Arrangementer  

i Historisk Samfund for Skive og Omegn onsdag d. 29. nov. 2023 kl. 19-21 på Skive Museum, Mødelokalet, Havnevej 14, Skive.
Se referat.
Arrangementer 2024:
 

   

Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn
blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   

Der er i den her behandlede del af Limfjordslandet to klostre, Ørslev Kloster og Grinderslev Kloster, som begge med reformationen blev kongelige len med deraf følgende periodisk forfald.

Ørslev Kloster er så absolut det mest velbevarede af de neden for afbildede klostre.
Af Grinderslev Kloster er der kun kirken tilbage. 
I dag står de to klostre alt i alt velbevarede og som væsentlige historiske monumenter.
       
Lidt længere ude i periferien har vi Stubber KlosterGudumVestervigVitskøl og Dueholm Klostre. Mest forfaldsramt er så absolut Stubber Kloster. Og det er en ganske trist historie, som bør berettes.
Alene fotoet er et godt vidnesbyrd om forfaldet. Det er vestfløjens hvælvede kælder, det eneste, som overlevede den sidste del af nedrivningen af klosteret i 1870. Bygningen med stråtag over kælderen er opført efter nedrivningen.
 
Stubber Klosters kælder. Det eneste tilbageblevne af klosteret.
Stubber Kloster blev i 1547 til Stubbergaard med Iver Juels overtagelse af klosteret. 
 
Stubber Kloster, Stubbergaard
Stubber Kloster ligger på et næs i Stubbergaard Sø. Klosteret har formentlig været et benediktinsk nonnekloster. Det anføres nævnt første gang skriftligt i 1268, men formodes at have eksisteret tilbage i 1100-tallet. I Diplomatarium Danicum kaldes det i 1408 Stubthorp. Navnet kunne tyde på, at der har været en anden klosterbebyggelse, før den formentlige udflytning til Stubthorp - thorp betyder udflytterbebyggelse. Men om det har været før eller efter 1268 siger de skriftlige vidnesbyrd intet om.
Af salgsskøde fra 1547 til Iver Juel fremgår det, at klosteret ejede hele Sevel, store dele af Trandum og Sahl.
Under Iver Juel blive Stubber Kloster til Stubbergaard. Juel'ernes stort anlagte herresæde her var gået stærkt i forfald, da Stubbergaard blev solgt til Jac. Boserup i 1836. Østfløjen brændte i 1807, og 1805 og 1834 blev henholdsvis syd- og nordfløjen nedbrudt. Kun vestfløjen stod tilbage, indtil Boserups nedrivning af denne del i 1870.
Jac. Boserup lod i 1849 Ny Stubbergaard opføre.*
 
Det er sparsomt, hvad der er tilbage efter nedrivningen af Stubber Kloster fra 1870 (eller før, jvf. dr. phil O. Nielsen) og de følgende år, hvor kloster med gods blev solgt til lokale bønder - til nedrivning. Nedrivningen blev oven i købet destruktiv ud over det normale, idet klostret tilhørende pergamenter og dokumenter blev kørt i trillebøre ud i søen. Ejeren indtil 1870 var rigsdagsmand og proprietær Jacob Boserup, der levede 1808-84. Han bevarede til eget brug nogle få pergamenter, desværre de ringeste og historisk set mindst værdifulde iflg en lokal sognepræsts, Villads Christensens beretning fra 1911. Iflg. O. Nielsen ejedes disse dokumenter i 1889 af den daværende ejer af Sindinggaard, proprietær Olsen*. J. Boserup huskes næppe for meget andet end disse dokumenters og pergamenters sørgelige skæbne. 
 
Der er to til tre væsentlige, berettende kilder til begivenhederne omkring Boserup og den nedrivning af Stubbergård, Stubber Kloster, som han var en del af: 1) Den bedste og fagligt mest kompetente beretning om Stubbergaard finder man i Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder 1895, udgivne af Olaf Nielsen Dr. phil., Arkivar (elektronisk indlagt i Vinderup Egnshistorisk Forening). Olaf Nielsen skriver ret tæt på nedrivningen af Stubber Kloster (1895). Han har desuden i 1889 offentliggjort de dokumenter fra klosterarkivet, som ikke blev tilintetgjort i forbindelse med byggeriet af Ny Stubbergaard og nedrivningen af Stubber Kloster. 2) Pastor Villads Christensens beretning. Ved opslag i Historisk Samfund for Ringkøbing Amt, kan man få adgang til ældre udgaver af Hardsyssels Årbog, herunder 1911, hvor pastor Villads Christensen har en ganske udmærket og - så vidt det kan konstateres - velunderbygget fremstilling af Stubber Klosters historie. Den findes også, lidt mere let håndterlig i et link til Vinderup Egnshistorisk Forening. Men V. Christensen er sekundær i forhold til Olaf Nielsen, der både tidsmæssigt og sagligt er tættere på begivenhederne o. Stubber Kloster. Villads Christensen henviser da også til Olaf Nielsens ekspertise o. de tabte dokumenter og pergamenter. Men han (VC) kan velsagtens også være årsag til reduceringen af Jacob Boserups ansvar i forbindelse med tabet af klosterbygninger og - især - dokumenter og pergamenter.
3) En tredie version af begivenhederne, som er ca. samtidig med O. Nielsens beretning finder man i En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard - skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Alt iflg. note af P. K. Hofmansen ved udgivelse i 1967.
Amalia Lange her levet i Sevel lige præcist på den tid, hvor Jacob Boserup lod Ny Stubbergaard opføre - fra 1849, flyttede hertil i 1854 iflg. Amalia Lange. Desværre er Amalia Lange noget upræcis i tidsangivelser og omstændigheder o. nedrivningen af Stubber Kloster. Hun skriver: "De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord." (S. 14) Det fremgår i anden sammenhæng i Amalia Langes beretning, at "Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke ?Kryptkirke?) maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid." (note 45)
Af dokumentarisk kildemateriale til Stubber Klosters historie er der således næsten intet tilbage. Faktisk eksisterer der stort set kun de sparsomme rester, som Olaf Nielsen har offentliggjort i Danske Magazin, 5. række, 2. binds første hefte, 1889. Det hedder i Olaf Nielsens beretning om tabet af dokumenterne til Stubber Kloster: "Da Boserup flyttede til Ny Stubbergaard, ødelagde han Gaardens store Arkiv, som han for en Del kørte i Søen men ellers overlod til alle og enhver. Den eneste Levning deraf ere de Dokumenter, jeg udgav i Danske Magasin 5. række 2. Bind, men man ved endnu at fortælle om de mange Pergamenter, som bl.a. bleve brugte til at lappe Skindtrøjer med; naar man ved, at yngre Pergament er stift og ubrugelig dertil, medens det fra det 15. Aarhundrede og ældre Tid er blødt og vel skikket til sidstnævnte Brug, kan man tænke sig, hvilket Tab Historien har lidt ved denne Vandalisme. Boserup var ellers i andre Henseender en dygtig og brugbar Mand, der sad i Rigsdagen i flere Aar."
 
De tre her anførte er vist nok de eneste, nogenlunde samtidige beretninger, der eksisterer omkring omstændighederne ved nedrivningen af Stubber Kloster.
Destruktionen af pergamenter og dokumenter beskrives i Villads Christensen som et uheld, der medførte, at man under oprydningen blandt murbrokker lod tilfældighederne råde m.h.t. de pergamenter og dokumenter, der blev reddet fra at blive kørt ud i søen. Olaf Nielsen er mere kontant i beskrivelsen af Jacob Boserups andel i de triste begivenheder o. nedrivningen af klostret. Amalia Lange er lyrisk og ret lidt informerende om hændelsen.
Iflg. A. Langes og V. Christensens fremstillinger kan man ikke pege direkte på J. Boserup som skyldig i tabet af pergamenter og dokumenter. Han har dog trods alt forsøgt at bevare de - ganske vist mindst værdifulde - pergamenter, som han havde held til at redde.
Men denne version af nedrivningen og destruktionen af arkivet er næppe troværdig. Den skal under alle omstændigheder sammenholdes med den version, som O. Nielsen har givet i 1889, iflg. hvilken Boserup allerede i 1850'erne, før salget og nedrivningen af Stubber Kloster, skulle have destrueret det meste af arkivet.
Det bevarede fremgår af O. Nielsen, Offentliggørelse af de  sparsomme rester af Stubber Klosters arkiv i Danske Magazin 5. række, 2. bind, 1889. Her skriver han i Levninger af Stubbergaards arkiv indledningsvis: "... indtil for en 30 Aar siden (var der her) et stort Arkiv, men dette er nu for største Delen ødelagt. En Levning deraf er de nedenfor meddelte 10 Pergamentsdiplomer, der tilhøre Proprietær Olsen paa Sindinggaard..."
Af de offentliggjorte diplomer er der ingen, som vedrører Stubber Kloster direkte, tre omhandler familien Krabbe og formodes af Nielsen at være hørende til et arkiv for denne familie, I en anden sammenhæng har O. Nielsen meddelt, at J. Boserup allerede i 1855-56 lod arkivet køre i søen - og kun bevarede de for klostret mindst værdifulde pergamenter. Som så åbenbart er kommet i proprietær Olsens, Sindinggaard besiddelse.
Hvis vi regner 30 år tilbage fra affattelsen af den i 1889 offentliggjorte artikel, så kan vi under alle omstændigheder slutte, at O. Nielsen mener at vide, at Stubber Klosters arkiv er blevet destrueret af Boserup i 1850'erne engang.
 
Uvidenhed og hensynsløs adfærd, styret af materielle hensyn kan m.a.o. ikke tilskrives "hvad kender bønder til latin", som man har gjort i nutidige kommentarer til tabet af Stukbber Klosters arkiv - i misforstået tiltro til V. Christensens beretning om, at det var lokale bønder, som i 1870 var de skyldige. Således som det fremgår af både Trap Danmark, 5. udgave, s. 323-24 og Danske Slotte og Herregårde, bd. 12, s. 369-70. 
 
Skal man forsøge at konkludere ud fra de 3 beretninger, så er det meste sandsynlige nok, at arkivet blev destrueret i 1850'erne af Jacob Boserup ved udflytningen til Ny Stubbergaard, som anført af O. Nielsen. Nedrivningen af klosterbygningerne er først sket en gang i 1860'erne, muligvis i 1870, som anført af O. Nielsen og V. Christensen.
 
Alt i alt er Ørslev Kloster det bedst bevarede og mest oprindelige af Limfjordens klostre.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jakob Jensen, prior i Stubberup nævnes som tingsvidne i Diplomatarium Danicum i 1408.
Med reformationen i 1536 blev Ørslev Kloster et kongeligt len, hvor bygningerne ifølge synsforretningen ved salget til Hans Lindenov i 1584 var i "en elendig forfatning. Avlsgårdens lader og stalde var lerklinede og med jordgravede stolper. Til herregården hørte der 53 fæstegårde, 8 bol (mindre gårde) og 26 jordløse huse. Dertil kom så meget skov, at der var olden (agern, bog m.m.) til 300 svin. Men gennem tiden blev skoven reduceret til fordel for dyrkede arealer og lyngheder."
Det endte for så vidt også ret skidt. Som andre herregårde blev også Ørslev Kloster udsat for herregårdsslagtning. Dog med en for eftertiden lykkelig ende - et velbevaret stykke kulturhistorie, ikke mindst i kraft af den sidste ejers, Olga von Sponnecks indsats. Alt i alt var der i forbindelse med kronens og de senere ejeres overtagelse efterhånden blevet tale om en ganske betydelig hovedgård, skabt under kirken. Herunder dog også i et konfliktfyldt forhold til kirkens øvrighedsrepræsentant, biskoppen i Viborg.
Før reformationen kan der ikke herske tvivl om, at det i tidens løb var lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold mod betaling i fast eiendom), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret, d.v.s. de var skattefri i forhold til kronen men skulle svare hoveri til hovedgården Ørslev Kloster. Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde denne provent, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder også har været optaget kvinder af borgerlig stand. Som så har været mindre økonomisk attraktive for klostret. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men vi ved, at de to sidste nonner i Ørslev Kloster, der er oplysninger om, begge var adelige*. Særligt i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet, har sikkert været en følge af bl.a. dette forhold. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid. I det mindste vil nogen vide at kunne berette, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Disse noget fantasifulde betragtninger er der ikke noget belæg for. Man kan ydermere med datidens transportforhold in mente spekulere lidt over, hvilke "nærliggende klostre", der kunne tænkes at kontakte nonnerne i Ørslev Kloster.
Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes herefter til adelige, for det meste som pant for lånte penge. De sidste nonner fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve klostrets gård stod på denne tid som nævnt ganske ilde til med.
Otte Krumpens enke Anne Lykke fik i 1571 fik overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, og hun indberettede her til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte frygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været, kan man se i udsagn fra efterfølgeren. Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt den sidste mindelse om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster.
Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han med handel (og noget, der tangerede sørøveri). De fleste adelsmænd på denne tid nøjedes med at handle med egen produktion, hvor Hans Lindenov nærmest udviklede sig til købmand (og sørøver). Det var også Lindenov, der fik den for bl.a. sørøveri dømte og i 1589 henrettede Mogens Heinesens lig overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning.
Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Han døde i Ostindien i 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence Lindenov, som var ejer 1642-71, hvor en datterdatter overtog. Christence Lindenov døde i 1679
I 1661 blev hovedgården til Ørslev Kloster takseret til ca. 48 tdr. hartkorn, svarende til 237 tdr. land dyrket jord. Dette var  samme størrelse som den nærtliggende Stårupgård. Der var på den tid kun to herregårde i Hald og Skivehus Amter, som havde større besætninger end Jungetgård og Keldgård, nemlig Stårupgård og Ørslev Kloster. Der var på Ørslev Kloster i 1661 "4 Heste, 7 Køer, 3 Kvier, 3 Kviekalve, 3 Studeungnød, 3 Studekalve, 64 Faar og Vædre og 42 Lam, hvoraf der betaltes 2 Rdl. 35 Sk. i Skat. 1662 anføres ingen Heste, men 6 Køer, 50 Stude, 3 Ungnød, 40 Faar og 30 Lam, hvoraf Afgiften var 5 Rdl. 47 Sk." Christance betalte i 1676 og to følgende år i krigsstyr (ældre dansk krigsskat fra 1613- 1747, den blev betalt i to årlige terminer) 730 Rdl., hvilket var et betragteligt beløb, der kunne tyde på betydelig velstand. Besætningen var i 1687 på 6 heste foruden 27 stk. kvæg, 43 får og 3 svin. I 1672 var der 7 karle og 6 piger på gården, men når gården i perioder blev drevet ved forpagter, var husholdet mindre... Der var et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården." Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Hun kan betragtes som en af egnens rigeste godsejere med egen gård i Viborg - med "ikke mindre end otte ildsteder". Hun drev ikke selv landbruget på Ørslev Kloster, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den kendte officer Johan Rantzau, som tog initiativ til den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i, hvad der karakteriseres som "en streng og enkel stil." Se fortegnelse over de her brugte mål.
Efter Johan Rantzaus død 1708 blev Ørslev Kloster overtaget af hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den i 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent på egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods (i Ørum). I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik de Berregaard, der døde allerede 10 år efter. Han nåede dog at erhverve sig en kgl. privilegeret kro i Lund, før han døde. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede aflæggergården Lærkenborg, som han i 1768 fllyttede til og afhændede samtidig Ørslev Kloster til svigersønnen Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse.
Hos Nicolai Jonge hedder det i 1777 om Ørslev Kloster ved Berings overtagelse: "Den  frie  Hovedgaardstaxt  er  27 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 1 Alb., Bøndergods 310 Tdr. 2 Skpr. 2 Fkr., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Tiender  42 Tdr. 3 Skpr. 4/5  Fkr." Se om måleenheder
"Avlsgården var brændt i 1749 og blev genopført i nogle imponerende dimensioner."
1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster af Mikkel D. Bering for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne. Som en nok mindre ting - men bortsalget omfattede også den kgl. privilegerede kro i Lund, der i 1801 blev overtaget af Jørgen Møller sammen med en tilhørende ret stor parcel.
Alene i 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke hovedgården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved dennes død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive, hvad man har karakteriseret som en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening. 1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. land af den tidligere forvalter, nu svigersøn Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og i 1913 skø­dede han hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling, der nævnes i folketællingslisten for 1916, men her er forfaldet helt klart sat ind, kan man se på det efter tidligere standarder meget begrænsede, stort set ikke eksisterende folkehold.
1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. land af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere. I 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn
Fra 1890 frem til folketællingen i 1916 kan man alene ud fra folketællingsmaterialet se, at det er gået overordentlig stærkt tilbage. Under familien Herskind og svigersønnen Fritz Grotrian ser det ud til at gå helt galt, især under Fritz Grotrian. Under A. Herskind var der 23 personer i hovedgårdens hushold incl. tyendet, 8 forpagterhuse, huse i Hald, der folketællingsmæssigt registredes som hørende til hovedgården. Under Fritz Grotrian var der stadig 24 personer i hovedgårdens husholdning, nok et betegnende vidnesbyrd om et forgæves forsøg på at opretholde tidligere tiders herskabelige standard. Den sidst registrerede beboer, P. O. J. Malling havde ikke et folkehold på hovedgården. Salget til Malling i 1913 var de sørgelige rester: 5-600 tdr. land agerjord, 50 tdr. land park og skov. Og Ørslevkloster Sø, 72 tdr. land.
Da Malling afhændede godset i 1918, blev det for størstepartens vedkommende til et konsortium, som fortsatte med at sælge jord fra, bl.a. til Ravnkildegård, der blev placeret lige over for den gamle hovedbygning og kirken. Hovedbygningen, klostret, kom under Bygningsynet, og blev hermed reddet fra nedrivning.
I 1921 overtog hestehandler N. C. Thorsen fra konsortiet hovedbygning og 239 ha., d.v.s. godt 16 tdr. htk. I 1926 blev der udstykket 82,5 ha. til 13 statshusmandsbrug. 
Med lidt simpel hovedregning kan det sluttes, at der herefter var 156,5 ha. tilbage som jordtilliggende til hovedgården, hvor ladebygningen i 1925 brændte . 
Ejeren var fra 1929 Else Pedersen og hendes sønner, hvoraf den ene, Jens Chr. Pedersen fra 1933 stod som eneejer af Ørslev Kloster. I 1932 meddelte ejeren Bygningssynet, at det kunne blive nødvendigt at nedrive de ikke restaurerede fløje, hvilket medførte et tilsagn om statslig støtte til tag- og murreparationer til et beløb på 30.000 kr.   
I 1934 blev der bortsolgt 44 ha. til endnu en gård. 26. april 1934 blev kloster og hovedbygning med 2 ha. solgt til komtesse Olga Sponneck, der i 1934 flyttede ind som ejer i selve hovedbygningen med kun have og park tilbage af den tidligere hovedgård, medens ejeren Jens Chr. Pedersen beholdt selve avlsgården og i skødet fik indføjet, at dette nu var hovedgården til Ørslev Kloster. Tilbage af den oprindelige hovedgård kan man regne sig frem til, at der på dette tidspunkt har været 110,5 ha.* 
Sammen med købet af gården fik Olga Sponneck de af Bygningstilsynet bevilgede 30.000 kr. til de første, nødvendige istandsættelser af de medtagne klosterbygninger. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse i 1964 med et efterhånden fint istandsat kloster. Ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte
 
 
 
* Oplysninger om ejere, arealstørrelser og frasalg i årene op til 1934 ses summarisk i den næsten samtidige oversigt, Større danske landbrug, bind VI, 1937. Udgivelsesåret skal man anstrenge sig for at finde, men 1937 skulle stå til troende. Se beskrivelse af begreberne hoved-, ladegårde m.v.
 
 
 
 
Bygger på forskellige former for kildemateriale, herunder oplysninger fra Skeel.info, se også artikel om Ørslev Kloster
 
 

Indtil reformationen i 1536 var Ørslev Kloster - et nonnekloster med jordtilliggende, men hvis historie er ganske uvis, da bispestolens arkiv i Viborg brændte i 1736. Kirkegodset blev overtaget af kongemagten, og kongens repræsentant lokalt var så  lensmanden. På Ørslev Kloster var der en række lensmænd efterfulgt af en række også borgerlige ejere, herunder regulære herregårdsslagtere:

  1. Henrik Rantzau 1536-38
  2. Mogens Kaas 1538-42
  3. Jens Rotfeld 1542-46
  4. Oluf Munk 1546-66
  5. Mette Oxe 1566-68
  6. Hennike van Hagen 1568-71
  7. Anne Lykke 1571-75
  8. Malthe Jensen Sehested 1575-84
  9. Hans Christoffensen Lindenov 1584-1610
  10. Hans Lindenov 1610-21
  11. Anders Lindenov 1621-39
  12. Hans Lindenov 1639-42
  13. Christence Lindenov 1642-79
  14. Sophia Amalia Friis g.m. Johan Rantzau 1671-1717
  15. Christence Lindenov Rantzau g.m. Chr. Fr. Levetazu
  16. Ivar Nicolaj Sehested 1719-24
  17. Marie Lasson og Frederik Berregaard 1724-47
  18. Frederik de Berregaard 1747-60
  19. Jakob Lerche 1760-68
  20. Regine Lerche og Hans Henrik Jørgensen 1768-77
  21. Mikkel D. Bering 1777-94
  22. Mathias Richter 1794-1828
  23. Marie A. D. Richter og Hans Jørgen Ring de Fønss 1828-74
  24. Frederik P. de Fønss og Anders Herskind 1874-78
  25. Elisa Fønss og Anders Herskind 1878-1907. A. Herskind dør 1903
  26. Alvilda Herskind og Fritz Grotrian 1907-13
  27. P. O. J. Malling 1913-18. Forfald, vist især en konsekvens af Fritz Grotrians tid, Nationalmuseet griber ind for at bevare klostret. Ejerskab under konsortium, flere forskellige ejere, den sidste er J. Chr. Petersen, der beholder hovedgården og sælger klosterbygningerne til O. Sponneck efter at have skaffet en bevilling fra Bygningssynet til restaurering af klostrets hovedbygning
  28. Olga Sponneck 1934-64. Gennemgribende restaurering og istandsættelse af klostrets hovedbygning
  29. Komtesse Olga Sponnecks legat, arbejdsrefugium 1964-

Se o. herregårdsforpagtere i Hald og Skivehus amter i slutn. af 17. årh.

 

Grundplan over Ørslev Kloster, som det ser ud i dag - klik på grundplanen for forstørrelse. Mod nord kirken, klostret danner så her øst-, syd- og vestlængerne:

Der er desværre stort set ingen skriftlige kilder til Ørslev Klosters tidligste historie. Klosterets papirer blev i 1584 - altså efter reformationen og kronens overtagelse, ved Hans Lindenovs overtagelse af godskomplekset - afleveret til Domkirken i Viborg. Her forsvandt de for altid ved en brand i 1726. Vi ved fra en skriftlig kilde ved Hans Lindenovs overtagelse 1584, der ligger under Danske Kancelli på Rigsarkivet, at der var en godsoverdragelse i 1275, hvor Ørslev Kloster er nævnt. Man kan heraf nok slutte, at klostret har eksisteret mindst siden starten af 1200-tallet.

Dele af de nuværende klosterbygninger kan dateres til tidligst en gang fra 1400-tallet. Den i romansk stil byggede kirke er fra 1100-tallet. De tidligste, nogenlunde samtidige klosterbygninger har nok været i træ. De stensatte klosterbygninger, muligvis nogenlunde placeret som de nuværende klosterlænger, kan man finde beskrevet i overdragelsen af klostret i 1584 fra Frederik 2. til Hans Lindenov. Man kan sammenligne den her givne beskrivelse med oplysningerne i en brandtaksation fra 1793. De anførte mål i 1584 og 1793 varierer betydeligt, selv om de nævnte bygninger må have været stort set identiske. Det eneste, man derfor med sikkerhed kan sige, er, at der fra 1584 har været tre beskrevet tre stenhuse, tilhørende klostret - som i øvrigt har været i en yderst ringe forfatning ved overdragelsen til Hans Lindenov. Kronens ejerskab har her som ved andet overtaget kirkegods ikke været så befordrende for bygningerne. 

Restaurering af Vestfløjen 1934.     Klik for større billede

Billeder fra restaurering i 2005.

Billeder fra restaurering i 2007

 

Ørslev Kloster - http://skeel.info/showmedia.php?mediaID=5593

Se også gravstensepitafier og stole i 1600-tallet.


Ørslev sogn, Fjends herred, Viborg amt.
Før reformationen var gården et nonnekloster, og det antages i al­mindelighed, at det har tilhørt benediktinerordenen, skønt der herom ikke er bevaret noget skriftligt vidnesbyrd. Første gang, klostret nævnes, er 1275, da et brev bliver medbeseglet af >>hr. Johannes, prior i Østerløf<<. Men flere ting tyder på, at klostret er ældre, må­ske fra begyndelsen af århundredet. Det nuværende Ørslev Klosters firfløjede anlæg med kirken som nordre fløj er allerede i klostertiden indrettet ved planering og afgravning af den bakkeknude, hvorpå gården er beliggende. Af bygningerne er kirken bevaret nogenlunde uforandret fra middelalderen; den adskiller sig ikke meget fra andre landsbykirker, f. eks. nabokirken i Højslev. Det kan derfor antages, at kirken er ældre end klostret, og denne kendsgerning leder tanken hen på, at klostret skylder en stormand sin oprindelse, således at denne har skænket sin sædegård med tilhørende gårdkirke til opret­telse af klostret. Ørslev Klosters øvrige tre fløje er naturligvis i tidens løb stærkt omdannet, men undersøgelser i den nyeste tid har dog vist, at ikke ringe rester af de middelalderlige ydermure endnu står. Dette gælder især vest- og sydfløjen, og for den førstnævntes vedkommende kan man konstatere, at den har været delt i to stokværk, hvor dør og vinduer i begge stokværk endnu skimtes. Den er mod nord sammen­bygget med kirkens tårn og har rimeligvis været klostrets hovedfløj, idet der herfra har været direkte adgang til et i andet stokværks højde af træ opbygget nonnekor, hvorfra nonnerne fulgte gudstje­nesten. I sydfløjen er smukke kælderhvælvinger bevaret. Østfløjen har sikkert rummet alt, hvad der henhørte til husholdning og økonomi. Fra Ørslev Kloster er der bevaret udsagn om stridigheder med bis­pen om ansættelse af priorer. På Christiern I's tid fik nonnerne brev på, at ingen prior kunne påtvinges dem mod deres vilje, og så sent som 1528 fik de af Frederik I. tilladelse til selv at vælge deres prior, hvortil de da udnævnte skriveren på Skanderborg Slot, Svend Mogen­sen, altså en verdslig mand. At kongen således støttede klostret mod bispen, skal man sikkert ikke tillægge ideelle motiver, men den simple kendsgerning at kronen ligesåvel som bispen var særdeles interesseret i at få en vis indflydelse på klostrets godsrigdom. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at det i tidens løb lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret. Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde provent, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder har været optaget kvinder af borgerlig stand. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men det kan nævnes, at de to nonner i Ørslev Kloster, man har oplysninger om, begge var adelige. Særlig i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Som en følge heraf må man vel se den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid, i hvert fald ved et sagn at fortælle, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes til adelige, for det meste som pant for lånte penge; men nonnerne fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve gården stod det ret ilde til på denne tid. Da Otte Krumpens enke fru Anne Lykke i 1571 fik overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, indberettede hun til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte befrygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været. Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt den sidste mindelse om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster. Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han nu ? til dels i samarbejde med et par af Aalborgs største køb­mænd ? den rederi- og handelsvirksomhed, som han allerede havde påbegyndt i sin Bergenstid. Hans Lindenov er i den henseende ret enestående i det daværende Danmark. Vel beskæftigede også andre adelsmænd sig med handel, men som regel gik de ikke videre end til at sælge, hvad deres jordegods kastede af sig, mens Lindenov synes at have drevet handel i stor stil, selv om hans foretagender ofte lå på grænsen af, hvad man rettere burde kalde sørøveri. I denne sin egenskab af handelsmand var det, at Hans Lindenov kom i forbin­delse med den berømte færing Mogens Heinesen. Forholdet imellem dem har sikkert været yderst intimt, og da det 1588 lykkedes Hei­nesens gamle fjende Christoffer Valkendorf at få ram på denne, op­trådte Hans Lindenov som hans ivrigste forsvarer. Det lykkedes ham dog ikke at redde Mogens Heinesen, der 1589 blev dømt til døden, dels for mishandling af færingerne ? Mogens Heinesen havde i en årrække haft monopolet på handelen på Færøerne ? dels for åben­lyst sørøveri, mened og krænkelse af to adelige søstre. Hans Linde­nov opgav dog ikke sagen. På grund af visse formelle juridiske fejl ved dommen lykkedes det ham året efter at få dommen omstødt, og Mogens Heinesens lig blev overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning. Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Denne havde arvet faderens tilbøjeligheder for søen, og under Kalmarkrigen fik han kgl. bevilling på at drive kaperi mod svenskerne. Ved krigens ophør passede det dog ikke Hans Lin­denov at afslutte sine indbringende sørøverier. Han vedblev at op­bringe fredelige handelsskibe, og da jorden begyndte at brænde under ham, foregav han at ville drage på togt mod de tyrkiske galejer. Men inden han nåede at slippe bort fra Danmark, indhentede skæbnen ham. Han dømtes til evigt fængsel, men et par år efter blev han benådet mod at tjene 7 år i Ostindien, hvor han døde 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence. Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Denne blev i 1661 takseret til ca. 48 tdr. htk. og havde et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården. Fru Christence, der var en af egnens rigeste godsejere, med egen gård i Viborg med ikke mindre end otte ildsteder, drev ikke selv landbruget, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den bekendte officer Johan Rantzau, og ham skyldes den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i en streng og enkel stil. Efter Johan Rantzaus død 1708 gik Ørslev Kloster over til hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent af egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods. I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik Berregaard, der dog døde allerede 10 år efter. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede afbyggergården Lærkenborg, men 1768 afhændede han Ørslev Kloster til sin svigersøn Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse. 1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne. Alene 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke gården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved hans død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening. 1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. Id. af svigersønnen Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og 1913 skø­dede hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling. 1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. Id. af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere; i 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn, men i 1932 meddelte ejeren bygningssynet, at han nu ville nedrive de ikke restaurerede fløje, og senere truede han med at nedrive også resten. I sidste øjeblik trådte imidler­tid stiftsdame, komtesse Olga Sponneck til og erhvervede i 1934 selve hovedbygningen med 3œ tdr. Id. have og park, medens ejeren beholdt den 80 tdr. Id. store avlsgård. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse 1964; ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte. Forhandlin­gerne om, hvorledes komtessens ønsker skal realiseres, er dog endnu ikke afsluttet. Komtessen har i tidens løb tilkøbt en række arealer, således at den samlede ejendom nu omfatter ca. 55 tdr. Id. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE
1200-tallet Benediktinerordenen (?) Firfløjet klosteranlæg opført
1536 Kronen
1584 Hans Lindenov
1643 Claus Sested
1679 Sophie Amalie Friis
1682 Johan Rantzau
1708 Chr. Fr. v. Levetzow
1719 I. N. Sehested
1724 Fr. Berregaard
1724 Marie de Lasson (Berregaard)
1760 J. Lerche
1768 H. H. Jørgensen
1777 M. D. Bering
1794 - 1934 Forskellige ejere
1934 Olga Sponneck (hovedbygningen)
1965 Komtesse Olga Sponnecks Legat
Ørslev Kloster

Det er beskedent, hvad der er skrevet om - og for så vidt er tilbage af - Dueholm Kloster.
 Som det fremgår af oplysningerne oven for om klosteret, er den bygning, som siden 1909 har fungeret som Morslands Historiske Museum, klosterets møllehus fra 1475.
Det egentlige klosteranlæg blev nedrevet i 1600-tallet.
Dueholm Kloster ses omtalt i Diplomatarium Danicum 8 gange 1401-1411.
Disse diplomer omhandler gaver og købsmæssig erhvervelse af gårde o.a. fast ejendom, herunder tilskødning fra Inge Torkilsdatter i 1410 " ...en mølle i Lødderup, som hedder Middelst mølle, til evindelig eje på Sankt Hans klosters vegne med alle tilliggender, damme og dæmninger, vådt og tørt, intet undtaget..."
Det fremgår af Danmarks Riges Breve, at "... Inger, priorinde i Ålborg Vor Frue kloster, skænker en øde gård i Vilse til johanitterklostret i Dueholm mod afholdelse af en ugentlig messe til bod for Katrine Jakobsdatters sjæl", dateret 1408, 26. april.
Vi ved således, at Dueholm Kloster har været et Johanitterkloster, at det som så mange andre klostre med adgang til vandkraft har drevet en vandmølle.
Det fremgår ydermere af Dueholm Diplomatarium, at der er skriftligt vidnesbyrd om klosteret i 1371.
Vi ved ikke, hvor længe klosteret da havde eksisteret, men vi ved, at Johanniterordenen blev dannet som hospitalsorden i Jerusalem i korstogstiden o. 1050. Vi ved også, at det mest kendte Johanniterkloster, Antvorskov Kloster blev grundlagt af Valdemar d. Store 1164.
Dueholm Kloster er formentlig grundlagt en gang mellem 1164 og 1371.
Som alle andre klostre overgik det til kronen med reformationen i 1536.

Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder 1895, Udgivne af O. Nielsen Dr. phil., Arkivar (elektronisk indlagt i Vinderup Egnshistorisk Forening).

Olaf Nielsen skriver ret tæt på nedrivningen af Stubber Kloster, og han har udgivet stort set de eneste dokumenter, der er tilbage om klosteret.

Stubbergaard.

Det gamle Stubber Kloster, hvis ældste Navn var Stubthorp, laa paa en Landtunge ud i den nu saakaldte Stubbergaard Sø. Paa den Tid, da det blev oprettet, have Søens Bredder mod Øst været skovklædte og Klosteret har ligget i afsides Stilhed under skønne Naturomgivelser. Mod Vest og Syd findes nu en stor Hede, der vel i gamle Dage har været Klosterets Mark, og igennem denne Hede fører en Hulvej ned til det lavt liggende Kloster, medens Hedens Bredder mod Engdraget ere stejle. Deraf kommer ogsaa Navnet Stubthorp, der senere udvikledes til Stubber, thi Ordet stup, der forekommer i sønderjydsk, betyder stejl og findes i samme Betydning i norske og svenske Dialekter. Endelsen thorp betegner, at her har været anden Bebyggelse, førend Klosteret blev anlagt. Dette nævnes 1268, da det i Fru Gros Testamente betænktes med 2 Mark Penninge, men det nævnes ellers kun sjelden og dets Arkiv er tabt.

Det har altid været et Nonnekloster, og det væsentlig for adelige Kvinder; det blev forestaaaet af en Priorisse, men der var ogsaa en Prior, og Biskoppen i Ribe var Klosterets Patron. Klosteret fik efterhaanden betydeligt Gods, idet de indgivne adelige Kvinder maatte skænke Jordegods for deres Ophold. Andetsteds er det omtalt, hvorledes 2 adelige Damer gik i Klostret og skænkede det Handbjerg Hovgaard, hvorved det fik en Del Stridigheder med Ejerne af Landting om Helle Aa. Ved samme Tid skænkede Ridder Lyder Kabbel og hans Hustru Mette Jensdatter Grundvadsgaard i Salling. 1438 omtales en afdød Fru Inger Jensdatter i Stubber Kloster. 1504 pantsattes Savstrup Gaard og Mølle til Niels Klemensen. Af Priorer nævnes 1349 en ved Navn Peder, 1391 Jakob af Husby, der 1408 og 1411 kaldes Jacobus Johannis og siden var Kannik i Ribe; ved Midten af det 15. Aarh. Christen Svendsen, der tidligere var Præst i Bordbjerg og Hjerm og er vel den Prior Christiern, som nævnes 1456, Oluf Nielsen noget før 1500, der skænkede Holmgaard til Præstegaard for Bordbjerg. Priorerne eller Forstanderne behøvede ikke at være Gejstlige, men kunde ogsaa som denne være gifte Adelsmænd. Af Priorisser nævnes 1388 Christine, 1457 Christine Pallesdatter. Paa Reformationstiden var der den gamle Priorisse Else, Søster til Biskop Iver Munk, og den unge Priorisse Else eller Elsebe Rytter, af Familien Rytter til Kabbel. 1388 testamenterede Biskop Jens Mikkelsen Priorisse Christine en Kaabe foret med broget Skind. 1459 testamenterede Decanus Anders Skeel den daværende Priorisse16 Alen leidensk Klæde. Under de vanskelige Forhold paa Reformationstiden led Klosteret meget, det blev plyndret 3 Gange og gik meget i Forfald. 1532 kom Jep Thomsen i Holstebro med en Del Personer til Klosteret, udjog M. Christiern Hvid, til hvem det da var forlenet, og plyndrede hans Gods, hvorfor han siden stævnede dem. Hvorledes det gik under de vilde Opløb 1534-35, under Skipper Klemens Oprør, vide vi ikke nærmere om, men det er endda underligt, at der 1538 dog var 11 Jomfruer tilbage.

På Reformationstiden var Stubber Kloster forlenet en kort Tid til Mogens Kaas, men forlenedes 1538 til Magister Iver Juel. Denne mærkelige Mand er født 1494 og Søn af Kjeld Iversen til Astrup i Salling; han var en Fætter til Biskop Iver Munk i Ribe og stod i nært Slægtskabsforhold til andre Prælater og ansete Adelsmænd. Han gik i Ribe Skole i 8 Aar og i Aarhus Skole 2 Aar, drog 1514 til Kjøbenhavns Universitet og 1516 til Køln, hvor han og den senere Kansler Johan Friis 1519 toge Magistergraden. Derfra drog han til Amsterdam, hvor hans Ledsager Mag. Mogens Kaas gav ham et Stik gennem Skulderbladet, som han endnu havde Men af paa sine ældre Dage. Senere fulges han hjem med Johan Friis under megen Besvær, men de 2 Venner rejste strax efter til Rom, hvor han blev i 3 Aar. 1524 udnævntes han til Frederik I`s Sekretær, gjorde 2 Rejser til Norge i Anledning af Kongens Valg, blev Provst i Bergen og havde nogen Udsigt til at blive Biskop i Oslo.

1526 blev han Provst i Harsyssels Provsti og havde nu i nogle Aar Ophold i Ribe. 1535 blev han af Kongen sendt i et vigtigt Ærende til Gusta Vasa.

Uagtet sine Studier i Rom, sin gejstlige Betjening og sit Slægtskabsforhold, sluttede han sig til Christian III. og til Reformationen og blev 1537 tilforordnet Johan Rantzau, der var bleven Stiftsbefalingsmand i Ribe, og forlenedes med Lønborg Bispegaard. 1543 fik han af Ribe Domkapitel Rybjerggaard i Mageskifte.

Han fik sit Forleningsbrev med Stubber Kloster 13. Aug. 1538, samtidig med at han fik Bevilling paa at beholde sine gejstlige Forleninger, uagtet han havde i Sinde at gifte sig, thi som katholsk Gejstlig havde han afgivet Kyskhedsløfte. Han giftede sig derpaa med Mette Munk, Datter af Hans Munk til Krogsgaad og Brodersøns Datter af Mogens Munk til Volstrup. 1540 fik han et nyt Forleningsbrev paa Stubber Kloster, ifølge hvilket han skulde yde en Afgift af 50 Daler, tjene selvfjerde til Hest eller Skibs, besørge Jomfruernes tilbørlige og nødtørftige Underholdning efter gammel Sædvane og holde Klosteret ved skellig Bygning.

6. Marts 1547 fik han Skøde paa Klosteret med tilliggende Gods, omtrent 150 Gaarde og Bol, for hvilken anselige Ejendom han gav 12,765 Daler. Han skriver herom; ?Den tid, jeg købte det, da var alt Klosteret svarlig forfaldet, 2 Huse, som var Stalden og et nyt Hus, stode ved Søen, som (hvor) Abildgaarden er, og var Kornloft, Salhus, Svendeherberg og et Herberg, kaldes (Navnet udeladt), alt opbrændt. Paa Kirken laa det gamle Straatag, ligesaa paa alle Huse, og Murlederne raadne trindt om og ingen Grundvold uden aleneste lidt Sten paa Sandet, og derfor stod det synderste Hus paa Hæld, hældte under Støtter og det synderste Hus slet raaddent neden under og intet Hus norden paa Gaarden og aldrig en Teglsten til Tag nogensteds og var ikke uden et gammelt Risgærde paa Vesterside og et Led. Og var der 12 Jomfruer at føde, som var gamle Priorisse Else selvanden, unge Priorisse Else selvanden, Jomfru Kirsten, Jomfru Mette Rytter, Jomfru Karen Ungersdatter, Jomfru Margrethe Prip, Jomfru Birgitte Nielsdatter, Jomfru Edel (her mangler 2), og da kunde de ikke faa uden 4 Ørte (6 Tdr.) Byg, 10 Ørte (12œ Tdr.) Rug og avle ved 70 Læs Hø til Gaarden.?

Forholdene maa have været saaledes: Naar man fra Vest kommer ind paa den Holm, hvorpaa Stubbergaard laa, havde man til Syd Ladegaarden og til Nord Hovedbygningen, der i Klosterets Tid har udgjort 4 Længer. Den vestre Længe er den, af hvilken Kældrene endnu ere bevarede og som var Stuehus til nyere Tid. Om dette Hus skriver Iver Juel: 1545 lod jeg lægge Grund trindt om de vestre Huse, som da vare mestendel raadne og hældte ud ad mere end en halv Alen og Murmesteren af Ribe gjorde, som meget stod og lidet var værd. At her i Middelalderen har været et anseligt Hus, derpaa tyde Kældrene, der ere ældre end Iver Juels Tid. 1555 lod Iver Juel bygge den ny Fruerstue med et Taarn, hvilket maa være Nørhuset. Af dette ses Grundvolden endnu, og at det engang er nedbrændt, sluttes af, at en Mand, der for 40 Aar siden tjente paa Stubbergaard, her fandt en Klump Sølv, der tydelig havde været i Ild. Det søndre Hus, der 1547 stod paa Hæld med Støtter til, blev 1592 opbygget fra ny af Kjeld Juel som et Stenhus med Port igennem og var saaledes Indkørselen til Borggaarden. Kirken, der maa have staaet i Øst og Vest, maa have været nævnte søndre Hus, og imellem Abildgaarden og Laden har man fundet Levninger af Kirkegaard med mange Skeletter. I Jakob Boserups Tid fandt man her en Guldring, for hvilken Boserup gav Finderen 1 Td. Rug.

Abildgaarden har vel været paa Holmens Nordside, hvor der endnu er gamle Træer. Den sydligste Del af Holmen har vel i Klosterets Tid været Ladegaard. 1547 gjorde Iver Juel Grave omkring Gaarden, og 1552 lod han gøre Pram og gjorde Gravene dybe trindt om, hvoraf maa sluttes, at hele Borggaarden blev indesluttet af Grave indenfor Søen; naar tilmed tages i Betragtning, at Adgangen fra Landsiden er afspærret af det Porthus, han byggede 1547, har han indrettet Stubbergaard til en fast Borg. Naar Iver Juel skriver, at da han kom hertil, var der paa Vesterside kiun et gammelt Risgærde og et Led, maa han mene, at dette Hegn stod over Vejen fra Landsiden, og det var dette daarlige Værn, han 1547 ombyttede med en Port.

Ved Udgangen af det 16. Aarhundrede stod Stubbergaard, som Iver Juel lod Klosteret kalde, som en anselig Herregaard. Kjeld Juel har vistnok anlagt Ladegaard udenfor Søen, thi han skriver: ?findes der intet Hus i Ladegaarden, lidet eller stort, som jeg jo alt sammen paa min Bekostning har ladet bygge, desligeste Smedie og Møllen (i en Dal mod Vest) med Broen over Søen til min Fægang med andet meget mere. Anno 1595 lod jeg forlænge det Hus i Ladegaarden norden for Porten 28 Binding nør paa og det norderste Hus der næst købte jeg sammenhugget, for hver Binding 10 Mark. Denne Ladegaard laa ved den østre Ende af Ladegaard Sø, hvor der endnu kan ses Spor af Teglsten. Den menes i forrige Aarhundrede at være flyttet ind til Borggaarden.

1549 har Gaarden været i Stand til at modtage Gæster, thi da blev Iver Juels Søn Kjeld døbt i Sevel Kirke med mange fornemme Faddere, blandt hvilke Mogens Munk til Volstrup, hans Søn Oluf Munk til Tvis, der havde været Biskop i Ribe, Niels Lange, Danmarks Riges Raad, Juels Svoger Kristoffer Munk til Krogsgaard, Jens Thomesen Sehested til Holmgaard, Landsdommer Mogens Justesen med flere.

Iver Juel var en god Husholder, saaledes solgte han en Del Strøgods 1547 for 5704 Daler, hvoraf en stor Del var af det fjernere af Stubber Klosters Gods, hvorved han næsten fik Halvdelen af Købesummen dækket. 1548 fik han kgl. Bevilling til, at Hejrupgaard, Bjørnkjærgaard, Sønder Mølle, Røjkbækgaard, Trandum Skovbygaard og Hjellum Hede maatte ligge under Sevel Birk. I den Anledning kom han i Strid med Mogens Munk til Volstrup, der havde opkrævet Sandemænd, hvorved han vilde tilegne sig Ret til en Del af Iver Juels Søer og Ejendomme, men der blev i mange adeliges Nærværelse gjort Forlig mellem dem. Denne Sag angik Hjellum Hede, som tilkendtes Iver Jul, der Aaret efter byggede Hjellum Mølle, som hidtil kun var en ringe Ejendom, med 2 Kværne. 1554 indgravede han Hjellum Hede med en Grøft, der endnu ses. I Anledning af denne havde han haft endnu en Proces, der 1551 paadømtes af Rigens Ret. M. Mads Hvid til Estvadgaard forfulgte nemlig Hjellum Hede og Fiskeriet i Flynder Sø til Laas paa sin Hustrus Vegne, idet der ingen anden Mølledam var til Flyndersø Mølle end denne Sø, og som Lodsejer i Mogenstrup By havde han Lod i Hjellum Hede. Idet Juel henviste til sit Forlig med Mogens Munk, at Mogenstrup By skulle beholde den Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft, som den hidtil havde haft, bleve de saaledes forligte, at hver skulde have frit Fiskeri i Flyndersø til Midtstrøm, hvor deres Grund og Ejendom paaskød, og hver beholde sin Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft i Hjellum Hede. 1552-53 havde han igen Strid med Mogens Munk om det samme.

1551 havde han Proces med Mogens Munk om Trandum Kirkegaard, om hvilken se under Kirken. 1552 lod han Sevel Mark rebe og gjorde alle 12 Gaarde lige gode, ligesom han gjorde Skæl mellem Byerne.

Iver Juel synes at have været en streng Husbonde mod sine Bønder, hvis man kan slutte noget af et Par Retssager. Hans Nedbrydelse af Trandum Kirke 1554 var i høj Grad hensynsløs; det skede, for at han selv med mindst mulig Bekostning kunde skaffe sig en anselig Sognekirke, der skulde vise, hvad han havde udrettet, og som kunde være et værdigt Hvilested for ham og hans Efterkommere.

Bartholomæi Dag 1556 døde Iver Juel i Fruerstuen paa Stubbergaard og blev næste Søndag begravet i Sevel Kirke ?med stor Ære?. Til Begravelsen mødte hans Broder Niels Juel til Astrup og de 3 Rigsraader Oluf Munk, Niels Lange og Iver Krabbe, med mange Adelsfruer og Jomfuer og saa megen Almue, at der ikke var Rum i Kirken. ?Alle sørgede og begræd hans Død?, skriver hans Søn Kjeld Juel; foruden denne havde han Døtrene Maren, der var gift med Erik Rosenkrantz til Langtind, Anna, gift med Erik Lykke til Blistrup; begge blev begravede i Sevel Kirke; desuden havde han 2 Døtre, Edel og Karen, der døde som Børn.

Efter Iver Juels Død blev hans Enke Fru Mette Munk boende paa Stubbergaard, og døde først 12. Marts 1589, hvorpaa hun Palmesøndag blev begravet i Sevel Kirke. 1580 havde hun af Kronen erhvervet sig Holmgaard i S. Lem Sogn.

Hendes Søn Kjeld Juel overtog derpaa Stubbergaard, hvis søndre Stenhus han 1592 ombyggede, ligesom han ombyggede Ladegaarden.

Kjeld Juel er født paa Stubbergaard 1549 og kom 1556 i Varde Latinskole, idet han kunde væe i Huset hos sin Faster, der boede paa Ladegaaden til den gamle Kongsgaard. Siden rejste han vistnok udenlands. Han giftede sig først 1604 med Kristence Juel, Datter af Herman Juel til Aabjerg, men efterlod ingen Børn og døde 10. Aug. 1606. I Sevel Kirke har der været en sort oval Marmortavle over ham med følgende Indskrift omgivet af hans Anetavle:

Kield Juell nu Salig paa Stubergaard,

Der mand skrev Tusind Sex hundrede Aar

Og der til Sex dend tiende Dag

Udi Augusti Maaned befoel sin Sag

Udi Guds Haand, dermed sin Aand.

Hans Efterlevendes Hustrue Kier

Hannem til Ære lod reyse her

Denne Gravskrift Skiøn, O! Herre giv

Dennem begge tilsammen det ævige Liv.

Fru Kristence Juel udvirkede en kgl. Befaling af 6. Juni 1608, at da Bent Villadsen i Svenstrup en Nat var draget ind i hendes Skov Sønderskov og havde hugget og bortført en hel Hob Baandstænger til sin Gaard, men slap fri for Tiltale af Mangel paa Beviser, fik hun Tilladelse til at optage Sagen paa ny.

Hun giftede sig paany med Lensmanden paa Hald, den lærde Kjeld Krabbe til Brusgaard, der allerede døde, 29 Aar gammel, 1612 efter 1 Aars Ægteskab. Hun opsatte et Epitafium over ham og sig selv i Viborg Domkirke.

Til Minde om sin Ægtefælle gav hun ogsaa en Altertavle til Viborg Domkirke, som Kongen 12. Marts 1613 befalede at skulle sættes for Alteret nedenfor Koret, medens den ældre Tale skulde sættes i selve Koret.

Tredie Gang giftede hun sig med Knud Predbjørnsen Gyldenstjerne, ikke at forvexle med den samtidige Knud Axelsen Gyldenstjerne, Lensmand paa Hald. Han er født 27. Juni 1591og altsaa noget yngre end hun. Han skriver sig til Stubbergaard 1626, men han døde tidlig, formodentlig ved 1640. Han ejede baade N. Vosborg og Skovsbo i Fyn, men da han var meget forgældet, maatte begge disse Gaarde sælges. Det var en Lykke, at Fru Kristence havde Stubbergaard paa Livstid efter sin første Mand.

Af de første Ægteskaber havde hun ingen Børn, (et lille Barn af 1. Ægteskab døde før Faderen), men med Knud Gyldenstjerne Sønnerne Preben til Damsgaard, Kjeld, Herman, død som lille, Anna, Jytte og Margrete, der døde ugift som voxen, medens de fleste af de andre vistnok ogsaa døde som Børn.

Knud Gyldestjernes Minde er bevaret længe, thi østen for Søen findes en Mark, kaldet Sovgaard, hvor der har staaet et Hus, der betegnes som øde 1740; derved er et Sted, der endnu kaldes Knud Gyldenstjernes Hul. I Thieles Folkesagn, der ere optegnede paa en Tid, da Sagn ikke vare fuldt saa sammenblandede som i vore Dage, fortælles, at han gik igen paa Gaarden, uagtet han laa begravet i Viborg Domkirke. Man havde forgæves søgt at mane ham ned, men en Søn af Præsten i Vridsted, der hed Knud Ufødt, fordi han var udskaaren af sin Moders Side, gjorde Forsøget i Fiskerstuen paa Stubbergaard og tvang ham baglænds ud af Døren og ned i en Mose, der kaldes Djævlemosen. At man nu taler om, at han gik igen, fordi det var ham, der nedbrød Trandum Kirke, er en nyere Tilsætning, da Kirken var nedbrudt længe før hans Tid og Klosterkirken maa da ogsaa være ombygget, se ovenfor. Denne er ej heller omtalt i Kristence Juels Sag med Præsten, der prædikede for hende, naar hun var syg, medens hun ellers søgte Sevel Kirke. I Kristence Juels Tid beregnedes Stubbergaard med 2 Møller, Birkeret og Skoven 1638 til 72 Tdr. Htkr., og med Bøndergodset havde hun i alt 594œ Tdr. Htkr.

Fru Kristence var af et melankolsk Sindelag, men hun havde ogsaa haft megen Sorg, idet hun 3 Gange var bleven Enke. Hun led af Religionsskrupler og indrettede sig bestemte Fastedage. Præsten Jørgen Friis, der gærne vilde give hende en lysere Livsanskuelse, disputerede ofte med hende, men kom efterhaanden ind paa theologiske Spidsfindigheder, som han forsvarede heftigt ogsaa fra Prædikestolen, og fremkom med Sætninger som den, at vi vare frelste ved Daaben og ikke paany bør søge om Naade, omtrent som den Sekt, der nu kaldes ?Bornholmere?, forfægter. Fru Kristence fremlagde hans Breve for Biskoppen, og Præsten, der ganske vist kun havde handlet i god Mening ligeoverfor Fruen, blev ved at forsvare, hvad han engang havde fremsat, og kom derved i stor Fortræd, som det nedenfor berettes. Den Fremfærd, der vistes mod Præsten, kom til at tynge paa Fru Kristences Minde. Mange Tider efter fortalte man om den Sorg, hun til Straf fik af sine Børn, idet hendes eneste Søn begik Blodskam og Datteren blev henrettet. Dette er aldeles urigtigt; hendes Søn Preben blev en gammel Herremand, medens ganske vist de andre Børn døde før Moderen.

Hun stod i venskabeligt Forhold til Biskop Jens Dinesen Jersin i Ribe, der ved sin Død efterlod sig et Manuskript til en bekendt Andagtsbog ?Troens Kamp og Sejr?, som blev trykt 1636. Det er dediceret til Fru Sofie Parsberg og Fru Christence Juel af Jersins Enke, der skriver, at hun ofte havde hørt sin sal. Mand saaledes at berømme begge Fruers synderlige Affektion og mangfoldige Velgærninger imod ham, hvorfor hun til Taknemligheds Tegn offererede dem denne Bog i det Hab, at de fremdeles vilde lade hende og hendes Børn nyde deres Gunst og Forfremmelse.

Hun har ejet et Haandskrift med Kæmpeviser, der endnu findes paa det store kgl. Bibliothek, og som hun ejede, førend hun blev gift. Det er sandsynligt, at det er hende selv, der har skrevet Viserne af med en tydelig Haand. Det er mærkeligt, at hun efter Viserne har indført lange latinske Sentenser, saa hun har hørt til de lærde Damer.

Kristence Juel har haft sin første Mand Kjeld Juels Morgengavebrev paa at beholde Stubbergaard med Gods sin Livstid, men da hun tredie Gang var bleven Enke, vilde Kjeld Juels Slægtninge fremkalde Skifte. Disse nærmeste Arvinger vare saa langt ude, at de vare Børn af hans Fætre paa hans Moders Side.

De udvirkede en kgl. Befaling af 30. Okt. 1640 til Kommissarier om at foretage Deling i Stubbergaard, og disse stævnede Arvingerne til Viborg 6. Aril 1641. Disse vare 1) Jørgen Munk til Haraldskjær, 2) Fru Sofie Friis, 3) Fru Anna Munk, 4) Knud Gabrielsen til Hjulebjerg, 5) Herluf Mormand til Seddinge, 6) Jomfruerne Anna, 7) Edel og 8) Sofie Munk, 9) Frederik Rantzau til Asdal paa sin Broder Johan Rantzau til Estvadgaard hans Børns Vegne, 10) Gregers Hvid paa Henrik von Ovalens og Henrik von Buchwalds Vegne og 12) Harder Holst i Flensborg, som ved Retten var indført i Jørgen Munks Lod. I Oktober samme Aar bad Arvingerne Kommissarierne om at skifte og dele Stubbergaard ?først udi tvende Parter, som er en Broderlod og 2 Søsterlodder?. Broderlodden tilkom Frederik Munks Arvinger og Søsterlodderne Fru Anne Munk, sal. Mogens Ulfeldts, og sal. Johan Rantzaus Børn.

Endelig bevilgede Kongen 2. Avg. 1647, at naar engang Stubbergaard blev ledig efter Fru Kristence Juels Død, idet hun var forlenet derved paa Livstid, skulde Arvingerne indkaldes og Boet deles. Hun levede imidlertid endnu nogle Aar, thi først 15. Maj 1658 fik hendes Arvinger Tilladelse til at opsætte hendes Begravelse nogen Tid. Det var i Krigstiden, hvorfor det ikke var belejligt at føre Liget til Viborg, hvor hendes Epitafium jo var opsat. Om hun endda er kommen dertil, er vel tvivlsomt, thi efter Krigen var Dødsboet sagtens kun lidet værdt. 18. Sept. 1660 beskikkedes Kommissarier til at foretage Skifte efter hende, og 22. Juni 1661 fik Lavrids Belov og Niels Kaas Befaling til at begive sig til Stubbergaad for at taxere Bygningen. Det ses, at Delingen var fuldendt 1662, da der blandt Arvingerne nævnes Jakob Ulfeldt, Jomfru Anne Munk, Jomfru Anne Kathrine Acheleie, Klavs Sparre og Frands Rantzau til Estvadgaard. Disse Arvinger havde ikke alene delt Bøndergodset, men havde hver sin Part i Hovedgaarden og dens Bygninger.

Frands Rantzau fik 11. Juli 1671 af Kongen Bevilling paa Sevel Kirketiende uden Godtgjørelse til de andre Arvinger, da Kirken altid var holdt vedlige af Ejeren af Stubbergaard imod at oppebære dens Indtægter, medens man nu maatte befrygte, at den vilde komme i Brøstfældighed, naar der var saa mange Lodsejere i Tienden. Rantzau synes en Tid at have haft i Sinde at samle Gaarden paa sin Haand, thi 1672 købte han en Part af Melkior Juel til Hindsels.

1678 var der 14 Lodsejer og en Tid skal der have været 24, men Brugsretten synes at have været overdraget et mindre Parti. Af Skattelisten 1676 ses det, at 1/3 af Gaarden var udforpagtet til Peiter Peitersen og i den for 1678 opføres Jomfru Margrete og Elisabeth Rantzau med 1/3, hvorpaa de holdt en Ladefoged, 10 unge Øxne, 16 spæde Kalve og 1 Hoppe; Jomfru Anne KathrineAcheleie holdt 1 Ko, 1 Stud, 1 Kalv, 8 Faar og 2 Lam, Jakob Ulfeldts Arvinger til Karstoft holdt en Pige, 2 Køer, 4 Faar og 2 Lam.

1682 boede her if. Skattelisten Jomfru Maren Ulfeldt med Pige, en Bøjer og en Røgterdreng.

1683 havde Jomfru Anna Akeleje 2/7, Jomfru Sofie Rantzau 1/6, Jomfru Margrete Rantzau 1/6, Mogens Rosenkrantz 1/14, Enevold Kaas 1/24, Jomfru Maren Ulfeldt 1/24, Jomfru Margrete Ulfeldt 1/24, Jomfru Dorthea Ulfeldt l/24, Jakob Steigelmand (i Kiel) 1/7.

I Matriklen 1683 nævnes en Udmark Nørstoft sønden for Krattet med et Markhus kaldes Nørstofthus; desuden hørte under Gaardens Taxt Hjelm eller Nør Mølle, der importerer ganske ringe for Bøndernes Armod, og Sønder Mølle, der fik Vandet fra ?Kjeldstrøm? (Kilder). Til Gaarden befindes et Ege- og Hesselkrat kaldes Sevelkrat, er ganske forhugget, saa ingen nyttige Træer befindes, uden bruges til Græsning af omliggende Bønder. Fiskeri i Søndersø omkring Gaarden, Ladegaards Sø og Hellesø, bliver ved den Tilstand, som Gaarden nu udi er, ej brugt, men forrige Tider ved Gaardens Velmagt blev om Vaartiden af Graafisk fisket, hvad til behov behøvedes. Ved Hjelm Mølle en Aalekiste, hvor 2 Tdr. Aal om Aaret kan fanges. Fædrift i Knudskjær og Kjelling Mose og i hvilende Agerjord. En Mark hed Øen. Denne Mark begrænsedes af Hellesø og Stubbergaardsø, mod Syd af den Lavning, hvori Ladegaardsø findes: vesten for denne Sø er Tallingmose, hvori for en 30 Aar siden var Krattet Tallingbuske; ogsaa norden for Øen ere Lavninger.

Den Herlighed, som Iver Juel havde ventet af Stubbergaard, var altsaa meget kortvarig. Den gode Orden paa Godset, de prægtige Bygninger og alle de øvrige Herligheder bestode kun i Iver Juels, hans Søns og dennes Enkes Tid, og derefter gik det hele i Forfald. De 7 Gange 7 Herligheder, der tillægges Gaarden, og som omtales nedenfor, ere dog en Udpyntning af Sagnet, og dette Tal er formodentlig opkommet, idet man er gaaet ud fra Syvtallet, der for en Del var raadende i Andelshavernes Adkomster.

1690 viser sig en ny Besidder, nemlig Kongen, idet en Del Parter ere tilfaldne Staten for Skatterestancer. Hans Del bestyredes af Christian Gjerløv. Kongens Part var da 1/7 og foruden denne nævnes de Rantzauers og Jomfru Anne Kathrine Achelejes Part. 1699 nævnes som Lodsejere Elisabeth Sofie Rantzau, Enke efter Oberst Basse, Jomfru Acheleje, F. Sehested paa Rydhave og Maren Ulfeldt paa Langtind. Sidstnævnte, der en Tid havde boet her, var 9 No. 1698 bleven viet i Sevel Kirke til velbyrdige Johan Andreas von Reuersdorf.

Jomfru Acheleje boede her endnu 1703, men forsvinder saa. Der er et Sagn om en Dame fra Stubbergaard, der gik fallit og maatte rejse over Heden ad Viborg til; det er maaske hende. De fraværende Lodsejere udforpagtede deres Del, saaledes nævnes 1693 højagtbare Frands Mikkelsen, der vist ogsaa havde Estvadgaard i Forpagtning og døde paa Stubbergaard 1699. Hans Enke Helle Lavesdatter Roer giftede sig 1701 med Erik Jakobsen Juel, der fortsatte Forpagtningen.

1711 nævnes det i Skattelisten, at Christen Linde havde en Part, der var bortfæstet til en Bonde Jens Vestergaard, derimod havde Oberstinden og Jomfru Maren Ulfeldt frasagt sig Sædegaardsfriheden paa Landstinget. Samme Jens Vestergaard havde ogsaa Kongens og de andre smaa Parter i Fæste, men han vilde kun regnes som Fæstebonde, da han boede paa den Del af Gaarden, der tilhørte Oberstinden.

Efterhaanden samledes Delene paa færre Hænder; 1754 tilhørte Stubbergaard Enken efter Major Fredeik Sehested til Rydhave, Christen Linde til Tirsbæk og Morten Qvistgaard. Sidstnævnte fra Kvistgaard i Vejrum Sogn, havde 1744 købt 4 Fjortendedele af Stubbergaard og 1758 købte han for 4000 Rdl. af Jørgen Hvas til Tirsbæk endnu 3 Fjortendedele, saa han altsaa ejede den halve Gaard, som han solgte 1778. Han boede her selv i nogle Aar.

Oberstløjtnant Jens Sehested til Rydhave ejede den ene Halvdel 1768, der i Arv gik til hans Svigersøn Niels Sehested til Rydhave, der 1790 købte den anden Halvdel af Kammerraad P. Hansen til Landting. 1801 averterede han i Aviserne om en Forpagter og angiver Gaardens Areal til 850 Tdr. L. Der har vel ingen Lysthavende meldt sig, thi han udparcellerede nu Gaarden og falbød 1803 en Hovedparcel paa 230 Tdr L. med 7œ Tdr. Htkr. Da han igen 1811 vilde forpagte bort, averterer han, at der til Gaarden blev saaet 50 Tdr. Rug og 18 Tdr. Byg samt avledes100 Læs Hø; der holdtes 40 Stude og over 200 Faar.

Sehested, der blev Kammerherre og Stiftamtmand i Viborg, døde 1821 og hans Dødsbo var insolvent. I Nov. 1823 sattes Gaaden til Avktion; den var da paa 17 Tdr. Htkr., Udsæden 25-30 Tdr. Rug, 8-10 Tdr. Byg, 15-20 Tdr. Havre, der avledes 80-100 Læs Hø. Desuden hørte hertil 144 Tdr. Htkr. Bøndergods, Ryde Kirketiende og Sevel Konge- og Kirketiende. Der skede dog intet Bud og der berammedes mange Avktioner, førend Gaarden, vistnok 1825, købtes af Viborg Stiftsøvrighed, der havde Prioritet baade i Rydhave og Stubbergaard, hvorpaa Stubbergaard 1827 for 2000 Rdl. solgtes til Landvæsenskommissær N. L. Boserup til Vinderup, tidligere Forvalter paa Rydhave. Bygningerne vare da meget forfaldne og Gaarden næsten uden Besætning.

I Proklamaet 1823 hedder det, at Hovedbygningen var af Grundmur og teglhængt, Ladegaarden Bindingsværk, alt i god Stand. Dette maa nu kke tages efter Bogstaven. Allerede Danske Atlas skriver 1768: ?Denne Gaard skal i sin Velmagt have haft mange og store Herligheder. Den har efter gammel Matrikel været ansat for 96 Tdr. Htkr. Hovedgaards Taxt. Situationen har været meget behagelig, thi den var med Vand og en stor Sø næsten paa de 3 Sider omgiven og med Skove rundt om, hvoraf nu alene nogle Buske og Krat ere tilovers. Den skal efter Beretning have haft 7 Jura vocandi, 7 Møller, 7 Skove, 7 ferske Søer, 7 Moser og Heder til Tørveskær, 7 grønne Enge udenfor Gaardens Enemærke og 7 Snese Plove. Bygningen skal have været prægtig, thi Borggaarden har været sammenbygget af 4 Længer Huse, hvoraf et skal have været 3 Etager, de øvrige 2 Ertager høje. Nu er Bygningen ikkun slet og ringe og de fleste Herligheder Gaarden efterhaanden frakomne?. Da var Gaardens Hartkorn 24 Tdr. Htkr., Mølleskyld 11œ Tdr.

Man kan ogsaa nok forsta, at en Gaard, om end nok saa solid, maa forfalde, naar den saa godt som ikke har været beboet i over 150 Aar, og tilhørt mange forskellige Ejere paa engang. Amtsbeskrivelsen skriver ogsaa 1833, at Hovedbygningen var i jammerlig Tilstand, men dengang stod kun den ene Længe. I Amtsbeskrivelsen siges det ogsaa, at Boserup holdt 30 Høveder, 100 Faar og 6 Heste. Da havde Gaardden 24 Tdr. Htkr.

Boserup overdrog Gaaden ved Skøde af 23. Dec. 1836 til sin Søn Jakob Boserup. Da stod alene Stuehuset paa den gamle Gaardsplads; det havde meget tykke Mure og Vinduerne sade højt oppe. Den øvrige Del af Gaarden laa ellers saa godt som øde og Jorderne bleve ikke drevne, men Jakob Boserup byggede Lade, Fæhus, Stald og andre Bygninger. Murene i den gamle Hovedbygning vare saa tykke, at Boserup huggede Dele af dem ud og anlagde Værelser her. Da Gaarden imidlertid laa for langt fra Markerne, byggede Boserup 1849 Stuehuset paa ny Stubbergaad oppe ved Gjævet, hvortil han en 5-6 Aar efter selv flyttede, byggede Lade og siden de øvrige Bygninger. Han solgte Gaarden ved Skøde af 14. Dec. 1870 til M. Skow til Bustrup, der 1872 solgte den til et Aktieselskab, der havde til Hensigt at udtørre den maleriske Sø, hvilket dog mislykkedes, da der ikke var tilsterækkeligt Fald. 1873 overtog et Medlem af Aktieselskabet, Overretsassessor Lunn det hele og 1876 fik Tømmermester I.P. Nielsen i Kjøbenhavn Skøde. Denne solgte Gaaden 1880 til Alfred Kabell, der boede her, til han 1890 solgte den til Svend Gustav Møller fra Østrupgaad i Fyn.

Da Boserup flyttede til Ny Stubbergaard, ødelagde han Gaardens store Arkiv, som han for en Del kørte i Søen men ellers overlod til alle og enhver. Den eneste Levning deraf ere de Dokumenter, jeg udgav i Danske Magasin 5. række 2. Bind, men man ved endnu at fortælle om de mange Pergamenter, som bl.a. bleve brugte til at lappe Skindtrøjer med; naar man ved, at yngre Pergament er stift og ubrugelig dertil, medens det fra det 15. Aarhundrede og ældre Tid er blødt og vel skikket til sidstnævnte Brug, kan man tænke sig, hvilket Tab Historien har lidt ved denne Vandalisme. Boserup var ellers i andre Henseender en dygtig og brugbar Mand, der sad i Rigsdagen i flere Aar.

Den gamle Hovedbygning blev nedreven i Halvfjerdserne og var indtil den Tid lidet paaagtet, men under de senere Tiders større Interesse for Oldsager have de bevarede Kælderrum fremkaldt betydelig Opmærksomhed, saa man for at bevare dem har bygget et Hus derover. Der findes 3 Kælderrum, det ene dybere end de 2 andre, opførte i Munkeskifte, med spidsbuede Krydshvælvinger og udhuggede Ribber, men iøvrigt uden større Betyding end saa mange andre gamle Kældere; i en af Kældrene, der kaldes Tyvehullet, findes Lydhuller og en muret Bænk, hvorfor den vel har tjent til Fængsel, men der kan ikke være Tale om, at det Hus, der stod derover, har været Kirke og Kælderen Kryptkirke, som man mener, thi da Iver Juel overtog Gaarden, siger han udtrykkelig, at han 1545 restavrerede dette Hus, medens Kirken var det søndre Hus.


 

Man kan ud fra de af O. Nielsen givne oplysninger slutte sig til, at klosterets arkiv blev destrueret o. 1855, d.v.s. 5-6 år efter opførelsen af Ny Stubbergaard i 1849. I 1889 skriver O. Nielsen i Levninger af Stubbegaards arkiv mere upræcist, at arkivet gik tabt for over 30 år siden. Hvis denne artikel har været 1-2 år undervejs, stemmer de to tidsmæssige oplysninger så nogenlunde. Sammenfattende kan man sige, at iflg. O. Nielsen blev Stubber Klosters arkiv tilintetgjort i midten til slutningen af 1850'erne af klosterets ejer Jacob Boserup. Det skete i forbindelse med opførelsen af og indflytningen i Ny Stubbergaard.

 

 

 

 

 

 

O. Nielsen, Offentliggørelse af de sparsomme rester af Stubber Klosters arkiv i Danske Magazin 5. række, 2. bind, 1889. Her skriver O. Nielsen, Levninger af Stubbergaards arkiv indledningsvis: "... indtil for en 30 Aar siden (var der her) et stort Arkiv, men dette er nu for største Delen ødelagt. En Levning deraf er de nedenfor meddelte 10 Pergamentsdiplomer, der tilhøre Proprietær Olsen paa Sindinggaard..."

Af de offentliggjorte diplomer er der ingen, som vedrører Stubber Kloster direkte, 3 omhandler familien Krabbe og formodes af Nielsen atvære hørende til et arkiv for denne familie, I en anden sammenhæng har O. Nielsen meddelt, at J. Boserup allerede i 1855-56 lod arkivet køre i søen - og kun bevarede de for klostret mindst værdifulde pergamenter. Som så åbenbart er kommet i proprietær Olsens, Sindinggaard besiddelse. Hvis vi regner 30 år tilbage fra affattelsen af den i 1889 offentliggjorte artikel, så kan vi under alle omstændigheder slutte, at O. Nielsen mener at vide, at Stubber Klosters arkiv er blevet destrueret af Boserup i 1850'erne.

Uvidenhed og hensynsløs adfærd, styret af materielle hensyn kan m.a.o. ikke tilskrives "hvad kender bønder til latin", som man har gjort i nutidige kommentarer til tabet af Stukbber Klosters arkiv - i misforstået tiltro til V. Christensens beretning om, at det var lokale bønder, som i 1870 var de skyldige. Således som det fremgår af både Trap Danmark, 5. udgave, s. 323-24 og Danske Slotte og Herregårde, bd. 12, s. 369-70.

Iflg. disse fremstillinger er det ikke J. Boserup, som dog trods alt søgte at bevare de - ganske vist mindst værdifulde - pergamenter, som han havde held til at redde. Men denne version af nedrivningen og destruktionen af arkivet er næppe troværdig. Den skal under alle omstændigheder sammenholdes med den version, som O. Nielsen har givet i 1889, hvor Boserup allerede i 1850'erne, før salget og nedrivningen af Stubber Kloster, skulle have destrueret det meste af arkivet.

En tredie version af begivenhederne, som er ca. samtidig med O. Nielsens beretning finder man i En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard - skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Alt iflg. note af P. K. Hofmansen ved udgivelse i 1967.

Amalia Lange her levet i Sevel lige præcist på den tid, hvor Jacob Boserup lod Ny Stubbergaard opføre - fra 1849, flyttede hertil i 1854 iflg. Amalia Lange. Desværre er Amalia Lange noget upræcis i tidsangivelser og omstændigheder o. nedrivningen af Stubber Kloster. Hun skriver: "De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord." (S. 14) Det fremgår i anden sammenhæng i Amalia Langes beretning, at "Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke ?Kryptkirke?) maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid." (note 45)

Skal man forsøge at konkludere ud fra de 3 beretninger, så er det meste sandsynlige nok, at arkivet blev destrueret i 1850'erne af Jacob Boserup ved udflytningen til Ny Stubbergaard, som anført af O. Nielsen. Nedrivningen af klosterbygningerne er først sket en gang i 1860'erne, muligvis i 1870, som anført af O. Nielsen og V. Christensen.

 

Mejerier og slagterier i lokalt perspektiv

Fra fælles- og andelsforeninger til stordrift og specialisering

 
Hald Mejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 500, København 1917 Ladelund Landbrugsskole på Postkort med frimærke fra 1915
 
Indholdsfortegnelse
Indledning
Hundredåret 1870-1970 kan i dansk historie karakteriseres som et markant og langvarigt vendepunkt, dansk landbrugs guldalder:
1. Den oversøiske konkurrence fremtvang fra o. 1870 med billige kornprodukter en økonomisk omlægning i dansk landbrug fra et tidligere fokus på kornavl til dyrisk produktion, der som konsekvens satte de mellemstore landbrug, gårdejerne i det økonomiske førersæde. Med en konstaterbar økonomisk tilbagegang som mellemproportional.
2. En afledt konsekvens af denne økonomiske udvikling var politisk i form af provisorietidens opgør mellem godsejernes politiske repræsentant, Højre og det øvrige landbrugs repræsentant, Det Forenede Venstre, der netop blev dannet 1870.
3. Endelig dukkede firepartisystemets klassiske politiske partier her op som massepartier. De var i Folketinget og i lokale politiske forsamlinger repræsentanter for forskellige befolkningsgrupper med tilhørende vælgerorganisationer. Et vigtigt element i det repræsentative demokrati, som junigrundloven 1849 muliggjorde.
De fire gamle partier:
Højre, blev i Rigsdagen benyttet som partinavn siden 1849. Med grundlovsrevisionen i 1866 videreførtes partinavnet, nu hovedsageligt som repræsentant for godsejernee, fra 1878 suppleret med de tidligere Nationalliberale, 1915 afløst af partinavnet Det Konservative Folkeparti som repræsentant for byernes borgere, bedsteborger om man vil og storlandbruget.
Venstre er som partidannelse udsprunget af Det forenede Venstre , oprettet 1870, en partidannelse med tyngdepunkt i det mellemstore landbrug.
Det Radikale Venstre, der af udbrydere fra Venstre blev grundlagt 1905, blev støttet af husmænd og byernes intellektuelle oppositionsgrupper. Som Venstre med et liberalt fundament, men kombineret med et mere socialt sigte.
Socialdemokratiet blev grundlagt 1871 som arbejdernes parti. Sammen med Det Konservative Folkeparti kan man også klassificere Socialdemokratiet som repræsentant for det nye industrielle Danmark over for landbrugets interesser, der først og fremmest blev varetaget af Venstre.
Socialt lå Socialdemokratiet tættest på Det Radikale Venstre, hvilket også blev udmøntet i Folketinget med et hyppigt regeringssamarbejde mellem de to partier.
Før 1870'ernes omlægning fra primært planteavl til hovedsageligt dyrisk produktion havde der siden 1830'erne været en periode, "kornsalgsperioden" med gode afsætningsmuligheder for og priser på korn.

Dansk landbrugs overgang fra plante- til dyrisk produktion

Landbrugsproduktion 1860-1935                                                            Landbrugsproduktion 1860-1935 indeks
 
 
Det fremgår af statistisk og diagrammer med landbrugets produktionsværdier, at den dyriske produktion fra 1860'erne overhalede den vegetabilske overbevisende. Tydeligt udtrykt i indeks med værdierne i 1860 sat lig med 100, der viser, at mælk- og mejeriprodukter herfra har størst stigningstakt for at blive overhalet af svineproduktionen i tiden op til første verdenskrig.
Med dampmaskine, -skibe og -tog forbedredes transportmulighederne, hvilket gjorde det oversøiske korn til en prisbillig konkurrent til den europæiske produktion, hvilket medførte, at dansk landbrug på det nærmeste tvangsmæssigt måtte gå over til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre gennem husdyrholdet.
Til gengæld blev Danmark så også førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.
Udviklingen siden 1860 med fald i kornproduktionen og vækst i den animalske produktion ledsagedes af fælles- og andelsmejerier fra 1880’erne over 1. verdenskrig og 1930’ernes økonomiske krise, der startede med Wall Street krakket i 1929.
 
Diagrammet med produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje, der viser den gennemsnitlige produktionsstigning 1860-1935, hvor i alt grafen fremviser et tydeligt fald i produktionsværdi fra o. 1876, og at den prismæssige stagnation varer ved indtil 1885. Det illustreres også i dette diagram, at den prismæssige stagnation skyldtes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseredes ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhalede mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
Den faldende indtjening i planteproduktionen er markant før 1. verdenskrig med en svag bedring her, indtil 1930’erne. Modsat indtjeningen i den animalske produktion, hvor især mejerier og smørproduktion toppede i tiden indtil verdenskrigen, hvorefter især svineproduktionens indtjeningsevne forøgedes markant.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion satte mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen voksede fra 24 til 75 mio. kg i perioden 1861-1893 iflg. samtidige opgørelser fra Danmarks Statistik. Smøreksporten var især højdespringeren i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der var en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten voksede 4½ gange. Dette sammenholdt med svineproduktion og -eksport, der fordobledes i perioden indtil 1899. Herefter voksede ikke mindst svineproduktionens andel.
De økonomiske betingelser kom til udtryk ved, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.
På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.
Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.
Overgangsfasen blev ledsaget af herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, der bygningsmæssigt optrådte som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.
På slagteriområdet var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".
Fælles for mejerier og slagterier i dag har den økonomiske og teknologiske udvikling medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere. Den i starten herskende opfattelse, at man skulle undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at udvise "den skadelige konkurrence" i form af et konkurrencedygtigt alternativ til centraliseringen.
Det er bemærkelsesværdigt, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.

Landbrugskrise og mejeribrug

Man kan i statistikken for den økonomiske udvikling i Danmark se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet, netop perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kom til at dominere mejeridriften.
Kornsalgskrisen fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd brugen af fælles- og andelsmejerier.
Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.
Ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var fokus i Danmarkshistorien, og ved skiftet fra 1800- til 1900-tallet tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.
Der blev gjort forgæves fusionsforsøg mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.
Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske, som tydeligt markerede dette forhold.
 
Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20.
Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.
 
Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.
Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland, hvilket har medført, at danske herregårdsmejerier ofte er blevet kaldt for hollænderier. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."
Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.
Sammenfattende om herregårdsmejerierne, hollænderierne var behandlingen af mælk, hvad enten der stod ost eller smør på menuen, helt overvejende en kvindesag. Herregårdene havde kvindelige mejersker til at udføre mejeriarbejdet.
Salget af varerne blev derimod varetaget af mænd, ligeledes administrationen af de underordnede ansatte, som kaldtes hollændere.
På de danske bondegårde var arbejdet med mælken ligeledes bondekonernes og pigernes domæne.
Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport., som først kom med landbrugskrisen og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.
Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik i begyndelsen under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier. Eller som tilfældet blev i Hald, Ørslevkloster Sogn en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier må være blevet nedlagt eller har været under ophør, da fællesmejeriet i Hald startede.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark, idet der her var gødningskrævende sandjord. Og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) var der mangel på eksporthavne, hvorfor området aldrig har haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark.
Men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også.
1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163.
Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier. Men herefter blev andelsmejerierne stadigt mere dominerende.
I en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914 er der ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot købte og videresolgte mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Af de 1380 smørmejerier var ”1168, Andelsmejerier, 196 er Fællesmejerier og 16 Herregaardsmejerier.”
 
Procentuelt er de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
84,6 %
14,2 %
1,2 %
 
Den samme kilde, Statistiske Meddelelser har en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914. Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
 
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier.

Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund

Der er her valgt en skønlitterær vinkel på den dagligdag og de samlivsformer, som har præget Danmark og befolkningen kulturelt og socialt i hundredåret 1870-1970.
Til periodens begyndelse er valgt Jeppe Aakjær, først og fremmest den diskussion om samtidens karlekamre, der blev rejst med Vredens børn, 1904 og hans forudgående læserbreve i Skive Folkeblad om emnet.
Albert Dams Så kom det ny Brødkorn, 1934 har en indlevet skildring af livet i Skanderup Sogn, Skanderborg, hvor man næsten kan lugte møddingen på den gårdsplads, hvor den med driftsmæssig succes blev forvist til et mere diskret sted på gården. Sammen med malende karakteristikker af beboere og arbejdskraft på gårde og i husene.

Samtidig debat om kvinder, mejeridrift og karlekamre

Bemærk, at der 1888 på et udstillingsmejeri i København i præsentationen af en ny tids mejeridrift optræder 4 mejersker, ingen mænd, ingen mejerister.
Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, "mejerskerne" spillede den dominerende, håndværksmæssige rolle på hollænderierne.
Men efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. se en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer.
De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og … Agtelsen for Kvinden endnu mindre. " Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde … ” til at varetage.
En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.
Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.
Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”
Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”
Undtagelsen, der bekræfter reglen, Kirsten Nielsen kaldet Kjesten Mejersk, gik af som mejeribestyrer i 1944 efter 40 års tjeneste ved Bjergesø Andelsmejeri. Hun var da den sidste kvindelige mejeribestyrer i Danmark.
   
Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908
...
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
 
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
Jebjærg Mejeri, Juli 1888.
 
Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.
I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921. Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890, så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.
Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.
Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”.
Aakjær gav her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til.
Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.
Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.
Opponenten til Aakjær anførte, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet..." med den debat, han har skabt.
Det er ganske sigende for debatten omkring Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen i Skive Folkeblad, især 21. dec. 1904, der satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i de af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f.eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904.
Socialismeprædikatet fremføres i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme".
Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ”
Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander."
Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter."
Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.
Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!"
Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik..."
Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."
Et sammenfattende indtryk af diskussionen omkring karlekamrene kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..."
Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."
 
Det var den gang. Nu er Jeppe Aakjær og Jenle blevet inddraget i markedsføringen af Thise Mejeri.

Mennesker, natur og arbejdsforhold på landet 

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors
Fællesmejerierne var som anført fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase præsenteres her.
Kildematerialet , givet de valgte geografiske afgrænsninger, er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og
andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen. Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og - selvfølgelig - manglende oplysninger. Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad. Desuden er her benyttet Skivebogen 1974, s. 34-82, en m.h.t. mejerier, slagterier og andelsbevægelse temmelig ufuldstændig oversigt over Skiveegnens udvikling 1870-1890.
 
Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind
De her præsenterede mejerier havde eller fik ishus, der kunne rumme 80-200 m3 is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.
Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier.
Danske Mejerier Bd. 1-4, som dækker perioden indtil 1918, har kun 54 mejerier registreret som tegnet af Arkitekt Lind, primært i forbindelse med mejeriombygninger. Resten må være herefter.
Linds mejeriarkitektur henter bl.a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til at have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.
Som det fremgår af nedenstående tabel, lå alle de indtil 1918 observerede mejerier placeret i Jylland, flest i Viborg, Randers, Ringkøbing og Thisted amter, samt Aarhus og Omegns mejerikreds.
Den arkitektoniske profet kunne således se ud til at have været rimeligt anerkendt i sin hjemstavn og tilliggende omegne.
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Aarhus og Aarhus og Omegn

91

15,5

Randers Amt

10

17,2

Hobro og Omegn

1

1,7

Silkeborg og Omegn

1

1,7

Vendsyssel

1

1,7

Hjørring Amt

2

3,4

Hammerum Herred

2

3,4

Viborg Amt

12

20,7

Thisted Amt

7

12,1

Ringkøbing Amt

10

17,2

Ribe Amt

2

3,4

Sydjysk

1

1,7

           
Mejerier i alt 104 100,0   58 100,0
 
Eksempler på lokale arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier
Det er værd at konstatere, at Skive Andelsmejeri ved oprettelsen har været et efter tidens brug temmelig fornemt to etagers langhus med kvistparti, som det fremgår af 1905 foto.
Det ændres ved E. V. Linds ombygning i 1911 til et typisk E. V. Lind mejeri i Bedre Byggeskik stil, som ved ombygningen i 1931 bevarer denne stil, men udvides pladsmæssigt ved næsten at fordoble langhuset.
Bygningen er bevaret i Thomsensgade som beboelse med kun relativt få stilmæssige ændringer.
Foto af det i 1911 ombyggede Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, fire år efter opførelsen.
Skive Andelsmejeri har den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur i det hele taget.
Det nedlagte Skive Andelsmejeri ligger som beboelse i Thomsensgade 18, stadig genkendelig som det tidligere mejeri.
 
Fremmende for den nye tids mejeridrift var den samtidige etablering af jernbanen som transportform fra okt. 1864, hvor strækningen Viborg-Skive blev åbet.
Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes at være taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen.
Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris".
Som mejeribestyrerbolig må det i så fald være H. S. Oemanns familie på fotoet.
Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuldt hus i den forholdsvis beskedne bolig.
Tre af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m2.
I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret i Det Kongelige Bibliotek.
Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.
 
De her anførte lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier, som den produktive, lokale arkitekt har tegnet. I kronologisk rækkefølge er der tale om flg. lokale Lind mejerier:
Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911, muligvis inspirator for Hald Andelsmejeri.
 

Ladelund Landbrugsskole

Med andelsmejeriernes brug af centrifuger til at adskille fløden fra mælken, således at fløden senere kunne kærnes til smør, opstod der et behov for bedre uddannet arbejdskraft.
Specielt de mange nye andelsmejeribestyrelsers krav om, at afregningen til mælkeproducenterne skulle ske i forhold den leverede mælks fedtindhold medførte, at der skulle kunne kontrolleres og beregnes ved hjælp af kontrolapparat og differensberegning, et arbejde, som forudsatte en vis uddannelse.
Det medførte i praksis, at man sjældent kunne få ansættelse som mejeribestyrer uden at have deltaget i sådan et kursus, bl.a. fordi deltagerne på disse kurser lærte, hvordan man betalte leverandørerne i forhold til mælkens fedtindhold.
Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Skolen fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, en uddannelse, der kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.
Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande.
I behovet for en mere formaliseret uddannelse til mejerifaget var Ladelund absolut forud for sin tid. Det Kongelige Landhusholdningsselskab afholdt Juli 1890 et bestyrelsesmøde, hvor det blev vedtaget at nedsætte et udvalg, der skulle overveje en forbedret uddannelse af ”Mejeripersonalet”.
Juni 1891 barslede udvalget med forslag om, at staten skulde bidrage økonomisk til 1) praktisk uddannelse på mønstermejerier, eller 2) ”Ophold paa gode Mælkeriskoler.”
Teoretiske, kortere kurser for mejeribestyrere startede på Ladelund og Dalum Mælkeriskoler fra juli 1909, og de blev efterfølgende udvidet med mindst et kursus i hvert amt, 19 i alt. Dette antal faldt dog hurtigt til, at man 1918 ”… nu er gaaet over til kun at have 6”.
I det historiske afsnit i Danske Mejerier, bd. 4 omtales kun Ladelund, Dalum og Ribe Mælkeriskoler, som må anses for at være de eneste med den grundlæggende mejerist- og mejeribestyrer uddannelse. Ladelund og Dalum Mælkeriskoler indførte samme undervisningstid og ensartede afgangs prøver med fælles censorer. Ribe Mælkeriskole havde en særstilling i kraft af at være et specifikt uddannelsessted for tidligere mejersker i mejerierhvervet.
 

Næsten samtidig med Ladelund startede Dalum Landbrugsskole. Grundlagt 1886 blev skolen 1889 til Dalum Landbrugs- og Mejeriskole. I tilknytning til Ladelund oprettedes 1889 Ribe Mælkeriskole, tilsyneladende også med det specifikke formål at give kvinder, tidligere mejersker mulighed for at få en mejeristuddannelse.

De lokale mejeribestyrere

er for de flestes vedkommende uddannet på ”Ladelund Mælkeriskole”.
Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri, der har været på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.
Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Forgængeren D. Danielsen er uddannet som mejerist på Ladelund. Den første mejeribestyrer på Hald Andelsmejeri, C. Gravgaard har det ikke været muligt at finde uddannelsesmæssige oplysninger om.
1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.
 
I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2-3 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet.
Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % af de registrerede mejeribestyrere været ophold på Ladelund Mælkeriskole.
Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".
Landsdækkende har fordelingen formentlig været hovedsageligt Ladelund og Ribe Mælkeriskoler i Jylland og Dalum Mejeriskole hovedsageligt resten af landet.

Centrifugering og behandling af mælken

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen. På trods af tidens almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk blev bakteriebehandlet og fik et ensartet udseende.
Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.
Som dette fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, således selvfølgelig også lokalt.

Mejerier på Fur, Mors, Salling og Fjends

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, dvs 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.
Beskrivelse af mejeribygninger og benyttet -apparatur i Danmark i øvrigt i fælles- og andelsmejeriernes storhedstid er beskrevet i denne fortegnelse.
  • Mejerierne på Fur

Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Fur Andelsmejeri ca. 1925. Iflg. arkivet er mejeriet nyopført 1924 i Nederby, arkitekt er tydeligt E. V. Lind. Det oprindelige Fuur Andelsmejeri skulle iflg lokalarkivet oprindeligt være opført 1889 og være blevet andelsmejeri 1905.
 
Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger.
Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."
Fællesmejeriet på Fur har således 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.
14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."
I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.
På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der var 199 andelshavere.
Hvis der regnes på oplysningerne fra 1917, var der på Fur 210 leverandører med 400 køer, 1,9, knap 2 køer per leverandør.
Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”Mejeribestyrer Chr. Christensen ”var 1907 paa Ladelund Mælkeriskole. Blev 1909 Bestyrer paa Fuur.”
Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag." Derimod kan det konstateres, at en mejeribestyrer, Børge Hald på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri er født på Fur 1906, hvor faderen K. K. Hald var mejeribestyrer efter en uddannelse på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri.
Det mest sandsynlige er nok, at Fuur Andelsmejeri har været søndagshvilende, men at det har været urentabelt, hvorfor søndaghvilen måske er blevet opgivet.
  • Mejerierne på Mors
Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv og i Danske Mejerier Bd. 3.
Der oprettedes ret tidligt og ret mange fælles- og andelsmejerier på Mors, start allerede 1881, hvor der dog var tale om et fællesmejeri, og i alt 13 mejerier.
1.
Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, 325 leverandører 1600 køer. Bestyrer Niels Jacobsen, Dalum Mælkeriskole. Ombygget af E. V. Lind 1924.
2.
3.
Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, ombygget 1907, 223 leverandører, 800 (?) køer. Bestyrer S. Bredahl, Ladelund Mælkeriskole.
Faartoft Mejeri omtales i Danske Mejerier Bd. 3, s. 228 som forgænger til Flade Andelsmejeri, oprettet 1883, andelsmejeri 1894, bestyrer 1907-13 Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole. Iflg. Anna Thorsen, Minder fra Mors og Thy blev Faartoft Mejeri revet ned 1913, da Solbjerg Andelsmejeri blev opført.
 
4.
Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, kommer fra Faartoft, Ladelund Mælkeriskole.
 
5.
6.
7.
Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, senere til- og ombygget, 400 leverandører, 1800 køer, bestyrer N. A. Christensen, Ladelund Mælkeriskole.
Starter som Tødsø Fællesmejeri 1881 v. Ole Kristensen, som blev til det første andelsmejeri på Mors, Erslev.
Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges.
   
8.
Flade Andelsmejeri, oprettet 1913, bygning v. arkitekt Lind, 171 leverandører, 734 køer, bestyrer J. Jensen, Ladelund Mælkeriskole.
7.
Hovgaard Andelsmejeri, Sejerslev, 200 leverandører, 700 køer, bestyrer Th. M. Lynggaard, Ladelund Mælkeriskole.
8.
Jølby Andelsmejeri, fællesmejeri 1882, andelsmejeri 1893, 300 leverandører, 1200 køer, bestyrer Kr. Rasmussen, Dalum Mælkeriskole.
9.
10.
Karby Andelsmejeri, 1882-88 Hvidbjerggaard Fællesmejeri, herefter andelsmejeri, 1893 bygges Karby Mejeri,
Iflg. Danske Mejerier Bd. 3, s. 285-86 fællesmejeri 1882-86, nybygget andelsmejeri 1893, iflg. Dansk Mejeristat, s. 437 "Ombygning 1911 og 24 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive." Det er desværre umuligt at sige, hvori de respektive ombygninger 1911 9g 1924 bestod, men det oprindelige mejerihus er her helt typisk blevet forsynet med den karakteristiske Lind gennemgående kvistbygning med rundbuede vinduespartier.
11.
Lødderup Andelsmejeri, 350 leverandører, 1476 køer, bestyrer J. Korsgaard, Dalum Mælkeriskole.
 
12.
Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole.
 
13.
Dueholm Mejeri, vandmejeri på herregården Dueholm, købes 1903 af A. Chr. Haaning, mejeriejer indtil 1930’erne, 50 leverandører, 300 køer. Fungerede som mejeri indtil 1983, hvor museet købte mejeriet.
 
Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet.
Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.
Oplysningerne fra Danske Mejerier om de her karakteriserede mejerier er udgivet 1917 og må formodes at være dækkende for 1916-17.
Hvis vi går ud fra, at vi her har alle Morsøs mejerier, så kan der optælles 2622 leverandører med 11259 køer. Det giver en gennemsnitsbesætning på 4,3 køer fordelt på 12 mejerier. Eller det gennemsnitlige antal leverandører og gennemsnitlige antal køer til hvert af de samme 12 mejerier er henholdsvis 219 leverandører og 938 køer.
Det kan konstateres, at leverandørerne på Mors havde mere end den dobbelte besætningsstørrelse i forhold til Fur, hvor gennemsnittet var 1,9.
 
  • Mejerierne i Salling
Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv og - først og fremmest - Danske Mejerier Bd. 3, der er en stort set samtidig, udgivet 1917 fortegnelse. Materialet skal sammenholdes og justeres for åbenbare fejl, som kan forekomme i både lokalarkivernes registreringer og i Danske Mejerier.
Med forbehold for gengangere kan der i Salling konstateres registreret 14 fælles- og andelsmejerier. Der tages udgangspunkt i Danske Mejerier og sammenholdes med lokalarkiverne.
Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916 v. arkitekt E. V. Lind, 320 leverandører, 1300 køer. Bestyrer N. K. Højmark, Ladelund Mælkeriskole.
 
Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1886 iflg. Sundsøre Lokalarkiv. Og 1911 med nedlæggelse af ”Roslev og Kirkeby Mejerier”, 220 leverandører, 1000 køer.
Byggestilen ligner typisk arkitekt E. V. Lind. Arkitekten fremgår ikke i Danske Mejerier, Bd. 3, s. 492, heller ikke af Sallingsund Lokalarkivs, men derimod sporadisk af Sundsøre Lokalarkivs registreringer. Bestyrer M. Sørensen Ribe Mælkeriskole.
 
Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”, overtaget af Gamstrup 1911. I Roslev har der desuden siden 1893 været Nordsalling Andelsmejeri, 352 leverandører, 1790 køer, bestyrer siden 1898 Jens Chr. Lund, ingen anført Mælkeriskole.
Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri.
 
Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer. Bestyrer Kr. Kristiansen, Ladelund Mælkeriskole. Hurup i Thy. Bliver ombygget inden 1932.
 
Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført. Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.
Som andelsmejeri bliver det til Godthaab Andelsmejeri, oprettet 1894, ombygget 1908 v. Arkitekt Lind, med 170 leverandører, 1150 køer.
Bestyrer Chr. Christensen, Ladelund Mælkeriskole.
Der er store spring i oplysninger i Danske Mejerier og Sundsøre Lokalarkiv mht. antallet af leverandører og køer o. 1900-17
 
Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.
Luftfoto 1948-52 af det ombyggede, nu Lind tegnede mejeri. Bestyrer S. Rasmussen, ingen anført mælkeriskole.
 
 
Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.
Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup, Over Møjbæk, Vium Thinggård”.
Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.
Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.
Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer.
Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V. Lind 1911.
Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer.
 
Thise Mejeri
Thise Mejeri er resultat af traditionel mejerihistorie sammenvævet med en tidsbestemt satsning på det økologiske i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.
 
 
Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.
Thise Mejeri var kortvarigt "filial" af det i 1884 etablerede Jebjerg Mejeri.
 
Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand.
Andelsmejeriet solgtes til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtog mejeriet 1.4.1969.
Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. febr. 1992.
 
Thise Mejeri blev oprettet 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.
Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.
Ved mejeristarten som Jebjerg og Thise Mejeri blev langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier oprettet i 1880'erne.
År
Antal mejerier
1888
914
1894
1507
1940'erne
o. 1600
1950'erne
o. 1400
Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.
Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier var ved at rinde ud.
Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldtes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart ville være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skulle spørges, om man var indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.
19. nov. 1968 besluttedes det som beskrevet i Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 havde været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet havde omkring 160 andelshavere.
Det blev mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kom til at videreføre Thise Mejeri.
Han er født og opvokset på mejeriet, blev student fra Skive Gymnasium 1974, aftjente sin værnepligt i hovedstaden og blev mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvorfra han vendte tilbage til og blev i første omgang ansat på faderens Dybbækdal Mejeri.
1983 blev Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 blev slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og blev til APV Pasilac. Som nygift blev Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han var ansat i Videbæk.
Den i 1988 af P. E. Pedersen nystartede, økologiske produktion på Thise Mejeri købte samme år udstyr i APV Pasilac, hvor sønnen, Poul Pedersen var ansat.
Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtog endeligt i 1992 efter faderen sammen med en kollega på APV Pasilac, Erik Ellebæk.
 
Thise Mejeri - historik - Egne oplysninger 2018-19
I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab , Thise Mejeri A.m.b.a.
   
Grundlagt
1988 som aftager af den økologiske mælk
Selskabsform
Andelsselskab
Selskabsnummer
12425694
Antal andelshavere
Mælkemængde
105 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter
85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre
Omsætning 2018
1.035 mio. kroner
Eksport til
Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel
25-30 %
Antal ansatte
240
Antal tankbiler
5
Antal kølebiler
5
 

Mejeriorganiseringen

De mange små mejerier blev allerede siden 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.
De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og mangelfuld teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.
Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor man opgav den hidtidige adskillelse produktion og afsætning.
 
Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier.
 
Det største af de landsdækkende selskaber blev Mejeriselskabet Danmark (MD), der blev dannet i 1970, og som i løbet af 1970’ene og 1980’erne fusionerede og ekspanderede stærkt. Det skiftede i 1988 navn til MD Foods.
I perioden 1974-1977 blev MD, som var udsprunget af landmejerierne, også dominerende på bymejeriernes traditionelle marked. En del mejeriselskaber meldte sig ud af MD samarbejdet og kom fra 5. januar 1978 til at hedde Jysk Kløver Mælk, stiftet 1971, herefter bare Kløver Mælk, som 1998-99 så fusionerede med MD Foods efter en priskrig de to mejeriselskaber imellem.
 
Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.
I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.
Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.
2004 overtog Arla Foods en canadisk osteimportør og -producent. Året efter indledtes et kinesisk partnerskab om produktion af mælkepulver til det kinesiske marked. Samme år kuldsejlede planerne om en fusion med Hollands store mejeriselskab Campina. Men planerne om at vokse internationalt blev ikke opgivet, tværtimod.
 
Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering var der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her var langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.
Næststørst var og er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kom 14 mejerier, der ikke var medlemmer af Mejeriforeningen.
Af Mejeriforeningens medlemmer var der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:
  1. Arla Foods,
  2. Thise Mejeri,
  3. De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
  4. Them Andelsmejeri,
  5. Bornholms Andelsmejeri,
  6. Mammen Mejerierne.
Der var desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sendte mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.
 
Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.
Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.
Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.
Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.
EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.
Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.
Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.
I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.
På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.
Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.
Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.
I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.
Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.
Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.
Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.
Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).
Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund. Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.
I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.
I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.
Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.
Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.
FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.
Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.
Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.
Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.
Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.
Starten på Thise Mejeri
Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet havde fået tilkendt en ærespræmie. Der var syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.
Det gik så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at man planlagde at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som er omtalt på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.
Leverancen af økologisk mælk startede sommeren 1988 med seks leverandører:
1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,
2) I/S Toftdal,
3) Jens Handrup, Thy,
4) Erling Englyst, Thise,
5) Poul Pedersen, Rørup.
Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab var 6) Erling Larsen, Balling.
Der forhandledes i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.
Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerede "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 var klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplystes det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne var søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der var søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der var modtaget 600.000 kr., som dækkede de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.
Det blev i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber havde kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspurgte økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne var, at mejeriet kunne tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkedes at få solgt.
I 1989 lykkedes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet solgtes der til Mejeriet Dybbækdal, som anvendte produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterede det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder rundede 1 mio. kr.
De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejlede sig også i salgsannonceringer, der ikke var overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.
Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtrådte Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.
Økonomisk strategisk blev der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kom, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegnede kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebar, at Thise Mejeri med et slag kunne afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det var et vigtigt gennembrud, og det lå før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.
Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse
I 1992 solgte Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).
Samme år udløb DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukkede selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skulle det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det skete i 1993, hvor Thise Mejeri begyndte at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksatte sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.
For første gang i mejeriets historie kunne Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteredes i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kom til at betyde, at der nu var 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.
I 1995 indgik Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet havde til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.
Samme år underskrev Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.
Omkring gennembrudsåret 1993 var der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.
Udvidelse af produktionskapacitet og -områder
I 1996 dannede Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter gik strygende. F.eks. sendtes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen måtte Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagredes Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.
Mejeriet havde nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.
I 1997 fusionerede Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som havde problemer, indgik samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerede økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udviklede Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.
Arla og "katastrofen" E coli 0157
Negativ medieomtale af Arla i 2003 øgede interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendtes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldtes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænktes for at være kilden.
Regeringen beordrede på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.
1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).
På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).
Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hed videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser var gjort fund af bakterien, så havde nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtalte fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."
Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.
Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukkede produktionen ned og iværksatte grundige undersøgelser, belejredes Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen fik søvnløse nætter.
De mange og grundige laboratorieundersøgelser kunne ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kunne mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viste sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøgedes efterfølgende.
Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.
I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.
I slutningen af 2005 var mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.
Fortsatte udvidelser
I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.
I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.
Samme år, i 2007 overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.
2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.
Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.
Skyr salget eksploderer 2009-2011.
I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.
Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.
I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.
I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.
De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.
Ikke blot havde Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish Crown på området for økologisk kød med Thise & Ko.

Mejerierne i Fjends

Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.
Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.

Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.
Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør.
Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.
Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.
Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.
Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.
Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.
Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.[36]
Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m3 Is.[37]
 
Hald Mejeri
Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.
Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.
I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv[6].
Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.
Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri. Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959[7].
Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.
Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.
Mejerigrundlæggeren
Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.
Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911[38],
og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.
Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m3 Is”[39].
Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.
Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.
Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.
Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter
Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.
Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.
Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.
Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.
De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”
I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.
 
1893
1959
Hald
33
21
Gl. Hald
 
14
Sdr. Hald
 
4
Vester Hald
9
Lundø
17
17
Bøstrup
21
21
Hejlskov
15
19
Lund
10
21
Sejstrup
6
14
Majgaard
4
6
Degnsgaard
2
4
Ørum
 
1
Bruddahl
2
2
Virksund
 
3
Strandet
 
6
Kloster Mark
6
Lærkenborg
3
1
Ravnkildegaard
1
Baadsgaard
1
16
Skovmølle
1
1
Ørslev Kloster
1
1
Ikke lokaliseret
12
10
 
128
198
Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.
Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.
Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.
Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.
Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.
Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.
Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.
Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.
Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.
Søndagshvile problematikken
Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission[41].
I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission[42].
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.
Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.
Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.
Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid
Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.
Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.
Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1870-80’erne har været en mejeri mulighed i transitionsperioden mellem kornsalgsperioden og fremvæksten af fælles- og andelsmejerierne, ses som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894.
Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.
Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870
Herregårdsmejeriets / hollænderiets placering fremgår af den skitse, som slotsforvalter på Ørslev Kloster, Garry Keyes har lavet efter beretning 1975 fra ejeren 1907-13, Fritz Grotians to sønner, Knud og Valdemar. Iflg. Garry Keyes blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.
Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.
Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.
Lokale herregårdsmejerier
I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894[44] er der i lokalområdet registreret
Østergaard pr. Roslev
Jungetgaard pr. Roslev
Nørgaard pr. Jebjærg
Eskjær pr. Roslev[45]
Bustrup pr. Skive
Krabbesholm pr. Skive
Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74.
Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.
Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.
Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).
Fortegnelse over Mejerier, 1894, Danske Mejeristforening
 
Mejerier
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
Antal incl. Sønderjylland
1507
990
234
283
Procentandel
66
15
19
Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".
I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier,
andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%.
Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.
 
Mejeristifteren i Hald
Kristen Jensen Kjær[46] er født 9. februar 1856 og opvokset i Bøstrup, hvor han allerede som 23-årig i 1880 folketællingen[47] sammen med broderen er registreret som gårdejere på faderens, Jens Hansen Kjærs gård. I 1890 folketællingen[48] har den ældre bror, Hans Jensen Kjær overtaget gården i Bøstrup, og Kristen Kjær er her registreret som "Mejeriejer" i Hald.
Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.
Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.
Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, dvs viede.[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.
Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.[52]
Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.[53]
Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.
Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.
Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.[55]
Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.
Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen[56] og i 1906 folketællingen[57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.[58]
Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”[59].
Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald
Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, dvs en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.[61]
Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.
Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri
Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.
Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.
Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.
Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.
18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.
Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk[63].
De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.
Kartoffelkogning
Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .
Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.
Mælkekørsel
Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.
Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".
Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.
Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.
Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:
1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,
2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,
3. Lund 30 kr. mdl.,
4. Lundø, 60 kr. mdl.,
5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,
6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.
Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.
Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.
Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.
Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.
Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.
Mælkekørsel 12. april 1919:
Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.
De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.
Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.
13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.
21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.
Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:
1. Lærkenborg,
2. og 3. Hejlskov,
4. Virksund,
5. Bøstrup,
6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,
8. Sejstrup,
9. Hald By,
10. Lundø,
11. og 12. Majgaarde,
13. Hald Kærland,
14. Hald Vestermark,
15. Baadsgaard,
16. og 17. Lund,
18. Kloster Mark.
To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.
Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.
Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.
Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.
28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:
1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.
2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.
3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.
4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.
6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.
7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.
8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.
9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.
10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.
12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.
13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.
14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.
16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.
19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.
Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:
1. Lærkenborg, D. Ramsdahl
2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen
3. Hejlskov By, Th. Poulsen
4. Virksund, Th. Poulsen
5. Bøstrup, Th. Poulsen
6. Gl. Hald, J. kr. Jensen
7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.
8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.
9. Hald By, N. Chr. Madsen
10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen
12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.
13. Maigaard Nord, Knud Pedersen
14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen
16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen
17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl
19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.
Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.
Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.
Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.
Mejeribestyrere
Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.
Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”
I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.
Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?
1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.
Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.
Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.
Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.
I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.
26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.
30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”
På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.
Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.
Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.
Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.
C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.
Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.
I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.
I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.
Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.
Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.
Udvidelser i og justeringer af mejeridriften
Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.
Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.
Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.
Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.[64] Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.
Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”
I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.
Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.
18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.
11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.
Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.
Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.
Bygningsmæssige ændringer
Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.
Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.
Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.
Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:
  • Kristen Kjærs Hald Mejeri.
  • Udvidelser indtil 1907?
  • Udvidelser med skummehallen 1911.
  • Udvidelser og ombygning 1956.
Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.
 

 

Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation.
Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893.
Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.

   

Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne
Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.
Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.
De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.
Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.[65]
Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910.
Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.
Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.
Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.
Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.[66]
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.
17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.
Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.
Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.
I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.
På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.
Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt
En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.
Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.
Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-1938 havde 4 ansatte til daglig drift.
Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen. 5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.
11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.
En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.[67]
De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.
Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen[70].
Det har været en rejse fra mange, 1507 små andelsmejerier i 1894 til de ret få, 45 mejerier i dagens Danmark, hvor Arla Foods er størst, en international mejerivirksomhed, der spænder over 21 globale destinationer.[71]
Svineslagterier, andels- og private slagterier
Svineslagtning og -slagterier blev ligesom mælk og mejeridrift en ny tids centrale produktionsområder. For slagterier som produktionssteder, der var afledt af den før det industrielle gennembrud helt dominerende landbrugsproduktion, var landbrugskonjunkturerne helt afgørende for slagteriernes produktionsudvikling.
Men selv om slagterier og mejerier havde en fælles baggrund i forarbejdning af animalske landbrugsprodukter, så blev slagterierne ikke placeret decentralt som de små fælles- og andelsmejerier.
Både på mejeri- og slagteriområdet gjorde det sig gældende, at den dyriske landbrugsproduktion i Danmark med den oversøiske konkurrence på korn og faldende kornpriser fra 1870'erne blev tiltagende vigtig for dansk landbrug samtidig med, at nederlaget til Prøjsen (fra 1871 Tyskland, Det Tyske Kejserrige) i 1864 rykkede den dansk-tyske grænse op til Kongeåen. Uanset dette problem i forhold til Prøjsen, det senere Tyskland, var der en eksportforøgelse af svinekød til Prøjsen, Tyskland med en næsten tredobling fra 1860 til 1890.
I det her behandlede lokalområde, Skive, Salling, Fur, Mors, Fjends, Viborg blev der anlagt tre andelsslagterier i henholdsvis Nykøbing Mors, Skive og Viborg. Andelsslagterierne efterfulgte og blev konkurrenter til private slagterier - et i Skive og et i Viborg. Eller rettere to forskellige ejere af det private slagteri i Skive, men samme slagteri og placering Brårupgade 16.
I samme geografiske område og samme tidsrum, dvs efter herregårdsmejerierne / hollænderierne, i fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode, var der 1) Fur Mejeri, der afløstes af Fuur Andelsmejeri, 2) på Mors 13 fælles- og andelsmejerier, 3) i Salling 14 fælles- og andelsmejerier, 4) i Fjends 7 fælles- og andelsmejerier, i alt 35 mejerier, hvor der var 3-5 centralt placerede slagterier i Nykøbing Mors, i Skive og i Viborg:
1) Nykøbing M Morsø Andelsslagteri 1914-76,
2) i Skive Thompsons Svineslagteri 1889-1910, Koopmanns Svineslagteri 1910-53, Skive Andelsslagteri 1903-72 - i oversigten over Landbrugets Forædlings Virksomheder er der foruroligende mange fejl herom: Thompsons Svineslagteri mangler, Koopmanns overtagelse er fejldateret, hvortil kommer en hel del slåfejl,
3) i Viborg A/S Koopmann Svineslagteri 1902-1912, der afløses af Viborg Andelssvineslagteri 1912-72.
 
Viborg og Skive Andelsslagterier fusionerer 1972, inkluderer Morsø Andelsslagteri 1976 under det fælles navn Jutland Slagterierne.
Der fusioneres nok en gang i 1990 i en endnu større fusion, Vestjyske Slagterier Struer. Her indgår Struer-Hurup Andelssvineslagterierne, Sydvestjyske Andelsslagterier, Esbjerg, Royal Dane/Quality Slagterierne og og fra 1995 Koopmann Slagterierne, Silkeborg.
Danish Crown navnet kommer fra Kolding slagteriet af samme navn, som sept. 1986 bliver overtaget af Tulip. Under dette navn og som led i en igangværende fusionsbølge kommer Danish Crown fra okt. 1990 til at dække hele det østlige Jylland fra Vojens til Limfjorden samt hele Nordjylland og Fyn. Men endnu ikke den midt-vestjyske fusion, som Skive Andelsslagteri tilhører, Vestjyske Slagterier. Sjælland og Lolland-Falster er samlet under det nye navn Steff-Houlberg. Uden for står TICAN (fusionen Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri fra 1978).
Danish Crown forsøger i tiden fra 1995 indtil 1998-99 at få et samarbejde etableret mellem de resterende slagterigiganter under navnet "Slagteriselskab Danmark". Februar 1999 godkender EU Kommissionen så, at Danish Crown fusionerer med Vestjyske Slagterier. I 2001 overtager Danish Crown også Steff-Houlberg, 2010 omdannes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.
Afdelingen i Skive brænder som del af Danish Crown 2007 og nedlægges 2008.
Slagteribranchen går fra at være temmelig centreret til at være et stort set landsdækkende monopolforetagende, Danish Crown Holding A/S.
 
Fra 1887 til 1889 kom der et tysk importforbud for svinekød, der ramte den danske eksport af svineflæsk hårdt.
Det medførte en øjeblikkelig og radikal omlægning fra tysk flæskeeksport til eksport af bacon til England.
Omlægningen betød, at flæsket nu måtte sælges direkte fra Danmark til England, hvor der før havde været en betydelig transit eksport af svinkød og -flæsk over Hamborg-Altona.
I England solgtes svinekødet under betegnelsen "Continental bacon". Flæskesalget foregik ved engelske kommissionærer på Londons flæskebørs, og de solgte udelukkende til grossister, med hvem de var sammensluttet i en såkaldt baconring. Her var grossisterne forpligtede til kun at købe fra engelske kommissionærer med et stort set engelsk handelsmonopol - og ikke direkte fra slagterierne.
Denne rings monopol i flæskehandelen forsøgte de danske svineeksportører, centreret omkring De samvirkende danske andelsslagterier, stiftet 1897 at bryde, hvilket først delvist lykkedes efter 1902 med dannelsen af Danish Bacon Company som salgsagenturfirma for dansk flæsk.
Samtidig med omvæltningen i salget af svinekød fra 1887 etablerede L. Peter Bojsen i Horsens det første andelssvineslagteri som en direkte konsekvens.
Kravet til slagteribranchen blev med omlægningen til engelsk bacon eksport længere, slankere svin og renlighed. Bacon var et mere ømfindtligt produkt end flæsk.
En af pionererne i denne proces var Philip W. Heyman (født 15. november 1837 i København, død 15. december 1893 samme sted), dansk direktør, Tuborgs grundlægger, og på trods af at være af ortodoks jødisk familiebaggrund spiste han gerne det svinekød, som også blev hans levevej.
1866 anlagde Heyman sammen med handelsfirmaet H. Puggaard & Co. Københavns Svineslagteri, som han senere blev eneejer af, og han anlagde efterhånden flere svineslagterier, hvor han til fremme af disse virksomheder udførte et betydeligt arbejde for forbedring af svineracerne i Danmark.
Det var med bistand af C.F. Tietgen, Heyman oprettede og opkøbte svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Netop bistanden fra Tietgen skulle vise sig at være et politisk handicap, da Tietgen 1884 havde offentliggjort sin støtte til Christopher Hage, "en liberal højremand" som folketingskandidat for regeringspartiet Højre. Selv om Hage blev valgt med både socialdemokratiske og Venstre stemmer, så markerede Tietgen sig som ganske vist i økonomisk henseende liberal, men også som støtte til det parti, Højre og Estrup, der tabte provisoriestriden til Det forenede Venstre. Og i provisorietiden var den politiske forståelse for modstanderes synspunkter ikke overvældende.
Ved grundlæggelsen af det første andelssvineslagteri 1887 i Horsens med venstremanden Peter Bojsen som initiativtager og formand så Heyman en klar trussel, både en økonomisk og en politisk i det provisoriedelte Danmark under Estrup, en trussel han forsøgte at gardere sig imod.
L. Peter Bojsen, 15.4.1838 - 27.5.1922 var landøkonom, skoleleder og politiker. I politisk henseende var han nok den mindst betydningsfulde af de 3 Bojsen brødre. Emil og Frede Bojsen var engageret i den politiske inderkreds i Venstre, kan man se i den offentliggjorte brevveksling, Tre Venstremænd v. Harald Jørgensen 1962.
De nye tider og betingelser som et resultat af det tyske importforbud for svin 1887-89 fik hurtigt lokale konsekvenser i form af Skive Svineslagteri.
Det første skridt til et svineslagteri til tiden blev i Skive taget af det engelsk ejede firma, S. W. Thompson med dannelsen af Skive Svineslagteri, Aktieselskab 28. aug. 1889.
9. nov. 1889 bekendtgøres det, at "Skive Svineslagteri begynder sin Virksomhed i December og betaler Slagteriernes højeste Priser eller mere."
Byggeriet af dette slagteri udliciteredes med tilbud indtil 16. sept. 1889, og var kort efter, i oktober opført Brårupgade 16, hvor svineslagtningen så startede dec. 1889.
Den engelske ejer og initiativtager, S. W. Thompson startede med senere direktør og ejer af Gl. Skivehus, F. Fawkner som prokurist. "Hr. B. Samson" nævnes umiddelbart før dannelsen af aktieselskabet, 23. aug. 1889 som direktør. Denne post overtager Fawkner hurtigt, hvorefter han kommer til at tegne svineslagteriet indtil Koopmanns overtagelse af slagteriet 1910.
 
De to fotografier af slagteriet daterer Skive Byarkiv til o. 1910.
Carl Hansen, Skive Folkeblads redaktør var en ivrig fortaler for, at der i stedet det private Skive Svineslagteri skulle etableres et andelsslagteri, hvor han iflg. Skive Folkeblad 22. marts 1902 så var blevet spurgt, om man skulle købe det private Skive Svineslagteri, som ikke ville sælge. Forhistorien var her, at 1890-92 var der gjort et ganske vist landsdækkende forsøg på at få fusioneret private og andelsslagterier, som ikke lykkedes.
Den engelske ejer var iflg. Skive Folkeblad 23. aug. 1889 selv i Skive, hvor der blev taget stilling til køb af den 16.675 alen store grund, hvor der skulle bygges et "100 alen lang og 36 alen bredt Slagteri" med en "større svinestald. Et Jærnbanespor skal lægges fra Banegaarden ind til Slagteriet, ... der antagelig bliver det største Svineslagteri her i Landet ..." med en slagtekapacitet på "1000 a 2000 Svin om Ugen." Slagteriets direktør er "Hr. B. Samson", mursten erhverves hos "P. Odgaard Tastumgaard".
Placeret Brårupgade 16 har vi her præsentationen i Skive Folkeblad af det engelskejede, A/S S. W. Thompson, Skive Svineslagteri. Det engelske ejerskab af Skive Svineslagteri fremgår af Kraks Vejviser 1896, hvor F. Fawkner, ejer af Gl. Skivehus er blevet prokurist / direktør, afløser for B. Samson på svineslagteriet, indtil det sælges til det tysk-irske Hamborg firma A/S J. D. Koopmann i løbet af 1909 indtil primo 1910.
1909 køber Koopmann et svineslagteri i Horsens, og 25. febr. 1910 fremgår det af en bekendtgørelse i Skive Folkeblad, at A/S J. D. Koopmanns Slagteri i Skive modtager svin til slagtning, altså at det nu er J. D. Koopmann, der ejer Skive Svineslagteri.
18. marts 1910 annoncerer Koopmann om "forandret Modtagelse af Svin i Paaskeugen", og det gælder både Koopmanns Svineslagteri i Viborg og "Aktieselskabet J. D. Koopmanns Svineslagteri i Skive".
Det fremgår af annonceringer 1909-10, at J. D. Koopmann i denne periode var særdeles aktiv i etableringen af svineslagterier, og overtagelsen i Skive efter S. W. Thompson har ligget umiddelbart til højrebenet for Koopmann i en situation, hvor samarbejdspartneren S. W. Thompson har været villig til at sælge.
A/S Koopmanns Svineslagterier starter oprettelsen af slagterierne i Aalborg, fremgår det af Kraks Vejvisere. I første omgang uden irsk-engelske Denny som agent og deltager i aktieselskaberne. Dette oprindeligt irske slagterifirma, bosat og slagteriagent i London bliver fra 1889 fast medspiller i Koopmanns slagterier. Se f. eks. Kraks Vejviser 1894, hvor det fremgår, at Koopmanns samarbejdspartner i London var det irsk-engelske firma E. H. M. Denny, som var en del af garantkapitalen i Koopmanns slagterier. 1894 overtog E. M. Denny & Co. hele aktiekapitalen i Silkeborg Slagteri fra Koopmann.
Der blev i den irsk-engelsk-tysk involverede slagteriverden gjort et mislykket forsøg på at undgå den efter initiativtagernes opfattelse "skadelige konkurrence" mellem de private og andelsslagterierne.
Forsøget på forhandlinger om sammenlægning af andelsslagterierne og de private svineslagterier kuldsejlede 1891, og Skive Andelsslagteri blev efterfølgende, dog først 1902-03 anbragt Brågupgade 3, lige over for det eksisterende, private Skive Svineslagteri, Brårupgade 16.
Hovedmanden i fusionsforsøget mellem de private og andelssvineslagterierne var den danske slagteriejer, Philip Heyman.
Portrætudgivelse, Tidsskrift, pdf
Heyman og de private svineslagterier havde fra 1887 opmærksomt fulgt initiativet i Horsens med etablering af et andelssvineslagteri, som de næste par år efterfulgtes af en etableringsbølge af andelsslagterier. Den første bølge standsede i 1889, da Tyskland atter åbnede for indførsel af levende svin, samtidig med at der opstod en generel afsætningskrise og dermed et hårdt konkurrenceklima i branchen
Hele den udvikling fik Heyman til 19. maj 1890 at fremlægge en fuldt udarbejdet plan, der gik ud på at sammenslutte de eksisterende slagterier i Danmark i ét stort selskab, A/S De danske Svineslagterier.
Heyman ønskede at inddrage det tysk-irske firma J. D. Koopmann, som ejede slagterierne i Aalborg og Silkeborg, i sammenslutningsbestræbelserne. Problemet i denne sammenhæng var, at Koopmann anså andelsslagterierne for at være "en syg ide", der snart ville få en ende. Han var dog villig til at sætte nogle millioner ind på at få knust andelsslagterierne.
Blandt spillerne på det danske svinemarked var således det tysk-irsk-engelske slagteri Koopmann & Co. fra Hamborg og E. H. M. Denny & Co. London samt det engelsk ejede R. H. Thompson & Co., som havde etableret sig med Skive Svineslagteri.
For Heyman var det afsætningen på det engelske bacon marked, der var det helt interessante aspekt.
Heymans forhandlingsinitiativ led skibbrud i august 1890. L. P. Bojsen fra Horsens Andelsslagteri havde sprængt forhandlingerne ud fra den største anstødssten, at de private slagterier forlangte en »ublu Pris« for deres slagterier. Det lykkedes dog alligevel at få en fusionsaftale 11. maj 1891, som Bojsen anbefalede.
Fusionsaftalen mislykkedes, først og fremmest fordi andelshaverne i de forskellige andelsslagterier ikke bakkede op om ideen. Man ville gerne have fjernet konkurrencen mellem de private og andelsmejerierne. Men der var både økonomisk og politisk modstand mod de "Kapitalister", som man også - ikke ubegrundet - mistænkte for at være sympatisører med Højre.
Det fremgår dog, at fusionsaftalen i Skive kunne have været meget tæt på at lykkes. Skive Folkeblad citerer 5. jan. 1891 Aalborg Amtstidende for, at "Hr. Heyman har (udvirket), at Andelsslagterierne i Hjørring og Aalborg Amter har taget en saa fornuftig Beslutning at knytte et saa anset og hæderligt Firma som Thompsons til Forretningerne (og) hr. Thompson har i mange Aar arbejdet ved Siden af hr. Koopmann i Hamborg ..."
Den efterfølgende konkurrence mellem Skive Andelsslagteri og fra 1910 Koopmanns Skive Svineslagteri blev og forblev en lokal realitet indtil Koopmanns slagteri 1953 bliver til Skive og Omegns Andelsvaskeri.
Skive Andelsslagteri startede driften 1903, men blev allerede opført 1902. Brændte 16. juli 2007 som Danish Crown, og blev nedlagt året efter.
Skive Andelsslagteri o. 1950, det første foto med banegårdens vandtårn i baggrunden og et luftfoto, som kunne være fra den største udvidelse af slagteriet 1924-26.
 
Gas og elværk ved siden af det i 1960 forhenværende Koopmanns Svineslagteri, herefter Andelsvaskeri. Over for ligger Skive Andelsslagteri, i baggrunden banegårdens vandtårn.
14. jan. 1953 hedder det i Skive Folkeblad, at "Andelsvaskeriforeningen for Skive og Omegn" overvejer at købe Koopmanns Svineslagteri. 7. april 1953 har "Skive Andelsvaskeri købt Koopmanns bygninger".
Skive og Omegns Andelsvaskere A.m.b.A opløses på en ekstraordinær generalforsamling 31. jan. 2008, endeligt effektueret 19. juni 2008, hvor Hilmars åbner ny butik i den tidligere slagteribygning.
"Ejendommen Brårupgade 16 A.m.b.A (meldes) under tvangsopløsning ... 13. maj 2015".
 
Brårupgade blev området, hvor den anden del af oplandets dyriske landbrugsproduktion, slagtekvæg og især -svin blev forarbejdet.
Mejeriprodukterne, fremstillet af mælk blev indleveret til egnens lokale mejerier, først hollænderierne / herregårdsmejerierne, herefter fra 1880'erne fælles- efterfulgt af andelsmejerier. Altså betydeligt mere decentraliseret end slagteridriften.
I Skive var Skive Andelsmejeri i Thomsensgade, oprettet 1893 den nye tids indleveringssted.
Men hvor andelsmejerierne hurtigt erobrede mælkemarkedet, var konkurrencen mellem de private og andelsslagterierne langt mere indædt. Her stod andelsbevægelsen over for et alternativ, hvor man 1890-91 forgæves forsøgte at få fjernet den "skadelige konkurrence" ved en fusion mellem private og andelsslagterier.
Lokalt kunne man ved flere lejligheder konstatere, at leverandører til andelsslagterierne godt kunne finde på at levere til en bedre pris til det private svineslagteri.
I Skive Folkeblad er der 28. dec. 1887 en artikel om ”Andelssvineslagterier”, hvor det hedder, at ”Forbilledet for Andelssvineslagterierne er naturligvis Andelsmejerierne … Uagtet de fedeste Svin er de dyreste at producere og de vanskeligste at sælge … Landbruget skal lære at producere Svinene akkurat som de engelske Lækkermunde vil have dem … Midlet hertil er Andels-Svineslagterier.”
Ikke desto mindre hedder det i Skive Folkeblad 27. juni 1889, at ”hr. Koopmann i Hamborg …” har ladet udarbejde tegninger til et slagteri, der snart vil blive opført. Det bliver dog i første omgang ikke Koopmann, der anlægger det svineslagteri i Skive, som meldes opført okt. 1889.
J. D. Koopmann havde flere svineslagterier, bl. a. i Silkeborg og Viborg, sept. 1909 meddeles det, at Koopmann har købt et svineslagteri i Horsens, byen for andelsslagteriernes start. Det har formentlig været helt nærliggende for Thompson i Skive at sælge sit svineslagteri til samarbejdspartneren og den på slagteriområdet 1909-10 ekspanderende J. D. Koopmann.
11. marts 1912 refereres en overenskomst mellem Koopmann og Viborg Andelssvineslagteri om at respektere afstande og geografiske områder, hvor de konkurrerende svineslagterier kunne operere, indbefattet, at Koopmann for sine agenter indvilgede i, at de skulle "være Forhandlere af Andelssvineslagteriets Flæsk i England" under nøje anførte betingelser.
I Skive derimod ser der i annonceringer, f. eks. Skive Folkeblad 15, juni 1912 ud til at have være benhård konkurrence om salg af "kogt Griseflæsk" mellem Koopmann og Skive Andelsslagteri. Og ydermere ser det ud til at andelshavere har været fristet til at sælge svin til private, herunder Koopmanns Skive Svineslagteri.
 
 

Benyttet materiale:
Bjørn, Claus, red. (1982): Dansk Mejeribrug 1882-2000. De danske Mejeriers Fællesorganisation.
Claus Bjørn i Bol og By: Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, Nr. 2:1 (1977): Det agrare Danmark og det industrielle gennembrud 1860-1914, Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890.
Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, tidsskriftartikel. Claus Bjørn har udgivet Dansk Mejeribrug 1882-2000, 1982, artiklen er del heraf.
Danmarkshistorien.dk Aarhus universitet.
Dansk mejerihistorie har to hovedværker, Danske Mejerier, bd. 1-4 og Dansk Mejeristat, bd. 1-5, som vil være en kildemæssig grundstamme i enhver undersøgelse af dansk mejerivæsen.
Danske Mejerier bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1915. Mejerikredsene Frederiksborg, Københavns, Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholm Amt, Møen, Aarhus og Omegn.
Danske Mejerier bd. 2, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1916. Mejerikredsene Maribo, Svendborg, Odense, Fyens, Aarhus Amt, Vejleegnens, Sydjysk, Vejle og Omegn, Vejle Omegns, Midtjysk, Horsens og Omegn, Aarhus og Omegn, Silkeborg og Omegn, Horsens, Hammerum Herred.
Danske Mejerier bd. 3, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1917. Mejerikredsene Randers, Aarhus, Aalborg, Viborg, Thisted, Hjørring Amt, Aarhus og Omegn, Randers, Hobro og Omegn, Hobro, Øst Vendsyssel, Vendsyssels, Hjørring, Silkeborg og Omegn, Midtjysk.
Danske Mejerier bd. 4, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1918. Mejerikredsene Ringkøbing, Viborg, Ribe, Vejle Amt, Hammerum Herred, Silkeborg og Omegn, Ringkøbing Amts Nordre og Søndre, Sydjysk, Vejle Omegns Mejeriforening, Færøerne. Omtale af Mælkeriskolerne Ladelund, Dalum og Ribe s. 319-331. S. 255-300 har Hans Appel, hvad han kalder ”En Tidbetragtning”, der strækker sig over tiden fra o. 1860-1918.
Dansk Mejeristat bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. København, Københavns, Frederiksborg Amt. Samt afhandlinger om mejeridrift, lovgivning m.v.
Dansk Mejeristat bd. 2 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholms, Maribo Amt. Dansk Mejeristat bd. 3 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Odense, Svendborg, Tønder, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Ribe Amt.
Dansk Mejeristat bd. 4 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Vejle, Ringkøbing, Aarhus, Viborg Amt.
Dansk Mejeristat bd. 5 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1932. Randers, Aalborg, Hjørring, Thisted Amt. Samt registre og andre supplerende afhandlinger.
I alle fem bind er der oversigter over faglærte mejerister og kontrolforeningerne.
Fortegnelse over Mejerier 2. Udg. 1894 af Dansk Mejeristforening, Smaatryk fra Det Kgl. Bibliotek.
Historisk Samfund for Skive og Omegn, http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur, Arkitekt E. V. Linds bidrag til dansk mejeriarkitektur.
Industriforeningen Kjøbenhavn, Billeder for dansk Industri og Mejerivirksomhed i Ind- og Udland, 1Ste Del, København 1910.
Lind Paul-Erik, Bygninger med sjæl, Arkitekt Erik V. Linds mejerier og andre bygninger 1904-1955, Hovedland 2021.
Mejeribruget i Danmark i 1914, DANMARKS STATISTIK, STATISTISK E MEDDELELSER, FJERDE RÆKKE NI OG FYRRETYVENDE BIND, FØRSTE HÆFTE, København 1915.
Mejerier på Als og Sundeved, udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1987.
Mejeriforeningen, indtil 1996 Danske Mejeriers Fællesorganisation, oprettet 1912 som De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, https://mejeri.dk/mejeribranchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-danmark/. Rigsarkivets og lokalarkivernes mejerioplysninger, herunder forhandlings- og medlemsprotokoller for udvalgte mejerier.
Samtidige aviser, Det Kgl. Biblioteks Mediesamlinger, Mediestream Statsbiblioteket.
Ørslevkloster-Ørum Sogne- og Kirkeblad, Hald Mejeri af Jens og Peter Bavnshøj
Mundtlige oplysninger fra lokale og familiemæssigt tilknyttede til mejeridriften
Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff.
Oeconomisk Journal fra 1757
Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, Fjends Egnshistorisk Forening 2005.
Forskellige historiske mejeritidsskrifter.
Årsrapporter m.v. fra Arla Foods.
Garry Keyes, klosterforvalter på Ørslev Kloster sammen med ægtefællen Janne Fruergaard Keyes. Garry Keyes er middelalderarkæolog og har qua sin stilling på Ørslev Kloster et omfattende kendskab til dets arkiv, akæologi og historie. Oplysninger og fotografisk materiale vedr. hollænderi o. a. godsdrift på Ørslev Kloster.
Birger Schütte, Eskjær, oplysninger om godsets herregårdsmejeri.
Salling Landboforening 1842-1992, Skive.
Almindelig historisk viden fra f. eks. Wikipedia, og - ikke mindst - den fra Aarhus Universitet fortræffelige danmarkshistorien.dk.
Oplysninger om Jebjerg Mejeri: Skive Folkeblad 6. april 1893 annoncering af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., Skive Folkeblad 23. juni 1893 annoncerer Jebjerg Andelsmejeri om mælkekørsel m.v.
Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116
Skiveegnens Jul 1982, Sallings herregårdsmejerier, Roslev Andels Mælkeri.
Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, Jul på Mors 1975.
Danske Mejerier, bd. 1-4, v. G. Ellbrecht og H. Appel, Kbh. 1915-1918.[72]
Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.
Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. I og II, 1972, 1974.
Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, af Jens Johansen, Ladelund, Særtryk af Mælkeritidende 1896.
100 År Med Ydelseskontrol 1895-1995, Udgivet af Landsudvalget for Kvæg, april 1995.
Tre Venstremænd, En brevveksling v. Harald Jørgensen, Kbh. 1962
Jul. Schoveling, Tidens Hjul og Tietgen 1857-1897, Kbh. 1929
Noget arkivmateriale:
Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive.1893-1970 (5).
Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121
Koopmanns slagterier har indleveret arkivmateriale til Erhvervsarkivet, det er registrertet i Rigsarkivets beholdninger, intet særskilt for Skive Slagteri. Ud over de her anførte lokaliteter er arkivmaterialet fra Silkeborg Slagteri:
1907
1978
A/S J. D. Koopmanns Svineslagteri, Lemvig
1890
 
J. D. Koopmanns Svineslagteri
1890
 
J. D. Koopmanns Svineslagteri, Bestyrelsen
1890
 
J. D. Koopmanns Svineslagteri, Generalforsamlingen
1924
 
J.D. Koopmanns Svineslagteri
1870
1940
Koopmann, Wilhelm August
1890
 
Koopmanns slagteri i Thisted
 
En yderligere specifikation af arkivmaterialet fra Koopmann. Leverandørhovedbogen omfattert kun Silkeborg Slagteri:
1929
1971
 
Baconkontrollen
1925
1966
 
Bygningstegninger, Silkeborg og Rødding
1891
1895
 
Diverse vedr. priser på svin, indenlands og udenlands
1915
1925
 
Fortegnelse over unge under 18 år
1920
1950
 
Fotos af udrensning af skinker mv.
1940
1960
 
Fotos, opskæringer
1990
1997
 
Gæstebog
1965
1968
 
Kalkulationer
1890
1960
 
Leverandørhovedbog
1960
1970
 
Præsentationsmappe af Denny. SPecial Cut and boned meat
1959
1968
 
Saltningsprotokoller
1890
1960
 
Tegning
1914
1948
 
Veterinærinspektørens protokol
 
Noter og henvisninger
 
 
Bruttofaktorindkomst (BFI), kun landbrug 1850-1899, 1929 priser.
 
[2] Ejere eller brugere af mindre, mellemstore landbrug. En boelsmand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand, idet en husmand har mindre end 1 tønde hartkorn, en boelsmand mellem 1 og 2 og en gårdmand mere end 2 tønder, op til 12 tønder hartkorn, hvor proprietærbetegnelsen starter. Hartkorn er en måleenhed, hvor jordens ydeevne og areal indregnes, og blev oprindeligt fra 1644-matriklen og frem regnet i tønder.
[3] Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1720-1914, bd. II, s. 234-35.
Og O. H. Larsen, Landbrugets historie og statistik, 3. udg., Kbh. 1937.
Smørproduktion og eksport af landbrugsprodukter i mio. kr. og indeks, 1880=100
 
mejeri
Indeks
svin
Indeks
smøreksport
Indeks
svineeksport
Indeks
1880
91
100
58
100
26
100
25
100
                 
1899
183
201
75
129
119
458
54
216
[4] Herregårdsslagtere kort beskrevet. Se f. eks. også Vendsyssel Årbog 1998, Andersen, Hans-Georg: Herregårdsslagterne 1998, Om opkøb og udstykning af herregårde i Vendsyssel 1790-1830.
[6] Jubilæumsartiklen 30. juni 1936
[7] Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive. 1893-1970 (5). Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121.
[9] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/
[10] Odsherred Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/452835.
[11] Inden for den givne, geografiske afgrænsning er der - ud over den ufuldstændige opgørelse i Skivebogen 1974 - søgt oplysninger i Danske Mejerier, Bind 3, der har en opgørelse fra 1917 af mejerier i området. Desuden oplysninger fra Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre lokalarkiv, Spøttrup lokalarkiv, Skive byarkiv, Æ Fjandbo Arkiv, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
[12] Det er forbavsende, hvilke mejerier der er faldet uden for registrering, f. eks. Jebjerg Mejeri, i Viborg og Thisted Amt er kun registret to mejerier, Andelsmejeriet Vindum og Dueholm Mejeri, Mors, se bd. 4, s. 450-51, selv om der indholdsmæssigt er registret 18 fælles- og andelsmejerier inden for de her valgte områder.
[13] Skive Folkeblad skulle formodes at have en nogenlunde nøje registrering lokalt, men desuden er også benyttet Aviser i Mediestream, http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis.
[14] Mejerioplysninger er en sammenfatning af Danske Mejerier, bd. 3, passim om de her behandlede lokalmejerier. Her er også registreret, hvilke mejerier E. V. Lind har været arkitekt på. Oplysninger om Ladelund Landbrugsskole og Ladelund Mejeri i Danske Mejerier, bd. 4, s. 240f. og Rigsarkivets Daisy registrering af Ladelund Landbrugsskole.
[15] Efter udseendet at dømme ligner Gamstrup Andelsmejeri et typisk Lind tegnet mejeri. Men det er det ikke registreret som i Danske Mejerier, bd. 3, s. 492. Ej heller Hald Andelsmejeri, s. 500-01. Gamstrup Andelsmejeri er med i E. V. Linds "mejerifortegnelser".
 
 
[16] Alle oplysninger som registreret 1917 i Danske Mejerier, bd. 3, passim.
[17] Danske Mejerier, bd. 3., s. 490-91, biografiske oplysninger 1932-33, Niels Kristensen, http://www.dindorpkristensen.dk/aner/Aner/n4.html.
Danske Mejerier, bd. 3, s. 307, s. 261, 265, 269, 270, 283, 285-86, 288, 297. Og Morsø Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/4971246, https://arkiv.dk/vis/5657527, https://arkiv.dk/vis/5651587. Desuden er der om mejerierne på Mors benyttet en meget grundig artikel, Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, som er offentliggjort i Jul på Mors 1975, https://dis-danmark.dk/bibliotek/911106.pdf.
[19] Se f, eks. Skive Folkeblad 1. april 1931, hvor Mejeriejer Haaning optræder som en af de større skatteydere.
[20] Danske Mejerier, bd. 3, s. 482.
[21] Danske Mejerier, bd. 3, s. 492.
[22] Danske Mejerier, bd. 3, s. 495, 271.
[23] Lem og Jebjerg er i Skivebogen 1974, s. 47-49 nævnt som fællesmejerier fra 1884. Faktuelt kan man i Skive Folkeblad 27. aug. 1884 se, at ”Beboerne omkring Nr. Lem Mejeri bedes afhente … Transportspande … ved Skive Havn ,,,” I Danske Mejerier, bd. 3, s. 474 fremgår det ikke, at der er tale om Brodal Andelsmejeri som afløser for Lem Mejeri som fællesmejeri.
[24][24] Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116.
[25] Danske Mejerier, bd. 3, s. 483-84. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om den rigtige datering er 1886 eller 1887. En nøje gennemgang af samtidens aviser, både landsdækkende og lokale har ingen referencer til Thise Fællesmejeri i 1886. Men der kan konstateres en bekendtgørelse af 18. nov. 1887, hvor der er "Indleveringssted i Thise hos Fællesmejeriet, i Jebjerg hos Th. Andersen". Thise Fællesmejeri har således eksisteret 18. nov. 1887 og før, men hvor meget før, har det ikke været muligt at finde dokumentation for.
[26] Danske Mejerier, bd. 3, s. 536. Mejeriet er tilsyneladende kun registreret i Skive Byarkiv, fordi det er tegnet af arkitekt E. Lind, se https://arkiv.dk/vis/4374173.
[27] Danske Mejerier, bd. 3, s. 514, Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2748765.
[28] I Skivebogen 1974 kaldet ”Grønnerup”.
[29] Er registreret 1928-86 på Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2733585.
[31] Danske Mejerier, bd. 3, s. 524.
[32] Danske Mejerier, bd. 3, s. 477.
[33] Danske Mejerier, bd. 3, s. 530 og 532, hvor Rødding Andelsmejeri ved Viborg er registreret. Dette mejeri er opført 1911 og tegnet af arkitekt E. V. Lind.
[34] Danske Mejerier, bd. 3, s. 542.
[35] Danske Mejerier, bd. 3, s. 511, 547, 545, 509. Den præcise lokalisering af Højslev Andelsmejeri er forsøgt fastlagt ud fra forskellige slægtshistoriske oplysninger om mejeriet. Det fremgår af optegnelser om slægtsrelaterede personer, født på mejeriet, at de tilsyneladende har været bosat Østerris, Højslev, se f. eks. http://knudsen-oemann.dk/onewebmedia/s-h-oemann-smed.pdf. Det fremgår desuden af 1901 folketællingen, at mejeribestyrer på Højslev Andelsmejeri, Hans Sørensen Oemann avr bosat i Østerris. Se https://www.ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp. Østerris har således været en stedbetegnelse i Højslev Stationsby. Højslev Andelsmejeri, som arkitekt E. V. Lind 1914 ombyggede, var placeret, hvor nu Højslev Brugsforening med parkeringsplads ligger, Viborgvej 214. Det er helt uomtvisteligt det af Lind tegnede mejeri, som er foreviget med et luftfoto fra 1948-52.
[36] Danske Mejerier, bd. 3, s. 555. Vinderup Egnshistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2172691.
[37] Danske Mejerier, bd 3, s. 500.
[38] Det 1911 ombyggede Hald Andelsmejeri kunne i arkitekturen godt være inspireret af de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier, der netop på denne tid bliver fremtrædende i mejeribyggeriet. Registreringen i Danske Mejerier, bd. 3, s. 500 har ikke Lind som arkitekt. Og der er intet i forhandlingsprotokollen, der antyder involvering af arkitekt. Bygningen som den ses fremtræde på foto i Danske Mejerier må formodes at være Kristen Kjærs mejeri fra 1886, sandsynligvis med tilbygningen fra 1911 placeret som et kryds gennem det oprindelige mejeri. Til sammenligning med Lind arkitekturen Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471-72.
Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471
Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471
   
   
1911 ombygningen kunne godt være inspireret af Linds mejeriarkitektur. Det har været mejeriet, som det blev afbildet 1907, der blev ombygget 1911 - med et lidt mere fremtrædende udspring til aflæsningsrampen og med en for Lind arkitekturen typisk udluftning i tagrygningen. Hvis det sidste foto er Hald Mejeri, er det taget før 1907 fotoet, og der må have været tale om en i forhandlingsprotokollen uregistreret ombygning. I forhold til 1907 er både mejeriet og privatboligen udvidet.
[39] Danske Mejerier, bd. 3, 1917, s. 500-501.
[40] Se Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/
[42] Se oversigt Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890 neden for.
[43] Claus Bjørn i Fællesmejerierne … ” Behandling af flere landbrugs mælk på et sted var således på det nærmeste ukendt i Vendsyssel før oprettelsen af de første andelsmejerier i 1886”. Claus Bjørn har kun undersøgt forholdene i Vendsyssel. For Fjends området og på Mors er den ingen undersøgelser af mejeridriften.
[44] Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.
[45] Eskjær figurerer ikke i den anførte oversigt, men Birger Schütte, Eskjær meddeler på forespørgsel, at der på Eskjær blev oprettet et hollænderi af Chr. Lange, der ejede godset fra 1781, og at det har været i drift indtil o. 1903. Iflg. Birger Schütte blev hollænderiet på Eskjær oprettet med bistand fra ejeren 1792-1804 på Østergaard, Thomas Thomsen.
[46] Alle faktuelle oplysninger om Kristen Kjær og familien er taget Folketællinger 1880, 1890, 1901, 1906 samt mundtlige oplysninger fra efterkommere.
[47] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=55388#55388,11974686. Bemærk, at Kristen Jensen Kjær er søn af Jens Hansen Kjær - som den tids skik er navnet en markering af fornavnet på den, man er søn af.
 
 
 
 
[49] Købet og besiddelsen fremgår af 1890 folketællingen
 
 
 
 
[53] Oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[54] Hald Mejeri har i 1901 folketællingen matr. nr. 17a, hus. nr. 178, registreret under Ørslevkloster Kommune. Skovmølle har under samme folketælling matr. nr. 3. Den gamle vandmølle hertil ligger på matr. 3a-b, vindmøllen på matr. 3a iflg. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32 og s. 84-85. Købsdatoen er oplyst af familien, oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[55] Købstidspunktet er oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.
[58] Se Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85.
[59] Folketællinger 1901 og 1906
 
 
 
[60] Skovmølle, Matr. nr. 3 i Højslev Kommune i 1901 folketællingen, i Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85 betegnet som matr. nr. 3a m. fl., Majgårdvej 15, vandforsyning fra Hald bæk og slugten til Majgård.
[61] Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32.
[62] 1907 artiklen om ”De ældste Andelsmejerier”.
[63] Skive Folkeblad 27. dec. 1919, 10. dec. 1926
[64] Særtryk af Mælkeritidende 1896, Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/5/7/4/kontrolforeningen_vejen_1896.pdf
[65] Caroc & Leth, er jernstøberi og maskinfabrik i Aarhus med produktion af mejeri- og dampmaskiner. Leverancen til Hald Mejeri har muligvis været en smøræltemaskine.
[66] Se Museum Silkeborg, afskrifter af maskinfabrikkens folianter, https://www.museumsilkeborg.dk/bilag-3
Medlemmer af Mejeriforeningen
1)Arla Foods
2)Asaa Andelsmejeri
3)Barrit Mejeri
4)Bornholms Andelsmejeri
5)Fayrefield Foods A/S
6)Grøndal Mejeri v/Uhrenholt A/S
7)Gundestrup Mejeri og Bryghus
8)Ingstrup Mejeri
9)JBJ Ost
10)Jernved Mejeri
11)Kerry Ingredients
12)Kirkeby Cheese Export A/S
13)Kirkeby & Thrane
14)Lactosan A/S
15)Lindved Mejeri v/BT Ost
16)Løgismose Meyers A/S
17)Mammen Mejerierne A/S
18)MBM, Meginfelag Búnaðarmanna
19)Mille Food A/S
20)NATURMÆLK
21)Nørager Mejeri
22)Nørup Mejeri
23)Ostebørsens Gårdmejeri
24)SøMælk
25)Sønderhaven Gårdmejeri
26)Sonlac A/S
27)Them Andelsmejeri
28)Thise Mejeri
29)Ullerslev Mejeri I/S
30)Vest Mælk ApS
31)Aabybro Mejeri
[70] Se om Mejeriforeningens historie Mejerier i Danmark, Ikke-medlemmer af Mejeriforeningen. Søndagshvile.
1)Brandbjerg Gårdmejeri
2)Elmegaard Mejeri
3)Enghavegård Osteri
4)Gedsted Mejeri A/S
5)Hansens Flødeis ApS
6)Humlebæk Mikro Mejeri
7)Hårbølle Mejeri og Osteri
8)La Treccia
9)Mejerigaarden A/S
10)Skee Ismejeri ApS
11)Sondrup Gårdmejeri, Øko Ged & Grønt
12)Svaneke Ismejeri ApS
13)Tebstrup Gedeosteri
14)Vebbestrup Flødeis
[71] Se https://www.arla.dk/om-arla/kontakt/arla-i-andre-lande/. Det er overraskende vanskeligt at finde præcise talmæssige oplysninger om Arla på virksomhedens egne hjemmesider.
[72] Hvis formålet med denne undersøgelse havde været at få en oversigt over, med samtidige fotografier, af de af arkitekt E. V. Lind indtil 1918 tegnede mejerier, 342 i alt, så er Danske Mejerier et glimrende værk at tage udgangspunkt i.
 
Højslev Mejeri. I Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, hedder det s. 12, "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug...I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, dateret 1955.
I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hvert enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv." Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.
Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.
 
H. Thompson, Corderoy. Se f. eks. Skive Folkeblad 23. aug. 1889, hvor der orienteres om det engelske selskabs køb af byggegrund ved Jernbanen, om grundens størrelse, arkitekten på slagteriet m.v. Slagteribygningen skal "hvis Vejret tillader det" være "fuldt færdigt, saa det kan begynde sin Virksomhed midt i November Maaned." Start bliver dog først refereret 4. dec. 1889, hvor der er en levende beskrivelse af slagteprocessen med jernlænke om bagben, kniven og skoldekarret.
D. Koopmann. Se Kraks Vejviser 1894 - stiftet 2. maj 1887 af Hamborg købmanden J. D. Koopmann og E. H. M. Denny, London, en irsk købmand.
Det er Jørn Beck Christensen, Skive, der har henledt opmærksomheden på det denne slagterikoncerns betydning lokalt.
Det er muligvis den nye markedsplads i Skive, Hans Smidth har som motiv på hans ”Fra et jysk Marked” 1895, hvor en af skitserne også har Skive Mølle (? under alle omstændigheder en mølle) i bagrunden.
Axelsen Drejer: Andelssvineslagterierne i Danmark 1887-1962 udgivet af De samvirkende danske andelssvineslagterier (1962) og Erhvervshistorisk Årbog 1965, s. 136ff. og især s. 156ff. (afsnit om Flæskeeksporten og kvalitetstilpasningen). I den offentliggjorte brevveksling mellem Tre Venstremænd er det broderen Frede Bojsen, der brevveksler med de senere henholdsvis konseilpræsident (begge) og statsminister Niels Neergaard og Klaus Berntsen.
Tidens Hjul og Tietgen, Jul. Schovelin, Kbh. 1920, her refereret fra s. 376f.
 
Bøttemejeri, holstensk mejerivæsen i Danmark.
   
A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftigede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.
Om mejersker, mejeripersonale og mejeridrift i øvrigt hedder det i artikler fra o. 1840-50'erne:
Om "U d d a n n e l s e af Me j e r s k e r og M e j e r i b ø d kere.
Samtidig med, at man paa saa mange Maader i Aarene efter 1840 bestræbte sig for at vække Interesse for Kvægavlen og bringe den ind i et ret Spor, maatte man selvfølgelig føle Trang til et ordentlig uddannet Personale.
Hidtil havde man saa godt som altid indforskreven baade Mejersker og Mejeribødkere fra Holsten, hvor man jo var langt forude for os paa dette Omraade, ...
I Efteraaret 1843 er der anbragt 3 unge Piger, en i Holsten, en paa Ourupgaard og en paa Aalstrup, og Komiteen tilraader bestemt, at den dygtigste anbringes i Holsten, »da Stiftet derved sikkres bestandig at have Mejersker, der have gjennemgaaet de bedste Skoler i det Land, hvor Smørproduktionen unægtelig staaer højest, en Fordel, vi burde ønske at kunne se udstrakt paa alle vore andre Industrigrene tillige«. ...
Efter Krigen (det må være 1. slesvigske krig 1848-50) opgaves denne Foranstaltning, væsentligst fordi Landhusholdningsselskabet nu anbragte en Del unge Piger her i Stiftet som Mejerskelærlinge, hvilken Foranstaltning det alt 1836 havde paabegyndt. - Med Uddannelse af Mejeribødkere blev det ikke til meget, idet der kun blev antaget 2 (1848—49), men vi vare dog forude for Landhusholdningsselskabet, som først begyndte dermed 1853....
Bøttemejerier, der startede o. 1830 med mælk, der blev siet ned i flade bøtter ser man fortsat indtil o. 1900.
   
Thise Fællesmejeri 1886 eller 1887? Alle numre af Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset. Der er ikke fundet omtale af noget Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886. Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt. Der kan også være tale om manglende opmærksomhed i den noget langstrakte gennemlæsning. Der er 1887 fundet en avisomtale, der viser, at 15. nov 1887 eksisterer Thise Fællesmejeri. Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.
 
Staarupgaard herregårdsmejeri.
 
Mejeriforeningen. En simpel optælling på foreningens egen hjemmeside giver 60 produktionssteder. Divergensen kan muligvis skyldes registreringer som det tidligere Thise Mejeri, Mejeriet Dybbækdal A/S, der er medregnet, men hvor der vitterligt kun er et produktionssted, Thise Mejeri.
Skive Folkeblad 25. april 1968 om Thise Mejeris jubilæum. Skive Folkeblad 30. aug. 1988 v. starten som andelsmejeri, 20. juli 1998 ved udvidelsen af mejeriet. Om andelsmejeriet Dybbækdal, se Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.
Poul Johannes Pedersen er søn af den private ejer af Thise Mejeri 1968/69-88, mejeribestyrer og -ejer, P. E. Pedersen. Han er matematisk-fysisk student fra Skive Gymnasium 1974 (Skive Gymnasium, årsskrift 1974, s. 17), mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981.J. Pedersen er p.t. administrerende direktør for Thise Mejeri amba, 310 ansatte, direktør for Engdal A/S, direktør for Thise Food Ingredients aps, Komplementarselskabet Mejeriet Dybbækdal aps, Mejeriet Dybbækdal P/S. Alt beliggende Sundsørevej 62, Thise Mejeri.
Thise Mejeri, udvidelser.
  
I artiklen omtales "mejeriingeniør Poul Pedersen", mejeriejerens søn, som nu er blevet medarbejder på familiens mejeri.
Ritt Bjerregaard.
 
Ved starten som økologisk andelsmejeri var der "seks økologiske landmænd fra Ringkøbing og Viborg amter" bag mejeriet. Ved udvidelsen i 1998 er efterspørgslen efter mejeriets økologiske produkter blevet så stor, at udvidelsen har været helt nødvendig, og mejeriet er her vokset til 45 økologiske leverandører. Aktuelt beskæftiger mejeriet 310 ansatte.
Thise Mejeri, P. Pedersen og Erik Ellebæk
   
 
Højslev Mejeri. I Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, hedder det s. 12, "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug...I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, dateret 1955.
I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hvert enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv." Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.
Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.
 

R. H. Thompson, Corderoy. Se f. eks. Skive Folkeblad 23. aug. 1889, hvor der orienteres om det engelske selskabs køb af byggegrund ved Jernbanen, om grundens størrelse, arkitekten på slagteriet m.v. Slagteribygningen skal "hvis Vejret tillader det" være "fuldt færdigt, saa det kan begynde sin Virksomhed midt i November Maaned." Start bliver dog først refereret 4. dec. 1889, hvor der er en levende beskrivelse af slagteprocessen med jernlænke om bagben, kniven og skoldekarret.
J. D. Koopmann. Se Kraks Vejviser 1894 - stiftet 2. maj 1887 af Hamborg købmanden J. D. Koopmann og E. H. M. Denny, London, en irsk købmand.
Det er Jørn Beck Christensen, Skive, der har henledt opmærksomheden på det denne slagterikoncerns betydning lokalt.
Det er muligvis den nye markedsplads i Skive, Hans Smidth har som motiv på hans ”Fra et jysk Marked” 1895, hvor en af skitserne også har Skive Mølle (? under alle omstændigheder en mølle) i bagrunden.
 
A. Axelsen Drejer: Andelssvineslagterierne i Danmark 1887-1962 udgivet af De samvirkende danske andelssvineslagterier (1962) og Erhvervshistorisk Årbog 1965, s. 136ff. og især s. 156ff. (afsnit om Flæskeeksporten og kvalitetstilpasningen). I den offentliggjorte brevveksling mellem Tre Venstremænd er det broderen Frede Bojsen, der brevveksler med de senere henholdsvis konseilpræsident (begge) og statsminister Niels Neergaard og Klaus Berntsen.
Tidens Hjul og Tietgen, Jul. Schovelin, Kbh. 1920, her refereret fra s. 376f.
 
Bøttemejeri, holstensk mejerivæsen i Danmark.
A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.
Om mejersker, mejeripersonale og mejeridrift i øvrigt hedder det i artikler fra o. 1840-50'erne:
Om "U d d a n n e l s e af Me j e r s k e r og M e j e r i b ø d kere.
Samtidig med, at man paa saa mange Maader i Aarene efter 1840 bestræbte sig for at vække Interesse for Kvægavlen og bringe den ind i et ret Spor, maatte man selvfølgelig føle Trang til et ordentlig uddannet Personale.
Hidtil havde man saa godt som altid indforskreven baade Mejersker og Mejeribødkere fra Holsten, hvor man jo var langt forude for os paa dette Omraade, ...
I Efteraaret 1843 er der anbragt 3 unge Piger, en i Holsten, en paa Ourupgaard og en paa Aalstrup, og Komiteen tilraader bestemt, at den dygtigste anbringes i Holsten, »da Stiftet derved sikkres bestandig at have Mejersker, der have gjennemgaaet de bedste Skoler i det Land, hvor Smørproduktionen unægtelig staaer højest, en Fordel, vi burde ønske at kunne se udstrakt paa alle vore andre Industrigrene tillige«. ...
Efter Krigen (det må være 1. slesvigske krig 1848-50) opgaves denne Foranstaltning, væsentligst fordi Landhusholdningsselskabet nu anbragte en Del unge Piger her i Stiftet som Mejerskelærlinge, hvilken Foranstaltning det alt 1836 havde paabegyndt. - Med Uddannelse af Mejeribødkere blev det ikke til meget, idet der kun blev antaget 2 (1848—49), men vi vare dog forude for Landhusholdningsselskabet, som først begyndte dermed 1853....
Bøttemejerier, der startede o. 1830 med mælk, der blev siet ned i flade bøtter ser man fortsat indtil o. 1900.
Thise Fællesmejeri 1886 eller 1887? Alle numre af Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset. Der er ikke fundet omtale af noget Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886. Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt. Der kan også være tale om manglende opmærksomhed i den noget langstrakte gennemlæsning. Der er 1887 fundet en avisomtale, der viser, at 15. nov 1887 eksisterer Thise Fællesmejeri. Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.
Staarupgaard herregårdsmejeri.
Mejeriforeningen. En simpel optælling på foreningens egen hjemmeside giver 60 produktionssteder. Divergensen kan muligvis skyldes registreringer som det tidligere Thise Mejeri, Mejeriet Dybbækdal A/S, der er medregnet, men hvor der vitterligt kun er et produktionssted, Thise Mejeri.
Skive Folkeblad 25. april 1968 om Thise Mejeris jubilæum. Skive Folkeblad 30. aug. 1988 v. starten som andelsmejeri, 20. juli 1998 ved udvidelsen af mejeriet. Om andelsmejeriet Dybbækdal, se Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.
Poul Johannes Pedersen er søn af den private ejer af Thise Mejeri 1968/69-88, mejeribestyrer og -ejer, P. E. Pedersen. Han er matematisk-fysisk student fra Skive Gymnasium 1974 (Skive Gymnasium, årsskrift 1974, s. 17), mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981.
P. J. Pedersen er p.t. administrerende direktør for Thise Mejeri amba, 310 ansatte, direktør for Engdal A/S, direktør for Thise Food Ingredients aps, Komplementarselskabet Mejeriet Dybbækdal aps, Mejeriet Dybbækdal P/S. Alt beliggende Sundsørevej 62, Thise Mejeri.
Thise Mejeri, udvidelser.
 
I artiklen omtales "mejeriingeniør Poul Pedersen", mejeriejerens søn, som nu er blevet medarbejder på familiens mejeri.
Ritt Bjerregaard.
Ved starten som økologisk andelsmejeri var der "seks økologiske landmænd fra Ringkøbing og Viborg amter" bag mejeriet. Ved udvidelsen i 1998 er efterspørgslen efter mejeriets økologiske produkter blevet så stor, at udvidelsen har været helt nødvendig, og mejeriet er her vokset til 45 økologiske leverandører. Aktuelt beskæftiger mejeriet 310 ansatte.
 
Skivebogen 1954, s. 57, Den gamle Hovedgaard Majgaard
i Højslev Sogn
Af J. P. Lundöe
I Østsiden af Højslev Sogn laa i tidligere Tid en Del Enestegaarde, der betegnedes som Hel- eller Halvgaarde:
Baadsgaard — Majgaard — Degnsgaard — Bruddalsgaard og længst imod Syd Vinkelplet. De fire første var i Skel
med hinanden. Nu er de forlængst udparcellerede, saa der er opstaaet smaa Landsbyer paa deres Jorder. Foruden
Sejstrup By med Sejstrup Møllegaard og de fem Fjerdingsgaarde i Svenstrup hørte de ind under Ørslevkloster i
Slutningen af det 16. og i det 17. og det 18. Aarhundrede, Baadsgaard dog — saavel som den øvrige Del af Højslev
Sogn — under Staarupgaard og Vinkelplet under Taarupgaard (Fru Ingeborg Parsbierg).
 
Thise Mejeri, P. Pedersen og Erik Ellebæk
 
Skive Folkeblad 29. februar 1992
 
Er Thise Fællesmejeri oprettet 1886 eller 1887?
Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset, og der er ikke fundet nogen omtale af Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886.
Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt.
Der er 1887 fundet en avisomtale, som viser, at 15. nov 1887 eksisterede Thise Fællesmejeri.
Staarupgaard herregårdsmejeri.
Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.
 
Den stiplede tendenslinje i nedenstående diagram defineres som den linje i det givne datasæt, som løst sagt er linjen, der ”bedst” approksimerer / trækkes i forhold til alle punkterne i datasættet. Hermed menes at punkterne samlet set skal ligge så tæt som muligt på linjen. Her er den stiplede tendenslinje trukket som den bedste approksimering til landbrugsproduktionen i alt. 
 
 Landbrugsproduktion 1860-1935
Landbrugsproduktion 1860-1935, indeks
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kirke- og Danmarkshistorie Kirkernes administrative ramme Fra sysler til len og amter Stifter, provstier, sogne
Stifter, provstier, sogne, tiende, ærkebispesæde i Lund Aarhus Stift Ribe og Lund domkirker
Odense, Roskilde, Slesvig stifter Ribe, Slesvig stifter Vestervig, Børglum stifter Tiende, middelalder, aktuelle stifter
Viborg Stift Vor Frue Kirke, Skive Skiveegnens øvrige landsbykirker Benyttet materiale
 
Danmarkshistorien siden vikingetiden er også den danske kirkes historie.
Selv om Harald Blåtand på Jellinge stenene i en noget omdiskuteret tolkning af runerne er angivet som "den, der gjorde danerne kristne", så var det Svend Estridsen, dansk konge 1047-1074/76, der fik organiseret den danske kirke i otte bispedømmer, stifter.
Det var også omkring Svend Estridsens tid, måske lidt før, at stenkirkerne begyndte at afløse kristendommens første kirker i Danmark, der var af træ, de fleste stavkirker.
Frådstenskirken i Roskilde, under domkirken er den konstaterbart ældste af Danmarks stenkirker, som skulle kunne dateres til 1030, hvor Knud d. Stores søster Estrid lod stenkirken opføre. Roskilde er med domkirken også et af de steder, hvor tegl tidligt har afløst granitten som byggemateriale.
Ud over at være krigsførende, næsten som en viking, var Svend Estridsen, Svend Tveskægs dattersøn sig meget bevidst om at styrke sit herredømme gennem samarbejde med kirken, hvilket skulle vise sig som en gevinst for begge parter.
I en kirkehistorisk opgørelse angives 73 % af alle danske kirker opført mellem 1100 og reformationen, resten herefter. Der kan som anført også findes eksempler på kirker, der er opført i 1000-tallet.

Den administrative og organisatoriske ramme om kirkerne

Administrativt har Danmark i historisk tid været inddelt i Lande med egne, seperate retsområder, jvf. at det 1241 hedder "Jyske Lov":
1. Skåne med landsting i Lund, Halland og Blekinge, Bornholm,
2. Sjælland med landsting i Ringsted, Møn, Lolland og Falster,
3. Fyn og Langeland med landsting i Odense,
4. Jylland, Nørrejylland med landsting i Viborg og Sønderjylland med landsting ved Urnehoved.
Landstingene var lovgivende og valgte konger.
Jylland var indtil reformationen inddelt i 14 sysler, som er omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.
Sysselinddelingen er formentlig senere end herredsinddelingen og skønnes at stamme tilbage fra 900-tallet. Syslerne er her angivet i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes.
Nørrejyllands 11 sysler:
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel).
Sønderjyllands 3 sysler:
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel).
Det var først med kirkens brug af sysselinddelingen til at inddele bispestifterne i provstier, at betegnelsen syssel også overførtes til Fyn og Sjælland.
Også herredsinddelingen er anført 1231 i Kong Valdemars jordebog, og de kan her ses på Steenstrups kort over Danmarks ældste inddeling.
Herrederne (Hæreth) har måske oprindeligt været en betegnelse for et militærdisktrikt, en hær i en tid med vikingetidens leding og behov for et kongeligt forvaltningsdistrikt, men har så efterfølgende fået en retlig funktion som herredsting, hvor der ikke var en klar afgrænsning i forhold til landstingene.
Sysler og herreder kan ses aftegnet på kort med syssel- og herredsnavne.
De oprindelige sysler og herreder er navngivet i Kong Valdemars Jordebog.
Kirker og den kirkelige organisation indgik i denne eksisterende administrative og retslige organisation, som blev videreført under gensidig påvirkning.

Danmarks sysselinddeling.

Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.

Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.

Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.

Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.[i][3]

Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.

Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.

På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.

Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.

 


 

 

Fra sysler til len til amter

Lenene i Nørre- og Sønderjylland:
I en udvikling, hvor kongemagten havde behov for både krigere, der kunne stille med krigsudstyr og administratorer af kongens områder udviklede der sig i løbet af middelalderen et feudalt lenssystem, hvor kongen som øverste lensherre "udlånte" jord og de indtægter, jorden gav ud til sine vasaller til gengæld for krigstjeneste, administration, jurisdiktion og kirkelige aktiviteter.
Der kan her skelnes mellem fyrste- og kirkelen. Der kan desuden skelnes mellem de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og smålen, centreret omkring et adeligt gods.
Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen.
Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.
Lenene afløste syslerne som administrationsområder i løbet af tiden o. og efter Kong Valdemars Jordebog, 1231.
Ved omdannelsen fra len til amter 1662 var der 49 len. Antallet af len steg til o. 200 med reformationen. I denne opgørelse er der medtaget 62 len.
Jylland
 
Fyn
 
Sjælland
 
Skåne, Halland og Blekinge
Bygholm Len
 
Hagenskov Len
 
Abrahamstrup Len Len (Falster)
Gladsax Len
Børglum Len
 
Hindsgavl Len
 
Antvorskov Len
 
Halmstad Len
Bøvling Len
 
Nyborg Len
 
Dragsholm Len
 
Helsingborg Len
Dronningborg Len
 
Odensegård Len
 
Frederiksborg Len
 
Christiansstad Len
Dueholm Len
 
Rugård Len
 
Halsted Len / Ravnsborg (Lolland)
Laholm Len
Hald Len
 
Søbygård-Gudsgave Len (Ærø)
Hammershus Len (Bornholm)
Landskrone Len
Havreballegård Len
     
Holbæk Len
 
Malmøhus Len
Kalø Len
     
Hørsholm Len
 
Sølvesborg Len
Koldinghus Len
     
Jungshoved len
 
Varberg Len
Lundenæs Len
     
Kalundborg Len
   
Mariager Len
     
Korsør Len
   
Riberhus Len
     
Kronborg Len
   
Sejlstrup Len
     
Københavns Len
   
Silkeborg Len
     
Nykøbing
   
Skanderborg Len
     
Ringsted Len
   
Skivehus Len
     
Roskilde Len
   
Stjernholm Len
     
Sorø Len
   
Tørning Len (Sønderjylland)
   
Stegehus Len (Møn)
   
Vestervig Len
     
Sæbygård Len
   
Ørum Len
     
Tryggevælde Len
   
Åkær Len
     
Vordingborg Len
   
Ålborghus Len
     
Ålholm Len (Lolland)
   
Åstrup Len
           
 
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
Med lenene og etablering af kirkens magt i bispedømmerne svækkedes den danske kongemagt indtil genopretningen under Valdemar Atterdag og datteren, Martgrethe 1, 1340-1412.
 
De otte oprindelige, middelalderlige bispestifter Det Danmark, som Valdemar 4. Atterdag og Margrethe samlede igen.
Med enevælden fra 1660 blev adelens len omlagt til amter i 1662, amterne blev 1793 større og reduceret i antal, tilsvarende 1970 for endeligt at blive erstattet af regioner 2005.

 
De første bispestifters centrale bygningsværker, domkirker, klostre.
Krypten til Vor Frue Kirke Aarhus, opført o Svend Estridsens tid, måske indviet til Skt. Nicolaus 1087. Vor Frue Kirke Aarhus. Skt. Nicolaus var oprindeligt domkirke, o. 1200 overtages den nu tidligere domkirke af dominikanerbrødrene som klosterkirke. Aarhus Domkirke. Afløste o. 1200 Skt. Nicolaus som domkirke.
Ribe Domkirke. Muligvis afløser for en tidligere Ansgars kirke. Romansk byggeri o. 1150-1225. Tiggermunkekloster, Ribe Dominikanerkloster, grundlagt 1228, bygning fra 1400-tallet. Lund Domkirke, ærkebispesæde fra 1103-04, hvor kirken var umiddelbart færdigbygget. Romansk byggeri frem til 1146.
I en fortegnelse under Kirkeministeriet finder man en oversigt over og en beskrivelse af folkekirkens geografisk afstemte stifter med tilhørende provstier og sogne.
Vi kan her konstatere, at i spidsen for den gejstlige administratation af hvert stift er der en biskop, for provstiet en provst og præster i sognekirkerne. Der er aktuelt ti stifter i Danmark:
Københavns stift, Helsingør Stift, Roskilde Stift, Lolland-Falster Stift, Fyens Stift, Aalborg Stift, Viborg Stift, Aarhus Stift, Ribe Stift, Haderslev Stift.
De historiske rødder skal selvfølgelig søges i overgangen fra vikingetidens gudetro til den vestromerske pavekirkes kristendom.
I højmiddelalderen, ca. 1050-1340 slog den kristne kirke rod i et til tider med den verdslige kongemagt rivaliserende forhold i spørgsmålet om grænserne mellem den åndelige og verdslige magtfordeling.
Under initiativ af Svend Estridsen blev den danske kirke o. 1060 reformeret i tæt samarbejde med ærkebispen af Hamborg-Bremen, som var den danske kirkes overhoved, indtil Danmark fik egen ærkebiskop i Lund 1103-04.
Den danske kirke fik her otte geografisk fast afgrænsede bispedømmer.
Lensmænd i stiftsbyerne blev stiftslensmænd. Deres funktion var forsvare kirkerne og deres gejtslige, medvirke ved udnævnelse af sognepræster, tage sig af stiftsindkomsten og de kirkelige regnskaber samt varetage stiftets gejstlige jurisdiktion. De blev med omlægningen fra len til amter 1662 til stiftsamtmænd med stort set samme funktioner.
Kilden er den her ikke helt tilforladelige Wikipedia. Oplysninger om Vestervig og Børglum er diskutable - der er to opfattelser herom, se henholdsvis Historisk Atlas og Trap Danmark. Hvis Vestervig har været bispedømme, afløst af Børglum, har det været 1060-1134.
Juridisk og administrativt havde biskoppen forskellige hjælpere, som han fandt blandt andre gejstlige, ærkedegne. De kom i Danmark til at hedde provster, præpositi. De af dem bestyrede provstier formodes etableret i 1100-tallet som en udlodning fra biskoppen i form af "beneficium" eller "officium". Som sidstnævnte, et officielt embede formodentlig først i 1300-tallet, antages det i den bedste undersøgelse heraf. Det var som regel prælater i domkapitlerne, der fik embederne.
Der har forekommet "sysselprovstier", men som regel var provstierne herredsinddelte.
Sognekirken havde som regel egen sognepræst ("sacerdos", "plebanus", "rector ecclesiae"), og der kunne her desuden være en eller flere alterpræster ("altaristae" eller "vicarii perpetui", "evige vikarer").
De fleste sognekirker formodes opført af menighederne, en hel del er opført af kongen eller af stormænd. De fleste domkirker er helt sikkert opført af kongen.
Klostrene stod uden for den almindelige kirkelige organisation, men de var undergivet biskoppens jurisdiktion og tilsyn, herreklostrene ejede jordegods på landet, medens tiggerklostrene kun ejede byejendomme.
For den katolske kirke og paven var det vigtigt, at kirken havde et økonomisk fundament i form af en beskatning, en tiende, som det blev pålagt befolkningen at betale.
Nye skatter er sjældent populære, og en af Svend Estridsens sønner, Knud d. Hellige forsøgte som konge at få indført denne tiende og blev dræbt i Skt. Knuds Kirke 1086 efter en flugt gennem Jylland til Odense.
Erik Ejegod, broder og efterfølger som konge fik Knud helliggjort ved at samarbejde med paven om sagen, og Danmark fik ved samme lejlighed eget ærkebispesæde i Lund 1103 eller 1104 under ærkebiskop Asser, der også var rigsforstander for Erik Ejegod. Et godt eksempel på, at det kunne være tjenligt for begge parter, konge og kirke at samarbejde, når befolkningen skulle holdes i ave.
Den tiende, der skulle betales til kirken, blev først indført under den sidste af Svend Estridsens sønner, kong Niels 1104-34. Tiende havde den direkte betydning at være en tiendedel af produktionen (bøndernes), som skulle betales til kirken, fordelt mellem præsten, sognekirken og - i tre stifter - biskoppen. I Lund og Roskilde blev det 1170-71 bestemt, at de to stifters biskopper skulle have en trediedel af tienden, det samme blev bestemt 1188 for biskoppen i Slesvig. De øvrige bisper måtte undvære andel i tienden.
Bispedømmer, -stifter i Danmark. Den historiske oversigt afspejler tab af danske områder til Sverige og Tyskland.
Middelalderens danske bispedømmer. Tiende. Aktuelle danske bispestifter.
Lund blev bispesæde for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm - oprindeligt opdelt i to bispedømmer. Ærkebispesæde 1103-04 En tredjedel tiende siden 1170-71. Lund udgår, Bornholm kommer under Sjællands stift 1662, under Københavns stift 1922, hvor Sjællands stift deltes mellem Roskilde og Københavns stift. Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke.
Roskilde bispesæde for Sjælland, Møn og fra 1169 Rügen. En tredjedel tiende siden 1170-71. Roskilde stift, omfattede oprindeligt Sjælland, Skåne (til Lund) og Møn, Sjællands stift 1536, Roskilde stift fra 1922. Roskilde Domkirke.
Helsingør Domkirke, Skt. Olai Kirke.
  Helsingør stift. 1961 udskilt fra Københavns stift.
Odense bispesæde for Fyn, Lolland, Falster og Fehmern.   Fyens stift, oprindeligt Odense stift, der igen oprindeligt omfattede Fyn, Langeland, Lolland, Falster, Femern, Ærø og Als. Med reformationen kom Femern til Slesvig stift. Siden 1864 har stiftet omfattet Fyn, Langeland og Ærø.
    Lolland-Falster stift. 1803 udskilt af Fyens stift.
Vestervig, senere Børglum bispesæde for området nord for Limfjorden.   Aalborg stift efter reformationen fra 1554, Budolfi Kirke.
Viborg bispesæde for Midtjylland.   Viborg stift, Viborg Domkirke.
Aarhus bispesæde for Østjylland.   Aarhus stift, Aarhus Domkirke.
Ribe bispesæde for den nordvestligste del af Slesvig samt Vestjylland op til Limfjorden. Postkort 1909.   Ribe stift. Den nordlige og vestlige del af Ringkøbing Amt blev 1922 afstået til Viborg Amt. Ribe Domkirke.
Slesvig bispesæde for det meste af Slesvig/Sønderjylland. En tredjedel tiende siden 1188. Haderslev stift. Oprettet 1922. Udskilt fra Slesvig stift.
Vestervig var oprindeligt også klosterkirke, opført o. 1100. Børglum Kloster efterfulgte Vestergvig som bispesæde. Hover Kirke, en af de ældste landsbykirker i sten, fra 1100-tallet.
Roskilde Domkirke. De fleste konger ligger begravet her. Odense Domkirke. Skt. Knuds Kirke, Odense Domkirke. Grundlagt i starten af 1000-tallet, opført i teglsten fra o. 1280. Slesvig Domkirke, Sankt Petri. Domkirken er opført 1100-1400-tallet. Postkort.
Forudsætningen for bispedømmerne var, at der var et økonomisk grundlag i form af jordegods, som i vidt omfang blev skænket af kongen og hans slægt. Til gengæld var det frem til ca. midten af 1200-tallet en selvfølge, at det var kongerne, der udnævnte bisperne.
Tegning af Knud den Helliges (1080-86) segl. Det ældste bevarede billede af et segl fra Danmark. Det sad oprindeligt på kongens gavebrev til Lund Domkirke af 21. maj 1085, som brændte 1697, men seglet kendes i forskellige afskrifter. På forsiden ses den tronende konge med krone og herskersymbolet rigsæblet, på bagsiden ses kongen på jagt til hest med en jagtfalk i hånden. Fra Det Kongelige Bibliotek.
Svend Estridsens søn Knud blev dræbt under et oprør 1086 i Skt. Albani kirke, Odense. Det lykkedes for hans efterfølger og broder Erik Ejegod at få ham kåret som helgen, Knud d. Hellige.
Efter yderligere et kongedrab, drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard 1131, var der en lang periode med borgerkrig i Danmark, hvor det splittede kongerige blev len under det tysk-romerske kejserrige indtil 1182, hvor Valdemar d. Stores søn Knud 6. kunne afslå at aflægge lensed til den tyske kejser. Faderen, Valdemar 1. d. Store var blevet konge som sejrsherre i den danske borgerkrig 1131-57 efter drabet på Knud Lavard.
Valdemars vigtigste støtte var Absalon af Hvideslægten, som blev biskop i Roskilde.
Det gode samarbejde mellem kirke og konge kom til at betyde, at stenkirker blev spredt over hele landet, samtidig med at kirken kom til at eje en forbavsende stor del af den danske jord.
De laveste administrative enheder, sognene fik i tiden indtil o. 1250 henimod velsagtens 2-3000 kirker, alle siden 1050-1100 bygget i sten mod tidligere i træ.
Præsterne på deres bondegårde, nu præstegårde ernæredes heraf og deres tredjedel af den indførte tiende.
Over præsterne befandt sig bisperne og domkapitlernes kanniker. Desuden blev der til domkirkerne, evt. andre betydelige kirker tilknyttet de første munke- og nonneklostre.
Tiggermunkeklostrene fra o. 1230 kunne modsat de øvrige ikke eje jordegods.
Kilde: Moderne dansk Kirkearkitektur. Som det fremgår, så er middelalderens 8 stifter blevet omfordelt på de aktuelle 10 stifter, hvor Slesvig er forsvundet (siden 1864) sammen med Lund, Odense er blevet til Fyens, Børglum er blevet til Aalborg, yderligere knopskydninger er Haderslev, Helsingør, Københavns og Lolland-Falsters stifter.
Der er i oversigten fravalgt kirker, som ikke har nogen betydning i denne sammenhæng.
De omfattende gejstlige institutioner i Danmark skønnes i løbet af middelalderen at være kommet i besiddelse af ca. 40 % af landets jordegods.
På trods af det hidtidige gode samarbejde mellem kirke og konge, mente nogle af bisperne, at de havde krav på mere end det, de havde.
Dette gjaldt især de to rigeste bisper, ærkebispen i Lund og Roskildebispen. Efter et forspil under Erik Plovpenning brød stridighederne for alvor ud under ærkebisp Jakob Erlandsen fra 1254, hvorefter de stod på til ærkebispens død i 1274. Kort sagt ønskede ærkebispen og Roskildebispen at få samtlige kongens rettigheder i forhold til deres undergivne og at frigøre sig fra kongens overhøjhed i verdslige sager. I realiteten ønskede de altså at blive selvstændige fyrster som mange af deres kolleger i Mellem- og Sydeuropa. Striden stod især om grænserne for bispernes domsmagt og om deres militære forpligtelser i forhold til kongen.
Det endte med, at kongemagten efter mange trakasserier vandt i den strid, først og fremmest fordi paven af andre politiske grunde fandt det klogest at støtte kongen.
1282 måtte Erik Klipping bøje sig for en stormandsopposition, der omfattede kirkens bisper, mod den tiltagende kongemagt og gå ind på Danmarks første håndfæstning. 1286 blev Erik Klipping myrdet i Finderup Lade i en uafklaret kombination af personlige og institutionelle modsætninger.
Kongemagten gik herefter gradvist i opløsning o. 1300-1340, økonomisk med pantsætninger af store dele af Danmark til holstenske pantherrer, politisk med formindsket råderum for kongemagten.
Det blev efterfølgende Valdemar 4. Atterdag og Dronning Margrethe, der kom til at samle Danmark og få kongemagten på fode igen.
Margrethes sarkofag, flyttet til Roskilde Domkirke fra Sorø. 1423. Roskilde Domkirke. Gotisk byggestil, 12-1300-tallet, brænder 1282 og 1443.
Margrethe undlod at genbesætte forskellige rigsembeder med stormænd, som var aspiranter, og havde stort held til at få styrket kongemagten, som hun administrerede for sønnen Oluf, der døde 1387 og søsterbarnebarnet Erik af Pommern. Ved Olufs død blev Margrethe "fuldmægtig frue".
Biskoppernes opgaver var at indvie og føre tilsyn med præster, andre gejstlige og klostre. Nogle klostre var dog fritaget fra deres myndighed. Derudover skulle de indvie nye eller ombyggede kirker, altre og genstande, som indgik i gudstjenesten, og konfirmere befolkningen i stiftet. De skulle også varetage den gejstlige doms- og straffemyndighed, der var biskoppens ifølge den internationale kirkeret, kanonisk ret. Til at hjælpe sig med den omfattende administration havde bispen et domkapitel og forskellige embedsmænd.
De danske bisper var kirkeledere, herremænd og politikere og havde periodisk en høj grad af selvstændighed i forhold til kongemagten. Denne selvstændige position var affødt af deres funktion som pavelige embedsmænd og deres rolle som varetagere af kirkeretten.
De var kongemagtens modspillere sammen med adelen, med hvem de indtil enevælden 1660 fik en stor magtposition i Danehoffet, der siden Valdemar Atterdag blev til Rigsrådet.
Efter reformationen i 1536 mistede bispeinstitutionen det meste af sin politiske betydning. Og kongemagten erhvervede her både kirkegodset og blev frigjort fra en betydelig politisk modstander.
 
Viborg Domkirke og stift
Siden tidlig middelalder var et af Danmarks tre landsting, Landstinget for Nørrejylland placeret i Viborg, de to andre i Ringsted og Lund. Det var også i Viborg indtil og med 1657 ved kongehyldningen af den senere Christian 5., at danske konger blev kongehyldet. Desuden var Viborg bispestol i og omkring Viborg den største godsejer med besiddelsen af Gammel Hald, Niels Bugges hovedgård samt Ormstrup og Lynderupgård.
 
Hovedværket om domkirken er så ubetinget P. Severinsen, Viborg Domkirke, udgivet som Skivebogen 1932.
Stifterne bliver til på foranledning af den danske kong Svend Estridsen, der i bestræbelserne på at frigøre den danske kirke fra bispedømmet Hamborg-Bremen o. 1060 (1053) foranstalter, at det store nordjyske stift bliver delt i 4:
Ribe, Århus, Viborg og Vestervig. Disse stifter bliver muligvis i nogen udstrækning dannet ud fra eksisterende sysler, måske skåret bort fra Ribe, der bliver det største af de 4 nordjyske stifter sammen med Vestervig (Vendle og Thy sysler), Viborg (Salling-, Himmer- og Ommersyssel), Århus (Aabo- og Løversyssel). Ribe fik resten, som ikke gik til de 3 øvrige, d.v.s. mest.
Hele Danmark blev inddelt i otte stifter eller bispedømmer: Slesvig, Ribe, Århus, Viborg og Vendsyssel-Thy vest for Lillebælt, Odense, Roskilde og Lund øst for Lillebælt. Først med delingen efter Valdemar Sejr, hvor Abel får Slesvig som hertugdømme, bliver Slesvig endeligt udskilt fra de nordjyske stifter.
Kirker og klostre i Viborg i middelalderen, fortegnelse s. 33. Se illustration.
Augustinerordenen. Den første munkeorden i Viborg, efterfulgt af cisterciensere, grå- og sorte munke.
Biskop Gunner. Munk i cistercienserordenen, da han udnævnes til biskop, formentlig 1222-51 (s. 219, Gunner blev 99 år gammel).
Kirkekampen, Jakob Erlandsen, Christoffer 1, Erik Klipping. Erlandsen, biskop i Roskilde og Lund nægter at godkende Asger som biskop i Viborg, ingen biskop ved mordet på Erik Klipping 1286.
Det verdslige domkapitel, Johan Skarpenberg donerer Spøttrup til Viborg bispen 1404.
Domkirken brænder 1501, lynet slog ned. Brrand igen 1567.
Reformationen.
Christian 4. Bygningsmæssige forbedringer, svenskekrige.
Den store brand 1726. Domkirken, bispegården m.v. brænder helt ned, bispearkivet reddes. Stallknechts ombygning (s. 446).
Det hævdes i denne historiske fremstilling, at biskoppen nåede at redde det meste. Hvad og hvor meget af arkivmaterialet, der findes, kan man se i Rigsarkivets vejledende Arkivregistraturer XVIII, v. Thelma Jexlev, s. 152ff. Samt i en oversigt over de jyske bispearkiver, v. Hans Knudsen, s. 90-91, Fortid og nutid.
Domkirken bliver sognekirke 1812.
Stallknechts ombygning efter branden 1726 viser sig at have været for dårligt udført - en ombygning af domkirken besluttes - til den "oprindelige form", N. S. Nebelong, N. L. Høyen, J. Tholle, H. B. Storch. En længerevarende proces 1864 - 10. sept. 1876, Joakim Skovgaard, kalkmalerier 1901-06, 1911-13.
Resens Atlas 1677 er den ældst kendte illustration af Viborg Domkirke.
 

Vor Frue Kirke Skive

I 1554 lod Iver Krabbe herregåden Krabbesholm opføre, et af de få tilbageblevne monumenter over Skives tidligste historie foruden Gammel Skivehus, hvor de tidligste bygninger kun er sparsomme arkæologiske rester i og omkring borgkælderen.
Vor Frue Kirke fra 1200-tallet var i 1880'erne nedrivningstruet, men blev reddet ved afdækningen af en række enestående kalkmalerier, som man fandt i 1887.
Ud over Vor Frue har der i middelalderen i Skive yderligere været en kirke, Skt. Peder. Man har i 1897 i Vestergade fundet tilhuggede granitsten og begravelsessteder, som formodes at være den "Sankt Peder", som omtales i et testamente fra 1304. Hvis de granitkvadre, som er benyttet ved bygningen af Krabbesholm, stammer fra kirken, så må Skt. Peder være nedrevet før 1554, hvor byggeriet af Krabbesholm starter.
Vor Frue Kirke før 1920, hvor Skive Mølle er brændt ned. Set fra syd. Med den traditionelle øst-vest placering ses Frederiksdal området lidt perspektivisk forskudt vest for møllen. Hans Smidth, Vor Frue Kirke o. 1870, set fra Tambohuset.
Man kan af prospekter for Skive i 1700-tallet og Resens Atlas 1677 se, at her eksisterede der kun en enkelt kirke i byen, Vor Frue Kirke. Hvis der har været to kirker, og der ikke blot har været tale om en kirke og et kapel, så kan man muligvis med nok et argument - ud over omtalen i Kong Valdemars jordebog - datere Skive som bydannelse til 1100-tallet. Opdelingen af byer i flere sogne, altså Skive med to kirker og to sogne, skulle i 1100-tallet så have været efter engelsk forbillede, der afløstes af en senere påvirkning fra Hamborg-Bremen med kun et sogn i små byer.
I perioden 1662-1793, d.v.s. i enevældens første ca. 130 år (ud af ca. 190) var Skive hovedby i Skivehus amt. I 1793 blev Skivehus Amt nedlagt sammen med Hald Amt og blev til Viborg Amt. Der blev holdt herredsting for Salling i Skive i perioden indtil 1793.
Vor Frue Kirke i Skive ligger som de fleste landsbykirker med koret mod øst og kirketårnet mod vest. Det er noget begrænset, hvad der findes af faktuel viden om kirkens etablering og første tid.
Kirkeskibet kan konstateres at være i romansk byggestil, granitkvadre på en skråkantsokkel, således som man ser det i en lang række landsbykirker fra 1200-tallet. Senere tilføjelser er koret mod øst med den flerkantede afslutning, tårnet mod vest og den betydelige korsarm mod syd. Våbenhuset mod nord er senere ombygget.
Kirkens indre, med de ottedelte, sengotiske hvælv og kalkmalerierne er tydeligt kommet senere til end det tidlige, romanske kirkeskib.
J. J. Lohmann skriver 1890 som præst ved kirken, at den er opført o. 1100, af udseende som "en almindelig landsbykirke, blot grimmere ... derefter indbygget hvælvinger...", hvor kalkmalerierne findes.
Lohmann skriver her om kirken som sådan - det fremgår umiddelbart af den kritiske beskrivelse af den gamle kirke, at han var en ivrig fortaler og -kæmper for byggeriet af den nye Skive Kirke, der blev opført 1898 med donationer fra Løveapotekets Norgård og hustru.
Han har også fået dannet sig et godt indtryk af kalkmalerierne, der blev afdækket 1887, lige på kanten til en beslutning om at nedrive kirken, der således blev reddet af kalkmalerierne. Den endelige afdækning, restaurering og mere indgående fortolkning af kalkmalerierne blev foretaget 1902 og efterfølgende.
Lohmann har ikke mindst - og især - i sin 1890-skildring af kirken beskæftiget sig med de nu netop afdækkede kalkmalerier, som han giver en indgående teologisk fortolkning af: "En fremstilling på tårnmuren og pillerne af den lidende og stridende kirke, på altermuren af den sejrende kirke ... i de tre langhushvælvinger og den nederste korhvælving af kirken på jorden, i den øverste korhvælving af den i himlen."
Lohmanns tidlige tolkning af kalkmalerierne er tematiseret efter lidelsen, den sejrende kirke på jorden og i himlen i den udpræget teologiske synsvinkel, der er suppleret med lidt naivt moraliserende betragtninger omkring f. eks. Knud d. Hellige, hvor Saxos formulering om helligheden godtages: "Optaget i den himmelske hærskare, omsvæver han fædrelandet og er, hvad han på jorden stræbte at være, Danmarks skytsånd". Knud d. Hellige er på et af kalkmalerierne afbildet med rigsæble og sværd. Lohmann overtager helt ukritisk helliggørelsen af Knud og den samtidige kongepropaganda. De modsatrettede dagsordener, der førte til drabet på Knud efter forfølgelsen gennem Jylland til den kirke i Odense, hvor han måtte lade livet, og som i samme propagandaspor blev til Skt. Knuds Kirke, dem ser Lohmann helt bort fra. Med samme toneføring fortsættes der i beskrivelsen af kalkmaleriet af St. Georg, Hellig Jørgen og Knud Lavard, hvor det hedder, at det er "Knud Lavards kristne ridderdåd til folkefrelse", der er afbildet.
Blandt helgenbilleder kommenteres Ansgar og Rimbert således: Ansgar "blev Danmarks og Sveriges kirkefader, Nordens Apostel ... (han) havde fattet kærlighed til en stille dreng ... Rimbert, og han blev hans hjertes søn ... St. Rimbert blev hans eftermand i ærkebispesædet ..."
Vor Frue Kirke set fra syd. Kor og sengotiske hvælvede lofter med kalkmalerier. Vor Frue Kirke set fra nord. De hvælvede lofter med kalkmalerier set fra øst, fra koret.
Kalkmalerierne, der som den helt gængse praksis med reformationen var blevet overkalket, blev helt afdækket i 1902 og er restaureret adskillige gange. De kan dateres til at være udført 1522, idet dette årstal findes på kalkmaleriernes "navnebånd". J. J. Lohmann, der 1890 skrev om kalkmalerierne foreslår meget rimeligt, at års bestemmelsen til 1522 må angive "det år, da hele udsmykningen var fuldført".
Den tidsmæssige datering passer godt med karakteristikken af kirkens ottekantede hvælv som sengotiske. Gotikken er defineret til at strække sig fra 1250 indtil 1550, den sengotiske periode 1400-1550.
Typiske og beundrede eksempler på den (høj)gotiske byggestil er Aarhus Domkirke, Roskilde Domkirke og Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke.
Det skønnes, at lensmanden på Skivehus 1520-24, Niels Høg kan have været ophavsmand til udfærdigelsen af kalkmalerierne, da der er oplysninger om ham og familien på et af malerierne, gravepitafierne med familiens våbenskjold, navne og årstallet 1522. Niels Høg til Eskær og lensmand på Skivehus får derfor også en indgående omtale hos J. J. Lohmann 1890, s. 121-26 med en konstatering af, at uanset Niels Høgs indflydelse på "kalkmaleriernes indhold og plan ... så må denne plan dog skønnes udarbejdet af en præst."
Ud over kalkmalerierne i Vor Frue Kirke er der den gamle kirkeklokke fra 1511, som 1898 blev flyttet og anbragt i Skive nye Kirke, tilbageført 1936. Foto fra Skivebogen 1937, s. 58.
En renæssance altertavle, skænket af lensmanden på Skivehus, Jacob Høg, efterkommer af fætter til Niels Høg, i 1600, hvor kalkmalerierne allerede har været overmalet.
Under en restaurering i 1855 blev altertavlen overmalet af bl.a. den lokale maler, Christen Dalsgaard. Altertavlen er forsøgt tilbageført til det oprindelige udtryk fra 1600, se korbillede.
Det af Christen Dalsgaard udførte altertavlebillede var det første af en lang række altertavlebilleder, som skulle have haft den religiøse Christen Dalsgaards store interesse. Dalsgaards 1855 altertavlebillede blev under restaureringen flyttet fra Vor Frue Kirke til Skive Kirke, hvor det hænger i krypten.
Fra 1600-tallet er der en række epitafier af varierende kvalitet og vedligehold.
Den oprindelige, romanske døbefont blev flyttet til Skive Kirke 1898.
I det hele taget har Vor Frue Kirke været truet af mangt og meget. Da Skive Latinskole blev nedlagt 1740 mistede byen sine skoleindtægter til Viborg Latinskole. I 1816 kunne man ikke pålægge Viborg lærde skole "det fornødne lån til en skolebygnings anskaffelse", men Skive Kirke havde en betydelig formue i form af kirkens blytag, som i stedet skulle have "et forsvarligt stentag ... på korskirken ...". Det fremgår ikke af Sigv. Jensens artikel herom, hvordan kirken undgik at miste sit blytag.

Landsbykirker i Skive Kommune

Af de 45 landsbykirker, som her er registreret fra Skive Kommune, er Vor Frue Kirke behandlet i det foregående.
De resterende 44 bliver omtalt i det omfang, der findes informationer. Ud over at være mindesmærker, levninger fra en svunden tid, har landsbykirkerne også en aktuel menighedsfunktion, som kirkernes aktuelle personale informerer om. Flere af kirkerne har også informerende oplysninger af historisk og kulturel art.
Enkelte af de lokale landsbykirker er kun informationstilgængelige via fotografisk materiale, der muliggør en overordnet karakteristik.
Der er ikke gjort forsøg på at indhente oplysninger fra de enkelte pastoraters ansatte.
  1. Balling Kirke. Romansk kvaderstenskirke, pænt illustreret med fotografier.
  2. Brøndum Kirke ligger i Brøndum sogn, der omfatter Brøndum Kirkeby, Grove og Rettrup. Kor og skib er opført af granitkvadre i romansk stil, en romansk kvaderstenskirke, som må være opført i løbet af 1200-tallet. Tårnet er fra middel-alderens slutning.
  3. Dommerby Kirke, kirke i Dommerby sogn, Højslev-Dommerby-Lundø pastorat. Romansk kvaderstenskirke o. 1200.
  4. Durup Kirke, romansk kvaderstenskirke o. 1200. Ombygget 1930, det gotiske tårn nedrives. Kirkeskibet er oprindeligt og i romansk byggestil, granitkvadre, o. 1200. Våbenhus mod nord.
  5. Dølby Kirke, romansk kvaderstenskirke o. 1200.
  6. Egeris Kirke og Sognehus er indviet okt. 1960, tegnet af kirkearkitekten Holger Jensen.
  7. Estvad kirke består af kor og skib i romansk byggestil, tårnet mod vest er tilføjet o. 1470
  8. Fur Kirke (Sankt Mortens Kirke), er mod øst opført i romansk stil af lokale rødsten og granitkvadre over skråstensokkel, mod vest granitkvadre, tårn og våbenhus opført i sengotisk stil med genanvendte granitkvadre.
  9. Glyngøre kirke er opført 1919, da sognet blev udskilt fra Nautrup og Vile sogne som kirkedistrikt.
  10. Grinderslev Kirke var oprindeligt en temmelig uanselig augustinsk klosterkirke, formentlig opført i 1100-tallet, nævnt første gang 1176, men ellers forsvandt stort set alle klosterarkivalier ved branden 1726, hvor Viborg Domkirke som opbevarer af arkivalierne forliste mange af dem. Den romanske kirkebygning er med skib, kor og apsis, det senere tilførte tårn og sideskibe er sengotiske.
  11. Grønning Kirke har apsis, kor og skib, opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Der er i murværket flere oprindelige rundbuevinduer. Norddøren er næsten forsvundet, syddøren er stadig i brug.
  12. Harre Kirke. Der er ikke mange umiddelbart tilgængelige oplysninger om denne kirke. den består af skib og kor romansk. af granitkvadre paa sokkel med skråkant. Tårnet er af mursten med 4 spidsgavle og spir, opført 1869. Kirkens sydmur er omsat 1886, romansk Granitdøbefont.
  13. Hem Kirke er en romansk kirke, granitkvadre, 12. årh., hårdhændet restaurert, overmuret med røde sten, så granitkvadrene ses i kirkens nederste del.
  14. Hindborg Kirke. Romansk med granitkvadre, tårn nyopført efter lynnedslag, apsis fjernet, stenene ligger som gangsti. Blyforseglet tag.
  15. Hjerk Kirke. Det er en romansk kvaderstenskirke med kor og skib. Tårnet er bygget først i 1500-tallet til den klokke, som er støbt i 1507 af Peter Hansen i Flensborg, som også 1511 fremstille klokken til Vor Frue Kirke i Skive.
  16. Hvidbjerg Kirkes kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. I murværket er bevaret et rundbuet vindue i koret og et rundbuet vindue i skibet, de oprindeligt romanske. Tårnet er opført i sengotisk tid af genanvendte kvadre, teglsten og kampesten. Der er en romanske døbefont af granit med vegetativ udsmykning på kummen og kors på den runde fod.
  17. Højslev Kirkes apsis, kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel - begge de oprindelige døre er i behold, norddøren er tilmuret, syddøren er endnu i brug og er udformet som en portal med to sæt halvsøjler og tympanon. Tårnet er opført i sengotisk tid af genanvendte kvadre og munkesten. Kirken er præget af tilhørsforhold til Stårupgård.
  18. Håsum Kirke er en romansk kvaderstenskirke. Tårnet er sengotisk. Kirken rummer en romansk døbefont af granit med dekorationer. Kirkeklokken er fra 1300-tallet. Sognemændene i denne og Ramsing kirker valgte 1548 en degn, "der ikke kunne synge latin".
  19. Jebjerg Kirke er 1923-24 genopført i romansk stil med benyttelse af de oprindelige granitkvadre. Tårnet er fra senmiddelalderen og blev forhøjet 1923-24.
  20. Junget Kirke er ombygget med genanvendte kvadre og munkesten.
  21. Krejbjerg Kirke er med kor og skib af granitkvadre, bygget i romansk byggestil.
  22. Lem Kirke har middelalderlige billedsten indmuret "som en slags billedbånd", hedder det i Ingvar Glads beskrivelse. Den romanske kirke med de fine granitrelieffer har tiltrukket mange fotografiske gengivelser.
  23. Lihme Kirke har "en menneskeædende stenskulptur på den sydlige korvæg", hedder det i Ingvar Glads beskrivelse. Bygget under påvirkning fra England iflg. K. Enna Jensen, der ydermere hævder, at Lihme Kirke har kvadere, der ser "ældre" ud end Gjellerup Kirkes, der ellers regnes for landets ældste landsbykirke med en indskrift fra 1140. Lihme Kirke skulle så være fra 1070-90. Og det kræver nok mere dokumentation end de skøn, K. Enna Jensen her benytter sig af. Men at der er tale om en romansk granitkirke er uomtvisteligt.
  24. Lundø Kirke. I kirken var der et gyldent kobber krucifiks, som nu er anbragt på Nationalmuseet, kopi i kirken. Krucifikset dateres til 1100-50. Krucifikset er et par hundrede år ældre end kirken, måske placeret på Lundø fra Viborg.
  25. Lyby Kirke. Kor og skib er opført i granitkvadre i 1100-tallet, senere noget ombygget.
  26. Nautrup Kirke er romansk kvaderstenskirke, der er blevet hårhændet restaureret, det oprindelige tårn er forsvundet. 1401 skænkes der jordejendom i Nautrup til Dueholm Kloster.
  27. Oddense Kirke. Romansk skib og kor i granitkvadre - stærkt omsat, restaureret, sengotisk vesttårn i munkesten, senmiddelalderlige stjernehvælv, sengotiske kalkmalerier i kor, hovedskib og tårn.
  28. Resen Kirke har kirkeskib med kor og skib ud i ét, uden korbue som adskillelse mellem skib og kor. Den vestlige del af skibet er opført af rå marksten med granitkvadre iblandt. Resten er opført i munkesten med iblandet granit. Kirken er kraftigt ombygget i 1590'erne af Magdalene Banner, Krabbesholm.
  29. Roslev Kirke, romansk byggestil, opført o. 1100, skib, kor med apsis, tårn og våbenhus. Granitkvadre på sokkel med skråkant. Altertavle og prædikestol i renæssancestil. Romansk granitdøbefont.
  30. Rybjerg Kirke. Apsis, kor og skib i romansk stil, granitkvadre over dobbeltsokkel, rundstavprofil over skråkant. På en tympanon ses en biskop, der sidder på en foldestol med dyrehoveder på endestykkerne og drager på stolens ben.
  31. Rødding Kirke, romansk kirke, opført i 1200-tallet. Klokketårnet er opført i 1400-tallet i sengotisk stil. Den fantasifulde artikel i Skivebogen 1940 om Laust Møller, der 1870 skulle have sat det nye tårn, har det ikke været muligt at finde belæg for.
  32. Rønbjerg Kirke. Kirken er opført o. 1400 som erstatning for en nedbrudt kirke, der ikke kendes. Teglstenskirke med skib og kor næsten ud i et. Kalkmalerier.
  33. Selde Kirke er romansk fra 1100-tallet med døbefont.
  34. Skive Kirke. Opført 1898. Har overtaget en altertavle fra Vor Frue Kirke, udført af Christen Dalsgaard 1955.
  35. Sæby Kirke Skive har romansk kor og skib, granitkvadre på skråkantsokkel.
  36. Thise Kirke, romansk, granitkvadre på skråkantsokkel.
  37. Thorum Kirke, romansk, granitkvadre på skråkantsokkel.
  38. Tøndering kirke, apsis, kor og skib i romansk stil, granitkvadre, tårn fra senmiddelalderen med genanvendte kvadere og munkesten
  39. Vejby Kirke, den lille landsbykirke i romansk stil er "bygget af rå marksten. Hjørnerne er dog tildannede kvadre. Koret og skibet er romansk, mens tårnet er en sengotisk tilbygning."
  40. Volling Kirke.a Kirkens psis, kor og skib fra romansk tid, granitkvadre. Tårnet er opført af genanvendte kvadersten og rå kløvede marksten, og er bygget i senmiddelalderen.
  41. Vor Frue Kirke.
  42. Vroue Kirke. Kirkens hjemmeside er godt og grundigt informerende. Man har udgravninger fra og under kirken med møntfund, muligvis fra Svend Estridsens tid, d.v.s. 1060'erne. Man regner derfor med, at den nuværende i romansk stil byggede kirke har haft en trækirke som forgænger i 1000-tallet. Vroue Kirke består af skib, kor og apsis fra romansk tid, samt våbenhus og tårn fra sengotisk tid. Den er opført i granitkvadre på en dobbeltsokkel med skråkant, hvor der er mandshoveder indhugget i det øverste skifte i korets østlige hjørner. Disse skræmmemasker vurderes til at have et umiskendeligt vikingepræg.
  43. Aasted Kirke har romansk kor og skib, opført i granitkvadre på skråkantsokkel, kalkmalerier i kor og korsarm, 1510-1600, karakteriseret som renæssance og sengotik. Et forsvundet zink krucifiks fra 1836 er igen dukket op efter at have været forsvundet siden en restaurering i 1948, se Skivebogen 2020.
  44. Ørslevkloster Kirke. Romansk kirke med tilhørende kloster, formentlig benediktinerordenen, hvor Grinderslev Kloster var augustinsk.
  45. Ørum Kirke. Kirkens kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Tårnet er opført i sengotisk tid.

Det er vanskeligt at afgøre, hvilken af Danmarks mange bevarede landsbykirker, der er den ældste stenkirke. Et kvalificeret bud kunne være en lille del af Jelling Kirke, hvis nuværende kor muligvis har været skib i en tidligere, mindre kirke.

Brøndum Kirke. Durup Kirke.
Estvad Kirke. Fur Kirke set fra øst.
Grønning Kirke Harre Kirke
Hem Kirke Hjerk Kirke
Hvidbjerg Kirke Højslev Kirke
Håsum Kirke Resen Kirke
Roslev Kirke Rydbjerg Kirke
Rønbjerg Kirke. Selde Kirke
Sæby Kirke Thise Kirke
Thorum Kirke
Tøndering Kirke
Volling Kirke Vroue Kirke
Vroue Kirkes brakteat-mønt. Den øverste er fundet i Vroue, en "slags messing" mønt med inskriptionen Benno me vecit. Den nederste er en anden brakteat-mønt til sammenligning. Brakteat er en betegnelse for middelaldermønter, der kun er illustreret på den ene side. En af de mere omfattende oversigter over tidlige danske mønter er Nationalbankens. Her er der kun omtale af guldbrakteater fra o. 500 e. Kr. og ingen omtale af de middelalderlige. Nationalmuseets omtale af Vroue brakteaten virker i forhold til øvrige brakteat omtaler lovligt euforisk, og er muligvis ikke holdbar m.h.t. dateringen.
Aasted Kirke, kalkmalerier. Ørum Kirke
Af Danmarks 2231 kirker ligger der 45 i Skiveegnens område, d.v.s. 2 %. Af disse 45 kirker er 4 nyopførte eller genopført i 1900-tallet, d.v.s. 91 % af egnens kirker er romanske granitkvadre fra 11-1200-tallet med forskellige former for senere tilføjelser.

Børglum og Vestervig.
"Børglum Kloster har haft mange ejere og funktioner. Oprindeligt var det en kongsgård, hvorfra Knud den Hellige blev fordrevet af vrede bønder i 1086. I 1100-tallet blev Børglum centrum for Vendsyssel stift i stedet for Vestervig. Foruden biskoppen boede her muligvis benediktinermunke. I 1209 fik børglumbispen selskab af et konvent af kannikker - højtstående præster - af Præmonstratenserordenen. Senest da begyndte klostertiden. Da klosteret blev lukket ved Reformationen i 1536 blev Børglum atter kongelig."
Trap om Vestervig. "En ældre formodning om, at bispesædet for Vendsyssel Stift oprindelig lå i Vestervig, hvorfra det senere flyttede til Børglum, synes at bygge på en misforståelse. Vestervig Kloster er snarere opstået i forbindelse med kulten omkring Sankt Thøger og dennes grav i den nærliggende sognekirke, måske med begyndelse omkring 1117."

Benyttet materiale.

Lokale kirker i Skivebogen - og andet benyttet materiale, kun i uddrag, bl.a. er digitale informationer ikke nævnt her:
  • Marius Kristensen, Sallings ældste Kirkehistorie, Skivebogen 1926, s. 1-9. Kildenær undersøgelse af forbindelsen mellem præsten i Lihme og Viborg bispen Eskil i kong Niels' regeringstid (1104-34).
  • Vor Frue Kirke, Skive gamle Kirke, N. P. Bjerregaard, 1928, s. 86-106, 1937, s. 56-83. Grundig, ind imellem noget springende gennemgang af kirke og interiør. Temmelig nøje gennemgang af kalkmalerierne.
  • P. Severinsen, Viborg Domkirke, Skivebogen 1932.
  • Chr. N. Krogh, Tøndering Kirke, Sysselprovster og Sognepræster, Skivebogen 1934, s. 92-123.
  • Marie Jespersen, Rødding Kirke, Skivebogen 1940, s. 1-4.
  • Aage Jespersen, Balling Kirkes Alter, Skivebogen 1945, s. 106-124.
  • Sigv. Jensen, Skive Kirkes blytag til byens skole, Skivebogen 1964, s. 56-60.
  • K. Enna Jensen, Lihme Kirke, Skivebogen 1975, s. 5-20.
  • Signe Tybjerg, Fra landsbykirkegård til bykirkegård, Skivebogen 1979, s. 5-42.
  • Christen Dalsgaards altermalerier er behandlet i Skivebogen 1983, Nina Damsgaard, s. 69-88.
    Christen Dalsgaard 1855, altertavlebillede til fødebyen, medens Dalsgaard opholdt sig i Sorø. Motiv: Englen forkynder hyrderne Christi fødsel. De lyse farver skulle kunstneren have opnået ved brug af "pastelfarver og uldne omrids mod en mørke himmel", s. 72.
  • J. J. Lohmann, Kalkmalerierne i Skive Kirke 1890, Skivebogen 1982, s. 63-133.
  • Jens Jensen, Vroue Kirke, Skivebogen 1985, s. 102-123.
  • Signe B. Tybjerg, Små glimt fra Skives kirkeliv, Skivebogen 1994, s. 5-22.
  • Ingvar Glad, Romanske stenbilleder i Salling og Fjends, Skivebogen 1998, s. 45-66.
Kirker i Skive Kommune, oversigt.
Roskildekrøniken, Jørgen Olrik.
Helgendyrkelse i Danmark, Ellen Jørgensen, Kbh. 1909. Disputats.
Udvalgte dele af Kong Valdemars Jordebog.
Troels Dahlerup, Det danske Sysselprovsti i Middelalderen. Institut for dansk Kirkehistorie. I kommission hos G. E. C. Gads Forlag. København 1968.
Dahlerups disputats er et grundigt og lærd værk. S. 39 stilles spørgsmålet, om delegation af myndighed til provsten fra starten sker "i form af beneficium eller blot som officium". S. 57 gentages spørgsmålet for tiden omkr. 1300 med problemet, om det "snart 200 år gamle danske provsteembede . . . skulde betragtes som et beneficium . . . eller som et officium". Når vi kommer ned omkring 1300, ses det, at bisperne må opgive eventuelle krav om regnskabsaflæggelse, hvorefter lokalprovsterne omsider må være kommet i besiddelse af "jurisdictio ordinaria med fuld beneficieret embedsmyndighed". Først s. 289 finder man en længe savnet definition, ifølge hvilken de provstelige beneficiarer er sådanne, "der udøvede deres myndighed som en embedet tilhørende jurisdictio ordinaria".
 

Leding.
Knud den Hellige (ca. 1042-1086) var konge af Danmark fra 1080 til 1086. Hans gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 er den ældst bevarede sammenhængende tekst af dansk oprindelse. Det originale dokument eksisterer ikke længere, men i afskrifter er den oprindelige ordlyd bevaret. Om leding hedder det her, hvor Knud i gavebrevet fastholder nogle kongelige rettigheder, bl.a. m.h.t. Ledingsbøder: Folk der forsømte deres ledingspligt (pligt til krigstjeneste)kunne afkræves bøder af kongen.
Kort over sysler og herreder.
Forstørrelse ved museklik på kortet.
Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet vises inden for ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”
Viborg Kapitels dom over den af sognemændene i Haasum og Ramsing valgte degn.
Reformationen.
Startede 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther slog 95 teser op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
I Danmark indførtes reformationen officielt med recessen af 30. oktober 1536 efter længere tids politisk og kirkelig uro. Det betød et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke, der byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi.
Vroue mønten.
Benno me vecit / fecit - Benno har lavet mig. Tolkes som tysk oprindelse, muligvis Bernward, som på tysk er Benno. Tilsvarende mønter i det daværende Danmark er fundet i Hedeby, Lund, Roskilde, Viborg. Og altså i Vroue. Det er således ganske fremtrædende byer, Vroue her er kommet i selskab med.
Dansk kirkehistorie.
Til oversigts- og undervisningsbrug, Systime,
Nationalmuseet har digitaliseret en oversigt over danske kirker, dog ikke eller kun mangelfuldt for området o. og nord for Limfjorden,
Aarhus Universitet har en oversigt over det teologiske indslag i kirkehistorien, herfra også en mere historisk oversigt over primært den sønderjyske kirkehistorie.
P. G. Lindhardt har skrevet en oversigt over nyere dansk kirkehistorisk litteratur siden 1945.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Foto 1909 af Hald Kro, gjort lidt mere attraktiv med kromandens datter og veninde i front.
Det kan konstateres, at der i Nordfjends er dokumentation for at have været 4 kroer: Hald, Lund, Virksund og Højslev Kro. Heraf eksisterer Virksund og Højslev Kro stadig. Lund og Virksund var kgl. privilegerede kroer, Virksund dog kun indtil 1801, hvorefter Lund Kro som den eneste fortsatte med det kgl. privilegium, formentlig nedlagt allersenest i 1864.
Hald Kro ligger stadig på Ørslevklostervej 79, noget renoveret og ombygget. Og for længst ophørt i funktionen som kro. Vi kender den drabelige historie om Påskedramaet i 1903, hvor en stakkels familiefar, svoger til kroejeren måtte lade livet p. gr. af et par ungersvendes drukfældighed. De kom fra henholdsvis Søby og Højslev på vej til Lund, hvor de skulle have hentet emigrationspapirer for at kunne emigrere til USA, som så mange andre gjorde på den tid. Kromanden i 1903, Niels Jensen Nielsen solgte kroen umiddelbart efter påskedramaet og flyttede fra byen. Kroen blev nedlagt som kro i 1914. Men ellers er det sparsomt, hvad der kan findes af oplysninger om denne kro. Det forlyder dog, at den også skulle have fungeret som købmandshandel.
Man kan finde kroen afbildet på et matrikelkort, Generalstabens Maalebordsblade, som er blevet til mellem 1842 og 1899. Det er derfor ikke umiddelbart brugbart til at bestemme kroen nærmere. Men dog yderligere dokumentation for, at den var registreret som kro. Man kan søge på en moderne adresse, hvor man ønsker en historisk kortillustration. Se her evt. mere om de matrikelkort, som er skannet ind for perioden 1806-1996. Til en søgt matrikel kan høre - foruden selve matrikelkortet - en "sogneprotokol hvori der er information om areal, ejer / bruger af jordstykkerne og ejendommens hartkorn. Matrikelkortet indeholder primært den matrikulære situation med ejendomsgrænser, matrikelnumre, navne på brugere, bonitering og matrikulære veje. Derudover findes en række topografiske elementer som bygninger, ager, skov, eng m.v." Det kræver nogen øvelse i søgning at finde frem til ønskede oplysninger. Her et par eksempler på søgeresultater som billeder.
Matrikelkort: øverst over adressen med beliggenheden af Hald Kro, nederst over "Hald Bye".
Under Kongelige bevillinger til krohold i Jylland fra 1699-1808 figurerer kroen ikke. Det ser ud til, at der i 1834 blev givet en almindelig bevilling til en kroholder i Hald by og sogn, Henrik Kristoffer Gellers. Dette kan desværre også være en lokalitet omkring Randers. Ved en gennemgang af de håndskrevne bevillinger er der både en lokalitet i 1754, der kunne se ud som Hald og i 1734 en lokalitet, der bestemt er Ørum, men formentlig ikke Ørum i Nordfjends. Hald lokaliteten fra 1754 er en kongeligt priviligeret kro, og den er helt sikkert ikke beliggende i Nordfjends. Alt i alt må vi nok lade os nøje med en kro i Hald fra 1834.
I Lund blev der etableret en kongeligt privilegeret kro, hvor privilegiet blev givet til daværende ejer af Ørslev Kloster, Fr. Berregaard den yngre i 1755. Adressen er nu Ørslevklostervej 240, også en tidligere købmandsbutik. Berregaard nåede næppe at optræde som kromand, især fordi han døde umiddelbart efter bevillingen. Men ellers havde han og ejerne af Ørslev Kloster velsagtens folk til at tage sig af den slags.
Det kongelige privilegium til krohold for Lund blev fornyet flere gange: 1768 for Jak. Lerche, 1769 for H. Henr. Jørgensen (der også fik kgl. privilegium for Virksund Kro), 1801 for Jørgen Møller (med nedlæggelsen af privilegiet for Virksund Kro, anføres det). J. Lerche og svigersønnen H. H. Jørgensen var ejere af Ørslev Kloster 1760-1777, efterfulgt af kammerråd Mikkel Ditlev Biering, som i 1777 også fik fornyet det kongelige privilegium på Lund Kro. Privilegiehaveren fra 1801 var Jørgen Møller, formentlig en almindelig bonde i Lund. Et matrikelkort viser, at Jørgen Møller, velsagtens med landboreformernes udstykning af Ørslev Kloster, i 1801 i Lund har fået den matrikel, hvorpå kroen i Lund lå. Jørgen Møller fik i 1813 fornyet sit privilegium. Og i 1832 blev privilegiet tilsyneladende bevilget Peder Krog.
Der var således flere gode mænd fra Ørslevkloster, der indlod sig på at drive en kgl. privilegeret kro. Tilsvarende i Virksund fra 1769 og fornyet i 1777. Jørgen Møller var den første uden ejerskab til Ørslev Kloster, der fra 1801 kunne videreføre Berregaards oprindelige privilegium, udelukkende fra en matrikel i Lund. Han fik som anført sit privilegium fornyet i 1813. Men på et matrikelkort (som kan dateres til at ligge mellem 1815 og 1864) figurerer Lund Kro slet ikke. Man kan derfor muligvis slutte, at Lund Kro er blevet nedlagt på et tidspunkt mellem 1832 (Peter Krogs privilegium) og 1864 (seneste datering af matrikelkortet).
Matrikelkort over Lund, 1815-1864. Man kan her se Jørgen Møllers matrikel, der ligger hele vejen fra Ørslevkloster til Lund Kro.
Der har også været et kgl. privilegium for en kro i Virksund. I 1769 blev det bevilget til Hans Henrik Jørgensen. I 1777 fik Mikkel Bierring til Ørslev Kloster en efterfølgende bevilling. Fr. Berregaards kongelige bevilling til en kro i Lund har altså ikke været et ukendt fænomen for ejerne af Ørslev Kloster. I 1801 mistede Virksund Kro det kgl. privilegium, som samtidig blev fornyet for Lund Kro. Ørslev Kloster har haft en sand perlerække af kgl. privilegerede kromænd, både i Lund og i Virksund. Også ejeren fra 1794-1828, kammeråd M. P. Richter fik med overtagelsen af Ørslev Kloster fornyet det kgl. kroprivilegium. Han blev som anført afløst af en almindelig beboer fra Lund, Jørgen Møller, som fra 1801 havde områdets eneste kgl. privilegerede kro med nedlæggelsen af privilegiet for Virksund Kro.
 

Kongeligt privilegerede kroer.

I 1283 bestemte kongen, Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste rundt i landet i embeds medfør.
I middelalderen var det sådan, at kongen, bisperne og godsejerne havde ret til, hvad man kaldte gæstgiveri, d.v.s. gratis forplejning til de rejsende, som især bønderne og klostrene var tvunget til at yde. Det kan muligvis tænkes, at Erik Klippings påbud om offentlige gæstgiverier langs vejene skal ses som en regulering af tidligere tiders urimeligheder i gæstgiveriet.
I fortsættelse heraf skal man sikkert se Dronning Margrethes beslutning i 1396 om, at der skulle være en kro på de store veje for hver 4. mil (30 km). Det hedder i forordningens pkt. 1: "... at hver foged lader bygge en kro for hver 4 mil, og at de, der kommer der, skal kunne få dækket sine behov for sine penge, uanset på hvilket tidspunkt det er, og at de ikke sætter priserne der, eller andre steder, hvor man kommer som gæst, dyrere eller højere end det, som gælder i nærmeste købstad."
Det er dog først efter reformationen, man kan konstatere, at de offentlige gæstgiverier - som forberedt under Erik Klipping og Margrethe - begyndte at dukke op, og det var i realiteten først med en forordning af 5.3.1695, at det blev bestemt, at der skulle være offentlige værtshuse i stedet for de tidligere private gæstgiverier, som de rejsende ikke altid kunne regne med som opholdssteder, idet de private gæstgivere kunne sige nej til rejsende, de ikke ønskede at huse.
Det var med denne forordning, at der blev givet privilegier i form af tilladelse til øl- og brændevinsbrygning, bagning af brød samt salg af øl, vin og brændevin sammen med gæstgiveriet. Alt sammen uden sædvanlige afgifter til skatteopkrævningssystemet, d.v.s. kongemagten. Hermed kan man sige, at de kgl. privilegerede kroer havde fundet deres form. Så nogenlunde.
Når kongerne rejste landet rundt i embeds medfør, var der behov for kroer og færgesteder ved de såkaldte kongeveje. Den kongeligt privilegerede kro var i princippet kun for vejfarende, herunder kongen og hans mænd - landsbyens beboere måtte, indtil 1912, ikke komme på kroen. Denne begrænsning blev dog næppe overholdt helt indtil 1912. Kroerne menes at have udviklet sig til alligevel at blive samlingssteder for den almindelige befolkning uanset indholdet af det kongelige privilegium. Hertil har nok bidraget , at der inkluderet i det kongelige privilegium ofte også medfulgte retten til at brygge øl og lave brændevin. Privilegiet indebar ydermere ofte, at man var fritaget for en række borgerlige ombud. Til gengæld skulle kroerne blandt andet sørge for, at der altid var friske heste til postvæsenets vogne. Dette dog først fra 1624, hvor Christian IV udsendte en forordning om postbude.
Ved gennemsyn af flere, forskellige kongelige privilegier til krodrift kan det dog konstateres, at det ingenlunde var sikkert, at man fik med i privilegiet at brygge øl og brænde brændevin - og at privilegiehaverne som regel i medfør af denne mangel udtrykte deres uforbeholdne utilfredshed. Der kan oven i købet findes eksempler på privilegier, hvor krodriften omfattede "alle Slags ædende og drikkende Varer for alle og enhver, som det maae behøve og begære ...". Det fremgår ydermere, at man kunne komme til at betale særskilt til kongen for privilegiet at brygge og brænde - og hermed slippe for skat (privilegium til Herlufmagle Kro i 1721). Der findes altså mange varianter, spændende fra forpligtelsen til at huse kongen (og hans folk) til gengæld for retten til at brygge og brænde - og til mere almindelig krodrift, hvor man blev pålagt betaling for retten til at brygge og brænde. Et ikke just entydigt fænomen har de været, de kgl. priviligerede kroer.
Det har næppe altid været særligt lukrativt at drive en kongeligt privilegeret kro før 1912. Men man kan konstatere, at netop fra midten af 1700-tallet blev det almindeligt, at gæstgiverier på landet nu kunne få samme rettigheder som købstædernes gæstgiverier, d.v.s. de kgl. privilegerede kroer er først rigtigt opstået her. Den statslige forvaltning, som kongemagten repræsenterede indtil junigrundloven 1849, har næppe heller dengang været generøs, hvor det ikke var tvingende nødvendigt. Hvorfor Frederik de Berregaard til Ørslev Kloster indlod sig på at drive en kongeligt privilegeret kro i Lund i 1755 står hen i det uvisse. Det blev da heller ikke en lang kroholderkarriere, som Ørslev Kloster fik. Slet ikke for Fr. de Berregaard, der døde kort tid efter tildelingen af privilegiet. Men heller ikke for efterfølgerne på Ørslev Kloster, som i 1801 overlod hvervet til en lokal beboer i Lund, velsagtens i den realisering af godsets herlighedsværdier, som blev påbegyndt i starten af 1800-tallet.
Se også Højslev Kro, der startede langt mere simpelt end i Lund og Virksund. Men som nu stadig står som et flot resultat af de aktiviteter, som jernbanen medførte. Omend aldrig med kgl. privilegium som kroerne i Lund og Virksund.
 
Kroer og købstadsprivilegier.
I 1681 kom der en "forordning om kommerciens og navigationens befordring, hvor det bestemmes, at "alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. Hermed hører reguleringen af krohold og spiritusindtag ikke op. I 1734 kommer der forbud mod "utilladelige krohold på landet ... da de "skader købstædernes handel og konsumption." Det bestemmes også, at "de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde", og mister retten til at brygge øl og brænde brændevin, samt ikke må eje udstyr til destillering. I denne proces med tildeling af privilegier trivedes Skive ganske udmærket, medens det nok har knebet mere med akcepten og overholdelsen af regler og forbud i oplandet. Ikke mindst blev det efterhånden et problem, at skippere i Vest- og Nordsalling i forskellige småhavne og anlægssteder handlede direkte fra skibene med de lokale bønder, hvilket købmænd i Skive klagede over i 1687-88.
 
Litteratur om kroer, specielt de kongeligt privilegerede
 
Jørgensen, Stig M.
Fra bondedreng til gæstgiver på Ørbæk kro / Stig M. Jørgensen. - 1997. 
 
H-Thiim, Flemming
Vore gamle privilegerede landevejskroer. - Børge Binderup, 1972. 
Indhold: Strandingskroen ; Øster Tørslev Kro ; Hvidsten Kro ; Mønsted Kro ; Hagebro Kro ; Filskov Kro ; Norsminde Kro ; Krybily Kro ; Den gamle Grænsekro ; Agerskov Kro ; Bov Kro ; Fanø Krogaard ; Sønderho Kro ; Ørbæk Kro ; Vester Skerninge Kro ; Korinth Gæstgivergaard ; Torup Kro ; Osted Kro ; Overdrevskroen ; Krebsehuset ; Mogenstrup Kro ; Rønnede Kro ; Svogerslev Kro ; Lindenborg Kro ; Elverdamskroen ; Skomagerkroen ; Bromølle Kro
 
Welblund, Aage
Gamle Landevejskroer : fra København til Korsør / af Aage Welblund og Arthur G. Hassø. - Hagerup, 1946. 
Indhold: Aage Welblund: Kro- og Landevejsliv i ældre Tid. Arthur G. Hassø: De gamle Landevejskroer fra København til Korsør
 
Dehn-Nielsen, Henning
Kroer Danmark rundt / Henning Dehn-Nielsen ; kort er tegnet af Aleks Jensen. - 1. oplag. - [Lyngby] : Holkenfeldt 3, 2004.
Gennemgang af 100 kroer spredt over hele Danmark, udvalgt i en blanding af de berømte og de ukendte, de fashionable og de ydmyge. For hver kro beskrives historie, drift, kapacitet og specielle tilbud.

Og endelig en glimrende historisk oversigt over fredede kroer og hoteller

 

 

 

 

 

 

 

Underkategorier