Kong Valdemars Jordebog som lokalhistorisk kilde

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen bliver her præsenteret i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, det andet kronens gods[2], samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.
Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie.
Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog KVJ Almind syssel Kolding Salling syssel Skive
 
 
 
 
 
 
 
 
Benyttede måltal
 
 
Danmark i krig og fred, de ydre rammer

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud).
Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
 
 

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[3]. Der var i lenssystemet to hovedtyper, de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[4]
Adelige pantelen ses afmærket på nedenstående kort [5] , hvor det er markeret, hvilke typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
Pantelenene blev før Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig[6], som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen[7]. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len[8], der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af Andst[9].
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var adelige pantelen[10]. Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at de kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg. Om det har været en diplomatisk finesse i forholdet mellem kongerige og hertugdømme er nok muligt men ikke undersøgt her.

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark

Da den ene af Valdemar 2. Sejrs tre sønner døde 1232, blev Erik Plovpenning kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.
Denne af Valdemar 2. Sejr foranstaltede arvedeling blev anledning til en bitter strid mellem de tre arvinger, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie.
Herom er der ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 også oplysninger i to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svanning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev[11].
Der beskrives her vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250. Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så under et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien.
Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens kalender.
Svanning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.
 
Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel.
Der er to muligheder med Svanning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almindsyssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding.
Svanning synes ikke at være i tvivl om, at det var Abel, der byggede Koldinghus. Hans tidsfæstelse af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der er ingen nærmere forklaring i Kr. Erslevs kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han så har fået denne dateringskritik fra svæver i det uvisse.
Det mest logiske forekommer at være, at Koldinghus må være opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel. Altså må opførelsestidspunktet så være 1248.
Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svanning i det mindste, han har været.
 
Som det fremgår af de to historieskriveres beretning var det en overordentlig konfliktfyldt tid mellem Valdemar brødrene, indtil Erik Plovpenning 1250 blev myrdet og efterfulgt af Abel som konge.
Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.
Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.

Det slesvigske hertugdømme

En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.
Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard[12].
1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.
Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[13]
Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen.
 

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket cit. KVJ.
Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.

Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog

Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.
Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[14]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[15], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste kritik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.

Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.
O. Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873, cit. KVJ-ON.
O. Nielsens udgave er med udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik.
 
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende. Se listefortegnelsen til KVJ.
 
   

Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
KVJ indeholder 13 lister af forskelligt indhold
- de fleste over jorder eller indtægter. De nummererede navne er viderebragt efter betegnelser i KVJ-ON.
Krongodset er her første gang beskrevet samlet i Hovedstykket, der er delt op i Første Afsnit med kongens private og Andet Afsnit med kronens gods.
De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra len og handelspladser.
Krongodset var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er en blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgik af kongernes håndfæstninger, at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret[16]. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel.
 
1. Hovedstykket. Første Afsnit Kongens Jordebog.
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
 
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten 1.
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
 
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
 
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
 
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland:
Nørrejylland.
Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Hardsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Loversyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel.
Sønderjylland.
Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel.
Desuden anføres "Utland", som i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
 
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.
11. Stykke. En Indtægtsliste.
Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234, KVJ-ON, s. 22.
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter.
 
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er kun kongens ejendom, patrimonium. anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.
Kaldyng, Kolding er her i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Det mest rimelige er nok at antage, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så har Kolding været kongelev, kronens ejendom. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
 
Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[17], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
 
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid.
 
Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”
 
Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, , Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[18]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
 
Kildematerialet er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne – for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger, som muligvis kun v. hjælp fra de to andre kildegrupper kan aftvinges mening.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
 
Det kan til forståelsen af de fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.

Nogle måltal

Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. Medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
 
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
 
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
 
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
 
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
 
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
 
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
 
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
 
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
 
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[19]:
1 bol var 2 mark skyld,
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land
og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at 1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's matrikel 1688 med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[20]
 
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
Svend Aakjærs beregninger hører som anført til blandt de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, at de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her, og de bliver kun brugt med forbehold.
 
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240 og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
 
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
 
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[21] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[22].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, der kom mangel på arbejdskraft.
 
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg i modtagelsen af Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
 

To nørrejyske sysler

Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland 11
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland 3
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
Danske len i Jylland
Nørrejylland
Aggersborg (Han Herred) (1560). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (f. 1389-1662) og Rosborg (e. 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus (1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia. [23]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
 

Almind Syssel

med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.
Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[24] og anden side[25].
KVJ O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[26]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
 
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri).
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.
De tre herreder:[27]
Jerlev herred (Jarlæzhaereth). I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
 
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[28] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
 
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af KVJ,
 
i 1231 har der muligvis endnu ikke været krongods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by - måske med en endnu uafklaret herredsplacering i både Almind og Andst herreder.
 
O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de ca. 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og kongen desuden og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.
 
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
 
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[29]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium
 
Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
 
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som[30], "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er ingen dokumentation ud over, at der kan anføres den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, må vi kunne slutte ud fra Indtægtslisten.
 
Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.
Sammenligner vi Kolding og Skive i Sallingsyssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård - eller 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun havde en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld har været væsentligt mere, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen, hvilket i givet fald ville være bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.
 

Salling Syssel og Skive.

Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.


 
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
 
Angivet værdi
Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred
Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn i Sønder herred, 18 mark guld
 
Fjends herred,
12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
 
Lundø 24 mark guld[31]
10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
 
Rødding, Hindborg herred
 
Brøndum 13 mark guld
 
Nørre herred
 
Skivegård 40 mark guld[32]
20 mark sølv
Harre herred
20 mark penninge
 
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anselig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[33]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
 
Sammenligner vi Kolding og Skive, så er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv.
 

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almindsyssel og Sallingsyssel kan der for Sallingsyssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
 
Johan Skarpenberg
Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[34].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[35], i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[36]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[37] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[38].
 
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[39] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[40]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[41].
 
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
 
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.
 
Der er i DiplD to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med DiplD 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været knap og nap halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller i decimaltal: 0,44 til 0,5 af pantsætningsværdien for Flensborg.
 
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[42], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
 
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sit lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
 
Men hvis vi uden dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
 
1. Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
2. Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
3. Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
De formodede værdisættelser forekommer rimelige i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der formodentlig kan værdisættes på niveau med Kolding, en ydelse på omkring 80 mark sølv. Præcist ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[43] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[44]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
 
De 5000 lybske mark 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
1. Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
2. I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
3. Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
4. Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
5. Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
1. Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
2. I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
3. Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
4. Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
 
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
 
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
 
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
 
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[45], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
 
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[46]
 
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar 4. Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på o. 9.000 mark sølv i 1340.
 
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[47] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[48] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[49] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).

 
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
 
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
Hartkorn
tønder
skæpper, fierding og album
 
Nørre herred
1576
ikke medtaget her
Harre herred
1530
   
Rødding herred
1424
   
Hindborg herred
1411
   
Til sammen
5941
   
 

 
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.
Der skulle desuden have været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[50]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebstyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.
 
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.

Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[51]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.

Størrelsesforholdet i 1688 er
Bustrup Hovedgård
40 tdr. hartkorn
Krabbesholm
30 tdr. hartkorn
Skivehus
26 tdr. hartkorn
 
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[52].
Var indtil 1660 kongens private ejendom, patrimonium.



Den sidste ejer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning købes af Skive Kommune for 4 mio. kr.[53] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
 

Skivehus i 1844 matriklen



Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller


Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter en række tabte svenskekrige i 1600-tallet[54] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
 

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[55] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet på Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 


Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[56]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen


1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[57]

Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[58]
 
Koldinghus len før det blev ryttergods.
Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[59]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[60]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på den 1680 forordningen.[61]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.
 

 

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Sallingsyssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind Syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1231 hertugdømmet Slesvig.
Som kilde er Jordebogen den mest komplekse og vanskeligst brugbare i forhold til Lübecktraktaten og dokumenterne i Diplomatarium Danicum.
Hovedstykkets Første og Andet Afsnit i jordebogen over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes både modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Lübeck traktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med
  • Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
  • Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
  • Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
  • Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
 
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[62], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen. Også selv om Kolding først fra 1231 kan betragtes som grænseby til hertugdømmet Slesvig, der blev etableret 1231.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshedvar kongeligt benyttet som beboelse.
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen. Dette dokumenteres ved, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende været ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübeck-traktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 9.000 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på knap 9.000 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter iøjnefaldende godt med de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 9.000 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre lidt over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger Ålborg, der i løbet af middelalderen kom til helt at dominere Limfjordshandelen med fjordens meget rigelige sildefiskeri..

Eventuelle hartkornsundersøgelser
De i KVJ registrerede mål for jordens værdi kan sammenholdes med hartkornsopgørelser 1688 og 1844 i Skanderup og Hjarup sogne. Samt udvalgte sogne fra Sallingsyssel.
 

 
Det er ikke alt, der kan lade sig gøre på det eksisterende grundlag, som er KVJ, forarbejderne til 1688 matrikuleringen og 1844 matrikuleringen.
 
Der skal tages højde for de fejl, som Svend Aakjær begik, først og fremmest at lade som om, det er uproblematisk at sammenholde og samberegne oplysninger, hvor der fra 1231 indtil 1680'erne ligger en udvikling på mere end 400 år. Både i tiden mellem KVJ og 1688 matrikuleringen og mellem denne og 1844 matrikuleringen blev der inddraget og nyopdyrket områder, og det er uvist hvor meget.
Med dette in mente og med respekt for det primære kildemateriales udsagnsevne og mangel på samme, at
· karakterisere nogle sogne, herred og den nærtliggende by, senere købstad, Kolding m.h.t. mål på jord ud fra de givne værdifastsættelser hartkornsmatrikuleringen i 1688,
· give et langt mere let tilgængeligt bud på den udvikling, der kan skitseres i kølvandet på landboreformerne indtil situationen herefter ud fra 1680'ernes matrikulering indtil 1844 matrikuleringen.
· Sammenligne med en tilsvarende undersøgelse i Salling området.
 

 
Bibliografi
BIBLIOGRAPHY5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
Diplomatarium Danicum. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Hans Svanning, A. H. (1928). Svanning-Hvitfeld, Svannings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: Kr. Erslev.
Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.
Kong Valdemars jordebog. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. København: Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
<div
 
 

[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[5] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[7] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[8] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1268.
[9] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[10] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[11]Hans Svanning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med den hensigt at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfelds brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svanning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svannings manuskript.
Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svanning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeld har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604. Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeld helt åbenbart har benyttet Svanning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svanning-Hvitfeld, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.
[12] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.
[13] Se #slesvigske.
[14] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[15] Se nærmere herom i kommentarer til Jordebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17288012#214864,40581354.
[16] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.
[17] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[18] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[19] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[20] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[22] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[23] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.
[26] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[27] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[28] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[29] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[30] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[31] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[32] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[33] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[34] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[39] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[44] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[46] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[47] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.
[48] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[50] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[52] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[53] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[59] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[62] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.
 
 
 
 
 
Lübecktraktaten, indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
 
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København : Munksgaard, 1958-1982.
 
Her gengivet som tekst i Franz Blatts oversættelse med forklarende noter.
 
 
Teksten.
Vi Valdemar, af Guds nåde hertug af Slesvig, erkender ved dette åbne brev overfor alle dem, som ser det eller hører det læse, at vi kærligt og med det gode er kommet overens og har forligt os med den højbårne fyrste herr Valdemar, konge af Danmark, vor herre, vedrørende alle mellemværender og enhver tvedragt[1] som indtil nu har været mellem os fra begge sider, på følgende betingelser:
 
For det første skal vi til fornævnte herre den højbårne fyrste give og overantvorde[2] vor søster Helvig, på sidste søndag før førstkommende pinse[3], og hendes medgift[4] skal være 24.000 mark lødigt sølv, som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg, som vi sammen med Vend­syssel, Himmersyssel, Tysyssel[5] og med Han herred uden udsættelse skal over­drage til vor herre kongen, og som han skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
 
Ham skal også de høvedsmænd, som sidder inde med borgene i landene, aflægge ed til og hylde som deres rette herre. Når hyldingen er sket der, så skal han igen henvise dem til os som panteherre, på den måde som er skriftligt fastlagt her foran[6].
 
Fremdeles skal han indløse Jylland før resten[7]. Når en fjerdedel af summen er betalt, skal en fjerdedel af landet være fri med de tilhørende borge. Dem skal vi da over­drage til vor fornævnte herre kongen og til dem, som han vil have dertil.
 
Den, som borgene bliver overdraget til, skal stille sikkerhed for, at han, hvis vor herre kongen skulde bryde sin aftale, med borgene vil holde med os indtil det tidspunkt, da han har ydet fuld erstatning. Skulde det også ske, at vi brød vore aftaler, så skal vore lensmænd på borgene, der er pantsat os i Jylland, med vor billigelse holde med vor fornævnte herre kongen indtil det tidspunkt, da vi har ydet fuld erstatning[8].
 
Hvis det skulde forekomme os, at vor herre kongen brød sine aftaler og ikke erstattede det, og hvis vi skulde rejse krav derom overfor ham, og han afviser det, så skal afgørelsen træffes af vor onkel den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen[9] , som vi fra begge parter har valgt til opmand i vore aftalebrud. Den af os, som han erklærer at have uret efter den mellem os her stående aftale, skal inden fire uger efter den dag, da han har afsagt retskendelsen, yde erstatning. Hvis han ikke gør det, så skal de, der sidder inde med borgene uden mistænkeliggørelse holde med den, som er forurettet­, indtil det tidspunkt, da han får erstatning, således som det synes vor begges fornævnte opmand hertugen rigtigt, og kendelsen skal han hver gang afsige inden fire uger. Og hvis den, hvem kendelsen er gået imod, ikke inden fire uger yder fuld erstatning, så skal alle herrerne[10], som fra beg­ge parter har lovet for aftalen, uden svig hjælpe mod ham, indtil han helt har erstattet det.
 
Fremdeles skal borgene i Jylland stå åbne[11] for vor fornævnte herre kongen, og for hans lensmænd[12], til alle deres behov, når han nærer ønske derom.
 
Første led i indløsningen skal være Kalø med en fjerdedel af landet[13], andet led skal være Horsens med en fjerdedel af landet, tredje skal være Kolding med en fjerdedel af landet, sidste skal være Ribe med en fjerdedel af landet.
 
Vi skal også oppebære hele sølvbeden[14] i Jylland, det være i korn, i flæsk, i smør, indtil den dag, da vi har 35.000 mark lødigt sølv, hvormed vi skal indløse vore borge og lande som vi har pantsat for vor herre kongen[15].
 
Til at oppebære denne bede skal man indsætte en skriver og to mænd fra kongens side og en skriver og to mænd fra vor side, som skal opstille en fortegnelse derover og overgive os den til indløsningen, som det er beskrevet her foran; men den sølvbede, som måtte forfalde til betaling i Himmersyssel, skal vor herre kongen uden hindring beholde til sit underhold.
 
Hvis vor herre kongen skulde behøve vor eller de holstenske herrers[16] tjeneste, så skal vi i fællesskab tjene og hjælpe ham med 400 hjelm­klædte mænd. Og hvis vi skulde behøve hans hjælp og tjeneste, så skal han til gengæld stå os og dem bi med 400 hjelmklædte mænd, og det afhænger af hans ønske, om han vil give os underhold og selv til gengæld modtage det af os. Skulde en af os behøve den anden i højere grad, så skal denne følge ham med al sin magt, uden nogen svig.
 
Og når brylluppet bliver fuldbyrdet, og han har sovet hos vor søster, så skal der følge hende som liv­geding[17]: Riberhus og Ribe stad, med told, møller, med alle de indtægter, som hører til staden, og med mønten, således som kong Kristoffer[18], hvem Gud være nådig, har haft den; dertil skal også høre de øer[19], som i samme konges tid har hørt dertil. Til vor søsters livgeding skal også høre de fire herreder, som hørte dertil i kong Eriks[20] tid, og halvdelen af Vardesyssel[21] med tilhørende fiskeri.
 
Fremdeles, den som af os får borgene overdraget i sin varetægt, skal hylde og aflægge ed til kongen, som det står skrevet her foran. Hvis man ikke stoler på hans hylding, så skal han i stedet for ind­sætte fire af sine venner, som man kan stole på i dette[22].
 
Fremdeles skal vi ikke mere skade bispen i Århus[23] på liv, på gods eller i hans stift, ej heller hans folk, som har gods i eller udenfor stiftet. Fremdeles skal vi også lade riddere og væbnere, land og folk, verdslige og gejstlige, og kongens mænd[24], hvad de end kaldes, som sammen med ham er fordrevne fra deres gods, blive ved deres rettigheder, som de kan føre bevis for, og lade dem bruge deres gods, som de har ret til, og vor herre kongen og vi skal på alle punkter tilgive alle dem, som har forbrudt sig mod ham og hans fader og mod os, og som tilbød sig til hans og vor tjeneste.
 
Ej heller skal vor for­nævnte herre kongen, når han indløser eller har indløst sit land Nørre­jylland, på nogen måde hindre os i vor del af landet i Vardesyssel, tværtimod skal vi beholde det som arvegods med al rettighed, således som grev Johan og grev Gerhard af Holsten og hans sønner har haft det[25].
 
Foruden alt dette, hvis Gud i himmerige skulde borttage vor herre kongen fra denne verden, hvad Gud forbyde, førend han har indløst Ribe med det som er nævnt her foran, så skal vor søster Helvig, så længe hun lever, besidde som et ret livgeding og beholde Ålborghus med alle rettigheder og al nytte, som hører dertil, og med Vendsyssel og Himmersyssel og Tysyssel og Hanherred med alle rettigheder, således som kongen og andre herrer har haft det.
 
At vi stedse og fast og uden svig holder alle disse foranskrevne aftaler, det har vi lovet på vor tro, og vi har aflagt ed på de hellige relikvier, og har som borgen derfor stillet den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen, grev Johan, grev Henrik, grev Klaus, grever af Holsten, grev Adolf af Schauenburg og grev Konrad af Oldenburg. Og vi, de fornævnte herrer og garanter, har lovet det på vor tro og lover den ædle herre vor herre kong Valdemar af Danmark det ved dette brev, og til hans hånd lover vi den højbårne fyrste hans svoger markgrev Ludvig af Brandenburg[26], hertug Barnim af Stettin[27], grev Ulrik af Lindow, greverne Günther og Günther af Schwarzburg, den ædle herre af Mecklenburg herr Albrecht, at vi helt og stadigt og uden svig vil holde alle disse foranskrevne punkter. Således har vi til vitterlighed og med fuld viden derom givet vore segl til dette brev. Dette brev er givet og skrevet i Lübeck i året 1340 efter Guds byrd fredag før St. Urbans dag.[28]
 


[1] Tvedragt: strid. Overdrage.
[2] Overgive i varetægt o.l.
[3] 28. maj.
[4] Medgiften kan betragtes som en erstatning for, at fyrstedøtre på dette tidspunkt ved ægteskab mistede deres arveret efter deres fader eller den forsørgelse, han var forpligtet til at sikre dem. Til gengæld for medgiften, som tilfaldt ægtemanden, skulle denne, som det også fremgår senere i denne traktat, udlægge et livgeding, et underhold, som skulle sikre hustruen standsmæssig forsørgelse.
[5] Se om sysler. Sysselinddelingen fandtes som anført kun i Jylland.
[6] Meningen med dette er, at de høvedsmænd, slotskommandanter, som sidder inde med de kongelige slotte i Jylland med underliggende områder, skal hylde Valdemar Atterdag som konge og love ham at overholde aftalen, dvs. overdrage slottene til ham, når de er blevet indløst. Men så længe hertug Valdemar endnu har slottene i pant skal de naturligvis være underlagt ham.
[7] Dvs. Fyn med øer.
[8] Det var almindeligt i tiden, at aftaler garanteredes ved, at den ene parts mænd med våbenmagt rettet mod sin egen herre skulle sikre, at han overholdt indgåede aftaler. Noget andet var så, om det virkelig skete i praksis, hvis problemet opstod.
[9] Hertug Albrecht (4) af Sachsen (død 1343) var fyrste af en ganske lille del af det oprindeligt meget store hertugdømme Sachsen i Nordvesttyskland. På grund af arvedelinger var hans herredømme indskrænket til ca. halvdelen af det beskedne område Lauenburg øst for Holsten mellem Lübeck og Elben. Ord som ’onkel’ brugtes ofte i meget vid betydning og betyder blot ’slægtning’
[10] Dvs. de fyrster, som nævnes til slut i dokumentet. Disse skal altså være parate til med våbenmagt at sikre aftalens overholdelse.
[11] Han skulle kunne komme ind i borgene; hvilket er det samme som, at de ikke måtte bruges militært imod ham, men betyder naturligvis også, at han og hans folk kunne tage ophold på borgene.
[12] Lensmand er i denne sammenhæng én, der på kongens vegne administrer en del af landet, et len. I praksis betyder det det samme som høvedsmand.
[13] Det er fire fjerdedele af Jylland eller mere præcist Nørrejylland. Sønderjylland var hertugdømmet Slesvig.
[14] Sølvbede: ekstraordinær beskatning, som herrerne havde aftalt, at den jyske befolkning skulle betale. Så befolkningen betalte altså for indløsningen. Som det fremgår videre i teksten, betaltes skatten normalt i naturalier (varer), fordi den almindelige befolkning ikke lå inde med større pengebeløb. Disse naturalier blev så vurderet i penge. Navnet ’sølvbede’ hænger givetvis sammen med, at skatten skulle bruges til at fremskaffe alt det sølv, som skulle betales for Jyllands indløsning. ’Bede’ er det almindelige navn for en ekstraordinær skat, som kongen i princippet skulle bede befolkningen om. Det var dog altså langtfra noget, der skete i dette tilfælde.
[15] Her fremgår det, at forudsætningen for hele arrangementet er, at hertug Valdemar har overladt sit hertugdømme til grev Gerts sønner og så fået Jylland til gengæld. I takt med at Valdemar Atterdag indløste Jylland fra hertugen, skulle denne altså indløse dele af sit eget hertugdømme fra de holstenske grever. Hertug Valdemar var altså blevet skudt ind som mellemmand mellem parterne for så vidt angår Jylland.
[16] De holstenske herrer: grev Gerts sønner: grev (Jern)Henrik og grev Claus.
[17] Livgeding: landområde, som en enke(dronning) skulle have udlagt, således at de afgifter, der blev opkrævet i området kunne sikre hende en standsmæssig forsørgelse efter mandens død.
[18] Valdemar Atterdags fader Christoffer 2, konge i Danmark 1320-26 og 1330-32.
[19] Mandø og List (nordenden af den nuværende ø Sild).
[20] Erik Menved, konge 1286-1319. Det menes, at der er tale om fire herreder i den sydlige og vestligste del af Slesvig; Det område, der i middelalderen kaldtes for ”kongens frisere”, idet det da ikke hørte til hertugdømmet.
[21] Som det fremgår af note 24 nedenfor besad hertug Valdemar selv resten af Vardesyssel, egnen omkring Varde. Her er tale om den sydligste del af syslet omfattende Gørding og Malt herreder.
[22] Disse skal så overfor Valdemar Atterdag indestå for, at traktatens bestemmelser bliver overholdt.
[23] Bisp Svend af Århus, biskop ca. 1326-55. Han nævnes allerede 1329 som potentiel oprørsleder mod det holstenske herredømme i Jylland. I 1338 var han gået i landflygtighed sammen med Valdemar Atterdag i Nordtyskland. Med denne bestemmelse får han altså mulighed for at vende tilbage til sit bispesæde. Herefter fortsatte han som en nær og betroet medarbejder for Valdemar Atterdag.
[24] Kongens herremænd, som enten kaldes riddere eller væbnere. Vi ved at grev Gert og hans folk havde sat sig i besiddelse af i hvert fald herremandsborgene Clausholm, Gl. Estrup, Holbækgård og Karmark/Skjern og da formentlig har fordrevet deres besiddere fra landet i forbindelse med oprør mod grev Gerts herredømme.
[25] Vardesyssel var området omkring Varde i Vestjylland. Den nordligste del af dette omfattende Vester, Nørre og Øster Horne samt Skast herreder blev sammen med andre kongelige rettigheder udlagt som arv til Valdemar den Stores (konge 1157-82) datter Helene, der 1201 blev gift med hertug Wilhelm af Lüneburg. Herefter gik det i arv til hendes efterkommere, indtil det kort før 1300 blev solgt til grev Johan af Holstens far. Efter at have arvet det, overdrog grev Johan det til grev Gert som led i et mageskifte 1336, hvorefter grev Gerts sønner overdrog det til hertug Valdemar i forbindelse med aftalerne i 1340.
[26] Ludvig af Brandenburg: siden 1324 gift med Valdemar Atterdags søster Margrethe, som døde 1340. Ved aftalen om ægteskabet havde hendes fader, Christoffer 2, lovet at betale en medgift på 12.000 mark sølv. Dette store beløb var imidlertid aldrig blevet betalt. Derfor støttede markgrev Ludvig og hans fader af samme navn, som var konge af Tyskland, ihærdigt bestræbelserne på at få gjort Valdemar til konge af Danmark, idet det allerede forinden var aftalt, at Valdemar skulle sælge det danske Estland for at skaffe penge til at betale medgiften. Dette blev da også delvis realiseret i 1346.
[27] Dvs. at han var fyrste af Pommern langs Østersøkysten i nuværende Østtyskland og Polen.
[28] Skt. Urbans dag er 25. maj. Fredagen før faldt i 1340 på den 19. maj.
Skivebogens fremstilling af lokale vand- og vindmøller bliver benyttet som udgangspunkt. Dette materiale er sekundært fremstillingsmateriale, som vil blive suppleret med forskellige former for primært kildemateriale. F. eks. er der fra Skivehus og Hald Amt udarbejdet skifteprotokoller for 1698-1818, som må anses for at være en god registrant af mølller fra dette tidsrum og før.  
Protokollerne er gennemset for møller, der via ejer eller mølle indgår i et skifte. Ordnet efter Amt, sogn og by.
 
Desuden er der benyttet oversigt over "Vindmøller i Spøttrup Kommune" v. Ib Svenningensen. I oversigten er der dog også vindmøller, der tidligere har været vandmøller. Og der er tilsvarende udarbejdet en oversigt over "Vandmøller i Spøttrup Kommune".
Selv om det selvfølgelig er bedst at kunne dokumentere med primært kildemateriale, så er materialet fra Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv i det store og hele godt dokumenteret, hvor det har kunnet lade sig gøre. Der er desuden et temmelig omfattende billedmateriale, som der i vid udstrækning er gjort brug af her.
 
Nogle møller, først og fremmest fra Nordfjends, er i vid udstrækning fundet på "Æ Fjandbo Arkiv". Der er her også trukket på lokal viden om Nordfjends,
Desuden er der som orientering om Fjends benyttet Livet omkring vind- og vandmøllerne i "Det gamle Fjends Herred", udgivet i 2005.
 
Endelig er Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv benyttet m.h.p. oplysninger om møller i Salling området. Dette lokalarkiv er nu blevet en del af Museum Salling, som desværre ikke har fået udarbejdet de nødvendige søgefaciliteter, der muliggør elektronisk søgning i eget arkiv - f. eks. som Spøttrup på forbilledlig vis har gjort.
Derfor har det her været nødvendigt at benytte den generelle søgemaskine på arkiv.dk, og så i søgningen specificere, hvilken mølle eller sognefacilitet, der søges oplysninger om. 
Det går jo, men det ville være en lettelse, om Museum Salling også havde udarbejdet elektroniske oversigter over arkivalierne - som Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv så forbilledligt har bibeholdt, også selv om arkivet er blevet inkluderet i Museum Salling. 
 
Brugen af skifteprotokoller 1698-1818 kan velsagtens med føje bruges til at formode, at fundne møller, som ikke er nævnt i skifteprotokollerne må være opført efter 1818. Dog med forbehold for, at manglende kildeudsagn selvfølgelig ikke kan fastslå, kun indikere, at møllen så nok ikke har eksisteret i perioden 1682-1818.
 
Skivehus og Hald Amter bliver i 1793 til Viborg Amt
Skivehus Amt består af Nørre, Harre, Rødding og Hindborg Herreder.
Fra Hald Amt er der i denne lokalundersøgelse kun medtaget Fjends Herred.
 
 
Under hvert herred vil der være angivet sogne, hvor forekomsten af Vand- og, eller vindmøller i skifteprotokollerne er undersøgt:
  • Hindborg Herred
  
  
Sogne i Hindborg Herred: Brøndum, Dølby, Egeris, Hem , Hindborg, Hvidbjerg, Oddense, Otting, Resen, Skive, Volling.
Hindborg Herreds gamle sogne lå indtil 2007 alle i henholdsvis Skive og Spøttrup Kommune, nu i Skive Kommune.
 Hindborg Herreds våben 1584, sten  
  Rud Mølle i Dølby Sogn, nævnt første gang i skifte 22.12.1797, 1797/5. Møllen ser ud til nu at være blevet hestepension. Rud vand- og vindmølle nævnes i Trap Danmark, 3. udg., Bind IV, som udkom 1898-1906.
 
Hagens Mølle i Resen sogn [i Hindborg herred]. 6.12.1799, skifte. En nutidig beskrivelse på Kultunaut: "Ved siden af den gamle møllebygning, hvor der blev malet korn for over hundrede år siden, kan man nu se køerne blive malket af robotter i den nye løsdriftsstald Langs Hagens Møllebæk kan opleves frodige enge og tørre overdrev" 
Foto fra Acton Friis, De danskes Land, 1932.
Eller Hagens Mølle, afbildet på et frimærke 1911.
Hvidbjerg Mølle, 1915-25, Spøttrup Lokalarkiv.
 
I Hindborg Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: 2 vandmøller, der tilhørte Krabbesholm, Hagens Mølle i Resen sogn, "mestendels ... (med) Mangel paa Vand ... Rud Mølle, Dølby sogn. Desuden nok en mølle ved Krabbesholm skov i en lavning, der "endnu i 1875 havde navn efter stedet". 
Af disse mangler i denne oversigt Krabbesholms 2 vandmøller og  (vind?)møllen fra 1875 samme sted.
Skive Mølle
J. C. Hansen, Skive Mølles Historie, s. 149-208. "Til Dels efter Oplysninger samlede og meddelte af fhv. Mølleejer Chr. Christensen." Der indledes med et fint foto af Skive by 1905, hvor møllen stadig dominerer bybilledet. Med de gamle vandmøller var der "mølletvang", hvor fæstebønderne var forpligtiget til at male deres korn. "1825 ... kommer der nye Bestemmelser, der slaar et lille Hul i tidligere Privilegier." I midten af 1800-tallet havde Skive ingen mølle, Krabbesholm vandmølle var for længst nedlagt. I 1851 bliver mølledrift underlagt "fri næring". Der opføres en vindmølle i 1851, der bliver ødelagt ved ildebrand. 1857 opføres en ny og større mølle. Møllen brændte sidste gang natten mellem 10. og 11. august 1919 og blev ikke genopført, teknologisk overhalet af olie, benzin og elektricitet. "...Møllen og den gamle Kirke, de lagde tilsammen en Poesi over Byen, som den nu delvis maa savne." I 2008 Skivebogen er der s. 18-19 partier fra Skive o. 1880-81, hvor vindmøllen anes i baggrunden. 
 
     1920 Skivebogen, Skive Mølles Historie, illustration til J. C. Hansens artikel, foto fra 1905. I 1919 brændte møllen, der har givet navn til Møllegade i Skive. Opført første gang i 1851, igen i 1857 efter en møllebrand.
  Banegården i 1880, da den stadig lå på Viborgvej. Ud over Skive Mølle i baggrunden er der en mindre mølle på den daværende banegård, der formentlig er en klapsejler 
  2008 Skivebogen, s. 70-71, fra Ottos Billedbog, 1910-1919, placeret ved Skives kirker, helt tydeligt før Skive Mølle brændte i 1919.
Men desuden ses en mølle t.h., som ikke er omtalt i J. C. Hnsens artikel. Det kunne måske være Vester Lyby Mølle, der iflg. Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv har været nedbrændt i 1889. Hvis den ikke blev genopført, så kan det jo ikke være denne vindmølle, der anes på fotoet. I 1959 Skivebogen, Bd. 50 har Peter Nielsen en artikel om De gamle Møller i Salling, herunder Lyby Mølle. Artiklen tager udgangspunkt i indberetninger i 1761 om Sallings møller. Der er i disse indberetninger tale om 16 vandmøller, 3 vejrmøller og 5 øde møller i Skivehus amt. Det kaster jo ikke megen lys over, hvilken mølle, der kunne være tale om på fotoet fra perioden o. 1910-19. Ved Krabbesholm har der vist kun været tale om vandmøller, der permanent led under vandmangel - ligesom Sallings øvrige vandmøller. Møllen i Lyby var i 1761 beretningen en vandmølle. Mest af alt ligner fotoet en klapsejler mølle, altså en gårdmølle.
  Skive Mølle, som den lå placeret ved Møllegade. Møllen må indtil branden i 1919 have været en temmelig dominerende del af bybilledet mod vest. Foto fra Otto L. Sørensens Gamle Skive, bd. 1, s. 15 
 
 
  • Nørre Herred 
 
Sogne i Nørre Herred:Grinderslev, Grønning, Jebjerg, Junget, Lyby, Rybjerg, selde, Thise, Torum sogne.
Nørre Herreds gamle sogne lå alle indtil 2007 i henholdsvis Sallingsund og Sundsøre kommune. Nu alle del af Skive Kommune. 
 Nørre Herreds våben  
 
Nautrup Mølle, Sallingsund Lokal Arkiv. Museets bemnærkning: "Møllen er en såkaldt "klapsejler". 
I skifte nævnes: Maren Mortensdatter i Møllekildehus på Bysted mark i Nautrup sogn. 10.12.1807, 1807/28. Der har således været en Bysted Mølle også, som muligvis vil kunne have afsat oplysninger i fæsteprotokoller m.v. i 1800-tallet.
Sallingsund Lokal Arkiv har lavet en oversigt over gårdmøller, klapsejlere i lokalområdet. F. eks denne nedlagte ejendom i Yttrup 1925, hvor der ud over klapsejleren også er en vindrose.
 
Lyby Mølle, vandmølle.  Se Balling Overmølle 15.2.1773.
Desuden Lyby Møllegård med mølle på taget. Sundsøre Lokalarkiv: Gården er udflyttet fra Mølletoften ved Lyby vandmølle i Ø.Lyby efter 1792. Udhusene brændte 1918, hvorved 4 karle indebrændte. Møllen kunne godt ligne en klapsejler.
Vester Lyby Vindmølle. Sundsøre Lokalarkiv: Fra o. 1885 Glyngørevej, matr. 4d. En typisk hollændermølle.
Lyby Vandmølle, mølledæmningen. Sundsøre Lokalarkiv. Der er fundet møllesten fra lade, opført i 1895. Det kunne tænkes, at vandmøllen er blevet nedbrudt o. dette tidspunkt. Lyby Mølle er senest set indgå i et skifte 31.3.1790, fol.45B.
  Nørre Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være:  Rusted Mølle, Grinderslev sogn, Saltbek Mølle under Eskjær, Vosbæk Mølle under Astrup, Jungetgaards vejrmølle, Selde vandmølle under Keldgaard.
   
  
  • Harre Herred
Sogne i Harre Herred: Durup, Fur, Glyngøre, Hjerk, Nautrup, Roslev, Sæby, Tøndering, Vile, Aasted.
Harre Herreds gamle sogne lå alle undtaget Durup indtil 2007 i henholdsvis Sallingsund og Sundsøre kommune. Nu er de alle del af Skive Kommune. 
Harre Herreds våben   
  Rusted Mølle, skifte 7.12.1796. 1796/33, Sundsøre Lokalarkiv, postkort o. 1920. Vandmølle, Roslev.
  Hegnet Mølle i Tøndering Sogn, Roslev. Skifte 31.12.1798, 1798/53. I Sallingsund Lokalarkiv heder det: "1910 "Hegnets Mølle" Hegnetvej 21, Tøndering. Før udstykningen var "Hegnets Mølle" vandmølle og lå nede ved åen. "Hegnets Mølle", Hegnetvej 21, Tøndering." Altså en vandmølle ved en å som har eksisteret før udskiftningsforordningerne fra 1758, 1759 og 1760.
  Jebjerg Mølle, skifte 24.1.1799, 1799/20 
  Harre Herred skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: Sæbygaard og Nissum mølle under Østergaard, Bjerge mølle i Tøndering, Vium Mølle i Hjerk sogn, Dall mølle i Harre sogn, Bysted mølle i Nautrup sogn, på Fur en vejrmølle.
   Roslev Mølle fra 1880, da en tidligere vindmølle brændte. 
  Fur Mølle. Skifte, Andreas Holgersen, Møller. Ved afkald 5.4.1747, boende i Fur Skolehus. 
  Tarris Mølle, Fur. Gårdmølle, kludesejler. 
 
Vium Mølle, Skifte, Jytte (Ytte) Skytte i Vium mølle. 26.10.1772, fol.173. Sallingsund Lokal Arkiv har et relativt omfattende materiale om møllen: 1. 1400-1986 - Vium Mølles historie beskrevet af Kristian "Barber" Pedersen, 2. 1916-1976 - Forskellige ejendomspapirer: kopi og håndskrift, 3. 1614-1908 - Oversigt over ejere, lån m.m., 4. 1885-1930 - Annoncer m.m., 5. 1916 - POSTKORT, 5. 1916 E Postkort:..."Vium Mølle er brændt idag".(juli 1916) 6 1400 - 1986 Diverse kopier af materialer vedrørende Vium Mølle.
Vium Mølle kan således måske have eksisteret fra o. 1400, dog nok mere sandsynliugt o. 1600 indtil 1916, hvor møllen brændte. Nævnt i skifte 26.10.1809, 1809/5.
   
  • Rødding Herred
 
Sogne i Rødding Herred: Balling, Håsum, Krejbjerg, Lem, Lihme, Ramsing, Rødding, Vejby. 
Rødding Herreds gamle sogne lå alle indtil 2007 i Spøttrup Kommune, nu Skive Kommune.
 
Rødding Herreds Våben - frimærke og segl fra 1648    
Krarup Mølle, Hvidbjerg, foto 1915. Er iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv nævnt første gang 1610(?). 
Bustrup Vandmølle, Ramsing Sogn. Der er rest af mølledammen ved Bustrup Hovedgård.
Hostrup Vandmølle, Lem.
 
Refsgaard Mølle og turbine, Otting Sogn. Vandmølle. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv: "I ... en beskrivelse af møllen udarbejdet af Peder Reffsgård og Svend Aakjær skulle møllen være omtalt for første gang i 1349 som en skvatmølle. Senere udskiftedes denne med et overfaldshjul. Denne kørte indtil 1912, hvor den blev erstatttet af en turbine, der fungerede til 1962. Såvel turbine som mølledam fandtes 2000." Balling Melmølle, en vandmølle, som fra 1688 matriklen har været erklæret "øde", med vandmangel. Lå mellem Balling Over- og Nedermølle iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Skifte med Balling Mølle, dog uklart, hvilken af de her registrerede: 9.8.1773, lbnr. 90, "... Jacob Madsen, møller i Over Balling mølle i Salling." Med en tilhørende registrant for "Neder Balling mølle".  
Balling Nedermølle
Første gang i testamente af 13.3.1777, sidste gang i skifte 18.6.1806 lbnr.1075].  
Balling Overmølle
Første gang i skifte o. Lyby mølle. 15.2.1773, fol.461
 
     
  Aalbæk Mølle ved Kaas, nævnt første gang i skifte 8.3.1798, 1798/1. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv nævner Matr 1a 18a 9b Ålbæk Mølle, 1. ejer (1781) Jørgen Nielsen. Det fremgår ikke af materialet, om det er en vind-, eller vandmølle, formentlig en vindmølle, da der vist mangler vand på stedet.     
Sandhus eller Sands Mølle, hollændermølle, Spøttrup Lokalarkiv. Ligger / lå o. Aalbæk Mølle, tæt ved Kaas Sø, 1881-ca. 1918.  
Brodal Maskinsnedkeri, 1910. En vindrose mølle. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv.  
 
Vrå Mølle, iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv er det Nittrupgård med mølle 1920. Det er en gårdmølle, formentlig en klapsejler. 1881-o. 1916 iflg. lokalarkivet.
Desuden Guust med stråtag og mølle, som ikke er nærmere omtalt af lokalarkivet. Det kunne ligne en gårdmølle af vindrose typen.
 
Lihme gårdmølle, klapmølle. Ingen data ud over, at Spøttrup Lokalarkiv har dateret den til 1940-50.  
  I Rødding Herred skulle der iflg. 1761 indberetning skulle der iflg. 1761 indberetning - som refereret i 1959 Skivebogen - yderligere være: Nymølle i Rødding sogn, afløstes i 1842 af en hollandsk vejrmølle, Balling Nedermølle, Balling Overmølle, Kærgaardsholms vejrmølle, Wallum Vand Mølle blev nedlagt i 1699 sammen med Vellum landsby, Bustrups græsmølle, Kaas en øde møller, som Jens de Hofman i 1745 skrev i mange år havde manglet tilløb af vand.  
 
Kaas Mølle, o. 1910. Øde mølle p. gr. af manglen på vand i  1745. Skvat mølle, også næsten "øde" i 1688 matriklen.
Kås melmølle 1: "I 1751 er der påtegnet en stubmølle, ... 1840 bliver møllen udvidet og istandsat, på bekostning af Vadum mølle ... nedrevet omkring 1920." Kås mølle 2:  er nedlagt omkring 1936.
Foto og oplysninger fra Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv.  
 
Sønder Lem Mølle, skifte 14.7.1802, 1802/26. I Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv er der i Lem desuden Lem mølle: "Møllen var en spånklædt ottekantet hollændermølle med galleri", på matriklen Bustrup hovedgård, i dag Østerbrogade 5. Nørre Lem Mølle. Møllehuset er opført 1933-39.  Brunsgård mølle: en gårdmølle. Sønder Lem mølle: "Eksisterede i perioden 1881 – 1916 og lå på Laurids Dalsgaards matrikel nr. 7a ...". Det passer jo ikke så godt med, at Sønder Lem Mølle skulle have eksisteret ved skiftet i 1802. Stadil mølle: "Var ruin omkring 1915 ... På Geodæisk kort 1861 er møllen afsat." Foto af Stærdal Mølle Nørre Lem, ruin o. 1919 (Nørre Lem Mølle?) 
  Vejby Mølle: Møllen var en lille hollandsk gårdmølle, der malede korn for gårde i Vejby og omegn. I 1881 var den en selvstændig holændermølle. Der er i Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv ingen oplysninger om den bragte afbildning. I skifte 2.7.1802, 1802/40 nævnes en møller i Næstild Oddense Sogn.
Krejberg Mølle, efter oplysninger i Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, eksisterede i 1861, men ikke i 1917.
Rettrup Mølle, eksisterede iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv ikke i 1917. Men det er konstaterbart en hollændermølle.
  Kjærgaardsholm Væhrmølle, Iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv skulle denne mølle have eksisteret fra o. 1700, eksisterede ikke i 1917. Iflg. Trap Danmark 5. udg. var der i kærgårdsholm Mølle tidligere farveri, bomuldsvæveri og valkeri, "Det flyttedes 1904 til Vinderup, medens møllen nedlagdes”. 
Vadum Vejrmølle, skulle iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv oprindeligt have været en vandmølle. Lå over for Vadum Møllegaard iflg. Lokalarkivet.
  Vester Hærup gårdmølle, o. 1890 iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv.
Spøttrup Mølle, blev brugt til af afvande Spøttrup Sø. Foto fra Skive Folkeblad 14. juni 1912 med dampmobil og vandsnegl ved siden af møllen. Eksisterede 1861 på kort fra Geodætisk Institut. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Foto af archidemisk vandsnegl herunder.
Bavnehøj Mølle, Rødding. Hollandsk mølle "med jordomgang", d.v.s. hvor møllevingerne når helt ned til jorden. Den slags hollandske møller ser ud til i vid udstrækning at være blevet brugt som hjælpemøller til vandmøller. Den mest kendte hollandske mølle med jordomgang er Grubbe Mølle ved Faaborg.
Bavnehøj Mølle, Rødding, bag elværket. Det almindeligste er, at hollændere med jordomgang har været placeret på en bakke for at kunne udnytte vinden.
Nederbyens Mølle, Rødding. Hollandsk mølle "med jordomgang", en vindrose over Rødding maskinsnedkeri.
Nymølle Vindmølle, bag teglværket - og under nedrivning? o. 1900. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv. Skifte Hindborg og Rødding herred gejstlig 17.11.1738 lbnr.20] til [søster Maren Jensdatter Blytækker i Nymølle i Rødding sogn, enke efter Jens Mortensen].og [søster Cathrine Jensdatter From Blytækker i Nymølle]
 
Ramsinggård Gårdmølle? Ramsing Mølle. Det er ikke ganske klart, hvad Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv har om Ramsing Mølle, som vist også er den, der tituleres gårdmølle. Men på de 3 fotografier er møllen er det klart en hollænder vindmølle. Af et foto fra 1941, hvor møllen er under nedrivning fremgår det så, at på dette tidspunkt er møllen ophørt med at fungere.
 
  Holmhuse Mølle, Oddense. Hollændermølle "med jordomgang". Nedlagt ca. 1920. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv.
  Nr. Balling Mølle, Balling Mølle. Nr. Balling matr. nr. 1a. Ser ud til at være hollændermølle "med jordomgang".
Balling Mølle. Søndergade 4a. 1878-1938. Hollændermølle.
  Hvidbjerg Mølle, Holstebrovej i Hvidbjerg, 1915-25. Det er formentlig en hollændermølle med jordomgang.
  Hvidbjerg Mølle, kunne være en kludesejler, som så iflg. Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv har været brændt i 1885-86.
Hvidbjerg Mølle, formentlig en hollændermølle, iflg Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv opført før 1800 og nedlagt o. 1953. En forstørret billedversion viser ret klart, at det har været en hollændermølle med vindrose.
  Næstild Mølle,  [Christen Christensen og Anne Jensdatter, skifte Skivehus amt 14.12.1767 lbnr.325] 1) søster Kirsten Christensdatter, død, var g.m. Jeppe Sørensen Møller i Næstild. Der foreligger ikke oplysninger ud over dette skifte. Se dog under Vejby Mølle.
   
 
 
Hald Amt bestod af Middelsom, Fjends, Rinds og Nørlyng Herreder. 
Viborg Amt bestod fra 1793 indtil kommunalreformen i 1970 af 12 herreder: Fjends, Harre, Hids, Hindborg, Houlbjerg, Lysgård, Middelsom, Nørlyng, Nørre, Rinds, Rødding, Sønderlyng. Der er i 1793 fire nytilkomne herreder.  I denne oversigt medtages kun sogne fra Fjends Herred.
  • Fjends Herred
 
   Fra Fjends Herred kom kun Nordfjends efter 2007 med i Skive Kommune. Derfor medtages her først og fremmest sogne fra Nordfjends: Dommerby, Højslev, Lundø, Ørslevkloster Sogn, Ørum.
Ud over sogne fra Nordfjends vil her dog også blive medtaget: Fly, Vridsted, Vroue sogne, alene af den grund, at her havde Jeppe Aakjær rod. Og det må være rimeligt at medtage møller fra hans tid, da der i hans lokalhistoriske arbejder og hans prosa optræder møller fra bl. a. disse sogne. 
Og endelig - da de er præsenteret i Fjends Egnshistoriske Forenings Livet omkring vind- og vandmøllerne i Det gamle Fjends Herred - sporadisk også møllerne i resten af Fjends Herred. Den her foretagne undersøgelse er ganske omfattende og rummer oplysninger, som ikke ligger tilgængelige i "Æ Fjandbo Arkiv" 
 Fjends Herreds våben 1584, frimærke og herredsstenen.
 

Dront Mølle eller "Drontmølle", skifte 23.2.1801, 1801/32, efter Poul Nielsen, Lundø. I Strandet godsarkiv, fæstere 1737-1788 nævnes 1780.03.28 Laurs Iversen i Dront Mølle. Møllen skulle kunne dateres tilbage fra 1564 og nedlagt 1854.

En vandmølle Ørumvej 8-10, Højslev. Dront Møllegård har nu dambrug.

 

Dommerby Vindmølle, Møllevænget 1b, Skive. Oprindeligt hollandsk vindmølle, senere erstattet af Klapsejler. Opført 1890'erne, nedtaget i 1940'erne.

Vindmøller(r) i Daugbjerg. Her fra o. 1920. Bageriet brændte 1923. Man skulle stadig kunne finde rester af bageri og mølle på stedet iflg. Æ Fjandbo Arkiv.
 
 
 
 
 
 
 
En typisk hollændermølle. Herunder gårdmølle, en stokmølle, Oksenhøjgård, Engedal o. 1940.
Vandmølle i Daugbjerg, som søges bevaret, Fjends Herreds Folkeblad 27102014:

 Og nok en hollændermølle.
Kalkminerne og Jens Langkniv er udødeliggjort som fortælling af Jeppe Aakjær.
 
  
Med et skifte o. Søby mølle [i Kobberup sogn]. 7.9.1700, fol.73B nævnes også Trevad mølle [i Vridsted sogn]. Desuden i et senere skifte Høgild Mølle i Resen sogn i Fjends herred. 9.8.1773, side 447, Balling Nedermølle. Else Christensdatter Møller i Søby mølle. 28.12.1772, fol.232, 282. Ved afkald 4.5.1779 g.m. Jacob Jensen Møller i Søby mølle, søn af Jes Jensen Feldingbjerg i Trevad mølle.
Søby Mølle er en vandmølle. Anlagt ved Tastum Sø, nævnt første gang 1551. Med underfaldshjul, senere forsynet med overfaldshjul, 1810 udskiftet til brystfaldshjul
Det ældste foto af Trevad Mølle. samt et foto fra o. 1950-60, iflg. Æ Fjandbo Arkiv. Ligger Møllevej 3, Trevad, Skive. Marie Bregendahl er født på Trevad Møllegård.

Søby Mølle, oplysninger fra Æ Fjandbo Arkiv: A 596 1600-1998 S Søby Mølle 1600-1998. Møllens historie og ejere gennem tiden. Kopier af købekontrakt og skøde samt kort. Vandmølle. Kirkebakken 7, Højslev?

Skive Byarkiv er usikker på, om det er Mølledammen ved Søby Mølle eller måske et stemmebord? Foto 1910.

 
  Somborggaard i Højslev Sogn. Gårdens mølle har nok været en klapsejler. Fundet under søgning i Kobberup Sogn, skifte Søby Mølle [i Kobberup sogn]. 3.10.1809, fol.104B, 115, 131.
Hald Mølle blev opført af A. kristian Nielsen i eller omkring 1896. Den blev bygget som hollændermølle af træ fra Ørslevkloster skov. I nov. 1919 blæste hatten af, og møllen fik i stedet klapsejl.
Møllen har, så vidt det har kunnet konstateres i det noget sparsomme og ind imellem tvivlsomme kildemateriale, været brændt nogle gange. Der findes et foto fra 1950'erne af Hald Mølle, Bådsgårdsvej 48, her en typisk gårdmølle, en klapsejler.
 
  
   
   Stårup mølle [i Højslev sogn], skifte .15.3.1798, 1798/37 og ved skifte 2.6.1773, fol. 380B nævnes Søren Jensen Møller i Stårup mølle [i Højslev sogn] i Fjends herred. Vandmølle, Stårupvej 34, Højslev. Angives at have eksisteret 1476 til o. 1870, hvor det var en stampemølle. Stårupgård.
  Mølle i Kobberup. Skøde af 21.12.1700 på Søby mølle i Kobberup sogn fra afdødes søster Maren Pedersdatter Bering 
 
Møller i Borup. Afdøde døde 3.6.1747.
Borup Mølle kendes fra ejere i 1600-tallet 

Bryrup Vandmølle. Bryrupvej 13, Mønsted. Første skriftlige kilde er 1611. I 1915 erstattes overfaldshjulet med en turbine. Møllen nedlægges 1920

 

Jacob [Jacobsen] Ørum, degn i Ørum, Borris og Gammelstrup. 19.12.1763, fol.133. E: Anne Marie [Pedersdatter] Holm. LV: Jørgen Holm i Jordbro mølle [i Tårup sogn]. B:

Vandmølle. Før 1557, skødes fra Ørslev Kloster til Tårupgård i 1587.

  Strandet Mølle. Nævnt i skifte 15.3.1807, 1807/34. Strandet Hovedgårds vandmølle. Strandetvej 32, Højslev. Omtales første gang 1544. Beskrives som mølle med overfaldshjul, flere gange i 1700-tallet betegnet som "øde". Der har været en vindmølle til hovedgården Strandetvej 33, fungerede ca. 1880'erne til 1920'erne
 
 
 
Stoholm Mølle formodes her bygget 1892, fotograferet 1910, ligger her ved bageri. Vind-, hollændermølle, 1934 tages vingerne af, herefter motordrevet. Nedrives 1996. Iflg. DgFH
 
 
 
 
Stoholm Mølle 1873-1998. Vind-, Hollændermølle. 
To forskellige, delvis modstridende registreringer i A Fjandbo Arkiv 
   Skalmstrup Mølle, vandmølle. I udskrift fra ministerialbog fra 1801 optræder Peder Møller af Skalmstrup Mølle som fadder. 
 
Kjeldbjerg Mølle, 1882 / 1884. Der findes fra 1882 "Oversættelse" af skøde og breve vedr. Kjeldbjerg Mølle. Der må formentlig have været to vindmøller i Kjeldbjerg, en ved mejeriet og en bag købmandsbutikken.
 
Brugsen, foto ca. 1910. Her skriver Ernst Laursen: Vindmøllen var til vandværket , brønden var der i gården, jeg har selv fyldt den med sand for mange år siden. Møllen pumpende vandet op i en vandbeholder oppe på Bakken , så der kom trykket på vandet.
 
 
 
 
  Lånum Mølle, vind-, hollændermølle, her lige før nedrivning i 1910. Skifte 19.6.1804, 1804/40, Lånum Mark. 
Der er benyttet materiale om Søby Mølle 1600-1998. Møllens historie og ejere gennem tiden. Kopier af købekontrakt og skøde samt kort. Man kan (muligvis) se møllen i "Den gamle vandmølle" af Chr. Nondorf, Søby fra Julen i Skive,Salling og Fjends 8. Årgang 1938. Søby Mølle 1600-1998. 
  Trevad Mølle. Der er desværre ingen faktuelle oplysninger om møllen. Det nyeste foto er fra o. 1950, oplyser Æ Fjandbo Arkiv. Men der må gave været tale om en vandmølle, da stedet i dag har et  Naturgenopretningsprojekt ved Trevad Mølle Dambrug indviet den 25. oktober 2014
  Jordbro Mølle, skifte 19.12.1767, fol. 133. Har nok været en vandmølle.
 
Høgild Mølle o. 1939 og o. 1887. Høgild vandmølle kendes langt tilbage. Den omtales i flere gamle skrifter og nævnes første gang i 1550. Vandmøllen og mølleriet har således bestået i flere hundrede år og den var kendt vidt omkring, så der kom bønder fra flere miles omkreds. Det var her på møllen, at en tjenestepige blev overfaldet en kold forårsmorgen i 1845 og blev naglet fast til mølledæmningen med en kniv. Historien kendes fra Jeppe Aakjær.
Skifte,Jens Thomsen, møller i Høgild mølle i Resen sogn i Fjends herred. 11.2.1802, 1802/uden nummer. .
  Sparkær. Ingen oplysninger, men møllen ligger bag mejeriet på et gammelt foto. 
 
Mølle på Lærkenborgvej 15. Formentlig Stoholm, må man tro, når man læser kommentar fra Æ Fjandbo Arkiv. Det mest sandsynlige er formentlig Lærkenborgvej 15, Iglsø
 
Flyndersø Mølle, Vinderup. Desuden som møllehuset fremtræder i dag. Skifte 14.9.1724, Anne Margrethe Sørensdatter Heegaard, død, var g.m. Poul Svendsen i Flyndersø mølle.
  Sønder Mølle, Hjelm Mølle, Djeld Mølle, Sevel Mølle, Vinderup Mølle, Krogager Mølle, Ejsing Mølle, Landting møller, Store Ryde og Lille Ryde møller, 
 
Egebjerg Mølle, Vinderup. Vinderup Egnshistoriske Arkiv. Arkivets møllehistorie - Djeld Mølle,  
Arkiv Nyt fra Vinderup Egnshistorisk Forening. 
Plakaten for Katvad mølle er dateret 19. august 1960.
Vejerslev Sogn, tidligere Viborg Amt, nu Favrskov Kommune
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Møllerne i Salling
Der er i 1761 indberetninger om 16 vandmøller, 3 vejrmøller og 5 øde møller i Skivehus amt. Hindborg Herred - 2 vandmøller, der tilhørte Krabbesholm, Hagens Mølle i Resen sogn, "mestendels ... (med) Mangel paa Vand ... Rud Mølle, Dølby sogn. Desuden nok en mølle ved Krabbesholm skov i en lavning, der "endnu i 1875 havde navn efter stedet". Nørre Herred, Lyby Mølle, Rusted Mølle, Grinderslev sogn, Saltbek Mølle under Eskjær, Vosbæk Mølle under Astrup, Jungetgaards vejrmølle, Selde vandmølle under Keldgaard. Harre Herred, Sæbygaard og Nissum mølle under Østergaard, Bjerge mølle i Tøndering, Hegnets mølle, Vium Mølle i Hjer sogn, Dall mølle i Harre sogn, Bysted mølle i Nautrup sogn, på Fur en vejrmølle. Rødding Herred, Nymølle i Rødding sogn, afløstes i 1842 af en hollands vejrmølle, Balling Nedermølle, Balling Overmølle, Kærgaardsholms vejrmølle, Wallum Vand Mølle belv nedlagt i 1699 sammen med Vellum landsby, Bustrups græsmølle, Kaas en øde møller, som Jens de Hofman i 1745 skrev i mange år havde manglet tilløb af vand.
Fra 1761 indberetningen om møllerne i Skivehus Amt hedder det således i referat fra Hans Kyrre:
 
   
Herefter følger en ganske nøje tilstandsbeskrivelse af møllerne i Skivehus Amt, Salling området, der også (formentlig) er benyttet i de oversigter over Sallings møller, der er benyttet neden for.
I Spøttrup Kommune er der i
Lihme Sogn 1. Kås melmølle 1. I 1751 er der en stubmølle. Selve møllehuset blev nedrevet omkring 1920. 2. Kås mølle 2: Omkring 1870 flyttedes møllen. Møllen er nedlagt omkring 1936. 3. Sandhus mølle er bygget i 1881. Møllen er nedlagt før 1918. 4. Vadum Vejrmølle - oprindeligt har der været tale om en vandmølle hvis mølleskyld ophører I 1570. Først I 1774 synes der atter at være mølle i Vadum.  I 1840 nægtes udvidelse af Vadum mølle. 5. Vester Hærup gårdmølle - havde en gårdmølle omkring 1890.
I Rødding Sogn  6. Spøttrup mølle. Møllen var en hollændermølle med jordomgang, hvis opgave var at tørlægge Spøttrup sø. 7. Bavnehøj mølle er en hollandsk Mølle med jordomgang. Møllen brændte i 1918 da man forsøgte at omstille den til elektricitetsproduktion. 8. Nederbyens mølle er en hollandsk mølle med jordomgang. Møllen blev først nedrevet omkring 1950. 9. Nymølle vindmølle. På det tidlige billede (omk. 1900) af Nymølle teglværk ses mod nord en hollændermølle.
Krejbjerg sogn 10 . Krejbjerg mølle eksisterede I 1861 men ikke i 1917.
Oddense sogn. 11. Ramsinggård gårdmølle er en hollændermølle med jordomgang. Møllen blev nedlagt ca. 1920.  
Balling sogn 13. Nr. Balling mølle, 14. Balling Mølle, 1878 - 1938. 15. Vrå mølle 1881 – omk. 1916. 16. Smedegårds mølle.
Hvidbjerg sogn 17. Hvidbjerg mølle var bygget før 1800 og blev nedlagt o. 1953. 18. Rettrup mølle eksisterede ikke efter 1917.  
Håsum sogn 19. Kjærgårdsholm Væhrmølle, 1700 ? - 1828. Eksisterede ikke i 1917.
Vejby Sogn. Vejby mølle: Møllen var en lille hollandsk gårdmølle, der malede korn for gårde i Vejby og omegn.
Lem sogn 20. Lem mølle var en spånklædt ottekantet hollændermølle med galleri. Bustrup hovedgård. 21. Nørre Lem Mølle udstykkes d. 26.10.1886. 22. Brunsgård mølle, gårdmølle i 1861. 23. Sønder Lem mølle 1881 – 1916. Stadil mølle var ruin omkring 1915. På Geodætisk kort 1861 er møllen afsat.  
  Sandhus mølle, Ålbækvej 31, tæt ve Kås sø. 1881 - ca. 1918 
 
 
1. Balling melmølles vand "kommer fra Balling ofver Mølle ellers findes ved øde Møller". 2. Balling Overmølle omtales første gang i 1545, nedlægges i 1950. I 1965 brænder udbygningerne, mølledammen tømmes og drænes. 3 . Neder - møllen. Omtales første gang i 1393. Nedlægges i 1950. 
Volling sogn: 4. Refsgaard Mølle og turbine Efter beskrivelse af møllen af Peder Reffsgård og Svend Aakjær skulle møllen være omtalt for første gang i 1349 som en skvatmølle. Senere udskiftedes denne med et overfaldshjul. Denne kørte indtil 1912, hvor den blev erstatttet af en turbine, der fungerede til 1962. Såvel turbine som mølledam fandtes 2000. Hvidbjerg sogn: 5. Krarup Mølle. Nævnes første gang 1613, møllen nedlægges. 1970.
Ramsing sogn: 6. Bustrup vandmølle. Nævnt første gang 1451. 1900: Møllen nedlægges.
Lem sogn: 7. Hostrup vandmølle: Nævnes 1. gang 1524.
Lihme sogn: 8. Ålbæk eller Sand Mølle : 1664: Nævnt første gang. Der har bl.a. været en skvatmølle.
9 . Kås mølle: Matriklen 1688: En skvat mølle nesten øde.
10. Vadum Mølle: 1463 mølle med alle rettigheder.
Rødding sogn: 11. Nymølle: Møllen bestod af et underfaldshjul med 1 kværn. 1508.
Oddense: 12. Frammerslev mølle: 1570: Nævnes i Lensregnskaberne. 1610: Øde.  
 
Ethvert samfund, både det lokale og nationale, bliver berørt - ind imellem endda ret så markant - når der er krig og ufred, som er temaet her.
For at kunne fortælle historien herom, skal der være dokumentation, et iagttageligt kildemateriale.
Går vi langt nok tilbage, er der kun ind imellem usikre eller ikke længere eksisterende, arkæologiske spor. Hvor de skriftlige kilder så begynder at dukke op, vil det være den skrivekyndige del af befolkningen, der formulerer sig. Og her vil den brede, almindelige befolkning oftest mangle at blive italesat.
I denne fremstilling tages der udgangspunkt i ufred, krige og konflikter inden for det, der bliver Danmark, i forhold til andre nationalt afgrænsede områder, her startende med viingetidens kongeriger.
Hvor kildematerialet tillader det, vil disse krige og konflikter så også blive undersøgt lokalt, således at det i bedste fald bliver muligt, at konkretisere de landsdækkende krige og konflikter i deres lokale fremtrædelsesformer.
 
De to Jellingesten. Den lille er Gorms. Den store er Harald Blåtands sten, som man daterer til o. 965 e. Kr.
På Haralds sten nævnes Danmark som et land. Derfor kalder man ofte denne sten for "Danmarks dåbsattest". 
  

  

 

På den ene side af den store Jellingesten ses Kristus afbildet, på den anden side noget dyreornamentik.
Iflg. Saxo, den danske krønikeskriver (1160-1208) Skulle Thyra, Gorms dronning, have bygget Danevirke som værn mod angreb sydfra. 
 
   
   
Harald 1. Blåtand skulle være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.  
 
 
Først med Gorm og hans søn Harald Blåtand kan man tale om et egentligt dansk rige, der benytter navnet Danmark.
 
Indskriften på Haralds sten lyder oversat (Nationalmuseet eller - bedre - Danmarkshistorien.dk):
"Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.".Indskriften på den lille Jellingesten er: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd"
Den lille Jellingesten bærer indskriften: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd".
Jellingestenene er således det første skriftlige vidnesbyrd om en dansk nationalitet. Der har naturligvis også i de forhistoriske kulturer været krige og kampe om livbetingelser og områder. Blot ved vi intet herom, kildematerialet mangler. Derfor tilhører den første krigsførelse, eller måske snarere plyndrings- og handelstogter, med dansk deltagelse vikingetiden.  
 
Trelleborgene blev i 980'erne anlagt på strategiske steder rundt omkring i Danmark. De fund, der Indtil videre har været, er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Aggersborg i Nordjylland og Trelleborg ved Slagelse. De varierer alle i størrelse med Aggersborg som den klart største med dens. 240 meter i diameter. Men bortset herfra, er de ellers meget ens - med cirkelrunde voldanlæg, med en spidsgrav løbende på ydersiden. Indvendigt var borgene delt i fire kvadranter med langhuse ordnede i karréer, og fire porte, der sikrede adgangen til fæstningen. Borgene kan have været tvangsborge, kongemagtens undertrykkelse af dens undersåtter. Muligvis Harald Blåtands markering over for den oprørske søn, Svend Tveskæg. Eller de kan have været militære forposter for vikingetidens togter mod udlandet. Man kan temmelig præcist datere både Fyrkat og Trelleborg ud fra egestolpernes træringe til opførelse i 980-81. Kongen bag borgene må derfor nok have været Harald Blåtand (958-986/87)
   
Trelleborg ved Slagelse, den bedst bevarede af de danske Trelleborge, foto Gyldendal. Fyrkat i Onsild Ådal sydvest for Hobro blev udgravet i årene 1951-63 Nonnebakken, Odense, Udsnit af Braunius' kort over Odense 1593. Ringvolden er markant på kortet.

Med en hvad man kunne kalde en skæbnesvanger beslutning i Odense Byråd i 1908, fjernede man de sidste rester af den gamle vikingeborg, der havde ligge ved Odense Å, hvor også Munke Mølle havde ligget, men nu flyttet til havnen.

Aggersborg. Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.. 
 
Vikingetidens krigsførelse. Vikingetiden dateres o. 800-1050. Især det meget sejldygtige vinkingeskib kan nok tilskrives den succes, vikingerne havde i udplyndringen af resten af Europa, over Grønland til Nordamerika. Knud d. Store, 1018-35, den sidste store vikingekonge, søn af Svend Tveskæg. Knud d. Store var konge i Danmark, England og Norge. Den tysk-romerske kejser anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Kejserrige. 
   
Det ældste af nogle vikingefartøjer, man i 1990'erne fandt i Roskilde Fjord viste sig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag.    Gokstadskibet Oslo, Norges største, bevarede vikingeskib, fundet i en gravhøj.    Ved siden af en rekonstruktion fra 1893.
 
Kongemagt og Kirke etablerer samarbejde 1050-1131. Der var i denne periode kampe melle især norske og danske rivaler til kongemagten. Denne magtkamp vandt Knud d. Stores søstersøn, Svend Estridsen (1057-76), der blev efterfulgt af 5 sønner (1076-1134 Harald Hen, Knud d. Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels) 

 
Valdemar d. Store og Absalon indtager Arkona. Maleri af Laurits Tuxen 1894, Frederiksborgmuseet. Magnus Nielsen myrder Knud Lavard 1131, ill. Danm.s Historie i Billeder. 
 
Borgerkrig 1131-1157. Efter drabet på Knud Lavard i 1131 var der borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstande i kongeriget. indtil Valdemar (den Store) i 1157 stod som sejrherre. Herefter var der et tæt samarbejde mellem kirke og kongemagt, først personificeret med (ærke)biskop Absalon og Valdemar.
 
Vendertogterne ca. 1100-1185. Krig mod hedenske sørøvere i Østersø området under Valdemarerne, et resultat af den indre magtkonsolidering, der resulterede i en offensiv udenrigspolitik.
Arkona, vendernes borg på Rügen, som Valdemar d. Store iflg. Saxo Gramaticus erobrede i 1169 - først og fremmest ved Absalons hjælp.  Absalons sejr over Bügislav - som Saxo Gramaticus opfattede - eller foretrak at skildre - begivenheden.
Under Valdemar Sejr (1202-41) fortsattes den danske ekspansion, og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., Valdemar og Danmark officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. det allerede da ganske betydningsfulde handelscentrum Lübeck.
Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219. Men herefter vendte billedet. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt i Det Sydfynske Øhav, og der måtte betales en uhyrlig løsesum, som drænede de danske ressourcer betydeligt. Og Valdemar havde ikke heldt til at få revanche, tabte tværtimod i slaget ved Bornhøved i 1227.
 
Magtkampe, kongemagtens opløsning 1241-1340.  Medens Valdemar Sejrs søn Erik Plovpennig blev konge i Danmark, blev en anden søn, Abel hertug af Slesvig. Abel fik Erik myrdet, men det rivaliserende forhold mellem Slesvig og kongeriget Danmark fortsatte helt indtil 1920, hvor en folkeafstemning bestemte det sønderjyske tilhør til Danmark. For at kunne føre en aktiv udenrigspolitik med dyre lejehære og befæstede borge pantsattes og feudaliseredes store dele af Danmark. Et af målene var den rige handelsstad Lübeck. Men alt i alt endte denne politik med et til det yderste forarmet og gældsat Danmark, hvor holstenske grever og oprørske bønder fra 1332 prægede et næsten kaotisk Danmark.  Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år tindil 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring.
 
 
Erik Plovpenning sænkes i Slien, Sct. Bendts Kirke, Ringsted, 1290 Portræt af Kong Abel fra Kronborgtapeterne.
Den sorte død, reformationen 1340-1536. Den styrkede danske kongemagt fra og med Valdemar Atterdag resulterede i Kalmarunionen 1397-1523, kongefællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Grevens  Fejde 1534-36 var formelt Danmarks sidste borgerkrig, hvad treårskrigen 1848-51 dog også kan betegnes som. Lübeckerne og tilhængerne af den afsatte Christian 2, stod til at vinde slaget om kongemagten efter Frederik 1.'s død i 1533. Den danske adel blev så enige om at udnævne Christian 3. som konge, og han hvervede Johan Rantzau, en holstens lejetroppefører, som angreb Lübeck fra Holsten. Tilhængerne af Christian 2. startede bondeoprør, bl.a. under Skipper Clement, blev nedkæmpet af Johan Rantzau. Christian 3.'s sejr i borgerkrigen resulterede i den katolske kirkes forvisning fra magt og kirkegods - der blev  overtaget af kongemagten - og reformationens indførelse i Danmark.
Christian 2. 1513-23 Christian 3. 1536-59 Grev Christoffer af Oldenburg, kæmpede sammen med Lübeck for at genindsætte Christian 2. 1504-66
 
Felttoget i Ditmarsken 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge bønderne i Ditmarsken til at anerkende ham som hertug. Det mislykkedes, Hans blev slået ved slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500. Ditmarsken generobredes under Frederik 2. med stormen på Meldorf i 1559.
Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910)  Illustrationen er udført af Franz Hogenberg 1589 til en bog om Frederik 2.s liv.

Den nordiske syvårskrig 1563-70. Beskrives  som en lang og opslidende krig, hvor ingen af krigens parter kunne overvinde modstanderen. Derfor sluttede krigen med status quo. Frederik 2. og den svenske kong Erik var begge unge (og måske noget ubesindige) ved krgens start. Danmark-Norge var allieret med Polen og Lübeck over for Sverige. I Skåne optrådte "snaphanerne", som svenskerne kaldte dem. De skulle vogte grænsen i Gænge, herfra navnet "gøngehøvdingen" til gøngen Svend Poulsen, der dog først i 1650'erne blev kendt for sine bedrifter og for sin modstand mod den svenske krigsmagt. Den store danske feltherre i denne krig var Daniel Rantzau. Svenskerne kom til at betale betydelige krigserstatninger, hvilket grundlagde en udvidet uvilje mod Danmark, den tidligere partner i Kalmarunionen.

Det Kgl. Bibliotek Scener fra Den Nordiske Syvårskrig.    8. september 1963 afsløredes mindestenen for Gøngehøvdingen Svend Povelsen i Lundby på Sydsjælland, hvor Svend Povelsen havde modtaget Lundbygård af Frederik 3. i 1661 for sin indsats under svenskekrigene i 1650'erne. 

 

Johan Rantzau (1492-1565), Daniel Rantzau 1529-1569), hærførere for Danmark. 

 

Kalmarkrigen 1611-13.  Christian 4. ønskede krig imod Rigsrådets ønske for at få anerkendt dansk herredømme over Finnmarken. Danmark fik ikke andet ud af krigen end ret store krigsskadeerstatninger. Og desuden var grunden lagt til et modsætningsforhold til den svenske konge Gustav 2. Adolf.

 

 

 

 
Efter Kalmarkrigen indstiftede Christian 4. "Den væbnede arms orden", som blev givet til dem, der havde udmærket sig særligt i krigen. Motivet fra denne rytterstandart viser det samme motiv, den bøjede, panserklædte arm. Indstriften sammenfatter det militære æresbegreb "Ære oder Dodt" - ære eller død. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Danske tropper landsættes ved belejringen af Kalmar Slot. Af ukendt oprindelse  Sølvmedalje 1611.
30-årskrigen 1618-48, Kejserkrigen 1625-29. 30-årskrigen udkæmpedes i Tyskland, med kejsermagten og katolikker på den ene side, og protestantiske fyrster på den anden.
Formelt gik Chr. 4. ind som holstensk hertug og leder af den protestantiske hær i det, der blev Kejserkrigen 1625-29. Da Chr. 4. blev slået ved Lutter am Barenberg i 1626 besatte kejserens tropper Jylland nord for Holsten. Ved freden i Lûbeck fik Chr. 4. mulighed for at trække sig ud af krigen uden andre omkostninger end tab af prestige.
     
Portræt af Christian 4. og hans dronning Anna Cathrine. Malet af den nederlandske maler Pieter Isaacsz. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg.   Musketerkårde. Musketeren er opkaldt efter sit skydevåben, en lang og kraftig bøsse - ofte så tung, at den måtte støttes på et stativ, når den skulle affyres. Musketererne bar dog ikke kun deres musket, men også en kårde. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  
 
Torstenssonskrigen 1643-45. I modsætning til danskerne havde svenskerne stor succes med at deltage i 30-årskrigen på protestanternes side. Dette gjorde Chr. 4. urolig, og han søgte tilnærmelse til den tyske kejser. Den svenske hær under feltmarskal Torstensson gik mod nord, fejede modstanden til side og besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen samt Halland til Sverige - Halland dog i princippet kun for en periode af 30 år! Dertil fik Sverige toldfrihed i Øresund.
   
Det var under Torstensonfejden, at Christian den Fjerde mistede sit ene øje. Wilhelm Marstrands portræt af Christian 4. på Trefoldigheden fra ca. 1864.  I 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed i opkrævningen af Øresundstolden. De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Ud over et øje, mistede Chr. 4. store dele af sit rige - Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Desuden for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr. Nederlandene sørgede desuden for, at Chr. 4. blev presset til at nedsætte Øresundstolden. 

Skånske krig 1675-79.Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene. Krig og slag blev blodig, med flest danske sejre. Men Frankrig gennemtvang som svensk allieret Roskilde-fredens betingelser. De dansk-norske angrebsstyrker blev støttet af de lokale snaphaner i Skåne. Den svenske flåde blev klart besejret, til lands gik kampene stort set lige op. 

 

  

Dansk indtagelse af Helsingborg 3. juli 1676, maleri af Claus Møinichen fra 1680'erne. Og sænkning af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686. Snaphane, statue af skulptøren Axel Ebbe 1934, dansk kopi i Præstø 1951. Og Axel Ebbesens skulptur i Hässleholm. 

Den store nordiske krig 1700-21. Med den svenske konge Karl 12. som ung og effektiv aktør bliver Danmark-Norge under Frederik 4. sammen med Rusland under tsar Peter d. Store og Polen-Saksen slået i Nordtyskland og truet i Nordsjælland, hvor Karl 12. er gået i land. Danmark må i 1700 trække sig ud med freden  freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor Frederik 4. må give betydelige indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp.

   
Søhelten Peter Wessel, Tordenskjold nedskyder et svensk krigsskib. Rigsarkivet Svenskerne vinder sejre over Polen og Saksen indtil 1709. Besejrer danskerne i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, samtidigt stik. Karl 12. rammes af kugle 11. dec. 1718. Freden i Frederiksborg 3. / 14. juli 1720. Stik fra 1798, Frederiksborg Slot. 
Frederiksborgfreden indebar, at Danmark måtte tilbagegive sine under krigen erobrede områder mod pengeerstatning, mens Sverige dels måtte forpligte sig til ikke at støtte Gottorp mod Danmark, dels mistede sin toldfrihed i Øresund. Desuden garanterede Storbritannien og Frankrig den danske konges ret til Slesvig. Selvom Danmark ikke genvandt Skåne, Halland og Blekinge, betød Frederiksborgfreden en betydelig sikkerhedspolitisk forbedring efter lang tids usikkerhed i forhold til Sverige, der siden det stockholmske blodbad var Danmarks fjende nummer et.
 
Krigen mod Algier og tyttebærkrigen. Sørøvere hærgede Middelhavets handelsruter. Danmark-Norge betalte hvert år Barbareskstaterne (Marokko, Algeriet, Tunis) for at lade danske skibe være i fred. I 1769 ophævede Algier denne aftale, og krigen brød løs. Hvilket gentog sig 1796, 1800, indtil Frankrig erobrede Algeriet i 1830. Tyttebærslaget sommeren 1788: De fleste dansk-norske soldater mistede livet p. gr. af den dårlige forplejning, hvor tyttebærene var en væsentlig del. Danmark-Norge kom med p. gr. af en alliance med Rusland, som den svenske konge Gustav 3. fremprovokerede en krig med. Krigen sluttede resultatløst ved britisk indgriben. Først og fremmest for at redde Sverige.
   
Barbareskpas. Danske og norske handelsskibe havde en underdel som, den, der ses på billedet. De algierske kaperkaptajner medbragte toppene. Ingen af parterne kunne tale sammen eller læse hinandens sprog, men når passets to dele passede sammen, kunne skibet sejle videre. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Samtidigt kort over krigsskuepladsen ved Kvistrum 1788. Det svenske krigsarkiv.  
 
Første Englandskrig, Slaget på Reden, 2. april 1801. Kombinationen af den langvarige krig mellem Frankrig og England, napolenonskrigne og den store danske flåde, som ingen af parterne vil se på den andens side umuliggjorde dansk neutralitetspolitik
        
Slaget på RedenPeter Villemoes Efter hans død i 1808 blev der på fællesgraven på Odden Kirkegård opstillet en mindestøtte med tekst af N.F.S. Grundvig. Motiv fra Danm.'s Historie i Billeder 1898. Frimærke fra 1910 med Willemoes' fødegård i Assens som motiv. 
 
Anden Englandskrig
                                                                    
Slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808  Københavns Bombardement 2. - 7. sept. 1807, Danm.s Riges Historie 1896-1907.
 
Freden i Kiel. Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleons Frankrig, og det kom til at koste dyrt. Norge måtte afstås til Sverige, dog beholdt Danmark Grønland, Føræerne og Island. Den danske flåde beholdt England. Danmark var og blev "et lidet og fattigt land".
 
 
 
Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstaktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum  Wienerkongressen sept. 1814 - juni 1815. Danm.s Riges Historie 1896-1907. 

Slesvigske krige og deres baggrund

Med Valdemar 2. Sejr og arvefølgen til de to sønner, hvor Erik Plovpenning 1231 blev efterfølger i kongeriget, Abel fik Slesvig som fyrstelen, var fundamentet lagt til den  konflikt, der 1864 trak den tyske grænse til Danmark ved Kongeåen.
   
 
Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten er en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik som håndfæstning 5. marts 1460.
Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte.
Ribebrevet blev skrevet på pergament i to eksemplarer. Kongens findes i Rigsarkivet; det holstenske med 18 vedhæftede segl ligger i det slesvig-holstenske landsarkiv på Gottorp Slot.
Som håndfæstninger i øvrigt er denne i princippet kun gældende for de aftalende parter, som er Christian 1. og efterkommerne til den slesvigske hertug og holstenske grev Adolf, der døde barnløs 1459.
Slesvig var herefter på mandssiden et herreløst dansk len og skulle efter tysk arvelov egentlig igen tilfalde kongeriget Danmark. Men efter dansk arvelov var også kvindesidens mænd arveberettigede, og den holstenske adel valgte 1460 Adolfs ene søstersøn, den danske konge Christian 1., som hertug til Slesvig og greve til Holsten.
Kongen måtte love at bevare den slesvig-holstenske adels særlige rettigheder og hertugdømmernes selvstændighed, men til gengæld kunne hertugdømmerne blive regeret af det danske kongehus, hvor kongen 1474 tysk blev vasal i Holsten, mens Slesvig forblev et dansk len.
Den centrale passus i Ribe-privilegiet, som senere blev benyttet af tysk-holstenske nationalister og Bismarck mod Danmark efter Novemberforfatningen 1863 var, at Slesvig og Holsten skulle være ”ewig zusammen ungeteilt”. Novemberforfatningen indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig (§§ 18, 20) med både et Folketing og et Landsting.
Og så var Slesvig og Holsten ikke mere "zusammen ungeteilt".
Uanset at det var en håndfæstning med specifikke bestemmelser, så kunne Bismarck og Prøjsen 1864 med henvisning hertil og fredsaftalerne efter treårskrigen 1848-50 angribe og besejre Danmark i 1864, og som resultat indlemme hertugdømmet Slesvig i det tyske forbund.
 
Første slesvigske krig. 1848-1850. Slesvig og Holsten ønskede ikke det demokrati, "pøbelvælde", der fredeligt var indført i kongeriget Danmark i 1848. De to tyske delstater blev støttet af Det Tyske Forbund, først og fremmest Prøjsen. Udfaldet af krigen betragtedes i Danmark som en sejr. Men især Londontraktaten 8. maj 1852 fik betydning for nationalistiske, danske ønsker om grænsen ved Ejderen. Det kunne der ikke være tale om, helstaten skulle bevares med kongeriget Danmark og Slesvig og Holsten "ewig zusammen und ungeteilt". Rigsarkivet har en oversigt over registre vedr. både 3-årskrigen og krigen i 1864. Disse oversigter er nyttige, når der skal indsamles viden om krigenes lokale fremtrædelsesormer.
    
Fredericia slaget 6. juli 1849, dansk sejr. Fredericia Museum er udgiver af billedet.  Londontraktaten, Rigsarkivet.
 
 
Anden slesvigske krig. 1864. Krigen var et forventeligt resultat af den danske kongeriges novemberforfatning af 1863, som Bismarck udnyttede mesterligt. Den politiske beslutningsproces i Danmark var derimod på grænsen til det naive.
   
18. april stormede de preussiske styrker Dybbøl-stillingen. En for de danske styrker blodig og håbløs affære. Foto Rigsarkivet, det glorificerende maleri "Episode af ottende brigardes modangreb ved Dybbøl 18. april 1864" er malet i 1894 af Vilhelm Rosenstand.
 
 
 
Vindmøller fra gård- og hollændermøller over Tvind til storkomponent i energiforsyningen. 

 

Energikriserne i 1970’erne betød på det helt overordnede plan, at man i regering og folketing blev opmærksom på ulemperne ved afhængigheden af de fossile energiformer. For det første markedsafhængigheden af et så ustabilt område som Mellemøsten. For det andet de stærkt sigende energiprisers betydning for betalingsbalancen og produktionsomkostningerne i Danmark. Desuden blev man i stigende omfang opmærksom på de miljømæssige problemer med de fossile brændsler, samt knapheden, den begrænsede mængde i forhold til den vedvarende energiform. Det satte den vedvarende energi, ikke mindst vindmøller i fokus. 

Det gav nye muligheder for det gamle håndværk - produktionen af vindmøller - og der blev fra o. 1975 indledt et mangfoldigt forsøg på industriel udnyttelse af gammelkendt viden om vindmøller i energiforsyningen.
Indledningen til vindmølleindustriens optur blev præget af ”industrivirksomheder, som ikke havde andet at lave - og hvis kunder var selvforsynende økoflippere, venstreorienterede skolelærere, kystbanesocialistiske overlæger og andre politiske skrålhalse”, hedder det i en noget uvenlig karakteristik, Mænd i modvind, 2003.
Denne noget negative karakteristik viser med al tydelighed, hvor kompliceret det var at navigere inden for dette område.
 
Danmarks første vindmølleproducent, Vestas opstod i 1898 som smedje i Lem.
I 1978 produceredes de første vindmøller på vindmøllefabrikken i Lem.
 
 

Den gamle, familiedrevne smedevirksomhed, Vestas i Lem, etableret i 1898, gik med  1970'ernes energikriser over fra produktionen af landbrugsmaskiner til produktion af vindmøller.

 
I 1980 etablerede Vestas et samarbejde med Zond Systems, der var med, da de første vindmølleparker blev etableret i USA i 1981. Zond Systems skulle i samarbejdet med Vestas sørge for driften af vindmøllerne i Tehacapi passet, 160 km nordøst for Los Angeles. 
De californiske vindmølleparker startede i 1981 med 150, var i 1982 oppe på 1150, i 1983 på 2400 og i 1985 på 4989 vindturbiner, hvor størrelsen udviklede sig fra gennembrudsstørrelsen 55 kW til 100 kW i 1985. De blev installeret i 3 områder i Californien, hvor det nordligste var Tehacapi passet.
Ud over amerikanske og andre modeller, opførtes der især møller fra Danmark: fra Vestas, Bonus, Wind Magic, Micon og Nordtank. De danske møller erobrede snart det amerikanske marked, og de danske producenter leverede tusinder af vindmøller hertil, ca. halvdelen af de møller, der blev leveret til området1981-85. Gennembrudsåret var 1983. De skattemæssige fordele for investorer i vindenergi i Californien ophørte i dec. 1985. Det gav arbejde i næsten døgndrift til de leverandører, der skulle nå at opstille møllerne og have dem i drift, før de gunstige skatteregler bortfald. Vestas måtte i oktober 1986 gå i betalingsstandsning som en konsekvens af det reducerede amerikanske marked, og ved udgangen af 1986 dannedes så Vestas Wind Systems A/S, der udelukkende beskæftiger sig med vindenergi, og med Johannes Poulsen som ny, administrerende direktør.
 

LMGlasfiber startede i 1940 med produktion af børnemøbler og blev i løbet af 1980'erne en af de største leverandører af vindmøllevinger i glasfiber.

LM Glasfiber fik flere fordele ud af problemerne i vindmølleindustrien i 1986. LM direktøren, senere også ejer, Flemming Skouboe kunne ved betalingsstandsningen i Vestas i oktober købe en 50 % andel i LM Glasfinber tilbage, som Vestas havde erhvervet i 1984. Man kan sige, at situationen i 1986 i høj grad var stormens øje, hvor det fordelagtige køb af Vestas aktierne var en ganske væsentlig komponent for LM Glasfiber. Den næste var spillet om markedet for vindmøllevinger. 
 
 
LM havde i 1983 problemer med de møllevinger, de havde produceres til producenten Bonus. LM’s bådkonstruktør havde meddelt sit firma, at sådan en mølle kunne LM godt producere. Han havde forudgående kigget på en vindmølle på Kolding Højskole, der således blev forbilledet for den første vingeproduktion på LM.
Desværre havde højskole- og Tvind møllerne omvendt omløbsretning af urets, hvilket LM møllevingerne så også fik.
 
Bonus i Brande aftog nogle af disse første vinger, som ”fik deres testmølle til at … rasle fra hinanden”, fordi deres gearkasser ikke var tilpasset denne omvendte omløbsretning.
LM’s i 1986 reelt eneste tilbageværende konkurrent i vingeproduktionen til vindmøller, Alternergy fik i løbet af 1986 stigende problemer med deres vinger, og i november 1986 gik firmaet konkurs, medens der fra især det amerikanske marked indløb stribevis af reklamationer over haverier, forårsaget af fejl og dysfunktioner i møllevingerne.
På trods af de tidligere dårlige erfaringer med LM vinger, konstrueret efter Tvind princippet, blev Bonus nu kunde hos LM Glasfiber med en stor ordre på vinger til 100 møller. Blot havde man på fabrikken i Lunderskov opdaget, at der var fejl i vingerne, de flækkede ved belastninger, de burde kunne tåle.
Den norske leverandør af polyesterlimen indvilgede efter nogen diskussioni, at problemet kunne ligge i firmaets lim. Der blev etableret en ordning hvor det norske firmas forsikringsselskab betalte for omkostningerne ved en erstatning for produktionen af de defekte vinger. Det var formentlig en af flere situationer i opstartsfasen til vindmøllevingeproduktionen, hvor det ligesom med problemerne med omløbsretningen kunne være endt med en økonomisk katastrofe for LM Glasfiber.
 
Den amerikanske støtteordning på 50 % af møllernes pris fra begyndelsen af 1980 var startskuddet til "den californiske guldfeber" inden for vindmølleindustrien. Guldfeberen varede indtil efteråret 1986, hvor denne støtteordning blev kraftigt reduceret under Reagan administrationen. I "mænd i modvind" hedder det om den californiske guldfeber: "I tusindvis af møller blev opført vinge ved vinge i tre af Californiens mest vindrige bjergpas i begyndelsen af 1980erne (som et resultat af den gulerod, der var rakt frem)." (Foto: Risø)
 

 
Alternergy, oprettet I 1981 ved køb af det konkursramte Økær Vindmøller Hinnerup. Opkøbt af Coronet Boats, der var interesserede i at få et alternativ til deres bådproduktion, da 70’ernes oliekriser havde haft en voldsomt negativ effekt på deres forretning. Coronet stiftede herefter virksomheden, Alternergy, som udelukkende producerede vinger til vindmøller. Ligheden med LM Glasfiber er påfaldende m.h.t. problemerne i bådproduktionen. Men blev så her klart underlegne i forhold til LM i vingeproduktionen.
Mænd i modvind, Ib Konrad Jensen, kap 5 og 6. Desuden den store californiske vindfeber, Windpower.org m. fl.
Den californiske guldfeber præsenteres i bogen som et udslag af hippietiden, og startet under Carter administrationen som en slags moralsk forpligtigelse til at afskaffe afhængigheden af olie: "Da Californien så i 1980 vedtog, at ti procent af statens energiforsyning i år 2000 skulle komme fra vindenergi, og elværkerne samtidig tilbød at købe strømmen til fast pris i en tiårs periode, var vejen banet for et forrygende vindmølleboom, hvis lige ikke var set siden Californiens guldfeber i slutningen af 1800-tallet. Det hele blev præsenteret på en stort anlagt konference i Palm Springs i april 1981, hvortil fagfolk fra hele verden var inviteret, men hvor mødet blev domineret af lykkejægere fra alle egne af USA. ’Folk, der var vant til at sælge avokadoer, plantager, indkøbscentre, ejerlejligheder – you name it. Der var alle mulige dyre jakkesæt. Det var som Oklahoma under olieboomet,’ lød en beskrivelse bagefter af arrangementet ... Det strømmede ind med penge fra investorer fra hele USA og skatteplagede californiere, som blev lokket af revisorer og rådgivere, som havde mere end svært ved at få øje på risikoen, når op mod 80 procent af investeringen blev betalt af skattevæsnet. Reglerne krævede blot at en mølle skulle være rejst, sluttet til nettet og have produceret 1 kWh inden den 31. december for, at investorerne kunne opnå skattefradrag for dette år." 
Det måtte jo gå galt - og det gjorde det da også fra 1986. Med Reagans mellemkomst.