Skivebogen  

Historisk Samfund for Skive og Omegn
blev stiftet i 1908 og har siden 1909 udgivet Skivebogen. Årbøgerne kan lånes på biblioteket via dette link til bibliotekslån. 
I årbogen fra 1983 er der et register over indholdet i årbøgerne fra 1909-1982. Der er yderligere udfærdiget et register i 2009.
Fra Jeppe Aakjærs redaktørtid er der en indholdsoversigt til redaktørens artikler.
I brugermenuen kan der vælges en indholdsfortegnelse over alle årbogens artikler. Altså et ajourført register, hvor der er indføjet uddybende oplysninger til artikler, hvor det er skønnet relevant.
Via Aakjærselskabet kan man forvisse sig om, at Jeppe Aakjær og Jenlefesterne stadig er en levende realitet på Skiveegnen.

 

   

1800-tallets slesvigske krige lokalt?

Kongeriget og hertugdømmerne før og efter 1864

1800-tallets to slesvigske krige kom til at bestemme de danske hertugdømmers nationale tilknytning til det, der i 1871 under Prøjsens ledelse blev til Tyskland, eller til Danmark, endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet. Den danske hær sejrede under første Slesvigske Krig 1848-51 ved Fredericia i 1849 og Isted i 1850. Sejrene fik kun moralsk betydning og betød en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning, Under internationalt pres måtte den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig love, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Disse betingelser blev brudt med novemberforfatningen af 1863 og førte til krigen i 1864, som Danmark tabte.

Slaget ved Isted har danske tabstal, der er opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072.
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre, begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen. Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver.

Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 havde Danmark voldsomme tabstal, mistede ca. 4.700 mand, heraf 1.700 døde og sårede samt 3.000 tilfangetagne. Den preussiske hær mistede ca. 1.200 døde og sårede, men ingen tilfangetagne. Præcise opgørelser over de faldne findes ikke iflg. en autoritativ fremstilling af emnet. De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan være livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste, Skønsmæssigt vil det formentlig være rimeligt at antage, at o. 2000 døde i forbindelse med krigen i 1864.

Efter nederlaget ved Dybbøl blev Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne i slutningen af juni. Resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne, og fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864. Et var, at den danske hær næsten blev slagtet ved Dybbøl, men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne et alment jysk problem. Den danske hær bestod af ca. 38.000 mand. 1. og 2. division stod på Als og ved Dybbøl, 3. division stod ved Fredericia. Resten, ca. 9000 mand, 4. division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af 4. division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så. Se evt. en skolelærers beretning fra Vorbasse om 4. division. De var under lededes af generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone. Efter en træfning ved Vejle 8. marts gik 4. division gennem hele Nørrejylland (den anden del af Jylland nord for Kongeåen) og stod i og omkring Skive allerede 13. marts parat til at gå over Sallingsund til Mors. Transportmidlet var både, broen blev først indviet over 100 år senere, i 1978. Der var en stærk storm, så transporten til Mors kunne først foregå fra 16. marts. I slutningen af marts sendtes 4. division igen sydpå for igen at vende tilbage til Mors. Selv om generalen i folkemunde blev tituleret general "baglæns" m. fl. øgenavne, så er den militære vurdering af hans tilbagetrækningstaktik, at han var ganske effektiv mht. at snyde fjenden. Efter våbenhvilen i 1864 blev Hegermann-Lindecrone chef for 4. division på Fyn.

Der var i Danmark blevet indført almindelig værnepligt ved lov af 12. februar 1849. Hvor mange lokalt havde så direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige? Til besvarelse af dette spørgsmål er kildematerialet folketællinger, kirkebøger og lægdsruller sammen med materiale fra krigsarkiverne. Tilsammen kan disse kilder give et billede af krigenes omfangsmæssige betydning. Skal man have det oplevelsesmæssige med, kræves der erindringer, dagbøger mv. Så vidt vides er der ikke lokalt den type materiale

Det primære kildemateriale til bestemmelse af indkaldte og faldne soldater er ikke bare ind imellem overordentlig vanskeligt at læse (håndskrift, kopikvalitet mv.), men det kræver også krydskontrol og -opslag. Der er udarbejdet (sekundære) databaser over faldne og deltagende soldater i de slesvigske krige, bl.a. har dr.dk udarbejdet et register. Dette register er udarbejdet til Wilhelm Cohen, Krigen 1864, udgivet 1865. Samt til faderen A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851. Begge bøger er som kildemateriale sekundært og yderst vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale. Det fremgår af W. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne.

Selv om Cohen udgivelserne er sekundære, er de her brugt som det mest overkommelige materiale, sporadisk sammenholdt med primært kildemateriale i form af folketællinger, kirkebøger mv. De 2 gange Cohen er næsten samtidige. De benyttes i vid udstrækning og uden megen betænkelighed af lokal- og slægtshistorikere. Men det er bedre, om end vanskeligere, at gå til arkiverne. Med de foretagne kontrollerende korrektioner anses de for at være retvisende til herværende brug.

Det har været muligt at identificere 5 faldne under de slesvigske krige fra Skive og nærmeste omegn.

Jensen, Peter Christian, Resen, 9de Linie-Infanteri-Bataillon, 3die Compagni, Menig nr. 119, 6 jul 1849. Der er i Resen Kirke ved Ringkøbing en mindetavle, som udelukker, at dette kan være Resen ved Skive.
Christensen, Jens, Skive, 6te Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 71, 6 juli 1849
Lorentzen, Ole Frederik, Skive, Amputerede (Invalider) fra 1850, 12te lette Batteri, Undercorporal nr. 213 , bog 1850
Berner, Søren Vedsø, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 7de Compagni, Menig nr. 249, 27 maj 1864
Vissing, Jens Christian Thomassen, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 1ste Compagni, Vaabenmester nr. 3, 3 maj 1864
Lauritzen, Christen, Dommerby, 4de Infanteri-Regiment, 6te Compagni, Menig nr. 572, 27 apr, 1864
Petersen, Jens Houe, Hvidbjerg, 11te Infanteri-Regiment , Menig nr. 3 F 70, 6 feb, 1864 - tvivlsomt, at det er Hvidbjerg v. Skive.

I Skive området har der, såfremt tallene er retvisende, mindst været 2 omkomne som resultat at 3-årskrigen og 3 som resultat af krigen i 1864. 3-årskrigen var en borgerkrig, 1864 var en national krig mod en ydre fjende, Prøjsen. Det vil give mening at undersøge det lokale tabstal i 1864 i forhold til tabene i resten af Danmark.

Vi kan sætte de samlede tabstal for Danmark til ca. 2000 efter de bedste skøn. Ca. 2000 ud af et samlet indbyggertal på 1,6 mio., hvis vi tager befolkningstallet efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg til Prøjsen, giver en tabsprocent på landsplan på 0,13. I Skive kan vi tage gennemsnittet af 1860 og 1870 befolkningstallet, dvs. 1884 indbyggere, hvor der i 1864 faldt 3, dvs. en tabsprocent på 0,21. Hvis vi fraregner J. H. Petersen, Hvidbjerg, fordi det kan være Hvidbjerg et andet sted end i Skive området, bliver tabsprocenten 0,16, dvs. lidt over landsgennemsnittet, hvilket kan skyldes, at Skive området på trods af status som købstad befolkningsmæssigt stadig har været præget af bønder. Og uanset den almindelige værnepligt fra 1849, var der stadig relativt flest bønder i den danske hær. Med alle forbehold over for et statistisk materiale, der i realiteten ikke indbyder til at regne med decimaler.

W. Rosenstands glorificerende maleri fra 1894 af slaget ved Dybbøl.
 
I Skive åbnede jernbanedriften med den første jernbanestation 17. okt. 1864, tydeligt forsinket af krigen i 1864. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver.