Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn
blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   
 
Før reformationen
Med reformationen overtog kongemagten kirkeskolerne. Der var klosterskoler og katedralskoler i tilslutning til domkirkerne samt fra 1400-tallet byskoler. Undervisningssproget var latin. Hvem og hvor mange, der gik i disse skoler, er det vanskeligt at vurdere ud fra det fragmentariske kildemateriale. Men almindelig skolegang for alle har der ikke været tale om.
 
Reformationen
Titelbladet til den luthersk orienterede præst Christiern Pedersens bog ”Om at holde børn til skole” fra 1531. – Illustrationen er gengivet fra første bind af fembindsværket ”Dansk Skolehistorie” fra Aarhus Universitetsforlag, som er skrevet af Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek
En del af reformationens idemæssige indhold var, at det enkelte menneske nu skulle kunne læse Bibelen (på dansk). Undervisning og kristendom blev en helt sammenhængende størrelse, hvilket har haft langtrækkende konsekvenser for skole og undervisning i Danmark.
Efter reformationen oprettedes der til afløsning for klosterskolerne latinskoler.
Det skete efter Kirkeordinansen 15371539 oversat fra latin til dansk. Her blev det bestemt, at alle købstæder skulle have en latinskole, hvilket Skive også fik i 1545. I ordinansen hedder det om skolerne: "Der skal ansættes gode, egnede skolelærere i købstæderne og de små byer, som med stor dygtighed kan oplære ungdommen i alle måder."
Skive skulle som købstad også have sin latinskole*. Den eksisterede 1545 indtil 1739. Skolen har været placeret, velsagtens med nogen tilknytning til Vor Frue Kirke, fra Vestergade mod Reberbanen, den nøjagtige placering fremgår af Resens Atlas over Skive, bygning nr. 2, hvor området omkring Vor Frue Kirke begynder.
I forskellige indberetninger om skolen hedder det, at lokalerne var mindre egnede ("ubequemme") til undervisning.
Værre var det nok, at skolens rektor havde retten til at forsyne Skive og Skiveegnen med degne i form af peblinge (elever). Forskellige indberetninger kunne tyde på, at undervisningen i disse skoler oftest var overordentlig ringe. De ældste af eleverne, peblingene kunne, som det også skete i Skive, besætte degnestillinger inden for et område på 2 mil (14 km) fra latinskolen. Det er noget sparsomt, hvad vi ved om Skives gamle latinskole. Men den er ret indgående, muligvis også noget tendentiøst, beskrevet af Jeppe Aakjær. Se også Carl E. Jørgensen, Bidrag til dansk skole- og personalhistorie i 1700-tallet
Ved branden i Viborg i 1726, hvor også Domkirkens arkiv med stort set alle stiftets aktstykker brændte, gik stort set alle de her anbragte aktstykker tabt. Blandt de få kilder til den tidlige historie i det lokale skolevæsen finder man de i Diplomatarium Vibergense bevarede breve og aktstykker fra ældre viborgske arkiver. Materialet er samlet til Viborg By og Stifts Historie 1200-1559, udgivet af A. Heise i 1879. Se Diplomatarium Vibergense. pdf.
Som et kuriosum kan det nævnes, at en præst ved Sortebrødre Kirke i Viborg havde til hensigt at skrive en "Viborg Bys Krønike", og til dette formål udvalgte han en del breve i Domkirken til sit fortsæt og kopierede dem. Denne kopibog blev udlånt til magister Tychonius i Skive, hvor den brændte ved en ildebrand i Skive. Dog er der også bevaret en kopi i Viborg, således at dokumenterne nu foreligger i den udgivne Diplomatarium Vibergense.
 
Der er som billedfiler lavet en præsentation af de kun for Skive og omegn relevante dokumenter.
 
Christian 5. Danske Lov 1683[1]
Landskabslovene erstattes i 1683 af Chr. 5.’s Danske Lov, den første samlede lovgivning for hele Danmark.
Det fremgår af 1. Art: [2-4-1], at præsterne skal sørge for ”Ungdommens Undervisning i Børnelærdommen”. Hele VI. Capitel udstikker reglerne for denne undervisning, at det er præsterne, der sammen med ” Dægnene, eller Substituterne” står for undervisningen. Ud over undervisningen i kirken søndag, skal degnene sørge for undervisningen en gang ugentligt.
Pietismen med centralt tyngdepunkt i kongehuset resulterede i, at de to pietistiske konger, Frederik 4. og Christian 6. gav deres særskilte bidrag til skole og undervisning i Danmarki form af først Frederik 4.'s rytterskoler, fulgt op af Christian 6.'s efterfølgende skolelove for hele landet.
 
 
Frederik 4.’s rytterskoler
Der findes på Det Kgl. Bibliotek 8 samtidige rytterdistriktskort, der dækker 9 af de 12 rytterdistrikter.
I 1700-tallet betød pietismen, at skolernes formål især skulle være at lære børnene at læse Bibelen. Der blev som konsekvens af denne tankegang under Frederik 4. oprettet 241 rytterskoler  1722-1727  i hele landet, d.v.s. skoler i tilknytning til de rytterdistrikter, der blev oprettet under den store nordiske krig 1700-1721.
Skolerne blev oprettet i de 12 rytterdistrikter, som krongodset blev inddelt i 1715-18.
Antallet af regimenter var 12, til hvilke der altså så kom til at svare 12 rytterdistrikter, der fik navn efter de amter eller landsdele, hvor ryttergodset var beliggende.
Der var 6 på Sjælland (København, Frederiksborg, Kronborg, Tryggevælde, Antvorskov og Vordingborg rytterdistikter), 1 på på Falster, 1 på på Lolland (og delvist på Falster), 1 på Fyn og 3 i Jylland (Dronningborg, Skanderborg og Koldinghus rytterdistrikter). Men ingen rytterskoler i Vest-, Midtvest- og Nordjylland.
De 241 rytterskoler blev således geografisk ganske skævt fordelt på Østjylland, Fyn, øerne og Sjælland. I Nord- og Vestjylland var der ingen rytterskoler. Her var det oftest kirken og stedlige godsejere, der stod for undervisningen - på opfordring fra kronen om at gøre ligeså, hvor der ikke blev anlagt rytterskoler. De benyttede degne var oftest af ganske tvivlsom kvalitet. Dette var nok hovedregelen i almueskolerne. I købstaden Skive har situationen ikke været stort bedre med de "løbedegne", som udsprang af Skive Latinskole.
 
  
 
Kort fra Prins Carls Skolemuseum  
 
Christian 6. s skolelove af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet[2]
Det centrale i de nye skolelove var, at børnene skulle kunne læse (Bibelen), og denne undervisning var gratis. Derimod skulle der betales for at lære at skrive og regne.
Nåleøjet for at have lært tilstrækkeligt var den i 1736 indførte konfirmation, hvor man skulle kunne læse salmer og tekster fra Bibelen samt den lutherske katekismus[3]. Luther mente selv, at den skulle læres udenad. Biskop Erik Pontoppidan udarbejdede en dialogbaseret lærebog, Sandhed til Gudfrygtighed, som fra 1737 var lærebogen, der blev benyttet.
 
Først med 1814-skoleloven kom der en bedring af undervisningen, også i Skive. Loven betød, at der nu var etableret en egentlig folkeskole. Der var iflg. 1814-skoleloven 7 års skolepligt, der fra 1855 blev til undervisningspligt, hvilket gav grundlag for et frodigt friskolevæsen. Der blev nu oprettet et todelt skolevæsen, almueskoler på landet og skoler i byerne. I begge var der 7 års gratis undervisning. Skolerne blev delt i 2 klasser, den nederste for 7-10 årige, den øverste for 11-14 årige. Der blev undervist i kristendom, læsning, skrivning og regning.
På landet gik børnene i skole 3 hele dage i ugen. I byerne 6 halve dage i ugen. 
 
Fra bønnebogen Hortulus Animae (Siælens Urtegård), udgivet i Wittenberg 1552. (Foto: Det Kongelige BIbliotek)  Skolestue 1814, som menes at stamme fra Viborgegnen.
 
Skoler og undervisere før 1814
Latinskolerne og deres forgængere, kloster- og byskolerne, har ikke været for andre end den del af befolkningen, der havde råd til en uddannelse af børnene. D.v.s. de mest velstillede i byerne og på landet formentlig kun børn fra herregårdene.
Med købstædernes latinskoler efter reformationen ved vi, at eleverne fra de ældste klasser, peblinge, som nu i de øverste klasser var placeret i det, der betegnedes "mesterlektien", kunne have krav på at blive beskikket som løbedegne på sikkert lokalt forskellige betingelser. De fleste degnestillinger blev formentlig betjent af lokale, der om muligt havde lige så ringe forudsætninger som løbedegnene. Heriblandt var der somme, der end "ikke kunne synge latin".
Degnene forestod degnelæsningen før søndagens gudstjeneste, velsagtens i form af, at degnen fremsagde tekster fra Luthers lille katekismus, som børnene derpå gentog, indtil de kunne den udenad. Hvor meget læsefærdighed, der er kommet ud af disse læsninger, kan man have sin tvivl om. Degnen og hans medhjælper, "substitutten", var kirkelige tjenere, der først og fremmest forestod sangen ved gudstjenesten, bad ind- og udgangsbønnen, gjorde rent i kirken og forestod kirkeringningen. Undervisningen ud over søndagens degnelæsning er velsagtens foregået i eller ved kirken, muligvis hos degnen, hvis han havde en bolig med den nødvendige plads, men egentlige skolehuse har givetvis været sjældne. Som et godt tegn på, at den undervisning, der blev forrettet af løbedegnene, ikke har været ret god, kan man anføre, at velstillede forældre sendte deres børn til udlandet for at blive undervist, f. eks. Tycho Brahe. der dog 1546-59, hvor han 13 år gammel kom på universitetet, blev undervist af sin kapable farbror. 
Der findes i Danmark stort set ingen skolebygninger 1700-tallets rytterskoler og skoler, opført som en konsekvens af 1739-40 skolelovene.
 
Eksempler på lokale degne
Med etableringen af Latinskolen i Skive blev det af Christian 3. gjort vitterligt 7. februar 1545, at Oddense  Sogn skulle betale deres kongetiende, d.v.s. 1/3 af den kvæg- og korntiende, der skulle ydes, til skolemesteren i Skive. Den skulle opkræves af "Stiftslensmanden Hr. Otte Krumpen". Herefter udspiller der sig en række sager, hvor skolemesteren i Skive helt åbenbart som en del af sit udkomme har at levere "løbedegne" i form af latinskolens ældste elever til de lokale skoler. 1548 fælder Viborg Kapitel dom over, at "Haasum og Ramsing Sogne" skal anvende "løbedegne". 1555 samme dom over "Hjerk og Harre Sogne". Denne dom stadfæstes i 1556 efter protester fra "Sognemændene", der ikke ønskede at anvende den tildelte "løbedegn". 1556 er der et vidnesbyrd fra degnen i Mogenstrup, Thise Sogn, at han skal give "Vadmel og Sko til en Pebling i Skive Skole".
I 1559 afskediges Latinskolens skolemester, Søren Brun for "pligtforsømmelser" i forbindelse med vold og værtshusslagsmål, som skolens peblinge var involveret i.
Som en konsekvens af, at der med skolelovene 1739-40 (og i realiteten med konfirmationen i 1736) var blevet indført undervisningspligt, også på landet, blev det i Estvad og Rønbjerg pålagt godsejeren til Estvadgård, Sekretær Johan Severin Benzon - fra 1720'erne ejer af gården - sammen med sognepræsten i 1740 at sørge for den lokale skole. Forud havde der været "en degneskole" i Estvad. Fra auktionen over degnens dødsbo i 1737 kan man danne sig et indtryk af, hvor usselt det har været at være degn. Det er blevet anslået, at en degneløn o. 1740 har været på o. 20 Rigsdaler årligt mod en sognepræst, der har på samme tid har fået o. 200 Rigsdaler. Hertil kommer for begges vedkommende nogle naturalieydelser, bl.a. efter 1740 også i form af degnebolig. Der findes en udmærket beskrivelse af degn og skole i Estvad 1740-1814.
Estvad gamle skole og Bers Skole blev i 1882 erstattet af Estvad Søndre Skole og i 1881 i Kisumkær Nordre Skole. Biskolen i Rønbjerg blev i 1857 erstattet af Rønbjerg Skole.
Estvad Søndre Skole Estvad Nordre Skole Rønbjerg Skole
 
Skolebygninger i 1700-tallet
 
   
Rasmus Svendsens skole i Faxe, oprindeligt opført i 1630-40'erne, senere flyttet og ombygget.  Tegninger og materialekrav til rytterskolerne blev vistnok udarbejdet af arkitekten J.C. Krieger. I marts 1722 startede opførelsen af 149 næsten identiske skoler. Variationer findes der dog i resten af de 241 rytterskoler.  
En rytterskole fra Koldinghus Rytterdistrikt i landsbyen Skanderup. Foto fra o. 1900. Eksisterer stadig, velrestaureret. Foto fra lokalarkivet.
 
Lokale skoler i udvalg fra Skive Byarkiv
(pdf-fil)  N. Lem skoler Handest  Lundø Opperby Sdr. Skole Daugbjerg  Hem  Skivehus  Højslev Kirkeby Hovedskole
Skive Kommode Skole Skive Kommunale Mellem- og Realskole Brårup  Durup Breum  Nordre Skole Resen   Frejlev  Teknisk Skole Nordbanevej Teknisk Skole
Erhvervsskolerne   Nr. Lem Brodal Skoler Skive Ungdomsskole Sdr. Ørum, Laanum, Sæby, Gammelstrup, Dalgas, Lihme, Højslev, Skivehus, Lihme, Glyngøre, Vrå, Nr. Søby, Ørslevkloster, Lund, Hald, Heilskov, Rybjerg, Grønning. Kan søges på Skive Byarkiv, Aakjærskolen, Ådalsskolen - Tidligere kendt som Dalgasskolen, Balling, Fursund, Glyngøre, Jebjerg, Krabbeshus Heldagsskole, Nr. Søby, Oddense, Roslev/Hjerk-Harre Skole, Tieren – Skive kommunes 10 klasse, Friskolen i Skive, Krabbesholm Højskole, Salling Ungdomsskole, Rødding Friskole – Friskolen i Vestsalling, Thise Friskole. Alle uden foto.
 Oversigt over nedlagte, små skoler i Vestsalling i Skive Folkeblad.
  
 
Folkeskolens lærere
Først med seminarieuddannelsen af lærerne blev kvaliteten så nogenlunde i orden. Blaagaards Seminarium i København, grundlagt 1791, var det første seminarium, der forestod læreruddannelsen. Som et supplement oprettedes en række Præstegårdsseminarier, hvor den lokale sognepræst forestod undervisningen. Der blev løbende etableret forbedringer, i 1857 af det faglige og pædagogiske niveau, i 1860 med en eksamen for vordende lærerinder, og endelig med seminarieloven i 1894, hvor læreruddannelsen blev 3-årig. Fra 1894 kunne lærerne blive videreuddanet med kurser på Statens Lærerkursus, der fra 1943 blev omdøbt til Danmarks Lærerhøjskole.
Folkeskolen i Skive 
Skolevæsenet i Skive trængte overordentligt til en forbedring ved 1800 tallets begyndelse. Men der var ikke råd til et skolehus i byen, heller ikke med skoleloven af 1814, som ellers påbød, at der skulle oprettes en borgerskole som en konsekvens af, at alle børn nu skulle have undervisning.
Først i løbet af 1800 tallet kom der skoler til med uddannede lærere og lærerinder. I 1822 erhvervede byen de hidtil lejede lokaler i præsteboligen, Adelgade, matr. 2b*. Men først med Skive Skole i 1852 fik Skive sin egen til formålet opførte folkeskolebygning. Den er i dag klassificeret som bevaringsværdig bygning, Østergade 6A. Forudgående var der blevet undervist i de lejede, i 1822 erhvervede lokaler i Adelgade, hvor 2 lærere underviste, en tredie blev ansat i 1845. Det var altså præsteboligen i Adelgade, som blev benyttet til den nye skolelovs undervisning. I Skive Kommunes Historie benævnes præsteboligen Adelgade 26, hvilket må være en fejlskrivning for matrikel 2b, som udgik i 1933. Denne bygning eksisterer ikke mere, men lå i starten af Adelgade fra det, der nu hedder Posthustorvet. Præsteboligen kan ses på Skive kort fra både 1859 og 1875
Den nye skole var en betydelig investering, den blev bygget solidt i 2 etager, grundmuret og med teglstenstag. Det var et smukt byggeri med store, lyse undervisningslokaler og - i første omgang - 3 lærerboliger, som det var tanken at inddrage som undervisningslokaler, når der blev behov herfor. Det blev det meget hurtigt med den voldsomme befolkningstilvækst i slutningen af 1800 tallet. 
Allerede i 1880erne var skolen overfyldt på trods af, at lærerboligerne var blevet afskaffet. Det forstår man, når man iagttager den voldsomme stigning i folketallet i perioden.
   Østergade 6A i dag 
Ud over borgerskolen oprettede man også en friskole i samme bygning, friskolen var gratis, borgerskolen var betalingsskole og derfor også med undervisning i mere end de gængse fag.
Desuden blev der oprettet en række mindre private skole, f. eks. fra 1877 en realskole og Frk. Sørensens Pigeskole i Frederiksgade. Realskolen startede i Kirkegade.
Realskolerne opstod efter tysk mønster i slutningen af 1700-tallet. De forberedte til en eksamen i de såkaldte reale fag, dvs. fremmedsprog samt matematik og fysik / kemi. Tilbød forberedende undervisning til forskellige videregående uddannelser. De kunne opdeles i: pigeskoleeksamen (1909-64), præliminæreksamen (fra 1881) og fra 1903 også mellemskole- og realeksamen. 
Realskoler fandtes i købstæderne, men også i en lang række stationsbyer. I byerne eksisterede offentlige og private realskoler side om side, mens de private realskoler indtil 1958 ofte var enerådende i landdistrikterne. 
Latinskolen afskaffedes i 1903; mellemskolen, den etårige realklasse og gymnasiet indførtes; nysproglig linje; piger fik adgang til gymnasiet. 
Realskole med præliminæreksamen eksisterede indtil 1975.
Skives skoler i museets samlinger:
  1. Et penalhus fra 1900-50.
  2. Landkort Vile Skole før 1960.
  3. Materialer fra Skive tekniske Skole, 1920'erne.
 
 
 

 Oplysninger givet af Poul Tolstrup, som henviser til Landsarkivet, Skive Rådstue dokumenter 1715-1825, hvor det fremgår, at amtsprovsten og Skive præsten Bregendahl sælger lokalerne til Skive.
 
 
 Jeppe Akjær har i hans AF MIN HJEMSTAVNS SAGA UDI BONDEHISTORIE, 1919 helliget et helt kapitel til "fra Skive gamle latinskole". Denne artikel er også udkommet i Historisk Aarbog 1915. Aakjær har ikke helt styr på, hvor skolen var placeret, mener at vide, at det nok har været "Sydvest for Byen omme i Kirkens Nærhed". Og det passer jo meget godt med en placering mellem Vestergade og Reberbanen. Aakjær har ikke så meget - faktisk intet - positivt at sige om skolen. En ringe bygning, en lettere korrumperet rektor, som for egen vindings skyld sørger for, at skolens peblinge dækker byens og oplandets degneembeder. Der gives eksempler på, at de fra latinskolen udgåede degne har været endog særdeles ringe. Latinskolen var alt i alt en billig og sekundær aflægger til latinskolen i Viborg. Iflg. Aakjær kunne der ikke findes eksempler på, at peblinge fra Skive Latinskole har fundet vej til universitetet.
Jeppe Aakjærs beskrivelse af latinskolen er med en hel del fornøden kildebelæg. Men troværdigheden kan det uden nøje kontrol af de benyttede kilder være vanskeligt at forholde sig til. Det bedste er nok selv at gå til de tilgængelige primære kilder. Se (som pdf) uddrag af Aakjærs beskrivelse.
 
 
 


[1] Hele loven findes samlet som pdf. Dele af loven er udgivet af Retsinformation.
[2] Kommenteret og kildemæssigt præsenteret i Danmarkshistorien.dk.
[3] Kommenteret og præsenteret i Danmarkshistorien.dk.
[4]  Christen Lassen Tychonius var sognepræst i Skive fra 1702 og stiftsprovst i Viborg fra 1727. Han skulle have været en særdeles lærd og belæst mand, hvis bogsamlinger også brændte et par gange ved ildebrande i Skive og Viborg.
 

Diplomatarium Vibergense og branden i Viborg 1726 

Alle de her bragte oplysninger fremgår af A. Heises indledning til udgivelsen i 1879. Carl Arnold Leopold Heise, 1837-1915, historiker, dr. phil., bl.a. rektor for Viborg Katedralskole.
 
Ved branden i Viborg 1726 brændte foruden Rådhuset, bispegården, Landstingets domhus også arkivet i Viborg Domkirke.
De tabte dokumenter. altstykker rubricerer Heise således:
1) Viborg Stifts breve, det katolske bispearkiv, d.v.s. 13-1400 breve angående bispedømmets jordegods,
2) breve angående Asmild Kloster og stiftets kirkegods (dog intet om domkapitlets og domkirkens jordegods),
3) dele (heldigvis kun dele) af domkapitlets arkiv,
4) Vendelbo Stifts breve, det børglumske bispearkiv,
5) Børglum Klosters arkiv,
6) Ø Klosters breve,
7) det viborgske Skt. Hans Klosters breve,
8) Sebber Klosters breve,
9) Ørslev Klosters breve, indleveret 1585, året efter Hans Lindenovs overtagelse af klosteret, i 1609 fik kapitlet ordre om at udlevere "Skjel-brevene" (nok breve om markskel) vedr. Staarupgaards og Ørslev Klosters ejendomme,
10) Lundenæs Slots breve,
11) adelige brevkister (hensat under Grevens Fejde for en sikkerheds skyld er det - vist nok fejlagtigt - blevet hævdet - det er en tung og omfattende pdf-fil, 258 sider),
13) Rådhusarkivet, her er dog en del dokumenter reddet,
14) Stiftsarkivet blev stort set reddet, selv om enkelte dokumenter herfra også er gået tabt. Se f. eks. Skovgaard Museet.
Omstændighederne ved at en del af de i Diplomatarium Vibergense udgivne dokumenter endnu er bevaret er, at en magister Kristen Eriksen, præst ved Sortebrødre kirken i Viborg ville skrive en Viborg bys krønike og derfor kopierede en del af dokumenterne i domkirken. Hans udgivelse er trykt i 1727, efter hans død i 1711. Kopibogen over dokumenterne blev sendt til Skive, hvor den brændte i mag. Tychonius’ varetægt ved en af de mange brande i Skive.
Der var en ekstra kopi i Viborg, der er blevet reddet.