Historie

Fra Skivegård til Skivehus

Kongelig lensgård, herregård, herskabsbolig, hotel, museum

Resterne af kongsgården Skivegård og herresædet Skivehus ligger i dag mellem Hotel Skivehus og Karup Å. Nordfløjen, palæbygningen ud til Viborgvej er fortsat en del af Hotel Skivehus. Østfløjen, det tidligere borgkøkken med den herover af W. Parsberg i 1719 opførte bindingsværkbygning, har Skive Kommune erhvervet, renoveret og bragt i funktion som del af Museum Salling, Skive Byarkiv.

Den oprindelige sydfløj er i en opmåling fra 1798 konstateret nedrevet i forlængelse af, at justitsråd Chr. Lange, Eskjær flyttede herregårdens ladegård til Ny Skivehus i årene 1792-94.

Ved en salgsannoncering af ”den saakaldte gamle Skivehuus” 6. juli 1812 blev en del af bygningerne beskrevet som ”nye og vel vedligeholdte”[1], en beskrivelse som kun den nedrevne sydfløjs efterfølgende bygning har kunnet leve op til. Denne så omkring 1800 opførte del af Gammel Skivehus blev 1980 navngivet Pub Annexet som ny hotelfunktion[2].

Den oprindelige kongsgård har været opført før 1231, hvor den er medregnet i Kong Valdemars Jordebog, bekræftet af arkæologiske spor efter byggeri fra 1200-tallet[3].


Skivehus set fra Sdr. Boulevard og Karup Å

Skivegård i Kong Valdemars Jordebog[4], KVJ

Valdemar 2. Sejrs Jordebog er den centrale og første skriftlige kilde til interne danske forhold. Her optræder Skivegård i fortegnelsen over kongens og kronens ejendom og indtægter.

KVJ’s Hovedbog er delt i to afsnit, det første med kongens private, det andet med kronens gods, begge afsnit med indtægter og godser opgjort efter landsdele. Desuden er der Indtægtslisten over andet kongeligt og krongods med ganske enestående oplysninger om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark.

Skivegård, Skhiuægarthæ er registreret i Hovedbogens Første Afsnit med kongens private ejendom.

Den tilliggende by Skive, Skiuæ, er registreret i Hovedbogens Andet Afsnit med kronens ejendom[5].

Kongens private ejendom, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anselig besiddelse. Indtægten herfra er i KVJ angivet til 20 mark sølv.

Hovedbogen i KVJ navngiver kongens borg Skiuægarthæ, en gård omkranset af (træ)skiver og - kan det konstateres - en voldgrav bestående af åen mod øst, ledt omkring borgen. Det umiddelbart nærliggende er, at byen Skive har fået sit navn fra den af træskiver omkransede Skivegård[6].

Jylland var på denne tid, fremgår det af KVJ, inddelt i 14 sysler, der igen var underinddelt i herreder, som stort set faldt sammen med den tids inddeling i len^{^[7]}.

Kongen har i Sallingsyssel[8] sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf selve Skivegård udgør ca. en tredje del. Den største ydelse i sølv kommer også fra Skivegård, men hertil kommer i Sallingsyssel en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.

I Hovedstykkets Andet Afsnit med kronens ejendom optræder Skive, Skyuæ uden oplysninger om værdiangivelser. Allerede den gang tilsyneladende en liden, fattig by.


Rigsarkivet, Kong Valdemars Jordebog	O. Nielsen, Kong Valdemar den andens Jordebog
I Kong Valdemars Jordebog om Sallingsyssel formodes Skivegård fejlplaceret under Nørre i stedet for Hindborg herred, fordi byen Skive er opført som kronens gods 1231 i Hovedbogens Andet Afsnit. Skivegård[9] er blevet kongens private ejendom efter 1231, og er derfor blevet herredsmæssigt fejlplaceret - formoder O. Nielsen i sine kommentarer s. 124 til udgivelsen[10]. Sallingsyssel er i KVJ inddelt i syv herreder, to på Mors, et i Fjends, fire i Salling, Rødding, Hindborg, Harre og Nørre Herred[11]. Det mindste herred er Hindborg med Skive by og Skivegård.

Sammenlignes registreringen af to byer, Skive og Kolding[12] i KVJ, bemærker man,

at ydelsen fra Kolding by på 80 mark rent sølv er bemærkelsesværdig stor i forhold til ydelsen fra kongsgården i Skive, Skivegård, som kun har en fjerdedel heraf, 20 mark sølv,
at Koldings omkringliggende jordarealer derimod kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård med jordarealer, der således må anses for at have været betragteligt større end jordarealerne til Koldinghus[13],
at Kolding by som Skivegård er kongens private, hvor Skive by er kronens ejendom, og at byen Skive I modsætning til Kolding by ingen ydelse er sat til.

Skivegård må anses for at have været en værdi- og arealmæssigt betragtelig ejendom, som den danske kongemagt valgte at disponere over privat[14] i tiden omkring KVJ.

Hvor værdifuld er et åbent spørgsmål, hvor der er gjort mange fantasifulde forsøg på at omsætte værdierne i KVJ til en for eftertiden iagttagelig og sammenlignelig værdifastsættelse[15]. Værdioplysningerne i KVJ om Skivegård skal også her søges anvendt som et erkendt usikkert fingerpeg om Skivegårds størrelse og værdi, vurderet ud fra sammenlignelige og udvalgte værdimål.

Skivegård, størrelse og værdi

I Diplomatarium Danicum er der 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[16] Kongsgården betegnes nu som slot og ”den faste borg”. Og dens tilliggende bøndergods har været resten af Salling(holm), hvor værdisættelsen i KVJ muligvis kun har været selve kongsgården Skhiuægarthæ.

Johan Skarpenberg, Spøttrup er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet både før og efter dronning Margrethes død i 1412[17].

Han har været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatarium Danicum. Sammenholdt med andet dokumentarisk materiale i Diplomatarium Danicum kunne det tyde på, at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt. Pantet på 5000 lybske mark i Skivegård må anses for at have været en realistisk værdiansættelse, som kan sammenholdes med Diplomatarium Danicum 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern (m.fl. om) ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk..."

Hverken værdier eller ydelser af Flensborg er omtalt i KVJ[18], hvilket unægteligt vanskeliggør forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård med dette og andre sønderjyske områder.

Men hvis vi uden helt nøje dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer på hver sin side af grænsen i henholdsvis kongeriget og det, der fra 1232 var blevet til hertugdømmet Slesvig[19] måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid og primo 1400-tallet med de her benyttede dokumenter fra Diplomatarium Danicum som dokumentation, så har vi en tænkelig og sammenlignelig værdisættelse.

Den faste borg Skivegård med Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder, der iflg. KVJ ydede 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld. Hertil kom Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Det giver en skønnet ydelse på over 40 mark sølv.
Pantsætningsværdien til Johan Skarpenberg var 1407 på 5000 lybske mark.

Flensborg blev 1409 pantsat for 10000 lybske mark, det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.

De formodede værdisættelser viser, at Skivegård med tilliggende herreder kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der kan formodes værdisat på niveau med Kolding, en ydelse på omkring 80 mark sølv, som Kaldyng er angivet med i KVJ, Hovedstykkets Første Afsnit. Det er derfor sandsynligt, at byerne Flensborg og Kolding hver især har haft ca. den dobbelte værdi af Skivegård.

Hvis vi - ganske usikkert - bruger de af Sv. Aakjær omregnede måltal fra tdr. land til tdr. hartkorn. Og hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land[20], så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet mindst 40 * 48 tdr. land, anslået et sted mellem 1920 til 2880 tdr. land, som kan omregnes til 400 - 600 tdr. hartkorn, vel at mærke værdien for kongsgården og hele Salling(holm).

De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne der her være et bud på størrelsen af Skivegård med bøndergods i tiden fra 1231 indtil 1400-tallets begyndelse målt i tdr. hartkorn, som værdimæssigt kan beregnes til den halve værdi af hver af grænsebyerne Flensborg og Kolding.

Sammenlignes disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandlede sig frem til i Lübeck 1340[21], hvor hovedparten af Danmark var pantsat til de holstenske grever, så var Jylland og Fyn her pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf var Jylland sat til 35.000 mark sølv.

Jylland blev i Lübeck aftalerne delt op i fire dele, den nordligste del lå nord for Kalø med Skivegård.

Aftaleparterne kan antages at have været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelser. Området med Skivegård kan derfor antages værdisat til en fjerdedel, knap 9.000 mark sølv.

Der må formodes at være forskel på værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark[22]. Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland, så har Skivegård til og med dronning Margrethe udgjort omkring halvdelen af værdien af det nordlige Jylland, hvilket må anses for at være en bemærkelsesværdig værdisættelse placeret i og omkring Skive. Værdien er måske ikke mindst foranlediget af Limfjorden og fisk som middelalderlig vigtig handelsvare og fødemiddel[23].

Skivegård i lenstiden

På jordebogens tid, i 1200-tallet var kongens gårde hans opholdssteder på rejser i kongeriget. Kongens betroede mænd boede på og administrerede kongsgårdene, hvorfra der opkrævedes skatter og afgifter. Som len bestod kongsgårdene af et eller flere herreder. Af KVJ fremgår det, at Sallingsyssel bestod af syv herreder, og at Skivegård blev placeret i Nørre Herred, hvor man vitterligt kan iagttage, at kongsgården har ligget i Hindborg Herred. Lenet har omfattet begge disse samt Harre og Rødding herreder, fire herreder som det også fremgår af det i det følgende omtalte pant, Johan Skarpenberg fik i dronning Margrethes og Erik af Pommerns kongsgård 1407.

Kongsgårdens Lensmænd[24] havde, indtil den enevældige kongemagt 1662 udskiftede lenene med amter og indsatte de mindre magtfulde amtmænd, en ganske betydelig magt i byen og på egnen. De indsatte herredsfogeder, indkasserede på kongens vegne afgifter og skatter[25], og havde indflydelse på kirkestyrelsen.

Da Skivehus Len 1662 blev til Skivehus Amt, kom det til at omfatte lenets herreder, Harre, Hindborg, Nørre og Rødding Herred.

Der har på Skivegård konstaterbart været mindst 45 lensmænd fra og med den første, vi kender navn på, Ludvig Albertsen Eberstein, registreret 1328 indtil og med Mogens Arenfeldt 1656-1660. De ses oversigtsmæssigt anført - i det omfang, der kendes noget til dem - i to årgange af Skivebogen[26] mest udførligt Skivebogen 1959[27].


Niels Glob, biskop i Viborg, gravsten i domkirken, lensmand Skivehus 1481	Iver Krabbe, Magdalene Banner, gravsten, lensmand Skivehus 1549-61 og 1562-72

Den hovedrige lensmand Johan Skarpenberg[28] til Gammel Lund på Mors, Spøttrup og Hald, der fik kongsgården som pant for en gæld, Dronning Margrethe havde på 5000 lybske Mark, må have været den, der i starten af 1400-tallet opførte kongsgårdens østfløj, som arkæologiske udgravninger kan datere til starten af 1400-tallet, hvor Skarpenberg 1407 iflg. Diplomatarium Danicum fik sit pant og blev lensmand. Et pantelen har det så konstaterbart været. Om det er det første eller et blandt flere foregående pantelen, er der ingen viden om. Men på Margrethes og Erik af Pommerns tid var pantelen almindeligt brugt iflg. undersøgelser af Kristian Erslev.

En anden lensmand på kongsgården 1562-1572, Magdalene Banner til Krabbesholm bliver af Jeppe Aakjær 1564 registreret for at have skaffet egetømmer til mulig anvendelse på kongsgården[29].

Derimod kan Jeppe Aakjær med belæg i ganske grundige arkivstudier dokumentere, at kongerne i almindelighed lod deres kongsgård forfalde på skammeligste vis. Især nævnes Christian 4., som ellers brugte mange ressourcer på de omfattende byggerier, han var involveret i, men til gengæld sparede han ganske overordentligt på vedligehold af den private kongsgård i Skive[30].

Med Johan Skarpenberg, muligvis Magdalene Banner som eksempler på lensmænd, der af egen drift har ydet en positiv bygningsmæssig indsats for kongsgården, så har de været undtagelser, der har bekræftet reglen, at kongsgården gik i forfald i lenstiden. Og da endelig Christian 4. satte noget ind på at rette op på forfaldet, så betød hans krigsdeltagelse fra 1625, herefter svenskekrigene 1657-1660 omfattende ødelæggelser og plyndringer i Skive[31].

Selvom kongsgården i Skive var kongens private ejendom, ikke kronens, blev den bygningsmæssigt ilde vedligeholdt. Og kongen har næppe benyttet sin kongsgård til egentlige, personlige ophold.

Kongsgårdens lensformer

Lenstiden kan opdeles efter lensformer[32]. Skivegård har hørt til hoved-eller slotslenene[33], hvor de ældste, pantelenene dateres til især 12-1400-tallet, hvor det også kan konstateres, at Johan Skarpenberg fra 1407, hvor han blev lensmand til gengæld for et udlån, fik pant i kongsgården med alle tilhørende rettigheder, herunder de økonomiske. Skarpenbergs pant arvede Klavs Hennekesen Lembek, som fik det konfiskeret i en konflikt med kong Erik af Pommern, endeligt bekræftet 12. dec. 1421[34]. Han er ikke med i fortegnelserne over lensmænd i Skivebogen 1959 og 2012.

Uanset denne konfiskation var der pantelen i kongsgården konstaterbart til og med 1520[35].

Den for kongemagten mest favorable lensform, den som tidsmæssigt optrådte sammen med pantelenene var regnskabslen, hvor lensmanden blot var kongens repræsentant på stedet. Han skulle aflægge regnskab samt udbetale overskud til det kongelige ”fadebur”. Lensmanden fik så at sige løn, medens indtægterne tilfaldt kongen[36].

Pantelen var for den adelige lensmand i forhold til regnskabslenene et fordelagtigt gode, hvor kongemagten ville kunne risikere, at det var blevet arveligt, hvilket kongemagten forhindrede, f.eks. ved for Skivehus at indløse pantelånene i 1584. Herefter blev der fra 1602 indført 3) afgiftslen, hvor lensmanden oppebar alle lenets indtægter, men han var forpligtiget til deraf at udrede en årlig afgift til kongen. Det var for den adelige lensherre en mere fordelagtig lensform end regnskabslenene. Den har velsagtens været prisen for at få afskaffet pantelenene.

Eller et skridt frem mod den enevældige kongemagt, hvor adelen mistede en lang række privilegier[37].

Kildematerialet er for svagt til anden konstatering end, at kongsgården i Skive IKKE havde den for adelen mest favorable lensform, tjenestelen, hvor lensmanden beholdt alle indtægter. Men at der i tiden under Margrethe og Erik af Pommern har været en dominans af pantelen som i resten af Danmark. Ellers har kongsgården mestendels nok haft regnskabs- og fra 1602 afgiftslen.

Det iagttagelige er, at lenstiden udviste et bygningsmæssigt forfald, der fortsatte i herregårdstiden.

Svenskekrigene og Christian 4.s uheldige krigsaktiviteter havde slidt uendelig hårdt på kongsgården. Kombineret med lenstidens også mangelfulde vedligehold, var der nu tale om en ganske forfalden herregård, som rigsadmiral Ove Gjedde og hans arvinger fik som erstatning for, at de havde mistet deres skånske besiddelser under svenskekrigene. 20. august 1661 fik ”Arvingerne efter Rigsadmiral Ofve Gedde til Tommerup … Schifvehus Hoved- og Ladegaard med Ager og Eng (Htk. 39 Tdr. 5 Skpr. 1 Fdk. 1 Alb.) …”[38]

Hvornår navneændringen til Skivehus har fundet sted fortaber sig i det uvisse. I et ”Gavebrev til Skifve By paa Brorup By…” nævnes ”Skivehus Slot” 9. februar 1546[39].

Navnemæssigt springes der fra KVJ’s Skivegård 1231 over Johan Skarpenbergs genbrev 30. nov. 1407 om pant i kongsgården, hvor hans pant er ”Skive slot og len” frem til gavebrevet 1546, hvor Skivehus Slot optræder. Navneændringen må være sket i den mellemliggende tid. Men 1407 kan have været den glidende overgang, hvor ”gård” over ”slot” er endt som Skivehus.

Af 1688 matriklen[40] fremgår det om Schifue Sogn, Schifuehuus Slot, at fra den gamle matrikel 1662 til 1688 er der sket et yderligere fald fra o. 40 tdr. ved Gjeddes overtagelse til nu 28 tdr. hartkorn.

Hvis beregningerne af kongsgårdens værdisættelser 1231-1407 holder stik, er der tale om en reduktion fra mindst omkring 400 tdr. hartkorn. Kongsgården skrumpede således i løbet af lenstiden betragteligt og fortsatte løbende i herregårdstiden med frasalg af hoved- og ladegårdsjord.

Familien Gjedde var i herregårdstiden de eneste ejere, der boede i det, Jeppe Aakjær kalder en rotterede, som ”i de Aaringer gav den med Krykker og Stivere baade for og bag.”[41]

Åbenbart først med Oberst Werner Parsberg til Eskjær blev der kortvarigt råd til at gøre noget ved de forfaldne bygninger. Som det kan konstateres af inskriptionen til bindingsværksbygningen, der velsagtens blev opført som erstatning for en her nedrevet del af østfløjen, så var det ”Werner Parsberg og frue Christiana Barbara Rantzau”, der 1719 lod østfløjens bindingsværksdel opføre.

Herregårdstidens punktum

Afslutningen på herregårdstiden blev indledt med Prokurator Peder Lund 1773-1791 og definitivt afsluttet med Justitsråd Christian Lange til Eskjær 1791-1805.

Det var Chr. Lange, der som praktisk landmand flyttede ladegården fra Skivehus til Ny Skivehus, den gang vest for Skive by, og han efterlod de nedlagte rester som Gammel Skivehus.

Både Peder Lund og Chr. Lange får af Jeppe Aakjær deres bekomst i Skivebogen 1919 og 1923[42].

Om Justitsråd Christian Lange til Eskjær[43] kan det med Aakjær fastslås, at han som ”hovedrig Godsejer” nedlagde Skivehus som herregård for selv at gå fallit som ”Justitsraad og Sukkerraffinadius”[44] med fejlagtige spekulationer i garveri og sukkerproduktion.[45] Christian Langes projekt med Skivehus var at erstatte den for landbrug og byen Skive upraktiske beliggenhed sydøst for byen med en udflytning af ladegården til Ny Skivehus vest for byen.

Ny Skivehus, midterbygning med etage blev først opført i 1850 af Chr. Gjedde, mejeribygning til højre. Ubrugt frimærke, formodet datering ca. 1906^{^[46]}. Salg af Ny Skivehus ”ved Auction” august 1818 var 19 +7 tdr. hartkorn, 4 skæpper (½ tdr. hartkorn), 3 fjerdingkar (3/4) skæppe), 2¹/₃ album (340 kvadratalen), dvs. i alt knap 27 tdr. hartkorn, jf. 1688 matriklens o. 28 tdr. hartkorn.

Private ejere, Skivehus som herskabsbolig 1794-1928, hotel og byarkiv[47]

Bedømt ud fra salgsaktiviteterne reduceredes Ny Skivehus hurtigt og løbende ved frasalg af avlsgårde[48], og juni 1817 var der tvangsauktion over Ny Skivehus, endeligt solgt til panthaveren ”Proprietaer Lund til Liselund” august 1818[49].

Som Jeppe Aakjær udtrykker det, så gav udflytningen til Ny Skivehus ”i nogen Grad (Byen) Luft mod Øst,” som fuldbyrdedes med Per Odgaards udstykning i parceller af den fallerede herregård med start i 1901.[50]

I det mellemliggende forløb kan det konstateres, at "Skivehuus Hovedgaard med tilhørende Bøndergods..." blev annonceret solgt på auktion 1. juni 1799, hvor der "ved samme Auction … (også blev bortsolgt) Gammel Skivehuus med tilhørende Eiendomme..."[51] Som afslutning på sin tid på Gammel Skivehuus kan man i en avismeddelelse 1. juni 1805 erfare, at "Justitsraad Lange til Skivehuus ... til den Kongelige Kasse (sammen med tre andre lokale honoratiores blev idømt hver) at betale 393 Rdlr..."[52]. Forseelsen er ikke omtalt i pressemeddelelser herom.

De private ejere af Gammel Skivehus efter Langes udflytning til Ny Skivehus

Hvor kongsgårdens lenstid endte i bygningsmæssigt forfald og frasalg, så blev afslutningen på herregårdstiden en yderligere stadfæstelse af jordens og landbrugets flugt over plankeværket

mod nye tider, hvor by og land erhvervsmæssigt blev adskilt, og hvor landbrugsdelen til Skivehus endte som udstykkede parceller i byen Skive[53].

Etatsråd Axel Rosenkrantz de Lasson til Astrup og Skivehus skulle iflg. Sundsøre Lokalarkiv have ejet både Gammel og Ny Skivehus[54]. Det må have været kortvarigt mellem 1805 og 1812, idet ”den saakaldte gamle Skivehuus” 6. juli 1812[55] blev annonceret til salg af Generalmajor Frederik Rubeck Christian Bülow[56] med et yderst sparsomt jordtilliggende i form af køkken-, frugthave, ”Ager og Eng … hvorpaa kan holdes aarlig 4 Bester og 12 a 16 Fæhøveder…”

Det har tilsyneladende været noget vanskeligt for Bülow at få solgt den annoncerede ejendom, idet "Gammel Skivehuus ved offentlig Auction (først) ... 16de December (1817) blev solgt til ... Branddirecteur P. von Sehestedt...", som stadig 28. februar 1825 manglede at betale ”1600 Rbd.” af købesummen, som 16. dec. 1817 havde været ”4050 Rbdlr.”[57] Sehested døde oktober 1834[58], hvor ejendommen formentlig umiddelbart[59] eller primo 1835 blev solgt til Maren Sommer Quistgaard, der ejede og beboede Gammel Skivehus til sin 9. nov. 1846 annoncerede død. Maren Sommer og søsteren Ane Deichmann Aagaard var døtre af provst C. F. Aagaard, Them. De blev begge gift Quistgaard, Maren Sommer 1804 med Ivar Quistgaard, forpagter til Nørgaard Hovedgaard, Grinderslev, Ane Deichmann med Peder Christian Quistgaard, Langesgaard, Grinderslev 1808[60].

Maren Sommer blev enke 11. juni 1830[61], hvor hun havde nået at få 13 børn og ikke giftede sig igen. Søsteren blev enke 1821 og giftede sig med den afdøde mands broder Christen Quistgaard, som hermed blev eneejer af Langesgaard, som han indtil da havde ejet sammen med den afdøde bror.

Maren Sommer Quistgaards mor var Johanne Kirstine Spliid, søster til Otto Sommer Spliid, sognepræst i Grinderslev, hvis søn Johan Chr. Spliid efterfulgte Maren S. Quistgaard som ejer af Gammel Skivehus, der ses annonceret til salg primo 1847[62].

Man kan således næsten konstatere, at slægterne Spliid og Quistgaard udgjorde en slags præste- og herregårdsdynasti, hvor indtoget på Gammel Skivehus må betegnes som post festum i forhold til jordbesiddelsen. Med Johan Chr. Spliid blev Gammel Skivehus bygningsmæssigt udvidet.

Palæbygningen til Gammel Skivehus

Efter kusinen Maren Sommer Quistgaards død 1846 købte Johan Chr. Spliid 1847 Gammel Skivehus, hvor han - muligvis o. 1850, måske snarest 1866 - opførte stueetagen til den nuværende palæbygning som vinkel på østfløjen, Parsberg bygningen[63]. Efter Spliids død 1871 annonceredes ejendommen til salg[64] som ”Gammel Skivehus … (med) den … smukke Beliggenhed ved Skive By og Aa … med 14 Tdr. Land … for 13.000 Rd. Den udvendige Besætning medfølger i Købet…”

Overetagen til Spliids nordfløj blev opført af sygehuslæge Henrik Sporon, som efter et lejemål på Gammel Skivehus købte den arealmæssigt betydeligt reducerede ejendom 21. dec. 1893, hvor han jan. 1896 fik tilladelse til at lave en ”paabygning”, palæbygningens nuværende overetage.

Som W. Parsberg kun med nød og næppe overlevede sin i 1719 opførte bindingsværksbygning, så døde H. Sporon 6. okt. 1897, et års tid efter opførelsen af palæbygningens overetage[65].

1898 blev Gammel Skivehus købt af Frank Fawkner, direktør for Skive Svineslagteri. Marius Jensen, ejer og grundlægger af Skive Folkeblad boede til leje i Gammel Skivehus fra 1910, og købte 1918.

Herefter blev det fra 1919 fredede Gammel Skivehus købt af konsul Albert Diges, ejeren af Brogården og Diges Trælasthandel. 1929 købte Mimmi og Jens Peter Jensen Gammel Skivehus og gjorde den tidligere herskabsbolig til missionshotel under samme navn.[66] Som konsekvens af overgangen til hoteldrift blev fredningen af de tilbageblevne rester af kongsgården 1999 ophævet, men genindført 2016, da der i østfløjen blev fundet egestolper, der kan dateres til starten af 1400-tallet[67].

Kendte dele af Skivehus bygningshistorien

Jeppe Aakjær[68] har som den eneste forsøgt en dokumenteret, illustrerende beskrivelse af kongsgårdens bygninger, før den 1661 blev bortsolgt som herregård. Det er gjort med brug af ”Samtidens Tingsvidner…, Inventarielister” og lensregnskaber, sidst dateret ”Maaj Ano 1606”.

Bygningsmæssig rekonstruktion med brug af Jeppe Aakjærs oplysninger. Kort refereret i det flg.:

Sydfløjen var Hovedbygningen, ”Fruestuen”, som havde ”en mindre Kvist til Sydsiden”. Den ser på Resens Atlas fra 1677 ud til at være blevet suppleret med en indgangsportal på nordsiden ind mod borggården[69].

Østfløjen var ”Økonomihuset med Stegers, Bryggers, Kjøkken etc.”

Nordfløjen havde ”en Staldbygning” som vinkel på østfløjen, måske en yderligere bygning mod nord og et fangetårn el.lign., som ikke kan iagttages på Resens Atlas.

Vestfløjen havde et hus med ”Kontorer og Skole (Skriverstuen)”, et porthus med ”en Bro” foran, markering af voldgrav over mod Ladegården.

Ved et syn 1622 blev kongsgården iflg. Aakjær skildret som ”en ren Pjaltenborg”, som Christian 4. kun tilmålte meget knappe ressourcer[70]. Bygningerne nåede desuagtet lige inden hans krigsengagement fra 1627 ”at faa et anstændigt Udseende” i form af indledte bygningsvedligehold[71]. Dog kun kortvarigt istandsat og endeligt lagt næsten øde under svenskekrigene.

Den første skriftligt overleverede og billedlige illustration af Skivehus findes i Resens Atlas fra 1677[72], et kobberstik over Skive by med ”Skifvehuusis Borregaard” og ”Ladegaard”. Placeret sydøst for Skive By mod Skive Aa. Allerede her kunne voldgraven se ud til at slutte ved nordfløjen mod ladegården.

Resens Atlas 1677, Skive i uddrag[73].

Herregården Skivehus har på Resens Atlas ud til Alvejen mod Viborg, hen mod Østerbros broovergange en nordfløj som markant del i to etager. Ud mod åen, vinkelret på nordfløjen ligger den i perspektivet mindre dominerende østfløj, som angiveligt har været en etage højere end nordfløjen. Denne detalje kunne indikere, at W. Parsberg med sin ombygning i 1719 har tilstræbt samme etagehøjde som den foregående bygning mod øst.

Sydfløjen, Hovedhuset eller Fruestuen i to etager har en afstand til østfløjen, der kunne se ud til at svare til den placering, det senere Annexet har. Men iflg. de beskrivelser, der kan udledes af de arkæologiske udgravninger, så har den oprindelige bygning drejet svagt sydøst i forhold til det senere Annexet[74]. Vi ved desuden fra de arkæologiske udgravninger i forbindelse med, at 1800-udgaven af sydfløjen blev til Pub Annexet, at den oprindelige sydfløjs fundament har været kompakt stensyld, som formodes at have været fodrem til et bindingsværksbyggeri[75]. I den beskrivelse af sydfløjen, der kan udledes af Jeppe Aakjærs artikel i Skivebogen 1913, kunne det se ud til, at der på sydfløjen var et to etagers hus med kælder, ”muret mellem Stolper… ” og tegltag, bygget 1595-96[76]. Og at der syd for denne bygning desuden har været ”et Hus indbygget…” i to etager, bindingsværk og stråtækt. Den sydligste del af den oprindelige sydfløj kan ud fra Aakjærs beskrivelse formodes at have været en eksisterende del, hvor Jørgen Friis 1595-96 så iflg. Aakjær tilbyggede.

Der er ingen bygninger i borggårdens vestside, hvor Ladegården ligger mellem borggården og Skive By. De er velsagtens forsvundet med krigene op til 1677.

Resens Atlas kan naturligvis kun være vidnesbyrd om de registrerede bygninger, ikke om tilstanden.

E. Pontoppidan[77] har to kobberstik af Skive 1730 og 1765, som illustrationsmæssigt kun kan karakteriseres som en sølle afglans af Resens Atlas.

E. Pontoppidans Theatrum Daniae 1730, Det Kgl. Bibliotek[78].

1730 kobberstikket vender syd øverst nord nederst og har i afbildningen af ”das Schlos” en sammenhængende syd-, østfløj[79], som modsiges af Resens Atlas 1677 og det, vi ved om bygningerne.

Det kan også undre, at Pontoppidans 1730 aftegning af ”das Schlos”- hvis det er borggården - er uden nogen form for skitsering af ladegården, der til gengæld ser ud til at være medtaget i 1765 kobberstikket, der mest sandsynligt må være en illustration af ladegården og den tilbageblevne slotsdel som et uspecificeret rektangel, af Pontoppidan anført som 3. Skive Huus. Måske i så sølle en tilstand, at mere kunne Pontoppidan ikke få ud af det?

E. Pontoppidan, kort over Skive, kobberstik 1765, Det Kgl. Bibliotek[80].

Hvis Pontoppidans aftegninger skal accepteres som en tilnærmet, om end noget sjusket beskrivelse af den historiske virkelighed, så kan det med kobberstikkene antages, at Skivehus i 1700-tallet kun har bestået af en efterhånden dominerende ladegård og en uspecificeret, reduceret borggård.

Det Kgl. Bibliotek daterer dette kobberstik Grolau, A. og Haas, Jonas 1767. Tillægges også E. Pontoppidan 1768. Østfløjen er i fokus, angivet som b. Skivehuus Ladegaard[81].

Man bliver ikke så meget klogere på bygningernes placering i 1700-tallet ved at orientere sig i Jeppe Aakjærs beskrivelse i Skivebogen 1926[82], hvor sydfløjen, Vaaningshuset ud fra et brandvurderingssyn 2. dec. 1794 angives at have ligget øst vest orienteret ”syd for Ladegaarden”. Og der har været et lille ”Tværhus med Gavlene i Syd og Nord” ud mod vest. Sidstnævnte kan ikke konstateres hos E. Pontoppidan, men det kan der ikke lægges så meget i.

”Østerhuset (var blevet) … en Del af Ladegaarden”, hævder Jeppe Aakjær. Hvordan denne konstruktion med en dominerende ladegård helt over til østfløjen og med sydfløjen syd for har set ud i forhold til tidligere bygninger, som f.eks. i Resens Atlas 1677, kan der kun gisnes om.

Men det kunne måske forklare ladegårdens tilsyneladende dominerende position på Pontoppidans 1765 kobberstik, som bekræftes af både et 1755 prospekt og et 1767 kobberstik[83].

1755 prospektet har en tydelig markering af en bindingsværksbygning, hvor Schivehuus er markeret i omgivelser, ladegården muligvis kan tolkes ind i. 1767 kobberstikket har kun markeret ”Skivehuus Ladegaard”. ”ØsterPort og den store VesterBroe”[84] er her tydeligt markeret. Det som ladegård markerede kunne være østfløjen som en del af ladegården, som anført af Jeppe Aakjær. 1767 kobberstikket har en bygning syd for østfløjen, som ligger i en noget anden vinkel til østfløjen end det nuværende Annexet, som med lidt god vilje kunne korrespondere med de arkæologiske udgravningers konstatering af, at den oprindelige sydfløj har ligget mere sydøst end Annexet.

Den sidste illustration af Skivehus som herregård, før ladegården flyttedes til Ny Skivehus 1792-94, hvor resterne blev til Gammel Skivehus som herskabsbolig, er et kort, der oprindeligt er tegnet af en ejer som en illustration til, hvordan Skivehus så ud 1791[85].

På kortet over Skivehus 1791 har vi sydfløjen, som nedrives 1798, østfløjen, en nordfløj samt resterne af fangetårnet lidt vest for nordfløjen. Af et par håndtegnede kort 1825 og 1827^{^[86]} fremgår det, at voldgraven mod vest og syd er forsvundet, at den nye sydfløj, noget mindre end den oprindelige hovedbygning, er kommet til sammen med en vestfløj, der har en vinkel som nordfløj. Denne bygningskonstruktion bekræftes af et matrikelkort fra 1860^{^[87]}.

Kort, gengivet i Jul i Skive 1961, s. 12. Sydfløjen, hovedbygningen 1., østfløjen, køkken 2., nordfløjen, stald 3. Der er stadig hævdet voldgrav, som er undladt mod vest på Resens Atlas 1677.

På to håndtegnede kort fra 1825 og 1827 er den nedrevne sydfløj erstattet af det, vi i dag kender som Annexet, og der er som noget nyt tilkommet en vestfløj med nordvinkel, der har erstattet den tidligere nordfløj. Samt fortsat som det blivende, østfløjen.

Matrikelkort 1830 og 1860 bekræfter denne bygningskonstruktion, nu kun med voldgrav mod nord.


Det Kgl. Bibliotek. Dateret 1860.	Det Kgl. Bibliotek. Dateret 1875[88].

Først på matrikelkort fra 1875 kommer der en bygningskonstruktion med en tydelig markering af den af Spliid opførte nordfløj, vest-, syd- sammen med østfløjen, nu uden voldgrav.

Overgangen fra 1860 til 1875 matrikelkort er helt tydeligt, at nu er den sporadiske vest- nord-vinkel blevet til Spliids nyopførte nordfløj sammen med en vestfløj, der ret hurtigt forsvinder igen[89].

Palæbygningen og Parsbergs bindingsværkslænge

Johan Chr. Spliid erstattede som ejer af Gl. Skivehus den gamle nordfløj med stueetagen til palæbygningen.

Det fremgår helt tydeligt af både N. Rademachers og C. Dalsgaards malerier med Skivehus som motiv fra henholdsvis 1843 og 1849, at her er det fortsat den gamle nordfløj, der er på malerierne. På to fotografier, Som Skive Byarkiv daterer omtrentligt 1870-75 ses den af Spliid opførte nordfløj[90].

Skive Byarkiv daterer foto af en relativt nyopført palæbygning 1905^{^[91]}. Østfløjens Parsberg bygning har her overkalket bindingsværk.

Efter opførelsen af Spliids nordfløj blev den udvendige slutsten opførelsen af H. Sporons overbygningsetage, som fik Jeppe Aakjær til at erklære bygningen værdig til karakteristikken ”et herskabeligt Palæ.”

Efterfølgende Parsberg samt Palæbygningen før og under sidste renovering. Hoteldriftens reducering til en enkelt skorsten er en mindre del af det, som den gamle østfløj var igennem indtil renoveringen. Østfløjens Parsberg bygning er på 1767-1768 kobberstikket aftegnet med to, hvor der på N. Rademachers og C. Dalsgaards malerier fra 1843 og 1849 er tre skorstene. Før renoveringen af Parsberg bygningen og efter hoteldriften var der kun en enkelt skorsten tilbage, renoveringen har fundet det passende med to, hvilket nok også må karakteriseres som det mest oprindelige ud fra det kendskab, vi har til bygningen.


Parsberg- og palæbygning før og efter renovationen.

Annexet

Det nuværende Annexet er som anført afløseren for Hovedhuset, Fruestuen til Skivehus, som blev nedrevet 1798 kort efter Chr. Langes udflytning af ladegården til Ny Skivehus 1792-94. Den efterfølgende bygning er opført før 1812, hvor den omtaltes i en salgsannonce[92].

Hoteldriften på det daværende Skive Missionshotel medførte 1964, at der blev opført en udbygning til hotellet bag ved det senere Annexet, ned mod åen[93]. Skive Folkeblad kan 5. dec. 1980 rapportere om ”den nye pub ”Annexet” ved Gammel Skivehus, hvor ”den tidligere stald”, som også har været benyttet til hotelværelser sammen med udbygningen fra 1964 er blevet renoveret[94]. Her blev i 1990 desuden opført den bygning, som nu hedder Little Italy, der blev sammenbygget med ”Restaurant Annexet”, beliggende mellem hotellet og McDonalds.

Ombygningen beskrives i Skive Folkeblad 8. dec. 1980 således: ”Bindingsværkshuset er bygget over noget af det ældre Gammel Skivehus. Det viste sig, da der skulle graves ud … at der under bindingsværkshuset fandtes resterne af en bygning, som stammer fra omkring 1600-tallet.”

Resens Atlas 1677 illustrerer, at her var sydfløjens daværende hovedbygning. I Jeppe Aakjærs beskrivelser[95] var der en to etagers bindingsværkbygning med skorsten, opført 1595-96 og yderligere mod syd en stråtækt bindingsværksbygning, der må formodes at være betydeligt ældre. Det beskrives ud fra et syn i 1632, hvor det om ”Fruestuen … (i det) sønderste Hus … (med) Sengekamrene og Lensmandens Værelse … var hængt med nye Thegell, Væggene muret og forbedret…” Dog blot for at gå i forfald med de efterfølgende krige fra 1627. Dette tidligere byggeri i forlængelse af sydfløjen kunne meget vel være opført tidligere end 15-1600-tallet.

Dette foto ser ud til at stamme fra 1975-1980. Der lå en tankstation, hvor tilbygningen til Annexet og McDonalds er nu. Bag ved, mod åen ligger 1964 udbygningen. Foto: Skive Byarkiv.

Ved etablering af Pub Annexet, som skulle rummes i den omkring 1800 opførte bindingsværksbygning skulle gulvet udgraves, hvilket medførte arkæologiske observationer 16.-18. okt. 1980[96].

Der blev her konstateret kompakt stensyld pakket med munkesten og kalkmørtel, der kunne tyde på en nedrevet bindingsværksværksbygning på et fundament af sten i et par lag. Man ved fra andre arkæologiske undersøgelser, at sådan byggede man i middelalderen. Til en usikker datering blev der også fundet keramik- og jydepotterester[97]. Der blev desuden i den del af arealet, der har været den vestlige borggård fundet egetræstolper, der dendrokronologisk kunne dateres til o. 1492.

De undersøgte bygningsrester under den omkring 1800 opførte efterligning af W. Parsbergs bindingsværksbygning fra 1719 må formodes netop at have givet inspiration til W. Parsbergs 1719 bindingsværksversion. En historisk rundkreds så at sige.

Disse bygningsrester stammer fra to sydfløjsbygninger, den ene opført 1595-96, den anden noget før, muligvis eller formodentlig aldersmæssigt sammenlignelig med østfløjens borgkøkken, der dendrokronologisk ganske præcist kan dateres til begyndelsen af 1400-tallet.

Bygningskomplekset under og selve Annexet er et memoriam for tidligere tiders hovedbygninger på sydfløjen.

Her ligger der en iagttagelig bygningsmæssig kontinuitet, skabt i en blanding af storhed og forfald fra kongsgård over herregårdstid til nyere tiders forvaltning af den historiske arv.

Kilder og litteratur

Samtidige aviser:

De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. juni 1805.

De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.

De til Forsendelse med Posten kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 10. maj 1799.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.

Den kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846.

Jyllandsposten 3. nov. 1872.

Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844.

Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847

Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817.

Skive Avis 7. okt. 1897.

Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980

Skive Folkeblad 9. okt. 1897, Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.

Andet Kildemateriale:

Christian 5.s matrikel, Rentekammeret, Rigsarkivet, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43.

Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff.

Diplomatarium Danicum

Diplomatarium Flensborgense

Haas, Jonas, Skive, 1767, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object396723/en/.

Kirkebøger, døde Grinderslev Sogn https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17123156#162917,27369354.

Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, Kjøbenhavn 1887-1889.

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet og Valdemar den Andens Jordebog, udgivet og oplyst af O. Nielsen, København 1873.

Kort over Skive, 1875, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, object71030/en/.

Kort Skive og Resen og Skive Sogne, 1860, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/da/.

Kronens Skøder, Første Bind, Kronens Skøder, Andet Bind, København 1892, 1908.

Lübecktraktaten om Valdemar Atterdags overtagelse af riget, 19. maj 1340

Matriklerne 1664 og 1688, Rigsarkivet, København 1968.

Pontoppidan, Erich, Skive, 1730, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.

Resens Atlas, Schiva, 1677, Det Kgl. Bibliotek, Digitale samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/.

Rosenkrantz de Lasson, Aksel, Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/6025889.

Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/5654855, https://arkiv.dk/vis/6223243, https://arkiv.dk/vis/2947886.

Skive Byarkiv, Ny Skivehus, https://arkiv.dk/vis/6520128.

Litteratur, fremstillinger, andet kildemateriale:

Christensen, Harry, Len og magt i Danmark 1439-1481. København 1983.

Danmarkshistorie.dk, Lokaladministration og lensvæsen før 1660. https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.

Dansk Center for Herregårdsforskning, https://herregaardsforskning.dk/.

Erslev, Kristian, Danmark-Norges Len og Lensmænd, København 1885

Erslev, Kristian, Historiske Afhandlinger, første og andet bind.

Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2, 1981-1872, Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.

Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.

Historisk Aarbog, Skivebogen 1913

Kulturministeriet, Bidrag til byggeskik i Danmark, Nationalmuseet, https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet.

Lerdam, Henrik, Danske len og lensmænd 1370-1443. København 1996.

Nationalmuseet om mad i middelalderen https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/historisk-mad/mad-i-middelalderen/ og https://denstoredanske.lex.dk/hansest%C3%A6der.

Om general Fr. H. Bülow, http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt#_Toc125486687.

Om Koldinghus https://skanderupsognshistorie.dk/befolkning-lokalt-selvstyre-2#Koldinghuslen og https://skanderupsognshistorie.dk/almind-syssel-koldinghus#_Toc44624071.

Om Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/gl-skivehus-og-skive-by/kong-valdemars-jordebog#_Toc44624061

Simonsen, John, Arkæologisk rapport o. udgravninger v. Annexet, 20. okt. 1980

Skivebogen 1913, 1919, 1923, 1926, 1959, 1968, 2008, 2012, 2022.

Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60.

Sundsøre Lokalarkiv om justitsråd Chr. Lange til Eskjær og Skivehus, https://arkiv.dk/vis/2745299.

Aakjær, Svend Måleenheder i Landmål og Jordvurdering i Middelalderens Danmark", Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 5, 1959

Noter, henvisninger

[1] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[2] Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980. ”Niels Nygaard Jensen oplyser, at … (det) officielle navn bliver Gammel Skivehus pub Annexet.”

[3] Skivebogen 2022, s. 29ff.

[4] Se Kr. Erslev, Historiske Afhandlinger, Første Bind, s. 1-44. Jordebogen daterer sig selv til 1231. Udgivet og kommenteret af Rigsarkivet, som karakteriserer den som kongens matrikulering af jordegods, som m.h.p. beskatning er ført 1190 -1300-tallet. Herefter omtalt som KVJ.

[5] Bemærk forskellige stavemåder i KVJ med Skhiuægarthæ og Skiuæ, som i Krongodslisten er Skyuæ. Den fejlagtige placering, se O. Nielsens kommentarer til udgivelsen af KVJ.

[6] Der er en indgående, omfattende diskussion af navnets oprindelse og betydning i Skivebogen 1968, s. 67ff.

[7] Kongen havde lensmænd til at administrere lenene, de af ham udlånte områder. Sysler og len blev fra 1662 afløst af amter.

[8] Omfattede ud over det nuværende Salling også Morsø og Fjends herreder.

[9] Registreret i Hovedbogens første afsnit, Sallingsyssel, Nørre herred, O. Nielsens udgave s. 3.

[10] Der mangler en kommentar til, oplysninger om, hvor meget bøndergods der er medregnet.

[11] Hindborg og Nørre Herred: Hærnburghæreth, Nørgæhæreth.

[12] Kolding er som kongens private ejendom registreret i Hovedbogens første afsnit, Almindsyssel, Andst herred, O. Nielsens udgave s. 11.

[13] Koldinghus nævnes ikke i KVJ og må være etableret som borg senere end 1231 - og Skivegård.

[14] Patrimonium, hvor kronens andel er Kongelev.

[15] F.eks. af Jeppe Aakjærs søn, Svend Aakjær, som har benyttet Falsterlistens værdisættelser i sine beregninger, se Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982), Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.

[16] I Sallingsyssel har Fjends og de to Mors herreder ikke været del af kongsgården.

[17] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412. Johan Skarpenbergs morfar, Niels Bugge blev myrdet 1358 i Middelfart. Valdemar Atterdag fralagde sig ethvert ansvar for det for ham belejlige drab.

[18] Heller ikke i Diplomatarium Flensborgense.

[19] Se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/gl-skivehus-og-skive-by/kong-valdemars-jordebog#_Toc44624061.

[20] Svend Aakjærs skønnede beregning.

[21] Se https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340.

[22] Som en tommelfingerregel har lybske mark ca. den dobbelte værdi af danske mark, men her er regnet i den mere stabile sølvværdi.

[23] Se https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/historisk-mad/mad-i-middelalderen/ og https://denstoredanske.lex.dk/hansest%C3%A6der.

[24] En af kongens lensmænd 1520-24, Niels Høg til Eskjær menes at have udvirket og bekostet kalkmalerierne i Vor Frue Kirke, der er dateret 1522.

[25] Oppebørsel kaldes det.

[26] I Skivebogen 1959, s. 25-26 og refereret kort i Skivebogen 2012, s. 9.

[27] Med portrætteringer af adskillige af lensmændene. Det er de fleste, der her er anført. Kr. Erslev har i Danmark-Norges Len og Lensmænd s. 42 en opgørelse 1596-1661.

[28] Vel hovedsageligt arv efter morfaren Niels Bugge, hvilket manede til forsigtighed overfor Dronning Margrethe 1. I forhold hertil er der en ukorrekt og mindre udførlig omtale i Skivebogen 1959, s. 10.

[29] Historisk Aarbog, Skivebogen 1913, s. 88f. Heltene i Jeppe Aakjærs ganske grundige historiske redegørelser er folk, fæ og bønder. De onde er de som regel bondeplagende og grusomme herremænd (-kvinde). Magdalene Banner slipper billigt i portrætteringen.

[30] I modsætning til Koldinghus, som Christian 3. også havde renoveret og opholdt sig på. Se https://skanderupsognshistorie.dk/befolkning-lokalt-selvstyre-2#Koldinghuslen og https://skanderupsognshistorie.dk/almind-syssel-koldinghus#_Toc44624071.

[31] Se https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/kejserkrigen/ og Jeppe Aakjær i Historisk Aarbog, Skivebogen 13, s. 95ff., hvor det også anføres, at Skive Kirke og ”den latinske Skole” blev hærget og ødelagt. Ødelæggelserne under Frederik 3. og svenskekrigene, s. 118ff.

[32] Som f.eks. i Skivebogen 2012, s. 8-11. Belæg for dette og alle opdelingsforsøg kan søges i Kristian Erslev, Danmark-Norges len og lensmænd 1596-1660, 1885, (cit. Erslev2). Kristian Erslev, Danmarks len og lensmænd i det sextende aarhundrede (1513-1596), 1879 (cit. Erslev1). Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443. 1996. Harry Christensen, Len og magt i Danmark 1439-1481. 1983. S. Nygaard, Len og stamhuse i Jylland (Jyske Samlinger, bind 4). Louis Bobé, Gustav Graae og Fritz Jürgensen West: Danske Len. 1916. Gustav Bang: Danske Len og Stamhuse. 1906 Eller en nyere, som hovedsageligt følges her, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.

[33] Smålenene er i denne sammenhæng ligegyldige.

[34] Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff., brev dateret 12. dec. 1421. Rigsarkivet registrer ham med belæg i ”Original i rigsarkivet: et stort papirsblad … med sømhuller i hjørnerne … 12. dec. 1421”.

[35] Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879, der omtaler flg. lensmænd m.v. på Skivehus: 1. Ejler Bryske får 1515 ”Livsbrev” på sit pantelen, 2. Thomas Iversen havde 1520 ”Skivehus i Pant fra Kong Hans’ Tid”, 3. Skivehus er fra 1602 Afgiftslen.

[36] Det anføres fejlagtigt i Skivebogen 2012, s. 8, at kongsgården først fra 1515 blev et pantelen, hvad det konstaterbart var fra 1407, hvor Johan Skarpenberg fik sit pant. Betegnelsen len til ”det kongelige fadebur” benyttes om regnskabslen, jf. Erslev1, s. 18ff.

[37] Fremhæves som et centralt synspunkt i Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879.

[38] Kronens Skøder, Andet Bind, s. 96. Tdr. hartkorn deltes i otte skæpper a fire fjerdingkar a tre album, og fortsatte som opdeling i de senere matrikler fra 1688 og 1844.

[39] Kronens Skøder, Første Bind, s. 24.

[40] Der kan søges Folioregistratur, Rigsarkivet, Hindborg herred, markbog nr. 1357, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17287932#214762,40560752

Rigsarkivet, 1688 matriklen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43.

[41] Skivebogen 1926, s. 12 og 15. Hele artiklen s. 10-38. Denne artikel føres op til Konsul Albert Diges ejerskab. I artiklen karakteriseres W. Parsberg som ”en haard Negl mod Skive By … med Processer … og (han) slog Bom over Adelsvejen (til Viborg)”. Sidstnævnte udførligt behandlet i Skivebogen 1913, s. 125 ff.

[42] Skivebogen 1919, s. 62-106. Omhandler Lunds ”evindelige Strid med Skive By”, hvor han var en nådesløs processor over for ”retsløse Hovbønder.” Skivebogen 1923, s. 48-108 om bl.a. Lange.

[43] Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2745299.

[44] Skivebogen 1923, s. 104.

[45] Ejerne af Skivehus som herregård fremgår af Skivebogen 2012, s. 16.

[46] Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/6520128.

[47] Ejerne til og med funktionen som hotel fremgår af Skivebogen 2012, s. 21.

[48] F.eks. annonceret, meddelt i De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.

[49] Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817. Og Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818. Samtidig var der annonceringer over auktion over det af generalmajor Bülow forgæves til salg annoncerede Gammel Skivehus, som det endeligt lykkedes at få solgt 16. dec. 1817 til Branddirecteur P. v. Sehestedt.

[50] Skivebogen 1923, s. 117.

[51] De til Forsendelse med Posten kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 10. maj 1799.

[52] De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. juni 1805.

[53] Danske Herregårde, https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/ny-skivehus.

[54] https://arkiv.dk/vis/2745290. A. Rosenkrantz de Lasson døde 13. april 1813 på Ny Skivehus, https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I33878&tree=2.

[55] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[56] Sønnen af samme navn var general i den slesvigske treårskrig, kampene omkring Kolding og Fredericia 1849, se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt#_Toc125486687.

[57] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.

[58] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.

[59] Boet efter Sehestedt annonceres i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.

[60] Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60. Maren Sommer Quistgaard er født Aagaard 1780, datter af Chr. Fr. Aagaard og Johanne Kirstine Spliid, hvis bror var Otto Sommer Spliid, sognepræst i Grinderslev, hvis søn var Johan Chr. Spliid.

[61] Kirkebøger, døde Grinderslev Sogn https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17123156#162917,27369354.

[62] Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846 M. S. Quistgaard annonceres død på "Gammel Skivehuus" 66 Aar. Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847 Auction over et betydeligt og godt Ind- og Udboe efter afdøde enkemadame Quistgaard. 15. februar auktion annonceres 2. marts 1847 over Gammel Skivehus: 8½ tdr. land. Det fremgår af Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844, annoncering af svigersøns død, at datter og svigersøn også boede på Gammel Skivehus.

[63] Spliids bygning er ikke med på malerier fra Skive 1845 og 1849, men er med på et fotografi fra Skive 1869. Bygningen må være opført i tiden her imellem.

[64] I Jyllandsposten 3. nov. 1872.

[65] Skivebogen 2012, s. 27. Skive Folkeblad 9. okt. 1897. Nekrolog Skive Avis 7. okt. 1897. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 22. sept. 1897, at H. Sporon var længevarende syg og på rekreation.

[66] Hotelhistorien, hvor Gl. Skivehus bliver præget af hoteldrift og omdannet til næsten ukendelighed, er beskrevet i Skivebogen 2012, s. 31-36.

[67] Skivebogen 2022, s. 15-38. Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning, senest opdateret 2018.

[68] Skivebogen (Historisk Aarbog) 1913, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 87-133, spec. s. 91ff.

[69] Betegnelser i anførselstegn er de af Jeppe Aakjær benyttede.

[70] I Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, februar 1622 er der s. 253 er der en kort omtale af Schiffrhuus.

[71] Skivebogen 1913, s. 94f.

[72] Se http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/. Må anses for at være langt den mest autentiske billedlige illustration, selvom krigenes ødelæggelser har været mærkbare. Voldgraven mod vest ser her ud til allerede at være blevet sløjfet.

[73] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/.

[74] Arkæologiske undersøgelser foretaget 16. - 18. okt. 1980. Beliggenheden kan muligvis anskueliggøres med 1767 kobberstikket i det efterfølgende. I så fald skulle den her præsenterede sydfløj have mistet kvisten mod syd, og skulle have haft to skorstene.

[75] Se https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet og Henriette Rensbro, Bygningskonstruktioner på landet i Østdanmark 1200-1600, Nationalmuseet.

[76] Da Jørgen Iversen Friis til Haraldskær var lensmand 1595-96.

[77] Eric Pontoppidan levede 1698-1764. Hans Den Danske Atlas blev posthumt udgivet 1768. Indgående omtalt i Skivebogen 1968, s. 51-93.

[78] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.

[79] Se originalen på Det Kgl. Bibliotek, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.

[80] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71028/da/.

[81] Se forstørret version http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object396723/en/.

[82] Skivebogen 1926, s. 37-38.

[83] Som E. Pontoppidan - vist mindre retmæssigt - lægger navn til 1768. Se https://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/gl-skivehus-og-skive-by/skive-by-administrativt.

[84] I kobberstikkets signatur markeret h og i.

[85] Tegnet af landmåler J. C. Schuchardt, der kortvarigt var ejer efter 1794.

[86] Murermester, skolelærer Chr. Ørum, Skivebogen 2012, s. 19.

[87] Det Kgl. Bibliotek, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/da/.

[88] Se www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/en/ og object71030/en/.

[89] Man kan næppe anvende det 1860 daterede matrikelkort til at slutte, at Spliid først har opført sin nordfløj herefter. Men sandsynligheden taler herfor.

[90] Se Skive Byarkiv https://arkiv.dk/vis/5654855 og Skivebogen 2008, Ottos Billedbog, s. 10-11.

[91] Se https://arkiv.dk/vis/6223243.

[92] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[93] Skive Byarkiv, se https://arkiv.dk/vis/2947886.

[94] Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.

[95] Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89ff.

[96] Beskrevet i rapport v. John Simonsen, dateret 20. okt. 1980.

[97] Selvom keramik o.l. så nogenlunde kan dateres, er dateringen usikker i forhold til bygningen.

Noter

[1] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[2] Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980. ”Niels Nygaard Jensen oplyser, at … (det) officielle navn bliver Gammel Skivehus pub Annexet.”

[3] Skivebogen 2022, s. 29ff.

[5] Bemærk forskellige stavemåder i KVJ med Skhiuægarthæ og Skiuæ, som i Krongodslisten er Skyuæ. Den fejlagtige placering, se O. Nielsens kommentarer til udgivelsen af KVJ.

[6] Der er en indgående, omfattende diskussion af navnets oprindelse og betydning i Skivebogen 1968, s. 67ff.

[7] Kongen havde lensmænd til at administrere lenene, de af ham udlånte områder. Sysler og len blev fra 1662 afløst af amter.

[8] Omfattede ud over det nuværende Salling også Morsø og Fjends herreder.

[9] Registreret i Hovedbogens første afsnit, Sallingsyssel, Nørre herred, O. Nielsens udgave s. 3.

[10] Der mangler en kommentar til, oplysninger om, hvor meget bøndergods der er medregnet.

[11] Hindborg og Nørre Herred: Hærnburghæreth, Nørgæhæreth.

[12] Kolding er som kongens private ejendom registreret i Hovedbogens første afsnit, Almindsyssel, Andst herred, O. Nielsens udgave s. 11.

[13] Koldinghus nævnes ikke i KVJ og må være etableret som borg senere end 1231 - og Skivegård.

[14] Patrimonium, hvor kronens andel er Kongelev.

[16] I Sallingsyssel har Fjends og de to Mors herreder ikke været del af kongsgården.

[18] Heller ikke i Diplomatarium Flensborgense.

[19] Se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/gl-skivehus-og-skive-by/kong-valdemars-jordebog#_Toc44624061.

[20] Svend Aakjærs skønnede beregning.

[21] Se https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340.

[22] Som en tommelfingerregel har lybske mark ca. den dobbelte værdi af danske mark, men her er regnet i den mere stabile sølvværdi.

[23] Se https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/historisk-mad/mad-i-middelalderen/ og https://denstoredanske.lex.dk/hansest%C3%A6der.

[24] En af kongens lensmænd 1520-24, Niels Høg til Eskjær menes at have udvirket og bekostet kalkmalerierne i Vor Frue Kirke, der er dateret 1522.

[25] Oppebørsel kaldes det.

[26] I Skivebogen 1959, s. 25-26 og refereret kort i Skivebogen 2012, s. 9.

[27] Med portrætteringer af adskillige af lensmændene. Det er de fleste, der her er anført. Kr. Erslev har i Danmark-Norges Len og Lensmænd s. 42 en opgørelse 1596-1661.

[33] Smålenene er i denne sammenhæng ligegyldige.

[37] Fremhæves som et centralt synspunkt i Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879.

[38] Kronens Skøder, Andet Bind, s. 96. Tdr. hartkorn deltes i otte skæpper a fire fjerdingkar a tre album, og fortsatte som opdeling i de senere matrikler fra 1688 og 1844.

[39] Kronens Skøder, Første Bind, s. 24.

[40] Der kan søges Folioregistratur, Rigsarkivet, Hindborg herred, markbog nr. 1357, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17287932#214762,40560752

Rigsarkivet, 1688 matriklen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43.

[43] Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2745299.

[44] Skivebogen 1923, s. 104.

[45] Ejerne af Skivehus som herregård fremgår af Skivebogen 2012, s. 16.

[46] Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/6520128.

[47] Ejerne til og med funktionen som hotel fremgår af Skivebogen 2012, s. 21.

[48] F.eks. annonceret, meddelt i De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.

[50] Skivebogen 1923, s. 117.

[51] De til Forsendelse med Posten kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 10. maj 1799.

[52] De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. juni 1805.

[53] Danske Herregårde, https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/ny-skivehus.

[54] https://arkiv.dk/vis/2745290. A. Rosenkrantz de Lasson døde 13. april 1813 på Ny Skivehus, https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I33878&tree=2.

[55] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[57] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.

[58] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.

[59] Boet efter Sehestedt annonceres i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.

[61] Kirkebøger, døde Grinderslev Sogn https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17123156#162917,27369354.

[63] Spliids bygning er ikke med på malerier fra Skive 1845 og 1849, men er med på et fotografi fra Skive 1869. Bygningen må være opført i tiden her imellem.

[64] I Jyllandsposten 3. nov. 1872.

[66] Hotelhistorien, hvor Gl. Skivehus bliver præget af hoteldrift og omdannet til næsten ukendelighed, er beskrevet i Skivebogen 2012, s. 31-36.

[67] Skivebogen 2022, s. 15-38. Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning, senest opdateret 2018.

[68] Skivebogen (Historisk Aarbog) 1913, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 87-133, spec. s. 91ff.

[69] Betegnelser i anførselstegn er de af Jeppe Aakjær benyttede.

[70] I Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, februar 1622 er der s. 253 er der en kort omtale af Schiffrhuus.

[71] Skivebogen 1913, s. 94f.

[73] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/.

[75] Se https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet og Henriette Rensbro, Bygningskonstruktioner på landet i Østdanmark 1200-1600, Nationalmuseet.

[76] Da Jørgen Iversen Friis til Haraldskær var lensmand 1595-96.

[77] Eric Pontoppidan levede 1698-1764. Hans Den Danske Atlas blev posthumt udgivet 1768. Indgående omtalt i Skivebogen 1968, s. 51-93.

[78] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.

[79] Se originalen på Det Kgl. Bibliotek, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.

[80] http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71028/da/.

[81] Se forstørret version http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object396723/en/.

[82] Skivebogen 1926, s. 37-38.

[83] Som E. Pontoppidan - vist mindre retmæssigt - lægger navn til 1768. Se https://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/gl-skivehus-og-skive-by/skive-by-administrativt.

[84] I kobberstikkets signatur markeret h og i.

[85] Tegnet af landmåler J. C. Schuchardt, der kortvarigt var ejer efter 1794.

[86] Murermester, skolelærer Chr. Ørum, Skivebogen 2012, s. 19.

[87] Det Kgl. Bibliotek, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/da/.

[88] Se www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/en/ og object71030/en/.

[89] Man kan næppe anvende det 1860 daterede matrikelkort til at slutte, at Spliid først har opført sin nordfløj herefter. Men sandsynligheden taler herfor.

[90] Se Skive Byarkiv https://arkiv.dk/vis/5654855 og Skivebogen 2008, Ottos Billedbog, s. 10-11.

[91] Se https://arkiv.dk/vis/6223243.

[92] Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.

[93] Skive Byarkiv, se https://arkiv.dk/vis/2947886.

[94] Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.

[95] Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89ff.

[96] Beskrevet i rapport v. John Simonsen, dateret 20. okt. 1980.

[97] Selvom keramik o.l. så nogenlunde kan dateres, er dateringen usikker i forhold til bygningen.

I den lokale mejerioversigt for Fur, Mors, Salling og Fjends er der her særskilt udvalgt en mere indgående beskrivelse af de oprindeligt helt tidstypiske mejerier fra Hald og Thise.

De startede begge som fællesmejerier 1886 / 87, og de blev begge andelsmejerier 1893, henholdsvis Hald Andelsmejeri og Andelsmejeriet Dybbækdal.

Men herefter hørte lighederne op.

Som de fleste andre små andelsmejerier blev Hald Mejeri lukket og slukket 1970, erhvervet som lysfabrik, hvor de oprindelige mejeribygninger nedbrændte 1978.

Thise Mejeri blev 1969 af andelshaverne solgt som privat mejeri til andelsmejeriets mejeribestyrer, og blev 1988 igen andelsmejeri, Thise Mejeri A.m.b.a. i et samarbejde mellem mejeriejeren og økologiske interessenter.

Interessenterne står i dag som andelshavere i Danmarks næststørste mejeri, økologisk og størrelsesmæssigt kun overgået af Arla Foods.

Det er et stykke Danmarks historie med forudsætninger i landbrugshistoriens fælles spor, men hvor Thise Mejeri skiller sig temmelig markant ud som eksponent for det fælles fundament i en ny tids bæredygtig version.

Den bagved liggende mejerihistorie kan det være nyttigt at have in mente.



Hald Mejeri bliver lysfabrik, brænder 1978. Nye bygninger opført herefter er lysfabrik uden spor af det tidligere mejeri.	Thise Mejeri bliver Andelsmejeriet Dybbækdal, der ender som storkoncernen Thise Mejeri A.m.b.a.

Mejerierne i Salling

Her anføres mejerier, der er registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv.

Med forbehold for gengangere er der her registreret 14 fælles- og andelsmejerier.

Durup Andelsmejeri oprettes 1892, ombygges 1916, med 320 leverandører, 1300 køer.^[20]

Gamstrup Andelsmejeri i Roslev oprettes 1911, 220 leverandører, 1000 køer.^[21]

Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”.

Frem Andelsmejeri, oprettes 1897, med 349 leverandører, 1300 køer.

Godthaab Andelsmejeri, oprettes 1894, ombygges 1908, med 170 leverandører, 1150 køer.^[22]

Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.^[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.

Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.^[26]

Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer^[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare mejerier: ”Grynnerup^[28], Over Møjbæk^[29], Vium Thinggård”.

Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri^[30], der oprettes 1893 med 352 leverandører, 1790 køer^[31].

Danelykke Andelsmejeri, oprettes 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.^[32]

Ramsing Andelsmejeri, oprettes 1885 med 135 leverandører, 800 køer.

Rødding Andelsmejeri, oprettes 1889, 178 leverandører med 1000 køer^[33].

Rødding Andelsmejeri ved Viborg oprettes 1887, ombygges af E. V, Lind 1911.

Skive Andelsmejeri, oprettes 1893 med 273 leverandører, 1100 køer^[34].

Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført.

Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.^[24]

Thise Mejeri

Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.

År	Antal mejerier
1888	914
1894	1507
1940'erne	o. 1600
1950'erne	o. 1400

Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.

Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.

I forhold hertil starter Thise Mejeri ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til et lille, privat fællesmejeri i Jebjerg i 1886 eller 1887. Det traditionelle element fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, nu bestående af økologiske interessenter.

De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologiske andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.

	Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.	Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand. Andelsmejeriet blev solgt til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtog mejeriet 1.4.1969.		Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. februar 1992.

Thise Mejeri - historik - Mejeriets egne oplysninger. Er konstaterbart ført op til og med 2022.	I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden fra 1988, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab, Thise Mejeri A.m.b.a.
Grundlagt	1988
Selskabsform	Andelsselskab
Selskabsnummer	12425694
Antal andelshavere	72 – Se alle andelshavere →
Mælkemængde	120 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter	85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre	300 – Se alle produkter →
Omsætning 2022	1.333 mio. kroner
Eksport til	Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel	30-35 %
Antal ansatte	256
Antal tankbiler	5
Antal kølebiler	6

Mejeriorganiseringen

De mange små mejerier blev allerede fra 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.

De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og manglende teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.

Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor den hidtil adskilte produktion og afsætning blev samlet.

Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier, der blev erstattet af få landsdækkende selskaber, der både omfattede produktion og afsætning i én landsdækkende andelsorganisation. Det skete stort set i løbet af 1960'erne.

Det største af de landsdækkende selskaber blev Mejeriselskabet Danmark (MD), der blev dannet i 1970, og som i løbet af 1970’ene og 1980’erne fusionerede og ekspanderede stærkt. Det skiftede i 1988 navn til MD Foods.

I perioden 1974-1977 blev MD, som var udsprunget af landmejerierne, også dominerende på bymejeriernes traditionelle marked. En del mejeriselskaber meldte sig ud af MD samarbejdet og kom fra 5. januar 1978 til at hedde Jysk Kløver Mælk, stiftet 1971, herefter bare Kløver Mælk, som 1998-99 så fusionerede med MD Foods efter en priskrig de to mejeriselskaber imellem.

Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.

I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.

Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.

2004 overtog Arla Foods en canadisk osteimportør og -producent. Året efter indledtes et kinesisk partnerskab om produktion af mælkepulver til det kinesiske marked. Samme år kuldsejlede planerne om en fusion med Hollands store mejeriselskab Campina. Men planerne om at vokse internationalt blev ikke opgivet, tværtimod.

Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering er der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her er langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.

Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.

Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:

Arla Foods,
Thise Mejeri,
De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
Them Andelsmejeri,
Bornholms Andelsmejeri,
Mammen Mejerierne.

Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.

Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i, og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.

Det lille andelsmejeri Dybbækdal blev solgt til den daværende mejeribestyrer som privatejet mejeri i perioden, hvor mejericentraliseringer var den dominerende tendens. Efterfølgende blev mejeriejeren kontaktet af en kreds af økologiske landmænd, der som andelsinteressenter blev leverandører til et Thise Mejeri med økologi som varemærke i en periode, hvor den økologiske trend endnu ikke var slået igennem.

Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.

Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.

Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri

Thise Mejeri oprettedes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.

Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.^[25]

Med sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej - som så mange andre af den tids små mejerier.

Der blev indkaldt til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart ville være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skulle spørges, om man var indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.

19. nov. 1968 besluttedes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 havde været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet havde omkring 160 andelshavere.

Det blev mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kom til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, blev student fra Skive Gymnasium 1974, aftjente sin værnepligt i hovedstaden og blev mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvorfra han vendte tilbage til og bliver ansat på faderens Dybbækdal mejeri.

Efter et par år blev Poul Pedersen 1983 ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og blev til APV Pasilac.

Som nygift blev Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han var ansat i Videbæk.

Det i 1988 nystartede, økologiske Thise Mejeri købte fra start udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen var ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og siden det møde var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtog endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.

Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.

Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.

Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening dannes som aflægger heraf 1936.

Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.

EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.

Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.

Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.

I 1980'erne var forbruget af økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en stopklods i forhold til det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Startskuddet til en ændring kom først i sommeren 1993 i uge 29, da SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.

På Fyn besluttede Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 at levere deres mælk til MD, og mejeriet blev sat til salg. I salgsprocessen forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.

Forudgående havde MD 1977 indgået en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til det, der den gang udgjorde en tredjedel af det danske marked.

Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med, at nu var den økologiske mælk en vare i butikkerne.

Optakten havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske. Det var en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere økologisk mælk.

I december 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på i form af at etablere kontakt til nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale.

Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen, der var blevet indgået 1978.

For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år ville kunne levere mælk direkte til Brugsen.

Dan-Mælk-aftalen 1978 var en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der blev solgt i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD.

Alle andre mejerier blev lukket ude.

Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.

Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.

Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (iflg. Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).

Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund.

Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.

I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.

I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de to store, nu samarbejdende selskaber, MD og Kløver Mælk.

Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.

Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.

FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have den økologiske mælk. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.

Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.

Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.

Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.

Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.

Starten på Thise Mejeri

Kort tid før etableringen 1. februar 1988 af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteredes om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, som mejeriet havde fået tilkendt en ærespræmie for. Der var på dette tidspunkt syv medarbejdere på mejeriet, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.

Det gik herefter så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at man planlagde at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, omtalt på et borgermøde, der er refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.

Leverancen af økologisk mælk startede sommeren 1988 med leverancer fra seks leverandører:

1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,

2) I/S Toftdal,

3) Jens Handrup, Thy,

4) Erling Englyst, Thise,

5) Poul Pedersen, Rørup.

6) Erling Larsen, Balling var formand for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab.

Der forhandledes i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.

Producentforeningen omdannedes herefter til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerede "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 var klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på.

I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplystes det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne var søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der var søgt 1.664 mio. kr., hvoraf der var modtaget 600.000 kr., som dækkede de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.

Det blev i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber havde kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspurgte økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne var, at mejeriet kunne tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkedes at få solgt.

Det følgende år, i 1989 lykkedes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet blev der solgt til Mejeriet Dybbækdal, som anvendte produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterede det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder rundede 1 mio. kr.


De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.

Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtrådte Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.

Økonomisk og strategisk blev det så muligt at få et økonomisk rygstød. Men det helt store gennembrud kom, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegnede kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebar, at Thise Mejeri med et slag kunne afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det var et vigtigt gennembrud, og det var før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.

Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse

I 1992 solgte Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).

Samme år udløb DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukkede selskabet Dansk Naturmælk.

Efter et par foregående år med relativ stabil afsætning skulle det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører.

I 1993 begyndte Thise Mejeri at levere Danbo-oste til FDB. Det var også året, hvor FDB iværksatte sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og 1993 kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.

For første gang i mejeriets historie kunne Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter.

Der rapporteredes i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kom til at betyde, at der nu var 17 leverandører og omkring 1993-94 fire mio. l. indvejet mælk med en prognose på stigning det følgende år.

I 1995 indgik Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet havde til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.

Samme år underskrev Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.

Omkring gennembrudsåret 1993 var der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17 interessenter.

Produktionskapacitet og -områder vokser

I 1996 dannede Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter gik strygende. F.eks. sendtes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen måtte Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagredes Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.

Mejeriet havde nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.

I 1997 fusionerede Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som blev lukket ned 2006, indgik samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerede økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udviklede Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.

Arla og "katastrofen" E coli 0157

Negativ medieomtale af Arla i 2003 øgede interessen for produkterne fra Thise Mejeri. Året efter, 2004 vendtes denne situation på hovedet - 25 personer i hovedstadsområdet meldtes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157. Og Thise Mejeri var mistænkt for at være kilden.

Regeringen beordrede på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.

1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).

På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper."

Dette svar blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard.

Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri blev afgivet og stilet til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).

Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."

Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.

Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukkede produktionen ned og iværksatte grundige undersøgelser, belejredes Thise og familien efterfølgende af presse og TV, og den ellers så sindige Poul Pedersen fik søvnløse nætter, berettes der i det af Merete Just forfattede portrætafsnit fra 2015.

De mange og grundige laboratorieundersøgelser kunne ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kunne mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viste sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøgedes efterfølgende.

Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.

I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.

I slutningen af 2005 var mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.

Fortsatte udvidelser

I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.

I 2006-07 lukkedes Grindsted Mejeri. Thise overtog produktionen af hvidskimmeloste, og overtog desuden en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.

Samme år overtog Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejede sig ind hos Thise Mejeri.

Ejer- / lejerrollerne var hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.

2008 lanceredes Vesterhavsosten. Samme år 1. september indviedes det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummede to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.

Med finanskrisen blev der overskud af mælk. Thise oprettede derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thise produkter i Beneluxlandene.

Skyr salget eksploderede 2009-2011.

I 2012 var der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen gik ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.

Fra 2012 til 2013 fordobledes salget af Skyr, mejeriet havde med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk.

Der var vækst og overskud, og selv om der var andelshavere, der meldte sig ud, fordi de kunne få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kom der nye til, og der solgtes masser af skyr og ost - og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.

I 2015 blev der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater var forventninger om ny andelshavere, hvilket også viste sig at kommet til at holde stik.

I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.

De p.t. 72-75 andelshavere er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.

Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish Crown på området for økologisk kød med Thise & Ko.

Mejerierne i Fjends

Det er mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3^[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.

Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.


Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.	Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør. Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.

Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.

Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.

Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.

Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.

Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.^[36]

Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m³ Is.^[37]

Hald Mejeri

Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.

Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som er en genganger af de fleste af de øvrige lokale mejeriers udviklingsforløb.

I nedenstående lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv^[6].

Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.

Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri.

Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959^[7].

Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.

Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.

Mejerigrundlæggeren

Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.


Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911^[38],	og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.

Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m³ Is”^[39].

Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.

Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn^[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.

Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.

Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter

Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.

Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.

Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.

Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.

De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”

I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.

	1893	1959
Hald	33	21
Gl. Hald		14
Sdr. Hald		4
Vester Hald		9
Lundø	17	17
Bøstrup	21	21
Hejlskov	15	19
Lund	10	21
Sejstrup	6	14
Majgaard	4	6
Degnsgaard	2	4
Ørum		1
Bruddahl	2	2
Virksund		3
Strandet		6
Kloster Mark		6
Lærkenborg	3	1
Ravnkildegaard		1
Baadsgaard	1	16
Skovmølle	1	1
Ørslev Kloster	1	1
Ikke lokaliseret	12	10
	128	198

Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.

Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.

Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.

Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.

Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.

Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.

Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.

Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.

Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.

Søndagshvile problematikken

Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission^[41].

I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission^[42].

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.

Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.

Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.

Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid

Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.

Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.

Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1880’erne måske kunne have været en for Hald mejeri mulighed, ses som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894.

Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.

Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870

Herregårdsmejeriets / hollænderiets placering fremgår af den skitse, som slotsforvalter på Ørslev Kloster, Garry Keyes har lavet efter beretning 1975 fra ejeren 1907-13, Fritz Grotians to sønner, Knud og Valdemar. Iflg. Garry Keyes blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.

Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.

Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.

Lokale herregårdsmejerier

I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.^[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894^[44] er der i lokalområdet registreret

Østergaard pr. Roslev	Jungetgaard pr. Roslev	Nørgaard pr. Jebjærg
Eskjær pr. Roslev^[45]	Bustrup pr. Skive	Krabbesholm pr. Skive

Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74.

Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.

Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.

Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).

Fortegnelse over Mejerier, 1894, Danske Mejeristforening
	Mejerier	Andelsmejerier	Fællesmejerier	Herregårdsmejerier
Antal incl. Sønderjylland	1507	990	234	283
Procentandel		66	15	19

Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".

I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier,

andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%.

Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.

Mejeristifteren i Hald

Kristen Jensen Kjær^[46]er født 9. februar 1856 og opvokset i Bøstrup, hvor han allerede som 23-årig i 1880 folketællingen^[47] sammen med broderen er registreret som gårdejere på faderens, Jens Hansen Kjærs gård. I 1890 folketællingen^[48] har den ældre bror, Hans Jensen Kjær overtaget gården i Bøstrup, og Kristen Kjær er her registreret som "Mejeriejer" i Hald.

Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.

Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.

Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald^[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen^[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, d.v.s. viede.^[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.

Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.^[52]

Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.^[53]

Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.

Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.

Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886^[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.^[55]

Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.

Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen^[56] og i 1906 folketællingen^[57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.^[58]

Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”^[59].

Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald

Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle^[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, d.v.s. en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.^[61]

Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.

Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri

Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.

Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften^[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.

Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.

18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.

Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk^[63].

De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.

Kartoffelkogning

Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .

Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.

Mælkekørsel

Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.

Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".

Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.

Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:

1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,

2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,

3. Lund 30 kr. mdl.,

4. Lundø, 60 kr. mdl.,

5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,

6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.

Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.

Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.

Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.

Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.

Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.

Mælkekørsel 12. april 1919:

Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.

De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.

Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.

13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.

21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.

Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:

1. Lærkenborg,

2. og 3. Hejlskov,

4. Virksund,

5. Bøstrup,

6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,

8. Sejstrup,

9. Hald By,

10. Lundø,

11. og 12. Majgaarde,

13. Hald Kærland,

14. Hald Vestermark,

15. Baadsgaard,

16. og 17. Lund,

18. Kloster Mark.

To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.

Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.

Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.

Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.

28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:

1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.

2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.

3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.

4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.

6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.

7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.

8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.

9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.

10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.

12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.

13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.

14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.

16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.

19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.

Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:

1. Lærkenborg, D. Ramsdahl

2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen

3. Hejlskov By, Th. Poulsen

4. Virksund, Th. Poulsen

5. Bøstrup, Th. Poulsen

6. Gl. Hald, J. kr. Jensen

7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.

8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.

9. Hald By, N. Chr. Madsen

10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen

12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.

13. Maigaard Nord, Knud Pedersen

14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen

16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl

19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.

Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.

Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.

Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.

Mejeribestyrere

Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.

Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”

I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.

Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?

1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.

Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.

Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.

Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.

26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.

30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”

På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.

Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.

Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.

Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.

C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.

Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.

I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.

I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.

Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.

Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.

Udvidelser i og justeringer af mejeridriften

Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.

Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.

Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.

Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.^[64]Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.

Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”

I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.

Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.

18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.

11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.

Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.

Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.

Bygningsmæssige ændringer

Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.

Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.

Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:

Kristen Kjærs Hald Mejeri.
Udvidelser indtil 1907?
Udvidelser med skummehallen 1911.
Udvidelser og ombygning 1956.

Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.


Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation. Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893. Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.



Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne

Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.

Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.

De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.

Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.^[65]



Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910.	Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.

Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.

Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.

Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.^[66]

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.

17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.

Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.

Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.

I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.

Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt

En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.

Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.

Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-193838 havde 4 ansatte til daglig drift.

Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen.

5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.

11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.

En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.^[67]

De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.^[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen^[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen^[70].

Det har været en rejse fra mange, 1507 små andelsmejerier i 1894 til de ret få, 45 mejerier i dagens Danmark, hvor Arla Foods er størst, en international mejerivirksomhed, der spænder over 21 globale destinationer.^[71]

Benyttet materiale:

Ørslevkloster-Ørum Sogne- og Kirkeblad, Hald Mejeri af Jens og Peter Bavnshøj

Samtidige aviser

Mundtlige oplysninger fra lokale og familiemæssigt tilknyttede til mejeridriften

Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, tidsskriftartikel. Claus Bjørn har udgivet Dansk Mejeribrug 1882-2000, 1982, artiklen er del heraf.

Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff.

Oeconomisk Journal fra 1757

Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, Fjends Egnshistorisk Forening 2005.

Forskellige historiske mejeritidsskrifter.

Årsrapporter m.v. fra Arla Foods.

Garry Keyes, klosterforvalter på Ørslev Kloster sammen med ægtefællen Janne Fruergaard Keyes. Garry Keyes er middelalderarkæolog og har qua sin stilling på Ørslev Kloster et omfattende kendskab til dets arkiv, akæologi og historie. Oplysninger og fotografisk materiale vedr. hollænderi o. a. godsdrift på Ørslev Kloster.

Birger Schütte, Eskjær, oplysninger om godsets herregårdsmejeri.

Salling Landboforening 1842-1992, Skive.

Almindelig historisk viden fra f. eks. Wikipedia, og - ikke mindst - den fra Aarhus Universitet fortræffelige danmarkshistorien.dk.

Oplysninger om Jebjerg Mejeri: Skive Folkeblad 6. april 1893 annoncering af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., Skive Folkeblad 23. juni 1893 annoncerer Jebjerg Andelsmejeri om mælkekørsel m.v.

Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116

Skiveegnens Jul 1982, Sallings herregårdsmejerier, Roslev Andels Mælkeri.

Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, Jul på Mors 1975.

Danske Mejerier, bd. 1-4, v. G. Ellbrecht og H. Appel, Kbh. 1915-1918.^[72]

Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.

Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. I og II, 1972, 1974.

Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, af Jens Johansen, Ladelund, Særtryk af Mælkeritidende 1896.

100 År Med Ydelseskontrol 1895-1995, Udgivet af Landsudvalget for Kvæg, april 1995.

Tre Venstremænd, En brevveksling v. Harald Jørgensen, Kbh. 1962

Jul. Schoveling, Tidens Hjul og Tietgen 1857-1897, Kbh. 1929

Noget arkivmateriale:

Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive.1893-1970 (5).

Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121

Koopmanns slagterier har indleveret arkivmateriale til Erhvervsarkivet, det er registrertet i Rigsarkivets beholdninger, intet særskilt for Skive Slagteri. Ud over de her anførte lokaliteter er arkivmaterialet fra Silkeborg Slagteri:

1907	1978	A/S J. D. Koopmanns Svineslagteri, Lemvig
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri, Bestyrelsen
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri, Generalforsamlingen
1924		J.D. Koopmanns Svineslagteri
1870	1940	Koopmann, Wilhelm August
1890		Koopmanns slagteri i Thisted

En yderligere specifikation af arkivmaterialet fra Koopmann. Leverandørhovedbogen omfattert kun Silkeborg Slagteri:

1929	1971	Baconkontrollen
1925	1966	Bygningstegninger, Silkeborg og Rødding
1891	1895	Diverse vedr. priser på svin, indenlands og udenlands
1915	1925	Fortegnelse over unge under 18 år
1920	1950	Fotos af udrensning af skinker mv.
1940	1960	Fotos, opskæringer
1990	1997	Gæstebog
1965	1968	Kalkulationer
1890	1960	Leverandørhovedbog
1960	1970	Præsentationsmappe af Denny. SPecial Cut and boned meat
1959	1968	Saltningsprotokoller
1890	1960	Tegning
1914	1948	Veterinærinspektørens protokol

Noter og henvisninger

[20] Danske Mejerier, bd. 3, s. 482.

[21] Danske Mejerier, bd. 3, s. 492.

[22] Danske Mejerier, bd. 3, s. 495, 271.

[23] Lem og Jebjerg er i Skivebogen 1974, s. 47-49 nævnt som fællesmejerier fra 1884. Faktuelt kan man i Skive Folkeblad 27. aug. 1884 se, at ”Beboerne omkring Nr. Lem Mejeri bedes afhente … Transportspande … ved Skive Havn ,,,” I Danske Mejerier, bd. 3, s. 474 fremgår det ikke, at der er tale om Brodal Andelsmejeri som afløser for Lem Mejeri som fællesmejeri.

[24][24] Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116.

[25] Danske Mejerier, bd. 3, s. 483-84. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om den rigtige datering er 1886 eller 1887. En nøje gennemgang af samtidens aviser, både landsdækkende og lokale har ingen referencer til Thise Fællesmejeri i 1886. Men der kan konstateres en bekendtgørelse af 18. nov. 1887, hvor der er "Indleveringssted i Thise hos Fællesmejeriet, i Jebjerg hos Th. Andersen". Thise Fællesmejeri har således eksisteret 18. nov. 1887 og før, men hvor meget før, har det ikke været muligt at finde dokumentation for.

[26] Danske Mejerier, bd. 3, s. 536. Mejeriet er tilsyneladende kun registreret i Skive Byarkiv, fordi det er tegnet af arkitekt E. Lind, se https://arkiv.dk/vis/4374173.

[27] Danske Mejerier, bd. 3, s. 514, Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2748765.

[28] I Skivebogen 1974 kaldet ”Grønnerup”.

[29] Er registreret 1928-86 på Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2733585.

[30] F. eks. https://arkiv.dk/vis/2753795.

[31] Danske Mejerier, bd. 3, s. 524.

[32] Danske Mejerier, bd. 3, s. 477.

[33] Danske Mejerier, bd. 3, s. 530 og 532, hvor Rødding Andelsmejeri ved Viborg er registreret. Dette mejeri er opført 1911 og tegnet af arkitekt E. V. Lind.

[34] Danske Mejerier, bd. 3, s. 542.

[35] Danske Mejerier, bd. 3, s. 511, 547, 545, 509. Den præcise lokalisering af Højslev Andelsmejeri er forsøgt fastlagt ud fra forskellige slægtshistoriske oplysninger om mejeriet, hvoraf det fremgår af optegnelser om slægtsrelaterede personer, født på mejeriet, tilsyneladende har været bosat Østerris, Højslev, se f. eks. http://knudsen-oemann.dk/onewebmedia/s-h-oemann-smed.pdf. Det fremgår ydermere af 1901 folketællingen, at mejeribestyrer på Højslev Andelsmejeri, Hans Sørensen Oemann er bosat i Østerris. Se https://www.ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp. Østerris har været en stedbetegnelse i Højslev Stationsby. Højslev Andelsmejeri, som arkitekt E. V. Lind 1914 ombyggede, er og var placeret, hvor nu Højslev Brugsforening med parkeringsplads ligger, Viborgvej 214. Det er helt uomtvisteligt det af Lind tegnede mejeri, som er foreviget med et luftfoto fra 1948-52.

[36] Danske Mejerier, bd. 3, s. 555. Vinderup Egnshistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2172691.

[37] Danske Mejerier, bd 3, s. 500.

[38] Det 1911 ombyggede Hald Andelsmejeri kunne i arkitekturen godt være inspireret af de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier, der netop på denne tid bliver fremtrædende i mejeribyggeriet. Registreringen i Danske Mejerier, bd. 3, s. 500 har ikke Lind som arkitekt. Og der er intet i forhandlingsprotokollen, der antyder involvering af arkitekt. Bygningen som den ses fremtræde på foto i Danske Mejerier må formodes at være Kristen Kjærs mejeri fra 1886, sandsynligvis med tilbygningen fra 1911 placeret som et kryds gennem det oprindelige mejeri. Til sammenligning med Lind arkitekturen Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471-72.

Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471

Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501	Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471

1911 ombygningen kunne godt være inspireret af Linds mejeriarkitektur. Det har været mejeriet, som det blev afbildet 1907, der blev ombygget 1911 - med et lidt mere fremtrædende udspring til aflæsningsrampen og med en for Lind arkitekturen typisk udluftning i tagrygningen. Hvis det sidste foto er Hald Mejeri, er det taget før 1907 fotoet, og der må have været tale om en i forhandlingsprotokollen uregistreret ombygning. I forhold til 1907 er både mejeriet og privatboligen udvidet.

[39] Danske Mejerier, bd. 3, 1917, s. 500-501.

[40] Se Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/

[41][41] Se http://skanderupsognshistorie.dk/erhvervsvirksomheder/mejerier-og-andelsbevaegelse#soendagshvile

[42] Se oversigt Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890 neden for.

[43] Claus Bjørn i Fællesmejerierne … ” Behandling af flere landbrugs mælk på et sted var således på det nærmeste ukendt i Vendsyssel før oprettelsen af de første andelsmejerier i 1886”. Claus Bjørn har kun undersøgt forholdene i Vendsyssel. For Fjends området er den ingen undersøgelser af mejeridriften.

[44] Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.

[45] Eskjær figurerer ikke i den anførte oversigt, men Birger Schütte, Eskjær meddeler på forespørgsel, at der på Eskjær blev oprettet et hollænderi på Eskjær af Chr. Lange, der ejede godset fra 1781, og at det har været i drift indtil o. 1903. Iflg. Birger Schütte blev hollænderiet på Eskjær oprettet med bistand fra ejeren 1792-1804 på Østergaard, Thomas Thomsen.

[46] Alle faktuelle oplysninger om Kristen Kjær og familien er taget Folketællinger 1880, 1890, 1901, 1906 samt mundtlige oplysninger fra efterkommere.

[47] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=55388#55388,11974686. Bemærk, at Kristen Jensen Kjær er søn af Jens Hansen Kjær - som den tids skik er navnet en markering af fornavnet på den, man er søn af.

[48] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=59245#59245,12175265 og https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=59245#59245,12175265

[49] Købet og besiddelsen fremgår af 1890 folketællingen

[50] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=22708#22708,2630636

[51]

[52] Se https://denstoredanske.lex.dk/N.J._Fjord og https://biografiskleksikon.lex.dk/Niels_Pedersen_-_forstander.

[53] Oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[54] Hald Mejeri har i 1901 folketællingen matr. nr. 17a, hus. nr. 178, registreret under Ørslevkloster Kommune. Skovmølle har under samme folketælling matr. nr. 3. Den gamle vandmølle hertil ligger på matr. 3a-b, vindmøllen på matr. 3a iflg. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32 og s. 84-85. Købsdatoen er oplyst af familien, oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[55] Købstidspunktet er oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[56] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=21691#21691,2105885

[57] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=11274#11274,314299

[58] Se Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85.

[59] Folketællinger 1901 og 1906

[60] Skovmølle, Matr. nr. 3 i Højslev Kommune i 1901 folketællingen, i Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85 betegnet som matr. nr. 3a m. fl., Majgårdvej 15, vandforsyning fra Hald bæk og slugten til Majgård.

[61] Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32.

[62] 1907 artiklen om ”De ældste Andelsmejerier”.

[63] Skive Folkeblad 27. dec. 1919, 10. dec. 1926

[64] Særtryk af Mælkeritidende 1896, Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/5/7/4/kontrolforeningen_vejen_1896.pdf

[65] Caroc & Leth, er jernstøberi og maskinfabrik i Aarhus med produktion af mejeri- og dampmaskiner. Leverancen til Hald Mejeri har muligvis været en smøræltemaskine.

[66] Se Museum Silkeborg, afskrifter af maskinfabrikkens folianter, https://www.museumsilkeborg.dk/bilag-3

[67] Se https://www.arla.com/company/investor/annual-reports/.

[68] Se https://mejeri.dk/branchen/branchen-i-tal

[69] Se https://mejeri.dk/branchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-dk Mejerier i Danmark

Medlemmer af Mejeriforeningen

1)Arla Foods

2)Asaa Andelsmejeri

3)Barrit Mejeri

4)Bornholms Andelsmejeri

5)Fayrefield Foods A/S

6)Grøndal Mejeri v/Uhrenholt A/S

7)Gundestrup Mejeri og Bryghus

8)Ingstrup Mejeri

9)JBJ Ost

10)Jernved Mejeri

11)Kerry Ingredients

12)Kirkeby Cheese Export A/S

13)Kirkeby & Thrane

14)Lactosan A/S

15)Lindved Mejeri v/BT Ost

16)Løgismose Meyers A/S

17)Mammen Mejerierne A/S

18)MBM, Meginfelag Búnaðarmanna

19)Mille Food A/S

20)NATURMÆLK

21)Nørager Mejeri

22)Nørup Mejeri

23)Ostebørsens Gårdmejeri

24)SøMælk

25)Sønderhaven Gårdmejeri

26)Sonlac A/S

27)Them Andelsmejeri

28)Thise Mejeri

29)Ullerslev Mejeri I/S

30)Vest Mælk ApS

31)Aabybro Mejeri

[70] Se https://mejeri.dk/branchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-dk/ikke-medlemmer Mejerier i Danmark, Ikke-medlemmer af Mejeriforeningen

1)Brandbjerg Gårdmejeri

2)Elmegaard Mejeri

3)Enghavegård Osteri

4)Gedsted Mejeri A/S

5)Hansens Flødeis ApS

6)Humlebæk Mikro Mejeri

7)Hårbølle Mejeri og Osteri

8)La Treccia

9)Mejerigaarden A/S

10)Skee Ismejeri ApS

11)Sondrup Gårdmejeri, Øko Ged & Grønt

12)Svaneke Ismejeri ApS

13)Tebstrup Gedeosteri

14)Vebbestrup Flødeis

[71] Se https://www.arla.dk/om-arla/kontakt/arla-i-andre-lande/. Det er overraskende vanskeligt at finde præcise talmæssige oplysninger om Arla på virksomhedens egne hjemmesider.

[72] Hvis formålet med denne undersøgelse havde været at få en oversigt over, med samtidige fotografier, af de af arkitekt E. V. Lind indtil 1918 tegnede mejerier, 342 i alt, så er Danske Mejerier et glimrende værk at tage udgangspunkt i.

Højslev Mejeri. I Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, hedder det s. 12, "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug...I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, dateret 1955.

I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hvert enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv." Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.

Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.

R. H. Thompson, Corderoy. Se f. eks. Skive Folkeblad 23. aug. 1889, hvor der orienteres om det engelske selskabs køb af byggegrund ved Jernbanen, om grundens størrelse, arkitekten på slagteriet m.v. Slagteribygningen skal "hvis Vejret tillader det" være "fuldt færdigt, saa det kan begynde sin Virksomhed midt i November Maaned." Start bliver dog først refereret 4. dec. 1889, hvor der er en levende beskrivelse af slagteprocessen med jernlænke om bagben, kniven og skoldekarret.

J. D. Koopmann. Se Kraks Vejviser 1894 - stiftet 2. maj 1887 af Hamborg købmanden J. D. Koopmann og E. H. M. Denny, London, en irsk købmand.

Det er Jørn Beck Christensen, Skive, der har henledt opmærksomheden på det denne slagterikoncerns betydning lokalt.

Det er muligvis den nye markedsplads i Skive, Hans Smidth har som motiv på hans ”Fra et jysk Marked” 1895, hvor en af skitserne også har Skive Mølle (? under alle omstændigheder en mølle) i bagrunden.

A. Axelsen Drejer: Andelssvineslagterierne i Danmark 1887-1962 udgivet af De samvirkende danske andelssvineslagterier (1962) og Erhvervshistorisk Årbog 1965, s. 136ff. og især s. 156ff. (afsnit om Flæskeeksporten og kvalitetstilpasningen). I den offentliggjorte brevveksling mellem Tre Venstremænd er det broderen Frede Bojsen, der brevveksler med de senere henholdsvis konseilpræsident (begge) og statsminister Niels Neergaard og Klaus Berntsen.

Tidens Hjul og Tietgen, Jul. Schovelin, Kbh. 1920, her refereret fra s. 376f.

Bøttemejeri, holstensk mejerivæsen i Danmark.


A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.

Om mejersker, mejeripersonale og mejeridrift i øvrigt hedder det i artikler fra o. 1840-50'erne:

Om "U d d a n n e l s e af Me j e r s k e r og M e j e r i b ø d kere.

Samtidig med, at man paa saa mange Maader i Aarene efter 1840 bestræbte sig for at vække Interesse for Kvægavlen og bringe den ind i et ret Spor, maatte man selvfølgelig føle Trang til et ordentlig uddannet Personale.

Hidtil havde man saa godt som altid indforskreven baade Mejersker og Mejeribødkere fra Holsten, hvor man jo var langt forude for os paa dette Omraade, ...

I Efteraaret 1843 er der anbragt 3 unge Piger, en i Holsten, en paa Ourupgaard og en paa Aalstrup, og Komiteen tilraader bestemt, at den dygtigste anbringes i Holsten, »da Stiftet derved sikkres bestandig at have Mejersker, der have gjennemgaaet de bedste Skoler i det Land, hvor Smørproduktionen unægtelig staaer højest, en Fordel, vi burde ønske at kunne se udstrakt paa alle vore andre Industrigrene tillige«. ...

Efter Krigen (det må være 1. slesvigske krig 1848-50) opgaves denne Foranstaltning, væsentligst fordi Landhusholdningsselskabet nu anbragte en Del unge Piger her i Stiftet som Mejerskelærlinge, hvilken Foranstaltning det alt 1836 havde paabegyndt. - Med Uddannelse af Mejeribødkere blev det ikke til meget, idet der kun blev antaget 2 (1848—49), men vi vare dog forude for Landhusholdningsselskabet, som først begyndte dermed 1853....

Bøttemejerier, der startede o. 1830 med mælk, der blev siet ned i flade bøtter ser man fortsat indtil o. 1900.

Thise Fællesmejeri 1886 eller 1887? Alle numre af Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset. Der er ikke fundet omtale af noget Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886. Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt. Der kan også være tale om manglende opmærksomhed i den noget langstrakte gennemlæsning. Der er 1887 fundet en avisomtale, der viser, at 15. nov 1887 eksisterer Thise Fællesmejeri. Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.

Staarupgaard herregårdsmejeri.

Mejeriforeningen. En simpel optælling på foreningens egen hjemmeside giver 60 produktionssteder. Divergensen kan muligvis skyldes registreringer som det tidligere Thise Mejeri, Mejeriet Dybbækdal A/S, der er medregnet, men hvor der vitterligt kun er et produktionssted, Thise Mejeri.

Skive Folkeblad 25. april 1968 om Thise Mejeris jubilæum. Skive Folkeblad 30. aug. 1988 v. starten som andelsmejeri, 20. juli 1998 ved udvidelsen af mejeriet. Om andelsmejeriet Dybbækdal, se Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.

Poul Johannes Pedersen er søn af den private ejer af Thise Mejeri 1968/69-88, mejeribestyrer og -ejer, P. E. Pedersen. Han er matematisk-fysisk student fra Skive Gymnasium 1974 (Skive Gymnasium, årsskrift 1974, s. 17), mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981.

P. J. Pedersen er p.t. administrerende direktør for Thise Mejeri amba, 310 ansatte, direktør for Engdal A/S, direktør for Thise Food Ingredients aps, Komplementarselskabet Mejeriet Dybbækdal aps, Mejeriet Dybbækdal P/S. Alt beliggende Sundsørevej 62, Thise Mejeri.

Thise Mejeri, udvidelser.


I artiklen omtales "mejeriingeniør Poul Pedersen", mejeriejerens søn, som nu er blevet medarbejder på familiens mejeri.

Ritt Bjerregaard.

Ved starten som økologisk andelsmejeri var der "seks økologiske landmænd fra Ringkøbing og Viborg amter" bag mejeriet. Ved udvidelsen i 1998 er efterspørgslen efter mejeriets økologiske produkter blevet så stor, at udvidelsen har været helt nødvendig, og mejeriet er her vokset til 45 økologiske leverandører. Aktuelt beskæftiger mejeriet 310 ansatte.

Thise Mejeri, P. Pedersen og Erik Ellebæk

Skive Folkeblad 29. februar 1992

En sammenlignende undersøgelse

Indholdsfortegnelse

Indledning	Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660	Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog	Jordebogens lister
11. Stykke. En Indtægtsliste	Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400	Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog.	Nogle måltal
To nørrejyske sysler	Undersøgelsens kildemateriale	Sysler og len	Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark
Kolding og Koldinghus	Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark	Hertugdømmerne	Almind Syssel
Broder- og borgerkrig, kongemord		Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen
Almind Syssel og Kolding i KVJ	Kolding og Skive i en indledende sammenligning	Kolding og Koldinghus i historisk overblik	Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.
Koldinghus under Margrethe og Erik af Pommern	Koldinghus fra borg til slot	Byggekongen Christian 4. og Koldinghus	Svenskekrige, kongemagt og skattetryk
Udbedring af svenskekrigens skader på Koldinghus	Koldinghus, slot, ladegård, len	Lensmændene på Koldinghus	Amtmænd på Koldinghus
Fra forfald til brandtomt	Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn	Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen	Koldinghus Amt 1662-1793
Koldinghus i 1844 matriklen	Koldinghus len før det blev ryttergods.	Sammenfatning, Koldinghus fra middelalderfæstning over kongeslot til ruin
Salling syssel og Skive	Salling syssel, Skivegård og Skive	Johan Skarpenberg	Flensborg, Kolding og Skivegård
Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse	Fra Skivegård til Skivehus	Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen	Skivehus i 1844 matriklen
Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive
Bibliografi Noter og henvisninger

Danmark i krig og fred, de ydre rammer

Jelling	Trelleborgene	Vikingetiden	Konge og kirke	Valdemarerne
Pantsætningstiden	Kalmarunionen	Nordisk 7 års krig	Svenskekrigenes start	Chr. 4. Tredivieårskrigen
Store Nordiske krig	Englandskrige 1801	Englandskrige 1808	Slesvigske krige og helt lokalt	1. verdenskrig
Besættelsestiden	Neutralitet eller NATO	Den kolde krig	EF og EU
		Krigsdeltagelse i nyere tid
Eksjugoslavien	Afghanistan		Irak

Indledning

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog^{^[1]}, der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.

Jordebogen præsentes i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, andet afsnit kronens gods^{^[2]}, samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.

Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie. Samt - og det er hovedsigtet her - en lokalhistorisk vidensbank, som kan bidrage til og perspektivere tidlig lokalhistorie. Omfang og værdi af disse lokalhistoriske bidrag skal her sammenlignende undersøges i to nørrejyske lokaliteter, Almind syssel, egnen omkring Kolding og Salling syssel, egnen omkring Skive.

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

	Danmarks sysselinddeling. Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid. Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer. Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.^[3] Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len. Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder. På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len. Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
	Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
Om sysler og len, se i efterfølgende hovedafsnit om de til sammenligning valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling.

Kong Valdemars (2. Sejr) Jordebog

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket.

Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.

Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.

Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet ^{^[4]}. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.^[5]

Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.

Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster ^{^[6]}, hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.

Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.

Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.

Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.

Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.

Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."

O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste reaktion på Paludan-Müllers karakteristik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.

Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."

Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.


Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.	Oluf August Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873. O. Nielsens udgave indeholder udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik. KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende.

Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.	Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.

Jordebogens lister

De fleste af listerne i KVJ er over jorder eller indtægter. De nummererede navne præsenteres efter betegnelser i O. Nielsens udgave af KVJ.

Krongodset er her første gang beskrevet samlet i den del, som er den vigtigste til herværende formål, Hovedstykket, der er delt op i

Første Afsnit med kongens private,

Andet Afsnit med kronens gods.

De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra samtidens - 1231 - len og handelspladser.

Kron- og kongens private gods var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.

I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgår af kongernes håndfæstninger^[7], at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.

Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret^{^[8]}. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel, der her er udvalgt til en sammenlignende undersøgelse.

1. Hovedstykket. Første Afsnit *Kongens Jordebog*.	Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit *Kronens Jordebog*.	Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten	Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri	Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,	Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster	Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland	”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern	Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste	Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele. Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne	Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten Stykke 1.	Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.[9]
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.	Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten	Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.

Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.

Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),

andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.

Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."

Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.

Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.

Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland.^[10]

Desuden anføres i KVJ "Utland", der i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.

Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).

Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:

Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).

Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.

Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.

11. Stykke. En Indtægtsliste.

Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234.^[11]

I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.

Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.

Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog er der nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.

Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform.

Ribe 900 (p) Manø 16 Malt herred 160	Kolding 280 / 80 Gaveslund 120 / 140 (p) Jelling syssel 110 / 110 (p)	Samsø 300 (p) / 300 (p) Hamrum herred 30 / 16 Skanderup 60 / 30
Vogns len 220 Horsens 80 / 60 (p) Århus 80 / 72	Grenå 60 Randers 160 / 45 Brofjerding 24 / 8	Rold 26 m. guld / 40 Lundø 24 m. guld / 10 Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er i KVJ kongens ejendom, patrimonium, anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.

Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter. I modsætning til Hovedstykkets opdeling i kongens private og kronens værdier en uspecificeret sammenblanding.

Kaldyng, Kolding er i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Der kan næppe herske tvivl om, at der må være tale om en dobbeltpostering.

Hvis Kolding skulle have haft samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så skulle Kolding have været kronens ejendom, kongelev. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.

Med hovedvægt på, at den markante ydelse på 80 mark sølv i Hovedstykket i KVJ er kongens ejendom, antages det, at byen Kolding i modsætning til Skive - og de fleste andre byer har været kongens private og ikke kronens ejendom i 1231.

Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400

Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).

Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ^{^[12]}, men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.

Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.

Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.

Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid, må man nok antage. Men hvor meget og hvordan er det umuligt at sige noget om på det foreliggende grundlag.

Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog

Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.

Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:

”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …

Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …

(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”

Nogle måltal

Det kan til forståelsen af de i Jordebogen fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.

Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. De medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.

Omregningsværdier til pengemarken

1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge

1 øre = 3 ørtug = 30 penninge

1 ørtug = 10 penninge

Pengemarken

1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge

1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?

Guldmarken

1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge

Sterlingens mål

1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.

1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling

Toursgrotens mål

1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter

Den lybske pengemark

1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge

Kornmålet

Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,

1 mark (sølv) for 1 mark korn.

1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper

1 mark = 288 skæpper?

1 mark = 480 skæpper havre?

1 mark = 12 pund

Jordmål

1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger

-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.

-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).

1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge

1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge

1 mark skyld = 288 penninge?

1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord

1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug

Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her^{^[13]}:

1 bol var 2 mark skyld, 1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land, og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.

For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at

1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.

I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's 1688 matrikel med plovtallene i KVJ.

Resultatet var, at

1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.

I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."^{^[14]}

Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.

Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.

Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240. og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.

Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.

Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død ^{^[15]} efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg^{^[16]}.

Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.

Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, at der blev mangel på arbejdskraft.

Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg, der som pant fik Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.

Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.

Jordebogen og øvrigt kildemateriale.

To nørrejyske sysler

Undersøgelsens kildemateriale

Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl ^{^[17]}:

1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket med kongens private gods i første afsnit, kronens gods i andet afsnit. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens gods og indtægter.

2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig, Lübeck 19. maj. 1340.

3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.

Dette Kildemateriale er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne - for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet. Og det kan sammenholdes og således muligvis aftvinges heraf afledte informationer.

Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.

Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi

1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,

2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,

3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.

Men det er så til gengæld opgaven at sammenholde og vurdere de tilgængelige værdier i forhold til hinanden i den analytisk simple ramme, at oplysningerne skal give mening i forhold til det, vi i øvrigt ved.

Sysler og len

Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:

Nørrejylland, 11 sysler

Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),

Sønderjylland, 3 sysler

Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)

Lenene i Nørre- og Sønderjylland:

Nørrejylland

Kendte tidsrammer i parentes.

Aggersborg med Han Herred (1373-1441?). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (før? 1389-1662) og Rosborg (efter 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus/Skivegård (oplysninger kendes fra 1328 eller 1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).

Sønderjylland

Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).

Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet viser ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”

Som administrationsområder afløste lenene syslerne i løbet af tiden o. og efter Jordebogen. Lenene blev afløst af amter 1662.

Lenskortet

Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia.^{^[18]}

Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen^{^[19]}. Der var i lenssystemet to hovedtyper af len.

Der var de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og der var smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.^{^[20]}

Adelige pantelen er lenstyperne i de to til sammenligning udvalgte sysler, Almind og Salling. De forskellige lenstyper ses afmærket på nedenstående kort^{^[21]} over de typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.

Pantelenene blev i tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar Atterdag, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.

I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig ^{^[22]}, som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.

Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522

Kolding og Koldinghus optræder første gang skriftligt belyst i Kong Valdemars Jordebog, den del som daterer sig selv 1231, altså året før den arvedeling, som Valdemar 2. Sejr 1232 foranstaltede for sine sønner, Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer. I Jordebogen dog af gode grunde kun Kolding, da borgen opføres senere.

Jordebogens oplysninger om Kolding, Kaldyng er kongens samtidige driftsoplysninger og må tillægges en sandhedsværdi, som ikke kan tillægges de noget senere og ganske usikre efterretninger, vi får om opførelsen af det første Koldinghus i den historieskrivning fra 1500-tallet, vi kender fra Hans Svaning^[23] og Arild Hvitfeld. ^[24]

Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen^{^[25]}. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len^{^[26]}, der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af An(d)st.^{^[27]}

Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var i den mellemliggende tid fra Valdemar 2. Sejr indtil Valdemar 4. Atterdags overtagelse af kongemagten i 1340 blevet til adelige pantelen ^{^[28]}.

Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at flere kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg, kan vi se med Valdemar Atterdags valg af lensmand i Kolding.

Den af Valdemar 2. Sejr valgte arvefølge for de tre ægtefødte sønner viste sig at skulle føre til stridigheder både mellem sønnerne, hvor Erik Plovpenning måtte lade livet, formentlig foranlediget af broderen Abel, og til fortsatte stridigheder blandt deres efterkommere.

Det første udslag af efterkommernes stridigheder viste sig mellem Abels søn, Valdemar, der måtte nøjes med at blive hertug i Slesvig, medens fætteren, Christoffers søn, Erik Klipping blev konge i Danmark.

Det sidste kongemord i Danmark blev så mordet på Erik Klipping i Finderup Lade 1286.

Der er flere muligheder blandt antagelserne om årsager til dette mord. Den mest kulørte, som velsagtens kan være lige så sandsynlig som folkeviserne om marsk Stig, der blev dømt fredløs, eller hertug Valdemar af Slesvig, som Erik Klipping var i løbende strid med, kunne være, at Erik Klipping skulle have været ”en liderlig horebuk”.^{^[29]}

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark

Da Valdemar 2. Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge døde 1232 blev arvefølgen fordelt mellem de yngre halvbrødre. Erik Plovpenning blev kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.

Denne arvedeling blev anledning til en bitter strid, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie. Hvis Valdemar Sejrs hensigt i 1232 var at dele sol og vind lige mellem de tre arveberettigede sønner, så blev resultatet ikke godt. Sønnernes forhold til hinanden blev et i generationer indædt modsætningsforhold med drabet på Erik Plovpenning i 1250 som første resultat, drabet på brodersønnen Erik Klipping 1286 i Finderup Lade som et mellemspil, hvorefter kongemord afløstes af andre måder at løse problemerne på.

Ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 om Kolding er der også oplysninger at hente hos to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svaning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev^{^[30]}. Da Svanings version er gået tabt og kun kendes fragmentarisk, men i den efterfølgende samtid er benyttet af Arild Hvitfeld, er det en indlysende opgave, Kr. Erslev har sat sig for - at sammenholde hvad, der er hvad og konfrontere det med dokumentarisk materiale.

Vi ved ikke, eller kun i begrænset omfang, om der er kildemæssigt belæg, dokumentation for det, de to historikere skriver om Kolding og Koldinghus. Vi ved, at Arild Hvitfeld benytter Hans Svaning, når han ikke har andet og bedre materiale.

Broder- og borgerkrig, kongempord

De to historikere fra 1500-tallet beskriver vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250.

Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så ved et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien. Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens tidsregning.

Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen

Hans Svaning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.

Der må her være tale om, at Hvitfeld har følt sig foranlediget til at søge en forklaring på Abels besiddelse af Kolding og Koldinghus, som han har været klar over - som vi også kan konstatere det i Jordebogen - har været en del af Nørrejylland, kongeriget Danmark, ikke Slesvig, som fra 1232 var blevet udskilt som hertugdømme til Abel ved arvedelingen.

Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel. At Kolding på denne tid var en central og for kongemagten værdifuld by, kan vi slutte ud fra Jordebogens oplysninger om den meget betydelige ydelse fra byen til kongen som privat ejendom på 80 mark sølv.

Der er to muligheder med Svaning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almind syssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding, og har 1248 startet opførelsen af Koldinghus som værn mod den danske kongemagt.

Svaning synes ikke at være i tvivl om, at det er Abel, der byggede Koldinghus. Hans datering af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der er ingen nærmere forklaring i Kr. Erslevs kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han har fået denne dateringskritik fra svæver således i det uvisse.

Det mest logiske forekommer at være, at Koldinghus må være opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel, altså må opførelsestidspunktet så være 1248.

Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svaning i det mindste, han har været. Og som underviser af Frederik 2. på Koldinghus må vi formode, at den senere konge her er blevet bibragt denne viden om Danmarkshistorien.

Og selv om Kr. Erslev som kildekritikkens fader - næsten ypperstepræst - nyder stor prestige blandt danske historikere, så er det værd at notere sig, at hans omskrivning af Svanings 1248 til 1268 ikke er et dokumenteret faktum, kun en antagelse.

Som Hvitfeld har Erslev været skeptisk over for Svaning formodning om Abel som bygherre. Erslev er så gået videre end Hvitfelds forklaring, at der kunne være tale om en pantsættelse, og har fundet en mulig dateringsfejl fra 1248, der er blevet til 1268.

Da alt er usikkert og mangler endegyldig dokumentation forekommer det at være rimeligt at tillægge den tidligste historiker, Svaning størst vægt og konkludere, at Koldinghus blev bygget af den slesvigsk etablerede hertug Abel i 1248 i en strid med broderen, den danske kong Erik Plovpenning, som han så efterfølger som konge efter drabet på Erik 1250.

Kolding og Koldinghus forblev en del af det danske kongerige, som det ses registreret i Jordebogen, og som arvedelingsaftalerne havde været 1232. Men det første Koldinghus har så været opført som en slesvigsk borg i den løbende kamp mellem Valdemar 2. Sejrs efterkommere.

Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.

Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.

Hertugdømmerne

En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.

Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard^{^[31]}. 1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.

Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.

Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".^{^[32]}

Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen til Prøjsen.

Almind Syssel

Med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.

Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.

Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.

Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første ^{^[33]} og anden side ^{^[34]}.

KVJ, O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.^{^[35]}

Almind syssel (Almundæsysæl).

"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.

Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.

Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri) værd.

Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).

Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.

De tre herreder:^{^[36]}

Andst herred (Anzstathæreth).

Almind herred (Almundæhæreth).

Jerlev herred (Jarlæzhaereth).

Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.

Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.

I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.

Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.

Af hr. Tokes len utæn wadn^{^[37]} 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.

Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.

Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.

Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.

Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.

Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.

Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.

Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).

Hvis vi med Saxo sætter 1 mark sølv som ækvivalens til 1 mark korn, og med sporadisk brug af øvrige værdimål, så får vi for de udvalgte lokaliteter i størrelsesmæssig rækkefølge:

Bække med kirker	12½ mark
Hr. Tokes len	10½ mark
Skanderup	4½ mark
Herslev	2½ mark
Andst	2½ mark (8 øre korn = 1 mark)
Nybøl	2 mark (16 skilling= 1 mark lybsk)
Hjarup	1 mark
Harte, Bramdrup, Eltang	Defectus

Øverst på værdiskalaen ligger Bække formedelst to kirker. Hr. Tokes len kender vi ikke. For Harte, Bramdrup og Eltang er oplysningerne gået tabt. Den mest værdifulde landsby har været Skanderup.

Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."

Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.

Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af Jordebogen,

i 1231 har der endnu ikke været kongeligt gods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by, som kongen helt usædvanligt har haf privat indkomst fra - måske med en endnu uafklaret herredsplacering for kongens private ejendom i både Almind og Andst herreder.

O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.

Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de knap 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.

Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige, og er derfor med beregninger brugbare.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.

Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og at kongen desuden - og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv - har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.

Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.

Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.

Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på dette tidspunkt i 1231 ved den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.

Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.

I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.^{^[38]}

Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium

Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.

De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som ^{^[39]}, "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er kun dokumentation for den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, kan vi muligvis usikkert slutte ud fra Indtægtslisten.

Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.

I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, og den kan vi tidligst ud fra Svaning tidsfæste til 1248.

Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.

I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.

Kolding og Skive i en indledende sammenligning

Sammenligner vi Kolding og Skive i Salling syssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård, 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig stor i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun har en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.

En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld så kan have været væsentligt større, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional med værdisættelsen i de to lokaliteter.

I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens private ejendom, så er Kolding, placeret i Jordebogens Hovedstykket, Første Afsnit med kongens private ejendom, med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv. Og det er bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.

Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer herunder Skive.

Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.

Kolding og Koldinghus i historisk overblik

På Jordebogens tid har Kolding haft en helt central rolle i kraft af byens beliggenhed mellem Nørre- og Sønderjylland. Det ses i Jordebogen, at herrederne omkring forsvarsværket Dannevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. Desuden at de rige frisere i Utland blev beskattet særligt hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel blev dræbt i 1252. Også Valdemar Atterdag måtte 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, hans statholder i de frisiske herreder.

I dette værdifulde område, Sønderjylland blev Valdemar Sejr 1187 udnævnt til hertug af broderen, Knud 6., som Valdemar efterfulgte som konge 1202.

Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar d. Store. Han erobrede det meste af Nordtyskland, Holsten og Lauenborg, Lübeck, Mecklenburg og videre områder øst for Oder. Desuden erobringer i Baltikum, herunder Estland. Han blev taget til fange sammen med sønnen, Valdemar den Unge 1223, tabte stort set alle erobringerne 1227 i slaget ved Bornhøved.

Valdemar 2. Sejrs styrke var betinget af et godt samarbejde med bisper og verdslige stormænd.

En del af hans kongemagts styrke afspejles i den arvefølge, han slap afsted med for de tre overlevende, ægtefødte sønner, Erik Plovpenning som medkonge 1232, Abel som hertug i Slesvig og Christoffer 1. som hertug af Lolland og Falster. I efterfølgende indædte magtkampe blev de ved intriger og rettidige dødsfald hinandens efterfølgere som konger i Danmark.

Der findes ikke spor efter den borg, som Abel iflg. Hans Svaning opførte 1248, og som Erik Plovpenning så må have erobret og fordrevet Abel fra, før han blev dræbt og efterfulgt som konge af Abel i 1250.

At det skulle have været Erik Klipping, Christoffer 1.’s søn, der 1268 opførte det første Koldinghus, har vi kun Kr. Erslevs frit i luften svævende formodning om.

Her antages det, at det første Koldinghus er født i den heftige strid mellem Abel og Erik Plovpenning, og opført som en ”slagmarksborg” af den slesvigske hertug som et indhug i det kongerige, som hertug Abel og hans efterkommere hellere ville besidde end det mindre prestigefyldte hertugdømme, hvor allerede Valdemar Sejr var blevet hertug 1187.

Tidsrammen for Koldinghus som kronens ejendom er herefter 1248 indtil branden 29.-30. marts 1808, hvor Kæmpetårnet og slotskirken bliver ødelagt og Koldinghus lagt i ruiner, en brandtomt, som først med oprettelsen 1890 af Historisk-Antikvarisk Selskab for Kolding og Omegn i et stigende omfang blev erkendt bevaringsværdig, og fra 1892 blev selskabets samlinger anbragt i nordfløjens hvælvede rum, som blev overdækket.

Med genrejsningen af Kæmpetårnet 1931-35 blev der efterfølgende lagt tag over vestfløjen og slotskirken.

Det endelige resultat er, at Koldinghus fra 1970’erne til i dag er blevet gennemgribende restaureret, og nu står som det gedigne monument over centrale dele af Danmarkshistorien, som det vitterligt er.

Koldinghus var kronens ejendom, indtil det blev afhændet 1849 og herefter blev til Museet Koldinghus.

Middelalderborgen Koldinghus fra syd, som rekonstrueret 2002. Vestmurene dateres til slutningen af 1400-tallet og det lidt ældre stenhus, samme århundrede mod nord. Portbygning mod øst, hvor også ladegården har været / er anbragt.

Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.

Vi ved ikke andet om Koldinghus indtil Christoffer 2., end at der har været en kongsborg, formentlig opført 1248. Christoffer 2. var søn af Erik Klipping, søn af den yngste af Valdemar 2. Sejrs sønner, Christoffer 1.

Erik Klippings ældre søn, Erik Menved efterfulgte faderen som konge 1286-1319. Han havde som stort set alle Valdemar 2. Sejrs efterkommere ambitioner om at erobre land, især i Sverrig og Nordtyskland. Denne ambition er for alle konger kostbar, pengene kan kun skaffes ved skatter. I denne proces skal stormændene acceptere både at miste bøndernes arbejdskraft til soldatertjenesten og at skulle deltage som det, der har gjort dem til stormænd, som krigere.

Stormændene kræver herfor modydelser, som Erik Menved ikke ville give, og der bliver en række oprør, også i og omkring Kolding, hvor Erik Menved forstærker det eksisterende Koldinghus og opretter en ”tvangsborg”, blandt flere andre. I Sjællandske krønike hedder det herom: ” Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind”. Man kan gennem forskellige middelalderlige årbøger finde frem til hvilke borge, der har været tale om, nemlig fæstningsbyggerier i Horsens, Kalø, Viborg og Ulstrup. I Kolding ved vi, at der kun kan være tale om forstærkninger af den eksisterende fæstning, opført af Abel.

Efterfølgeren Christoffer 2. forsøgte flere gange at overtage broderen, Erik Menveds kongemagt, hvilket først lykkedes ved dennes død 1319.

Christoffer måtte acceptere at få kongemagten på særdeles strenge vilkår med håndfæstningen af 25. januar 1320. Med underskrivelsen blev Christoffer så konge 1320-26, men afsat for manglende overholdelse af håndfæstningens bestemmelser og konge igen 1330-32. I den mellemliggende periode var hertug Valdemar 3. af Slesvig, en sønnesøn af Abel, konge.

Den centrale passage i håndfæstningen, som omhandler borgen i Kolding lyder: ” (15) Fremdeles skal alle borge i Nørrejylland nedrives med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg”.^[40]

Vi kan heraf slutte, at kongsborgen i Kolding har været af så stor betydning for landet, at den blev en ud af tre, som ikke blev forlangt nedrevet.

Det blev med Valdemar 4. Atterdag, Christoffer 2.’s søn, at genopretningen efter pantsættelserne til de holstenske grever satte ind. Valdemar måtte herunder også indløse Kolding og Koldinghus.

Som en næsten samtidig, men også tydeligt efterrationalisering findes der et ”Jydernes vidnesbyrd om, at hele Jylland, dvs. både Sønderjylland og Nørrejylland, tilhører den danske krone og riget Danmark”, en kommentar, der findes i DiplD 4. august 1421. Ribe. ”Jyderne” er fra kirken biskopper, kapitler, abbeder, provster samt de verdslige riddere, væbnere, borgmestre og rådmænd: ”… Sønderjylland (er) endnu den dag i dag dansk - ganske som i Nørrejylland … thi kong Valdemar (Atterdag) førte krig mod de holstenske herrer herom, mens han levede. Ligeledes tog hans datter dronning Margrete … sagen op, og de holstenske herrer har ikke haft disse førnævnte lande i deres varetægt … (siden)”

Koldinghus som kongerigets grænseområde under Margrethe og Erik af Pommern

Man kan i det dokumentariske materiale i DiplD konstatere, at dronning Margrethe og kong Erik af Pommern havde Kolding og Koldinghus som centralt virkeområde, her i en forlening til rigsråd Mogens Munk, et dokument, underskrevet 5. september 1406 i Ålborg. Det er et genbrev fra ”Hr. Mogens Munk til kong Erik og dronning Margrete på slottene og de faste borge Kolding og Rosborg med tilliggende len og byerne Kolding og Vejle med løfte om at holde dem til jomfru Katrines og Danmarks riges hånd, hvis både kongen og dronningen skulle dø.”

Kronens, kongemagtens ret til det len, som her gives til Munk er det centrale i forleningens ordlyd om et område, hvor strid og konflikt med hertugdømmerne præger aktiviteterne.

Dronning Margrethes ganske imponerende taktiske sans i det politiske, ind imellem temmeligt voldelige spil, kan man se i et dokument, hvor Margrethe får udvirket, at pave Johannes 23. ”pålægger biskopperne af Slesvig, Ribe og Viborg at undersøge kong Erik Plovpennings levned og de beretninger om mirakler ved hans grav, som dronning Margrete har underrettet ham om, med henblik på optagelse af ham blandt kirkens helgener.”

Det har været et ganske potent træk med kirkens støtte til den danske kongemagt omkring de sønderjyske trakasserier, som Margrethe her har fået udvirket.^[41]

Ombygning af Koldinghus fra borg til slot

Da Koldinghus siden 1248 har været et fæstningsværk til brug ved angreb uden krudt og kugler, har det oprindeligt været omkranset af voldgrave indtil 1500-tallet, hvor de forsvarsmæssigt mistede deres betydning.

Hvor man ikke ved om og i givet fald hvor meget, Erik Menved skulle have bygget om i forbindelse med sine fæstningsbyggerier, herunder også Koldinghus, så er der mere kontant viden i form af de bygningsrester, ombygninger, der tilskrives de danske konger Christoffer 3. af Bayern (1440-48), Christian 1. (1448-81) og Hans (1481-1513). Hvor Christian 1. så er den første repræsentant for den oldenborgske slægt, der stammer fra Aldenburg, grænseområdet mellem frisere og sachsere. Christian 1. var før kongetitlen i Danmark tituleret grev Christian 8. af Oldenborg.^[42]

Den ældste del af det Koldinghus, der er tilbage, er nordsiden, ud mod Slotssøen. Den blev bygget af kong Christoffer af Bayern, altså en gang i 1440’erne. Den vestlige side af Koldinghus blev bygget af kong Hans eller forgængeren Christian 1., så velsagtens i sidste halvdel af 1400- eller begyndelsen af 1500-tallet.


Af de ældst bevarede dele af Koldinghus ses her nordfløjen, udateret foto, og vestfløjen efter de gennemgribende restaureringer siden 1970’erne.

Ombygningen fra befæstet borg til beboeligt renæssanceslot sker under reformationens konge, Christian 3. (1534-59), som opholder sig og dør på slottet.

Vestfløjen med skytteloft var allerede blevet forhøjet. Herefter opførtes sydfløjen 1550-51, 1551-52 blev østfløjen opført og forbundet med nordfløjens middelalderhus. Den østre del blev anlagt med den bevarede port, og i den egentlige kongebolig, sydfløjen blev der også et kapel - hvis det ikke allerede har været i middelalderbygningen.^[43]

Christian 3.’s ombygning af Koldinghus 1548-52 er næsten samtidigt illustreret med dette udsnit af Georg Brauns prospekt af Kolding, der er dateret 1587. Prospektet giver en god illustration af den her stadigt eksisterende voldgrav og ladegårdens placering øst for slottet, set fra syd.

Slottet på borgbanken var nu blevet et firfløjet anlæg med hvidkalkede mure og grågrønne skifertage, hedder det i Nationalmuseets beskrivelse. Tagene blev udsmykket med rundbuede taggavle og kviste”i højmoderne italieniserende stil (‘vælske gavle’)”, som det videre hedder. Desuden i slotsgården trappetårne med etagespir, der hævede sig over tagryggene, som det også fremgår af prospektet. [44] Man skal ved prospektet som en ellers glimrende illustration være opmærksom på, at dimensioner og afstande er der taget på med let hånd.^[45]

Christian 3. boede på Koldinghus sammen med dronning Dorothea, som efter kongens død 1559 fik Koldinghus og Sønderborg slot som ”livgeding”, d.v.s. en art enkepension, hvor hun oppebar indtægterne af det gods, som tilhørte kronen indtil hun døde 1571. Både sønnen Frederik 2. og sønnesønnen Christian 4. er født og opvokset på Koldinghus.

Frederik 2. havde som huslærer historikeren Hans Svaning. Noget kunne tyde på, at den formentlig ordblinde Frederik ikke lærte så meget, men det er værd at notere sig, at Hans Svaning som ophavsmand til, at det var Abel, der 1248 byggede det første Koldinghus, har opholdt sig på stedet.^[46]

Det er også værd at bemærke sig, at Christian 4. har haft en barndom med en eller anden form for tilknytning til det af farfaren, Christian 3. stærkt renoverede slot. Som den senere så byggeglade så byggede videre på. Født 1577 var Christian kun 11, da han med faderens død blev konge, men med en formynderregering og først kroning til konge 1596 som 19-årig. Og han har formentlig ikke opholdt sig meget på Koldinghus men dog periodisk.

En brand i 1597 hærgede ikke mindst nordfløjen og førte til en omfattende ombygning 1598-1616 under Christian 4. Kronologisk kan vi iagttage, at dette byggeri har været et af hans første projekter som kronet regent. Som faderens Kronborg ved indsejlingen til Øresund, kan man måske forestille sig, at Koldinghus skulle være det danske kongeslot, der mødte tilrejsende fra syd, på den anden side af det, der toldmæssigt var Kongeå- grænsen.

Byggekongen Christian 4. starter med Koldinghus

Konsekvensen af branden blev ombygning af nordfløjens køkkenregioner, forlængelse af vestfløjen med plads ved nordfløjen til en kirke og Kæmpetårnet. Overopsynet med det pompøse byggeri blev overladt til den siddende lensmand, Caspar Markdanner, hvis virksomhed i Koldinghus Len ses i f. eks. sognekirken i Skanderup.

Christian 4. var også optaget af andet byggeri, hvor Koldinghus så muligvis er blevet mindre interessant at få afsluttet. Der blev i årene 1610-14 foretaget udskiftning af de gamle tårnes bindingsværk, nedrivning af vestfløjens middelalderlige sydmur a.h.t. en udvidelse af dansesalen i vestfløjens overbygning samt udskiftning af trappetårnet mellem øst- og nordfløjen, også en rest fra det middelalderlige byggeri.


	Koldinghus, P. Resens Atlas 1626 iflg. Kolding Stadsarkiv. Peder Hansen Resen levede 1625-88. Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677.

Ud over byggeriet af Koldinghus bidrog Christian 4. også med sine for land og ham selv uheldige krigsdeltagelse. Man kan kun skønne, hvor store skaderne har været på Koldinghus som følge af krigene og lejesoldaters skalten og valten med by og slot. En synsforretning, som blev foretaget 1660, er gået tabt. Men skaderne på Koldinghus har nok ikke været det væsentlige for den omkring boende befolkning

Svenskekrige, kongemagt og skattetryk

Velstand og driftsmæssig fremgang i 1500-tallet ændrede sig dramatisk i det nye århundrede. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt.

Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.

Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - det senere Nordslesvig - der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[47] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i andre dele af de omkring Kolding liggende landsbyer.

Udbedring efter svenskekrigenes skader på Koldinghus

Skaderne efter svenskekrigene blev kun middelmådigt udbedret før næste lidt større renovering under Frederik 4. 1720-26. Hensigten var at få en mere bekvem og passende residens for den enevældige konge i provinsen, hvilket resulterede i en gennemgribende modernisering.

Der blev restaureret med større vinduer, små tagkviste og på vestfløjens gårdfacade en sandstensportal, dateret 1720 og Frederik 4.s navn. Indvendigt blev der ændret på nogle stokværksinddelinger, synes det at fremgå af nogle opmålinger fra 1740.[48] Desuden blev der også renoveret og udskiftet i slotskirken.


Christian 3.’s slotskirke, sydfacaden og indvendigt mod vest, nu indrettet som foredragssal.

Der er kun kendskab til to slotskirker som del af Koldinghus^[49], den af Christian 3. opførte i sydfløjen og den af Christian 4. opførte i forbindelse med Kæmpetårnet.


Christian 4.’s forlængelse af vestfløjen med kirke, dansesal og tårn set fra nordvest.	Ruinen af slotskirken set mod nordvest, foto 1909.

Koldinghus, slot, ladegård, len

Koldinghus blev med Christian 3., droning Dorothea, sønnen Frederik 2. og ombygningsmæssigt dennes søn Christian 4. decideret kongebolig. Herefter, også som en konsekvens af Christian 4.’s og Frederik 3.’s krige mod svenskerne gik Koldinghus en forfaldsperiode i møde, midlertidigt stabiliseret med Frederik 4.’s renoveringer, med den endelige status om brandtomt og ruin fra 1808.


Caspar Markdanner, lensmand 1585-1618, under prædikestolen i Skanderup Kirke, opsat 1589 og Markdanners gravepitaf, Rønninge Kirke. Markdanner var også særdeles aktiv i forhold til Anst Kirke.^{^[50]}

Lensmændene på Koldinghus

Indtil 1662, hvor amter afløste len, residerede der en række lensmænd på Koldinghus, når kongefamilien ikke selv boede der. Som anført er det tidligere Almind syssel som len blevet efterfulgt af en række pantelen. Med Caspar Markdanner var lenet blevet et regnskabslen, hvor lensmanden, her Caspar Markdanne i forhold til Frederik 2. var en art forvalter med en ganske god og rigelig løn, fremgår det af hans lensbrev.^[51]

Som anført fik Christian 3.’s enke, dronning Dorothea Koldinghus som enkeresidens. I tiden mellem 1559 og Dorotheas død 1571 var enkedronningen ganske aktiv, f. eks. med etablering af Slotsmøllen og et saltværk i Harte. Dronningen har her vist en god praktisk sans, salt var et vigtigt redskab til opbevaring af fordærvelige fødevarer.^[52]

En liste over lensmænd på Koldinghus indtil 1662, som det har været muligt at finde oplysninger om[53].

Beskrivelse af lensforholdet	Sammenfatning
Der har muligvis i tiden indtil 1300 været et par gejstlige lensmænd på Koldinghus. Der er blevet nævnt Dominus Petrus, Advocatus de Kaldinge (Frater Xiicotai iJanoe), 1278. 1279, hvis eksistens det ikke har været muligt at verificere. O. 1300 nævnes i Diplomer og andre Brevskaber en gejstlig (Advocatus) i Kolding i forbindelse med en konflikt mellem "villianis Kaldingensibus ... og Lybec", hvor kilden er en årbog for byen Lübeck	Muligvis gejstlige lensholdere i tiden indtil og med o. 1300.
Tilsyneladende kammermester og marsk Ludvig Albertsøn Eberstein 1326, død 1328, der har optrådt sammen med Grev Gert og hertug Valdemar af Slesvig, der i forhold til Valdemar Atterdag optrådte i fællesskab for at få pantelenene betalt. Eberstein skulle af Grev Gert have fået Koldinghus og Riberhus Len i Livseje. Er kun fundet registreret med en tabt tekst i DiplDan	Måske i pantsætningstiden efter Valdemar 2. Sejr en eller flere slesvig-holstenske lensmænd i tiden indtil Valdemar Atterdags indløsning af pantelenene. Ludvig Eberstein er samtidig registreret som den første lensmand på Skivegård.
Laurentius Lafrinson, høvedsmand paa Koldinghus 1334.
Timme og Dose Gadendorp, 1340. 1348. To holstenske Adelsmænd på Koldinghus iflg. A. Hvitfeld.	Holstenske lensmænd indtil 1348?
28. sept. 1390 Jens Thomesen, Slotsherre paa Koldinghus, skjænker 40 Heste til Ribe Domkirke og Kapitel; Hoppeføllene maa ikke sælges. — In profesto b. Michaelis archangeli. Udt. i Kinch, Ribe Bys Hist, indtil Reform. S. 255—56.	Valdemar Atterdags og dronning Margrethes lensmænd
Mogens Munk til Boller. Blev 1406 forlenet med Kolding og Rotsborg ved Vejle. Død 1410 i Slaget mod holstenerne ved Eggebak.
Morten Jensen Gyrsting indtil 1437. Også rigsråd, døde 1448. Kæmpede for Flensborg mod holstenerne, var med i slaget v. Flensborg 1427.
Timme Nielsen Rosenkrans 1452, død 1457
Mogens Ebbesen Galt af Rudbjerg 1477.	Konflikt mellem tilhængere af Christian 2. og Frederik 1. / Christian 3. 1516-45. Kolding besættes af Johan Rantzaus tropper.
Afløses af Niels Eriksen, der havde været Hofmester for Christian 2. fra 1487 til sin død 1516. Christian 2.'s tilhængere opholdt sig på Koldinghus, efterfølgeren Oluf Nielsen Rosenkrantz skiftede side og deltog i hyldningen af Frederik 1. som konge, blev optaget i rigsrådet og fik sit tabte gods Vallø tilbage.
Oluf Nielsen Rosenkrantz til Vallø, 1516-1523. Han døde 1545.
Holger Rosenkrans til Boller 1523-27, død 1534 i Slaget ved Svenstrup mod Skipper Clement. Med Holger Rosenkrantz blev Lenet et regnskabslen. Må ikke forveksles med den senere, "lærde" Holger Rosenkrantz til Rosenholdm.
Mogens Bilde 1527-36. Da Grevefejden udbrød, hyldede han Christian 3., men mistede alligevel 1536 sin forlening og blev udstødt af Rigsrådet. Var knyttet til den katolske opposition.
Kaj Rantzau 1536-42, en holstensk Adelsmand.	Den sidste holstener bliver lensmand under Christian 3.
Han efterfulgtes dog af en dansk Mand Christoffer Johansen Lindenov, 1542 til omkring 1545. Han ejede herregårdene Fovslet og Drenderup i Ødis Sogn.
Iver Krabbe fra ca. 1545 til 1555. Han var hjemmehørende på Salling Østergård. Med sin hustru Magdalene Banner fik han desuden Skivegård som len 1549-61, og startede før sin død 1561 byggeriet af det nuvarende Krabbesholm. Med Iver Krabbe fik Lensmandene gejstlig Jurisdiktion i Lenet.	Fra 1549-61 får Koldinghus og Skivegård samme lensmand, den ivrige fortaler for reformationen, Iver Krabbe.
Jørgen Rosenkrantz 1555—59. Blev Dronning Dorotheas lensmand på Dronningborg efter Koldinghus. Far til Hoger Rosenkrantz, Rosenholm, rigsråd.
Povl Huitfeld 1559-63.	Lensmænd under dronning Dorothea med livseje på Koldinghus 1559-71 og herefter Frederik 2. Indtil og med Caspar Markdanner lensmænd med ret tætte relationer til kongehuset.
Morten Svendsen (Bolle) 1563 til Dronning Dorotheas Død 1571, derefterkong Frederik 2.'s lensmand til sin død 1574.
Vincents Juul til Hesselmed, 1574-77.
Laurids Skram 1577-79.
Henrik Belov 1579-85, fra Mecklenburg, kom til Danmark efter Frederik 2.s ægteskab med en mecklenborgsk fyrstedatter.
Caspar Markdaner til Søgaard, 1585-1617.
Otto Brahe Pedersen til Krogsholm (og Torbenfelt) 1617—23.
Gunde Lange til Bregninge 1623-31.
Ernst Normand til Selsø 1631-43. Fra Pommern til det danske Hof.
Mogens Bilde til Tirsbak 1643-48. Deltog i krigen med Sverrig, 1643— 44. Enken, Margrete Lunge, havde lenet til 1649.
Ebbe Gyldenstjerne til Tygestrup 1649-51.
Jørgen Sefeld til Visborg 1651-53.
Sten Bilde til Karsgård, 1653-61, slottets sidste Lensmand

Listen over lensmænd synes at kunne vise, at efter den tumultariske situation med broder-, borgerkrigen mellem Valdemar 2. Sejrs sønner har der tilsyneladende først været et gejstligt styre i den vigtige grænseby, umiddelbart efterfulgt af holstenske grever i pantsætningstiden indtil Valdemar Atterdags tilbagekøb af pantelenene, og at tiden med holstenske grever endelig afsluttes 1348.

Noget kunne tyde på, at også kongsgården i Salling syssel, Skivegård har haft holstenske lensmænd i pantsætningstiden. Her er den første, registrerede lensmand Ludvig Eberstein, der er registreret 1328, samme år som på Koldinghus, året hvor Eberstein døde.

Det er ikke tilfældigt, at Eberstein optræder som lensmand på både Koldinghus og Skivegård, to kongsgårde, hvor Eberstein blandt andet har optrådt som panthaver og har fået kongsgården som len i pant. Selv om Eberstein er af nordtysk greveslægt, ser det ud til, at han stort set har været indvandret til Danmark i tiden efter Valdemar Sejr. Han ses nævnt første gang 1313, og han blev i bemærkelsesværdig udstrækning en af långivere til Erik Menved i tiden op til dennes død 1319. Hhan var både kongelig kammermester og marsk. Hans enke søgte efter 1328 støtte hos de holstenske grever, bl.a. grev Johan til sikring af Ebersteins efterladte pantbesiddelser.

Valdemar Atterdag og Margrethe har tilsyneladende sørget for, at der på Koldinghus var en garant imod den stadige konflikt mod syd.

I den urolige overgangsperiode mellem Christian 2. og Christian 3., reformationen og kampen om magten mellem konge, kirke og stormandsfraktioner, kom Koldinghus igen i orkanens øje. Hertil kommer så den holstenske feltherre, Johan Rantzau, der slår bondeoprøret under Skipper Clement og sikrer Christian 3. kongemagten i Danmark.

Det bliver så også under Christian 3., den sidste holstener bliver lensmand på Koldinghus. På samme tid skifter Koldinghus fra at være pantelen til at blive et regnskabslen.

Koldinghus lens nære tilknytning til kongehuset er her iagttagelig med kongelig residens siden Christian 3 og med tidens markante lensmand Caspar Markdanner, som rygtet vil vide skulle være halvbroder til Frederik 2.

Bemærkelsesværdigt er det også, at netop under Christian 3. får Koldinghus og Skivegård en fælles lensmand med Iver Krabbe til Salling Østergård, der vel politisk opportunt gik ivrigt ind for reformationen.

Her ligger så også overgangstiden til en kommende tids periodiske, skiftende til vedvarende forfald. Men indledt med et afgørende bygningsmæssigt aftryk, sat af Christian 4., medens Caspar Markdanner var lensmand på slottet.

Amtmænd på Koldinghus

Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste 1662 lenene som administrative områder. Amtmændene var i forhold til lensmændene langt mindre magtfulde efterfølgere i embedet.

Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste fra 1662 lenene som administrative områder. De i 1662 tilbageværende 49 len blev omlagt til 24 amter. I modsætning til de adelige lensmænd blev amtmændene med tiden til professionelle embedsmænd, og de fik færre ansvarsområder, end lensmændene havde haft. De i Kolding fungerende amtmænd boede på Koldinghus 1662-1773, hvor der blev lagt om til større amter, og Koldinghus Amt ophørte med at eksistere, amtstuen flyttede til Vejle.^[54]

Lensmændene havde haft civile opgaver som eksempelvis skatteopkrævere men også militære funktioner. Amtmændene fik ingen militære opgaver og skatteopkrævning overgik til amtsforvalterembedet. Heller ikke retten til at besætte en række underordnede lokale stillinger - amtsskrivere, ridefogeder, skovriddere, herreds- og birkefogeder, borgmestre og rådmænd blev overladt til amtmændene, men blev nu forbeholdt kongen i tråd med enevældens koncentration af magten hos monarken.

Desuden ville kongemagten nu fratage adelen eneretten på lensmandsembederne, og man udnævnte derfor også borgerlige personer til amtmænd og stiftsamtmænd.

Efter nedlæggelsen af Koldinghus Amt 1773 boede der en amtsforvalter på slottet indtil branden 1808.

Fra forfald til brandtomt

Inden branden 1808 var Koldinghus godt i gang med at blive en skygge af sig selv med manglende vedligehold. Branden og statsbankerotten 1813 bevirkede, at det fine slot og mindesmærke over århundreders Danmarkshistorie siden 1248 nu blev en regulær genbrugsplads, hvor byens borgere efter forgodtbefindende kunne hente sten og vraggods, der var blevet tilbage efter branden.

Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn

Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden skellet mellem Nørre- og Sønderjylland i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der på denne tid tog permanent ophold på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[55] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.

Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,^[56] to for tolderen i Kolding, to for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.

Mellem de to åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.

Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro … skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de fire kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn for åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698”.^[57]

Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.

Under en pest på Kolding egnen 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.^[58] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Også vidste han, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild.

I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.^[59]

I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”^[60]

Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.^[61] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier^[62], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.

Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter 1600-tallets tabte svenskekrige^{^[63]} oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt blev oprettet 1680.

Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.

Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.

Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"^{^[64]} fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".

"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.

Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".

Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.

Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."

Det er ikke umiddelbart indlysende, at Kolding af den grund allerede i 1236 skulle have været købstad, men så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.

Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Dateringen til 1248 har Jonge formentlig overtaget fra Svanings datering.^{^[65]} Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.

Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.

Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet fra Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.

Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "


Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.

Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.^{^[66]}

Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.

Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.

Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af, ydelse fra selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen

1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.^{^[67]}

Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.

Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.^{^[68]}

Koldinghus len før det blev ryttergods.

Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.^{^[69]}

Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra^{^[70]}. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på 1680 forordningen.^{^[71]}

Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.

Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.

Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.

Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.

Sammenfatning, Koldinghus fra middelalderfæstning over kongeslot til ruin.

I kølvandet på Valdemar 2. Sejrs set i bakspejlet mindre heldige arvedeling mellem sønnerne, hvor kongerigets grænse til hertugdømmet Slesvig kom til at ligge ved det senere Kongeåen, blev Koldinghus, symbolet på kongerigets port til hertugdømmet Slesvig, tilsyneladende opført af valdemarsønnen Abel, der i første omgang ”kun” var blevet hertug i Slesvig. Det er, hvad Frederik 2.’s huslærer på Koldinghus mente at vide, o. 1600 viderebragt af en efterfølgende dansk historiker, Arild Hvitfeld. Selv om det sammenholdt med Kong Valdemars Jordebog om Kolding er sært, at den første slesvigske hertug skulle bygge Koldinghus i kampene med den danske konge, Erik Plovpenning, så er det langt mindre historisk korrekt med Kr. Erslev at tilbagevise og postulere, at årstallet skulle være en ombytning af de latinske tegn til 1268, hvor Erik Klipping så bliver udnævnt til bygherre. Det er der ikke andet belæg for end Erslev slet funderede antagelse, og må afvises i forhold til Hans Svanning, der med den tætte relation til det danske kongehus må formodes at have en form for belæg for sin antagelse om Abel som bygherre. Det ville være godt at få et arkæologisk vidnesbyrd, men det skulle så i givet fald findes begravet under de middelalderlige dele, nord- og vestmurene.

Selv om Valdemar Atterdag og dennes datter, dronning Margrethe har været åbenlyst optaget af forsvarsværket Koldinghus ved kongerigets sydgrænse, så er der intet, der tyder på, at de selv skulle have opholdt sig på den befæstede borg.

Koldinghus havde med reformationen i Danmark og nye militære magtmidler, først og fremmest krudt og kugler mistet sin betydning som fæstningsborg, men blev af ikke umiddelbart begribelige grunde valgt som jysk kongeresidens af Christian 3., enkeresidens for dronning Dorothea, herefter residens for Frederik 2. Og endelig et bygge- og omformningsobjekt for Frederiks byggeglade søn Christian 4.

Svenskekrigene, der fulgte i fodsporet af Christian 4. med ødelæggende konsekvenser for både befolkningen og Koldinghus. Frederik 4. rettede lidt op på ødelæggelserne, men da havde slottet stort set mistet sin betydning, som med branden 1808 længe fik lov at ligge hen i forfald.

Salling Syssel og Skive.

Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.

Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.

Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.

KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.

Angivet værdi	Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred	Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn Nørre herred, 18 mark guld	Ingen ydelse anført
Fjends herred,	12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
Lundø 24 mark guld^{^[72]}	10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
Rødding, Hindborg herred
Brøndum 13 mark guld
Nørre herred
Skivegård 40 mark guld^{^[73]}	20 mark sølv
Harre herred	20 mark penninge

Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anseelig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.

Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.

Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.^{^[74]}

I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.

I sammenligningen mellem Kolding og Skive er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder som patrimonium kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen af Kolding på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen af Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv. Og byen Skive, der er registreret som kronens ejendom uden værdisættelse og ydelse.

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling syssel kan der for Salling syssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.

Johan Skarpenberg

Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412^{^[75]}.

Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406 ^{^[76]} i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”^{^[77]}

Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.

Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.

Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.

Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.

Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.

Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe ^{^[78]} for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407^{^[79]}.

Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm ^{^[80]} og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."^{^[81]}

Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.

Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund^{^[82]}.

Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.

29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.

I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.

Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."

Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.

Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.

Flensborg, Kolding og Skivegård

Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.

De 5000 lybske mark kan sammenholdes med Dipl.D. 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."

Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.

Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.

Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været lidt mindre end halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller 44 til 50 % af pantsætningsværdien for Flensborg.

Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg ^{^[83]}, som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.

Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sine lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.

Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.

Hvis vi uden yderligere dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.

Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
Kolding har i KVJ en ydelse til kongen på 80 mark sølv, det dobbelte af ydelsen af Skivegård og øvrige kongelige besiddelser i Salling syssel.

De formodede værdisættelser korresponderer rimeligt i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der muligvis kan værdisættes på niveau med Kolding, en hypotetisk ydelse på omkring 80 mark sølv som ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.

Den foreløbige konklusion med belæg i KVJ’s oplysninger om kongens og kronens værdier og ydelser af og fra Kolding og Skivegård, Skive, kombineret med pantsætningsværdier, konstateret o. 1400 for Skivegård og Flensborg, er, at Flensborg og Kolding har den dobbelte værdi og ydelse i forhold til Skivegård, Skive.

I Jordebogens værdier og ydelser har værdien for Skivegård, Skive været en ydelse på 40 mark sølv, det halve af ydelsen fra Kolding på 80 mark sølv.

I pantsætningsværdier o. 1400 har Flensborg haft lidt mere end den dobbelte værdi af Skivegård, Skive, henholdsvis 10-11.000 og 5000 mark sølv, hvilket på det noget ufuldstændige grundlag giver belæg for at sige, at Kolding og Flensborg hver for sig har haft den dobbelte værdi i forhold til Skivegård, Skive.

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger, vi har i KVJ og DiplD.

I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus [84] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.

Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.

Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”^{^[85]}

Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.

Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.

Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.

Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."

De 5000 lybske mark i 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:

Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.

Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:

Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.

Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.

Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.

Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.

Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.

Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.

Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.

Men det påvirker ikke omregningen fra mark til tdr. land og hartkorn.

De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.

I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.

De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.

Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329 ^{^[86]}, hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.

Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 med 5000 lybske mark dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.

Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.^{^[87]}

Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.

Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og på Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.

Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.

Desuden får Valdemar Atterdag, som det hedder i Lübeckaftalen, at ” med Helvig skal følge en medgift på 24.000 mark sølv. For dette beløb får Valdemar Atterdag overdraget borgen i Ålborg med Vendsyssel, Thy, Hanherred og Himmerland”.

Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.

Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire delei 1340 har haft en pantsætningsværdi på en fjerdedel af de 35.000 mark sølv, altså hver 8.750 mark sølv.

Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.

Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland fra Kalø til området o. Ålborg, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.

Og Lübecktraktatens værdisættelse af området nord for Kalø med Skivegård til samme værdi som for området med Kolding med Koldinghus korresponderer fint med de foretagne værdiberegninger ud fra KVJ og DiplD, hvis vi går ud fra, at Skivegård i Lübeckaftalen har udgjort ca. halvdelen af dette områdes værdisættelse, og at Kolding og Koldinghus har udgjort hele værdien af denne fjerdedel.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"^{^[88]} fra 1777.

"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."

Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.

En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.^{^[89]} Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.

Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed ^{^[90]} for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).

1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.

I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.

Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.

Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.

Hartkorn	tønder	skæpper, fierding og album
Nørre herred	1576	ikke medtaget her
Harre herred	1530
Rødding herred	1424
Hindborg herred	1411
Til sammen	5941

Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.

I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.

De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.

Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.

Noget af forklaringen kunne være, at der har været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.^{^[91]}

Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.

Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.

De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.

Og i rækken af først adelige pantebestyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.

Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.

Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.

Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm ^{^[92]}. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.

Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.

Størrelsesforholdet i 1688 er

Bustrup Hovedgård	40 tdr. hartkorn
Krabbesholm	30 tdr. hartkorn
Skivehus	26 tdr. hartkorn

Hvornår forfald og reduktion af jordtilliggende for Skivegård er sket, er det umuligt at sige. Men med registreringen i 1688 matriklen som Skivehus er forfald og reduktion tydeligt i gang.

En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus^{^[93]}, som indtil 1660 var kongens private ejendom, patrimonium.



Den sidste ejer af Skivehus, Gl. Skivehus, efterkommer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning blev købt af Skive Kommune for 4 mio. kr.^{^[94]} Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.

1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.

Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.

Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.

Skivehus i 1844 matriklen


Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller.

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Salling syssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1232 hertugdømmet Slesvig.

Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.

Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.

Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.

I indledningen af traktaten opereres der med

Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.

Almind syssel og Kolding.

Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.

Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.

Det er ikke præcist dokumenterbart^{^[95]}, men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.

Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.

Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, dog nok tidligst, som anført af Hans Svaning, opført 1248 af hertug Abel, Slesvig.

Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd med ydelsen på 80 mark sølv.

Ligesom Flensborg.

Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.

Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.

Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.

Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.

Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshed var kongeligt benyttet som beboelse, nærmere betegnet Christian 3. siden 1545, enkedronning Dorothea 1559-1571, herefter Frederik 2. Christian 4. har formentlig ikke boet meget på Koldinghus, men har i forlængelse af Christian 3. foretaget de mest omfattende restaureringer, til- og ombygninger.

Det bemærkelsesværdige ved Koldinghus i forhold til Skivegård er, at denne kongsborg har nok været kronens, ikke kongens private ejendom som Skivegård.

Manglende vedligehold og forfald starter begge steder med svenskekrigenes ødelæggelser, ikke mindst Koldinghus. Koldinghus bliver ikke som Skivehus solgt ved overgangen fra len til amt 1662, men forfaldet er også her konstaterbart, og enden som brandtomt og ruin fra 1808 kan siges at være en værre udgave af forfaldet på Skivehus.

Salling syssel, Skive

Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.

Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.

Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.

I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del, og har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen som på jordebogens tid var det sædvanlige, men til kongen. Dette dokumenteres af, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.

Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.

Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.

I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende haft ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.

Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.

Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.

Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.

Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.

I Lübecktraktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.

Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 8.750 mark sølv i 1340.

De stipulerede fjerdedele med en værdi på 8.750 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter rimeligt til de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.

Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 8.750 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.

Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.

Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger også Kalø og Viborg.

Bibliografi

5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43

5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588

Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.

Bender, S. K. (1973). Saltværket ved Kolding . Vejle Amts Årsskrift, s. 114ff.

Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/

BREVSKABER, C. F. (1889). REGESTA DIPLOMATICA HISTORIÆ DANICÆ. Kjøbenhavn: THIELES BOGTRYKKER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS OMSORG.

Diplomatarium Danicum. Cit. DiplDan. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/

Eliassen, P. (1910). Kolding fra middelalder til nutid. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.

Eliassen, P. (1926). Kongeaaen. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.

Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.

Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.

forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/

Grinder-Hansen, K. (1996). Møntfornyelse (renovatio monetae) i Danmark fra år 1200 til Christopher II’s død i 1332. Oslo.

Hansen., L. M. (u.d.). De overlevende - Brusk Herred anno 1660, . http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal .

Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.

Kong Valdemars jordebog, Rigsarkivets udgave. Cit. KVJ. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).

Kr. Erslev, H. S. (1928). Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: G. E. C. Gad.

Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.

Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.

Marstrand, W. (1937). Herredsinddelingen i Danmark. København: SÆRTRYK af Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulsvæsen.

Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.

Nationalmuseet, D. K. (2009). Slotskirker på Koldinghus . Hentet fra http://danmarkskirker.natmus.dk/vejle/kolding-koldinghus-slotskirker/

Nielsen, O. (1867). Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark, Afhandling skreven for den filosofiske Doktorgrad. København: G. E. C. Gad.

Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. Cit. KVJ-ON. København: G. E. C. Gad.

Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.

Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.

Steenstrup, J. C. (1874). Professor Dr. C. Paludan-Moller og Kong Valdemars Jordebog Endnu et Indlæg til Forsvar for Sidstnævnte. Kjøbenhavn: Forlagt af Rudolph Klein.

Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.

Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.

Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.

Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.

Noter og henvisninger

[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.

Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.

Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.

Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300

Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:

Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)

Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten

Lunds Gavebog

Roskilde Gavebog

Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.

Sorø Kloster Gavebog

Roskilde domkapitels Jordebog

Århuskapitlets Jordebog.

[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.

[3] Se O. Nielsen, Sysselinddelingen i Danmark, især s. 48-86. Kong Valdemars Jordebog var hovedkilden i Oluf Nielsens disputats om sysselinddelingen.

[4] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44

[5] O. Nielsen har en indgående karakteristik af KVJ i hans Sysselinddelingen i Danmark, 1867, især s. 2ff.

[6] Se nærmere herom i kommentarer til Jordebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17288012#214864,40581354.

[7] Hvor kongen lover, bliver pålagt at overholde landets love og respektere adelens privilegier, først og fremmest med Danehoffet som øverste domstol. Kongeeden kendes siden Harald Blåtand, den første egentlige håndfæstning er Erik Klippings 1282, se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/.

[8] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.

[9] Det ser ud til, at en plovskat allerede 1231, på Jordebogens tilblivelsestid er under indførelse. Den ser ud til at være afløser for Valdemar 2. Sejrs hyppige møntomvekslinger, der havde samme for kongemagten indtægtsgivende formål. Navnet hæftes så på Valdemar 2. Sejrs efterfølger, sønnen Erik Plovpenning. Iflg. foredrag af Grinder-Hansen, Oslo 1996, https://www.danskmoent.dk/artikler/kgh1200.htm.

[10] Se afsnit om Sysler og len.

[11] Iflg. KVJ-ON, s. 22.

[12] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.

[13] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.

[14] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.

[15] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/pest/.

[16] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”

[17] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.

[18] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.

[19] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.

[20] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660/, hvor lenstyperne kort præsenteres.

[21] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.

[22] Se nærmere i http://www.roskildehistorie.dk/gods/oversigt/kronlen.htm

[23] Hans Svaning ca. 1500-20.9.1584, født i fattig, fynsk familie, universitetsuddannelse. Svaning arbejdede med sin store Danmarkshistorie hvortil han tilvejebragte et større materiale, noget årbogs- og krønikeoverlevering, som endnu kunne findes lokalt eller som han fik lejlighed til at afskrive, mundtlige beretninger og spredte aktstykker fra rigets arkiver, som han blev givet indblik i. Den tilsyneladende færdige Historia Danica blev 1579 henlagt i Universitetsbiblioteket og brændte 1728. Hvitfeld fik adgang til manuskriptet og har benyttet oplysninger herfra.

[24] Arild Hvitfeld 1546-1609, Chr. 4.’s rigskansler, forfatter til Danmarks Riges Krønike, hvor Hvitfeld også benytter oplysninger fra Svaning.

[25] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.

[26] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1248 iflg Hans Svaning, korrigeret af Kr. Erslev til 1268.

[27] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007

[28] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.

[29] Der er vist også kun få og mindre pålidelige kilder til denne karakteristik, som er anført i danmarkshistorie.dk, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-5-klipping-1249-1286/. Men at Erik skulle være blevet ”tildelt 86 knivstik, heraf kun et under maven” kunne godt tilskrives en vis ophidselse i gerningsøjeblikket.

[30] Hans Svaning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med hensigten at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfeldts brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svaning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svanings manuskript.

Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svaning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeldt har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604.

Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeldt helt åbenbart har benyttet Svaning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svaning-Hvitfeldt, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.

[31] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.

[32] Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten, en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik 5. marts 1460. Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte, Peter Lang 2008. Se uddrag:

[33] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17004022#123495,18115026.

[34] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17004022#123495,18115027.

[35] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …

[36] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.

[37] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...

[38] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.

[39] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.

[40] Cit. efter https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christoffer-2s-haandfaestning-1320/.

[41] DiplD 1410. 25. maj-1412. 28. oktober, Pave Johannes 23.

[42] Se f. eks. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christian-1-1426-1481/.

[43] Faktuelle oplysninger fra Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus.

[44] Skifertagene er arkæologisk påvist, og det skulle være ”skifer fra Fumay i Ardennerne”.

[45] P. Eliassen, Kolding, s. 81 i kommentar til prospektet.

[46] P. Eliassen, der 1910 har skrevet sin grundige Kolding historie har kun læst Arild Huitfeld om ophavsmand til Abel som bygherre. Kr. Erslevs bog Svaning-Huitfeld udkom 1928, så det er ikke at forvente, at Eliassen skulle vide noget om Huitfelds forlæg i Svanning.

[47] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et af de omkring Kolding liggende sogne.

[48] C. Bruhn iflg. Nationalmuseet om Slotskirkerne.

[49] Begge Koldinghus kirker er overordentlig indgående beskrevet i Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus, s. 934-977, efterfulgt af beskrivende oversigt over Frederik 4.’s restaureringer s. 977-981.

[50] Muligvis fordi moderen skulle være en skomagerdatter i Anst, undfanget med Christian 3. Der blev under alle omstændigheder sørget godt for Markdanners uddannelse, og det var vel ikke så ilde at blive lensmand på egnen, hvor man er kommet til verden.

[51] Refereret i P. Eliassen, Kolding …, s. 38ff., som også s. 48ff. har en (ufuldstændig) oversigt over kendte lensmænd på Koldinghus.

[52] Susanne Krogh Bender, Saltværket ved Kolding.

[53] Forlæg til listen er P. Eliassen, Kolding fra middelalder til nutid, afsnit om lensmænd, efterprøvet med supplerende kilder, hvor det er skønnet fornødent.

[54] Dog med den sidste amtsforvalter i Kolding indtil 1814 iflg. P. Eliassen, Kolding, s. 147ff., hvor også alle amtmænd listes op.

[55] Her citeret efter P. Eliassen, Kongeaaen, s. 9ff.

[56] P. Eliassen ibidem.

[57] P. Eliassen, anførte værk, s. 21ff.

[58] Se om svenskekrigene og pesten her. Og om forordning for Kolding by.

[59] P. Eliassen, Kongeaaen, s. 24.

[60] Ibidem s. 52f.

[61] Se f. eks. Sporet ved Nagbøl Skov. Se også Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for ..., Del 6, Bind 8.

[62] (Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4).

[63] Se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien#svenskekrigene.

[64] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Koldinghus-Amt.pdf.

[65] Se Kr. Erslev, Svaning-Hvitfeld, s. 20, note 21, hvor Kr. Erslev uden egentlig begrundelse anfører, at Svaning har forvekslet 1268 med 1248.

[66] Her efter Sall Data, henholdsvis http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=408361&side=175 og http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=408361&side=176.

[67] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17249074#210926,39864538.

[68] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17249074#210926,39864538 og https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17281876#212688,40288362.

[69] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)

[70] Se https://www.hf.uio.no/iakh/tjenester/kunnskap/samlinger/tingbok/kilder/schou/sider/k148.html.

[71] https://www.hf.uio.no/iakh/tjenester/kunnskap/samlinger/tingbok/kilder/schou/sider/k714.html.

[72] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.

[73] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.

[74] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der måske allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?

[75] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.

[76] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14060517005.

[77] Se nærmere om Niels Bugge http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/limfjordslandet/syssel-herred-len-og-amt/viborg-hald-len-niels-bugge.

[78] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14050999001.

[79] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14070922006.

[80] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.

[81] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14071130001.

[82] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14040202002.

[83] Se https://diplomatarium.dk/dokument/14070922006.

[84] Se http://historisksamfundskive.dk/skivebogen/indholdsfortegnelse-skivebogen/14-foreningen/skivebogen/202-2012-skivebogen.

[85] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?

[86] Diplomatarium Danicum, https://diplomatarium.dk/dokument/13290628001.

[87] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.

[88] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.

[89] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.

Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.

På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.

[90] Se https://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/godsejerstyret/.

[91] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.

[92] Se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/krabbeshom.

[93] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.

[94] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.

[95] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.

Mejerier og slagterier i lokalt perspektiv

Fra fælles- og andelsforeninger til stordrift og specialisering


Danske Mejerier, bd. 3, s. 500, København 1917

Indholdsfortegnelse

Indledning	Landbrugskrise og mejeribrug	Herregårdsmejerier, hollænderier, fælles- og andelsmejerier
Fællesmejerier især i Østdanmark	Andelsmejerier i Sydvestjylland	Samtidig debat omkring kvinder og mejeridrift
Jeppe Aakjærs "Mejerisang" og karlekamre	Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors
Ladelund Landbrugsskole	Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind Mejerier tegnet af arkitekt E. V. Lind før 1918
Centrifugering og behandling af mælken	Mejerier Fur, Mors, Salling og Fjends	Hald Mejeri
Mejerigrundlæggeren	Lokalområder, andelshavere, interessenter og Hald Andelsmejeri	Søndagshvileproblematikken
Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid	Kristen Jensen Kjær	Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870
Lokale herregårdsmejerier	Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald	Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri
Kartoffelkogning	Mælkekørsel	Mejeribestyrere
Udvidelser i og justeringer af mejeridriften	Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt Svineslagterier
Benyttet materiale	Noget arkivmateriale	Noter og henvisninger
Thise Mejeri
Fælles- og andelsmejeri	Mejerihistorien 1886/87 - 1988	Mejeriorganiseringens spændetrøje
DanMælk-aftalen 1978	Det økologiske, biodynamiske	Mejeri og den økologiske producentforening
Opstart Thise Mejeri 1988	FDB, generationsskifte, 1990'ernes vendepunkt
Arla og e-coli "katastrofen"	Udvidelser og konsolidering som mejerigigant

Indledning

Hundredåret 1870-1970 er i dansk historie et markant og langvarigt vendepunkt, dansk landbrugs guldalder, og kan kort karakteriseres i flg. punkter:

1. Den oversøiske konkurrence fra o. 1870 med billige kornprodukter fremtvang den økonomiske omlægning i dansk landbrug fra fokus på kornavl til dyrisk produktion, som satte de mellemstore landbrug, gårdejerne i det økonomiske førersæde.

2. En afledt konsekvens heraf - en ligeværdig markør om man vil - var politisk i form af provisorietidens opgør mellem godsejernes politiske repræsentant, Højre og det øvrige landbrugs repræsentant, Det Forenede Venstre, der blev dannet 1870.

3. Endelig dukkede firepartisystemets klassiske politiske partier her frem som massepartier. De var i Folketinget og i lokale politiske forsamlinger repræsentanter for forskellige befolkningsgrupper med tilhørende vælgerorganisationer. Et vigtigt element i det repræsentative demokrati.

De fire gamle partier er:

Højre, der 1915 blev til Det Konservative Folkeparti, støttet af byernes borgere og storlandbruget.

Venstre, der er udsprunget af Det forenede Venstre fra 1870, med tyngdepunkt i landbruget.

Det Radikale Venstre, der af udbrydere fra Venstre blev grundlagt 1905, støttet af husmænd og byernes intellektuelle oppositionsgrupper. Stadig som Venstre med et liberalt fundament, men tilsat et mere socialt sigte-

Og endelig Socialdemokratiet, grundlagt 1871 som arbejdernes parti. Sammen med Det Konservative Fokeparti kan man også klassificere Socialdemokratiet som de to partier, der repræsenterede det frembrydende industrielle Danmark over for landbrugets interesser, der først og fremmest blev varetaget af Venstre. Socialt lå Socialdemokratiet tættest på Det Radikale Venstre, hvilket også blev udmøntet i Folketinget med et hyppigt regeringssamarbejde mellem de to partier.

Før 1870'ernes omlægning fra hovedsageligt planteavl til hovedsageligt dyrisk produktion havde der forudgående siden 1830'erne været en periode, "kornsalgsperioden" med gode afsætningsmuligheder for og priser på korn.

Med dampmaskine, -skibe og -tog forbedredes transportmulighederne, og det oversøiske korn blev hermed en prisbillig konkurrent til det europæiske, hvilket medførte, at dansk landbrug på det nærmeste blev tvunget til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre gennem husdyrholdet.

Til gengæld blev Danmark så også førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.

Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.

Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.

Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.

På slagteri området var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".

Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere, den i starten herskende opfattelse, at man skal undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.

Det er bemærkelsesværdigt og lidt inspirerende, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.

I Skive, Salling, Fjends, på Fur og Mors afløste en ny tids fælles- og andelsmejerier i startfasen 1880-90’erne hinanden og videreførte - langt de fleste som andelsmejerier - mejeriudviklingen, indtil nedlæggelser med stordriftens rationaliseringer.

I Fjends lokaliteten Hald sattes dette punktum i 1970, stort set samtidigt med den generelle, landsdækkende tendens.

Landbrugskrise og mejeribrug

Man kan i statistikken for den økonomiske udvikling i Danmark med bruttonationalprodukt (BNP) og landbrugsproduktionens andel o. 1850-1929 se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet,^[1]netop perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kommer til at dominere mejeridriften.

Krisen var fremkaldt af et kornprisfald, forårsaget af store mængder af oversøisk korn på det europæiske marked. Det fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd^[2] brugen af fælles- og andelsmejerier.

Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.

Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode på trods af, eller rettere p. gr. af krisen i den vegetabilske produktion. Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel. Hvor det havde været større gårde og godserne, som havde været ledende i udviklingen indtil andelsbevægelsen fra 1882-88, så kom de middelstore gårdmandsbrug^[2] nu i førertrøjen.

Illustreret med tal for landbrugsproduktionen ser man tydeligt, hvorledes situationen udviklede sig med det resultat, at ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var fokus i Danmarkshistorien.^[3] Her tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.

Hvor mejeridriftens forløb var en markant overgang fra de store landbrugs og godsejernes hollænderier til fælles- og andelsmejerier med en glidende overgang fra fælles- til dominans af andelsmejerierne, så var forløbet anderledes i svineproduktionen, hvor et tysk importforbud for svin 1887-89 medførte oprettelse af både andels- og private slagterier, der satsede på afsætning til det engelske marked for bacon- i stedet for de federe flæskesvin, der havde været dominerende afsætning til det tyske marked.

Der var forgæves fusionsforsøg mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.

Udviklingen i landbrugsproduktionen siden 1860 ses her statistisk belyst, og viser prisfaldet i kornproduktionen over fælles- og andelsmejeriernes gennembrud i 1880’erne indtil de prisændringer, der blev resultatet af 1. verdenskrig og 1930’ernes økonomiske krise, der starter med Wall Street krakket 1929.

Udviklingen er også belyst med brug af indekstal, der viser den procentuelle ændring i forhold til valgte basisår, 1860 og 1867.

Der er diagrammatisk illustration i tabellerne. Produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje.

I alt grafen illustrerer tydeligt faldet i produktionsværdi fra o. 1876. Det fremgår, at den prismæssige stagnation varer indtil 1885, at den skyldes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseres ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhaler mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
Den faldende indtjening i planteproduktionen er markant før 1. verdenskrig med en svag bedring her, indtil 1930’erne. Modsat indtjeningen i den animalske produktion, hvor især mejerier og smørproduktion topper i tiden indtil verdenskrigen, hvorefter især svineproduktionens indtjeningsevne forøges markant.

Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion sætter mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen vokser fra 24 mio. kg til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten er især højdespringeren^[4] i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der er en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten vokser 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobles i perioden indtil 1899. Herefter vokser ikke mindst svineproduktionens andel.

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.

Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske^[5], som tydeligt markerer dette forhold.


Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20. Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.		Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.

Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."

Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.

Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion. Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukket interessentselskab snarere end et fællesmejeri. Eller som tilfældet var i Hald, en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark, men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier. Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.

Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende andelsområde. Men allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.

I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også. 1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163^[8].

Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en trediedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier^[9]. Den første officielle tælling fra 1903 i Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff. viser, at andelsmejerierne nu var blevet totalt dominerende.

Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre

Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende rolle.

Bemærk, at der 1888 på et udstillingsmejeri i København i præsentationen af en ny tids mejeridrift optræder 4 mejersker, ingen mænd, ingen mejerister.

Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. iagttage en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer. De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og - - - Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde til" at varetage.

En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.

	Undtagelsen, der bekræfter reglen, Kirsten Nielsen kaldet Kjesten Mejersk, gik af som mejeribestyrer i 1944 efter 40 års tjeneste ved Bjergesø Andelsmejeri. Hun var da den sidste kvindelige mejeribestyrer i Danmark.^[10]

Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.

Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”

Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”

Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908

...

De Mejerister er

et eviglystigt Folkefærd,

med Latter, Larm og Sang

henrinder Dagen lang;

med Støvlen fuld af Vand

og Næven i en Flødespand,

i Sprøjt af alle Slags,

de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal

i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,

og tøm den til dens Bund,

for Kjærnemælk er sund,

og det er Standen med,

og derfor skal paa dette Sted

nu Mejeristen ha'

et dansk Hurra, Hurra!

Jebjærg Mejeri, Juli 1888 .

Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.

I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921. Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890 så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.

Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.

Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”. Han har her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til. Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.

Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.

Opponenten til Aakjær anfører, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet ..." med den debat, han har skabt.


Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.

Det er ganske sigende for debatten omkring Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen i Skive Folkeblad, især 21. dec. 1904, der satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i et af dem af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f. eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904. Socialisme prædikatet tilkendegives i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme". Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ” Der er her historisk belæg for, at offentligt mundhuggeri ikke nødvendigvis behøver være debatbefordrende.

Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander." Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter." Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!" Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik ..."Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."

Et sammenfattende indtryk af karlekammer problematikken kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold som "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..." Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors^{^[11]}

Fællesmejerierne var fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase her skal være sammenligningsgrundlaget til en nærmere behandling af Hald Fælles- og Andelsmejeri samt Thise Mejeri.

Materialet hertil er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen.^[12]Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og, selvfølgelig, manglende oplysninger. Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad.^[13]

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind^[14]

De her præsenterede mejerier havde eller fik ishus, der kunne rumme 80-200 m³ is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.

Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier. Linds mejeriarkitektur henter bl. a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.

Her eksempler på den typiske Lind mejeristil. Se særskilt om Mejerier tegnet af arkitekt E. V. Lind før 1918. Her først Thomsensgade i Skive før, med og som bevaret Lind bygning.




	Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen. Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris". Som mejeribestyrerbolig må det være H. S. Omanns familie på fotoet. Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuld hus. 3 af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m².
I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret under Det Kongelige Bibliotek. Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.

Disse lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier, den produktive, lokale arkitekt har tegnet.

I kronologisk rækkefølge:

Godthaab i Jebjerg opført 1908,

Nr. Lem Brodal 1910,

Skive Andelsmejeri 1911 og

Højslev Andelsmejeri 1914.

Foto af Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, altså fire år efter opførelsen.

Mejerierne har alle den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur.

Skive Andelsmejeri står stadig genkendelig Thomsensgade 18.

Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911 og Hald Andelsmejeri^[15]. Og flere andre.

Ladelund Landbrugsskole

Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Den fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, som kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.

Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande. Danske Mejerier, bd. 4, s. 240-42.

De lokale mejeribestyrere har for de flestes vedkommende været på ”Ladelund Mælkeriskole”.

Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.^[16]

Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Derimod er forgængerne C. Gravgaard muligvis og D. Danielsen helt sikkert uddannet som mejerister på Ladelund.

1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.

I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet. Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % været på Ladelund Mælkeriskole.

Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".

Centrifugering og behandling af mælken

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen.Trods den almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk bliver bakteriebehandlet og får et ensartet udseende.

Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.

Som det fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, så selvfølgelig også for Hald.

Mejerier Fur, Mors, Salling og Fjends

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, d.v.s. 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.

Fur Lokalhistoriske Arkiv under Museum Salling.

Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger. Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."

Fællesmejeriet på Fur har 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.

14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."

I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.

På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der er 199 andelshavere.

Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”. ^[17]

Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag."

Mors

Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv^[18].

Der oprettes bemærkelsesværdigt tidligt og mange fælles-, andelsmejerier på Mors, start allerede 1881 og i alt 13 mejerier.

Ole Kristensen, Tødsø opførte et fællesmejeri allerede 1881, som resulterede i efterfølgeren, det første andelsmejeri på Mors 1887, Erslev.

Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges, leverandørerne overgik til Tødsø. Det blev efterfulgt af nyt mejeri Hovgaard.

Hovgaard Andelsmejeri starter i Sejerslev, Tødsø, oprettes således som fællesmejeri, bliver 1896 andelsmejeri, med 200 leverandører, 700 køer. Den første mejeribestyrer er Th. M. Lynggaard, fru Lynggaard var mejerske og en af de tre første medarbejdere på mejeriet.

Jølby Mejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri, (Øster) Jølby Andelsmejeri 1893, ombygget 1913, med 300 leverandører, 1200 køer.

Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, ny bygning opført 1896, udvidelser 1905 og 1913, med 400 leverandører, 1800 køer.

Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, med 233 leverandører, 800(?) køer.

Dueholm Mejeri, herregårdsmejeri, der 1903 købes af A. Chr. Haaning, der omtales som mejeriejer indtil 1930’erne^[19]. Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet. Der var 50 leverandører med 300 køer. Dette mejeri repræsenterer den historiske rejse fra herregårdsmejeri over fællesmejeri til andelsmejeri. Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.


Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.

(Øster) Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, med 325 leverandører, 1600 køer. Karby Andelsmejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri på Hvidbjerggård, sælges 1889 som andelsmejeri, nye bygninger 1893, med 283 leverandører, 1250 køer.

Lødderup Andelsmejeri, oprettet 1896, med 350 leverandører, 1476 køer. Flade Andelsmejeri, oprettet 1913 (et typisk arkitekt Vind mejeri), med 171 leverandører, 734 køer. Overtager leverandører fra Faartoft Mejeri, der så nedlægges 1913.

Faartoft Mejeri, oprettet 1883, Faartoft Andelsmejeri 1894. Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, med 160 leverandører, 700 køer.

Salling

Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv. Med forbehold for gengangere er der her registreret 14 fælles- og andelsmejerier.

Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916, har 320 leverandører, 1300 køer.^[20]

Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1911, 220 leverandører, 1000 køer.^[21]

Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”.

Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer.

Godthaab Andelsmejeri, oprettet 1894, ombygget 1908, med 170 leverandører, 1150 køer.^[22]

Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.^[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.

Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.^[26]

Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer^[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup^[28], Over Møjbæk^[29], Vium Thinggård”.

Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.^[32]

Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.

Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer^[33].

Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V, Lind 1911.

Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer^[34].

Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.^[24]

Thise Mejeri

Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.

År	Antal mejerier
1888	914
1894	1507
1940'erne	o. 1600
1950'erne	o. 1400

Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.

Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.

Thise Mejeri starter ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til et lille, privat fællesmejeri i Jebjerg i 1886 eller 1887. Det traditionsbundne fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, bestående af økologiske interessenter.

De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologisk andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.

	Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.	Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand. Andelsmejeriet sælges til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtager mejeriet 1.4.1969.	Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. febr. 1992.

Thise Mejeri - historik - Egne oplysninger 2018-19	I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab , Thise Mejeri A.m.b.a.

Grundlagt	1988
Selskabsform	Andelsselskab
Selskabsnummer	12425694
Antal andelshavere	70 – Se alle andelshavere →
Mælkemængde	105 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter	85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre	300 – Se alle produkter →
Omsætning 2018	1.035 mio. kroner
Eksport til	Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel	25-30 %
Antal ansatte	240
Antal tankbiler	5
Antal kølebiler	5

Mejeriorganiseringen

Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.

Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.

I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.

Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.

Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.

Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:

Arla Foods,
Thise Mejeri,
De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
Them Andelsmejeri,
Bornholms Andelsmejeri,
Mammen Mejerierne.

Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.

Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.

Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.

Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.

Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri

Thise Mejeri oprettes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.

Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.^[25]

Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart vil være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skal spørges, om man er indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.

19. nov. 1968 besluttes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 har været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet har omkring 160 andelshavere.

Det bliver mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kommer til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, bliver student fra Skive Gymnasium 1974, aftjener sin værnepligt i hovedstaden og bliver mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvor han vender tilbage til og bliver ansat på Dybbækdal.

1983 bliver Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og bliver til APV Pasilac. Som nygift bliver Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han er ansat i Videbæk.

Det nystartede, økologiske Thise Mejeri køber 1988 udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen er ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtager endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.

Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.

Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.

Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.

Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.

Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.

Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.

I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.

På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.

Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.

Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.

I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.

Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.

Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).

I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.

I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.

Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.

FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.

Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.

Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.

Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.

Starten på Thise Mejeri

Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet har fået tilkendt en ærespræmie. Der er syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.

Det går så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at der planlægges efter at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som omtales på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.

Leverancen af økologisk mælk starter sommeren 1988 fra seks leverandører:

1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,

2) I/S Toftdal,

3) Jens Handrup, Thy,

4) Erling Englyst, Thise,

5) Poul Pedersen, Rørup.

Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab er 6) Erling Larsen, Balling.

Der forhandles i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.

Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerer "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 er klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplyses det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne er søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der er søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der er modtaget 600.000 kr., som dækker de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.

Det bliver i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber har kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspørger økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne er, at mejeriet kan tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkes at få solgt.

I 1989 lykkes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet sælges der til Mejeriet Dybbækdal, som anvender produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterer det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder runder 1 mio. kr.


De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.

Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtræder Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.

Økonomisk strategisk bliver der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kommer, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegner kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebærer, at Thise Mejeri med et slag kan afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det er et vigtigt gennembrud, og det ligger før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.

Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse

I 1992 sælger Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).

Samme år udløber DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukker selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skal det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det sker i 1993, hvor Thise Mejeri begynder at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksætter sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.

For første gang i mejeriets historie kan Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteres i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kommer til at betyde, at der nu er 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.

I 1995 indgår Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet har til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.

Samme år underskriver Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.

Omkring gennembrudsåret 1993 er der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.

Mejeriet udvider produktionskapacitet og -områder

I 1996 danner Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter går strygende. F.eks. sendes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen må Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagres Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.

Mejeriet har nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.

I 1997 fusionerer Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som har problemer, indgår samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerer økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udvikler Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.

Arla og "katastrofen" E coli 0157

Negativ medieomtale af Arla i 2003 øger interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænkes for at være kilden.

Regeringen beordrer på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.

1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).

På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).

Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hedder videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser er gjort fund af bakterien, så har nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."

Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukker produktionen ned og iværksætter grundige undersøgelser, så belejres Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen får søvnløse nætter.

De mange og grundige laboratorieundersøgelser kan ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kan mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viser sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøges efterfølgende.

Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.

I slutningen af 2005 er mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.

Fortsatte udvidelser

I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.

I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.

Samme år overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.

2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.

Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.

Skyr salget eksploderer 2009-2011.

I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.

Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.

I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.

De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.

Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish

Mejerierne i Fjends

Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3^[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.


Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.	Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør. Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.

Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.

Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.

Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.

Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.

Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.^[36]

Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m³ Is.^[37]

Hald Mejeri

Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.

I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv^[6].

Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri.Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959^[7].

Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.

Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.

Mejerigrundlæggeren


Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911^[38],	og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.

Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m³ Is”^[39].

Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter

I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.

	1893	1959
Hald	33	21
Gl. Hald		14
Sdr. Hald		4
Vester Hald		9
Lundø	17	17
Bøstrup	21	21
Hejlskov	15	19
Lund	10	21
Sejstrup	6	14
Majgaard	4	6
Degnsgaard	2	4
Ørum		1
Bruddahl	2	2
Virksund		3
Strandet		6
Kloster Mark		6
Lærkenborg	3	1
Ravnkildegaard		1
Baadsgaard	1	16
Skovmølle	1	1
Ørslev Kloster	1	1
Ikke lokaliseret	12	10
	128	198

Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.

Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.

Søndagshvile problematikken

I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission^[42].

Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid

Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1870-80’erne har været en mejeri mulighed i transitionsperioden mellem kornsalgsperioden og fremvæksten af fælles- og andelsmejerierne, ses som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894.

Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Me

Historie

Skive by og opland

Skivegaard - Skivehus

Fra Skivegård til Skivehus

Skivegård i Kong Valdemars Jordebog[4], KVJ

Skivegård, størrelse og værdi

Skivegård i lenstiden

Kongsgårdens lensformer

Herregårdstidens punktum

Private ejere, Skivehus som herskabsbolig 1794-1928, hotel og byarkiv[47]

De private ejere af Gammel Skivehus efter Langes udflytning til Ny Skivehus

Palæbygningen til Gammel Skivehus

Kendte dele af Skivehus bygningshistorien

Palæbygningen og Parsbergs bindingsværkslænge

Annexet

Kilder og litteratur

Samtidige aviser:

Andet Kildemateriale:

Litteratur, fremstillinger, andet kildemateriale:

Noter, henvisninger

Noter

Thise og Hald mejerier

Mejerierne i Salling

Thise Mejeri

Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri

Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.

Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.

Starten på Thise Mejeri

Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse

Produktionskapacitet og -områder vokser

Arla og "katastrofen" E coli 0157

Fortsatte udvidelser

Mejerierne i Fjends

Hald Mejeri

Mejerigrundlæggeren

Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter

Søndagshvile problematikken

Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid

Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870

Lokale herregårdsmejerier

Mejeristifteren i Hald

Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald

Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri

Kartoffelkogning

Mælkekørsel

Mejeribestyrere

Udvidelser i og justeringer af mejeridriften

Bygningsmæssige ændringer

Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt

Noget arkivmateriale:

Kong Valdemars Jordebog og lokalhistorien

En sammenlignende undersøgelse

Indledning

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

Kong Valdemars (2. Sejr) Jordebog

Jordebogens lister

11. Stykke. En Indtægtsliste.

Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400

Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog

Nogle måltal

To nørrejyske sysler

Undersøgelsens kildemateriale

Sysler og len

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark

Broder- og borgerkrig, kongempord

Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen

Hertugdømmerne

Almind Syssel

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Kolding og Skive i en indledende sammenligning

Kolding og Koldinghus i historisk overblik

Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.

Koldinghus som kongerigets grænseområde under Margrethe og Erik af Pommern

Ombygning af Koldinghus fra borg til slot

Byggekongen Christian 4. starter med Koldinghus

Svenskekrige, kongemagt og skattetryk

Udbedring efter svenskekrigenes skader på Koldinghus

Koldinghus, slot, ladegård, len

Lensmændene på Koldinghus

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors^{^[11]}

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind^[14]