f.eks. Claus Bjørns undersøgelser.
[22] Se Mejeriforeningens oplysninger https://mejeri.dk/mejeribranchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-danmark og https://mejeri.dk/mejeribranchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-danmark/ikke-medlemmer-af-mejeriforeningen/. Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/Mejerier_i_Danmark har med henvisning til en nu nedlagt side i Mejeriforeningen en opgørelse over mejerier efter størrelse, indvejet mælk, hvor Arla Foods er langt den dominerende koncern. Fulgt af de betydeligt mindre mejerier, henholdsvis Thise, Mammen og Them.
[23] Iflg. tal, https://da.wikipedia.org/wiki/Mejerier_i_Danmark, som Wikipedia citerer Mejeriforeningen for,. Det har ikke været muligt at finde disse tal i Mejeriforeningens egne statistiske oplysninger.
[25] I Mejerier på Als og Sundeved, udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1987.
[26] Artikler af Statskonsulent C. H. Ibsen, cand.polyt. H. Jensen og Konsulent M. Skov, i bind med Afhandlinger, København, København Amt, Frederiksberg Amt, s. 23-131. Desuden er der i Danske Mejerier bd. 4, s. 255- 300 en tidsmæssig beskrivelse af mejerivæsenet fra o. 1800-1917 v. Hans Appel, Dansk Mejeribrug, En Tidsbetragtning.
[28] I Dansk Mejeristat, Bd. 1, s. 23ff.
[30] I Dansk Mejeristat, Bd. 1, s. 52. I Statistisk Aarbog 1927 kan man af note 2 udlede, at elektromotorer kun har været medregnet fra ”industriel Produktion”.
[31] Dansk Mejeristat, Bd. 1, s. 64.
[32] Op. cit., s. 77. N. J. Fjord konstruerede sin første grydepasteur i 1885, højpasteurisering af mælken var obligatorisk fra 1898, https://issuu.com/maelkeritidende/docs/mt8-2012.
[33] Op. cit., s. 92ff.
[34] Op. cit., s. 99ff.
[35] Beskrives i op. cit., s. 110ff.
[36] Iflg. op. cit., s. 117ff.
[41] Iflg. Dansk Mejeristat, Bd. 1, s. 136-147.
[42] Op. cit., s. 145ff.
[43] Markant tilkendegivet i Billeder fra Dansk Industri Mejerivirksomhed 1911, s. 54
 
[45] I Ribe Amt kan der sættes spørgsmålstegn ved under alle omstændigheder Vejen Andelsmejeri som et Lind tegnet mejeri, således som det fremgår af afsnittet herom.
[46] Dansk Mejeristat, s. 398.
[47] Hvert enkelt mejeri kan kaldes med fotopræsentation og faktuelle oplysninger på http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse eller http://www.skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/220-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918#EVLperioder. Kald til de her præsenterede 290 mejerier inkluderer også de tvivlsomme og mejerier, det ikke har været muligt at identificere. Se periodisering kronologisk efter alfabetisk rangordning af mejerierne, https://historisksamfundskive.dk/index.php/8-historie/220-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918#EVLperioder.
 
[48] Hvor der nævnes Lind tegnede mejerier uden nærmere specifikation af bygningerne og deres historie, vil der være angivet henvisninger til en digital beskrivelse af mejerierne.
[49] Her illustreret med fotografi fra Lokalhistorisk Arkiv, Karup af et husmandssted 1895.
[50] Se https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/. P.-E. Lind har s. 238 en præsentation, der henviser til, at E. V. Lind har været part i denne byggestil, der præsenteres af Slots- og Kulturstyrelsen, se link oven for.
[51] De arkitektoniske stilretninger som historicisme, nyklassicisme m.v. er her kun medtaget, fordi de indgik i den arkitektoniske debat. Hovedsigtet her er det historiske, ikke arkitektoniske specialiteter. Men her i oversigtsmæssig form: Nationalromantikken, hentede inspiration fra gamle, nordiske bygningstyper, fra trækirkerne, de romanske kirker. Ornamentik og udsmykning blev kopieret fra gamle nordiske ornamenter. Nationalromantikkens bygninger er især opført fra ca. 1850 til 1920.
Historicismen er en stil i arkitekturen, der især blev brugt fra ca. 1830 til 1890, kendetegnet ved pompøse bygninger med brug af træk fra forskellige historiske stilarter. Blev af Bedre Byggestil kritiseret for at mangle enkelthed og symmetri.
Klassicismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa, i Danmark i perioden fra ca. 1754-1856.
Der blev brugt geometriske former som kvadrater, trekanter og cirkler som de mest brugte elementer. Der kunne også være trekantgavle og søjler, som vi kender det fra antikkens templer i Grækenland og Italien. Klassicismens kendetegn er netop genoptagelse af de klassiske former som søjler, buer og frontoner, enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning.
Nyklassicismen er perioden ca. 1915-1930. Minder meget om trækkene fra den klassicistiske periode. De væsentligste træk er enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning, noget i modsætning til den historicistiske periode med bygninger, der havde haft et for blandet udtryk efter opfattelsen i denne stilretning.
[53] Krejbjerg Andelsmejeri ser ud til 1907 at være bygget som et helt traditionelt langhus med beboelse, der ser ud til at være blevet fjernet på 1932 fotoet, se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Krejbjerg.
 
Danske Mejerier Bd. 3, s. 514, udg. 1917
Dansk Mejeristat, Bd. 4, s. 473, udg. 1932.
 
[58] Eksemplerne er: - Møldrup, Ravnstrup, Hannæs, Jegindø, Solbjerg, Vindum, Ejsing, Lynegaard. Se og vælg ud fra http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse, der er periodisk og alfabetisk inddelt.
[60] Er defineret ved det nødvendige, det strengt sagligt påkrævede, det rent hensigtsmæssige, hvis forenklede formsprog både var gunstigt for massefremstilling af boliger, møbler mv., se https://www.leksikon.org/art.php?n=930 og om Arne Jacobsens funkisvilla i Charlottenlund, https://realdania.dk/projekter/arne-jacobsens-eget-hus-i-charlottenlund.
[61] I Skive Folkeblad 26. okt. 1936 anføres det, at Mejeriet ”Fuglsang” er ”i gang med et stort nyt Mejerikompleks … overdraget Arkitekt Lind, Skive at udarbejde Plan og Overslag …”
[62] Se en nærmere præsentation af Enigheden Aarhus på http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#EnighedenAa. Det bemærkelsesværdige er her også, at dette mejeri var "de aarhusianske Arbejderes eget Mejeri ..."
[63] En tysk inspireret videreudvikling af funkis stilen som 1933 blev presset til ophør af nazisterne.
[65] Se og vælg alle de her nævnte mejerier ud fra den alfabetiske og periodiske fortegnelse http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse.
[66] Der medtages illustrerende nogle få i nærtliggende områder.
[68] Danske Mejerier Bd. 3, s. 490.
[70] Iflg. Danske Mejerier, Bd. 3, s. 269, Dansk Mejeristat, s. 420.
[74] Danske Mejerier, Bd. 3, s. 283-84.
[77] Dansk Mejeristat, s. 430.
[78] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 448. Danske Mejerier, Bd. 3, s. 492 omtaler ikke arkitekt.
[79] Den tidligste mejerifortegnelse, Bd. 3, s. 536 (Saugstrup, Hjerk), 494 (Godthaab), s. 483-84 (Dybbækdal, Thise), s. 473 (Breum)
[80] Danske Mejerier, Bd. 3, s. 474 angiver ”Oprettelse 1889”. Det forekommer hyppigt, at mejerifortegnelserne ”glemmer” de forudgående fællesmejerier.
[81] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 473.
[82] I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejeri i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne Over Møjbæk, der senere, 1903 bliver Nordsalling Andelsmejeri, Roslev, kan man konstatere i Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2753795, registrering af kærnemælkespand.
[86] Det oprindelige mejeri ses på et Haderup foto fra 1905, 1911 ombygningen i Danske Mejerier, Bd. 3, s. 542, 1931 ombygningen i Dansk Mejeristat, s. 500. Desuden har Skive Byarkiv et foto, der viser mejeriet mellem 1911 og 1931 ombygningen, se fotografisk præsentation http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/limfjordslandet/mejerier-og-andelsbevaegelse/skiveegnens-mejerier-slagterier-andelsbevaegelsen#SkiveAndelsmejeri.
[91] Skive Folkeblad har 6. maj 1893 Staarupgaard Herregaardsmejeri med i en fortegnelse over ”den bedste Tredjedel” af 17 og 77 udstillende henholdsvis Herregaards- og Fælles-, Andelsmejerier. I en Fortegnelse over Mejerier 2. Udg. 1894, Smaatryk fra Det Kgl. Bibliotek er der en fortegnelse fra s. 23-27 over Herregaardsmejerier, og her figurerer hverken Staarupgaard eller Ørslev Kloster. ” I Fortegnelsen findes 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i S.-J.) og 283 Herregaardsmejener; i alt 1507 Mejerier (deraf 102 i S.-J).
[92] Iflg. Iflg. Garry Keyes, Ørslev Kloster blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.
[93] I E. V. Linds egen tegnestuefortegnelse er der 343 mejerier.
[94] Se afsnit om E. V. Linds arkitektur i Skive Kommune.
[95] I P.-E. Lind, Bygninger med sjæl, s. 234 hedder det "tegnestuens byggesagsfortegnelse", og her anføres "i alt 343 mejerier" i modsætning til det hyppigst anførte, at han "tegnede 342 mejerier, heraf to på Island - "Landets største mejeriarkitekt"".
Denne fejlbehæftede oplysning meddeles i Wikipedia med reference til Skives Lokalhistoriske Arkiv. Det fremgår af de mere troværdige oplysninger i P.-E. Lind, at der kun blev bygget et enkelt Lind tegnet mejeri på Island, selv om der var planlagt to. Desuden har P.-E. Lind et yderligere Lind tegnet mejeri med, Ramsing Andelsmejeri, ud over byggesagsfortegnelsens 342, se http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#Ramsing.
[96] Foto er omtalt og bragt i slægtshistorie om Grønvang, et fællesmejeri, hvis ejer annoncerer mejeriet til salg i Kolding Folkeblad 3. september 1891, stort set samtidig med andelsmejeriets oprettelse, hvor ejeren af Grønvang, Johs. Lauridsen blev andelsmejeriets første formand.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Skiveegnens mejerier, slagterier og andelsbevægelse

Mejerier og slagterier i lokalt perspektiv
 
 
Fra fælles- og andelsforeninger til stordrift og specialisering
Danske Mejerier, bd. 3, s. 500, København 1917
  
 

Indholdsfortegnelse

Indledning Landbrugskrise og mejeribrug Herregårdsmejerier, hollænderier, fælles- og andelsmejerier
Fællesmejerier især i Østdanmark Andelsmejerier i Sydvestjylland Samtidig debat omkring kvinder og mejeridrift
Jeppe Aakjærs "Mejerisang" og karlekamre
Ladelund Landbrugsskole
Hald Mejeri
Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid Kristen Jensen Kjær
Lokale herregårdsmejerier Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald
Mælkekørsel Mejeribestyrere
Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt Svineslagterier
Noget arkivmateriale Noter og henvisninger
Fælles- og andelsmejeri Mejerihistorien 1886/87 - 1988 Mejeriorganiseringens spændetrøje
DanMælk-aftalen 1978 Det økologiske, biodynamiske Mejeri og den økologiske producentforening
Opstart Thise Mejeri 1988 FDB, generationsskifte, 1990'ernesvendepunkt
Arla og e-coli "katastrofen" Udvidelser og konsolidering som mejerigigant

Indledning

Dansk landbrugs guldalder i nyere tid er indiskutabelt perioden med den overgang fra planteavl til dyrisk produktion, der startede i 1870'erne. Forudgående havde der siden 1830'erne været en periode, "kornsalgsperioden" med gode afsætningsmuligheder for og priser på korn.
Med dampmaskine, -skibe og -tog forbedredes transportmulighederne, og det oversøiske korn blev en prisbillig konkurrent til den europæiske produktion. Dansk landbrug blev derfor under pres fra verdensmarkedet på det nærmeste tvunget til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre gennem husdyrholdet.
Til gengæld blev Danmark så førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.
Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd nu markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.
 
På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.
Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.
Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.
På slagteri området var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".
Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere, den i starten herskende opfattelse, at man skal undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.
Det er bemærkelsesværdigt og lidt inspirerende, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.
I Skive, Salling, Fjends, på Fur og Mors afløste en ny tids fælles- og andelsmejerier i startfasen 1880-90’erne hinanden og videreførte - langt de fleste som andelsmejerier - mejeriudviklingen, indtil nedlæggelser med stordriftens rationaliseringer.
I Fjends lokaliteten Hald sattes dette punktum i 1970, stort set samtidigt med den generelle, landsdækkende tendens.

Landbrugskrise og mejeribrug

Man kan i statistikken for den økonomiske udvikling i Danmark med bruttonationalprodukt (BNP) og landbrugsproduktionens andel o. 1850-1929 se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet,[1] netop perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kommer til at dominere mejeridriften.
Krisen var fremkaldt af et kornprisfald, forårsaget af store mængder af oversøisk korn på det europæiske marked. Det fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd[2] brugen af fælles- og andelsmejerier.
Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode på trods af, eller rettere p. gr. af krisen i den vegetabilske produktion. Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel. Hvor det havde været større gårde og godserne, som havde været ledende i udviklingen indtil andelsbevægelsen fra 1882-88, så kom de middelstore gårdmandsbrug[2] nu i førertrøjen.
Illustreret med tal for landbrugsproduktionen ser man tydeligt, hvorledes situationen udviklede sig med det resultat, at ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var fokus i Danmarkshistorien.[3] Her tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.
Hvor mejeridriftens forløb var en markant overgang fra de store landbrugs og godsejernes hollænderier til fælles- og andelsmejerier med en glidende overgang fra fælles- til dominans af andelsmejerierne, så var forløbet anderledes i svineproduktionen, hvor et tysk importforbud for svin 1887-89 medførte oprettelse af både andels- og private slagterier, der satsede på afsætning til det engelske marked for bacon- i stedet for de federe flæskesvin, der havde været dominerende afsætning til det tyske marked.
Der var forgæves fusionsforsøg mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.
Museklik på diagrammer for forstørrelse
Udviklingen i landbrugsproduktionen siden 1860 ses her statistisk belyst, og viser prisfaldet i kornproduktionen over fælles- og andelsmejeriernes gennembrud i 1880’erne indtil de prisændringer, der blev resultatet af 1. verdenskrig og 1930’ernes økonomiske krise, der starter med Wall Street krakket 1929.
Udviklingen er også belyst med brug af indekstal, der viser den procentuelle ændring i forhold til det valgte basisår, 1860.
Begge tabeller med brug af diagrammatisk illustration. Produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje, men ialt grafen illustrerer tydeligt faldet i produktionsværdi fra o. 1876. Det fremgår, at den prismæssige stagnation varer indtil 1885, at den skyldes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseres ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhaler mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
Den faldende indtjening i planteproduktionen er markant før 1. verdenskrig med en svag bedring her, indtil 1930’erne. Modsat indtjeningen i den animalske produktion, hvor især mejerier og smørproduktion topper i tiden indtil verdenskrigen, hvorefter især svineproduktionens indtjeningsevne forøges markant.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion sætter mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen vokser fra 24 mio. kg til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten er især højdespringeren[4] i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der er en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten vokser 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobles i perioden indtil 1899. Herefter vokser ikke mindst svineproduktionens andel.

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.
Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske[5], som tydeligt markerer dette forhold.
 
Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20.
Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.
   Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.
Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."
Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.
Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion. Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukket interessentselskab snarere end et fællesmejeri. Eller som tilfældet var i Hald, en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark, men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier. Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende andelsområde. Men allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også. 1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163[8].
Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en trediedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier[9]. Den første officielle tælling fra 1903 i Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff. viser, at andelsmejerierne nu var blevet totalt dominerende.

Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre

Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende rolle.
Bemærk, at der 1888 på et udstillingsmejeri i København i præsentationen af en ny tids mejeridrift optræder 4 mejersker, ingen mænd, ingen mejerister.
 
Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. iagttage en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer. De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og - - - Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde til" at varetage.
En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.
 Undtagelsen, der bekræfter reglen, Kirsten Nielsen kaldet Kjesten Mejersk, gik af som mejeribestyrer i 1944 efter 40 års tjeneste ved Bjergesø Andelsmejeri. Hun var da den sidste kvindelige mejeribestyrer i Danmark.[10]
   
Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.
Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”
Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”
Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908
...
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
Jebjærg Mejeri, Juli 1888 .
Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.
I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921. Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890 så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.
Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.
Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”. Han har her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til. Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.
Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.
Opponenten til Aakjær anfører, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet ..." med den debat, han har skabt.
Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.
Det er ganske sigende for debatten omkring Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen i Skive Folkeblad, især 21. dec. 1904, der satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i et af dem af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f. eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904. Socialisme prædikatet tilkendegives i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme". Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ” Der er her historisk belæg for, at offentligt mundhuggeri ikke nødvendigvis behøver være debatbefordrende.
Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander." Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter." Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!" Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik ..."Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."
Et sammenfattende indtryk af karlekammer problematikken kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold som "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..." Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors[11]

Fællesmejerierne var fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase her skal være sammenligningsgrundlaget til en nærmere behandling af Hald Fælles- og Andelsmejeri samt Thise Mejeri.
Materialet hertil er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen.[12] Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og, selvfølgelig, manglende oplysninger. Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad.[13]

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind[14]

De her præsenterede mejerier havde eller fik ishus, der kunne rumme 80-200 m3 is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.
Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier. Linds mejeriarkitektur henter bl. a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.
Her eksempler på den typiske Lind mejeristil.
Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen.
Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris". Som mejeribestyrerbolig må det være H. S. Omanns familie på fotoet.
Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuld hus. 3 af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m2.
I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret under Det Kongelige Bibliotek. Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.
Disse lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier, den produktive, lokale arkitekt har tegnet.
I kronologisk rækkefølge:
Godthaab i Jebjerg opført 1908,
Nr. Lem Brodal 1910,
Skive Andelsmejeri 1911 og
Højslev Andelsmejeri 1914.
Foto af Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, altså fire år efter opførelsen.
Mejerierne har alle den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur.
Skive Andelsmejeri står stadig genkendelig Thomsensgade 18.
Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911 og Hald Andelsmejeri[15]. Og flere andre.

Ladelund Landbrugsskole

Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Den fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, som kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.
Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande. Danske Mejerier, bd. 4, s. 240-42.
De lokale mejeribestyrere har for de flestes vedkommende været på ”Ladelund Mælkeriskole”.
Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.[16]
Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Derimod er forgængerne C. Gravgaard muligvis og D. Danielsen helt sikkert uddannet som mejerister på Ladelund.
1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.
I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet. Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % været på Ladelund Mælkeriskole.
Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".

Centrifugering og behandling af mælken

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen.Trods den almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk bliver bakteriebehandlet og får et ensartet udseende.
Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.
Som det fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, så selvfølgelig også for Hald.

Mejerier Fur, Mors, Salling og Fjends

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, d.v.s. 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.
  • Fur

 
Fur Lokalhistoriske Arkiv under Museum Salling.
Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger. Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."
Fællesmejeriet på Fur har 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.
14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."
I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.
På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der er 199 andelshavere.
Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”. [17]
Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag."
  • Mors
Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv[18].
Der oprettes bemærkelsesværdigt tidligt og mange fælles-, andelsmejerier på Mors, start allerede 1881 og i alt 13 mejerier.
Ole Kristensen, Tødsø opførte et fællesmejeri allerede 1881, som resulterede i efterfølgeren, det første andelsmejeri på Mors 1887, Erslev.
Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges, leverandørerne overgik til Tødsø. Det blev efterfulgt af nyt mejeri Hovgaard.
Hovgaard Andelsmejeri starter i Sejerslev, Tødsø, oprettes således som fællesmejeri, bliver 1896 andelsmejeri, med 200 leverandører, 700 køer. Den første mejeribestyrer er Th. M. Lynggaard, fru Lynggaard var mejerske og en af de tre første medarbejdere på mejeriet.
Jølby Mejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri, (Øster) Jølby Andelsmejeri 1893, ombygget 1913, med 300 leverandører, 1200 køer.
Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, ny bygning opført 1896, udvidelser 1905 og 1913, med 400 leverandører, 1800 køer.
Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, med 233 leverandører, 800(?) køer.
Dueholm Mejeri, herregårdsmejeri, der 1903 købes af A. Chr. Haaning, der omtales som mejeriejer indtil 1930’erne[19]. Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet. Der var 50 leverandører med 300 køer. Dette mejeri repræsenterer den historiske rejse fra herregårdsmejeri over fællesmejeri til andelsmejeri. Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.
Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
(Øster) Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, med 325 leverandører, 1600 køer. Karby Andelsmejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri på Hvidbjerggård, sælges 1889 som andelsmejeri, nye bygninger 1893, med 283 leverandører, 1250 køer.
Lødderup Andelsmejeri, oprettet 1896, med 350 leverandører, 1476 køer. Flade Andelsmejeri, oprettet 1913 (et typisk arkitekt Vind mejeri), med 171 leverandører, 734 køer. Overtager leverandører fra Faartoft Mejeri, der så nedlægges 1913.
Faartoft Mejeri, oprettet 1883, Faartoft Andelsmejeri 1894. Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, med 160 leverandører, 700 køer.
  • Salling
Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv. Med forbehold for gengangere er der her registreret 14 fælles- og andelsmejerier.
Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916, har 320 leverandører, 1300 køer.[20]
Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1911, 220 leverandører, 1000 køer.[21]
Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”.
Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer.
Godthaab Andelsmejeri, oprettet 1894, ombygget 1908, med 170 leverandører, 1150 køer.[22]
Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.
Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.[26]
Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup[28], Over Møjbæk[29], Vium Thinggård”.
Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri[30], der oprettes 1893 med 352 leverandører, 1790 køer[31].
Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.[32]
Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.
Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer[33].
Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V, Lind 1911.
Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer[34].
Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført.
Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.[24]

Thise Mejeri

Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.
År Antal mejerier
1888 914
1894 1507
1940'erne o. 1600
1950'erne o. 1400
Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.
Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.
Thise Mejeri starter ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til et lille, privat fællesmejeri i Jebjerg i 1886 eller 1887. Det traditionsbundne fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, bestående af økologiske interessenter.
De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologisk andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.
 
Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.
Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand.
Andelsmejeriet sælges til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtager mejeriet 1.4.1969.
Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. febr. 1992.
Museklik på foto for forstørrelse.
Thise Mejeri - historik - Egne oplysninger 2018-19 I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab , Thise Mejeri A.m.b.a.
   
Grundlagt 1988
Selskabsform Andelsselskab
Selskabsnummer 12425694
Antal andelshavere 70 – Se alle andelshavere →
Mælkemængde 105 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter 85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre 300 – Se alle produkter →
Omsætning 2018 1.035 mio. kroner
Eksport til Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel 25-30 %
Antal ansatte 240
Antal tankbiler 5
Antal kølebiler 5
 
Mejeriorganiseringen
De mange små mejerier blev allerede fra 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.
De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og manglende teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.
Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor den hidtil adskilte produktion og afsætning blev samlet.
Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier, der blev erstattet af få landsdækkende selskaber, der både omfattede produktion og afsætning i én landsdækkende andelsorganisation. Det skete stort set i løbet af 1960'erne.
Det største af de landsdækkende selskaber blev Mejeriselskabet Danmark (MD), der blev dannet i 1970, og som i løbet af 1970’ene og 1980’erne fusionerede og ekspanderede stærkt. Det skiftede i 1988 navn til MD Foods.
I perioden 1974-1977 blev MD, som var udsprunget af landmejerierne, også dominerende på bymejeriernes traditionelle marked. En del mejeriselskaber meldte sig ud af MD samarbejdet og kom fra 5. januar 1978 til at hedde Jysk Kløver Mælk, stiftet 1971, herefter bare Kløver Mælk, som 1998-99 så fusionerede med MD Foods efter en priskrig de to mejeriselskaber imellem.
 
Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.
I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.
Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.
2004 overtog Arla Foods en canadisk osteimportør og -producent. Året efter indledtes et kinesisk partnerskab om produktion af mælkepulver til det kinesiske marked. Samme år kuldsejlede planerne om en fusion med Hollands store mejeriselskab Campina. Men planerne om at vokse internationalt blev ikke opgivet, tværtimod.
Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering er der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her er langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.
Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.
Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:
  1. Arla Foods,
  2. Thise Mejeri,
  3. De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
  4. Them Andelsmejeri,
  5. Bornholms Andelsmejeri,
  6. Mammen Mejerierne.
Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.
Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.
Det lille andelsmejeri Dybbækdal blev solgt til den daværende mejeribestyrer som privatejet mejeri i perioden, hvor mejericentraliseringer var den dominerende tendens. Efterfølgende blev mejeriejeren kontaktet af en kreds af økologiske landmænd, der som andelsinteressenter blev leverandører til et Thise Mejeri med økologi som varemærke i en periode, hvor den økologiske trend endnu ikke var slået igennem.
Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.
Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.
Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri
Thise Mejeri oprettes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.
Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.[25]
Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart vil være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skal spørges, om man er indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.
19. nov. 1968 besluttes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 har været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet har omkring 160 andelshavere.
Det bliver mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kommer til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, bliver student fra Skive Gymnasium 1974, aftjener sin værnepligt i hovedstaden og bliver mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvor han vender tilbage til og bliver ansat på Dybbækdal.
1983 bliver Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og bliver til APV Pasilac. Som nygift bliver Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han er ansat i Videbæk.
Det nystartede, økologiske Thise Mejeri køber 1988 udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen er ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtager endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.
Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.
Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.
Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.
Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.
EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.
Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.
Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.
I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.
På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.
Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.
Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.
I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.
Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.
Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.
Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.
Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).
Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund. Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.
I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.
I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.
Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.
Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.
FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.
Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.
Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.
Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.
Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.
Starten på Thise Mejeri
Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet har fået tilkendt en ærespræmie. Der er syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.
Det går så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at der planlægges efter at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som omtales på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.
Leverancen af økologisk mælk starter sommeren 1988 fra seks leverandører:
1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,
2) I/S Toftdal,
3) Jens Handrup, Thy,
4) Erling Englyst, Thise,
5) Poul Pedersen, Rørup.
Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab er 6) Erling Larsen, Balling.
Der forhandles i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.
Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerer "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 er klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplyses det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne er søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der er søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der er modtaget 600.000 kr., som dækker de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.
Det bliver i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber har kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspørger økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne er, at mejeriet kan tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkes at få solgt.
I 1989 lykkes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet sælges der til Mejeriet Dybbækdal, som anvender produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterer det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder runder 1 mio. kr.
De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.
Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtræder Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.
Økonomisk strategisk bliver der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kommer, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegner kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebærer, at Thise Mejeri med et slag kan afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det er et vigtigt gennembrud, og det ligger før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.
Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse
I 1992 sælger Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).
Samme år udløber DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukker selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skal det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det sker i 1993, hvor Thise Mejeri begynder at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksætter sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.
For første gang i mejeriets historie kan Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteres i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kommer til at betyde, at der nu er 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.
I 1995 indgår Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet har til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.
Samme år underskriver Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.
Omkring gennembrudsåret 1993 er der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.
Mejeriet udvider produktionskapacitet og -områder
I 1996 danner Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter går strygende. F.eks. sendes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen må Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagres Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.
Mejeriet har nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.
I 1997 fusionerer Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som har problemer, indgår samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerer økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udvikler Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.
Arla og "katastrofen" E coli 0157
Negativ medieomtale af Arla i 2003 øger interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænkes for at være kilden.
Regeringen beordrer på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.
1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).
På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).
Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hedder videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser er gjort fund af bakterien, så har nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."
Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.
Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukker produktionen ned og iværksætter grundige undersøgelser, så belejres Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen får søvnløse nætter.
De mange og grundige laboratorieundersøgelser kan ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kan mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viser sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøges efterfølgende.
Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.
I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.
I slutningen af 2005 er mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.
Fortsatte udvidelser
I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.
I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.
Samme år overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.
2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.
Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.
Skyr salget eksploderer 2009-2011.
I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.
Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.
I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.
I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.
De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.
Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish Crown på området for økologisk kød med Thise & Ko.

Mejerierne i Fjends

Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.
Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.
Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.
Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør.
Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.
Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.
Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.
Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.
Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.
Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.[36]
Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m3 Is.[37]
 

Hald Mejeri

Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.
Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.
I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv[6].
Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.
Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri.Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959[7].
Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.
Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.

Mejerigrundlæggeren

Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.
Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911[38], og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.
Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m3 Is”[39].
Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.
Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.
Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.

Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter

Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.
Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.
Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.
Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.
De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”
I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.
 
1893
1959
Hald
33
21
Gl. Hald
  
14
Sdr. Hald
  
4
Vester Hald
9
Lundø
17
17
Bøstrup
21
21
Hejlskov
15
19
Lund
10
21
Sejstrup
6
14
Majgaard
4
6
Degnsgaard
2
4
Ørum
  
1
Bruddahl
2
2
Virksund
  
3
Strandet
  
6
Kloster Mark
6
Lærkenborg
3
1
Ravnkildegaard
1
Baadsgaard
1
16
Skovmølle
1
1
Ørslev Kloster
1
1
Ikke lokaliseret
12
10
 
128
198
Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.
Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.
Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.
Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.
Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.
Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.
Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.
Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.
Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.

Søndagshvile problematikken

Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission[41].
I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission[42].
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.
Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.
Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.

Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid

Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.
Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.
.
Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1880’erne måske kunne have været en fælles mejeri mulighed, ses  her som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894. For Hald har en mere nærliggende mulighed for mejeridrift i 1870-80'erne nok været Staarupgaard herregårdsmejeri.
Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.

Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870

Herregårdsmejeriets / hollænderiets placering fremgår af den skitse, som slotsforvalter på Ørslev Kloster, Garry Keyes har lavet efter beretning 1975 fra ejeren 1907-13, Fritz Grotians to sønner, Knud og Valdemar. Iflg. Garry Keyes blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.
Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.
Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.

Lokale herregårdsmejerier

I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894[44] er der i lokalområdet registreret
Østergaard pr. Roslev
Jungetgaard pr. Roslev
Nørgaard pr. Jebjærg
Eskjær pr. Roslev[45]
Bustrup pr. Skive
Krabbesholm pr. Skive
Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74 eller Staarupgaard, som må være blevet nedlagt i 1890'erne.
Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.
Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.
Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).
Fortegnelse over Mejerier, 1894, Danske Mejeristforening
 
Mejerier
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
Antal incl. Sønderjylland
1507
990
234
283
Procentandel
66
15
19
Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".
I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier,
andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%.
Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.
 

Mejeristifteren i Hald

Kristen Jensen Kjær[46] er født 9. februar 1856 og opvokset i Bøstrup, hvor han allerede som 23-årig i 1880 folketællingen[47] sammen med broderen er registreret som gårdejere på faderens, Jens Hansen Kjærs gård. I 1890 folketællingen[48] har den ældre bror, Hans Jensen Kjær overtaget gården i Bøstrup, og Kristen Kjær er her registreret som "Mejeriejer" i Hald.
Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.
Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.
Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, d.v.s. viede.[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.
Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.[52]
Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.[53]
Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.
Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.
Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.[55]
Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.
Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen[56] og i 1906 folketællingen[57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.[58]
Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”[59].

Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald

Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, d.v.s. en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.[61]
Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.

Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri

Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.
Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.
Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.
18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.
Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk[63].
De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.

Kartoffelkogning

Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .
Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.

Mælkekørsel

Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.
Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".
Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.
Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:
1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,
2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,
3. Lund 30 kr. mdl.,
4. Lundø, 60 kr. mdl.,
5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,
6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.
Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.
Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.
Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.
Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.
Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.
Mælkekørsel 12. april 1919:
Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.
De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.
Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.
13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.
21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.
Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:
1. Lærkenborg,
2. og 3. Hejlskov,
4. Virksund,
5. Bøstrup,
6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,
8. Sejstrup,
9. Hald By,
10. Lundø,
11. og 12. Majgaarde,
13. Hald Kærland,
14. Hald Vestermark,
15. Baadsgaard,
16. og 17. Lund,
18. Kloster Mark.
To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.
Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.
Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.
Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.
28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:
1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.
2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.
3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.
4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.
6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.
7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.
8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.
9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.
10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.
12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.
13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.
14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.
16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.
19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.
Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:
1. Lærkenborg, D. Ramsdahl
2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen
3. Hejlskov By, Th. Poulsen
4. Virksund, Th. Poulsen
5. Bøstrup, Th. Poulsen
6. Gl. Hald, J. kr. Jensen
7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.
8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.
9. Hald By, N. Chr. Madsen
10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen
12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.
13. Maigaard Nord, Knud Pedersen
14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen
16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl
19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.
Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.
Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.
Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.

Mejeribestyrere

Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.
Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”
I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.
Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?
1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.
Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.
Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.
Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.
26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.
30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”
På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.
Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.
Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.
Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.
C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.
Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.
I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.
I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.
Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.
Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.

Udvidelser i og justeringer af mejeridriften

Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.
Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.
Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.
Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.[64] Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.
Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”
I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.
Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.
18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.
11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.
Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.
Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.
Bygningsmæssige ændringer
Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.
Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.
Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.
Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:
  • Kristen Kjærs Hald Mejeri.
  • Udvidelser indtil 1907?
  • Udvidelser med skummehallen 1911.
  • Udvidelser og ombygning 1956.
Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.
   
Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation.
Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893.
Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.
     
Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne
Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.
Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.
De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.
Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.[65]
Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910. Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.
Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.
Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.
Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.[66]
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.
17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.
Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.
Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.
I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.

Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt

En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.
Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.
Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-1938 havde 4 ansatte til daglig drift.
Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen. 5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.
11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.
En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.[67]
De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen[70].
Det har været en rejse fra mange, 1507 små andelsmejerier i 1894 til de ret få, 45 mejerier i dagens Danmark, hvor Arla Foods er størst, en international mejerivirksomhed, der spænder over 21 globale destinationer.[71]

Svineslagterier, andels- og private slagterier

Svineslagtning og -slagterier blev ligesom mælk og mejeridrift en ny tids centrale produktionsområder. For slagterier som produktionssteder, der var afledt af den før det industrielle gennembrud helt dominerende landbrugsproduktion, var landbrugskonjunkturerne helt afgørende for slagteriernes produktionsudvikling.
Men selv om slagterier og mejerier havde en fælles baggrund i forarbejdning af animalske landbrugsprodukter, så blev slagterierne ikke placeret decentralt som de små fælles- og andelsmejerier.
Både på mejeri- og slagteriområdet gjorde det sig gældende, at den dyriske landbrugsproduktion i Danmark med den oversøiske konkurrence på korn og faldende kornpriser fra 1870'erne blev tiltagende vigtig for dansk landbrug samtidig med, at nederlaget til Prøjsen (fra 1871 Tyskland, Det Tyske Kejserrige) i 1864 rykkede den dansk-tyske grænse op til Kongeåen. Uanset dette problem i forhold til Prøjsen, det senere Tyskland, var der en eksportforøgelse af svinekød til Prøjsen, Tyskland med en næsten tredobling fra 1860 til 1890.
I det her behandlede lokalområde, Skive, Salling, Fur, Mors, Fjends, Viborg blev der anlagt tre andelsslagterier i henholdsvis Nykøbing Mors, Skive og Viborg. Andelsslagterierne efterfulgte og blev konkurrenter til private slagterier - et i Skive og et i Viborg. Eller rettere to forskellige ejere af det private slagteri i Skive, men samme slagteri og placering Brårupgade 16.
I samme geografiske område og samme tidsrum, d.v.s. efter herregårdsmejerierne / hollænderierne, i fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode, var der 1) Fur Mejeri, der afløstes af Fuur Andelsmejeri, 2) på Mors 13 fælles- og andelsmejerier, 3) i Salling 14 fælles- og andelsmejerier, 4) i Fjends 7 fælles- og andelsmejerier, i alt 35 mejerier, hvor der var 3-5 centralt placerede slagterier i Nykøbing Mors, i Skive og i Viborg:
1) Nykøbing M Morsø Andelsslagteri 1914-76,
2) i Skive Thompsons Svineslagteri 1889-1910, Koopmanns Svineslagteri 1910-53, Skive Andelsslagteri 1903-72 - i oversigten over Landbrugets Forædlings Virksomheder er der foruroligende mange fejl herom: Thompsons Svineslagteri mangler, Koopmanns overtagelse er fejldateret, hvortil kommer en hel del slåfejl,
3) i Viborg A/S Koopmann Svineslagteri 1902-1912, der afløses af Viborg Andelssvineslagteri 1912-72.
 
Viborg og Skive Andelsslagterier fusionerer 1972, inkluderer Morsø Andelsslagteri 1976 under det fælles navn Jutland Slagterierne.
Der fusioneres nok en gang i 1990 i en endnu større fusion, Vestjyske Slagterier Struer. Her indgår Struer-Hurup Andelssvineslagterierne, Sydvestjyske Andelsslagterier, Esbjerg, Royal Dane/Quality Slagterierne og og fra 1995 Koopmann Slagterierne, Silkeborg.
Danish Crown navnet kommer fra Kolding slagteriet af samme navn, som sept. 1986 bliver overtaget af Tulip. Under dette navn og som led i en igangværende fusionsbølge kommer Danish Crown fra okt. 1990 til at dække hele det østlige Jylland fra Vojens til Limfjorden samt hele Nordjylland og Fyn. Men endnu ikke den midt-vestjyske fusion, som Skive Andelsslagteri tilhører, Vestjyske Slagterier. Sjælland og Lolland-Falster er samlet under det nye navn Steff-Houlberg. Uden for står TICAN (fusionen Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri fra 1978).
Danish Crown forsøger i tiden fra 1995 indtil 1998-99 at få et samarbejde etableret mellem de resterende slagterigiganter under navnet "Slagteriselskab Danmark". Februar 1999 godkender EU Kommissionen så, at Danish Crown fusionerer med Vestjyske Slagterier. I 2001 overtager Danish Crown også Steff-Houlberg, 2010 omdannes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.
Afdelingen i Skive brænder som del af Danish Crown 2007 og nedlægges 2008.
Slagteribranchen går fra at være temmelig centreret til at være et stort set landsdækkende monopolforetagende, Danish Crown Holding A/S.
 
Fra 1887 til 1889 kom der et tysk importforbud for svinekød, der ramte den danske eksport af svineflæsk hårdt.
Det medførte en øjeblikkelig og radikal omlægning fra tysk flæskeeksport til eksport af bacon til England.
Omlægningen betød, at flæsket nu måtte sælges direkte fra Danmark til England, hvor der før havde været en betydelig transit eksport af svinkød og -flæsk over Hamborg-Altona.
I England solgtes svinekødet under betegnelsen "Continental bacon". Flæskesalget foregik ved engelske kommissionærer på Londons flæskebørs, og de solgte udelukkende til grossister, med hvem de var sammensluttet i en såkaldt baconring. Her var grossisterne forpligtede til kun at købe fra engelske kommissionærer med et stort set engelsk handelsmonopol - og ikke direkte fra slagterierne.
Denne rings monopol i flæskehandelen forsøgte de danske svineeksportører, centreret omkring De samvirkende danske andelsslagterier, stiftet 1897 at bryde, hvilket først delvist lykkedes efter 1902 med dannelsen af Danish Bacon Company som salgsagenturfirma for dansk flæsk.
Samtidig med omvæltningen i salget af svinekød fra 1887 etablerede L. Peter Bojsen i Horsens det første andelssvineslagteri som en direkte konsekvens.
Kravet til slagteribranchen blev med omlægningen til engelsk bacon eksport længere, slankere svin og renlighed. Bacon var et mere ømfindtligt produkt end flæsk.
En af pionererne i denne proces var Philip W. Heyman (født 15. november 1837 i København, død 15. december 1893 samme sted), dansk direktør, Tuborgs grundlægger, og på trods af at være af ortodoks jødisk familiebaggrund spiste han gerne det svinekød, som også blev hans levevej.
1866 anlagde Heyman sammen med handelsfirmaet H. Puggaard & Co. Københavns Svineslagteri, som han senere blev eneejer af, og han anlagde efterhånden flere svineslagterier, hvor han til fremme af disse virksomheder udførte et betydeligt arbejde for forbedring af svineracerne i Danmark.
Det var med bistand af C.F. Tietgen, Heyman oprettede og opkøbte svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Netop bistanden fra Tietgen skulle vise sig at være et politisk handicap, da Tietgen 1884 havde offentliggjort sin støtte til Christopher Hage, "en liberal højremand" som folketingskandidat for regeringspartiet Højre. Selv om Hage blev valgt med både socialdemokratiske og Venstre stemmer, så markerede Tietgen sig som ganske vist i økonomisk henseende liberal, men også som støtte til det parti, Højre og Estrup, der tabte provisoriestriden til Det forenede Venstre. Og i provisorietiden var den politiske forståelse for modstanderes synspunkter ikke overvældende.
Ved grundlæggelsen af det første andelssvineslagteri 1887 i Horsens med venstremanden Peter Bojsen som initiativtager og formand så Heyman en klar trussel, både en økonomisk og en politisk i det provisoriedelte Danmark under Estrup, en trussel han forsøgte at gardere sig imod.
L. Peter Bojsen, 15.4.1838 - 27.5.1922 var landøkonom, skoleleder og politiker. I politisk henseende var han nok den mindst betydningsfulde af de 3 Bojsen brødre. Emil og Frede Bojsen var engageret i den politiske inderkreds i Venstre, kan man se i den offentliggjorte brevveksling, Tre Venstremænd v. Harald Jørgensen 1962.
De nye tider og betingelser som et resultat af det tyske importforbud for svin 1887-89 fik hurtigt lokale konsekvenser i form af Skive Svineslagteri.
Det første skridt til et svineslagteri til tiden blev i Skive taget af det engelsk ejede firma, S. W. Thompson med dannelsen af Skive Svineslagteri, Aktieselskab 28. aug. 1889.
9. nov. 1889 bekendtgøres det, at "Skive Svineslagteri begynder sin Virksomhed i December og betaler Slagteriernes højeste Priser eller mere."
Byggeriet af dette slagteri udliciteredes med tilbud indtil 16. sept. 1889, og var kort efter, i oktober opført Brårupgade 16, hvor svineslagtningen så startede dec. 1889.
Den engelske ejer og initiativtager, S. W. Thompson startede med senere direktør og ejer af Gl. Skivehus, F. Fawkner som prokurist. "Hr. B. Samson" nævnes umiddelbart før dannelsen af aktieselskabet, 23. aug. 1889 som direktør. Denne post overtager Fawkner hurtigt, hvorefter han kommer til at tegne svineslagteriet indtil Koopmanns overtagelse af slagteriet 1910.
De to fotografier af slagteriet daterer Skive Byarkiv til o. 1910.
Carl Hansen, Skive Folkeblads redaktør var en ivrig fortaler for, at der i stedet det private Skive Svineslagteri skulle etableres et andelsslagteri, hvor han iflg. Skive Folkeblad 22. marts 1902 så var blevet spurgt, om man skulle købe det private Skive Svineslagteri, som ikke ville sælge. Forhistorien var her, at 1890-92 var der gjort et ganske vist landsdækkende forsøg på at få fusioneret private og andelsslagterier, som ikke lykkedes.
Den engelske ejer var iflg. Skive Folkeblad 23. aug. 1889 selv i Skive, hvor der blev taget stilling til køb af den 16.675 alen store grund, hvor der skulle bygges et "100 alen lang og 36 alen bredt Slagteri" med en "større svinestald. Et Jærnbanespor skal lægges fra Banegaarden ind til Slagteriet, ... der antagelig bliver det største Svineslagteri her i Landet ..." med en slagtekapacitet på "1000 a 2000 Svin om Ugen." Slagteriets direktør er "Hr. B. Samson", mursten erhverves hos "P. Odgaard Tastumgaard".
Placeret Brårupgade 16 har vi her præsentationen i Skive Folkeblad af det engelskejede, A/S S. W. Thompson, Skive Svineslagteri. Det engelske ejerskab af Skive Svineslagteri fremgår af Kraks Vejviser 1896, hvor F. Fawkner, ejer af Gl. Skivehus er blevet prokurist / direktør, afløser for B. Samson på svineslagteriet, indtil det sælges til det tysk-irske Hamborg firma A/S J. D. Koopmann i løbet af 1909 indtil primo 1910.
1909 køber Koopmann et svineslagteri i Horsens, og 25. febr. 1910 fremgår det af en bekendtgørelse i Skive Folkeblad, at A/S J. D. Koopmanns Slagteri i Skive modtager svin til slagtning, altså at det nu er J. D. Koopmann, der ejer Skive Svineslagteri.
18. marts 1910 annoncerer Koopmann om "forandret Modtagelse af Svin i Paaskeugen", og det gælder både Koopmanns Svineslagteri i Viborg og "Aktieselskabet J. D. Koopmanns Svineslagteri i Skive".
Det fremgår af annonceringer 1909-10, at J. D. Koopmann i denne periode var særdeles aktiv i etableringen af svineslagterier, og overtagelsen i Skive efter S. W. Thompson har ligget umiddelbart til højrebenet for Koopmann i en situation, hvor samarbejdspartneren S. W. Thompson har været villig til at sælge.
A/S Koopmanns Svineslagterier starter oprettelsen af slagterierne i Aalborg, fremgår det af Kraks Vejvisere. I første omgang uden irsk-engelske Denny som agent og deltager i aktieselskaberne. Dette oprindeligt irske slagterifirma, bosat og slagteriagent i London bliver fra 1889 fast medspiller i Koopmanns slagterier. Se f. eks. Kraks Vejviser 1894, hvor det fremgår, at Koopmanns samarbejdspartner i London var det irsk-engelske firma E. H. M. Denny, som var en del af garantkapitalen i Koopmanns slagterier. 1894 overtog E. M. Denny & Co. hele aktiekapitalen i Silkeborg Slagteri fra Koopmann.
Der blev i den irsk-engelsk-tysk involverede slagteriverden gjort et mislykket forsøg på at undgå den efter initiativtagernes opfattelse "skadelige konkurrence" mellem de private og andelsslagterierne.
Forsøget på forhandlinger om sammenlægning af andelsslagterierne og de private svineslagterier kuldsejlede 1891, og Skive Andelsslagteri blev efterfølgende, dog først 1902-03 anbragt Brågupgade 3, lige over for det eksisterende, private Skive Svineslagteri, Brårupgade 16.
Hovedmanden i fusionsforsøget mellem de private og andelssvineslagterierne var den danske slagteriejer, Philip Heyman.
Portrætudgivelse, Tidsskrift, pdf
Heyman og de private svineslagterier havde fra 1887 opmærksomt fulgt initiativet i Horsens med etablering af et andelssvineslagteri, som de næste par år efterfulgtes af en etableringsbølge af andelsslagterier. Den første bølge standsede i 1889, da Tyskland atter åbnede for indførsel af levende svin, samtidig med at der opstod en generel afsætningskrise og dermed et hårdt konkurrenceklima i branchen
Hele den udvikling fik Heyman til 19. maj 1890 at fremlægge en fuldt udarbejdet plan, der gik ud på at sammenslutte de eksisterende slagterier i Danmark i ét stort selskab, A/S De danske Svineslagterier.
Heyman ønskede at inddrage det tysk-irske firma J. D. Koopmann, som ejede slagterierne i Aalborg og Silkeborg, i sammenslutningsbestræbelserne. Problemet i denne sammenhæng var, at Koopmann anså andelsslagterierne for at være "en syg ide", der snart ville få en ende. Han var dog villig til at sætte nogle millioner ind på at få knust andelsslagterierne.
Blandt spillerne på det danske svinemarked var således det tysk-irsk-engelske slagteri Koopmann & Co. fra Hamborg og E. H. M. Denny & Co. London samt det engelsk ejede R. H. Thompson & Co., som havde etableret sig med Skive Svineslagteri.
For Heyman var det afsætningen på det engelske bacon marked, der var det helt interessante aspekt.
Heymans forhandlingsinitiativ led skibbrud i august 1890. L. P. Bojsen fra Horsens Andelsslagteri havde sprængt forhandlingerne ud fra den største anstødssten, at de private slagterier forlangte en »ublu Pris« for deres slagterier. Det lykkedes dog alligevel at få en fusionsaftale 11. maj 1891, som Bojsen anbefalede.
Fusionsaftalen mislykkedes, først og fremmest fordi andelshaverne i de forskellige andelsslagterier ikke bakkede op om ideen. Man ville gerne have fjernet konkurrencen mellem de private og andelsmejerierne. Men der var både økonomisk og politisk modstand mod de "Kapitalister", som man også - ikke ubegrundet - mistænkte for at være sympatisører med Højre.
Det fremgår dog, at fusionsaftalen i Skive kunne have været meget tæt på at lykkes. Skive Folkeblad citerer 5. jan. 1891 Aalborg Amtstidende for, at "Hr. Heyman har (udvirket), at Andelsslagterierne i Hjørring og Aalborg Amter har taget en saa fornuftig Beslutning at knytte et saa anset og hæderligt Firma som Thompsons til Forretningerne (og) hr. Thompson har i mange Aar arbejdet ved Siden af hr. Koopmann i Hamborg ..."
Den efterfølgende konkurrence mellem Skive Andelsslagteri og fra 1910 Koopmanns Skive Svineslagteri blev og forblev en lokal realitet indtil Koopmanns slagteri 1953 bliver til Skive og Omegns Andelsvaskeri.
Skive Andelsslagteri startede driften 1903, men blev allerede opført 1902. Brændte 16. juli 2007 som Danish Crown, og blev nedlagt året efter.
Skive Andelsslagteri o. 1950, det første foto med banegårdens vandtårn i baggrunden og et luftfoto, som kunne være fra den største udvidelse af slagteriet 1924-26.
Gas og elværk ved siden af det i 1960 forhenværende Koopmanns Svineslagteri, herefter Andelsvaskeri. Over for ligger Skive Andelsslagteri, i baggrunden banegårdens vandtårn.
14. jan. 1953 hedder det i Skive Folkeblad, at "Andelsvaskeriforeningen for Skive og Omegn" overvejer at købe Koopmanns Svineslagteri. 7. april 1953 har "Skive Andelsvaskeri købt Koopmanns bygninger".
Skive og Omegns Andelsvaskere A.m.b.A opløses på en ekstraordinær generalforsamling 31. jan. 2008, endeligt effektueret 19. juni 2008, hvor Hilmars åbner ny butik i den tidligere slagteribygning.
"Ejendommen Brårupgade 16 A.m.b.A (meldes) under tvangsopløsning ... 13. maj 2015".
 
Brårupgade blev området, hvor den anden del af oplandets dyriske landbrugsproduktion, slagtekvæg og især -svin blev forarbejdet.
Mejeriprodukterne, fremstillet af mælk blev indleveret til egnens lokale mejerier, først hollænderierne / herregårdsmejerierne, herefter fra 1880'erne fælles- efterfulgt af andelsmejerier. Altså betydeligt mere decentraliseret end slagteridriften.
I Skive var Skive Andelsmejeri i Thomsensgade, oprettet 1893 den nye tids indleveringssted.
Men hvor andelsmejerierne hurtigt erobrede mælkemarkedet, var konkurrencen mellem de private og andelsslagterierne langt mere indædt. Her stod andelsbevægelsen over for et alternativ, hvor man 1890-91 forgæves forsøgte at få fjernet den "skadelige konkurrence" ved en fusion mellem private og andelsslagterier.
Lokalt kunne man ved flere lejligheder konstatere, at leverandører til andelsslagterierne godt kunne finde på at levere til en bedre pris til det private svineslagteri.
I Skive Folkeblad er der 28. dec. 1887 en artikel om ”Andelssvineslagterier”, hvor det hedder, at ”Forbilledet for Andelssvineslagterierne er naturligvis Andelsmejerierne … Uagtet de fedeste Svin er de dyreste at producere og de vanskeligste at sælge … Landbruget skal lære at producere Svinene akkurat som de engelske Lækkermunde vil have dem … Midlet hertil er Andels-Svineslagterier.”
Ikke desto mindre hedder det i Skive Folkeblad 27. juni 1889, at ”hr. Koopmann i Hamborg …” har ladet udarbejde tegninger til et slagteri, der snart vil blive opført. Det bliver dog i første omgang ikke Koopmann, der anlægger det svineslagteri i Skive, som meldes opført okt. 1889.
J. D. Koopmann havde flere svineslagterier, bl. a. i Silkeborg og Viborg, sept. 1909 meddeles det, at Koopmann har købt et svineslagteri i Horsens, byen for andelsslagteriernes start. Det har formentlig været helt nærliggende for Thompson i Skive at sælge sit svineslagteri til samarbejdspartneren og den på slagteriområdet 1909-10 ekspanderende J. D. Koopmann.
11. marts 1912 refereres en overenskomst mellem Koopmann og Viborg Andelssvineslagteri om at respektere afstande og geografiske områder, hvor de konkurrerende svineslagterier kunne operere, indbefattet, at Koopmann for sine agenter indvilgede i, at de skulle "være Forhandlere af Andelssvineslagteriets Flæsk i England" under nøje anførte betingelser.
I Skive derimod ser der i annonceringer, f. eks. Skive Folkeblad 15, juni 1912 ud til at have være benhård konkurrence om salg af "kogt Griseflæsk" mellem Koopmann og Skive Andelsslagteri. Og ydermere ser det ud til at andelshavere har været fristet til at sælge svin til private, herunder Koopmanns Skive Svineslagteri.
 

Benyttet materiale:
Ørslevkloster-Ørum Sogne- og Kirkeblad, Hald Mejeri af Jens og Peter Bavnshøj
Samtidige aviser
Mundtlige oplysninger fra lokale og familiemæssigt tilknyttede til mejeridriften
Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, tidsskriftartikel. Claus Bjørn har udgivet Dansk Mejeribrug 1882-2000, 1982, artiklen er del heraf.
Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff.
Oeconomisk Journal fra 1757
Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, Fjends Egnshistorisk Forening 2005.
Forskellige historiske mejeritidsskrifter.
Årsrapporter m.v. fra Arla Foods.
Garry Keyes, klosterforvalter på Ørslev Kloster sammen med ægtefællen Janne Fruergaard Keyes. Garry Keyes er middelalderarkæolog og har qua sin stilling på Ørslev Kloster et omfattende kendskab til dets arkiv, akæologi og historie. Oplysninger og fotografisk materiale vedr. hollænderi o. a. godsdrift på Ørslev Kloster.
Birger Schütte, Eskjær, oplysninger om godsets herregårdsmejeri.
Salling Landboforening 1842-1992, Skive.
Almindelig historisk viden fra f. eks. Wikipedia, og - ikke mindst - den fra Aarhus Universitet fortræffelige danmarkshistorien.dk.
Oplysninger om Jebjerg Mejeri: Skive Folkeblad 6. april 1893 annoncering af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., Skive Folkeblad 23. juni 1893 annoncerer Jebjerg Andelsmejeri om mælkekørsel m.v.
Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116
Skiveegnens Jul 1982, Sallings herregårdsmejerier, Roslev Andels Mælkeri.
Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, Jul på Mors 1975.
Danske Mejerier, bd. 1-4, v. G. Ellbrecht og H. Appel, Kbh. 1915-1918.[72]
Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.
Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. I og II, 1972, 1974.
Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, af Jens Johansen, Ladelund, Særtryk af Mælkeritidende 1896.
100 År Med Ydelseskontrol 1895-1995, Udgivet af Landsudvalget for Kvæg, april 1995.
Tre Venstremænd, En brevveksling v. Harald Jørgensen, Kbh. 1962
Jul. Schoveling, Tidens Hjul og Tietgen 1857-1897, Kbh. 1929

Noget arkivmateriale:

Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive.1893-1970 (5).
Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121
Koopmanns slagterier har indleveret arkivmateriale til Erhvervsarkivet, det er registrertet i Rigsarkivets beholdninger, intet særskilt for Skive Slagteri. Ud over de her anførte lokaliteter er arkivmaterialet fra Silkeborg Slagteri:
1907 1978 A/S J. D. Koopmanns Svineslagteri, Lemvig
1890   J. D. Koopmanns Svineslagteri
1890   J. D. Koopmanns Svineslagteri, Bestyrelsen
1890   J. D. Koopmanns Svineslagteri, Generalforsamlingen
1924   J.D. Koopmanns Svineslagteri
1870 1940 Koopmann, Wilhelm August
1890   Koopmanns slagteri i Thisted
 
En yderligere specifikation af arkivmaterialet fra Koopmann. Leverandørhovedbogen omfattert kun Silkeborg Slagteri:
1929 1971   Baconkontrollen
1925 1966   Bygningstegninger, Silkeborg og Rødding
1891 1895   Diverse vedr. priser på svin, indenlands og udenlands
1915 1925   Fortegnelse over unge under 18 år
1920 1950   Fotos af udrensning af skinker mv.
1940 1960   Fotos, opskæringer
1990 1997   Gæstebog
1965 1968   Kalkulationer
1890 1960   Leverandørhovedbog
1960 1970   Præsentationsmappe af Denny. SPecial Cut and boned meat
1959 1968   Saltningsprotokoller
1890 1960   Tegning
1914 1948   Veterinærinspektørens protokol
 
Noter og henvisninger
 
Bruttofaktorindkomst (BFI), kun landbrug 1850-1899, 1929 priser.
 
[2] Ejere eller brugeren af et mindre, mellemstore landbrug. En boelsmand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand, idet en husmand har mindre end 1 tønde hartkorn, en boelsmand mellem 1 og 2 og en gårdmand mere end 2 tønder, op til 12 tønder hartkorn, hvor proprietærbetegnelsen starter. Hartkorn er en måleenhed, hvor jordens ydeevne og areal indregnes, og blev oprindeligt fra 1644-matriklen og frem regnet i tønder.
[3] Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1720-1914, bd. II, s. 234-35.
[4] O. H. Larsen, Landbrugets historie og statistik, 3. udg., Kbh. 1937.
Smørproduktion og eksport af landbrugsprodukter i mio. kr. og indeks, 1880=100
 
mejeri
Indeks
svin
Indeks
smøreksport
Indeks
svineeksport
Indeks
1880
91
100
58
100
26
100
25
100
                 
1899
183
201
75
129
119
458
54
216
 
[6] Jubilæumsartiklen 30. juni 1936
[7] Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive. 1893-1970 (5). Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121.
[9] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/
[10] Odsherred Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/452835.
[11] Inden for den givne, geografiske afgrænsning er der - ud over den ufuldstændige opgørelse i Skivebogen 1974 - søgt oplysninger i Danske Mejerier, Bind 3, der har en opgørelse fra 1917 af mejerier i området. Desuden oplysninger fra Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre lokalarkiv, Spøttrup lokalarkiv, Skive byarkiv, Æ Fjandbo Arkiv, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
[12] Det er forbavsende, hvilke mejerier der er faldet uden for registrering, f. eks. Jebjerg Mejeri, i Viborg og Thisted Amt er kun registret to mejerier, Andelsmejeriet Vindum og Dueholm Mejeri, Mors, se bd. 4, s. 450-51, selv om der indholdsmæssigt er registret 18 fælles- og andelsmejerier inden for de her valgte områder.
[13] Skive Folkeblad skulle formodes at have en nogenlunde nøje registrering lokalt, men desuden er også benyttet Aviser i Mediestream, http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis.
[14] Mejerioplysninger er en sammenfatning af Danske Mejerier, bd. 3, passim om de her behandlede lokalmejerier. Her er også registreret, hvilke mejerier E. V. Lind har været arkitekt på. Oplysninger om Ladelund Landbrugsskole og Ladelund Mejeri i Danske Mejerier, bd. 4, s. 240f. og Rigsarkivets Daisy registrering af Ladelund Landbrugsskole.
[15] Efter udseendet at dømme ligner Gamstrup Andelsmejeri et typisk Lind tegnet mejeri. Men det er det ikke registreret som i Danske Mejerier, bd. 3, s. 492. Ej heller Hald Andelsmejeri, s. 500-01.
 
[16] Alle oplysninger som registreret 1917 i Danske Mejerier, bd. 3, passim.
[17] Danske Mejerier, bd. 3., s. 490-91, biografiske oplysninger 1932-33, Niels Kristensen, http://www.dindorpkristensen.dk/aner/Aner/n4.html.
[18] Danske Mejerier, bd. 3, s. 307, s. 261, 265, 269, 270, 283, 285-86, 288, 297. Og Morsø Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/4971246, https://arkiv.dk/vis/5657527, https://arkiv.dk/vis/5651587. Desuden er der om mejerierne på Mors benyttet en meget grundig artikel, Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, som er offentliggjort i Jul på Mors 1975, https://dis-danmark.dk/bibliotek/911106.pdf.
[19] Se f, eks. Skive Folkeblad 1. april 1931, hvor Mejeriejer Haaning optræder som en af de større skatteydere.
[20] Danske Mejerier, bd. 3, s. 482.
[21] Danske Mejerier, bd. 3, s. 492.
[22] Danske Mejerier, bd. 3, s. 495, 271.
[23] Lem og Jebjerg er i Skivebogen 1974, s. 47-49 nævnt som fællesmejerier fra 1884. Faktuelt kan man i Skive Folkeblad 27. aug. 1884 se, at ”Beboerne omkring Nr. Lem Mejeri bedes afhente … Transportspande … ved Skive Havn ,,,” I Danske Mejerier, bd. 3, s. 474 fremgår det ikke, at der er tale om Brodal Andelsmejeri som afløser for Lem Mejeri som fællesmejeri.
[24][24] Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116.
[25] Danske Mejerier, bd. 3, s. 483-84. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om den rigtige datering er 1886 eller 1887. En nøje gennemgang af samtidens aviser, både landsdækkende og lokale har ingen referencer til Thise Fællesmejeri i 1886. Men der kan konstateres en bekendtgørelse af 18. nov. 1887, hvor der er "Indleveringssted i Thise hos Fællesmejeriet, i Jebjerg hos Th. Andersen". Thise Fællesmejeri har således eksisteret 18. nov. 1887 og før, men hvor meget før, har det ikke været muligt at finde dokumentation for.
[26] Danske Mejerier, bd. 3, s. 536. Mejeriet er tilsyneladende kun registreret i Skive Byarkiv, fordi det er tegnet af arkitekt E. Lind, se https://arkiv.dk/vis/4374173.
[27] Danske Mejerier, bd. 3, s. 514, Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2748765.
[28] I Skivebogen 1974 kaldet ”Grønnerup”.
[29] Er registreret 1928-86 på Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2733585.
[31] Danske Mejerier, bd. 3, s. 524.
[32] Danske Mejerier, bd. 3, s. 477.
[33] Danske Mejerier, bd. 3, s. 530 og 532, hvor Rødding Andelsmejeri ved Viborg er registreret. Dette mejeri er opført 1911 og tegnet af arkitekt E. V. Lind.
[34] Danske Mejerier, bd. 3, s. 542.
[35] Danske Mejerier, bd. 3, s. 511, 547, 545, 509. Den præcise lokalisering af Højslev Andelsmejeri er forsøgt fastlagt ud fra forskellige slægtshistoriske oplysninger om mejeriet, hvoraf det fremgår af optegnelser om slægtsrelaterede personer, født på mejeriet, tilsyneladende har været bosat Østerris, Højslev, se f. eks. http://knudsen-oemann.dk/onewebmedia/s-h-oemann-smed.pdf. Det fremgår ydermere af 1901 folketællingen, at mejeribestyrer på Højslev Andelsmejeri, Hans Sørensen Oemann er bosat i Østerris. Se https://www.ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp. Østerris har været en stedbetegnelse i Højslev Stationsby. Højslev Andelsmejeri, som arkitekt E. V. Lind 1914 ombyggede, er og var placeret, hvor nu Højslev Brugsforening med parkeringsplads ligger, Viborgvej 214. Det er helt uomtvisteligt det af Lind tegnede mejeri, som er foreviget med et luftfoto fra 1948-52.
[36] Danske Mejerier, bd. 3, s. 555. Vinderup Egnshistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2172691.
[37] Danske Mejerier, bd 3, s. 500.
[38] Det 1911 ombyggede Hald Andelsmejeri kunne i arkitekturen godt være inspireret af de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier, der netop på denne tid bliver fremtrædende i mejeribyggeriet. Registreringen i Danske Mejerier, bd. 3, s. 500 har ikke Lind som arkitekt. Og der er intet i forhandlingsprotokollen, der antyder involvering af arkitekt. Bygningen som den ses fremtræde på foto i Danske Mejerier må formodes at være Kristen Kjærs mejeri fra 1886, sandsynligvis med tilbygningen fra 1911 placeret som et kryds gennem det oprindelige mejeri. Til sammenligning med Lind arkitekturen Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471-72.
Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471
Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471
1911 ombygningen kunne godt være inspireret af Linds mejeriarkitektur. Det har været mejeriet, som det blev afbildet 1907, der blev ombygget 1911 - med et lidt mere fremtrædende udspring til aflæsningsrampen og med en for Lind arkitekturen typisk udluftning i tagrygningen. Hvis det sidste foto er Hald Mejeri, er det taget før 1907 fotoet, og der må have været tale om en i forhandlingsprotokollen uregistreret ombygning. I forhold til 1907 er både mejeriet og privatboligen udvidet.
[39] Danske Mejerier, bd. 3, 1917, s. 500-501.
[40] Se Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/
[42] Se oversigt Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890 neden for.
[43] Claus Bjørn i Fællesmejerierne … ” Behandling af flere landbrugs mælk på et sted var således på det nærmeste ukendt i Vendsyssel før oprettelsen af de første andelsmejerier i 1886”. Claus Bjørn har kun undersøgt forholdene i Vendsyssel. For Fjends området er den ingen undersøgelser af mejeridriften.
[44] Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.
[45] Eskjær figurerer ikke i den anførte oversigt, men Birger Schütte, Eskjær meddeler på forespørgsel, at der på Eskjær blev oprettet et hollænderi på Eskjær af Chr. Lange, der ejede godset fra 1781, og at det har været i drift indtil o. 1903. Iflg. Birger Schütte blev hollænderiet på Eskjær oprettet med bistand fra ejeren 1792-1804 på Østergaard, Thomas Thomsen.
[46] Alle faktuelle oplysninger om Kristen Kjær og familien er taget Folketællinger 1880, 1890, 1901, 1906 samt mundtlige oplysninger fra efterkommere.
[47] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=55388#55388,11974686. Bemærk, at Kristen Jensen Kjær er søn af Jens Hansen Kjær - som den tids skik er navnet en markering af fornavnet på den, man er søn af.
 
[49] Købet og besiddelsen fremgår af 1890 folketællingen
 
[53] Oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[54] Hald Mejeri har i 1901 folketællingen matr. nr. 17a, hus. nr. 178, registreret under Ørslevkloster Kommune. Skovmølle har under samme folketælling matr. nr. 3. Den gamle vandmølle hertil ligger på matr. 3a-b, vindmøllen på matr. 3a iflg. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32 og s. 84-85. Købsdatoen er oplyst af familien, oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[55] Købstidspunktet er oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[58] Se Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85.
[59] Folketællinger 1901 og 1906
 
[60] Skovmølle, Matr. nr. 3 i Højslev Kommune i 1901 folketællingen, i Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85 betegnet som matr. nr. 3a m. fl., Majgårdvej 15, vandforsyning fra Hald bæk og slugten til Majgård.
[61] Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32.
[62] 1907 artiklen om ”De ældste Andelsmejerier”.
[63] Skive Folkeblad 27. dec. 1919, 10. dec. 1926
[64] Særtryk af Mælkeritidende 1896, Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/5/7/4/kontrolforeningen_vejen_1896.pdf
[65] Caroc & Leth, er jernstøberi og maskinfabrik i Aarhus med produktion af mejeri- og dampmaskiner. Leverancen til Hald Mejeri har muligvis været en smøræltemaskine.
[66] Se Museum Silkeborg, afskrifter af maskinfabrikkens folianter, https://www.museumsilkeborg.dk/bilag-3
Medlemmer af Mejeriforeningen
1)Arla Foods
2)Asaa Andelsmejeri
3)Barrit Mejeri
4)Bornholms Andelsmejeri
5)Fayrefield Foods A/S
6)Grøndal Mejeri v/Uhrenholt A/S
7)Gundestrup Mejeri og Bryghus
8)Ingstrup Mejeri
9)JBJ Ost
10)Jernved Mejeri
11)Kerry Ingredients
12)Kirkeby Cheese Export A/S
13)Kirkeby & Thrane
14)Lactosan A/S
15)Lindved Mejeri v/BT Ost
16)Løgismose Meyers A/S
17)Mammen Mejerierne A/S
18)MBM, Meginfelag Búnaðarmanna
19)Mille Food A/S
20)NATURMÆLK
21)Nørager Mejeri
22)Nørup Mejeri
23)Ostebørsens Gårdmejeri
24)SøMælk
25)Sønderhaven Gårdmejeri
26)Sonlac A/S
27)Them Andelsmejeri
28)Thise Mejeri
29)Ullerslev Mejeri I/S
30)Vest Mælk ApS
31)Aabybro Mejeri
[70] Se https://mejeri.dk/branchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-dk/ikke-medlemmer Mejerier i Danmark, Ikke-medlemmer af Mejeriforeningen
1)Brandbjerg Gårdmejeri
2)Elmegaard Mejeri
3)Enghavegård Osteri
4)Gedsted Mejeri A/S
5)Hansens Flødeis ApS
6)Humlebæk Mikro Mejeri
7)Hårbølle Mejeri og Osteri
8)La Treccia
9)Mejerigaarden A/S
10)Skee Ismejeri ApS
11)Sondrup Gårdmejeri, Øko Ged & Grønt
12)Svaneke Ismejeri ApS
13)Tebstrup Gedeosteri
14)Vebbestrup Flødeis
[71] Se https://www.arla.dk/om-arla/kontakt/arla-i-andre-lande/. Det er overraskende vanskeligt at finde præcise talmæssige oplysninger om Arla på virksomhedens egne hjemmesider.
[72] Hvis formålet med denne undersøgelse havde været at få en oversigt over, med samtidige fotografier, af de af arkitekt E. V. Lind indtil 1918 tegnede mejerier, 342 i alt, så er Danske Mejerier et glimrende værk at tage udgangspunkt i.
Højslev Mejeri. I Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, hedder det s. 12, "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug...I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, dateret 1955.
I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hvert enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv." Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.
Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.
 
R. H. Thompson, Corderoy. Se f. eks. Skive Folkeblad 23. aug. 1889, hvor der orienteres om det engelske selskabs køb af byggegrund ved Jernbanen, om grundens størrelse, arkitekten på slagteriet m.v. Slagteribygningen skal "hvis Vejret tillader det" være "fuldt færdigt, saa det kan begynde sin Virksomhed midt i November Maaned." Start bliver dog først refereret 4. dec. 1889, hvor der er en levende beskrivelse af slagteprocessen med jernlænke om bagben, kniven og skoldekarret.
J. D. Koopmann. Se Kraks Vejviser 1894 - stiftet 2. maj 1887 af Hamborg købmanden J. D. Koopmann og E. H. M. Denny, London, en irsk købmand.
Det er Jørn Beck Christensen, Skive, der har henledt opmærksomheden på det denne slagterikoncerns betydning lokalt.
Det er muligvis den nye markedsplads i Skive, Hans Smidth har som motiv på hans ”Fra et jysk Marked” 1895, hvor en af skitserne også har Skive Mølle (? under alle omstændigheder en mølle) i bagrunden.
 
A. Axelsen Drejer: Andelssvineslagterierne i Danmark 1887-1962 udgivet af De samvirkende danske andelssvineslagterier (1962) og Erhvervshistorisk Årbog 1965, s. 136ff. og især s. 156ff. (afsnit om Flæskeeksporten og kvalitetstilpasningen). I den offentliggjorte brevveksling mellem Tre Venstremænd er det broderen Frede Bojsen, der brevveksler med de senere henholdsvis konseilpræsident (begge) og statsminister Niels Neergaard og Klaus Berntsen.
Tidens Hjul og Tietgen, Jul. Schovelin, Kbh. 1920, her refereret fra s. 376f.
 
Bøttemejeri, holstensk mejerivæsen i Danmark.
A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.
Om mejersker, mejeripersonale og mejeridrift i øvrigt hedder det i artikler fra o. 1840-50'erne:
Om "U d d a n n e l s e af Me j e r s k e r og M e j e r i b ø d kere.
Samtidig med, at man paa saa mange Maader i Aarene efter 1840 bestræbte sig for at vække Interesse for Kvægavlen og bringe den ind i et ret Spor, maatte man selvfølgelig føle Trang til et ordentlig uddannet Personale.
Hidtil havde man saa godt som altid indforskreven baade Mejersker og Mejeribødkere fra Holsten, hvor man jo var langt forude for os paa dette Omraade, ...
I Efteraaret 1843 er der anbragt 3 unge Piger, en i Holsten, en paa Ourupgaard og en paa Aalstrup, og Komiteen tilraader bestemt, at den dygtigste anbringes i Holsten, »da Stiftet derved sikkres bestandig at have Mejersker, der have gjennemgaaet de bedste Skoler i det Land, hvor Smørproduktionen unægtelig staaer højest, en Fordel, vi burde ønske at kunne se udstrakt paa alle vore andre Industrigrene tillige«. ...
Efter Krigen (det må være 1. slesvigske krig 1848-50) opgaves denne Foranstaltning, væsentligst fordi Landhusholdningsselskabet nu anbragte en Del unge Piger her i Stiftet som Mejerskelærlinge, hvilken Foranstaltning det alt 1836 havde paabegyndt. - Med Uddannelse af Mejeribødkere blev det ikke til meget, idet der kun blev antaget 2 (1848—49), men vi vare dog forude for Landhusholdningsselskabet, som først begyndte dermed 1853....
Bøttemejerier, der startede o. 1830 med mælk, der blev siet ned i flade bøtter ser man fortsat indtil o. 1900.
Thise Fællesmejeri 1886 eller 1887? Alle numre af Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset. Der er ikke fundet omtale af noget Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886. Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt. Der kan også være tale om manglende opmærksomhed i den noget langstrakte gennemlæsning. Der er 1887 fundet en avisomtale, der viser, at 15. nov 1887 eksisterer Thise Fællesmejeri. Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.
Staarupgaard herregårdsmejeri.
Mejeriforeningen. En simpel optælling på foreningens egen hjemmeside giver 60 produktionssteder. Divergensen kan muligvis skyldes registreringer som det tidligere Thise Mejeri, Mejeriet Dybbækdal A/S, der er medregnet, men hvor der vitterligt kun er et produktionssted, Thise Mejeri.
Skive Folkeblad 25. april 1968 om Thise Mejeris jubilæum. Skive Folkeblad 30. aug. 1988 v. starten som andelsmejeri, 20. juli 1998 ved udvidelsen af mejeriet. Om andelsmejeriet Dybbækdal, se Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.
Poul Johannes Pedersen er søn af den private ejer af Thise Mejeri 1968/69-88, mejeribestyrer og -ejer, P. E. Pedersen. Han er matematisk-fysisk student fra Skive Gymnasium 1974 (Skive Gymnasium, årsskrift 1974, s. 17), mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981.
P. J. Pedersen er p.t. administrerende direktør for Thise Mejeri amba, 310 ansatte, direktør for Engdal A/S, direktør for Thise Food Ingredients aps, Komplementarselskabet Mejeriet Dybbækdal aps, Mejeriet Dybbækdal P/S. Alt beliggende Sundsørevej 62, Thise Mejeri.
Thise Mejeri, udvidelser.
 
I artiklen omtales "mejeriingeniør Poul Pedersen", mejeriejerens søn, som nu er blevet medarbejder på familiens mejeri.
Ritt Bjerregaard.
Ved starten som økologisk andelsmejeri var der "seks økologiske landmænd fra Ringkøbing og Viborg amter" bag mejeriet. Ved udvidelsen i 1998 er efterspørgslen efter mejeriets økologiske produkter blevet så stor, at udvidelsen har været helt nødvendig, og mejeriet er her vokset til 45 økologiske leverandører. Aktuelt beskæftiger mejeriet 310 ansatte.
Thise Mejeri, P. Pedersen og Erik Ellebæk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  1. Arkitekt E. V. Linds bidrag til dansk mejeriarkitektur
  2. Vandmøller

Underkategorier