Klostrene ved Limdjoeswn

Der er i den her behandlede del af Limfjordslandet to klostre, Ørslev Kloster og Grinderslev Kloster, som begge med reformationen blev kongelige len med deraf følgende periodisk forfald.

Indtil reformationen i 1536 var Ørslev Kloster - et nonnekloster med jordtilliggende, men hvis historie er ganske uvis, da bispestolens arkiv i Viborg brændte i 1736. Kirkegodset blev overtaget af kongemagten, og kongens repræsentant lokalt var så  lensmanden. På Ørslev Kloster var der en række lensmænd efterfulgt af en række også borgerlige ejere, herunder regulære herregårdsslagtere:

1. Henrik Rantzau 1536-38
2. Mogens Kaas 1538-42
3. Jens Rotfeld 1542-46
4. Oluf Munk 1546-66
5. Mette Oxe 1566-68
6. Hennike van Hagen 1568-71
7. Anne Lykke 1571-75
8. Malthe Jensen Sehested 1575-84
9. Hans Christoffensen Lindenov 1584-1610
10. Hans Lindenov 1610-21
11. Anders Lindenov 1621-39
12. Hans Lindenov 1639-42
13. Christence Lindenov 1642-79
14. Sophia Amalia Friis g.m. Johan Rantzau 1671-1717
15. Christence Lindenov Rantzau g.m. Chr. Fr. Levetazu
16. Ivar Nicolaj Sehested 1719-24
17. Marie Lasson og Frederik Berregaard 1724-47
18. Frederik de Berregaard 1747-60
19. Jakob Lerche 1760-68
20. Regine Lerche og Hans Henrik Jørgensen 1768-77
21. Mikkel D. Bering 1777-94
22. Mathias Richter 1794-1828
23. Marie A. D. Richter og Hans Jørgen Ring de Fønss 1828-74
24. Frederik P. de Fønss og Anders Herskind 1874-78
25. Elisa Fønss og Anders Herskind 1878-1907. A. Herskind dør 1903
26. Alvilda Herskind og Fritz Grotrian 1907-13
27. P. O. J. Malling 1913-18. Forfald, vist især en konsekvens af Fritz Grotrians tid, Nationalmuseet griber ind for at bevare klostret. Ejerskab under konsortium, flere forskellige ejere, den sidste er J. Chr. Petersen, der beholder hovedgården og sælger klosterbygningerne til O. Sponneck efter at have skaffet en bevilling fra Bygningssynet til restaurering af klostrets hovedbygning
28. Olga Sponneck 1934-64. Gennemgribende restaurering og istandsættelse af klostrets hovedbygning
29. Komtesse Olga Sponnecks legat, arbejdsrefugium 1964-

Se o. herregårdsforpagtere i Hald og Skivehus amter i slutn. af 17. årh.

 

Grundplan over Ørslev Kloster, som det ser ud i dag - klik på grundplanen for forstørrelse. Mod nord kirken, klostret danner så her øst-, syd- og vestlængerne:

Der er desværre stort set ingen skriftlige kilder til Ørslev Klosters tidligste historie. Klosterets papirer blev i 1584 - altså efter reformationen og kronens overtagelse, ved Hans Lindenovs overtagelse af godskomplekset - afleveret til Domkirken i Viborg. Her forsvandt de for altid ved en brand i 1726. Vi ved fra en skriftlig kilde ved Hans Lindenovs overtagelse 1584, der ligger under Danske Kancelli på Rigsarkivet, at der var en godsoverdragelse i 1275, hvor Ørslev Kloster er nævnt. Man kan heraf nok slutte, at klostret har eksisteret mindst siden starten af 1200-tallet.

Dele af de nuværende klosterbygninger kan dateres til tidligst en gang fra 1400-tallet. Den i romansk stil byggede kirke er fra 1100-tallet. De tidligste, nogenlunde samtidige klosterbygninger har nok været i træ. De stensatte klosterbygninger, muligvis nogenlunde placeret som de nuværende klosterlænger, kan man finde beskrevet i overdragelsen af klostret i 1584 fra Frederik 2. til Hans Lindenov. Man kan sammenligne den her givne beskrivelse med oplysningerne i en brandtaksation fra 1793. De anførte mål i 1584 og 1793 varierer betydeligt, selv om de nævnte bygninger må have været stort set identiske. Det eneste, man derfor med sikkerhed kan sige, er, at der fra 1584 har været tre beskrevet tre stenhuse, tilhørende klostret - som i øvrigt har været i en yderst ringe forfatning ved overdragelsen til Hans Lindenov. Kronens ejerskab har her som ved andet overtaget kirkegods ikke været så befordrende for bygningerne. 

Restaurering af Vestfløjen 1934.     Klik for større billede

Billeder fra restaurering i 2005.

Billeder fra restaurering i 2007. 

 

Ørslev Kloster - http://skeel.info/showmedia.php?mediaID=5593

Se også gravstensepitafier og stole i 1600-tallet.

Ørslev sogn, Fjends herred, Viborg amt.
Før reformationen var gården et nonnekloster, og det antages i al­mindelighed, at det har tilhørt benediktinerordenen, skønt der herom ikke er bevaret noget skriftligt vidnesbyrd. Første gang, klostret nævnes, er 1275, da et brev bliver medbeseglet af >>hr. Johannes, prior i Østerløf<<. Men flere ting tyder på, at klostret er ældre, må­ske fra begyndelsen af århundredet. Det nuværende Ørslev Klosters firfløjede anlæg med kirken som nordre fløj er allerede i klostertiden indrettet ved planering og afgravning af den bakkeknude, hvorpå gården er beliggende. Af bygningerne er kirken bevaret nogenlunde uforandret fra middelalderen; den adskiller sig ikke meget fra andre landsbykirker, f. eks. nabokirken i Højslev. Det kan derfor antages, at kirken er ældre end klostret, og denne kendsgerning leder tanken hen på, at klostret skylder en stormand sin oprindelse, således at denne har skænket sin sædegård med tilhørende gårdkirke til opret­telse af klostret. Ørslev Klosters øvrige tre fløje er naturligvis i tidens løb stærkt omdannet, men undersøgelser i den nyeste tid har dog vist, at ikke ringe rester af de middelalderlige ydermure endnu står. Dette gælder især vest- og sydfløjen, og for den førstnævntes vedkommende kan man konstatere, at den har været delt i to stokværk, hvor dør og vinduer i begge stokværk endnu skimtes. Den er mod nord sammen­bygget med kirkens tårn og har rimeligvis været klostrets hovedfløj, idet der herfra har været direkte adgang til et i andet stokværks højde af træ opbygget nonnekor, hvorfra nonnerne fulgte gudstje­nesten. I sydfløjen er smukke kælderhvælvinger bevaret. Østfløjen har sikkert rummet alt, hvad der henhørte til husholdning og økonomi. Fra Ørslev Kloster er der bevaret udsagn om stridigheder med bis­pen om ansættelse af priorer. På Christiern I's tid fik nonnerne brev på, at ingen prior kunne påtvinges dem mod deres vilje, og så sent som 1528 fik de af Frederik I. tilladelse til selv at vælge deres prior, hvortil de da udnævnte skriveren på Skanderborg Slot, Svend Mogen­sen, altså en verdslig mand. At kongen således støttede klostret mod bispen, skal man sikkert ikke tillægge ideelle motiver, men den simple kendsgerning at kronen ligesåvel som bispen var særdeles interesseret i at få en vis indflydelse på klostrets godsrigdom. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at det i tidens løb lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret. Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde provent, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder har været optaget kvinder af borgerlig stand. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men det kan nævnes, at de to nonner i Ørslev Kloster, man har oplysninger om, begge var adelige. Særlig i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Som en følge heraf må man vel se den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid, i hvert fald ved et sagn at fortælle, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes til adelige, for det meste som pant for lånte penge; men nonnerne fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve gården stod det ret ilde til på denne tid. Da Otte Krumpens enke fru Anne Lykke i 1571 fik overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, indberettede hun til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte befrygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været. Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt den sidste mindelse om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster. Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han nu ? til dels i samarbejde med et par af Aalborgs største køb­mænd ? den rederi- og handelsvirksomhed, som han allerede havde påbegyndt i sin Bergenstid. Hans Lindenov er i den henseende ret enestående i det daværende Danmark. Vel beskæftigede også andre adelsmænd sig med handel, men som regel gik de ikke videre end til at sælge, hvad deres jordegods kastede af sig, mens Lindenov synes at have drevet handel i stor stil, selv om hans foretagender ofte lå på grænsen af, hvad man rettere burde kalde sørøveri. I denne sin egenskab af handelsmand var det, at Hans Lindenov kom i forbin­delse med den berømte færing Mogens Heinesen. Forholdet imellem dem har sikkert været yderst intimt, og da det 1588 lykkedes Hei­nesens gamle fjende Christoffer Valkendorf at få ram på denne, op­trådte Hans Lindenov som hans ivrigste forsvarer. Det lykkedes ham dog ikke at redde Mogens Heinesen, der 1589 blev dømt til døden, dels for mishandling af færingerne ? Mogens Heinesen havde i en årrække haft monopolet på handelen på Færøerne ? dels for åben­lyst sørøveri, mened og krænkelse af to adelige søstre. Hans Linde­nov opgav dog ikke sagen. På grund af visse formelle juridiske fejl ved dommen lykkedes det ham året efter at få dommen omstødt, og Mogens Heinesens lig blev overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning. Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Denne havde arvet faderens tilbøjeligheder for søen, og under Kalmarkrigen fik han kgl. bevilling på at drive kaperi mod svenskerne. Ved krigens ophør passede det dog ikke Hans Lin­denov at afslutte sine indbringende sørøverier. Han vedblev at op­bringe fredelige handelsskibe, og da jorden begyndte at brænde under ham, foregav han at ville drage på togt mod de tyrkiske galejer. Men inden han nåede at slippe bort fra Danmark, indhentede skæbnen ham. Han dømtes til evigt fængsel, men et par år efter blev han benådet mod at tjene 7 år i Ostindien, hvor han døde 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence. Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Denne blev i 1661 takseret til ca. 48 tdr. htk. og havde et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården. Fru Christence, der var en af egnens rigeste godsejere, med egen gård i Viborg med ikke mindre end otte ildsteder, drev ikke selv landbruget, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den bekendte officer Johan Rantzau, og ham skyldes den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i en streng og enkel stil. Efter Johan Rantzaus død 1708 gik Ørslev Kloster over til hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent af egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods. I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik Berregaard, der dog døde allerede 10 år efter. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede afbyggergården Lærkenborg, men 1768 afhændede han Ørslev Kloster til sin svigersøn Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse. 1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne. Alene 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke gården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved hans død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening. 1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. Id. af svigersønnen Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og 1913 skø­dede hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling. 1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. Id. af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere; i 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn, men i 1932 meddelte ejeren bygningssynet, at han nu ville nedrive de ikke restaurerede fløje, og senere truede han med at nedrive også resten. I sidste øjeblik trådte imidler­tid stiftsdame, komtesse Olga Sponneck til og erhvervede i 1934 selve hovedbygningen med 3œ tdr. Id. have og park, medens ejeren beholdt den 80 tdr. Id. store avlsgård. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse 1964; ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte. Forhandlin­gerne om, hvorledes komtessens ønsker skal realiseres, er dog endnu ikke afsluttet. Komtessen har i tidens løb tilkøbt en række arealer, således at den samlede ejendom nu omfatter ca. 55 tdr. Id. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE
1200-tallet Benediktinerordenen (?) Firfløjet klosteranlæg opført
1536 Kronen
1584 Hans Lindenov
1643 Claus Sested
1679 Sophie Amalie Friis
1682 Johan Rantzau
1708 Chr. Fr. v. Levetzow
1719 I. N. Sehested
1724 Fr. Berregaard
1724 Marie de Lasson (Berregaard)
1760 J. Lerche
1768 H. H. Jørgensen
1777 M. D. Bering
1794 - 1934 Forskellige ejere
1934 Olga Sponneck (hovedbygningen)
1965 Komtesse Olga Sponnecks Legat
Ørslev Kloster

Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder 1895, Udgivne af O. Nielsen Dr. phil., Arkivar (elektronisk indlagt i Vinderup Egnshistorisk Forening).

Olaf Nielsen skriver ret tæt på nedrivningen af Stubber Kloster, og han har udgivet stort set de eneste dokumenter, der er tilbage om klosteret.

Stubbergaard.

Det gamle Stubber Kloster, hvis ældste Navn var Stubthorp, laa paa en Landtunge ud i den nu saakaldte Stubbergaard Sø. Paa den Tid, da det blev oprettet, have Søens Bredder mod Øst været skovklædte og Klosteret har ligget i afsides Stilhed under skønne Naturomgivelser. Mod Vest og Syd findes nu en stor Hede, der vel i gamle Dage har været Klosterets Mark, og igennem denne Hede fører en Hulvej ned til det lavt liggende Kloster, medens Hedens Bredder mod Engdraget ere stejle. Deraf kommer ogsaa Navnet Stubthorp, der senere udvikledes til Stubber, thi Ordet stup, der forekommer i sønderjydsk, betyder stejl og findes i samme Betydning i norske og svenske Dialekter. Endelsen thorp betegner, at her har været anden Bebyggelse, førend Klosteret blev anlagt. Dette nævnes 1268, da det i Fru Gros Testamente betænktes med 2 Mark Penninge, men det nævnes ellers kun sjelden og dets Arkiv er tabt.

Det har altid været et Nonnekloster, og det væsentlig for adelige Kvinder; det blev forestaaaet af en Priorisse, men der var ogsaa en Prior, og Biskoppen i Ribe var Klosterets Patron. Klosteret fik efterhaanden betydeligt Gods, idet de indgivne adelige Kvinder maatte skænke Jordegods for deres Ophold. Andetsteds er det omtalt, hvorledes 2 adelige Damer gik i Klostret og skænkede det Handbjerg Hovgaard, hvorved det fik en Del Stridigheder med Ejerne af Landting om Helle Aa. Ved samme Tid skænkede Ridder Lyder Kabbel og hans Hustru Mette Jensdatter Grundvadsgaard i Salling. 1438 omtales en afdød Fru Inger Jensdatter i Stubber Kloster. 1504 pantsattes Savstrup Gaard og Mølle til Niels Klemensen. Af Priorer nævnes 1349 en ved Navn Peder, 1391 Jakob af Husby, der 1408 og 1411 kaldes Jacobus Johannis og siden var Kannik i Ribe; ved Midten af det 15. Aarh. Christen Svendsen, der tidligere var Præst i Bordbjerg og Hjerm og er vel den Prior Christiern, som nævnes 1456, Oluf Nielsen noget før 1500, der skænkede Holmgaard til Præstegaard for Bordbjerg. Priorerne eller Forstanderne behøvede ikke at være Gejstlige, men kunde ogsaa som denne være gifte Adelsmænd. Af Priorisser nævnes 1388 Christine, 1457 Christine Pallesdatter. Paa Reformationstiden var der den gamle Priorisse Else, Søster til Biskop Iver Munk, og den unge Priorisse Else eller Elsebe Rytter, af Familien Rytter til Kabbel. 1388 testamenterede Biskop Jens Mikkelsen Priorisse Christine en Kaabe foret med broget Skind. 1459 testamenterede Decanus Anders Skeel den daværende Priorisse16 Alen leidensk Klæde. Under de vanskelige Forhold paa Reformationstiden led Klosteret meget, det blev plyndret 3 Gange og gik meget i Forfald. 1532 kom Jep Thomsen i Holstebro med en Del Personer til Klosteret, udjog M. Christiern Hvid, til hvem det da var forlenet, og plyndrede hans Gods, hvorfor han siden stævnede dem. Hvorledes det gik under de vilde Opløb 1534-35, under Skipper Klemens Oprør, vide vi ikke nærmere om, men det er endda underligt, at der 1538 dog var 11 Jomfruer tilbage.

På Reformationstiden var Stubber Kloster forlenet en kort Tid til Mogens Kaas, men forlenedes 1538 til Magister Iver Juel. Denne mærkelige Mand er født 1494 og Søn af Kjeld Iversen til Astrup i Salling; han var en Fætter til Biskop Iver Munk i Ribe og stod i nært Slægtskabsforhold til andre Prælater og ansete Adelsmænd. Han gik i Ribe Skole i 8 Aar og i Aarhus Skole 2 Aar, drog 1514 til Kjøbenhavns Universitet og 1516 til Køln, hvor han og den senere Kansler Johan Friis 1519 toge Magistergraden. Derfra drog han til Amsterdam, hvor hans Ledsager Mag. Mogens Kaas gav ham et Stik gennem Skulderbladet, som han endnu havde Men af paa sine ældre Dage. Senere fulges han hjem med Johan Friis under megen Besvær, men de 2 Venner rejste strax efter til Rom, hvor han blev i 3 Aar. 1524 udnævntes han til Frederik I`s Sekretær, gjorde 2 Rejser til Norge i Anledning af Kongens Valg, blev Provst i Bergen og havde nogen Udsigt til at blive Biskop i Oslo.

1526 blev han Provst i Harsyssels Provsti og havde nu i nogle Aar Ophold i Ribe. 1535 blev han af Kongen sendt i et vigtigt Ærende til Gusta Vasa.

Uagtet sine Studier i Rom, sin gejstlige Betjening og sit Slægtskabsforhold, sluttede han sig til Christian III. og til Reformationen og blev 1537 tilforordnet Johan Rantzau, der var bleven Stiftsbefalingsmand i Ribe, og forlenedes med Lønborg Bispegaard. 1543 fik han af Ribe Domkapitel Rybjerggaard i Mageskifte.

Han fik sit Forleningsbrev med Stubber Kloster 13. Aug. 1538, samtidig med at han fik Bevilling paa at beholde sine gejstlige Forleninger, uagtet han havde i Sinde at gifte sig, thi som katholsk Gejstlig havde han afgivet Kyskhedsløfte. Han giftede sig derpaa med Mette Munk, Datter af Hans Munk til Krogsgaad og Brodersøns Datter af Mogens Munk til Volstrup. 1540 fik han et nyt Forleningsbrev paa Stubber Kloster, ifølge hvilket han skulde yde en Afgift af 50 Daler, tjene selvfjerde til Hest eller Skibs, besørge Jomfruernes tilbørlige og nødtørftige Underholdning efter gammel Sædvane og holde Klosteret ved skellig Bygning.

6. Marts 1547 fik han Skøde paa Klosteret med tilliggende Gods, omtrent 150 Gaarde og Bol, for hvilken anselige Ejendom han gav 12,765 Daler. Han skriver herom; ?Den tid, jeg købte det, da var alt Klosteret svarlig forfaldet, 2 Huse, som var Stalden og et nyt Hus, stode ved Søen, som (hvor) Abildgaarden er, og var Kornloft, Salhus, Svendeherberg og et Herberg, kaldes (Navnet udeladt), alt opbrændt. Paa Kirken laa det gamle Straatag, ligesaa paa alle Huse, og Murlederne raadne trindt om og ingen Grundvold uden aleneste lidt Sten paa Sandet, og derfor stod det synderste Hus paa Hæld, hældte under Støtter og det synderste Hus slet raaddent neden under og intet Hus norden paa Gaarden og aldrig en Teglsten til Tag nogensteds og var ikke uden et gammelt Risgærde paa Vesterside og et Led. Og var der 12 Jomfruer at føde, som var gamle Priorisse Else selvanden, unge Priorisse Else selvanden, Jomfru Kirsten, Jomfru Mette Rytter, Jomfru Karen Ungersdatter, Jomfru Margrethe Prip, Jomfru Birgitte Nielsdatter, Jomfru Edel (her mangler 2), og da kunde de ikke faa uden 4 Ørte (6 Tdr.) Byg, 10 Ørte (12œ Tdr.) Rug og avle ved 70 Læs Hø til Gaarden.?

Forholdene maa have været saaledes: Naar man fra Vest kommer ind paa den Holm, hvorpaa Stubbergaard laa, havde man til Syd Ladegaarden og til Nord Hovedbygningen, der i Klosterets Tid har udgjort 4 Længer. Den vestre Længe er den, af hvilken Kældrene endnu ere bevarede og som var Stuehus til nyere Tid. Om dette Hus skriver Iver Juel: 1545 lod jeg lægge Grund trindt om de vestre Huse, som da vare mestendel raadne og hældte ud ad mere end en halv Alen og Murmesteren af Ribe gjorde, som meget stod og lidet var værd. At her i Middelalderen har været et anseligt Hus, derpaa tyde Kældrene, der ere ældre end Iver Juels Tid. 1555 lod Iver Juel bygge den ny Fruerstue med et Taarn, hvilket maa være Nørhuset. Af dette ses Grundvolden endnu, og at det engang er nedbrændt, sluttes af, at en Mand, der for 40 Aar siden tjente paa Stubbergaard, her fandt en Klump Sølv, der tydelig havde været i Ild. Det søndre Hus, der 1547 stod paa Hæld med Støtter til, blev 1592 opbygget fra ny af Kjeld Juel som et Stenhus med Port igennem og var saaledes Indkørselen til Borggaarden. Kirken, der maa have staaet i Øst og Vest, maa have været nævnte søndre Hus, og imellem Abildgaarden og Laden har man fundet Levninger af Kirkegaard med mange Skeletter. I Jakob Boserups Tid fandt man her en Guldring, for hvilken Boserup gav Finderen 1 Td. Rug.

Abildgaarden har vel været paa Holmens Nordside, hvor der endnu er gamle Træer. Den sydligste Del af Holmen har vel i Klosterets Tid været Ladegaard. 1547 gjorde Iver Juel Grave omkring Gaarden, og 1552 lod han gøre Pram og gjorde Gravene dybe trindt om, hvoraf maa sluttes, at hele Borggaarden blev indesluttet af Grave indenfor Søen; naar tilmed tages i Betragtning, at Adgangen fra Landsiden er afspærret af det Porthus, han byggede 1547, har han indrettet Stubbergaard til en fast Borg. Naar Iver Juel skriver, at da han kom hertil, var der paa Vesterside kiun et gammelt Risgærde og et Led, maa han mene, at dette Hegn stod over Vejen fra Landsiden, og det var dette daarlige Værn, han 1547 ombyttede med en Port.

Ved Udgangen af det 16. Aarhundrede stod Stubbergaard, som Iver Juel lod Klosteret kalde, som en anselig Herregaard. Kjeld Juel har vistnok anlagt Ladegaard udenfor Søen, thi han skriver: ?findes der intet Hus i Ladegaarden, lidet eller stort, som jeg jo alt sammen paa min Bekostning har ladet bygge, desligeste Smedie og Møllen (i en Dal mod Vest) med Broen over Søen til min Fægang med andet meget mere. Anno 1595 lod jeg forlænge det Hus i Ladegaarden norden for Porten 28 Binding nør paa og det norderste Hus der næst købte jeg sammenhugget, for hver Binding 10 Mark. Denne Ladegaard laa ved den østre Ende af Ladegaard Sø, hvor der endnu kan ses Spor af Teglsten. Den menes i forrige Aarhundrede at være flyttet ind til Borggaarden.

1549 har Gaarden været i Stand til at modtage Gæster, thi da blev Iver Juels Søn Kjeld døbt i Sevel Kirke med mange fornemme Faddere, blandt hvilke Mogens Munk til Volstrup, hans Søn Oluf Munk til Tvis, der havde været Biskop i Ribe, Niels Lange, Danmarks Riges Raad, Juels Svoger Kristoffer Munk til Krogsgaard, Jens Thomesen Sehested til Holmgaard, Landsdommer Mogens Justesen med flere.

Iver Juel var en god Husholder, saaledes solgte han en Del Strøgods 1547 for 5704 Daler, hvoraf en stor Del var af det fjernere af Stubber Klosters Gods, hvorved han næsten fik Halvdelen af Købesummen dækket. 1548 fik han kgl. Bevilling til, at Hejrupgaard, Bjørnkjærgaard, Sønder Mølle, Røjkbækgaard, Trandum Skovbygaard og Hjellum Hede maatte ligge under Sevel Birk. I den Anledning kom han i Strid med Mogens Munk til Volstrup, der havde opkrævet Sandemænd, hvorved han vilde tilegne sig Ret til en Del af Iver Juels Søer og Ejendomme, men der blev i mange adeliges Nærværelse gjort Forlig mellem dem. Denne Sag angik Hjellum Hede, som tilkendtes Iver Jul, der Aaret efter byggede Hjellum Mølle, som hidtil kun var en ringe Ejendom, med 2 Kværne. 1554 indgravede han Hjellum Hede med en Grøft, der endnu ses. I Anledning af denne havde han haft endnu en Proces, der 1551 paadømtes af Rigens Ret. M. Mads Hvid til Estvadgaard forfulgte nemlig Hjellum Hede og Fiskeriet i Flynder Sø til Laas paa sin Hustrus Vegne, idet der ingen anden Mølledam var til Flyndersø Mølle end denne Sø, og som Lodsejer i Mogenstrup By havde han Lod i Hjellum Hede. Idet Juel henviste til sit Forlig med Mogens Munk, at Mogenstrup By skulle beholde den Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft, som den hidtil havde haft, bleve de saaledes forligte, at hver skulde have frit Fiskeri i Flyndersø til Midtstrøm, hvor deres Grund og Ejendom paaskød, og hver beholde sin Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft i Hjellum Hede. 1552-53 havde han igen Strid med Mogens Munk om det samme.

1551 havde han Proces med Mogens Munk om Trandum Kirkegaard, om hvilken se under Kirken. 1552 lod han Sevel Mark rebe og gjorde alle 12 Gaarde lige gode, ligesom han gjorde Skæl mellem Byerne.

Iver Juel synes at have været en streng Husbonde mod sine Bønder, hvis man kan slutte noget af et Par Retssager. Hans Nedbrydelse af Trandum Kirke 1554 var i høj Grad hensynsløs; det skede, for at han selv med mindst mulig Bekostning kunde skaffe sig en anselig Sognekirke, der skulde vise, hvad han havde udrettet, og som kunde være et værdigt Hvilested for ham og hans Efterkommere.

Bartholomæi Dag 1556 døde Iver Juel i Fruerstuen paa Stubbergaard og blev næste Søndag begravet i Sevel Kirke ?med stor Ære?. Til Begravelsen mødte hans Broder Niels Juel til Astrup og de 3 Rigsraader Oluf Munk, Niels Lange og Iver Krabbe, med mange Adelsfruer og Jomfuer og saa megen Almue, at der ikke var Rum i Kirken. ?Alle sørgede og begræd hans Død?, skriver hans Søn Kjeld Juel; foruden denne havde han Døtrene Maren, der var gift med Erik Rosenkrantz til Langtind, Anna, gift med Erik Lykke til Blistrup; begge blev begravede i Sevel Kirke; desuden havde han 2 Døtre, Edel og Karen, der døde som Børn.

Efter Iver Juels Død blev hans Enke Fru Mette Munk boende paa Stubbergaard, og døde først 12. Marts 1589, hvorpaa hun Palmesøndag blev begravet i Sevel Kirke. 1580 havde hun af Kronen erhvervet sig Holmgaard i S. Lem Sogn.

Hendes Søn Kjeld Juel overtog derpaa Stubbergaard, hvis søndre Stenhus han 1592 ombyggede, ligesom han ombyggede Ladegaarden.

Kjeld Juel er født paa Stubbergaard 1549 og kom 1556 i Varde Latinskole, idet han kunde væe i Huset hos sin Faster, der boede paa Ladegaaden til den gamle Kongsgaard. Siden rejste han vistnok udenlands. Han giftede sig først 1604 med Kristence Juel, Datter af Herman Juel til Aabjerg, men efterlod ingen Børn og døde 10. Aug. 1606. I Sevel Kirke har der været en sort oval Marmortavle over ham med følgende Indskrift omgivet af hans Anetavle:

Kield Juell nu Salig paa Stubergaard,

Der mand skrev Tusind Sex hundrede Aar

Og der til Sex dend tiende Dag

Udi Augusti Maaned befoel sin Sag

Udi Guds Haand, dermed sin Aand.

Hans Efterlevendes Hustrue Kier

Hannem til Ære lod reyse her

Denne Gravskrift Skiøn, O! Herre giv

Dennem begge tilsammen det ævige Liv.

Fru Kristence Juel udvirkede en kgl. Befaling af 6. Juni 1608, at da Bent Villadsen i Svenstrup en Nat var draget ind i hendes Skov Sønderskov og havde hugget og bortført en hel Hob Baandstænger til sin Gaard, men slap fri for Tiltale af Mangel paa Beviser, fik hun Tilladelse til at optage Sagen paa ny.

Hun giftede sig paany med Lensmanden paa Hald, den lærde Kjeld Krabbe til Brusgaard, der allerede døde, 29 Aar gammel, 1612 efter 1 Aars Ægteskab. Hun opsatte et Epitafium over ham og sig selv i Viborg Domkirke.

Til Minde om sin Ægtefælle gav hun ogsaa en Altertavle til Viborg Domkirke, som Kongen 12. Marts 1613 befalede at skulle sættes for Alteret nedenfor Koret, medens den ældre Tale skulde sættes i selve Koret.

Tredie Gang giftede hun sig med Knud Predbjørnsen Gyldenstjerne, ikke at forvexle med den samtidige Knud Axelsen Gyldenstjerne, Lensmand paa Hald. Han er født 27. Juni 1591og altsaa noget yngre end hun. Han skriver sig til Stubbergaard 1626, men han døde tidlig, formodentlig ved 1640. Han ejede baade N. Vosborg og Skovsbo i Fyn, men da han var meget forgældet, maatte begge disse Gaarde sælges. Det var en Lykke, at Fru Kristence havde Stubbergaard paa Livstid efter sin første Mand.

Af de første Ægteskaber havde hun ingen Børn, (et lille Barn af 1. Ægteskab døde før Faderen), men med Knud Gyldenstjerne Sønnerne Preben til Damsgaard, Kjeld, Herman, død som lille, Anna, Jytte og Margrete, der døde ugift som voxen, medens de fleste af de andre vistnok ogsaa døde som Børn.

Knud Gyldestjernes Minde er bevaret længe, thi østen for Søen findes en Mark, kaldet Sovgaard, hvor der har staaet et Hus, der betegnes som øde 1740; derved er et Sted, der endnu kaldes Knud Gyldenstjernes Hul. I Thieles Folkesagn, der ere optegnede paa en Tid, da Sagn ikke vare fuldt saa sammenblandede som i vore Dage, fortælles, at han gik igen paa Gaarden, uagtet han laa begravet i Viborg Domkirke. Man havde forgæves søgt at mane ham ned, men en Søn af Præsten i Vridsted, der hed Knud Ufødt, fordi han var udskaaren af sin Moders Side, gjorde Forsøget i Fiskerstuen paa Stubbergaard og tvang ham baglænds ud af Døren og ned i en Mose, der kaldes Djævlemosen. At man nu taler om, at han gik igen, fordi det var ham, der nedbrød Trandum Kirke, er en nyere Tilsætning, da Kirken var nedbrudt længe før hans Tid og Klosterkirken maa da ogsaa være ombygget, se ovenfor. Denne er ej heller omtalt i Kristence Juels Sag med Præsten, der prædikede for hende, naar hun var syg, medens hun ellers søgte Sevel Kirke. I Kristence Juels Tid beregnedes Stubbergaard med 2 Møller, Birkeret og Skoven 1638 til 72 Tdr. Htkr., og med Bøndergodset havde hun i alt 594œ Tdr. Htkr.

Fru Kristence var af et melankolsk Sindelag, men hun havde ogsaa haft megen Sorg, idet hun 3 Gange var bleven Enke. Hun led af Religionsskrupler og indrettede sig bestemte Fastedage. Præsten Jørgen Friis, der gærne vilde give hende en lysere Livsanskuelse, disputerede ofte med hende, men kom efterhaanden ind paa theologiske Spidsfindigheder, som han forsvarede heftigt ogsaa fra Prædikestolen, og fremkom med Sætninger som den, at vi vare frelste ved Daaben og ikke paany bør søge om Naade, omtrent som den Sekt, der nu kaldes ?Bornholmere?, forfægter. Fru Kristence fremlagde hans Breve for Biskoppen, og Præsten, der ganske vist kun havde handlet i god Mening ligeoverfor Fruen, blev ved at forsvare, hvad han engang havde fremsat, og kom derved i stor Fortræd, som det nedenfor berettes. Den Fremfærd, der vistes mod Præsten, kom til at tynge paa Fru Kristences Minde. Mange Tider efter fortalte man om den Sorg, hun til Straf fik af sine Børn, idet hendes eneste Søn begik Blodskam og Datteren blev henrettet. Dette er aldeles urigtigt; hendes Søn Preben blev en gammel Herremand, medens ganske vist de andre Børn døde før Moderen.

Hun stod i venskabeligt Forhold til Biskop Jens Dinesen Jersin i Ribe, der ved sin Død efterlod sig et Manuskript til en bekendt Andagtsbog ?Troens Kamp og Sejr?, som blev trykt 1636. Det er dediceret til Fru Sofie Parsberg og Fru Christence Juel af Jersins Enke, der skriver, at hun ofte havde hørt sin sal. Mand saaledes at berømme begge Fruers synderlige Affektion og mangfoldige Velgærninger imod ham, hvorfor hun til Taknemligheds Tegn offererede dem denne Bog i det Hab, at de fremdeles vilde lade hende og hendes Børn nyde deres Gunst og Forfremmelse.

Hun har ejet et Haandskrift med Kæmpeviser, der endnu findes paa det store kgl. Bibliothek, og som hun ejede, førend hun blev gift. Det er sandsynligt, at det er hende selv, der har skrevet Viserne af med en tydelig Haand. Det er mærkeligt, at hun efter Viserne har indført lange latinske Sentenser, saa hun har hørt til de lærde Damer.

Kristence Juel har haft sin første Mand Kjeld Juels Morgengavebrev paa at beholde Stubbergaard med Gods sin Livstid, men da hun tredie Gang var bleven Enke, vilde Kjeld Juels Slægtninge fremkalde Skifte. Disse nærmeste Arvinger vare saa langt ude, at de vare Børn af hans Fætre paa hans Moders Side.

De udvirkede en kgl. Befaling af 30. Okt. 1640 til Kommissarier om at foretage Deling i Stubbergaard, og disse stævnede Arvingerne til Viborg 6. Aril 1641. Disse vare 1) Jørgen Munk til Haraldskjær, 2) Fru Sofie Friis, 3) Fru Anna Munk, 4) Knud Gabrielsen til Hjulebjerg, 5) Herluf Mormand til Seddinge, 6) Jomfruerne Anna, 7) Edel og 8) Sofie Munk, 9) Frederik Rantzau til Asdal paa sin Broder Johan Rantzau til Estvadgaard hans Børns Vegne, 10) Gregers Hvid paa Henrik von Ovalens og Henrik von Buchwalds Vegne og 12) Harder Holst i Flensborg, som ved Retten var indført i Jørgen Munks Lod. I Oktober samme Aar bad Arvingerne Kommissarierne om at skifte og dele Stubbergaard ?først udi tvende Parter, som er en Broderlod og 2 Søsterlodder?. Broderlodden tilkom Frederik Munks Arvinger og Søsterlodderne Fru Anne Munk, sal. Mogens Ulfeldts, og sal. Johan Rantzaus Børn.

Endelig bevilgede Kongen 2. Avg. 1647, at naar engang Stubbergaard blev ledig efter Fru Kristence Juels Død, idet hun var forlenet derved paa Livstid, skulde Arvingerne indkaldes og Boet deles. Hun levede imidlertid endnu nogle Aar, thi først 15. Maj 1658 fik hendes Arvinger Tilladelse til at opsætte hendes Begravelse nogen Tid. Det var i Krigstiden, hvorfor det ikke var belejligt at føre Liget til Viborg, hvor hendes Epitafium jo var opsat. Om hun endda er kommen dertil, er vel tvivlsomt, thi efter Krigen var Dødsboet sagtens kun lidet værdt. 18. Sept. 1660 beskikkedes Kommissarier til at foretage Skifte efter hende, og 22. Juni 1661 fik Lavrids Belov og Niels Kaas Befaling til at begive sig til Stubbergaad for at taxere Bygningen. Det ses, at Delingen var fuldendt 1662, da der blandt Arvingerne nævnes Jakob Ulfeldt, Jomfru Anne Munk, Jomfru Anne Kathrine Acheleie, Klavs Sparre og Frands Rantzau til Estvadgaard. Disse Arvinger havde ikke alene delt Bøndergodset, men havde hver sin Part i Hovedgaarden og dens Bygninger.

Frands Rantzau fik 11. Juli 1671 af Kongen Bevilling paa Sevel Kirketiende uden Godtgjørelse til de andre Arvinger, da Kirken altid var holdt vedlige af Ejeren af Stubbergaard imod at oppebære dens Indtægter, medens man nu maatte befrygte, at den vilde komme i Brøstfældighed, naar der var saa mange Lodsejere i Tienden. Rantzau synes en Tid at have haft i Sinde at samle Gaarden paa sin Haand, thi 1672 købte han en Part af Melkior Juel til Hindsels.

1678 var der 14 Lodsejer og en Tid skal der have været 24, men Brugsretten synes at have været overdraget et mindre Parti. Af Skattelisten 1676 ses det, at 1/3 af Gaarden var udforpagtet til Peiter Peitersen og i den for 1678 opføres Jomfru Margrete og Elisabeth Rantzau med 1/3, hvorpaa de holdt en Ladefoged, 10 unge Øxne, 16 spæde Kalve og 1 Hoppe; Jomfru Anne KathrineAcheleie holdt 1 Ko, 1 Stud, 1 Kalv, 8 Faar og 2 Lam, Jakob Ulfeldts Arvinger til Karstoft holdt en Pige, 2 Køer, 4 Faar og 2 Lam.

1682 boede her if. Skattelisten Jomfru Maren Ulfeldt med Pige, en Bøjer og en Røgterdreng.

1683 havde Jomfru Anna Akeleje 2/7, Jomfru Sofie Rantzau 1/6, Jomfru Margrete Rantzau 1/6, Mogens Rosenkrantz 1/14, Enevold Kaas 1/24, Jomfru Maren Ulfeldt 1/24, Jomfru Margrete Ulfeldt 1/24, Jomfru Dorthea Ulfeldt l/24, Jakob Steigelmand (i Kiel) 1/7.

I Matriklen 1683 nævnes en Udmark Nørstoft sønden for Krattet med et Markhus kaldes Nørstofthus; desuden hørte under Gaardens Taxt Hjelm eller Nør Mølle, der importerer ganske ringe for Bøndernes Armod, og Sønder Mølle, der fik Vandet fra ?Kjeldstrøm? (Kilder). Til Gaarden befindes et Ege- og Hesselkrat kaldes Sevelkrat, er ganske forhugget, saa ingen nyttige Træer befindes, uden bruges til Græsning af omliggende Bønder. Fiskeri i Søndersø omkring Gaarden, Ladegaards Sø og Hellesø, bliver ved den Tilstand, som Gaarden nu udi er, ej brugt, men forrige Tider ved Gaardens Velmagt blev om Vaartiden af Graafisk fisket, hvad til behov behøvedes. Ved Hjelm Mølle en Aalekiste, hvor 2 Tdr. Aal om Aaret kan fanges. Fædrift i Knudskjær og Kjelling Mose og i hvilende Agerjord. En Mark hed Øen. Denne Mark begrænsedes af Hellesø og Stubbergaardsø, mod Syd af den Lavning, hvori Ladegaardsø findes: vesten for denne Sø er Tallingmose, hvori for en 30 Aar siden var Krattet Tallingbuske; ogsaa norden for Øen ere Lavninger.

Den Herlighed, som Iver Juel havde ventet af Stubbergaard, var altsaa meget kortvarig. Den gode Orden paa Godset, de prægtige Bygninger og alle de øvrige Herligheder bestode kun i Iver Juels, hans Søns og dennes Enkes Tid, og derefter gik det hele i Forfald. De 7 Gange 7 Herligheder, der tillægges Gaarden, og som omtales nedenfor, ere dog en Udpyntning af Sagnet, og dette Tal er formodentlig opkommet, idet man er gaaet ud fra Syvtallet, der for en Del var raadende i Andelshavernes Adkomster.

1690 viser sig en ny Besidder, nemlig Kongen, idet en Del Parter ere tilfaldne Staten for Skatterestancer. Hans Del bestyredes af Christian Gjerløv. Kongens Part var da 1/7 og foruden denne nævnes de Rantzauers og Jomfru Anne Kathrine Achelejes Part. 1699 nævnes som Lodsejere Elisabeth Sofie Rantzau, Enke efter Oberst Basse, Jomfru Acheleje, F. Sehested paa Rydhave og Maren Ulfeldt paa Langtind. Sidstnævnte, der en Tid havde boet her, var 9 No. 1698 bleven viet i Sevel Kirke til velbyrdige Johan Andreas von Reuersdorf.

Jomfru Acheleje boede her endnu 1703, men forsvinder saa. Der er et Sagn om en Dame fra Stubbergaard, der gik fallit og maatte rejse over Heden ad Viborg til; det er maaske hende. De fraværende Lodsejere udforpagtede deres Del, saaledes nævnes 1693 højagtbare Frands Mikkelsen, der vist ogsaa havde Estvadgaard i Forpagtning og døde paa Stubbergaard 1699. Hans Enke Helle Lavesdatter Roer giftede sig 1701 med Erik Jakobsen Juel, der fortsatte Forpagtningen.

1711 nævnes det i Skattelisten, at Christen Linde havde en Part, der var bortfæstet til en Bonde Jens Vestergaard, derimod havde Oberstinden og Jomfru Maren Ulfeldt frasagt sig Sædegaardsfriheden paa Landstinget. Samme Jens Vestergaard havde ogsaa Kongens og de andre smaa Parter i Fæste, men han vilde kun regnes som Fæstebonde, da han boede paa den Del af Gaarden, der tilhørte Oberstinden.

Efterhaanden samledes Delene paa færre Hænder; 1754 tilhørte Stubbergaard Enken efter Major Fredeik Sehested til Rydhave, Christen Linde til Tirsbæk og Morten Qvistgaard. Sidstnævnte fra Kvistgaard i Vejrum Sogn, havde 1744 købt 4 Fjortendedele af Stubbergaard og 1758 købte han for 4000 Rdl. af Jørgen Hvas til Tirsbæk endnu 3 Fjortendedele, saa han altsaa ejede den halve Gaard, som han solgte 1778. Han boede her selv i nogle Aar.

Oberstløjtnant Jens Sehested til Rydhave ejede den ene Halvdel 1768, der i Arv gik til hans Svigersøn Niels Sehested til Rydhave, der 1790 købte den anden Halvdel af Kammerraad P. Hansen til Landting. 1801 averterede han i Aviserne om en Forpagter og angiver Gaardens Areal til 850 Tdr. L. Der har vel ingen Lysthavende meldt sig, thi han udparcellerede nu Gaarden og falbød 1803 en Hovedparcel paa 230 Tdr L. med 7œ Tdr. Htkr. Da han igen 1811 vilde forpagte bort, averterer han, at der til Gaarden blev saaet 50 Tdr. Rug og 18 Tdr. Byg samt avledes100 Læs Hø; der holdtes 40 Stude og over 200 Faar.

Sehested, der blev Kammerherre og Stiftamtmand i Viborg, døde 1821 og hans Dødsbo var insolvent. I Nov. 1823 sattes Gaaden til Avktion; den var da paa 17 Tdr. Htkr., Udsæden 25-30 Tdr. Rug, 8-10 Tdr. Byg, 15-20 Tdr. Havre, der avledes 80-100 Læs Hø. Desuden hørte hertil 144 Tdr. Htkr. Bøndergods, Ryde Kirketiende og Sevel Konge- og Kirketiende. Der skede dog intet Bud og der berammedes mange Avktioner, førend Gaarden, vistnok 1825, købtes af Viborg Stiftsøvrighed, der havde Prioritet baade i Rydhave og Stubbergaard, hvorpaa Stubbergaard 1827 for 2000 Rdl. solgtes til Landvæsenskommissær N. L. Boserup til Vinderup, tidligere Forvalter paa Rydhave. Bygningerne vare da meget forfaldne og Gaarden næsten uden Besætning.

I Proklamaet 1823 hedder det, at Hovedbygningen var af Grundmur og teglhængt, Ladegaarden Bindingsværk, alt i god Stand. Dette maa nu kke tages efter Bogstaven. Allerede Danske Atlas skriver 1768: ?Denne Gaard skal i sin Velmagt have haft mange og store Herligheder. Den har efter gammel Matrikel været ansat for 96 Tdr. Htkr. Hovedgaards Taxt. Situationen har været meget behagelig, thi den var med Vand og en stor Sø næsten paa de 3 Sider omgiven og med Skove rundt om, hvoraf nu alene nogle Buske og Krat ere tilovers. Den skal efter Beretning have haft 7 Jura vocandi, 7 Møller, 7 Skove, 7 ferske Søer, 7 Moser og Heder til Tørveskær, 7 grønne Enge udenfor Gaardens Enemærke og 7 Snese Plove. Bygningen skal have været prægtig, thi Borggaarden har været sammenbygget af 4 Længer Huse, hvoraf et skal have været 3 Etager, de øvrige 2 Ertager høje. Nu er Bygningen ikkun slet og ringe og de fleste Herligheder Gaarden efterhaanden frakomne?. Da var Gaardens Hartkorn 24 Tdr. Htkr., Mølleskyld 11œ Tdr.

Man kan ogsaa nok forsta, at en Gaard, om end nok saa solid, maa forfalde, naar den saa godt som ikke har været beboet i over 150 Aar, og tilhørt mange forskellige Ejere paa engang. Amtsbeskrivelsen skriver ogsaa 1833, at Hovedbygningen var i jammerlig Tilstand, men dengang stod kun den ene Længe. I Amtsbeskrivelsen siges det ogsaa, at Boserup holdt 30 Høveder, 100 Faar og 6 Heste. Da havde Gaardden 24 Tdr. Htkr.

Boserup overdrog Gaaden ved Skøde af 23. Dec. 1836 til sin Søn Jakob Boserup. Da stod alene Stuehuset paa den gamle Gaardsplads; det havde meget tykke Mure og Vinduerne sade højt oppe. Den øvrige Del af Gaarden laa ellers saa godt som øde og Jorderne bleve ikke drevne, men Jakob Boserup byggede Lade, Fæhus, Stald og andre Bygninger. Murene i den gamle Hovedbygning vare saa tykke, at Boserup huggede Dele af dem ud og anlagde Værelser her. Da Gaarden imidlertid laa for langt fra Markerne, byggede Boserup 1849 Stuehuset paa ny Stubbergaad oppe ved Gjævet, hvortil han en 5-6 Aar efter selv flyttede, byggede Lade og siden de øvrige Bygninger. Han solgte Gaarden ved Skøde af 14. Dec. 1870 til M. Skow til Bustrup, der 1872 solgte den til et Aktieselskab, der havde til Hensigt at udtørre den maleriske Sø, hvilket dog mislykkedes, da der ikke var tilsterækkeligt Fald. 1873 overtog et Medlem af Aktieselskabet, Overretsassessor Lunn det hele og 1876 fik Tømmermester I.P. Nielsen i Kjøbenhavn Skøde. Denne solgte Gaaden 1880 til Alfred Kabell, der boede her, til han 1890 solgte den til Svend Gustav Møller fra Østrupgaad i Fyn.

Da Boserup flyttede til Ny Stubbergaard, ødelagde han Gaardens store Arkiv, som han for en Del kørte i Søen men ellers overlod til alle og enhver. Den eneste Levning deraf ere de Dokumenter, jeg udgav i Danske Magasin 5. række 2. Bind, men man ved endnu at fortælle om de mange Pergamenter, som bl.a. bleve brugte til at lappe Skindtrøjer med; naar man ved, at yngre Pergament er stift og ubrugelig dertil, medens det fra det 15. Aarhundrede og ældre Tid er blødt og vel skikket til sidstnævnte Brug, kan man tænke sig, hvilket Tab Historien har lidt ved denne Vandalisme. Boserup var ellers i andre Henseender en dygtig og brugbar Mand, der sad i Rigsdagen i flere Aar.

Den gamle Hovedbygning blev nedreven i Halvfjerdserne og var indtil den Tid lidet paaagtet, men under de senere Tiders større Interesse for Oldsager have de bevarede Kælderrum fremkaldt betydelig Opmærksomhed, saa man for at bevare dem har bygget et Hus derover. Der findes 3 Kælderrum, det ene dybere end de 2 andre, opførte i Munkeskifte, med spidsbuede Krydshvælvinger og udhuggede Ribber, men iøvrigt uden større Betyding end saa mange andre gamle Kældere; i en af Kældrene, der kaldes Tyvehullet, findes Lydhuller og en muret Bænk, hvorfor den vel har tjent til Fængsel, men der kan ikke være Tale om, at det Hus, der stod derover, har været Kirke og Kælderen Kryptkirke, som man mener, thi da Iver Juel overtog Gaarden, siger han udtrykkelig, at han 1545 restavrerede dette Hus, medens Kirken var det søndre Hus.

---

 

Man kan ud fra de af O. Nielsen givne oplysninger slutte sig til, at klosterets arkiv blev destrueret o. 1855, d.v.s. 5-6 år efter opførelsen af Ny Stubbergaard i 1849. I 1889 skriver O. Nielsen i Levninger af Stubbegaards arkiv mere upræcist, at arkivet gik tabt for over 30 år siden. Hvis denne artikel har været 1-2 år undervejs, stemmer de to tidsmæssige oplysninger så nogenlunde. Sammenfattende kan man sige, at iflg. O. Nielsen blev Stubber Klosters arkiv tilintetgjort i midten til slutningen af 1850'erne af klosterets ejer Jacob Boserup. Det skete i forbindelse med opførelsen af og indflytningen i Ny Stubbergaard.

 

 

 

 

 

 

O. Nielsen, Offentliggørelse af de sparsomme rester af Stubber Klosters arkiv i Danske Magazin 5. række, 2. bind, 1889. Her skriver O. Nielsen, Levninger af Stubbergaards arkiv indledningsvis: "... indtil for en 30 Aar siden (var der her) et stort Arkiv, men dette er nu for største Delen ødelagt. En Levning deraf er de nedenfor meddelte 10 Pergamentsdiplomer, der tilhøre Proprietær Olsen paa Sindinggaard..."

Af de offentliggjorte diplomer er der ingen, som vedrører Stubber Kloster direkte, 3 omhandler familien Krabbe og formodes af Nielsen atvære hørende til et arkiv for denne familie, I en anden sammenhæng har O. Nielsen meddelt, at J. Boserup allerede i 1855-56 lod arkivet køre i søen - og kun bevarede de for klostret mindst værdifulde pergamenter. Som så åbenbart er kommet i proprietær Olsens, Sindinggaard besiddelse. Hvis vi regner 30 år tilbage fra affattelsen af den i 1889 offentliggjorte artikel, så kan vi under alle omstændigheder slutte, at O. Nielsen mener at vide, at Stubber Klosters arkiv er blevet destrueret af Boserup i 1850'erne.

Uvidenhed og hensynsløs adfærd, styret af materielle hensyn kan m.a.o. ikke tilskrives "hvad kender bønder til latin", som man har gjort i nutidige kommentarer til tabet af Stukbber Klosters arkiv - i misforstået tiltro til V. Christensens beretning om, at det var lokale bønder, som i 1870 var de skyldige. Således som det fremgår af både Trap Danmark, 5. udgave, s. 323-24 og Danske Slotte og Herregårde, bd. 12, s. 369-70.

Iflg. disse fremstillinger er det ikke J. Boserup, som dog trods alt søgte at bevare de - ganske vist mindst værdifulde - pergamenter, som han havde held til at redde. Men denne version af nedrivningen og destruktionen af arkivet er næppe troværdig. Den skal under alle omstændigheder sammenholdes med den version, som O. Nielsen har givet i 1889, hvor Boserup allerede i 1850'erne, før salget og nedrivningen af Stubber Kloster, skulle have destrueret det meste af arkivet.

En tredie version af begivenhederne, som er ca. samtidig med O. Nielsens beretning finder man i En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard - skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Alt iflg. note af P. K. Hofmansen ved udgivelse i 1967.

Amalia Lange her levet i Sevel lige præcist på den tid, hvor Jacob Boserup lod Ny Stubbergaard opføre - fra 1849, flyttede hertil i 1854 iflg. Amalia Lange. Desværre er Amalia Lange noget upræcis i tidsangivelser og omstændigheder o. nedrivningen af Stubber Kloster. Hun skriver: "De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord." (S. 14) Det fremgår i anden sammenhæng i Amalia Langes beretning, at "Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke ?Kryptkirke?) maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid." (note 45)

Skal man forsøge at konkludere ud fra de 3 beretninger, så er det meste sandsynlige nok, at arkivet blev destrueret i 1850'erne af Jacob Boserup ved udflytningen til Ny Stubbergaard, som anført af O. Nielsen. Nedrivningen af klosterbygningerne er først sket en gang i 1860'erne, muligvis i 1870, som anført af O. Nielsen og V. Christensen.