Historie  

   

Erindringen om Niels Nielsen, der blev ansat som godsforvalter / godsinspektør på godset, hovedgården til Rosenholm Slot i perioden 1911-1938, er skrevet af sønnen Holger Nielsen, udgivet 1999 i det lokale tidsskrift Østjysk Hjemstavn s. 89-93.
Niels Nielsen med forældre og søskende stammer fra Højdegaard, Gelballe. 
←Foto af Højdegaard o. 1850 iflg. Lunderskov og Omegns Lokalarkiv
Rosenholm gods o. 1915, hvor Niels Nielsen var godsinspektør.
Niels Nielsen og hans familie fra Højdegaard kan i nogen udstrækning ses fotografisk præsenteret
 
Niels Nielsen var før 1911 ansat som inspektør på Livø - indtil øen blev overtaget af Den Kellerske Anstalt som "ø-anstalt for forbryderiske, åndssvage mænd". Han var her blevet ansat som inspektør af lensbaron H. C. O. Rosenkrantz, der havde erhvervet Livø i 1906, velsagtens for jagtens skyld. Ved salget af øen til Den Kellerske Anstalt tilbød Rosenkrantz Niels Nielsen en ansættelse som godsinspektør på Rosenholm gods. 
Niels Nielsen karakteriseres i den benyttede beretning som en særdeles dygtig landmand, der fik forbedret Rosenholms godsøkonomi væsentligt. Han var desuden en god og respekteret arbejdsleder og - sammen med hustruen Marie - en arbejdsgiver, -leder i den tids landbrug, hvor det var et godt sted at være, også på kost.
Hans øge- eller kælenavn "Spækken" kan muligvis henføres til den gode kost, som folkeholdet fik i inspektørboligen. Et øge-, kælenavn, som hustruen, husmoderen, Marie Nielsen i så fald har været en væsentlig del af grunden til.
Desuden havde Niels Nielsen et gensidigt respektfuldt og godt forhold til lensbaronen, nationalbankdirektør H. C. O. Rosenkrantz, der på sin side karakteriserede Niels Nielsen som en "klog mand", han gerne betroede sig til, og som han havde stort set ubegrænset tillid til i den daglige drift af godset Rosenholm..
Det er op til en skønsmæssig vurdering, i hvor høj grad Holger Nielsens beretning om faderen (og moderen) er troværdig. 
Sønnens beretning er under alle omstændigheder så punktvis detaljeret, at væsentlige elementer må tillægges betydelig sandhedsværdi. Hermed være ikke sagt, at der kan være elementer, som den berettende søn har fravalgt, og som brugerne af beretningen kunne have ønsket sig medtaget.
Men den slags spekulationer er ikke andet og mere end spekulationer.
 
Af den originale folketælling på Rigsarkivet fremgår det, at folkeholdet, registreret under Rosenholm i 1916, kan optælles til 50 personer:
  • 1 kontrolassistent,
  • husfader, godsforvalter Niels Nielsen med husmor og børn, 7 personer
  • samt forvaltere, karle, landbrugselever, piger m.v., som udgjorde de resterende 42 personer.

 

En ganske stor husholdning, hvor den berettende søn, Holger Nielsen endnu ikke er født på folketællingstidspunktet 1916. Af kirkebogen fremgår det, at Holger Nielsen er født 12. maj 1918, og at Niels Nielsens yngre broder, Jens Nielsen, Taps har været fadder ved barnedåben.

 
Det fremgår af andre informationer, herunder også den lokale kirkebog for Skanderup Sogn, at Niels Nielsen var den næstældste søn i ægteskab mellem Rasmus og Abeline Nielsen, Højdegaard, Gjelballe, Skanderup Sogn. Her angives fødselsdatoen at være 18. maj 1877, som må antages at være korrekt i forhold til 1916 folketællingens datomæssige oplysninger. 
Han bliver overordnet karakteriseret som en dygtig repræsentant for den velstående gårdmandsstand - hvor det kan anføres, at begge hans brødre blev ejere af store, mellemstore gårdmandsbrug, den ældste slægtsgården Højdegaard, som ved giftemål blev solgt for at kunne overtage en anden større gård i sognet, Grønvanggaard, som blev erhvervet i forbindelse med indgået ægteskab i 1910. I denne forbindelse overtog søsteren Maren ejerskabet af slægtsgården Højdegaard.
 
Niels Nielsen må have været en god og fremtrædende repræsentant for den bondestand, der sammen med andels- og højskolebevægelsen tegnede fremdriften i det danske landbrugssamfund siden andel halvdel af 1800-talle.
Rosenholm på den anden side har været et gods med en ejer, der hovedsageligt boede og arbejdede i København som nationalbankdirektør. Med et heraf afledt behov for kyndig bistand til at drive det på den tid store gods, oprindeligt 10.000 tdr. land, overvejende fæstegods, med frasalg til husmandsbrug m.v. med lensafløsningen fra 1919-21, indtil avlsgårdens o. 2.000 tdr. land frem til den endelige opløsning ved lensbaron H. C. O. Rosenkrantz' død i 1936, hvor godsets skov blev købt af Niels Nielsen, godsinspektøren.
Rosenholm Avlsgård blev 1943 købt af familien Helles, der stadig driver godset.
Udviklingen var klart ikke i herre-, sædegårdenes favør.
Der er udarbejdet oversigter, der viser, at herre-, hovedgårdene fra kun at have tilhørt adelsfamilier fra 1730 fordelte sig med:
1/3 borgerlige, 1/3 danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, medens 1/6 var nye, ophøjede adelsfamilier og 1/6 udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere.

De borgerlige besiddelser gik frem andelsmæssigt, de adelige gik tilbage.
Adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster, medens tilbagegangen i Nørrejylland var betydelig.

Det var ikke mindst den fremmede adels besiddelser, der bistod ved landboreformernes love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.
Den gamle adel, herunder den på Rosenholm stod lidt tilbage på perronen, medens udviklingen løb fra den. Tiden var også løbet fra Rosenholm gods, hvor slægten Rosenkrantz residerede, men det kunne se ud til, at et heldigt valg af godsinspektør gjorde den gamle, fine adelsgårds drift mere tidssvarende og driftsøkonomisk rentabel.
 
Rosenholm og Rosenkrantz, en adelig sædegård
Rosenholm er oprindeligt benævnt Holm, Holme eller Holmgård.
Med reformationen 1536 tilfaldt gården som stort set al kirkegods kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz.
 
Jørgen Ottesen Rosenkrantz, 14.5.1523 - 9.4.1596, var en dansk rigsråd.
Rosenkrantz blev i sin ungdom påvirket af reformationens tanker. Fra 1552 blev han tilknyttet det danske hof, havde flere lensmandsposter og blev i 1563 medlem af rigsrådet. Fra 1588 til sin død var han medlem af Christian 4.s formynderregering.
Som yngste søn arvede han kun spredt gods, men byggede selv hovedgårdene Rosenholm og Skaføgård.
Jørgen Rosenkrantz anlagde Rosenholm som et meget vidtstrakt bygningskompleks, med voldgrave, så der skabtes tre øer (holme) på byggestedet.
 
1. Hovedbygningen, der består af fire fløje, som danner en trapezformet borggård.
2. Staldgården med plads til heste, tjenesteboliger m.m., hvor også havepavillonen "Pirkentavl" lå.
3. Ladegården, hvor godsets dyrehold af kreaturer, svin etc. havde til huse.
 
Portrættet af Jørgen Rosenkrantz skulle være malet af den dansk-tyske portrætmaler, T. Gempele, som Tycho Brahe foranledigede kom til Danmark. T. Gemperle døde 1587 iflg. Dansk Biografisk Leksikon, hvilket giver et problem med dateringen af maleriet af J. Rosenkrantz til 1589! 
 
Jørgen Rosenkrantz må nok fremhæves som den del af slægten, der skabte det stadigt eksisterende, fine renæssanceslot. Det var et stilmæssigt nybrud, hvor man kan sammenligne med det næsten samtidige Krabbesholm, Skive, der kan karakteriseres som et klassisk eksempel på sengotisk arkitektur. Med byggestart 1555 af Iver Krabbe, afsluttet af hustruen Magdalene Banner.
 
Også Koldinghus blev fra at have været en middelalderborg med en omtumlet historie af Christian 3. (1536-59) ombygget til at være et renæssanceslot.
 
 

 

Det Kongelige Bibliotek.

Rosenholm 1878 og aktuelt.
   
Krabbesholm, aktuelt foto og Koldinghus. 
Koldinghus iflg. P. Resens Atlas 1626 anfører Kolding Stadsarkiv.
Peder Hansen Resen levede 1625-88.
Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677. Derfor nok både Chr. 3.'s og Chr. 4.'s ombygninger.
Jørgen Rosenkrantz gav gården dens nuværende navn, opførte hovedbygningen., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn, den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde Rosenholm til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige.
Ligeledes dennes søn, gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på Rosenholm fortsattes.
1666 skødede Erik Rosenkrantz Rosenholm (78 tdr. hartk.) med gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han samme år giftede sig med. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack.
Dennes datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne solgte Rosenholm (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skov og mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745).
Denne fik 1743 af Rosenholm (67, 78 og 521 tdr. hartk.) oprettet et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839).
Holger Rosenkrantz afstod 1825 Rosenholm til sin søn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936.
 
14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejendom.
 
1936 overtoges slottet af C. O. Rosenkrantz's søn baron Holger Rosenkrantz.
1938 solgtes skovene til skovfoged (var han så åbenbart blevet efter stillingen som godsforvalter / -inspektør) Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgården overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forpagter Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952.
 
Niels Nielsens husstand iflg. folketælling 1916. 
  
En lensbaron og hans godsinspektør
Af Holger Nielsen
Forfatterens far, Niels Nielsen, kom i
1911 til Rosenholm som godsinspektør,
og han blev der til 1938. Han blev aldrig
kaldt andet end »Spækken«.
 
»Højvelbaarne Kammerherre, Hofjægermester, Nationalbankdirektør, H. C. O. Rosenkrantz, Kd, Rd, m.m. Søholm, Hellerup!« Således skrev den sidste godsinspektør på kuverten til den sidste Rosenkrantz, der var godsejer på Rosenholm til 1936. Godsinspektøren sendte en rapport hver uge; thi som nationalbankdirektør boede baronen kun 2 måneder om året på Rosenholm, som var hans sommerhus.
Hvis nogen spurgte, hvad m.m. betød, lød godsinspektørens svar: »Det udtrykker, at der er ikke plads!« for der var nemlig adskilligt flere titler og hæderstegn.
Men titler og hæderstegn hjalp ikke det af forskellige forpagtere og inspektører dårligt drevne gods. Det gav underskud allerede før 1911 trods sine 3200 tdr. land, og det måtte være taknemmeligt for lensbaronens andre indtægter. I 1909 ansatte lensbaronen en inspektør på Livø, der dengang ejedes af Rosenkrantz, og som hørte ind under Rosenholm. Og da De Kellerske Aandssvageanstalter i 1911 købte øen til brug for kriminelle åndssvage, havde lensbaronen opdaget, at han havde fået en særdeles dygtig inspektør og tilbød ham da at blive inspektør på Rosenholm. Inspektøren havde hørt om Rosenholms dårlige afkast og rådførte sig med sin tidligere principal, grev Holstein på Sjælland for at høre, om det kunne gå an at tage til Rosenholm. Svaret var: »Det kan gå for min tidligere inspektør, når De af Hans (Rosenkrantz) forlanger 760 kr. fast om året og 50% af driftens overskud. Det går Hans gladelig med til, og De vil i løbet af få år blive en rig mand.«
Inspektøren flyttede til Rosenholm og var nu godsinspektør. Han tilberedte jorden korrekt, såede det rigtige, dyngede markerne til med mergel og kunstgødning, sørgede for rene værelser og god kost til de ansatte og prikkede dem bagi, der arbejdede for langsomt. Omegnens landmænd mente, at han var tosset og at det aldrig ville gå godt. Men se, i 1911 spurgte lensbaronen ifølge sædvane før den ugentlige lønudbetaling: »Hvor mange penge skal De bruge i dag?«
I 1912 spurgtes: »Skal De bruge nogle penge?« I 1913: «Hvor mange penge har De til mig?« I 1922
vedføjede lensbaronen på godsinspektørens ansættelseskontrakt: »Da mit gods, Rosenholm nu giver et meget stort overskud, mener jeg, det vil være rimeligt, at offentlige udgifter fratrækkes, før min godsinspektørs provision beregnes.« Og nedenunder godsinspektørens bemærkning: »Indtil videre går jeg med til dette.« Og igen lensbaronen: »Min kloge godsinspektør har talt.« Det blev ved at gå fremad. En stor amerikansk traktor blev anskaffet, landets første med tilbehør.
De 180 malkekøer blev erklæret tuberkulinfri, og der leveredes børnemælk til Århus. Godsinspektøren forlangte røde kapsler og at der skulle stå »tuberkulinfri « på dem og ikke det sædvanlige »fra tuberkulinprøvet besætning«. Der blev anskaffet så mange elektriske hjælpemidler,at godsets private elværk måtte udvides med et dieselaggregat mere. 
Hvorfor gik det så godt?
Først og fremmest på grund af et gnidningsløst samarbejde mellem lensbaronen og godsinspektøren. Som direktør i Nationalbankens landbrugssektor kunne lensbaronen forud oplyse om stigende og faldende priser, og herefter lod chefen sin undersåt bestemme, hvad der var formålstjenligt med hensyn til køb og salg. Og så stod godsinspektøren op kl. 5.30, spiste morgenmad med sin over- og underforvalter og spurgte, om de havde ændringer til den arbejdsplan, der var blevet fremlagt ved middagen foregående aften.
Herefter gik godsinspektøren ned til hestestalden kl. 6.30, og når tårnuret slog halv syv, brølede
overforvalteren: »Ryk ud!« og så kom 12 spand ud til vandtruget med hver en rytter på den nærmer hest. Hver rytter sagde: »God morgen«, hvilket blev besvaret med to fingre til hatteskyggen.
Hestene og seletøjet blev analyseret, og det blev kontrolleret, om rytteren stod af og fjernede bidslet, før hestene drak af vandtruget. Alle bemærkede, om »Spækken«s hatteskygge sad ned i panden eller var anbragt højere på hovedet, hvilket kunne være tegn på dagens forløb.
Så gik Spækken gennem hestestalden for at betragte ridehestene og gik så videre igennem tyrestalden, hvor der stod 4 store og i øvrigt berømte bulderbasser i hver sin kraftige boks. Så om forbi vognporten for at se, om vogne og forspand var i orden; videre forbi tømrerværksted, snedkerværksted, savskæreri, elværk og spandevask.
Herfra over i kostalden, hvor Spækken optalte alle dyr, jo, for når man talte dyrene, så man samtidigt hver enkelt og kunne bemærke, om der var sløjheder og så berette videre til fodermesteren.
Det samme gentog sig i svinestaldene. Så var klokken blevet 8.30, og godsinspektøren drak morgenkaffe med sin familie, hvorefter han gik ind på kontoret, så posten, førte regnskaber, skrev rapporter, førte telefonsamtaler og læste aviser.
Var der mere tid før frokost, tog han cyklen ud i markerne. Frokostpause i halvanden time, og når tårnuret slog halv to, brølede overforvalteren, med Spækken ved sin side, igen: »Ryk ud!« Derefter vidste man ikke med sikkerhed, hvor man havde Spækken henne. Han kunne sadle op og ride til andre gårde under Rosenholm eller ride rundt på hovedgårdens marker, enge og moser, eller han kunne starte bilen og handle grise i Randers, køer eller reservedele til maskiner i Århus, eller han kunne sidde og afslutte årsregnskab. Når så godsinspektørens hustru havde samme motto: Orden, påpasselighed, renlighed og at sætte tæring efter næring, lykkedes det at styre et gods korrekt. Hustruen regerede over hus, elevværelser, haver og høns, samt over en husjomfru, 4 piger og
2 polske piger. Om sommeren var der op til 50 personer på kost hver dag, og alle var tilfredse. Der var konstant 31 fastboende, der skulle betjenes med værelser, senge, kost og pasning under sygdom.
Der skulle føres husholdningsregnskab, incl. linned og meget andet tilbehør. Thi uden mad og drikke duer helten ikke, og det styrede fruen helt korrekt og så godt, at folk søgte til Rosenholm, også af den årsag. 14 elever spiste i elevstuen, 11 daglejere i daglejerstuen - ofte plus et par
sprittere, 7 piger spiste i køkkenet, 2 forvaltere og 8 familiemedlemmer samt ofte en kontrolassistent spiste i spisestuen, og alle fik samme veltillavede kost. Desuden var der mange små og store gæstebud.
Fruen holdt søndagsskole for gårdens mange børn, og alle kom til juletræ 3. juledag og fik gaver. På vinteraftener blev eleverne undervist af landbrugskonsulenter og -lærere. Hovedgården havde 147
indbyggere i 1934, nemlig: godsinspektør, skovrider, skovfoged, skytte, gartner, fodermester, svinemester, staldmester, maskinmester, grovsmed, tømrer, snedker og slotsforvalter, samt 9 fastboende daglejere, 14 elever, 2 forvaltere og 7 piger.
Der var mange børn blandt de 147, rekorden var 17 børn i en familie. Mange interessante typer var der. F.eks. kan nævnes »staben«, en ældre fuldblods herregårdsdaglejer med 12 børn. Ligesom de andre daglejerkoner overkom hans kone at malke hver dag fra kl. 4-6 og fra kl. 16-18, søndag inklusive.
Niels Nielsen, godsinspektør, ”Spækken” forrest nr. 2 fra venstre.
 
Stabens værk
Staben havde været stabssergent i hæren i sine unge dage, derfor kælenavnet. Han var intelligent og menneskelig og kunne gå i døden for sit herskab. En lørdag sagde han til Spækkens yngste søn: »Jeg hører, at din pige kommer i morgen; jeg så hende første gang, hun var her og talte endda med hende. Hun er dæleme sød og ikke dum, noget helt andet end de andre. Hende må du holde fast ved.« Og Staben fortsatte: »I morgen går du en tur med hende ned forbi hestestalden. Jeg er staldmester, fordi den anden har fri. Jeg bukker dybt, og så siger du til pigen: »Hør, har du ikke lyst til at køre en tur i skoven? « Hun vil selvfølgelig som bypige sige ja tak. Så vender du dig om og siger. »Staldmester, vil De klargøre giggen med køreheste og komme med den.« Jeg svarer: javel hr., og så kan du lige prøve på at sige du til mig, mens hun hører på det.«
Staben kom i et flot sving med giggen op til hovedtrappen, hvor pigen og sønnen sad og ventede. Han steg ned, sønnen steg op, han rakte sønnen tømmer og pisk, bukkede for pigen, hjalp hende nænsomt op i giggen, gik to skridt tilbage, stod ret og bukkede, da pigen og sønnen kørte. Ceremonien gentog sig i omvendt orden, da de unge mennesker vendte hjem fra turen. Ca. 3 år efter indgik de to et lykkeligt ægteskab, og Staben var lykkelig; thi det var hans værk. Den var pigen
dog for intelligent til at hoppe på, men duperet var hun. Sådan var herregårdslivet også. Sammenholdjovialitet, en stor familie med nogle få outsidere, der blev mobbet ud.
 
Slægten på det røde slot
I 1935 var det tydeligt, at lensbaronens sygdom var uhelbredelig, og i 1936 døde han på Rigshospitalet. Godsinspektøren besøgte lensbaronen flere gange i København under sygdommen og aflagde rapport.
Ved det sidste besøg meddelte lensbaronen, at han frarådede sin slægt at overtage Rosenholm: »Thi De, min godsinspektør, kan heller ikke leve evigt, og hvad så?« Adelsmanden havde besluttet
sig, og så var der intet at ændre. Men godsinspektøren med familie mente ikke, beslutningen var ædel, når Rosenholm siden oprettelsen i 1540 altid havde været Rosenkrantz’ernes ejendom. Så af de oprindelige 10.000 tdr. land er der nu kun 53 tdr. land, der hører under det røde slot.
Godsinspektøren købte storskoven med en tilhørende gård, og han og hustruen flyttede ind i en udvidet skovfogedbolig, hvor hustruen døde i 1954 - 74 år gammel, og hvor godsinspektøren døde i 1967 - 90 år gammel.
Vi ægte Rosenholmere, der endnu lever, kan glæde os over, at lensbaronens første hustru, Christiane Wedell fra Wedellsborg, satte så mange penge i slot og park, at hendes og lensbaronens
yngste søn, lensbaron Holger Julius Frederik Rosenkrantz, i mange år repræsenterede slægten på det røde slot, og at hans hustru, lensbaronesse Carin Rosenkrantz, så omhyggeligt vedligeholdt
slot og park, så længe som hendes helbred tillod det.
Ligeledes er det godt at se, at godsejer Peter Helles vedligeholder avlsgården med tilliggende jorder og skov, således at det hele sammenfattet stadig ligner herregården Rosenholm.
Men det 400-årige gods’ skæbne fremover er usikker, og det bliver antageligt aldrig mere samlet under en Rosenkrantz.
  
Trap 5
Hornslet sogn
(Hornslet kommune) omgives af Mørke so., Kalø vig (Løgten bugt), Skødstrup, Hjortshøj og Todbjerg sogn samt Sønderhald herred (Søby, Krogsbæk og Hvilsager sogn).
Den sydvestlige del er et smukt bakkeland med udprægede parallelbakker (Flinthøj 77 m, Bihøj 75 m, Assenbakke 67 m), der skyldes isfremstødet gennem Kalø vig. Smeltevandet herfra er strømmet nordpå og har dannet den plane hedeslette øst for Hornslet og Rosenholm (Hornslet mose, Mørke kær), der senere er blevet til mose.
Mod sydvest ligger et mere storformet bakkeland med sognets højeste punkt (Tyvhøj 94 m), men i øvrigt har terrænet ret jævne former, og jorderne er mange steder ganske gode. Der er en hel del skov som Sophie-Amaliegård skov, dele af Rosenholm skov, Hestehave og Rodskov. I sognet ligger det bymæssige Hornslet. Der bades ved Løgten bugt. Gennem sognet går jernbanen Århus-Ryomgård-Grenå (Hornslet station) og hovedvej A 15.
 
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Areal i alt 1961: 3183 ha. Befolkning 26/9 1960: 2758 indbyggere fordelt på 840 husstande (1801: 780, 1850: 1012, 1901: 1699, 1930: 2281, 1955: 2639). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 940 levede af landbrug m.v., 777 af håndværk og industri, 237 af handel og omsætning i øvrigt, 132 af transportvirksomhed, 159 af administration og liberale erhverv og 272 af aldersrente, pension, formue o.l. 13 havde ikke givet oplysning om erhverv.
 
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
 
I sognet byerne: Hornslet (*1310 Hornslet; u. 1782) – bymæssig bebyggelse m. 1960: 1637 indb. fordelt på 528 husstande (1930: 1076, 1955: 1544); fordelingen efter erhverv var 1950 flg.: 149 levede af landbrug m.v., 620 af håndværk og industri, 183 af handel og omsætning, 116 af transportvirksomhed, 136 af administration og s. 1039 liberale erhverv og 184 af aldersrente, pension, formue olgn.; 8 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstebol., skole (opf. 1931, arkt. I. Madsen, Hornslet, udv. 1957–59, arkt. I. Madsen, Hornslet, og Strange Nielsen, Skanderborg, skolen købstadsordnet fra 1951), bibl. (i skolen; opret. 1917; 7580 bd.), handelsskole, kommunal administrationsbygn. (opf. 1931, udv. og omb. 1960, arkt. Strange Nielsen, Skanderborg), tinghus (opf. 1910) og dommerbol., politistat., Falcks Redningskorps, efterbehandlingssygehus (for centralsygehuset i Randers, opf. 1891), apotek (opret. 1857), alderdomshjem (opf. 1950, arkt. Ingvar Madsen, Hornslet), mindesmærke for 4 frihedskæmpere (der blev henrettet under besættelsen, mindesmærket rejst 1946), stadion (anl. 1953), dyrskuepl. m. udstillingshal, biograf (opf. 1954), Gæstgivergården, Den gamle Kro, Hornslet Bank (filial af Købmands- og Håndværkerbanken, Århus), filial af Andelsbanken, Hornslet og Omegns Spare- og Laanekasse (opret. 1872; 31/3 1962 var indskuddene 1,2 mill. kr., reserverne 55.000 kr.), andelsmejeri (Elkærslund, opret. 1887, udv. og omb. 1949–51, 1953 og 1956), Hornslet Møbelfabr. (60–100 arb.), møbelfabr. Hema, Koefoeds Møbelfabr. (25–35 arb.), møbelfabr. S. L., Ingvar Olsens Maskinfabr. (40 arb.), Hornslet Betonvarefabr., Hornslet Mineralvandsfabr., savværk, postkontor, jernbanestat., telf.central og handelsgartneri; Tendrup (*1492 Tærndrop; u. 1782) m. motorml., grusgrav og cementstøberi; Rodskov (*1429 Ruæschouff, 1475 Rodskow; u. 1783) m. forskole, bibl., forsamlingshus (rest. 1961) og handelsgartneri; Eskerod (*1446 Escherudt; u. 1783); Krajbjerg (*1442 Kragbierig; u. 1791) m. forsamlingshus og skotøjsfabr. (i gl. skole). – Saml. af gde og hse: Rosenholm Mark; Damsgård; Havhse (1664 Strand Huuszer; u. 1781); Frankrig; Krajbjerg Hede. – Gårde: hovedgd. Rosenholm (1559 Rosenholm; 38,8 tdr. hartk., 283 ha, hvoraf 40 skov; ejdv. 835, grv. 391) (Rosenholm Mosebrug ejes af Pindstrup Mosebrug); Rosenholm Skov m. gd. Teglvang (9,6 tdr. hartk., 326 ha, hvoraf 295 skov; ejdv. 524, grv. 218), hvoraf dog en stor del ligger i Krogsbæk so.; Elkærgd. (*1455 Ellekier); Rævholt; Rodskovgd.; Rodskov Strandgd.; Sophienlund; Sønderholm; Skrald; Solgd. (*1503 Solegaardt). Ved Rodskov strand Gammel Løgten Strandkro.
 
O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.
 
H. sogn, der udgør én sognekommune og ét pastorat under Øster Lisbjerg og Mols herreders provsti, har samme tingsted og hører under de samme kredse som Mørke sogn, dog under Randers amtstuedistrikt med amtstue i Randers. Sonet udgør 4. udskrivningskreds, 298. lægd og har sessionssted i Hornslet.
 
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
 
Kirken benævntes 1355 »Vor Frue og alle helgeners kirke i Hornslet«, hvorimod den 1516 omtalte »Skt. Nicolai sognekirke i Hornslet« mul. dækker over det ndf. omtalte kapel. Kirken er et langhus m. gravkapel og våbenhus i s. samt tårn i v. Langhusets midterste og ældste del er skibet af en romansk kampestensbygn., støbt af meget uensartede sten, m. hjørner af store granitkvadre og vinduesstik af rå kamp. Bev. er to n.vinduer, hvoraf det østre m. opr. trækarm, der har haft én lodret og én vandret sprosse. Den tilmurede og delvis ødelagte n.dør har uregelmæssig overligger. Formentlig i 1400t.s sen. del blev skibet forlænget mod v., udstyret m. nyt egetagværk og fire krydshvælv på falsede vægpiller m. rundstavkragbånd af egnens vanlige type. Våbenhuset foran skibets ommurede s.dør er lidt ældre el. fra sa. tid; det var opr. af højde som skibet, men er efter ø.forlængelsens opførelse og sikkert i forb. m. indretning af bibl. (sml. ndf.) forhøjet betydeligt. Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm († 1596), som 1560 fik jus patronatus, gennemførte store byggearbejder, der ligesom de senmiddelald. er af munkesten, men i moderne skiftegang (krydsskifte). Først veg det romanske kor pladsen for en m. skibet jævnbred, hvælvet ø.forlængelse på to fag m. tresidet korafslutn. Afsnittets profilgesims fortsattes rundt om langhusets ældre dele; hvælvribberne har pærestavprofil, og vinduerne er fladrundbuede s. 1040 (de to i korpolygonen tilmurede). Lidt sen. opførtes Rosenkrantzernes gravkapel på forlængelsens s.side og det slanke tårn (svajet pyramidetag) i v., m. helt ensartede ribbeprofiler og vinduer. I kapellet, der har stor, rundbuet arkade til kirken, er der forneden genanv. mange skråkantede og attisk profilerede granitsokkelkvadre, som må være af romansk opr.; det store antal hjørnekvadre udelukker antagelig den mulighed, at materialet kan stamme fra kirkens opr. kor, og det er vel næppe heller sandsynligt, at det stammer fra de nedenn. kapeller. – Kirken, der senest er rest. 1960–62 (arkt. Axel Skov), står i blank mur m. hvidtede gesimser, fladrundbuede jernvinduer, blytage og nye gulve af gule fliser. – En dekorativ kirkegårdsportal stammer fra renæssancetiden. – Kalkmalerier: På n.væggen i det romanske skibs midterste fag afdækkedes fine malerier fra o. 1250–75, bl.a. en velforsvaret borg, der angribes af ryttere under anførelse af en konge. På langhusets 2. hvælvfag fra v., i den nordøstl. svikkel findes en kalkmalet indskr. 15 PP 1?, refererende til en udsmykning (alt rest. af Gregers Lind 1962).
 
Inventar: Ved en hovedrest. 1960–62 under Nationalmus. (konservator N.J. Termansen, maler N. Kristiansen, billedhugger C. J. Baumbach og Vitus Nielsen) istandsattes altertavle, epitafier og gravsten; fjernet blev den af Margr. Krabbe opsatte alterskranke m. snoede søjler, alle faste stole, træværk og paneler samt varmeværket fra 1888. Et par gravsten flyttedes, gravkrypterne istandsattes (ved K. Holm), 31 kister (18 voksne og 13 børn) nedsattes i Rosenkrantzernes gravsted på kgd. I ndr. krypt står nu Margr. Krabbe, † 1716, Birgitte Gersdorff, † 1719, Charl. Amalie Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Juliane Sophie Wedell (Wedellsborg), † 1782, Iver Rosenkrantz Levetzau, † 1787, Dorthea Reedtz, † 1801, og Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802; i sdr. krypt: Jørgen Rosenkrantz, † 1596, Dorthe Lange, † 1613, Otto Rosenkrantz, † 1639, Sophie Brahe, † 1646, Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, Jørgen Eriksen Rosenkrantz, † 1683, samt fire barnekister; i gangen Erik Rosenkrantz, † 1681.– Alterbord af barokt fyldingspanel. Altertavlen er sengotisk, femleddet, fra o. 1525, m. midtskab, hvori et stort, træskåret Golgatharelief fra Claus Bergs værksted i Odense samt dele af en eng. alabasttavle fra sidste halvdel af 1400t., 1574 forøget m. andre dele af alabast. Fra den gotiske alabasttavle stammer reliefferne af bebudelsen, fødselen, opstandelsen samt to helgenfigurer, yngre er himmelfarten, på hvis bagside er ridset: Albret Gluxmester 1574, den store Kristusfigur på korset samt Petrus og Paulus. De fire fløje, af hvilke kun de to inderste er bevægelige, har nu passions-, evangelist-, apokalyptiske og våbenmalerier fra 1672 (af »Chr. Phil.G…, Maler i Randers«). Predellaens Gethsemanemalerier er fra 1576 (en overmaling af det opr. motiv) m. våben og initialer for Jørgen Rosenkrantz og Dorte Lange. Rest. 1961 (N.J. Termansen), ved hvilken lejligh. topstk. m. malerier fra beg. af 1800t. fjernedes. Alterstager: 1) 1592 m. våben for ovenn., 2) dødsgave for Jensmine Nielsen (1866–1940). Moderne, halvrund alterskranke m. spinkle jernstænger. Døbefont, romansk, af granit m. dobbelt bølgeranke og på foden hjørneknopper (Mackeprang.D. 299, Djurslandstypen). 1699 lod fru Margr. Krabbe (Erik Rosenkrantz’ 3. hustru) udføre et smukt træhylster til fonten og staffere af H. C. Trane (nu i Rosenkrantzernes kapel, jf. ndf.). Dåbshimlen på våbenhusloftet. Sydty. dåbsfad m. bebudelsesrelief og grav., firdelt våben, vistnok 1609, og initialerne IRS EGS og ERS. Prædikestol i ungrenæssance, 1567, m. samtidig himmel; her og i stolens felt er barokke figurer; if. C. A. Jensen fra Peder Jensen Koldings værksted. Stoleværket består af moderne, løse stole. Fornem degnestol (if. C.A.J. fra Mikkel van Grønningens værksted; jf. Kristrup kirke s. 844, afb. i Tegn. af æ. nord. Ark. 2. ser. 1. rk. pl. 14) m. søjlebaldakin og våben som altertavlens predella. Orgel 1893 (Daniel Köhne, Kbh.), 12 stemmer, på samtidigt pulpitur, hvortil adgang ad moderne, spinkel, særpræget trappe. Kirkeskib, stor, tremastet fuldrigger, »Kalø-Vig«, ophængt 1880. Nyere lysekroner, den største skænket 1884 af lærer Christiansen. – I Rosenkrantzernes kapel står et lille, smalt alterbord af fyr m. arkader ml. riflede pilastre; herpå en nederl. fløjaltertavle (epitafietavle) m. malerier: opstandelsen i midtfeltet, i fløjene Jørgen Rosenkrantz og to sønner samt Dorte Lange og en datter, knælende og bedende. Kapellet har forneden renæssancepanel m. skriftsteder i arkaderne; på s.væggen ml. vinduerne en stentavle for Otto Rosenkrantz Georgii fil., † 1582 (jf. Gravsten nr. 8). På v.væggen en stor tavle, hvor Jørgen Rosenkrantz på da. og lat. vers meddeler, at han vil have sit sidste hvilested her. – Klokker: 1) Omstøbt 1742 ved »Hienrich Tessin« af klokke støbt 1676 ved Rudolph Melchior. 2) 1888 (Bochum). 3) Skænket af H. H. Rosenkrantz (slagklokke for sejerværket).
 
Gravminder: Hornslet kirke er Rosenkrantzernes gravkirke, rig på epitafier og gravsten, af hvilke sidste nogle er hidflyttet fra andre kirker. Epitafier: 1) 1584, meget anseligt, af sandsten og marmor, m. opstandelsesrelief, over Jørgen Rosenkrantz’ tipoldefader og oldefader, Otto Nielsen og Erik Ottesen (jf. ndf.), på korets n.væg. 2) Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, og s. 1041 hustru Sophie Brahe, † 1646, prægtig, af marmor, m. helfigursmalerier, i ø.forlængelsens vestl. fag. 3) Deres søn Erik Rosenkrantz, † 1681, og hans tre hustruer Margr. Skeel, Mette Rosenkrantz og Margr. Krabbe, sandsten og marmor m. figurmalerier af Abraham Wuchters, flyttet fra skibets fjerdevestl. fag (hvor romanske kalkmalerier nylig er fremdraget) til tredievestl. Til epitafiet er lænket en bog m. messingbind indeholdende hans ligprædiken, da. og lat., lovprisende vers samt slægtsregister. 4) 1607, over provsten mag. Hans Zeuthens hustru Cæcilia Erasmi, af træ, vistnok fra Mikkel van Grønningens værksted, på baggrund af til skjoldbuen afpasset bagklædning m. skeletmalerier; i epitafierammen symbolske malerier og knælende familiemedl.; ved siden af nr. 3. Desuden findes i ø.forlængelsens v.fag 5) en lille sten fra 1532 m. lensmand på Gotland Henrik Rosenkrantz’ navn og våben (stafferet), vistnok opr. en bygningstavle på Rosenkrantzernes gravkapel i Mariager (CAJensen. Gr. 200), samt, i koret, fra slutn. af 1500t. 6) en mindesten over Jørgen Rosenkrantz’ fader Otte Holgersen, † 1525, og hans farfader Holger Eriksen, † 1496 (først begr. i Mariager kloster), egl. en broget malet figursten (CAJensen. Gr. 652). Under nr. 5 er anbragt 7), hvor Jørgen Rosenkrantz meddeler, at han sætter stenen (nr. 6) til amindelse af sin fader og oldefader, og 8), hvor Holger Rosenkrantz beretter, at han 1642 flyttede sine forfædre hertil. – Gravsten. 1) 1470. Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, og hustru Else Holgersdatter Krognos, † 1470, samt datter; anselig trefigurs-sten udf. af Johs. Priggel, hidført fra Gråbrødrekirken i Randers; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 74). 2) Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, og hustru Sofie Henriksdatter Gyldenstierne, † 1487; figursten, flyttet fra Mariager kloster; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 95). 3) Otte Holgersen Rosenkrantz og hustru Margr. (Gans) van Potlist, begge døde i Lybæk 1525, hvor stenen er forfærdiget; figursten, flyttet til Ut og derfra til Hornslet; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 178). 4) Fru Anne Meinstorf, Holger Eriksen Rosenkrantz’ hustru, dræbt af bønderne på Ringsted landsting 1534; figursten flyttet fra Ut; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 262). 5) Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, »slagenn for Aalborrhus« 1534 (i Skipper Clement-fejden), lagt af hustruen »Kirstenne Gabriell Gyllenstiernis«; figursten i våbenhuset (CAJensen. Gr. 242). 6) Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, † 1558, begr. i Ringstedkloster, 1564 overført til Ut, s. 1042 derfra til Hornslet; figursten (enke m. bind for munden) i tårnrum (CAJensen. Gr. 559). 7) Gunde Lange til Bregninge, † 1564, og hustru Karen Breide, † 1550 (begr. i Fjelstrup); figursten udf. henimod 1600, i våbenhuset (CAJensen. Gr. 651). 8) Før 1613. Jørgen Rosenkrantz, † 1596, og hustru Dorothea Lange; skeletsten, meget fint bevaret; i gulvet i Rosenkrantz-kapellet (CAJensen. Gr. 685). Endv. ligger i våbenhusets gulv en skeletsten m. udslidt skrift. I gravkrypterne fandtes foruden ovenn. begr. bl.a. amtmand Holger Rosenkrantz til Rosenholm, † 1690, fru Charl. Am. Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802, og hustru Dorothea Reedtz, † 1801. 1886 blev syv kister i det i tårnrummet indr. gravkapel nedgravet på kgd. i en m. jerngitter hegnet familiebegravelse. – I våbenhusets øvre stokv. har der været opbev. et bibl. (nu på Rosenholm), opret. af Holger Rosenkrantz den lærde, udv. af Iver Rosenkrantz og forøget m. lat. og gr. klassikere af pastor M. Riise til Nimtofte. – På kgd. står et 1898 afsl. mindesmærke over sgpr. F. Falkenstjerne, † 1896.
 
Elna Møller arkitekt
 
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
 Hornslet kirke.
 
Rosenholm.
 
Rosenholm.
 
Litt.: E. Nørgaard. Hornslet kirke. 1951. S. Sloth Carlsen. Hornslet kirke. 1955.
 
På kgd. er begr. i Rosenkrantzernes gravsted hofmester Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, hofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, rigsråd Otte Holgersen Rosenkrantz, † 1525, og statsmanden Iver Rosenkrantz, † 1745.
 
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
 
På Drorup mark ved Krajbjerg findes ruinen af Skt. Nicolai kapel (mul. omtalt 1516, se ovf. under kirken). Det har haft et langhus m. tresidet ø.afslutn. (knap 19 m langt og 10 bredt); de 1,3 m tykke mure af kamp og munkesten stod endnu ved 1800t.s slutn. i en højde af ca. 1 m, men nu spores kun grundplanens omrids m. dens n.- og s.dør. Tæt ved ruinen, mod n., har der været en hellig kilde (Skt. Nicolai kilde), som endnu besøgtes ved midten af 1800t. – På præstegårdens mark i Hornslet har der ligget et Skt. Karens kapel m. en hellig kilde (Skt. Karens kilde) og ved Rodskov fandtes en Skt. Karls kilde (Schmidt.DH. 145).
 
Elna Møller arkitekt
 
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
 
Rosenholm hed opr. Holm (*1349, 1363 Holm), Holme el. Holmgård. 1363 nævnes N. Erikson til H.; 1416 tilhørte den Anders Petz, 1431 hans enke Mette, 1445–50 sønnen Anders Petz, 1468–76 dennes bror Laurids Petz, hvis svigersøn Peder Krabbe (af ukendt slægt) skrives s. 1043 til H. 1503–11. Før 1516 kom gden til Århusbispen Niels Clausen Skade; ved reformationen tilfaldt den kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz († 1596), som gav den dens nuv. navn, opførte hovedbygn., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde R. til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige, og dennes søn gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på R. fortsattes. 1666 skødede han R. (78 tdr. hartk.) m. gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han s.å. ægtede. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack, hvis datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne, enke efter oberst Christian Trolle, 1727 solgte R. (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skovog mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745), som 1743 af R. (67, 78 og 521 tdr. hartk.) fik opret, et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839), men sidstn. afstod det 1825 til sin søn, kmh., hofjægerm., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kmh., hofjægerm., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936. 14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejd. 1936 overtoges slottet af sønnen baron Holger Rosenkrantz; 1938 solgtes skovene til skovfoged Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgden overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forp. Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952. – Godsarkiv i NLA.
 
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
Riddersalen på Rosenholm.
 
Riddersalen på Rosenholm.
 
Litt.: DSørreGde. I. 412–16. C.E. Secher. Danm. i ældre og nyere Tid. III. 1876. 95–120. S. Hansen. R.s Forhistorie og Oprindelse, AarbRanders. 1909. 5–78. Ole Karup Pedersen. Livet på R. o. 1830, i AarbAarh. 1955. 140–61. Ejler Haugsted i DSlHerreg. IV. 1945. 365–80. Holger Rosenkrantz, i Herregaardsliv, red. af Ernst Fr. Hansen. 1954.
 
Hovedbygn., fredet i kl. A, er et firefløjet anlæg, bygget i fire tempi, men dog af en sjælden harmoni. Man fristes til at kalde Rosenholm landets skønneste og ejendommeligste renæssanceherregd. Ældst er ø.fløjen, påbegyndt 1559 af Jørgen Rosenkrantz, som også har ladet portfløjen s. 1044 og n.fløjen opføre. Over portgennemkørslen minder en sandstenstavle om bygherren og hans hustru: den bærer deres våben og navnene Jørgen Rosenkrantz Otteson – Dorethea Lange Gundesdater. Øverst årst. 1567 og nederst perfectum. Det er dog sandsynligt, at stenpladen er flyttet hertil fra ø.fløjen, som snarere har stået færdig det nævnte år. Med s.fløjen er borggården blevet lukket og har fået sin særprægede trapezform – v.fløjen er en del længere end ø.fløjen – men dette er først sket i sønnen »lærde Holgers« tid efter 1596.
 
Hele bygningskomplekset har sin rod i ital. og især i fr. renæssance. Ø.fløjen hæver sig stejlt over vandspejlet i den lille sø, som leverer vand til voldgraven, de høje gavle giver den yderligere rejsning. Her er ikke anv. syldsten, de store, røde renæssancesten er lagt lige på sandgrunden. Huset består af kælder og to stokv., flankeret af to runde tårne, som foroven afsluttes af lave, kuppelformede hætter. Meget karakteristiske er de høje gavle, som dobbelte murbånd deler i to stokv., foroven afsluttede af en lav trekantfronton. Mod v. ind mod gården løber i begge stokv. en korridor, som forbinder fløjens gavlsale. Udefra røber tilmurede buer, at der mul. har været arkader, adskilt af pilastre, ind til en åben, hvælvingsdækket loggia, som var et hidtil ganske ukendt begreb i Norden og heller ikke særlig påkrævet i et barsk klima. Andet stokv. bærer spor af kridtstensornamenter, man aner buer og pilastre, men om hele denne plan har været bragt til udførelse og hvornår den i så fald er ændret, tør ingen m. sikkerhed sige. Derimod står det berømte, lille lysthus, i haven m. kridtstensbeklædningen af underste stokv. i behold ligesom de yndefulde buer og pilastre på det øverste. Dette »Pirkentavl« er utvivlsomt opf. af ø.fløjens bygm.
 
Portfløjen overholder nøje renæssancens krav om symmetri, den ligger midt for ø.fløjen. som portgennemkørslen åbner udsigt til. Porttårnet springer frem foran fløjen og bærer et usædvanlig højt, kobberklædt spir, en rekonstruktion efter Pont.Atlas, som 1893 afløste en uanselig kuppelhat. Men især domineres det leddelte hus af de stærkt fremspringende endepavilloner, hvis høje tværgavle mod ø. og v. svarer til ø.fløjens. Sdr. pavillon er endda forsynet m. et lavere gavlparti mod s., vel af hensyn til skorstenen fra vinterstuens kamin. Netop ud for denne stues s.mur har eksisteret en ret bred karnap, mod nø., ind i gården, har stået et tårn, som har givet adgang til dette stokv. V.fløjen er forsynet m. granitsokkel ligesom n.fløjen, og materialerne er øjensynlig for en del hentet fra en nedbrudt, romansk kirke. Med n.fløjen afsluttede Jørgen Rosenkrantz sit byggeri, den forbandt de to hovedfløje og er ganske enkel i to stokv. uden kælder under. Som eneste prydelse er ml. de to stokv. muret et bredt bælte af mønstermurværk, sa. dek., som findes på det nærliggende Skaføgård, ligeledes opf. af Jørgen Rosenkrantz. Sønnen, lærde Holger Rosenkrantz, havde en stor husstand, ikke mindst fordi han tog sig af unge adelsmænds opdragelse, så det er naturligt at tænke sig, at s.fløjen er tilføjet i hans ejerperiode. Den er n.fløjen meget lig, men uden pynt af nogen art. Ved dens opførelse måtte det lille tårn ved portfløjen delvis nedbrydes, dog er det overhvælvede brevkammer bev. Formentlig på sa. tid er ø.fløjens sydligste kælderrum blevet forsynet m. hvælvinger, og her har siden været et huskapel.
 
Rosenholms indre har i tidernes løb været underkastet store ændringer, men nogle gl. kaminer, flyttet fra ø.fløjen, fortæller om de første ejere, især den pompøse i riddersalen, som bærer årst. 1575, og hvorover hænger Tobias Gemperlins karakterfulde portrætter af Jørgen Rosenkrantz og hans hustru. Også fru Dorthe Langes skænk og skabet fra lærde Holgers tid, begge i vinterstuen, er værdifuldt indbo fra den allerførste tid, ligesom det nederl. husalter og anetavlerne i brevkammeret. På Iver Rosenkrantz’ tid skete de mest gennemgribende ændringer i husets indre, riddersalen kom til at optage det meste af s.fløjen, store barokdøre førte ind til den og indsattes ml. ø.fløjens stuer, af hvilke flere prydedes m. gobeliner af fr. og flamsk oprindelse. Også en stor del af portrætsamlingen stammer fra statsministerens ejertid.
 
Endelig var det ham, der lod haven omlægge i barok stil og lod de endnu så prægtige alleer plante. Denne have kom rigtigt til sin ret, da den næstsidste besidder sidst i forrige årh. nedrev staldgården på holmen v.f. slottet og lod haven brede sig helt op til broen (V. Lorenzen. Danske Herregaardshaver. 3. 1931). Avlsgården ligger nu samlet s.f. borggården, hvor ladegården havde ligget på sin egen holm siden gårdens opførelse for 400 år siden.
 
Anders Bjerre museumsforvalter, Gl. Estrup
 
Ved tømning af voldgravene er der på initiativ af slottets ejer, baron Holger Rosenkrantz, og med hjælp fra Nationalmuseet i de sidste år fundet et stort antal – 9-10.000 – genstande fra renæssancen og sen., navnlig en enestående samling af renæssancekeramik. Et udvalg af disse sager er 1962 udstillet i et rum i slottet og er, ligesom største delen af slottets rum m. deres prægtige inventar, tilgængelig for offentligheden; for de besøgende er der indr. et cafeteria.
 
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
s. 1045
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
 
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
 
Rosenholm birk er opret. 4/12 1574, da Jørgen Rosenkrantz fik fri birkeret til Rosenholm m. Skovlkær, Hornslet, Tendrup, Rodskov, Krajbjerg, gårdene Kirkholt og Segalt i Neder Segalt, Lindå og Balle i Todbjerg so., Krannestrup i Mejlby so. samt Karlby og Skørring m. ml. i Sønderhald hrd. Han skulle straks lægge et birketing ved Rosenholm og tilskikke en birkefoged. 28/4 1668 blev birkets område betydeligt udv., især m. gods i Mørke, Bale og Balskov. Fra 1820 var herredsfogden i Øster Lisbjerg m. fl. hrdr. også birkefoged i Rosenholm birk, og 28/7 1820 bifaldt kongen, at Rosenholms birkeret måtte holdes på sa. sted, hvor retten for Rougsø m. fl. hrdr. blev holdt, altså i Randers. Birket blev nedlagt ved reskr. af 6/1 1852 og lagt under Rougsø, Sønderhald og Øster Lisbjerg hrdr.
 
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
 
Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 207, 301. AarbRanders. 1909. 56.
 
En hovedgd. i Eskerod skødede Jens Simonsen (Udsen) 1514 til Øm kloster. 1560 gav kongen den ufri Jens Prang livsbrev på E.; 1654 fik Erik Rosenkrantz ved mageskifte m. kronen bl.a. E. hovedgd. m. skov til 60 svins olden.
 
I en Lysning i Amaliegaards Skov ligger i et lavt Terræn et betydeligt Voldsted, kaldet Elkjærtoft. Borgpladsen er nærmest oval og omgives af en Voldgrav og en lav Vold. Paa Pladsen ligger spredt store Sten. En stensat Vejdæmning fører over Engen fra N.-V. ud til Voldstedet. I 1950 og 1956 er der foretaget mindre Prøvegravninger paa Voldstedet. Der er herved fundet Stenbro paa Borgpladsen og nedrammede Pæleværk i Voldgraven. Paa Renæssancetiden skal s. 1046 der have været et Stutteri paa Stedet, men Voldstedet som saadant synes at være betydelig ældre.
 
Hans Stiesdal museumsinspektør, cand. mag.
 
Skivegård (*1429 Skiuegaardt, *1445 Westerskøbingh, *1455 Skibinghgaardt) m. ml. lå, »hvor Rodskov nu (1606) er bygt«, og var Palne Lille af Attrups rette arvegods; 1445 vidnes, at Vesterskibinggd. var fru Else i Attrups rette arvegods. Per Hind solgte 1458 en halvgd. i Rodskov til Erik Lunov, som 1455 havde fået S. tildømt; 1503 gjorde hans søn Iver Lunov lovhævd på S., men afhændede den 1509 til Øm kloster mod at få livsbrev på den. 1516 trættedes klosteret om den m. Niels Lunov. 1560 blev Rodskovgd. og ml. af Jens Thomesen til Hjermeslevgd. mageskiftet til kronen, der 1567 gav Christoffer Lauridsen (Udsen) forleningsbrev på den.
 
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
 
I so. har der været 3 hellige kilder, se ovf.
 
En genforeningssten er 1920 rejst på Kirkebakken i H.
 
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
 
Ved Krajbjerg lå en bebyggelse Drorup (1563 Drorup Mark). En gd. Skovlkær (*1540 Skofffuelkier mark) nedlagdes 1670, jorderne blev inddraget under Rosenholm. Laden derfra, som 1648 flyttedes til præstegden i Hornslet, er opstillet i Den gamle By i Århus.
 
J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.
 
Skove: Der findes flere betydelige skove. Mod n. ligger en mindre del (Gl. Dyrehave) af Rosenholm skov (jf. Krogsbæk so. s. 902), der ejes af fabr. Mads Eg Damgaard, Herning. Rosenholm hovedgårds skov, 40 ha, hvoraf løvtræ 10 ha og nåletræ 30 ha, tilh. godsejer H. Helles, Rosenholm avlsgård. Skoven er anlagt som plantage 1900–10 på flyvesand. Sophie-Amaliegård skov, 415 ha, hører under Clausholm skovdistr. (jf. Voldum so. s. 816) og ejes af civiling. H. Berner, Hellerup. Sydl. i so. finder man Hestehave, Segaltkær skov (1664 Segaltkierd) og Rodskov, alle skove, der indgår i Skrald skov, i alt 122 ha, hvoraf bøg 70, eg 3, andet løvtræ 14, nåletræ 19 og ubevokset 16 ha. Skovene ligger på gennemgående bakket terræn m. overvejende gode jordbundsforhold og gode vækstbetingelser. Ejer er Mogens Laage Ogstrup, Skrald. Skovene er 1937 udskilt fra Rosenholm skovdistr. Spredt i so. findes flere mindre plantager. En del (37 ha) af den under Vosnæsgård i Skødstrup so. hørende Savmølle skov (Eskerod skov) ligger endv. i so.
 
Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat
 
Fredede oldtidsminder: 5 høje, samt en 40 m lang, 4 m høj langhøj ved Tendrup. – Sløjfet el. ødelagt: En dysse og 27 høje.
 
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
 
I H. so. fødtes 1604 rigsråden Gunde Rosenkrantz, 1607 skoleforstanderen Jørgen Rosenkrantz, 1612 stiftsbefalingsmanden Erik Rosenkrantz, 1674 statsmanden Iver Rosenkrantz, 1883 fagforeningsmanden Jens Johansen.
 
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
 
Litt.: Eskild Nørgaard. H., i Jydske Byer og deres Mænd. XI. 1918. Søren Sloth Carlsen. Skole- og degnehist. i H. gennem 300 år, AarbRanders. 1961. 31–47. Poul Rasmussen. Økonomiske og kulturelle Forhold i Rosenholm Birk 1678–87, ØstjyHj. 1951. 89–103.
Mørke sogn
Skødstrup sogn
 
https://slaegtsbibliotek.dk/931344.pdf  Holger Nielsens beretning 1999
 
 
Rosenholm, slægten Rosenkrantz, referat af C. Porskrog foredrag v. P. Astrup Madsen.
Slægten Rosenkrantz
Af Peter Astrup Madsen, Karlby

Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad. 
 
Rosenkrantzerne er nok den mest markante slægt i Danmark - og en gammel østjysk slægt. Op mod en fjerdedel af alle Danmarks herregårde har på et tidpunkt talt en Rosenkrantz i ejerrækken. I 13-1400 tallet var betegnelsen for fornemme mænd Ridder benævnt som Hr. foran navnet. I 1500 tallet fik navnet tilknytning til det at være adelsmand. For at være adelig skulle man være født i ægteskab, ligesom faderen skulle være adelig. Det betød, at man ikke længere blev nævnt ved patronymet: at søn tager efternavn fra faderens fornavn, sådan som tilfældet var for de første 8 led af Rosenkantz-slægten. Se også Resumé til slut i artiklen.
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
Den ældste familie – Jørgen Rosenkrantz’s forfædre
Slægten startede med udgangspunkt i Hevringholm ved Vivild (Norddjursland), hvor
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
Sønnen Erik Ottesen blev foruden Kalø også lensmand på Skanderborg Slot og Koldinghus og sad i rigsrådet i 30 år, heraf som rigshofmester i 25 år og blev en af Chr. 1. vigtigste rådgivere. Otte og Erik markerede sig som højdepunkterne i rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.

Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
befaler nu, at adelen skal føre et fast familienavn som efternavn (i tillæg eller) i stedet for patronymet. Det bliver således Holger Eriksens søn Otte Holgersen til Boller, der som den første benytter navnet Rosenkrantz. Selve navnet skulle ifølge en familie-krønike stamme fra en Ridder Erik af Hevringholm, der på Knud den Stores tid havde besøgt paven og ved afskeden fik overrakt en rosenkrans til at lægge omkring sin hjelm.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.

Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
Til højre: Hr. Holger Eriksen til Boller (død 1496) og tv. hans søn Hr. Otte Holgersen Rosenkrantz til Boller og Næsbyholm (død 1525 i Lübeck). Begge er iført ridderdragt (Hornslet Kirke)
 

Rosenkrantzerne og Rosenholm
Otte Holgersen Rosenkrantz og hans hustru Margrethe Ganz døde i 1525 af pest under et familiebesøg i Lübeck. De efterlod sig i alt 6 børn, bl.a. den kun toårige Jørgen, der havde to ældre brødre Holger og Erik, men det var første gang navnet Jørgen forekom.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.

Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen.  Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.

De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Rosenkrantz og Dorthe Lange

Kalkmaleri ca. 1578.

Jørgen Rosenkrantz byggede de tre af fløjene på Rosenholm Slot, og i perioden 1579-82 tillige Skaføgård, som han samlede på grundlag af to gårde. Godset var tiltænkt sønnen Holger, der var en efternøler i forhold til sin storebror Otte, men da Otte netop døde i 1582 stod Holger som enearving til begge godser. Forinden fungerede det dog som enkesæde for Jørgens hustru Dorthe Lange. Skaføgård er i dag stadig et totalt anlæg med driftsbygninger og residens i ét samlet kompleks. I Hornslet havde Jørgen Rosenkrantz udbygget kirken med en Tirstrup kopi af koret, en karakteristisk 6 kantet bygning, et renæssance-tårn samt et stort gravkapel. Man henter gravmonumenter fra Uth kirke (Boller) ved Horsens. De indgår nu i våbenhuset i Hornslet. Det var jo Jørgens tipoldefar Otto Nielsen med det helt store kirkebyggeri.

Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Holger Rosenkrantz den Lærde og Sophie Brahe
  Rosenholm slot med staldbygninger og ladegård tv.
 
 
Jørgen Rosenkrantz lod på Rosenholm opføre såvel en avlsgård som en ladegård.
Ladegårdsanlægget blev placeret syd for hovedbygningen, mens det trefløjede avlsanlæg blev placeret vest for hovedbygningen. Det endnu eksisterende Pirkentavl var placeret i anlæggets sydvestlige hjørne og giver et fingerpeg om anlæggets placering og udstrækning.
Den oprindelige avlsgård blev flyttet i slutningen af det 19. århundrede, hvor Hans Rosenkrantz i 1895-96 lod arkitekten Carl Lange opføre en ny avlsgård syd for hovedbygningen, dér hvor den tidligere ladegård var placeret.
Avlsgårdens tre fritliggende længer er placeret omkring en kvadratisk gårdsplads. De grundmurede bygninger har tegltag, og laden i syd har udsmykkede gavle i renæssancestil. I forlængelse af vestlængen ligger den fritliggende forpagterbolig, som blev opført af Carl Lange i 1888.
Pirkentavl 
Holger Rosenkrantz havde giftet sig med Sophie Brahe, og de fik 13 børn, hvoraf flere døde som små, men fire døtre og tre sønner nåede selv at stifte familie. Det var Sophie Brahe, der stod for det regnskabsmæssige, hvoraf meget basismateriale er bevaret. Heraf fremgår det, at familien taber en masse penge, bl.a. på de fire sønners lange og dyre dannelsesrejser til udlandet – noget der kunne æde formuer op.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.

Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm

Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Iver Rosenkrantz iført elefantordenens ridderdragt 
 
Man var gået over til titler som baroner og grever. Det var Christian V., der i 1671 havde indført det system – noget der kom fra Tyskland. For at blive baron med et tilhørende len krævedes 1000 tdr. hartkorn. (For et grevskab krævedes 2500 tdr. hartkorn). Med 400 tdr. hartkorn – som på Rosenholm - kunne der oprettes et stamhus. Alle tre former gav ret til at udøve hoveri. Godser hæftede for fæstebønders skatter og skulle inddrive disse. Til gengæld var der skattefrihed for hovedgården. På Rosenholm var der formelt set aldrig tale om noget baroniskab, men Iver Rosenkrantz af Villestrup og hans sønner havde fået dispensation til at kalde sig baron – en titel som også Hans Carl Oluf Rosenkrantz benævnte sig med helt frem til lensafløsningen i 1919.
Sønnen Frederik Christian Rosenkrantz var under enevælden med i regeringen Schimmelman. Han var imod Stavnsbåndets ophævelse. I den forbindelse blev han kaldt ”Den kloge, men onde Rosenkrantz”, som udtalt af A. P. Bernstoff. Frederik Christians eneste søn Iver Rosenkrantz-Levetzau døde barnløs, og inden faderens død i 1789.  Det ændrer på arverækkefølgen. Ved stamhusets oprettelse i 1744 var det nemlig blevet bestemt, at slottet i tilfælde af mangel på efterfølgere skulle gå tilbage til efterkommere af Den lærde Holgers sønner, men da den ældste var død ung måtte man tilbage til den næstældste søn, Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
De to ældste sønner Christian og Verner døde relativt unge og kort tid efter deres indsættelse.
 
Den yngste søn, Holger Rosenkrantz var også kun formelt ved roret et par år, da han i forvejen havde en del forpagtergårde, bl.a. Schildenseje og Tustrup under Clausholm, som han mest opholdt sig på. Reelt set overdrog han derfor allerede i 1823 Rosenholm til sin søn Hans Henrik Rosenkrantz, der gik i gang med forberedelser til frasalg af bøndergårde, og som i det hele taget viste sig at være en rigtig dygtig driftsleder.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz 
Som værge for barnebarnet af Hans Henrik Rosenkrantz førte en bror til Hans Henrik, Julius Rosenkrantz, derfor godset videre frem til sin død i 1886. Nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz var ved faderens død nemlig kun ét år gammel. Efter Julius’s død går der dog 10 år inden Hans Carl Oluf i 1896 reelt set overtager slottet. I 1899 blev han gift med komtesse Christiane Wedell-Wedellsborg, der stammede fra en indflydelsesrig adelsfamilie på Fyn, så i tiden derefter blev der ført fornemt hus på slottet. Samtidig blev Hans Carl Oluf udnævnt som landbrugskyndig nationalbankdirektør samt forstander på Herlufsholm Kostskole, hvorfor han måtte bosætte sig i København.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
Rosenholm i dag
Oven i problemer med lensafløsningen og arveforhold ved Hans Carl Olufs død kom 1930’ernes økonomiske problemer. Den ældste søn Jørgen havde frasagt sig arveretten pga. muskelsvind, så det blev broderen Holger Rosenkrantz, der måtte påtage sig ansvaret, bl.a. for frasalg af landbrugsdriften - i sidste ende til Harald Helles i 1942. Det samme var sket med Karlby Skoven, der i 1938 blev overtaget af den tidligere godsinspektør N. Nielsen, hvorefter der var tale om et jordløst slot – ganske vist med 53 tdr. land park, skov og sø.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
 
Af 2. ægteskab fik Hans Carl to sønner, herunder Oluf Henrik Rosenkrantz. De tog en arv med sig svarende til mere end 15 mio. kr. (indeks 2010). Olufs søn Erik Christian Rosenkrantz fungerer i dag som direktør for Rosenholm fonden – en fond, der forestår driften af slottet. Under slottet hører også Herskabsstalden, der i dag rummer Skørring Samlingen bestående af gamle effekter fra en landhusholdning. Endvidere hører Enkesædet, Gartnerhuset og det gamle fattighus i Hornslet, kaldet ”Hospitalet” under Rosenholm Slot.

Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
 
Rosenholm anno 2017 - et slot med en omfattende historik. Det meste er i denne artikel ubeskrevet (ligger under overfladen eller kan søges i en omfattende Litteratur) 
 
 
 
 
 
LITTERATUR:
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Resumé af rosenkrantzernes slægts- og ejerhistorie:
Den oprindelige slægt i 8 led – før Jørgen Rosenkrantz:
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.

De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
 

Om godsinspektør Niels Nielsen, "Spækken"

 
Livø: Oplysninger om H. C. O. Rosenkrantz's ejerskab af Livø fremgår af artikel i det lokale tidsskrift FRA HIMMERLAND OG KJÆR HERRED, AARBØGER, UDGIVNE AF HISTORISK SAMFUND FOR AALBORG AMT 1912-1914.
l. BIND AALBORG 1914 , s. 351 
 
Kirkebog, Holger Nielsen.
Kirkebog, Johan Nielsen
Som det fremgår, var Johan Nielsen som gårdejer på Højdegaard først gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900 indtil dennes død 8. jan. 1909, hvorefter Johan Nielsen giftede sig med enken på Grønvanggaard 15. okt. 1910.
Ane Elisabeth var iflg. Slægterne Tinglev og Wiuff med Kvindelinier, 1917 v. Vilh. Skovgaard-Petersen, s. 11 faster til Nis Fallesen Skovgaard, der overtog Mariegaard i Skanderup efter Mathias H. Skovgaard. 
 
Niels Nielsen og hans familie på Højdegaard 
 
  
  
Rasmus Nielsen, f. Sdr. Bjært 1843, ejer af Højdegaard, Gelballe ved ægteskab med Abeline Marie Johannsen.
Arkiv- og privat foto, en ældre og yngre RN.
 
 
Abeline Marie Nielsen, f. Johansen 1845 på Højdegaard, Gelballe, privat foto.
 
Abeline og datteren Maren Nielsen, der 1881 blev født på Højdegaard - ligesom Niels Nielsen, 1877 og den yngste søn, Jens Nielsen 1883.
Den ældste søn, Johan Nielsen, blev født i Sdr. Bjært 1875. Han overtog 1898 Højdegaard, hvor han var gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900-1909. Privat foto.
Maren Nielsen blev 1911 gift med L. P. Schelde, som hermed overtog Højdegaard efter Johan Nielsen, der 1910 ved ægteskab med Kristine M. Schelde blev ejer af Grønvanggaard i Skanderup.
       
 Niels og Marie Nielsen ved inspektørboligen. Godsinspektør NN. Skovridderboligen, Skovfogedhuset, som NN købte sammen med skoven ved lensbaronens død 1936.
 
Historiens tilfældigheder
Det kan ind imellem være tilfældigheder, der bestemmer, hvad der bliver til en stedlig lokalhistorie. Eller historie i det hele taget.
Det gælder naturligvis ikke fysiske størrelser som bygninger og infrastruktur, institutioner og andet, der kan bekræftes med arkæologisk eller institutionel dokumentation.
Her kan der til gengæld forekomme mangelfuld læsning eller registrering af en i øvrigt entydig dokumentation, som så giver en forvrænget eller misvisende historie. 
Det tilfældige i overleveringen optræder især i forbindelse med, om det besluttes at skrive eller undlade at skrive erindringer - som herefter også mere eller mindre tilfældigt bliver offentliggjort, fundet, skønnet relevante og repræsentative eller illustrative i den skildrede sammenhæng.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Estvadgaard, herregård og kloster (stiftelse 1745-1802), som Svansøgaard siden 1600-tallet, indtil 1802 har været del af.
Svansøgård aktuelt luftfotografi
Svansøgård 2002, stuehuset til den firlængede gård. Stuehuset har tre skorstene, lidt mindre prangende end flere. Uden velfærdskvist o.l.
Svansøgård o. 1950
Gårdens historie er fortalt i to udgivelser, der kun i nogen udstrækning har tilfredsstillende dokumentarisk belæg - især mangelfuldt i den benyttede aviskronik fra Skive Folkeblad april-maj 1929.
De i de to udgivelser meddelte oplysninger benyttes i det efterfølgende - med de forbehold og kritiske kommentarer, der er skønnet nødvendige, når man inddrager de kilder, de to udgivelsers forfattere også helt eller delvist har benyttet.
 
Gårdens navn skulle stamme fra en sø øst for gården omkring Fly, nu benævnt Fly og Svansø Mose.
Det fremgår af en artikel i Skive Folkeblad 28. dec. 1945, hvor "Gamle Niels Kjeldsen skriver om Svansø Moses Historie", at af den ret store mose ejede 28 mænd i Fly førhen hver sin parcel, og resten hørte under Svansøgård, der lå omgivet af vældige strækninger af eng og kær. Ved en overenskomst fra 1842 mellem Svansøgaard og de øvrige moseejere var det med anlæg af et dige blevet muligt at grave tørv.
Og at ejerne af Svansøgaard i Svansø Mose har haft mulighed for at grave tørv, kan man bl.a. se af en meddelelse i Skive Folkeblad 12. marts 1900, hvor det hedder, at "en Erik Christensen, Svansøgaard, tilhørende Tørvelade ... af Træ ... med 32.000 Stk. Tørv nedbrændte."
Gårdens ejer, Erik Christensen omtales i Verner Svansøs artikel i Skivebogen 2003, s. 74f., hvor det konstateres, at slægtsnavnet blev Svansø ved kgl. bevilling af 27. juli 1902 forbeholdt den slægt, der siden 1807, indtil 1914 ejede Svansøgård. Erik Christensen, nu Erik Svansø solgte 1914 gården til Jens Kristian Krogh, den første af en række efterfølgende ejere af Svansøgård, som ikke var af den slægt, som siden 1902 bar Svansø navnet.

Var Svansøgaard en oprindelig selvejergård?

Gården kan med dokumentarisk belæg dateres til o. 1500. Muligvis og meget hypotetisk tidligere, hvis voldstedet Klodeborg inddrages som en oprindelig del af gården.
Klodeborg er beskrevet i Skivebogen 1966 af Otto L. Sørensen, Voldstedet Klodeborg i Bilstrup Enge ved Skive.
 
Der er i J. C. Hansens beretning om gården i Skive Folkeblad fra 1929 en noget dristig tolkning af Svansøgård som eksponent for en i "Arupsk" forstand betydelig Selvejergård med tilhørende voldsted (Klodeborg) før forfaldet til næsten ødegård, som skete med svenskekrigene i 1600-tallet, hvor gården fra at have været en del af kronens besiddelser blev en af Estvadgårds fæstegårde.
Denne strålende fortidsbeskrivelse af en helt hypotetisk selvejergård må nok karakteriseres som tankespind i mangel af yderligere og mere sikre vidnesbyrd.
 
Svansøgaard hævdes nævnts første gang skriftligt i en skatteliste 1524, hvor gården skulle være registreret som strøgods under kronen, en af krongodsets fæstegårde.
Gården kan i princippet tidligere have været en mindre selvejergård.
Men herom vides der intet ud over J. C. Hansens usikre skøn, som muligvis har fået Otto L. Sørensen til i Skivebogen 1966, s. 18 om Svansøgaard at anføre omtalen i 1524, og i floromvundne vendinger om gården at anføre, at før den beboedes "af 2 fæstere" - hvilket må være i tiden omkring 1524 - "beboedes (gården) af Adel og fornemme Personer".
Mon ikke vi her har et eksempel på, at en fjer er blevet til fem høns.
 
Under 1600-tallets svenskekrige kom gården under alle omstændigheder til at høre under Estvadgaard. Her formoder J. C. Hansen i sin kronik i Skive Folkeblad så, at gården i stedet for selvejere fik fæstebønder som arbejdskraft. Samtidig reduceredes ansættelsen i tdr. hartkorn i 1600-tallet, en tilbagegang fra 9 til 5 tdr.*, konstaterer J. C. Hansen.
J. C. Hansen har på denne baggrund nogle i øvrigt udokumenterede og forherligende antagelser om selvejerbønder og deres økonomiske kunnen frem for de fæstebønder, hvis hartkorn næsten halveredes i forhold til selvejernes.
Der er faktuel dokumentation for, at Svansøgaard var en del af kronens besiddelser i 1500-tallet, oven i købet før reformationen, hvor kronen overtog næsten al kirke- og klostergods. Det udelukker selvejerbønder som ejere af gården i 1500-tallet. Før den tid har vi som anført ingen viden om gårdens ejerforhold.

Selvejere

I Verner Svansøs veldokumenterede beskrivelse kom Christen Nielsen Skyum fra en ansættelse på Estvadgaard som ridefoged og købte i starten af 1700-tallet Svansøgaard, hvor han byggede en i forhold til andre bondegårde anseelig selvejergård med et stort og rummeligt stuehus.**

Christen Skyum solgte 1753 gården til Mads P. Brøndum, der solgte til Henrik Høeg.
Svansøgaard købtes herefter af Jens Jørgen Hopp, Viborg, der solgte sin herregård 1754 og flyttede til Svansøgaard, der gik på tvangsauktion 1763, hvor Major Poul von Klingenberg til Volstrup købte Svansøgaard.
Den tidligere ejer, Jørgen Hopp fik lov til at blive boende på gården indtil sin død 1771.
Der findes i Rigsarkivets skøde- og panteprotokol , Fjends-Nørlyng Herreder en obligation, dateret 1763 fra J. J. Hopp til Michel Sørensen på Svansøgård og et skøde, dateret 1763 fra Michel Sørensen til Klingenberg på Svansøgård.
 
Klingenberg ansatte efter sit køb af Svansøgård i 1763 i 1771 (fæstebrev er dateret 1772) en forpagter, en Thybo, som hed Niels Pedersen på gården for 24 Rdl i forpagtningsafgift.

Fæste igen

Estvadgaard solgtes efter Niels Thybo Pedersens forpagtning til forvalter Laurborg fra Estvadgaards Stiftelse. Her blev strøgodset, herunder Svansøgård igen fæstegårde. Overgangen til selveje skete først i forbindelse med stiftelsens nedlæggelse 1802.

Klingenbergs forpagter Niels Pedersen fik 60 Rdl. for besætningen, var fæster i 6 år, indtil 1777-78, hvor han sammen med konen blev tildelt ydelser fra gården indtil deres død, Niels Pedersen 1802, konen 1804.

Selveje fra 1807

Thomas Nielsen købte Svansøgaard til selveje 1807. Solgte til sønnen Peter Thomasen 1815, der 1849 skødede til sønnen Christen Pedersen.
Slægten siden 1807 på Svansøgård fik "ved kgl. bevilling af 27. juli 1902 eneret på navnet Svansø som efternavn.
Svansøgård var i slægtens eje indtil 1914, hvor gården blev solgt en ejer, der ikke var en Svansø. Familien, der 1902 fik bevilling på efternavnet Svansø ejede gården 1807-1914.
 

J. C. Hansen, Skive Folkeblad 29. - 30. april, 1. maj 1929 - referat af kronik
 
Svansøgård er en lille, ensomt beliggende gård, 5-6 km syd for Skive, øst for Karup Å, ved Svansøvej.
Gården har en "finere Historie end de fleste andre Bøndergaarde."
Der findes et "Voldsted i Engen Vest for Gaarden ..." Dette tolkes noget dristigt som belæg for gården status som "Selvejerbondegaard ... Slægtsgaard"
"Den første ... (kendte) Bonde som Parthaver i Svansøgaard er Niels Mogengensen ... Storgaard i Fly omkring Aar 1500 ..."
1657 konstateres "Fæsterne Mikkel Nielsen og Christens fattige Enke", 1662 var sat til 9 Tdr. Hartkorn, der blev nedsat til 5 Tdr. - Det udløser den tvivlsomme kommentar, at "det er nok gaaet tilbage med Gaardens Drift, efter at den har faaet Fæstere i Stedet for Selvejere".

Svansøgård kom til at høre under Estvadgård i overgangen fra selvejet til fæste fra o. 1650, hvor ejerne af Estvadgård var efterkommere af Johan Rantzau.
Estvadgaard gik fallit 1725, en panthaver solgte 1744 "Svansøgaard til Monsieur Christen Skyom, ansat på Estvadgaard, der blev gift med Dorthea Mortensdatter."
Gården var ved Skyoms overtagelse 1744 forfalden, udyrket.

Skyom og ægtefælle "maa have haft Penge ... for de byggede Gaarden op, næsten herskabeligt, med Stuehuset saa rummeligt, at der var Lejlighed til to Familier.
Gården solgtes 1753 til Mads Pedersen Brøndum for 600 Rdl., hvilket var meget for 5 Tdr. Hartkorn, skyldtes velsagtens de gode bygninger.
Mads Brøndum solgte gården "knap halvandet Aar" efter (o. 1754-55) til Henrik Høeg for 500 Rdl. og 2 Gulddukater. Solgte "et Aars Tid" efter (o. 1755) til Cancelliassessor Jens Jørgen Hopp fra Viborg for 500 Rdl. Med en Besætning ... paa 4 Heste, 4 Køer og 16 Faar ... 2 Vogne, 2 Plove og 2 Harver."
Hopp solgte 1754 sin herregård i Salling, flyttede til Viborg, hvilket nok har været for dyrt, og flyttede så ud til Svansøgård.
Hopps "sidste Penge" gik til forbedringer af bygninger og drift. Måtte pantsætte for 200 Rdl. 1763 solgtes Svansøgård på auktion for 701 Rdl. til Mikkel Sørensen, Skive, der solgte til Major Poul von Klingenberg til Volstrup. Hopp bliver boende til sin død 1771.
Klingenberg, der ansatte ny forpagter, "en Thybo Niels Pedersen, der selv skulle sørge for Besætning til Gaarden og aarlig give 24 Rdlr. i Forpagtningsafgift ... samt Naturalier til Hopp for en billig Penge."
Gården blev sat til salg 1771, købt af Forvalter Laurborg ved Estvadgaards Stiftelse." Niels Thybo blev her fæster, han fik 60 Rdlr. for Besætningen ... 3 Tytter Træer og 4 Læs Tag til Istandsættelse af Bygningerne ... den aarlige Afgift nedsattes til 16 Rdlr. ... fri for Hoveri ... skulle vedligeholde Vasen fra Estvadgaards Bro ...
Niels Thybo var Fæster i 6 Aar (til 1777?), afstod sit Fæste til Thomas Nielsen, der skulle levere naturalier til ægteparrets død i henholdsvis 1802 og 1804.
Thomas Nielsen købte Svansøgaard til Selveje 1807 for 1400 Rdlr. Herefter slægtsgård for hans efterkommere indtil 1914.
 
 
 
Noter.
* Iflg. Skive Folkeblad 29. april 1929.
** Iflg. Skive Folkeblad 30. april 1929 og Skivebogen 2003, s. 52ff.

  • Skivebogen 2003, hvor Verner Svansø har offentliggjort en artikel, Svansøgaards historie, s. 53-81.
    • Verner Svansøs ærinde i artiklen er i nogen udstrækning at afklare slægtsnavnet. Det sker med god brug af arkiv- og andet tilgængeligt materiale.
  • Skive Folkeblad 29. -30. april og 1. maj 1929, kronik om Svansøgaard, J. C. Hansen.
 
 

 Estvadgaard Kloster og Stiftelse

Da Johan Severin Benzon, overtog Estvadgård i 1726, var gården i dårlig stand iflg. det her fra Danske Herregårde om Estvadgård refererede.
Johan Severin Benzon engagerede sig levende i den nødvendige genoprejsning af Estvadgård og indledte opførelsen af en ny trefløjet hovedbygning, som blev nedrevet til fordel for den nuværende, bygget 1815-34.
J. S. Benzons trefløjede hovedbygning blev hurtigt nedrevet, men der skulle iflg. efterfølgende noget bedagede fortegnelse over slægten Benzons stamtavler være "Spor i Gaardens Have" af denne bygning.
STAMTAVLER OVER SLÆGTEN BENZON AF LOUIS BOBÉ KØBENHAVN A/S J. H. SCHULTZ BOGTRYKKERI 1938 Estvadgaard, Hovedgaard i Estvad Sogn, Ringkøbing Amt.
Estvadgaard kendes allerede i Begyndelsen af 15. Aarhundrede. 1710 skødedes den med Tiender og Gods til Anders Brøndorph til Nørre Elkjær, men denne maatte allerede samme Aar pantsætte den til Hans Madsen v. Benzons Enke Ida Christine Glud, hvis Søn, Kancellisekretær Johan (Jochum) Severin v. Benzon, ejede den fra ca. 1725. Han opførte ny trefløjet, 1-etages Hovedbygning, forlængst sløjfet, men hvoraf endnu ses Spor i Gaardens Have. Hans barnløse Enke Frederikke Louise Glud oprettede ved Testamente af 4. Marts 1744 Estvadgaards Kloster (Fundats approberet 22. Febr. 1754) for 6 adelige Fruer og 6 adelige Jomfruer.
 
Johan Severin Benzon var åbenbart andet og mere end en helt almindelig "Kancellisekretær". Iflg. historiske undersøgelser foretaget af Jeppe Aakjær var han også en noget brutal og ondsindet karakter, hvis sædvanlige våben var sagsanlæg. (Af min Hjemstavns Saga, 1919). Eller som det hedder med Jeppe Aakjærs formuleringer, "Omkring 1726 var Gaarden kommen i Hænderne paa Kancellisekretær Johan Severin Bentzon .... Om ham har der hidindtil ikke været noget ufordelagtigt bekjendt, tværtimod har baade han og Konen Frederikke Louise Glud gjort sig bemærkede ved Legater og Gaver. Men de efterfølgende Dokumenter, der er tagne ud af Datidens Retsprotokoller, afslører en Karakter af usædvanlig Brutalitet og Ondsind."
Domfældt for bondemishandling og for tilhørende urimeligheder døde Benzon i 1741, hvorefter enken, Frederikke Louise Glud, så på sit dødsleje i 1745 testamentarisk oprettede Stiftelsen Estvadgård Kloster, som blev overdraget gården.
Hovedgården blev til et sted, hvor adelige enker og frøkner kunne nyde frit ophold og pension.
Estvadgaard klosterstiftelse blev hermed et af flere jomfru- eller frøkenklostre, der blev oprettet i denne tid. Der var ikke tale om religiøse centre som før reformationen i 1536.
Baggrunden for oprettelsen var dels pietismens velgørenhedsarbejde, dels ugifte adelskvinders manglende muligheder for at få et tilnærmelsesvis uafhængigt liv.
Endelig kunne man i sporet af Jeppe Aakjærs beskrivelse forestille sig, at enken, Frederikke Louise Glud, har villet råde bod på mandens adfærd over for især godsets bønder.
Hvilket i givet fald måtte karakteriseres som at "rette bager for smed", da der næppe var mange ligheder mellem stavnsbundne fæstebønder og de ugifte adelsfrøkener.
En række økonomiske vanskeligheder medførte, at klosterfrøknerne i 1802 måtte forlade herregården, mens hovedgårdens omkringliggende jord blev solgt, herunder Svnasøgaard.
Conrad Lundsgaard fra herregården Lergrav købte 1810 godset Estvadgaard, hvor store dele af fæstegodset allerede var blevet solgt til selveje.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Artikel i Skivebogen 2023. Fra Skivegård til Skivehus, kongelig lensgård, herregård, herskabsbolig, hotel, museum

Noter og henvisninger

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40
41 42 43 44 45 46 47 48 49 50
51 52 53 54 55 56 57 58 59 60
61 62 63 64 65 66 67 68 69 70
71 72 73 74 75 76 77 78 79 80
81 82 83 84 85 86 87 88 89 90
91 92 93 94 95 96 97 98 99 100
101 102 103 104 105 106 107 108 109 110
111                  

Kilder og litteratur

De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. juni 1805.
De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.
De til Forsendelse med Posten kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 10. maj 1799.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.
Den kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818.
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846.
Jyllandsposten 3. nov. 1872.
Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844.
Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847
Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817.
Skive Avis 7. okt. 1897.
Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980
Skive Folkeblad 9. okt. 1897, Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.
Andet Kildemateriale:
Christian 5.s matrikel, Rentekammeret, Rigsarkivet, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43.
Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff.
Diplomatarium Danicum
Diplomatarium Flensborgense
Haas, Jonas, Skive, 1767, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object396723/en/.
Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, Kjøbenhavn 1887-1889.
Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet og Valdemar Den Andens Jordebog, udgivet og oplyst af O. Nielsen, København 1873.
Kort over Skive, 1875, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, object71030/en/.
Kort Skive og Resen og Skive Sogne, 1860, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71033/da/.
Kronens Skøder, Første Bind, Kronens Skøder, Andet Bind, København 1892, 1908.
Lübecktraktaten om Valdemar Atterdags overtagelse af riget, 19. maj 1340
Matriklerne 1664 og 1688, Rigsarkivet, København 1968.
Pontoppidan, Erich, Skive, 1730, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.
Resens Atlas, Schiva, 1677, Det Kgl. Bibliotek, Digitale samlinger, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/.
Rosenkrantz de Lasson, Aksel, Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/6025889.
Skive Byarkiv, Ny Skivehus, https://arkiv.dk/vis/6520128.
Litteratur, fremstillinger, andet kildemateriale:
Christensen, Harry, Len og magt i Danmark 1439-1481. København 1983.
Danmarkshistorie.dk, Lokaladministration og lensvæsen før 1660. https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.
Dansk Center for Herregårdsforskning, https://herregaardsforskning.dk/.
Erslev, Kristian, Danmark-Norges Len og Lensmænd, København 1885
Erlev Kristian, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde, København 1879.
Erslev, Kristian, Historiske Afhandlinger, første og andet bind, København 1937.
Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2, 1981-1872, Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.
Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
Historisk Aarbog, Skivebogen 1913. Jeppe Aakjær, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 85-133.
Kulturministeriet, Bidrag til byggeskik i Danmark, Nationalmuseet,  https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet.
Lerdam, Henrik, Danske len og lensmænd 1370-1443. København 1996.
Simonsen, John, Arkæologisk rapport o. udgravninger v. Annexet, 20. okt. 1980
Skivebogen
1913, Jeppe Aakjær, s. 85-133,
1919, Jeppe Aakjær, Prokurator Peder Lund paa Skivehus, s. 62-106,
1923, Jeppe Aakjær, Herren til Eskjær og Skivehus (Justitsraad Chr. Lange, s. 48-108,
1926, Jeppe Aakjær, Fra det gamle Skivehus, s. 10-38 (Byen Skives … eneste virkelige Patricierhus),
1959, Otto L. Sørensen, Skive og Skivehus i Lenstiden, s. 5-27,
1968, Helge Søgaard, Erik Pontoppidans beretninger om Skive, s. 51-93,
2008, Ottos billedbog, s. 10-13, 18, 129,
2012, Niels Mortensen, Gammel Skivehus, s. 5-38,
2022, Turi Thomsen, Stadig muligt at skaffe ny viden om Gl. Skivehus (det arkæologiske), s. 15-38,
2023, Johan Nielsen, Fra Skivegård til Skivehus - Kongelig lensgård, herregård, herskabsbolig, hotel, museum.
Skives historie
Skivebogen 1947, Bogen om Skive 1926, Skive 650 år, Skivebogen 1914, 1916, 1922 (Jeppe Aakjær) 
Skive kommunes historie, bd. 1-3, Skive Museums Forlag 2001-2003, bd. 1, s. 85-96, s. 243-248 
Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60.
Sundsøre Lokalarkiv om justitsråd Chr. Lange til Eskjær og Skivehus, https://arkiv.dk/vis/2745299.
Aakjær, Svend Måleenheder i Landmål og Jordvurdering i Middelalderens Danmark", Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 5, 1959.

 

Noter og henvisninger

1) Jeppe Aakjærs betegnelse i Skivebogen 1913, s. 91 er ”Økonomihuset med Stegers, Bryggers, Kjøkken … ” I en samtidig salgsannonce i Viborg Samler 14. juni 1794 omtales denne del af bygningen som ”Kielder … (med) Kiøkken, Bryggers med Bageovn …”
2) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
3) Forsikret 30. okt. 1803 af Oberstløjtnant / Generalmajor Bülow iflg. tidl. Byarkivar Niels Mortensen.
4) Skive Folkeblad 11. nov. Og 8. dec. 1980. ”Niels Nygaard Jensen oplyser, at … (det) officielle navn bliver Gammel Skivehus pub Annexet.” 
5) Skivebogen 2022, s. 29ff.
6) Se Kr. Erslev i Historiske Afhandlinger, Første Bind, s. 1-44. Jordebogen daterer sig selv til 1231, er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet, som karakteriserer den som matrikulering af kongens jordegods, ført m.h.p. beskatning 1190 -1300-tallet. Efterfølgende omtalt som jordebogen.
7) Kongen havde lensmænd til at administrere lenene, de af ham udlånte områder. Sysler og len blev fra 1662 afløst af amter.
8) Sallingsyssel var større end det område, der nu kendes som Salling, idet det også omfattede Morsø og Fjends Herred, se O. Nielsens udgave af Kong Valdemar den andens Jordebog, s. 92.
9) Bemærk de forskellige stavemåder i jordebogen med Skhiuægarthæ og Skiuæ, som i Krongodslisten er Skyuæ. Den fejlagtige herredsplacering af Skivegård, se O. Nielsens kommentarer til udgivelsen af jordebogen.
10) Der er en indgående, omfattende diskussion af navnets oprindelse og betydning i Skivebogen 1968, s. 67ff. Der er også i Skive Folkeblad 29. okt. 1929 en kronik om ”Gammelgaard” af J. C. Hansen med antagelser om kongsgården og Gammelgaard, herunder en omlægning af Skive Aa, der blev en del af kongsgårdens voldgrav.
11) Registreret i Hovedbogens første afsnit, Sallingsyssel, Nørre herred, O. Nielsens udgave s. 3.
12) Formoder O. Nielsen i sine kommentarer s. 124 til udgivelsen. Der mangler en kommentar til oplysninger om, hvor meget bøndergods der er medregnet.
13) Hindborg, HarreHaH og Nørre Herred: Hærnburghæreth, Hargæhæreth og Nørgæhæreth.
14) Kolding er som kongens private ejendom registreret i Hovedbogens første afsnit, Almindsyssel, Andst herred, O. Nielsens udgave s. 11.
15) Koldinghus nævnes ikke i jordebogen og må være etableret som borg senere end 1231 - og således senere end Skivegård. Der er usikre formodninger om, at det første Koldinghus blev bygget o. 1250 under broderstriden mellem Erik Plovpenning og Abel, hertug i Slesvig.
16) Patrimonium, hvor kronens andel er Kongelev.
17) F.eks. af Jeppe Aakjærs søn, Svend Aakjær, som har benyttet Falsterlistens værdisættelser i sine beregninger, se Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982), Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, af Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen.
18) Kilder til Danmarks historie 789-1450 - på originalsprog og oversat til dansk.
19) I Sallingsyssel har Fjends og de to Mors herreder ikke været del af kongsgården.
20) Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412. Johan Skarpenbergs morfar, Niels Bugge blev myrdet 1358 i Middelfart. Valdemar Atterdag fralagde sig ethvert ansvar for det for ham belejlige drab.
21) Heller ikke i Diplomatarium Flensborgense.
23) Se https://arkiv.dk/vis/2206847 og Kong Valdemar Den Andens Jordebog v. O. Nielsen, s. 11.
24) Svend Aakjærs skønnede beregning.
26) Som en tommelfingerregel har lybske mark ca. den dobbelte værdi af danske mark, men her er regnet i den mere stabile sølvværdi.
28) Eller, når der var tale om velhavende, velbyrdige lensmænd som f.eks. Johan Skarpenberg, så nok snarest en repræsentant for lensmanden i form af en ride- eller ladefoged.
29) En af kongens lensmænd 1520-24, Niels Høg til Eskjær menes at have udvirket og bekostet kalkmalerierne i Vor Frue Kirke, der er dateret 1522.
30) Oppebørsel kaldes det.
31) Der er portrætteringer af adskillige af lensmændene i Skivebogen 1959, s. 25-26, kort refereret i Skivebogen 2012, s. 9. Kr. Erslev har i Danmark-Norges Len og Lensmænd s. 42 en opgørelse 1596-1661.
32) Vel hovedsageligt arv efter morfaren Niels Bugge, hvilket manede til forsigtighed overfor Dronning Margrethe 1. I forhold hertil er der en ukorrekt og mindre udførlig omtale i Skivebogen 1959, s. 10.
33) Kristian Erslev »Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede. Studier over Statsomvæltningen i 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde«, Kbh. 1879.
34) Historisk Aarbog, Skivebogen 1913, s. 88f. Heltene i Jeppe Aakjærs ganske grundige historiske redegørelser er folk, fæ og bønder. De onde er de som regel bondeplagende og grusomme herremænd (-kvinder). Magdalene Banner slipper billigt i portrætteringen.
35) I modsætning til Koldinghus, som Christian 3. også havde renoveret og opholdt sig på. Se https://skanderupsognshistorie.dk/befolkning-lokalt-selvstyre-2#Koldinghuslen og https://skanderupsognshistorie.dk/almind-syssel-koldinghus#_Toc44624071.
36) Se https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/kejserkrigen/ og Jeppe Aakjær i Historisk Aarbog, Skivebogen 13, s. 95ff., hvor det også anføres, at Skive Kirke og ”den latinske Skole” blev hærget og ødelagt. Ødelæggelserne under Frederik 3. og svenskekrigene, s. 118ff.
37) Som f.eks. i Skivebogen 2012, s.  8-11. Belæg for dette og alle opdelingsforsøg kan søges i Kristian Erslev, Danmark-Norges len og lensmænd 1596-1660, 1885, (cit. Erslev2). Kristian Erslev, Danmarks len og lensmænd i det sextende aarhundrede (1513-1596), 1879 (cit. Erslev1). Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443. 1996. Harry Christensen, Len og magt i Danmark 1439-1481. 1983. S. Nygaard, Len og stamhuse i Jylland (Jyske Samlinger, bind 4). Louis Bobé, Gustav Graae og Fritz Jürgensen West: Danske Len. 1916. Gustav Bang: Danske Len og Stamhuse. 1906 Eller en nyere, som hovedsageligt følges her, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lokaladministration-og-lensvaesen-foer-1660.
38) Smålenene er i denne sammenhæng ligegyldige.
39) Danske Magazin, Femte Række, Andet Bind, Gyldendalske Boghandel 1889-92, s. 108-119, Klavs Lembeks Frafald 1421 ved A. D. Jørgensen, spec. s. 110ff., brev dateret 12. dec. 1421. Rigsarkivet registrer ham med belæg i ”Original i rigsarkivet: et stort papirsblad … med sømhuller i hjørnerne … 12. dec. 1421”.
40) Skivebogen 1959 og 2012. 
41) Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879, der omtaler flg. lensmænd m.v. på Skivehus: 1. Ejler Bryske får 1515 ”Livsbrev” på sit pantelen, 2. Thomas Iversen havde 1520 ”Skivehus i Pant fra Kong Hans’ Tid”, 3. Skivehus er fra 1602 Afgiftslen.
42) Det anføres fejlagtigt i Skivebogen 2012, s. 8, at kongsgården først fra 1515 blev et pantelen, hvad det konstaterbart var fra 1407, hvor Johan Skarpenberg fik sit pant. Betegnelsen len til ”det kongelige fadebur” benyttes om regnskabslen, jf. Erslev1, s. 18ff.
43) Fremhæves som et centralt synspunkt i Kr. Erslev, Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, København 1879.
44) Kronens Skøder, Andet Bind, s. 96. Tdr. hartkorn deltes i otte skæpper a fire fjerdingkar a tre album, og fortsatte som opdeling i de senere matrikler fra 1688 og 1844.
45) Kronens Skøder, Første Bind, s. 24.
46) Der kan søges Folioregistratur, Rigsarkivet, Hindborg herred, markbog nr. 1357, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17287932#214762,40560752
47) Skivebogen 1926, s. 12 og 15. Hele artiklen s. 10-38. Denne artikel føres op til Konsul Albert Diges ejerskab. I artiklen karakteriseres W. Parsberg som ”en haard Negl mod Skive By … med Processer … og (han) slog Bom over Adelsvejen (til Viborg)”. Sidstnævnte udførligt behandlet i Skivebogen 1913, s. 125 ff.
48) Axel Rosenkrantz de Lasson ejer Skivehus indtil 1803, hvor Obertløjtnant, senere Generalmajor Bülow 30. okt. 1803 tegner forsikring på Gammel Skivehus, se registrering under Hindborg Herred (Sogn i forsikringsprotokollen), http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=186553&side=173.
49) Skivebogen 1919, s. 62-106. Omhandler Lunds ”evindelige Strid med Skive By”, hvor han var en nådesløs processor over for ”retsløse Hovbønder.” Skivebogen 1923, s. 48-108 om bl.a. Lange.
50) Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/6520128.
51) Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2745299.
52) Ejerne til og med funktionen som hotel fremgår af Skivebogen 2012, s. 21.
53) F.eks. annonceret, meddelt i De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 2. oktober 1795.
54) Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 15. juli 1817. Og Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 8. august 1818. Samtidig var der annonceringer over auktion over det af generalmajor Bülow forgæves til salg annoncerede Gammel Skivehus, som det endeligt lykkedes at få solgt 16. dec. 1817 til Branddirecteur P. v. Sehestedt.
55) Skivebogen 1923, s. 117.
57) https://arkiv.dk/vis/2745290. A. Rosenkrantz de Lasson døde 13. april 1813 på Ny Skivehus,  https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I33878&tree=2.
58) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
59) Sønnen af samme navn var general i den slesvigske treårskrig, kampene omkring Kolding og Fredericia 1849, se http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt#_Toc125486687.
60) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 12. oktober 1801.
61) Viborgs Amts Branddirektorat: Hindborg Herred. Taksationsprotokol 1802-1853, s. 22 – litra 15.
62) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 22. dec. 1817 og 28. februar 1825.
63) Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 5. oktober 1834.
64) Boet efter Sehestedt annonceres i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23.dec 1834.
65) Stamtavle over Slægten Qvistgaard, v. Erh. Qvistgaard, Kjøbenhavn. 1893, spec. Tavle C. III., s. 60. Maren Sommer Quistgaard er født Aagaard 1780, datter af Chr. Fr. Aagaard og Johanne Kirstine Spliid, hvis bror var Otto Sommer Spliid, sognepræst i Grinderslev, hvis søn var Johan Chr. Spliid.
67) Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 9. nov. 1846 M. S. Quistgaard annonceres død på "Gammel Skivehuus" 66 Aar. Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. april 1847 Auction over et betydeligt og godt Ind- og Udboe efter afdøde enkemadame Quistgaard. 15. februar auktion annonceres 2. marts 1847 over Gammel Skivehus: 8½ tdr. land. Det fremgår af Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 6. august 1844, annoncering af svigersøns død, at datter og svigersøn også boede på Gammel Skivehus.
68) Spliids bygning er ikke med på malerier fra Skive 1845 og 1849, men er med på et fotografi fra Skive 1869. Bygningen må være opført i tiden her imellem.
69) I Jyllandsposten 3. nov. 1872.
70) Skivebogen 2012, s. 27. Skive Folkeblad 9. okt. 1897. Nekrolog Skive Avis 7. okt. 1897. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 22. sept. 1897, at H. Sporon var længevarende syg og på rekreation.
71) Hotelhistorien, hvor Gl. Skivehus bliver præget af hoteldrift og omdannet til næsten ukendelighed, er beskrevet i Skivebogen 2012, s. 31-36.
72) Skivebogen 2022, s. 15-38. Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning, senest opdateret 2018.
73) Dokumenterende arkivalier fandt Jeppe Aakjær på Rigsarkivets afdeling i Viborg, hvor der er knap 2500 poster, der omhandler Skivehus. Aakjær i Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89, ”Jørg. Friis haver (1595-96) ladet sætte … et Hus … Et Hus ved den søndre Side paa forbemeldte Hus indbygget …”
74) Skivebogen (Historisk Aarbog) 1913, Gamle Skivehus i det 17. Aarhundrede, s. 87-133, spec. s. 91ff. Der er kun lensregnskaber siden H. Below, 1559-1662
75) I Rigsarkivet er der under Skivehus registreret 2499 poster. Af relevans for især bygningerne er især: Skifteprotokol 1763-1820, Skifteprotokoller Skivehus Amt 1751-1763, 1762-1774, 1774-1789, 1789-1796, breve mv. 1741-1787, forpagtningskontrakt 1792, hoveri 1806, skøde 1744-1806 (fra Sebbekloster Arkiv) - det fremgår her, at Chr. Lange 1806 skøder til Edelgave, Jordebog over Skivehus Hovedgaard 1804 28. august, Jordebog for Skivehus Len 1617, Skivehus regnskaber 1598-1661, Skivehus Jordebøger 1703-1646, Skivehus Ekstraskatte-Mandtaller 1610-1651, Skivehus Kvittantiarumbilag 1606.
76) Betegnelser i anførselstegn er de af Jeppe Aakjær benyttede.
77) I Kong Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve, bd. 1, februar 1622 er der s. 253 er der en kort omtale af Schiffrhuus.
78) Skivebogen 1913, s. 94f.
79) Se http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/da/. Må anses for at være langt den mest autentiske billedlige illustration, selvom krigenes ødelæggelser har været mærkbare. Voldgraven mod vest ser her ud til allerede at være blevet sløjfet.
81) Arkæologiske undersøgelser foretaget 16. - 18. okt. 1980. Beliggenheden kan muligvis anskueliggøres med 1767 kobberstikket i det efterfølgende. I så fald skulle den her præsenterede sydfløj have mistet kvisten mod syd, og skulle have haft to skorstene.
82) Se https://pure.kb.dk/da/publications/bidrag-til-byggeskik-p%C3%A5-landet og Henriette Rensbro, Bygningskonstruktioner på landet i Østdanmark 1200-1600, Nationalmuseet.
83) Da Jørgen Iversen Friis til Haraldskær var lensmand 1595-96.
84) Bygninger opført før 1536 er iflg. lovens § 4 fredet uden særlig beslutning.
85) Eric Pontoppidan levede 1698-1764. Hans Den Danske Atlas blev posthumt udgivet 1768. Indgående omtalt i Skivebogen 1968, s. 51-93.
87) Se originalen på Det Kgl. Bibliotek,  http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object71026/da/.
89) Skivebogen 1926, s. 37-38.
90) Sydøst, hvis Resens Atlas tages som forlæg.
91) Skivebogen 1926, s. 37. Måske med belæg i netop kobberstikket af Grolau, A. og Haas, Jonas 1767.
93) I kobberstikkets signatur markeret h og i.
94) Tegnet af landmåler J. C. Schuchardt, der kortvarigt var ejer efter 1794.
95) Murermester, skolelærer Chr. Ørum, Skivebogen 2012, s. 19.
98) Man kan ikke anvende det 1860 daterede matrikelkort til at slutte, at Spliid først har opført sin nordfløj herefter.
100) Se Skive Byarkiv https://arkiv.dk/vis/5654855 og Skivebogen 2008, Ottos Billedbog, s. 10-11.
101) Skivebogen 1926, s. 37-38. Bringes også i stort set enslydende form i Skive Folkeblad som kronikker 1925.
102) Skivebogen, Historisk Aarbog 1913, s. 89ff.
104) Bekræftes af prospekt af duPlat 1798, se https://historisksamfundskive.dk/19-lokalhistorie/286-lov-om-bygningsfredning-og-bevaring-af-bygninger-og-bymiljoer#duPlat1798. Og De til Forsendelse med Posten Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og almindelige Stifts-Tidender 3. juni 1799, Auction over gamle Skivehuus, bestaaende af tvende Fløie, deendi indrettet fornødne Værelser for en Familie.
105) Annoncering i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 23. juli 1812.
106) Skive Byarkiv, se https://arkiv.dk/vis/2947886.
107) Skive Folkeblad 13. marts 1961, hvor udtalelser fra Otto L. Sørensen om både Jørgen Friis’ Lofthus og en ældre, mere sydlig bygning formentlig er affødt af Jeppe Aakjærs konstateringer i Skivebogen 1913, s. 89f.
108) Skive Folkeblad 8. dec. 1980 s. 5.
109) Skivebogen 1913, s. 89ff.
110) Beskrevet i rapport v. John Simonsen, dateret 20. okt. 1980.
111) Selvom keramik o.l. så nogenlunde kan dateres, er dateringen usikker i forhold til bygningen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gældende bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer udspringer af lovbekendtgørelse nr. 685 af 9. juni 2011, med de ændringer, der følger af lov nr. 1247 af 18. december 2012.

Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

§ 4. Bygninger opført før år 1536 er uden særlig beslutning fredet efter denne lov.
Stk. 2. Kulturministeren kan begære en meddelelse om, at en bygning er opført før år 1536, tinglyst på den pågældende ejendom. 
 
Østfløjen til Skivehus, borgkøkkenet er omfattet af denne fredningsbestemmelse, idet den dendrokronologisk kan dateres til starten af 1400-tallet.
Den herover af W. Parsberg i 1719 opførte bindingsværksbygning må ud fra de tilgængelige beskrivelser formodes at være bygget i samme stil som de i 1798 konstateret nedrevne sydfløjsbygninger. 
Det nuværende Annexet er opført o. 1800, hvor sydfløjen til Skivehus tidligere har ligget.
  • Den ene del af sydfløjsbygningen er opført 1595-96 under lensmanden Jørgen Friis, som Jeppe Aakjær lader eksisterende arkivalier beskrive i Skivebogen 1913, s. 89ff: "Jørg Friis haver ladet sætte et Loftshus, med to Jordt Kielder under samme Hus, 19 Bindinger lang, muret mellem Stolper (bindingsværk), teglhængt ... (og)
  • et Hus ved den søndre Side paa forbemeldte Hus indbygget, som er thou lofft hogh og muret mellem Stolper (også bindingsværk) og thagt mett Straa ..."
Som det fremgår af beskrivelsen er der under det nuværende Annexet rester fra en sydfløjsbygning, opført 1595-96, som ud fra samtidige beskrivelser kan anses for at have været med kælder, bindingsværk og med tegldækket loftsetage. 
I forlængelse mod syd af denne bygning - derfor syd for det nuværende Annexet, i området over mod McDonalds - har der været en yderligere, formentlig ældre bygning, som det 1595-96 opførte hus er blevet opført i forlængelse af ind mod borggården.

Skive Bye opmaalt og tegnet 1798 af Løjtnant duPlat. Netop som ladegården var flyttet til Ny Skivehus, og hvor borggårdens sydfløj rapportoredes nedrevet, hvilket også fremgår af duPlats samtidige prospekt*.

Løjtnant duPlats signatur:

 
Især resterne fra sidstnævnte bygning, der har været omfattet af nedrivningen i 1798 efter udflytningen af ladegården til Ny Skivehus, ville kunne falde ind under kravet om undersøgelse med henblik på fredning efter lovens § 4. Med hertil hørende arkæologiske udgravninger, som hidtil ikke har været foretaget i dette område.
Ved etableringen af Pub Annexet 1980 var der - efter nutidens standarder sparsomme - arkæologiske udgravninger, hvor resultaterne fremgår af en rapport, dateret 20. okt. 1980.   
Museumsloven bestemmer, at udgifterne til arkæologiske undersøgelser ved evt. nedrivningstilladelser i området afholdes af ejeren af grund og bygninger.
Museumsbekendtgørelsen, BEK nr 333 af 25/02/2021.
 
I Rigsarkivets digitale samlinger om Skivehus findes der i alt 2499 poster, fordelt over afskrifter af og scannede arkivalier, papir- og mikrofilmede arkivalier samt 21 poster med arkivskaber, hvor der især unde Skivehus Gods kunne være, men ikke er relevante arkivalier o. det bygningsmæssige:
  • Skifteprotokoller 1751-1796 med navneregister, periodisk opdelt.
  • Skifteprotokoller 1763-1820 med navneregister, periodisk opdelt.
  • Breve m.v. 1741-1787, gennemset, intet o. det bygningsmæssige.
  • Forskellige sager med bl.a. forpagtningskontrakt, skøder m.v.
  • Jordebog for Skivehus Len 1617.
  • skiftesager 1741-1773.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Af uforklarlige grunde er duPlats prospekt blevet fjernet fra Rigsarkivets digitale samling med kort og prospekter, se samlingen og f. eks. en henvisning i Dansk Center for Byhistorie, og her henvisningen til Kort over Skive 1798.
Men med en genvej over Flickr kan prospektet stadig findes digitalt.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
H. W. Bissen Den Tapre Landsoldat, Fredericia
Fotograf J. S. Christensen Den Tapre Landsoldat

Danmarks slesvigske krige I lokalt perspektiv

Andst Herred, Skanderup, Hjarup Sogn, Kolding, Fjends Herred, Ørslevkloster Sogn, Viborg, Skive

 
Johan Nielsen 
 
 
 Indledning[1]
De to slesvigske krige 1848-50 og 1864 resulterede i første omgang i et Danmark, der geografisk kun var en skygge af vikingetidensHarald Blåtands og efterfølgeres magtfulde kongeriger.
Det var en konsekvens af flere ting, ikke mindst forholdet til den sydlige nabo, Det tysk-romerske Rige, der 1815 blev til Det Tyske Forbund, hvor Danmarks modstander i den første slesvigske krig sammen med de slesvig-holstenske oprørere blev et stadigt mere magtfuld Prøjsen som den væsentligste repræsentant for Det Tyske Forbund.
Med sejrene over Danmark 1864, Østrig 1866 og over Frankrig 1870 blev Prøjsen i 1871 drivkraft i dannelsen af Det Tyske Kejserrige, som så også blev den mægtige nabo, der nu næsten havde opslugt det før så magtfulde Danmark, hvor svenskekrigene også havde taget deres del.
En slags mellemproportional blev etableret med fredsslutningen efter 1. verdenskrig og 1920 grænsen, som Christian 10. red hen over 10. juli 1920 på sin hvide hest. Og her så med en tysk nabo, der var blevet til Weimarrepublikken, der blev til Det Tredje Rige, der efter 2. verdenskrig blev delt i to, DDR, Øst- og BRD, Vesttyskland, som med genforeningen 3. okt. 1990 blev til Forbundsrepublikken Tyskland.
Danmark samt Slesvig, Holsten og Lauenborg, kort 1889.
Ud over den dansk-tyske konflikt om de slesvigske hertugdømmer er der med det benyttede materiale også muligheder for at afdække udvalgte lokale krigshandlinger og - i mere begrænset omfang - lokale beboeres oplevelser og beskrivelser af krigene 1848-50 og 1864. Krigserindringer søges belyst gennem den samtidige presse og de få erindringer, dagbøger o.l., der herudover findes. [2]
Sammen med den lokale erindring om krigene er det skønnet vigtigt også at få undersøgt, hvem de krigsdeltagende soldater fra de udvalgte områder egentlig var. Det bliver i undersøgelsen gjort ved at lade de lokalt krigsdeltagende soldater præsentere sig selv gennem de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer, som blev tilbudt både første slesvigske krigs og 1864 krigens soldater, med ansøgningsfrist fra 1876.
Selv om dette materiale i sagens natur ikke kan være fuldt dækkende for registreringen af alle de i krigene deltagende soldater - især ikke for krigen 1848-50 - så repræsenterer materialet en indbygget dokumentation af de registrerede krigsdeltageres erhvervsmæssige "Stilling" og lokalitet, som der bliver spurgt om i ansøgningsskemaerne fra 1876, der var starten på muligheden for at kunne ansøge. 
Uden for registreringen, som dette materiale muliggør, kommer de lokale, krigsdeltagende soldater, der faldt eller døde under krigshandlingerne. De formodes i et rimeligt dækkende omfang at være registreret i A. D. og Vilhelm Cohens respektive og samtidige udgivelser, De faldnes Minde, 1851 og 1864. 
Krige respekterer ikke sogne- eller andre internt administrative grænser. Med de slesvigske krige var der desuden overskridelser af og konflikt om den statslige grænse mellem Det Tyske Forbund og kongeriget Danmark.
De behandlede lokalområder er udvalgt til at være Slesvigs nordlige grænse ved Kongeåen, hvor Andst[3] Herred, især Skanderup og Hjarup Sogns lokaliteter er udvalgt som landlige områder sammen med byområdet Kolding. Og ikke mindst de her og i landområderne tilhørende kamphandlinger især i 1849.
Til sammenligning er der udvalgte lokalområder i Skive og Viborg By og Købstad samt Fjends Herred, her især Ørslevkloster Sogn. Det er et område med geografisk afstand til den slesvigske problematik, hvor der har været krigsdeltagende soldater men uden egentlige kamphandlinger i området bortset fra den prøjsiske sprængning af en jernbanebro 27. - 28. juni 1864 ved Langaa. Samt lokaliteten, hvor den danske 4. division opholdt sig på flugt fra de forfølgende forbundstropper.

Forhistorien og 1920 grænsedragningen

I vikingetiden var Dannevirke forsvarsværk og grænse mellem Danmark og den tysk-romerske kejsers udstrakte rige mod syd. Danmark gik på denne tid, o. 800 til Ejderen, Slesvigs sydgrænse mod Holsten.
Slesvig var således en del af Danmark, indtil Valdemar Sejr 1232 fordelte kongeriget Danmark mellem sine sønner, så Erik Plovpenning blev hans medkonge og efterfølger, Abel blev hertug af Slesvig og Christoffer blev hertug af Lolland-Falster.
Lolland-Falster blev aldrig et problem i forhold til Det tysk-romerske Rige, men det blev derimod adskillelsen mellem hertugdømmet Slesvig og Nørrejylland, hvor Abel som den første danske konge også forudgående var blevet hertug i Slesvig.
Dette forhold blev formaliseret i og med, at den danske konge i 1460 blev hertug af Slesvig samt greve af Holsten og her også fra 1474 hertug.
I formaliseringen var det helt afgørende, at den danske konge 5. marts 1460 underskrev Ribebrevet, hvor kongen over for den slesvig-holstenske adel forpligtigede sig til at sikre freden og - ikke mindst samt helt afgørende - samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. Herom hedder det i Ribebrevets punkt 8 i originalteksten: ”dat se bliven ewich tosamende ungedelt” - at de evigt skal forblive udelt sammen.
Hermed blev den danske konge i Slesvig som i andre middelalderlige len den lensherre, som mod forskellige modydelser gav sig selv Slesvig som len, d.v.s. et lån. En situation, hvor den danske konge var både udlåner og låntager, lensherre og lensmand. Det er der ikke så mange ben i, en helt sædvanlig situation i middelalderen, bortset fra, at lensherre og lensmand som regel var to forskellige personer med hver deres personlige præferencer i lensforholdet.
Problemet var og blev Ribebrevets nedfældede princip om samhørigheden mellem Slesvig og Holsten, som den danske konge som lensherre og lensmand havde forpligtiget sig og kongeriget Danmark til.
For i Holsten var lensherren den tyske kejser, som den danske konge havde et len hos, nemlig det holstenske hertugdømme. Som jo skulle være og forblive evigt udelt og sammen med Slesvig.
Holsten blev efter Napoleonskrigene i 1815 sammen med Lauenborg en del af Det Tyske Forbund, hvor den danske konge som hertug i Holsten, Lauenborg var repræsenteret i Forbundsdagen.
Der er således en ganske lang historik for et tvedelt forhold mellem hertugdømmernes forskellige dele og den danske kongemagt. Situationen blev ikke mindre kompleks med februar og marts revolutionerne i Europa 1848, hvor nationalitetsprincippet, den folkelige opfattelse af eget nationale tilhør og sprog blev et bærende princip, som i Danmark i den nationalliberale bevægelse blev til et ønske om Danmark til Ejderen, altså omfattende Slesvig, hvilket helt åbenbart var i strid med den slesvig-holstenske optik inden for Det Tyske Forbund.
Som en parentes kan det her bemærkes, at Christian 4. benyttede sin position som hertug i Slesvig-Holsten til at omgå det danske rigsråds adelige medlemmer, der var modstandere af hans ønske om 1625 at deltage i Trediveårskrigen, som den ganske ofte krigsorienterede konge ønskede - og fik held til - at involvere Danmark i. 
Zoneinddelingen ved 1920 afstemningen om Slesvigs nationale tilhør
Slesvig-Holsten fik det nationale tilhørsforhold endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet, og den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev her en etableret kendsgerning.
I forhold til hertugdømmerne blev der kun foretaget folkeafstemning i Slesvig, det eneste af hertugdømmerne, hvor der var mulighed for at finde en dansktalende og -sindet befolkning.
Den nuværende grænse blev fastlagt efter tilkendegivelser af ønske om nationalt tilhørsforhold ved folkeafstemningen.
Afstemningsområderne i Slesvig var inddelt i 3 zoner. En inddeling, der var nøje udtænkt m.h.p. bedst muligt at afspejle ønskerne om nationalt tilhørsforhold, og afstemningen blev en succes i den forstand, at 1920 grænsen mellem Danmark og Tyskland har været en af Europas mest stabile og samarbejdsorienterede siden 1920.
Tilhængerne af Danmark til Ejderen, at Danmark skulle have hele Slesvig var ikke tilfredse.
Desuden var der i Danmark i nogle kredse et mere realistisk ønske om at dele af 2. zone, især Flensborg skulle have været lagt sammen med 1. zone, hvor der var et sikkert dansksindet flertal.
Begge synspunkter manglede politisk gennemslagskraft, men var dog repræsenteret i de kræfter, der udløste påskekrisen 1920 i Danmark.

Danmark fra enevælde til konstitutionelt monarki, forholdet til hertugdømmerne

Danmark i "folkelig" uro marts 1848
Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen Rendsborg 24. marts 1848.[4] 
Den Provisoriske Regiering proklameredes 24. marts 1848 og udsendtes ugen efter som opråb til "det danske folk". 
Hvor den slesvig-holstenske nationalisme kom til udtryk i Rendsborg 24. marts 1848, så blev folketoget til Christiansborg 21. marts 1848 starten til et endeligt for den danske enevælde, Danmarks styreform siden 1660.
Den enevældige kongemagt blev af en samarbejdsvillig Frederik 7. under indtryk af den nationalliberale folkestemning udskiftet til et konstitutionelt monarki med folkestyre. Hermed var grunden lagt til systemskiftet med junigrundloven 1849 i Danmark.
Folkestemning er nok et misvisende udtryk i den forstand, at det primært var en stemning blandt det bedre borgerskab og de veluddannede, der gjorde sig gældende. Men der var i løbet af 1840'erne blevet formuleret et nationalliberalt krav om en konstitutionel forfatning, herunder en sammenknytning mellem Danmark og hertugdømmet Slesvig, der blandt nationalliberale opfattedes som en del af det nationale Danmark.
Det formodes i en undersøgelse af stemning og holdning i datidens tyske nationalisme, at der var forskel mellem by og land, hvilket velsagtens også har været tilfældet i Danmark.
Under indtryk af de europæiske revolutioner og begivenhederne i København, som blev anset for at være et forkasteligt "pøbelvælde", iværksatte de slesvig-holstenske ledere 23.-24.marts 1848 en opstand imod Danmark i forening med Det Tyske Forbund.
En provisorisk regering blev dannet i Kiel, proklameret 24. marts 1848 og anerkendt i Holsten og Sydslesvig, medens Nordslesvig forblev loyal over for den danske konge. Oprørerne indtog eller kuppede herefter våbenarsenalet i Rendsborg - og borgerkrigen i Danmark var skudt i gang.
I opråbet til "Det danske Folk" hed det bl.a.: "Danske Mænd; Hertugdømmet Slesvigs Selvstændighed beror paa faste Conventioner! Disse brydes aldeles naar Hertugdømmet med Magt omvandles til en Provins af Danmark." 
Lederne af hertugdømmerne ønskede at bevare et samlet Slesvig-Holsten og beholde den danske konge som deres hertug og have ham som repræsentant i Det Tyske Forbund. Men de ville ikke være en del af, "en Provins" af Danmark.
Nationalisme og nationalistisk tilhør fandt her et markant udtryk. Om man bredt eller kun sporadisk og spredt kunne tale om dansk- og tysksindede borgere i hertugdømmerne på denne tid er ikke hermed fastslået. Men der blev under alle omstændigheder her appelleret til en gryende folkelig nationalisme i Slesvig-Holsten, som der blev det i Danmark.
Og at Slesvig-Holsten havde erklæret sig løsrevet fra Danmark var en realitet med dannelsen af Den Provisoriske Regering for Slesvig-Holsten.
I Danmark blev der lagt an til borgerkrigen imod "Insurgenterne", som de slesvig-holstenske oprørere blev kaldt.

De slesvigske krige

Militære kampe, -dispositioner og involverede militærpersoner vil ikke være fremtrædende i denne fremstilling af de slesvigske krige. Det har andre og mere kyndige i vid udstrækning taget sig af. Men som behandlet emne skal krigene have en skønnet nødvendig og påkrævet grundig behandling. Der henvises til forskellige militærhistoriske fremstillinger, som er benyttet, og hvor man kan få ridset mere detaljerede hovedlinjer op af de to kriges militære aspekter.[5]
Militærhistorikeren, oberst og kommandant i Fredericia siden 1902, A. Liljefalk er i vid udstrækning benyttet som militærkyndig ekspert i kampbeskrivelserne, når det gælder området omkring Fredericia, Kolding og Skanderup Sogn. Han er - om ikke samtidig - så generationsmæssigt og lokalt tæt på treårskrigens begivenheder i dette område.
Liljefalks bøger om de slesvigske krige er m.h.t. det her benyttede udgivet 1888. Hans tilgang er overordentlig specifik og detaljeret omkring militære dispositioner og personer.[6]
Især skal fremhæves det primære kildemateriale, der benyttes og præsenteres i udgivelser af Generalstaben om begge de slesvigske krige. Bindene, der omhandler treårskrigen er udgivet 1867-80. Bindene, der omhandler 1864 krigen er udgivet 1890-91. Alle altså noget post festum.
Udvælgelsen af det dokumentariske materiale og de historiske beskrivelser og vurderinger i Generalstabens udgivelser er underlagt den tids politiske kampe og hensyn, men det svækker ikke værdien af især det dokumentariske materiale. 
Desuden er benyttet den også militærkyndige oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxens Krigen 1848-50, udgivet 1888.[7]

Første slesvigske krig, treårskrigen 1848-1850, borgerkrig og stormagtskonflikt

Treårskrigen var fra start i marts 1848 en borgerkrig i det danske kongerige mellem danske styrker og en slesvig-holstensk hær, som fik støtte af Det Tyske Forbund med Prøjsen som ledende tysk forbundsstat, hvorved borgerkrigen også blev en international konflikt, der involverede tidens europæiske stormagter. Først og fremmest England, Frankrig og Rusland ud over Prøjsen.
De slesvig-holstenske styrker blev slået i kamphandlingernes første slag 9. april 1848 ved Bov, nord for Flensborg. Oprørernes, Insurgenternes[8] samlede styrke her var ca. 6.000 mand. De danske styrker talte ca. 11.000 mand.[9] Den danske hær sejrede, før de tyske forbundstropper nåede frem.
Faldne, sårede, fangne, slaget ved Bov 9. april 1848[10]
Forbundstropperne, Insurgenterne
1096
Danske tropper
94

Fra Rendsborg 24. marts til Prøjsens krigserklæring, "Optræden paa Kamppladsen" 12. april 1848

Der kom så i løbet af april 1848 en krigserklæring fra Det Tyske Forbund.[11]
Der er flere usikre avisforlydender om, at det ville medføre en prøjsisk krigserklæring, hvis Danmark fortsat havde fjendtlige tropper i Slesvig, der bekæmpede slesvig-holstenerne. De fleste aviser henviste til den prøjsiske oberst E. von Bonin som budbringer. Datoerne angives her som 11. og 12. april med henvisninger til "Oberst Bonin" som øverstkommanderende. I en militærhistorisk oversigt bliver dateringen kontrafaktisk sat til 18. april.
Det bedste primære kildemateriale til at afgøre indhold og datering af denne krigserklæring må formodes at være Generalstabens udgivelser med det her indlagte arkivmateriale fra Den dansk-tydske Krig.[12]
Der findes i Generalstabens arkivmateriale en "Skrivelse fra Oberst Bonin til Commandeuren for de danske Forposter." Uddrag af skrivelsen lyder "Dass ich die Instruction erhalten habe, jeden ferneren Angriff von dänisehen auf holsteinische Truppen, wo sich auch diese befinden mögen, als eine Kriegserklärung von Seiten Dänemarks gegen die koniglich preussische Regierung zu betrachten. ... (Underskrevet) Rendsburg, den 11ten April 1848. von Bonin Oberst und Commandeur der preussischen Truppen im Herzogthum Holstein."
Der er ingen tvivl om, at oberst Bonin d. 11. april 1848 giver udtryk for, at han som "Commandeur" for de prøjsiske tropper har fået "Instruction", instruks (uden angivelse af fra hvem!) om at betragte ethvert dansk angreb på de slesvig-holstenske tropper som en krigserklæring, "eine Kriegserklärung". Denne skrivelse blev fulgt op af en tilsvarende, dateret 12. april 1848.
Disse erklæringer eller skrivelser af 11. og 12. april 1848 har været baggrund for, at det danske Krigsministerium kan citere den danske konge for - her i dansk oversættelse af kongens på tysk formulerede budskab - "til det yderste at ville forsvare vort hertugdømme Slesvig", underskrevet Frederik Rex 12. april 1848, Flensborg.[13]

Slaget ved Slesvig 23. april 1848

Efter den danske sejr 9. april nåede den prøjsiske general F. Wrangel frem til krigshandlingerne, og i slaget ved Slesvig, tæt på Dannevirke, slog og trængte hans tropper 23. april 1848 den danske hær tilbage.
Danskerne stod med ca. 12.000 mand over for, hvad der kunne være blevet en næsten overvældende overmagt med Insurgenternes ca. 9.000 mand, prøjsernes ca. 12.000 mand og Forbunds-Divisionens ca. 10.000 mand. Forbunds-Divisionen nåede ikke frem, og prøjserne under von Bonin deltog kun delvist. Tuxen anslår, at danskerne 23. april kom til at stå over for ca. 17.000 mand, formodentlig færre. Der var på dansk side 816 faldne, sårede og tilfangetagne, "de fjendtlige Tropper" tilsvarende 461.[14] 
Slaget ved Slesvig rapporteredes grundigt i danske avisartikler.[15] Dagen efter slaget rapporteredes der af en "Officier af 5te Dragon-Regiment, dateret 2. Paaskedag" - som var mandag 24. april - at "vi havde med en dobbelt overlegen Fjende at gjøre ...", og at prøjserne talte 20-25.000 mand. I samme avis blev det 30. april 1848 anslået, at der var "12.000 danske mod 30.000 Preussere". Og videre hed det, at "General Wrangel Søndag Aften tog hovedkvarter i Slesvig, General Bonin (hans næstkommanderende) ved Dannevirke og Husby". Titlen som general kunne se ud til at være en forfremmelse af von Bonin fra oberst til general i april-dagene 1848.
Som det fremgår, så underdrev den danske presse ikke modstandernes talmæssige styrke. De danske tab var under alle omstændigheder betydeligt større end de slesvig-holstenske og forbundstroppernes.
Slaget ved Slesvig var således en advarsel om den slesvig-holstenske og prøjsiske styrke. General Wrangel rykkede frem til Flensborg og Sønderborg, hvor de danske styrker befandt sig på Als uden at udgøre nogen egentlig trussel over for forbundshæren.
 
Det var hovedsageligt - om ikke udelukkende - bønder, der 1848 måtte trække i trøjen.

General Wrangel går ind i Nørrejylland 1848

2. maj 1848 krydsede Wrangel Kongeåen og gik dermed fra Slesvig ind i Nørrejylland. Indmarchen i kongeriget Danmark indledte Wrangel med et opråb, dateret Christiansfeldt 1. maj 1848, hvor han manede til ro og til at affinde sig med, at hans tropper skulle have forsyninger. Allerede 11. maj 1848 hed det i Morgenposten om de udskrevne rekvisitioner i Vejle, at de omfattede "18.400 Pd. Brød, 9.200 Pd. Kjød, 2.300 Pd. Ris, 1.150 Pd. Smør ...", tobak, brændevin, vin, sukker og cigarer. Man formodede, at så store mængder også skulle "oplægges i Magasiner eller sendes til det slesvigske", hvilket må betegnes som det danske pressebillede af en grådig fjendes ublu krav.
Herefter bevægede Wrangel og hans tropper sig op gennem Jylland, hvor Fredericia og Kolding uden modstand blev besat de følgende dage i maj. 
Slesvig-holstenerne, Insurgenterne fulgte efter de prøjsiske tropper og sendte enheder helt op til Aarhus, men de slog sig primært ned i trekantområdet Fredericia, Vejle, Kolding.
Der kan ikke herske tvivl om, at de fjendtlige troppers besættelse og krav til den stedlige befolkning har betydet et mærkbart indslag i dagligdagen. - Wrangel udsendte 1. maj sit varsel om, der ville blive pålagt "Jyderne" rekvisitioner og efterfølgende i en proklamation af 18. maj 1848, at han og hans tropper ville tage selv, hvis man ikke frivilligt afleverede det fornødne til hans besættelsestropper.
Om konsekvenserne hed det i Fædrelandet 21. maj 1848, at ”i hele Landet mellem Vejle, Fredericia og Kolding er snart alt Forraad paa Levnedsmidler udtømt, og hvad værre er, Vintersæden nedtrædes, og Vaarsæden har ikke kunnet blive lagt, da Bønderne stedse ere i Kjørselsreqvisitioner.”
Det fremgår af de samtidige aviser, f.eks. også Fædrelandet 21. maj 1848, at Wrangel selv måtte inddrive de "Rekvisitioner", han fandt nødvendige for at hans og de slesvig-holstenske troppers behov kunne blive dækket.
Iflg. A. Liljefalk[16] var det Wrangels og von Bonins strategi at udpine den i trekantområdet besatte del af Nørrejylland, ikke blot med krav på fødemidler, men også på "Heste, Linned, Klæde og Læder."
Uanset hvad rekvisitionerne affødte af reaktioner, må man nok konstatere, at besættelseshæren i lighed med den danske hær havde behov for forsyninger, som meget naturligt medførte gnidninger i forhold til dem, der skulle levere disse forsyninger. Den samlede sum af reaktioner i pressen og de observerede erindringer varierer fra en opfattelse af tyvagtig grådighed til forståelse for behovene. Krydret med forskellige opfattelser af nationale karakteristika hos østrigere, prøjsere, Insurgenter og andre af fremmed herkomst, en jævn og alment forekommende blanding af personlige fordomme og faktuelle konstateringer. Jo mere fremmedartet, jo flere fordomme velsagtens.
 
 
I den satiriske avis Corsaren (1840-1855, som også karikerede Søren Aa. Kierkegaard et par år forinden) fremstilledes general H. F. E. G. von Wrangel og hans danske modpart general H. C. F. Hedemann således 7. juli 1848. 
"G. Wrangel. Aa, højtærede! hvorfor vilde De ikke blive herovre; vi skulde nok have moret os! Kom lidt herover igjen. F. Hedemann. De er altfor artig; nei kom De hellere herover, højtærede! her er saadan en deilig Plads; aa, hvad! kom! De vil ikke fortryde det, Deres Exellence!
Lokalt har man næppe, hverken i Kolding eller de omkringliggende landområder haft adgang til eller interesse for Corsarens harcelering over krigsbegivenhederne i 1848, og da slet ikke i forhold til de rekvisitioner, man især i området op til og omkring Kongeåen måtte affinde sig med.
På den anden side, så blev H. C. F. Hedemann som et resultat af marts oprøret i 1848 af krigsminister Tscherning som nyudnævnt oberst nu udtaget som overkommandant for armekorpset ved Kolding, fremgår det af avismeddelelser 30. marts 1848, hvorfra han så som generalmajor, med hovedkvarter i Kolding 31. marts kunne udsende en proklamation imod de slesvig-holstenske oprørere. Om Hedemann nåede at blive særligt kendt i Kolding området er nok tvivlsomt, idet han af Krigsminister Tscherning allerede 16. juni som øverstkommanderende blev udskiftet med general Krogh iflg. samtidige avisforlydender i august 1848.[17]
Erindringsmaterielet til disse begivenheder er sparsomt. Forbavsende nok kan der fra de omkringliggende lokalområder findes enkelte, fragmenterede udsagn. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at få et nogenlunde bredt indblik i lokalbefolkningens oplevelse af situationen.
De samtidige aviser har kun antydningsvis andet end beretninger om stedfundne træfninger, der til gengæld ofte er ganske indgående behandlet.

Rusland griber ind, fællesregeringen i hertugdømmerne

Prøjsens og Wrangels militære aktiviteter i Jylland blev på foranledning af Rusland tvunget til ophør fra 25. maj 1848, og besættelsestropperne vendte tilbage til hertugdømmerne og Prøjsen. Hertugdømmet Slesvig gik op til Kongeåen, og her forblev der i 1849 konstaterbare tyske aftryk i dagligdagen.
Den efterfølgende Malmökonvention 26. august 1848[18] bestemte, at hertugdømmerne skulle rømmes for danske og tyske tropper, og at der skulle være en dansk-prøjsisk accepteret Fællesregering for Slesvig og Holsten til afløsning af Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering. Altså slet og ret en proklamering af en dansk helstat, som hverken de nationalliberale eller slesvig-holstenerne brød sig om - med hver deres synsvinkel som begrundelse.

Fra Provisorisk til Fællesregering i hertugdømmerne

Den slesvig-holstenske Fællesregering på Gottorp Slot, som afløste Den Provisoriske Slesvig-Holstenske Regering endeligt fra 23. okt. 1848.[19]
 
Th. Grev Reventlow og Fællesregeringens medlemmer, set fra venstre A. F.W. Preusser, Adolf von Moltke og Friedrich Boysen, Ernst Heintze. E. Heintzes fulde navn var Friherre (baron) Josias Friedrich Ernst von Heintze-Weissenrode, hvilket forklarer navnet v. Heintze på illustrationen af Fællesregeringen.
Denne Fællesregering fik sæde på Gottorp Slot, og kaldtes også Gottorp regeringen.
Ordningen blev dog kun en stakket frist i konflikten. 
Her et dansk synspunkt på Fællesregeringen for Slesvig og Holsten, iklædt titlen Den danske Styrelse i Slesvig fra 1850-1864, et historisk Grundris v. Dr. Alex Thorsøe:
"Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering havde behersket Slesvig fra Foraaret 1848 til Oktober samme Aar. Efter dens Tilbagetræden indsattes paa Gottorp i Overensstemmelse med Vaabenstilstandskonventionen i Malmø en Fællesregering for Slesvig og Holsten, bestaaende af fem Mænd.[20] Denne Regering, der kun skulde være en Bestyrelseskommission, som forvaltede Hertugdømmerne i den lovlige Herskers Navn, optraadte straks som en souveræn Myndighed, hvis Stræben gik ud paa Grundlæggelsen af en selvstændig Stat Slesvig-Holsten. Den satte den slesvig-holstenske Statsgrundlov i Kraft, kundgjorde Loven om Valg til den tydske Nationalforsamling, opretholdt Forbudet mod det danske Flag, lod Hertugdømmernes Handelsskibe føre et særskilt Flag og tilsidesatte Bestemmelserne om de militære Garnisoner." 
Eller helt kort - ønsket, håbet om Danmark til Ejderen var uforenligt med en slesvig-holstensk forbundsstat i Det Tyske Forbund. Og de uforenlige ønsker blev hverken forligt eller søgt tilgodeset med den kun kort - fra 26. august 1848 indtil 3. april 1849 siddende Fællesregering.

Danmarks utilstrækkelige militær, Lov om almindelig Værnepligt

 
Hans Chr. Bjerg: Stavnsbånd og værnepligt — omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988. Her beskrives udviklingen af den personlige bondeværnepligt fra udskrivningsreformen med stavnsbåndets ophævelse 1788 indtil Loven om den almindelige værnepligt.
Det viste sig hurtigt under treårskrigens forskellige kampe, at det danske militær i forhold til især den prøjsiske krigsmaskine var mangelfuldt og ineffektivt.
Hertil kom i den spirende debat siden stænderforsamlingerne fra 1834 et stadig mere udtalt ønske om en ændring og en mere ligelig fordeling af militærtjenesten i Danmark.
Den tidligst kendte militære organisation, som den danske kongemagt kunne gøre brug af, var en ledingsordning tilbage fra vikingetiden, hvor frie, våbenføre mænd for egen regning kunne indkaldes til krigstogter, efterhånden suppleret med eller afløst af hvervede tropper. Hvor det snart blev klart, at det var billigere om end ikke bedre - som især Christian 4. mente - at forpligtige landets krigsduelige befolkning hertil. 
Indtil stavnsbåndets ophævelse 1788 blev landmilitæret udskrevet blandt selvejerbønder og fæstebønder på kronens gods, og i øvrigt var værnepligten tilknyttet jorden, hvor godsejerne skulle udskrive soldater i forhold til jordens størrelse.
Denne ordning var et resultat af Frederik d. 4.'s forordning om landmilitsen 1701, hvor godsejerne var blevet pålagt at stille med en bondekarl for hver 20 tdr. hartkorn af godset. Denne faktuelle værnepligt for bønder varede med variationer igennem det efterfølgende stavnsbånd fra 1733, som blev ophævet 1788.
Bonden er fra 1800 ikke mere stavnsbunden, men skal stadig blive i et distrikt, hvor han kan komme på session.
"Saa ville Vi allernaadigst fritage Jordegods-Eyerne fra at levere Folk til Krigs-Tjeneste, hvilken herefter skal fordres umiddelbar, som en almindelig og personlig Pligt imod Os og Fædrenelandet;
§ 1. Stavnsbaandet til Godserne skal aldeles opføre fra de 1ste Januarii Aar 1800, saa alle af Bondestanden i Danmark ... skulle have Frihed til at opholde dem i de, til Land-Milice-Indretningens Vedligholdelse, foreskrevne Districter, indtil de af Sessionen have faaet Afskeeds- eller Friheds-Passer ..."
§ 3. Alt Mandkiøn af Bondestanden ... skal ikke være bundet til Godserne længere ... de maa opholde dem i de herefter for det unge Mandskab og Landsoldaterne bestemte Districter ...
§ 6. ..." Straffebestemmelser, hvis man ikke på tilbørlig vis kommer på session.
Stavnsbindingen til godserne er slut, men bønderne fortsætter med en binding til sessions distrikterne. 
Med ophævelsen af stavnsbåndet var der også tale om en militær udskrivningsreform, hvor hvervningen af soldater fra at have været tilknyttet jorden blev til en personlig pligt, men kun for bønderne - og med mulighed for at kunne købe sig til fritagelse, hvis man vel at mærke var velbeslået nok til at kunne betale.
Til gengæld for at få ophævet stavnsbåndet, der sikrede godsejerne arbejdskraft, blev de fritaget for at skulle udskrive bønderne som soldater. Denne funktion overgik til de i 1662 oprettede amter med personligt fremmøde på sessionerne, hvor godsejerne nu ikke mere var lægdsrulleførere.  
Købstædernes befolkning og de bedrestillede på landet var fritaget for denne militærtjeneste, dog kunne lodser, søfolk og fiskere i købstæderne være forpligtiget til optagelse i sømilitsen.
Borgere, gejstlige og adelige var stadig som hidtil fritaget for militær udskrivning - de medvirkede kun i hærens kommando funktioner.
Det blev debattens udgangspunkt, hvorfor der her fortsat skulle være privilegier for en mindre befolkningsdel, hvor det store flertal, bønderne var undtaget.
Den nye lov om værnepligt havde en række undtagelsesbestemmelser §4-6, hvor bl.a. Geistlige og Skolelærere blev undtaget værnepligten. Debatten om loven var i argumentationen for og imod ligestilling temmelig mangfoldigt, herunder også omkring rimeligheden i at pålægge embedsstanden og købstadsbeboere den samme militære byrde, som hidtil kun havde været landbefolkningens.
Undersøgelsen af de erhvervsmæssige stillingsbeskrivelser i ansøgningerne fra 1876 om erindringsmedaljer[21] har som formål at påvise værnepligtlovens praksis under de slesvigske krige, idet disse ansøgninger anses for at være repræsentative for krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige. 
Forventningen til krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige ud fra værnepligtslovens intentioner og debatten herom er,
  • at loven med dens vedtagelse 1849, under første slesvigske krig sammen med de indbyggede undtagelsesbestemmelser kun kan forventes at have givet en indledende bredere rekruttering til militærtjenesten end tidligere tiders bønder og økonomisk mindre kapable personer, tilknyttet landbruget,
  • men at lovens praktiske konsekvenser vil kunne aflæses i konstaterede forskelle mellem krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige.  

Våbenhvile og oprustning, general E. von Bonin går ind i Nørrejylland 1849

 
 
Friedrich Heinrich Ernst Graf (greve, titel som del af navnet) von Wrangel (1784-1877). Generalmajor.
Og afløseren som generalmajor efter Malmö-konventionen, E. von Bonin (1793-1865), også krigsminister 1852-54 og 1858-59. Se Dansk Militærhistorie. Begge prøjsiske junkere.
Med den usikre våbenhvile og uden en afgørelse af stridspunkterne mellem de slesvig-holstenske og de dansk-nationalliberale blev der i Danmark indført almindelig værnepligt 12. febr. 1849 for at forbedre den danske militære kunnen.
Den almindelige værnepligt blev i første omgang indført ved en midlertidig anordning i september 1848, idet der i forbindelse med starten af Treårskrigen hurtigt blev erkendt et behov for en større militær styrke.
De slesvig-holstenske styrker stod med våbenhvilens endeligt 3. april 1849 med nok en prøjsisk general, E. von Bonin som øverstkommanderende, idet Bonin med Malmøkonventionen 26. aug. 1848 overtog general Wrangels position som øverstkommanderende for de slesvig-holstenske styrker. Før E. von Bonin blev udnævnt til øverstkommanderende generalmajor, havde han været oberst med Wrangel som øverstkommanderende.

Orkanens øje fra april 1849 til juli 1850

Som prøjsisk øverstkommanderende rykkede Generalmajor von Bonin efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 op gennem Nordslesvig og fortsatte sin fremrykning til Nørrejylland.
9. april 1849 meddelte Kongelig Privilegeret Aarhus Stiftstidende, at Bonins næstkommanderende, Oberstløjtnant Zastrow rykkede ind i Haderslev med sin generalstab, og at general Bonins ankomst ventedes samme dag.
I avisen Dannevirke hed det, at danske tropper 11. april havde forskanset sig i og omkring Kolding, medens man afventede general Bonins udspil fra Haderslev. Senere fik Bonin hovedkvarter i Vonsild.
 
Parolen, som soldaterne gik i kamp mod "slesvig-holstenerne" med iflg. A. Liljefalk.
Herefter gik de tyske og slesvig-holstenske styrker mod Kolding, der blev besat 20. april, medens de danske tropper trak sig tilbage og forberedte et modangreb 23. april.
Efter de her indledte forsøg på generobring i og omkring Kolding slog de danske styrker d. 6. juli 1849 den tysk, slesvig-holstenske hær i slaget ved Fredericia.
Herefter blev en præliminær fred indgået, stadfæstet med en fredstraktat mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund, 2. juli 1850. Men kort efter brød kampene igen ud, da slesvig-holstenerne ikke havde opgivet kampen for et af Danmark uafhængigt Slesvig-Holsten.
Slesvig-holstenerne led i slaget ved Isted 25. juli 1850 et stort nederlag.
Krigen sluttede først endeligt i januar 1851 med de stormagtsindgreb, som gjorde borgerkrigens resultater til parenteser.
Helstaten var stadig en realitet, og med Londontraktaten af 8. maj 1852,[22] som udelukkede, at Danmark nogensinde kunne integrere Slesvig i det danske kongerige, var fundamentet lagt for, at de Nationalliberales ønske om et Danmark med Slesvig til Ejderen skulle udløse den krig i 1864, hvor Kongeåen blev Danmarks grænse til det, der under Prøjsens og Bismarcks lederskab fra 1871 blev til Det Tyske Kejserrige.

Kampene omring Kolding og Ejstrup 20. - 23. april 1849

 
 
Kolding ved borgerkrigens udbrud marts 1848, set og malet af Martinus Christian Wesseltoft Rørbye, Soldater ved forskansningen ved Sønderbro. Eller samme kunstner, motiv fra Søndergade. Iflg. Kolding Stadsarkiv er begge malerier fra 1848.
Altså året før de voldsomme begivenheder i og omkring Kolding 20. - 23. april 1849.
Sønderbro ved Kolding Aa og Søndergade, Sønderbro ved Koldinghus med det afbildede toldsted har været en central del i forsvaret af Kolding, Centralt beliggende i forhold til Ejstrup og Vranderup, der ligger i en afstand af 6-8 km fra Sønderbro.
Den nyudnævnte øverstkommanderende von Bonins hurtige fremrykning efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 blev i aktionerne i området omkring Kolding og befæstningsbyen Fredericia en demonstration af effektiv strategisk planlægning, der i første omgang udmanøvrerede den danske modstander i området omkring Kolding.[23]
Planlægning af og udførelse af kampene
Ud over det dokumentariske materiale, der kan søges i Rigsarkivet, kan der til kortlægning af de militære operationer omkring Kolding i april-dagene 1849 benyttes fremstillende materiale så tæt på begivenhederne som muligt og med adgang til Krigsministeriets oplysninger.
Generalstaben slutter sin 2den Del 2. april 1849, og har derfor intet om begivenhederne i og omkring Kolding. Eller for den sags skyld om kampene ved Fredericia 6. juli.
Det har derimod A. D. Cohen, De faldnes Minde, 1851.[24]
Denne fremstilling fra 1851 er det nærmeste, man kommer det samtidige, bortset fra de samtidige avisberetninger. A. D. Cohens fremstilling har dog ikke nogen militærfaglig kompetence, og kan i kampbeskrivelserne kort karakteriseres som en ukritisk og forherligende fremstilling af den danske krigsindsats.
Militærfaglig kompetence er der derimod i oberstløjtnant Tuxens og oberstløjtnant A. Liljefalks respektive fremstillinger, begge udgivet 1888. De har begge haft et nøje kendskab til Generalstabens udgivelser fra 1867, 1873 og 1880 om de slesvigske krige. Og man kan muligvis formode, at de begge bevidst har gjort egne fremstillinger af netop kampene omkring Kolding ganske detaljerede i betragtning af Generalstabens tavshed om 1849 i tiden efter 2. april.

Angrebet på Kolding 20. april 1849 

Øverstkommanderende for de prøjsiske styrker, Generalløjtnant Karl Ludvig Ernst von Prittwitz[25] havde 2. april med det prøjsiske garde-infanteri hovedkvarter i Flensborg, generalløjtnant von Bonin havde med de slesvig-holstenske styrker et mere fremskudt hovedkvarter i Aabenraa.
De tyske tropper udgjorde ca. 46.700 mand med 8.750 heste, de danske styrker ca. 41.000 mand med 6.000 heste.
På dansk side var der et korps under General Rye, der bestod af "5. Infanteri Brigade, 1. og 2. Kavaleri Brigade, 2. og 6. Batteri, et Espingolbatteri og en Ingenieur- afdeling", som det blev besluttet skulle operere i Nørrejylland, medens hele den øvrige hærstyrke skulle samles på Als, hvor denne del af de danske styrker skulle have en udelukkende defensiv funktion.
Rye trak sine tropper væk fra stillingerne på Als fra d. 6. april, hvor han trak sig op nord for den jyske Kongeå-grænse med "Forposter langs Kolding- og Vester Nebel Aa."[26]
General Bülow blev 15. april udnævnt til overgeneral for de danske styrker som afløser for general G. C. von Krogh efter konflikter mellem denne, Krigsministeriet og krigsministeren måske især.
Ud over den tids vanlige politiske indblanding i det militærstrategiske fik Krogh også skylden for det katastrofale forløb af slaget ved Eckernförde 5. april 1849, hvor Danmark mistede et linieskib og en fregat.
Det slesvig-holstenske korps fulgte langsomt efter den danske oprykning i Nørrejylland, og var 15. april placeret omkring Haderslev og Christiansfeldt. Iflg. Dannevirkes beskrivelse 20. og 23. april 1849 havde general von Bonin sit hovedkvarter på Vonsild Kro under kampene omkring Kolding.
Det rapporteredes fra Krigsministeriet,[27] at en større fjendtlig patrulje kl. 2½ om eftermiddagen d. 19. april angreb de danske forposter fra Vonsild, men at Insurgenterne sidst på eftermiddagen var blevet slået tilbage. D. 20. april blev det videre rapporteret, at de danske ”Forposter havde vekslet Skud med Fjenden …”, og at skudvekslingen fra kl. 11 forstærkedes med kanonader mod Kolding by.
Oprørsstyrkerne, Insurgenerne ser ud til under ledelse af von Bonin 20. april i Kolding at have sat sig "i Besiddelse af den sydlige Forstad indtil Broen ..." Rye havde ved dette angreb trukket "sit Korps (tilbage) bag Almind Dalen."[28]
A. D. Cohen har en temmelig glorificerende fremstilling af begivenhederne 20. april - at "Kolding var besat af Forposterne af Generalmajor von Ryes Corps, der efter tapper Modstand..." trak sig tilbage til "Almindedalen", hvorefter fjenden "occuperede" byen.[29]
20. april angrebet resulterede i, at de slesvig-holstenske styrker kunne placere sig med "Avantgarden i Kolding; 1. Brigade i Vonsild og Dalby; 2. Brigade i Ødis og Skanderup; Reserve-Artilleriet i Christiansfeldt".[30]
Slesvig-holstenernes vellykkede angreb på Kolding 20. april skal nok ses som en konsekvens af overgeneral Biilows opfattelse af situationen op til det slesvig-holstenske angreb på Kolding 20. april, hvor han mente - ud over at ville holde den defensive position på Als - at "Styrken paa Fyen (d.v.s. Moltkes brigader) burde overføres til Jylland især af Hensyn til Fredericias Dækning, og at General Ryes Korps, der ansaas for meget eksponeret, burde støttes ved, at 3. og 4. Brigade (placeret i Middelfart) rykkede frem og tog Stilling bag Kolding Aa med Ryes Korps paa højre Fløj."
Men her gik det så temmelig galt med et af planlægningens centrale punkter, nemlig tilførslen af kampstyrker.
Liljefalk anfører herom, at "inden 3. og 4. Brigade vare overførte til Jylland...", blev der angrebet 20. april, hvor den slesvig-holstenske avantgarde satte sig i besiddelse af "den sydlige Forstad indtil Broen" i byen Kolding.
Det slesvig-holstenske angreb på Kolding d. 20. april er også beskrevet af en tysk, formentlig militær iagttager, placeret i Skanderup, som ses refereret i Dannevirke 26. april 1849.
"I dag d. 20. April er Kolding taget af Avantgarden under Oberst v. Zastrov's Befaling. Fægtningen foran og i Kolding har varet 2 til 3 Timer; ... Efterat Skandserne ved Byens Indgang vare tagne, fandt vore Tropper (oprørerne) en temmelig lang Modstand i Byens Gader, som tildeels vare barrikaderede; ogsaa fra Husene blev der fyret, og flere af Vore saaredes ...
Efterat dette var skeet paa høire Fløi, rykkede ogsaa den venstre frem imod Middag uden at støde paa Fjenden, og besatte Landsbyerne i det søndre Jylland. Vore Forposter staae nu nordenfor Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Om angrebet på Kolding 20. april hedder det videre i den samtidige presse, nu med dansk synsvinkel,[31] at man havde forventet det fjendtlige angreb dagen før, d. 19. april, men "det paafulgte først i Morges (20. april), da største Deel af vore Tropper havde trukket sig ud af Byen ... (hvor) der tales om en saaret Indvaaner ..."
Hvis denne iagttagelse i den samtidige avisdækning er korrekt, så har der ud over, at 3. og 4. Brigade ikke nåede frem til kamphandlingerne også været en fejlvurdering dagen før, hvor angrebet var ventet, som medførte manglende kampforventning og - velsagtens - kampparathed d. 20. april.
Der var desuden avisforlydender om, at "Gjæstgivergaarden i Kolding under Insurgenternes (oprørernes) Angreb d. 20. ... (er) lagt i Aske og flere Indvaanere dræbte og saarede."
Disse mere dramatiserede presseforlydender kan man formentlig se bort fra og snarere fæste lid til en ”officiel Meddelelse” om ødelæggelserne i Kolding, hvor det hedder, at ”saavidt vides ere ingen af Byens Indvaanere blevet dræbte …”[32] Det fremgår desuden af undersøgte registreringer i kirkebøgerne,[33] at der ikke er konstaterbare dødsfald blandt beboerne i Kolding by eller i Skanderup Sogn som et resultat af kampene, hverken d. 20. eller d. 23. april.  
A. Liljefalks fremstilling startes der med en temmelig nøje beskrivelse af de slesvig-holstenske militære formationer under ledelse af general Bonin og oberst Zastrow.
General Bonins næstkommanderende Oberst Zastrow var kommandør for "Insurgenterne", og han skulle varetage erobringen af Kolding, som general Wrangel også havde erobret i 1848.
Over for de strategisk stærke slesvig-holstenske dispositioner besluttede den danske forpostkommandør F. L. Faber kun at bruge et enkelt kompagni til forsvar af byen Kolding, hvilket A. Liljefalk giver udtryk for ikke var så fornuftigt. Hvad vel så også må opfattes som en ikke direkte formuleret kritik af general Ryes, overgeneral Bülows m. fl. dispositioner i kamphandlingerne.
Det fremgår af den samtidige presse og de officielle meddelelser herfra, at man i forsvaret af Kolding ikke skulle "indlade sig paa noget haardnakket Forsvar" af Kolding og omegn.
Om det er Rye, Bülow, andre eller et samråd i den militære ledelse, der forud for slagmarkens realiteter har truffet centrale og fejlslagne beslutninger om forsvaret af Kolding, er det ikke muligt at vurdere på det foreliggende kildegrundlag, men det fremgår tydeligt, at de danske dispositioner var aflæst af forbundsstyrkerne, og at der var planlægningsfejl i styrkeforsyningen.
Der blev som konsekvens af de trufne beslutninger kun "Jægere af Kompagniet Caroc og 4 Espingoler (forlademaskingeværer) tilbage under løjtnant Schows ledelse, som skulle kæmpe mod "hele Zastrows Brigade."
Den spagfærdige danske modstand over for de tyske angreb beskrives lidt nøjere i Dannevirke med brug af tyske avisers efterretninger om kampene 20. april 1849 i Kolding.
Først med en efterretning fra en meddeler, placeret i Skanderup, at oberst v. Zastrov har indtaget Kolding fra "Skandserne ved Byens Indgang", velsagtens mod syd, mod Vonsild. Herefter var der "en temmelig lang Modstand i Byens Gader..." Og man forfulgte de flygtende danskere "omtrent en Miil nordfor Kolding."
Der blev taget en del fanger i byens huse, og herefter rykkede man ud og "besatte Landsbyerne i det søndre Jylland", hvilket betød, at "Vore Forposter staae nu norden for Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden (danskerne) skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Ud over den spagfærdige danske modstand i Kolding bemærkes det her, at oprørsstyrkerne ved 20. april angrebet også besatte landsbyerne mod syd i Skanderup Sogn.
Videre hedder det ud fra de tyske avisefterretninger i Dannevirke som supplerende korrektiv til det i det foregående anførte, at "i andre mindre maadeholdne Beretninger fortælles, at Tydskerne først have taget Skandserne", som danskerne refereres at være gode til at bygge, hvorefter man havde "slaaet Kolding Porte ind … uden Artilleri, erobret Byen og derpaa i Stormskritt, syngende ”Schleswig-Holstein", marscheret gjennem Gaderne."
Sidstnævnte er en mere overmodig og tysk-forherligende version iflg. Dannevirke.
Det refereres videre, at man (tyskerne) havde taget 16 danske Jægere til fange i Kolding, og at de var blevet anbragt "i Haderslev Latinskoles Locale."
Endelig hedder det i reportagen med de tyske aviser som kilde, at danskerne havde "fegtet tappert ... men at de af ubegribelige Grunde pludselig gik tilbage og forsvandt."
De tilfangetagne 16 "Jægere" må formentlig have været de temmelig fåtallige fra Kompagniet Caroc, som Iflg. Dannevirke så blev taget til fange og indespærret på Haderslev Latinskole.
Det skal også i avisreportagen bemærkes, at de tappert kæmpende danskere "af ubegribelige Grunde" pludselig gik tilbage og forsvandt.
Vel nok en bekræftelse af, at forsvaret af Kolding d. 20. april havde været alt for fåtalligt og ”ubegribeligt”.
 
Espingolen var et forlademaskingevær, som opfindsomme danske militærfolk opfandt i første halvdel af 1800-tallet.
Udstillet på Tøjmuseet København.
Her Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening.
De slesvig-holstenske styrkers vellykkede angreb på Kolding 20. april skete således uden nævneværdig modstand, men dog med kampe, skudvekslinger og sårede soldater i Kolding by.
Det herefter besatte område meddeles at være posteringer nord for Kolding, desuden mod syd og vest over Lunderskov, Dollerup og Nagbøl.
Den slesvig-holstenske 2. Brigade blev med 20. april angrebet placeret i Skanderup og i Ødis.
En meddelelse om de danske styrkers tilbagetrækning til Fredericia efter "Insurgenternes" angreb på og forskansning i Kolding 20. april er nok snarest udtryk for, at generalmajor Ryes tropper havde trukket sig tilbage til Almind-området som anført af Tuxen, muligvis også med afdelinger til Fredericia.
Under de efterfølgende kampe omkring Kolding blev en slesvig-holstensk Brigade "skudt frem til Hjarup og Skanderup tæt syd for Gjelballeskoven." Der må her være tale om den af Tuxen[34] og i Dannevirke omtalte 2. brigade i Skanderup og Ødis.
Det var en ubehagelig overraskelse for de kommanderende danske generaler Rye og Bülow, at de slesvig-holstenske styrker så hurtigt i forbindelse med angrebet d. 20. april var blevet samlet omkring Kolding, hurtigere end det havde været muligt at få de danske styrker rykket hertil. 
Det var de danske generalers strategi at binde store slesvig-holstenske styrker i Kolding og aflede fjendens "Opmærksomhed fra Overgangen ved Egstrup".[35] Men endemålet var den tilbageerobring af Kolding, som forsøgtes efterfølgende.

Forsøget på at tilbage erobre Kolding 22. - 23. april 1849

 
Iflg. en tipoldefarbrors efterkommer skulle P. Hansen Wiuff være født i Seest 1802, høker og værtshusholder Låsbygade 69 i Kolding under slaget om Kolding 23. april.[36]
Generalmajor Bülow og overkommandoen planlagde efter de indledende slesvig-holstenske angreb 20. april at tilbageerobre Kolding, og regnede med hertil at kunne benytte yderligere kampklare tropper, placeret bl.a. på Fyn, som dog fortsat blev forsinket i forhold til den planlagte dag, 22. april. Det gav slesvig-holstenerne mulighed for at trække store styrker frem til det angreb, de vidste ville komme, og de fik indrettet en militært stærk stilling i og omkring Kolding by i forlængelse af dispositionerne 20. april.
Tuxen[37] mener at kunne konstatere, at "Overkommandoen (formodede), at kun Insurgenternes Avantgarde-Brigade stod ved Kolding, men at deres Hovedstyrke endnu stod ved Haderslev."
Man skønnede derfor "Forholdene gunstige til en offensiv Bevægelse", hvor "Planen var at iværksætte et overraskelsesangreb mod ”Fjendens Avantgarde i Kolding” samtidig med, at General Ryes Korps skulle dække op imod ”muligt Vest paa detacherede fjendtlige Tropper, (og) sende en mindre Styrke, navnlig Kavalleri, over Egstrup og Seest frem mod Fjendens Retrætelinie."
Denne plan blev fastholdt, selv da Overkommandoen blev klar over, at det var hele den slesvig-holstenske Hær, der stod ved Kolding. Hertil kom, at "... General Rye sendte Melding om, at paa Grund af manglende Bromateriel vilde hans Fremrykning blive forsinket...”
Det var jo vitterligt ikke så godt, og såmænd ikke det eneste, der ikke gik som planlagt.
At det fortsat gik temmelig galt fremgår ikke mindst af A. Liljefalks fremstilling, der her er fokuseret omkring Ryes position ved Kolding Aa, omkring den indledende del af slaget ved Ejstrup.
De danske dispositioner fik "General Bonin til at befale en delvis Omdislocation ... i Ødis, ... Afmarch til et Cantonnement[38] i Hjarup og Skanderup ... tilvejebringelse af en Colonnevej mellem Skanderup og Gjelballe, Nord for hvilket sidste Sted Corpset skulde overtage Forposttjenesten til henimod Vrannerup...” Her stod så slaget, ”der udkæmpedes paa Skanderup Sogns Grund i Gelballe Skov mod den 2den slesvig-holstenske Brigade." Det var den slesvig-holstenske brigade, som iflg. Tuxen var blevet placeret i Ødis og Skanderup.[39]
Samtidig var området omkring Kolding belejret af den slesvig-holstenske "1. Brigade (, der) fik Ordre til at koncentrere sig mellem Seest og Kolding for i fornødent Fald at kunne anvendes enten imod Kolding eller imod Vest", hvor jo Rye befandt sig i Ejstrup - Gelballe området.
De slesvig-holstenske styrker var i overtal i forhold til de danske soldater iflg. Liljefalk, der især som undertallige nævner "Skytter af Jægerkompagniet". Disse havde som refereret under kampene 20. april også deltaget i de her indledende kampe, og en del af dem, 16 iflg. avisernes dækning af begivenhederne, sad i fangenskab i Haderslev.
Medens der i denne situation stadig stod danske enheder i Kolding standsede General Biilow de militære operationer, ”eftersom han ansaa en Fremrykning mod Batterierne syd for Kolding for betænkelig..." Og den med "Længsel imødesete Hjælp fra General Rye ... udeblev..."[40] måtte Bülow også konstatere.

Strategien omkring og slaget ved Ejstrup - Ryes tropper i problemer.

 
 
General Olaf Rye
General Fr. R. H. Bülow
Den planlagte hjælp fra Rye i kampen om Kolding var udtænkt i en situation, hvor Rye var blevet anbragt ved Kolding Aa ved Ejstrup, hvor "nogle af hans Tropper havde besat Vrannerup Hovgaard og By og drevet Fjenden tilbage til Højderne vest for Seest Mølleaa..."[41]
Men så kom der "et Par Baterier af 2. slesvig-holstenske Brigade, der til Understøttelse for Forposterne ved Vrannerup var sat i Marche fra Hjarup mod Gjelballe..." Og det betød, at Rye var og forblev låst fast på dette sted uden for Kolding. Hvorfra han havde skullet komme Kolding til hjælp, vel at mærke.
 
 
Samtidige tegninger af det danske modangreb på det af oprørerne besatte Kolding.[42]
Litografisk kopi af F. C. Lunds tegning med koldinghus set fra nordøst. Kunne være en selvoplevet situation.[43]
 
Om Ryes fastlåste position hedder det i Liljefalks beskrivelse, at "det blev nødvendigt ikke alene at opgive enhver Tanke om Fremrykning mod Seest, men endog at anvende alle disponible Kræfter til at holde Stand mod dette Angreb, ja Kl. 11 Formiddag maatte Rye i stedet for at række Hovedkorpset en hjælpende Haand indlede Tilbagetog og endda anmode om et Par Batterier til Assistance ved Egstrup."[44]
I Liljefalks fremstilling af Ryes problemer ved Ejstrup hedder det videre, at "8 friske slesvig-holstenske Kompagnier brød ... frem mod vore i Skoven spredte Skytter af Jægerkompagniet ... Stødet ramte særligt Jægerne, og under en livlig Skydefægtning blev de trængt ud af Skoven. De fjendtlige Støttetropper standsede i Skovbrynet, medens Kæden fulgte efter vore vigende Skytter ud paa Marken, frem imod Vrannerup Hovgaard."[45]
Rye og hans tropper var under så meget pres, at de i stedet for at komme Kolding til hjælp måtte have bistand, hvilket nok må ses som en af de umiddelbart væsentlige grunde til at kampene i og omkring Kolding blev tabt.
Afsluttende om de samlede tab ved slaget ved Ejstrup, hedder det hos A. Liljefalk: 
"Aarsagen til dette ringe Held var fortrinsvis den, at Angrebsplanen var lagt uden Kendskab til Fjendens Styrke og dennes Fordeling. Rye kunde dog have bødet herpaa ved at lade i det mindste en Del af sit forholdsvis stærke Rytteri gaa over Aaen Vest for Rollesmølle og saaledes naa frem Syd for den skjulende Gjelballe Skov for at se, hvad der foregik der."
Det fremgår således af Liljefalks fremstilling, at Rye fra Lunderskov, Rollesmølle havde en position, hvorfra han principielt ville have kunnet sat ind for at undgå det katastrofale nederlag omkring Ejstrup og Gelballe skov.
Danskernes problemer i kampene i og omkring Kolding illustreres i telegrammer til Hovedkvarteret fra general Rye 23. april kl. 11 og kl. 12½. Alt citeret efter A. Liljefalk[46], hvor det i foredragsudgaven anføres, at Kampen om selve Vrannerup Hovgaard var den heftigste.
Iflg. de af Liljefalk refererede telegrammer fra Rye til hovedkvarteret d. 23. april, så var situationen midt på dagen, kl. 11 indtil 12½ iflg. Liljefalk nærmest katastrofal for Ryes tropper - der var i Gjelballe Skov en ukendt mængde af ”friske fjendtlige afdelinger”, og i telegrammerne anmodes der om assistance.
Det har ikke været muligt at finde de af Liljefalk citerede Olaf Rye udsagn i de samtidige kilder, hverken samtidige aviser eller meddelelser fra de militære efterretninger fra Krigsministeriet.
Men de af Liljefalk citerede meddelelser afspejler under alle omstændigheder den realitet, at de danske styrker under general O. Rye havde store problemer i kampene omkring Kolding Aa og overgangen i Ejstrup. Og at Rye i stedet for at kunne gå over Gelballe til Seest mod Kolding for at hjælpe til med et angreb mod fjenden i Kolding, måtte rekvirere hjælp til kampene ved Ejstrup og Vrannerup.
Hvorfor det gik så galt for Rye og hans tropper kunne muligvis illustreres ved de samtidige efterretninger om hans og hans troppers dispositioner.[47] Under angrebet på Kolding 20. april rapporteredes Rye at have haft sit hovedkvarter i Viuf, altså nord for Kolding.[48] Herfra har Rye og hans tropper så placeret sig mod vest i Eistrup ”for at kunne gaae over Koding Aa …” og komme til undsætning i Kolding.[49]
Slaget om Kolding fandt forsinket sted d. 23. april 1849 i stedet for som planlagt d. 22. april. Og uventet mod en slesvig-holstensk modstander, der stod i og omkring Kolding i stedet for som forventet for hovedstyrkens vedkommende, at "den endnu stod ved Haderslev." Samtidig med denne fejlvurdering havde oprørsstyrkerne fået nys om de danske planer, som de så kunne bruge i deres planlægning af kamphandlingerne. [50]
General Bülow indledte i forsøget på at kaste fjenden tilbage med et angreb på to flanker nordfra, hvor den østlige var under kommando af generalmajor Bülow selv ved Taulov.
Den anden flanke var under kommando af generalmajor Rye og generalmajor Moltke, som stod ved Harte og Almind, hvorfra de mod vest skulle erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden i Kolding.
 
En samtidig tegning af Kolding set fra syd, hvor man ud fra de beskadigede bygninger slutter, at det må være tegnet umiddelbart efter kampene 23. april 1849.[51]
General von Bonin havde iflg. Liljefalk[52] fået nys om, at Moltke med to batailloner skulle komme Rye til undsætning. Han sluttede deraf, at det danske angreb fra Gelballe og Seest ikke ville kunne finde sted, hvis der blev sat ind i området Gelballe, Vrannerup, Eistrup. General von Bonins efterretninger satte ham, som det fremgår, i stand til egenhændigt at forhindre, at general Rye kunne foretage sig andet end at tilkalde hjælp fra den trængte position omkring Vrannerup og Ejstrup.
I en hævdet øjenvidneberetning (Dannevirke 1. maj 1849) beskrives der d. 23. april, hvad der karakteriseres som voldsomme kamphandlinger ved Bramdrupgaard nord for Kolding, o. Bramdrupdam, Harte.
Disse kamphandlinger gjorde stillingen på "den søndre Aabred" o. Ejstrup vanskelig, også fordi en ufærdig pontonbro var blevet lagt vest for Ejstrup i stedet for mod øst. Hævdes det af den samtidige, formentlig militært kyndige iagttager.[53]
Om de videre kamphandlinger hedder det: ”Imedens Himlen farvedes sort af Røgskyer, som hævede sig fra Kolding, bleve Markerne omkring Bramdrupgaard vædede af de Tydskes og de Danskes Blod. Fægtningen blev ført med den største Hidsighed …
Omsider opnaaede Fjendens Granater det samme ved Ejstrup som ved Kolding, og da Kampen henimod Kl. 3 standsede, var den blodige Valplads, som havde en Miils Udstrækning, tilsløret af Røgen fra de tvende Kiæmpebaal ved begge dens Endepunkter.
Hvor mange Offere denne forfærdelige Dag har krævet, tør jeg ikke opgive…”
Det anføres videre af den militærkyndige iagttager, at Kolding by under dagens kampe blev svært beskadiget. I avisartiklen hedder det videre om kampenes uheldige forløb: "Den Fjende, Vore paa denne Dag havde at bestille med, vare uden Tvivl kun slesvig-holstenere; de vare heller neppe meget stærkere end vore tre Brigader, men de havde langt sværere Artilleri, vare stærke ved en mægtig Reserve og en yderst fordeelagtig Stilling …" Ud over konstateringen af, at fjenden hovedsageligt var slesvig-holstenere, så forklares deres krigslykke med bedre våben (Artilleri), den uforudsete "mægtige Reserve" og den "fordelagtige Stilling".
Det kan ikke ses som andet end en anerkendelse af en bedre fjende, og må selvfølgelig suppleres med en passende portion national harme: "... og endelig skyede de ikke saadanne Midler for at oprette de lidte Tab, som at skyde en aaben By i Brand med Granater, for uhindret at kunne kaste deres Tropper over paa den anden Fløj (til Ejstrup), hvor de bleve os langt overlegne. Tilstanden i Kolding vil jeg ikke forsøge at beskrive, som Øienvidner skildrer den; der fortælles de grueligste og sørgeligste Optrin. Dog haaber jeg, at Byen langtfra er bleven en Askehob..." 
Altså et hensynløst angreb på en by, Kolding og dens beboere for "uhindret" at kunne koncentrere sig om Ejstrup og Vrannerup.
I avisens fremstilling er det så mindre væsentligt, at "... Amtmand Lehmann kjørte dertil, efterat den (23. aprilo 1849) var bleven besat af Fjenden og er ikke vendt tilbage; rimeligviis er han (taget til) Fange."[54]
Om Orla Lehmann og hans besøg som amtmand i Vejle er der en udførlig beskrivelse af i Aarhus Stiftstidende 2. maj 1849.
På trods af de voldsomme krigshandlinger, hvor det i avisens beskrivelse er tale om en Kolding by i brand, så tager Orla Lehmann til byen, dog efter samråd omkring det sikkerhedsmæssige med general O. Rye.
Ved ankomsten blev Lehmann ført til general Bonins hovedkvarter i Vonsild, hvor Bonin erklærede Lehmann for at være så vigtig en person, at han fik ham sendt til Slesvig, hvor han blev overgivet til Krigsminister Jacobsen og indsat på Gottorp Slot.
Så kunne det næsten ikke blive værre - en førende nationalliberal skikkelse som Orla Lehmann spærret inde på Gottorp Slot, den slesvig-holstenske fællesregerings residens indtil 26. marts 1849, hvor det af Det Tyske Forbund blev til Statholderskab til at administrere hertugdømmerne.
Alt helt utvivlsomt til E. von Bonins store fornøjelse - sammen med nogle aprildage, hvor han havde forudset de danske dispositioner, havde nydt godt af fejlslagne danske troppeforstærkninger - og så oven i hatten at kunne pågribe en ledende nationalliberal som Orla Lehmann. Rosinen i pølseenden til de vellykkede, militære dispositioner.
Krigsministeriets officielle rapport 22. maj 1849 om døde, sårede og savnede under slaget om Kolding 23. april angiver "61 Døde, 442 Saarede og 153 Savnede". Heriblandt angives særskilt tabstallene for "Officerer og Underofficerer".
Der er næppe i Krigsministeriets tal inkluderet civile tab. Dog kan Krigsministeriet i Fædrelandet 27. april 1849 meddele, at "i Kolding skulle den 23de April omtrent 10 Gaarde og Huse paa Søndergade og Rendebanen være afbrændte; af Indvaanere ere, saa vidt bekjendt, ingen dræbte eller saarede..." Tuxen og Liljefalk angiver ikke tabstal for kampene i og omkring Kolding i dagene 20. - 23. april.
Der har formentlig ikke været civile tabstal under kampene.
 
 
Nutidige kort med angivelse af de byer og positioner, som april kampene ved og omkring Kolding i 1849 drejede sig om. Et forstørret kort kan kaldes digitalt.[55]


Kampene om Kolding og Ejstrup i bl.a. den lokale historiefortælling, -erindring.

Ud over det, man kan lade sig fortælle af de samtidige tegninger og avisreprotager, findes der en helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup, som bygger på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.[56]
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Som det også fremgår af det foregående, er der benyttet lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et foredrag, afholdt 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i disse beskrivelser end både Generalstabens og oberstløjtnant Tuxens beskrivelser. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om 1849 krigshandlingerne, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
Som lokale erindringer kan man naturligvis og især benytte den samtidige presses beskrivelser af begivenhederne. Blot må man her være opmærksom på, at der i den samtidige presse er en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var særdeles ualmindeligt, at almindelige mennesker ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.

Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation

På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse fra 3. april 1849, der omhandler situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstatere, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
I en avismeddelelse 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens
komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en meddelelse samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.

Erindringer om lokale forventninger til krigens komme

Det helt lokalt berettende om disse begivenheder får vi i Otto Korsgaards beretning, som han vel som anført har fået det fortalt af forældrene og den generation, han er opvokset blandt.
Da der var optakt til krigen i 1848 (6 år før Korsgaard blev født), begyndte man "saa smaat at tale om Krig, som der toges Forholdsregler imod... Sogneraadet raadslog om, hvad der skulde gøres. Præsten (U. K. Schmidth) var Sogneraadsformand og en gal Gaardmand var Næstformand. Gaardmanden
 
 
Axel Liljefalks soldater illustrationer er sikkert dækkende for uniformer og bevæbning. Her en "Fodgarder", "Infanterist", "Jæger" - som vi hører om under kommando af Major Wilster - en "Artillerist", "Husar", "Dragon" og "Hestegardist".
vilde have slesvig-holstenerne slaaet ihjæl med det samme.
...Præsten og en Hestehandler, Chr. Juhl, i Nagbøl, som ogsaa var en Slags Sognefoged, var Højstkommanderende.
... den 3. April 1849 begyndte Fjendtlighederne paany. Det kom til et Slag ved Kolding og Ejstrup den 23. April. Slaglinien naaede fra Rolles Mølle ved Lunderskov til Kolding. Olav Rye kommanderede dette Slag.
..."
Som det fremgår, er det ikke nye og forbavsende detaljer om slagets eller slagenes gang (20. og 23. april 1849); men taget som en lokal erindring, formidlet fra generationen forud, så får vi da her det lokale aspekt med i form af de personer, som man i sognet har set stå i spidsen for de lokale reaktioner på begivenhederne.

Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet

Otto Korsgaard, Skanderup fortæller videre ret udførligt om det, som han må have fået fortalt om begivenhederne ved Ejstrup.
"Om Slaget ved Ejstrup er der en Del at fortælle... En (dansk) Underofficer, som blev degraderet paa Grund af en lille Rus stod oppe paa et Dige nede ved Vrannerup og skød paa Tyskerne og alt imedens drak han af sin Feltflaske. Han var bestemt af sine Kammerater til Dannebrogsmand. Nu blev det betragtet, som (om) han var ked af Livet og selv vilde skydes. ..."
Denne kuriøse historie suppleres med nok en bemærkelsesværdig iagttagelse i en fortælling om det lokale mindesmærke for 3 ukendte soldater.
O. Korsgaard fortæller herom:
"Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup.[57] Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem.
En af Soldaterne, der var med - han var fra Skanderup[58] - blev budt med til et stort Gilde paa Dollerupgaard. Laden var flot pyntet, og der kom en hel stegt Gris ind paa Bordet. Den stod ligesom den var levende — med en Citron i Munden. De, som havde været med i Krigen, sad øverst til Bords."
En Mand ved Navn Gyde Andersen var blevet Dannebrogsmand og sad derfor paa Hæderspladsen imellem Præst og Lægdsmand. Der blev holdt Taler og sunget Sange og bagefter gik Dansen til den lyse Morgen."
Det bemærkelsesværdige ved Otto Korsgaards beretning er, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. Den i forbifarten omtalte Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50.[59] Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.

Erindringer om kamphandlingerne i Kolding

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, som i en avisartikel med beretningen, hvor beretteren også kaldes "T".
Artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold.
Bliver her refereret og citeret som en samtidig beretning om oplevelsen af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om. Her må der være tale om en journalistisk orienteret beretning, nok på anden eller tredje hånd.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen[60], at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg. Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn. Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.

Erindringer om kampene ved og omkring Kolding 

Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, men nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen[61].

En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849

Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876[62], en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen[63], der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849)... (hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."
Lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 
Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.[64]
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Fra Kolding 23. april til Fredericia 6. juli 1849

Da slesvig-holstenerne var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia. Kampene omkring Kolding havde de kongetro danskere tabt til oprørerne.
Slesvig-holstenernes sejr ved Kolding betød, at der nu blev truffet beslutning om at invadere Nørrejylland, hvilket skete i begyndelsen af maj 1849.
Bülow besluttede 3. maj 1849 at indtage en stilling vest for Elbodalen og kom i kamp med de fjendtlige styrker ved "Det skarpe hjørne" hvor Fredericia-Kolding og Snoghøj-Koldinglandevejene mødes. Slesvig-holstenerne blev her kastet tilbage gennem Gudsøpasset, som blev besat. I rapportuddrag fra Krigsministeriet hedder det, at oprørsstyrkerne, forbundshæren nu forberedte et angreb på begge de danske afdelinger den 7. maj. Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage. 3 af de faldne fra 7. maj ligger begravet på Sdr. Vilstrup kirkegård, hvor et mindesmærke er opsat.
Et andet mindesmærke over to, der faldt samme dag, står på bakken ved Gudsø.
Treårskrigens afsluttende kampe
Der udkæmpedes herefter iflg. de officielle efterretninger fra Armeen / Krigsministeriet flere træfninger med udfald fra "Fæstningen i Fredericia". 
Efter de tabte kampe omkring Kolding og kampe i og omkring Gudsø 7. maj blev de danske styrker tredelt iflg. Tuxen.[65] Det medførte, at Ryes Korps blev anbragt ved Vejle, resten af Det Nørrejyske Kops i Fredericia og Flankekorpset på Als, hvor en del i starten af juni under general de Meza blev sendt til Fredericia.
I planlægningen af udfaldet fra fæstningen i Fredericia juli 1849 blev de tilhørende hærstyrker iflg. Tuxen,[66] brigaderne 3., 4.,5. og 6. samt Kavalleriet og Reserve-Artilleriet, brigaderne under generalerne Schleppegrell, Moltke, Rye og de Meza.
Under udfaldet fra Fredericia natten til 6. juli 1849 slog den danske hær de slesvig-holstenske belejrere tilbage.
Uden for Fredericia Fæstning lå 14.000 slesvig-holstenske soldater i løbegrave, bag skanser og med belejringsapparater. Inden for murene stod 19.000 danske soldater klar til kamp.
Scenen var sat til det store slag.
Den danske general Rye sneg sig ud af fæstningens porte med sine mænd kl. 1 om natten og bevægede sig nordpå langs stranden.
Der blev kæmpet indædt, mand mod mand. Efter voldsomme kampe blev slesvig-holstenernes skanser erobret. Danskerne havde vundet, men blandt de døde lå general Rye.
Danskerne havde 1856 faldne og sårede, "Fjendens Tab" var 1333 faldne og sårede.[67]
Kampene ved Fredericia blev på flere måder en skæbnesvanger dansk sejr. De fik om ikke andet enorm moralsk betydning for danskerne, som nu i flere kredse, ikke mindst de beslutningstagende, næsten følte sig uovervindelige. 

Fra Kolding til Fredericia og Isted, fra april indtil 6. juli 1849 og 25.-26. juli 1850

Efter i første Slesvigske Krig 1848-50 at have tabt kampene o. Kolding i starten af krigen, sejrede den danske hær ved Fredericia i 6. juli 1849 og Isted 25.-26. juli 1850.
Ved Isted var de danske tab 3618 soldater, de slesvig-holstenske 2808 soldater.[68]
Slaget ved Mysunde 12. september 1850 var den sidste træfning under treårskrigen, og den fandt sted efter Fredstraktaten 2. juli 1850 mellem Danmark og Prøjsen, Det Tydske Forbund.
Sejrene fik kun moralsk betydning, da stormagterne Rusland og England ikke forholdt sig til krigens stridspunkter.
Men sejrene kom til at betyde en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, hvor de danske mandskabstab gennemgående var større end de slesvig-holstenske, og sejre som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning på problemet med hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
 
 
Slaget ved Fredericia, Niels Simonsen, maleri 1851
Slaget på Isted Hede, J. Sonne, maleri 1876

Treårskrigens mindesmærker i området omkring Kongeåen

Kendte og ukendte soldater er der mange af i krige. Generalerne er færre - og aldrig ukendte.
En hel del af de lokale mindesmærker har navne på de soldater, man har besluttet at rejse mindesmærker for.
Og rigtigt mange af mindesmærkerne er rejst ved 25-års jubilæet for kamphandlingerne i 1849, bl. a. en mindesten på Skanderup Kirkegård.
Den anonymiserede hyldest til de faldne soldater blev iværksat i en situation, hvor der også var faldne fra Dollerup og Skanderup,[69] som ganske vist var omkommet ved kamphandlinger og eftervirkninger heraf i området omkring Rendsborg og Flensborg i 1850 og 1851. I de helt lokale kampe 23. april 1849 omkring Kolding og Ejstrup var der ingen lokalt faldne, hverken fra Skanderup Sogn eller fra Kolding.[70]
25 år efter kampene i og omkring Kolding blev der på Skanderup Kirkegård opsat en mindesten over 3 ukendte danske soldater. Kolding Folkeblad havde 26. april 1874 en omtale af festligholdelsen ved indvielsen af dette mindesmærke, hvor det hed - her gengivet i et kort resume på nudansk:
Man havde været på kirkegården for "at overvære indvielsen af det rejste mindesmærke over 3 faldne soldater.
Den lokale præst hr. pastor Jørgensen citerede her et skriftsted til vidne om "den dåd, de øvede i fædrelandets tjeneste, og som de lod deres liv for."
Der var en fane, som dækkede stenen, og som blev hejst på en flagstang bag ved gravhøj og sten.
Man samledes herefter i Lunderskov Gjæstgiveri til et fællesmåltid.
Her deltog også en gammel fattig mand, der var indbudt som æresgæst, idet han var den eneste, der kunne give lidt oplysning om "de jordedes begravelsesmåde ... idet han den 23. april 1849 henimod aften af tyskerne blev kommanderet til at nedgrave de døde."
Denne beskrivelse af fejringen af 25-års jubilæet for slaget ved Ejstrup kan man sammenholde med Otto Korsgaards erindringer herom, hvor hovedbudskabet er, at der var 5, ikke 3 døde soldater, muligvis ikke engang alle danske. Man skal nok skal forestille sig, at Otto Korsgaard også har orienteret sig i den lokale presse fra 1874, som han så har krydret med sin egen version.
Der var et passende lokalt islæt i arrangementet.
Men arrangementet har muligvis også været betinget af en efter 1864 ret udbredt national trang til at dyrke den nationale selvfølelse med noget symbolsk, hvor der kun havde været få og små sejre. Men så da i det mindste en mindesten over den modstandsvilje og kampånd, som blev udvist i de lokale kampe omkring Kolding, som man så kunne varme sig ved i den nationalt triste situation fra 1864 indtil genforeningen i 1920.
I Skanderup Sogn var de i treårskrigen lokalt faldne eller deltagende soldater åbenbart - om ikke gået i glemmebogen i 1874 - så i anledningen ikke lige løbet i erindringen i forbindelse med 25 års festlighederne. 
Kolding Stadsarkiv og treårskrigen - her kun offentliggjorte, fotografiske gengivelser af mindesmærker m.v.
Fotografi o. 1890 af nu fjernet mindesmærke.
Maleri 1848 soldater v. Sønderbro.
Harte kortudsnit o. dansk fremrykning, tegnet o. 1850.

Første slesvigske krig i Viborg, Skive området

I denne del af Nørrejylland var man af gode grunde, den geografiske afstand og den sparsomme samfundsmæssige kommunikation, åbenbart mindre påvirket af, at Kongeriget Danmark gennemlevede en borgerkrig, end det var tilfældet i området omkring Kongeåen, hvor disse krigshandlinger ikke kunne gå ubemærket hen.
Lokalt kan det konstateres, at der som resultat af borgerkrigen, første slesvigske krig har været 2 faldne fra Viborg, en menig og en underjæger, faldet ved slaget ved Fredericia 6. juli 1849, og 2 faldne fra Skive, begge underkorporaler, den ene faldet ved Fredericia 6. juli 1849, den anden hårdt såret og død under kamphandlingerne ved Isted 25.-26. juli 1850.[71]
Både Viborg, Skive og Fjends området havde soldater, der var indkaldt og deltog i begge de slesvigske krige. Viborg havde 101 soldater, der deltog i 1848-50 krigen, 84 soldater, der deltog i 1864 krigen. Skive havde henholdsvis 58 og 66, Fjends Herred havde henholdsvis 157 og 184, Ørslevkloster Sogn havde henholdsvis 20 og 14, som deltog i de to slesvigske krige.[72]
Men på trods af de lokale krigsvidnesbyrd i form af faldne under kamphandlingerne, dog kun to i både Viborg og i Skive, så hævdes det i en lokal præsentation af den lokale erindring om kamphandlingerne og baggrunden herfor at have været sparsom, først og fremmest hvad angår første slesvigske krig.
I tiden før det slesvig-holstenske oprør, indtagelsen af fæstningen i Rendsborg og dannelsen af den provisoriske slesvig-holstenske regering 24. marts 1848, var det iflg. en velskrevet og rimeligt veldokumenteret artikel af Gudmund Schütte i Skivebogen 1936 "... overhovedet ikke ... gaaet op for Sallingsysselboerne, at Danmark havde en Sydgrænse."[73]
Grænsen til svenskerne og konflikterne med det skandinaviske broderfolk var derimod velkendt og "... spøgte ... i Fjandboernes Hjærner."[74]
Manglende kendskab til og interesse for den slesvigske grænse ser man iflg. G. Schütte manifesteret med Peter Hjorth Lorenzen,[75] der talte dansk i den slesvigske stænderforsamling i 1842. Her sendte stort set alle andre nørrejyske herreder end lige netop Salling-Fjends Herred anerkendende adresser til P. Hjorth Lorenzen i anledning af hans dansk nationale holdning i den konfliktsituation, der var under opsejling omkring det nationale tilhørsforhold i Slesvig-Holsten.[76]
Men det var der ingen interesse for i Salling-Fjends området, hævder G. Schütte i sin artikel.
Derimod vakte en ikke-begivenhed, Slavekrigen netop det postyr i Salling-Fjends, som situationen omkring ønsket om et Danmark til Ejderen og det slesvig-holstenske oprør mod de dansk, nationale bestræbelser ikke i sig selv i sig selv havde kunnet bevirke.
I forbindelse med oprørernes indtagelse af fæstningen i Rendsborg 23.-24. marts 1848 bredte der sig det rygte, at slaverne (som man kaldte tugthusfangerne) i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Denne "falske nyhed" om, at slaverne fra straffeanstalten i Rendsborg var brudt ud, og at de nu drog som en hærgende skare op igennem Jylland, blev som den voksede og spredte sig op gennem Jylland til den fjer, som H. C. Andersen så fint har beskrevet som fødselshjælper til adskillige fuldfede høns, efterhånden som rygterne nåede frem.
Ude i sogne og landsbyer dannede man vagtværn og fandt gamle våben frem. Man fik undervejs nyheder om, at "slavehæren", der var set snart her og snart dér, og havde gjort skrækkelige ugerninger, brændt byer af, smidt børnene ind i flammerne, skudt alle mænd og voldtaget kvinderne, efterhånden som de kom frem.
Hvordan de vedholdende og hurtigt udbredte rygter er opstået og har udspillet sig, er det næppe muligt at udrede, selv om G. Schütte i sin artikel i Skivebogen,[77] foreslår "den danske Stændermand Krüger fra Bevtoft"[78] som uforvarende igangsætter.
Den famøse ikke-begivenhed er af gode grunde, den geografiske nærhed, også blevet behandlet i området omkring Kongeåen,[79] hvor det i en erindring herom hedder: "Marts 1848 (bredte) det Rygte (sig) pludselig som en Løbeild (og) fløj ud over næsten hele Jylland, at de rendsborgske Slaver (Tugthusfanger) vare bievne løsladte af Oprørerne, og at de nu i et Antal af 600 eller flere drog plyndrende og brændende op giennem Landet."[80] I den her refererede artikel afvises det, at der var anden konkret anledning til rygtets opståen end avisernes meddelelser og de få kommunikationsmidler på den tid.
En blandt flere avismeddelelser herom, der specifikt omhandlede Salling, Fjends området, finder man i Thisted kongelig allernaadigste privilegerede Amtsavis og Advertissementstidende Løverdaqen den 2de April 1848, hvor der var "... Efterretning som modtoges ... fra Nyekiøbing om at en Skare løsladte Slaver fra Rendsborg fæstning havde viist sig i Salling og at der endog holdtes en blodig Træfning ved Skive (som) foruroligede i høi Grad Kjøbstadens og Landets Beboere, der blev opraabte til Forsvar ved Fjordkysten. Men nyhederne viste sig senere at være ugrundet. Imidlertid bleve der Vagtposter for Natten udsatte i Byen og langs fjordbredden."[81]
Allerede i samtiden blev der gjort grin med det postyr, den falske nyhed afstedkom. I det satiriske blad Corsaren kunne det 28. april 1848 meddeles: "Den Provisoriske Regering skal (ifølge Börsenhalle?) have modtaget nedenstaaende Skrivelse fra samtlige Slaver i Rendsborg Fæstning: Protest! Landsmænd og Brødre! Vor Gunst tilforn ... Givet i Slaveriet i Rendsborg, April 1848 ..."[82]
G. Schütte fremdrager i Skivebogen[83] flere gode eksempler på den kampvilje, der lokalt viste sig i det falske rygtes første tid.
Som eksempel på en patriotisk vækkelse med udgangspunkt i rygter og en form for massehysteri er Slavekrigen 1848 et glimrende eksempel.
Men selv om krigen 1848-50 var på geografisk afstand, så må de - ganske vist ret få - faldne og de lokalt indkaldte soldater til krigstjeneste formodes at have skabt en form for lokal bevidsthed om krigen, der omfattede andet og mere end "Slavekrigens" overdrev af massehysteri.
 
Hans Smidth, Stormklokkerne 1848. Slavekrigen varsles på Skive egnen. Den lokale Hans Smidth ironiserer smukt og malerisk over røret i anledning af rygtet om "slavehæren" - høtyve, -leer og andet godt for hånden værende blev taget i brug. Malet 1897.
 På den anden side kunne Limfjordsbyen Løgstør være et supplerende eksempel på områdets noget tvetydige forhold til det slesvig-holstenske.
Da Limfjorden 1825 brød igennem til Vesterhavet, blev Løgstør Bredning stadigt vanskeligere at besejle. Derfor besluttede man at anlægge den kanal, som blev døbt Frederik den VII's Kanal. Byggeriet startede 1856 og var afsluttet 1861. Ud over at være et stort og dyrt anlægsarbejde, så skulle kanalen udgraves med et stort forbrug af arbejdskraft, som planlæggerne havde forestillet sig at kunne skaffe i Løgstør området. Det kunne man ikke, da beboerne her havde god fortjeneste ved den problematiske besejling ad Løgstør Bredning. Derfor importerede man tysk, især slesvig-holstensk arbejdskraft, hvor der var erfaringer fra byggeriet af Kielerkanalens forgænger Ejderkanalen.[84]
Der går endda det rygte i Løgstør, at behovet for en muskelstærk graver og stenknuser blev afhjulpet med ansættelsen af en ung, hærdebred slesvig-holstener, hvis krøller og brune øjne stadig kan spores i Løgstør og omegn.
Faktuelt kan der til den hævdede ligegyldighed over for det slesvigske spørgsmål op til og under krigen / borgerkrigen 1848-50 henvises til den faktiske krigsdeltagelse i området. Der var fra Skive By 58 ansøgere til erindringsmedaljer for deltagelse i krigen 1848-50, og til erindringsmedaljerne for 1864 var der herfra 66 ansøgere.[85] Den lokale krigsdeltagelse må antages at have været forholdsmæssigt lige så mærkbar i Salling-Fjends som i de øvrige lokalområder, geografisk tættere på begivenhederne.[86]
Selv om massekommunikationen den gang havde langt mindre gennemslagskraft, må man nok forestille sig, at krigens nærhed, også under første slesvigske krig, har manifesteret sig gennem den personlige krigsdeltagelse. Men der har naturligvis været forskel på en krigsdeltagende by som Kolding i april 1849 og byer som Skive og Viborg, hvor der til sammenligning kun har verseret skrækhistorier om Slavehæren. Men antallet af krigsdeltagende soldater i treårskrigen har i Skive været sammenligneligt med de krigsdeltagende soldater fra Kolding.[87]

Treårskrigens afslutning og resultater

Krigen blev ikke afgjort på slagmarken, den sluttede først i begyndelsen af 1851, da stormagterne gennemtvang en fred, Fredstraktaten mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund 2. juli 1850.[88]
Slesvig-holstenerne var utilfredse med fredstraktatens status quo og fortsatte kampene, men blev slået i slaget ved Isted 25. juli 1850.[89]
Den løsning, der blev trumfet igennem med fredstraktaten, var stort set blot en tilbagevenden til situationen før 1848 i form af en formel genoprettelse af det danske monarki.
I 1864 blussede konflikten atter op, og danskerne opdagede hurtigt, at de ikke længere kunne leve højt på sejren ved Fredericia. Så langt fra.
 
 
Det må antages, at der har været en betragtelig forskel i den nationale begejstring, der blev udvist ved f.eks. møderne på Skamling, her tegnet illustration af den første sprogfest 18. maj 1843 og de krigsdeltagende soldaters oplevelser, her formodet samtidigt litografi med faldne og sårede fra slaget ved Isted 25. juli 1850, Museum Sønderjyllands Mediearkiv.[90]
Kommandostrukturen i den danske hær i de to slesvigske krige er beskrevet af oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxen i hans ”i det væsentlige strategiske Skitse” af de to slesvigske krige, strukturen 1848-50 og hans hærens kommandostruktur 1. februar 1864.[91]

Novemberforfatningen 1863

 
 
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen.[92] Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen. Men først fik han dog fyret general C. de Meza for at have rømmet Dannevirke, som de Meza (med rette) skønnede ikke kunne forsvares. Foreviget med Niels Simonsens ikoniske maleri af rømningen 6. febr. 1864.
Med Novemberforfatningen, 18. nov. 1863 blev der indført et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen. Det var et klart brud på Ribebrevet 5. marts 1460[93] og Londontraktaten 8. maj 1852,[94] at Slesvig og Holsten skulle være et samlet hele. Hermed blev en lang række tysktalende i Slesvig gjort til danskere på trods af indgåede, internationale aftaler.
Under internationalt pres havde den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig lovet, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede.
Bruddet på disse betingelser var den sikre kollisionskurs i forhold til en række tyske delstater, først og fremmest Prøjsen, hvor jernkansleren Otto von Bismarck formentlig har været særdeles tilfreds med de gode diplomatiske betingelser, han havde fået foræret til at starte en krig mod et militært og diplomatisk nemt bytte for den prøjsiske vej mod (gen)skabelsen af det tyske kejserrige.

Anden slesvigske krig 1864

Det tyske Forbund vedtog 1. okt. 1863 en "Execution" ved Østrig, Prøjsen, Sachsen og Hannover, hvis ikke kundgørelsen af 30. marts 1863 om den senere, 18. november 1863 i Danmark vedtagne Novemberforfatning blev trukket tilbage. Kamptropperne skulle i givet fald stilles af Østrig og Prøjsen i fællesskab.
31. jan. 1864 opfordrede den prøjsisk-østrigske øverstbefalende von Wrangel den danske øverstbefalende de Meza til at rømme Slesvig. Det blev afslået, og krigen startede 1. februar 1864.
På trods af den helt åbenbare demonstration under første slesvigske krig af den danske hærs svagheder, så var erfaringerne "gaaede tabte for Udviklingen af Hærvæsenet ..."[95]
Ud over de iflg. Tuxen helt åbenbare mangler i hærens opbygning og ressourcer så kom hertil "... for Infanteriets Vedkommende Underlegenhed i Bevæbning."
Flåden skulle sikre, "at vi vare Herrer paa Havet ..." hvilket også fejlede iflg. Tuxen[96], da planerne om anskaffelsen et panserskib "af Størrelse som Rolf Krake ... og Kjøb af en i Skotland under Bygning værende Pandserfregat ..." mislykkedes. Den ene blev ikke bygget, den anden nåede ikke frem "før ved Krigens Slutning."
Til den militære ledelse blev de Meza udnævnt som overgeneral med oberst H. Kauffmann som stabschef. Hærenhederne bestod af 1. division under generalløjtnant Gerlach, 2. division under Generalmajor du Plat, 3. division under generalmajor Steinmann og 4. division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone. Samt en artilleri- og en ingeniørkommando.
Den samlede mandskabsstyrke ved Dannevirke "udgjorde kun c. 35.000 Mand."
Fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia var kun nødtørftigt og utilstrækkeligt sat i stand ved foretagne befæstningsarbejder i 1861 især og efterfølgende mindre opfølgninger 1862 og 1863.
Det prøjsiske 1. Korps udgjorde 20.000 mand, det østrigske 2. Korps udgjorde 19.200 mand, det 3. prøjsiske Korps udgjorde 9600 mand. I alt omkring 50.000 mand udgjorde de fjendtlige styrker, som ydermere blev "forøgede under Krigen".[97]

Dannevirke, Mysunde kom under angreb fra 1. februar.

Krigsrådet med den øverstkommanderende general de Meza besluttede at forlade Dannevirke, hvilket blev påbegyndt d. 5. februar om aftenen, og man nåede i glat vinterføre frem til Flensborg 6. februar.
 
Samtidigt træsnit af skanse på Dannevirke, Museum Sønderjylland.[98]
 
 
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 5.-6. februar 1864, samtidigt maleri af Niels Simonsen. Udgivelsen General de Meza (1792-1865) og samtidigt træsnit, Museum Sønderjylland.
Krigsrådets beslutning om at forlade Dannevirke blev mildest talt ikke modtaget med begejstring fra politisk hold, hvilket kom til udtryk ved konseilpræsident (statsminister) D. G. Monrads meddelelse herom til Folketinget: "Jeg seer mig ikke i Stand til at give Dem en Forklaring af, hvad der har bevæget Krigsraadet til, med 10 Stemmer mod 1, at beslutte Opgivelsen af Dannevirkestillingen ..."[99]
Ud over de politiske reaktioner, men velsagtens også affødt af dem, vakte det  harme i vide kredse, at "denne Stilling har Generallieutenant de Meza ... opgivet uden Sværdslag, overladt uden Ofre til en fjendtlig Hær ..." I Dagbladet København beskrev man 7. februar 1864 "Tilbagetoget fra Dannevirke (... som) en uoprettelig politisk Fejl".[100]
At rette bager for smed var også kendt den gang, ser man af en avisoverskrift 16. febr. 1864: "Kan General de Meza vende tilbage til Overkommandoen?" Stormvejret omkring de Meza blev også politisk i den forstand, at man kunne konstatere 17. februar, at "Regeringen i Kjøbenhavn ikke gav Befalingen til Dannevirkes Opgivelse."[101]
General de Meza blev kaldt til København, generalløjtnant Lüttichau overtog midlertidigt kommandoen, indtil Krigsminister Carl Lundbye 28. februar 1864 fyrede C. J. de Meza som overgeneral, og samtidigt lod ham erstatte af generalløjtnant Gerlach som øverstkommanderende. General de Meza døde halvandet år senere som en formentlig noget bitter mand over at have gjort, hvad han anså for sin pligt i en situation, hvor Dannevirke var dårligt vedligeholdt, omgivet af vand, der med denne vinters stærke frost gjorde Dannevirke stort set umulig at forsvare.
Den militærfaglige vurdering af Dannevirkes tilstand afspejles i Tuxens beskrivelse heraf[102], hvor det uden subjektive tilkendegivelser nøgternt anføres, at "... Forskandsningerne (var) ikke fuldførte ... alle Arbejder vedrørende Stillingens fortifikatoriske Armering..." manglede, etc., etc. 
Man kan formentlig med føje stille sig det spørgsmål, om 1864 krigen også var et udtryk for en gennemført dårlig kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse, som vi ser det komme til udtryk i personkonflikten mellem krigsminister C. C. Lundbye og den militære leder general de Meza.[103] I et referat fra Statsråd 26. februar 1864, hvor krigsminister Lundbye får de Meza fjernet fra den militære overkommando hedder det: "Krigsministeren var derfor kommet til den konklusion, at enten måtte general de Meza fratræde kommandoen, eller også kunne krigsministeren ikke længere blive stående i den stilling, som han havde den ære at indtage."
Begrundelsen kan vel koges ned til, at de Meza havde taget konsekvensen af den manglende vedligeholdelse af Dannevirke, som politikerne ikke havde fået besluttet sig til at iværksætte. Og Lundbye syntes i situationen, at de Meza havde handlet uden om det politiske, som han, krigsminister Carl Lundbye stod for. Hvor det så samtidigt var kendt og berygtet, at den officersuddannede[104] krigsminister ikke kunne lade være med at blande sig i de militærfaglige beslutninger.

Træfninger efter Dannevirke 

De danske styrker havde efter Dannevirke rømningen 5. - 6. februar "en meget blodig Fægtning ved Sankelmark ... Løverdag" d. 6. februar med østrigske styrker. De danske tab var 783, de østrigske 433 mand.[105]
Forbundstroppernes første Korps blev på Als og ved Dybbøl. Andet og tredie Korps blev sendt op i Jylland, til Fredericia og "videre ind i Jylland".[106]
Dybbølstillingen var i stort set samme tilstand som i 1861, hvor det blev udbygget med "84 stkr. glatløbet Skyts ... et ikke ringe Antal Skyts til Skandserne, deriblandt en Del riflet." Men der manglede barakker, kolonneveje m.v.[107] De danske styrker ved Sundved og på Als stod over for det prøjsiske første Korps, der satte sig "fast paa Halvøen Broager ...", Nybøl og Stenderup eller, som det hedder i Generalstaben 1864,[108] "Fjenden havde bemægtiget sig Broagerland."
Der var en fægtning 22. februar, hvor prøjserne angreb de danske forposter ved Dybbøl i et overraskelsesangreb i ly af sne og blæst. Tabstallene taler deres tydelige sprog - et tab på 372 danskere, 37 prøjsere.[109]
Generalstaben karakteriserer situationen således: "Overkommandoen udtalte vel i en Dagsbefaling en Dadel (heraf) ..., men at den i Virkeligheden selv skjønnede Forpostarrangementet uheldigt, ses deraf, at den strax efter Kampen trak Forpostlinien tilbage, besatte Stillingen stærkere og omordnede Kommandoforholdene."
Den prøjsiske belejring af Dybbøl blev foretaget med deres første Korps og indledtes 15. marts med en efterfølgende træfning 17. marts om forpostterrænnet, som danskerne tabte. De danske mandskabstab var 677, prøjsernes 154 mand iflg. Tuxen[110], iflg. Generalstabens redegørelse om 1864[111] var de danske mandskabstab 677, prøjsernes 138.
Under alle omstændigheder igen et sviende dansk nederlag. Forpoststillingerne til Dybbøl måtte stort set opgives.
D. 15. marts erobrede prøjserne også Femern, hvor der iflg. Generalstaben kun var anbragt en fåtallig dansk styrke, men som iflg. Generalstaben om 1864[112] også viste danske mangler til søs.

Slaget ved Dybbøl 18. april 1864

Efter rømningen af Dannevirke 5.-6. februar var de danske styrker blevet trukket til fæstningsværkerne ved Dybbøl og Fredericia.
Om Dybbøl skrev Generalstaben 1864[113]: "Hovedopmærksomheden maatte dog rettes paa den forsømte Tilstand, hvori Dybbølstillingen henlaa, medens Angrebet af en overlegen Fjende stod for Døren."
Prøjsen og Østrig forhandlede med hinanden om, hvordan de skulle rykke frem i Jylland. Prøjsen samlede i Vonsild omkring 10.000 mand. Over for dem stod der ca. halvt så mange danske soldater ved Vejle, og en eskadron til hest på ca. 100 mand, placeret på Vorbasseegnen. Resten af forbundshæren, over 35.000 prøjsere stod i Dybbøl over for godt 10.000 danskere.
Den danske underlegenhed var markant, både i forberedelsen af forsvarsværker, antal af soldater, men formentlig også i udrustning, hvor de prøjsiske styrker havde hurtigere bagladegeværer over for danskernes langsommere - muligvis mere pålidelige - forladegeværer. Vigtigere, så havde prøjserne riflede bagladekanoner, der gjorde stor skade på Dybbøls skanser, hvilket var ganske demoraliserende for de talmæssigt underlegne danske styrker.
Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 led Danmark betydelige tab, men præcise opgørelser over de faldne findes ikke ud over de af Tuxen anførte tal, som der ikke kan findes egentligt belæg for.
De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan have været livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 133
Der var efter kampene ved Dybbøl mindre træfninger med forventede angreb, som dog udeblev. Der var en forpostlinje ved Stougaard, Ragebøl, Dybbøl Kirke og Avnbjerg.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 168.
Som det fremgår, så var de danske tab betydeligt større end forbundsstyrkernes i begge de slesvigske krige, men da ikke mindst i 1864 krigen.[114]

Forbundstroppernes indrykning i Nørrejylland

Ud over kampene på Als og ved Dybbøl rykkede forbundsstyrkernes andet og tredje Korps op i Jylland, hvor der 18. februar var kamphandlinger (igen som 23. april 1849) ved Ejstrup. Her forlod de danske styrker hurtigt Kolding, og forbundstropperne rykkede ind i byen.
Den danske fjerde Division trak sig tilbage til Vejle stillingen, hvor femte eskadron af tredje dragonregiment rykkede mod vest, hvor de 29. februar slog to forbundseskadroner ved Vorbasse
8. marts rykkede under feltmarskal Wrangel tredje Korps fra Kolding mod Fredericia, andet Korps mod Vejle stillingen. Danske tab ved Fredericia var 212, forbundsstyrkernes tab var 20 mand.
Ved Vejle var de danske tab 179, forbundsstyrkerne 92 mand[115].
Fjerde Division trak sig fra 9. til 17. marts fra Horsens til Skanderborg, fra 12. marts mod nord og nordvest mod Viborg og Skive, fodfolket til Langå og herfra med tog til Skive.
Forbundstropperne blev holdt i uvidenhed om ruten, og divisionen nåede 13. marts Skive, hvor man af presseforlydender 13.-14. marts kan se, der var frygt for angreb fra forbundstropperne.
P. gr. af vejret kunne overførslen til Mors først foretages 16.-17. marts.[116] Her forblev divisionen i 14 dage og fra 3. april rykkede fjerde Division fra Mors så ned til syd for Silkeborg.
28. marts var der kampe ved Sundved, hvor Rolf Krake fra panserbatteriet deltog, og hvor forbundstropperne måtte trække sig tilbage. Tabene var 219 danskere, 188 fra forbundsstyrkerne.[117] 
Belejringen af Dybbølstillingen indtil 18. april 1864 betød massiv beskydning under opbygningen til det endelige angreb. Herunder var det daglige personelle tab "ca. 40 -45 Døde og Saarede". De sidste dage af belejringen tiltog belejringsbeskydningen, og antallet af døde og sårede var stigende, helt op til over 100 dagligt.
Hovedangrebet på Dybbøl fandt sted 18. april, og tab af dansk personel denne dag var 4834 mand, heriblandt divisionsgeneral, generalmajor du Plat. Forbundsstyrkernes persontab var 1201 mand.[118]
Med Dybbølstillingens fald flyttedes store dele af styrkerne til Fredericia. Tilbage på Als blev ca. 20.000 mand under general Steinmann.
Efter nederlaget ved Dybbøl blev også Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes herefter på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne 29. juni, Dommedag Als. [119]
Fjerde division under general Hegermann-Lindencrone var rykket til det sydlige Jylland i begyndelsen af april, men trak sig ved Dybbølstillingens fald d. 18. april atter tilbage til Mors.
25. april krævede Krigsministeriet Fredericia rømmet, da man hverken anså Als eller Fredericia som værende stærke nok i forhold til fjenden.
I stedet ville man forstærke fjerde division i Vendsyssel og samle en feltarme på Fyn, der talte ca. 35.000 mand.[120]
Den påtænkte offensive bevægelse frem over Limfjorden med fjerde division og de styrker, den var forstærket med blev bragt til ophør ved en månedlang våbenhvile 12. maj – 26. juni 1864. Under våbenhvilen besluttede Overkommandoen, at "sikre Fyen ved en betydelig Troppestyrke..." og reducere Vendsyssels og Als's strategiske betydning, hvilket betød, at der på øen Als herefter kun var "c. 10.000 Kombattanter".
Dommedag Als 29. juni 1864 blev en helt ulige kamp for de forsvarende danskere under general Steinmann. Der var 3074 døde og sårede danskere, mod forbundsstyrkernes 372 mand.[121]
Herefter blev den vigtigste opgave "Fyens Forsvar", og alle tropper blev overført til Fyn.
Forbundstropper rykkede 8. juli frem mod Limfjorden, de danske styrker under oberstløjtnant Beck trak sig tilbage til Frederikshavn, og østrigerne besatte herefter Mors, prøjserne rykkede frem til Frederikshavn.[122]
Herefter var hele Jylland stort set okkuperet, idet resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne.
Den danske hær bestod af o. 50.000 mand.[123] Første og anden division stod på Als og ved Dybbøl, tredje division stod ved Fredericia. Resten, fjerde division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af fjerde division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så.
Første division var efter kampene på Als foreløbigt ukampdygtig. Anden og tredje division fik den nærmeste og vigtigste opgave, forsvaret over til Fyn, hvortil de blev overført og placeret ved Lillebælt for at sikre en evt. truet kyst.
Kommandøren for den flygtende fjerde division var generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone,[124] som 8. marts 1864 forgæves forsøgte at standse de østrigske styrker ved Vejle, hvorfra han trak sig op i Jylland til Skanderborg og herfra til Skive, hvorfra han d. 14. og 15. marts forsøgte at komme til Mors med sine soldater. Ventetiden i Skive benyttede han til at få fjernet stemplerne fra de lokomotiver, der havde brag ham og hans brigade til Skive. Hegermann kom over og blev på Mors indtil 5. april, hvor han blev sat over og marcherede til Skive.  
Som det fremgår af Generalstabens kort, så var de tyske forbundsstyrkers første Korps (prøjsisk) anbragt ved Dybbøl, andet Korps (østrigsk) ved Haderslev, tredje Korps (prøjsisk) ved Kolding.
Lokalt var de danske styrkers tredje Division placeret ved Fredericia, fjerde Division ved Vejle og tredje Dragonregiments femte Eskadron trak sig efter den vellykkede træfning ved Vorbasse 29. februar (skuddag) til Grindsted.
Ca. halvdelen af de fjendtlige og danske styrker har således befundet sig i trekantområdet. Især her må beboerne have været påvirket af krigens nære tilstedeværelse.
Et var, at den danske hær, som det hedder, blev slagtet ved Dybbøl, og at der var Dommedag på Als 29. juni 1864. Men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne også et alment jysk problem.
Ribe Stifts-Tidende kan 20. februar med en lokalt placeret major meddele, at posten fra Kolding var gået til og fra Skodborghus "af Frygt for fjendtlige Tropper". Yderligere hed det herom: "I Lunderskov, Skanderup Sogn, 1½ Mil vest for Kolding, skal der i Torsdags have været fjendtlige Tropper." Selv om nyhederne om "fjendtlige Tropper" formidles som forlydende, så har der - de militære positioner taget i betragtning - nok været noget om snakken. 
 
Nutidigt Google kort, hvor områdets danske og prøjsiske enheder er placeret.

Slaget ved Vorbasse - en dansk sejr blandt mange nederlag[125]

Efter den danske rømning af Dannevirke 5.-6. februar 1864 og tilbagetrækningen til Dybbøl blev de prøjsiske styrker efterfølgende fordelt i de tre anførte korps, som blev stillet over for de danske divisioner, således som det fremgår af Generalstabens strategiske kort 1891.
Det prøjsiske I Korps i området omkring Dybbøl over Sønderborg til Als kom til at stå over for danske første og anden division, der var marcheret fra Dannevirke til Dybbøl.
Det prøjsiske andet Korps stod i området fra Haderslev til Christiansfeld.
Det prøjsiske tredje Korps omkring Kolding, Fredericia og Vejle stod over for danske tredje division i Fredericia og fjerde division[126], der hovedsageligt bestod af ryttere, placeret omkring Vejle og nord for Kolding.
Det havde vist sig, at både Dybbøl og Fredericia var dårligt udrustede til de kommende kampe, hvorimod rytterne omkring Kolding og Vejle kom til at stå for en af de ganske få - stort set den eneste - sejrrige danske kamp i 1864.
Denne konstatering indebærer nok en konstatering, at rytterkampen(e)s succes stod i iøjnefaldende kontrast til de store problemer, der var omkring fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia, ikke mindst som et resultat af det helt utilstrækkeligt vedligehold, som kan henføres til politiske beslutninger, der indebar manglende bevillinger.
Danske tredje og femte dragonregiment var placeret omkring Vejle, og herfra var tredje dragonregiments femte eskadrons ryttere blevet sendt til området sydvest for Vejle til området omkring Vejen, hvor de skulle rekognoscere og lave små fremstød mod prøjserne.
 
Den dansk-tydske Krig 1864, udgivet af Generalstaben 1891. Kortet viser de danske og de tyske forbundsstyrkers placering 1. marts 1864, dagen efter slaget ved Vorbasse. 4. division har åbenbart allerede placeret sig nord for Vejle.[127] Museklik for forstørrelse. Rigsarkivet 3. Afdeling (Forsvarets Arkiver).
 

Succes kriterier omkring Vorbasse

Uanset den mangelfulde kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse af operationerne i 1864, så kan det være på sin plads med en lidt mere indgående beskrivelse af femte eskadrons gennemgående heldigt gennemførte aktioner i området omkring Vorbasse.
Man kan godt sige, at i området Vejle, Fredericia, Kolding mod vest til Vejen, Vorbasse opstod i nederlagets stund i 1864 to mytelignende fortællinger om dansk heltedåd,
1.       om helten Niels Kjeldsen, der ene mand på sin hest og med sin ryttersabel kæmpede mod prøjsisk overmagt syd for Vejle og blev skudt ned bagfra 28. februar 1864,
2.       træfningen omkring Vorbasse dagen efter, 29. februar 1864, hvor en mindre dansk rytterstyrke slog en dobbelt så talrig prøjsisk husarstyrke på flugt. Træfningen ved Vorbasse 29. febr. 1864 er lokalt beskrevet - et år forsinket - i et privat brev fra Vorbasse,[128] hvor skribenten muligvis var skolelærer i Vorbasse, hvilket man har ment at kunne udlede af den indledende bemærkning om 29. februar 1864, hvor "der ingen Skole (var) paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg (må være Skjødeberg)".[129]
Det vil være på sin plads at se på samtidens beskrivelser i datidens aviser, sammenholdt med de i eftertidens af nederlaget skabte behov for at dyrke de få myter, der kunne styrke den nationale selvbevidsthed.
 
 
"Heltemaleri" 1901 af Frantz Henningsen.[130]
Maleri af Rasmus Christiansen 1931.[131]
Niels Kjeldsen var 23 år gammel, da han blev dræbt under træfningen 28. februar 1864. Som bondesøn fra Ullererup ved Give (mellem Kolding og Herning) blev han indkaldt som værnepligtig til sjette dragonregiment. I en dødsannoncering over Niels Kjeldsen 17. marts meddeles det, at han var Dragon i "4de Eskadron". Det fremgår af Generalstabens Den dansk-tydske Krig 1864, III del, Kjøbenhavn 1892, at 6. dragonregiment var en del af 4. Division, som på Generalstabens kort ses placeret nord for Vejle. 4. Eskadron var "et vestre Streifkorps".[132]
I en samtidig "Dagbog fra Kolding 1864"[133], ført med "en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne", og desuden, så vidt man kan skønne ud fra dagbogen, et for forbundsstyrkerne attraktivt sted at blive indlogeret, hedder det om Niels Kjeldsen affæren: "Søndag den 28. Februar. … De (forbundsstyrkerne) var stødt paa 4 Dragoner. De 3 overgav sig straks, men den fjerde bandede paa, at han hverken gav eller tog mod Pardon. Han huggede om sig som en rasende og skulde have hugget Haanden af en Husar. Derefter vendte han om og vilde fly, men saa skød de paa ham, og Kuglen gik gennem Nakken og ud af Ansigtet, saa han faldt død om med det samme..."
Denne helt samtidige, dugfriske version af Niels Kjeldsen hændelsen, kan dagbogsskriveren have fået fra de logerende forbundstropper, der enten var med under eller hurtigt er blevet underrettet om affæren.
Eftersom dagbogens formulering er, at "De var stødt paa...", og med de ganske konkrete beskrivelser, kan det meget vel have været deltagere i affæren, der har berettet ved hjemkomsten samme dag, hvor dagbogen også er ført denne dag. De centrale oplysninger her er, at Niels Kjeldsen var den eneste af de 4 dragoner, der valgte at kæmpe, at han "huggede om sig som en rasende". Denne beskrivelse dækker vel over, at man har anset manden for lettere forrykt. Og det eneste Niels Kjeldsen åbenbart fik ud af det var, at han fik "hugget Haanden af en Husar", før han blev skudt gennem hovedet bagfra - bagfra må det jo helt tydeligt have været. Men iflg. denne version, fordi han "vendte om og ville fly".

Niels Kjeldsens død i kamp med prøjsiske husarer ved Blaakjærskov 28. februar 1864

I de samtidige aviser kom de første beretninger herom fra "... et Brev fra Veileegnen, dateret 6te Marts (1864)", hvor det fremgik, at "den Dragon, der kæmpede saa tappert mod fire preussiske ved Blaakjærskov ..." var "blevet skrækkeligt mishandlet ... med Hjælmen revet af ... som Seierstrophæ ...", fundet og bragt til Vejle, hvor liget af Niels Kjeldsen blev overdraget faderen fra Give, hvor han blev begravet med mange Dannebrogsflag, der "vajede over Baaren". Allerede her, en uges tid efter begivenheden, var den første forvanskning kommet til i form af, at de 4 danske dragoner nu var blevet til 4 prøjsere, som Niels Kjeldsen kæmpede imod ene mand.
Det ser ud til, at den forherligende mytedannelse omkring Niels Kjeldsen for alvor startede 9. april 1881 med denne annoncering: "Udkommen er og faas i alle Boglader, Niels Kjeldsen. En dansk Dragons Kamp og død 1864. Et Digt af Martin Kok." Prisen var 1 kr. eller 2. kr. indbunden.[134] 
 
Karl Halfdan Eduard Larsen udgav 1902 en grundig undersøgelse af træfningen 28. februar 1864 med brug af stadigt levende vidner, herunder også grev Lüttichau, der havde affyret det dræbende skud mod Niels Kjeldsen. Udgivet som Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand i 1864.[135]
I den ophidsede debat, der fulgte mytedrabet i K. Larsens bog, blev han støttet af dansk historieforsknings nok største orakel, dansk kildekritiks fader, Kr. Erslev, der i Historisk Tidsskrift skrev en artikel med opbakning af og ros til "Prof. Karl Larsen". Hvor Erslev har fundet K. Larsens titel er ikke godt at vide, men hermed fik Erslev så på vanlig vis sat tingene på plads. Næppe blandt mytens mest ihærdige og vrede tilhængere. Men vel hos en del mere rationelt tænkende med respekt for historisk dokumentation.

Træfningen omkring Vorbasse 29. februar 1864

Dagen efter den prøjsiske tilfangetagetagelse af Niels Kjeldsen og hans gruppe forberedte prøjserne at gøre det helt af med 5. eskadron, som de havde "et godt Øje til" iflg. et brev fra sekondløjtnant Valdelin Saurbrey til moderen 1. marts 1864.[136]
Chefen for tredje dragonregiments femte eskadron, ritmester E. E. Moe og premierløjtnant Castenskjold med 4 underofficerer og en trompeter samt 41 menige var indkvarteret i Vorbasse. Resten af eskadronen var fordelt i området med tre feltvagter, 7 mand i henholdsvis Bække og Kragelund Huse, og 19 mand på Skjødegaard under kommando af sekondløjtnant V. Saurbrey.
Ud over disse feltvagter var der 20 mand indkvarteret på Skødebjerggaard under løjtnant Valdelin Saurbreys kommando.
I et skolelærerbrev om træfningen nævnes Skødebjerg som stedet for træfningen, og at det var her, "Lieutenant Saurbrey (havde) Kommando".[137]
Ritmester E. E. Moe sendte samme dag, 29. februar fra Grindsted en rapport om træfningen til sine overordnede i første kavaleribrigade i Vejle.[138]
To eskadroner prøjsiske husarer med 250 mand var sendt ud for at fjerne Moes femte eskadron, da de havde "et godt Øje til" eskadronens aktioner, der sinkede den prøjsiske fremrykning. Omkring 90 af disse husarer blev p. gr. af forkerte efterretninger i Bække, hvilket betød, at det var 160 prøjsere, der skulle gøre det af med de 100 danskere.
I den første avisdækkede efterretning 2. marts fra ryttersammenstødet mellem de danske dragoner og prøjserne 29. februar 1864 lyder beskrivelsen, at der var "c. 50 Mand af 3die Dragonregiments 5. Eskadron og c. 100 Mand af det 8de preussiske Husarregiment ...". Altså 50 danskere over for 100 prøjsere.[139]
Der er enighed mellem ritmester Moe og sekondløjtnant Saurbrey i deres respektive beretninger om, at prøjserne ankom fra Lejrskov med 2 eskadroner husarer, for at angribe den danske eskadron, der var blevet flyttet fra Fitting til de positioner, som man ud fra Moes indberetning kan udlede må have ligget omkring eller mellem Vorbasse og Bække, d.v.s. forposterne, Skødebjerggaard[140] og Vorbasse.
Der havde 29. februar 1849 ikke været efterretninger om prøjsiske troppebevægelser, så ritmester Moe foranstaltede som planlagt i Vorbasse en hesteparade, hvor hestenes sundhedsmæssige tilstand skulle kontrolleres.
Hestene var netop blevet klar efter paraden, da der kom melding om "Fjendens Fremrykning ... og fra Forposterne...", at de, forposterne var blevet "kastede tilbage".
Sekondløjtnant V. Saurbrey modtog disse efterretninger sammen med ritmester Moe i Vorbasse, hvor han "heldigvis (var) mødt til Hest" og han vendte så "Hjem" til sit kvarter på Skjødebjerggaard, hvorfra han "som et galt Menneske" måtte opmuntre soldaterne på Skjødebjerggaard til at gøre modstand, hvilket hjalp forenet med, at der kom hjælp fra "en del af det fra (Ritmester Moe) kommende Mandskab", og det lykkedes at befri "Overvagtmester Jøns og de fangne Dragoner", der i overraskelsesangrebet på forposterne var blevet taget til fange.
Det lykkedes herefter sekondløjtnant Saurbrey og hans deling at nedkæmpe den prøjsiske modstander, der flygtede, og - som han skriver til moderen den følgende dag - nu var "hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste." I hans sejrsberetning til moderen indgår også en for prøjserne lidet flatterende øjenvidneberetning: "Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med."
Valdelin Saurbrey beretter videre i brevet til sin mor 1. marts 1864, "tænk dig hvor komisk, med 30 Mand (forjog vi) ca. 140 Preussere." Da ritmester Moe nåede frem flygtede de prøjsere, som Saurbrey allerede stort set havde overmandet. Eller som ritmester Moe fortæller i sin indberetning om afslutningen ved Vorbasse: "Sekondløjtnant Saurbrey, der heldigvis var til Hest, kastede sig over ... (fjenden) med en Del af det fra Skjødeberg kommende Mandskab og ... (befriede de tilfangetagne forposter, hvorefter) Fjenden ... saa gav sig paa vild Flugt og forfulgtes indtil paa den anden Side af Kragelund ... hvorfra Fjenden fik støtte af det ved Gesten og Ravnholt Hede posterede Infanteri, (og han) ... trak han sig (herfra) igen videre tilbage til sin tidligere Stilling bag Koldingaae."[141]

Erindringen om slaget ved Vorbasse 

I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen". Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..." Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.[142] 
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864".[143] Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
 
Nutidigt foto af Skjødebjerggaard, et par kilometer sydøst for Vorbasse, hvor løjtnant V. Saurbrey 29. februar 1864 var indkvarteret sammen med 23 dragoner fra 3. Dragonregiments 5. eskadron, som slog de overtallige prøjsiske styrker. Foto Sune Wadskjær Nielsen.
Samt maleri af Karl Hansen-Reistrup 1892. Iflg. Sune Wadskjær Nielsens kommentar, har kunstneren malet de preussiske husarer med forkerte uniformer, idet 1. Westfaliske husarregiment nr. 8, som de danske dragoner kæmpede mod, havde mørkegrå,  næppe garderhusarregimentets røde uniforer. De danske dragoner er korrekt afbildet i lyseblå uniformer.
 
Jørgen Sonne har malet samme motiv i 1877, hvor vinterlandskabet er nogenlunde det samme, hvor de danske dragoner er klædt i lyseblå uniformer og bærer dragonhjælme over for de prøjsiske husarer i mørkegrå uniformer.[144]
 
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903[145] havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.[146]
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”,[147] hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen,[148] man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.[149]
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser.[150] Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.[151]
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".[152]
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

Andre erindringer fra Andst Herred om krigen i 1864

Fra Andst Herred og Kolding har det været muligt at benytte forskellige former for erindringsmateriale. Som den eneste dagbogslignende, lokale erindring, ført af en, der deltog i krigshandlingerne i 1864, er der benyttet en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning.
Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.[153]
I 1890 og 1901 folketællingerne[154] er Gregers Kristensen anført som ”jordbruger, husmand, født sept. 1834”, 55 år gammel, hvilket svarer til en alder på 29 ved indkaldelsen i 1863. Gregers Kristensen var 1890 gift og havde 5 børn i alderen 1-17 år iflg. folketællingerne.[155]
 
Gregers Christensens ansøgning om erindringsmedalje.
Det fremgår, at tjenestetiden blev anført i næsten overensstemmelse med dagbogens angivelser, 10. Decbr. 1863 til 14. August 1864.
Under krigsdeltagelsen i 1864 var Gregers Kristensen gift og havde et barn. Han er tildelt erindringsmedalje[156] for sin deltagelse i 1864 krigen. I ansøgningen er navnet i modsætning til folketællingerne og den ikke udgivne dagbog Christensen og ikke Kristensen.[157]
Gregers Christensens dagbog er næsten helt uden personlige oplysninger og fremtræder som en bevidst strengt kronologisk og geografisk opbygget beretning. Formentlig skrevet ud fra notater, der er taget under militærtjenesten, da der ret nøje angives både klokkeslæt og datoer i de nedfældede erindringer.
Gregers Christensen meldte sig 10. dec. 1863 som nyindkaldt soldat ”i staden Slesvig”. Indkaldelsen var en klar konsekvens af konflikten mellem Prøjsen, Det Tyske Forbund og Danmark - forårsaget af den danske 1863 novemberforfatning, hvor Slesvig blev en del af kongeriget Danmark. Og desuden en konsekvens af den almindelige værnepligt, der var blevet indført 12. februar 1849.
Iflg. dagbogen blev munderingen først udleveret 12. dec., to dage efter indkaldelsen, hvilket måske kan tages som udtryk for den mangelfulde praktiske forberedelse til krigen, som var en uundgåelig konsekvens af den førte danske politik i forhold til hertugdømmerne.
Mellem jul og nytår blev de nyindkaldte soldater ved ankomsten til Slesvig lagt i ”Kvarter” i landsbyen Dørpsted.[158] Der blev her udleveret våben, som 1. februar for første gang var de indkaldtes besiddelse af skarpladte våben.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 6. februar nævnes ikke specifikt i dagbogen, men Gregers Christensen var her i Hollingstedt, den vestlige del af Dannevirke, på retræte den hele nat, og han deltog i en træfning ved Oversø mod østrigske tropper.[159]
Da han var en del af 6. regiment blev han ikke involveret i de blodige kampe på Als.
Det fremgår, at Gregers Christensens kompagni d. 7. februar om natten var kommet til Sønderborg lidt uden for byen, tilsyneladende indlogeret på en bondegård, hvor soldaterne ”lå i noget halm…”
Det bemærkes i dagbogen, at soldaterne fik ”ærter til middagsmad”, og at de ”såmænd også var noget tjenlige til at få noget og spise.”
D. 15. februar kom Gregers Christensens regiment og kompagni til ”Dybbøl Præstegård, hvor vi lå som hovedstyrke.”
22. februar var der angreb på skansen, hvor ”Geværkuglerne peb, granaterne lyste … (hvorefter soldaterne) trak sig ind til Ragebøl … med streng frost … ingen varm mad, men levede af brød og brændevin … undertiden … en kop sort kaffe til 4 skilling pr. næse.”
Det omtales i dagbogen, at kompagniet 24. februar ”var på arbejde ved skanse nr. 9-10”, og at man marcherede herfra og til Sønderborg, hvorefter man vendte tilbage til skanse 4d.
Afstanden mellem Dybbøl og Sønderborg er skønsmæssigt 3-4 km.
26. februar afløstes regiment og kompagni som hovedstyrke ved Dybbøl og ”tog stilling i Tvingegården for at modtage prøjserne…”, som åbenbart ikke dukkede op, og soldaterne drog 27. februar igen til Sønderborg, herfra ud på landet, til Egen på Als, hvor soldaterne lå indtil 5. marts.
I dagbogen iagttaget fra positionen på Als og i Sønderborg begyndte d. 14. marts ”bombardementet fra Broager land … (og) d. 16. … (blev) flere granater sat ind i Sønderborg, tændte brand og gjorde stor skade. ”
Herefter blev regiment og kompagni fra 17. marts forpost på Dybbøl, hvor ”vort tab var omtrent 3-400 mand.” Men det var først under beskydningen 20. marts, at de første i Gregers Christensens kompagni blev dræbt. Der var heftige kampe 28. og 29. marts med ubetydelige tab af egne, men flere prøjsiske tab, som i dagbogen formodes at være sket, fordi ”fjenden var kommet så tæt på vore skanser, at de var blevet beskudt … både fra løbegravene af infanteriet og fra skanserne af kanonader.”
I tiden frem til 10. april var der stærk beskydning af Sønderborg og Dybbøl, og ”Dybbøl Mølle blev nedskudt kl. 2 om eftermiddagen.” D. 18. april lå kompagniet i reserve i en skov ved Ulkebøl Nørremark.”[160] Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864 er ikke særskilt omtalt her ud over, at ”… tabet var denne dag stort … medens fjenden havde fået held til at bemægtige sig vor fremskudte Dybbølstilling.”
Fra slutningen af april til ind i maj bliver det i dagbogen iagttaget, at ”… ikke et skud faldt i de 6 dage, fjenden sløjfede vore skanser og var så lystige.”
Herefter har dagbogen i løbet af maj 1864 aktiviteter som læsning, skiveskydning, eksercits, ”lønning” m.v.
 
Den i dagbogen omtalte skanse 4d ses her på en plantegning udført 1862. Der var i Dybbøl 10 skanser.[161]
 
10. juni kommer regiment og kompagni ved afløsning til kvarter i Oksbøl.
25. juni anfører dagbogen, at ”da var våbenhvilen udløbet.”
Der er her tale om fredskonferencen i London, der foregik efter angrebet på Dybbøl 18. april, fra den 20. april til den 25. juni 1864, hvor der var våbenhvile, som ophørte da det viste sig, at Danmark - hvor der var intern splittelse mellem de nationalliberales ønsker og kongens ønske om at bevare helstaten - ikke kunne nå frem til et forhandlingsresultat i forhold til Det Tyske Forbund, repræsenteret ved Prøjsens kansler Bismarck.
Krigshandlingerne startede derfor igen, og 29. juni erobrede Prøjsen Als med Dybbølstillingen. I dagbogen hedder det herom, at ”den dag blev Als erobret undtagen Kegnæs, hvor vort kompagni måtte ligge.”
I løbet af juli 1864 var der retræte fra Als, og om kompagniet anføres det 20. juli, at der ”var vi på arbejde ved Middelfart, på jernbanen opkastede vi løbegrave…”
På denne tid var Monrads nationalliberale regering gået af, og fra 8. juli havde C. A. Bluhme indledt fredsforhandlinger med Prøjsen og Østrig.
Herefter beretter dagbogen om forskellige aktiviteter. Afmarch d. 31. juli, hvor kompagniet havner på Sjælland, hvorfra der fra Høje Tåstrup d. 11. august var afmarch til Køge med ophold her indtil 15. august, hvor ”vi opnåede den store glæde at komme på hjemrejsen…” 
Ud over at være en temmelig nøje ført, personlig registrant over krigsbegivenhederne i 1864, så illustrerer Gregers Christensens beretning periodisk krigsdeltagelsens mangelfulde forsyningssituation. Og i sporadiske glimt forholdet til de deltagende officerer, som Gregers Christensen knapt kendte ved navn, men med bemærkninger til udtalelser fra dem, hvis regiment og kompagni blev rost. Stillingsmæssigt er Gregers Christensen også som mindre jordbruger et typisk eksempel på krigsdeltagelsen, således som det mere specifikt fremgår af efterfølgende afsnit om den lokale krigsdeltagelse.  

1864 i Viborg, Skive området[162]

Den danske fjerde division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone[163] trak sig allerede før slaget ved Dybbøl og i løbet af marts 1864 op over Horsens og Skanderborg mod Viborg og Skive. Målet var Mors, hvor Hegermann-Lindencrone og hans 4. division mentes bedre at kunne klare sig over for de forfølgende forbundstropper.[164] Hensigten var i første omgang, at Hegermann-Lindencrone og hans fjerde division i Nørrejylland skulle forhindre forbundstropperne i "med mindre Styrker at udbrede sig til denne Landsdel."
En del af den tilbagetrækkende, danske styrke skulle fra Langå transporteres med den nyanlagte jernbane til Skive.[165] Her opholdt styrken sig så 13. og 14. april i frygt for et eventuelt fjendtligt angreb, som dog ikke kom, og 16. - 17. april blev overførslen til Mors så foretaget. 
De danske og prøjsisk-østrigske militære organisationsforhold og bevægelser efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864 er udførligt beskrevet i Generalstabens 3. bind om 1864.[166]
Da det danske nederlag ved Dybbøl var en realitet 18. april 1864 rykkede de forfølgende prøjsiske og (især) østrigske styrker 26. april ind i Viborg, 28. april stod de i Dommerby, 30. april blev Skive besat.
Iflg. Generalstaben havde de tyske forbundstropper efterladt Divisionen Münster med en kombineret Kommando i Viborg under Generalmajor von Bornstedt. Noget af denne styrke blev også sendt til Skive, hvor der var en jernbaneforbindelse under etablering. Med krigstidens forhindringer.
Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.[167]
Strækningen Viborg-Skive var egentlig først planlagt til driftsmæssig åbning i oktober 1864,[168] men var næsten anlagt, da 1864 krigen startede, og blev herunder istandsat og benyttet driftsmæssigt, bl.a. som oven for anført til den danske troppetransport, som 16.-17 april gik videre fra Skive til Mors. Forudgående var Hegermann-Lindencrones tropper i marts 1864 blevet transporteret med den nyanlagte, endnu ikke færdigt anlagte jernbane fra Langå til Skive.[169] 
En nærmere, samtidig beskrivelse af situationen omkring forbindelsen Langå-Skive/Struer kan man finde i en adresse til indenrigsministeren fra 29 sogneforstanderskaber "i Omegnen af Skive" 16. april 1864, meddelt i Dagbladet København 29. april 1864. Det fremgår af denne adresse, at jernbanestrækningen Langaa-Skive i marts var blevet benyttet til troppetransport, men at man nu, 16. april også gerne ville have banestrækningen "aabnet for Publikum". 
Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis meddelte 10. maj 1864, at forbundsstyrkerne denne dag og dagen før "... fra Skive ved Hestekraft har ført ... pr. Jernbane og videre herfra ad Linien til Langaa flere Locomotiver og et stort Antal Waggons ... vel nærmest for at berøve vore Tropper Leiligheden til Brugen heraf ...", hvilket også viser, at jernbanelinjen Skive-Langaa har været funktionel i maj 1864, men at forbundstropperne også havde indledt bestræbelserne på at tilintetgøre denne transportmulighed.  
Under forbundsstyrkernes besættelse af stort set hele Nørrejylland blev der etableret våbenhvile 12. maj med genoptagelse af krigshandlingerne 25. juni.[170] 
De tyske forbundstropper truede under våbenhvilen med at sprænge jernbaneforbindelsen Viborg-Skive ud af funktion. Straks efter de genoptagne fjendtligheder blev der gjort alvor af truslen, og broen ved Langå blev sprængt i luften d. 27. juni 1864 ”ved Krudtminer”.[171]
General von Falckenstein havde samtidig, 26. juni lavet en "Bekendtgørelse" til Jyllands Beboere, og lokalt meddelt i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. juni 1864, at man nu var overgået til "de allierede Armeers Administration ... som man skal rette sig efter ... og aflevere til samme Skatter og Landets andre Indkomster ..."
Sprængning af Langaa broen 27. juni 1864
 
I Skive åbnede jernbanedriften med den første jernbanestation 17. okt. 1864, tydeligt forsinket af krigen i 1864. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver.
 
Der blev igen 1. august 1864 indgået en ny våbenhvile, hvor forbundstropperne forinden fordrev Hegermann-Lindencrones tropper fra Fur. Bådejerne blev her af de danske tropper pålagt at føre deres både til Mors, så de tyske tropper ikke kunne få fat i dem. Som også anført af G. Schütte i Skivebogen[172],  var der 9 furboere, der nægtede at gøre dette, og som konsekvens fik de deres både ødelagt af de danske tropper, så de ikke skulle falde i fjendens hænder. De gæve Furboere nægtede i en høflig skrivelse til den prøjsiske konge at modtage "50 Rigsdaler preussisk Kurant" i erstatning.
Denne opbyggelige historie ses også i samtiden i f.eks. Sjællands-Posten 25. august 1864. Som det fremgår af avisreferatet, var den af von Falckenstein tilbudte sum 65 Rigsdaler preussisk Kurant. Uanset de manglende 15 rigsdalers skæbne - dem hører man ikke om, det kan også være almindelig journalistisk sjusk - så har den fælles fjende, ikke mindst personificeret i von Falckenstein, utvivlsomt været godt for det lokale sammenhold i 1864 dagene. 
Dags-Telegrafens farvelvise til von Falckenstein 14. august 1864 er demonstrativ med antydningen af, at Den Kullede Greve nu af Niels Ebbesen og andre gode jyder var blevet forvist fra det område. Og demonstrerer, hvordan man - efter nogle måneders plage med beskatning og irritation over den fremmede prøjser - var blevet ganske uglad ved hans tilstedeværelse.[173]
Men netop holdningen til von Falckenstein kan måske også eksemplificere, at meningerne var delte, også dengang.[174]
I modsætning til borgerkrigens start i marts dagene 1848, så blev Viborg og Skive egnen ved krigsudbruddet 1. februar 1864 nu direkte krigsdeltagende, og denne gang ikke blot i det fatamorgana, som Slavekrigen havde været.
Hvad angår den direkte krigsdeltagelse, så er der 1864 registreret 3 faldne fra Skive, 2 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Sandager Kirkegård. Fra Viborg er der 1864 registreret 2 døde, 1 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Garnisonskirkegården i København.[175]
De af  Jens Clausen i Skivebogen 1931 anførte navne kan ikke verificeres i de af Cohen registrerede dødslister.[176]
Navn
Lokalitet
Lokal kirkebog
Fangenskab
Niels Simonsen
Dølby
Intet dødsfald registreret.
Magdeburg
Mads Lauridsen
Øster Grønning
Intet dødsfald registreret.
Niels Thomsen
Fur
Jeppe Pedersen
Brøndum
Intet dødsfald registreret.
Peter Eriksen
Frammerslev
Søgt i Krejbjerg og Oddense.
Jens Jensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
Laurs Kristensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
N. C. Melgaard
Skive
Intet dødsfald registreret.
Küstrin
Jens Nielsen
Sparkær
Magdeburg
C. Petersen
Selde
Intet dødsfald registreret.
M. Jensen
Mønsted
Intet dødsfald registreret.
H. Jensen 
Heilskov
Intet dødsfald registreret.
Jens Clausen navne er også kun anført som "danske Fanger". Men det anføres dog også, at "Dødsbudskab naaede til ikke faa Hjem." Hertil kom iflg. Clausen også forskellige ondartede sygdomme, der plagede lokalt.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at afgøre, om Jens Clausens 11 i Magdeburg og 1 i Küstrin tilfangetagne også blev til dødsfald, som under alle omstændigheder ikke er registreret af Cohen.
De af Jens Clausen anførte navne, nævnt som tilfangetagne - med lokalitet, og hvor de er anført som fanger fremgår af ovenstående tabel. Der er som kontrol af, om der skulle være evt. dødsfald i forbindelse med de anførte navne foretaget en gennemgang af de relevante sognekirkers fortegnelse over døde mænd 1864 og 1865. Der er her ikke fundet dødsregistreringer for de af Jens Clausen nævnte navne. 
Der er ikke afgørende grunde til at erklære Cohen tabslisterne som værende mere troværdige og præcise end de oplysninger, vi får fra Jens Clausen. Blot er der det problem med Jens Clausens oplysninger, at vi ikke får noget belæg for de af ham anførte navne. Selvom kirkebøgernes dødsregistreringer for 1864 og 1865 ikke viser nogen af de af Jens Clausen anførte som døde, kan det selvfølgelig ikke dermed konstateres, om de pågældende skulle være døde i det fangenskab, de har været i.
En forsigtig konklusion kunne måske være, at der næppe har været flere dødsfald som en konsekvens af 1864 krigen, end de af Cohen anførte 3 fra Skive og 2 fra Viborg.
Rigsarkivet har Sallinglands Herredsfoged med lægdsrulle 1840-1918,[177] som ikke er gennemset i denne undersøgelse.[178] Det betyder, at de her i det følgende formidlede, lokale veteranberetninger udvælgelsesmæssigt har tilfældighedens karakter. Men da formålet ikke er et statistisk holdbart overblik over områdets veteraner, skønnes det til formålet at være et rimeligt udvalg.
 

Oplevelsen af tiden før og under 1864 krigen i Skive

Før krigsudbruddet 1. februar 1864 udtryktes der i Skive Avis 15. januar 1864 et højstemt "Farvel til vore bortdragende Krigere", som i sammenligning med den lokale ligegyldighed i forhold til den slesvigske problematik i 1848 nok må karakteriseres som mere patriotisk.
"Telegram til Skive Avis ... 7. februar kl. 5 Eftermiddag ... Stor Forbitrelse ... overalt, baade i Rigsdagen ... og i Folket. "Det hedder videre, at "Conseilpræsidenten" har givet udtryk for at, han fralægger Kongens og sin "Andel i Tilbagetoget".
Den postulerede almindelige forargelse over den af de Meza beordrede tilbagetrækning får her fuld skrue.
Dog kan der konstateres en variant i holdningen til  Dannevirke rømningen allerede 10. februar 1864 i Skive Avis i dens kommentar til en proklamation fra Kong Christian Rex og D. G. Monrad, konseilpræsidenten, som her bringes i et uddrag:
"Soldater! Modtager derfor Eders Konges Tak!
Dannevirke er opgivet. I Fjendens Vold ere de Kanoner, der skulde have lammet hans Hovmod. Aabent ligger Landet for Fjenden.
Dybt føler jeg med Eder, hvad vi derved have tabt.
Men, mine Venner! Jeg har kun denne ene Armee til Landets Forsvar, og Eders krigskyndige Førere have formeent, at jeg ej længer vilde have nogen Armee, dersom I ei nu trak Eder tilbage. Derfor toge de Beslutningen at vige."
Skive Avis har som kommentar hertil i den landsdækkende presse fundet en særdeles regeringskritisk anmærkning, som må formodes også at være blevet en del af den lokale opfattelse af den nu helt åbenbare problematiske krigssituation, hvor i første omgang den "krigskyndige Fører", general de Meza måtte bære den øjeblikkelige konsekvens i form af fordømmelse:
"Kongens Proclamation til Hæren bliver af "Dagbladet" underkastet en drøi og næppe ganske ufortjent Critik. -Under det Indtryk, - hedder det - der er fremkaldt ved Røminngen af Danevirke, klinger denne Proclamation, for hvilken Biskop Monrad bærer Ansvaret, næsten som Haan."
I Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931,[179] der bygger på avisartikler fra 1864, refereres det, at den tyske overgeneral Wrangel, da man viste ham de Mezas portræt skulle have sagt, "Jeg vil sige Dem, at den Mand har frelst den danske Arme; jeg kalder det ikke Klogskab, men Visdom, at han trak sig tilbage." 
Men i erkendelsens stund, hvor krigens realiteter med Dannevirke rømningen blev åbenbar, skulle der i Skive og omegn efterfølgende vise sig "stor Iver for at lindre vore Soldaters Nød."
Der skulle være blevet dannet en Uldkomite af "en række Skivedamer". Samt en "Forfriskningskomite".[180] Desuden blev der oprettet en komite af pastorinde Adamine Kierumgaard sammen med 6 andre damer fra Skive, ganske vist annonceret i Skive Avis 4. januar 1864 - altså før Dannevirkes rømning - som skulle forsyne de vinterfrysende soldater med varmt undertøj o.l.[181] 
De her ironiserende eksempler på lokalt engagement i 1864 krigens første dage finder man både i Gudmund Schüttes artikel i Skivebogen 1936 og i Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931.[182]
Men eksemplerne kan velsagtens tages som udtryk for, at allerede før de prøjsiske og østrigske styrker nåede op til Limfjorden, var der en større optagethed af krigens realiteter at spore på Skive egnen end under den første slesvigske krig.
Allerede torsdag d. 28. april havde forbundstropperne været ved Dommerby og Jordbromølle, men først 30. april skete indrykningen fra Viborg i Skive med 3.000 mand under Brigadegeneral von Bornstedt iflg. Jens Clausen.[183] 
I modsætning til erindringer[184] fra Viborg - også selv om der refereres til disse erindringer i Skivebogen[185] - beskrives forbundstroppernes rekvisitioner i Skive som overdrevne og medførte også her, at der blev taget "prominente borgere" som gidsler for at inddrage rekvisitionerne. Her anføres - også i modsætning til Viborg-erindringerne - i Skivebogen,[186] at "mest hadet af alle var Falckenstein, som kun var i Skive et par gange. Var Banen blevet aabnet før sidst i Oktober, var han nok kommet noget oftere." Samme banestrækning skulle Falckenstein have forsøgt få færdigbyggeriet noget tidligere iflg. Clausen, så forbundstropperne kunne benytte den, men forgæves, den blev først åbnet officielt 17. oktober 1864.[187] Og det har vel bl.a. været den sprængte bro i Langå, der har været problemet. 
Det forekommer ikke usandsynligt, at den af J. Clausen postulerede modvilje mod Falckenstein først og fremmest var udsprunget af, at det var ham, der i juni eksekverede jernbanebroen ved Langå sprængt. Under alle omstændigheder kunne Skive Avis 18. august 1864 meddele, at "Englænderne ville gjøre Alt for at faae fuldstændig Skadeserstatning for den af General Vogel v. Falckenstein unødvendigt foretagne Sprængning af Jernbanebroen ved Langaa." 

Brevveksling, veteranberetninger fra Skiveegnen 1864

Skivebogen har et bind med brevveksling[188] og et bind med veteranberetninger,[189] som her skal refereres og citeres for at få et indtryk af, hvilke lokale erfaringer, men har kunnet udveksle efter krigen i 1864. Fotografiske gengivelser af veteraner skal først og fremmest søges på Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, som det fremgår neden for. De to uden arkivangivelse er scannet fra Skivebogen 80. bind 1989.
Ud over de her sidste to i Skivebogen 80. bind portrætterede veteraner fra 1864 - Jens Laugesen, Lihme og Mathias Nielsen, Ramsing, er der yderligere portrætteret Hans Sørensen, Lem, Peter Hedegaard, Lem, Bertel Pedersen, Vester Lem, Andreas Dooleweerdt, Rødding.
Udvalget har antageligt sin forklaring i, at meddeleren er Niels Sørensen fra Lem. Uanset udvælgelseskriterier, hvor man bemærker, at der bl.a. ikke er repræsenteret veteraner fra Skive, så er det en værdifuld samling af veteranberetninger, som her er offentliggjort i Skivebogen, 80. bind, foranlediget udgivet ved daværende museumsforstander / -inspektør Jens Ole Lefevre.[190]
Hans Sørensen, Lem blev som 25-årig indkaldt 1. december 1863, og var med ved Dannevirke, hvor han fik koldbrand i en fod, blev behandlet i København og sendt tilbage til Dannevirke, hvor han var med i de Mezas tilbagetrækning fra Dannevirke til Dybbøl. Her blev han oppasser for den af Krigsministeriet 20. april meddelte som nyudnævnt sekondløjtnant, kadet ved det kongelige svenske Krigsakademi, B. G. B. C. Baron Sparre.[191] Løjtnant Sparre ses usåret tilfanget efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864.[192] Iflg. Hans Sørensen var Sparre "en krigslysten Vovehals ...", som stod oprejst midt i sin deling, da den blev stormet og beordrede "Skyd nu, for der er noget at skyde på ..." hvorefter han, da "de tyske var nået tæt på ..." råbte "smid nu Vaabnene Folkens, ellers kommer der ikke en eneste af os levende herfra". Her blev så Sparre taget til fange. Han blev 28. okt. 1864 udnævnt til Ridder af Dannebrog.[193] Hans Sørensen blev også taget til fange, ført over Flensborg til Hamborg, Berlin og blev indsat i fæstningen Posen,[194] hvor fangerne "sultede som Ravne".
 
Sønderborg Lokalhistoriske Arkiv, ”Beboere af Sønderborg på flugt under Bombardement”, tegnet af Fr. Visby. Kunne tjene som illustration til de fra Hedegaard refererede oplevelser 2. april 1864.
Peter Hedegaard, Lem blev 1864 som 23 årig indkaldt og ansat som militærarbejder i 2. ingeniørregiment, som ikke er omtalt i Generalstabens eller Tuxens fortegnelser, hvorimod der her er flere ingeniørkompagnier.[195] P. Hedegaard var med til at udbedre Dybbøl stillingen, men kom herfra til brandkorpset i Sønderborg, hvor han oplevede "omkring Midten af Marts ... en Granat fra Broager ... der slog ned i en Retirade ... (hvilket) udbredte en væmmelig Stank." Han oplevede også bombardementet af Sønderborg 2. april og Dybbøl 18. april, begge dele på afstand, hvorfra han kan berette om både blodige lemlæstelser, iblandet lokale vittigheder.
Jens Laugesen, Lihme[196] blev indkaldt som 32-årig forstærkningsmand 18. januar 1864. Han blev sendt til Fredericia, hvorfra han blev sendt til Nørresundby efter rømningen af Fredericia. Det må betyde, at J. Laugesen har været i den retirerende 4. division. Med våbenhvilen i maj[197] blev J. Laugesens forstærkningsmandskab "hjempermitteret", og da Laugesen var en gift mand med et lille husmandssted, kunne han fra sit sted være naboerne behjælpelig med f.eks. at redde heste, som ellers ville være blevet beslaglagt af forbundstropperne, der var ankommet fra slutningen af april 1864.
Mathias Nielsen, Ramsing blev udskrevet 1857 som 22-årig, "men tilbyttede sig et frinummer, så han først blev indkaldt hen på foråret 1864." Han kom først på rekrutskole anbragt ved 7. regiment på Fyn. Med Mathias Nielsens egen formulering, så "mærkede de ikke noget til fjenden, så de få døde, de havde, døde strådøden."
Mathias Nielsen var ved indkaldelsen gift og havde 2 børn, og med "Jylland oversvømmet af fjenden" blev det konen, Kirsten, der fik de største problemer under krigen, først og fremmest fordi fjenden "attråede rørigt gods ... (men) penge, kød og lignende fik hun sammen med noget gammelt tøj smidt ind i den inderste krog af bagerovnen ... ", hvor det ikke lykkedes forbundstropperne at finde det.
Bertel Pedersen, Vester Lem var som 27-årig i 1864 "frispiller" og blev først indkaldt 15. februar 1864 til en måneds rekrutskole, og blev herfra sendt til Dybbøl 17. - 18. marts. 18. april var hans kompagni blevet forflyttet til Als, og han undgik således denne dags hårde kamp ved Dybbøl.
Als blev erobret af forbundstropperne 29. juni og Bertel Pedersens deling retirerede til Høruphav, hvor de var imellem dem, der ikke kom med udskibningen af danske soldater, og de blev taget til fange, anbragt på Sønderborg Slot og herefter Gravensten kirke, hvor der "som Nødtørfthuse var anbragt 5 store kar oppe ved alteret..." som flød over, da de ikke kunne tage mosten. Herfra blev fangerne sendt til en fæstning i Herfort, hvor der var dårlig kost iflg. Bertel Pedersen. Generalstaben[198] beskriver erobringen af Als, tilbagetoget til Kegnæs og udskibningen fra Høruphav, som indgår i Bertel Pedersens beretning.
Andreas Dooleweerdt Haasum var ligesom Bertel Pedersen "frispiller", da han som 27-årig blev indkaldt til samme kompagni som denne. De lå sammen indtil 2. april, hvor Andreas D. blev såret af en granat sammen med Jens Laursen fra Lem, der døde af sårfeber i Augustenborg 5. maj. Denne oplysning kan ikke bekræftes af Vilhelm Cohen, der ikke har registreret Jens Laursen fra Lem blandt de faldne. Jens Laursen er ikke et ualmindeligt navn, men der er ingen samtidige aviser heller, der omtaler ham som omkommet. Gennemgang af kirkebogen for Lem Sogn 1856-1877, døde mænd har ikke registreret Jens Laursen. Heller ikke kirkebogen for Augustenborg Sogn, døde mænd og kvinder 1853-1882 har nogen registratur på Jens Laursen.[199]
Andreas D. fik sit ene ben bortamputeret i Sønderborg og kom på lazarettet i Augustenborg, herfra overført til Aalholm, hvor han blev udskrevet i september. Den nu invalide Andreas D skulle bevæge sig mellem Nykøbing Mors og Hvidbjerg, før han vendte tilbage til Haasum og efterfølgende bosatte sig i Rødding. Han måtte betale sin sidste skilling for at få en transportmulighed. Da det blev kendt på egnen, hævdes det at have medført en vise, der skulle omhandle en Morsingbo, der mod betaling transporterede krøblingen Andreas D. 
Det har ikke været muligt i gennemsete aviser 1864-80 at finde den vise, som er aftrykt i Skivebogen.[200]
Skive Folkeblad 1914, erindringsartikler af og om de lokale veteraner 
Under overskriften Vore Veteraner er der i Skive Folkeblad 21. november 1914 en artikel om Mads Sørensen, Rønbjerg, hvor han var bosat, gift og boede til leje.[201] Men født i Bers[202], hvorfor han også lokalt blev kaldt Mads Behrs. Han blev som 32årig indkaldt i januar 1864 som "Forstærkningsmand" og kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales yderligere i artiklen. Han var 2 gange med til at "storme Dybbøl", må altså have været en del af forbundshæren, hvilket også fremgår af, at han havde været "Infanterist ... med Garnison i Kiel". Ved stormen på Dybbøl 18. april var Mads Sørensen "allerede permitteret". Han kom hjem efter påske, blev sejlet til Nykøbing Mors og "spadserede gennem Salling til sit Hjem..."
Det særprægede ved denne historie er, at Mads Sørensen som "Infanterist" i forbundshæren havde bosat sig i Rønbjerg og herfra havde deltaget i 1864 krigen på tysk side. Men sådan hævdes det i artiklen at have været.
9. maj 1914 omtales i Skive Folkeblad en veteranaften i Sevel, hvor der havde deltaget "12 Veteraner - hvoraf endog de 3 fra Treaarskrigen".
13. maj 1914 er der en omfattende artikel i Skive Folkeblad om Peder Kr. Pedersen Hede, Vadum under overskriften Veteraner fra 1864. Han havde været med Hegermann Lindencrones Korps.
P. K. P. Hede blev som 23-årig rekrut i Randers 29. juni 1863. Han kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales nærmere. Men herfra kom han til at stå under Hegermanns kommando, og deltog således i retræten op gennem Jylland, hvor smædenavnet "General Baglæns" opstod, fremgår det af artiklen. 
 
Skive Folkeblad 13. maj 1914
 
P. K. P. Hede har forfattet en "Dagbog" under overskriften "Angaaende Marchen", som tilsyneladende refereres, så vidt det kan skønnes ud fra ordlydende i artiklen. Starten på dagbogen er 17. dec. 1863, hvilket forklarer den manglende omtale af Dannevirke. Her har Hegermanns korps således været i gang med tilbagetrækningen op gennem Jylland. Med nøje angivelser af dato beskrives marchen op mod og igennem Salling. 23. februar 1864 gik turen gennem Viborg og Skive.
Det kan kun betyde, at dele af Hegermanns korps er blevet sendt afsted til fods før togtransporten over Langå i marts 1864[203]. Afrejsen fra Mors sættes til 1. juli 1864. 
Hans Sørensen, Opperby, begravet på Lem Kirkegård. Skive Folkeblad annoncerer 4. november 1914 jordefærd for Hans Sørensen. Det oplyses kun, at han har været veteran fra 1864, indkaldt som 26- årig. 
Breve fra 1864[204]
De originale breve meddeles at befinde sig på Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, Ramsing. De er udvalgt og refereret til Skivebogen af Jens Peter Hansen, Ramsing. De omfatter tiden 18. januar til 24. april 1864. Niels Sørensen Brand blev indkaldt som 34-årig, var med i "forstærkningsmandskabet" fra Viborg 1. januar 1864 og formodes at have være indkaldt nogle gange før.
15. januar 1864 er der brev fra Aarhus, hvor N. S. Brand fortæller, at der var 15 mand indkvarteret hos "apotekerens", heriblandt 5 fra Sevel Sogn, som kom herfra til garnisionstjeneste i København. Herfra kommenterer han i et brev de Mezas tilbagerømningsbeslutning fra Dannevirke, som han beretter i første omgang blev karakteriseret som "landsforræderi", men med mere besindighed antog officererne herefter, at der var "handlet klogt..."[205]
I marts er N. S. Brand forflyttet til garnisonen i Fredericia. Her boede han under noget usle forhold, han lå på en stue med "kun fire mand ... og halm nok at ligge på, men klæderne har jeg ikke haft af kroppen, siden vi rejste fra København..." o. 1. februar.
Det kan - og kunne - også være uhygiejnisk at være i krig.
Hjemme i Ramsing var der på samme tid kommet danske tropper, hvor konen beretter om, at de "fandt Dorte hendes saltkar ... og tog flæsk og kød ... og hentede kål i kålgården ... og kogte selv kål..."
Ulempen ved rekvisitioner har åbenbart været ca. den samme, uanset om det var danske eller forbundsstyrker, det drejede sig om.
Under stormen på Dybbøl 18. april skriver N. S. Brand om, at det var "en bagatel at være her" i Fredericia. Og videre fremgår det af brevvekslingen, at N. S. Brand ikke har hørt noget om, at ”der skulle være gået nogen til her af omegnen ... (hvor der ellers) gik nok så uhyre mange til af vore tropper."
Der er ikke brevveksling for resten af krigen, og man (Jens Peter Hansen) ved ikke, hvornår han blev hjemsendt. 

Erindringer om 1864 krigen i Viborg

Vilh. Thomsens erindringer i Historisk Aarbog, 5. Bind 1913, den senere Skivebogen har titlen Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid.
Titel og indhold røber, at det er knap 50 år gamle erindringer fra 1864 krigens Viborg. Bringes her i tilpasset referat, illustreret med citater fra erindringerne.
26. april, dagen for forbundsstyrkernes ankomst til Viborg medførte skræk og milde former for panik, selv om man var ”en lille Smule forberedte paa Invasionen”, også da Hegermann-Lindecrones korps forudgående havde passeret Viborg - eller rettere – soldaterne var blevet sat på toget i Viborg.[206] Der må være tale om den i princippet på dette tidspunkt, 26. april 1864 ikke færdiggjorte forbindelse via Langå til Skive.[207]
De ankommende forbundstropper spurgte, hvor de danske dragoner var blevet af, hævdes det i erindringerne.[208] En del af forbundstropperne drog af sted igen – til Skive ved vi – men der forblev ”omtrent 11.000 Mand under Kommando af General Grev Münster” i Viborg. Den næstkommanderende var ”en smuk og elskværdig Mand, der optraadte med stor Takt.”
Forholdet til besættelsesmagten var så godt, som det i situationen var muligt iflg. erindringerne.
Og som kommentar til udskrivning af forsyninger, anføres det, at ”… de mange Beretninger om tyske Overgreb og Skændselsgerninger, hvormed Aviserne var fyldte, i det væsentlige er urigtige.” De fleste respekterede ejendomsretten iflg. V. Thomsen, dog mere prøjserne end østrigerne, hvorimod ”Polakker, Kroater og lignende fine Folk, skulde man lukke godt for sine Sager … baade Preusserne og Østrigerne røvede efter Kommando, men de sidste stjal tillige paa fri Haand.”
Dog hedder det også om besættelsesmagtens fortæring, at ”den tyske Hær rekvirerede sine Fornødenheder, Furage, Kød, Vin, Tobak og Cigarer, som de danske Myndigheder maatte udlevere mod behørig Kvittering.”
Der berettes også om hemmelige, ildesete men vedvarende affærer mellem lokale kvinder og de forbundstyske soldater, en enkelt opretholdt efter krigen forbindelsen med en i hende særdeles interesseret soldat, og ”de blev gift og drog til Berlin…”
Om sprogproblemerne i forhold til besættelsesmagten gives der også kommenterede eksempler, f.eks. en tysker, der ville på loftet med et tællelys for at finde ”Futter”, som han ville købe, hvortil konen på stedet svarede med et advarende råb: ”Nix pinedø, ingen Lys o æ Lowt om æ Awten … (hvilket medførte, at) Manden blev saa imponeret over sin Kones Sprogkyndighed, at han udbrød: Jøsses Kjesten, ka Do snak Tysk!”
I den erindrendes eget hjem blev indlogeret[209] ”en halv Snes Mand af 10de schlesiske Regiment … de fleste smaa skikkelige Linnedvævere … der var meget stilfærdige af Hensyn til min Moder, som laa dødssyg af Tæring …” Senere i sine erindringer fortæller han,[210] at ”hjemme blev der tildelt os 13 polske Jægere, hvoraf kun … en Underofficer kunde tale forstaaeligt Tysk … og de kastede deres snavsede Tøj (på steder) … som vi selv beboede …” Faderen forslog så til polakkernes tilfredshed, at de kunne få ”den preussiske Zahlmeister til at flytte”, så de kunne få hans værelse, hvilket lykkedes til Zahlmeisterens store harme, og han ”flyttede (derfor) ind paa Preislers Hotel”.
Beretteren har malende karakteristikker af besættelsestropperne, inddelt efter nationale kendetegn. ”I Modsætning til de stive Preussere er der noget flot og krigerisk ved de østrigske Tropper…”, herefter tilsvarende malende beskrivelser af beklædningen. Og ”Polakkerne var nogle slemme Svinepelse, men godmodige…” Og videre, da der som afløsning af prøjserne kom ”brandenburgske Trænsoldater, ret ubehøvlede Karle…”
Desuden denne kommentar i de nationale karakteristikker: ”Medens Schleswig-Holstenerne var meget hadske overfor alt hvad der var dansk, var dette ingenlunde Tilfældet med Preusserne og Østrigerne…”
Da general Wrangel ”29de April … gav Ordre til, at der i Jylland skulle en stor Sum som Vederlag for … Skade … paa tyske Handelsskibe … deraf skulle Viborg … betale 50.000 Thaler … hvilket var mange Penge for en fattig lille By som Viborg…” nægtede flere at betale, og der blev arresteret ”en halv Snes eller flere af Byens ansete Mænd…”, hvor rygtet gik, at de skulle til Rendsborg. De kom dog kun til Randers, hvor de efter nogen tid blev løsladt.
 
På fotografiet af Generalkommandoen for 2. Kombinerede Armee Corps i Jylland optræder Generalmajor von Falckenstein, som er positivt omtalt i Vilh. Thomsens erindringer fra Viborg. Fotografiet må formodes at være taget i Randers.[211] Falckenstein ovenfor på et officielt militærfoto, som muliggør identifikation af general von Falkenstein som nr. 3 forrest fra venstre på fællesfotoet.
Vilh. Thomsen kan som en af de få - i de samtidige aviser finder man ingen - udtale sig rosende om den kommanderende general Vogel von Falckenstein, der havde ”Hovedkvarter i Randers”.[212] Især i forhold til Wrangel, der karakteriseres som ”den gamle, gnavne og taabelige Wrangel” optrådte von Falckenstein ”med stor Takt og Duelighed …” ledsaget af et eksempel på, hvorledes Falckenstein, da Wrangel blev stødt over en rosende udtalelse om en anden feltherre ved Dybbøl, forklarede Wrangel, at det var ham, der var ment, da udtrykket ”Hærskarernes Herre” blev benyttet.
Som afslutning refererer V. Thomsen en ”tysk Beretning”, hvor det om forbundstropperne, da de var kommet til Viborg 26. april, hedder at der blev sendt patruljer ud mod ”Hobro, Randers, Uldbjerg og Skive”. Kun i Skive fandt man danske tropper, der var blevet drevet tilbage. Fra Dommerby og ”den høje Kyst ved Limfjorden (måske fra Ulbjerg?) saa man nu Skive og erkendte at Byen var besat, og at der var opkastet en Skanse på Kirkegaarden. Da man havde faaet denne Underretning, vendte Commandet tilbage til Viborg.” Som vi ved, kom de tyske tropper dog også til Skive senere. Men skulle altså have stoppet op d. 26. april p. gr. af danske tropperstyrker her. Hvilket vist næppe kan have været tilfældet, da vi i Generalstabens oplysninger kan erfare, at de danske tropper forlod Skive 16.-17. april mod Mors.[213]
De flygtende danske dragoner kunne have set ud som afbildet på disse to fotografier, først officererne, herefter almindelige soldater.[214]
   
Afsluttende kommentar til benyttede erindringer om de slesvigske krige
Det lokale erindringsmateriale er af begrænset omfang, når man ser bort fra de samtidige aviser.
For Skanderup Sogn findes der umiddelbart tilgængeligt Otto Korsgaards erindringer om 1864[215]. På Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv kan man finde Maren Madsdatter Emborgs erindringer[216], der - så vidt det kan skønnes ud fra en udarbejdet oversigt - kun viderebringer helt personrelaterede oplysninger, meget sporadisk tilsat forskellige former for andenhånds oplysninger om krigshandlinger, som MME har hørt om. 
Iflg. O. Korsgaard blev prøjserne 1864 hurtigt afløst af østrigere, der blev indkvarteret i Skanderup. Hos Korsgaards familie var der optræk til indkvartering af 6 østrigere. De steder, hvor østrigerne og ungarerne tiltvang sig indkvartering var der problemer med tyveri og krav på plads på gårdene, hvor der ellers skulle være kreaturer.
Østrigernes general var indkvarteret på Wissingsminde i Skanderup, en underofficer hos præsten i Nagbøl. På Wissingsminde blev der uddelt pryglestraf til de soldater, der havde stjålet. Korsgaard beretter om, at en lokal karl på en af gårdene havde anklaget de østrigske soldater for at have stjålet, hvor det viste sig, at det var karlen selv. Karlen fik prygl af de østrigske soldater og stjal herefter ikke mere.
Vorbasse træfningen 29. februar 1864 i den lokale erindring fylder naturligvis en del lokalt.[217]
Det var iflg. Korsgaard en afdeling prøjsiske soldater fra Skanderup og Gelballe, o. 300 mand, ledet af en prøjsisk løjtnant på en fuksrød hest, der drog ud og led nederlag i rytterfægtningen ved Vorbasse 29. februar. Løjtnanten kom hjem med sabelhug i halsen, og de hjemkomne soldater så ikke glade ud. Efterfølgende begyndte de at skændes om, hvad der var gået galt ved Vorbasse træfningen.
De benyttede erindringer om 1864 i Skive, Viborg området findes trykt i forskellige årgange af Skivebogen. Herunder er der også veteranberetninger, en brevveksling og erindringer fra Viborg.[218] Til sammenligning med veteranberetningerne fra Skive og omegn om krigsdeltagelsen 1864 er der fra Andst Herred Gregers Christensens dagbogsoptegnelser for krigsdeltagelsen herfra.
Af gode grunde - 1848-50 krigen nåede ikke til Skive, Viborg området - så er der kun i Skanderup og Kolding egentligt erindringsmateriale fra treårskrigen.
Krigen 1848-50 i Skanderup Sogn kan man finde beskrevet i Otto Korsgaards erindringer, d.v.s. hvad han har fået fortalt om treårskrigen, hvor han ikke var født endnu. Det bliver beretningen ikke mindre farverig og spændende af, men den autentiske troværdighed kan helt givet sættes til diskussion.
Erindringer om krigen 1848-50 i Skanderup og Kolding findes i form af en Dame, kaldet T, som i avisform har beskrevet det, som postuleres oplevet af hende i 1849 omkring Kolding og Skanderup. Endelig har en lokal farmaceut, Worsaae, i 1849 bosat i Kolding, noget senere skrevet sine erindringer herom. 
 
 
 
 

Afslutningen på 1864 krigen, Wienertraktaten 30. oktober 1864[220]

Krigen 1864 var over for de tyske forbundstropper fra start ved Dannevirke over Dybbøl en lang række af nederlag, hvor den ufuldstændige militære forberedelse, urealistiske forhåbninger til udenlandsk støtte og urealistiske krav under fredsforhandlingerne gjorde fredsbetingelserne til det ultimative nederlag, afståelsen af Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Kongeriget Danmark fik nu sin grænse til den sejrrige tyske forbundsmagt ved Kongeåen.
Disse betingelser kunne den lokale militærguvenør, generalmajor Vogel von Falckenstein fra Viborg 1. august 1864 meddele som en Bekjendtgjørelse i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis af 3. august 1864 fra sit hovedkvarter i Randers, og som en konsekvens af den foreløbige fredsaftale, der var blevet underskrevet 1. august 1864.  

Freden, fredsbetingelserne 1864

Fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864 af en dansk regering, hvis urealistiske krav gjorde det muligt for Otto von Bismarck at opnå for Prøjsen optimale fredsbetingelser.
Den østrigske flåde var kommet frem i Kattegat og skabte bekymring for, at resten af landet inkl. København skulle lide samme skæbne som Jylland.
Der blev derfor indgået en våbenhvile 20. juli, og 30. oktober 1864 undertegnedes fredsaftalerne i Wien, hvor Danmark stod mere isoleret og svagt, end de forhandlende politikere nåede at erkende. Fredsaftalerne blev lang fra, som politikerne ønskede og urealistisk forventede.

De slesvigske kriges lokale deltagelse

Hvem og hvor mange deltog så lokalt med direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige?
Svaret herpå kan søges gennem en komparativ analyse af de udvalgte lokaliteter. Altså en sammenligning af land og by og af to områder i Nørrejylland med placering henholdsvis ved Kongeåen og Jylland omkring Limfjorden.
Besvarelsen af det stillede spørgsmål forudsætter et fokuseret kildemateriale. Det helt generelle vil være folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne.
Det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, er de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.
Ansøgningsproceduren blev desværre for den optimale brugbarhed til en undersøgelse af hvem, der kæmpede i de slesvigske krige, igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864. Denne svaghed skal der naturligvis tages højde for i brugen og konklusionerne.
Analyseresultater kan ikke give svar, som ikke fremgår af det benyttede kildemateriale.
Det skønnes, at "i runde tal bestod de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet (1864) af 52.000 mand."[221]
Dette skøn skal formentlig ikke tillægges nogen højere form for visdom, men sammenholdt med, at der dokumenterbart var 49.085 ansøgninger om erindringsmedalje i 1876 for krigsdeltagelse, så er det næppe meget ved siden af at skønne, at der 1864 har været o. 50.000, muligvis op mod 52.000 krigsdeltagende soldater fra kongeriget Danmark.
Det må antages, at det er vanskeligere at nå frem til det korrekte antal af soldater i krigen 1848-50, hvor den tidsmæssige afstand til 1876 må formodes i et betydeligt større omfang at have reduceret ansøgernes antal i forhold til de faktisk deltagende soldater.
I skønnene over de deltagende soldater i krigene formodes det så også, at det må have været det gennemgående i datidens Danmark, at man søgte erindringsmedalje for sin krigsdeltagelse.
Hvis disse skøn og formodninger holder stik, så vil ansøgningerne om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige kunne betragtes som et retningsgivende og korrekt billede af krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Sammenholdt med især det samtidige folketællingsmateriale[222] formodes ansøgningerne om erindringsmedalje og listerne over faldne og døde i de undersøgte lokaliteter ydermere at kunne dokumentere krigsdeltagelsen socialt.
Som en sidegevinst giver de anførte stillingsbetegnelser et indblik i den tids - 1876 og herefter - brug af stillingsbetegnelser.   

Ansøgningerne om erindringsmedaljer  

 
 
Der er 36.388 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1848-50. Og 49.085 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1864. Det indledende initiativ blev taget af Frederik 7. i 1848 efter slaget ved Bov, fulgt op af Christian 9. efter slaget ved Dybbøl 1864.
Ansøgningsmuligheden blev for begge krige endeligt igangsat oktober 1876.
De fleste faktuelle oplysninger herom kan findes i Generalstabens udgivelser.[223]
Det fremgår af Krigsministeriets meddelelse januar 1876 om betingelserne for at modtage erindringsmedalje, at: 
  • man skulle have deltaget i kampene 1848-50 eller 1864 eller have "en Medalje for dem, som have deltaget i begge Krigene..."
  • man afgav med ansøgningen tillige en erklæring om, at man "hverken har udstaaet Strafarbeide eller ... er fundet skyldig i et i den offentlige Mening vanærende Forhold."
I princippet men næppe i praksis har man kunnet få to erindringsmedaljer, den særskilte medalje for deltagelse i begge krige. Dobbelt krigsdeltagelse har dog ikke har kunnet konstateres i det her gennemgåede materiale.
Kender man efternavne på ansøgere til erindringsmedaljer, kan man i en personsøgning alfabetisk søge på både 1848-50/51 og 1864 krigsdeltagelse.[224]
Rigsarkivet har til herværende undersøgelse mere brugbare totaloversigter over alle ansøgninger, der er fordelt i forskellige kategorier. Der er en inddeling efter amter 1848-50 og amter 1864. Man kan nederst i de håndskrevne ansøgninger se angivet, hvilken by og / eller sogn, ansøgeren kommer fra, ud over den angivne stillingsbetegnelse, alt i ansøgningsårene, der starter 1876. 
Til undersøgelsen er der udvalgt:
  1. Ribe Amt, Andst Herred. Ud over alle ansøgere fra Andst Herred er alle ansøgere fra Skanderup og Hjarup Sogn udvalgt særskilt som formodet repræsentative for ikke-bymæssige områder tæt på Kongeåen.
  2. Vejle Amt, Kolding Købstad. Ud af 13 herreder og 2 byer er der kun udvalgt Kolding By som den bymæssige repræsentant ved Kongeåen. 
  3. Viborg Amt, Skive Købstad og Viborg Amt, Viborg By, hvor disse to formodet ret forskellige bymæssige områder i Viborg Amt er udvalgt som bymæssige repræsentanter fra Nørrejylland.
  4. Viborg Amt, Fjends Herred. Ud af de 14 herreder i Viborg Amt er en ikke-bymæssig lokalitet udvalgt som formodet repræsentativ, nemlig hele Fjends Herred, herunder særskilt Ørslevkloster Sogn. 
Rigsarkivets fortegnelse over erindringsmedaljer er registreret "de udfærdigede", hvor der også er en kategori for "udfærdigede - ikke afhentede ansøgninger". Der er for 1848-50 registreret 148 ikke afhentede ansøgninger. For 1864 er der registreret 764 ikke afhentede ansøgninger. Det fremgår af kategorien "senere ansøgninger", at der blev ansøgt helt indtil 1924 om erindringsmedaljer.
Der er ansøgninger fra udlandet, samt såkaldt "uberettigede" og andre ansøgningskategorier, som sammen med den almindelige usikkerhed i og med, at erindringsmedaljerne først kunne søges fra 1876, der gør det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at benytte disse registreringer som helt præcise vidnesbyrd om, hvor mange og hvilke krigsdeltagere, der har været i de to krige.
På trods af de således helt åbenbare svagheder, især det tidsmæssige spænd mellem krigene og ansøgningsmuligheden fra 1876, så formodes ansøgningerne at kunne bruges som en retningsgivende indikator for krigsdeltagelsen m.h.t. antal, fordeling på land, by og de angivne stillingsbetegnelser.
Sammen med Generalstabens, A. D. Cohens og V. Cohens[225] registreringer af de faldne under de slesvigske krige formodes disse kilder samlet at kunne give et repræsentativt indtryk af den lokale krigsdeltagelse - hvem deltog, hvem mistede livet i kampene?
Deltagelsesaspektet bliver i undersøgelsen sammenholdt med intentionerne i Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849. 
Skal man have samtidens oplevelse af og holdningstilkendegivelser omkring krigene, kræves der ud over samtidens avisreportager erindringer, dagbøger mv. Og lokalt finder man om de slesvigske krige kun i noget begrænset omfang dette erindringsmateriale.

Krigsdeltagelse og tabstal i de enkelte lokaliteter 

Udtagning på navngivne personer kunne i princippet realiseres med navn, stilling / erhverv, militære grad, militære enheder og år for krigsdeltagelse, alder, fødested og bopæl. Det er kun gjort i begrænset omfang, men der er i undersøgelsens elektroniske del indlagt kald til alle disse personlige oplysninger.[226]
I undersøgelsen er der kun gjort brug af de registreredes antal, geografisk placering og angivne stillingsbetegnelser.
I princippet kunne der i alle de udvalgte lokaliteter indlægges personrelaterede undersøgelser, men det er skønnet unødvendigt inden for denne undersøgelses rammer, hvor undersøgelsens fokus er en sammenligning af de udvalgte lokaliteter m.h.t krigsdeltagelsen, om de deltagende soldater som konsekvens af Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 i væsentlig grad har omfattet andre stillingsbetegnelser end tidligere tiders bønder, samt de lokale reaktioner og eller oplevelser i forbindelse hermed.
Personregistrering med navn kunne være relevant, hvis det også skulle undersøges, om der har været gengangere fra første slesvigske krig til 1864 krigen. Det er ikke systematisk undersøgt, men udtagne stikprøver viser ingen personlige gengangere i de to krige. Hvilket også aldersmæssigt ville have været uhensigtsmæssigt med et tidsspænd på o. 15 år og en ca. indkaldelsesalder på 20-25 år.
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.[227]
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
  3. Viborg By 101 registreringer.
  4. Skive Købstad 58 registreringer.
  5. Fjends Herred 157 registreringer
1864 er der flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.[228]
  2. Kolding By 202 registreringer.
  3. Viborg By 85 registreringer.
  4. Skive By 66 registreringer.
  5. Fjends Herred 184 registreringer.
De undersøgte lokaliteter under de slesvigske krige 1848-50 og 1864.[229] 
Den i forhold til de to slesvigske krige sent åbnede mulighed i 1876 for at kunne ansøge om erindringsmedaljer for deltagelse i den ene eller - ikke konstateret - begge krige betyder:
  • En fra 12 til 25 eller flere års afstand til krigsdeltagelsen i de registrerede ansøgninger.
  • Denne tidsmæssige afstand betyder et naturligt frafald af afdøde krigsdeltagere ud over dem, der ikke har kunnet eller evt. ikke har villet ansøge.
  • Det betyder yderligere, at de angivne bopæls- og stillingsbetegnelser på ansøgningstidspunktet kan variere betydeligt i forhold til tidspunktet for krigsdeltagelsen. De helt åbenbare eksempler er stillingsbetegnelser, der opstod i forbindelse med den jernbane, der i de undersøgte lokalområder blev etableret som et resultat af Jernbaneloven af 10. marts 1861, Langå-Viborg 1863, Langå-Skive 1865, Kolding-Lunderskov-Vamdrup 1866. Der optræder her stillingsbetegnelser i relation til en jernbane, som under krigene endnu ikke var oprettet, men det var den på ansøgningstidspunktet, 1876 og herefter, og det giver i forhold til tiden for krigsdeltagelsen en forkert stillingsbetegnelse. Det er indlysende problematisk at ekstrapolere en erhvervsfordeling, der er opgivet 1876 til henholdsvis 1848-50 og 1864, idet den tidsmæssige afstand mellem krigsdeltagelsen og ansøgningerne om erindringsmedalje, hvor spørgsmålene om stilling og bopæl var de på ansøgningstidspunktet gældende, kort og godt betyder, at angivne lokaliteter og stillingsbetegnelser alle er post festum i forhold til krigsdeltagelsen. Ydermere er der eksempler på, at spørgsmålsformuleringen "Hvilken er Deres nuværende Stilling" også har kunnet misforstås, og et par steder i de benyttede ansøgninger om erindringsmedalje er blevet besvaret som ægteskabelig stilling især. Og selv om både den tids geografiske og erhvervsmæssige mobilitet var begrænset - nok mere begrænset i land- end i byområderne - så giver den tidsmæssige afstand mellem krigene og ansøgningerne helt åbenbare indskrænkninger i en meningsfuld sammenligning af bopæl og stillingsbetegnelser i de to krige.
  • Til gengæld er de angivne stillingsbetegnelser i betragtning af den tids begrænsede stillingsmobilitet i et livsforløb anset for at kunne benyttes som rimeligt dækkende karakteristikker i krigsdeltagelsens Stillingsbetegnelser, når der inddeles i oversigtsmæssige kategorier. 
I den videre behandling af de søgte og bevilgede erindringsmedaljer vil det være et næsten selvstændigt formål at benytte tidens, de fra 1876 formulerede stillingsbetegnelser. Derfor er så vidt muligt både stavemåde og de udfyldte skemaers evt. egne indplaceringer af Stillingsbetegnelserne i forhold til hinanden bibeholdt - det giver en indikation af, hvorledes ansøgerne selv placerede de benyttede stillingsbetegnelser i forhold til hinanden.
De samtidigt (1876) anførte stillingsbetegnelser skal forsøges sammenholdt med den generelle og landsdækkende, historiske erhvervsfordeling.[230]
Det ville have været værdifuldt at have haft adgang til de undersøgte lokalområders erhvervsfordeling i vurderingen af stillingsbetegnelserne i de benyttede erindringsmedalje ansøgninger.[231]
Danmarks Statistik har en oversigt, Befolkningen i 150 år,[232] der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke.[233]
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling, opgjort på trods af Hans Chr. Johansens konstatering af problemerne i det statistiske materiale med at kunne skelne landbrug og håndværk i tiden før 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
%
508
%
597
%
727
%
889
%
%
 
43,2
 
54,9
 
46,5
 
45,4
 
45,1
Fiskeri og søfart
24
 
18
 
35
 
44
 
54
 
%
 
2,9
 
1,9
 
2,7
 
2,7
 
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
 
200
 
170
 
242
 
182
 
%
 
24,9
 
21,6
 
13,3
 
15,1
 
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
 
72
 
251
 
347
 
451
 
%
 
13,6
 
7,8
 
19,6
 
21,7
 
22,9
Handel og omsætning
26
 
32
 
46
 
78
 
134
 
%
 
3,1
 
3,5
 
3,6
 
4,9
 
6,8
Serviceerhverv
59
 
55
 
82
 
92
 
132
 
%
 
7,0
 
5,9
 
6,4
 
5,7
 
6,7
Andet
45
 
41
 
102
 
71
 
127
 
%
 
5,4
 
4,4
 
8
 
4,4
 
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd.
Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse.
I kategoriseringen af de udvalgte, lokale ansøgninger om erindringsmedalje har det været muligt at udskille stillingsbetegnelsen Arbeidsmand særskilt i forhold til stillingsbetegnelser, der direkte er anført som Landarbeider o.l.
Den herunder anførte, gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit af tabelværdierne oven for og skulle i princippet kunne benyttes som direkte sammenligning med ansøgningerne om de erindringsmedaljer, der er indgivet siden 1876.
Dog så også kun i modificeret form der, hvor det i erindringsmedalje ansøgningerne også ud fra sammenhængen er muligt at henføre stillingsbetegnelsen Arbeidsmand til kategorien landbrug. Det er undladt at kategorisere Arbeidsmand under landbrug i de udvalgte byområder, fordi det her vil være tvivlsomt, hvornår stillingsbetegnelsen Arbeidsmand dækker over en til landbrug knyttet stilling, eller der er tale om en ufaglært arbejder o.l. inden for de sekundære erhverv.
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer. Her af Danmarks Statistik angivet med landarbejdere og arbejdsmænd under et i kategorien landbrug.
  •          landbrug i alt 60,1 %,
  •          håndværk og industri 22,3 %,
  •          handel og service, 12,1 %
  •          andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så nærmere skal præciseres ved at sammenholde med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt fra 1849.

Krigsdeltagelsen i forhold til folketallet

Principielt skulle den almindelige værnepligt, der blev indført med loven af 12. februar 1849 være ligeligt fordelt på by og land og på forskellige stillingsbetegnelser i modsætning til tidligere tiders værnepligt, der havde været pålagt forskellige kategorier af bønder og landarbejdere, hvilket kan betegnes som en militær værnepligt, der udsprang af jorden, men som nu fra 1849 blev direkte person- i stedet for jordafhængig. 
Den nye lov om almindelig værnepligt var en ganske omfattende reform, der for så vidt også var en naturlig konsekvens af det folkestyre, som junigrundloven var udtryk for.[234] Der var naturligvis forskellige overgangsbestemmelser og holdninger til det det rimelige i den nye lovs konsekvenser.[235]
Danmarks Statistik har udgivet specificerede folketællinger for 1801, 1840, 1860, 1870 og 1880. Herfra er der udvalgt og beregnet et gennemsnit af 1870 og 1880 folketællingernes folketal, hvilket er skønnet mest korrekt i forhold til ansøgningsåret 1876 og herefter for erindringsmedaljer.[236]
De registrerede og udregnede gennemsnitlige % andele for krigsdeltagelse, d.v.s. modtagere af erindringsmedaljer ser således ud.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
Fjends Herred
Skive
Viborg
1848-50
2,9
2,9
1,8
2,1
2,5
1,4
1864
2,9
3,9
3,2
2,4
2,9
1,2
Man kan sige, at under første slesvigske krig 1848-50, hvor den almindelige værnepligt blev indført 1849, levede de krigsdeltagende soldaters, erindringsmedalje modtagernes andele af befolkningen helt op til forventningerne, at de største procentdele finder man i de mest udpræget landlige områder, hvor beskæftigelsen inden for landbruget har været dominerende - Skanderup Sogn og Andst Herred med 2,9 % mod Koldings kun 1,8 % og især Viborgs kun 1,4 %.
Landområderne havde større krigsdeltagelse end byområderne Kolding og Viborg. Dog ikke i forhold til Skive Købstad, der her lå på niveau med landområderne, forbavsende nok med større krigsdeltagelse end det her udvalgte landområde, Fjends Herred.
Krigsdeltagelsen 1864 i Kongeå området ændrede sig med en markant stigning i Koldings krigsdeltagelse i forhold til landområderne i Andst Herred, hvor Koldings krigsdeltagelse lå over herredets, men dog stadig under krigsdeltagelsen i landsognene - Skanderup og Hjarup.
I det nørrejyske område ses denne ændring fra første til anden slesvigske krig ikke, Viborg har som byområde stadig markant mindre krigsdeltagelse end både Skive Købstad og landområdet Fjends Herred. Landområdet Fjends Herred har mindre krigsdeltagelse en byområdet Skive, hvilket dels kan være en konsekvens af den almindelige værnepligt, men måske også at Skive under 1864 krigen stadig har været en art mellemting mellem det nærtliggende byområde, Viborg og landområdet Fjends Herred.

Lokalitetsundersøgelsen, problemstilling og metode 

Præsentationen af registrerede stillingsbetegnelser i de udvalgte lokalområder vil være i sammenfattede kategorier, men med henvisninger til de specificerede tabeller, der er udarbejdet som dokumentation for de sammenfattede resultater. 
Hensigten er at undersøge krigsdeltagelsen blandt de udvalgte områders stillingsbetegnelser, som de blev angivet i 1876 og fremefter, og her forsøge at få præciseret om og i hvilket omfang, den almindelige værnepligt har haft konsekvenser for krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Hertil hører også et regionalt aspekt, om der kan konstateres forskelle mellem de undersøgte lokaliteter ved Kongeåen og de udvalgte nørrejyske lokaliteter. Samt om der er konstaterbare forskelle mellem land- og byområder.
I krigsdeltagelsen i % af folketallet er de udvalgte områder omkring Kongeåen førende i forhold til de udvalgte nørrejyske områder. Bortset fra, at Skive som byområde i det nørrejyske har flere træk fælles med de udvalgte landområder i krigsdeltagelsen, så er der også en helt markant forskel på Kolding og Viborg som udvalgte byområder fra første slesvigske krig til 1864 krigen. 
Det vil inden for den givne undersøgelses præmisser give mening at foretage en
hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug overfor andre stillingsbetegnelser, hvor forskellige former for håndværk, handel og service samt andre stillingsbetegnelser, der historisk har dækket det bedre borgerskab eller fattige o.a. fra samfundets bund kan konstateres.
Formålet med denne hovedopdeling er at kunne konstatere om, og i hvilket omfang krigsdeltagelsen
·         undergik et skifte fra landbrugserhvervet til andre stillingsbetegnelser i løbet af de to slesvigske krige,
·         om der i forhold til folketal, erhvervsfordeling og regionale forskelle kan påpeges skift i krigsdeltagelsen som en konsekvens af ændringen i den militære værnepligt fra 1849. 
Der vil i undersøgelsen blive henvist til dokumentation i de udvalgte lokaliteters optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Desuden vil de herfra grupperede tabeller blive anvendt. Disse tabeller er konstrueret med henblik på en overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser, og der er grupperet inden for den erhvervsfordeling, der ønskes undersøgt. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfatter mange og ganske forskelligt artede stillingsbetegnelser.
Det ville være værdifuldt at kunne skelne mellem ejere af landbrugsejendomme, ejendomsstørrelser og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ikke, dertil er der ikke spurgt eller svaret præcist nok i ansøgningsskemaerne.
Dog kan der så nogenlunde etableres kategorier med Stillingsbetegnelserne Gaardmænd, -ejere over for Huus- og Boelsmænd, sammen med noget diffuse kategorier som Landmand, Bonde, Jordbruger, Forpagter o.l. Samt endelig en sammenfattende kategori med Karle, Røgtere, Dagleiere, Arbeidsmand o.l., som må betragtes som de lavest placerede i hierarkiet på landet.
Der er adskillige eksempler i det benyttede materiale på, at stillingsbetegnelsen er angivet med flere betegnelser som f.eks. Huusmand, Boelsmand og Dagleier eller Arbeidsmand, hvorfor der er indbyggede problemer med at finde dækkende kategorier med et entydigt indhold.
Omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kunne der i tiden omkring og efter 1876 herske tvivl om, hvorvidt der i princippet kunne være tale om en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft. I det benyttede materiale viser der sig i en lang række tilfælde klart, at betegnelsen snarest er dækkende for Dagleiere o.a. mere løs arbejdskraft i den tids landbrug.
Betegnelsen Arbeidsmand formodes derfor primært at have dækket over landarbejdere, daglejere o.l., især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup. Tvivlen bliver der forsøgt taget hånd om i gennemgangen af de udvalgte byområder, der dog også har vist sig at være så forskellige, at det ikke befordrer præcisionen i indplaceringen af Arbeidsmand i de valgte kategorier. 
Den samlede hovedgruppering ”tilknyttet landbrug” vil således komme til at rumme hele spektret fra højt til lavt placeret i det sociale hierarki, men hvor de er muligt med belæg i kilderne, vil der blive peget på, hvilke dele af spektret inden for de valgte områder, der har været tale om.

Lokaliteten Andst Herred

 
Her foretages undersøgelsen af det regionale område ved Kongeåen på herreds niveau i forhold til sogne- og det bymæssige niveau med Skanderup, Hjarup Sogn og Kolding By, Købstad. 
Det kan indledende konstateres, at krigsdeltagelsen i herredet i første slesvigske krig sammen med landsognene Skanderup og Hjarup med 2,9 % lå pænt over krigsdeltagelsen i Kolding By, der havde en krigsdeltagelse på 1,8 % i forhold til folketallet.
Der skete en betydelig ændring med krigsdeltagelsen i forhold til folketallet i 1864 krigen, hvor Andst Herred forblev på samme niveau, men hvor både Skanderup, Hjarup Sogn med 3,9 % og Kolding By med 3,2 % lå over herredets krigsdeltagelse i forhold til folketallet.
Principielt ville det være muligt at beskrive både lokaliteten Andst Herred og de øvrige, undersøgte lokalområder med personangivelser på baggrund af de i det dokumentariske materiale indlagte kald til ansøgningsskemaerne med de personlige specifikationer med bl.a. navn, by og sogn. Personspecifikationer er kun foretaget for lokaliteterne Skanderup, Hjarup Sogn fra Kongeå området og for Ørslevkloster Sogn fra det nørrejyske område. Ud over navn og lokalitet på landsby og sogneniveau kunne der i langt de fleste tilfælde også indhentes oplysninger om militære enheder, militær rang o.l. Det forekommer med det tilgængelige kildemateriale ikke at være relevant med disse oplysninger, ej heller med det givne formål med undersøgelsen.
Dokumentationen for undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Andst Herred,[237] og stillingsbetegnelserne her er ydermere grupperet i de til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[238] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50

I denne gruppe var der ud af 258 personer 218 personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Fordelingen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug var 58 personer med stillingsbetegnelser som Gaardmand, Gaardeier, Selveier, 66 som Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Arbeidsmand, Tjenestekarl, 94 som Huus-, Selveierhuus-, Fæstehus-, Boelsmand, Fisker i trange Kaar, Invalideforsørgelse, svagelig Krigsinvalid, Indsidder, Dagleier.
De 218 personer med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug 1848-50 udgjorde 85,2 % af alle områdets stillingsbetegnelser. 
Det er muligt - og giver mening - her at konstatere, at omkring en fjerdedel, 58 personer, 26,6 % af de krigsdeltagende havde en stillingsbeskrivelse som Gaardmand, -Eier eller Selveier. Resten, de fleste, 160 personer, 73,4 % havde Stillingsbetegnelser inden for det minimale hartkorn samt forskellige former for tyende og landarbejdere.
Der var således i landområdet Andst Herred en ganske markant krigsdeltagelse i første slesvigske krig af hovedsageligt stillingsbetegnelser inden for erhvervsgruppen landbrug.
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger   
I alt landbrug 
Gaardmand, Gaard-eier,
Landmand, Bonde,
Avlsbruger, Selveier m.v.
Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Huusmand m. fl.
Ansøgninger i alt, landbrugs%
218
58
160
258
%
26,6
73,4
84,5

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1864

Der var 1864 ud af 353 personer i alt 260 personer i landbrugsgruppen og her 45 personer med stillingsbetegnelser som Gaardeier og Gaardmand, 61 som Landmand, Bonde, Bunde, Selveier, Jordbruger, Avlsbruger, hvor der også supplerende var Vognmand som stillingsbetegnelse, 82 som Huus-, Boelsmand, Leiehusmand og Dagleier, 18 som Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl og 54 som Arbeidsmand.
I alt udgjorde de 260 personer med Stillingsbetegnelser inden for landbrug 73,7 % i 1864. 
Der er et konstaterbart fald i landbrugets andel - fra 85,2% til 73,7 % - i krigsdeltagelsen fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Der er også et konstaterbart fald i krigsdeltagelse for gruppen med det formodet største hartkorn, Gaardeier og -Mand der er faldet fra 26,6 % til 12, 7 % af de krigsdeltagende, medens det absolut mindste hartkorn, Huusmand o.l. samt tyende med et fald fra 73,4 % til 43,6 % også er reduceret betydeligt i krigsdeltagelse.
Krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelser inden for landbruget faldt i Andst Herred i løbet af de to slesvigske krige. Med det konstaterbart største fald for det større hartkorn med mere end en halvering. De mindre hartkorn, husmænd o.l. samt tyende, daglejere o.l. havde et lidt mindre fald til o. 40 % i krigsdeltagelsens andel.
I forhold til landsgennemsnittet med 60,1 % beskæftiget inden for landbrug i Danmark i perioden 1860-80, så må landbrugets andel af krigsdeltagelsen i Andst Herred stadig karakteriseres om betydelig men med faldende tendens.
Stillingsbetegnelser i Andst Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger   
Landbrug
Gaardeier, Landmand, Bonde,
Bunde, Avlsbruger,
- og Vognmand, Selveier,
Jordbruger
Dagleier og Leiehusman
og Huus Mand, Hus-, Boelsmand,
Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl, Arbeidsmand 
Landbrug i alt
Landbrugs% af i alt
 
106
154
260
353
%
40,8
59,2
100
73,7

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 1848-50 og 1864

I denne gruppe var der 1848-50 ud af 258 personer 14 med stillingsbetegnelser som Murer, Tømrer, Sne(d)ker med mestre, ind imellem samtidigt Huusmand eller Jordbruger og 16 med stillingsbetegnelser som Væver, Skrædder, -Mester, Smed, hvor alle samtidigt benævnte sig som Husmand. Eller stillingsbetegnelser som Høker, Bødker, Hjuler, Træskomand, Straatækker, ind imellem samtidigt hermed benævnt Husmand. Her er der således et konstaterbart problem med blandede stillingsbetegnelser.
Ses der bort fra den samtidige yderligere betegnelse som Huusmand, så antages håndværksstillingsbetegnelserne her at være den korrekte kategorisering.
Under denne forudsætning var der i alt under første slesvigske krig 30 personer eller 11,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., men hvor de fleste havde nogen konstaterbar sideløbende tilknytning til landbrug.
I håndværksgruppen var der i 1864 krigen ud af 353 personers stillingsbetegnelser 21 som Murer, Tømrer, Snedker, Maler, Skrædder, Uhrmager med mestre, 18 som både væver og Insidder, Træskomand, Skomager, Træarbeider, Træflisefabrikant, Ølbrygger, Bødker, Smed, Vognfabrikant, Slagter og 6 personer som Møller, -Svend, Mølleforpagtere (begge Rolles og Drabæks Mølle).
I 1864 var der i alt 45 personer eller 12,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 
Landsgennemsnittet for beskæftigede inden for håndværk, industri o.l. var 1860-80 på 22,3 %. Krigsdeltagelsen for håndværk o.l. i Andst Herred lå betydeligt under, o. 11-13 %.
Selvom der er ændringer i de konkrete stillingsbetegnelser og færre med tilhørende stillingsbetegnelser som Husmand o.l., så er håndværksgruppens procentandel relativt konstant under begge de slesvigske krige.
Landbrugets faldende procentandel må således være kommet fra andre stillingsbetegnelser.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet, herunder uspecificeret

Der var 1848-50 ud af 258 personer en enkelt Høker, som med sin stillingbeskrivelse repræsenterede gruppen handel og service. Desuden var der 8 personer, 3,2 %, som repræsenterede en Skolelærer, Aftægt, Partikuloir, uidentificerede Stillingsbetegnelser og en Jernbanearbeider samt en Ledvogter. 
Der var 1864  ud af 353 personer som repræsentanter for handel og service 8 personer med stillingsbetegnelser som Kornhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Høker og Husmand på Landet, 5 personer som Bestyrer på Fattiggaard i Veerst, Holte (Vamdrup) og Bekke[239], 5 personer som Indsidder, 6 personer som henholdsvis Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør (fra Veerst), Postbud, Politibetjent, 13 personer ved jernbanen med stillingsbetegnelser som Jernbaneassistent, Vandpumper, Colonne Formand (Vamdrup og Lunderskov), Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser, Vognopsynsmand, og 11 uidentificerede.
Det giver 48 personer eller 10,2 % for de ganske sammenbragte stillingsbetegnelser inden for handel og service og 3,1 % for de uidentificerede stillingbetegnelser.
Tallene er ikke så oplysende for gruppens sammensætning, men en ret klar indikation af, at forskydningen i Andst Herred i krigsdeltagelsen fra landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser er sket med bidrag fra andre stillingsbetegnelser end håndværk i en gruppe, der sammenfattende kan kaldes handel, service, liberale erhverv og andet, uidentificeret. Denne gruppe er procentuelt vokset med over 30 % og kan således næsten matche faldet i landbrugets andel på o. 40 %.
Andst Herred er som landområde et godt eksempel på, at den almindelige værnepligt fra 1849 kom til at betyde, at krigsdeltagelsen i forhold til folketallet reduceredes i forhold til den konstaterede krigsdeltagelse 1864 i Kolding By, der især har Stillingsbetegnelser inden for gruppen af byerhverv.
I Andst Herred er der lidt ud over det almindelige både en læge, en lærer og en ingeniør som krigsdeltagere i 1864. 

Lokaliteterne Skanderup Sogn og Hjarup 

 
Schleswig, nebst einem theile v. Jutland u. Funen 1850, Konturkoloreret litografi C. Flemming.
Herunder Koloreret litografi tillige militairt orienteringskaart over Krigsskuepladsen C. Henckels K. A. Kjöbenhavn, 1850. Bemærk Skodborg Aa, Kongeaaen som grænse indtil Vamdrup, hvor åen bliver til bække, der løber til Skanderup og Hjarup. Bækken danner i Skanderup skel mellem Wissingsminde og Grønvanggaard, løber igennem og ”fodrer” landsbyens to branddamme.[240]
Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Lokalitetsfordelingsmuligheden gælder alle de undersøgte lokaliteter med landområder, hvor herreder er inddelt i sogne, og det enkelte sogn er opdelt i tilhørende landsbyer. Det giver dog næppe nogen mening at slutte noget ud fra den fundne registrering på sognets lokalområder, hvor ændringer i de lokale folketal skal iagttages sideløbende, og så specificerede lokale folketal har Danmarks Statistik ikke.[241]
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for Andst Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse.

Folketællinger og krigsdeltagelse

Man kan ud fra folketællingen i 1850[242] identificere 12 fra Skanderup Sogn og ingen fra Hjarup,[243] der var registreret som soldater, hvilket så viser sig at være noget misvisende for sognets og Hjarups deltagere i den første slesvigske krig. Vurderet ud fra antallet af ansøgte erindringsmedaljer var der 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, i alt 45 godkendte ansøgere til erindringsmedalje[244] for deltagelse i krigen 1848-50. Dette antal må betragtes som et mindste- og formentlig temmelig korrekt mål for den lokale krigsdeltagelse 1848-50.
Den manglende overensstemmelse med folketællingen kan skyldes optællingstidspunktet for folketællingen, hvor de optalte måske har været hjemsendt fra militærtjenesten, og har fået en civil stillingsbetegnelse i folketællingen. 
Sammenholder man personoplysninger i 1850 folketællingen, hvor der er registreret 12 som soldater fra Skanderup Sogn, med de 25 ansøgere fra Skanderup Sogn om erindringsmedalje for krigsdeltagelse 1848-50, så er det bemærkelsesværdigt, at kun 3 fra de i folketællingen registrerede optræder som ansøgere til erindringsmedalje. De resterende 9 soldater fra 1850 folketællingen må så enten være afgået ved døden, eller de har af anden grund i 1876 undladt at ansøge om erindringsmedaljen. 
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer,[245] hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer,[246] hvoraf ingen er registreret indkaldt som soldat. Men befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup.
I betragtning af indførelsen af den almindelige værnepligt 12. februar 1849 har Skanderup Sogns og Hjarups krigsdeltagelse helt utvivlsomt mindst været de 45 registrerede ansøgere til erindringsmedaljen frem for det antal, der kan udlæses af 1850 folketællingen.

Stillingsangivelserne 1848-50 og 1864 i Skanderup Sogn og Hjarup

Som dokumentation for de følgende undersøgelsesresultater henvises der til de for Andst Herred[247] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje samt tilsvarende for Skanderup Sogn og Hjarup 1848-50[248] og 1864[249].  Desuden er der sammenfattende tabeller[250] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfattede som anført mange og ganske forskelligartede stillingsbetegnelser.
Første slesvigske krig
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget[251]. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %.  Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.[252]
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med Andst Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.
1864 krigen, udviklingen siden første slesvigske krig
Krigsdeltagelsen i 1864 krigen[253] var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet, så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i Andst Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Dog med forbehold over for de i 1876 med stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften.[254]

Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige

Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn[255], heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side.[256] Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864,[257] heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de faldne optalt til 3, som faldt under kampene ved Ejstrup.[258]
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten[259] er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. Ud fra V. Cohens angivelser var der 5 faldne i 1864,[260] som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige,[261] med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, her kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp[262] i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater,[263] med tilhørende katalognumre,[264] dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.

Folketællingsoplysninger og ansøgningerne om erindringsmedalje

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering.[265]  
Krydskontrol af folketællingernes tal for soldater og tallene for ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36.388, der har søgt om erindringsmedalje. Og at der således også i Skanderup og Hjarup Sogn må antages at have været flere indkaldte soldater end de 45, der er registreret som ansøgere til erindringsmedalje.
De manglende ansøgere må så formodes at være afgået ved døden på ansøgningstidspunktet.
De i Skanderup og Hjarup Sogn 45 ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer må antages at have været et absolut mindstemål for krigsdeltagelsen.

Sammenfattende om landdistrikterne i Andst Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn

Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, udgør i Andst Herred 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet Andst Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[266]
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn lå med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af Andst Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   

Lokaliteten Kolding By

 
I forhold til stillingsbetegnelserne i Andst Herreds landområder kan Kolding by, købstad, Vejle Amt naturligvis fremvise mere omfattende og noget anderledes stillingsbetegnelser.
Der foretages også i Kolding By en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug, set i forhold til andre stillingsbetegnelser.
I en større by som Kolding må der forventes forskellige former for stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., handel, service o.l. samt en gruppe af stillingsbetegnelser for det bedre borgerskab i øvrigt.
Som dokumentation henvises der til de for Kolding By og Købstad [267] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Der er også for Kolding sammenfattende tabeller[268] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
Det ville også i Kolding have været værdifuldt at kunne skelne mellem ejere og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ej heller her, eller kun sporadisk. Dertil er der ikke spurgt og svaret præcist nok i 1876.
Der kunne for så vidt i tiden omkring og fra 1876 i Kolding være tvivl om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der i princippet kunne være en på denne og en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft inden for de sekundære erhverv, men som i det benyttede materiale i en række konstaterbare tilfælde klart har vist sig at være en betegnelse, der er dækkende for landarbejdere, daglejere o.l.[269] Dette naturligvis især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup samt Andst Herred. I Kolding er dette en mere tvivlsom antagelse.
Der har sikkert været landarbejdere bosat i den tids Kolding, men om det gælder alle, der har angivet stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, er det umuligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag, ansøgningerne om erindringsmedaljer.[270] Der kan dog næppe være tvivl om, at stiilingsbetegnelsen dækker over den tids socialt lavest placerede i både land- og byerhverv, i byerhvervene - som i Kolding - så muligvis også i nogen udstrækning en stillingsbetegnelse for den tids ufaglærte arbejdskraft.
Hvor det har været muligt og direkte angivet i ansøgningsmaterialet, der er andre med stillingsbetegnelser i kombination med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand blevet udskilt som de arbejdere i de sekundære erhverv, som deres stillingsbetegnelser angiver.

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige

De registrerede erindringsmedaljer for Kolding By viser i en sammenlignende opstilling med grupperede stillingsbetegnelser for begge de slesvigske krige, at der vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 111 erindringsmedaljer for deltagere i første slesvigske krig og 202 for deltagere i 1864 krigen i Kolding By, Købstad kan konstateres en gruppe med direkte tilknytning til landbrug med stillingsbetegnelser som Fæstemand Koldinggaard, Dagleier, Gartner, Huusmand, Landarbeider, Gaardekarl, hvor der 1848-50 var 9 personer, hvortil kom 22 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der her anses for at have været landarbejdere. Det kan dog ikke afvises, at en større eller mindre del af de 22 personer med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kan have været beskæftiget i sekundære erhverv som ufaglært arbejdskraft.
Sammenlagt udgjorde disse 31 personer 27,9 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50.[271] Alternativt udgjorde de 9 personer med helt sikker landbrugstilknytning 8,1 %.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for deltagelse i 1864 krigen har 13 personer med direkte tilknytning til landbrug samt 28 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand. Her som ved første slesvigske krig er andre arbejdere end de direkte som Arbeidsmand anførte fjernet, og stillingsbetegnelsen Arbeidsmand for de medtagne formodes også her at have været landarbejdere, blot bosat i byen Kolding. 
Sammenlagt udgjorde disse 41 personer 20,3 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1864.[272] Alternativt udgjorde de 13 personer med direkte tilknytning til landbrug 6,4%.
Der kan konstateres et svagt men ikke bemærkelsesværdigt fald i stillingsbetegnelser knyttet til landbrug fra første til anden slesvigske krig i Kolding. Og dette uanset, om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand medregnes under landbrug.[273]

Stillingsbetegnelser inden for håndværk, industri o.l. i de to slesvigske krige

En gruppe med anførte stillingsbetegnelser for andre arbejdere end direkte opgivet som Arbeidsmand var Fabriks-, og Maskinarbeider, Tobaks-, Cigararbeider, Lagerarbeider, Ølhenter. I denne kategori var der i 1848-50 og 1864 tilkendegivet 5 henholdsvis 13 personer. 
Sammenlagt udgjorde de 5 personer 5,4 % af bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50,[274]1864[275] udgjorde de 13 personer 6,4 %. 
Gruppen af forskellige former for håndværk 1848-50 havde stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
1864 var stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
Gruppen af håndværkere inkl. andre arbejdere udgjorde henholdsvis 36 i 1848-50 og 97 personer i 1864. 
Sammenlagt udgjorde de 36 personer 32,4 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje i 1848-50[276] og de 97 personer 48,0 % i 1864.[277]
Der var tale om både mestre og svende.
Der kan i Kolding konstateres en stigning i stillingsbetegnelser knyttet til håndværk fra første til anden slesvigske krig, der regnet i procentpoint overgår faldet i landbrugets andel i krigsdeltagelsen.  

Stillingsbetegnelser inden for en gruppering af handel, service og blandet bedre borgerskab

I en temmelig sammenbragt gruppe af stillingsbetegnelser, som overordnet kan kaldes handel, service, offentlige myndighedspersoner samt det bedre borgerskab, finder man 1848-50 stillingsbetegnelser som Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent, Værtshusholdere, Gæstgivere.
Disse stillingsbetegnelser udgjorde tilsammen 30 personer eller 27,0 % i 1848-50.
I samme gruppering finder man 1864 stillingsbetegnelserne Kjøbmand, Detailhandler, Handelsmand, Commis, Marschandiser, Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek,[278] Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller, Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper, Værtshus-, Kroholder, Giestgiver.
Denne kategoris stillingsbetegnelser udgjorde sammenlagt 56 personer eller 27,7 % i 1864.
Gruppen med stillingsbetegnelser inden for handel, service og blandet, bedre borgerskab er konstaterbart forøget på niveau med håndværksgruppen i løbet af de to slesvigske krige, og har udgjort en temmelig stor andel af de krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.[279] 

Stillingsgrupper med uidentificerbare, blandede og fåtallige stillingsbetegnelser

Den i realiteten misvisende gruppe 1848-50 med stillingsbetegnelser inden for den først efter de slesvigske krige etablerede jernbanedrift har 2 stillingsbetegnelser som Jernbane Arbeider og -Restauratør. I 1864 er der 5 tilsvarende stiilingsbetegnelser som Stationsbud ved Kolding Jernbane, Karl ved Jysk Fynske Jernbaner, Jernbaneassistent, Jernbanebetjent og Ledvogter, Portør ved Jernbanestationen Kolding.
Der er desuden en gruppe ikke-identificerbare, d.v.s. ulæselige og fåtallige stillingsbetegnelser som Graver, Brøndborer, Ølhenter, Fattiggaard, Invalid o.l., som 1848-50 udgjorde 14 personer, 12,6 %, og som 1864 udgjorde 8 personer, 4,0 %.[280]   

Sammenfatning Kolding By

De anførte resultater i simplificeret tabelform er kommenteret i forhold til de originale angivelser af stillingsbetegnelserne i ansøgningsskemaerne.
Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l. Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbruget - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart[281] ikke var tilfældet 1848-50.
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849[282] som en konsekvens af især borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker,[283] at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad i forhold til folketallet lå under første slesvigske krig betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 % mod 1,8 % for Koldings krigsdeltagelse i forhold til folketallet. Det ændrede sig markant med Kolding krigsdeltagelsen i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %. 1864 lå krigsdeltagelsen for Kolding by med 3,2 % af folketallet betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så højt som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i Andst Herred med 2,9 %.
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man måske formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 muligvis kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med 
stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser.[284] Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst,[285] og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.

Lokaliteten Fjends Herred 

 
Kort over den vestlige Deel af Viborg Amt, tegnet af Th. Gliemann Mansa, Konglt. Steentr. A[brahamsson, 1825.
Her undersøges et samlet regionalt område omkring Limfjorden på herreds niveau i forhold til et sogne- og det bymæssige niveau med Ørslevkloster Sogn, Skive og Viborg By, Købstad. 
Dokumentationen for denne del af undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Fjends Herred med de hertil ydermere grupperede, til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[286]

Krigsdeltagelse og folketal

I forhold til folketallet ligger krigsdeltagelsen lavere i Fjends Herred end i landområderne ved Kongeåen, hele Andst Herred, herunder Skanderup Sogn, nemlig en krigsdeltagelse i Fjends Herred med 2,1 og 2,4 % i de to slesvigske krige mod 2,9 % for Andst Herred i begge krige og i Skanderup og Hjarup Sogn med henholdsvis 2,9 og 3,9 % i de to krige.[287]
Den lavere krigsdeltagelse i dette landområde i forhold til landområdet ved Kongeåen kan tjene som en indledende konstatering, der i den videre undersøgelse skal suppleres med dette landområdes krigsdeltagelse i forhold til de udvalgte byområder Skive og Viborg, som også er udvalgt fra Limfjordsområdet.
Der blev i herredet for krigen 1848-50 indgivet og bevilget 157 ansøgninger om erindringsmedalje. Tilsvarende blev der for krigen 1864 indgivet og bevilget 184 ansøgninger om erindringsmedalje.[288] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

I første slesvigske krig er der stort set kun registreret ansøgere til bevilgede erindringsmedaljer for personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug, nemlig 152 personer, 96,8 % af alle, hvor stillingsbetegnelser som Gaardmand, -eier, Landmand, Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger, Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster, Tjenestekarl, udgjorde 133 personer.
Med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", som må formodes at have været daglejere, landarbejdere, inkluderet i gruppen med landbrug, var der 19 personer.  
Endelig var der 5 personer med andre stillingsbetegnelserne.
Gaardmand-, eier udgjorde 50 personer eller 31,8 % af alle, en betydelig repræsentation af det bedre hartkorn over for de resterende 102 personer, 65,0 % af alle, som repræsentanter for det mindre hartkorn med Husmand o.l., tyende og daglejere.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1848-50 af 157 bevilgede ansøgninger    
Landbrug         
Gaardmand
Landmand, Jord-, Avlsbruger,
Fiskeri, Huus-,Boelmand,
Husfæster, Tjenestekarl,
Arbeis-, Aftægtsmand, Insider
Skovfoged, Tømrer, Uidentificeret
I alt
152
 
50
 
102
5
157
96,8
32,9
67,1
3,2
%
I Fjends Herred var i første slesvigske krig soldater-, krigstjenesen helt dominerende, med 96,8 % hentet fra stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Til sammenligning var der i Andst Herred 218 personer eller ”kun” 85,2 % med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug i første slesvigske krig.
Heraf udgjorde omkring en fjerdedel, 26,6 % af de krigsdeltagende personer stillingsbetegnelser som Gaardmand, -Eier eller Selveier, hvilket her karakteriseres som det bedre hartkorn.
I 1864 krigen afveg Fjends Herred ikke meget men dog noget, idet de 184 bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje for langt de flestes vedkommende stadig havde stillingsbetegnelser inden for landbrug med 159 personer eller 85,9 %.
Stillingsbetegnelserne under landbrug var Gaardeier, -mand, forpagter, Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand, Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand, Arbeids-, Arbejdsmand, Indsidder, Fisker, Gartner, Skovfoged.
1864 udgjorde stillingsbetegnelsen Gaardeier, -mand, -forpagter 43 personer eller 23,2 %, der repræsenterede det bedre hartkorn, medens det mindre hartkorn med husmand o.l. samt daglejere, tyende o.l. udgjorde 116 personer eller 62,7 %.
Til sammenligning var krigsdeltagelsen inden for stillingsbetegnelser med landbrug i Andst Herred 85,2 og 73,7 % i henholdsvis første slesvigske krig og 1864 krigen. Her var det bedre hartkorns krigsdeltagelse med o. 11-12 % betydeligt lavere end de tilsvarende 23 - 27 % i Fjends Herred i 1864.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1864 af 184 bevilgede ansøgninger
 
Landbrug  
I alt og % af i alt 184.      
Gaardeier, -mand, forpagter
Landmand, Tjenestekarl,
Jordbruger, Røgter, Avls-,
Lanmand, Huusmand, Landarbeider,
Boelsmand, Arbeidsmand
Insidder, Gartner, Skovfoged
I alt
159
 
43
 
110
 
6
184
86,4
 
27,0
 
69,2
 
3,8
%

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Af de resterende 5 personer, der i første slesvigske krig ikke kunne henregnes under landbrug, var der 1 stillingsbetegnelse som Skovfoged, 2 som Tømrer og 2 uidentificerbare.
I 1864 krigen var der Inden for håndværk o.l. 15 personer, 8,1 % med stillinsbetegnelser som Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier, Tømrer, Murer, Snedker og Indsidder, Møller, MølleBygger, -Svend.
Der var ikke mange håndværksfag repræsenteret i krigsdeltagelsen, men dog flere 1864 end i første slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser handel, service og andet

I første slesvigske krig er der ingen registreret i denne restgruppe.
1864 var der i den blandede gruppe af stillingsbetegnelser 11 personer, 6 % med stillingsbetegnelserne Købmand, Detailist, Paa Forsorg, Skolelærer og Kirkesanger, Statsbanerne samt 5 uidentificerbare.
Selv om Fjends Herred fra første slesvigske krig til 1864 krigen reducerer landbrugets andel, er der stadig tale om en ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864
I Andst Herred er der tilsvarende i 1864 krigen 260 personer eller ”kun” 73,7 % med Stillingsbetegnelser inden for landbrug.
I begge landområderne, Fjends og Andst Herred er der tale om et fald i landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser fra første slesvigske til 1864 krigen, men i Fjends Herred med markant flere landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser end i Andst Herred. For så vidt to modsatrettede tendenser, når man medtager krigsdeltagelsen i forhold til folketallet, der var 2,9 % i begge slesvigske krige i Andst Herred mod 2,1 og 2,4 % i Fjends Herred, faktisk den laveste i begge slesvigske krige blandt de udvalgte landområder.

Lokaliteten Fjends Herred med Ørslevkloster Sogn  

 
Ørslev Kloster fra syd og i Danmarks Statistik.
 
 
Stillingsbetegnelserne for at have deltaget i første slesvigske krig omfatter i det lille landsogn Ørslevkloster 21 personer, der alle kan rubriceres inden for landbrug, nemlig som Gaardmand, Huus-, Hus-, Boelsmand, Landmand, Jordbrug og Fiskeri, Arbeidsmand, Tjenestekarl, Aftægtsmand.
Heraf 4 eller 19 % med stillingsbetegnelsen Gaardmand, det lidt større hartkorn mod 17 eller 81 % med stillingsbetegnelser som Huusmand o.l., det lille hartkorn samt tyende, aftægt o.l.
Krigsdeltagelsen faldt 1864 fra 21 personer i første slesvigske krig til i 1864 krigen kun at udgøre 15 personer.
Selv for et landsogn er det bemærkelsesværdigt, at der 1864 kun var en møllebygger og en skovfoged, velsagtens i skoven til herregården Ørslev Kloster, der i stiilingsfortegnelserne varierer i forhold til de ved landbrug beskæftigede. 1864 var der kun en enkelt Gaardmand, det lidt større hartkorn. Resten var det mindre hartkorn, Fisker og en Gartner.
Og sammenlignet med landsognet Skanderup Sogn og Hjarup er der kun en minimal repræsentation af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. daglejere, landarbejdere. Der var i dette landsogn ej heller tilkommet en jernbane, der som andre steder, også i landsognene Skanderup og Hjarup i 1876 satte sit præg på stillingsbetegnelserne.
Derimod var der både 1848-50 og 1864 stillingsbetegnelser med fiskeri, som kan tilskrives beliggenheden ved Limfjorden. 
  
J. J. Bruun, Schifve, ... Ao. 1755.[289]Lokaliteterne 1-11 er trukket op og er: 1. Vor Frue Kirche, 2. Torvit, 3. Schifve-Huus, 4. Vester-gade, 5. Adel-gaden, 6. Nørre-gaden, 7. Øster-gaden, 8. Ting-gaden, 9. Slots-gaden, 10. Sønder-Bye, 11. Schifve-Aae.
 
Skive Købstad, Trap, kort 1900. 
I dette format er kortet vanskeligt aflæselig. Derfor en medfølgende digital henvisning fra Trap Beskrivelse af Kongeriget Danmark III Udgave. [290] Som Skive så ud efter den relativt nyanlagte jernbane og begyndende industrialisering. Men stadig præget af landbruget som omkringliggende, dominerende hovederhverv.
 
1755 kortet er vendt syd-nord, Trap kortet nord-syd.
 
 
De registrerede erindringsmedaljer for Skive By[291] bærer præg af, at der til byområdet også hørte deciderede landområder i det, der den gang var byens yderområder.
Der blev til første slesvigske krig fra Skive By, Købstad indsendt og bevilget 58 ansøgninger om erindringsmedalje for krigsdeltagelse.
Der skal for Skive som for de øvrige byområder tages forbehold over for placeringen af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som her i den indledende tabellariske oversigt er placeret under henholdsvis landbrug og håndværk o.l. Der er helt afgjort ikke tale om et enten eller, således som stillingsbetegnelsen her er placeret for overskuelighedens skyld.
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive[292]
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Den mangelfulde viden om, hvad stillingsbetegnelserne anno 1876 de facto dækker over, giver en heraf følgende tvetydighed i nogle af de heraf afledte slutninger.
Af de 34, potentielt kun 21 stillingsbetegnelser inden for landbrug var der 2 Gaardmænd 1848-50, men ingen af de 21, potentielt kun 9 i 1864 var med stillingsbetegnelser fra det lidt større hartkorn. Stillingsbetegnelserne Husmand, Huusmand, Boelsmand figurerer med 11 personer eller 19 % 1848-50. I 1864 var der ikke registreret personer med disse stillingsbetegnelser.
I begge de slesvigske krige var i Skive stillingsbetegnelsen Arbeidsmand - ligesom i landlokaliteten Andst Herred ved Kongeåen - den som enkeltstående stillingsbetegnelse dominerende. I Andst Herred med henholdsvis 21,7 % og 15,3 % af stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864, i Skive med 13 personer, 22,4 % i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12 personer, 18,2 % med stillingbetegnelsen Arbeidsmand.  
I tabellen forudsættes det, at denne stillingsbetegnelse kan have dækket over forskellige former for landarbejdere eller alternativt ufaglært arbejdskraft i de sekundære erhverv i Skive by. Den alternative gruppering for stillingsbetegnelsen er derfor håndværk o.l., hvor det desværre er helt umuligt at nuancere i forhold til et enten, eller.
Af andre stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var der i første slesvigske krig angivet 6 personer som Landmand, Land- eller Avlsbruger, 1 Dagleier og 1 Fisker, 8 personer i alt.
I 1864 var der 21 personer med andre stillingsbetegnelser inden for landbrug 3 Gaards-, Tjenestekarl, 1 Fattiggaardsbestyrer, 1 Fisker, 4 Landmand eller Jordbruger
Krigsdeltagelsen for landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen faldt fra 58,6 til 31,8 %, hvis Arbeidsmand er helt inkluderet som arbejdskraft i dette erhverv. Ellers har faldet i landbrugets krigsdeltagelse været fra 36,2 til 13,6 %. Under alle omstændigheder et stort og betydeligt fald.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Lige så sikkert, som der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen inden for grupperingen landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen, lige så sikkert kan der i Skive konstateres en stigning i krigsdeltagelsen inden for grupperingen håndværk o.l. Her er stigningen excl. Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand fra 12 til 21 personer, fra 20,7 til 31,8 %. Incl. Arbeidsmand er stigningen fra 25 til 33 personer, fra 43,1 til 50,0 %
Stillingsbetegnelserne under første slesvigske krig var 3 Skomager, -mester, 2 Snedker hvoraf 1 også Møbelhandler, 1 Rebslager, 4 Murer, -mester, 1Tømmermester, 1 Naalmager Skive Fattiggaard.
Stillingsbetegnelserne 1864 var 5 Skomager, -svend, -mester, 1 Sadelmagermester, 1 Slagter, 1 Blikkenslager, 3 Maler, -mester, Farver, 1 Smed, 1 Bødker, 1 Uhrmager
De to stillingsgrupper inden for henholdsvis landbrug og håndværk o.l. kan som krigsdeltagende med den indbyggede usikkerhed omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok bedst anskues i relation til den sidste gruppering med handel, service, andet, hvis forøgelse i krigsdeltagelsen svarer til den samlede nedgang i landbrug, håndværk o.l.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andre, blandede erhvervsgrupper

Som samlet gruppe forøgedes krigsdeltagelsen for handel, service og andet fra 12 til 24 personer, fra 20,7 til 36,4 % i krigsdeltagelsen.
Under første slesvigske krig omfattede denne gruppe 5 personer med stillingsbetegnelserne 3 Kjøbmand, Købs-, Detailhandel, 1 Vertshusholder, 1 Bankbogholder, som tilsammen udgjorde 8,6 %.
I en blandet gruppe var der 2 Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station, 1 Kongelig Toldassistent, 1 Betjent, 1 Pakhuskarl, 2 uidentificerbare, som tilsammen udgjorde 7 personer eller 12,1 %.
Under 1864 krigen var der 11 personer, 16,7 % med stillingsbetegnelsen inden for gruppen handel og service, heraf 2 Kjøbmand, 4 Verts-, Værtshusholder, Restauratør, Hoteleier, 1 Marskandiser, 1 Conditor, 1 Boghandler, 1 Manufaktur, 1 Træhandler.
I en blandet gruppe var der 13 personer, 19,7 %, heraf 2 Skolelærere (i Landsogn), 1 Bestyrer af Realskole, 1 ansat ved Banen. De resterende 9 var 1 Opsynsmand, 1 Fører (?Lokomotiv?), 1 Staldforpagter, 1 Ungkarl, 5 uidentificerbare.  
Med stillingsbetegnelser som Handel, Bankbogholder, Kjøbmand, Manufaktur, Marskandiser, Værtshus m.v. - var der henholdsvis 11,9 % i 1848-50 og 14,4 % i 1864.
Som et ganske vist lidet og fattigt byområde startede Skive i første slesvigske krig med stor krigsdeltagelse fra stillingsbetegnelser inden for landbrug, 58,8 %, som falder til 31,8 % i 1864 krigen, hvis stillingsbetegnelsen Arbeidsmand henregnes under landbrug ellers fra 36,2 til 13,6 %.
Ændringen i krigsdeltagelsen fordelt på grupperede stillingsbetegnelser sker fra landbrug især og håndværk o.l. til en næsten jævn tredeling mellem landbrug, håndværk o.l., med handel, service og blandede stillingsbetegnelser i den sidste tredjedel.
Skiftet kan formentlig også her primært forklares med intentionerne i loven om almindelig værnepligt 12. februar 1849, hvor Skive By forekommer relativt eksemplarisk.

Lokaliteten Viborg By[293]

I modsætning til landstendensen, hvor det størrelsesmæssige forhold mellem ansøgningerne om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 var 42,6 % mod 57,4 % af alle ansøgningerne, så har Viborg 1864 færre, nemlig 85, hvor der 1848-50 var 101 ansøgninger. Stort set omvendt resten af de her gennemgåede lokaliteter, samt resten af landet, hvor der kan konstateres flere krigsdeltagere i 1864 end i første slesvigske krig.
Stillingsbetegnelserne i de indsendte ansøgninger om erindringsmedaljer for Viborg By, Købstad har i dokumentationstabellen for begge de slesvigske krige[294] angivet den lokalitet, Viborg Mark, hvor Stillingsbetegnelser inden for landbrug især er placeret. Også her er der indlagt mulighed for kald til dokumentationen for tabellens oplysninger.
Der er også for Viborg fremstillet grupperede tabeller med Stillingsbetegnelserne for både første slesvigske krig[295] og for 1864 krigen[296].

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Landbrugets andel af krigsdeltagende soldater faldt fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 37 personer eller 36,3 % til 22 personer, 25,9 % af alle.
1848-50 var der 1 person med stillingsbetegnelsen Gaardeier, men ingen fra det lidt større hartkorn 1864. Der var første slesvigske krig 20 personer, 19,8 % med stillingsbetegnelser som Landbrug, Landmand, Avlsbruger, Jorsmand, -bruger. Tilsvarende var der 1864 med stillingsbetegnelsen Avlsbruger 4 personer. 2 personer med stillingsbetegnelser som Forvalter og Gartner 1848-50 var 1864 blevet til 2 personer med stillingsbetegnelsen Huusmand, Bolsmand.
Den største stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var under begge de slesvigske krige Arbeidsmand med 14 og 13 personer, 13,9 % til 15,3 % af de krigsdeltagende inden for landbrugsgruppen fra første til anden slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Denne gruppe af stillingbeskrivelser gik fra 38 personer, 37,6 % i første slesvigske krig til 41 personer, 48,2 % i 1864 krigen.
Det viser en ret markant stigning i krigsdeltagelsen i Viborg for Stillingsbetegnelserne inden for håndværk o.l.
Der er adskillige angivelser af, om der i stillingsbetegnelsen har været tale om en ansat, svend o.l. eller en ”Mester”, ejer af virksomheden. Besvarelserne er dog her som i de øvrige lokaliteter for upræcise og tilfældige på dette punkt til, at det vil være muligt at foretage en sådan opdeling.
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1848-50 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, 6 Tømrer, -svend, -mester, 4 Steenhugger, Brobygger, -lægger, 3 Murer, -svend, 2 Skrædder, -mester, 2 Smed, -mester, 2 Malermester, Farver, 2 Garver, en af hver med flg. betegnelser: Kunstdreier, Lysestøber, Teglbrænder, Saddelmager, Snedkersvend, Glarmester, Skorstensfeiermester, Jernstøbearbeider
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1864 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, -svend, 8 Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend, 4 Maler, -mester, Maler og Fotograf, 4 Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder, 2 Skrædder, -mester, 2 Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania, 2 Smed, Guldsmed, en af hver med flg. betegnelser: Fabriks Arbeider (som er 13 år yngre end Jernstøbearbeideren fra 1848-50)[297], Bagermester, Bogbinder, Væver, Bødkermester, Garver Svend, Karetmager, Handskemager, Vægter, Fabrikant.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet

Denne gruppe med noget blandede Stillingsbetegnelser omfattede under første slesvigske krig 26 personer, 25,7 %, under 1864 krigen 22 personer, 25,9 %. Altså en antalsmæssigt relativt konstant gruppe af Stillingsbetegnelser i Viborg under de slesvigske krige.
De 26 stillingsbetegnelserne 1848-50 i antalsmæssig rækkefølge er 4 Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig, 2 Kontorist, Bogholder, 2 Politibetjent (siden 25. oktober 1858), Betjent, 2 Overbanemester, Ledvogter, 2 Værtshusholder, 2 Kongelig Postfører, Particulier, en af hver med betegnelserne Bybud, Træhandler, Fragtkører, Skolelærer, Medhjælper Viborg Apothek, Orgonom? Og 4 uidentificeret.
De 22 stillingsbetegnelser 1864 i antalsmæssig rækkefølge er 6 Kjøbmand, 5 Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder, en af hver med betegnelserne Træhandler, Bog- og Papirhandler, Ølhanler, Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende, Fuldmægtig, Pakhusforvalter, Formand Jysk fynske Jernbaner og 4 uidentificerbar.
Sammenfattende sammenligning af stillingsbetegnelserne i erindringsmedalje ansøgningerne  
Udgangspunktet for sammenligningen mellem de udvalgte lokaliteter er den almindelige værnepligt, som blev indført 12. februar 1849 i Danmark som afløsning for en værnepligt, der tidligere kun havde påhvilet bønderne, dem der arbejdede med jorden.
I de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagende soldater angives i ansøgningerne fra 1876 og fremefter bopæl og stillingsbetegnelse. Det er disse besvarelser, der har været udgangspunkt for en undersøgelse af stillingsbetegnelserne i de udvalgte områder. 
Umiddelbart må det forventes, at krigsdeltagelsen i første slesvigske krig har større andel af personer, beskæftiget inden for landbrug end krigsdeltagelsen i begge krige. Først og fremmest fordi loven om almindelig værnepligt først blev indført under og som en konsekvens af første slesvigske krig.
Til vurderingen af krigsdeltagelsens udvidelse til andre erhvervsgrupper end landbrug hører også et sammenligningsgrundlag i den generelle erhvervsfordeling i perioden omkring de slesvigske krige.
I Danmarks Statistiks erhvervsfordeling for Danmark på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd for kongeriget Danmark afgrænset til hertugdømmet Slesvig ved Kongeåen.[298]
Denne erhvervsfordeling er foretaget på trods af erkendte problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Huusmand, Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse. Og ydermere med de problemer, der i øvrigt er forbundet med på den tid at adskille sekundær erhvervstilknytning især inden for byområderne, når det drejer sig om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand.
Den her fundne gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit, og benyttes som direkte korrespondance til ansøgningerne om erindringsmedaljer, indgivet siden 1876.[299]
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer.
  • landbrug i alt 60,1 %,
  • håndværk og industri 22,3 %,
  • handel og service, 12,1 %
  • andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så sammenholdes med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er her umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt 1849.
I denne sammenligning var krigsdeltagelsen 1848-50 mindst i de to byområder Viborg og Skive og på tredjepladsen landområdet Fjends Herred. 1864 var krigsdeltagelsen mindst i Viborg, Fjends Herred og Skive i nævnte rækkefølge, altså den nordlige del af undersøgelsesområdet, hvor områderne ved Kongeåen havde klart den største krigsdeltagelsesprocent, Andst Herred dog på niveau med Skive.[300]
Tilbage står den relativt simple opgave at konstatere, hvor meget landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser reduceredes i løbet af de slesvigske krige, og hvilke stillingsbetegnelser, der tog over som en konsekvens af den almindelige værnepligt siden 1849.

Krigsdeltagelsen i de udvalgte landdistrikter

Der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred og i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
I Fjends Herred var krigsdeltagelsen inden for landbrug 96,8 %, med et fald til 85,9 % i 1864 krigen. Landsognet Ørslevkloster i Fjends Herred havde kun få krigsdeltagende soldater i de slesvigske krige, 21 personer i første slesvigske krig, hvor alle havde stillingsbetegnelser inden for landbrug, med et fald til 15 personer i 1864 krigen, hvor kun to, en skovfoged og en møllebygger erhvervsmæssigt lå uden for, men dog stadig forbundet med stillingsbeskrivelserne inden for landbrug. [301]
I tabelform kan reduktionen i de udvalgte landdistrikters krigsdeltagelse illustreres således:
Reduktion i landdistrikternes procentuelle landbrugsandele, procentpoint
Andst Herred
Skanderup, Hjarup
Fjends Herred
Ørslevkloster
11,5
14,5
10,9
13,3
Det antaget lidt større hartkorn med stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, havde i Andst Herred en krigsdeltagelse på 10,9% i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12,7 %, hvor krigsdeltagelsen i Skanderup, Hjarup Sogn gik fra 11,1 til 9,7 %.  Eller under første slesvigske krig omkring herredsandelen men med et fald i 1864 krigen, hvor herredets krigsdeltagelse for denne gruppe var stigende.
I Fjends Herred var det lidt større hartkorns krigsdeltagelse, d.v.s. Gaardmænd, -eiere, som udgjorde henholdsvis 31, 8 % og 23,2 % af områdets krigsdeltagelse i de to slesvigske krige, ganske betydelig og overskred langt krigsdeltagelsen for samme gruppe i landdistrikterne ved Kongeåen. Ørslevkloster Sogn havde blandt sine krigsdeltagende henholdsvis 4 og 1 fra denne gruppe, det lidt større hartkorn, hvilket mere svarer til samme gruppes andel i landdistrikterne ved Kongeåen.   
De behandlede landdistrikter lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[302]
Det kan ydermere konstateres, at Skanderup og Hjarup Sogn havde en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen i begge slesvigske krige end resten af Andst Herred, formentlig fordi jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og havde ændret stillingsbetegnelserne væk fra den dominans, landbruget havde i sognet før jernbanens ankomst i 1866. Og stiilingsbetegnelserne er anført 1876, hvor der potentielt og de facto ret realistisk kan være foretaget et erhvervsskift fra landbrug til et byerhverv, f.eks. til jernbanen. 
Landområderne i Fjends Herred derimod havde en fortsat ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 

Krigsdeltagelsen i de udvalgte byområder

Det er - forhåbentlig med rette - taget for givet, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i de udvalgte landområder var en stillingsbetegnelse, der dækkede over landarbejder, daglejer m.v. inden for langbrugserhvervet.
Men når det gælder de udvalgte byområder, kræver denne stillingsbetegnelse nærmere overvejelse, om man her også uden videre med stillingbetegnelser, angivet siden 1876 fortsat kan gå ud fra, at Arbeidsmand altid har været en stillingsbetegnelse, som dækkede daglejer o.l. ved landbrug?
Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle i lokaliteten.
Andst Herred
Heraf Arbeidsmand
Fjends herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
96,8
12,1
1848-50
73,7
15,3
84,4
11,4
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
 
Ørslevkloster Sogn
   
82,2
37,8
100
14,3
1848-50
67,7
14,5
66,7
6,7
1864
Kolding
 
Skive
   
29,7
26,1
58,6
22,4
1848-50
22,3
20,8
31,8
18,2
1864
   
Viborg
   
   
36,7
13,9
1848-50
   
25,9
15,3
1864
Selvom det antages, at Arbeidsmand nogenlunde entydigt i landområderne er en form for Landarbejder, Daglejer m.v., beskæftiget inden for landbrug, er denne antagelse i byområderne tvivlsom, også selv om ansøgningsskemaernes stillingsbetegnelser med Arbeidsmand, som konkret har kunnet konstateres at have været tilknyttet en form for sekundære erhverv, er sorteret fra.[303]
Landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
 
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
3,6
22,8
36,2
62,8
44,4
84,7
85,7
48,6
1864
1,5
10,6
13,6
58,4
53,2
73,0
60,0
38,6
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel af stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig. Landbrugets faldende andel i krigsdeltagelsen har været markant størst i de udvalgte byområder, omkring en halvering.
I landområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen også været faldende, men her er der tale om mere beskedne fald fra første til anden slesvigske krig, mindst i Andst Herred med lidt mere end 4 procentpoint. Her dog med varianten, at landbrugets krigsdeltagelse i Skanderup, Hjarup Sogn er steget med næsten 9 procentpoint, hvilket muligvis skal ses i sammenhæng med faldet i krigsdeltagelsen for lokalområdets stillingsbetegnelse Arbeidsmand, som her nok må anses for at have været landarbejdere o.l. Den forøgede krigsdeltagelse fra første til anden slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogne må formentlig konstateres at have været det mindre hartkorn, Huusmænd o.l., da både det større hartkorn, Gaardmand, -eier og landarbejdere o.l. med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand havde faldende krigsdeltagelse.
Det største fald i landbrugets krigsdeltagelse kan konstateres i landområdet Fjends Herred, mest markant i Ørslevkloster Sogn.
Byområdet Skive har en i forhold til Viborg - og Kolding især - markant stor krigsdeltagelse fra landbrug i første slesvigske krig, med et betydeligt fald, men stadig flere krigsdeltagende fra Landbrug end Kolding og Viborg under anden slesvigske krig.
Andelen i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelsen ”Arbeidsmand”, undtaget Viborg by har tilsvarende landbrugets andel været faldende fra første til anden slesvigske krig. I Viborg er andelen for ”Arbeidsmand” steget, ikke meget men dog med næsten et par procentpoint.
Det er konstaterbart, at andelen for Arbeidsmand i begge slesvigske krige i byområderne Kolding og Skive har ligget over den gennemsnitlige andel for Arbeidsmand. Men som det ses, ikke i Viborg.
Skives og Koldings relativt store andel for krigsdeltagende med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i har formentlig i forhold til Viborg hver sin forklaring. Kolding har som Viborg været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. Men især i Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv.  
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
   
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
13,9
22,4
21,7
37,8
12,1
14,3
21,2
1864
20,8
15,3
18,2
15,3
14,5
11,4
6,7
14,6
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
Med landsognene Skanderup, Hjarup og markant Fjends Herred som yderpunkter med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, repræsenterer Kolding det andet yderpunkt, det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
Afstanden mellem Kolding og i forhold til Viborg, Skive m.h.t. andelen af stillingsbetegnelser inden for landbrug er betydeligt større end den indbyrdes forskel mellem Viborg og Skive i de to slesvigske krige. 
Viborgs forholdsvis lavere andel med stillingsbetegnelsen Arbejdsmand, Arbejder, 13,9  og 15,3 % mod Koldings 25,1 % og 20,8 % i henholdsvis første og anden slesvigske krig kan muligvis dække over en tidligere industrialisering i Kolding kombineret med anderledes sociale stratificering i Viborg, der dog næppe har gjort sig gældende på anden måde, end at andelen af personer med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", Arbeider", uanset om det var landarbejdere eller ufaglærte, generelt har været lavere i Viborg end i de øvrige bymæssige områder.
Samlet karakteristik af de udvalgte områders krigsdeltagelse i de to slesvigske krige.
De til undersøgelsen udvalgte områder er tilsigtet at skulle repræsentere de slesvigske kriges centrum omkring Kongeåen og et geografisk noget fjernere område, hvor der i Nørrejylland er et udpræget landområde, Fjends Herred og to formodet noget forskellige byområder, Viborg og Skive. Den her indbyggede fordeling mellem land- og byområder er ved Kongeåen også søgt tilvejebragt med valget af Andst Herred med især Skanderup Sogn og Kolding Købstad og By.
Det er en historisk kendsgerning, at militærtjenesten i enevældens Danmark for menige soldater var pålagt bønderne, at militærtjenesten så at sige udsprang af jorden, idet herremændene først og fremmest måtte bidrage til behovet for militært personel gennem dem, der dyrkede jorden for dem, bønderne.
Skiftet til den almindelige værnepligt med 1849 loven formodedes indledende at kunne aflæses i krigsdeltagelsen i begge de slesvigske krige, mest og tydeligst, naturligvis i 1864 krigen.
Krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige, her undersøgt gennem de søgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse fra 1876, viser et klart fald i de landbrugstilknyttede stillingsbetegnelsers andel.
Med lokale variationer og variationer mellem land- og byområder som påvist.

Afslutning, sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler omkring Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af de stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, Tyskland også var en del af. Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
De krigsdeltagende soldater har været i fokus for undersøgelsen, og det kan konstateres, at tidligere tiders udelukkende soldatertjeneste, som havde været en forpligtelse, der påhvilede dem, der arbejdede med jorden, især de mindst velstillede, efter den almindelige værnepligt nu var blevet en personlig, erhvervsmæssigt mere bred forpligtelse.
Med de påviste, lokale variationer.   

Kilder og litteratur

Kildemateriale:
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1848-50. 258 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1864. 353 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1848-50. 111 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1864. 202 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1848-50. 101 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1864. 85 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1848-50. 58 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1864. 66 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50. 157 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1864. 184 bevilgede ansøgninger.

Der er udarbejdet (sekundære) registre, databaser over faldne og deltagende soldater i de slesvigske krige.
Registrene er udarbejdet efter Vilhelm Cohen, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865. Samt efter faderen A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne.
Selv om Cohen udgivelserne er sekundære, er de her benyttet som det mest overkommelige materiale, sporadisk sammenholdt med primært kildemateriale i form af folketællinger, kirkebøger og militære arkiver mv.
Men det er bedre, om end vanskeligere, at gå til arkiverne.
Med de foretagne, kontrollerende korrektioner anses de for at være retvisende til herværende brug. Også selvom der ved foretagne kontrolopslag i arkivmaterialet er fundet fejl og uoverensstemmelser. Som der naturligvis er taget forbehold over for i fremstillingen.
Primært kildemateriale finder man først og fremmest registreret i Rigsarkivet samt i nogen udstrækning lokalarkiverne, her Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv og Kolding Stadsarkiv. Dog ikke Lokalhistorisk Arkiv, Vorbasse, viser henvendelse.
Samt sporadisk i andre i sammenhængen relevante lokalarkiver, der alle kan søges på arkiv.dk.
De militære arkiver er benyttet af Generalstaben, som har udgivet fyldige redegørelser for krigene 1848-50 og 1864 krigen. For begge udgivelser anføres det, at de er "Udarbejdet på Grundlag af officielle Documenter og med Krigsministeriets Tilladelse." Selv om der er brugt officielle dokumenter, er der tale om udvælgelse til de beretninger, som Generalstaben har fundet det passende at bringe.

Erindringer

Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.

Prins Frederik af Nørs erindringer[304], Optegnelser af Prinds Friedrich af Schleswig-Holstein-Noer, fra Aarene 1848-50, Kjøbenhavn 1861. Prinsen af Nør sætter ikke sit lys under en skæppe. Der er kritik af de fleste generalers, herunder oberst, senere general Bonins, strategiske kunnen. Der lægges heller ikke skjul på Prinsens centrale rolle i Den Provisoriske Regering, der 23. okt. 1848 blev endeligt afløst af Fællesregeringen med sæde på Gottorp Slot.

https://skanderupsognshistorie.dk/images/sampledata/Krige/ProvisoriskeReg48Noer.jpg
I Fortalen fremlægger Frederik af Nør sin udgave af sandheden om Den Provisoriske Regering, hvor han var centralt placeret, som det fremgår af den i Optegnelser indlagte præsentation af regeringens personer.
 
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f. eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April ..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller barr "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.
Erindringer o.l. fra Viborg, Skive området er i forhold til de andre her undersøgte lokalområder temmelig enestående bevaret i forskellige udgaver af Skivebogen eller - som den oprindeligt hed, indtil den blev omdøbt af Jeppe Aakjær - Historisk Aarbog for Skive og Omegn.
  • 5. Bind 1913, Vilh. Thomsen, Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid, s. 137-164. Omhandler en selvoplevet tid, invasionen af tyske tropper 1864 i Viborg med sporadiske erindringsglimt fra Skive og omegn.
  • 28. Bind 1936, Gudmund Schütte, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, s. 70-124. Grundig og veldokumenteret fremstilling. Som dokumentation for Sallingsysselboernes manglende interesse i Sønderjylland i 1848-50 henviser G. Schütte til P. Lauridsens Da Sønderjylland vaagnede, Bd. 1, s. 218. 28. Bind. G. Schüttes artikel er den eneste af Skivebogens artikler, hvor første slesvigske krig optræder.
  • 23. Bind 1931, Jens Clausen, Tyskertid i Skiveegnen 1864, s. 1-33. Bygger på samtidige avisskildringer. Jens Clausen er absolut sekundær i forhold til de avisartikler, han har benyttet, men selv om J. Clausens avisudvælgelse kan anfægtes, så kan man f.eks. se, hvordan de udvalgte avisartikler (og måske Jens Clausens egne holdninger?) afspejler en anden stemning i forhold til besættelsesmagten end den, der kommer til udtryk i Viborg ved Vilh. Thomsen, 5. Bind 1913.
  • 68. Bind 1977, Jens Peter Hansen Ramsing, Breve fra 1864. Brevveksling melllem en fra Ramsing indkaldt og hans kone i Ramsing.
  • 80. Bind 1989, Niels Sørensen Lem, Veteraner fra 1864. Udgivet på foranledning af museumsdirektør / -forstander Jens Ole Lefevre. Artiklen består af 15 artikler i Skive Folkeblad, indsendt af Niels Sørensen Lem 1914 i anledning af 50-året for krigen i 1864. Det er i bemærkelsesværdig udstrækning erindringer fra og omkring Lem området. Der er i de indsendte erindringer, formidlet af Niels Sørensen Lem til Skive Folkeblad i 1914, oplysninger, som ikke korresponderer med andet, mere primært kildemateriale, samt oplysninger, som det har været umuligt at verificere. Det svækker troværdigheden af dette ellers temmeligt enestående erindringsmateriale.
Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Ved P. Eliassen, VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49.
Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean Begivenheder i 1864 set fra et Borgerhjem og med en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne, begynder Dagen før den fjendtlige Besættelse af Kolding, 17. februar 1864, offentliggjort v. P. Eliassen i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Det fremgår af Dagbogen, at den er påbegyndt skrevet i Kolding 17. februar, afsluttet 9. september 1864. Dagbogen er omhyggeligt ført næsten hver dag - med indførte undskyldninger hvis ikke. Det kunne se ud til at være en fælles beslutning sammen med flere kvindelige medlemmer af familien Grandjean, hvor det i dagbogen hævdes, at den mest vedholdende har været dagbogsføreren Maria selv. Maria havde ved dagbogsskrivningen 2 børn, var gift med en formodentlig velhavende Kolding købmand, Peter August Halby, Låsbygade 42, Kolding. Disse faktuelle oplysninger findes i udgiveren P. Eliassens indledning s. 23. 
Generalstaben Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Og Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben blev etableret 20. januar 1808 som Hærens øverste, selvstændige kommandomyndighed i Danmark, direkte under Krigsministeriet.
Generalstabens udgivelser er "udarbejdet paa Grundlag af officielle Dokumenter og med Krigsministeriets Tilladelse. Kjøbenhavn 1867, Nyborg 1875, Kjøbenhavn 1880.
Oversigt over den active Hærs Formation og Inddeling Formationen - der tillige viser de Personalforandringer, der i Løbet af Vaabenstilstandsperioden vare foregaaede i Afdelingernes Commando; ligeledes skal kortelig anføres, hvorledes Udviklingen var foregaaet i de mange forskjellige, indre Forhold, der spille en saa væsenlig Rolle for en Hærs Existents."
Man kan sammenholde de militære beskrivelser her med Frands Frederik Elias Tuxens beskrivelser til brug ved officersskolens undervisning af officerer. Sammenligningen viser, at Generalstabens og Tuxens beskrivelser er stort set identiske. Under alle omstændigheder er dispositionen i Tuxen identisk med Generalstabens, der for krigene 1848-50 er den oprindelige version. I beskrivelsen af 1864 kampene er Tuxen muligvis mere autentisk end Generalstabens beskrivelser, især fordi Tuxen var med i kampene, og her har udgivet (1888) før Generalstaben (1890-91). Det formodes ikke, at der kommer nyt frem ved at benytte to formentlig næsten identiske fremstillinger af den samme vinkel på krigene, den militærstrategiske.
De 2 gange Cohen udgivelser er næsten samtidige. De benyttes i vid udstrækning og uden megen betænkelighed af lokal- og slægtshistorikere.
Generalstabens udgivelser er også næsten samtidige, som Cohen udgivelserne er materialet sekundært i forhold til Krigsministeriets dokumenter.
Generalstaben indeholder som Cohen udgivelserne fyldige berettende elementer om krigene, som kan være brugbare, korrekt benyttet. Ud over det berettende stof kan det være et problem, at der i Generalstabens udgivelser er foretaget en udvælgelse af stoffet, som der kan og skal kompenseres for med dokumentarisk materiale fra Rigsarkivet og Krigsministeriet.
  • Indledende bemærkninger s. 1-41 o. den politiske situation og forhistorie i og o. hertugdømmerne.
  • Oversigt over den danske Hærs og Flådes Tilstand og Dislocation ved Oprørets Udbrud, s. 41-55.
  • Oprørets Fremgang, de første Operationer af den . slesvigbolstenske Hær samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder, s. 56-101.
  • Foreløbige Foranstaltninger fra dansk Side samt Rustningerne og de første Operationer til Bekjæmpelse af den oprørske Bevægelse, s. 101-159.
  • Angrebet paa Insurgenthæren og dennes Nederlag, s. 159-224.
  • Nekrologer s. 225ff.
  • Bilag: Reskripter, proklamationer, lister over oprørets personer, o. Provisoriske Regering, div. skrivelser,
    • Styrkefortegnelse, Bilag 10 a. Marche -Tableau for det nørrejydske Armecorps fra den 25de Marts til den 5de April 1848. Bilag 10 b. Tilsvarende for det venstre slesvigske flankekorps.
    • Tabsliste for fægtningen ved Bov.
  • Andet Afsnit, 12. april indtil våbenstilstanden i Malmø, s. 229-542 + Bilag. von Bonins krigserklæring, s. 237.
    • Kongens Rejse i Slesvig. - De diplomatiske Forhandlinger, der gik forud for Fredsbruddet med Tydskland.
    • Forholdene ved det danske Armeecorps fra den 13e til den 22de ApriI.
    • Forholdene paa den fjendlige Side fra den 13de til den 22de April.
    • Slaget ved Slesvig den 23de April, Armeecorpsets Retraite til Als og det nordlige Slesvig samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder.
    • Bilag: Noter, beslutninger, bestemmelser
    • Tabsliste for Fægtningen S. for Ekernførde den 21de April 1848
    • Bilag 21. General-Styrkeliste over det Nørrejydske Armeecorps efter Styrkelisterne fra den 20de April 1848.
    • Tabsliste for Slaget ved Slesvig 23. April
    • Tabsliste for Fægtningen ved Oversø den 24de April 1848.
1. Afsnit Våbenstilstandsperioden.
2den September 1848-2den April 1849.
Foranstaltninger og Bestemmelser hovedsagelig af
militair Natur i Anledning af Vaabenstilstanden.
Forhandlingerne i Frankfurtt angaaende Veiltagelsen af Vaahenstilstanden - Diplomatiske
Forhantllinger angaaeude Tilvejebringelsen af
en ny ny Fællesregjerlng fol'' Hertngdommerne:
- den nye Regjerings Installation.
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær
i Maanederne September og October indtil
Armeecorpsets Opløsning.
De politiske Forhold efter Installationeu af FælIesregjeringen,
- Den danske Regjerings
Skridt i Anledning af Fællesregjeringens Optræden
og med Hensyn til de forestaaende
Fredsunderhandiinger. Vaabenstilstalldens
Opsigelse. Fredsunderhandlingerne i London.
Fjendligbedel''lIes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske hær i
Tidsrummet fra Armecorpsets Opløsningg til
Fjendtlighedernes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine
under Vaabenstilstanden.
De politiske og militaire Forhold i Hertugdømmerne
i den senere Del af Vaabeustilstandsperioden.
  • Concentrationen af Rigstropperne; disses Dialocation
    den 2den April s. 377. Afslutning
 
 
s. 1-414 + Bilag
Gjæringen i Hertugdømmerne. — Foranstaltninger, hovedsagelig af militair Natur, i Anledning af Vaabenstilstanden. Vanskeligheder ved Gjennemførelsen af Vaabenstilstanden ; Forhandlinger for at fjerne disse; Bestyrelsescommissionens Installation. Forhold ved den danske Hær indtil Armee- corpsets Opløsning.
Forholdenes Udvikling i Hertugdømmet Slesvig; den passive Modstand mod Bestyrelsescommissionen; de prenssiske Occnpationstroppers Optræden; Reclamatiouer i den Anledning. Statholderskabet aabner Underhandlinger i Kjebenhavn.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær fra Armeecorpsets Oplosning indtil Udgangen af Marts 1850.
 
Fredsunderhandlingerne i Berlin. Skrift fra den danBke Regjerings Side i Anledning af Tilstanden i Hertugdømmerne og den hele politiske Situation. Forhandlinger i Kjøhenbavn med holstenske Afsendinge. Freden sluttes. Forhandlinger om Arvefølge-spørgsmaalet.
 
Begivenheder og Forhold ved deu danske Hær fra April 1850 indtil Indrykningen i Slesvig. — Bestyrelsescommissionen fratræder; en kongelig Regjeringscommissair ndnævnes for Slesvig.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine under Vaabeustilstanden.
 
Forholdene ved den slesvig-holstenske Hær og Marine indtil Fjendlighedernes Gjenoptagelse.
 
Bilag, 24 i alt, herunder officielle bemærkningner anordninger m.v. o. de endelige aftaler o. Slesvig-Holsten:
Proklamation fra Statholderskabet, Protocol over Installeringen af Bestyrelsescommissionen for Hertugdømmet Slesvig.
Flensborg den 29de August 1849. Offentlig Bekjendtgjørelse, Boning og Pechlin, 25. August 1849, Bekjendtgjørelse angaaende Tiltrædelsen af den for ''Hertugdømmet Slesvig under Vaabenstilstanden i Overensstemmelse med Conventionen af 10de Juli d. A. beskikkede Bestyrelsescommission. 25. August 1849, efterfølgende Bekjendtgjørelse m.v., officielle henvendelser, proklamationer, Memorandum, bemærksninger m.v., Convention angaaende Nordslesvigs Besættelse af'' svensk-norske Tropper. 13. August 1849, Hemmelig Artikel, 13. August 1849.
 
 
Tilsvarende treårskrigen har Generalstaben udgivet
Den dansk-tydske Krig 1864 1ste Del, Kjøbenhavn 1890, Den dansk-tydske Krig 1864 2den Del, Kjøbenhavn 1891, Den dansk-tydske Krig 1864, 3die Del, Kjøbenhavn 1892, Den dansk-tydske Krig, 1864, Atlas, Kjøbenhavn 1892.
  
Rigsarkivet har Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864. Det er Cohen registrene.
Desuden de slesvigske krige, som er en bredere række kartoteker og arkivsamlinger.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" har som grundsubstans forsvarets arkiver, her inddraget som "Kartotek over faldne 1848-50 og 1864". Det er alfabetisk ordnede kopier over faldne soldaters navne. Har man et navn, f. eks. fra Cohens udarbejdede registre, så kan man her krydskontrollere med det primære kildemateriale.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" er en bredere adgang til forskelligt arkivmateriale, som Rigsarkivet selv kalder "arkivskabte hjælpemidler".
Der er f. eks. og først og fremmest i denne sammenhæng de af Cohen udarbejdede tabslister, alfabetisk ordnet af R. Lemming. Desuden en hel del i denne sammenhæng ikke brugbare registreringer, flere også udarbejdet af R. Lemming.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1864, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter V. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1848-50, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter A. D. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Der er adskillige registreret med ukendt fødested.
Fødested Dollerup 1848-50.
Fødested Kolding 1864.
Fødested Skanderup 1864.
Fødested Dollerup 1864. Der er ingen registreret fra Dollerup, kun Dollerup Nørremark v. Viborg.
Fødested Skive 1848-50.
Fødested Viborg 1848-50, ingen.
Fødested Skive 1864.
Fødested Viborg 1864.
Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager Ansøgninger om erindringsmedalje 1864. Selv om ikke alle overlevende skulle have fået søgt om erindringsmedalje, så må dette arkiv anses for retningsgivende som en fortegnelse over 1864 krigens deltagere. Der er en amtslig inddeling, alfabetisk inddeling for København. Der var ca. 55.000 ansøgninger til erindringsmedalje 1876.
Viborg Amt er herredsinddelt, særskilt fortegnelse for Skive by med 67 registreringer, Viborg by med 179 registreringer. Hertil kommer de til amtet hørende herreder.
Under Vejle Amt er Kolding By med 202 registreringer. 
Under Ribe Amt, Andst Herred er der 350 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 60 registreringer.
Krigen 1848-50 ... med udførligere Skildring af nogle enkelte Kampe, udarbejdet 1888 som grundlag for Foredrag i Officersskolens næstældste Klasse, ved Oberstlieutenant Tuxen, Kjøbenhavn 1895. Christian Frederik Frands Elias Tuxen 1837-1903 startede ved militæret 1853, begyndte officersuddannelsen 1857, adjudant ved 2. infanteribrigade 1864, deltog i kampene ved Mysunde, Dybbøl og Als, Krigsminister, 1879-87, herefter lærer i krigskunst ved officersskolen. Det benyttede manuskript er "anden Udgave" ved Oberstlieutenant Pontoppidan. De faktuelle slagskildringer, f. eks. af kampene i og omkring Kolding april 1849 og kampene i 1864, hvor Tuxen deltog, må formodes at være troværdige omkring det faktuelle og nøje afstemt med det dokumentariske materiale samt det officielle billede af "krigsvirkeligheden" i Generalstaben og Krigsministeriet. Tuxens fremstilling er delt i to dele i samme udgivelse fra 1895.
Del 1, 1848-50. Slaget ved Bov, s. 11ff., slaget ved Slesvig, s. 21ff., Kolding, Ejstrup, Gudsø, s. 49ff., slaget ved Isted, s. 82ff.
Del 2, 1864, Dannevirke, s. 18ff., Dybbøl, s. 38-66, kampene omkring Als, våbenhvile, s. 67-80, Nørrejylland, Kolding, Vorbasse, s. 31-37.
Tuxen anfører selv Generalstaben som kilde til hans fremstilling af Krigen 1848-50. Dispositionen for fremstillingen af 1864 krigen demonstrerer, at også her er Generalstaben kilde. Men her er det også sandsynligt, at egne kamperfaringer spiller en rolle i fremstillingen.
Tuxens fremstilling sammenholdes løbende med Generalstabens beskrivelser af de militære operationer. I fremstillingen af 1864 kampene har Tuxen selvstændig værdi, fordi han her selv har deltaget i de anførte kampe.
Tuxen benyttes også særskilt i beskrivelsen af kampene i 1849, da Generalstaben her slutter sin fremstilling i Bind 2 ved våbenstilstandens afslutning 2. april 1849, s. 378 med efterfølgende trykfejlsfortegnelse og dokumentariske bilag, s. 1-49. Generalstabens Bind 3 starter med 1850.
Det er uafklaret, hvorfor treårskrigens begivenheder fra 3. april og året ud i 1849 er undladt i Generalstabens beskrivelse. Men det er konstaterbart, at sådan er det.
Krigsministeriet har "diverse materialer" med tabslister, dødsattester m.v. for 1863-64. Der findes en dagbog, Peter Andersen, Bøstrup, Langeland om krigens trivialiteter 1864.
Militærhistorie i øvrigt.
Dansk militærhistorie, treårskrigen og krigen 1864. Ikke alt er med, f.eks. ikke Kolding 23. april 1849, men der er en udmærket søgefacilitet til det meste. Der kan også søges og findes på Nyere dansk militær-historie 1848-1990.
Axel Liljefalk, Felttogene i vore første frihedsår, Bd. 1-3, 1888. Født i 1848 er A. Liljefalk ikke et førstehåndsvidne til treårskrigen, hvor han var barn i København. Men han var fra 1902 oberst, regimentchef og kommandant i Fredericia, hvilket kombineret med hans historiske og professionelt militære interesser gør ham til en god observatør. Men kombineret med den sære stavemåde Egstrup for Ejstrup må der naturligvis tages det forbehold over for Liljefalk, at han er et klart andenhånds vidne, der dog har lokal viden og gode faglige forudsætninger for at forstå og formidle den viden, der trækkes på her.De detaljerede militære oplysninger og dispositioner har Liljefalk helt tydeligt dokumentation for i Generalstabens udgivelser 1867, 1870 og 1873 om Den dansk-tydske Krig 1848-50.
 
Om Wilster.
Corpscommandeuren, Major Wilster, forfremmede en af de i denne nekrolog nævnte faldne officerer " ... efterat Falkenskjold med Hæder havde deltaget i Fægtningerne den 28de Maj og den 5te Juni, forfremmede han ham til Overjæger og under 15de Juli s. A. indstillede han ham til Officer. Han blev dog først efter om Vinteren at have gjennemgaaet en Commandoskole den 10de Marts 1849 udnævnt til Secondlieutenant i Krigsreserven.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjobenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
Den lokale historiefortælling om slaget ved Ejstrup
Otto Korsgaards beretning er desværre formidlet af Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn, 1926, hvorfra Korsgaard citaterne stammer.
De kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard kan suppleres med at konstatere, om lokale led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn.
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup.
Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, der kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjöbenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
 
Danske synspunkter på det slesvigske spørgsmål. Uddrag af synspunktmateriale:
Sønderjyske Aarbøger, udgivne af H. P. Hanssen-Nørremølle, P. Skan og Gustav Johannsen,1900, Flensborg.
Indholdsfortegnelse: G. Schütte: Var Anglerne Tyskere? 1899, 1—61. P. Skau: J P. Friis. 1890, 29-31. De danske Landdagsmænds Stilling og Virksomhed i Provindslanddagen. 1890, 72—101. Degn og Lærer, Dannebrogsmand A. Kloster i Sommersted og hans Slægt. 1892, 161—81. P. Skovrøy : Optanternes Retsstilling. 1899, 91—107. P. Sveistrup : Sønderjylland under det prøjsiske Herredomme. I Folkemængden i 1867—85. II Den sønderjydske Befolknings Kulturtrin. 1890, 238—63. Thygesen: To Dokumenter vedkommende Tyreholdet i Stendrup By i det 16de Aarhundrede. 1895, 278—81. J. Ulrik: Vort Folks Sydgrænse. 1894, 247—48. C. P. Wolff: Om Landbrugets Kreditforhold. 1893, 12 - 27. X. Optanternes Retsstilling. 1899, 108 — 13. De "47". 1894, 157—60. En preussisk Dom fra Anno 1895. 1895, 282—88. [Ang. Brugenaf Navnet Sønderjylland.]En preussisk Dom. 1897, 246—49. [Ang. Ophævelsen af „Aar- bøgernes“ Beslaglæggelse. Rendsborg 31. marts 1848.  
Erindringer
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, hvor der findes et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Her er der omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr." - se Rigsarkivet, O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen, .
Det er altid mest værdifuldt at have samtidige (29. febr. 1864) førstehåndsvidner (til stede ved fægtningen), når en historisk begivenhed skal beskrives mest muligt korrekt. Ingen af disse kriterier er opfyldt her - den berettende skolelærer er lokal, men det er tydeligt, at han har fået sine informationer fra en samtidig avislæsning, måske suppleret med lokale beretninger.
Som dog her ikke bidrager med nye informationer.
Det mest interessante i skolelærerens brev er i den her givne sammenhæng vægtning i personskildringer og hændelsesforløb.
Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl, udgivet af Forening for Boghaandværk. 1964. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f.eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller bare "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Deltagere og faldne i de slesvigske krige:
 
Erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal.
Område Folketal 1870 Folketal 1880 Gennemsnitligt folketal Erindr. medaljer 1848-50 % af folketal Erindr. medaljer 1864 % af folketal
Andst (Anst) Herred  11029 11877 11453 258 2,9 335 2,9
Skanderup Sogn og Hjarup 1433 1657 1545 45 2,9 61 3,9
Kolding By, Købstad 5400 7141 6270 111 1,8 202 3,2
Viborg By, Købstad 6422 7653 7038 101 1,4 85 1,2
Skive By, Købstad 2059 2521 2290 58 2,5 66 2,9
Fjends Herred 7113 8085 7759 156 2,1 184 2,4
I alt og % gns.      36195 729   2,3 933  2,8 
I beregning af Erindringsmedaljernes % andel af folketallet 1870 og 1880 er der anvendt et ligeligt fordelt gennemsnit af de to års folketal, som så skønnes at være brugbart for året 1876, hvor ansøgningerne om erindringsmedalje blev muliggjort.
 

Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred 

 
Registreret som soldater i Skanderup Sogn i 1850 folketællingen
Navn Alder Født Adresse Erhverv Bemærkninger  Nr. erindrings-medalje
(Christopher ...? Feiter) !!  22 Give  Skanderup By  Krigstjeneste i Aarhus  Her aldrig fået ophold i sognet   
(Hans Mathias Vilster) 24 Vamdrup Skanderup By  Soldat, Tjeneste i Slesvig, Dagleier Indført og streget ud.   
Poul Nielsen Korsgaard 27 i Frørup Skanderup By Soldat, indkvarteret på gård?   25.
Christoffer Frederiksen 27 i Høien Skanderup By  Soldat, registreret på gård uden for familien, karl?  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Knud Hansen 27 i sognet Lunderskov Tjenestefolk, Soldat, Indkaldt   12.
Laurits Andersen 29 i sognet Skanderup By Dagleier, Soldat, Indkaldt    
Niels Hansen Knud 23 Alminde Skanderup By Soldat, bor hos Murer    
Johan Peder Schmidt 28 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk Hos P. Schultz, Wissingsminde  
Rasmus Madsen Damgaard 23 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Poul Christian Hansen 24 i Andst Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk    15.
Iver Andersen 31 i Seest Skanderup By  Soldat, Indkaldt, registreret på gård uden for familien, karl?    
Frederik Johansen Lager 28 i Harthe Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk     
    I alt 12 registreret i folketællingen 1850 som soldater.   
I 1850 folketællingen er der på P. Schultz's gård i Skanderup registreret 31 personer, heraf 3 indkaldte soldater.
Der er ikke fundet registrerede soldater i 1850 folketællingen fra Hjarup Sogn. 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 Andst Herred
  Stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger Stillingsbetegnelser 1864 af 353 bevilgede ansøgninger  
1.  Gaardmand, Kragelund Smedemester, Seest 1. 
2.  Insider, Gamst Fattig?, Seest 2. 
3.  Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup Arbeidsmand, Gesten 3. 
4.  Arbeidsmand, Vamdrup Gaardejer, Lejrskov  4. 
5.  Gaardmand, ? Høker paa Landet, Lejrskov  5. 
6.  GaardeierGamst Væver, Hjarup  6. 
7.  Landmand, Egtved  Landboelsmand, Øster Vamdrup  7. 
8.  Arbeidsmand, Gamst  Gaardeier, Seest  8. 
9.  Arbeidsmand, Gjelballe  Engmaaler?, Lejrskov  9. 
10.  Arbeidsmand, Seest Banearbeider, Lunderskov 10. 
11.  Arbeidsmand, Bekke Murer og Tømrer, Jordrup 11. 
12.  ?Husmand, Veerst Landm?, Lejrskov 12. 
13.  Landmand, Jordrup Tjeneste?, Leierskov 13. 
14.  Huusmand, Store Andst Landpostbud, Seest 14. 
15.  Landboelsmand og Murer, Vamdrup Husmand, Veerst  15. 
16.  ??, Gamst Landmand, Lejrskov  16. 
17.  Gaardeier, Hjarup Portør, Lunderskov  17. 
18.  Landpostbud, Vamdrup Huusmand, Gjesten  18. 
19.  Landmand, Bekke Gaardmand, Seest  19. 
20.  Arbeismand, Hjarup Landmand, Jordrup  20. 
21.  Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Seest  21. 
22.  Gaardmand, Bekke Husmand, Veerst  22. 
23.  Tjenestekarl, Egtved Husmand, Gamst Mark, Lunderskov Station  23. 
24.  Selveierhuusmand, Leierskov Gaardeier, Bastrup, Vamdrup  24. 
25. Bonde Husmand, Jordrup  Huus Mand og Dagleier, Hjarup  25.
26. Landmand, Gjesten Huusmand, Andst, Lunderskov Station 26.
27. Tjeneste?, Ingen Bopæl, Veerst Landmand Gaardeier, Vamdrup 27.
28. Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup 28.
29. ??, Vamdrup Jernbaneassistent, Lunderskov 29.
30. Smed og Huusmand, Andst Arbeidsmand, Dollerup 30.
31. Murmester og Tømmermand, Lejrskov Gaardmand, Øster Vamdrup, Hjarup 31.
32. Murer og Tømrer, Leirskov Selveier, Skanderup 32.
33. Huusmand, Vester Vamdrup, Vamdrup  Landmand, Jordrup  33.
34. Gaardeier, Hjarup  Landmand (Boelsmand), Sest Mark  34.
35. Gaardmand, Seest  Landmand, Sest  35.
36. Husmand, Veerst  Gaardeier og Folketingsmand, Seest* 36.
37. Gaardeier, Hjarup  Bonde Husmand, Leierskov  37.
38. Arbejdsmand, Seest  Arbeidsmand, Øster Vamdrup  38.
39. Boelsmand, Jordrup Huusmand, Gjesten  39.
40. Gaardmand, Egholt, Leierskov  Huusmand (overstreget) Gaardmand, Egtved  40.
41. Tjenestekarl, Lejerskov Gaardmand, Lejerskov 41.
42. Arbeismand, Gjelbale Arbeidsmand, Leierskov 42.
43. Husmand og Væver, Leierskov Skræder, Leierskov 43.
44. Husmand, Sest Landmand Forpagter, Bække 44.
45. Husmand, Nagbøl Vandpumper ved Jernbanen, Husmand, Dollerup 45.
46. Som Arbeidsmand, Leierskov Murer, Seest 46.
47. Akkordarbeiter, Skanderup Landmand, Leierskov 47.
48. Landmand (Boelsmand), Sest ArbeidsMand, Gjelballe Skov 48.
49. Lejehusmand, Vamdrup Gaardleier, Leierskov 49.
50. Husmand, Nagbøl Arbeidsmand, Seest 50.
51. Huusmand, Leierskov Kornhandler, Vamdrup 51.
52. Husmand, Leierskov Tjenestekarl, Seest 52.
53. Tjener paa Ure Mark, Leirskov Avlbruger, Jordrup 53.
54. Landmand, Leirskov Avlsbruger, Andst 54.
55. Bonde, Bække  Husmand og Høker, Lunderskov 55.
56. Arbeidsmand, Andst Arbeidsmand, Leirskov 56.
57. Huusmand, Andst  Hjulmand, Seest  57.
58. Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Murer og Tømmer, Leirskov  58.
59. Gaardeier, Leierskov  ??, Vester Gjesten Mark  59.
60. Selveier, Øster Gjesten   Træarbeider, Seest  60.
61. Arbeidsmand, Leirskov  Skolelærer, Gejsing, Andst  61.
62. Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lunderskov  62.
63. Daglejer, Lejrskov  Gaardeier, Skanderup  63.
64. Husmand, Veerst  Gift Snedker, Seest 64.
65. Huusmand, Gjesten  Insider, Veerst  65.
66. Huusmand, Bække  Gaardeier, Leirskov  66.
67. Leiehuusmand, Bække  Husman, Gjesten  67.
68. Svagelig Krigsinvalid, Bastrup, Vamdrup  Arbeismand, Gjesten  68.
69. Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  Høker, Gamst  69.
70. Landmand, Leierskov Mark  Colonne Formand ved Jerenbanen, Lunderskov  70.
71. Huusmand, Gamst  Arbeidsmand Undervorporal, Hjarup  71.
72. Murer ??, Vamdrup  Arbeidsmand, Vamdrup  72.
73. Arbeidsmand, Gjelballe  Ingeniør Sergent, Veerst  73.
74. Leiehusmand, Skanderup  Colonne Formand ved jernbanen, Vamdrup  74.
75. Murermester, Skanderup  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  75.
76. Snekersven, Gjelballe  Leiehuusmand, Østergjesten  76.
77. FæstehusMand, Bække  Uhrmager, Leierskov  77.
78. Landmand, Andst  Arbeidsmand Undercorporal, Hjarup  78.
79. Insider, Bække  Skræder, Hjarup  79.
80. Husmand, Leirskov  Arbeidskarl, Dollerup  80.
81. Gaardmand, Bække  Møllersvend, Øster Vamdrup  81.
82. Husmand, Bække Arbeidsmand, Vamdrup Station 82.
83. Huusmand, Bække Gaardmand, Gamst  83.
84. Husmand, Bekke Arbeidsmand, Leierskov  84.
85. Bonde eller Landmand, Ferup, Lejerskov Gaardmand, Andst  85.
86. Husmand (Landarbeider), Sest Arbeismand, Vamdrup  86.
87. Væver, Jordrup Væver,  Gjesten  87.
88. Gaardeier, Bække Huusmand, Vamdrup  88.
89. Husmand, Bække Murer, Andst  89.
90. Gaardeier, Bastrup, Vamdrup Husmand, Veerst  90.
91. Tømmere og Jordbruger, Lejrskov Møller, Skanderup  91.
92. Insidder, Lejrskov Husmand, Andst  92.
93. Gaardmand, Seest ??Mægler, Andst  93.
94. LandarbeidsMand, Vamdrup Arbedsmand, Vamdrup  94.
95. Huusmand, Bastrup, Vamdrup Huusmand, Leirskov  95.
96. Arbeismand, Vester Vamdrup Mark Gaardmand, Andst  96.
97. Ledvogter, Seest Væver, Store Andst  97.
98. ??binder, Leierskov Bonde, Leirskov  98.
99. Gaardmand, Hjarup Bonde, Egtved  99.
100. Landmand, Gamst Mark Gaardmand, Seest  100.
101. Arbejdsmand, Gejsing Mark, Andst Arbeidsmand, Dollerup  101.
102. Husmand, Hjarup, Skanderup Arbeidsmand, Øster Giesten  102.
103. Arbejdsmand, Øster Gjesten Skanderup Ledvogter ved danske Statsbaner, ??  103.
104. Arbeidsmand, Vester Gjesten Mark Stationsforvalter, Lunderskov  104.
105. Avlsbruger, Jordrup Arbeidsmand, Seest  105.
106. Gaardmand, Lunderskov Arbeidsmand, Vamdrup  106.
107. ??, Øster Gjesten Skov ??, Øster Gjesten  107.
108. Boelsmand, Gamst Gaardeier, Hjarup  108.
109. Indsider, Vestergjesten Tømrer, Nagbølle  109.
110. Arbeidsmand, Husmand, St. Andst Land ?, Geising 110.
111. Huusmand, Øster Vamdrup Landmand, Jordrup  111.
112. Fæstehusmand, Gjesten Landmand, Hjarup  112.
113. Gaardmand, Bekke Huusmand, Gamst  113.
114. Huusmand, Veerst Landmand, Geising  114.
115.  Husmand, Veerst  ?arbeidsmand, Geising  115. 
116.  Husmand, Veerst  Fæstehusmand, Bække  116. 
117.  Arbeidsmand, Andst  Indsidder, ??  117. 
118.  Leiehusmand, Vester Gjesten Mark  ?Bondesinærer nu Fortiden?, Seest  118. 
119.  Boelsmand, Andst  Arbeidsmand, Vamdrup  119. 
120.  Boelsmand, Hjarup  Selveier, Gjesten  120. 
121.  Bonde, Leirskov  Husmand, Veerst  121. 
122.  Trykkender paa Grund af Sygdom, Nagbølle Mark Huusmand, Geising Mark  122. 
123.  Husmand og ?, Veerst  Arbeidsmand, Øster Gesten  123. 
124.  Husmand, Veerst  Husmand, Nagbøl  124. 
125.  Husmand, Veerst  Huuseier, Skanderup  125. 
126.  Boelsmand, Skanderup  Land bols Mand, Vamdrup  126. 
127.  Landmand, Vester Vamdrup  Husmand og ?, Veerst  127. 
128.  Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  Gårdejer, Lejrskov  128. 
129.  Husmand, Jordrup  Landmand, Lejrskov  129. 
130.  Gaareier, Øster Gjesten   Bonde, Vorbasse?  130. 
131.  Arbeidsmand, Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Huusmand, Bække  131. 
132.  Husmand, Andst  Smed og Vognfabrikant, Vamdrup  132. 
133.  Boelsmand, Hjarup  Insidder, Geising  133. 
134.  Skræddermester og Eier af Jordlod paa 6 Tdr. Land, Vamdrup  Porteur ved danske Statsbaner, Vamdrup  134. 
135.  Huuseier og Tømmer Mester, Geising  Træflisfabrikant, Lejrskov  135. 
136.  Gaardeier, Gamst, Andst  Arbeidsmand, Gjesten  136. 
137.  Lannarbeider, Vamdrup  Gaardmand, Geising  137. 
138.  Arbeidsmand, Hjarup  Landboelsmand, Leirskov  138. 
139. Arbeidsmand, Hjarup Bestyrer paa Veerst Bekke Fattiggaard, Bekke  139. 
140. Smed, Seest Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  140. 
141. Arbeidsmand, Seest Høker paa Landet Leierskov  141. 
142. Huusmand og Fisker i trange Kaar, Ferup Avlsbruger og Vognmand, Jordrup  142. 
143. Landmand, Store Andst Vognopsynsmand Vamdrup Station  143. 
144. Møllebygger, Seest Insidder, Lunderskov  144. 
145. Boelsmand, Vester Gjesten Mark Landmand, Vamdrup  145. 
146. Gaardeier, Andst Huusmand, Store Andst  146. 
147. Høker, Skanderup Gaardmand, Vamdrup  147. 
148. ?? og Arbeidsmand, Nagbølle Avlskarl paa Dollerupgaard, Dollerup 148. 
149. Husmand Murer og Tømrer, Leirskov Seleier Huusmand, Skanderup  149. 
150. Gaardeier, Vamdrup Landbolsmand, Lunderskov  150. 
151. Jern Banearbeider, Seest Gaardmand, Bække  151. 
152. Avlsbruger og Hjuler, Vamdrup Landmand, Bastrup, Vamdrup  152. 
153. Huusmand, Lejrskov Mark Gaardeier, Vamdrup  153. 
154. Skolelærer, Seest, saaret 23. April (Kolding) og 6. Juli Selveier, Gjesten  154. 
155. Indsidder, Lejrskov Landmand, Andst  155. 
156. Arbeidsmand, Sest Huusmand, Lejrskov  156. 
157. Husmand, Gamst Tjenestekarl, Jordrup  157. 
158. Husmand Invalideforsørgelse, Skanderup Huusmand, Lille Andst  158. 
159. Fæste Husmand, Bække Skræder og Landbolsmand, Vamdrup  159. 
160. Boelsmand, Dollerup Landmand, Lille Andst  160. 
161. Arbeismand, bække  Ledvogter, Andst  161. 
162. Arbeidsmand, Gamst Mark  Arbeidsmand, Vamdrup  162. 
163. indsidder, Gjesten  Tjenestekarl, Hjarup  163. 
164. Jeg er ?? og Landmand, Lille Andst  Smed, Skanderup  164. 
165. Arbeidsmand, Store Andst  Bonde, St. Andst  165. 
166. Gaardeier i St. Andst  Ølbryger, Store Andst  166. 
167. Indsidder og Arbeidsmand, Lunderskov  Gaardmand, Vamdrup  167. 
168. Arbeismand, Hjarup  ??mand, Jordrup  168. 
169. Arbeider, Seest  Landmand, Store Andst  169. 
170. Landmand, Leierskovmark  Bonde, Andst  170. 
171.  Huusmand, Seest  Arbeidsmand, Andst  171. 
172.  Arbeidsmand, Geising  Huusmand, Andst  172. 
173.  Tjenestekarl, Hjarup  Hustommersven?. Seest  173. 
174.  Gaard og Avlsmand, Andst  Bonde, Skanderup  174. 
175.  Bonde, Øster Gjesten  Selveier, Gjesten  175. 
176.  Huusmand, Øster Gjesten  Landbrugsmand?, Øster Vamdrup  176. 
177.  Arbeidsmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  177. 
178.  Husmand, Veerst  ?hjælper, Vamdrup  178. 
179.  Gaardeier, Øster Gjesten  Gaardmand, Jordrup  179. 
180.  Husmand, Skanderup  Arbeidsmand, Nagbølle  180. 
181.  Husmand, Jordrup  Træskomager, Øster Vamdrup 181. 
182.  Avlsmand, Andst  Bonde Gaardeier, Uhre  182. 
183.  Arbeidsmand og ?, Leierskov  ?karl, Leirskov  183. 
184.  Jordbruger og Tømrer, Andst  Murer, Gamst  184. 
185. Tjenestekarl, Vamdrup  Husmand, Veerst  185. 
186. Arbeidsmand, Hjarup  Tjenestekarl, Seest  186. 
187. Landmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  187. 
188. Smed, Vester Vamdrup  Huusmand, Torsted ! 188. 
189. Bonde, Vamdrup  Muremester, Ødis  189. 
190. Arbeidsmand, Leierskov  Snedker, Leirskov  190. 
191. Arbeismand, Vester Vamdrup  Landmand, Vamdrup  191. 
192. Arbeidsmand, Leirskov  Gaardeier, Dollerup  192. 
193. Ledvogter ved den Sydjyske Jernbane, Vamdrup  Indsider og ?, Gjesten  193. 
194. Smed, Bekke  Landmand, Bekke  194. 
195. Husmand, Leirskov  Bolsmand, Gjesten  195. 
196. Arbeismand, Hjarup  Politibetjent og Selveier, Lunderskov 196. 
197. Gaardmand, Geising  Arbeidsmand, Jordrup  197. 
198. Sneker, Geising  Landmand, Seest  198. 
199. Huusmand, Leirskov  Arbeismand, Vamdrup, Bastrup Mark  199. 
200. Huusmand og Smed, Leirskov  Gaardeier, Veerst  200. 
201. Tømrer, Lunderskov  Tjenestekarl, Egtved  201. 
202. Gaardeier, Leirskov  Leiehusmand og Dagleier, Gjesten  202. 
203. Arbeismand, Vamdrup  Tjenestekarl, Bastrup, Vamdrup  203. 
204. Gaardmand, Vamdrup  Arbeismand, Bekke  204. 
205. Husmand, St. Andst  Landmand, Egtved  205. 
206. Væver, Gjesten  Landmand, Seest  206. 
207. Landmand, Gjesten  Hjuler, Lejerskov  207. 
208. Landmand, Jordrup  Arbeismand, Vamdrup  208. 
209. Arbeismand, Hjarup  Arbeidsmand, Leirskov  209. 
210. Boelsmand, Jordrup  Bødker, Leirskov  210. 
211. Landmand, Jordrup  Husmand, Bekke  211. 
212. Huusmand, Jordrup  Selveier og Arbeidsmand, Seest  212. 
213. Indsidder, Jordrup  Gaarmand, Veerst  213. 
214. Aftægtsmand, Jordrup  Arbeidsmand med Skovl og?, Vamdrup  214. 
215. Bødker, Bekke  Huusmand, Geising, Andst  215. 
216. Huusmand, Jordrup  Handelsmand, Bekke  216. 
217. Husmand, Veerst  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  217. 
218. Huusmand, Lille Andst  Landboelsmand, Vamdrup  218. 
219. Huusmand, Seest  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  219. 
220. Huusmand, Andst  Arbeidsmand, Andst  220. 
221. Landmand, Lejrskov  Maskinpadser ved Statsbanerne, Vamdrup  221. 
222. Bonde, Leirskov  Arbeidsmand, Gjelballe  222. 
223. Huus Mand, Vamdrup  Huusmand, Jordrup  223. 
224. Landmand, Andst  Husmand, Seest  224. 
225. Leiehusmand, Bekke  Huusmand, Gjesten  225. 
226. Partikuloir, Seest** Møller, Andst  226. 
227. Arbejdsmand, Andst  Indsidder og Væver, Lunderskov  227. 
228. Selveier?, Vamdrup  Husmand, Lejrskov  228. 
229. Huusmand, Leierskov  Mølleforpagter, Rolles mølle  229. 
230. Gift og Huusmand, Nagbølle  Gaardeier, Gamst, Andst  230. 
231. Boelsmand, Hjarup  Bonde, Leirskov  231.
232. Træskomand, Andst  Arbeidsmand, Selveierhusmand, Øster Gjesten  232.
233. Huusmand Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lejrskov  233.
234. Ledvogter, Dollerup  Arbeidsmand, Seest  234.
235. Straatækker, Gjelballe  Gartner, Lejrskov  235.
236. Gift Gaarsholdt, Hjaarup  Bonde, Geising  236.
237. Arbeidsmand, Skanderup Dollerup Husmand, Løvlund, Grene  237.
238. Husmand, Gjelballe Mark  Husmand og Familiefader, St. Andst  238.
239. Gårdmand, Andst  Tjenestekarl, Lejrskov  239.
240. Gaardmand, Veerst  Arbeismand, Vamdrup  240.
241. Huusmand?, Gjesten  Skomagersvend, Bastrup, Vamdrup  241.
242. ? og Insider, Leirskov Kjøbmand, Vamdrup  242.
243. Gaarmand, Gjesten  Landmand, Vamdrup  243.
244. Husmand, Leirskov  Træskomand, Skanderup  244.
245. Husmand, Leirskov  Landmand, Skanderup  245.
246. Arbeid Mand, Vamdrup Mark  Gaarman, Nagbølle  246.
247. Indsider, Veerst  Arbeismand, Seest  247.
248. Husmand, Vamdrup  Husmand, Bekke  248.
249. Husmand og Tømrer, Leirskov  Arbeidsmand, Dollerup Mark  249.
250. Skræder og Husmand, Andst  Haandværker, Skræder, Skanderup  250.
251. Indsider og Dagleier, Gjesten Skræder, Vester Vamdrup  251. 
252. Gaardejer, Bække Landmand, Bekke  252. 
253. Indsider og Dagleier, Gjesten Indsider, Veerst  253. 
254. Huusmand, Bekke Politibetjent, Leirskov  254. 
255. Bondemand, Geising Praktiserende Læge, Officersaspirant, St. Andst  255. 
256. Boelsmand, Gjesten Landboelseier, Lunderskov  256. 
257. Landmand, Gamst Landmand, Bastrup, Veile Amt!  257. 
258. Røgter, Hjarup Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  258. 
    Husmand, Leirskov  259. 
    Husmand, Veerst  260. 
    Murer og Tømrer, Bastrup, Vamdrup  261.
    Fæstehusmand, Gjesten  262.
    Huusmand, Gjesten  263.
    Tjennestekarl, Gjesten  264.
    Jordbruger, Egtved  265.
    Landmand, Gamst, Andst  266.
    Husmand, Gamst, St. Andst  267.
    Tjenestekarl, Lejrskov  268.
    Jordbruger, Veerst  269.
    Gift ... Arbeidsmand, Leirskov  270.
    Dagleier, Veerst  271.
    Snedker, Seest  272.
    Indsidder, Skanderup  273.
    Gaarmand, Gamst, Andst  274.
    Skomager, Hjarup  275.
    Tjenestekarl, Bekke  276.
    Indsidder og Arbeidsmand, Leirskov  277.
    Ungkarl, Dagleier, Leirskov  278.
    Boelsmand og Bonde, Skanderup  279.
    Tjenestekarl, Gjelballe  280.
    Gaardmand, Bekke  281.
    Gaardmand, Bekke 282.
    Møller, Øster Vamdrup, Vamdrup  283.
    Huusmand, Gamst, Andst 284.
    Huusmand, Vamdrup 285.
    Kjøbmand, Jordrup 286.
    Høkker, Bekke 287.
    Landboelsmand, Vamdrup 288.
    Ledvogter ved de danske Statsbaner, Vamdrup 289.
    Landmand, Jordrup 290.
    Murer og Tømmersvend, Gjesten 291.
    Arbeis Mand Huusmand, Bastrup, Vamdrup 292.
    Skrædermester, Vamdrup 293.
    Gaardmand, Leirskov 294.
    Huusmand, Bekke 295.
    Bunde, Bastrup, Vamdrup 296.
    Tjenestekarl, Store Andst 297.
    Smed, Hjarup 298.
    Huusmand, Vamdrup 299.
    Smed, Bekke 300.
    Selveier, Gjesten 310.
    Landboelsmand, Bastrup, Vamdrup 311.
    Hus Mand, Seest? 312.
    Gaardmand, Bekke 313.
    Landboelsmand, Leirskov 314.
    Bonde, Jordrup 315.
    Gaardaier, Bastrup, Vamdrup 316.
    Husmand, Seest 317.
    Snekermester, Vamdrup 318.
    Gaareier, Seest 319.
    Tjenestekarl, Skanderup 320.
    Gaardmand, Leirskov 321.
    Insider, Skanderup 322.
    Møller, Mølleforpagter, Drabæks Mølle 323.
    Arbeidsmand, Leirskov 324.
    Husmand, Veerst 325.
    Landmand, Geising 326.
    Huusmand, Øster Gjesten 327.
    Arbeismand, Leirskov 328.
    Arbejdskarl, Jordrup 329.
    Husmand, Veerst 330.
    Landmand, Jordrup 331.
    Porteur, Vamdrup Station 332.
    Landmand, Gjelballe  333.
    Arbeidsmand, Øster Vamdrup Mark 334.
    Boelsmand, Seest Mark 335.
    Gift Husmand og Arbeidsmand, Andst Mark 336.
    Bonde, Geising 337.
    Landmand Gaardmand, Leirskov 338.
    Bonde, Holte, Vamdrup 339.
    Huusmand, Bekke 340.
    Landmand, Bastrup Mark, Vamdrup 341.
    Husmand, Nagbølle Mark 342.
    Gaareier, Store Andst 343.
    Arbeidsmand, Vamdrup 344.
    Gaarman, Øster Gjesten 345.
    Bestyrer paa Holte Fattiggaard, Vamdrup 346.
    Landmand, Øster Vamdrup 347.
    Malermester, Vamdrup 348.
    Smed, Gamst, Andst 349.
    Gaardmand, Seest 350.
    Slagter, Seest 351.
    Fattig?, Seest 352.
    Skrædder, Nagbølle 353.
* Hans Andersen Buch, Particulier - privatmand.
 
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger      
Landbrug  Gaardmand, Gaardeier Landmand, Bonde, Avlsbruger Selveier m.v. Landarbeider, Landarbeids-mand, Røgter Arbeidsmand Huus-, Selveierhuus-, Leiehuus-, og Fisker i trange Kaar, Boelsmand, Fæste-husmand, og Invalide-forsørgelse Tjenestekarl Svagelig Krigsinvalid Indsidder, Dagleier m.v. I alt % af alle  
  28