Arkitekt E. V. Lind og mejeriarkitekturen

Fra herregårds- til fælles- og andelsmejerier
Tidligere tiders herregårdsmejerier var almindeligvis større og arkitektonisk bedre udført end de første fælles- og andelsmejerier, som fra 1870-80’erne blev dominerende mejeriformer.
Men arkitekturen på andelsmejerierne ændrede sig markant med Erik V. Linds og Bedre Byggeskiks arkitektur, som blev fremherskende i løbet af den ombygningsperiode, der hurtigt efterfulgte 1880''ernes første fælles- og andelsmejerier, og som blev den periode, hvor E. V. Linds og Bedre Byggeskiks arkitektoniske principper blev dominerende[1].
Som illustration til de første fælles- og andelsmejerier er her udvalgt Hjedding Andelsmejeri 1890, et tidstypisk langhus med bestyrerbolig. Stilmæssigt tilsvarende Balling Andelsmejeri 1887, der senere, 1911 blev ombygget arkitektonisk v. E. V. Lind.
Og det lidt senere Ravnstrup Andelsmejeri, et typisk E. V. Lind tegnet mejeri i en bygningsstil, som den skulle komme til at danne skole for i Bedre Byggeskiks anbefalinger fra 1915.
Herregårdsmejerier
Fælles- og andelsmejerier[2]
Herregårdsmejerierne Nybøllegaard, oprettet 1872-89, nedlagt 1944-45[3] og mejeriet til Krabbesholm, som det har set ud o. 1900.
 
 

Indledning

Med sine i underkanten af 300 arkitekttegninger til ny- eller ombyggede mejerier er arkitekt E. V. Lind, Skive[4] dansk mejeriarkitekturs antalsmæssigt førende repræsentant. Han får med sin mejeriarkitektur i perioden fra 1900-tallets start indtil sin død i 1958 en markant plads i den decentrale mejerihistories glansperiode, hvor han bliver arkitektonisk eksponent for en af de mest succesrige dele af dansk landbrugs historie, overgangen fra plante- til hovedsageligt dyrisk produktion, andelsbevægelsens guldalder.
De mange små, decentralt placerede mejerier kom til at ligge som arkitektoniske symboler på den velstand, de er udsprunget af.
En undersøgende præsentation af arkitekt E. V. Linds mejerier formodes derfor at kunne give et repræsentativt billede af den bygningskultur, som Danmarks mange, små decentrale mejerier frembyder, før de fra o. 1970 blev afløst af nutidens store mejerikoncentrationer.

Andelsbevægelse og dansk landbrug 1870-1970

Hundredåret 1870-1970 er i dansk historie et markant og langvarigt vendepunkt, en landbrugets guldalder, hvor den oversøiske konkurrence fra o. 1870 med billige kornprodukter fremtvang en økonomiske omlægning i dansk landbrug fra fokus på kornavl til dyrisk produktion.
Denne produktionsmæssige omlægning satte de mellemstore landbrugs gårdejere i det økonomiske førersæde.
En afledt konsekvens, en sideløbende markør var politisk, provisorietidens opgør[5] mellem godsejernes politiske repræsentant, Højre og det øvrige landbrugs repræsentant, Det Forenede Venstre, der blev dannet 1870.
Endelig dukkede efterfølgende firepartisystemets klassiske politiske partier her op som massepartier. Det gamle Højre, godsejernes parti, der 1915 blev til Det Konservative Folkeparti, Venstre, den bedrestillede bondestands, gårdmændenes parti, hvor Radikale Venstre 1905 udskilte sig som husmændenes og by intelligentsiaens parti. Og Socialdemokratiet, stiftet 1871, den nye by arbejderklasses parti.
Disse partier var i Folketinget og i lokale politiske forsamlinger repræsentanter for de anførte befolkningsgrupper med tilhørende vælgerorganisationer. Et vigtigt element i det repræsentative demokrati.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion[6] satte mejeridrift og slagterier i fokus. Og det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd kom til at markere sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

Fællesmejeriernes start i Øst-, andelsmejerier i Vestdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen nu blev selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.
Før denne omlægning havde mælkebehandlingen fundet sted ude på de enkelte gårde, store som små. Arbejdet med mælken var kvindearbejde. Malkepigerne havde en trebenet malkestol af træ, et privat husflidsarbejde, hjemmelavet i huggehuset. Mælken blev malket ned i "Strippen"[7], en træspand sammensat af staver, hvor der i staverne kunne være et reb som håndfang til at bære med, hvis malkepigerne da ikke bar ”strippen” på hovedet. Det benyttede træ har været skuret med sand og kalk, som gav en hård overflade. Der er blevet malket to til tre gange dagligt, tidligt o. kl. 5, evt. midt på dagen, og sidst på eftermiddagen, hen på den tidlige aften. Mælken blev sat på fade, kun de større steder, på herregårdsmejerierne, i et mælkekammer.
Fløden, der lagde sig oven på mælken blev skummet af med en skummeske, og fløden skulle herefter kærnes. Også kærnen var af træ. Restprodukterne var den skummede mælk, og kærnemælken var restproduktet fra fløden efter kærningen.
Kvægbrug var ”et nødvendigt onde” o. 1860, som kunne hente foder på græsmarkerne og levere mælkeprodukter til gårdenes eget forbrug.
Generelt var smørret, der blev leveret fra de små brug, "Høkersmør" af en blandet, som regel ganske ringe kvalitet. Først med den nye tids fælles- og andelsmejerier blev de mindre brugs produkter konkurrencedygtige.
Herregårdsmejerierne var i starten i stand de eneste, der var i stand til at tage kampen op om markederne for animalsk produktion.
Men der var i overgangsperioden driftige mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør.
Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier.
I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord - og før grundlæggelsen fra 1868 af Esbjerg Havn, der skulle råde bod på manglen på eksporthavne - har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man så her på eksport af svin og levende kvæg.
Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. Der var eksportproblemer i forhold til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn.
I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark med de nyopståede fællesmejerier.
I stedet for at lade herregårdene - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup. Måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I starten var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden kom også husmændene til.

Andelsmejerierne etablerer sig som herregårdsmejeriernes afløsere

1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163[8].
Landbrugshistorikeren Claus Bjørn[9] skønner, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier. Men herefter blev andelsmejerierne stadigt mere dominerende.
Andelsmejeriernes fremmarch kommer klart til udtryk i en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914, udgivet af Danmarks Statistik 1915 med ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”[10]
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Tabel 1
Smørmejerier iflg. Danmarks Statistik 1915
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
I alt
1168
196
16
1380
84,6 %
14,2 %
1,2 %
 
I den samme kilde, Statistiske Meddelelser er der en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914.
Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
Tidligere tiders herregårdsmejerier blev i første omgang afløst af mange, mindre fællesmejerier, der fra 1880'erne i vid udstrækning så blev afløst af andelsmejerier.
Tabel 2
År
Antal mejerier
1888
914
1894
1507
1914
1503 inkl. handelsmejerier
1940'erne
o. 1600
1950'erne
o. 1400
Langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er oprettet før 1894.
I et længere tidsmæssigt perspektiv kan udviklingen beskrives som en flyvende start, der kulminerer omkring 1900, topper i 1940’erne, viser tegn på stagnation i 1950’erne for endeligt at slutte herefter med massive nedlæggelser[11] af de små, decentrale mejerier fra 1970’erne.
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier. Det stærkeste fald var i antallet af andelsmejerier, som blev reduceret med 83 %, privatmejerierne med 66 % i løbet af de små, decentrale mejeriers nedlæggelser i løbet af de 20 år.
 
Det var helt klart et ekspansivt marked, som arkitekt E. V. Lind, Skive ved 1900-tallets begyndelse valgte at satse på med sin mejeriarkitektur.
Denne tid var fra 1950'erne, hvor E. V. Lind stoppede, iagttageligt ved at rinde ud.

Mejeribygninger og -apparatur fra fælles- og andelsmejeriernes tid

Der er som på alle andre områder også sket en rivende udvikling i mejeriernes indretning og udstyr siden starten af det første andelsmejeri i Hjedding 1882 indtil i dag.
Mejeriernes indretning og udstyr beskrives her, som det har set ud i E. V. Linds aktive arkitektperiode 1906-56.
Som kilder hertil er valgt for det første en mejerist, Johs. Lund, som erindrer tilbage fra 1933, og som har beskrevet ”En dag i mejeriet”[12].
For det andet Dansk Mejeristat, 1931, artikler om bygninger, maskiner og tilbehør[13].
Mejeristen fortæller om dagligdag i mejeriet, der 1933 startede kl. 5 med at tænde kedelfyret, der skulle drive dampmaskinen. Her var der lagt halm over kullet.
Med en vand drevet pumpe hævede man flødebassinet af træ op, så fløden kunne løbe ned i smørkærnen, der skulle lukke helt hermetisk for at skabe overtryk. Den skulle evt. varmes lidt op for at fremme processen med dannelsen af smørkorn. Kærnemælken skulle pumpes fra. Smørret blev herefter skyllet med koldt vand i kærnen, hvorfra det næringsrige, kolde vand kunne sælges som foder til interesserede landmænd.
Centrifugen var med ca. 100 indbyggede tallerkner, som efter den foregående dags brug og rensning skulle samles igen.
Omkring kl. 7 startede indvejningen af dagens første mælkeleverance. Den dampopvarmede forvarmer startedes for med opvarmning til ca. 45o C at lette udskillelsen af fløden fra mælken, hvilket skete endeligt i centrifugen.
Skummetmælken, "futmælken" blev sendt sammen med men adskilt fra fløden gennem pasteuriseringsapparatet, lavet af fortinnet kobber. Fløden blev afkølet til 16-17o C i et åbent køleapparat, før det løb ned i flødebassinet, hvor der blev tilsat en modersyre, der gav smørret aroma.
Den mælk, der ikke blev brugt til smørproduktion, pumpedes ind i ostekarret, der skulle have en temperatur på ca. 30o C. Den rigtige fedtprocent blev opnået ved at tilsætte skummetmælk fra centrifugen og ca. 2% kærnemælk sammen med et kalvemaveenzym, "Chymasin".
Efter dagens brug var der rengøring af kærne, junger og pasteuriseringsapparat. Maskinerne skulle rengøres og pudses.
Maskinerne og kravene til bygningsindretning.
Som mejeristens beretning delvist, så er maskinbeskrivelser og teknik tidsmæssigt fra 1930'erne i Dansk Mejeristat, 1931.
Statskonsulent C. H. Ibsen[14] formulerer de krav til mejeriernes bygningsmæssige indretning, som E. V. Lind formentlig har skullet tage nøje til efterretning.
M.h.t. lokalernes "Beliggenhed i og for hinanden" skulle de naturligvis være tilpasset "det daglige Arbejde", og her henvises til de i Dansk Mejeristat vedlagte skitsetegninger. Den gennemgående kommentar til bygningsindretningen er, at der skal tænkes i ”pris, udseende, funktionalitet og kravene til renlighed”.
Tilsvarende den her viste grundplan for smørmejeriet er der en grundplan for mejeri med osteproduktion[15], hvor der skal bruges plads til ostelager og pakkerum, hvor bygningsstørrelsen afhænger af produktionen.
Fælles for både smør- og ostemejeriet er fyrrum med tilhørende kul- og dampmaskinerum, skummesal, kærne- og maskinrum. Dampkedlerne blev fyret op med træ, tørv eller kul, senere olie.
Det hedder i Dansk Mejeristat: "Som Trækkraft anvendes i Hovedsagen Dampmaskiner, kun enkelte Steder, nærmest som Reservekraft, Elektromotorer."[16]
Efterhånden har elmotorerne naturligvis vundet indpas, men dampmaskinen holdt sig længe, også fordi spildvarmen herfra kunne udnyttes i mejeriet.
I maskinstuen finder man kølemaskinen, der kan være et kulsyre-, ammoniak- eller et svovlsyreanlæg.
Ud over at dampmaskinen kunne levere varmt vand, gav den desuden via remtræk trækkraft til andre maskiner som f.eks. en kulsyrekompressor.
Kompressoren stod i Maskinstuen, dampmaskinen i fyrrummet. Bevægelseskraften er således udvekslet via en kobling. Det varme vand fra dampmaskinen blev som regel opbevaret, gemt i en vandvarmer, som kunne holde vandet varmt.
Det stigende behov for rent vand på mejerierne medførte kombinerede pumpe- og vandrensningsanlæg til især bortskaffelse af vandets jernindhold[17].
Der var indvejningsvægte, hvor mælkekarret efterhånden "i stor Udstrækning var gaaet ovet til Aluminiumskar". Der var udmålingsapparater med mælkepumper, der "flyttede Mælken rund i Mejeriet".
Og om mælkens pasteurisering hedder det, at de "Apparater, der anvendes til Mælkens Pasteurisering er i meget udstrakt Grad af Fjords Type"[18].
Om Centrifugering og mælkerensning hedder det, at "igennem mange Aar har Centrifugerne Titan og Alfa tjent det danske Mejeribrug trofast."
I 1931 kommentaren omtales i tilknytning hertil "en Centrifuge med direkte koblet Elektromotor, ... sjældent endnu, men som synes at skulle blive mere brugt i Fremtiden."[19]
Til smørproduktionen er kærneælteren central. Om denne hedder det, at "Oplæggerbrædderne er dannet ud i eet med Tøndestaverne, saa der ingen samlinger er, der kan være Udklækningssteder for Bakterier ... ingen Metaldele ... som Smørret kommer i Forbindelse med ... Det Træ, der anvendes til Kærnetønder er dels Pitchpine, dels Teak-Træ ... Valserne er enten af Simara- eller af Teak-Træ."[20]
Desuden var der maskiner til smørrets vejning og pakning.
Som Ostningens apparater og redskaber nævnes ostekar, -knive, -skovle, -grebe, -rører, -forme, -presser, -parafingryder, -skrabere, -prikkere, -vægte m.v.[21]
Bymejeriernes salg af mælk direkte til konsum krævede særlige apparater. Der var udmålings- og tappe-, kapselapparater, maskiner til mælkeflasker.[22]
Transporten af mejeriprodukter.
Der gøres i Dansk Mejeristat opmærksom på, at mælketransport på den tid, 1930'erne, blev udliciteret til især husmænd, for hvem dette har været en særdeles væsentlig indkomstkilde. Det kan også konstateres i de samtidige aviser, at den årlige annoncering af mælketransporten fyldte meget i annonceringer fra mejeriernes årlige generalforsamlinger.
Men transporten undergik som alt andet i mejeridriften betydelige ændringer i løbet af 1800-tallet, fra "malkelejler" og "stripper" af træ til transportspande i metal, som først og fremmest var foranlediget af kravet om hygiejne.
Mælketransport i 1800-tallet
Før fælles- og andelsmejeriernes tid, når man skulle transportere mælk til byer og købstæder fra herregårdenes og gårdenes overskudsproduktion, foregik transporten i ankre, malkelejler som her afbildet, ankre og lignende træbeholdere "af en for Rengøring meget uheldig Form ...", som har gjort den transporterede mælk mindre "appetitlig".
I en beretning om livet i Odsherred fra o. 1850 beretter fortælleren fra sin mors tid som mælkepige. "Vi bar Spandene ned til Engene i et »Aag«. Det var ingen Sag at malke til Morgen og til Aften; men om Middagen, naar det var varmt, var det rent galt, for saa »bissede« Køerne... Sommetider malkede jeg ogsaa Faarene, og Mælken bar jeg da i en stor »Strippe« paa Hovedet - jeg havde en fast Krans, der var syet af kulørte Klude og stoppet med Blaar, paa Hovedet, og paa den stod Strippen."
Malkepigernes ”strippe”[23] findes der næppe mange bevaret af.
Den omtalte "mælkestrippe" ses her i to versioner, en tegnet afbildning fra det nedlagte Stevns Museum[24] og en bevaret spand fra Museum Vestsjælland, Ringsted[25].
 
Ud fra de angivne mål har sådan en spand været o. 30 cm høj med en diameter på 18 cm, og hvis den har været med den bevarede spands løse låg, har den været kegleformet og af træ.
Det mest almindelige op til midten af 1800-tallet har nok været den "vidjeomvundne" strippe, d.v.s. bundet sammen af flækkede, tynde, bøjelige grene.
Senere er man muligvis gået over til at benytte metal i stedet for vidjerne som antydet på den tegnede strippe fra Stevns Museum.
Mælketransport i metal
 
Som følge af trætransportmidlernes uheldige egenskaber m.h.t. rengøring, blev de fortrængt af blikspande i fælles- og andelsmejeriernes første tid, produceret af lokale blikkenslagere, først firkantede, herefter af cylindrisk form a.h.t. rengøringen. Også den høje hals, som der her er afbildet et eksempel på, blev hurtigt afskaffet a.h.t. rengøringen.
Den her afbildede "Reform" spand af fortinnede stålplader uden rengøringsvanskelige nitter og lodninger blev sat i produktion i 1898 på Frederiksbergs Metalvarefabrik.
I stedet for stål blev der efterhånden også produceret transportspande i alluminium[26], hvor "Anskaffelsesprisen er noget højere end for Staalspande ... ", hvorfor salget var "ca. 25 pCt. af Aluminium".
Ud over mælkekuske og hestetransport blev der også til længere transport anvendt "Automobiler ... og De danske Statsbaner, der raader over ca. 70 Stk. hvidmalede vogne ..." til dette formål.[27]
 
E. V. Linds mejeriarkitektur falder ind i disse her skitserede rammer.
Før E. V. Lind kommer ind i mejeriarkitekturen, er der fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode med en fremherskende simpel, håndværksmæssig bygningskultur.
E. V. Linds tilgang til mejeriarkitekturen i den første ombygningsfase kan periodiseres efter mejeribeskrivelserne, Danske Mejerier indtil 1918, og tiden indtil 1932, registreret i Dansk Mejeristat. Endelig tiden herefter, indtil 1956, hvor mejeribeskrivelserne er afhængige af lokalarkivernes og den samtidige presses informationer.
Mejeriarkitekturen kan ud fra iagttagelsen af det fotografiske materiale om mejerierne kategoriseres i 1) de tidlige, simple langhuse, 2) de arkitekttegnede, som efterfølgende kopieres af håndværker opførte mejerier.
De arkitekttegnede kan opdeles i a) Bedre Byggeskik, proklameret 1915 og b) Funktionalistisk Arkitektur fra o. 1930.

Mejeriernes bygningsmæssige udvikling

Mejerier tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive falder ind i perioden, hvor de mange decentrale, mindre fælles- og andelsmejerier havde gennemlevet den første, succesrige etableringsperiode.
Velstanden, der fulgte i kølvandet, blev brugt til om- og tilbygninger af de mejerier, som nu i nogen udstrækning blev arkitektoniske statussymboler for en mejeridrift, hvor det ”gik helt godt.”
I mejeriopgørelsen Danske Mejerier 1-4, 1914-18 er mejerikredsene kun delvist amtslige. Viborg, Ringkøbing og Randers amter var dominerende i E. V. Linds mejeriarkitektur indtil 1918 med 56 % af de 58 her tegnede mejerier. Tæt fulgt af Thisted Amt - især Mors og Fur - samt Aarhus området.
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra mejerikredse i Danske Mejerier 1914-18
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
9
15
9
1
17
1
2
1
2
1
2
2
3
2
3
12
22
7
12
10
17
2
3
1
2
Mejerier i alt
     
58 inkl. Ramsing
100
Dansk Mejeristat er disponeret efter amtslige Mejerikredse, de amter, der efter genforeningen 1920 lå inden for den danske grænse.
De siden Danske Mejerier Bd. 1-4 nytilkomne amter 1920 er: Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter.
Skanderborg Amt var i Danske Mejerier registreret under Aarhus og Omegn, senere Aarhus Amt.
Roskilde er registreret under Københavns Amt.
Færøerne, Grønland og Island (med 1 Lind tegnet mejeri iflg. tegnestuefortegnelsen samt et påtænkt i Reykiavik, der aldrig blev opført) er ikke med i mejerifortegnelserne.
I skiftet fra den første mejeriopgørelse 1914-18 til 1931-32 ændres og sammenlægges mejerikredse, og de bliver herefter alle amtsligt afgrænset.
Lind tegnede mejerier - geografisk fordeling ud fra amtslige mejerikredse i Dansk Mejeristat 1931-32
Mejerikreds
Antal mejerier
%
Mejerikreds
Antal mejerier
%
25,9
6
3,2
25,4
6
3,2
24
13,0
5
2,7
19
10,3
4
2,2
15
8,1
1
0,5
9
4,9
1
0,5
       
0,0
Mejerier i alt
     
185
100,0
Det fremgår af de elektroniske kald til de forskellige mejerikredse, hvilke der er blevet sammenlagt under hvilke amtskredse[28].
I mejeriopgørelsen, udgivet 1932 er Ringkøbing og Viborg Amt dominerende med over 51 % af de her registrerede 185 mejerier.
Efterfulgt af Randers, Aarhus og Thisted Amt med over 31 %.
Herefter kommer en ca. jævn fordeling i det nordlige og sydlige Jylland med i nord Aalborg og Hjørring Amt over 6 %, i syd Ribe og Vejle Amt over 8 %.
Der kan muligvis sættes spørgsmålstegn ved tegnestuefortegnelsens mejerier, der ikke er medtaget i
Danske Mejerier og Dansk Mejeristat som Lind mejerier, f.eks. Kjeldbjerg Andelsmejeri[29].
Mejerierne, der ikke er registreret i Danske Mejerier eller i Dansk Mejeristat, mejerier der er opført eller ændret efter 1932, er blevet placeret under de amtslige mejerikredse, der er benyttet i Dansk Mejeristat.
E. V. Lind tegnede mejerier 1906-56
% andel
74
25,9
59
20,6
38
13,3
30
10,5
23
8,0
17
5,9
16
5,6
13
4,5
10
3,5
2
0,7
1
0,3
1
0,3
1
0,3
Island Akureri
1
0,3
Mejerier i alt
286
100,0
I opgørelsen af E. V. Lind tegnede mejerier efter de i Dansk Mejeristat, 1932 registrerede, når antallet af tegnede mejerier op på 286, dvs. der er kommet 101 mejerier til siden 1932.
København, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt har fortløbende aldrig haft E. V. Lind tegnede mejerier, ej heller området syd for Kongeåen, dog med en markant undtagelse, Ribe Amt, der også 1864-1920 kom til at ligge inden for Kongeriget Danmarks grænse mod syd.
Mejeriarkitekten syd for 1920 grænsen var først og fremmest Jep Fink[30], hvis arkitektoniske stil også som E. V. Linds var i overensstemmelse med de krav, som formuleredes 1915 i Bedre Byggeskik[31].

E. V. Linds arkitektur i Skive Kommune

Hovedsigtet i denne fremstilling er E. V. Linds mejeriarkitektur, som iflg. Lind selv ved jubilæet i 1935 kun omfattede ca. halvdelen. Resten, den del, der kan lokaliseres til Skive Kommune fremgår af P.-E. Linds Bygninger med sjæl, s. 101-187, 212-219. De vigtigste i Skive er Børsen, Adelgade-Vestergade, opført 1904, Brogaarden, Slotsgade-Østerbro, opført 1905, Højslev Kro og købmandsforretningen over for, opført 1905. Samt en række markante villa- og andre byggerier i Skive by, der stadig gør Skive til en bygningsmæssigt seværdig by.
Periodisering[32] af hele E. V. Linds mejeriarkitektur[33].
Periodiseringen er foretaget med udgangspunkt i tegnestuefortegnelsen v. Paul-Erik Lind, suppleret med mejerifortegnelserne, lokalarkivernes oplysninger og evt. samtidige pressemeddelelser.
Det kan være vanskeligt at finde de helt tidlige fælles- eller andelsmejerier fra 1880’erne fotografisk gengivet, da de fleste af mejerierne i de to mejeripræsentationer har fotografier fra eller efter første ombygningsbølge ved 1890’erne - 1900-tallets begyndelse.
Men Fuur Mejeri, senere Fur Andelsmejeri og Jebjerg Mejeri formodes begge at repræsentere mejeribygninger, som de så ud i startfasen som en variant til 18-1900-tallets typisk kombinerede bolig- og staldlænge på husmandssteder og mindre gårdbrug.
Disse tidlige mejeribygninger rummede både mejeri og beboelse sammen med den karakteristiske mejeriskorsten i tilknytning til et langhus.
Et langhus er ret beset oprindeligt et vikingetidshus. De første mejerier, hvor man nok lige skulle se, om mejeridriften var bærbar, ligner moduleringer af disse huse fra slut 1800-tallets simple husmandshuse, hvor dyr og mennesker boede i samme længe, også for bedre at kunne holde varmen[34].
Fuur Mejeri omtales i Skive Folkeblad 19. marts 1891, blev andelsmejeri 1. aug. 1905. Et langhus med værelser, også til beboelse.
Det var velsagtens den slags byggeri, som bevægelsen Bedre Byggeskik tilsigtede at forbedre med anbefalinger til stil og brug af materialer, der krævede arkitektbistand.
 
Bedre Byggeskik[35]
Bevægelsen under dette navn startede 1915. Det skete i en situation, hvor 1800-tallets boligbyggeri blev varetaget af håndværksuddannede bygmestre, der ”ikke levnede æstetikken eller arkitekturen megen opmærksomhed”, som det hedder i den her refererede karakteristik fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Overordnede fællestræk for bygninger efter disse retningslinjer anføres som:
  • Velkomponerede, enkle facader med helt enkle murværksdekorationer, blank mur med hvidkalkede gesimser, evt. pudsede og kalkede facader i stedet for den blanke mur.
  • Frontkviste opført i plan med facaden, saddeltage belagt med tegl eller cementtagsten.
  • Opsprossede, hvidmalede vinduer med små rudeformater, bearbejdede hoveddøre.
  • Arkitektonisk sammenhæng mellem de forskellige bygningsdele samt med eventuelle udhuse.
Sammenfattende kan karakteristikken formuleres som en arkitektur med et præg af "Hjemstavnsstil" i god udførelse, tilsat noget nyklassicisme.
E. V. Lind startede som mejeriarkitekt, før Bedre Byggeskik dannedes som retningsgivende for stilen.
Allerede 1908 var han arkitekt på Godthaab Andelsmejeri i Jebjerg, bygget 1894.
Uden at kende offentliggørelsen af principperne for Bedre Byggeskik har Lind her et for ham i årtier typisk mejeri med et traditionelt men overbygget langhus, med fremskudt frontkvist herigennem og saddeltag med tegl.
Fig. 6
Disse kendetegn er endnu mere fremtrædende ved Højslev Andelsmejeri fra 1914, hvor den gennemgående frontkvist for at give plads til skummesalen selvfølgelig er frem- og bagudskudt i forhold til langhuset. Hannæs og Jegindø Andelsmejeri, begge Thisted Amt og begge ombygget v. E. V. Lind 1911 er nærmest prototyper på den Bedre Byggeskik, der proklameres 1915 med blanke murstensfacader og hvidkalkede gesimser.
Krejbjerg Andelsmejeri fra 1907[36] ligger tættere på de tidlige tiders mejerier. Men ellers har E. V. Lind tidligt, før Bedre Byggeskik, alle denne sammenslutnings karakteristika i sin mejeriarkitektur, hvad også ombygningen 1911 af Skive Andelsmejeri, Thomsensgade[37] er et godt eksempel på.
Som prototype har de af Lind tegnede mejerier i tiden indtil 1918 et langhus som de tidlige mejerier, men med et gennemgående midterparti med fremskudte kviste på begge sider af langhuset.
Der er altid to etager med sadeltag, 45 grader, kvistdelen er som regel noget højere end langhusdelen.
Længden på langhuset kan variere fra samme længde som kvistdelen (Borup[38] f. eks.) op til adskilligt længere.
Kvistdelen kan være placeret i midten af langhuset eller i den ene side.
Der er enkelte eksempler på flere kviste, Engvang (to) og Hjarup (tre). Samt eksempler på mindre kvist i beboelsesdelen, f. eks. Foulum.[39]
Udluftningen på kvistdelen er hyppigst udformet som en mini, overliggende kvist, enkelte gange som et rundt eller flerkantet tårn, eks. Hjarup, Esbenhus, Engvang[40].
Der er ingen fast praksis o. beboelse i mejeriet eller særskilt i forhold til mejeriet.
Kvistpartiet er karakteristisk og gennemgående udformet med runde buer med tilhørende vindues- og dørpartier.
Der varieres i kvistpartiet mellem et stort sammenhængende vindues-parti i som regel 3-4 fag, et overliggende rundbuet parti med underliggende vinduer (eks. Foulum) eller indlæsningsdøre.
Der er eksempler på næsten ens mejerier i perioden 1911-13, der kan karakteriseres med formentlig røde / naturfarvede mursten, hvidkalkede hjørner på langhuset og kvistpartier og hvidkalkede, stukformede tagafslutninger, kvistpartiets vinduer i tre fag fra sokkel til tag kip[41].
Nederholm fra 1913 er i samme kategori men skiller sig ud ved i kvistpartiet at have et mindre, rundbuet vinduesparti i to fag, i stueetagen flankeret (meget praktisk velsagtens) af to døre til indlæsning i mejeriet.[42]
Alle de indtil 1918 observerede mejerier lå placeret i Jylland, flest i Viborg, Randers, Ringkøbing og Thisted amter, samt Aarhus og Aarhus og Omegns Mejerikreds.
Selv om det er rimeligt at se E. V. Lind som en tidlig eksponent for, måske endda som forgænger for Bedre Byggeskik, oprettet 1915, så bliver resten af Linds mejeribygningsperiode 1918-32 en naturlig og konsekvent videreførelse af denne byggestil.
 
Mejerier i perioden 1918-32.
Som eksempler på byggestilen i denne periode kan nævnes Daugbjerg Andelsmejeri, oprettet 1906 som fælles-, 1921 som andelsmejeri, ombygning v. E. V. Lind 1927. Hvorslev Andelsmejeri, oprettet 1898, ombygget v. E. V. Lind 1928. Rødding Andelsmejeri, Spøttrup, oprettet 1889, ombygget v. E. V. Lind 1922. Taul Andelsmejeri, oprettet 1898, ombygget 1928 v. E. V. Lind.[43]
Denne periodes E. V. Lind mejerier er en videreførelse af hans tidlige arkitektoniske stil med langhuset i to etager, et kvistagtigt midterparti med skummesalen, hvor vindues- og dørpartier er rundbuede. Byggestilen er helt i harmoni med anbefalingerne fra Bedre Byggeskik, tilpasset den praktiske mejerifunktion, som først og fremmest a.h.t. skummesalen har givet frem- og bagudskudte kvistpartier.
 
Mejerier i perioden 1932-56.
Der er i denne periode flere eksempler på, at E. V. Lind forlader den hidtidige arkitektstil i samklang med Bedre Byggeskik. Det sker ikke entydigt og konsekvent. Man kan måske oven i købet konstatere, at det sker stykvis og delt.
Den nye, funkis prægede stil[44] repræsenteres af Andelsmejeriet Fuglsang ved Holstebro, oprettet 1897, her med E. V. Linds mejeribestyrerbolig, tegnet 1938.
Og ikke mindst med mejeriet Akureyri i Island, opført 1936. Begge temmelig demonstrative eksempler på funkisstilen[45].
Mejeriet i Island, i den næststørste by Akureyri har siden 1993 været kunstmuseum. Med sine tre etager repræsenterer Akureyri mejeriet et nytilkomment træk i E. V. Linds mejeriarkitektur, som også samme år kan iagttages på "de aarhusianske Arbejderes eget Mejeri, Enigheden paa Silkeborgvej”, hvor der dog kun var to etager[46].
Som bestyrerboligen til Fuglsang kan man kalde den arkitektoniske stil funktionalistisk i næsten avangade Bauhaus stil[47], som siden 1920 har været en modernistisk version af funktionalismen, en tilpasning til industrialiseringens masseproduktion.
Andre eksempler på den funktionalistiske byggestil er ombygningen af Frijsenborg Herregårdsmejeri, Hammel i 1936, Haverslev Mejeri, ombygget 1946, Marskendal Mejeri, Ry, flyttet 1937 med tilhørende Lind tegnet arkitektur, Andelsmejeriet Mollerup, opført 1939, Nonnebjerg Andelsmejeri, Skanderborg, ombygget 1946, Ringkøbing Andelsmejeri, ombygget 1938, Skørping Mejeri, med Lind tegninger fra 1950, Trevad Andelsmejeri, ombygget 1952, Vejby Andelsmejeri v. Hjørring, ombygget 1937, funkis i 3 etager, Vejen Andelsmejeri, ombygget 1947.
Et yderligere godt, illustrerende eksempel er E. V. Linds ombygning af Vestrup, en firkantet funkis bygning i tre etager, kombineret med det tidligere langhus, desværre allerede nedrevet i 1960’erne.
Der er til gengæld i denne periode også adskillige eksempler på, at E. V. Lind kun sporadisk har ændret sin byggestil i funktionalistisk retning: Ombygningen af Blaahøj Andelsmejeri 1938, Fjordsminde Andelsmejeri, ombygget 1958, året hvor E. V. Lind døde, Gedsted Andelsmejeri, ombygget 1949, Kvong Andelsmejeri, ombygget 1945, Kvissel Andelsmejeri, hvor Linds tegninger er dateret 1958, Lomborg Andelsmejeri, ombygget 1939 som egnens første elektrisk drevne mejeri, Middelfart Mejeri med Lind tegninger til ombygning 1943, Rind Andelsmejeri, ombygning 1937, Stakroge Andelsmejeri, der brænder 1945, genopførelse efter Lind tegninger 1946, Stenkilde Andelsmejeri, Vellev, ombygget 1930-36, Tårs Andelsmejeri, ombygget 1919 og 1946, Veddum Andelsmejeri, ombygget 1947.[48]
Middelfart og Rind Mejeri kunne lige så vel karakteriseres som typiske mejerier efter Bedre Byggeskik som influeret af funkisbyggestilen, måske endda meget lidt funkis.
Derimod er Vejen Andelsmejeri interessant ved at fremstå som funkis med stærke elementer af Bedre Byggeskik. Vejen Andelsmejeri er oprettet 1891, ombygget 1924-25, en ombygning, som E. V. Lind supplerede med tilføjelsen af kvistparti og udskiftning til de viste vinduer.


Man kan velsagtens - og om fornødent - inddele periodens mejeribygninger i oversigtsmæssige karakteristikker:Mejeriarkitekturen og E. V. Lind.

1. De tidlige, simple langhuse, opført af lokale håndværkere.
2. Lokale håndværkere, der har fornemmet de gode tider, og har set sig om efter herskende, mere luksuriøse, arkitektoniske udtryk.
3. Arkitekt tegnede mejerier, hvor en hel del har samme udtryksform som arkitekt E. V. Lind repræsenterer.
Afslutning.
Hvem der har været først i mejeriarkitekturen, og hvem der har efterlignet, er ikke undersøgt her. Der kan jo ret beset også have været tale om en gensidig påvirkning, endda om udtryksformer, som er hentet fra lokale håndværkere. Og fra arkitektoniske strømninger, der som Bauhaus stilen er kommet fra Tyskland eller andre steder i udlandet.
Endelig - som anført af P.-E. Lind i Bygninger med sjæl - har andelshaverne også haft krav, som arkitekterne mere eller mindre har skullet rette ind efter.
 
Men hvis arkitekt E. V. Lind er repræsentativ for den her undersøgte mejeriarkitektur, så er det arkitektoniske udtryk kommet ind i mejeribevægelsens velstands- og ombygningsperiode o. århundredskiftet 1900. Lind fra start i 1906-07 med en klar markering af den arkitektur, der efterfølgende fra 1915 får betegnelsen Bedre Byggeskik.
Det betyder, at den håndværksmæssige kvalitet og den stilrene arkitektur med et tilskud af egnstraditioner og historicisme med E. V. Lind som en meget tidlig eksponent er slået igennem med Bedre Byggeskik, som så i løbet af 1930’erne med E. V. Lind som en noget fod slæbende part er blevet tilsat den funktionalistiske udtryksform.

Kilder og andet benyttet materiale

Dansk mejerihistorie har to hovedværker, Danske Mejerier, bd. 1-4 og Dansk Mejeristat, bd. 1-5, som vil være en kildemæssig grundstamme i enhver undersøgelse af dansk mejerivæsen.
Danske Mejerier bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1915. Mejerikredsene Frederiksborg, Københavns, Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholm Amt, Møen, Aarhus og Omegn.
Danske Mejerier bd. 2, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1916. Mejerikredsene Maribo, Svendborg, Odense, Fyens, Aarhus Amt, Vejleegnens, Sydjysk, Vejle og Omegn, Vejle Omegns, Midtjysk, Horsens og Omegn, Aarhus og Omegn, Silkeborg og Omegn, Horsens, Hammerum Herred.
Danske Mejerier bd. 3, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1917. Mejerikredsene Randers, Aarhus, Aalborg, Viborg, Thisted, Hjørring Amt, Aarhus og Omegn, Randers, Hobro og Omegn, Hobro, Øst Vendsyssel, Vendsyssels, Hjørring, Silkeborg og Omegn, Midtjysk.
Danske Mejerier bd. 4, v. G. Ellbrecht, Kbh. 1918. Mejerikredsene Ringkøbing, Viborg, Ribe, Vejle Amt, Hammerum Herred, Silkeborg og Omegn, Ringkøbing Amts Nordre og Søndre, Sydjysk, Vejle Omegns Mejeriforening, Færøerne. Omtale af Mælkeriskolerne Ladelund, Dalum og Ribe s. 319-331. S. 255-300 har Hans Appel, hvad han kalder ”En Tidbetragtning”, der strækker sig over tiden fra o. 1860-1918.
Dansk Mejeristat bd. 1 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. København, Københavns, Frederiksborg Amt. Samt afhandlinger om mejeridrift, lovgivning m.v.
Dansk Mejeristat bd. 2 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Holbæk, Sorø, Præstø, Bornholms, Maribo Amt.
Dansk Mejeristat bd. 3 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Odense, Svendborg, Tønder, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Ribe Amt.
Dansk Mejeristat bd. 4 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1931. Vejle, Ringkøbing, Aarhus, Viborg Amt.
Dansk Mejeristat bd. 5 v. G. Ellbrecht, Kbh. 1932. Randers, Aalborg, Hjørring, Thisted Amt. Samt registre og andre supplerende afhandlinger. I alle fem bind er der oversigter over faglærte mejerister og kontrolforeningerne.

 


Noter og henvisninger
 

[2] Det reducerede foto af Hjedding Andelsmejeri o. 1890 kan ses i fuld størrelse på http://historisksamfundskive.dk/images/sampledata/Historie/Mejerier/HjeddignAmutekst.jpg.
[3] Se Ringe Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/833537. Og Krabbesholm Herregårdsmejeri o. 1905, hvor mejeriet desværre ikke fremstår tydeligt, se også Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/5734393.
[4] Om E. V. Lind, https://gravsted.dk/person.php?navn=erikvlind Født Nykøbing Mors 1875, død i Skive 1958.
[5] 1877 må det regerende Højre under J. B. S. Estrup for første gang benytte den daværende grundlovs § 25 om brug af foreløbige, provisoriske love, da Folketingets flertal, først og fremmest Venstre, startede den såkaldte ”visnepolitik”, manglende bevillinger m.v. Denne situation bliver permanent 1885-94, den egentlige provisorietid.
[9] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, publiceret i Bol og By, Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, 2. række, 1977.
[10] Se Danmarks Statistik 1915, Statistiske Meddelelser, Fjerde Række, Ni og Fyrretyvende Bind, Første Hæfte.
[12] I en udgave om Mejerier på Als og Sundeved, udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1987.
[13] Artikler af Statskonsulent C. H. Ibsen, cand.polyt. H. Jensen og Konsulent M. Skov, i bind med Afhandlinger, København, København Amt, Frederiksberg Amt, s. 23-131. Desuden er der i Danske Mejerier bd. 4, s. 255- 300 en tidsmæssig beskrivelse af mejerivæsenet fra o. 1800-1917 v. Hans Appel, Dansk Mejeribrug, En Tidsbetragtning.
[14] I Dansk Mejeristat, s. 23ff.
[16] I Dansk Mejeristat, s. 52. I Statistisk Aarbog 1927 kan man af note 2 udlede, at elektromotorer kun har været medregnet fra ”industriel Produktion”.
[17] Dansk Mejeristat, s. 64.
[18] Dansk Mejeristat, s. 77.
[19] Dansk Mejeristat, s. 92ff.
[20] Dansk Mejeristat, s. 99ff.
[21] Beskrives i Dansk Mejeristat, s. 110ff.
[22] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 117ff.
[26] Iflg. Dansk Mejeristat, s. 136-147.
[27] Dansk Mejeristat, s. 145ff.
[30] Jep Fink, arkitekt med firma i Aabenraa, 1882-1983, far til bl.a. Troels Fink, professor i historie, generalkonsul i Flensborg. Jep Fink var som E. V. Lind stærkt påvirket af Bedre Byggeskik, stiftet 1915. Slots- og Kulturstyrelsen har en fin gennemgang af bevægelsens fællestræk og arkitektoniske kendemærker, se https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/
[31] Det er sparsomt - og ikke særlig veldokumenteret - meget af det, som er skrevet om Erik V. Lind før P.-E. Linds biografi. Som anført skal antallet 342 Lind tegnede mejerier tages med forbehold, og det er en fejl at tillægge E. V. Lind at have tegnet to islandske mejerier. Som anført i P.-E. Linds bog, s. 202-03 er der kun opført et enkelt Lind tegnet mejeri i Island, selv om der var planer om to.
I Sønderjylland var Lind kun arkitekt i Ribe Amt, på 13 mejerier.
[33] Hvert enkelt mejeri kan kaldes med fotopræsentation og faktuelle oplysninger på http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse eller http://www.skivemuseumsvenner.dk/index.php/8-historie/220-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918#EVLperioder. Kald til de her præsenterede 290 mejerier inkluderer også de tvivlsomme og mejerier, det ikke har været muligt at identificere.
[34] Her fotografi fra Lokalhistorisk Arkiv, Karup af et husmandssted 1895.
[35] Se https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/atlas/vadehavet-kulturarvsatlas/bebyggede-strukturer/niveau-4-byggeskik-og-bygningstyper/bedre-byggeskik/. P.-E. Lind har s. 238 en præsentation, der henviser til, at E. V. Lind har været part i denne byggestil, der præsenteres af Slots- og Kulturstyrelsen, se link oven for.
[41] Eksemplerne er: - Møldrup, Ravnstrup, Hannæs, Jegindø, Solbjerg, Vindum, Ejsing, Lynegaard. Se og vælg ud fra http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse, der er periodisk og alfabetisk inddelt.
[44] Er defineret ved det nødvendige, det strengt sagligt påkrævede, det rent hensigtsmæssige, hvis forenklede formsprog både var gunstigt for massefremstilling af boliger, møbler mv., se https://www.leksikon.org/art.php?n=930 og om Arne Jacobsens funkisvilla i Charlottenlund, https://realdania.dk/projekter/arne-jacobsens-eget-hus-i-charlottenlund.
[48] Se og vælg alle de her nævnte mejerier ud fra den alfabetiske og periodiske fortegnelse http://historisksamfundskive.dk/e-v-linds-mejeriarkitektur#fortegnelse