Historie  

   

Limfjordslandet

Kirke og stifter i Danmark

Kirke- og Danmarkshistorie Kirkernes administrative ramme Fra sysler til len og amter Stifter, provstier, sogne
Stifter, provstier, sogne, tiende, ærkebispesæde i Lund Aarhus Stift Ribe og Lund domkirker
Odense, Roskilde, Slesvig stifter Ribe, Slesvig stifter Vestervig, Børglum stifter Tiende, middelalder, aktuelle stifter
Viborg Stift Vor Frue Kirke, Skive Skiveegnens øvrige landsbykirker Benyttet materiale
 
Danmarkshistorien siden vikingetiden er også den danske kirkes historie.
Selv om Harald Blåtand på Jellinge stenene i en noget omdiskuteret tolkning af runerne er angivet som "den, der gjorde danerne kristne", så var det Svend Estridsen, dansk konge 1047-1074/76, der fik organiseret den danske kirke i otte bispedømmer, stifter.
Det var også omkring Svend Estridsens tid, måske lidt før, at stenkirkerne begyndte at afløse kristendommens første kirker i Danmark, der var af træ, de fleste stavkirker.
Frådstenskirken i Roskilde, under domkirken er den konstaterbart ældste af Danmarks stenkirker, som skulle kunne dateres til 1030, hvor Knud d. Stores søster Estrid lod stenkirken opføre. Roskilde er med domkirken også et af de steder, hvor tegl tidligt har afløst granitten som byggemateriale.
Ud over at være krigsførende, næsten som en viking, var Svend Estridsen, Svend Tveskægs dattersøn sig meget bevidst om at styrke sit herredømme gennem samarbejde med kirken, hvilket skulle vise sig som en gevinst for begge parter.
I en kirkehistorisk opgørelse angives 73 % af alle danske kirker opført mellem 1100 og reformationen, resten herefter. Der kan som anført også findes eksempler på kirker, der er opført i 1000-tallet.

Den administrative og organisatoriske ramme om kirkerne

Administrativt har Danmark i historisk tid været inddelt i Lande med egne, seperate retsområder, jvf. at det 1241 hedder "Jyske Lov":
1. Skåne med landsting i Lund, Halland og Blekinge, Bornholm,
2. Sjælland med landsting i Ringsted, Møn, Lolland og Falster,
3. Fyn og Langeland med landsting i Odense,
4. Jylland, Nørrejylland med landsting i Viborg og Sønderjylland med landsting ved Urnehoved.
Landstingene var lovgivende og valgte konger.
Jylland var indtil reformationen inddelt i 14 sysler, som er omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.
Sysselinddelingen er formentlig senere end herredsinddelingen og skønnes at stamme tilbage fra 900-tallet. Syslerne er her angivet i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes.
Nørrejyllands 11 sysler:
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel).
Sønderjyllands 3 sysler:
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel).
Det var først med kirkens brug af sysselinddelingen til at inddele bispestifterne i provstier, at betegnelsen syssel også overførtes til Fyn og Sjælland.
Også herredsinddelingen er anført 1231 i Kong Valdemars jordebog, og de kan her ses på Steenstrups kort over Danmarks ældste inddeling.
Herrederne (Hæreth) har måske oprindeligt været en betegnelse for et militærdisktrikt, en hær i en tid med vikingetidens leding og behov for et kongeligt forvaltningsdistrikt, men har så efterfølgende fået en retlig funktion som herredsting, hvor der ikke var en klar afgrænsning i forhold til landstingene.
Sysler og herreder kan ses aftegnet på kort med syssel- og herredsnavne.
De oprindelige sysler og herreder er navngivet i Kong Valdemars Jordebog.
Kirker og den kirkelige organisation indgik i denne eksisterende administrative og retslige organisation, som blev videreført under gensidig påvirkning.

Danmarks sysselinddeling.

Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.

Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.

Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.

Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.[i][3]

Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.

Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.

På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.

Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.

 

 

 

Fra sysler til len til amter

Lenene i Nørre- og Sønderjylland:
I en udvikling, hvor kongemagten havde behov for både krigere, der kunne stille med krigsudstyr og administratorer af kongens områder udviklede der sig i løbet af middelalderen et feudalt lenssystem, hvor kongen som øverste lensherre "udlånte" jord og de indtægter, jorden gav ud til sine vasaller til gengæld for krigstjeneste, administration, jurisdiktion og kirkelige aktiviteter.
Der kan her skelnes mellem fyrste- og kirkelen. Der kan desuden skelnes mellem de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og smålen, centreret omkring et adeligt gods.
Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen.
Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.
Lenene afløste syslerne som administrationsområder i løbet af tiden o. og efter Kong Valdemars Jordebog, 1231.
Ved omdannelsen fra len til amter 1662 var der 49 len. Antallet af len steg til o. 200 med reformationen. I denne opgørelse er der medtaget 62 len.
Jylland
  
Fyn
  
Sjælland
  
Skåne, Halland og Blekinge
Bygholm Len
  
Hagenskov Len
  
Abrahamstrup Len Len (Falster)
Gladsax Len
Børglum Len
  
Hindsgavl Len
  
Antvorskov Len
  
Halmstad Len
Bøvling Len
  
Nyborg Len
  
Dragsholm Len
  
Helsingborg Len
Dronningborg Len
  
Odensegård Len
  
Frederiksborg Len
  
Christiansstad Len
Dueholm Len
  
Rugård Len
  
Halsted Len / Ravnsborg (Lolland)
Laholm Len
Hald Len
  
Søbygård-Gudsgave Len (Ærø)
Hammershus Len (Bornholm)
Landskrone Len
Havreballegård Len
      
Holbæk Len
  
Malmøhus Len
Kalø Len
      
Hørsholm Len
  
Sølvesborg Len
Koldinghus Len
      
Jungshoved len
  
Varberg Len
Lundenæs Len
      
Kalundborg Len
    
Mariager Len
      
Korsør Len
    
Riberhus Len
      
Kronborg Len
    
Sejlstrup Len
      
Københavns Len
    
Silkeborg Len
      
Nykøbing
    
Skanderborg Len
      
Ringsted Len
    
Skivehus Len
      
Roskilde Len
    
Stjernholm Len
      
Sorø Len
    
Tørning Len (Sønderjylland)
    
Stegehus Len (Møn)
    
Vestervig Len
      
Sæbygård Len
    
Ørum Len
      
Tryggevælde Len
    
Åkær Len
      
Vordingborg Len
    
Ålborghus Len
      
Ålholm Len (Lolland)
    
Åstrup Len
            
 
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
Med lenene og etablering af kirkens magt i bispedømmerne svækkedes den danske kongemagt indtil genopretningen under Valdemar Atterdag og datteren, Martgrethe 1, 1340-1412.
 
De otte oprindelige, middelalderlige bispestifter Det Danmark, som Valdemar 4. Atterdag og Margrethe samlede igen.
Med enevælden fra 1660 blev adelens len omlagt til amter i 1662, amterne blev 1793 større og reduceret i antal, tilsvarende 1970 for endeligt at blive erstattet af regioner 2005.

 
De første bispestifters centrale bygningsværker, domkirker, klostre.
Krypten til Vor Frue Kirke Aarhus, opført o Svend Estridsens tid, måske indviet til Skt. Nicolaus 1087. Vor Frue Kirke Aarhus. Skt. Nicolaus var oprindeligt domkirke, o. 1200 overtages den nu tidligere domkirke af dominikanerbrødrene som klosterkirke. Aarhus Domkirke. Afløste o. 1200 Skt. Nicolaus som domkirke.
Ribe Domkirke. Muligvis afløser for en tidligere Ansgars kirke. Romansk byggeri o. 1150-1225. Tiggermunkekloster, Ribe Dominikanerkloster, grundlagt 1228, bygning fra 1400-tallet. Lund Domkirke, ærkebispesæde fra 1103-04, hvor kirken var umiddelbart færdigbygget. Romansk byggeri frem til 1146.
I en fortegnelse under Kirkeministeriet finder man en oversigt over og en beskrivelse af folkekirkens geografisk afstemte stifter med tilhørende provstier og sogne.
Vi kan her konstatere, at i spidsen for den gejstlige administratation af hvert stift er der en biskop, for provstiet en provst og præster i sognekirkerne. Der er aktuelt ti stifter i Danmark:
Københavns stift, Helsingør Stift, Roskilde Stift, Lolland-Falster Stift, Fyens Stift, Aalborg Stift, Viborg Stift, Aarhus Stift, Ribe Stift, Haderslev Stift.
De historiske rødder skal selvfølgelig søges i overgangen fra vikingetidens gudetro til den vestromerske pavekirkes kristendom.
I højmiddelalderen, ca. 1050-1340 slog den kristne kirke rod i et til tider med den verdslige kongemagt rivaliserende forhold i spørgsmålet om grænserne mellem den åndelige og verdslige magtfordeling.
Under initiativ af Svend Estridsen blev den danske kirke o. 1060 reformeret i tæt samarbejde med ærkebispen af Hamborg-Bremen, som var den danske kirkes overhoved, indtil Danmark fik egen ærkebiskop i Lund 1103-04.
Den danske kirke fik her otte geografisk fast afgrænsede bispedømmer.
Lensmænd i stiftsbyerne blev stiftslensmænd. Deres funktion var forsvare kirkerne og deres gejtslige, medvirke ved udnævnelse af sognepræster, tage sig af stiftsindkomsten og de kirkelige regnskaber samt varetage stiftets gejstlige jurisdiktion. De blev med omlægningen fra len til amter 1662 til stiftsamtmænd med stort set samme funktioner.
Kilden er den her ikke helt tilforladelige Wikipedia. Oplysninger om Vestervig og Børglum er diskutable - der er to opfattelser herom, se henholdsvis Historisk Atlas og Trap Danmark. Hvis Vestervig har været bispedømme, afløst af Børglum, har det været 1060-1134.
Juridisk og administrativt havde biskoppen forskellige hjælpere, som han fandt blandt andre gejstlige, ærkedegne. De kom i Danmark til at hedde provster, præpositi. De af dem bestyrede provstier formodes etableret i 1100-tallet som en udlodning fra biskoppen i form af "beneficium" eller "officium". Som sidstnævnte, et officielt embede formodentlig først i 1300-tallet, antages det i den bedste undersøgelse heraf. Det var som regel prælater i domkapitlerne, der fik embederne.
Der har forekommet "sysselprovstier", men som regel var provstierne herredsinddelte.
Sognekirken havde som regel egen sognepræst ("sacerdos", "plebanus", "rector ecclesiae"), og der kunne her desuden være en eller flere alterpræster ("altaristae" eller "vicarii perpetui", "evige vikarer").
De fleste sognekirker formodes opført af menighederne, en hel del er opført af kongen eller af stormænd. De fleste domkirker er helt sikkert opført af kongen.
Klostrene stod uden for den almindelige kirkelige organisation, men de var undergivet biskoppens jurisdiktion og tilsyn, herreklostrene ejede jordegods på landet, medens tiggerklostrene kun ejede byejendomme.
For den katolske kirke og paven var det vigtigt, at kirken havde et økonomisk fundament i form af en beskatning, en tiende, som det blev pålagt befolkningen at betale.
Nye skatter er sjældent populære, og en af Svend Estridsens sønner, Knud d. Hellige forsøgte som konge at få indført denne tiende og blev dræbt i Skt. Knuds Kirke 1086 efter en flugt gennem Jylland til Odense.
Erik Ejegod, broder og efterfølger som konge fik Knud helliggjort ved at samarbejde med paven om sagen, og Danmark fik ved samme lejlighed eget ærkebispesæde i Lund 1103 eller 1104 under ærkebiskop Asser, der også var rigsforstander for Erik Ejegod. Et godt eksempel på, at det kunne være tjenligt for begge parter, konge og kirke at samarbejde, når befolkningen skulle holdes i ave.
Den tiende, der skulle betales til kirken, blev først indført under den sidste af Svend Estridsens sønner, kong Niels 1104-34. Tiende havde den direkte betydning at være en tiendedel af produktionen (bøndernes), som skulle betales til kirken, fordelt mellem præsten, sognekirken og - i tre stifter - biskoppen. I Lund og Roskilde blev det 1170-71 bestemt, at de to stifters biskopper skulle have en trediedel af tienden, det samme blev bestemt 1188 for biskoppen i Slesvig. De øvrige bisper måtte undvære andel i tienden.
Bispedømmer, -stifter i Danmark. Den historiske oversigt afspejler tab af danske områder til Sverige og Tyskland.
Middelalderens danske bispedømmer. Tiende. Aktuelle danske bispestifter.
Lund blev bispesæde for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm - oprindeligt opdelt i to bispedømmer. Ærkebispesæde 1103-04 En tredjedel tiende siden 1170-71. Lund udgår, Bornholm kommer under Sjællands stift 1662, under Københavns stift 1922, hvor Sjællands stift deltes mellem Roskilde og Københavns stift. Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke.
Roskilde bispesæde for Sjælland, Møn og fra 1169 Rügen. En tredjedel tiende siden 1170-71. Roskilde stift, omfattede oprindeligt Sjælland, Skåne (til Lund) og Møn, Sjællands stift 1536, Roskilde stift fra 1922. Roskilde Domkirke.
Helsingør Domkirke, Skt. Olai Kirke.
   Helsingør stift. 1961 udskilt fra Københavns stift.
Odense bispesæde for Fyn, Lolland, Falster og Fehmern.   Fyens stift, oprindeligt Odense stift, der igen oprindeligt omfattede Fyn, Langeland, Lolland, Falster, Femern, Ærø og Als. Med reformationen kom Femern til Slesvig stift. Siden 1864 har stiftet omfattet Fyn, Langeland og Ærø.
    Lolland-Falster stift. 1803 udskilt af Fyens stift.
Vestervig, senere Børglum bispesæde for området nord for Limfjorden.   Aalborg stift efter reformationen fra 1554, Budolfi Kirke.
Viborg bispesæde for Midtjylland.   Viborg stift, Viborg Domkirke.
Aarhus bispesæde for Østjylland.   Aarhus stift, Aarhus Domkirke.
Ribe bispesæde for den nordvestligste del af Slesvig samt Vestjylland op til Limfjorden. Postkort 1909.   Ribe stift. Den nordlige og vestlige del af Ringkøbing Amt blev 1922 afstået til Viborg Amt. Ribe Domkirke.
Slesvig bispesæde for det meste af Slesvig/Sønderjylland. En tredjedel tiende siden 1188. Haderslev stift. Oprettet 1922. Udskilt fra Slesvig stift.
Vestervig var oprindeligt også klosterkirke, opført o. 1100. Børglum Kloster efterfulgte Vestergvig som bispesæde. Hover Kirke, en af de ældste landsbykirker i sten, fra 1100-tallet.
Roskilde Domkirke. De fleste konger ligger begravet her. Odense Domkirke. Skt. Knuds Kirke, Odense Domkirke. Grundlagt i starten af 1000-tallet, opført i teglsten fra o. 1280. Slesvig Domkirke, Sankt Petri. Domkirken er opført 1100-1400-tallet. Postkort.
Forudsætningen for bispedømmerne var, at der var et økonomisk grundlag i form af jordegods, som i vidt omfang blev skænket af kongen og hans slægt. Til gengæld var det frem til ca. midten af 1200-tallet en selvfølge, at det var kongerne, der udnævnte bisperne.
Tegning af Knud den Helliges (1080-86) segl. Det ældste bevarede billede af et segl fra Danmark. Det sad oprindeligt på kongens gavebrev til Lund Domkirke af 21. maj 1085, som brændte 1697, men seglet kendes i forskellige afskrifter. På forsiden ses den tronende konge med krone og herskersymbolet rigsæblet, på bagsiden ses kongen på jagt til hest med en jagtfalk i hånden. Fra Det Kongelige Bibliotek.
Svend Estridsens søn Knud blev dræbt under et oprør 1086 i Skt. Albani kirke, Odense. Det lykkedes for hans efterfølger og broder Erik Ejegod at få ham kåret som helgen, Knud d. Hellige.
Efter yderligere et kongedrab, drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard 1131, var der en lang periode med borgerkrig i Danmark, hvor det splittede kongerige blev len under det tysk-romerske kejserrige indtil 1182, hvor Valdemar d. Stores søn Knud 6. kunne afslå at aflægge lensed til den tyske kejser. Faderen, Valdemar 1. d. Store var blevet konge som sejrsherre i den danske borgerkrig 1131-57 efter drabet på Knud Lavard.
Valdemars vigtigste støtte var Absalon af Hvideslægten, som blev biskop i Roskilde.
Det gode samarbejde mellem kirke og konge kom til at betyde, at stenkirker blev spredt over hele landet, samtidig med at kirken kom til at eje en forbavsende stor del af den danske jord.
De laveste administrative enheder, sognene fik i tiden indtil o. 1250 henimod velsagtens 2-3000 kirker, alle siden 1050-1100 bygget i sten mod tidligere i træ.
Præsterne på deres bondegårde, nu præstegårde ernæredes heraf og deres tredjedel af den indførte tiende.
Over præsterne befandt sig bisperne og domkapitlernes kanniker. Desuden blev der til domkirkerne, evt. andre betydelige kirker tilknyttet de første munke- og nonneklostre.
Tiggermunkeklostrene fra o. 1230 kunne modsat de øvrige ikke eje jordegods.
Kilde: Moderne dansk Kirkearkitektur. Som det fremgår, så er middelalderens 8 stifter blevet omfordelt på de aktuelle 10 stifter, hvor Slesvig er forsvundet (siden 1864) sammen med Lund, Odense er blevet til Fyens, Børglum er blevet til Aalborg, yderligere knopskydninger er Haderslev, Helsingør, Københavns og Lolland-Falsters stifter.
Der er i oversigten fravalgt kirker, som ikke har nogen betydning i denne sammenhæng.
De omfattende gejstlige institutioner i Danmark skønnes i løbet af middelalderen at være kommet i besiddelse af ca. 40 % af landets jordegods.
På trods af det hidtidige gode samarbejde mellem kirke og konge, mente nogle af bisperne, at de havde krav på mere end det, de havde.
Dette gjaldt især de to rigeste bisper, ærkebispen i Lund og Roskildebispen. Efter et forspil under Erik Plovpenning brød stridighederne for alvor ud under ærkebisp Jakob Erlandsen fra 1254, hvorefter de stod på til ærkebispens død i 1274. Kort sagt ønskede ærkebispen og Roskildebispen at få samtlige kongens rettigheder i forhold til deres undergivne og at frigøre sig fra kongens overhøjhed i verdslige sager. I realiteten ønskede de altså at blive selvstændige fyrster som mange af deres kolleger i Mellem- og Sydeuropa. Striden stod især om grænserne for bispernes domsmagt og om deres militære forpligtelser i forhold til kongen.
Det endte med, at kongemagten efter mange trakasserier vandt i den strid, først og fremmest fordi paven af andre politiske grunde fandt det klogest at støtte kongen.
1282 måtte Erik Klipping bøje sig for en stormandsopposition, der omfattede kirkens bisper, mod den tiltagende kongemagt og gå ind på Danmarks første håndfæstning. 1286 blev Erik Klipping myrdet i Finderup Lade i en uafklaret kombination af personlige og institutionelle modsætninger.
Kongemagten gik herefter gradvist i opløsning o. 1300-1340, økonomisk med pantsætninger af store dele af Danmark til holstenske pantherrer, politisk med formindsket råderum for kongemagten.
Det blev efterfølgende Valdemar 4. Atterdag og Dronning Margrethe, der kom til at samle Danmark og få kongemagten på fode igen.
Margrethes sarkofag, flyttet til Roskilde Domkirke fra Sorø. 1423. Roskilde Domkirke. Gotisk byggestil, 12-1300-tallet, brænder 1282 og 1443.
Margrethe undlod at genbesætte forskellige rigsembeder med stormænd, som var aspiranter, og havde stort held til at få styrket kongemagten, som hun administrerede for sønnen Oluf, der døde 1387 og søsterbarnebarnet Erik af Pommern. Ved Olufs død blev Margrethe "fuldmægtig frue".
Biskoppernes opgaver var at indvie og føre tilsyn med præster, andre gejstlige og klostre. Nogle klostre var dog fritaget fra deres myndighed. Derudover skulle de indvie nye eller ombyggede kirker, altre og genstande, som indgik i gudstjenesten, og konfirmere befolkningen i stiftet. De skulle også varetage den gejstlige doms- og straffemyndighed, der var biskoppens ifølge den internationale kirkeret, kanonisk ret. Til at hjælpe sig med den omfattende administration havde bispen et domkapitel og forskellige embedsmænd.
De danske bisper var kirkeledere, herremænd og politikere og havde periodisk en høj grad af selvstændighed i forhold til kongemagten. Denne selvstændige position var affødt af deres funktion som pavelige embedsmænd og deres rolle som varetagere af kirkeretten.
De var kongemagtens modspillere sammen med adelen, med hvem de indtil enevælden 1660 fik en stor magtposition i Danehoffet, der siden Valdemar Atterdag blev til Rigsrådet.
Efter reformationen i 1536 mistede bispeinstitutionen det meste af sin politiske betydning. Og kongemagten erhvervede her både kirkegodset og blev frigjort fra en betydelig politisk modstander.
 
Viborg Domkirke og stift
Siden tidlig middelalder var et af Danmarks tre landsting, Landstinget for Nørrejylland placeret i Viborg, de to andre i Ringsted og Lund. Det var også i Viborg indtil og med 1657 ved kongehyldningen af den senere Christian 5., at danske konger blev kongehyldet. Desuden var Viborg bispestol i og omkring Viborg den største godsejer med besiddelsen af Gammel Hald, Niels Bugges hovedgård samt Ormstrup og Lynderupgård.
 
Hovedværket om domkirken er så ubetinget P. Severinsen, Viborg Domkirke, udgivet som Skivebogen 1932.
Stifterne bliver til på foranledning af den danske kong Svend Estridsen, der i bestræbelserne på at frigøre den danske kirke fra bispedømmet Hamborg-Bremen o. 1060 (1053) foranstalter, at det store nordjyske stift bliver delt i 4:
Ribe, Århus, Viborg og Vestervig. Disse stifter bliver muligvis i nogen udstrækning dannet ud fra eksisterende sysler, måske skåret bort fra Ribe, der bliver det største af de 4 nordjyske stifter sammen med Vestervig (Vendle og Thy sysler), Viborg (Salling-, Himmer- og Ommersyssel), Århus (Aabo- og Løversyssel). Ribe fik resten, som ikke gik til de 3 øvrige, d.v.s. mest.
Hele Danmark blev inddelt i otte stifter eller bispedømmer: Slesvig, Ribe, Århus, Viborg og Vendsyssel-Thy vest for Lillebælt, Odense, Roskilde og Lund øst for Lillebælt. Først med delingen efter Valdemar Sejr, hvor Abel får Slesvig som hertugdømme, bliver Slesvig endeligt udskilt fra de nordjyske stifter.
Kirker og klostre i Viborg i middelalderen, fortegnelse s. 33. Se illustration.
Augustinerordenen. Den første munkeorden i Viborg, efterfulgt af cisterciensere, grå- og sorte munke.
Biskop Gunner. Munk i cistercienserordenen, da han udnævnes til biskop, formentlig 1222-51 (s. 219, Gunner blev 99 år gammel).
Kirkekampen, Jakob Erlandsen, Christoffer 1, Erik Klipping. Erlandsen, biskop i Roskilde og Lund nægter at godkende Asger som biskop i Viborg, ingen biskop ved mordet på Erik Klipping 1286.
Det verdslige domkapitel, Johan Skarpenberg donerer Spøttrup til Viborg bispen 1404.
Domkirken brænder 1501, lynet slog ned. Brrand igen 1567.
Reformationen.
Christian 4. Bygningsmæssige forbedringer, svenskekrige.
Den store brand 1726. Domkirken, bispegården m.v. brænder helt ned, bispearkivet reddes. Stallknechts ombygning (s. 446).
Det hævdes i denne historiske fremstilling, at biskoppen nåede at redde det meste. Hvad og hvor meget af arkivmaterialet, der findes, kan man se i Rigsarkivets vejledende Arkivregistraturer XVIII, v. Thelma Jexlev, s. 152ff. Samt i en oversigt over de jyske bispearkiver, v. Hans Knudsen, s. 90-91, Fortid og nutid.
Domkirken bliver sognekirke 1812.
Stallknechts ombygning efter branden 1726 viser sig at have været for dårligt udført - en ombygning af domkirken besluttes - til den "oprindelige form", N. S. Nebelong, N. L. Høyen, J. Tholle, H. B. Storch. En længerevarende proces 1864 - 10. sept. 1876, Joakim Skovgaard, kalkmalerier 1901-06, 1911-13.
Resens Atlas 1677 er den ældst kendte illustration af Viborg Domkirke.
 

Vor Frue Kirke Skive

I 1554 lod Iver Krabbe herregåden Krabbesholm opføre, et af de få tilbageblevne monumenter over Skives tidligste historie foruden Gammel Skivehus, hvor de tidligste bygninger kun er sparsomme arkæologiske rester i og omkring borgkælderen.
Vor Frue Kirke fra 1200-tallet var i 1880'erne nedrivningstruet, men blev reddet ved afdækningen af en række enestående kalkmalerier, som man fandt i 1887.
Ud over Vor Frue har der i middelalderen i Skive yderligere været en kirke, Skt. Peder. Man har i 1897 i Vestergade fundet tilhuggede granitsten og begravelsessteder, som formodes at være den "Sankt Peder", som omtales i et testamente fra 1304. Hvis de granitkvadre, som er benyttet ved bygningen af Krabbesholm, stammer fra kirken, så må Skt. Peder være nedrevet før 1554, hvor byggeriet af Krabbesholm starter.
Vor Frue Kirke før 1920, hvor Skive Mølle er brændt ned. Set fra syd. Med den traditionelle øst-vest placering ses Frederiksdal området lidt perspektivisk forskudt vest for møllen. Hans Smidth, Vor Frue Kirke o. 1870, set fra Tambohuset.
Man kan af prospekter for Skive i 1700-tallet og Resens Atlas 1677 se, at her eksisterede der kun en enkelt kirke i byen, Vor Frue Kirke. Hvis der har været to kirker, og der ikke blot har været tale om en kirke og et kapel, så kan man muligvis med nok et argument - ud over omtalen i Kong Valdemars jordebog - datere Skive som bydannelse til 1100-tallet. Opdelingen af byer i flere sogne, altså Skive med to kirker og to sogne, skulle i 1100-tallet så have været efter engelsk forbillede, der afløstes af en senere påvirkning fra Hamborg-Bremen med kun et sogn i små byer.
I perioden 1662-1793, d.v.s. i enevældens første ca. 130 år (ud af ca. 190) var Skive hovedby i Skivehus amt. I 1793 blev Skivehus Amt nedlagt sammen med Hald Amt og blev til Viborg Amt. Der blev holdt herredsting for Salling i Skive i perioden indtil 1793.
Vor Frue Kirke i Skive ligger som de fleste landsbykirker med koret mod øst og kirketårnet mod vest. Det er noget begrænset, hvad der findes af faktuel viden om kirkens etablering og første tid.
Kirkeskibet kan konstateres at være i romansk byggestil, granitkvadre på en skråkantsokkel, således som man ser det i en lang række landsbykirker fra 1200-tallet. Senere tilføjelser er koret mod øst med den flerkantede afslutning, tårnet mod vest og den betydelige korsarm mod syd. Våbenhuset mod nord er senere ombygget.
Kirkens indre, med de ottedelte, sengotiske hvælv og kalkmalerierne er tydeligt kommet senere til end det tidlige, romanske kirkeskib.
J. J. Lohmann skriver 1890 som præst ved kirken, at den er opført o. 1100, af udseende som "en almindelig landsbykirke, blot grimmere ... derefter indbygget hvælvinger...", hvor kalkmalerierne findes.
Lohmann skriver her om kirken som sådan - det fremgår umiddelbart af den kritiske beskrivelse af den gamle kirke, at han var en ivrig fortaler og -kæmper for byggeriet af den nye Skive Kirke, der blev opført 1898 med donationer fra Løveapotekets Norgård og hustru.
Han har også fået dannet sig et godt indtryk af kalkmalerierne, der blev afdækket 1887, lige på kanten til en beslutning om at nedrive kirken, der således blev reddet af kalkmalerierne. Den endelige afdækning, restaurering og mere indgående fortolkning af kalkmalerierne blev foretaget 1902 og efterfølgende.
Lohmann har ikke mindst - og især - i sin 1890-skildring af kirken beskæftiget sig med de nu netop afdækkede kalkmalerier, som han giver en indgående teologisk fortolkning af: "En fremstilling på tårnmuren og pillerne af den lidende og stridende kirke, på altermuren af den sejrende kirke ... i de tre langhushvælvinger og den nederste korhvælving af kirken på jorden, i den øverste korhvælving af den i himlen."
Lohmanns tidlige tolkning af kalkmalerierne er tematiseret efter lidelsen, den sejrende kirke på jorden og i himlen i den udpræget teologiske synsvinkel, der er suppleret med lidt naivt moraliserende betragtninger omkring f. eks. Knud d. Hellige, hvor Saxos formulering om helligheden godtages: "Optaget i den himmelske hærskare, omsvæver han fædrelandet og er, hvad han på jorden stræbte at være, Danmarks skytsånd". Knud d. Hellige er på et af kalkmalerierne afbildet med rigsæble og sværd. Lohmann overtager helt ukritisk helliggørelsen af Knud og den samtidige kongepropaganda. De modsatrettede dagsordener, der førte til drabet på Knud efter forfølgelsen gennem Jylland til den kirke i Odense, hvor han måtte lade livet, og som i samme propagandaspor blev til Skt. Knuds Kirke, dem ser Lohmann helt bort fra. Med samme toneføring fortsættes der i beskrivelsen af kalkmaleriet af St. Georg, Hellig Jørgen og Knud Lavard, hvor det hedder, at det er "Knud Lavards kristne ridderdåd til folkefrelse", der er afbildet.
Blandt helgenbilleder kommenteres Ansgar og Rimbert således: Ansgar "blev Danmarks og Sveriges kirkefader, Nordens Apostel ... (han) havde fattet kærlighed til en stille dreng ... Rimbert, og han blev hans hjertes søn ... St. Rimbert blev hans eftermand i ærkebispesædet ..."
Vor Frue Kirke set fra syd. Kor og sengotiske hvælvede lofter med kalkmalerier. Vor Frue Kirke set fra nord. De hvælvede lofter med kalkmalerier set fra øst, fra koret.
Kalkmalerierne, der som den helt gængse praksis med reformationen var blevet overkalket, blev helt afdækket i 1902 og er restaureret adskillige gange. De kan dateres til at være udført 1522, idet dette årstal findes på kalkmaleriernes "navnebånd". J. J. Lohmann, der 1890 skrev om kalkmalerierne foreslår meget rimeligt, at års bestemmelsen til 1522 må angive "det år, da hele udsmykningen var fuldført".
Den tidsmæssige datering passer godt med karakteristikken af kirkens ottekantede hvælv som sengotiske. Gotikken er defineret til at strække sig fra 1250 indtil 1550, den sengotiske periode 1400-1550.
Typiske og beundrede eksempler på den (høj)gotiske byggestil er Aarhus Domkirke, Roskilde Domkirke og Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke.
Det skønnes, at lensmanden på Skivehus 1520-24, Niels Høg kan have været ophavsmand til udfærdigelsen af kalkmalerierne, da der er oplysninger om ham og familien på et af malerierne, gravepitafierne med familiens våbenskjold, navne og årstallet 1522. Niels Høg til Eskær og lensmand på Skivehus får derfor også en indgående omtale hos J. J. Lohmann 1890, s. 121-26 med en konstatering af, at uanset Niels Høgs indflydelse på "kalkmaleriernes indhold og plan ... så må denne plan dog skønnes udarbejdet af en præst."
Ud over kalkmalerierne i Vor Frue Kirke er der den gamle kirkeklokke fra 1511, som 1898 blev flyttet og anbragt i Skive nye Kirke, tilbageført 1936. Foto fra Skivebogen 1937, s. 58.
En renæssance altertavle, skænket af lensmanden på Skivehus, Jacob Høg, efterkommer af fætter til Niels Høg, i 1600, hvor kalkmalerierne allerede har været overmalet.
Under en restaurering i 1855 blev altertavlen overmalet af bl.a. den lokale maler, Christen Dalsgaard. Altertavlen er forsøgt tilbageført til det oprindelige udtryk fra 1600, se korbillede.
Det af Christen Dalsgaard udførte altertavlebillede var det første af en lang række altertavlebilleder, som skulle have haft den religiøse Christen Dalsgaards store interesse. Dalsgaards 1855 altertavlebillede blev under restaureringen flyttet fra Vor Frue Kirke til Skive Kirke, hvor det hænger i krypten.
Fra 1600-tallet er der en række epitafier af varierende kvalitet og vedligehold.
Den oprindelige, romanske døbefont blev flyttet til Skive Kirke 1898.
I det hele taget har Vor Frue Kirke været truet af mangt og meget. Da Skive Latinskole blev nedlagt 1740 mistede byen sine skoleindtægter til Viborg Latinskole. I 1816 kunne man ikke pålægge Viborg lærde skole "det fornødne lån til en skolebygnings anskaffelse", men Skive Kirke havde en betydelig formue i form af kirkens blytag, som i stedet skulle have "et forsvarligt stentag ... på korskirken ...". Det fremgår ikke af Sigv. Jensens artikel herom, hvordan kirken undgik at miste sit blytag.

Landsbykirker i Skive Kommune

Af de 45 landsbykirker, som her er registreret fra Skive Kommune, er Vor Frue Kirke behandlet i det foregående.
De resterende 44 bliver omtalt i det omfang, der findes informationer. Ud over at være mindesmærker, levninger fra en svunden tid, har landsbykirkerne også en aktuel menighedsfunktion, som kirkernes aktuelle personale informerer om. Flere af kirkerne har også informerende oplysninger af historisk og kulturel art.
Enkelte af de lokale landsbykirker er kun informationstilgængelige via fotografisk materiale, der muliggør en overordnet karakteristik.
Der er ikke gjort forsøg på at indhente oplysninger fra de enkelte pastoraters ansatte.
  1. Balling Kirke. Romansk kvaderstenskirke, pænt illustreret med fotografier.
  2. Brøndum Kirke ligger i Brøndum sogn, der omfatter Brøndum Kirkeby, Grove og Rettrup. Kor og skib er opført af granitkvadre i romansk stil, en romansk kvaderstenskirke, som må være opført i løbet af 1200-tallet. Tårnet er fra middel-alderens slutning.
  3. Dommerby Kirke, kirke i Dommerby sogn, Højslev-Dommerby-Lundø pastorat. Romansk kvaderstenskirke o. 1200.
  4. Durup Kirke, romansk kvaderstenskirke o. 1200. Ombygget 1930, det gotiske tårn nedrives. Kirkeskibet er oprindeligt og i romansk byggestil, granitkvadre, o. 1200. Våbenhus mod nord.
  5. Dølby Kirke, romansk kvaderstenskirke o. 1200.
  6. Egeris Kirke og Sognehus er indviet okt. 1960, tegnet af kirkearkitekten Holger Jensen.
  7. Estvad kirke består af kor og skib i romansk byggestil, tårnet mod vest er tilføjet o. 1470
  8. Fur Kirke (Sankt Mortens Kirke), er mod øst opført i romansk stil af lokale rødsten og granitkvadre over skråstensokkel, mod vest granitkvadre, tårn og våbenhus opført i sengotisk stil med genanvendte granitkvadre.
  9. Glyngøre kirke er opført 1919, da sognet blev udskilt fra Nautrup og Vile sogne som kirkedistrikt.
  10. Grinderslev Kirke var oprindeligt en temmelig uanselig augustinsk klosterkirke, formentlig opført i 1100-tallet, nævnt første gang 1176, men ellers forsvandt stort set alle klosterarkivalier ved branden 1726, hvor Viborg Domkirke som opbevarer af arkivalierne forliste mange af dem. Den romanske kirkebygning er med skib, kor og apsis, det senere tilførte tårn og sideskibe er sengotiske.
  11. Grønning Kirke har apsis, kor og skib, opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Der er i murværket flere oprindelige rundbuevinduer. Norddøren er næsten forsvundet, syddøren er stadig i brug.
  12. Harre Kirke. Der er ikke mange umiddelbart tilgængelige oplysninger om denne kirke. den består af skib og kor romansk. af granitkvadre paa sokkel med skråkant. Tårnet er af mursten med 4 spidsgavle og spir, opført 1869. Kirkens sydmur er omsat 1886, romansk Granitdøbefont.
  13. Hem Kirke er en romansk kirke, granitkvadre, 12. årh., hårdhændet restaurert, overmuret med røde sten, så granitkvadrene ses i kirkens nederste del.
  14. Hindborg Kirke. Romansk med granitkvadre, tårn nyopført efter lynnedslag, apsis fjernet, stenene ligger som gangsti. Blyforseglet tag.
  15. Hjerk Kirke. Det er en romansk kvaderstenskirke med kor og skib. Tårnet er bygget først i 1500-tallet til den klokke, som er støbt i 1507 af Peter Hansen i Flensborg, som også 1511 fremstille klokken til Vor Frue Kirke i Skive.
  16. Hvidbjerg Kirkes kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. I murværket er bevaret et rundbuet vindue i koret og et rundbuet vindue i skibet, de oprindeligt romanske. Tårnet er opført i sengotisk tid af genanvendte kvadre, teglsten og kampesten. Der er en romanske døbefont af granit med vegetativ udsmykning på kummen og kors på den runde fod.
  17. Højslev Kirkes apsis, kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel - begge de oprindelige døre er i behold, norddøren er tilmuret, syddøren er endnu i brug og er udformet som en portal med to sæt halvsøjler og tympanon. Tårnet er opført i sengotisk tid af genanvendte kvadre og munkesten. Kirken er præget af tilhørsforhold til Stårupgård.
  18. Håsum Kirke er en romansk kvaderstenskirke. Tårnet er sengotisk. Kirken rummer en romansk døbefont af granit med dekorationer. Kirkeklokken er fra 1300-tallet. Sognemændene i denne og Ramsing kirker valgte 1548 en degn, "der ikke kunne synge latin".
  19. Jebjerg Kirke er 1923-24 genopført i romansk stil med benyttelse af de oprindelige granitkvadre. Tårnet er fra senmiddelalderen og blev forhøjet 1923-24.
  20. Junget Kirke er ombygget med genanvendte kvadre og munkesten.
  21. Krejbjerg Kirke er med kor og skib af granitkvadre, bygget i romansk byggestil.
  22. Lem Kirke har middelalderlige billedsten indmuret "som en slags billedbånd", hedder det i Ingvar Glads beskrivelse. Den romanske kirke med de fine granitrelieffer har tiltrukket mange fotografiske gengivelser.
  23. Lihme Kirke har "en menneskeædende stenskulptur på den sydlige korvæg", hedder det i Ingvar Glads beskrivelse. Bygget under påvirkning fra England iflg. K. Enna Jensen, der ydermere hævder, at Lihme Kirke har kvadere, der ser "ældre" ud end Gjellerup Kirkes, der ellers regnes for landets ældste landsbykirke med en indskrift fra 1140. Lihme Kirke skulle så være fra 1070-90. Og det kræver nok mere dokumentation end de skøn, K. Enna Jensen her benytter sig af. Men at der er tale om en romansk granitkirke er uomtvisteligt.
  24. Lundø Kirke. I kirken var der et gyldent kobber krucifiks, som nu er anbragt på Nationalmuseet, kopi i kirken. Krucifikset dateres til 1100-50. Krucifikset er et par hundrede år ældre end kirken, måske placeret på Lundø fra Viborg.
  25. Lyby Kirke. Kor og skib er opført i granitkvadre i 1100-tallet, senere noget ombygget.
  26. Nautrup Kirke er romansk kvaderstenskirke, der er blevet hårhændet restaureret, det oprindelige tårn er forsvundet. 1401 skænkes der jordejendom i Nautrup til Dueholm Kloster.
  27. Oddense Kirke. Romansk skib og kor i granitkvadre - stærkt omsat, restaureret, sengotisk vesttårn i munkesten, senmiddelalderlige stjernehvælv, sengotiske kalkmalerier i kor, hovedskib og tårn.
  28. Resen Kirke har kirkeskib med kor og skib ud i ét, uden korbue som adskillelse mellem skib og kor. Den vestlige del af skibet er opført af rå marksten med granitkvadre iblandt. Resten er opført i munkesten med iblandet granit. Kirken er kraftigt ombygget i 1590'erne af Magdalene Banner, Krabbesholm.
  29. Roslev Kirke, romansk byggestil, opført o. 1100, skib, kor med apsis, tårn og våbenhus. Granitkvadre på sokkel med skråkant. Altertavle og prædikestol i renæssancestil. Romansk granitdøbefont.
  30. Rybjerg Kirke. Apsis, kor og skib i romansk stil, granitkvadre over dobbeltsokkel, rundstavprofil over skråkant. På en tympanon ses en biskop, der sidder på en foldestol med dyrehoveder på endestykkerne og drager på stolens ben.
  31. Rødding Kirke, romansk kirke, opført i 1200-tallet. Klokketårnet er opført i 1400-tallet i sengotisk stil. Den fantasifulde artikel i Skivebogen 1940 om Laust Møller, der 1870 skulle have sat det nye tårn, har det ikke været muligt at finde belæg for.
  32. Rønbjerg Kirke. Kirken er opført o. 1400 som erstatning for en nedbrudt kirke, der ikke kendes. Teglstenskirke med skib og kor næsten ud i et. Kalkmalerier.
  33. Selde Kirke er romansk fra 1100-tallet med døbefont.
  34. Skive Kirke. Opført 1898. Har overtaget en altertavle fra Vor Frue Kirke, udført af Christen Dalsgaard 1955.
  35. Sæby Kirke Skive har romansk kor og skib, granitkvadre på skråkantsokkel.
  36. Thise Kirke, romansk, granitkvadre på skråkantsokkel.
  37. Thorum Kirke, romansk, granitkvadre på skråkantsokkel.
  38. Tøndering kirke, apsis, kor og skib i romansk stil, granitkvadre, tårn fra senmiddelalderen med genanvendte kvadere og munkesten
  39. Vejby Kirke, den lille landsbykirke i romansk stil er "bygget af rå marksten. Hjørnerne er dog tildannede kvadre. Koret og skibet er romansk, mens tårnet er en sengotisk tilbygning."
  40. Volling Kirke.a Kirkens psis, kor og skib fra romansk tid, granitkvadre. Tårnet er opført af genanvendte kvadersten og rå kløvede marksten, og er bygget i senmiddelalderen.
  41. Vor Frue Kirke.
  42. Vroue Kirke. Kirkens hjemmeside er godt og grundigt informerende. Man har udgravninger fra og under kirken med møntfund, muligvis fra Svend Estridsens tid, d.v.s. 1060'erne. Man regner derfor med, at den nuværende i romansk stil byggede kirke har haft en trækirke som forgænger i 1000-tallet. Vroue Kirke består af skib, kor og apsis fra romansk tid, samt våbenhus og tårn fra sengotisk tid. Den er opført i granitkvadre på en dobbeltsokkel med skråkant, hvor der er mandshoveder indhugget i det øverste skifte i korets østlige hjørner. Disse skræmmemasker vurderes til at have et umiskendeligt vikingepræg.
  43. Aasted Kirke har romansk kor og skib, opført i granitkvadre på skråkantsokkel, kalkmalerier i kor og korsarm, 1510-1600, karakteriseret som renæssance og sengotik. Et forsvundet zink krucifiks fra 1836 er igen dukket op efter at have været forsvundet siden en restaurering i 1948, se Skivebogen 2020.
  44. Ørslevkloster Kirke. Romansk kirke med tilhørende kloster, formentlig benediktinerordenen, hvor Grinderslev Kloster var augustinsk.
  45. Ørum Kirke. Kirkens kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Tårnet er opført i sengotisk tid.

Det er vanskeligt at afgøre, hvilken af Danmarks mange bevarede landsbykirker, der er den ældste stenkirke. Et kvalificeret bud kunne være en lille del af Jelling Kirke, hvis nuværende kor muligvis har været skib i en tidligere, mindre kirke.

Brøndum Kirke. Durup Kirke.
Estvad Kirke. Fur Kirke set fra øst.
Grønning Kirke Harre Kirke
Hem Kirke Hjerk Kirke
Hvidbjerg Kirke Højslev Kirke
Håsum Kirke Resen Kirke
Roslev Kirke Rydbjerg Kirke
Rønbjerg Kirke. Selde Kirke
Sæby Kirke Thise Kirke
Thorum Kirke
 Tøndering Kirke
Volling Kirke Vroue Kirke
Vroue Kirkes brakteat-mønt. Den øverste er fundet i Vroue, en "slags messing" mønt med inskriptionen Benno me vecit. Den nederste er en anden brakteat-mønt til sammenligning. Brakteat er en betegnelse for middelaldermønter, der kun er illustreret på den ene side. En af de mere omfattende oversigter over tidlige danske mønter er Nationalbankens. Her er der kun omtale af guldbrakteater fra o. 500 e. Kr. og ingen omtale af de middelalderlige. Nationalmuseets omtale af Vroue brakteaten virker i forhold til øvrige brakteat omtaler lovligt euforisk, og er muligvis ikke holdbar m.h.t. dateringen.
Aasted Kirke, kalkmalerier. Ørum Kirke
Af Danmarks 2231 kirker ligger der 45 i Skiveegnens område, d.v.s. 2 %. Af disse 45 kirker er 4 nyopførte eller genopført i 1900-tallet, d.v.s. 91 % af egnens kirker er romanske granitkvadre fra 11-1200-tallet med forskellige former for senere tilføjelser.
Børglum og Vestervig.
"Børglum Kloster har haft mange ejere og funktioner. Oprindeligt var det en kongsgård, hvorfra Knud den Hellige blev fordrevet af vrede bønder i 1086. I 1100-tallet blev Børglum centrum for Vendsyssel stift i stedet for Vestervig. Foruden biskoppen boede her muligvis benediktinermunke. I 1209 fik børglumbispen selskab af et konvent af kannikker - højtstående præster - af Præmonstratenserordenen. Senest da begyndte klostertiden. Da klosteret blev lukket ved Reformationen i 1536 blev Børglum atter kongelig."
Trap om Vestervig. "En ældre formodning om, at bispesædet for Vendsyssel Stift oprindelig lå i Vestervig, hvorfra det senere flyttede til Børglum, synes at bygge på en misforståelse. Vestervig Kloster er snarere opstået i forbindelse med kulten omkring Sankt Thøger og dennes grav i den nærliggende sognekirke, måske med begyndelse omkring 1117."

Benyttet materiale.

Lokale kirker i Skivebogen - og andet benyttet materiale, kun i uddrag, bl.a. er digitale informationer ikke nævnt her:
  • Marius Kristensen, Sallings ældste Kirkehistorie, Skivebogen 1926, s. 1-9. Kildenær undersøgelse af forbindelsen mellem præsten i Lihme og Viborg bispen Eskil i kong Niels' regeringstid (1104-34).
  • Vor Frue Kirke, Skive gamle Kirke, N. P. Bjerregaard, 1928, s. 86-106, 1937, s. 56-83. Grundig, ind imellem noget springende gennemgang af kirke og interiør. Temmelig nøje gennemgang af kalkmalerierne.
  • P. Severinsen, Viborg Domkirke, Skivebogen 1932.
  • Chr. N. Krogh, Tøndering Kirke, Sysselprovster og Sognepræster, Skivebogen 1934, s. 92-123.
  • Marie Jespersen, Rødding Kirke, Skivebogen 1940, s. 1-4.
  • Aage Jespersen, Balling Kirkes Alter, Skivebogen 1945, s. 106-124.
  • Sigv. Jensen, Skive Kirkes blytag til byens skole, Skivebogen 1964, s. 56-60.
  • K. Enna Jensen, Lihme Kirke, Skivebogen 1975, s. 5-20.
  • Signe Tybjerg, Fra landsbykirkegård til bykirkegård, Skivebogen 1979, s. 5-42.
  • Christen Dalsgaards altermalerier er behandlet i Skivebogen 1983, Nina Damsgaard, s. 69-88.
    Christen Dalsgaard 1855, altertavlebillede til fødebyen, medens Dalsgaard opholdt sig i Sorø. Motiv: Englen forkynder hyrderne Christi fødsel. De lyse farver skulle kunstneren have opnået ved brug af "pastelfarver og uldne omrids mod en mørke himmel", s. 72.
  • J. J. Lohmann, Kalkmalerierne i Skive Kirke 1890, Skivebogen 1982, s. 63-133.
  • Jens Jensen, Vroue Kirke, Skivebogen 1985, s. 102-123.
  • Signe B. Tybjerg, Små glimt fra Skives kirkeliv, Skivebogen 1994, s. 5-22.
  • Ingvar Glad, Romanske stenbilleder i Salling og Fjends, Skivebogen 1998, s. 45-66.
Kirker i Skive Kommune, oversigt.
Roskildekrøniken, Jørgen Olrik.
Helgendyrkelse i Danmark, Ellen Jørgensen, Kbh. 1909. Disputats.
Udvalgte dele af Kong Valdemars Jordebog.
Troels Dahlerup, Det danske Sysselprovsti i Middelalderen. Institut for dansk Kirkehistorie. I kommission hos G. E. C. Gads Forlag. København 1968.
Dahlerups disputats er et grundigt og lærd værk. S. 39 stilles spørgsmålet, om delegation af myndighed til provsten fra starten sker "i form af beneficium eller blot som officium". S. 57 gentages spørgsmålet for tiden omkr. 1300 med problemet, om det "snart 200 år gamle danske provsteembede . . . skulde betragtes som et beneficium . . . eller som et officium". Når vi kommer ned omkring 1300, ses det, at bisperne må opgive eventuelle krav om regnskabsaflæggelse, hvorefter lokalprovsterne omsider må være kommet i besiddelse af "jurisdictio ordinaria med fuld beneficieret embedsmyndighed". Først s. 289 finder man en længe savnet definition, ifølge hvilken de provstelige beneficiarer er sådanne, "der udøvede deres myndighed som en embedet tilhørende jurisdictio ordinaria".
 
Leding.
Knud den Hellige (ca. 1042-1086) var konge af Danmark fra 1080 til 1086. Hans gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 er den ældst bevarede sammenhængende tekst af dansk oprindelse. Det originale dokument eksisterer ikke længere, men i afskrifter er den oprindelige ordlyd bevaret. Om leding hedder det her, hvor Knud i gavebrevet fastholder nogle kongelige rettigheder, bl.a. m.h.t. Ledingsbøder: Folk der forsømte deres ledingspligt (pligt til krigstjeneste)kunne afkræves bøder af kongen.
Kort over sysler og herreder.
Forstørrelse ved museklik på kortet.
Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet vises inden for ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”
Viborg Kapitels dom over den af sognemændene i Haasum og Ramsing valgte degn.
Reformationen.
Startede 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther slog 95 teser op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
I Danmark indførtes reformationen officielt med recessen af 30. oktober 1536 efter længere tids politisk og kirkelig uro. Det betød et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke, der byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi.
Vroue mønten.
Benno me vecit / fecit - Benno har lavet mig. Tolkes som tysk oprindelse, muligvis Bernward, som på tysk er Benno. Tilsvarende mønter i det daværende Danmark er fundet i Hedeby, Lund, Roskilde, Viborg. Og altså i Vroue. Det er således ganske fremtrædende byer, Vroue her er kommet i selskab med.
Dansk kirkehistorie.
Til oversigts- og undervisningsbrug, Systime,
Nationalmuseet har digitaliseret en oversigt over danske kirker, dog ikke eller kun mangelfuldt for området o. og nord for Limfjorden,
Aarhus Universitet har en oversigt over det teologiske indslag i kirkehistorien, herfra også en mere historisk oversigt over primært den sønderjyske kirkehistorie.
P. G. Lindhardt har skrevet en oversigt over nyere dansk kirkehistorisk litteratur siden 1945.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Glyngøre Plein Air 2019

 
 
 

Gudmund Schütte og lokale navne

Gudmund Schütte har "foretaget et rask Strejftogt gennem Linfjords-Egnene for at se, hvordan Indbyggernavnene dannes ... Det er et Felt, der er skammeligt vanrøgtet af dansk Sprogforskning ..." 
 G. Schütte benytter sin tolkning af "Oldtidens Sabalingloi" både i 1915 Aarbogen og 1921 Skivebogen, men forklarer den først nærmere i 1921 Skivebogen: "Sysselstammen Sallingboer har jeg ... formodningvis sat lig med Oldtidens Sabalingloi paa det ptolemaiske Danmarkskort, der stammer fra det romerske Flaadetogt Aar 5 efter Kristus." 
Prolemaios fra Aleksandria levede ca. 100-170 e. Kr., og han kan jo således godt have været ophavsmand til det af Schütte benyttede Danmarkskort, som skulle være fra et romersk flådetogt i 5 e. Kr.
Der er dog problemer omkring kortet. De ældste gengivelser af Danmark er fra Ptolemaios, altså fra omkring 150 e.Kr. Kortene er tegnet på grundlag af nogle positionsangivelser af de danske landsdele som stammer fra Ptolemæus.
Her er et udpluk af Ptolemæus´ positionsangivelser:
Den Cimbriske halvø    Længde Bredde 
Det første fremspring efter Elben    32o  50o50'
Det næstfølgende     35o  38o20'
Overfor den cimbriske halvø ligger fire, der kaldes de skandiske, tre små, af hvilke den midterste har            42o30'    58o  
 
Disse længde-, bredde angivelser afsatte man på et gradinddelt papir, og med dem som udgangspunkt tegnede man det ptolehttp://historisksamfundskive.dk/Joomla/administrator/index.php?option=com_content&view=article&layout=edit&id=176#mæiske Danmarkskort. Angivelserne er meget simple og overlader mange detaljer til korttegnerens skøn. Man kan derfor finde mange forskellige kort tegnet ud fra Ptolemæus` angivelser. Her er et som stammer fra 1200 - tallet, det er det, som G. Schütte benytter:
Man kan nok med rette spørge, om Schüttes sproglige tolkning af Sallingboere mon ikke er lige rigeligt på kanten?

Kroer i Nordfjends

Foto 1909 af Hald Kro, gjort lidt mere attraktiv med kromandens datter og veninde i front.
Det kan konstateres, at der i Nordfjends er dokumentation for at have været 4 kroer: Hald, Lund, Virksund og Højslev Kro. Heraf eksisterer Virksund og Højslev Kro stadig. Lund og Virksund var kgl. privilegerede kroer, Virksund dog kun indtil 1801, hvorefter Lund Kro som den eneste fortsatte med det kgl. privilegium, formentlig nedlagt allersenest i 1864.
Hald Kro ligger stadig på Ørslevklostervej 79, noget renoveret og ombygget. Og for længst ophørt i funktionen som kro. Vi kender den drabelige historie om Påskedramaet i 1903, hvor en stakkels familiefar, svoger til kroejeren måtte lade livet p. gr. af et par ungersvendes drukfældighed. De kom fra henholdsvis Søby og Højslev på vej til Lund, hvor de skulle have hentet emigrationspapirer for at kunne emigrere til USA, som så mange andre gjorde på den tid. Kromanden i 1903, Niels Jensen Nielsen solgte kroen umiddelbart efter påskedramaet og flyttede fra byen. Kroen blev nedlagt som kro i 1914. Men ellers er det sparsomt, hvad der kan findes af oplysninger om denne kro. Det forlyder dog, at den også skulle have fungeret som købmandshandel.
Man kan finde kroen afbildet på et matrikelkort, Generalstabens Maalebordsblade, som er blevet til mellem 1842 og 1899. Det er derfor ikke umiddelbart brugbart til at bestemme kroen nærmere. Men dog yderligere dokumentation for, at den var registreret som kro. Man kan søge på en moderne adresse, hvor man ønsker en historisk kortillustration. Se her evt. mere om de matrikelkort, som er skannet ind for perioden 1806-1996. Til en søgt matrikel kan høre - foruden selve matrikelkortet - en "sogneprotokol hvori der er information om areal, ejer / bruger af jordstykkerne og ejendommens hartkorn. Matrikelkortet indeholder primært den matrikulære situation med ejendomsgrænser, matrikelnumre, navne på brugere, bonitering og matrikulære veje. Derudover findes en række topografiske elementer som bygninger, ager, skov, eng m.v." Det kræver nogen øvelse i søgning at finde frem til ønskede oplysninger. Her et par eksempler på søgeresultater som billeder.
Matrikelkort: øverst over adressen med beliggenheden af Hald Kro, nederst over "Hald Bye".
Under Kongelige bevillinger til krohold i Jylland fra 1699-1808 figurerer kroen ikke. Det ser ud til, at der i 1834 blev givet en almindelig bevilling til en kroholder i Hald by og sogn, Henrik Kristoffer Gellers. Dette kan desværre også være en lokalitet omkring Randers. Ved en gennemgang af de håndskrevne bevillinger er der både en lokalitet i 1754, der kunne se ud som Hald og i 1734 en lokalitet, der bestemt er Ørum, men formentlig ikke Ørum i Nordfjends. Hald lokaliteten fra 1754 er en kongeligt priviligeret kro, og den er helt sikkert ikke beliggende i Nordfjends. Alt i alt må vi nok lade os nøje med en kro i Hald fra 1834.
I Lund blev der etableret en kongeligt privilegeret kro, hvor privilegiet blev givet til daværende ejer af Ørslev Kloster, Fr. Berregaard den yngre i 1755. Adressen er nu Ørslevklostervej 240, også en tidligere købmandsbutik. Berregaard nåede næppe at optræde som kromand, især fordi han døde umiddelbart efter bevillingen. Men ellers havde han og ejerne af Ørslev Kloster velsagtens folk til at tage sig af den slags.
Det kongelige privilegium til krohold for Lund blev fornyet flere gange: 1768 for Jak. Lerche, 1769 for H. Henr. Jørgensen (der også fik kgl. privilegium for Virksund Kro), 1801 for Jørgen Møller (med nedlæggelsen af privilegiet for Virksund Kro, anføres det). J. Lerche og svigersønnen H. H. Jørgensen var ejere af Ørslev Kloster 1760-1777, efterfulgt af kammerråd Mikkel Ditlev Biering, som i 1777 også fik fornyet det kongelige privilegium på Lund Kro. Privilegiehaveren fra 1801 var Jørgen Møller, formentlig en almindelig bonde i Lund. Et matrikelkort viser, at Jørgen Møller, velsagtens med landboreformernes udstykning af Ørslev Kloster, i 1801 i Lund har fået den matrikel, hvorpå kroen i Lund lå. Jørgen Møller fik i 1813 fornyet sit privilegium. Og i 1832 blev privilegiet tilsyneladende bevilget Peder Krog.
Der var således flere gode mænd fra Ørslevkloster, der indlod sig på at drive en kgl. privilegeret kro. Tilsvarende i Virksund fra 1769 og fornyet i 1777. Jørgen Møller var den første uden ejerskab til Ørslev Kloster, der fra 1801 kunne videreføre Berregaards oprindelige privilegium, udelukkende fra en matrikel i Lund. Han fik som anført sit privilegium fornyet i 1813. Men på et matrikelkort (som kan dateres til at ligge mellem 1815 og 1864) figurerer Lund Kro slet ikke. Man kan derfor muligvis slutte, at Lund Kro er blevet nedlagt på et tidspunkt mellem 1832 (Peter Krogs privilegium) og 1864 (seneste datering af matrikelkortet).
Matrikelkort over Lund, 1815-1864. Man kan her se Jørgen Møllers matrikel, der ligger hele vejen fra Ørslevkloster til Lund Kro.
Der har også været et kgl. privilegium for en kro i Virksund. I 1769 blev det bevilget til Hans Henrik Jørgensen. I 1777 fik Mikkel Bierring til Ørslev Kloster en efterfølgende bevilling. Fr. Berregaards kongelige bevilling til en kro i Lund har altså ikke været et ukendt fænomen for ejerne af Ørslev Kloster. I 1801 mistede Virksund Kro det kgl. privilegium, som samtidig blev fornyet for Lund Kro. Ørslev Kloster har haft en sand perlerække af kgl. privilegerede kromænd, både i Lund og i Virksund. Også ejeren fra 1794-1828, kammeråd M. P. Richter fik med overtagelsen af Ørslev Kloster fornyet det kgl. kroprivilegium. Han blev som anført afløst af en almindelig beboer fra Lund, Jørgen Møller, som fra 1801 havde områdets eneste kgl. privilegerede kro med nedlæggelsen af privilegiet for Virksund Kro.
 

Kongeligt privilegerede kroer.

I 1283 bestemte kongen, Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste rundt i landet i embeds medfør.
I middelalderen var det sådan, at kongen, bisperne og godsejerne havde ret til, hvad man kaldte gæstgiveri, d.v.s. gratis forplejning til de rejsende, som især bønderne og klostrene var tvunget til at yde. Det kan muligvis tænkes, at Erik Klippings påbud om offentlige gæstgiverier langs vejene skal ses som en regulering af tidligere tiders urimeligheder i gæstgiveriet.
I fortsættelse heraf skal man sikkert se Dronning Margrethes beslutning i 1396 om, at der skulle være en kro på de store veje for hver 4. mil (30 km). Det hedder i forordningens pkt. 1: "... at hver foged lader bygge en kro for hver 4 mil, og at de, der kommer der, skal kunne få dækket sine behov for sine penge, uanset på hvilket tidspunkt det er, og at de ikke sætter priserne der, eller andre steder, hvor man kommer som gæst, dyrere eller højere end det, som gælder i nærmeste købstad."
Det er dog først efter reformationen, man kan konstatere, at de offentlige gæstgiverier - som forberedt under Erik Klipping og Margrethe - begyndte at dukke op, og det var i realiteten først med en forordning af 5.3.1695, at det blev bestemt, at der skulle være offentlige værtshuse i stedet for de tidligere private gæstgiverier, som de rejsende ikke altid kunne regne med som opholdssteder, idet de private gæstgivere kunne sige nej til rejsende, de ikke ønskede at huse.
Det var med denne forordning, at der blev givet privilegier i form af tilladelse til øl- og brændevinsbrygning, bagning af brød samt salg af øl, vin og brændevin sammen med gæstgiveriet. Alt sammen uden sædvanlige afgifter til skatteopkrævningssystemet, d.v.s. kongemagten. Hermed kan man sige, at de kgl. privilegerede kroer havde fundet deres form. Så nogenlunde.
Når kongerne rejste landet rundt i embeds medfør, var der behov for kroer og færgesteder ved de såkaldte kongeveje. Den kongeligt privilegerede kro var i princippet kun for vejfarende, herunder kongen og hans mænd - landsbyens beboere måtte, indtil 1912, ikke komme på kroen. Denne begrænsning blev dog næppe overholdt helt indtil 1912. Kroerne menes at have udviklet sig til alligevel at blive samlingssteder for den almindelige befolkning uanset indholdet af det kongelige privilegium. Hertil har nok bidraget , at der inkluderet i det kongelige privilegium ofte også medfulgte retten til at brygge øl og lave brændevin. Privilegiet indebar ydermere ofte, at man var fritaget for en række borgerlige ombud. Til gengæld skulle kroerne blandt andet sørge for, at der altid var friske heste til postvæsenets vogne. Dette dog først fra 1624, hvor Christian IV udsendte en forordning om postbude.
Ved gennemsyn af flere, forskellige kongelige privilegier til krodrift kan det dog konstateres, at det ingenlunde var sikkert, at man fik med i privilegiet at brygge øl og brænde brændevin - og at privilegiehaverne som regel i medfør af denne mangel udtrykte deres uforbeholdne utilfredshed. Der kan oven i købet findes eksempler på privilegier, hvor krodriften omfattede "alle Slags ædende og drikkende Varer for alle og enhver, som det maae behøve og begære ...". Det fremgår ydermere, at man kunne komme til at betale særskilt til kongen for privilegiet at brygge og brænde - og hermed slippe for skat (privilegium til Herlufmagle Kro i 1721). Der findes altså mange varianter, spændende fra forpligtelsen til at huse kongen (og hans folk) til gengæld for retten til at brygge og brænde - og til mere almindelig krodrift, hvor man blev pålagt betaling for retten til at brygge og brænde. Et ikke just entydigt fænomen har de været, de kgl. priviligerede kroer.
Det har næppe altid været særligt lukrativt at drive en kongeligt privilegeret kro før 1912. Men man kan konstatere, at netop fra midten af 1700-tallet blev det almindeligt, at gæstgiverier på landet nu kunne få samme rettigheder som købstædernes gæstgiverier, d.v.s. de kgl. privilegerede kroer er først rigtigt opstået her. Den statslige forvaltning, som kongemagten repræsenterede indtil junigrundloven 1849, har næppe heller dengang været generøs, hvor det ikke var tvingende nødvendigt. Hvorfor Frederik de Berregaard til Ørslev Kloster indlod sig på at drive en kongeligt privilegeret kro i Lund i 1755 står hen i det uvisse. Det blev da heller ikke en lang kroholderkarriere, som Ørslev Kloster fik. Slet ikke for Fr. de Berregaard, der døde kort tid efter tildelingen af privilegiet. Men heller ikke for efterfølgerne på Ørslev Kloster, som i 1801 overlod hvervet til en lokal beboer i Lund, velsagtens i den realisering af godsets herlighedsværdier, som blev påbegyndt i starten af 1800-tallet.
Se også Højslev Kro, der startede langt mere simpelt end i Lund og Virksund. Men som nu stadig står som et flot resultat af de aktiviteter, som jernbanen medførte. Omend aldrig med kgl. privilegium som kroerne i Lund og Virksund.
 
Kroer og købstadsprivilegier.
I 1681 kom der en "forordning om kommerciens og navigationens befordring, hvor det bestemmes, at "alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. Hermed hører reguleringen af krohold og spiritusindtag ikke op. I 1734 kommer der forbud mod "utilladelige krohold på landet ... da de "skader købstædernes handel og konsumption." Det bestemmes også, at "de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde", og mister retten til at brygge øl og brænde brændevin, samt ikke må eje udstyr til destillering. I denne proces med tildeling af privilegier trivedes Skive ganske udmærket, medens det nok har knebet mere med akcepten og overholdelsen af regler og forbud i oplandet. Ikke mindst blev det efterhånden et problem, at skippere i Vest- og Nordsalling i forskellige småhavne og anlægssteder handlede direkte fra skibene med de lokale bønder, hvilket købmænd i Skive klagede over i 1687-88.
 
Litteratur om kroer, specielt de kongeligt privilegerede
 
Jørgensen, Stig M.
Fra bondedreng til gæstgiver på Ørbæk kro / Stig M. Jørgensen. - 1997. 
 
H-Thiim, Flemming
Vore gamle privilegerede landevejskroer. - Børge Binderup, 1972. 
Indhold: Strandingskroen ; Øster Tørslev Kro ; Hvidsten Kro ; Mønsted Kro ; Hagebro Kro ; Filskov Kro ; Norsminde Kro ; Krybily Kro ; Den gamle Grænsekro ; Agerskov Kro ; Bov Kro ; Fanø Krogaard ; Sønderho Kro ; Ørbæk Kro ; Vester Skerninge Kro ; Korinth Gæstgivergaard ; Torup Kro ; Osted Kro ; Overdrevskroen ; Krebsehuset ; Mogenstrup Kro ; Rønnede Kro ; Svogerslev Kro ; Lindenborg Kro ; Elverdamskroen ; Skomagerkroen ; Bromølle Kro
 
Welblund, Aage
Gamle Landevejskroer : fra København til Korsør / af Aage Welblund og Arthur G. Hassø. - Hagerup, 1946. 
Indhold: Aage Welblund: Kro- og Landevejsliv i ældre Tid. Arthur G. Hassø: De gamle Landevejskroer fra København til Korsør
 
Dehn-Nielsen, Henning
Kroer Danmark rundt / Henning Dehn-Nielsen ; kort er tegnet af Aleks Jensen. - 1. oplag. - [Lyngby] : Holkenfeldt 3, 2004.
Gennemgang af 100 kroer spredt over hele Danmark, udvalgt i en blanding af de berømte og de ukendte, de fashionable og de ydmyge. For hver kro beskrives historie, drift, kapacitet og specielle tilbud.

Og endelig en glimrende historisk oversigt over fredede kroer og hoteller. 

 

 

 

 

 

 

 

Jeppe Aakjær Hedevandringer

Jeppe Aakjærs Hedevandringer udkom vist først i Særtryk af Land og Folk, 1910 bind 1 side 363-420. Bemærk, der var ikke noget, der hed "land og Folk" som partipolitisk avis den gang, det var først senere, fra 1941 indtil 1990. Aakjærs Hedevandringer ser ud til at være udkommet som selvstændig bog i 1915, se Arkiv.dk.
     
 
For- og Eftersats
Hans Smidth
Spillemand samler børn til legestue. Ca. 1900 
Side 5 
Hans Smidth, Landskab ved Galten
Side 7
Hans Smidth, Skolebørn paa Heden
 

 

Færgefart ved Virksund
Side 8
Hans Smidth, Markens blomster
Side 10
Hans Smidth, Fra Alheden, 1895
Side 13
Hans Smidth, Fuursund 
  
Side 17
Hans Smidth, En markedscene. Der skåles.
Side 21
Hans Smidth, Glarmesteren på heden 
 
 
  
Side 23
Hans Smidth, Hjemkørsel, ca. 1890
Side 27
Hans Smidth, Gammel vej i heden, ca. 1870
Side 31
Christen Dalsgaard, Hyrdedreng med får, 1877
Side 33
Hans Smidth, En taterfamilie på heden 
Side 39
Hans Smidth, Hedevej ved Salten Langsø
Side 43
Hans Smidth, Blomstrende lyng 
Side 47
Hans Smidth, Studie til en lang passiar
Side 49
Hans Smidth, Natmandsbryllup, ca. 1890
  
Side 52
Hans Smidth, Pløjning med stude
Side 57
Christen Dalsgaard, En bondepige står og kigger ud ad et vindue, 1852

 

Dalsgaard 1848, Bavnevagt.
Side 63
Christen Dalsgaard, Gammel kone
Side 65
Hans Smidth, Vestjysk skolestue
Side 69
Christen Dalsgaard, Bonde i lappede knæbukser og træsko, 1850
Side 72
Hans Smidth, Storkene samler sig til rejsen, Karup kirke, ca. 1893
Side 74
Christen Dalsgaard, Taarup kirkes indre
Side 76
Hans Smidth, "Kjæltingebal". St. St. Blicher ved taterhytten
Side 78
Hans Smidth, Skives tage.

 

Man kan t.h. øverst vist nok se den gamle skole, Østergade 6A
    
                       
                       
        
  1. Selvstyrebestemmelser
  2. Anordningen af 13. 1841 ang. landkommunevæsenet
  3. Fjends Herred
  4. Udgravningshistorie fra Hald

Underkategorier

   

Foreningsregnskaber