Arrangementer  

Onsdag aften på Skive Museum efterår 2020
Under forberedelse 
Foredrag om modstandskampen 30. sept. 2020
Kommende arrangementer 2020
Afholdte arrangementer

 

   

En sammenlignende undersøgelse

Indholdsfortegnelse
Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660 Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog Jordebogens lister
Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400
Broder- og borgerkrig, kongemord Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen
 
Salling syssel, Skivegård og Skive Johan Skarpenberg Flensborg, Kolding og Skivegård
 
Danmark i krig og fred, de ydre rammer
Kalmarunionen
 
 
   
Krigsdeltagelse i nyere tid
 
 

Indledning

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen præsentes i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, andet afsnit kronens gods[2], samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.
Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie. Samt - og det er hovedsigtet her - en lokalhistorisk vidensbank, som kan bidrage til og perspektivere tidlig lokalhistorie. Omfang og værdi af disse lokalhistoriske bidrag skal her sammenlignende undersøges i to nørrejyske lokaliteter, Almind syssel, egnen omkring Kolding og Salling syssel, egnen omkring Skive.

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.[3]
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
Om sysler og len, se i efterfølgende hovedafsnit om de til sammenligning valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling.

Kong Valdemars (2. Sejr) Jordebog

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket.
Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.
Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.
Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[4]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.[5]
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[6], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste reaktion på Paludan-Müllers karakteristik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.
Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.
Oluf August Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873.
O. Nielsens udgave indeholder udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik.
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende.
 
Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
 

Jordebogens lister

De fleste af listerne i KVJ er over jorder eller indtægter. De nummererede navne præsenteres efter betegnelser i O. Nielsens udgave af KVJ.
Krongodset er her første gang beskrevet samlet i den del, som er den vigtigste til herværende formål, Hovedstykket, der er delt op i
Første Afsnit med kongens private,
Andet Afsnit med kronens gods.
De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra samtidens - 1231 - len og handelspladser.
Kron- og kongens private gods var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgår af kongernes håndfæstninger[7], at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret[8]. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel, der her er udvalgt til en sammenlignende undersøgelse.
 
1. Hovedstykket. Første Afsnit Kongens Jordebog.
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
 
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten Stykke 1.
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.[9]
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
 
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
 
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland.[10]
Desuden anføres i KVJ "Utland", der i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.


11. Stykke. En Indtægtsliste.

Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234.[11]
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog er der nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform.
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er i KVJ kongens ejendom, patrimonium, anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter. I modsætning til Hovedstykkets opdeling i kongens private og kronens værdier en uspecificeret sammenblanding.
Kaldyng, Kolding er i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Der kan næppe herske tvivl om, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have haft samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så skulle Kolding have været kronens ejendom, kongelev. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
Med hovedvægt på, at den markante ydelse på 80 mark sølv i Hovedstykket i KVJ er kongens ejendom, antages det, at byen Kolding i modsætning til Skive - og de fleste andre byer har været kongens private og ikke kronens ejendom i 1231.

Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400

Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[12], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
 
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid, må man nok antage. Men hvor meget og hvordan er det umuligt at sige noget om på det foreliggende grundlag.

Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog

Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”

Nogle måltal

Det kan til forståelsen af de i Jordebogen fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.
Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. De medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
Omregningsværdier til pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
 
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
 
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
 
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
 
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
 
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
 
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
 
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
 
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[13]:
1 bol var 2 mark skyld, 1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land, og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at
1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's 1688 matrikel med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[14]
 
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
 
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240 og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
 
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[15] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[16].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, at der blev mangel på arbejdskraft.
 
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg, der som pant fik Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
Jordebogen og øvrigt kildemateriale

To nørrejyske sysler

Undersøgelsens kildemateriale

Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[17]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket med kongens private gods i første afsnit, kronens gods i andet afsnit. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens gods og indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig, Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
Dette Kildemateriale er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne - for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet. Og det kan sammenholdes og således muligvis aftvinges heraf afledte informationer.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
Men det er så til gengæld opgaven at sammenholde og vurdere de tilgængelige værdier i forhold til hinanden i den analytisk simple ramme, at oplysningerne skal give mening i forhold til det, vi i øvrigt ved.

Sysler og len

 
Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland, 11 sysler
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland, 3 sysler
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
 
Lenene i Nørre- og Sønderjylland:
Nørrejylland
Kendte tidsrammer i parentes.
Aggersborg med Han Herred (1373-1441?). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (før? 1389-1662) og Rosborg (efter 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus/Skivegård (oplysninger kendes fra 1328 eller 1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 
 
 
 
 
 
Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet viser ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”
 
Som administrationsområder afløste lenene syslerne i løbet af tiden o. og efter Jordebogen. Lenene blev afløst af amter 1662.
 
Lenskortet
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia.[18]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
 

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[19]. Der var i lenssystemet to hovedtyper af len.
Der var de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og der var smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[20]
Adelige pantelen er lenstyperne i de to til sammenligning udvalgte sysler, Almind og Salling. De forskellige lenstyper ses afmærket på nedenstående kort[21] over de typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
Pantelenene blev i tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar Atterdag, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig[22], som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
 
Kolding og Koldinghus optræder første gang skriftligt belyst i Kong Valdemars Jordebog, den del som daterer sig selv 1231, altså året før den arvedeling, som Valdemar 2. Sejr 1232 foranstaltede for sine sønner, Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer. I Jordebogen dog af gode grunde kun Kolding, da borgen opføres senere.
Jordebogens oplysninger om Kolding, Kaldyng er kongens samtidige driftsoplysninger og må tillægges en sandhedsværdi, som ikke kan tillægges de noget senere og ganske usikre efterretninger, vi får om opførelsen af det første Koldinghus i den historieskrivning fra 1500-tallet, vi kender fra Hans Svaning[23] og Arild Hvitfeld. [24]
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen[25]. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len[26], der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af An(d)st.[27]
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var i den mellemliggende tid fra Valdemar 2. Sejr indtil Valdemar 4. Atterdags overtagelse af kongemagten i 1340 blevet til adelige pantelen[28].
Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at flere kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg, kan vi se med Valdemar Atterdags valg af lensmand i Kolding.
Den af Valdemar 2. Sejr valgte arvefølge for de tre ægtefødte sønner viste sig at skulle føre til stridigheder både mellem sønnerne, hvor Erik Plovpenning måtte lade livet, formentlig foranlediget af broderen Abel, og til fortsatte stridigheder blandt deres efterkommere.
Det første udslag af efterkommernes stridigheder viste sig mellem Abels søn, Valdemar, der måtte nøjes med at blive hertug i Slesvig, medens fætteren, Christoffers søn, Erik Klipping blev konge i Danmark.
Det sidste kongemord i Danmark blev så mordet på Erik Klipping i Finderup Lade 1286.
Der er flere muligheder blandt antagelserne om årsager til dette mord. Den mest kulørte, som velsagtens kan være lige så sandsynlig som folkeviserne om marsk Stig, der blev dømt fredløs, eller hertug Valdemar af Slesvig, som Erik Klipping var i løbende strid med, kunne være, at Erik Klipping skulle have været ”en liderlig horebuk”.[29]

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark

Da Valdemar 2. Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge døde 1232 blev arvefølgen fordelt mellem de yngre halvbrødre. Erik Plovpenning blev kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.
Denne arvedeling blev anledning til en bitter strid, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie. Hvis Valdemar Sejrs hensigt i 1232 var at dele sol og vind lige mellem de tre arveberettigede sønner, så blev resultatet ikke godt. Sønnernes forhold til hinanden blev et i generationer indædt modsætningsforhold med drabet på Erik Plovpenning i 1250 som første resultat, drabet på brodersønnen Erik Klipping 1286 i Finderup Lade som et mellemspil, hvorefter kongemord afløstes af andre måder at løse problemerne på.
Ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 om Kolding er der også oplysninger at hente hos to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svaning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev[30]. Da Svanings version er gået tabt og kun kendes fragmentarisk, men i den efterfølgende samtid er benyttet af Arild Hvitfeld, er det en indlysende opgave, Kr. Erslev har sat sig for - at sammenholde hvad, der er hvad og konfrontere det med dokumentarisk materiale.
Vi ved ikke, eller kun i begrænset omfang, om der er kildemæssigt belæg, dokumentation for det, de to historikere skriver om Kolding og Koldinghus. Vi ved, at Arild Hvitfeld benytter Hans Svaning, når han ikke har andet og bedre materiale.

Broder- og borgerkrig, kongempord

De to historikere fra 1500-tallet beskriver vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250.
Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så ved et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien. Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens tidsregning.

Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen

Hans Svaning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.
Der må her være tale om, at Hvitfeld har følt sig foranlediget til at søge en forklaring på Abels besiddelse af Kolding og Koldinghus, som han har været klar over - som vi også kan konstatere det i Jordebogen - har været en del af Nørrejylland, kongeriget Danmark, ikke Slesvig, som fra 1232 var blevet udskilt som hertugdømme til Abel ved arvedelingen.
Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel. At Kolding på denne tid var en central og for kongemagten værdifuld by, kan vi slutte ud fra Jordebogens oplysninger om den meget betydelige ydelse fra byen til kongen som privat ejendom på 80 mark sølv.
Der er to muligheder med Svaning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almind syssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding, og har 1248 startet opførelsen af Koldinghus som værn mod den danske kongemagt.
Svaning synes ikke at være i tvivl om, at det er Abel, der byggede Koldinghus. Hans datering af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der er ingen nærmere forklaring i Kr. Erslevs kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han har fået denne dateringskritik fra svæver således i det uvisse.
Det mest logiske forekommer at være, at Koldinghus må være opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel, altså må opførelsestidspunktet så være 1248.
Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svaning i det mindste, han har været. Og som underviser af Frederik 2. på Koldinghus må vi formode, at den senere konge her er blevet bibragt denne viden om Danmarkshistorien.
Og selv om Kr. Erslev som kildekritikkens fader - næsten ypperstepræst - nyder stor prestige blandt danske historikere, så er det værd at notere sig, at hans omskrivning af Svanings 1248 til 1268 ikke er et dokumenteret faktum, kun en antagelse.
Som Hvitfeld har Erslev været skeptisk over for Svaning formodning om Abel som bygherre. Erslev er så gået videre end Hvitfelds forklaring, at der kunne være tale om en pantsættelse, og har fundet en mulig dateringsfejl fra 1248, der er blevet til 1268.
Da alt er usikkert og mangler endegyldig dokumentation forekommer det at være rimeligt at tillægge den tidligste historiker, Svaning størst vægt og konkludere, at Koldinghus blev bygget af den slesvigsk etablerede hertug Abel i 1248 i en strid med broderen, den danske kong Erik Plovpenning, som han så efterfølger som konge efter drabet på Erik 1250.
Kolding og Koldinghus forblev en del af det danske kongerige, som det ses registreret i Jordebogen, og som arvedelingsaftalerne havde været 1232. Men det første Koldinghus har så været opført som en slesvigsk borg i den løbende kamp mellem Valdemar 2. Sejrs efterkommere.
Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.
Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.

Hertugdømmerne

En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.
Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard[31]. 1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.
Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[32]
Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen til Prøjsen.

Almind Syssel

Med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.
Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[33] og anden side[34].
KVJ, O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[35]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
 
 
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri) værd.
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.
De tre herreder:[36]
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
 
Jerlev herred (Jarlæzhaereth).
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[37] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
Hvis vi med Saxo sætter 1 mark sølv som ækvivalens til 1 mark korn, og med sporadisk brug af øvrige værdimål, så får vi for de udvalgte lokaliteter i størrelsesmæssig rækkefølge:
Bække med kirker
12½ mark
Hr. Tokes len
10½ mark
Skanderup
4½ mark
Herslev
2½ mark
Andst
2½ mark (8 øre korn = 1 mark)
Nybøl
2 mark (16 skilling= 1 mark lybsk)
Hjarup
1 mark
Harte, Bramdrup, Eltang
Defectus
   
Øverst på værdiskalaen ligger Bække formedelst to kirker. Hr. Tokes len kender vi ikke. For Harte, Bramdrup og Eltang er oplysningerne gået tabt. Den mest værdifulde landsby har været Skanderup.
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af Jordebogen,
 
i 1231 har der endnu ikke været kongeligt gods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by, som kongen helt usædvanligt har haf privat indkomst fra - måske med en endnu uafklaret herredsplacering for kongens private ejendom i både Almind og Andst herreder.
 
O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de knap 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige, og er derfor med beregninger brugbare.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og at kongen desuden - og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv - har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på dette tidspunkt i 1231 ved den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[38]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium
 
Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som[39], "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er kun dokumentation for den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, kan vi muligvis usikkert slutte ud fra Indtægtslisten.
Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, og den kan vi tidligst ud fra Svaning tidsfæste til 1248.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.

Kolding og Skive i en indledende sammenligning

Sammenligner vi Kolding og Skive i Salling syssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård, 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig stor i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun har en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld så kan have været væsentligt større, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional med værdisættelsen i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens private ejendom, så er Kolding, placeret i Jordebogens Hovedstykket, Første Afsnit med kongens private ejendom, med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv. Og det er bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer herunder Skive.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.

Kolding og Koldinghus i historisk overblik

På Jordebogens tid har Kolding haft en helt central rolle i kraft af byens beliggenhed mellem Nørre- og Sønderjylland. Det ses i Jordebogen, at herrederne omkring forsvarsværket Dannevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. Desuden at de rige frisere i Utland blev beskattet særligt hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel blev dræbt i 1252. Også Valdemar Atterdag måtte 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, hans statholder i de frisiske herreder.
I dette værdifulde område, Sønderjylland blev Valdemar Sejr 1187 udnævnt til hertug af broderen, Knud 6., som Valdemar efterfulgte som konge 1202.
Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar d. Store. Han erobrede det meste af Nordtyskland, Holsten og Lauenborg, Lübeck, Mecklenburg og videre områder øst for Oder. Desuden erobringer i Baltikum, herunder Estland. Han blev taget til fange sammen med sønnen, Valdemar den Unge 1223, tabte stort set alle erobringerne 1227 i slaget ved Bornhøved.
Valdemar 2. Sejrs styrke var betinget af et godt samarbejde med bisper og verdslige stormænd.
En del af hans kongemagts styrke afspejles i den arvefølge, han slap afsted med for de tre overlevende, ægtefødte sønner, Erik Plovpenning som medkonge 1232, Abel som hertug i Slesvig og Christoffer 1. som hertug af Lolland og Falster. I efterfølgende indædte magtkampe blev de ved intriger og rettidige dødsfald hinandens efterfølgere som konger i Danmark.
Der findes ikke spor efter den borg, som Abel iflg. Hans Svaning opførte 1248, og som Erik Plovpenning så må have erobret og fordrevet Abel fra, før han blev dræbt og efterfulgt som konge af Abel i 1250.
At det skulle have været Erik Klipping, Christoffer 1.’s søn, der 1268 opførte det første Koldinghus, har vi kun Kr. Erslevs frit i luften svævende formodning om.
Her antages det, at det første Koldinghus er født i den heftige strid mellem Abel og Erik Plovpenning, og opført som en ”slagmarksborg” af den slesvigske hertug som et indhug i det kongerige, som hertug Abel og hans efterkommere hellere ville besidde end det mindre prestigefyldte hertugdømme, hvor allerede Valdemar Sejr var blevet hertug 1187.
Tidsrammen for Koldinghus som kronens ejendom er herefter 1248 indtil branden 29.-30. marts 1808, hvor Kæmpetårnet og slotskirken bliver ødelagt og Koldinghus lagt i ruiner, en brandtomt, som først med oprettelsen 1890 af Historisk-Antikvarisk Selskab for Kolding og Omegn i et stigende omfang blev erkendt bevaringsværdig, og fra 1892 blev selskabets samlinger anbragt i nordfløjens hvælvede rum, som blev overdækket.
Med genrejsningen af Kæmpetårnet 1931-35 blev der efterfølgende lagt tag over vestfløjen og slotskirken.
Det endelige resultat er, at Koldinghus fra 1970’erne til i dag er blevet gennemgribende restaureret, og nu står som det gedigne monument over centrale dele af Danmarkshistorien, som det vitterligt er.
Koldinghus var kronens ejendom, indtil det blev afhændet 1849 og herefter blev til Museet Koldinghus.
Middelalderborgen Koldinghus fra syd, som rekonstrueret 2002. Vestmurene dateres til slutningen af 1400-tallet og det lidt ældre stenhus, samme århundrede mod nord. Portbygning mod øst, hvor også ladegården har været / er anbragt.
 

Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.

Vi ved ikke andet om Koldinghus indtil Christoffer 2., end at der har været en kongsborg, formentlig opført 1248. Christoffer 2. var søn af Erik Klipping, søn af den yngste af Valdemar 2. Sejrs sønner, Christoffer 1.
Erik Klippings ældre søn, Erik Menved efterfulgte faderen som konge 1286-1319. Han havde som stort set alle Valdemar 2. Sejrs efterkommere ambitioner om at erobre land, især i Sverrig og Nordtyskland. Denne ambition er for alle konger kostbar, pengene kan kun skaffes ved skatter. I denne proces skal stormændene acceptere både at miste bøndernes arbejdskraft til soldatertjenesten og at skulle deltage som det, der har gjort dem til stormænd, som krigere.
Stormændene kræver herfor modydelser, som Erik Menved ikke ville give, og der bliver en række oprør, også i og omkring Kolding, hvor Erik Menved forstærker det eksisterende Koldinghus og opretter en ”tvangsborg”, blandt flere andre. I Sjællandske krønike hedder det herom: ” Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind”. Man kan gennem forskellige middelalderlige årbøger finde frem til hvilke borge, der har været tale om, nemlig fæstningsbyggerier i Horsens, Kalø, Viborg og Ulstrup. I Kolding ved vi, at der kun kan være tale om forstærkninger af den eksisterende fæstning, opført af Abel.
Efterfølgeren Christoffer 2. forsøgte flere gange at overtage broderen, Erik Menveds kongemagt, hvilket først lykkedes ved dennes død 1319.
Christoffer måtte acceptere at få kongemagten på særdeles strenge vilkår med håndfæstningen af 25. januar 1320. Med underskrivelsen blev Christoffer så konge 1320-26, men afsat for manglende overholdelse af håndfæstningens bestemmelser og konge igen 1330-32. I den mellemliggende periode var hertug Valdemar 3. af Slesvig, en sønnesøn af Abel, konge.
Den centrale passage i håndfæstningen, som omhandler borgen i Kolding lyder: ” (15) Frem­deles skal alle borge i Nørrejylland nedrives med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg”.[40]
Vi kan heraf slutte, at kongsborgen i Kolding har været af så stor betydning for landet, at den blev en ud af tre, som ikke blev forlangt nedrevet.
Det blev med Valdemar 4. Atterdag, Christoffer 2.’s søn, at genopretningen efter pantsættelserne til de holstenske grever satte ind. Valdemar måtte herunder også indløse Kolding og Koldinghus.
Som en næsten samtidig, men også tydeligt efterrationalisering findes der et ”Jydernes vidnesbyrd om, at hele Jylland, dvs. både Sønderjylland og Nørrejylland, tilhører den danske krone og riget Danmark”, en kommentar, der findes i DiplD 4. august 1421. Ribe. ”Jyderne” er fra kirken biskopper, kapitler, abbeder, provster samt de verdslige riddere, væbnere, borgmestre og rådmænd: ”… Sønderjylland (er) endnu den dag i dag dansk - ganske som i Nørrejylland … thi kong Valdemar (Atterdag) førte krig mod de holstenske herrer herom, mens han levede. Ligeledes tog hans datter dronning Margrete … sagen op, og de holstenske herrer har ikke haft disse førnævnte lande i deres varetægt … (siden)”

Koldinghus som kongerigets grænseområde under Margrethe og Erik af Pommern

Man kan i det dokumentariske materiale i DiplD konstatere, at dronning Margrethe og kong Erik af Pommern havde Kolding og Koldinghus som centralt virkeområde, her i en forlening til rigsråd Mogens Munk, et dokument, underskrevet 5. september 1406 i Ålborg. Det er et genbrev fra ”Hr. Mogens Munk til kong Erik og dronning Margrete på slottene og de faste borge Kolding og Rosborg med tilliggende len og byerne Kolding og Vejle med løfte om at holde dem til jomfru Katrines og Danmarks riges hånd, hvis både kongen og dronningen skulle dø.”
Kronens, kongemagtens ret til det len, som her gives til Munk er det centrale i forleningens ordlyd om et område, hvor strid og konflikt med hertugdømmerne præger aktiviteterne.
Dronning Margrethes ganske imponerende taktiske sans i det politiske, ind imellem temmeligt voldelige spil, kan man se i et dokument, hvor Margrethe får udvirket, at pave Johannes 23. ”pålægger biskopperne af Slesvig, Ribe og Viborg at undersøge kong Erik Plovpennings levned og de beretninger om mirakler ved hans grav, som dronning Margrete har underrettet ham om, med henblik på optagelse af ham blandt kirkens helgener.”
Det har været et ganske potent træk med kirkens støtte til den danske kongemagt omkring de sønderjyske trakasserier, som Margrethe her har fået udvirket.[41]

Ombygning af Koldinghus fra borg til slot

Da Koldinghus siden 1248 har været et fæstningsværk til brug ved angreb uden krudt og kugler, har det oprindeligt været omkranset af voldgrave indtil 1500-tallet, hvor de forsvarsmæssigt mistede deres betydning.
Hvor man ikke ved om og i givet fald hvor meget, Erik Menved skulle have bygget om i forbindelse med sine fæstningsbyggerier, herunder også Koldinghus, så er der mere kontant viden i form af de bygningsrester, ombygninger, der tilskrives de danske konger Christoffer 3. af Bayern (1440-48), Christian 1. (1448-81) og Hans (1481-1513). Hvor Christian 1. så er den første repræsentant for den oldenborgske slægt, der stammer fra Aldenburg, grænseområdet mellem frisere og sachsere. Christian 1. var før kongetitlen i Danmark tituleret grev Christian 8. af Oldenborg.[42]
Den ældste del af det Koldinghus, der er tilbage, er nordsiden, ud mod Slotssøen. Den blev bygget af kong Christoffer af Bayern, altså en gang i 1440’erne. Den vestlige side af Koldinghus blev bygget af kong Hans eller forgængeren Christian 1., så velsagtens i sidste halvdel af 1400- eller begyndelsen af 1500-tallet.
Af de ældst bevarede dele af Koldinghus ses her nordfløjen, udateret foto, og vestfløjen efter de gennemgribende restaureringer siden 1970’erne.
Ombygningen fra befæstet borg til beboeligt renæssanceslot sker under reformationens konge, Christian 3. (1534-59), som opholder sig og dør på slottet.
Vestfløjen med skytteloft var allerede blevet forhøjet. Herefter opførtes sydfløjen 1550-51, 1551-52 blev østfløjen opført og forbundet med nordfløjens middelalderhus. Den østre del blev anlagt med den bevarede port, og i den egentlige kongebolig, sydfløjen blev der også et kapel - hvis det ikke allerede har været i middelalderbygningen.[43]
Christian 3.’s ombygning af Koldinghus 1548-52 er næsten samtidigt illustreret med dette udsnit af Georg Brauns prospekt af Kolding, der er dateret 1587. Prospektet giver en god illustration af den her stadigt eksisterende voldgrav og ladegårdens placering øst for slottet, set fra syd.
Slottet på borgbanken var nu blevet et firfløjet anlæg med hvidkalkede mure og grågrønne skifertage, hedder det i Nationalmuseets beskrivelse. Tagene blev udsmykket med rundbuede taggavle og kviste”i højmoderne italieniserende stil (‘vælske gavle’)”, som det videre hedder. Desuden i slotsgården trappetårne med etagespir, der hævede sig over tagryggene, som det også fremgår af prospektet. [44] Man skal ved prospektet som en ellers glimrende illustration være opmærksom på, at dimensioner og afstande er der taget på med let hånd.[45]
Christian 3. boede på Koldinghus sammen med dronning Dorothea, som efter kongens død 1559 fik Koldinghus og Sønderborg slot som ”livgeding”, d.v.s. en art enkepension, hvor hun oppebar indtægterne af det gods, som tilhørte kronen indtil hun døde 1571. Både sønnen Frederik 2. og sønnesønnen Christian 4. er født og opvokset på Koldinghus.
Frederik 2. havde som huslærer historikeren Hans Svaning. Noget kunne tyde på, at den formentlig ordblinde Frederik ikke lærte så meget, men det er værd at notere sig, at Hans Svaning som ophavsmand til, at det var Abel, der 1248 byggede det første Koldinghus, har opholdt sig på stedet.[46]
Det er også værd at bemærke sig, at Christian 4. har haft en barndom med en eller anden form for tilknytning til det af farfaren, Christian 3. stærkt renoverede slot. Som den senere så byggeglade så byggede videre på. Født 1577 var Christian kun 11, da han med faderens død blev konge, men med en formynderregering og først kroning til konge 1596 som 19-årig. Og han har formentlig ikke opholdt sig meget på Koldinghus men dog periodisk.
En brand i 1597 hærgede ikke mindst nordfløjen og førte til en omfattende ombygning 1598-1616 under Christian 4. Kronologisk kan vi iagttage, at dette byggeri har været et af hans første projekter som kronet regent. Som faderens Kronborg ved indsejlingen til Øresund, kan man måske forestille sig, at Koldinghus skulle være det danske kongeslot, der mødte tilrejsende fra syd, på den anden side af det, der toldmæssigt var Kongeå- grænsen.

Byggekongen Christian 4. starter med Koldinghus

Konsekvensen af branden blev ombygning af nordfløjens køkkenregioner, forlængelse af vestfløjen med plads ved nordfløjen til en kirke og Kæmpetårnet. Overopsynet med det pompøse byggeri blev overladt til den siddende lensmand, Caspar Markdanner, hvis virksomhed i Koldinghus Len ses i f. eks. sognekirken i Skanderup.
Christian 4. var også optaget af andet byggeri, hvor Koldinghus så muligvis er blevet mindre interessant at få afsluttet. Der blev i årene 1610-14 foretaget udskiftning af de gamle tårnes bindingsværk, nedrivning af vestfløjens middelalderlige sydmur a.h.t. en udvidelse af dansesalen i vestfløjens overbygning samt udskiftning af trappetårnet mellem øst- og nordfløjen, også en rest fra det middelalderlige byggeri.
 
 
 
 
 
 
 
Koldinghus, P. Resens Atlas 1626 iflg. Kolding Stadsarkiv.
Peder Hansen Resen levede 1625-88. Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677.
Ud over byggeriet af Koldinghus bidrog Christian 4. også med sine for land og ham selv uheldige krigsdeltagelse. Man kan kun skønne, hvor store skaderne har været på Koldinghus som følge af krigene og lejesoldaters skalten og valten med by og slot. En synsforretning, som blev foretaget 1660, er gået tabt. Men skaderne på Koldinghus har nok ikke været det væsentlige for den omkring boende befolkning

Svenskekrige, kongemagt og skattetryk

Velstand og driftsmæssig fremgang i 1500-tallet ændrede sig dramatisk i det nye århundrede. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt.
Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - det senere Nordslesvig - der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[47] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i andre dele af de omkring Kolding liggende landsbyer.

Udbedring efter svenskekrigenes skader på Koldinghus

Skaderne efter svenskekrigene blev kun middelmådigt udbedret før næste lidt større renovering under Frederik 4. 1720-26. Hensigten var at få en mere bekvem og passende residens for den enevældige konge i provinsen, hvilket resulterede i en gennemgribende modernisering.
Der blev restaureret med større vinduer, små tagkviste og på vestfløjens gårdfacade en sandstensportal, dateret 1720 og Frederik 4.s navn. Indvendigt blev der ændret på nogle stokværksinddelinger, synes det at fremgå af nogle opmålinger fra 1740.[48] Desuden blev der også renoveret og udskiftet i slotskirken.
 
Christian 3.’s slotskirke, sydfacaden og indvendigt mod vest, nu indrettet som foredragssal.
Der er kun kendskab til to slotskirker som del af Koldinghus[49], den af Christian 3. opførte i sydfløjen og den af Christian 4. opførte i forbindelse med Kæmpetårnet.
 
Christian 4.’s forlængelse af vestfløjen med kirke, dansesal og tårn set fra nordvest.
Ruinen af slotskirken set mod nordvest, foto 1909.

Koldinghus, slot, ladegård, len

Koldinghus blev med Christian 3., droning Dorothea, sønnen Frederik 2. og ombygningsmæssigt dennes søn Christian 4. decideret kongebolig. Herefter, også som en konsekvens af Christian 4.’s og Frederik 3.’s krige mod svenskerne gik Koldinghus en forfaldsperiode i møde, midlertidigt stabiliseret med Frederik 4.’s renoveringer, med den endelige status om brandtomt og ruin fra 1808.
Caspar Markdanner, lensmand 1585-1618, under prædikestolen i Skanderup Kirke, opsat 1589 og Markdanners gravepitaf, Rønninge Kirke. Markdanner var også særdeles aktiv i forhold til Anst Kirke.[50]

Lensmændene på Koldinghus

Indtil 1662, hvor amter afløste len, residerede der en række lensmænd på Koldinghus, når kongefamilien ikke selv boede der. Som anført er det tidligere Almind syssel som len blevet efterfulgt af en række pantelen. Med Caspar Markdanner var lenet blevet et regnskabslen, hvor lensmanden, her Caspar Markdanne i forhold til Frederik 2. var en art forvalter med en ganske god og rigelig løn, fremgår det af hans lensbrev.[51]
Som anført fik Christian 3.’s enke, dronning Dorothea Koldinghus som enkeresidens. I tiden mellem 1559 og Dorotheas død 1571 var enkedronningen ganske aktiv, f. eks. med etablering af Slotsmøllen og et saltværk i Harte. Dronningen har her vist en god praktisk sans, salt var et vigtigt redskab til opbevaring af fordærvelige fødevarer.[52]
En liste over lensmænd på Koldinghus indtil 1662, som det har været muligt at finde oplysninger om[53].
Beskrivelse af lensforholdet
Sammenfatning
Der har muligvis i tiden indtil 1300 været et par gejstlige lensmænd på Koldinghus. Der er blevet nævnt Dominus Petrus, Advocatus de Kaldinge (Frater Xiicotai iJanoe), 1278. 1279, hvis eksistens det ikke har været muligt at verificere. O. 1300 nævnes i Diplomer og andre Brevskaber en gejstlig (Advocatus) i Kolding i forbindelse med en konflikt mellem "villianis Kaldingensibus ... og Lybec", hvor kilden er en årbog for byen Lübeck
Muligvis gejstlige lensholdere i tiden indtil og med o. 1300.
Tilsyneladende kammermester og marsk Ludvig Albertsøn Eberstein 1326, død 1328, der har optrådt sammen med Grev Gert og hertug Valdemar af Slesvig, der i forhold til Valdemar Atterdag optrådte i fællesskab for at få pantelenene betalt. Eberstein skulle af Grev Gert have fået Koldinghus og Riberhus Len i Livseje. Er kun fundet registreret med en tabt tekst i DiplDan
Måske i pantsætningstiden efter Valdemar 2. Sejr en eller flere slesvig-holstenske lensmænd i tiden indtil Valdemar Atterdags indløsning af pantelenene. Ludvig Eberstein er samtidig registreret som den første lensmand på Skivegård.
Laurentius Lafrinson, høvedsmand paa Koldinghus 1334.
 
Timme og Dose Gadendorp, 1340. 1348. To holstenske Adelsmænd på Koldinghus iflg. A. Hvitfeld.
Holstenske lensmænd indtil 1348?
28. sept. 1390 Jens Thomesen, Slotsherre paa Koldinghus, skjænker 40 Heste til Ribe Domkirke og Kapitel; Hoppeføllene maa ikke sælges. — In profesto b. Michaelis archangeli. Udt. i Kinch, Ribe Bys Hist, indtil Reform. S. 255—56.
Valdemar Atterdags og dronning Margrethes lensmænd
Mogens Munk til Boller. Blev 1406 forlenet med Kolding og Rotsborg ved Vejle. Død 1410 i Slaget mod holstenerne ved Eggebak.
Morten Jensen Gyrsting indtil 1437. Også rigsråd, døde 1448. Kæmpede for Flensborg mod holstenerne, var med i slaget v. Flensborg 1427.
 
Timme Nielsen Rosenkrans 1452, død 1457
 
Mogens Ebbesen Galt af Rudbjerg 1477.
Konflikt mellem tilhængere af Christian 2. og Frederik 1. / Christian 3. 1516-45. Kolding besættes af Johan Rantzaus tropper.
Afløses af Niels Eriksen, der havde været Hofmester for Christian 2. fra 1487 til sin død 1516. Christian 2.'s tilhængere opholdt sig på Koldinghus, efterfølgeren Oluf Nielsen Rosenkrantz skiftede side og deltog i hyldningen af Frederik 1. som konge, blev optaget i rigsrådet og fik sit tabte gods Vallø tilbage.
Oluf Nielsen Rosenkrantz til Vallø, 1516-1523. Han døde 1545.
Holger Rosenkrans til Boller 1523-27, død 1534 i Slaget ved Svenstrup mod Skipper Clement. Med Holger Rosenkrantz blev Lenet et regnskabslen. Må ikke forveksles med den senere, "lærde" Holger Rosenkrantz til Rosenholdm.
Mogens Bilde 1527-36. Da Grevefejden udbrød, hyldede han Christian 3., men mistede alligevel 1536 sin forlening og blev udstødt af Rigsrådet. Var knyttet til den katolske opposition.
 
Kaj Rantzau 1536-42, en holstensk Adelsmand.
Den sidste holstener bliver lensmand under Christian 3.
Han efterfulgtes dog af en dansk Mand Christoffer Johansen Lindenov, 1542 til omkring 1545. Han ejede herregårdene Fovslet og Drenderup i Ødis Sogn.
 
Iver Krabbe fra ca. 1545 til 1555. Han var hjemmehørende på Salling Østergård. Med sin hustru Magdalene Banner fik han desuden Skivegård som len 1549-61, og startede før sin død 1561 byggeriet af det nuvarende Krabbesholm. Med Iver Krabbe fik Lensmandene gejstlig Jurisdiktion i Lenet.
Fra 1549-61 får Koldinghus og Skivegård samme lensmand, den ivrige fortaler for reformationen, Iver Krabbe.
Jørgen Rosenkrantz 1555—59. Blev Dronning Dorotheas lensmand på Dronningborg efter Koldinghus. Far til Hoger Rosenkrantz, Rosenholm, rigsråd.
 
Povl Huitfeld 1559-63.
Lensmænd under dronning Dorothea med livseje på Koldinghus 1559-71 og herefter Frederik 2. Indtil og med Caspar Markdanner lensmænd med ret tætte relationer til kongehuset.
Morten Svendsen (Bolle) 1563 til Dronning Dorotheas Død 1571, derefterkong Frederik 2.'s lensmand til sin død 1574.
Vincents Juul til Hesselmed, 1574-77.
Laurids Skram 1577-79.
Henrik Belov 1579-85, fra Mecklenburg, kom til Danmark efter Frederik 2.s ægteskab med en mecklenborgsk fyrstedatter.
Caspar Markdaner til Søgaard, 1585-1617.
Otto Brahe Pedersen til Krogsholm (og Torbenfelt) 1617—23.
 
Gunde Lange til Bregninge 1623-31.
 
Ernst Normand til Selsø 1631-43. Fra Pommern til det danske Hof.
 
Mogens Bilde til Tirsbak 1643-48. Deltog i krigen med Sverrig, 1643— 44. Enken, Margrete Lunge, havde lenet til 1649.
 
Ebbe Gyldenstjerne til Tygestrup 1649-51.
 
Jørgen Sefeld til Visborg 1651-53.
 
Sten Bilde til Karsgård, 1653-61, slottets sidste Lensmand
 
 
Listen over lensmænd synes at kunne vise, at efter den tumultariske situation med broder-, borgerkrigen mellem Valdemar 2. Sejrs sønner har der tilsyneladende først været et gejstligt styre i den vigtige grænseby, umiddelbart efterfulgt af holstenske grever i pantsætningstiden indtil Valdemar Atterdags tilbagekøb af pantelenene, og at tiden med holstenske grever endelig afsluttes 1348.
Noget kunne tyde på, at også kongsgården i Salling syssel, Skivegård har haft holstenske lensmænd i pantsætningstiden. Her er den første, registrerede lensmand Ludvig Eberstein, der er registreret 1328, samme år som på Koldinghus, året hvor Eberstein døde.
Det er ikke tilfældigt, at Eberstein optræder som lensmand på både Koldinghus og Skivegård, to kongsgårde, hvor Eberstein blandt andet har optrådt som panthaver og har fået kongsgården som len i pant. Selv om Eberstein er af nordtysk greveslægt, ser det ud til, at han stort set har været indvandret til Danmark i tiden efter Valdemar Sejr. Han ses nævnt første gang 1313, og han blev i bemærkelsesværdig udstrækning en af långivere til Erik Menved i tiden op til dennes død 1319. Hhan var både kongelig kammermester og marsk. Hans enke søgte efter 1328 støtte hos de holstenske grever, bl.a. grev Johan til sikring af Ebersteins efterladte pantbesiddelser.
Valdemar Atterdag og Margrethe har tilsyneladende sørget for, at der på Koldinghus var en garant imod den stadige konflikt mod syd.
I den urolige overgangsperiode mellem Christian 2. og Christian 3., reformationen og kampen om magten mellem konge, kirke og stormandsfraktioner, kom Koldinghus igen i orkanens øje. Hertil kommer så den holstenske feltherre, Johan Rantzau, der slår bondeoprøret under Skipper Clement og sikrer Christian 3. kongemagten i Danmark.
Det bliver så også under Christian 3., den sidste holstener bliver lensmand på Koldinghus. På samme tid skifter Koldinghus fra at være pantelen til at blive et regnskabslen.
Koldinghus lens nære tilknytning til kongehuset er her iagttagelig med kongelig residens siden Christian 3 og med tidens markante lensmand Caspar Markdanner, som rygtet vil vide skulle være halvbroder til Frederik 2.
Bemærkelsesværdigt er det også, at netop under Christian 3. får Koldinghus og Skivegård en fælles lensmand med Iver Krabbe til Salling Østergård, der vel politisk opportunt gik ivrigt ind for reformationen.
Her ligger så også overgangstiden til en kommende tids periodiske, skiftende til vedvarende forfald. Men indledt med et afgørende bygningsmæssigt aftryk, sat af Christian 4., medens Caspar Markdanner var lensmand på slottet.


Amtmænd på Koldinghus

Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste 1662 lenene som administrative områder. Amtmændene var i forhold til lensmændene langt mindre magtfulde efterfølgere i embedet.
Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste fra 1662 lenene som administrative områder. De i 1662 tilbageværende 49 len blev omlagt til 24 amter. I modsætning til de adelige lensmænd blev amtmændene med tiden til professionelle embedsmænd, og de fik færre ansvarsområder, end lensmændene havde haft. De i Kolding fungerende amtmænd boede på Koldinghus 1662-1773, hvor der blev lagt om til større amter, og Koldinghus Amt ophørte med at eksistere, amtstuen flyttede til Vejle.[54]
Lensmændene havde haft civile opgaver som eksempelvis skatteopkrævere men også militære funktioner. Amtmændene fik ingen militære opgaver og skatteopkrævning overgik til amtsforvalterembedet. Heller ikke retten til at besætte en række underordnede lokale stillinger - amtsskrivere, ridefogeder, skovriddere, herreds- og birkefogeder, borgmestre og rådmænd blev overladt til amtmændene, men blev nu forbeholdt kongen i tråd med enevældens koncentration af magten hos monarken.
Desuden ville kongemagten nu fratage adelen eneretten på lensmandsembederne, og man udnævnte derfor også borgerlige personer til amtmænd og stiftsamtmænd.
Efter nedlæggelsen af Koldinghus Amt 1773 boede der en amtsforvalter på slottet indtil branden 1808.
 

Fra forfald til brandtomt

Inden branden 1808 var Koldinghus godt i gang med at blive en skygge af sig selv med manglende vedligehold. Branden og statsbankerotten 1813 bevirkede, at det fine slot og mindesmærke over århundreders Danmarkshistorie siden 1248 nu blev en regulær genbrugsplads, hvor byens borgere efter forgodtbefindende kunne hente sten og vraggods, der var blevet tilbage efter branden.

Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn

Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden skellet mellem Nørre- og Sønderjylland i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der på denne tid tog permanent ophold på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[55] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[56] to for tolderen i Kolding, to for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro … skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de fire kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn for åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698”.[57]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.[58] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Også vidste han, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild.
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[59]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[60]
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[61] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[62], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.


Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter 1600-tallets tabte svenskekrige[63] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt blev oprettet 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
 

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[64] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Det er ikke umiddelbart indlysende, at Kolding af den grund allerede i 1236 skulle have været købstad, men så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Dateringen til 1248 har Jonge formentlig overtaget fra Svanings datering.[65] Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet fra Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 
Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[66]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af, ydelse fra selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen

1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[67]
Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[68]
 

Koldinghus len før det blev ryttergods.

Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[69]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[70]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på 1680 forordningen.[71]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.

Sammenfatning, Koldinghus fra middelalderfæstning over kongeslot til ruin.

I kølvandet på Valdemar 2. Sejrs set i bakspejlet mindre heldige arvedeling mellem sønnerne, hvor kongerigets grænse til hertugdømmet Slesvig kom til at ligge ved det senere Kongeåen, blev Koldinghus, symbolet på kongerigets port til hertugdømmet Slesvig, tilsyneladende opført af valdemarsønnen Abel, der i første omgang ”kun” var blevet hertug i Slesvig. Det er, hvad Frederik 2.’s huslærer på Koldinghus mente at vide, o. 1600 viderebragt af en efterfølgende dansk historiker, Arild Hvitfeld. Selv om det sammenholdt med Kong Valdemars Jordebog om Kolding er sært, at den første slesvigske hertug skulle bygge Koldinghus i kampene med den danske konge, Erik Plovpenning, så er det langt mindre historisk korrekt med Kr. Erslev at tilbagevise og postulere, at årstallet skulle være en ombytning af de latinske tegn til 1268, hvor Erik Klipping så bliver udnævnt til bygherre. Det er der ikke andet belæg for end Erslev slet funderede antagelse, og må afvises i forhold til Hans Svanning, der med den tætte relation til det danske kongehus må formodes at have en form for belæg for sin antagelse om Abel som bygherre. Det ville være godt at få et arkæologisk vidnesbyrd, men det skulle så i givet fald findes begravet under de middelalderlige dele, nord- og vestmurene.
Selv om Valdemar Atterdag og dennes datter, dronning Margrethe har været åbenlyst optaget af forsvarsværket Koldinghus ved kongerigets sydgrænse, så er der intet, der tyder på, at de selv skulle have opholdt sig på den befæstede borg.
Koldinghus havde med reformationen i Danmark og nye militære magtmidler, først og fremmest krudt og kugler mistet sin betydning som fæstningsborg, men blev af ikke umiddelbart begribelige grunde valgt som jysk kongeresidens af Christian 3., enkeresidens for dronning Dorothea, herefter residens for Frederik 2. Og endelig et bygge- og omformningsobjekt for Frederiks byggeglade søn Christian 4.
Svenskekrigene, der fulgte i fodsporet af Christian 4. med ødelæggende konsekvenser for både befolkningen og Koldinghus. Frederik 4. rettede lidt op på ødelæggelserne, men da havde slottet stort set mistet sin betydning, som med branden 1808 længe fik lov at ligge hen i forfald.
 

Salling Syssel og Skive.

Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.
 
 
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
Angivet værdi
Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred
Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn Nørre herred, 18 mark guld
Ingen ydelse anført
Fjends herred,
12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
 
Lundø 24 mark guld[72]
10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
 
Rødding, Hindborg herred
 
Brøndum 13 mark guld
 
Nørre herred
 
Skivegård 40 mark guld[73]
20 mark sølv
Harre herred
20 mark penninge
 
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anseelig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[74]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
I sammenligningen mellem Kolding og Skive er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder som patrimonium kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen af Kolding på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen af Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv. Og byen Skive, der er registreret som kronens ejendom uden værdisættelse og ydelse.
 

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling syssel kan der for Salling syssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
Johan Skarpenberg
Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[75].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[76] i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[77]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[78] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[79].
 
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[80] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[81]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[82].
 
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
 
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.

Flensborg, Kolding og Skivegård

Der er i DiplD to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med DiplD 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været lidt mindre end halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller 44 til 50 % af pantsætningsværdien for Flensborg.
 
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[83], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
 
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sine lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
 
Hvis vi uden yderligere dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
 
  1. Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
  2. Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
  3. Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
  4. Kolding har i KVJ en ydelse til kongen på 80 mark sølv, det dobbelte af ydelsen af Skivegård og øvrige kongelige besiddelser i Salling syssel.
De formodede værdisættelser korresponderer rimeligt i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der muligvis kan værdisættes på niveau med Kolding, en hypotetisk ydelse på omkring 80 mark sølv som ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
 
Den foreløbige konklusion med belæg i KVJ’s oplysninger om kongens og kronens værdier og ydelser af og fra Kolding og Skivegård, Skive, kombineret med pantsætningsværdier, konstateret o. 1400 for Skivegård og Flensborg, er, at Flensborg og Kolding har den dobbelte værdi og ydelse i forhold til Skivegård, Skive.
I Jordebogens værdier og ydelser har værdien for Skivegård, Skive været en ydelse på 40 mark sølv, det halve af ydelsen fra Kolding på 80 mark sølv.
I pantsætningsværdier o. 1400 har Flensborg haft lidt mere end den dobbelte værdi af Skivegård, Skive, henholdsvis 10-11.000 og 5000 mark sølv, hvilket på det noget ufuldstændige grundlag giver belæg for at sige, at Kolding og Flensborg hver for sig har haft den dobbelte værdi i forhold til Skivegård, Skive.

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger, vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[84] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[85]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
 
De 5000 lybske mark i 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
  1. Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
  3. Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
  4. Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
  5. Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
  1. Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
  3. Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
  4. Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
 
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen fra mark til tdr. land og hartkorn.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
 
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[86], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 med 5000 lybske mark dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[87]
 
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og på Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Desuden får Valdemar Atterdag, som det hedder i Lübeckaftalen, at ” med Helvig skal følge en medgift på 24.000 mark sølv. For dette beløb får Valdemar Atterdag overdraget borgen i Ålborg med Vendsyssel, Thy, Hanherred og Himmerland”.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire delei 1340 har haft en pantsætningsværdi på en fjerdedel af de 35.000 mark sølv, altså hver 8.750 mark sølv.
 
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland fra Kalø til området o. Ålborg, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.
Og Lübecktraktatens værdisættelse af området nord for Kalø med Skivegård til samme værdi som for området med Kolding med Koldinghus korresponderer fint med de foretagne værdiberegninger ud fra KVJ og DiplD, hvis vi går ud fra, at Skivegård i Lübeckaftalen har udgjort ca. halvdelen af dette områdes værdisættelse, og at Kolding og Koldinghus har udgjort hele værdien af denne fjerdedel.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[88] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[89] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[90] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).
 
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
Hartkorn
tønder
 
skæpper, fierding og album
 
Nørre herred
1576
ikke medtaget her
Harre herred
1530
   
Rødding herred
1424
   
Hindborg herred
1411
   
Til sammen
5941
   
 
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.
Noget af forklaringen kunne være, at der har været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[91]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebestyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.
Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[92]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.
 
Størrelsesforholdet i 1688 er
Bustrup Hovedgård
40 tdr. hartkorn
Krabbesholm
30 tdr. hartkorn
Skivehus
26 tdr. hartkorn
Hvornår forfald og reduktion af jordtilliggende for Skivegård er sket, er det umuligt at sige. Men med registreringen i 1688 matriklen som Skivehus er forfald og reduktion tydeligt i gang.
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[93], som indtil 1660 var kongens private ejendom, patrimonium.
Den sidste ejer af Skivehus, Gl. Skivehus, efterkommer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning blev købt af Skive Kommune for 4 mio. kr.[94] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
 

Skivehus i 1844 matriklen

Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller.
 

 

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Salling syssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1232 hertugdømmet Slesvig.
Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med
  • Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
  • Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
  • Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
  • Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
 
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[95], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, dog nok tidligst, som anført af Hans Svaning, opført 1248 af hertug Abel, Slesvig.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd med ydelsen på 80 mark sølv.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshed var kongeligt benyttet som beboelse, nærmere betegnet Christian 3. siden 1545, enkedronning Dorothea 1559-1571, herefter Frederik 2. Christian 4. har formentlig ikke boet meget på Koldinghus, men har i forlængelse af Christian 3. foretaget de mest omfattende restaureringer, til- og ombygninger.
Det bemærkelsesværdige ved Koldinghus i forhold til Skivegård er, at denne kongsborg har nok været kronens, ikke kongens private ejendom som Skivegård.
Manglende vedligehold og forfald starter begge steder med svenskekrigenes ødelæggelser, ikke mindst Koldinghus. Koldinghus bliver ikke som Skivehus solgt ved overgangen fra len til amt 1662, men forfaldet er også her konstaterbart, og enden som brandtomt og ruin fra 1808 kan siges at være en værre udgave af forfaldet på Skivehus.
 
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del, og har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen som på jordebogens tid var det sædvanlige, men til kongen. Dette dokumenteres af, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende haft ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübecktraktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 8.750 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på 8.750 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter rimeligt til de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 8.750 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger også Kalø og Viborg.
 
Bibliografi
 
5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Bender, S. K. (1973). Saltværket ved Kolding . Vejle Amts Årsskrift, s. 114ff.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
BREVSKABER, C. F. (1889). REGESTA DIPLOMATICA HISTORIÆ DANICÆ. Kjøbenhavn: THIELES BOGTRYKKER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS OMSORG.
Diplomatarium Danicum. Cit. DiplDan. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Eliassen, P. (1910). Kolding fra middelalder til nutid. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Eliassen, P. (1926). Kongeaaen. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Grinder-Hansen, K. (1996). Møntfornyelse (renovatio monetae) i Danmark fra år 1200 til Christopher II’s død i 1332. Oslo.
Hansen., L. M. (u.d.). De overlevende - Brusk Herred anno 1660, . http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal .
Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.
Kong Valdemars jordebog, Rigsarkivets udgave. Cit. KVJ. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kr. Erslev, H. S. (1928). Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: G. E. C. Gad.
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.
Marstrand, W. (1937). Herredsinddelingen i Danmark. København: SÆRTRYK af Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulsvæsen.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nationalmuseet, D. K. (2009). Slotskirker på Koldinghus . Hentet fra http://danmarkskirker.natmus.dk/vejle/kolding-koldinghus-slotskirker/
Nielsen, O. (1867). Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark, Afhandling skreven for den filosofiske Doktorgrad. København: G. E. C. Gad.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. Cit. KVJ-ON. København: G. E. C. Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Steenstrup, J. C. (1874). Professor Dr. C. Paludan-Moller og Kong Valdemars Jordebog Endnu et Indlæg til Forsvar for Sidstnævnte. Kjøbenhavn: Forlagt af Rudolph Klein.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
 

Noter og henvisninger



[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Se O. Nielsen, Sysselinddelingen i Danmark, især s. 48-86. Kong Valdemars Jordebog var hovedkilden i Oluf Nielsens disputats om sysselinddelingen.
[4] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[5] O. Nielsen har en indgående karakteristik af KVJ i hans Sysselinddelingen i Danmark, 1867, især s. 2ff.
[7] Hvor kongen lover, bliver pålagt at overholde landets love og respektere adelens privilegier, først og fremmest med Danehoffet som øverste domstol. Kongeeden kendes siden Harald Blåtand, den første egentlige håndfæstning er Erik Klippings 1282, se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/.
[8] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.
[9] Det ser ud til, at en plovskat allerede 1231, på Jordebogens tilblivelsestid er under indførelse. Den ser ud til at være afløser for Valdemar 2. Sejrs hyppige møntomvekslinger, der havde samme for kongemagten indtægtsgivende formål. Navnet hæftes så på Valdemar 2. Sejrs efterfølger, sønnen Erik Plovpenning. Iflg. foredrag af Grinder-Hansen, Oslo 1996, https://www.danskmoent.dk/artikler/kgh1200.htm.
[10] Se afsnit om Sysler og len.
[11] Iflg. KVJ-ON, s. 22.
[12] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[13] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[14] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[16] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[17] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[18] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.
[19] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[21] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[23] Hans Svaning ca. 1500-20.9.1584, født i fattig, fynsk familie, universitetsuddannelse. Svaning arbejdede med sin store Danmarkshistorie hvortil han tilvejebragte et større materiale, noget årbogs- og krønikeoverlevering, som endnu kunne findes lokalt eller som han fik lejlighed til at afskrive, mundtlige beretninger og spredte aktstykker fra rigets arkiver, som han blev givet indblik i. Den tilsyneladende færdige Historia Danica blev 1579 henlagt i Universitetsbiblioteket og brændte 1728. Hvitfeld fik adgang til manuskriptet og har benyttet oplysninger herfra.
[24] Arild Hvitfeld 1546-1609, Chr. 4.’s rigskansler, forfatter til Danmarks Riges Krønike, hvor Hvitfeld også benytter oplysninger fra Svaning.
[25] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[26] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1248 iflg Hans Svaning, korrigeret af Kr. Erslev til 1268.
[27] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[28] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[29] Der er vist også kun få og mindre pålidelige kilder til denne karakteristik, som er anført i danmarkshistorie.dk, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-5-klipping-1249-1286/. Men at Erik skulle være blevet ”tildelt 86 knivstik, heraf kun et under maven” kunne godt tilskrives en vis ophidselse i gerningsøjeblikket.
[30] Hans Svaning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med hensigten at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfeldts brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svaning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svanings manuskript.
Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svaning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeldt har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604.
Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeldt helt åbenbart har benyttet Svaning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svaning-Hvitfeldt, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.
[31] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.
[32] Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten, en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik 5. marts 1460. Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte, Peter Lang 2008. Se uddrag:
[35] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[36] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[37] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[38] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[39] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[41] DiplD 1410. 25. maj-1412. 28. oktober, Pave Johannes 23.
[43] Faktuelle oplysninger fra Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus.
[44] Skifertagene er arkæologisk påvist, og det skulle være ”skifer fra Fumay i Ardennerne”.
[45] P. Eliassen, Kolding, s. 81 i kommentar til prospektet.
[46] P. Eliassen, der 1910 har skrevet sin grundige Kolding historie har kun læst Arild Huitfeld om ophavsmand til Abel som bygherre. Kr. Erslevs bog Svaning-Huitfeld udkom 1928, så det er ikke at forvente, at Eliassen skulle vide noget om Huitfelds forlæg i Svanning.
[47] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et af de omkring Kolding liggende sogne.
[48] C. Bruhn iflg. Nationalmuseet om Slotskirkerne.
[49] Begge Koldinghus kirker er overordentlig indgående beskrevet i Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus, s. 934-977, efterfulgt af beskrivende oversigt over Frederik 4.’s restaureringer s. 977-981.
[50] Muligvis fordi moderen skulle være en skomagerdatter i Anst, undfanget med Christian 3. Der blev under alle omstændigheder sørget godt for Markdanners uddannelse, og det var vel ikke så ilde at blive lensmand på egnen, hvor man er kommet til verden.
[51] Refereret i P. Eliassen, Kolding …, s. 38ff., som også s. 48ff. har en (ufuldstændig) oversigt over kendte lensmænd på Koldinghus.
[52] Susanne Krogh Bender, Saltværket ved Kolding.
[53] Forlæg til listen er P. Eliassen, Kolding fra middelalder til nutid, afsnit om lensmænd, efterprøvet med supplerende kilder, hvor det er skønnet fornødent.
[54] Dog med den sidste amtsforvalter i Kolding indtil 1814 iflg. P. Eliassen, Kolding, s. 147ff., hvor også alle amtmænd listes op.
[55] Her citeret efter P. Eliassen, Kongeaaen, s. 9ff.
[56] P. Eliassen ibidem.
[57] P. Eliassen, anførte værk, s. 21ff.
[59] P. Eliassen, Kongeaaen, s. 24.
[60] Ibidem s. 52f.
[61] Se f. eks. Sporet ved Nagbøl Skov. Se også Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for ..., Del 6, Bind 8.
[62] (Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4).
[65] Se Kr. Erslev, Svaning-Hvitfeld, s. 20, note 21, hvor Kr. Erslev uden egentlig begrundelse anfører, at Svaning har forvekslet 1268 med 1248.
[69] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[72] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[73] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[74] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der måske allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[75] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[80] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[85] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[87] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[88] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.
[89] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[91] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[93] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[94] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[95] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.

 

En lokalitet og en virksomhed i Skive

 

Indholdsfortegnelse

Tambohuset

Indledning
Tambohuset som lokalitet Fra Skive Mark til Frederiksdal Alle Var Tambohusets bygherre "Tambour"?
Opførelsen af Tambohuset Ejere af Tambohuset før og efter 1870 Tambour funktionen i Skive
 

Schades Papir, lokal virksomhedshistorie

Frederik Schade mellem Nykøbing Mors og Skive Udvidelsen til Frederiksdal
Frederiksdal og Frederik Schade 1920'erne i Skive, gullaschtid og bankkriser
Frederik Schade må forlade sit firma Ledende medarbejdere herefter
 
Kilder, litteratur og andet benyttet materiale
Noter og henvisninger

 

Bykort fra 1875. Vester Fælledvej er her "Fælledveien". Tambohuset, en betegnelse vi første gang ser i 1870 folketællingen, ligger op til Vor Frue Kirke og "Gamle Markedsplads" som markjordernes eneste bebyggelse. Frederiksdal, dateret af Skive Byarkiv til 1910. Hvis dateringen er rigtig, er det området før Fr. Schades køb af Frederiksdal og virksomhedsudvidelse her. Postkort med poststempel 15.12.1920. Må være før Skive Mølle brændte 1919. Frederiksdals bebyggelse tyder på, at foto er taget efter 1913, hvor Fr. Schade opfører ny fabriksbygning. Se også postkort, stemplet 1915, der kunne se ud til at være et foto, taget 1911-13, før de nyopførte fabriksbygninger.
Med museklik på illustrationerne kan de alle fås i en relevant forstørrelse.


Indledning

Frederiksdal Alle er i dag et villakvarter ned til ådalen i forlængelse af Vor Frue og Skive Kirke med adskillige bevaringsværdige villaer. Alle dog først opført o. og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912.
Her lå Schades Papir, der i 1915 blev oprettet som Schades Rulle Papir Industri[1], på Frederiksdal Alle 7 indtil 1962, hvor produktionen flyttedes til Øster Fælledvej.
Schades Rulle Papir Industri var en udvidelse af produktionen i Asylgade på Vestjyllands Papirposefabrik, som Schade fik medarbejderskab i fra 1900 og endeligt ejerskab i 1906[2].
Flytningen af Schades Papir skete med kommunens køb af Frederiksdal Alle 7, hvor flere institutioner så fik plads under det sammenfattende navn Tambohus.
Disse i 1962-63 oprindelige institutioner var - som det fremgår af Skive Folkeblads referat - Revalideringscentret, som 1965 flyttede til Skive Sygehus[3], Bomi, som 1971 flyttede til Viborgvej 7[4], Arbejdsteknisk Skole, som 1973 flyttede til H. C. Ørstedsvej og Den kommunale Ungdomsskole med ungdomsklub samt Civilforsvarets depot. I 1975 overtog Skive Musikskole de ved fraflytninger ledige lokaler.
Noget af det oprindelige Tambohus, en villagrund solgte Frederik Schade i maj 1915[5], samtidig med at han oprettede sin Rulle Papir Industri. Selve huset forblev dog en del af Schades Rulle Papir Industri, indtil det i 1938 blev nedrevet og erstattet af villaen, der stadig ligger på Frederiksdal Alle 5[6].

Tambohuset som lokalitet

Tambohus blev oprindeligt bygget som et noget mindre hus på Skive Mark 1845 og gav muligvis - men det kan ikke dokumenteres - dette navn til området. Man kan i 1870 folketællingen konstatere ”Tambohuset” som gadenavn i ”1. Rode”, der var kvarterets navn. I 1882 blev der søgt om og bevilget et navneskift fra ”Tambohuset” til Frederiksdal.
Om det gamle Tambohus ved vi, da huset i juni 1938 i Skive folkeblad omtales som klar til nedrivning, at det er Vestjyllands Papirposefabrik, der ejer og vil nedrive Tambohus, der af fabrikken hidtil er brugt som lager. Af omtalen i 1938 fremgår det endvidere, at huset skulle have navn efter den mand, som i 1845 opførte det, nemlig byens tambour, Peter Jacobsen.
Tambohus som henholdsvis nedrevet i 1938 og herefter navngiver til de bygninger, som Skive Kommune i 1962 køber, er ikke umiddelbart indlysende og giver anledning til spørgsmålene:
1) Hvordan er tambour-navnet blevet knyttet til området, således som vi kan konstatere det i 1870 folketællingen?
2) Har den mand, Peder Jacobsen, der i 1845 byggede det eneste hus, der i 1870 folketællingen lå i området, været byens tambour, d.v.s. den historisk brandhærgede bys trommeslager ved ildebrande?
3) Når det kommunalt i 1962 købte bygningskompleks ikke mere bestod af det i 1938 nedrevne Tambohus, er det så et helt malplaceret navn, man i 1962 giver de tilbageblevne bygninger?

-----------------------------------------------
 
 

Her dokumentationen for Tambohuset som navn i 1870 folketællingen, anmodningen om navneskifte til Frederiksdal i 1882, Fr. Schade og navngivningen Frederiksdal Alle 1913, nedrivningen af Tamohuset i 1938, som så bliver navngiver til nabohuset i 1962.

 
 
Først Skive Folkeblad 03. juni 1938 med overskriften ”Tambohuset” i Frederiksdal skal nedrives og Skive Folkeblad 13. nov. 1962 med overskriften Frederiksdal 7 hedder atter Tambohus.
I 1938 hedder det i artikelteksten, at ”Det næsten historiske Hus i ”Tambohus” i Frederiksdal … nu (er) blevet dømt til Nedrivning … (af ) Vestjyllands Papirposefabrik, der har brugt en Del af det til Lager … Tambohuset har hentet sit Navn fra den Mand, der i 1845 byggede det … Byens Tambour, Peder Jacobsen … (Det havde) en omskiftende Skæbne, men til Slut blev Huset og Grunden købt af Papirfabrikken, og her var det, Frederik Schade i sin Tid fabrikerede det første af det falsede Rullepapir, som nu bruges overalt.”
I Skive Folkeblad hedder det 13. nov. 1962 i referatet fra et byrådsmøde, at ”Det vedtoges at navngive ejendommen Frederiksdal 7 Tambohus … (og at man) valgte navnet Tambohus, fordi den ældste del af ejendommen bar dette navn i forrige aarhundrede.”[7]

Som det fremgår, hersker der usikkerhed med modstridende oplysninger omkring navnet Tambohus, der som Frederiksdal Alle 5 blev nedrevet i 1938, og genopstod som Frederiksdal Alle 7 i 1962 under det nedrevne nabohus’ navn.

Det fremføres i Skive Folkeblad i 1938 som en kendsgerning, at Tambour navnet til det, der på Skive Mark i 1870 blev "Tambohuset", senere i 1882 omdøbt til Frederiksdal, kan føres tilbage til bygherren i 1845, Peder Jacobsen, der så må have været Tambour i Skive.
Funktionen som Tambour kan konstateres i Byvedtægterne for Skive Kjøbstad 1858 og i efterfølgende Politivedtægter[8].
At der har været en Tambour funktion i Skive, kan der således ikke herske tvivl om.
Men Frederiksdal Alle 7 har aldrig før 1962 heddet Tambohus. Det har derimod det nedrevne hus på Frederiksdal Alle 5. Og dette hus var indtil nedrivningen Frederiksdals ældste hus, opført i 1845, siden udvidet.
Navneforskydningen kunne kaldes en første, let tilbageviselig mytedannelse omkring Frederiksdal området.
Den næste vandrehistorie, som muligvis dækker over en eller anden form for mangelfuld viden, er at ”Tambohuset” skulle have fået sit navn efter den mand, der i 1845 byggede huset, det første hus på det, der den gang hed ”Skive Mark”[9].
Hertil kommer en regulær misforståelse, at Frederiksdal Alle skulle være navngivet efter Frederik Schade.[10] Det var ganske vist Frederik Schade, der i 1913 foranledigede dette vejnavn til det allerede eksisterende Frederiksdal. Men det er et navn fra 1882, som den da 11-årige Frederik Schade fra Nykøbing Mors næppe kan have foranlediget.
Uddrag af Hans Smidth, maleri ca. 1870[11], Skive Gamle Kirke med Tambohuset, det senere Frederiksdal i forgrunden - som Hans Smidth har set bygningen. Dette uddrag af maleriet giver et formentlig godt indtryk af bygningen ud til det, der senere blev Frederiksdal Alle. Tilsvarende C. J. Himmelstrups næsten samtidige tegning, fra 1869, som desværre i motivet har undladt Tambohuset.[12] De to værker er samtidige, samme lokalitet, men det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Fra Skive Mark over Tambohuset og Frederiksdal til Frederiksdal Alle.

 
Vi ved, at huset, der senere i 1870 fik betegnelsen Tambohuset, ved opførelsen i 1845 bygningsmæssigt var betydeligt mindre, og at det blev opført på Skive Mark. Hans Smidths maleri er den tidligst eksisterende gengivelse af Tambohuset. Den efterfølgende udvidelse af det i 1845 opførte hus kom 1857-58, hvor det var blevet erhvervet af Købmand Peter Knoth[13]. Man kan måske formode, at Knoths tilbygning er den del af huset op mod kirken, der har den tredje skorsten på Hans Smidths maleri. Sammenligner vi Hans Smidths maleri med fotografier af Tambohuset lige før nedrivningen i 1938, kan man se, at de ved 1857-58 tilbygningen tre skorstene igen er blevet reduceret til to.

To Billeder af det gamle ”Tambohus”, som nu nedrives… Huset fra Haven (og) fra Vejen i Frederiksdal. Skive Folkeblad 17. juni 1938

Hvis vi går ud fra, at Tambohuset på Hans Smidths maleri fra 1870 stort set må være identisk med Peder Jacobsens hus fra 1845 med tilbygningen fra 1857-58, så kan den bygningsmæssige udvikling på Skive Mark, i 1870 Tambohuset, fra 1882 Frederiksdal inddeles i flg. punkter:
  1. Tambohuset som bebyggelsen har set ud 1845 - her har vi kun en samtidig beskrivelse.
  2. Tambohuset som det kom til at se ud med udvidelsen 1857-58, og som det må formodes at have set ud, da det gav navn til området som ”Tambohuset”. Vi har også her kun en samtidig beskrivelse. Men vi kan formode, at det nok har set ud som på Hans Smidths maleri fra o. 1870.
  3. Tambohuset, Frederiksdal som det fremtræder på Hans Smidths maleri, og som det må have set ud, da der kom navneændring til Frederiksdal i 1882.
  4. Frederiksdal, da Frederik Schade erhvervede område og bygninger i 1912, Her har vi flere nogenlunde samtidige fotografier.
  5. Frederiksdal efter Frederik Schades erhvervelse af området. Også her her vi flere samtidige fotografier, sidst fotografier af Tambohuset, som det har set ud kort før nedrivningen i 1938.
Vi ved ikke, hvordan det hus, som Peder Jacobsen byggede i 1845, så ud. Men ud fra bygningsbeskrivelsen og et skøn ud fra Hans Smidths maleri har det nok set ud som det, der på det her viste uddrag af Hans Smidths maleri er den første del med 2 skorstene og rødt murværk.
Vi har oplysninger fra Brandtaxation 1838-48[14] om, at Peder Jacobsen bygger hus på en ubebygget grund med "10 Fag Bindingsværk, Straa og Lyngtag. Beboelse i 3 Fag, Resten Heste- og Fæstald". Der har så kun været beboelse i ca. en tredjedel af det oprindelige hus. Det kunne være til og med den første dør i den straa-, lyngtækte del af maleriet.
Dette oprindelige, mindre hus blev i 1857-58 udvidet af en velsagtens mere velhavende Købmand, Peter Knoth[15], kan vi orientere os om i J. C. Hansens notater om Skive,[16] hvor han ganske vist identificeres fejlagtigt som "Knud B. Knorth", der i 1858 skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus".
Altså en udvidelse, der efter beskrivelsen var knap halvdelen af den oprindelige bygning, hvilket fint kan passe med den hvidkalkede tredjedel, som vi kan iagttage vende op mod kirken på maleriet.
 
Det spændende og illustrative ved Hans Smidths maleri er, at Smidth med familie er kommet til Skive i 1854, hvor faderen Edvard Philip Smidth var by- og herredsfoged fra 1854, borgmester 1869-77, før han døde i 1878. Hans Smith blev student fra Viborg Katedralskole. Han vendte tilbage til Skive i 1866, hvorefter han blev den jyske hedes og befolknings maler. Hans Smidth må med sit maleri o. 1870 have været særdeles lokalkendt og velorienteret om forholdene i byen.[17]
I tiden op til den næste gengivelse af det oprindelige Tambohuset, dateret 1910 som det fremgår, her skønnet at være fra o. 1913-15, er det tidligere "Tambohuset" blevet kalket og har fået tegl- i stedet for stråtag. Og vi må ud fra det antal familier og mennesker, der iflg. folketællingerne bor i huset i tiden op til og med 1906 folketællingen, antage, at den oprindelige ”Heste- og Fæstald” sammen med de tilføjede 4 fag nu er blevet beboelse. Længst mod vest, ned mod ådalen ses den fabrikstilbygning, som Frederik Schade i 1913 tilføjede Frederiksdal til sin Rulle Papir Industri. Overfor det hus, som tidligst kan være bygget i 1911, og som Frederik Schade også erhverver i 1912.
 
Nedenstående foto er af Skive Byarkiv dateret til o. 1900. Dateringen formodes her snarest at være et sted mellem 1911 og 1916 folketællingerne, nok snarest før end eller i 1913, hvor Frederik Schade opfører den nye fabriksbygning til sin Rulle Papir Industri, som ikke er opført her, og fordi huset ”Nord for” Frederiksdal, d.v.s. på den anden side af Frederiksdal Alle, som ses her i venstre del af fotoet, først kan være opført i eller efter 1911.
 
Vi kan ud fra de to fotografier se, at der i løbet af 1880-90’erne, nok mest sandsynligt da stedet ejedes af Skive Tømmerhandel fra 1895, er blevet bygget supplerende bygninger til det oprindelige Tambohuset.
Det Frederiksdal, dateret o. 1900, vi ser oven for[18], købes af Frederik Schade i 1912 af Skive Tømmerhandel for 18.700 kr. Der var 12 tdr. land foruden bygninger iflg. Skive Folkeblad 25.01.1912 og Skive Folkeblad 26.01.1912.
Iflg. Skive Folkeblad 06.07.1912 køber Frederik Schade yderligere "Ejendom i Frederiksdal for 4200 kr." Formentlig den villa, som ses yderst t.v. på samme foto. Ejerskabet fremgår af 1916 folketællingen[19], og desuden af at der i dette hus bor 2 familier, ansat på Rullepapirfabrikken.
Denne ejendom er endnu ikke registreret opført i 1911 folketællingen[20], som kun har det oprindelige Frederiksdal i registreringen.
Derfor må dette foto dateres til mellem 1911 og 1913, ikke efter 1913 fordi den i dette år opførte fabriksbygning til Schades Rulle Papir Industri her endnu ikke ses opført.[21]
De tilkomne bygninger kan man se på foto herunder, som også må være taget efter Frederik Schades overtagelse af Frederiksdal i 1912 og erhvervelsen af ejendommen over for Frederiksdal.
Sammenholder vi dette fotografi med fotografiet ude fra Frederiksdal Alle, der er dateret til o. 1910, så kan vi se, at der før Frederik Schades tilføjede fabriksbygning i 1913 har været tilføjet to bygninger til det oprindelige Tambohuset, den bygning, der vender facaden ud mod Frederiksdal Alle og den bygning, der vender gavlen ud mod Frederiksdal Alle, begge forbundet med mindre tilbygninger til det oprindelige Tambohuset, kan vi se på fotoet, der er dateret o. 1910.
 
Havebyen Frederiksdal 1900 iflg. Morsø Lokalarkiv[22]. Dateringen er overordentlig diskutabel. Skive Mølle brænder 10. -11. august 1919, som så er den øvre datogrænse for fotoet. Men det kunne på den del af fotoet, som rummer Frederiksdal se ud til, at fotoet indeholder de første bygninger til Schades Rullepapirfabrik, altså o. eller efter 1913. Den store villa mellem kirkerne og Schades Rulle Papir Industri må være arkitekt E. V. Linds villa, det nuværende Frederiksdal Alle 3, som var færdigopført i 1915. Her boede Lind med familie, viser efterfølgende folketællinger. Fotoet må derfor være taget mellem 1915 og 1919. Man kan se tagryggen til det oprindelige Tambohuset, nu omgivet mod vest af den bygning, som Frederik Schade i 1913 lod opføre, og de bygninger, han overtog med køb fra Skive Tømmerhandel i 1912. Se detaljer i forstørrelse neden for.
 
De benyttede fotografier kan alene ikke fortælle andet og mere, end at der før Frederik Schades erhvervelse af Frederiksdal i 1912 har været mere end den ene fra 1845 / 1857-58 oprindelige bygning, Tambohuset.
Men hertil kommer Skive Folkeblads meddelelse 25. og 26. jan. 1912 ved købet af Frederiksdal, at ”Fabrikant Schade” vil "benytte en af Ejendommens Bygninger...", altså af de to yderligere bygninger, der er opført som tilbygninger til Tambohuset. De må være opført efter Hans Schmidt 1870, formentlig under Skive Tømmerhandels ejerskab fra 1895.
 
Vi kan visuelt så nogenlunde følge udviklingen på det sparsomme fotografiske materiale.
Går vi til den øvrige bygningsmæssige udvikling omkring og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912, kan vi også temmelig præcist følge den umiddelbart herefter bygningsmæssige udvikling i og omkring Frederiksdal. Dog stort set kun ud fra samtidige avismeddelelser.
 
Arkitekt Erik V. Lind stammer som Frederik Schade fra Nykøbing Mors, og de er jævnaldrende.
Det fremgår af Skive Folkeblad 21. juni 1915, at "Arkitekt Linds Villa er næsten færdig", og at der denne sommer opføres "3 Ejendomme" ud over de i ”Frederiksdal” beliggende, herunder Tambohuset, nemlig ”Arkitekt Linds Villa … Laustsen, Thise Østergaard … (og den Villa, som) Lærer Jens Hansen lader opføre”.
De i Frederiksdal beliggende før de i 1915 nyopførte har været Tambohuset med tilbygninger og den i 1913 nyopførte fabriksbygning samt villaen over for Frederiksdal. Hertil kommer så fra 1915 de 3 nyopførte.
Linds villa fremstår tydeligt på det samtidige foto o. 1915 som både arkitektonisk og størrelsesmæssigt dominerende.
Det andet hus, der er opført i 1915 er det hus i 1916 folketællingen[23], som tilhører ”Inspektør A. Laustesen”. Det tredje af de i 1915 nyopførte huse er Lærer Jens Hansens[24]. Det er desværre ganske mangelfuldt beskrevet i folketællingen, uden matrikel eller anden tydelig identifikation. Men familien Hansen bor i Stuen, på Kvisten bor en Lærerinde, vel en lejer.
Begge de her anførte huse må ligge på den nordre side af vejen over for Frederiksdal.
Ud over disse 3 nyopførte villaer, Linds på samme side som Frederiksdal, er der huset, tidligere tilhørende "Hr ... Carl Hansen", der iflg. 1916 folketællingen[25] ligger på den anden side af Frederiksdal. Eller som det hedder ”beliggende Nord for Frederiksdal Allee…”
I 1915 bliver der således på Frederiksdal Alle ud - over Rullepapirfabrikken - Linds Villa på samme side og 3 villaer på den modsatte side, alle beliggende fra det gamle Tambohuset op til kirkerne.
p
E. V. Linds Frederiksdal Alle 3 i dag, fra gaden og baghaven. Arkitekt Linds "Reformhuset"[26] blev opført i den modsatte del af Frederiksdal Alle, ved Galgebakken, og ser i 1921 folketællingen[27] ud til at have fået egen matrikel, 110 b sammen med 172 b, hvor Frederiksdal 3, Lind's villa ligger.

Fra Skive Mark til Frederiksdal

Navneændringer under forskellige ejere af det, der ende som Frederiksdal Alle kan konstateres at have været "Stedet Matr. No. 113" i 1858, der lå på Vester Fælledvej, "Tambohuset" i 1870, i 1882 deklareret som "Frederiksdahl". På et byrådsmøde 6. febr. 1884 omtales stedet dog stadig som Tambohuset i en drøftelse af istandsættelse af vejen forbi huset.
 
Det er umuligt på det eksisterende materialegrundlag at fastslå, hvorfor Matr. No. 113 på Skive Mark i 1870 har fået navnet "Tambohuset". Men det har åbenbart i 1882 ikke været så flatterende et navn, hvorfor det blev deklareret som "Frederiksdahl" i stedet.
Ved 1890 folketællingen var området "Skive Vesterfælled, Matr. 172, Frederiksdal" beboet af 9 familier med 40 personer i alt[28].
Det fremgår af 1906 Folketællingen, hvor Frederiksdal er anbragt under Diverse, at der på matr. 172, ejet af Skive Tømmerhandel har boet 6 familier med børn i hver familie, og 3 børn har boet sammen med en kvinde på 26 år[29]. I Skive Folkeblad 11.11.1903 omtales et "daarligt Hjem i Frederiksdal" åbenbart med en form for børnemisrøgt.
 
Fra i 1845 at have ligget uden for Skive by, beliggende på Skive Mark får vi Tambohuset, som vel fra 1880-90’erne nærmest må betegnes en art slumkvarter med mange mennesker stuvet sammen på kun lidt plads, indtil Frederik Schades køb i 1912, hvorefter beboere og beboelser ændrer sig betydeligt.
 

Var Tambohusets bygherre ”Tambour”?

Ophavsmanden til myten om Peder Jacobsen som "Tambour" i Skive og navngiver til det, vi i dag kalder Tambohus er muligvis i udgangspunktet den historiker, J. C. Hansen, der har skrevet det historisk nok vægtigste i Bogen om Skive fra 1926, det officielle 600 Aars Jubilæum for Købstaden.
S. 93 hedder det her, at "Tambohuset ... blev bygget 1845 af en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Man kan vel med føje spørge, hvordan J. C. Hansen kan vide, at Peder Jacobsen har været Byens Tambour, når han i øvrigt ved så lidt om ham, at han finder det nødvendigt at kalde ham "en Peder Jacobsen".
J. C. Hansens formodninger fra 1926 er blevet fulgt op af forskellige meddelelser i Skive Folkeblad, hvor det gentages, at Tambohus har fået sit navn efter det hus, som Peder Jacobsen byggede 1845 på Skive Mark, det senere Frederiksdal.
Da J. C. Hansen ser ud til at være den oprindelige ophavsmand til historikken omkring Tambohuset og Peder Jacobsen som byens Tambour, er hans håndskrevne notater i Rigsarkivets beholdninger gennemset, og de synes at bekræfte, at der kan sættes spørgsmålstegn ved flere af hans oplysninger om Tambohuset.
Det ser ud til, at den ellers solidt arbejdende historiker er faldet for fristelsen til at slutte fra 1870 folketællingens benævnelse af området som "Tambohuset"[30] til den beboer, som har set ud til at have bygget og boet længst tid i Tambohuset indtil 1870, Peder Jacobsen. Og hvis det er rigtigt, at J. C. Hansen slet og ret er faldet for at slutte tilbage fra "Tambohuset", et i 1870 folketællingen benyttet navn, til Peder Jacobsen, der har bygget og boet her, er der behov for en nøjere undersøgelse af, hvorfra Tambour betegnelsen som områdenavn egentlig stammer.


Opførelsen af Tambohuset

Peter Jacobsens hus, hvor han opførte de 10 ud af de 14 fag, som det senere Tambohuset kom til at bestå af.
Han boede i huset fra opførelsen 1845 til sin død i 1869. Huset eksisterer ikke mere, det blev nedrevet i 1938, og har nu veget pladsen for Frederiksdal Alle 5, der blev bygget samme år, som nedrivningen af det oprindelige Tambohuset, fandt sted.[31]
Man kan af et navneregister til de lokale kirkebøger[32] se, at Peder Jacobsen som 27-årig ungkarl blev ægteviet i Vor Frue Kirke, Skive 21. sept. 1844. I 1845 folketællingen er Peder Jacobsen registreret med bopæl i Østergade med kone og barn, der i 1850 og 1855 er blevet til 3 børn, og fra Østergade er Peder Jacobsen blevet bosiddende Skive Mark, og han har noget af tiden, 1845 indtil måske o. 1857 ejet det af ham byggede hus, som så i 1870 folketællingen bliver kaldt for ”Tambohuset” med Købmand H. B. Kloch som ejer. Peder Jacobsen tituleres som ”Arbejdsmand” o.l. betegnelser, og han bor på Skive Mark, Matr. No. 113, det senere matrikelnummer er 172.
Det er fra Brandtaxation 1838-48,[33] vi kan konstatere, at Peder Jacobsen faktisk bygger dette hus på en ubebygget grund med "10 Fag Bindingsværk, Straa og Lyngtag. Beboelse i 3 Fag, Resten Heste- og Fæstald."
Man kan i folketællingerne 1845, 1850, 1855 og 1860[34] se, at han nok har boet i det af ham opførte hus på Skive Mark - dog først efter 1845 folketællingen - men ikke, at han skulle have været byens "Tambour". Det er også usikkert hvornår og hvor længe, han er ejer, formentlig kun til o. 1857.
 
Det er uomtvisteligt, at Peder Jacobsen har boet i og bygget det hus, der ved 1870 folketællingen har givet navn til området, Tambohuset. Og det er ham, der har bygget det oprindelige, mindre hus, der i 1857-58 blev udvidet af en mere velhavende Købmand, Peter Knoth[35], der ganske vist gik fallit ved samme lejlighed - fremgår det af forskellige opslag i Skive Byfogeds Skifteprotokol 1844-68, sag nr. 128[36].
Det første skridt på vejen til at blive bekendt med Knoths kortvarige ejerskab af Peder Jacobsens hus findes i J. C. Hansens notater om Skive,[37] hvor han fra 1858 kan konstatere "Knud B. Knorth", som efterfølgende ejer, og at han skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus". Den værdifulde oplysning er her udvidelsen i 1858 af den oprindelige bygning til det omfang, som Tambohuset så havde o. 1870 i Hans Smidths maleri.
Men selve navneangivelsen modsiges af en søgning i skifteprotokoller,[38] hvor der kan konstateres en "Købmand Peter Knoth" (1828-77), der er registreret fallit i tiden ultimo 1857 - primo 1858. Det hedder herom i skifteprotokollens sager om fallitboet: "Boets faste Eiendomme at bestaae af Gaarden Matr No 4 paa Skive Kjøbstads Vestregade, Stedet Matr No 113 ved Skive Kirke og Jordeiendomme i Vesterfælled, betegnet Matr No 109 og 110."
Altså helt entydigt er det Købmand Peter Knoth, der 1857-58 går fallit med ejendomsret til Peder Jacobsens tidligere hus, medens Peder Jacobsen stadig bor der. Det fremgår faktisk ikke af nogen af folketællingerne 1850-1860, om det er Peder Jacobsen, der har ejet det af ham opførte hus.
Den næste konstaterbare ejer er Købmand H. B. Kloch, som har ejet huset 1862-1873, muligvis længere tid, men under alle omstændigheder og konstaterbart ved 1870 folketællingen[39].
Desværre er det umuligt i 1860 folketællingen at konstatere antal beboere i huset. I 1850 og 1855 folketællingerne ser det ud til, at der boede 2 familier i huset. Udvidelsen af 1845 huset i 1857-58 har givet mulighed for de væsentligt flere beboere i huset, som kan konstateres fra 1880-90’erne.
Tambohuset som betegnelse kan først konstateres ved 1870 folketællingen og siden i Skive Folkeblad 25.05.15, hvor det hedder, at "Fabrikant Schade har til Manufakturhandler Aage Henrichsen solgt den Villagrund, hvorpaa det saakaldte Tambourhus er beliggende".

Ejere af Tambohuset før og efter 1870

I 1880 folketællingen bor der 2 familier i huset. Som ejer er registreret Jens Chr. Jensen.[40]
Som ejere efter H. B. Kloch, der vel ejede huset indtil 1873, kan sikkert konstateres Laust Just Laursen og Svenning Christensen som ejere indtil 1881, hvorefter Laust Just Laursen fra 1886 bliver eneejer, indtil Frederik J. Laursen køber i 1888. Første februar 1886 meddeles Frederiksdal solgt til Laust Just Laursen for 20.000 kr. og "al Inventar, Kakkelovne og Komfurer medfølger..." Købesummen er lidt større end Frederik Schades i 1912. Der ser ikke ud til at være bygninger ud over Tambohuset, som det her har været værd at nævne.
6. august 1895 sælger Frederik Laursen Frederiksdal, "beliggende lige op mod Skive Mølle..." kun med "2 Heste og 4 Køer" på ejendommen. Den ved 1901 folketællingen[41] konstaterede ejer, Skive Tømmerhandel, har muligvis overtaget her, er under alle omstændigheder registreret som ejer i 1901 folketællingen.
Ejere før 1870 har været Peder Jacobsen 1845-1857, Peter Knoth 1957-58, Kbm. H. B. Kloch 1862-1873.
Ejere fra 1870: Kbm. H. B. Kloch indtil 1873, måske senere, Jens Chr. Jensen velsagtens 1873-1881, Laust Just Laursen 1881-1886, Laust Just Laursen 1886-1888, Frederik J. Laursen 1888-1895. Skive Tømmerhandel 1895-1912, Frederik Schade og Schades Rulle Papir Industri 1912-1962.
 
Det fremgår ikke af nogen form for dokumentation, at Peder Jacobsen skulle have været byens trommeslager, ”Tambour”.
Der har muligvis boet en Tambour i Tambohuset en gang, i så fald før 1870, men hvem ved vi ikke.
Ved 1850 folketællingen boede der ud over Peder Jacobsens familie yderligere en et ældre ægtepar og en aftægtsmand i huset.[42] I 1855 folketællingen ser det ud til, at kun Peder Jacobsens familie bor i huset. [43] I 1860 folketællingen[44] er det umuligt at se, hvor mange der bor i huset, men sammen med Peder Jacobsens familie bor der en Peder Olesen. I 1870 folketællingen[45] bor der 2 familier i huset.
Hvis feltet kun er ejere, kender vi ud over Peder Jacobsen før 1870 kun 2 ejere, som ikke boede i huset, Købmand Peter Knoth og Købmand H. B. Kloch. Der har desuden boet adskillige lejere i Tambohuset, og der er ingen af dem, der kan identificeres som Tambour heller.
 
Det eneste, vi ved om Tambour betegnelsen er J. C. Hansens usikre, formentlig forkerte oplysninger, som nok stammer fra en fejlslutning ud fra 1870 folketællingens "Tambohuset".

Tambour funktionen i Skive

I en amtsindberetning fra 21. juni 1735[46] nævnes der ikke nogen eller noget om en Tambour i købstaden Skive. Dog kan der i en ”Beretning i ”Viborg Samler” for 11te Juli 1786” om Skive ses flg. anført: ”Ved Byens vestre Port var Brandkompagniet posteret i fuld Orden, hvis Tambour slog March og saaledes omsider med Sprøjter og Tilbehør marcherede forbi Stiftsbefalingsmandens Logie.[47]

Der optræder fortsat en ”Tambour” i Politivedtægter for Skive Kiøbstad, som refereret i Skive Folkeblad 03. - 09. sept. 1884. Der er i Politivedtægt for Skive Kjøbstad af 15. dec. 1858 i § 12 en omtale af "Byens Tambour og Hornblæser". Brandkorpset skal bestå af forskellige overordnede med ”24 Mand og enten Byens Tambour eller en Hornblæser.” Mandskabet indtræder frivilligt og er dem, som ”ville anskaffe sig den i § 15 ommeldte Uniform … ” Skal desuden ”indøves i Geværexercits og March.” I en efterfølgende Vedtægt for Brandvæsenets Ordning i Skive Kjøbstad 1873 omtales der ikke Tambourer, således som Reglement af 15. dec. 1858 gør.
 
Tambourer var en del af de "borgervæbninger"[48], militære korps bestående af købstædernes borgere, som især opstod i starten af 1800-tallet, hvor der var et forøget nationalt trusselbillede efter og omkring Slaget på Reden i 1801 frem til de slesvigske krige og 1864. De eksisterede i de største byer indtil 1873, i nogle, her vist også Skive, i længere tid, dog efterfølgende nok mest som en ceremoniel reminiscens. Muligvis, som nogle her anførte erindringer[49] kunne antyde, med en funktion ved brandalarm i byen.
Det var almindeligt fra 1830'erne og frem, at de nedlagte borgervæbninger blev til ordens- eller politikorps eller blev indlemmet i brandkorpsene med mænd og materialer. I 1848 var der desuden flere byer, der enten gendannede deres borgervæbning eller oprustede dem, ikke mindst i Slesvig, men også nogle steder i kongeriget som en konsekvens af den første slesvigske krig 1848-50.
Iflg. de her indhentede informationer[50] var der i Skive ingen borgerbevæbning efter 1801.
Det kan muligvis være en mangelfuld oplysning, idet der i Skive i et navneregister til døde og viede i kirkebøgerne[51] er registreret en Tambour, Christian Carl Hertz, der døde 28.04.1813 som 89 årig[52], og som derfor må have virket som Tambour i 1700-tallet. Desuden har der i Skive været funktioner som politikorps under brandkorpset med den primære opgave at opretholde ro og orden ved ildebrande.
Vi kan også ud fra det oven for refererede fra ”Viborg Samler” i 1786 se, at der har været et ”Brandkompagni” og en ”Tambour”, der i beretningen herfra var opmarcheret ved byens ”vestre Port”.
Med de mange og ødelæggende brande i Skive har der selvfølgelig været behov for et ”Brandkompagni”, også ud over 1800-tallets Borgervæbninger. Og hermed også for en Tambour funktion.
I købstæderne ophævedes ordningen med borgervæbninger i 1873, hvor også Tambour funktionen forsvinder fra politivedtægten i Skive. At den så måske er blevet videreført i Skive som en ceremoniel, muligvis en brandteknisk funktion, kunne det godt se ud til.
 
En lokal dokumentation for tambour-, trommeslager- funktionen i Skive ud over Politivedtægten af 1858 for Skive Kiøbstad og registreringen af den enlige Tambour, der døde i 1813, har vi desuden i den her anførte ”Viborg Samler” fra 1786.
Her får vi desuden den værdifulde information, at det opstillede ”Brandkompagni” med ”Tambour” var ”posteret … ved Byens vestre Port”. Som lokalitet kunne Tambour betegnelsen således godt stamme herfra.
Der er ingen dokumentation for, at det skulle have været Peder Jacobsen, der var bærer af denne funktion i den tid, hvor han boede på Skive Mark, det senere Frederiksdal. Det fremgår heller ikke altid af de tilgængelige oplysninger i folketællingerne, hvem der ejede eller boede i huset i Frederiksdal som Tambourer. Men huset blev senere i 1870 folketællingen vitterligt kaldt Tambohuset.
I 1870 boede der 2 familier i huset, med henholdsvis 1 og 2 børn, en murer og (muligvis, svært læseligt) en "Postformand" Laust Petersen Agger, der formentlig lige så vel kunne have give huset dets Tambour navn som Peder Jacobsen.
 
Men mon ikke det mest sandsynlige nok har været, at den vigtige eksistens af et Brandkompagni med tilhørende Tambour, der omtales i 1786 som posteret ved Byens vestre Port kan have givet navn til det hus, som i 1845 blev opført lidt uden for den vestre Port på Skive Mark?
 
Hvis vi vender os mod historiske fremstillinger, har forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926, s. 497-500 bidraget med erindringer om Vægtersang og Brandalarm fra en køretur med familien i Skive i den tidlige barndom - hun anfører året som 1872 eller 1873. På køreturen ned ad Slotsgade "hørte vi pludselig trommen larme og støje bag os ...", en brandalarm.
Marie Bregendahl anfører selv, at der kan være tale en erindringsforskydning ved erindringen om både en brand og en vægter, der går og synger fredeligt i byen. Men erindringen kan muligvis alligevel afspejle et nogenlunde realistisk billede af både røde brandtønder og trommeslag i forbindelse med en bybrand. Temmelig usikkert som erindringsmateriale, men det bekræfter, at der i praksis kunne opleves en "Tambour" i Skive, en trommeslager, der i 1870’erne stadig varslede de hyppige brande, der havde hærget byen.
Det samme spor fortsætter C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive. Han beretter fra sin barndom, at "Enhver Husejer skulle uden for sin Ejendom have staaende ... en Tønde ... fyldt med Vand ... (i tilfælde af) Ildebrand ... Sprøjtemandskabet ... blev vækket til Daad ved, at Trommen gik igennem Gaderne med Raabet Brand ...", s. 509.
I samme værk, Bogen om Skive, Kap. II har J. C. Hansen, der har egen håndskriftsamling på Rigsarkivet[53], et faghistorisk ganske kompetent afsnit om Skive Købstads Topografi og Bebyggelse. Han anfører her, desværre uden kildemæssigt belæg, at "Tambohuset" blev bygget 1845 af "en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Denne udokumenterede meddelelse gentages i Skive Kommunes Historie, bd. 1, s. 344 i en lidt anden formulering.
Der er også nulevende, der kan huske, at der har været en tambur i Skive.
 
Det er umuligt på det foreliggende grundlag at gennemskue, hvorfra postulaterne om Peder Jacobsen stammer - ud over J. C. Hansens noget lemfældige tilbageslutning fra områdenavnet i 1870 til den første bygmester i 1845 af det, der bliver "Tambohuset". At der nok må have boet en tambour i huset på Skive Mark, kunne forekomme rimeligt sandsynligt, men det er ikke dokumenteret hvem.
Derfor kan Tambour navnet lige så vel stamme fra, at brandkorps og Tambour har været posteret her, ved den vestre Port, og har givet navnet til det i 1845 opførte og i lang tid eneste hus i området.
 
Bortset fra en manglende dokumentation for, at Peder Jacobsen skulle have haft en funktion som Tambour inden han døde i 1869, så kan man med nogen rette sige, at det er paradoksalt, at det nuværende Tambohus slet ikke oprindeligt har haft dette navn, men har fået det i 1962 efter et nedrevet nabohus, hvor navnet enten er opstået i folkemunde eller blot fortaber sig i et ikke kendt kildemateriale.

Schades Papir, lokal virksomhedshistorie

Det nuværende Schade A/S ligger på Øster Fællevej 5 i Skive. Grundlægger Frederik Schade, født i Nykøbing Mors 17. februar 1871, søn af købmand, konsul og bankdirektør August Hagbarth Schade, bosat Vestergade, Nykøbing Mors[54]. Frederik Schade meddeles død 01. november 1927, hvor han er fraflyttet Skive og bosat Gentofte i København.
 
 
I dødsmeddelelsen om Frederik Schade 1927 angives han ret upræcist som 57-årig. Frederik Schade har, som det hedder i Skive Folkeblad 01. november 1927 været nødt til at forlade sin virksomhed i Skive og oprette et ”Salgskontor af sine egne Fabrikationsartikler”. Om dødsårsagen angives, at Schade i løb skulle have forsøgt at indhente toget fra Gentofte til København H, hvor han efter en vellykket indsats faldt død om i toget, indhentet af et hjertestop.
En noget trist historie om en lokal iværksætters skæbne.
Frederik Schades virksomhed med produktion af og handel med papir i Skive sluttede med hans afsættelse fra direktørposten i det af ham grundlagte firma. Og han døde som 56½ årig i det københavnske tog næppe som en glad og tilfreds mand i forhold til det af ham skabte firma.
 
Her skal fokuseres på etableringen i Asylgade, udvidelsen med Frederiksdal, Frederik Schades afgang fra firmaet i 1926 og den efterfølgende genopretning indtil virksomhedsflytningen i 1962.

Frederik Schade mellem Nykøbing Mors og Skive

Frederik Schade har som søn i en lokal, morsingsk præste- og købmandsslægt haft gode startbetingelser. Han startede med at komme i købmandslære Frederiksgade 7, Skive hos købmand Jens Just[55], som havde haft denne købmandsforretning siden 1882.[56]
Efter at være blevet udlært som købmand, består ”Kommis Frederik Schade … Afgangsexamen ved Jyllands Handelsakademi i Aarhus … med Udmærkelse i oktober 1893 [57], og han etablerer herefter papirposefabrikation med tilhørende købmandshandel i Nykøbing, så vidt det kan vurderes ud fra avisomtaler i slutningen af 1890’erne.[58]
Anden november 1900 omtales i Skive Folkeblad en ”Afskedsfest” i anledning af, at ”Fabrikant Schade … flytter til Skive med sin betydelige Fabrik for Tilvirkning af Poser … (hvor han) skal drive Forretning i Kompagni med hr. Kjøbmand Wilh. Langhoff”.
Frederik Schade kan således konstateres at have indgået kompagniskab med W. Langhoffs Vestjyllands Papirposefabrik i Asylgade allerede fra slutningen af 1900.
Umiddelbart herefter fremgår det af 1901 folketællingen[59], at Frederik Schade er ugift Kjøbmand, bosiddende Frederiksgade på en adresse Matr. No. 154b, der ejes af Kjøbmand Mehlsen Jensen. Det fremgår af denne tælling, at Frederik Schade har taget fast bopæl i Skive 1900, formentlig umiddelbart efter afskedsreceptionen i Nykøbing.
I 1901 bliver Frederik Schade, bosiddende i Frederiksgade forlovet, i 1902 gift, og er registreret med bopæl i Voldgade indtil og med 1906 folketællingen. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04. sept. 1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906, hvor han med familien så må formodes at flytte til Asylgade 5, privatboligen til Vestjyllands Papirfabrik.
To fotografier fra Asylgade i 1960’erne, privatboligen til Asylgade 5 og set fra Frederiksgade i 1967.
.
Frederik Schades søn, Jens Aug. Schade beskriver sin barndom i skive i et interview i Skive Folkeblad 18. juli 1969 i forbindelse med et kortvarigt besøg i Skive - det første i 45 år.
Han oplevede barndommen "i et af de smaa huse ved Kirken". Det har han iflg. interviewet besøgt, som det nok dengang stadig så ud på fotoet her t.v. af Asylgade 5.
Født i 1903 har Jens Aug. Schades allerførste barndom enten været S. Draaby på Mors eller Voldgade Skive, hvor Frederik Schade i 1906 folketællingen er registreret som Købmand og ejer af Vestjyllands Papirposefabrik,[60] som Wilhelm Langhoff er registreret på som Papirhandler i samme folketælling.[61]
Det har så været i 1906, familien Schade tager bopæl i Asylgade og også overtager Langhoffs privatbolig til Vestjyllands Papirposefabrik.
Registreringen som privat bopæl fremgår først af 1911 og 1916 folketællingerne[62].
Det er i Asylgade, med "Vestjyllands Papirposefabrik", Fr. Schade starter den rullepapirproduktion, der senere udvides til Frederiksdal.
Iflg. en præsentationsartikel i Skive Folkeblad 19.09.1913 af "Vestjyllands Papirposefabrik" var denne virksomhed etableret i 1879. Iflg. beskrivelsen var der 1913 i Asylgade "Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri" til det nu af Fr. Schade ejede firma i Asylgade, suppleret med udvidelsen til Frederiksdal.
 

Udvidelsen til Frederiksdal

Når Frederik Schade fra sin virksomhed i Asylgade som nabo til Skive Tømmerhandel bliver opmærksom på mulighederne for en udvidelse af papirvirksomheden i Frederiksdal, må det formentlig både tilskrives den fysiske nærhed til området, men også fordi naboen, Skive Tømmerhandel har ejet Frederiksdal siden 1890'erne.
Processen for Frederik Schade som papirfabrikant har siden Nykøbing Mors været medejerskabet i Asylgade fra 1900, overtagelse og indflytning i privatboligen 1906, hvorefter planerne om en udvidelse vel så er modnet.
Realiseringen sker med købet af Frederiksdal, som annonceres 25. jan. 1912 i Skive Folkeblad. Om udvidelsen af forretningen fra Asylgade 5 til Frederiksdal, hedder det, at ”… Fabrikant Schade, Skive (har) købt Ejendommen ”Frederiksdal” vest for Kirken. Det er hr. Schades Agt at benytte en af Ejendommens Bygninger til Lager og Plads for en af ham selv opfunden Maskine til Sammenlægning og Oprulning af Indpakningspapir paa saadanne Ruller, som benyttes i Butikkerne…”
Det kunne således se ud til, at udvidelsen primært er betinget af den nye maskine, opfundet til at producere falset rullepapir med, og at det har skab behov for de bygninger, der ikke kunne rummes i Asylgade, hvor også Skive Tømmerhandel var placeret.
Udvidelsen i Frederiksdal sker med brug af de her eksisterende bygninger og i 1913 med opførelsen af en ny fabriksbygning. Denne udvidelse af papirproduktionen i Frederik Schades virksomhed i Asylgade orienteres der om i Skive Folkeblad i en omtale af produktionen af kræmmerhuse og papirposer på Vestjyllands Papirposefabrik. Det hedder 19. sept. 1913, at der på fabrikken i Asylgade stadig laves "særegne Poser ... med Haanden af flinke unge Damer" her, hvor der også "findes Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."
11. august 1914 kommer der fra Frederik Schade en meddelelse om prisforhøjelser i Skive Folkeblad som konsekvens af udbruddet af 1. verdenskrig. Her optræder alene Fr. Schade som ejer af Papirposefabrikken. Også ved et købestævne i Fredericia, omtales i Skive Folkeblad 3. aug. 1914 kun Frederik Schade som repræsentant for Vestjyllands Papirfabrik.
Ved omtale i Skive Folkeblad 08. august 1916 af ”Det danske Købestævne i Fredericia” omtales fra Skive ”Aktieselskaberne Schades Rulle Papir Industri og Vestjyllands Papirposefabrik”.
 
Altså senest fra 1916 er der tale om to aktieselskaber under Frederik Schade i henholdsvis Asylgade og på Frederiksdal Alle, henholdsvis den oprindelige virksomhed Vestjyllands Papirposefabrik, Asylgade og Schades Rulle Papir Industri Frederiksdal Alle.
Den del af Schades nyopførte fabriksbygninger på Frederiksdal, der i 1913 nævnes som nyopført ses på foto herunder.
Ud over de nye og formentlig mere egnede fabriksbygninger end bygningerne i Asylgade, fremgår det også, at "moderne Papirposemaskiner" er taget i brug i Frederiksdal.
 

Frederiksdal og Frederik Schade

Området Frederiksdal og Holstebrovej kunne godt ligne et område, hvor Skives begyndende industrialisering især havde til huse.
Lidt før Frederik Schades erhvervelse af Frederiksdal blev Pedersen og Jensens Maskinfabrik 1903 etableret på Holstebrovej 9, omtalt i Skive Folkeblad 28. juni 1913.

Pedersen og Jensens Maskinfabrik i omtalen i 1913 i Skive Folkeblad.

... Hr. Jensen møder med hele 3 Motoranlæg: 3 smukke Eksemplarer af Fabrikkens Specialmærke, Petroleumsmotoren "Sejr", 3 selvrensende Tærskeværker ... og endelig 3 vertikaltgaaende Gruttekværne ... (med salg til) Landbrugsvirksomheder, Teglværker, Møller og lign.

Skive Jernstøberi og Maskinfabrik blev etableret i april 1903, og ses omtalt i Skive Folkeblad med salgsannonceringer. 12.03.1928 annonceres Pedersen Jensens Maskinfabrik "til leje med eller uden Maskiner".

Maskinfabrikken havde adresse på Holstebrovej 9 i 1928 og i 1921 folketællingen. Det fremgår også af omtalen af Fr. Schades salg af jord v. det gamle Tambohus i 1915, at han købte jord op til maskinfabrikken. I folketællingerne i 1911 og 1916 optræder der ikke ejere af maskinfabrikken på Holstebrovej. I 1916 er der et spring mellem Holstebrovej 5 og 11. Det må formodes, at man dette år har fundet det rigtigt blot at springe nr. 7 og 9 over, da det var erhvervsvirksomhed, ikke beboelse.

Postkortet "Skive set fra Vest", hvor poststemplets dato er 06. aug. 1915, giver et godt indtryk af det område i Frederiksdal op til Holstebrovej, hvor Pedersen & Jensens Maskinfabrik ligger mellem vandtårnet (1905-73) og Skive Mølle (1857-1919), der brænder og forsvinder endeligt 1919. Ud over Skive Mølle, en hollændermølle, ses der hen mod vandtårnet en klapsejler mølle, lidt større end den, der ligger ved maskinfabrikken.

Skive Maskinfabrik ligger over for Schades Rulle Papir Industri, ud mod Holstebrovej. Man kan også se det hus over for Frederiksdal, som Schade også køber i 1912. Postkortets fotografiske motiv må være taget før 1913, hvor Frederik Schade opfører sin nye fabriksbygning til de i 1912 erhvervede bygninger.

 
Allerede fra erhvervelsen af Frederiksdal i starten af 1912 synes Schade at have været særdeles aktiv for sit nyerhvervede område.
11. maj 1912 skriver Skive Folkeblad ”Om Schades beplantning af Møllebakken”, der roses for at have gjort området attraktivt. Samtidig sætter kirkeværgen et pigtrådshegn op - til stor forargelse for journalisten på Skive Folkeblad 30. maj 1912.
Fra slutningen af 1912 indtil meddelelsen om den endelige vedtagelse i Skive Folkeblad 22. april 1913 af kommunens accept af både at yde tilskud til regulering og istandsættelse af det tidligere Vester Fælledvej, bliver der på forslag af Frederik Schade drøftet at navngive vejen gennem Frederiksdal som Frederiksdal Alle. Byen overtager hermed ”vejen som gade” som det hedder.
21. juni 1915 omtaler Skive Folkeblad nedlægning af vandledning gennem Frederiksdal, som byrådet har bevilget penge til. Og det hedder videre, at ”… i Frederiksdal, der som bekendt er bleven forskønnet meget væsentligt af Fabrikant Schade, bygges der i Sommer 3 Ejendomme … (heriblandt) Arkitekt Linds Villa …”
I 1911 folketællingen[67] er der i området Frederiksdal kun Tambohuset. På Galgebakken[68], hvor den vestlige del af det senere Frederiksdal Alle ligger, er der kun 2 matrikler. Endelig er der på Kirkebakken[69], der senere bliver en del af Frederiksdal Alle området omkring kirkerne, en enkelt matrikel. I 1916 folketællingen er der i området Frederiksdal Alle[70] kommet gang i udviklingen mod et pænt villakvarter i samme ende som Schades Rulle Papir Industri.
Det er ikke urimeligt, at lade Frederik Schade stå som en væsentlig igangsætter af det, der som Frederiksdal Alle både bliver et arnested for erhvervsvirksomhed og et smukt beboelsesområde.
 
Frederik Schade opfandt selv sine maskiner til Rullepapirfremstillingen[71]. Herom vidner patenter, som er arkiveret på Skive byarkiv.
24. 11. 1923 hedder det i Skive Folkeblad, at "Schades Rulle Papir Industri har nu etableret det 3. Hovedoplag her i Landet, nemlig i Odense ..." Der må her være tale om et produktions- og distributionssted ud over Asylgade og Frederiksdal i Odense. Altså på dette tidspunkt stadig en virksomhed i ekspansion. Men det kunne se ud til, at det lige netop er omkring denne tid, at det vender for papirvirksomheden.
Det fremgår af en situationsbeskrivelse i 1926[72], at Frederik Schade her måtte overlade ledelsen af papirproduktionen i Frederiksdal til den af C. Kaiser ledede produktion i Asylgade.
Den økonomiske konstruktion i samarbejdet er ikke undersøgt. Men Landmandsbankens krise, krak og den statslige indgriben fra sept. 1922[73] med efterfølgende konsekvenser i de lokale banker i Skive har formentlig sat Frederik Schade i en uholdbar økonomisk situation.
I rekonstruktionen af firmaet kunne det se ud til, at produktion og lokaler i Asylgade opgives, de annonceres under alle omstændigheder "til Leje" som "tidligere benyttede Lokaler" i Skive Folkeblad 19. og 22. 03. 1927.
Rekonstruktionen af papirproduktionen i Asylgade og Frederiksdal blev foretaget af den i okt. 1926 nyansatte direktør, købmand Johs. Schwartz (Skive Folkeblad 27. okt. 1926), der kom til at lede firmaet med Frederik Schades fratræden som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri og afrejse til hovedstaden.
Frederik Schades meddirektør i A/S Vestjyllands Papirposefabrik, C. Kaiser blev ved Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri ansat som enedirektør for de to papir A/S'er, og blev efter sin død umiddelbart efter efterfulgt af Købmand Johs. Schwartz, der rekonstruerede og sammenlagde de to tidligere selvstændige A/S'er.
Så sent som i sommeren 1926, altså før Frederik Schade må gå af som direktør, deltager Schades Rulle Papir Industri som så ofte før i et Købestævne i København.
 
Sammenfattende har de økonomiske problemer for de to A/S'er i papirindustrien i Skive nok flere årsager, hvor dispositioner og afhængighed i et kriseramt lokalt bankvæsen kunne være den ene årsag. Dog viser en nærmere gennemgang af årsagerne til likvidationen af Skive Bank 17. okt. 1928, at både "Rullepapirindustrien og Fr. Schade privat" har været medvirkende årsager til bankens problemer og likvidation. Iflg. de informationer, der fulgte i kølvandet på det retslige efterspil, var der givet for store lån i en situation, der skulle være opstået "efter Prisfaldsbølgen i 1920 ..."
Den efterfølgende direktør i de to papirindustrier, Johs. Schwarz kalder i et 70 års fødselsdagsinterview i Skive Folkeblad 12. 07. 1944 problemerne i forhold til bank eller banker et spørgsmål om "Egen-Kapital", som der iflg. ham ikke var, da han overtog ledelsen i 1926. Men iflg. Schwartz var problemet snarere den gang af konkurrencemæssig art. Der skulle arbejdes med "Priser, der ansættes saaledes, at baade Køber og Sælger kan være tjent med (dem)."
Iflg. Johs. Schwartz arbejdede han med en plan, udarbejdet i første række af den direktør, han overtog efter, C. Kaiser. Den indirekte kritik af Frederik Schade, der ikke omtales i interviewet, er vel så, at han måske nok har været en udmærket igangsætter og idemand, men at det har knebet med "købmandskabet", "de rigtige priser", som har drænet egenkapitalen.
Om egen indsats og resultater hedder det så, at "... i 1927 var der ... ca. 20 ... (ansatte) ved de to nu sammensluttede Virksomheder." Og Schwartz fortæller videre, at der i 1944 nu "er 70 og har været oppe paa 80".
 

1920’erne i Skive, gullaschtid og bankkriser.

Danmarks største bank, Landmandsbanken, nu Danske Bank, blev et markant symbol på gullaschtid, spekulation og konsekvensen i en bankverden, der red med på bølgen.
Landmandsbanken blev stiftet 1871 og var o. 1. verdenskrig vokset til at være Nordens største bank, der finansierede industriel foretagsomhed og det stadigt betydningsfulde, større landbrug. Men også den mere risikoprægede spekulationsvirksomhed, der var med til at give perioden betegnelsen "gullaschtid".
Deltagelsen i gullaschtidens børsspekulationer, især engagementet i Transatlantisk Kompagni[74] kom til koste Landmandsbanken dyrt, og banken krakkede i 1922 og undgik konkurs ved et statsindgreb, hvilket var imod den daværende venstreregerings liberale grundholdning.
Krak og spekulation førte til en straffesag i 1923, hvor bankdirektøren Emil Glückstadt og flere ledende politikere og erhvervsfolk blev dømt.
Det fik også konsekvenser for det lokale bankvæsen i Skive. Og muligvis også for Frederik Schade.
Lokalt havde man på en ekstraordinær generalforsamling 12. juli 1918 i Salling Bank (”Salling Herreders Spare- og Laanebank”) besluttet at sælge bankaktierne til Landmandsbanken. Både før, under og efter generalforsamlingen blev Landmandsbankens tilbud karakteriseret som ”meget fordelagtigt”. Dette blev effektivt dementeret af Landmandsbankens efterfølgende konkurs.
I okt. 1925 stiftedes et aktieselskab ”Salling Bank”, der skulle overtage ”Landmandsbankens Skive Afdeling”.
Både som en delvis konsekvens af Landmandsbankens krak, men især en fejlslagen finansiering af De danske Mejeriers Mælkeeksport, måtte Andelsbanken i 1925 likvidere. I løbet af sept. 1925 blev der i forskellige andelsforeninger lokalt drøftet at genrejse Andelsbanken, dog uden resultat.
I forbindelse med bankkrise og økonomisk usikkerhed blev der også problemer i de dele af det lokale erhvervsliv i Skive, som var blevet for afhængige af de banker, der blev ramt af bankkrisen.
Schades Rulle Papir Industri i Frederiksdal og Vestjyllands Papirposefabrik under ledelse af henholdsvis Frederik Schade og Carl Kaiser drøftedes reorganiseret i 1926.
De to virksomheder havde siden Schades etablering af Rulle Papir Industrien i Frederiksdal arbejdet sammen under ledelse af Frederik Schade og C. Kaiser. Siden 1916 var de to virksomheder organiseret som selvstændige A/S'er. Det besluttedes nu, at Kaiser skulle være den eneste leder, muligvis fordi Schade i forbindelse med bankkrise og -problemer havde lidt så store tab, at han blev nødsaget til dette skridt.
Kaiser overtog ledelsen 1. sept. 1926 men døde en måned efter, hvor han blev efterfulgt af den lokale købmand Johs. Schwartz, der så efterfølgende fik skudsmålet at have bragt de to papirfabrikker økonomisk på fode igen.
Der er til belysning heraf tilsyneladende ingen - eller kun ganske lidt - arkivmateriale.
Der kunne være behov for belysning af mere specifikke årsager til Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri - ud over de efterrationaliseringer, som hans efterfølger Johs. Schwartz giver udtryk for i en fødselsdagsartikel 12. 07. 1944 i Skive Folkeblad.
Iflg. Schwartz havde papirfabrikkerne "haft store Vanskeligheder ... " Schwartz forklarer egen succes med, at han gav sælgerne "nye Priser at arbejde med", altså et købmandsmæssigt prisfald, må man forstå, der skulle øge salget og - underforstået - indtjeningen. Og den nye ledelse skulle også have "Kapital" at arbejde med, den skulle "oparbejde en ny Tillid", d.v.s. kunne overtale bankerne til at give lån. Hvilket jo kunne være vanskeligt nok i en tid med bankkrise og -skandaler i kølvandet på Landmandsbankens krak.
Johs. Schwartz stiller ikke sit lys under en skæppe. Det ville have været en gevinst at kunne få samtidigt regnskabsmateriale som mere objektiv dokumentation, lige netop på dette kritiske tidspunkt. Desværre viste et materiale fra Rigsarkivet 1923-25 sig at være et købmandsfirma, Schade & Co. i Næstved. Arkivbetegnelsen er Schade & Co. 1923-25, Kladde. Erhvervsarkivet 02811. Købmandsfirmaet Schade & Co.
Der findes dog til driften under Johs. Schwartz et senere "Regnskab for Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S Skive" 1. Maj 1937 til 30. April 1939, som kan kaste lys over virksomhedens økonomiske profil i den periode, hvor Schwartz havde "fået styr på økonomien".
 
Til belysning af det driftsmæssige var der 1939 "Kontorudgifter i København" kr. 21.156,09 og "i Aalborg" kr. 6.807,68, velsagtens et udtryk for en mere end lokal salgsorganisation, som også ansættelsen af Chr. Elsius Jensen i 1935 som provisionslønnet sælger har været udtryk for.
Hertil kommer "Forretningsomkostninger", der 1937-38 og 1938-39 lå på mellem 800-900.000 kr.
Det har været til virksomhedsdrift og lønomkostninger.
Med de i regnskabsmaterialet uspecificerede oplysninger bliver det nødvendigt at gå til mere generelle statistiske oplysninger.
I 1930'erne udgjorde "lønsummens andel af nettofaktorindkomsten" i alle erhverv o. 50 %, lidt mere i de sekundære erhverv end i landbruget iflg. Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk historie, bd. 1, s. 213. Hvis denne statistik holder stik hos Schades Papirindustri, så har lønomkostningerne været o. 4-500.000 kr.
I 1930'erne var "nominaltimelønne" iflg. samme kilde, s. 212 mellem 132-147 øre, et gennemsnit på ca. 140 øre.
Med en nettoarbejdsdag på 8 timer i 6 dage giver det en gennemsnitlig årsløn på 3-4000 kr., hvilket gør det muligt at skønne, at der i 1930'erne nok har været ansat 120-30 medarbejdere i virksomheden med en gennemsnitlig årsløn på 3500 kr.
 
I en efterfølgende ansættelsesaftale, underskrevet af Johs. Schwartz 20. febr. 1936 er fordelingen af "Elisius Jensens Provision"
1) Hoki, Horsens, "papir, poser og smaating",
2) Oceka. Der er kun nævnt provisionen ved salg til dette firma. Hvis det er Oceka, som blev til Superland, så var det et firma i København, som så kan have betinget kontoret i København.
3) Chr. Kjærgaard, Nr. Sundby, poser, papir og smaating.
4) Aalborg, hvor Elisius Jensen havde et personligt salg efter nærmere aftale.
 
Virksomhedens produktionsmæssige aktiver ses belyst ved, at 1. maj 1938 figurerer ejendommen Frederiksdal Alle 7 til en værdi af kr. 108.555,10, Asylgade 5 til en værdi af kr. 45.000,00. Der var dette år en kasse-, veksel- og postgirokonto beholdning på kr. 7167,26, et varelager med debitor tilgodehavender kr. 516.308,14, en inventarkonto m.v. kr. 180.804,83. Samlede aktiver kr. 859.835,33. Overskud, "Bruttofortjeneste" angives at være kr. 257.481,98, årets overskud eller, som det hedder, "Overførsel til næste Aar" kr. 18.317,87.
Det er ikke stort og prangende, men ser ud som et jævnt stort produktionsfirma i god drift. Med Frederiksdal Alle 7 som det dominerende hovedsæde. Og som det fremgår med salg hovedsageligt i Jylland, men også i København til Oceka.
Regnskabstal for Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S 1937-1939
Driftsomkostninger Løn ca. ½ heraf          
8-900.000 kr. 4-450.000 kr.          
                 
Normaltimeløn 1,4 kr. Ugentl. Arbejdstid 48 timer I 50 uger 2400 timer årligt i alt
Årl. arbejdsløn for en gennemsnitsarbejde 1,4*48*50     Årsløn 3360 kr.
Antal arbejdere med normaltimeløn 425.000/3360     126 arbejdere
                 
Kontorudgifter København Aalborg        
    21.156   6.807        
Aktiver i produktionen Frederiksdal Alle 7 Asylgade 5 Kasse-, veksel- og postgirokonto beholdning på
    108.555   45.000   7.167,00    
    Varelager, tilgodehavender   Samlede aktiver  
    180.804       859.835    
                 
Bruttofortjeneste 257.481   Overførsel til næste Aar 18.317  

Ledende medarbejdere i irksomheden efter Frederik Schades afgang 1926

Ved Frederik Schades afgang i 1926 som direktør for virksomhedernes afdeling på Frederiksdal Alle bliver C. Kaiser, direktøren på Vestjyllands Papirposefabrik enedirektør for begge virksomheder.
Da Kaiser dør umiddelbart herefter bliver købmand Johs. Schwartz hans efterfølger på begge virksomheder.
Iflg. fødselsdagsartiklen bragte Schwartz den nu på Frederiksdal Alle hovedsageligt samlede produktion økonomisk på fode igen.

Skive Folkeblad 11. juli 1963.
Direktør Christian Elisius Jensen, Frederiksdal Alle 11, Skive, fylder i dag, torsdag, 60 aar.
Stammer fra Aarhus, havde som yngre manufakturforretning i Himmerland.
Starter v. Schades Papirindustri som rejsende, flytter til Skive 1938. Bliver forfremmet til direktør sammen med Peder Dahl v. Johs. Schwartz’ fratræden 1952.
Et meget fint og nobelt menneske, interesserer sig meget for det religiøse, har to døtre i ægteskabet med fru Esther Marie.
Hedder det i fødselsdagsartiklen.
Blev august 1953 endeligt udnævnt til direktør sammen med P. Dahl.

 

 
 
 
Skive Folkeblad 12. maj 1969.
Direktør P. Dahl forlader Schade, fratræder 1. juli stillingen som direktør, efterfølges af Civilingeniør Poul Hjalmar Sørensen som øverste leder for virksomheden.
Blev ansat hos Schade i 1918.
 
Det er konstaterbart, at det oprindelige Tambohus eller Frederiksdal blev nedrevet i 1938. Iflg. mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun, flyttede Elisius Jensen i 1939 ind i et nybygget Frederiksdal Alle 5, hvor "nedrivningen af Tambohuset knapt (var) færdig, da vi flyttede ind ..."
Chr. Elisius Jensen var blevet ansat som provisionslønnet repræsentant for "Firmaet A/S Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik ... fra 1. Juni 1935 (med) Repræsentation for Selskabet i det nordlige og østlige Jylland med Undtagelse af ... Aalborg og Nørresundby ..." Provisionsaflønningen aftaltes med et maksimum på 14% af avancen ved salg og et minimum på kr. 9.600, herunder indbetalte firmaet resten op til minimum, underskrevet af Johs. Schwatrz på firmaets vegne.
Den delvise genpart af Overenskomsten til udnævnelsen af de to direktører, Peder Dahl og Chr. Elisius Jensen som efterfølgere af direktør Johs. Schwartz, underskrevet 28.8.1953, er venligst stillet til rådighed af Elisius Jensens datter, Ebba Lützow Bruun.
Med virkning fra 1. maj 1952 blev der "mellem ... Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S, Skive og ... prokuristerne Peter Dahl og Christian Elisius Jensen ..." indgået overenskomst om, at de skulle efterfølge Schwarz som direktører. Peder Dahl med den tekniske, Elisius Jensen med den merkantile ledelse, "leder af kuponrulleafdelingen og mulig repræsentation." Underskrevet 26. aug. 1953, medunderskriver Johs. Schwartz.
Den afgående direktør Johs. Schvartz skulle iflg. Elisius Jensens datter have været godt tilfreds med de to efterfølgere, fordi de "supplerede hinanden udmærket gennem deres gode samarbejde."
 
Den mangeårige direktør for Schades Papir, Peder Dahl afløses iflg. Skive Folkeblad 12. maj 1969 af Poul Hjalmar Sørensen, der er direktør indtil sin død i 1975.
Hvor Peder Dahl i 1969 blev afløst af Poul Hjalmar Sørensen, fremgår det af meddelelsen ved Chr. Elisius Jensens død 25.8.1974, at han fratrådte som direktør i 1968. Altså et næsten samtidigt og koordineret generationsskifte.
Frederiksdal Alle 5, hvor Rullepapirvirksomheden, fra 1962 Tambohus, ligger ved siden af, på Frederiksdal Alle 7.
Poul Hjalmar Sørensen døde 51 år gammel i 1975.
Iflg. Skive Folkeblad 12.01.2011 fyrer Schade Nordic A/S 15 ansatte, så der nu er 21 medarbejdere tilbage. Iflg. Berlingske Tidende 13. sept. 2013: Koreanere køber danske Schades for tæt ved kvart milliard, Schades … er solgt til koreanske Hansol Paper. Sælgerne er kapitalfonden Capidea og Danebrog, der er kontrolleret af erhvervsmanden Laurids Jessen. Regnskabsoversigt 2018 viser et firma uden likviditet og ansatte.
I dag er Schades A/S[75] en lokalt mindre virksomhed på Øster Fælledvej 5 som det lokale hovedsæde i en virksomhed, som efter at have været ejet af sydkoreanere nu er opkøbt af det amerikanske Iconex, et multinationalt firma, som er leverandør af bl.a. papirvarer[76]. Schade i Skive optræder p.t. ikke i dette globale firmas lokale destinationer[77].
 

Kilder, litteratur og andet benyttet materiale

125 år på Skiveegnen, Salling Bank, Niels Mortensen, https://www.sallingbank.dk/Default.aspx?ID=2071
Bogen om Skive, 1926.
Byvedtægter for Skive Kjøbstad 1858, Rigsarkivet. Vedtægt for Brandvæsenets ordning i Skive Kjøbstad. Vedtaget af Skive Byraad 13. dec. 1873, erstatter vedtægter fra 1858
Dagbladet København 21. sept. 1859, Skifteindkalde til Kjøbmand P. Knoths Bo.
Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, https://danmarkshistorien.dk/
Dansk Center for Byhistorie, http://ddb.byhistorie.dk/
Moltke, Kai, i Pengemagten og Kongekuppet i 1920, udgivet sidt 1979 på Skipper Klement.
Hans Smidth, maleri af Skive Kirke og Tambohuset o. 1870, Skive Kunstmuseum
Mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun.
Politivedtægt for Skive Kjøbstad, publiceret i Skive Folkeblad 03. - 09. sept. 1884.
Rigsarkivet, J. C. Hansen, Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive Købstads historie på sedler. Løbenummer: 19. https://www.sa.dk/daisy/arkivskabers_arkivserier?a=&b=&c=skive+k%C3%B8bstad&d=1&e=2016&f=&g=&h=&ngid=13710402&ngnid=&heid=13710970&henid=13710970&epid=13710970&faid=11&meid=&m2rid=&side=1&sort=&dir=&gsc=&int=&ep=&es=&ed=
Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, nr. 11, nov. 1915
Skivebilleder.dk
Skive Folkeblad, avisarkivet.
Skive Lokalarkiv, https://arkiv.dk/.
Vedtægter og forhandlinger vedr. Skive Købstads kommunale styrelse, D27 – 71, 1886 (1690-1885). Rigsarkivet, Viborg.
”Viborg Samler”. Beretning for 11te Juli 1786, refereret efter Lolland-Falsters Stiftstidende 01. juni 1886.
 
 
 
 
 
 
 

Noter og henvisninger



[1] Schades Rulle Papir Industri ses optræde som firmanavn første gang i Skive Folkeblad 04. august 1915, hvor der refereres fra ”Det danske Købestævne i Fredericia” 03. august. Dog ved vi, at Frederik Schade erhvervede Frederiksdal i 1912, hvor han i 1913 byggede ny fabriksbygning ud over de her erhvervede bygninger. Vi ved også, at han ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 udtalte sig kun som ejer af Vestjyllands Papirfabrik. 1915 er nok et rimeligt år at angive som etablering af ”Schades Rulle Papir Industri A/S”. I Krak 1917 er der registrering under dette navn. Desuden ses firmaet registreret i Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, nr. 11, anmeldt i nov. 1915. Vedtægterne for A/S er dateret 30. januar 1915.

[2] I 1901 boede Frederik Schade i Frederiksgade, blev forlovet samme år, gift i 1902, er registreret med bopæl i Voldgade i 1906 folketællingen, og det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04.09.1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906. Heraf kan man formentlig slutte, at den endelige overtagelse af Vestjyllands Papirposefabrik med privatbolig i Asylgade 5, Matr.Nr. 168 er foretaget, og at familien Schade så flytter til Asylgade.
[5] Skive Folkeblad 25. 05. 1915.
[6] Se neden for, Skive Folkeblad 03.06.1938.
Det vedtoges at navngive ejendommen Frederiksdal 7 Tambohus.
Man … valgte navnet Tambohus, fordi den ældste del af ejendommen bar dette navn i forrige aarhundrede.
 
[8] Se afsnit om Tambour funktionen i Skive.
[9] Skive Mark, Fælledveien
På Muremester Chr. Ørums bykort fra 1825 hedder området vest for kirken i Skive "Fæligen", "Kirkens Eng". På 1859 kort er betegnelsen "Markjord", og på 1875 kort "Fælledveien", som vejen også hedder på bykort fra 1900, se http://www.skivebilleder.dk/index.php/Kort/Bykort-prospekter/Bykort-af-V_E_A_-Berggren-ar-1900 .
[10] Se herom Jul i Skive, 1954, s. 22-23.
[11] Hans Smidths maleri fra o. 1870, Skive Kunstmuseum. Hans Smidth er søn af Edvard Philip Smidth, der 1838 er registreret som prokurator i Nakskov, byfoged, herredsfoged fra 1854 og borgmester 1869-77 i Skive, før han døde i 1878. Hans Smith kom i 1854 som 15-årig til Skive og blev student fra Viborg Katedralskole. Han vendte tilbage til Skive i 1866 efter bl. a. studieophold på Kunstakademiet, hvorefter han blev den jyske hedes og befolknings maler. Ved 1860 folketællingen, http://ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp er familien Smidth registreret Matr. No. 65. Det må være en rimelig antagelse, at Hans Smidth som søn af en af byens førende borgere siden 1854 har haft en indgående kendskab til Tambouren og Tambour funktionen i Skive. Og at han derfor har givet det hus, som i 1870 giver navn til området en ganske fremtrædende plads i maleriet af byens kirke og det omkringliggende landskab.
 
[12] Billedtekst: Parti af Skive med den gamle kirke, Vor Frue Kirke med Kirkegade, tegnet "efter naturen" 6/6 1869 af maler C.S. Himmelstrup, Skive.
[13] Ses registreret i folketælling 1855 med bopæl i Vestergade, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442175.
[16] J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.
[17] Se note 11.
[21] Skive Folkeblad 19. sept. 1913 i en præsentationsartikel af Vestjyllands Papirposefabrik hedder det ” ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."
[31] Ud over den her anførte meddelelse i Skive Folkeblad 03.06.1938, er der også mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun, at Elisius Jensen i 1939 flyttede ind i et nybygget Frederiksdal Alle 5, hvor "nedrivningen af Tambohuset knapt (var) færdig, da vi flyttede ind...".
[34] Peder Jacobsen, Skive Mark, i fire folketællinger, dog ingen med stillingsbetegnelsen "Tambour". I 1845 boede han ikke Skive Mark. Se folketælling 1845, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=7730#7730,185464, ”hans Fag Arbejdsmand”, folketælling 1850, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114696#114696,17282931, 3 børn, ”?mand” , 1855 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442170, 3 børn, ”Arbejdsmand”, 1860 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=9550#9550,230528 ”Arbejdsmand”, ingen hjemmeboende børn.
[37] J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.
[47] Her refereret efter Lolland-Falsters Stiftstidende 01. juni 1886.
[49] Forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926 og samme sted C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive.
[54] Fremgår af 1901 folketællingen, i foregående folketællinger registreret som Kjøbmand, http://ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp.
[55] Beskrevet i Skive Byarkiv med foto af familien, https://arkiv.dk/vis/3584304.
[56] Både familien Just og bygningen med købmandsforretning og privat beboelse er beskrevet i Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/3583006.
[57] Skive Folkeblad 23.10.1893
 
[58] Fremgår af Skive Folkeblad 13.12.1899, hvor ”Købmand” Schades indkomst og skatteansættelse omtales og Skive Folkeblad 02.11.1900, hvor ”Fabrikant Schades … Papirposefabrik” omtales.
[61a]Asylgade i 1890 folketællingen har på Matr. No. 154, med 4 familier, 44 personer, og Matr. No. 154 med 5 familier, 19 personer, Matr. No. 162 med 4 familier, 9 personer, Matr. No. 163e med 2 kvinder, Matr. No. 168 med Kjøbmand W. Langhoff, 3 personer inkl. ”Tjenestetyende”[63]. W. Langhoff var ejer af Vestjyllands Papirposefabrik, som Schade i 1900 blev medejer af, og hvis privatbolig han i slutningen af 1906 må være flyttet ind i[64], et område hvor Skive Tømmerhandel også var placeret[65] siden 1895. Samt i 1906 en dyrlægefamilie[66]. Her fik Kvickly, Skive Bibliotek og Skive Byarkiv senere til huse.
[64] Se 1906 folketælling, note 46. Privatboligen har formentlig været den, der kan ses her på foto fra 1960 af Skive Tømmerhandel.
 
[65] 1906 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=16694#16694,634530. Der boede her også 3 ansatte på Skive Tømmerhandel.
[72] Se afsnit om gullaschtid og bankkriser i Skive i 1920’erne.
[74] Der er og har været en lang række myter omkring dette selskab, især fremført som en konspirationsteoretisk affære af Kai Moltke i Pengemagten og Kongekuppet i 1920, udgivet sidt 1979 på Skipper Klement. H. N. Andersen, ØK skulle være gået sejrrigt ud af konflikten i modspil til kræfter omkring Landmandsbankens direktør E. Glückstadt, først og fremmest ved at få kongen, Christian X til at afskedige regeringen Zahle, hvilket banede vejen for en Venstre regering, der forpurrede en handelsoverenskomst med Rusland, der kunne have reddet Transatlantisk Kompagni - og Landmandsbanken. Se https://www.gullaschbaronen.dk/transatlantiske-kompagni/.
[76] https://www.iconex.com/, se Skive Folkeblad 08.11.2018.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Schades Papir, en lokal virksomhedshistorie
En tid, en købstad, nogle lokaliteter, udvalgte iværksættere
Frederik Schades Papir
 
 
 
 
 

Industrielle virksomhedsområder i Skive

Før og omkring 1900 var det især mere velhavende købmænd, der lånte penge til og investerede i tidens spirende industrielle foretagsomhed.
Et særkende for Skive blev desuden markeringer på forskellig vis fra Skive Folkeblads redaktør, Carl Hansen (1870-1940), en hovedkraft i den lokale andels- og mejeribevægelse, der også var folketings- og lokalpolitiker. Fra en bonde med handelstalent og blik for fremtidens muligheder, Per Odgaard (1851-1910). Samt fra en teknisk begavet mejerist, Esper Andersen (1859-1936).
Men hertil kom - også i Skive - som de fleste andre steder i Danmark - en række købmænd med midlerne til og blik for mulighederne.
Skal der trækkes en overordnet streg i sandet for Skives industrialisering, så må karakteristikken være, at den er groet ud af Sallings muld, drevet af folk med blik for en ny tids tekniske muligheder og økonomiske perspektiver. Og med højskole og presse som politisk og kulturel bagklang.
 

Industriens bymæssige placering

Oversigtsmæssigt kan man placere den begyndende industrialisering i Skive i områderne omkring Vestergade, Reberbanen og Østerbro, Brårup områderne. Hertil kommer midtbyen, hvor især Per Odgaard satte sit stempel.
Det, man kunne kalde Skives første industrikvarter, kom til at ligge i området Vestergade og Reberbanen[1].
Dette område har en lang historisk tradition for foretagsomhed. Her var der salg, muligvis også produktion af jydepotter. Her lå ”Grydeboerne”, som det hedder i Resens Atlas Danicus fra 1677 og Pontoppidans Den danske Atlas fra 1767.
Resen nævner i sit Atlas Synder-bye eller Gryder-boerne. Disse Resen betegnelser bliver hundrede år senere hos Pontoppidan 1764 til, at "Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere de Huse, som deraf havde Navn, regnede under Synderbyegade."
Det rebslageri, der formentlig har givet navn til den del af området, der nu hedder Reberbanen, blev oprettet 1847 af rebslager, Jens Christensen. Allerede 22. august 1848 ser man i Kongeligt allernaadigst privilligerede Viborg Stifts-Tidende annoncering af "et Stykke Jord eller Toft ved Reberbanen ..." på auktion over "Kjøbmand og Vicekonsul Friis's Boe ..."
Beliggenheden af Jens Christensens reberbane må formodes at have været området fra Vestergade ned mod Skive Å, fremgår det af Skive Folkeblad 12. juni 1896 om en Rebslagersvends redningsindsats ved en næsten drukneulykke" i Aaen lige neden for Reberbanen ..."
Af en anden avisartikel, Skive Folkeblad 18. jan. 1881 fremgår det, at rebslager Jens Christensen havde en "Gaard i Vestergade". Denne reberbane må formodes at have været beliggende mellem "den gamle Markedsplads" og Vestergade.
Man kan også identificere en Reebslager T. D. Madsen, der i Skive Avis 30. juni 1870 annoncerer med "en Reberbane, beliggende paa den nye Markedsplads", som formentlig kun eksisterer indtil den senere Aakjærskolen 1876 får afsat byggegrund på "den nye Markedsplads".
Man kan nok kun skønne sig til beliggenheden af rebslager Jens Christensens og Madsens respektive reberbaner med et par bykort til hjælp.
Og hvilken af de to nært hinanden liggende reberbaner, der 1907 gav navn til Reberbanen, kan vi ikke vide ud fra de her benyttede kilder.
Resens Atlas Danicus Schive 1677

 

Jens Christensens reberbane har nok været placeret et sted omkring den "Gamle Markedsplads og Jens Christensens gård i Vestergade. Muligvis hvor der i sin tid har været "Gryderboernes Grydergade", der er aftegnet på Resens Atlas Danica fra 1677, nummereret 29. Under alle omstændigheder nok tættest muligt på Skive Mølle, som må have leveret energiforsyningen. Tilsvarende reberbanen på "den ny Markedsplads". Formentlig har begge reberbaner ligget ved eller i forlængelse af Møllegade.
Rebslagning har været et traditionelt håndværk uden industrielle teknikaliteter. Den først kendte lavsartikel, der omhandler dette håndværk er Malmøs fra 6. september 1412, registreret i Diplomatarium Danicum. Som husflid har rebslagning formentlig eksisteret længe før middelalderen. De som regel o. 100 m lange rebbaner blev først fra slutningen af 1800-tallet overdækket, således som vi ser det på fotoet fra Skjern.
Jens Christensens reberbane i området omkring Vestergade har næppe været overdækket - slet ikke fra start. Ej heller den anden reberbane, som kan identificeres o. 1870 at have været beliggende på "den nye Markedsplads", Asylgade, hvor nu Aakjærskolen ligger.

Det har ikke været muligt at finde Reberbanen i Skive fotografisk afbildet som rebslageri. Byarkivets tidligste afbildning er en tegning af Reberbanen 1920. Men den oprindelige reberbane kan have lignet den tilsvarende i Skjern, der blev drevet at en vindmølle, som den velsagtens også blev i Skive, hvor Reberbanen lå lige op til Skive Mølle, der brændte 1920. Der har næppe været den bygningsmæssige overdækning, som ses i Skjern, snarere fritstående som det ses fra Kbh., Østervold 1907.

En i Skive yderligere eksisterende reberbane omtales i forbindelse med Vestergade og området o. "den nye Markedsplads" i Skive Avis i en annoncering 30. juni 1870, hvor der ikke kan være tale om Jens Christensens reberbane, der ser ud til at eksistere i en eller anden form 18. jan. 1881, som det fremgår af Skive Folkeblad. Her anlagde sønnen åbenbart 1881 en forretning. Og rebslageriet eksisterer stadig 1896, hvor Skive Folkeblad 12. juni beretter, at "Rebslagersvend Venneberg hos Rebslager Christensen i Aaen lige neden for Reberbanen ... (fandt) et 10-11 Aar gl. Pigebarn drivende i Vandet ...", hvorfra hun blev bragt til "det saakaldte Tambohus".

Det vedtages 1907 i Mark- og Vejudvalget, at "Vejen, der udgaar fra Søndergade, og som hidtil har heddet Krogen, fremtidig faar Navnet Reberbanen...", Skive Folkeblad 7. okt. 1907. Om det har været Jens Christensens Reberbane eller den af rebslager T. D. Madsen på den nye Markedsplads beliggende reberbane, der har foranlediget navnet, kan vi ikke vide. Men det fremgår også af en avisomtale i Kolding Folkeblad 19. okt. 1876, at der på "den nye Markedsplads" er afsat byggegrund til en "privat Realskole", som senere bliver til Aakjærskolen. Madsens rebslageri har således næppe haft en lang levetid.

 
I området startede 1841 et farveri, som 1876 blev udvidet til klædefabrik. Desuden i Vestergade fra 1852 Skive Tobaksfabrik. Disse virksomheder overlevede dog ikke krisen efter 1. verdenskrig og måtte lukke.
Efterfølgende blev fra 1880’erne Østerbro og Brårupgade det nye industrikvarter,
placeret centralt i forhold til Skives daværende jernbanestation på Viborgvej.
Her blev 1881 anlagt Skive ny Jernstøberi, det senere Gyro[2]. Herefter forskellige virksomheder, f.eks. Skive Svineslagteri 1889, der 1903 blev til Skive Andelsslagteri. På Brårupgade placeredes 1896 det kommunale gasværk, hvor også Skive Elværk kom til at ligge 1906.
Så kom proprietæren fra Tastum, Per Odgaard,
der 1901 overtog Ny Skivehus[3], beliggende på det nuværende Odgaardsvej 15A, hvor han frasolgte ca. halvdelen af gårdens 213 tdr. land til husmandslodder og byggegrunde, samtidig med at der blev anlagt nye gader i området: Odgaardsvej, Allegade, Godthåbsvej, Aakjærsvej.
I dette område opførte Per Odgaard 1903 Skivehus Cementstøberi på Godthåbsvej. Det blev afviklet 1910, og fra 1912 kom også Skive Møbelfabrik til at ligge her. Ligeledes på Godthåbsvej opførtes Skivehus Asfalt- og Tagpapfabrik.
I samarbejde med den nære ven, Esper Andersen, mejeribestyrer m.m. fra Jebjerg, og firmaet Siliam Bjerre, hvis ejer var udlært som mejerist hos Esper Andersen, etablerede Per Odgaard i 1905 Skivehus Elektricitetsværk på Odgaardsvej. Skive Kommune købte værket i 1913.
Esper Andersen Siliam Bjerre, Torvegade 11 Torvegade 11 i dag
Efter elektricitetsværket startede Odgaard 1906 Jysk Motor- og Maskinfabrik på Odgaardsvej, hvor der bl.a blev fremstillet automobiler, motorcykler og cykler. I Skive Folkeblad er der 27. august 1907 en malende beskrivelse af de problemer, der kunne opstå, når man forsøgte at transportere sig i automobil den gang. Fabrikken blev allerede nedlagt i 1908 og videreført som Skivehus Maskinfabrik. Desuden udlejede Odgaard 1906 en længe af Skivehus ”en Fabrik for Tilvirkning af Trævarer til Børstenbinderbrug”. Den blev 1907 flyttet ind i en nyopført fabriksbygning på Godthåbsvej. Efter en konkurs i 1909 solgte Per Odgaard denne bygning til Arbejdernes Fællesbageri.
Fra området omkring Ny Skivehus fortsatte Per Odgaard sine initiativer i Adelgade 3, hvor han sammen med Jørgen Suurballe i 1903 overtog manufakturforretningen J. Suurballe & Co.
1905 anlagde Odgaard og Suurballe et lille elektricitetsværk i haven til Adelgade 7, Gregers Hansens Gregershus. Denne installation blev foretaget af Siliam Bjerre og Esper Andersen.[4]
Skive Byråd besluttede september 1906, at der skulle anlægges et kommunalt elværk, og kommunen købte derfor 1912 Gregershus Elværk.
Suurballe & Co., inkl. P. Odgaard købte december 1906 A/S Jyske elektriske Bomulds- og Linnedvæverier, anlagt på Odgaardsvej 50. Fabrikken blev mageskiftet og formentlig nedlagt i 1914.
På Odgaardsvej 9 anlagde Odgaard 1907 A/S Skivehus Tobaksfabrik, der langsomt ophørte med driften mellem 1910 og 1915.
I 1904 var P. Odgaard med i et konsortium, der købte herregården Nørgaard. Herfra blev Jeppe Aakjærs Jenle udstykket og opført i 1906. Aakjær flyttede ind i sin nye ejendom i 1907.
Det fremgår, at venskabet mellem Per Odgaard og Jeppe Aakjær led nogen skade ved dette Jenle arrangement, bl.a. med hensyn til ved ordningen omkring Jeppe Aakjærs og brødres økonomiske betingelser i forbindelse med drift og overtagelse af gården.
Sammenfattende kan man om P. Odgaards aktiviteter sige, at de var mangfoldige, hovedsageligt placeret i vestbyen, nord for Holstebrovej og i midtbyen. De fleste fik kun en kort levetid, men de repræsenterede på mange måder en ny tid, ikke mindst elektricitetsværkerne.

Andre industrielle virksomheder i Skive, grundlagt før 1914[5]

Møllerne.
Skive Mølle fra 1827 brændte flere gange, Efter en brand i 1855 blev møllen nyopført 1856. Den fungerede fra 1884 også som rugbrødsfabrik. 10.-11. august 1919 brændte Skive Mølle ned for fjerde og sidste gang.[6]
Foruden Skive Mølle var der fra 1877 Skive Østre Mølle og Savskæreri, i Krystalgade, nedrevet 1917, og fra 1884 Gammelgaards Mølle, Brårupvej. Møllen blev anlagt syd for den nyanlagte jernbane i Hedemarken, som Brårup siden Christian 3. og indtil 1919 var blevet kaldt, sammen med Gammelgaards Teglværk, Brårup Cementstøberi og nogle gartnerier. Desuden opførtes 1919-20 Skive Højspændingsværk, et symbol og en konkretisering af, at møllerne nu blev afløst af fossilt drevne elværker .
Gammelgaards Mølle annoncerede med formaling og sæderug i Skive Folkeblad fra august 1885. 1887 var der licitation på opførelsen af 2 pakhuse til møllen. 1918 blev den ombygget til dampmølle.[7] Skive Østre Mølle og Savværk, Krystalgade blev opført 1877, 1916 købt af ejeren af Gammelgaards Mølle og nedrevet 1916-17[8].
Bryggerier.
Der har i Skive været mange bryggerier: Fr. Friis’ Bryggeri og Brændevinsbrænderi i Thinggade (fra 1854), Hambachs Bryggeri i Søndergade (fra 1858), V. Linnemanns Bryggeri i Vestergade (fra 1862), Børschs’ Bryggeri i Nørregade (fra 1863), Skive Aktiebryggeri, Reberbanen (fra 1896), Skive Bryghus i Kristiansgade (fra 1906).
Det eneste bryggeri, der har overlevet, er Bryggeriet Thordall, som fik dette navn i 1895, efter opstart i 1876 med produktion af hvidtøl og en tvangsauktion i 1892. I starten med produktion i Nørregade. 1954 indledtes udflytningen til den nuværende adresse, Humlevej, hvor bryggeriet i 1971 bliver til Hancock A/S[9].
Tobaksfabrikker.
Der har desuden i Skive været flere tobaksfabrikker: Rings Tobaksfabrik, Adelgade (omkring 1820), Skive Tobaksfabrik, Vestergade (fra 1852) og Skive Ny Tobaksfabrik, Ågade (fra 1893).
Der lå således et ganske omfattende og varieret iværksætteri forud for den produktion af rullepapir, der blev anlagt i Frederiksdal-området sammen med den også af Frederik Schade ejede produktion i Asylgade.
At Frederiksdal, det tidligere Skive Mark og Tambohus område skulle blive først et område for papirproduktion, senere et attraktivt boligområde lå ikke umiddelbart i kortene, men blev en realitet med Frederik Schades køb af Frederiksdal 1912.

Tambohus - fra Skive Mark til Frederiksdal Alle

Tambohus, Tambohuset, Tambourhuset - det i Skive velkendte navn - har haft en noget omtumlet tilværelse, siden det hus, som 1845 blev bygget på Skive Mark i 1870 folketællingen velsagtens giver ”Tambohuset” som navn til området, der 1882 bliver til Frederiksdal, 1913 til Frederiksdal Alle.
Det omtumlede springer umiddelbart i øjnene med Skive Folkeblad 03. juni 1938, der har overskriften ”Tambohuset” i Frederiksdal skal nedrives, sammenholdt med Skive Folkeblad 13. nov. 1962, der har overskriften Frederiksdal 7 hedder atter Tambohus. Selv om det jo var blevet nedrevet i 1938.
1938 hedder det i artikelteksten, at ”Det næsten historiske Hus i ”Tambohus” i Frederiksdal … (er) nu blevet dømt til Nedrivning … (af) Vestjyllands Papirposefabrik, der har brugt en Del af det til Lager … Tambohuset har hentet sit Navn fra den Mand, der i 1845 byggede det … Byens Tambour, Peder Jacobsen … (Det har haft) en omskiftende Skæbne, men til Slut blev Huset og Grunden købt af Papirfabrikken, og her var det, Frederik Schade i sin Tid fabrikerede det første af det falsede Rullepapir, som nu bruges overalt.”

 

I Skive Folkeblad hedder det 13. nov. 1962 i referatet fra et byrådsmøde, at ”Det vedtoges at navngive ejendommen Frederiksdal 7 Tambohus … (og at man) valgte navnet Tambohus, fordi den ældste del af ejendommen bar dette navn i forrige aarhundrede.”[10]
Som det fremgår, har Skive Folkeblad modstridende oplysninger omkring navnet Tambohus, der som Frederiksdal Alle 5 blev nedrevet i 1938, og genopstod som Frederiksdal Alle 7 i 1962 under det nedrevne nabohus’ navn.
Og om hvem, der i Skive har foranlediget Tambour navnet til det, der på Skive Mark i 1870 blev "Tambohuset", senere i 1882 omdøbt til Frederiksdal, fremføres det som en kendsgerning, at det var bygherren i 1845, Peder Jacobsen, hvilket formentlig er mindst lige så forkert som forvekslingen mellem Frederiksdal Alle 5 og 7.
Usikkerheden kan udmøntes i to spørgsmål: 1) Er det en eller flere tambourer i Skive, som har givet navn til huset fra 1845 og områdebetegnelsen i 1870? 2) I givet fald hvem?
Lad os starte med det, vi ved.

Tambohuset som lokalitet

Ved 1870 folketællingen hed 1. Rode i Skive Kjøbstad ”Tambohuset”[11], og havde kun i området det eneste her beliggende hus, matr. nr. 113.
1. nov. 1882 deklareres der navneændring fra ”Tambohuset” til ”Frederiksdahl”.[12] Efter Frederik Schades køb af Frederiksdal meddeles det 22. april 1913, at Vestre Fælledvej ”nu er omdøbt til Frederiksdals Alle”.[13] 3. juni 1938 meddeler Skive Folkeblad, at ”Tambohuset i Frederiksdal skal nedrives”,[14] og 13. nov. 1962 hedder det i Skive Folkeblad, at ”Frederiksdal 7 hedder atter Tambohus”.
Men Frederiksdal Alle 7 har aldrig før 1962 haft navnet Tambohus, som lå på Frederiksdal Alle 5. Og dette hus var indtil nedrivningen Frederiksdal områdets ældste hus, opført 1845.
Navneforskydningen kunne kaldes en første, let tilbageviselig mytedannelse omkring Frederiksdal området.
Den næste vandrehistorie er, at ”Tambohuset” skulle have fået sit navn efter den mand, der i 1845 byggede huset, det første hus på det, der den gang hed ”Skive Mark”[15].
Hertil kommer en regulær misforståelse, at Frederiksdal Alle skulle være navngivet efter Frederik Schade.[16] Det var ganske vist Frederik Schade, der i 1913 foranledigede dette vejnavn til det allerede eksisterende Frederiksdal. Men det er et navn fra 1882, som den da 11-årige Frederik Schade fra Nykøbing Mors næppe kan have foranlediget.

Funktionen som Tambour

At der har været en Tambour funktion i Skive, kan der ikke herske tvivl om, og funktionen kan også konstateres i Byvedtægterne for Skive Kjøbstad 1858 og i efterfølgende Politivedtægter[17].
Tambourer var en del af de "borgervæbninger"[18], militære korps bestående af købstædernes borgere, som især opstod i starten af 1800-tallet, hvor der var et forøget nationalt trusselbillede efter og omkring Slaget på Reden i 1801 frem til de slesvigske krige og 1864. De eksisterede i større byer indtil 1873, i nogle, her vist også Skive, i længere tid, dog efterfølgende nok mest som en ceremoniel reminiscens. Muligvis med en primær funktion som brandalarm i byen, hvilket lokale erindringer[19] ret klart demonstrerer.
Det var almindeligt fra 1830'erne og frem, at de nedlagte borgervæbninger blev til ordens- eller politikorps eller blev indlemmet i brandkorpsene med mænd og materialer. I 1848 var der desuden flere byer, der enten gendannede deres borgervæbning eller oprustede dem, ikke mindst i Slesvig, men også nogle steder i kongeriget som en konsekvens af den første slesvigske krig 1848-50.
Iflg. de her indhentede informationer[20] var der i Skive ingen borgerbevæbning efter 1801.
Det kan muligvis være en mangelfuld oplysning, idet der i Skive i et navneregister til døde og viede i kirkebøgerne[21] er registreret en Tambour, Christian Carl Hertz, der døde 28.04.1813 som 89 årig[22], og som derfor må have virket som Tambour i 1700-tallet. Desuden har der i Skive været funktioner som politikorps under brandkorpset med den primære opgave at opretholde ro og orden ved ildebrande.
Vi kan også ud fra det refererede fra ”Viborg Samler” 1786 se, at der har været et ”Brandkompagni” og en ”Tambour”, der iflg. denne avisartikel var opmarcheret ved byens ”vestre Port”.
Med de mange og ødelæggende brande i Skive har der selvfølgelig været behov for et ”Brandkompagni”, også ud over 1800-tallets Borgervæbninger. Og hermed også for en Tambour funktion.
I købstæderne ophævedes ordningen med borgervæbninger i 1873, hvor også Tambour funktionen forsvinder fra politivedtægten i Skive. At den så måske er blevet videreført i Skive som en ceremoniel, muligvis en brandteknisk funktion, kunne det godt se ud til.

Tambour funktionen i Skive

I en amtsindberetning fra 21. juni 1735[23] nævnes der ikke nogen eller noget om en Tambour i købstaden Skive. Dog kan der i en ”Beretning i ”Viborg Samler” for 11te Juli 1786” om Skive ses flg. anført:
Ved Byens vestre Port var Brandkompagniet posteret i fuld Orden, hvis Tambour slog March og saaledes omsider med Sprøjter og Tilbehør marcherede forbi Stiftsbefalingsmandens Logie.[24]
Der er i Politivedtægt for Skive Kjøbstad af 15. dec. 1858 i § 12 en omtale af "Byens Tambour og Hornblæser". Brandkorpset skal bestå af forskellige overordnede med ”24 Mand og enten Byens Tambour eller en Hornblæser.” Mandskabet indtræder frivilligt og er dem, som ”ville anskaffe sig den i § 15 ommeldte Uniform … ” Skal desuden ”indøves i Geværexercits og March.” [25]
I en efterfølgende Vedtægt for Brandvæsenets Ordning i Skive Kjøbstad 1873 omtales der ikke Tambourer, således som Reglement af 15. dec. 1858 gør.
Derimod optræder der fortsat en ”Tambour” i Politivedtægter for Skive Kiøbstad, som refereret i Skive Folkeblad 03. - 09. sept. 1884.
Den lokale dokumentation for tambour-, trommeslager- funktionen i Skive ud over Politivedtægten af 1858 for Skive Kiøbstad og registreringen af den enlige Tambour, der ses registreret død i 1813, har vi desuden i den her anførte ”Viborg Samler” fra 1786.
Her får vi desuden den værdifulde information, at det opstillede ”Brandkompagni” med ”Tambour” var ”posteret … ved Byens vestre Port”.
Som lokalitet kunne Tambour betegnelsen således godt stamme herfra.
Det rejser så spørgsmålet, var Tambohusets bygherre ”Tambour” eller har bygningen snarere fået sit navn p. gr. af beliggenheden ved ”Byens vestre Port”?
Ophavsmanden til myten om Peder Jacobsen som "Tambour" i Skive og personificeringen af Peder Jacobsen som navngiver til det, vi i dag kalder Tambohus er formentlig i udgangspunktet J. C. Hansen, der har skrevet det faghistorisk vægtigste i Bogen om Skive fra 1926, det officielle 600 Aars Jubilæum for Købstaden. S. 93 hedder det her, at "Tambohuset ... blev bygget 1845 af en Peder Jacobsen, Byens Tambour".
Man kan med føje spørge, hvordan J. C. Hansen kan vide, at Peder Jacobsen har været Byens Tambour, når han i øvrigt ved så lidt om ham, at han finder det nødvendigt at kalde ham "en Peder Jacobsen".
J. C. Hansens formodninger fra 1926 er herefter blevet fulgt op af forskellige meddelelser i Skive Folkeblad, hvor det gentages, at Tambohus har fået sit navn efter det hus, som Peder Jacobsen byggede 1845 på Skive Mark, det senere Frederiksdal. ”
Tambohuset” som betegnelse finder vi i Skive Avis 21. dec. 1879, 13.dec. 1881 og 01. marts 1882[26]. Først i Skive Folkeblad 17. juni 1938 er det her iagttaget, at Peder Jacobsen kædes sammen med husets navn, idet ”han efter Sigende skal have været Byens Trommeslager (Tambour).”
Det er formentlig en ukritisk godtagelse af J. C. Hansens historieskrivning fra 1926, der er den tidligst identificerede og velsagtens den oprindelige ophavsmand til historikken om Peder Jacobsen som en af byens Tambourer og som bygherre navngiver til Tambohuset.
Derfor er J. C. Hansens håndskrevne notater i Rigsarkivet[27] gennemset, og de synes at bekræfte, at der kan sættes spørgsmålstegn ved flere af Hansens oplysninger om Tambohuset.
Det ser ud til, at den ellers solidt arbejdende historiker er faldet for fristelsen til at slutte fra 1870 folketællingens benævnelse af området som "Tambohuset"[28] til den beboer, som har set ud til at have bygget og boet længst tid i Tambohuset indtil 1870, Peder Jacobsen.
Der er hverken i J. C. Hansens notater eller i hans redegørelse i Bogen om Skive fra 1926 noget kildemæssigt belæg for andet og mere end, at "Tambohuset" blev bygget 1845. Derimod er der kun delvist belæg for fortsættelsen - "af en Peder Jacobsen, Byens Tambour".
Det, der ikke kan findes belæg for, er, at Peder Jacobsen skulle have været Byens Tambour. Denne udokumenterede påstand gentages i Skive Kommunes Historie, bd. 1, s. 344 i en lidt anden formulering.
Det ser ud til, at J. C. Hansens pjuskede fjer fra 1926 er blevet til flere frit flagrende høns.
Det er umuligt på det foreliggende grundlag at sige andet om Peder Jacobsen som tambour end, at det er han nok kun blevet ved J. C. Hansens noget lemfældige tilbageslutning fra områdenavnet i 1870 folketællingen til ”Tambohuset”s ellers ukendte bygmester fra 1845, Peder Jacobsen, der i alle folketællinger har stillingsbetegnelsen ”Arbejdsmand”.

De manglende tambourer i ”Tambohuset”

At der skulle have boet en tambour i huset på Skive Mark, kunne meget vel være forekommet, men det er ikke dokumenteret hvem, det skulle være, eller at det skulle have været Peder Jacobsen, der skulle have været bærer af denne funktion i den tid, hvor han boede på Skive Mark, det senere Frederiksdal.
Det fremgår heller ikke af de tilgængelige oplysninger i folketællingerne, at der skulle have været en ejer eller beboer i huset i Frederiksdal som var Tambour. I 1870 boede der 2 familier i huset, med henholdsvis 1 og 2 børn, en murer og (muligvis, svært læseligt) en "Postformand" Laust Petersen Agger. De er lige så lidt identificerbare som tambourer som Peder Jacobsen.
Men huset blev senere i 1870 folketællingen vitterligt kaldt Tambohuset.
Derfor kan navnet lige så vel og formentlig langt mere sandsynligt end fra en Tambour i huset stamme fra, at brandkorps og Tambour har været posteret her, ved den vestre Port til Skive by.
Det mest sandsynlige forekommer at være den vigtige og konstaterede eksistens af ”et Brandkompagni med tilhørende Tambour”, der omtales i 1786 som posteret ved Byens vestre Port, som må have givet navn til det hus, som i 1845 blev opført lidt uden for den vestre Port på Skive Mark af Peder Jacobsen.
At Peder Jacobsen var den, der opførte huset, er så uden betydning for det navn, huset får som aflægger til ”vestre port”, stedet hvor ”Brandkompagniet (var) posteret i fuld Orden, (og) hvis Tambour slog March …”
Tambohuset må have fået sit navn i kraft af beliggenheden, ikke bygherren.

Fra Skive Mark over Tambohuset og Frederiksdal til Frederiksdal Alle.

Uddrag af Hans Smidth, maleri ca. 1870[29], Skive Gamle Kirke med Tambohuset, det senere Frederiksdal i forgrunden - som Hans Smidth har set bygningen. Dette uddrag af maleriet giver et formentlig godt indtryk af bygningen ud til det, der senere blev Frederiksdal Alle. Tilsvarende C. J. Himmelstrups næsten samtidige tegning, fra 1869, som i motivet har undladt Tambohuset.[30] De to værker er samtidige, samme lokalitet, men det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Himmelstrup har valgt at se bort fra Tambohuset.
Vi ved, at huset, der ved folketællingen i 1870 havde fået betegnelsen Tambohuset, ved opførelsen i 1845 bygningsmæssigt og oprindeligt var betydeligt mindre, og at det blev opført på Skive Mark. Hans Smidths maleri er den tidligst eksisterende gengivelse. Den efterfølgende udvidelse af det i 1845 opførte hus skete i 1857-58, hvor huset var blevet erhvervet af Købmand Peter Knoth[31]. Man må formode, at Knoths tilbygning er den del af huset op mod kirken, der har den tredje skorsten på Hans Smidths maleri.
Sammenlignes Hans Smidths maleri med fotografier af Tambohuset lige før nedrivningen i 1938, kan man se, at de ved 1857-58 tilbygningen tre skorstene igen er blevet reduceret til to.
 
To Billeder af det gamle ”Tambohus”, som nu nedrives… Huset fra Haven (og) fra Vejen i Frederiksdal. Skive Folkeblad 17. juni 1938.
Vi ved ikke, hvordan det hus, som Peder Jacobsen byggede i 1845, så ud. Men ud fra bygningsbeskrivelsen og et skøn ud fra Hans Smidths maleri har det nok set ud som uddraget af Hans Smidths maleri, den første del med 2 skorstene og rødligt murværk.

Peder Jacobsen og opførelsen af Tambohuset

Peter Jacobsen opførte de 10 ud af de 14 fag, som det senere Tambohuset kom til at bestå af. Han boede der 1845 til sin død i 1869[32].
Man kan af et navneregister til de lokale kirkebøger[33] se, at Peder Jacobsen som 27-årig ungkarl blev ægteviet i Vor Frue Kirke, Skive 21. sept. 1844. I 1845 folketællingen er Peder Jacobsen registreret med bopæl i Østergade med kone og barn, der i 1850 og 1855 er blevet til 3 børn, fra Østergade er Peder Jacobsen blevet bosiddende på Skive Mark, og han har noget af tiden, 1845 indtil måske o. 1857, ejet det af ham byggede hus, som så i 1870 folketællingen bliver kaldt for ”Tambohuset” med Købmand H. B. Kloch som ejer. Peder Jacobsen tituleres som ”Arbejdsmand” o.l. betegnelser, og han bor på Skive Mark, Matr. No. 113, det senere matrikelnummer er 172.
Det er fra Brandtaxation 1838-48,[34] vi kan konstatere, at Peder Jacobsen faktisk bygger hus på en ubebygget grund med "10 Fag Bindingsværk, Straa og Lyngtag. Beboelse i 3 Fag, Resten Heste- og Fæstald."
Der har så kun været beboelse i ca. en tredjedel af det oprindelige hus. Det kunne være til og med den første dør i den straa-, lyngtækte del af Smidths maleri.
Man kan i folketællingerne 1845, 1850, 1855 og 1860[35] se, at han nok har boet i det af ham opførte hus på Skive Mark - dog først efter 1845 folketællingen - men ikke, at han skulle have været byens "Tambour". Det er også usikkert hvornår og hvor længe, han er ejer, formentlig kun til o. 1857.

De første ejere af Tambohuset og første tilbygning 1857-58

Det er uomtvisteligt, at Peder Jacobsen har boet i og bygget det hus, der ved 1870 folketællingen har givet navn til området, Tambohuset. Og det er ham, der har bygget det oprindelige, mindre hus, der i 1857-58 blev udvidet af en mere velhavende Købmand, Peter Knoth[36], der ganske vist gik fallit ved samme lejlighed - fremgår det af forskellige opslag i Skive Byfogeds Skifteprotokol 1844-68, sag nr. 128[37].
Det første skridt på vejen til at blive bekendt med Knoths kortvarige ejerskab af Peder Jacobsens hus findes i J. C. Hansens notater om Skive,[38] hvor han fra 1858 kan konstatere "Knud B. Knorth", som efterfølgende ejer, og at han skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus". Den værdifulde oplysning er her udvidelsen i 1858 af den oprindelige bygning til det omfang, som Tambohuset så havde o. 1870 i Hans Smidths maleri.
Men selve navneangivelsen modsiges af en søgning i skifteprotokoller,[39] hvor der kan konstateres en "Købmand Peter Knoth" (1828-77), der er registreret fallit i tiden ultimo 1857 - primo 1858. Det hedder herom i skifteprotokollens sager om fallitboet: "Boets faste Eiendomme at bestaae af Gaarden Matr No 4 paa Skive Kjøbstads Vestregade, Stedet Matr No 113 ved Skive Kirke og Jordeiendomme i Vesterfælled, betegnet Matr No 109 og 110."
Helt entydigt er det Købmand Peter Knoth, der 1857-58 går fallit med ejendomsret til Peder Jacobsens tidligere hus, medens Peder Jacobsen stadig bor der. Det fremgår faktisk ikke af nogen af folketællingerne 1850-1860, om det er Peder Jacobsen, der har ejet det af ham opførte hus.
Udvidelsen var efter beskrivelsen knapt halvdelen af den oprindelige bygning, hvilket fint kan passe med den hvidkalkede tredjedel, som vi kan iagttage vende op mod kirken på maleriet.
Hans Smidth må i udfærdigelsen af sit maleri o. 1870 have været særdeles lokalkendt og velorienteret om forholdene i byen. Usikkerheden o. dateringen skyldes, at Smidth i starten af sin karriere aldrig daterede værkerne. Dateringen beror på kunstkenderes vurdering af maleteknikken.
Den næste konstaterbare ejer er Købmand H. B. Kloch, som har ejet huset 1862-1873, muligvis længere tid, men under alle omstændigheder og konstaterbart ved 1870 folketællingen[40].
Desværre er det umuligt i 1860 folketællingen at konstatere antal beboere i huset. I 1850 og 1855 folketællingerne ser det ud til, at der boede 2 familier i huset. Udvidelsen af 1845 huset i 1857-58 har givet mulighed for de væsentligt flere beboere, som kan konstateres fra 1880-90’erne.

Yderligere udbygning af Tambohuset 1895-1900

Vi kan ud fra de efterfølgende fotografier se, at der i løbet af 1880-90’erne, nok mest sandsynligt da stedet ejedes af Skive Tømmerhandel fra 1895, er blevet bygget supplerende bygninger til det oprindelige Tambohuset. Og at huset herunder er blevet kalket og har fået tegl- i stedet for det stråtag, som kan iagttages på Hans Smidths maleri fra o. 1870.
Tambohuset som betegnelse kan først konstateres ved 1870 folketællingen og siden i Skive Avis og Skive Folkeblad 25.05.15, hvor det hedder, at "Fabrikant Schade har til Manufakturhandler Aage Henrichsen solgt den Villagrund, hvorpaa det saakaldte Tambourhus er beliggende".

Ejere af Tambohuset før og efter 1870

I 1880 folketællingen bor der 2 familier i huset. Som ejer er registreret Jens Chr. Jensen.[41]
Som ejere efter H. B. Kloch, der vel ejede huset indtil 1873, kan sikkert konstateres Laust Just Laursen og Svenning Christensen som ejere indtil 1881, hvorefter Laust Just Laursen fra 1886 bliver eneejer, indtil Frederik J. Laursen køber i 1888. Første februar 1886 meddeles Frederiksdal solgt til Laust Just Laursen for 20.000 kr. og "al Inventar, Kakkelovne og Komfurer medfølger..." Købesummen er lidt større end Frederik Schades i 1912. Der ser ikke ud til at være bygninger ud over Tambohuset, som det her har været værd at nævne.
6. august 1895 sælger Frederik Laursen Frederiksdal, "beliggende lige op mod Skive Mølle..." kun med "2 Heste og 4 Køer" på ejendommen. Den ved 1901 folketællingen[42] konstaterede ejer, Skive Tømmerhandel, har muligvis overtaget her, er under alle omstændigheder registreret som ejer i 1901 folketællingen.
Ejere før 1870 har været Peder Jacobsen 1845-1857, Peter Knoth 1957-58, Kbm. H. B. Kloch 1862-1873.
Ejere fra 1870: Kbm. H. B. Kloch indtil 1873, måske senere, Jens Chr. Jensen velsagtens 1873-1881, Laust Just Laursen 1881-1886, Laust Just Laursen 1886-1888, Frederik J. Laursen 1888-1895. Skive Tømmerhandel 1895-1912, Frederik Schade og Schades Rulle Papir Industri 1912-1962.

Sammenfatning o. Tambohus

Det fremgår ikke af nogen form for dokumentation, at Peder Jacobsen skulle have været byens trommeslager, ”Tambour”. Han er intetsteds registreret med anden stillingsbetegnelse end ”Arbejdsmand”.
Der har muligvis boet en Tambour i Tambohuset en gang, i så fald før 1870, men hvem ved vi ikke.
Ved 1850 folketællingen boede der ud over Peder Jacobsens familie yderligere et ældre ægtepar og en aftægtsmand i huset.[43] I 1855 folketællingen ser det ud til, at kun Peder Jacobsens familie bor i huset. [44] I 1860 folketællingen[45] er det umuligt at se, hvor mange der bor i huset, men sammen med Peder Jacobsens familie bor der en Peder Olesen. I 1870 folketællingen[46] bor der 2 familier i huset.
Hvis feltet kun er ejere, kender vi ud over Peder Jacobsen før 1870 kun 2 ejere, som ikke boede i huset, Købmand Peter Knoth og Købmand H. B. Kloch. Der har desuden boet adskillige lejere i Tambohuset, og der er ingen af dem, der kan identificeres som Tambour heller.
Det eneste, vi ved om Tambour betegnelsen er J. C. Hansens usikre, formentlig helt forkerte oplysninger, som antages at stamme fra en fejlslutning ud fra 1870 folketællingens "Tambohuset" til Peder Jacobsen.

Fra Skive Mark til Frederiksdal

Navneændringer under forskellige ejere af det, der endte som Frederiksdal Alle kan konstateres at have været "Stedet Matr. No. 113" i 1858, der lå på Vester Fælledvej, "Tambohuset" i 1870, i 1882 deklareret som "Frederiksdal". På et byrådsmøde 6. febr. 1884 omtales stedet dog stadig som Tambohuset i en drøftelse af istandsættelse af vejen forbi ”Tambohuset”.
Det er umuligt på det eksisterende materialegrundlag præcist at fastslå, hvorfor Matr. No. 113 på Skive Mark i 1870 har fået navnet "Tambohuset" ud over, at det var det eneste hus i det område ved ”vestre port”, hvor ”Brandkompagniet (var) posteret…”, og hvor der så har været en tambour.
Det har åbenbart i 1882 ikke været så flatterende et navn, hvorfor det blev deklareret som "Frederiksdal" i stedet.
Ved 1890 folketællingen var området "Skive Vesterfælled, (nu) Matr. 172, Frederiksdal" beboet af 9 familier med 40 personer i alt[47].
Det fremgår af 1906 Folketællingen, hvor Frederiksdal er anbragt under Diverse, at der på matr. 172, ejet af Skive Tømmerhandel har boet 6 familier med børn i hver familie, og 3 børn har boet sammen med en kvinde på 26 år[48]. I Skive Folkeblad 11.11.1903 omtales et "daarligt Hjem i Frederiksdal", helt åbenbart antydet med en form for børnemisrøgt i Byrådet.
Fra at have ligget uden for Skive by, beliggende på Skive Mark i 1845 får vi 1870 folketællingsbetegnelsen Tambohuset, som vel fra 1880-90’erne nærmest må betegnes en art slumkvarter med mange mennesker stuvet sammen på kun lidt plads, indtil Frederik Schades køb i 1912, hvorefter beboere og beboelser ændrer sig betydeligt.

Fr. Schade køber Tambohuset som Frederiksdal 1912

Det Frederiksdal, vi ser på det efterfølgende fotografi[49], køber Frederik Schade 1912 af Skive Tømmerhandel for 18.700 kr. Der var 12 tdr. land foruden bygninger iflg. Skive Folkeblad 25.01.1912 og Skive Folkeblad 26.01.1912.
Iflg. Skive Folkeblad 06.07.1912 køber Frederik Schade yderligere "Ejendom i Frederiksdal for 4200 kr." Formentlig den villa, som ses yderst t.v. på samme foto. Ejerskabet af denne ejendom fremgår af 1916 folketællingen[50], og desuden af at der i dette hus bor 2 familier, ansat på Rullepapirfabrikken.
Samme ejendom er endnu ikke registreret opført i 1911 folketællingen[51], som kun har det oprindelige Frederiksdal, her kaldet ”Forhuset” med i registreringen af ejendomme i området.
Derfor må fotoet dateres til mellem 1911 og 1913, ikke efter 1913 fordi den i dette år opførte fabriksbygning til Schades Rulle Papir Industri, her endnu ikke ses opført.[52]
Fotoet er af Skive Byarkiv dateret til o. 1900. Fotoet formodes her snarest at være taget et sted mellem 1911 og 1916 folketællingerne, snarest før eller o. 1913.
I tiden fra det første til det næste af de benyttede fotografier af Tambohuset med tilbygninger, har Frederik Schade så erhvervet Frederiksdal, og han har 1913 foretaget den fabrikstilbygning til Rulle Papir Industrien, som ses på det sidste foto, længst mod vest, ned mod ådalen.

Sammenfattende om Tambohuset og Frederiksdal indtil Fr. Schades køb og fabrikstilbygning 1913

Vi må ud fra det antal familier og mennesker, der iflg. folketællingerne har boet i Tambohuset i tiden op til og med 1906 folketællingen, antage, at den oprindelige ”Heste- og Fæstald” sammen med de tilføjede 4 fag nu er blevet beboelse. Længst mod vest, ned mod ådalen ses den fabrikstilbygning, som Frederik Schade i 1913 tilføjede Frederiksdal til sin Rulle Papir Industri. Overfor det af Schade købte Frederiksdal, ser man det hus, som tidligst kan være bygget i 1911, og som han også erhvervede i 1912.
Dette foto skal formentlig dateres til et tidspunkt mellem 1913 og 1915.
 
De tilkomne bygninger kan man se på efterfølgende foto af ”Havebyen” og helt eller delvis på de to foregående fotografier. Fotografierne må alle være taget o. eller efter Frederik Schades overtagelse af Frederiksdal i 1912 og erhvervelsen af ejendommen over for Frederiksdal.
 
”Havebyen Frederiksdal Syd for Skive Mølle”, dateret 1900 af Morsø Lokalarkiv[53]. Dateringen er klart forkert, Skive Mølle brænder 10. -11. august 1919. Fotoet må være taget før branden men efter 1913, hvor Schade opfører sin tilbygning til Tambohus, som er med på fotoet.
På det andet fotografi fra Frederiksdal Alle, kan vi se, at der før Frederik Schades tilføjede fabriksbygning i 1913 - der ses tydeligst på fotografiet af ”Havebyen” - har været tilføjet to bygninger til det oprindelige Tambohuset i form af den bygning, der vender facaden ud mod Frederiksdal Alle og den bygning, der vender gavlen ud mod Frederiksdal Alle, begge forbundet med mindre tilbygninger til det oprindelige Tambohuset.
De benyttede fotografier kan alene ikke fortælle andet og mere, end at der før Frederik Schades erhvervelse af Frederiksdal i 1912 har været mere end den ene fra 1845 / 1857-58 oprindelige bygning, Tambohuset.
Men hertil kommer Skive Folkeblads meddelelse 25. og 26. jan. 1912 ved købet af Frederiksdal, at ”Fabrikant Schade” vil "benytte en af Ejendommens Bygninger...", altså en af de to yderligere bygninger, der er opført som tilbygninger til Tambohuset.
Vi kan visuelt så nogenlunde følge udviklingen på det sparsomme fotografiske materiale.
Går vi til den øvrige bygningsmæssige udvikling omkring og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912, kan vi også temmelig præcist følge den umiddelbart herefter bygningsmæssige udvikling i og omkring Frederiksdal. Dog stort set kun ud fra samtidige avismeddelelser.
De første bygninger, opført på Frederiksdal Alle efter Tambohuset, Frederiksdal
Arkitekt Erik V. Lind stammer som Frederik Schade fra Nykøbing Mors, og de er jævnaldrende.
Det fremgår af Skive Folkeblad 21. juni 1915, at "Arkitekt Linds Villa er næsten færdig", og at der denne sommer opføres "3 Ejendomme" ud over de i ”Frederiksdal” beliggende, herunder Tambohuset, nemlig ”Arkitekt Linds Villa … Laustsen, Thise Østergaard … (og den Villa, som) Lærer Jens Hansen lader opføre”.
De i Frederiksdal beliggende før de i 1915 nyopførte har været Tambohuset med tilbygninger og den i 1913 nyopførte fabriksbygning samt villaen over for Frederiksdal. Hertil kommer så fra 1915 de 3 nyopførte villaer, som alle fremgår af fotoet af ”Havebyen”.
Linds villa fremstår tydeligt på det samtidige foto o. 1915 som både arkitektonisk og størrelsesmæssigt dominerende.

Papirindustrien i Skive udbygges af Fr. Schade fra Asylgade til Frederiksdal

Tambohuset, bykort fra 1875. Vester Fælledvej er her "Fælledveien", hvor Tambohusets bygninger er afsat. Sammenholdes der med Hans Smidths maleri fra o. 1870, er bykortets aftegning misvisende.
Frederiksdal, dateret af Skive Byarkiv til 1910.
Det oprindelige "Tambohuset" ligger i forgrunden.
Postkort med poststempel 15.12.1920. Må være før Skive Mølle brændte 1919. Bygningerne til Frederiksdal tyder på, at foto er efter 1913, hvor Fr. Schade opfører ny fabriksbygning.
Frederiksdal Alle er i dag et villakvarter ned til ådalen i forlængelse af Vor Frue og Skive Kirke med adskillige bevaringsværdige villaer, der alle først er opført o. og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912.
Her kom Schades Papir til at ligge indtil 1962, hvor produktionen flyttedes til Øster Fælledvej. Firmaet blev i 1915, formentlig officielt 11. november, oprettet som Schades Rulle Papir Industri[54], beliggende på Frederiksdal Alle 7. Noget af det oprindeligt købte, en villagrund til Tambohus, solgte Frederik Schade i maj 1915[55], samtidig med at han oprettede sin Rulle Papir Industri. Selve Tambohus forblev dog en del af Schades Rulle Papir Industri, indtil huset blev nedrevet 1938 og erstattet af villaen, der stadig ligger på Frederiksdal Alle 5[56]. Her fik prokurist, den senere direktør, Chr. Elsius Jensen med familie bopæl.
Schades Rulle Papir Industri var en udvidelse af produktionen i Asylgade på Vestjyllands Papirposefabrik, som Schade fik medarbejderskab i fra 1900 og endeligt ejerskab til 1906[57].
Flytningen af Schades Papir i 1962 skete med kommunens køb af Frederiksdal Alle 7, hvor flere institutioner så fik plads under det sammenfattende navn Tambohus, et for så vidt noget misvisende navn, da det egentlige Tambohus blev nedrevet i 1938[58].
Disse i 1962-63 oprindelige institutioner var - som det fremgår af Skive Folkeblads referat - Revalideringscentret, som 1965 flyttede til Skive Sygehus[59], Bomi, som 1971 flyttede til Viborgvej 7[60], Arbejdsteknisk Skole, som 1973 flyttede til H. C. Ørstedsvej og Den kommunale Ungdomsskole med ungdomsklub samt Civilforsvarets depot. I 1975 overtog Skive Musikskole de ved fraflytninger ledige lokaler.

Schades Papir, lokal virksomhedshistorie

Det nuværende Schade A/S ligger på Øster Fællevej 5 i Skive. Grundlægger Frederik Schade, født i Nykøbing Mors 17. februar 1871, søn af købmand, konsul og bankdirektør August Hagbarth Schade, bosat Vestergade, Nykøbing Mors[61]. Frederik Schade i Skive Folkeblad meddeles død 1. november 1927, hvor han er fraflyttet Skive, bosat Gentofte i København.
Det er måske lidt symptomatisk for omtale og erindring om Frederik Schade, at han i dødsmeddelelsen i 1927 fejlagtigt angives som 57-årig. Frederik Schade har, som det hedder i Skive Folkeblad været nødt til at forlade sin virksomhed i Skive og oprette et ”Salgskontor af sine egne Fabrikationsartikler”. Om dødsårsagen angives, at Schade i løb skulle have forsøgt at indhente toget fra Gentofte til København H, hvor han efter en vellykket indsats faldt død om i toget, indhentet af et hjertestop.
En trist afslutning på Fr. Schades del af virksomhedshistorien, hvor han sluttede med en afsættelse fra direktørposten i det af ham grundlagte firma. Og han døde som 56½ årig i det københavnske tog, næppe som en glad og tilfreds mand i forhold til det af ham skabte firma.
Her skal fokuseres på etableringen i Asylgade, udvidelsen med Frederiksdal, Frederik Schades afgang fra firmaet i 1926 og den efterfølgende genopretning indtil virksomhedsflytningen i 1962.

Frederik Schade mellem Nykøbing Mors og Skive

Frederik Schade, Skive Byarkiv[62]
Frederik Schade har som søn af en lokal, morsingsk præste- og købmandsslægt haft gode startbetingelser. Han startede med at komme i købmandslære hos købmand Jens Just[63], Frederiksgade 7, Skive, som havde haft denne købmandsforretning siden 1882.[64]
Efter at være blevet udlært som købmand, består ”Kommis Frederik Schade … Afgangsexamen ved Jyllands Handelsakademi i Aarhus … med Udmærkelse i oktober 1893 [65], og han etablerer herefter papirposefabrikation med tilhørende købmandshandel i Nykøbing, så vidt det kan vurderes ud fra avisomtaler i slutningen af 1890’erne.[66]
02. november 1900 omtales i Skive Folkeblad en ”Afskedsfest” i anledning af, at ”Fabrikant Schade … flytter til Skive med sin betydelige Fabrik for Tilvirkning af Poser … (hvor han) skal drive Forretning i Kompagni med hr. Kjøbmand Wilh. Langhoff”.
Frederik Schade kan således konstateres at have indgået kompagniskab med W. Langhoffs Vestjyllands Papirposefabrik i Asylgade allerede fra slutningen af 1900.
Umiddelbart herefter fremgår det af 1901 folketællingen[67], at Frederik Schade er ugift Kjøbmand, bosiddende Frederiksgade på en adresse Matr. No. 154b, der ejes af Kjøbmand Mehlsen Jensen. Det fremgår af denne tælling, at Frederik Schade har taget fast bopæl i Skive 1900, formentlig umiddelbart efter afskedsreceptionen i Nykøbing.
I 1901 bliver Frederik Schade, bosiddende i Frederiksgade forlovet, i 1902 gift, og er registreret med bopæl i Voldgade indtil og med 1906 folketællingen. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04. sept. 1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906, hvor han med familien så må formodes at flytte til Asylgade 5, privatboligen til Vestjyllands Papirfabrik[68].
Frederik Schades søn, Jens Aug. Schade beskriver sin barndom i skive i et interview i Skive Folkeblad 18. juli 1969 i forbindelse med et kortvarigt besøg i Skive - det første i 45 år, at barndommen oplevede han "i et af de smaa huse ved Kirken". Det har han iflg. interviewet besøgt, som det nok dengang stadig så ud på foto herunder t.v.
 
To fotografier fra Asylgade i 1960’erne, privatboligen til Asylgade 5 og set fra Frederiksgade i 1967.
Født 10. januar 1903 ses sønnen Jens Aug. Schade[69] registreret i kirkebogen med bopæl Asylgade, Skive[70], selv om Frederik Schade i 1906 folketællingen stadig er registreret med bopæl Voldgade, som Købmand og ejer af Vestjyllands Papirposefabrik,[71] som Wilhelm Langhoff er registreret på som Papirhandler i samme folketælling.[72]
Det får stå hen i det uvisse, om familien Schade skulle være flyttet til Asylgade 5 allerede i 1903, eller om det først sker 1906.
Registreringen som privat bopæl i Asylgade 5 fremgår først af 1911 og 1916 folketællingerne[73].

Vestjyllands Papirposefabrik i Asylgade

Iflg. en præsentationsartikel i Skive Folkeblad 19.09.1913 af "Vestjyllands Papirposefabrik" blev denne virksomhed etableret 1879. Iflg. beskrivelsen var der 1913, altså efter Frederik Schades opkøb af Frederiksdal og starten af Schades Rulle Papir Industri i Asylgade "Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri" i det, som stadig hed Vestjyllands Papirposefabrik.
Kjøbmand W. Langhoff var ejer af Vestjyllands Papirposefabrik, og boede Asylgade 5, Matr. No. 162 eller 168.[74] Schade 1900 blev medejer, og privatboligen ser det ud til, at han i slutningen af 1906 må være flyttet ind i.[75] Skive Tømmerhandel også var placeret her[76] siden 1895.
Her fik Kvickly, Skive Bibliotek og Skive Byarkiv senere midlertidigt til huse.

Udvidelsen til Frederiksdal

Når Frederik Schade fra sin virksomhed i Asylgade som nabo til Skive Tømmerhandel bliver opmærksom på mulighederne for en udvidelse af papirvirksomheden i Frederiksdal, må det formentlig både tilskrives den fysiske nærhed til området, men også fordi naboen, Skive Tømmerhandel har ejet Frederiksdal siden 1890'erne, registreret i 1901 folketællingen.
Processen for Frederik Schade som papirfabrikant har siden Nykøbing Mors været medejerskabet i Asylgade fra 1900, overtagelse og indflytning i privatboligen i Asylgade senest 1906, hvorefter planerne om en udvidelse vel så er modnet.
Realiseringen sker med købet af Frederiksdal, som først annonceres 25. jan. 1912 i Skive Folkeblad. Om udvidelsen af forretningen fra Asylgade 5 til Frederiksdal, hedder det, at ”… Fabrikant Schade, Skive (har) købt Ejendommen ”Frederiksdal” vest for Kirken. Det er hr. Schades Agt at benytte en af Ejendommens Bygninger til Lager og Plads for en af ham selv opfunden Maskine til Sammenlægning og Oprulning af Indpakningspapir paa saadanne Ruller, som benyttes i Butikkerne…”
Det kunne således se ud til, at udvidelsen primært er betinget af den nye maskine, opfundet til at producere falset rullepapir med, og at det har skab behov for de bygninger, der ikke kunne rummes i Asylgade, hvor også Skive Tømmerhandel var placeret.
Udvidelsen i Frederiksdal sker med brug af de her eksisterende bygninger og 1913 med opførelsen af en ny fabriksbygning. Denne udvidelse af papirproduktionen i Frederik Schades virksomhed i Asylgade orienteres der om i Skive Folkeblad i en omtale af produktionen af kræmmerhuse og papirposer på Vestjyllands Papirposefabrik. Det hedder 19. sept. 1913, at der på fabrikken i Asylgade stadig laves "særegne Poser ... med Haanden af flinke unge Damer" her, hvor der også "findes Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."
11. august 1914 kommer der fra Frederik Schade en meddelelse om prisforhøjelser i Skive Folkeblad som konsekvens af udbruddet af 1. verdenskrig. Her optræder han som eneste ejer af Papirposefabrikken. Også ved et købestævne i Fredericia omtales i Skive Folkeblad 3. aug. 1914 kun Frederik Schade som repræsentant for Vestjyllands Papirfabrik.
Ved omtale i Skive Folkeblad 08. august 1916 af ”Det danske Købestævne i Fredericia” omtales fra Skive ”Aktieselskaberne Schades Rulle Papir Industri og Vestjyllands Papirposefabrik”.
I 1916 er der tale om to aktieselskaber under Frederik Schade i henholdsvis Asylgade og på Frederiksdal Alle, henholdsvis den oprindelige virksomhed Vestjyllands Papirposefabrik, Asylgade og Schades Rulle Papir Industri Frederiksdal Alle, der er optaget i Handelsregistret for Skive Købstad 11. november 1915 som ”A/S Schades Rullepapir Industri”.
Ud over de nye og formentlig mere egnede fabriksbygninger end bygningerne i Asylgade, fremgår det også, at "moderne Papirposemaskiner" er taget i brug i Frederiksdal produktionen.

Frederiksdal og Frederik Schade

Allerede fra erhvervelsen af Frederiksdal i starten af 1912 synes Schade at have været særdeles aktiv for sit område med virksomhedsudvidelsen.
11. maj 1912 skriver Skive Folkeblad ”Om Schades beplantning af Møllebakken”, han roses for at have gjort området attraktivt. Samtidig sætter kirkeværgen et pigtrådshegn op om kirkeområdet - til stor forargelse for journalisten på Skive Folkeblad 30. maj 1912.
Fra slutningen af 1912 indtil meddelelsen om den endelige vedtagelse i Skive Folkeblad 22. april 1913 af kommunens accept af både at yde tilskud til regulering og istandsættelse af det tidligere Vester Fælledvej, overtager byen på forslag af Frederik Schade også ”vejen som gade” med det af Schade foreslåede navn, Frederiksdal Alle.
21. juni 1915 omtaler Skive Folkeblad nedlægning af vandledning gennem Frederiksdal, som byrådet har bevilget penge til. Og det hedder videre, at ”… i Frederiksdal, der som bekendt er bleven forskønnet meget væsentligt af Fabrikant Schade, bygges der i Sommer 3 Ejendomme … (heriblandt) Arkitekt Linds Villa …”
I 1911 folketællingen[77] er der på området Frederiksdal kun Tambohuset. På Galgebakken[78], hvor den vestlige del af det senere Frederiksdal Alle ligger, er der kun 2 matrikler. Endelig er der på Kirkebakken[79], der senere bliver en del af Frederiksdal Alle området omkring kirkerne, en enkelt matrikel. I 1916 folketællingen er der i området Frederiksdal Alle[80] kommet gang i udviklingen mod et pænt villakvarter i samme ende som Schades Rulle Papir Industri.
 
Det er velsagtens ikke urimeligt at lade Frederik Schade stå som en væsentlig igangsætter af det, der som Frederiksdal Alle både bliver et arnested for erhvervsvirksomhed og et smukt beboelsesområde.
Frederik Schade opfandt selv sine maskiner til Rullepapirfremstillingen[81]. Herom vidner patenter, som er arkiveret på Skive byarkiv.

Bankkrise og Fr. Schades afsked som direktør

24. 11. 1923 hedder det i Skive Folkeblad, at "Schades Rulle Papir Industri har nu etableret det 3. Hovedoplag her i Landet, nemlig i Odense ..." Der må her være tale om et produktions- og distributionssted ud over Asylgade og Frederiksdal i Odense. Altså på dette tidspunkt stadig en virksomhed i ekspansion. Men det kunne se ud til, at det lige netop er her omkring, at det vender for papirvirksomheden.
Det fremgår af en situationsbeskrivelse i 1926[82], at Frederik Schade her måtte overlade ledelsen af papirproduktionen i Frederiksdal til den af C. Kaiser ledede produktion i Asylgade.
Den økonomiske konstruktion i samarbejdet mellem de to virksomheder er ikke undersøgt. Men Landmandsbankens krise, krak og den statslige indgriben fra sept. 1922[83] med efterfølgende konsekvenser for de lokale banker i Skive har formentlig sat Frederik Schade i en uholdbar økonomisk situation.
Den lokale bankkrise var både en delvis konsekvens af Landmandsbankens krak, men især en fejlslagen finansiering af De danske Mejeriers Mælkeeksport, som førte til, at Andelsbanken 1925 måtte likvidere. I forbindelse med bankkrise og økonomisk usikkerhed blev der også problemer i de dele af det lokale erhvervsliv i Skive, som var blevet for afhængige af de banker, der blev ramt af bankkrisen. Det viste sig ikke mindst med likvidationen af Skive Bank 17. okt. 1928, der førte til længerevarende retlige søgsmål, der blev ført helt op til Højesteret.
Frederik Schade var ikke blandt de involverede i det længerevarende Skive Bank sagskompleks. Men man kan ud fra skatteansættelserne se, at Fr. Schade kom i økonomiske problemer med de lokale bankkriser.
I rekonstruktionen af firmaet kunne det se ud til, at produktion og lokaler i Asylgade opgives, de annonceres under alle omstændigheder "til Leje" som "tidligere benyttede Lokaler" i Skive Folkeblad 19. og 22. 03. 1927.
Frederik Schades meddirektør i A/S Vestjyllands Papirposefabrik, C. Kaiser blev ved Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri ansat som enedirektør for de to papir A/S'er, og blev efter sin død umiddelbart efter afløst af Købmand Johs. Schwartz.
Rekonstruktionen af papirproduktionen i Asylgade og Frederiksdal blev foretaget af den i okt. 1926 nyansatte direktør, købmand Johs. Schwartz (Skive Folkeblad 27. okt. 1926), der kom til at lede firmaet med Frederik Schades fratræden som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri og afrejse til hovedstaden. Han både rekonstruerede og sammenlagde de to tidligere selvstændige A/S'er
Så sent som i sommeren 1926, altså før Frederik Schade må gå af som direktør, deltager Schades Rulle Papir Industri som så ofte før i et Købestævne i København.

A/S Schades Rulle Papir Industri i problemer

Sammenfattende har de økonomiske problemer for de to A/S'er i papirindustrien i Skive nok flere årsager, hvor dispositioner i og afhængighed af et kriseramt lokalt bankvæsen kunne være den ene.
Skatteoplysninger var den gang offentligt tilgængelige. Af Skattebog og Vejviser for Skive Købstad 1925-26[84] kan man med bopæl i Asylgade konstatere at ”Fabrikant Fr. Schade (har) 450,45” kr. i årsindkomst.
Til sammenligning fra Frederiksdal Alle har ”Kommunelærer Dalg.-Hansen 441,00” kr., meddirektøren i Asylgade ” Købmand Carl Kaiser, Adelgade 16” 1.530,90 kr., og afløseren som direktør efter Schade og Kaiser ” Købmand Johannes Schwartz, Adelgade 14” 1.071 kr.
At Frederik Schade dette skatteår havde en indkomst på niveau med en kommunelærer kunne muligvis være udtryk for økonomiske problemer.
Den efterfølgende direktør i de to papirindustrier, Johs. Schwarz kalder i et 70 års fødselsdagsinterview i Skive Folkeblad 12. 07. 1944 problemerne i forhold til bank eller banker et spørgsmål om "Egen-Kapital", som der iflg. ham ikke var, da han overtog ledelsen i 1926. Men iflg. Schwartz var problemet den gang især af konkurrencemæssig art. Der skulle arbejdes med "Priser, der ansættes saaledes, at baade Køber og Sælger kan være tjent med (dem)."
Iflg. Johs. Schwartz arbejdede han med en plan, udarbejdet i første række af den direktør, han overtog efter, C. Kaiser. Den indirekte kritik af Frederik Schade, der ikke omtales i interviewet, er vel så, at han måske nok har været en udmærket igangsætter og idemand, men at det har knebet med "købmandskabet", "de rigtige priser", som har drænet egenkapitalen.
Det får så stå ubesvaret hen, om Frederik Schades afgang skyldtes økonomiske problemer i forhold til fejlslagne dispositioner omkring den kriseramte bankverden i byen, eller om han har været en dårligere købmand end efterfølgeren, Johs. Schwartz.
Om egen indsats og resultater hedder det så fra Schwartz, at "... i 1927 var der ... ca. 20 ... (ansatte) ved de to nu sammensluttede Virksomheder." Og Schwartz fortæller videre, at der i 1944 nu "er 70 og har været oppe paa 80" ansatte.
 
1920’erne i Skive, gullaschtid og bankkriser.
Danmarks største bank, Landmandsbanken, nu Danske Bank, blev et markant symbol på gullaschtid, spekulation og konsekvensen i en bankverden, der red med på bølgen.
Landmandsbanken blev stiftet 1871 og var o. 1. verdenskrig vokset til at være Nordens største bank, der finansierede industriel foretagsomhed og det stadigt betydningsfulde større landbrug. Men også den mere risikoprægede spekulationsvirksomhed, der var med til at give perioden betegnelsen "gullaschtid".
Deltagelsen i gullaschtidens børsspekulationer, især engagementet i Transatlantisk Kompagni[85] kom til koste Landmandsbanken dyrt, banken krakkede 1922 og undgik kun konkurs ved et statsindgreb, hvilket var imod den daværende venstreregerings liberale grundholdning.
Krak og spekulation førte til en straffesag i 1923, hvor bankdirektøren Emil Glückstadt og flere ledende politikere og erhvervsfolk blev dømt.
Det fik også konsekvenser for det lokale bankvæsen i Skive. Og muligvis også for Frederik Schade.
Lokalt havde man på en ekstraordinær generalforsamling 12. juli 1918 i Salling Bank (”Salling Herreders Spare- og Laanebank”) besluttet at sælge bankaktierne til Landmandsbanken. Både før, under og efter generalforsamlingen blev Landmandsbankens tilbud karakteriseret som ”meget fordelagtigt”. Dette blev effektivt dementeret af Landmandsbankens efterfølgende konkurs.
I okt. 1925 stiftedes et aktieselskab ”Salling Bank”, der skulle overtage ”Landmandsbankens Skive Afdeling”.
Både som en delvis konsekvens af Landmandsbankens krak, men især en fejlslagen finansiering af De danske Mejeriers Mælkeeksport, måtte Andelsbanken i 1925 likvidere. I løbet af sept. 1925 blev der i forskellige andelsforeninger lokalt drøftet at genrejse Andelsbanken, dog uden resultat[86].
I forbindelse med bankkrise og økonomisk usikkerhed blev der også problemer i de dele af det lokale erhvervsliv i Skive, som var blevet for afhængige af de banker, der blev ramt af bankkrisen.
Schades Rulle Papir Industri i Frederiksdal og Vestjyllands Papirposefabrik under ledelse af henholdsvis Frederik Schade og Carl Kaiser drøftedes reorganiseret i 1926.
De to virksomheder havde siden Schades etablering af Rulle Papir Industrien i Frederiksdal arbejdet sammen under ledelse af Frederik Schade og C. Kaiser. Siden 1916 var de to virksomheder organiseret som selvstændige A/S'er. Det besluttedes nu, at Kaiser skulle være den eneste leder, muligvis fordi Schade i forbindelse med bankkrise og -problemer havde lidt så store tab, at han blev nødsaget til dette skridt.
Kaiser overtog ledelsen 1. sept. 1926 men døde en måned efter, hvor han blev efterfulgt af den lokale købmand Johs. Schwartz, der så efterfølgende fik skudsmålet at have bragt de to papirfabrikker økonomisk på fode igen.
Der er til belysning heraf tilsyneladende ingen - eller kun ganske lidt - arkivmateriale.
Der kunne være behov for belysning af mere specifikke årsager til Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri - ud over de efterrationaliseringer, som hans efterfølger Johs. Schwartz giver udtryk for i en fødselsdagsartikel 12. 07. 1944 i Skive Folkeblad.

Papirfabrikken efter Fr. Schade

Enten har økonomiske problemer af privat karakter eller i papirfabrikken været skyld i, at Frederik Schade blev tvunget bort fra ledelsen i 1925.
De privatøkonomiske problemer kunne muligvis skyldes uheldige bankengagementer. Et første fingerpeg kan søges i den tids offentligt tilgængelige skatteopgørelser.
Med Statsskatteloven 1903[87] blev tidligere tiders beskatningsobjekter, jord og formue erstattet af indkomstskatten. De her benyttede skattebøger har varierende oplysninger om den kommuneskat, der for hvert af de udvalgte år opkræves. Det må have været fristende at bo i Landsognet i stedet for i Byen, hvor skatteprocenten var ca. den dobbelte, nogle år mere end det.
Den kommunale erhvervsskatte% opgives ikke konsekvent i skattebøgerne, men er formentlig 1-2 % lavere end personskatten.
Skatteansættelse iflg. årets skattebøger, Skattebog og Vejviser for Skive Købstad[88].
Skatteår
Kommunal skatte%
Asylgade 5
Adelgade 14
Adelgade 16
Lærerinde F.
Tømrer, snedker
   
Fr. Schade
Johs. Schwartz
C. Kaiser
Lærer
Håndværker
1912/13
12,1
484,00
169,40
302,50
157,30
36,30
1913/14
10
840,00
360,00
460,00
150,00
40,00
1914/15
10
700,00
440,00
480
120,00
60,00
1915/16
9,6
876,00
316,80
499,20
115,20
76,80
1916/17
10
1.265,00
400,00
750,00
20,00
60,00
1919/20
12
4.131,00
1.341,00
 
672,00
240,00
1923/24
16
4.480,00
536,00
1.043,00
37,00
61,00
1925/26
12,6
450,45
1.071,00
1.530,90
161,70
170,10
1926/27
13,8
445,05
1.697,40
1.697,40
255,30
96,60
1927/28
14,4
Ingen opg.
Fr. Schade dør i Gentofte 1927
1.324,80
133,20 Enken
290,40
67,20
1932/33
15,6
1.919,40
513,50
93,60
1935/36
19,4
3.433,80
814,80
116.40
1938/39
14,2
4.856,40
145,55
92,30
   
Schwartz bor fra 1928 Asylgade 5
   
 
Den selvangivne skat var den gang som nu en størrelse, der er et udtryk for en skattepligtig indkomst, hvor der for virksomhedsejere var fradrag for løbende driftsomkostninger, men også afskrivninger, henlæggelser m.fl. erhvervsfremmende foranstaltninger, der gør sammenligninger med almindelige lønmodtagere næsten misvisende, men her så alligevel foretaget i form af et par folkeskolelæreres og håndværkeres skatteansættelser.
Indtil og med 1927/28 boede købmand Johs Schwartz Adelgade 14 som nabo til C. Kaiser. Ved ansættelsen som direktør for papirfabrikken overtager Schwartz også Frederik Schades bopæl, Asylgade 5.
Som det fremgår af de lokale skatteopgørelser, så har Fr. Schades indtjeningsevne indtil bankkriseåret 1923 været i særklasse i forhold til meddirektøren Kaiser og efterfølgeren Schwartz. Herefter bliver Schwartz direktør og bosætter sig også i Fr.Schades privatbolig Asylgade 5, samtidig med at skatteindkomsten kommer i direktørhøjde.

De største, lokale skatteydere og Schades Papir

Hverken Fr. Schade, Johs. Schwartz eller C. Kaiser var skattepligtige med indkomster i den absolutte topklasse lokalt, hvilket fremgår af udvalget af de største, lokale skatteydere 1912-13 / 1938-39.  De skattepligtige indkomster er udregnet fra de anførte skatteprocenter.
 
Skatteår
%
Årets største skatteydere, skattepligtig indkomst kr.
Lærer
Håndværker
Arbejdsmand, ekspeditrice, o. a. lavindkomster gns.
1912-13
12,1
Købm. J. Buemann, Adelgade
  28.500
1.300
300
133
1915-16
10
Overlæge Carl Rosing Hansen
  25.650
1.200
800
400
 
1919-20
16
Fabrikant (Installatør) Siliam Bjerre, Aagade
97.650
2.083
 
2.000
800
 
31/4
Marius Jensen, Gl. Skivehus
186.923
 
 
 
1926-27
13,8
Rentrice Fru Else Jensen, Nørregade
 47.775
1.283
1.350
203
 
13,8
Overretssagfører, direktør, borgmester H. Siboni, Adelgade
 44.697
 
 
 
1938-39
14,2
Grosserer Aa. Refer, Nørregade
 66.070
1.025
  650
246
Blandt de skattemæssige højdespringere[89] finder vi fabrikant og installatør Siliam Bjerre, Aagade. Det kan bemærkes, at ikke blot købmænd var blandt de skattemæssige velhavere, men også en overlæge, et par sagførere, hvor Siboni også blev borgmester. Og hvor Johs. Schwartz først kom blandt top ti som afslutning på direktørkarrieren i Schade. Bemærk også hvor meget billigere ejeren af Gl. Skivehus slipper i kommuneskat ved at Gl. Skivehus beskattes som landsogn[90]. Han betaler kun 1/5 af den skatteprocent, skatteyderne i byen betaler, 6.075,55 kr. mod Siliam Bjerre, der med de  ca. halve indkomst betaler 19.924 kr. i skat.
Prokuristerne Chr. Elsius Jensen og Peder Dahl, begge bosiddende på Frederiksdal Alle, henholdsvis nr. 5 og nr. 34, fra 1953 begge direktører som Johs. Schwartz’ efterfølgere, havde 1940-41 kommuneskatter på henholdsvis 418,20 og 571,20 kr. Som direktører fra 1952-53 var kommuneskatterne steget til henholdsvis 2.160,50 kr. for Elsius Jensen, 2.708,60 kr. for P. Dahl.

Reorganisering og genopretning af Schades Papir

Iflg. Schwartz havde papirfabrikkerne "haft store Vanskeligheder ... ", før han erstattede Fr. Schade på direktørposten. Schwartz forklarer egen succes med, at han gav sælgerne "nye Priser at arbejde med", altså et købmandsmæssigt prisfald, må man forstå, der skulle øge salget og - underforstået - indtjeningen. Og den nye ledelse skulle også have "Kapital" at arbejde med, den skulle "oparbejde en ny Tillid", d.v.s. kunne overtale bankerne til at give lån. Hvilket jo kunne være vanskeligt nok i en tid med bankkrise og -skandaler i kølvandet på Landmandsbankens krak.
Johs. Schwartz stiller ikke sit lys under en skæppe. Det ville have været en gevinst at kunne få samtidigt regnskabsmateriale som mere objektiv dokumentation, lige netop på dette kritiske tidspunkt. Desværre viste et materiale fra Rigsarkivet 1923-25 sig at være et købmandsfirma, Schade & Co. i Næstved.[91]
Der findes dog et senere "Regnskab for Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S Skive 1. Maj 1937 til 30. April 1939", som kan kaste lys over virksomhedens økonomiske profil i den periode, hvor Johs. Schwartz havde "fået styr på økonomien"[92].
Til belysning af det driftsmæssige, så var der 1939 "Kontorudgifter i København" kr. 21.156,09 og "i Aalborg" kr. 6.807,68, velsagtens et udtryk for en mere end lokal salgsorganisation, som også ansættelsen af Chr. Elsius Jensen i 1935 som provisionslønnet sælger var udtryk for.
Hertil kommer "Forretningsomkostninger", der 1937-38 og 1938-39 lå på mellem 800-900.000 kr.
Det har været til drift af virksomheden inkl. lønomkostninger.
Med de uspecificerede oplysninger bliver det nødvendigt at gå til mere generelle statistiske oplysninger.
I 1930'erne udgjorde "lønsummens andel af nettofaktorindkomsten" i alle erhverv o. 50 %, lidt mere i de sekundære erhverv end i landbruget[93].
Hvis den generelle statistik holder stik i forhold til Schades Papirindustri, så har lønomkostningerne været o. 4-500.000 kr. I 1930'erne var "nominaltimelønne" iflg. samme kilde, s. 212 mellem 132-147 øre, et gennemsnit på ca. 140 øre.
Med en nettoarbejdsdag på 8 timer i 6 dage giver det en gennemsnitlig årsløn på 3-4000 kr., hvilket gør det muligt at skønne, at der i 1930'erne nok har været ansat 120-30 medarbejdere i virksomheden med en gennemsnitlig årsløn på omkring 3.500 kr.
Regnskabstal for Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S 1937-1939
Driftsomkostninger
Løn ca. ½ heraf
         
8-900.000 kr.
4-450.000 kr.
         
                 
Normaltimeløn
1,4 kr. Ugentl. Arbejdstid 48 timer
I 50 uger
2400 timer årligt i alt
Årl. arbejdsløn for en gennemsnitsarbejder 1,4*48*50
   
Årsløn 3.360 kr.
Antal arbejdere med normaltimeløn 425.000/3360
   
126 arbejdere
                 
Kontorudgifter
København
Aalborg
       
   
21.156
 
6.807
       
Aktiver i produktionen
Frederiksdal Alle 7
Asylgade 5
Kasse-, veksel- og postgirokonto beholdning
   
108.555
 
45.000
 
7.167,00
   
   
Varelager, tilgodehavender
 
Samlede aktiver
 
   
180.804
     
859.835
   
                 
Bruttofortjeneste
257.481
 
Overførsel til næste Aar
18.317
 
 
Iflg. 1944-fødselsdagsinterviewet med Schwartz har virksomheden her højst været oppe på 80 medarbejdere. Det rene regnestykke siger så her, at ledelsen / Schwartz og medarbejdere med funktioner, der ikke måtte nøjes med ”normallønnen”, der årligt var kr. 3.360 så enten er blevet aflønnet med det, der svarer til differencen, omkring kr. 150.000. Eller at der på papirfabrikken har været større øvrige driftsomkostninger end det statistiske gennemsnit. Eller at arbejderlønninger på papirfabrikken har ligget pænt over ”normallønnen” på de her anførte gennemsnitlige kr. 1,40.

Ledende medarbejdere i virksomheden efter Frederik Schades afgang 1926

I en efterfølgende aftale til ansættelsen i 1935, underskrevet af Johs. Schwartz 20. febr. 1936 er fordelingen af "Elisius Jensens Provision" 1) Hoki, Horsens, "papir, poser og smaating", 2) Oceka. Der er kun nævnt provision ved salg til dette firma. Hvis det er Oceka, som blev til Superland, så var det et firma i København, som så kan have betinget kontoret i København. 3) Chr. Kjærgaard, Nr. Sundby, poser, papir og smaating. 4) Aalborg, hvor Elisius Jensen havde et personligt salg efter nærmere aftale.
Virksomhedens produktionsmæssige aktiver ses belyst ved, at 1. maj 1938 figurerer ejendommen Frederiksdal Alle 7 til en værdi på 108.555,10 kr., Asylgade 5 til en værdi 45.000,00 kr. Der var dette år en kasse-, veksel- og postgirokonto beholdning på kr. 7167,26, et varelager med debitor tilgodehavender på 516.308,14 kr., en inventarkonto m.v. på 180.804,83 kr. Samlede aktiver på 859.835,33 kr. Overskud, "Bruttofortjeneste" angives at være 257.481,98 kr., årets overskud eller, som det hedder, "Overførsel til næste Aar" 18.317,87 kr.
Det er ikke stort og prangende, men ser ud som et stort produktionsfirma i god drift. Med Frederiksdal Alle 7 som det dominerende hovedsæde. Og som det fremgår med salg hovedsageligt i Jylland, men også i København til Oceka.
Det er konstaterbart, at det oprindelige Tambohus eller Frederiksdal blev nedrevet i 1938. Iflg. mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun, flyttede Elisius Jensen i 1939 ind i et nybygget Frederiksdal Alle 5, hvor "nedrivningen af Tambohuset knapt (var) færdig, da vi flyttede ind ..."
Chr. Elisius Jensen var blevet ansat som provisionslønnet repræsentant for "Firmaet A/S Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik ... fra 1. Juni 1935 (med) Repræsentation for Selskabet i det nordlige og østlige Jylland med Undtagelse af ... Aalborg og Nørresundby..." Provisionsaflønningen aftaltes med et maksimum på 14% af avancen ved salg og et minimum på 9.600 kr., herunder indbetalte firmaet resten op til minimum, underskrevet af Johs. Schwartz på firmaets vegne.
Med virkning fra 1. maj 1952 blev der "mellem ... Schades Papirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik A/S, Skive og ... prokuristerne Peter Dahl og Christian Elisius Jensen ..." indgået overenskomst om, at de skulle efterfølge Schwarz som direktører. Peder Dahl med den tekniske, Elisius Jensen med den merkantile ledelse, "leder af kuponrulleafdelingen og mulig repræsentation." Underskrevet 26. aug. 1953, medunderskriver Johs. Schwartz.
Den afgående direktør Johs. Schvartz skulle iflg. Elisius Jensens datter have været godt tilfreds med de to efterfølgere, fordi de "supplerede hinanden udmærket gennem deres gode samarbejde."
 
Den delvise genpart af Overenskomsten til udnævnelsen af de to direktører, Peder Dahl og Chr. Elisius Jensen som efterfølgere af direktør Johs. Schwartz, underskrevet 28.8.1953, er venligst stillet til rådighed af Elisius Jensens datter, Ebba Lützow Bruun.
De mangeårige direktører for Schades Papir fratræder 1968-69, først Chr. Elsius Jensen, herefter Peder Dahl, der iflg. Skive Folkeblad 12. maj 1969 afløses af Poul Hjalmar Sørensen, der er direktør indtil sin død i 1975.
Frederiksdal Alle 5, hvor Rullepapirvirksomheden, fra 1962 Tambohus, ligger ved sidenaf, på Frederiksdal Alle 7.
Poul Hjalmar Sørensen døde 51 år gammel i 1975.
Iflg. Skive Folkeblad 12.01.2011 fyrer Schade Nordic A/S 15 ansatte, så der nu er 21 medarbejdere tilbage. Iflg. Berlingske Tidende 13. sept. 2013: Koreanere køber danske Schades for tæt ved kvart milliard, Schades … er solgt til koreanske Hansol Paper. Sælgerne er kapitalfonden Capidea og Danebrog, der er kontrolleret af erhvervsmanden Laurids Jessen. Regnskabsoversigt 2018 viser et firma uden likviditet og ansatte.
I dag er Schades A/S[94] en lokalt mindre virksomhed på Øster Fælledvej 5 som det lokale hovedsæde i en virksomhed, som efter at have været ejet af sydkoreanere nu er opkøbt af det amerikanske Iconex, et multinationalt firma, som er leverandør af bl.a. papirvarer[95]. Schade i Skive optræder p.t. ikke i dette globale firmas lokale destinationer[96].
 
Kilder, litteratur og andet benyttet materiale
125 år på Skiveegnen, Salling Bank, Niels Mortensen, https://www.sallingbank.dk/Default.aspx?ID=2071
Bogen om Skive, 1926.
Byvedtægter for Skive Kjøbstad 1858, Rigsarkivet. Vedtægt for Brandvæsenets ordning i Skive Kjøbstad. Vedtaget af Skive Byraad 13. dec. 1873, erstatter vedtægter fra 1858
Dagbladet København 21. sept. 1859, Skifteindkalde til Kjøbmand P. Knoths Bo.
Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, https://danmarkshistorien.dk/
Dansk Center for Byhistorie, http://ddb.byhistorie.dk/
Dansk Penge Historie, bd. 1-3, Nationalbanken 1968.
Den Danske Atlas, E. Pontoppidan, Cap. XIII. Om Skivehuus Amt eller Salling Land. 1763-1781.
Havnen midt i Jylland, flere forfattere, Skive Havn 1994.
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 19 (1991 - 1993) 3, Dansk købstadlovgivning i middelalderen
Moltke, Kai, i Pengemagten og Kongekuppet i 1920, udgivet sidt 1979 på Skipper Klement.
Hans Smidth, maleri af Skive Kirke og Tambohuset o. 1870, Skive Kunstmuseum
Mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun.
Politivedtægt for Skive Kjøbstad, publiceret i Skive Folkeblad 03. - 09. sept. 1884.
Resens Atlas, Skive, kobberstik 1677
Rigsarkivet, J. C. Hansen, Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive Købstads historie på sedler. Løbenummer: 19. https://www.sa.dk/daisy/arkivskabers_arkivserier?a=&b=&c=skive+k%C3%B8bstad&d=1&e=2016&f=&g=&h=&ngid=13710402&ngnid=&heid=13710970&henid=13710970&epid=13710970&faid=11&meid=&m2rid=&side=1&sort=&dir=&gsc=&int=&ep=&es=&ed=
Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, nr. 11, nov. 1915
Skivebilleder.dk
Skive Folkeblad, avisarkivet.
Skive Lokalarkiv, https://arkiv.dk/.
Vedtægter og forhandlinger vedr. Skive Købstads kommunale styrelse, D27 – 71, 1886 (1690-1885). Rigsarkivet, Viborg.
”Viborg Samler”. Beretning for 11te Juli 1786, refereret efter Lolland-Falsters Stiftstidende 01. juni 1886.
 

Noter, henvisninger



[1] Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 79. Reberbanen hed tidligere grydeboerne, stedet hvor der fremstilledes sorte potter, og her blev 1847 anlagt en reberbane, steder hvor der i Skive blev lavet tovværk, bag Vestergade.
[2] Se https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/skive-ny-jernstoeberi-oesterbro-7-skive/, Olav Jensen, Skivebogen 1993, s. 78-108 og Skivebogen 1994, s. 60.
[3] Ny Skivehus blev oprettet som ladegård til Skivehus i 1792 og er blevet bortsolgt i flere omgange. Ved Odgaards køb i 1901 udstykkedes jorden i parceller. Se http://www.danskeherregaarde.dk/nutid/ny-skivehus. Disse områder ligger i Skive Landsogn, fremgår det af årets skattebog 1912-13,
  A. Byen       B. Landsognet  
Aagade Havnevej Møllegade Torvegade   Allegade Skivehus Have
Adelgade Hedemarken Nordbanevej Torvestræde   Brøndumsgade Sønderbyen
Anlægsgade Holstebrovej Nørre Alle Tværgade   Fredensgade Thomsensgade
Asylgade Horsensvej Nørregade Vesterfælled   Godthaabsvej Thorupsgade
Borgergade Jernbanegade Reberbanen Vestergade   Holstebrovej Østerbro
Braarupvej Karolinegade Resenvej Voldgade   Kompagnigade
Frederiksgade Kirkegade Slotsgade Østerbro   Ny Skivehus
Galgebakken Kirkebakken Sønderbyen Østergade   Odgaardsvej
Grønnegade Kristiansgade Søndergade Østertorv   Resenvej
  Krystalgade Thinggade      
[4] Installatør, direktør Siliam Bjerre og Harald Espersen, en anden af el-pionererne fra Skive, er omtalt med arkivalier i Museerenes Samlinger, Kulturarvstyrelsen, https://www.kulturarv.dk/mussam/VisArkivfond.action?arkivfondId=2240 og https://www.kulturarv.dk/mussam/VisFotoFilm.action?fotoFilmId=241422
[5] Se Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 107
[6] J. C. Hansen og M. Chr. Pedersen, Skivebogen 1920, s. 207, s. 150-208.
[9] Se bryggeriets hjemmeside, https://www.hancock.dk/historie.aspx.
 
[13]Skive Folkeblad 22. april 1913 …
[14] Skive Folkeblad 3. juni 1938
[15] Skive Mark, Fælledveien.
På Muremester Chr. Ørums bykort fra 1825 hedder området vest for kirken i Skive "Fæligen", "Kirkens Eng". På 1859 kort er betegnelsen "Markjord", og på 1875 kort "Fælledveien", som vejen også hedder på bykort fra 1900, se http://www.skivebilleder.dk/index.php/Kort/Bykort-prospekter/Bykort-af-V_E_A_-Berggren-ar-1900 .
[16] Se herom Jul i Skive, 1954, s. 22-23.
[17] Se afsnit om Tambour funktionen i Skive.
[19] Forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926 og samme sted C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive.
[24] Her refereret efter Lolland-Falsters Stiftstidende 01. juni 1886.
 

   
     
 
[29] Hans Smidths maleri fra o. 1870, Skive Kunstmuseum.
Hans Smidth er søn af Edvard Philip Smidth, der 1838 er registreret som prokurator i Nakskov, byfoged, herredsfoged fra 1854 og borgmester 1869-77 i Skive, før han døde i 1878. Hans Smith kom i 1854 som 15-årig til Skive og blev student fra Viborg Katedralskole. Han vendte tilbage til Skive i 1866 efter bl. a. studieophold på Kunstakademiet, hvorefter han blev den jyske hedes og befolknings maler. Ved 1860 folketællingen, http://ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp er familien Smidth registreret Matr. No. 65.
[30] Billedtekst: Parti af Skive med den gamle kirke, Vor Frue Kirke med Kirkegade, tegnet "efter naturen" 6/6 1869 af maler C.S. Himmelstrup, Skive.
[31] Ses registreret i folketælling 1855 med bopæl i Vestergade, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442175.
[32] Peder Jacobsen har boet i det af ham byggede hus ilfg. Folketællingerne 1850, 1855 og 1860. Han dør i 1869 iflg. kirkebogen. I Skive Folkeblad 17. juni 1938 hævdes det, at ”Aaret efter, at Huset var bygget, døde … (hans) unge Hustru, og …” at han kort tid derefter skulle være flyttet derfra med ”en lille Søn”. Det modsiges af folketællingerne.
[35] Peder Jacobsen, Skive Mark, i fire folketællinger, dog ingen med stillingsbetegnelsen "Tambour". I 1845 boede han ikke Skive Mark. Se folketælling 1845, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=7730#7730,185464, ”hans Fag Arbejdsmand”, folketælling 1850, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114696#114696,17282931, 3 børn, ”?mand” , 1855 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442170, 3 børn, ”Arbejdsmand”, 1860 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=9550#9550,230528 ”Arbejdsmand”, ingen hjemmeboende børn.
[38] J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.
[51] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=70074#70074,12847719. I ”Forhuset”, det vil formentlig sige det oprindelige Tambohuset, bor der 23 personer, heraf 13 børn.
[52] Skive Folkeblad 19. sept. 1913 i en præsentationsartikel af Vestjyllands Papirposefabrik hedder det ” ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."
[54] Schades Rulle Papir Industri ses optræde som firmanavn første gang i Skive Folkeblad 04. august 1915, hvor der refereres fra ”Det danske Købestævne i Fredericia” 03. august. Dog ved vi, at Frederik Schade erhvervede Frederiksdal i 1912, hvor han i 1913 byggede ny fabriksbygning ud over de her erhvervede bygninger. Vi ved også, at han ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 udtalte sig kun som ejer af Vestjyllands Papirfabrik. 1915 er nok et rimeligt år at angive som etablering af ”Schades Rulle Papir Industri A/S”. I Krak 1917 er der registrering under dette navn. Desuden ses firmaet registreret i Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, nr. 11, anmeldt i nov. 1915. Vedtægterne for A/S er dateret 30. januar 1915. Formelt altså virksomhedsstart 13. nov. 1915 efter starten i 1912 med købet af Frederiksdal, der ses annonceret i Skive Folkeblad 25. jan. 1912.
 
[55] Skive Folkeblad 25. 05. 1915.
[56] Se Skive Folkeblad 03.06. og 17.06.1938.
[57] I 1901 boede Frederik Schade i Frederiksgade, blev forlovet samme år, gift i 1902, er registreret med bopæl i Voldgade i 1906 folketællingen, og det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04.09.1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906. Heraf kan man formentlig slutte, at den endelige overtagelse af Vestjyllands Papirposefabrik med privatbolig i Asylgade 5, Matr.Nr. 168 er foretaget, og at familien Schade så flytter til Asylgade.
[58] Se Skive Folkeblad 03.06.1938 og 13.11.1962.
[61] Fremgår af 1901 folketællingen, i foregående folketællinger registreret som Kjøbmand, http://ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp.
[63] Beskrevet i Skive Byarkiv med foto af familien, https://arkiv.dk/vis/3584304.
[64] Både familien Just og bygningen med købmandsforretning og privat beboelse er beskrevet i Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/3583006.
 
[66] Fremgår af Skive Folkeblad 13.12.1899, hvor ”Købmand” Schades indkomst og skatteansættelse omtales og Skive Folkeblad 02.11.1900, hvor ”Fabrikant Schades … Papirposefabrik” omtales.
[68] Selv om kirkebogen, muligvis fejlagtigt, registrerer Jens Aug. Schade som født i Asylgade 10. januar 1903, se folketællingen 1906, hvor familien Schade er registreret boende i forhus, Voldgade, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=16715#16715,635564.
[69] Selv om Jens Aug. Schades lokale tilknytning ikke var fremtrædende, så var digteren Tøger Larsen (1875-1928), Jeppe Aakjærs penneven gennem 25 år, mentor for den unge Jens August Schade og lod ham få trykt digte i sit tidsskrift Atlantis.
[74] Se 1890 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=62426#62426,12351606. Matr. No. 162 er streget ud og erstattet af 26a, medens feltet Gade No. er anført som 168. Formentlig en fejlskrivning af 162.
[75] Se 1906 folketælling, foregående noter. Privatboligen har formentlig været den, der kan ses her på foto fra 1960 af Skive Tømmerhandel.
 
[76] 1906 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=16694#16694,634530. Der boede her også 3 ansatte på Skive Tømmerhandel.
[82] Se afsnit om gullaschtid og bankkriser i Skive i 1920’erne.
[85] Der er og har været en lang række myter omkring dette selskab, især fremført som en konspirationsteoretisk affære af Kai Moltke i Pengemagten og Kongekuppet i 1920, udgivet sidst 1979 på Skipper Klement. H. N. Andersen og ØK skulle være gået sejrrigt ud af konflikten i modspil til kræfter omkring Landmandsbankens direktør E. Glückstadt, først og fremmest ved at få kongen, Christian X til at afskedige regeringen Zahle ved Påskekuppet 1920, hvilket banede vejen for en Venstre regering, der forpurrede en handelsoverenskomst med Rusland, der kunne have reddet Transatlantisk Kompagni - og Landmandsbanken. Se https://www.gullaschbaronen.dk/transatlantiske-kompagni/.
[86] Se Dansk Penge Historie, bd. 3, s. 152-53, hvor der er en rimeligt detaljeret beskrivelse af de lokale pengeinstitutters aktiviteter i 1920’erne.
[87] Se Retsinformation, https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1922/149, hvor det fremgår, at der løbende er ændret i Lov om Indkomst- og Formueskat til Staten.
Skattebøger er fortløbende udgivet 1912/13-1952/53, http://gadgaard.eu/skattebogen.html
 
 
[89] Alle skattemæssige oplysninger er hentet fra Skattebøger og Adressebøger for Skive By / Købstad / Landsogn, se http://gadgaard.eu/skattebogen.html.
[90] Til Skive Landsogn hører 1921-22 iflg. årets Skattebog, http://gadgaard.eu/skatteb%C3%B8ger/1921-220001.pdf: Gl. Skivehus, Odgaardsvej, Fredensgade, Godthaabsvej, Sanatoriet (Resenlund), Thorupsgade, Holstebrovej, Havnevej, Havnen, Fredensgade, Resenvej, Thomsensgade, Skivehus Have, Højskolen, Allegade. Den nøjagtige fortegnelse over Skive Landsogn i forhold til Skive Købstad finder man f. eks. i folketællingen for 1921, Viborg Amt, Hindborg Herred, Skive Landsogn, start i Vinde by, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=79274#79274,13557285, Lund og Engeborg, Bilstrup, Egeris, Gammelgaards Mark, Aarbjerg, Den bylignende Del (Thomsensgade, Resen, Kompagnigade, Skive Sygehus, Thorupsgade, Odgaardsvej, Allegade, Skivehus Mark, Fredensgade, Gl. Skivehus, Søndergade, ), Godthaabsvej, Holstebrovej, Brøndumsgade, Enghavevej, Brøndumsgade. Til købstadslisten hører: Aagade, Adelgade,Anlægsgade, Asylgade, Bag Vestergade, Borgergade, Braarupgade, Braarupvej, Brogaardsgade, Christiansgade, Diverse, andre, Diverse, Braarup, Fredensgade, Frederiksdalallé, Frederiksgade, Grønnegade, Havnevej, Hestemarkedspladsen, Holstebrovej, Jernbanegade, Jernbanestationen, Karolinegade, Kirkebakken, Kirkegade, Krystalgade, Møllegade, Nordbanevej, Nørreallè, Nørregade, Reberbanen, Resenvej, Sallinggade, Skrivertoften, Slotsgade, Søndergade, Tinggade, Torvegade, Torvestræde, Tværgade, Vestergade, Voldgade, Østerbro, Østergade, Østertorv
[91] Arkivbetegnelsen er Schade & Co. 1923-25, Kladde. Erhvervsarkivet 02811. Købmandsfirmaet Schade & Co.
[92] Stillet til rådighed af Ebba Lützow Bruun, datter af Chr. Elsius Jensen, Schade direktør 1953-1968.
[93] Iflg. Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk historie, bd. 1, s. 213.
[94] Der er kun sparsomme virksomhedsoplysninger, se https://www.proff.dk/firma/schades-as/skive/producenter/GKFI3EI016D/.
[95] https://www.iconex.com/, se Skive Folkeblad 08.11.2018.
 
 
 
 
Indholdsfortenelse
Tambohus, Navn og oprindelse Peder Jacobsen bygger på Skive Mark det senere Tambohus
Hvem var Peder Jacobsen? Nedrivning af Tambohus Frederiksdal Alle 5
Politivedtægt for Skive Kjøbstad 1858 - om Tambour
Ejere af Tambohuset, Frederiksdal indtil Frederik Schade køber i 1912
Frederiksdal i Hans Smidths 1870 maleri 1870 maleri, bykort, foto m.v.
Skive Nye Kommuneskole, Søndre Skole, Aakjærskolen Asylgade Skive Tømmerhandel
Fr. Schade virksomhedsstart Fr. Schade køber Frederiksdal Fr. Schade sælger Frederiksdal
Fr. Schades død Jens Aug. Schade  
Virksomhedshistorien Nogle medarbejdere Bankkrise og Fr. Schades exit
     
Folketællingernes lokalitetsbetegnelser på det, der senere bliver Kirkebakken og Frederiksdal Alle: Skive Mark, Tambohuset, Vester Fælledvej, Kirkebakken, Frederiksdal, Frederiksdal Alle
Skive Mark Vester Fælledvej Kirkebakken
Tambohuset Fra Tambohus til Frederiksdal  
     
 
Frederiksdal Alle er i dag et villakvarter ned til ådalen, i forlængelse af Vor Frue og Skive Kirke med adskillige bevaringsværdige villaer. Alle dog først opført o. og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912.
Her lå Schades Papir, der i 1915 blev oprettet som Schades Rullepapirindustri, på Frederiksdal Alle 7 indtil 1962, hvor produktionen flyttedes til Øster Fælledvej. Schades Rullpapirindustri var en udvidelse af produktionen på Vestjyllands Papirposefabrik, som Schade efter alt at dømme erhvervede i 1906.
Flytningen af Schades Papir skete med kommunens køb af Frederiksdal Alle 7, hvor flere institutioner så fik plads med det sammenfattende navn Tambohus. Disse i 1962-63 oprindelige institutioner var, som det fremgår af Skive Folkeblads referat: Revalideringscentret - flyttede 1965 til Skive Sygehus, Bomi - flyttede 1971 til Viborgvej 7, Arbejdsteknisk Skole - flyttede 1973 til H. C. Ørstedsvej, Den kommunale Ungdomsskole med ungdomsklub og Civilforsvarets depot. I 1975 overtog Skive Musikskole de ved fraflytninger ledige lokaler.
Noget af det oprindelige Tambohus, en villagrund solgte Frederik Schade i maj 1915, samtidig med at han oprettede sin Rullepapirindustri. Selve huset forblev dog en del af Schades Rullepapirindustri, indtil det i 1939 blev nedrevet og erstattet af villaen, der stadig ligger på Frederiksdal Alle 5.
De 2 bygninger til højre for Tambohuset ud mod vejen, fra 1913 Frederiksdal Alle, må være opført af Skive Tømmerhandel eller en foregående ejer en gang i løbet af 1880-90'erne formentlig. Det vinkelrette hus længst til højre, samme vejside, må være nyopført af Fr. Schade i 1915, hvor Schades Papirrulleindustri starter som selvstændig virksomhed - ud over fabrikken i Asylgade. Huset over for Schades Papirrulleindustri er et hus, der må være opført mellem 1911 og 1916 folketællingerne - i 1916 folketællingen bor der 2 familier i huset, som er ansat på Schades Rullepapirindustri, og det ejes her af Fr. Schade. Dette hus kan tidligst være opført o. eller efter 1911 folketællingen, hvor det ikke er registreret. Det anføres i 1916 som ”tidligere tilhørende Herr Arrestforvalter C. Hansen”. Det må have været kort, da Fr. Schade ser ud til at erhverve huset i 1912 sammen med det oprindelige Frederiksdal, solgt af Skive Tømmerhandel.
Ud over tvivlsom datering viderebringes her også en variant i mytedannelsen omkring Tambohusets navn, at det skulle være opført i 1845 som Tambour bolig.
 
Der hersker usikkerhed og modstridende oplysninger omkring navnet Tambohus, der som Frederiksdal Alle 5 blev nedrevet i 1939. Og hvem der i Skive har foranlediget Tambour navnet til det, der på Skive Mark blev "Tambohuset", senere i 1882 omdøbt til Frederiksdal. Funktionen som Tambour kan konstateres i Byvedtægterne for Skive Kjøbstad 1858 og i efterfølgende Politivedtægter. At funktionen har eksisteret i Skive, kan der således ikke herske tvivl om.

Man har ved navngivningen i 1962 muligvis ikke været opmærksom på, at det oprindelige Tambohus har ligget på nabogrunden til Schades Papir, på Frederiksdal Alle 5, og at navnet således er delvist misvisende. Dog er det korrekt, som Skive Folkeblad anfører 13. nov. 1962 i referatet af byrådsbeslutningen herom, at navnet stammer fra "forrige aarhundrede". Derimod ikke, at "Tambohus (har været) den ældste del af ejedommen ...", og at "Frederiksdal 7 atter hedder Tambohus". Det har Frederiksdal Alle 7 aldrig før heddet. Det har derimod det nedrevne hus på Frederiksdal Alle 5, som det vil fremgå af det følgende.
 
Navneforskydningen kunne kaldes en første, let tilbageviselig mytedannelse omkring Frederiksdal området.
Den næste, som muligvis dækker over en eller anden form for mangelfuld viden er, at ”Tambohuset” skulle have fået sit navn efter den mand, der i 1845 byggede huset, det første hus på det, der den gang hed ”Skive Mark”.
Ophavsmanden til myten om Peder Jacobsen som "Tambour" i Skive og navngiver til det, vi i dag kalder Tambohus er muligvis i udgangspunktet den historiker, J. C. Hansen, der har skrevet det historisk absolut vægtigste i Bogen om Skive fra 1926, det officielle 600 Aars Jubilæum for Købstaden. S. 93 hedder det her, at "Tambohuset ... blev bygget 1845 af en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Man kan vel med føje spørge, hvordan J. C. Hansen kan vide, at Peder Jacobsen har været Byens Tambour, når han i øvrigt ved så lidt om ham, at han finder det nødvendigt at kalde ham "en Peder Jacobsen".
J. C. Hansens formodninger fra 1926 er blevet fulgt op af forskellige meddelelser i Skive Folkeblad, hvor det gentages, at Tambohus har fået sit navn efter det hus, som Peder Jacobsen byggede 1845 på Skive Mark, det senere Frederiksdal.
Da J. C. Hansen ser ud til at være den oprindelige ophavsmand til historikken omkring Tambohuset og Peder Jacobsen som byens Tambour, er hans håndskrevne notater i Rigsarkivets beholdninger gennemset, og de synes at bekræfte, at der kan sættes spørgsmålstegn ved flere af hans oplysninger om Tambohuset.
Det ser ud til, at den ellers solidt arbejdende historiker er faldet for fristelsen til at slutte fra 1870 folketællingens benævnelse af området som "Tambohuset" til den beboer, som har set ud til at have bygget og boet længst tid i Tambohuset indtil 1870, Peder Jacobsen. Og hvis det er rigtigt, at J. C. Hansen slet og ret er faldet for at slutte tilbage fra "Tambohuset", et i 1870 folketællingen benyttet navn, til Peder Jacobsen, der har bygget og boet her, er der behov for en nøjere undersøgelse af, hvorfra Tambour betegnelsen som områdenavn egentlig stammer.

Opførelsen af Tambohuset, tambour funktionen i Skive

Det er uomtvisteligt, at en mand, der hed Peder Jacobsen, har boet i det hus, der ved 1870 folketællingen gav navn til området, Tambohuset. Han boede der fra tiden kort efter sit ægteskab i 1844, indtil han døde i 1869. Der er også dokumentation for, at han har bygget det oprindelige, mindre hus, der formentlig i 1857-58 blev udvidet af en mere velhavende købmand, Peter Knorth, der ganske vist gik fallit ved samme lejlighed - fremgår det af forskellige opslag i Skive Byfogeds Skifteprotokol 1844-68, sag nr. 128. Den næste konstaterbare ejer var købmand H. B. Kloch, som har ejet huset 1862-1873, muligvis længere tid, men under alle omstændigheder i 1870. Desværre er det umuligt v. hj. af 1860 folketællingen at konstatere antal beboere i huset. Men at udvidelsen under alle omstændigheder er sket før 1870, kan vi konstatere ud fra Hans Smidths maleri.
Peder Jacobsen har kortvarigt 1845 indtil o. 1857 ejet det af ham byggede hus, som så i 1870 folketællingen blev kaldt for ”Tambohuset”. Det kan konstateres, at han var arbejdsmand.
Det fremgår ikke af nogen form for dokumentation, at Peder Jacobsen skulle have været byens trommeslager, ”Tambour”.
 
Der var faktisk ikke nogen officiel trommeslager, Tambour i byen, i det mindste ikke i vedtægterne for byens kommunale styrelse. Men derfor kan der jo sagtens have været en tradition for at kalde den del af ”Borgerbevæbningen”, der skulle varsle ildebrand ved at slå på tromme for en ”Tambour”. Tambour-betegnelsen skal man finde i bestemmelserne for "Brand og Brandvæsen i Skive Kjøbstad", som vi kender dem fra 1858. Tambour-betegnelsen ser ud til at være forsvundet i nye vedtægter fra 1873.
Der har muligvis boet en Tambour i Tambohuset en gang, men hvem ved vi ikke.
 
Først det, vi ved, nemlig, at 1870 folketællingen har en lokalitet, der hedder Tambohuset.
Tambohuset som betegnelse kan således først konstateres ved en enkelt folketælling i 1870 og siden i Skive Folkeblad 25.05.15, hvor det hedder, at "Fabrikant Schade har til Manufakturhandler Aage Henrichsen solgt den Villagrund, hvorpaa det saakaldte Tambourhus er beliggende".
Det har ikke været muligt at identificere Aage Henrichsen som bosiddende på Frederiksdal Alle.
 
Tambohuset optræder her første gang som betegnelse for Matr. No. 113, det senere matrikelnummer 172.
Man kan i folketællingerne 1845, 1850, 1855 og 1860 se, at Peder Jacobsen nok har boet her - dog først efter 1845 folketællingen - men ikke, at han har bygget huset, og heller ikke at han skulle have været byens "Tambour". Det er også usikkert hvornår og hvor længe, han er ejer
I oplysninger fra Brandtaxation 1838-48 fremgår det, at Peder Jacobsen faktisk bygger hus på en ubebygget grund med "10 Fag Bindingsværk, Straa og Lyngtag. Beboelse i 3 Fag, Resten Heste- og Fæstald."
Iflg. J. C. Hansens notater om Skive var der allerede fra 1858 efterfølgende ejere, altså før Peder Jacobsen dør i 1869, nemlig i 1858 "Knud B. Knoth", som skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus".
Denne navneangivelse modsiges dog af, at der ved en søgning i skifteprotokoller kan konstateres en "Købmand Peter Knoth" (1828-77) er registreret fallit i tiden ultimo 1857 - primo 1858. Det hedder herom i skifteprotokollens sager om fallitboet: "Boets faste Eiendomme at bestaae af Gaarden matr No 4 paa Skive Kjøbstads Vestregade, Stedet Matr No 113 ved Skive Kirke og Jordeiendomme i Vesterfælled, betegnet Matr No 109 og 110."
Den af Peder Jacobsen i 1845 opførte ejendom er blevet købt og udvidet af Købmand Peter Knoth enten før eller o. 1857-58, hvor han går fallit med bl.a. Matr. No. 113, det senere Frederiksdal.
 
Herefter er der temmelig hyppigt ejerskifte. Peder Jacobsen måtte åbenbart ret hurtigt opgive ejerskabet, men han bor her indtil 1869. Der er ingen antydninger i arkivmaterialet af, at han skulle have været tambour. Det eneste, vi ved herom er J. C. Hansens usikre, muligvis forkerte oplysninger, som nok stammer fra 1870 folketællingens "Tambohuset".
Hvis vi opregner de ejere, det har været muligt at få kendskab til, så er den første Peder Jacobsen fra 1845, hvor den eneste konstaterbare stillingsbetegnelse er Arbejdsmand. Herefter indtil fallitten i 1857-58 Købmand Peter Knoth. Efterfølgende fra 1862 Købmand H. B. Kloch, indtil 1873 - han optræder som ejer ved 1870 folketællingen, herefter Just Laursen og Svenning Christensen indtil 1881, Fr. J. Laursen indtil 1888. Dog kan der også konstateres annoncering om gartnerarbejde fra Gartner P. Kristensen, Frederiksdahl ved Skive i jan. 1883. Den ved 1901 folketællingen konstaterede ejer, Skive Tømmerhandel, har muligvis overtaget omkring eller efter 1890 folketællingen..
1. nov. 1882 deklareres navnet Tambohuset ændret til Frederiksdahl.
Navneændringer kan således konstateres at have været "Stedet Matr. No. 113" i 1858, "Tambohuset" i 1870 og nu i 1882 deklareret som "Frederiksdahl". På et byrådsmøde 6. febr. 1884 omtales stedet dog stadig som Tambohuset i en drøftelse af istandsættelse af vejen forbi huset.
Det er således umuligt at slå fast, hvorfor Matr. No. 113 på Skive Mark i 1870 har fået navnet "Tambohuset". Det har åbenbart i 1882 ikke været så flatterende et navn, hvorfor det deklareredes som "Frederiksdahl" i stedet.

Tambour funktionen i Skive

I en amtsindberetning fra 21. juni 1735 nævnes der ikke nogen eller noget om en Tambour i købstaden Skive.
Men der er i Politivedtægt for Skive Kjøbstad af 15. dec. 1858 i § 12 en omtale af "Byens Tambour og Hornblæser". Brandkorpset skal bestå af forskellige overordnede med ”24 Mand og enten Byens Tambour eller en Hornblæser.” Mandskabet indtræder frivilligt og er dem, som ”ville anskaffe sig den i § 15 ommeldte Uniform … ” Skal desuden ”indøves i Geværexercits og March.” I en efterfølgende Vedtægt for Brandvæsenets Ordning i Skive Kjøbstad 1873 omtales der ikke Tambourer, således som Reglement af 15. dec. 1858 gør.
Her gengivet efter Skive Folkeblad 8. sept. 1884, se Rigsarkivet. Hele Politivedtægten, musklik for forstørrelse.
Tambourer var en del af de "borgervæbninger", militære korps bestående af købstædernes borgere, som især opstod i starten af 1800-tallet, hvor der var et forøget nationalt trusselbillede efter og omkring Slaget på Reden i 1801 frem til de slesvigske krige og 1864. De eksisterede i de største byer indtil 1873, i nogle, her vist også Skive, i længere tid, dog efterfølgende nok mest som en ceremoniel reminiscens. Muligvis, som nogle her anførte erindringer kunne antyde, med en funktion ved brandalarm i byen.  
Peter Jacobsens hus, Tambohuset, som han delvist opførte - i det mindste beboede - eksisterer ikke mere, det blev nedrevet i 1939, og har nu veget pladsen for Frederiksdal Alle 5, der blev bygget samme år, som nedrivningen af det oprindelige Tambohuset, som det var kommet til at hedde, fandt sted.
 
Det var almindeligt fra 1830'erne og frem, at de nedlagte borgervæbninger blev til ordens- eller politikorps eller blev indlemmet i brandkorpsene med mænd og materialer. I 1848 var der desuden flere byer, der enten gendannede deres borgervæbning eller oprustede dem, ikke mindst i Slesvig, men også nogle steder i kongeriget som en konsekvens af den første slesvigske krig 1848-50.
Iflg. de her indhentede informationer var der i Skive ingen borgerbevæbning efter 1801. Det kan muligvis være en mangelfuld oplysning, idet der i Skive i et navneregister til døde og viede i kirkebøgerne er registreret en Tambour, Christian Carl Hertz, der døde 28.04.1813 som 89 årig, og som derfor må have virket som Tambour i 1700-tallet. Der har i Skive været funktioner som politikorps, herunder brandkorpset med den primære opgave at opretholde ro og orden ved ildebrande.
I købstæderne ophævedes ordningen med borgervæbninger i 1873, hvor også Tambour funktionen ses forsvinde fra politivedtægten i Skive. At den så måske er blevet videreført i Skive som en ceremoniel, muligvis en brandteknisk funktion, kunne meget vel være tilfældet.
 
Det har ikke været muligt at få en egentlig, lokal dokumentation for tambour-, trommeslager- funktionen i Skive ud over Politivedtægten af 1858 for Skive Kiøbstad og registreringen af den enlige Tambour, der døde i 1813, Der er heller ingen dokumentation for, at det skulle have været Peder Jacobsen, der var bærer af denne funktion i den tid, hvor han boede på Skive Mark, det senere Frederiksdal. Det fremgår heller ikke altid af de tilgængelige oplysninger i folketællingerne, hvem der ejede eller boede i huset i Frederiksdal som Tambourer.
Men huset blev i 1870 folketælingen vitterligt kaldt Tambohuset. I 1870 boede der 2 familier i huset, med henholdsvis 1 og 2 børn, en murer og (muligvis, svært læseligt) en "Postformand" Laust Petersen Agger, der formentlig lige så vel kunne have give huset dets Tambour navn som Peder Jacobsen. Ejeren i 1870 var Købmand H. B. Kloch.
 
Hvis vi vender os mod historiske fremstillinger, har forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926 bidraget med erindringer om Vægtersang og Brandalarm fra en køretur med familien i Skive i den tidlige barndom - hun anfører året som 1872 eller 1873. På køreturen ned ad Slotsgade "hørte vi pludselig trommen larme og støje bag os ...", en brandalarm.
Marie Bregendahl anfører selv, at der kan være tale en erindringsforskydning ved erindringen om både en brand og en vægter, der går og synger fredeligt i byen. Men erindringen kan muligvis alligevel afspejle et nogenlunde realistisk billede af både røde brandtønder og trommeslag i forbindelse med en bybrand. Temmelig usikkert, men mon ikke, det skulle kunne tages til indtægt for, at der nok har været en slags "Tambour" funktion i Skive, en trommeslager, der varslede de hyppige brande, der hærgede byen, selv om der ikke er anden kildemæssig dækning for fænomenet?
Marie Bregendahl leverer i Bogen om Skive, s. 497-500 en form for erindringsstof. Det samme spor fortsætter C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive. Han beretter fra sin barndom, at "Enhver Husejer skulle uden for sin Ejendom have staaende ... en Tønde ... fyldt med Vand ... (i tilfælde af) Ildebrand ... Sprøjtemandskabet ... blev vækket til Daad ved, at Trommen gik igennem Gaderne med Raabet Brand ...", s. 509.
I Bogen om Skive, Kap. II har J. C. Hansen, der har egen håndskriftsamling på Rigsarkivet, et faghistorisk ganske kompetent afsnit om Skive Købstads Topografi og Bebyggelse. Han anfører her, desværre uden kildemæssigt belæg, at "Tambohuset" blev bygget 1845 af "en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Denne udokumenterede meddelelse gentages i Skive Kommunes Historie, bd. 1, s. 344 i en lidt anden formulering.
Der er også nulevende, der kan huske, at der har været en tambur i Skive.
 
Det er umuligt på det foreliggende grundlag at gennemskue, hvorfra postulaterne om Peder Jacobsen stammer - ud over J. C. Hansens noget lemfældige tilbageslutning fra områdenavnet i 1870 til den første bygmester i 1845 af det, der bliver "Tambohuset". At der nok må have boet en tambour i huset på Skive Mark, forekommer rimeligt sandsynligt, men det er ikke dokumenteret hvem.
Bortset fra en manglende dokumentation for, at Peder Jacobsen skulle have haft en funktion som Tambour inden han døde i 1869, så kan man med nogen rette sige, at det er paradoksalt, at det nuværende Tambohus slet ikke oprindeligt har haft dette navn, men har fået det i 1962 efter et nedrevet nabohus, hvor navnet enten er opstået i folkemunde eller blot fortaber sig i et ikke kendt kildemateriale. Dog i både 1870 folketællingen og i nogle notitser i Skive Folkeblad, f. eks. i 1882, omtalt som "Tambohuset".
 
Første gang, man kan finde Peder Jacobsen med adresse på Skive Mark er i folketællingsmaterialet er i 1850. Han er her gift, har 3 børn, stillingsbetegnelsen er "Arbejdsmand", han bor Skive Mark 113. Det siger ikke noget om det hus, han skulle have bygget i 1845, året efter giftemålet, der er registreret i kirkebogen. Og det siger heller ikke noget om stillingen som byens "Tambour". Peder Jacobsen bor i 1845 folketællingen ikke på Skive Mark, men et andet sted, så vidt det kan tydes Østergade Skive.
Det er fuldt ud muligt at finde sekundære indikationer på, at Peder Jacobsen nok har været tambour i Skive. Og 1870 folketællingen med "Tambohuset" som stednavn er en næsten samtidig indikation. I det mindste af, at der har boet en "Tambour" her. Men ikke, at det har været Peder Jacobsen.
Her i kronologisk rækkefølge det, vi ved om Frederiksdal / Tambohus bygnings- og så nogenlunde ejermæssigt.
 

Fra Peder Jacobsens hus på Skive Mark i 1845 over Tambohuset og Frederiksdal til Frederiksdal Alle.

 
Hans Smidth, maleri ca. 1870, Skive Gamle Kirke med Frederiksdal i forgrunden - som Hans Smidth har set bygningen. Uddrag af maleriet, her t.h. giver et formentlig godt indtryk af bygningen ud til det, der senere blev Frederiksdal Alle. Vi ved, at det, der senere fik betegnelsen Tambohuset ved opførelsen i 1845 var betydeligt mindre bygningsmæssigt, og at den senere udvidelse kom o. 1857, hvor Købmand Peter Knorth erhvervede huset. Man kan måske formode, at Knorths udbygning er den del af huset op mod kirker, der har den tredje skorsten. Museklik for større gengivelse. Man kan se det originale maleri på Skive Kunstmuseum i depot eller udstillet. C. J. Himmelstrups tegning af samme motiv fra 1869 mangler desværre Tambohuset, men giver et godt supplerende indtryk af området.
 
Hvis vi går ud fra, at Frederiksdal på Hans Smidths maleri fra 1870 stort set må være identisk med Peder Jacobsens hus fra 1845 med udbygningen fra o. 1857, så kan det vel være på sin plads at inddele den bygningsmæssige udvikling på Frederiksdal i
  1. Frederiksdal, som bebyggelsen har set ud 1845 indtil 1870'erne,
  2. Frederiksdal, da Frederik Schade erhvervede område og bygning i 1912,
  3. Frederiksdal efter Frederik Schades erhvervelse af området.
 
 
Frederiksdal o. 1900, Skive Billeder.dk's datering - købes af Fr. Schade i 1912 for 18.700 kr. Der var 12 tdr. land foruden bygninger iflg. Skive Folkeblad 25.01.1912 og Skive Folkeblad 26.01.1912.
Iflg. Skive Folkeblad 06.07.1912 køber Fr. Schade yderligere "Ejendom i Frederiksdal for 4200 kr." Muligvis villa, som ses yderst t.v. på dette foto. Ejerskabet fremgår dog ikke af 1916 folketælling, derimod at der i dette hus bor 2 familier, ansat på Papirrullefabrikken. Denne ejendom er endnu ikke registreret opført i 1911 folketællingen, som kun har det oprndelige Frederiksdal.
Derfor må foto dateres til mellem 1911 og 1916, måske senere.
 
Hvis vi følger Frederiksdal fra Hans Smidths maleri fra 1870 frem til det foto, der af Byarkivet er dateret til o. 1900, så kan vi se, at der er kommet flere bygninger til. Et beboelseshus på den anden side af vejen, som måske er købt af Fr. Schade i 1912 for 4200 kr. - og et hus med vinkelret tilbygning.
Der er et problem i forhold til 1870 huset, der kun har et vindue i stueetagen imod 3 i 1900 fotoets hus, og 1 vindue i gavlen på 1. sal mod 2 mindre her. Alternativt kunne dette hus med bygning op mod kirken og vinkelret på være kommet til vest for det oprindelige Frederiksdal, der har 3 skorstene på et af Byarkivet til 1910 dateret hus. De 3 skorstene passer fint med Hans Smidths Frederiksdal.
Fotoet alene kan ikke fortælle andet og mere, end at der nok før Frederik Schades erhvervelse har været mere end den ene, oprindelige bygning. Det fremgår også af Skive Folkeblads meddelelse, at Schade vil "benytte en af Ejendommens Bygninger ..." Der må altså i 1912 have været flere bygninger, som man også kan se på fotoet fra o. 1900 her ovenfor og af et foto fra en anden vinkel, dateret o. 1910 af Byarkivet.
 
Den ældste Frederiksdal bygning, Tambohuset, var placeret, hvor det nuværende Frederiksdal Alle 5 ligger. Bygningen blev besluttet nedrevet i 1938. Vi kan visuelt følge det på et meget sparsomt kildemateriale.
Uddrag af Hans Smidths maleri fra 1870 og foto ca. 1910, nok en fejldatering, må være i eller efter 1915, hvor Schade har etableret Papirrullefabrikken. Tambohuset med 3 skorstene, 3 boliger i hver etage. Ved folketællinger i 1870 to familier med 3 børn, i 1890 ni familier med børn, i 1906 seks familier med børn. Neden for et senere foto før nedrivningen i 1938, en skorsten færre men stadig 3 indgange i front.
 
Man kan yderligere supplere med Skive folkeblad, hvor det af annonceringer 1883-85 fremgår, at Vognmand Lauritz Petersen 09.02.1883 forpagter jorden til Frederiksdal, hvorfra han så senere annoncerer med salg af "mælk og Fløde" (25.03.1885). Samtidig annoncerer Gartner P. Christensen med "Solbær og Ribs" fra Frederiksdal (25.07.1884). 01.02.1886 sælges Frederiksdal til Laust Just Laursen for 20.000 kr., "al Inventar, Kakkelovne og Komfurer medfølger ..." Købesummen er lidt større end Fr. Schades i 1912. Der ser ikke ud til at være bygninger, der har været værd at nævne. 06.08.1895 sælger Fr. Laursen Frederiksdal, "beliggende lige op mod Skive Mølle ..." kun med "2 Heste og 4 Køer" på ejendommen.
På et tidspunkt mellem folketællingerne i 1890 og 1906 bliver Skive Tømmerhandel ejer af den matrikel, hvor Tambohuset, fra 1882 Frederiksdal ligger. Der kan ikke umiddelbart registreres flere tilkomne bygninger i 1880'erne siden Hans Smidths maleri fra o. 1870. Men vi ved, at de 3 bygninger vest for Tambohuset må have været opført ved Fr. Schades overtagelse af Frederiksdal i 1912.
 
Vi kan så - for at komme nærmere på bygninger, beliggenhed og ejere på Skive Mark, Vester Fælledvej, Tambohuset, senere Frederiksdal - gå til folketællingsoplysninger, der i kombination med samtidigt avismateriale, retsoplysninger m.v. kan give et så nogenlunde retvisende billede.
 
I 1850 folketællingen ser vi registreret på Skive Mark Peder Jacobsen. I 1855 folketællingen var Skive Købstad inddelt i 4 distrikter og Peder Jacobsen er her registreret i 1. Distrikt. I begge tællinger med kone og 3 børn. Peder Jacobsens stillingsbetegnelse er vanskelig at tyde, formentlig arbejdsmand, men der er intet her, der antyder en stilling som Tambour. I kombination med oplysningerne fra Brandtaxation 1838-48 ved vi, at Peder Jacobsen byggede huset i 1845 og boede her, formentlig indtil sin død i 1869.
Vi kan ud fra andre oplysninger se, at Købmand Peter Knorth ejede ejendommen, da han gik fallit i 1858. Det må formodes, at det er Peter Knorth, muligvis den efterfølgende ejer, Købmand Henrik B. Kloch, ejer i hvert fald 1862-73, der har bygget det yderligere fag på det hus, som Hans Smith malede, liggende foran kirken o. 1870, hvor hus og område fik betegnelsen "Tambohuset", kan vi se i 1870 folketællingen.
Området Tambohuset var ved 1870 folketællingen kun beboet af 2 familier med 3 børn, havde Matr. No. 113, ejer her var Købmand H. B. Kloch, der kan konstateres som ejer 1862-1873. Han har muligvis overtaget stedet efter Købmand P. Kloth, der gik fallit i 1858
Ved folketællingen i 1880 hedder området Vester Fælledvej . Der er tælling af en familie i "Forhuset" uden ejerangivelse, og yderligere 2 familier i "Forbygning", ialt 7 personer. Ejeren anføres som Jens Chr. Jensen. Stillingsbetegnelserne for de 3 familier er tømrer, landmand og arbejdsmand.
Ved 1890 folketællingen hed området "Skive Vesterfælled, Matr. 172, Frederiksdal" beboet af 9 familier med 40 personer i alt, ejeren Handelsbetjent Fr. Laursen. De øvrige matrikler på Skive Vesterfælled er 65h, Slagter P. R Halse, ejer, bor der ikke selv, 72, ejer er P. Lynderup, Avlsbruger, matriklerne 83-89, ejer Avlsbruger M. C. Sørensen, der ikke bor der selv, 138 "Bagbygningen", ingen ejerangivelse, der bor 5 familier, 17 personer i alt, og endelig er der Matr. No. 172, det tidligere Tambohuset, hvor Handelsbetjent Frederik Laursen hos Therkildsen angives som ejer - det må være lige her omkring, at Skive Tømmerhandel bliver ejer. Der bor nu 9 familier, 40 personer i alt på denne matrikel.
Ved 1901 folketællingen hedder området Frederiksdal, Skive Bymark. Skive Tømmerhandel er her anført som ejer af Matr. No. 172, hvor der er 9 lejligheder med 34 personer i alt.
Det fremgår af 1906 Folketællingen, hvor Frederiksdal er anbragt under Diverse, at der på matr. 172, ejet af Skive Tømmerhandel har boet 6 familier med børn i hver familie, og 3 børn har boet sammen med en kvinde på 26 år. I Skive Folkeblad 11.11.1903 omtales et "daarligt Hjem i Frederiksdal" åbenbart med en form for børnemisrøgt.
Folketælling 1911. Området er igen Frederiksdal, Matr. No. 172, stadig ejet af Skive Tømmerhandel, beboet af 6 familier.
Folketælling 1916. Området er Frederiksdal Alle, Arkitekt E. V. Lind, Inspektør A.Lauridsen, Lærer J. Hansen, Frederik Schade (ejendom over for Frederiksdal). 3 ejendomme ud over Frederiksdal og hertil hørende bygninger (Frederiksdal Alle 5 og 7), som er Schades Papirrulleindustri.
 
Det synes at fremgå af folketællingerne, at indtil og med 1906 er der kun Tambohuset, Matr. No. 172 som egentlig boligmæssig bebyggelse på det, der fra 1882 bliver til Frederiksdal området. Til gengæld bor der overrumplende mange i huset - forment betinget ved den udvidelse af huset, som blev foretaget i 1857-58 af Knud B. Knoth, der gik fallit på det tidspunkt, hvor ombygningen foregik. Dog næppe forårsaget heraf.
 
I Skive Folkeblad 13. april 1898 omtales anlæg af "en god og bred Spaserevej på Bakkeskraaningen bag den gamle Kirke ... med 5 magelige Bænke (med) et af de smukkeste og prægtigste Udsigtspunkter ... i Byen."
I 1911 folketællingen bor der 2 personer på Hedemarken Matr. Nr. 113. Kirkebakken ejes af Enkefru A. Damgaard Møller. Der bor her 1 gartnerfamilie med tyende og medhjælpere.
På et byrådsmøde, refereret i Skive Folkeblad 27. maj 1914, drøftede man "Hr. Schades Anlægsprojekt".
Iflg. borgmesteren havde der tidligere været tilbud fra Chr. Jacobsen, Skive Tømmerhandel på hele anlægget ved kirken. Det afslog byrådet. "Arkitekt Linds Tilbud om Køb af det vestlige Hjørne af det umiddelbart vest for den gamle Kirke liggende Anlæg ... (ville) tværtimod forskønne ..." anlægget. Hvad man så ikke har skønnet Skive Tømmerhandels køb ville. Borgmesteren anfører yderligere, at "nu har hr. Schade udarbejdet en Plan for Bebyggelsen af Grundene i Frederiksdal ..."
I Skive Folkeblad 21. febr. 1921 omtales arkitekt Linds "Reform-Hus", som netop præsenteret for 60 interesserede. Huset er bygget som et eksempel på "billige Huse". Huset ville iflg. referatet kunne sælges for 10.000 kr., 25 % billigere end tilsvarende huse. Det er et hus med 1. og 2. etage. I 1921 folketællingen bor Arkitekt Erik Lind Lind her med sin familie, Matr. Nr. 172 og 110. Det kan kun være Frederiksdal Alle 3. Den efterfølgende ejendom benævnes i 1921 folketællingen Konsortiet Solvang (F. Schade). Selv om Fr. Schade i 1915 har solgt en villagrund til denne ejendom, Tambohuset, så hører den åbenbart stadig til hans besiddelser. Den bebos af 4 familier, der ikke ser ud til at være beskæftiget på papirrullefabrikken. Den herefter følgende ejendom i 1921 folketællingen ejes også af Fabrikant Schade og Co., Solvang Gartneri, og her bor Gartner Hans Christian Jørgensen med familie.
Det kan være huset t.v. i fotoet, som Gartner G. møller har beboet ved folketællingerne fra 1916, først som Kirkebakken, senere som Frederiksdal 1. Det var som nabo til dette hus, Frederiksdal Alle 3, arkitekt E. V. Lind byggede. Kirkebakken, Matr.Nr. 111, senere Frederiksdal 1 var beboet af 2 familier, ejer Gartner Gert Møller. i 1921 kun Møller med familie og tyende, gartnermedhjælp.
Arkitekt E. V. Lind havde i juni 1915 opført sin nye villa på Frederiksdal. Inskriptionen over døren til villaen er i nederste linje "19 E. V. Lind P. P. Holm 15". Man kan i 1916 folketællingen se, at Linds hustru er Pauline Petrea f. Holm, hvilket giver indskriften mening.
Kirkebakken i Skive ses ved folketællinger i 1916 og 1921 beboet af Gartner Gert Møller, som i 1925 og 1930 folketællingerne stadig bor der, nu på Frederiksdal Alle 1.
På denne adresse blev i 1942 Aakjær-Pigen opstillet og afsløret, omtalt i Skive Folkeblad 25.07.1942. Huset her må vel være blevet nedrevet en gang mellem 1930 og 1942. Allerede umiddelbart efter Jeppe Aakjærs død blev der indledt bestræbelser for et monument på Kirkebakken, kan man se i Skive Folkeblad 28.02.1931.
 
 
Frederiksdal ca. 1910 iflg. Byarkivet, d.v.s. 2 år før Fr. Schade købte området i 1912. Dateringen er næppe korrekt - bygningerne til højre kan kun være begyndelsen til Schades Rullpapirindustri fra 1912 eller 1915. Bygningerne må formodes opført - under alle omstændigheder ejet mindst siden 1880 - af Skive Tømmerhandel, (fremgår af folketællingsoplysninger). Det er Skive Tømmerhandel, som Fr. Schade også køber af iflg. Skive Folkeblad 25.01.1912. Selv om disse bygninger ikke er opført af Schade til hans virksomhedsdrift, så blev de en del af virksomheden fra 1915 og den efterfølgende udbygning til det, der i dag hedder Tambohus. Og huset over for Frederiksdal må være det mellem 1911 og 1915 nyopførte hus. Haven ser nyanlagt ud. Dateringen skal sikkert være 19515-16.
 
Den mest sandsynlige bygningsmæssige udvikling må være det oprindelige Frederiksdal, hvor der mod vest, formentlig under Skive Tømmerhandels ejerskab er kommet yderligere 2-3 sammenhængende bygninger.
I perioden 1880'erne indtil Fr. Schades køb i 1912 har denne del af byen haft en slumagtig karakter med mange familier på et sparsomt boligområde og børn, der omtales som udsat for børnemishandling.
Over for Frederiksdal ser der så ud til at være kommet en villa, som først kan identificeres med 1916 folketællingen, hvor det hedder, at ejendommen er "beliggende Nord for Frederiksdal Alle lige overfor Frederiksdal". Ejeren er Fr. Schade, og beboerne er 2 familier, ansat hos Schade. Formentlig erhvervet af Schade også i 1912.
Konstateringen af den træ- og buskfri ådal i overensstemmelse med en konstatering i Skive Folkeblad, at Fr. Schade var yderst aktiv i rydning og beplantning af området efter erhvervelserne af Frederiksdal i første halvdel af 1912.
I 1916 folketællingen har arkitekt E. Lind på Matr. 172a bygget ved siden af Fr. Schades virksomhed. Endelig har der uden matrikelfortegnelse været bosat yderligere en lærer J. Hansen og en forsikringsinspektør A. Laustsen på den nyetablerede vej, Frederiksdal Alle.
 
Og Frediksdal set fra kirkerne 1910. Det senere Frederiksdals Alle hedder her stadig Vester Fælledvej i Skivebilleder. På 1875 kortet hedder vejen Fælledveien, men med overtagelsen af Frederiksdal henvendte Fr. Schade sig til kommunen om tilskud til vedligeholdelse af "Vester Fælledvej", hvor han så 16. jan. 1913 fik tilslutning til det nye vejnavn "Frederiksdals Alle". Det skete efter forhandlinger med byrådet om "Istandsættelse af Vesterfællledvej", hvor der var problemer med vand fra "Markedspladsen". I drøftelserne blev det både fremført, at "Kvarteret er ... bleven istandsat og forskønnet ..., (og at) Frederiksdal er ... et usundt Sted." I en byrådsdrøftelse af Fr. Schades forslag om at ændre vejnavnet fra Vesterfælledvej til Frederiksdal Alle refererer Skive Folkeblad 21.01.1913 under overskriften "Er Fabrikant Schade "listig"?", at især udvalgsformanden var betænkelig ved Schades forslag, som dog alligevel blev vedtaget i byrådet, som det fremgår af avisreferatet 22. 04. 1913.
 
Skivebilleder, det kunne bygningsmæssigt se ud til, at Schade her har købt og er gået i gang med udbygningen, altså efter 1912, formentlig o. 1916.
 
Skivebilleder, mon ikke den hvide bygning t.v. ud mod her Frederiksdal Alle er det eneste, der er tilbage af det, som må være bygget til omkring Tambohuset / Frederiksdal af Skive Tømmerhandel? Og bag ved op mod kirken lå her før Skive Mølle i 1919 brændte, indtil nedrivningen 1938-39 stadig Tambohuset.
 
En "lokumsidyl" fra 1915? Skivebilleder. Det er her ikke til at afgøre, om der er foretaget de ombygninger, som blev foretaget efter Fr. Schades overtagelse af Frederiksdal i 1912. Men det kan vel godt være omkring den tid, hvor Fr. Schade sælger "den Villagrund, hvorpaa det saakaldte Tambourhus er beliggende" til Manufakturhandler Aage Henrichsen, i 1915.
Salget af grunden til Tambohuset i 1915 ser ud til at være en konstruktion, hvor Fr. Schade i det mindste beholder huset, der bl.a. benyttes til beboelse, synes det at fremgå af undersøgte folketællinger.
 
Med alle de forbehold, der må tages over for usikre oplysninger, evt. fejl i folketællingsmaterialet, i meddelelser og annonceringer fra Skive Folkeblad og evt. fejl i Byarkivets fotografiske materiale, så kan der omkring den bygningsmæssige udvikling fra Frederiksdal på Skive Mark til Frederiksdal Alle med Schades Papirrulleindustri på Frederiksdal Alle 7 formentlig konkluderes:
  1. Det hus på Skive Mark, som Peder Jacobsen byggede 1845 må stort set være identisk med "Tambourhuset", som det blev kaldt på den tid, som Hans Smidths maleri fra 1870 repræsenterer. Dog med en tilføjelse af et fag med skorsten op mod kirken i 1857-58.
  2. I 1882 får Tambouhuset navneændring til Frederiksdal.
  3. I tiden indtil 1906 folketællingen, hvor der boede 6 familier og 3 børn sammen med en enlig kvinde, og hvor der i Skive Folkeblad er refereret politiske kommentarer til børnemisrøgt på Frederiksdal, må der yderligere være kommet de tilbygninger til, som fremgår af det foto, Byarkivet har dateret o. 1910, samt fotoet fra o. 1900. Disse bygninger må formodes opført i tilknytning til det oprindelige Frederiksdal / Tambohuset af Skive Tømmerhandel mellem 1890'erne og 1906.
  4. I denne periode, tiden mellem 1911 og 1916 folketællingerne må også villaen over for Frederiksdal, erhvervet af Fr. Schade, være blevet opført. Fr. Schade sælger i 1915 en villagrund til Tambohuset, en del af Frederiksdal, hvilket dog ikke får iagttagelig bygningsmæssige konsekvenser.
  5. Bygningsmæssigt er der næppe blevet opført yderligere til Schades Papirrulleindustri før o. eller efter 1916 folketællingen.
  6. Det oprindelige Frederiksdal / Tambohuset blev nedrevet i 1939, hvor det nuværende Frederiksdal alle 5 blev opført.
Som det fremgår, så var det nye vejnavn i 1913 ændret fra Vester Fælledvej til "Frederiksdals Alle" iflg. Skive Folkeblads referater af byrådsmøder herom. I dag er dette gadenavn "Frederiksdal Alle".
Man kan selvfølgelig ikke benytte selv samtidige avisartikler, -referater til at bestemme noget som helst om stavemåder.
bykort Skive - år 1900 hedder vejstrækningen Vester Fælledvej. Det hedder vejen stadig på et 1924 bykort! Det er jo ikke så opdateret i forhold til 1913. I en ekstremt dårlig fotokvalitet kunne det se ud til, at et 1927 bykort har fået navnet "Frederiksdal Alle".
Endelig er der et bykort fra 1940, hvor Frederiksdal Alle har vundet indpas.
Med forbehold for Skive Folkeblad som fejlkilde, kunne det se ud til, at Frederiksdal Alle har udviklet sig fra Fælledvejen til Vester Fælledvej, over Frederiksdals Alle til Frederiksdal Alle.
 
En yderligere mytedannelse om Frederiksdal Alle er, at vejen skulle være navngivet efter Frederik Schade, der i 1912 købte det, der den gang allerede hed Frederiksdal - se herom Jul i Skive, 1954, s. 22-23.
Det er en kendsgerning, at områdebetegnelsen ”Tambohuset” i nov. 1882 ” fik ”thinglæst Deklaration (på) Navnet ”Frederiksdal” ved Skive”. I 1882 var Frederik Schade 11 år gammel og boede hos sine forældre i Nykøbing Mors.
Dette navneskifte fra "Tambohuset" til "Frederiksdal" kan Frederik Schade således ikke have det mindste med at gøre.
Man kan kun gætte på, hvorfor denne navneændring blev deklareret. Et sandsynligt gæt er, at stedet på det tidspunkt var kommet i noget vanry i den bedre del af købstaden Skive. Skive Folkeblad skriver i 1903 om ”et daarligt Hjem i Frederiksdal”, tilsyneladende med konstateret børnemisrøgt.
Ved navneskiftet var Vesterfælled beboet af 3 familier, en tømrer, Chr. Sørensen Boder, som ejer Jens Chr. Jensen, Landmand og Svenning Christensen, Arbejdsmand.
Det må formodes, at begæringen om navneskiftet er fremsat af den her anførte ejer, Jens Chr. Jensen.
Frem til folketællingen 1890 vokser antallet af familier på Matr. No. 172 voldsomt, til 9 familier, 40 personer i alt. Ejer er nu Handelsbetjent Frederik Laursen hos Therkildsen. Der opereres i denne folketælling stadig kun med et enkelt "Forhus", som kunne tyde på, at der endnu ikke er kommet tilbygninger til det oprindelige "Frederiksdal".
Ved folketællingen 1901 hedder området Frederiksdal, Matr. No. 172, det ejes nu af Skive Tømmerhandel. Der er en Husliste 205a og 205b, der er 9 lejligheder med 34 beboere.
Med forbehold over for de ind imellem mangelfulde oplysninger i folketællingsmaterialet kan det skønnes, at det oprindelige Frederiksdal er blevet udvidet med tilbygninger, som Fr. Schade erhvervede i 1912, på et tidspunkt o. 1890 indtil 1901. Og at det nok har været Skive Tømmerhandel, der har opført disse bygninger.
 
Da Frederik Schade flyttede noget af sin papirrulleproduktion fra Asylgade til Frederiksdal i 1915, var indflytningen primært i de bygninger på Frederiksdal, som er kommet til i tiden op til eller omkring Skive Tømmerhandels ejerskab til området.
Efter købet af Frederiksdal i 1912 fik Schade i 1913 byrådet til at beslutte, at gennemgangsvejen skulle hedde Frederiksdal Alle med tilhørende kommunal kloakering.
Denne del af navngivningen er således rigtig nok - Frederik Schade er ophavsmand til navnet Frederiksdal Alle.
I 1915 bygger så arkitekt E. V. Lind, også fra Nykøbing Mors og næsten jævnaldrende med Frederik Schade, sin flotte villa på Frederiksdal Alle 3. I februar 1921 omtales i Skive Folkeblad et såkaldt ”Reformhus”, som arkitekt Lind har opført på Frederiksdal Alle. Herfra annoncerer Schou Petersen, Frederiksdal Alle med salg af rugeæg i Skive Folkeblad 26. marts 1921. Reformhuset sættes i 1932 til salg for Brand-Erstatningssummen. Det har således næppe været en succes for arkitekt Lind.
 
Det er helt afgjort Frederik Schade, godt ledsaget af arkitekt Lind, der var igangsætter af Frederiksdal Alle som et kvarter, der langsomt men sikkert voksede ud af børneskoene fra "Fælligen", "Kirkens Eng" til "Markjord" til "Skive Mark", "Fælledveien", til "Vesterfælledvej" over "Tambohuset" til Frederiksdal og Frederiksdal Alle.
 
Havebyen Frederiksdal 1900 iflg. Morsø Lokalarkiv. Dateringen er muligvis diskutabel. Skive Mølle brænder 10. -11- august 1919, som så er den øvre datogrænse for fotoet. Men det kunne på den del af fotoet, som rummer Frederiksdal se ud til, at fotoet indeholder de første bygninger til Schades Papirrullefabrik, altså o. eller efter 1915. Den store villa mellem kirkerne og Schades Papirrulleindustri må være arkitekt Erik V. Linds villa, det nuværende Frederiksdal Alle 3, som blev færdigopført i 1915. Erik V. Linds "Reformhus" stod færdigbygget i 1921, og det lå i den anden ende af Frederiksdal Alle, ved Galgebakken. "Reformhuset blev præsenteret i februar 1921 for interesserede som et billigt "Reform-Hus". Lind boede selv med familie i den i 1915 opførte villa, viser folketællinger fra 1916, 1921, 1925, 1930. Fotoet må være taget mellem 1915 og 1919. Man kan se det oprindelige Tambohuset, nu omgivet mod vest af de bygninger, som Fr. Schade fra 1915 lod opføre, og de bygninger, han overtog med køb fra Skive Tømmerhandel i 1912.
Herunder et foto, som iflg. Skive Byarkiv er et "ukendt sted" og "ca. 1905". Hvis vi i stedet formoder, at det er rejsegilde på Erik V. Linds eget hus, der står færdigt i juni 1915, må det være taget nede fra haven. Og huset t.v. må så være "Tambohuset", som Fr. Schade har overtaget. I forhold til fotoet fra Morsø Lokalarkiv mangler fotoet her den markante kvist mod syd, som huset stadig har i dag! Det evt. Tambohuset ser heller ikke overbevisende ud på dette foto.
Erik V. Lind stammer som Fr. Schade fra Nykøbing Mors og er jævnaldrende med Schade.
Det fremgår af Skive Folkeblad 22.06.1915, at "Arkitekt Linds Villa er næsten færdig", og at der denne sommer er opført yderligere "3 Ejendomme" - ud over Frederiksdal, det tidligere - før 1882 - Tambohuset. Det 2. hus er Lærer Jens Hansens. Det 3. hus, der er opført i 1915 må være det hus i 1916 folketællingen, som tilhører Inspektør A. Laustesen.
Et hus, tidligere tilhørende "Hr ... Carl Hansen" ligger iflg. 1916 folketællingen nord for Frederiksdal, på den anden side af Frederiksdal. Dette hus figurerer ikke i 1911 folketællingen, og må således være blevet opført herefter - i tiden indtil 1916. Hvis oplysningerne i 1916 folketællingen er retvisende, må Byarkivets datering af Frederiksdal foto fra 1900 sættes til 1911-16.
E. V. Linds Frederiksdal Alle 3 i dag, fra gaden og baghaven. Linds "Reformhuset" blev opført i den modsatte del af Frederiksdal Alle, ved Galgebakken, og ser i 1921 folketællingen ud til at have fået egen matrikel, 110 b sammen med 172 b, hvor Frederiksdal 3, Lind's villa ligger.
Her har Skive Folkeblad i 1938 den rigtige historie om det oprindelige Tambohus. Her også med historien om, at huset er navngivet efter Peder Jacobsens funktion som byens tambour. Denne betegnelse kendes siden folketællingen i 1870 og i Skive Folkeblad første gang 1882, hvor navnet også 01. nov. 1882 ses ændret og tinglæst som "Frederiksdal".
 
Schades Papir, lokal virksomhedshistorie
Det nuværende Schade A/S ligger på Øster Fællevej 5 i Skive. Hertil blev virksomheden flyttet fra Frederiksdal Alle 7 i 1962. Med en helt utvivlsom fremsynet beslutning, både virksomheds- og lokalpolitisk. Frederiksdal kvarteret er ikke udpræget industrielt med den dejlige udsigt til Karup engarealer og adskillige bevaringsværdige villaer.
Virksomheden er noget stedmoderligt behandlet, både i den ellers som lokalhistorie ganske omfattende Skive Kommunes Historie, tiden indtil 1880 og 3. bind fra 1880-1940. Også, så vidt, det kan ses ud fra det umiddelbart tilgængelige materiale fra Skive Byarkiv, hvor der i det dokumentariske er betydelige mangler.
 
Frederik Schade blev født i Nykøbing Mors i 1871, iflg. folketællingsoplysninger 17.02.1871, søn af købmand, konsul og bankdirektør August Hagbarth Schade, og han meddeles død 01. november 1927, hvor han er fraflyttet Skive, bosat Gentofte i København.
Det er måske lidt symptomatisk for omtale og erindring om Frederik Schade, at han i dødsmeddelelsen fejlagtigt angives som 57 årig. Frederik Schade har, som det hedder i dødsmeddelelsen i Skive Folkeblad været nødt til at forlade sin virksomhed i Skive og oprette et ”Salgskontor af sine egne Fabrikationsartikler”. Om dødsårsagen angives, at Schade i løb skulle have forsøgt at indhente toget fra Gentofte til København H, hvor han efter en vellykket indsats faldt død om i toget, indhentet af et hjertestop.
Historien er dramatisk, men man kunne måske nok i dødsmeddelelsen i Skive Folkeblad 01.11.1927 have gjort sig den ulejlighed at undersøge Fr. Schades faktiske alder, da han døde. Han blev 56½ år gammel.
 
Sønnen Jens Aug. Schades barndom " i et af de smaa huse ved Kirken" har været Asylgade, hvor Frederik Schade i 1906 køber Langhoffs Vestjyllands Papirposefabrik, hvor han også bosætter sig iflg. 1911 og 1916 folketællingen. I 1901 boede Frederik Schade i Frederiksgade, blev forlovet i 1901, gift i 1902, er registreret med bopæl i Voldgade i 1906 folketællingen, og det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04.09.1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906. Heraf kan man formentlig slutte, at købet af Vestjyllands Papirposefabrik i Voldgade var foretaget, og at familien Schade så flytter til Asylgade 5, Matr.Nr. 168.
Frederik Schade har som søn af en lokal, morsingsk præste- og købmandsslægt haft gode startbetingelser. Han startede hos købmand Jens Just i dennes købmandsforretning, Frederiksgade 7 siden 1882. Efter at være blevet udlært som købmand, velsagtens en gang i 1880’erne, overtog han en papirposeforretning i Nykøbing.
Hvornår Frederik Schade flyttede til Skive har det ikke været muligt præcist at slå fast. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at Frederik Schade i 1901 er ugift Kjøbmand, bosiddende Frederiksgade. Det ser ud til, at den adresse, Fr. Schade her bor på, ejes af Kjøbmand Mehlsen Jensen. I løbet af 1906 skifter Skive Folkeblad fra Købmand til Fabrikant Schade, når han omtales. Nok en indikation på, at det er i anden halvdel af 1906, Frederik Schade erhverver Vestjyllands Papirposefabrik.
 
Man kan i Skive Folkeblad se, at Fr. Schade 07. april 1905 blev valgt som revisor i Tennis-Klubben i Skive, formentlig kort før overtagelsen af Asylgade 5, som Frederik Schade overtog fra Wilhelm Langhoff, en Papirvare- og Papirposeforretning, hvor Skive Tømmerhandel også var placeret, og hvor Kvickly, bibliotek og Skive Byarkiv senere fik til huse.
Iflg. en præsentationsartikel i Skive Folkeblad 19.09.1913 af "Vestjyllands Papirposefabrik" var denne virksomhed etableret i 1879. Iflg. beskrivelsen var der i 1913 her i Asylgade "Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri".
Når Fr. Schade fra sin virksomhed i Asylgade som nabo til Skive Tømmerhandel bliver opmærksom på mulighederne for en udvidelse af papirvirksomheden i Frederiksdal, må det formentlig også tilskrives den fysiske nærhed til området, men også i form af af at Skive Tømmerhandel har ejet Frederiksdal siden 1890'erne, senest siden 1901 folketællingen.
Med købet af Frederiksdal i 1912 tager Fr. Schade så første skridt til en udvidelse af hans papirpose- og papirvareforretning, og han starter fra 1915 ”Schades Rullepapirindustri”, beliggende i Frederiksdal. Der er i Skive Folkeblad 04. 08. 1915 en reportage fra "Det danske Købestævne i Fredericia", hvor der "fra Schades Rullepapirindustri" er en udstilling af "det nye, kunstnerisk udførte ... Stativ ... som er Nutidens ideelle Papirstativ, forsynet med falset Rullepapir ..."
Om udvidelsen af forretningen fra Asylgade 5 til Frederiksdal, hedder det i Skive Folkeblad 25. jan. 1912, at ”… Fabrikant Schade, Skive (har) købt Ejendommen ”Frederiksdal” vest for Kirken. Det er hr. Schades Agt at benytte en af Ejendommens Bygninger til Lager og Plads for en af ham selv opfunden Maskine til Sammenlægning og Oprulning af Indpakningspapir paa saadanne Ruller, som benyttes i Butikkerne…”
Det fremgår af avisannoncering i aug. 1914, at det her er Frederik Schade, der leder Vestjyllands Papirposefabrik. Og at der senest i 1919 bliver tale om 2 selvstændige A/S'er, Schades Rullepapirindustri og Vestjyllands Papirposefabrik.
I en omtale af produktionen af kræmmehuse og papirposer på Vestjyllands Papirposefabrik i Skive Folkeblad 19. 09. 1913 hedder det, at der på fabrikken i Asylgade stadig laves "særegne Poser ... med Haanden af flinke unge Damer" her, hvor der også "findes Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."
Den del af Schades nyopførte fabriksbygninger på Frederiksdal, der i 1913 nævnes som nyopført ses på foto herunder. Ud over de nye og formentlig mere egnede fabriksbygninger end bygningerne i Asylgade, fremgår det også, at "moderne Papirposemaskiner" er taget i brug i Frederiksdal.
 
Allerede fra erhvervelsen af Frederiksdal i starten af 1912 synes Schade at have været særdeles aktiv for sit nyerhvervede område, hvor han også køber ejendom i juli 1912 af Arrestforvalter Carlsen for 4200 kr., og 11. maj 1912 skriver Skive Folkeblad ”Om Schades beplantning af Møllebakken”, der roses for at have gjort området attraktivt. Samtidig sætter kirkeværgen et pigtrådshegn op - til stor forargelse for journalisten på Skive Folkeblad 30. maj 1912
21. juni 1915 omtaler Skive Folkeblad nedlægning af vandledning gennem Frederiksdal, som byrådet har bevilget penge til. Og det hedder videre, at ”… i Frederiksdal, der som bekendt er bleven forskønnet meget væsentligt af Fabrikant Schade, bygges der i Sommer 3 Ejendomme … (heriblandt) Arkitekt Linds Villa …”
I en meddelelse om sager på byrådets møde om ”mindre Sager” hedder dec. 16. jan. 1913 i Skive Folkeblad, at der var ”Andragende fra Fabrikant Schade om at faa Vejen fra Kirken til Frederiksdal optaget … som Frederiksdals Alle.” Der kan være tale om journalistisk sjusk med vejnavnet, der på senere kort tager navneændring fra Vester Fælledvej til Frederiksdal Alle - uden "s".
I 1911 folketællingen er der på området Frederiksdal kun Tambohuset. På Galgebakken, hvor den vestlige del af det senere Frederiksdal Alle ligger, er der kun 2 matrikler. Endelig er der på Kirkebakken, der senere bliver en del af Frederiksdal Alle området omkring kirkerne, en enkelt matrikel. I 1916 folketællingen er der i området Frederiksdal Alle først Arkitekt Linds nyopførte villa, Inspektør Lauridsen, forsikringsassurandør, Lærer J. Hansen, Frederik Schades ejendom, beliggende over for Frederiksdal. Frederiksdal er som virksomhed uden beboelse ikke medtaget i folketællingen. Arkitekt Linds nyopførte villa er Frederiksdal Alle 3, efterfulgt af Schades virksomhed på Frederiksdal Alle 5 og 7. De 3 beboelser ud over Arkitekt Linds har så ligget på den modsatte side af Frederiksdal Alle fra kirken ned til og med huset over for Schades Rullepapirindustri
Det er velsagtens ikke urimeligt, at lade Frederik Schade stå som en væsentlig igangsætter af det, der som Frederiksdal Alle både bliver et arnested for erhvervsvirksomhed og et smukt beboelsesområde.
Frederik Schade opfandt selv sine maskiner til papirrullefremstillingen. Herom vidner patenter, som er arkiveret på Skive byarkiv. Før sin død lod Frederik Schade sin papirfremstilling overgå til to aktieselskaber, ”Vestjyllands Papirposefabrik” og ”Schades Rullepapirindustri”, der blev placeret på Frederiksdal, papirposefabrikken forblev i Asylgade.
24. 11. 1923 hedder det i Skive Folkeblad, at "Schades Rullepapirindustri har nu etableret det 3. Hovedoplag her i Landet, nemlig i Odense ..." Der må her være tale om et produktions- og distributionssted ud over Asylgade og Frederiksdal i Odense. Altså på dette tidspunkt stadig en virksomhed i ekspansion. Men det kunne se ud til, at det lige netop er her omkring, at det vender for papirvirksomheden.
Det fremgår af en situationsbeskrivelse i 1926, at Frederik Schade her måtte overlade ledelsen af papirproduktionen i Frederiksdal til den af C. Kaiser ledede produktion i Asylgade.
Den økonomiske konstruktion i samarbejdet er ikke undersøgt. Men krisen i Landmandsbanken og efterfølgende i de lokale banker i Skive har formentlig sat Frederik Schade i en uholdbar økonomisk situation.
I rekonstruktionen af firmaet kunne det se ud til, at produktion og lokaler i Asylgade opgives, de annonceres under alle omstændigheder "til Leje" som "tidligere benyttede Lokaler" i Skive Folkeblad 19. og 22. 03. 1927.
Rekonstruktionen af papirproduktionen i Asylgade og Frederiksdal blev foretaget af den i okt. 1926 nyansatte direktør, købmand Johs. Schwartz (Skive Folkeblad 27. okt. 1926), der kom til at lede firmaet med Frederik Schades fratræden som direktør for A/S Schades Papirrulleindustri og afrejse til hovedstaden. Frederik Schades meddirektør i A/S Vestjyllands Papirposefabrik, C. Kaiser blev ved Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rullepapirindustri ansat som enedirektør for de to papir A/S'er, og blev efter sin død umiddelbart efter efterfulgt af Købmand Johs. Schwartz, der rekonstruerede og sammenlagde de to tidligere selvstændige A/S'er.
Så sent som i sommeren 1926, altså før Fr. Schade må gå af som direktør, deltager Schades Rullepapirindustri som så ofte før i et Købestævne i København.
Sammenfattende har de økonomiske problemer for de to A/S'er i papirindustrien i Skive nok flere årsager, hvor dispositioner og afhængighed i et kriseramt lokalt bankvæsen kunne være den ene årsag.
Den efterfølgende direktør i de to papirindustrier, Johs. Schwarz kalder i et 70 års fødselsdagsinterview i Skive Folkeblad 12. 07. 1944 problemerne i forhold til bank eller banker et spørgsmål om "Egen-Kapital", som der iflg. ham ikke var, da han overtog ledelsen i 1926. Men iflg. Schwartz var problemet snarere den gang af konkurrencemæssig art. Der skulle arbejdes med "Priser, der ansættes saaledes, at baade Køber og Sælger kan være tjent med."
Iflg. Johs. Schwartz arbejdede han med en plan, udarbejdet i første række af den direktør, han overtog efter, C. Kaiser. Den indirekte kritik af Fr. Schade, der ikke omtales i interviewet, er vel så, at han måske nok har været en udmærket igangsætter og idemand, men at det har knebet med "købmandsskabet", "de rigtige priser", som har drænet egenkapitalen.
Om egen indsats og resultater hedder det så, "... i 1927 var der ... ca. 20 ... (ansatte) ved de to nu sammensluttede Virksomheder." Og Schwartz fortæller videre, at der i 1944 nu "er 70 og har været oppe paa 80".
 
I Skive Folkeblad 01. nov. 1927 hedder det under overskriften "Fabrikant Frederik Schade er i Morges pludseligt død ...", og at "for ikke saa lang Tid siden maatte Fr. Schade forlade sin store Virksomhed her i Byen og drog til Hovedstaden ..." I 1925 folketællingen var Fr. Schade stadig bosiddende Asylgade 5.
 

1920’erne i Skive, gullaschtid og bankkriser.

Danmarks største bank, Landmandsbanken, nu Danske Bank, blev et markant symbol på gullaschtid, spekulation og konsekvensen i en bankverden, der red med på bølgen.
Landmandsbanken blev stiftet 1871 og var o. 1. verdenskrig vokset til at være Nordens største bank, der finansierede industriel foretagsomhed og det stadigt betydningsfulde, større landbrug. Men også den mere risikoprægede spekulationsvirksomhed, der var med til at give perioden betegnelsen "gullaschtid".
Deltagelsen i gullaschtidens børsspekulationer, især engagementet i Transatlantisk Kompagni kom til koste Landmandsbanken dyrt, og banken krakkede i 1922 med statsindgreb til følge, hvilket var imod den daværende venstreregerings liberale grundholdning. Krak og spekulation førte til en straffesag i 1923, hvor bankdirektøren Emil Glückstadt og flere ledende politikere og erhvervsfolk blev dømt.
Det fik også konsekvenser for det lokale bankvæsen i Skive. Og for Frederik Schade.
Lokalt havde man på en ekstraordinær generalforsamling 12. juli 1918 i Salling Bank (”Salling Herreders Spare- og Laanebank”) besluttet at sælge bankaktierne til Landmandsbanken. Både før, under og efter generalforsamlingen blev Landmandsbankens tilbud karakteriseret som ”meget fordelagtigt”. Det dementeredes effektivt af Landmandsbankens efterfølgende problemer.
I okt. 1925 stiftedes et aktieselskab ”Salling Bank”, der skulle overtage ”Landmandsbankens Skive Afdeling”.
Også som en delvis konsekvens af Landmandsbankens krak, men især en fejlslagen finansiering af De danske Mejeriers Mælkeeksport måtte Andelsbanken i 1925 likvidere. I løbet af sept. 1925 blev der i forskellige andelsforeninger lokalt drøftet at genrejse Andelsbanken, dog uden resultat.
I forbindelse med bankkrise og økonomisk usikkerhed blev der også problemer i de dele af det lokale erhvervsliv i Skive, som var blevet for afhængige af de banker, der blev ramt af bankkrisen.
Schades Papirrulleindustri i Frederiksdal og Vestjyllands Papirposefabrik under ledelse af henholdsvis Frederik Schade og Carl Kaiser drøftedes reorganiseret i 1926. De to virksomheder havde siden Schades etablering af Papirrulleindustrien i Frederiksdal arbejdet sammen under ledelse af Fr. Schade og C. Kaiser, siden 1919 i to selvstændige A/S'er. Det besluttedes nu, at Kaiser skulle være den eneste leder, formentlig fordi Schade i forbindelse med bankkrise og -problemer havde lidt så store tab, at han blev nødsaget til dette skridt. Kaiser overtog ledelsen 1. sept. 1926 men døde en måned efter, hvor han blev efterfulgt af den lokale købmand Johs. Schwartz, der så fik skudsmålet at have bragt de to papirfabrikker økonomisk på fode igen.
Der er til belysning heraf tilsyneladende ingen - eller kun ganske lidt - arkivmateriale. I Rigsarkivet findes et arkiv for Schade & Co 1923-25, hvor det var håbet, at der kunne kastes lys over de mere specifikke årsager til Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Papirrulleindustri - ud over de efterrationaliseringer, som hans efterfølger Johs Schwartz gav udtryk for i en fødselsdagsartikel 12. 07. 1944 i Skive Folkeblad. Iflg. Schwartz havde papirfabrikkerne "haft store Vanskeligheder ... " Schwartz forklarer egen succes med, at han gav sælgerne "nye Priser at arbejde med", atså et købmandsmæssigt prisfald, må man forstå, der skulle øge salget og - underforstået - indtjeningen. Og den nye ledelse skulle også have "Kapital" at arbejde med, den skulle "oparbejde en ny Tillid", d.v.s. kunne overtale bankerne til at give lån. Hvilket jo kunne være vanskeligt nok i en tid med bankkrise og -skandaler i kølvandet på Landmandsbankens krak.
Schwartz stiller ikke sit lys under en skæppe. Det ville have været en gevinst at kunne få regnskabsmateriale fra Rigsarkivet som mere objektiv dokumentation, lige netop på dette kritiske tidspunkt. Desværre viste materialet fra Rigsarkivet 1923-25 sig at være et købmandsfirma, Schade & Co. i Næstved. Arkivbetegnelsen er Schade & Co. 1923-25, Kladde. Erhvervsarkivet 02811. Købmandsfirmaet Schade & Co.
 
 
Nogle ledende medarbejdere
Ved Frederik Schades afgang i 1926 som direktør efterfølger Johs. Schwartz C. Kaiser, direktør på Vestjyllands Papirposefabrik. Iflg. fødselsdagartiklen bragte Schwartz den nu på Frederiksdal Alle samlede produktion økonomsk på fode igen.
 
Det er konstaterbart, at det oprindelige Tambohus eller Frederiksdal blev nedrevet i 1939. Iflg. mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun, flyttede Elisius Jensen i 1939 ind i et nybygget Frederiksdal Alle 5, hvor "nedrivningen af Tambohuset knapt (var) færdig, da vi flyttede ind...". Iflg. samme kilde efterfulgte direktørerne P. Dahl og Chr. Elsius Jensen som henholdsvis personalechef og salgsdirektør den afgående direktør Johs. Schvartz, der skulle været godt tilfreds med de to efterfølgere, fordi de "supplerede hinanden udmærket gennem deres gode samarbejde."
 
Den mangeårige direktør for Schades Papir, Peder Dahl afløses iflg. Skive Folkeblad 12. maj 1969 af Poul Hjalmar Sørensen, der er direktør indtil sin død i 1975.
I en periode fra starten af 1950'erne var der på Schades Papirfabrik to ledende direktører, Peder Dahl, der var personalechef og Christian Elisius Jensen, der var salgschef - iflg. oplysninger fra datter af Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun.
Hvor Peder Dahl i 1969 blev afløst af Poul Hjalmar Sørensen, ser det ud til at Chr. Elisius Jensen i 1972 stadig var direktør i virksomheden. I Skive Folkeblad 14. dec. 1972 er der sammen med en artikel, hvor Poul Hjalmar Sørensen karakteriserer bogterykkerforbundets krav til Schade som "miljø-terror" en indsamlingsliste, hvor man kan sende bidrag til direktør Elisius Jensen, Frederiksdals Alle 5, foto herunder, hvor papirrullevirksomheden, det senere Tambohus, ligger ved siden af, på Frederiksdal Alle 7.
 
Poul Hjalmar Sørensen døde 51 år gammel i 1975.
 
Iflg. Skive Folkeblad 12.01.2011 fyrer Schade Nordic A/S 15 ansatte, så der nu er 21 medarbejdere tilbage. Iflg. Berlingske Tidende 13. sept. 2013: Koreanere køber danske Schades for tæt ved kvart milliard Schades … er solgt til koreanske Hansol Paper. Sælgerne er kapitalfonden Capidea og Danebrog, der er kontrolleret af erhvervsmanden Laurids Jessen. Regnskabsoversigt 2018 viser et firma uden likviditet og ansatte.
 
I dag er Schades A/S en lokalt mindre virksomhed på Øster Fælledvej 5 som det lokale hovedsæde i en virksomhed, som efter at have været ejet af sydkoreanere nu er opkøbt af det amerikanske Iconex, et multinationalt firma, som er leverandør af bl.a. papirvarer, Skive Folkeblad 08.11.2018. Schade i Skive optræder p.t. ikke i dette globale firmas lokale destinationer.
 
 
Skive Nye Kommuneskole, senere Aakjærskolen

Skive Søndre Skole
Asylgade 1967
Skive Tømmerhandel

Man kan af et navneregister til de lokale kirkebøger se, at en ungkarl Peder Jacobsen som 27 årig blev ægteviet i Vor Frue Kirke, Skive 21. sept. 1844. Han var bosiddende Skive Mark. At denne Peder Jacobsen skulle have været byens trommeslager, tambour, som anført flere steder, kan ikke verificeres her. Det første sted, hvor det er fremført er vist nok i Bogen om Skive, 1926. At der har været tambourer i Skive vides også fra nyere tid. Verificering kan muligvis ske ved et gennemsyn af samtidige byrådsprotokoller på Landsarkivet.
Af kirkebogen fremgår det kun, at Peder Jacobsen ved vielsen var ungkarl, uden stillingsbetegnelse. Dog kan tambour betegnelsen bekræftes af 1870 folketællingen, hvor området med hans hus har betegnelsen Tambohuset, og af Skive Folkeblad 25.05.15 med en meddelelse om Fr. Schades salg af "det saakaldte Tambourhus", d.v.s. det hus og den matrikel, som Peder Jacobsen beboede fra 1845. Betegnelsen "tambohuset" ken således føres tilbage til 1870 folketællingen. Men det beviser jo desværre ikke, at Peder Jacobsen har været byens trommeslager, Tambour.
Kilden til historien om byens tambour, der bygger Frederiksdal i 1845 er således ikke endeligt verificeret ud over kirkebogens sparsomme oplysninger, men det kunne være en rimelig konstatering, at Peder Jacobsen ved sit giftemål i 1844 har givet sig i kast med at bygge Frederiksdal, hvor en illustration fra Skivebilleder har oplysningen om Peder Jacobsen som byens tambour.
I folketælliingsmaterialet er Peder Jacobsen anført som bosiddende på Skive Mark 113, og hans stillingsbetegnelse er "Arbejdsmand".
Iflg. navneregister til kirkebogen dør Peder Jacobsen 16.09.1865 som 48 årig. Det passer fint med folketællingernes aldersmæssige registratur over Peder Jacobsen.
 
"Tambohuset", som Peder Jacobsens ejendom i Frederiksdal er kommet til at hedde i 1870 folketællingen, med 2 familier bosat her, er o. 1870 foreviget sammen med "Skive gamle Kirke" af maleren Hans Smidth. Dette maleri findes i Skive Kunstmuseums malerisamling. Her i en gengivelse, hvor Frederiksdal ses syd-vest for kirken.
Hans Smidth Skive Gamle Kirke ca. 1870 - museklik på foto for forstørrelse.
- eller i uddrag, hvor Frederiksdal træder tydeligere frem, med stråtag, røg op af skorstenen og det senere Frederiksdal Alle i en noget anderledes udgave end i 1913 og i dag.
 
Hvis man kan stole på den aftegning af Frederiksdal, der findes på Kort over Skive 1875, så er der her formentlig også en illustration af Frederiksdal, før Schade fra 1912 indrettede sin rullepapirfabrikation her. Kort nederst t.v., museklik for forstørrelse. Kan sammenlignes med fotoet fra o. 1900 og o. 1910 af Frederiksdal. Sammenligningen viser nok, at man næppe kan stole på bykortsaftegningen af Frederiksdal. Det er faktisk hverken fugl eller fisk - ikke den oprindelige bygning, og heller ikke en kombination med de bygninger, vi kender og kan se afbildet på foto o. 1900.
Kort over Skive 1875, museklik for forstørrelse på ny skærm. Frederiksdal o. 1900, her uden den oprindelige ejendom fra 1845, der ligger bag de to senere, formentlig af Skive Tømmerhandel opførte huse.
1875 kortskitsen - kirke t.h. Kortskitsen mangler vinklen parallelt med vejen, som stadig eksisterer. Og har en vinkel på det oprindelige 1845 hus, som der aldrig har været. Eller måske bare en slet og ret sjusket skitse efter en mangelfuld erindring.
 
Man kan også se Frederiksdal ejendommen t.v. for Skive Mølle og Vor Frue Kirke, på et foto fra o. 1900
 
Og i en datering 1905-15, Skive Byarkiv, som dog har mere kirker og mølle end Frederiksdal. Hvis det er arkitekt E. V. Linds villa t.v., må fotoet være taget mellem 1915 og 1919.
 
Frederiksdal ca. 1910, d.v.s. 2 år før Fr. Schade købte i 1912. Bygningerne til højre kan næppe være begyndelsen til Schades Rullpapirindustri o. 1910, som bygningsmæssigt ellers ser ud til at passe nogenlunde.
Hvor det næppe kan være de af Schade først efter 1912 påbegyndte bygninger til rullepapirindustrien her, der ses på dette foto, så er konstateringen af den træ- og buskfri ådal i overensstemmelse med en konstatering i Skive Folkeblad, at Fr. Schade var yderst aktiv i rydning og beplantning af området efter erhvervelserne i første halvdel af 1912.
 
Og Frediksdal set fra kirkerne 1910. Det senere Frederiksdals Alle hedder her stadig Vester Fælledvej i Skivebilleder. På 1875 kortet hedder vejen Fælledveien, men med overtagelsen af Frederiksdal henvendte Fr. Schade sig til kommunen om tilskud til vedligeholdelse af "Vester Fælledvej", hvor han så 16. jan. 1913 fik tilslutning til det nye vejnavn "Frederiksdals Alle".
 
Skivebilleder, det kan bygningsmæssigt ikke afgøres, om Schade her har købt og er gået i gang med udbygningen, altså efter 1912, formentlig efter 1915, hvor de oprindelige af Skive Tømmerhandel opførte bygninger bliver suppleret med de af Fr. Schade nyopførte bygninger.
 
Skivebilleder, fotoet må være før møllen brænder i 1919 - og efter Fr. Schade opfører sine nye bygninger til papirrullefabrikken i 1915.
 
 
 
 
 
 
 
Peder Jacobsen, Frederiksdal Skive Mark, i fire folketællinger, dog ingen med stillingsbetegnelsen "Tambour". i 1845 ikke Skive Mark.
 
Landsarkivet, nu Rigsarkivet, Viborg.
Vedtægter og forhandlinger vedr. Skive Købstads kommunale styrelse, D27 – 71, 1886 (1690-1885). Landsarkivet, nu Rigsarkivet, Viborg.
 
Der er intet om tambur i indholdsregister. Regnskab 1884 gennemset. Det kan rubriceres således: 1) Bidrag, 2) Kæmnerkassens udgifter (uspecificerede Lønninger m.v.), 3) Rets- og Politivæsen (Løn til Politibetjentene m.v.), 3) Borgerlig Militærtjeneste (ingen udgifter), 4) Medicinalvæsenet, 5) Byens Gader og Veje , 6) Gadebelysningen, 7) Den offentlige Renlighed, 8) Vandforsyning, 9) Brandvæsenet (ingen oplysninger, kun beløb, 259,44 kr.), 10) Huskvarteringen, 11) De offentlige Spadseregange samt Lystanlæget og Springvandet, 12), 13) Renter og Afdrag af Gæld, 14) Forøgelse af Aktiver, 15) Andre Udgifter (kirker, Hedeselskabet m.v., intet om Tambur, brand). Fattigvæsenet, Skolevæsenet.
Der afholdes ingen udgifter til Tambour, kun sparsomme udgifter til brandvæsenet.
 
Mere frugtbart er det at opsøge bestemmelserne for brand og brandvæsen i Skive Kjøbstad.
Vedtægt for Brandvæsenets ordning i Skive Kjøbstad. Vedtaget af Skive Byraad 13. dec. 1873, der erstatter vedtægter fra 1858.
Endvidere skal Brandvæsenet have: a. Brandtromme. … c.1 Fane - der er bestemmelser om uniformering. § 18 handler om Medhjælp, intet lønnet til ikke-omtalt trommeslager.
I § 21 hedder det ved ”mulig indtræffende Ildebrande paahviler Byens Vægtere …”, det skal anmeldes til ”Brandinspektøren eller den Assistent … (og de skal beordre) Brandtrommen rørt og klemten med Kirkeklokken …” Skive Byraad 13. dec. 1873. Altså bestemmelser om trommeslagning ved ildebrand, men ingen omtale af Tambour i 1873.
 
Extract af det tidligere Reglement af 15. dec. 1858. § 12. Brandkorpset skal bestå af forskellige overordnede og ”24 Mand og enten Byens Tambour eller en Hornblæser.” Mandskabet indtræder frivilligt og de, som ”ville anskaffe sig den i § 15 ommeldte Uniform … Skal desuden ”indøves i Geværexercits og March.”
 
Pedersen og Jensens Maskinfabrik.
Ses omtalt første gang 17.12.1904 i Skive Folkeblad med leverance af mølle motor. 12.03.1928 annonceres Pedersen Jensens Maskinfabrik "til leje med eller uden Maskiner".
Denne maskinfabrik havde adresse på Holstebrovej 9 i 1928 og i 1921 folketællingen. Det fremgår også af omtalen af Fr. Schades salg af jord v. det gamle Tambohus i 1915, at han købt jord op til maskinfabrikken, der så må have ligget på Holstebrovej i 1915 også. I folketællingerne i 1911 og 1916 optræder der ikke ejere af maskinfabrikken på Holstebrovej. I 1916 er der et spring mellem Holstebrovej 5 og 11. Det må formodes, at man dette år har fundet det rigtigt blot at springe nr. 7 og 9 over.
 
 
Skive Mark, Fælledveien
På Muremester Chr. Ørums bykort fra 1825 hedder området vest for kirken i Skive "Fæligen", "Kirkens Eng". Her vist i uddrag efter skive-billeder.dk. På 1859 kort er betegnelsen "Markjord", og på 1875 kort "Fælledveien", som vejen også hedder på bykort fra 1900.
På et kort over Skive Kjøbstads Jorder og Skive Kjøbstad 1859 hedder området nu "Markjord".
bykort over Skive 1875 hedder det nu "Fælledveien".
 
Landmandsbankens krak er fremstillet i en doktrinær marxismefortolkning - ikke derfor nødvendigvis forkert - af "den røde greve" Kai Moltke i hans bog Pengemagten og kongekuppet i 1920, udgevet første gang 1952-53, genudgivet i 1979 på Forlaget Skipper Klement. Kort fortalt var påskekrisen i 1920, hvor kongen afskedigede det radikale ministerium og udløste politikske protester, generalstrejke og næsten revolutionslignende tilstande, en konsekvens af en kamp i den internationale kapitalverden, hvor H. N. Andersen, ØK repræsenterede den ene, sejrende part. Den anden, tabende part, var en koalition mellem bankdirektør Emil Glückstadt og Transatlantisk Kompagni, der var dybt afhængig af en handelsaftale med det revolutionsramte Rusland / Sovjetunionen. Denne russiske handelsaftale løb i vasken ved en behjertet indsats fra venstreregeringen Neergaard, der blev det politiske resultatet af påskekrisen.
 
H. B. Kloch kan med annonceringer i Skive Folkeblad bl. a. konstateres som "Isenkramhandelen paa Vestergade" (30.11.1880), senere, 02.01.1900 optræder han som forsikringsagent.
 
J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.
 
Frederik Schades søn, digteren Jens Aug. Schade blev født i 1903, 10. januar, bopæl i Asylgade, student fra Viborg Katedralskole. I 1906 folketællingen boede familien i Voldgade, og i tiden indtil 1911 folketællingen er familien flyttet til Asylgade 5, hvor Jens Aug. Schade må formodes at have fået de ikke særligt positive skoleerfaringer, han som Sjov i Skæve havde, fra Aakjærskolen, den gang, fra 1907 Skive Kommuneskole i Asylgade. I et interview i Skive Folkeblad 18.07.1969 i forbindelse med et kortvarigt besøg i Skive - det første i 45 år - omtales barndomshjemmet i Asylgade.
 
Skive Kommuneskole stod færdigbygget i 1907, senere Søndre Skole, nu Aakjærskolen.
Børnene på fotoet står ud for Asylgade 5, hvor Skive Tømmerhandel har været placeret Asylgade 3 mindst siden folketællingen i 1880 (Matr. No. 26a), senere Kvickly, bibliotek, byarkiv m.v. Skive Tømmerhandel startede som aktieselskab i 1874 iflg. Skive Folkeblads omtale ved flytningen til Holstebrovej i 1967, 04.01.1967.
Jens Aug. Schade udgav sin anden bog i 1928, året efter faderens død. Den første, Den levende violin udkom i 1926, og den udgivelse har Frederik Schade så haft mulighed for at læse.
Iflg. Jens Aug. Schade i Skive Folkebald 18.07.1969 skulle faderen, Frederik Schade have forsøgt at opkøbe denne første udgivelse.
Udgivelsen i 1928, Sjov i Danmark har som hovedperson Sjov fra Skæve. Om bogen og ham fortæller J. A. Schade i Skive Folkeblad 01. nov. 1928 ved bogudgivelsen, at det selvbiografiske - på vers - er barndommen, som ”… foregår i Skive … en Barndom i et af de smaa Huse ved Kirken …”, hvor han har leget ved åen, og hvorfra han forsøger at ”… genkalde hele Idyllen … Sjovs Barndom er næsten helt min egen. Sjovs forældre er mine… min Far var Papirfabrikant Schade … jeg tror, han er genopstaaet troværdigt i min Bog.”
Far og søn Schade er hver på deres måde interessante personer og bidragydere til den lokale historie.
 
Skive Tømmerhandel starter i Asylgade som aktieselskab i 1874, hvor 5 lokale købmænd gik sammen m.h.p. bedre rentabilitet i handelen med tømmer. Alt iflg. Skive Folkeblads omtale ved flytningen til Holstebrovej i 1967, 04.01.1967.
Skive Tømmerhandel sælger Asylgade 3 til "Skive Brugsforening og FDB" i 1967 og flytter til Holstebrovej, hvor en brand i 1969 ser ud til at være anledning til sammenslutning mellem Skive Tømmerhandel og Diges Trælasthandel i Aagade. Skive Folkeblad 05.01. og 01.09.1967 samt 16.09., 14.10.1969.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
”Faa Byer har været saa hjemsøgt af Ildebrande som Skive; dens Historie lugter ligefrem svedent. Ja, det er knapt den har anden Historie end disse Brande.” Skriver Jeppe Aakjær i Historisk Aarbog for Skive og Omegn, 1914, s. 43.
Den svedne historie med 1700-tallets ildebrande sætter Jeppe Aakjær selv i relief med de artikler om Skive, som han i stort tal har skrevet til Historisk Aarbog, i 1916 af ham omdøbt til Skivebogen, hvor han 1911-28 var redaktør.
 

Stedet med en god beliggenhed i en frugtbar egn

Som resten af Danmark ser vi også Skive-, Limfjordsområdet repræsenteret i arkæologiske fund tilbage fra starten af historisk tid, jæger- og tidlig ældre stenalder. Efter istidens afslutning har der været et noget anderledes og formentlig mere omfattende landskab omkring Limfjorden, hvor vi lokalt har fund fra Krabbesholm skov af forskellige arter af pattedyr, fugle og fisk, her iblandt en trepigget hundestejle, hvis olie formodes at have været et vigtigt fødemiddel for datidens lokale jægere og samlere.  
Som lokalitet kendes Skive dog først med navns nævnelse fra Kong Valdemars Jordebog[1], hvor der både bliver omtalt en kongsborg, Skhiugarthæ og en by, Skyuæ, begge placeret som et centralt knudepunkt med beliggenheden ved et bekvemt vade- og færgested i en frugtbar natur. De må her være vokset frem som en handelsplads på bakken tæt ved åens udløb i Limfjorden. Den del af Kong Valdemars Jordebog, der omtaler by og kongsborg dateres 1231, den sidste del af Valdemar Sejrs regeringsperiode 1202-41.
 
Uddrag af Kong Valdemars Jordebog[1a], hvor Skhiuægarthæ er indført med forkert herredsangivelse.
Den administrative inddeling af Danmark på jordebogens tid er her vist på kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i  Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne.
Sallingsyssel er her markeret i en orangefarvet tone, herreder er markeret med stiplet linie. Klik på kort for at få hele kortet.
Som det fremgår bestod Sallingsyssel af 7 herreder - navne i parantes er jordbogens navne:
På Mors Nordre Herred (Nørræhæreth) og Søndre herred (Morsø syndræhæreth) . I Salling Harre herred (Hargæhæreth), Nørre herred (Nørgæhæreth), Rødding herred (Rythingshæræth), Hindborg herred (Hærnburghæræth) og Fjends herred (Fyallandshæræth).

 
Tidligere har man formodet, at navnet Skive kunne være afledt af Skib[2], en for så vidt rimelig antagelse i betragtning af beliggenheden ved Limfjorden. Erik Pontoppidan forholder sig i Den Danske Atlas fra 1764 skeptisk til denne navnetolkning: "Hvoraf Byen har sit Navn, vides ikke; thi at Navnet skulde være af Skibe og Skibsfart, er meget uvist."
Men man kan med oplysningerne fra Jordebogen muligvis mere sikkert antage, at bynavnet Skive snarere er afledt af Skhiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for en borg, en gård omkranset af planker, hvor Skive betyder planke, en skive træ.
Skive by kan således i byens tidligste historie, op til jordebogen 1231, formentlig betragtes som et produkt af en naturligt placeret kongsgård, et sted, hvor kongen kunne opholde sig, eller hvor hans vasaller kunne bo som lensmænd.
Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen. Og her er der to muligheder, 1. at besiddelsen har været kongelev, er indgået i fortegnelsen over rigets, kronens gods, eller 2. det har været kongens private gods, der hed patrimonium[3].
Kongsgården "Skhiuægarthæ, Skivegård kunne se ud til at være blevet kongens private gods efter jordebogens registrering 1231, medens byen "Skyuæ" ser ud til at have været kongelev, at have tilhørt kronen. Mener O. Nielsen og Johs. Steenstrup i deres arbejder med Kong Valdemars Jordebog.
 
Kong Valdemars Jordebog om hele Salling syssel (Salingsysæl) med bemærkninger og kommentarer fra O. Nielsens udgivelse.
Dette syssel var større end det landskab, der kaldtes og endnu kaldes Salling, fordum Sallingholm.
Morsø Sønder herred yder 6 mark sølv, når der drages i leding.
Nørre herred yder 6 mark sølv, når der drages i leding.
Fjends herred (Fyallanshæreth) yder 12 mark penninge.
I Trywath - Trevad, Vredsled sogn - som tilfaldt Erik Plovpennings døtre i arv (Tliork. dipl. II. 102), og Flø - Fly sogn og by. I nabosognet Vrov ligger Børsting, som også tilfaldt disse og vel altså har hørt under Flø, er 21½ mark guld. Lognø - Nu halvøen og sognet Lundø. Nævnes længer henne blandt øerne, yder 10 mark rent sølv, sammesteds er en j o r d på 24 mark g u l d. I H o g h æ s l e f - Højslev sogn og by, er 9 mark g u l d .
Rødding h e r r e d (Rythingshæreth).
Hindborg herred (Hærnburghæreth).
I Brunnum - Brøndum sogn og by, har kongen 13 mark guld.
Nørre herred (Nørgæhæreth) yder 10 mark sølv. Skhiuægarthæ - Da Skive også nævnes blandt kronens gods, er det blevet kongens ejendom efter 1231 og altså senere indført på dette sted i det oprindelige håndskrift. Derved er det blevet sat under et galt herred, da det aldrig kan have ligget andre steder end i Hindborg herred. Se iøvrigt under Konunglev - yder 20 mark sølv, er med sit tilliggende 40 mark guld.
Harre herred (Hargæhæreth) yder 20 mark penninge.
 
Registreringen i jordebogen kan forekomme noget problematisk og i vid udstrækning svært fortolkelig - især m.h.t. de angivne værdifastsættelser - men tages den efter pålydende, så må Skivegård med en værdisættelse til 40 mark guld have været en betydelig ejendom. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jyllland.
Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger først og fremmest i værdi gennem tid.
Svend Aakjær[3c] har i sine undersøgelser omkring Kong Valdemars Jordebog anslået, at 1 mark guld i 1682-83 androg 12 tdr. land. Heraf afledes i en artikel om Gamle Skivehus i Skivebogen 2012, at der har været ca, 500 tdr. land som jordtilliggende til Skivehus på den tid, målet blev angivet i Kong Valdemars Jordebog. Dette værdimål er formentlig for lavt sat, først og fremmest fordi der mellem 1231 og 1682-83 er sket en betydelig ændring i guldmarkens værdi.
Man kan med alle forbehold for usikkerhed i nogen udstrækning vurdere mark guld i forhold til det gamle bol mål[3b]. 1 bol kan sættes til 8 tdr. hartkorn, 1 mark guld sættes til 1 bol. Hvis disse skønnede værdier er rigtige, så har Skivegaard 1231 vel været på 3-400 tdr. hartkorn.
I en her benyttet, nyere undersøgelse er 40 mark guld værdisat til næsten det samme som al gods på Langeland eller til 1/10 af godsværdierne på Fyn, alt i 1200-tallet.[3a]
 
Den oprindelige kongsgård, Skivegård blev 1661 som en konsekvens af Karl Gustav-krigene 1657-60, overdraget til Rigsadmiral Ove Gjedde som erstatning for hans tabte ejendom i Skåne. Med et nytilkommet navn, Skivehus. Fra at have været et lensmandssæde under kongen blev Skivehus en privat besiddelse.

Købstaden Skive

De første købstæder i Danmark (Hedeby og Ribe) er opstået en gang i 7-900-tallet. Købstadsprivilegier kendes dog tidligst fra 1200-tallet, hvor vi også først i Kong Valdemars Jordebog hører om Skivegård.
Som købstad regnes en by med bofast befolkning i et retsligt udskilt område med egen administration og særlige rettigheder, de såkaldte stadsretter og privilegier[4]. Købstaden ernærer sig ved handel og håndværk i modsætning til landsbyernes landbrug og (dengang) naturalieøkonomi.
Rettigheder og privilegier blev givet af kongen eller en hertug til gengæld for en modydelse i form af afgifter, et ganske tidligt af centralmagten udtænkt skatteobjekt.
 
Købstæderne fik deres privilegier i løbet af middelalderen, og fra slutningen af middelalderen lå købstædernes særstilling lovgivningsmæssigt i hovedtrækkene fast.
Byerne havde i landbrugssamfundet fået deres plads i en struktur, hvor
  • handel og byhåndværk var monopoliseret af købstæderne,
  • og de omkringliggende landområder var inddelt, så de fleste købstæder havde deres eget formelle opland.
  • I denne struktur var kun landhåndværk tilladt uden for byerne.
Bønderne var underlagt torvetvang, enten ved at de skulle henlægge deres handel til købstæderne generelt eller til en bestemt købstad. Dog beholdt de en gammel ret til at købe bygningstømmer, brænde og sædekorn uden for købstæderne. Rettighederne var nedskrevet i løbet af 1400-tallet og blev stadfæstet i Danske Lov 1683.
De fleste købstæder er opstået, hvor kongen har ejet en større eller mindre del af jorden. I listen over kongelevet i Kong Valdemars Jordebog nævnes Skive ikke som købstad, men af et privilegiebrev fra 1326 fremgår det, at Skive er blevet - og velsagtens nogen tid har været - en købstad.[5]
 
Skives etablering som købstad må således dateres til et tidspunkt mellem 1231 og 1326, og de heraf følgende privilegier varede ved indtil Næringsloven fra 1857, der trådte i kraft 1858, dele af den dog først i 1862, hvor det bestemtes, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet.[6]
Det var i forhold til de foregående 5-600 år epokegørende nyt, og Næringsloven fra 1857 blev begyndelsen til enden på købstædernes privilegier, også Skives.
Efter kommunalreformen i 1970 har købstadsbegrebet mistet enhver betydning.

En liden, brandhærget by

Jeppe Aakjær giver i Skivebogen (Historisk Aarbog) 1914 i ”Skives Ildebrande i det 18. Aarhundrede"[7] en fin og veldokumenteret skildring af, hvor vanskeligt det var i den lille by at få byens borgere til at respektere og modvirke faren for ildebrande i datidens Skive. Man fortsatte ufortrødent med de billige men brandfarlige stråtag, synes det at fremgå af Justitsprotokol 1767-68, hvor man ser Herredsfoged Caspar Rothe føre sager for at få respekteret, at der ikke mere måtte benyttes stråtag i Skive.[8]
Det er lidt tilfældigt, hvad man har af viden om en lille by som Skive før og omkring denne tid. Men vi er så heldige her at have to kortsamlinger fra henholdsvis 1660-70’erne og en tilsvarende ca. 100 år efter i form af Peder Hansen Resens Atlas Danicus[9] og Erik Pontoppidans Den Danske Atlas[10], som både indeholder kort over Skive og beskrivelser af by og egn årene 1660-1770’erne.
Først som Skive så ud i 1677 iflg. Resens Atlas Danicus.
I Resens Planche 93, Skive / SCHIVA er de nummererede stedfortegnelser
1. vor frue Kirche. 2. Scholen. 3. Torfvit. 4. Raadhusit. 5. Trim-höye. 6. Galge-toft. 7. Skou-mölle. 8. Skou-bache. 9. Fiorden. 10. Skifve Aae. 11. Blægedamme. 12. Steenkarbæche. 13. Store-broe. 14. Meldbroe. 15. Øster-broe. 16. Al-hede-veyen. 17. Gammelgaard. 18. Iegerrus. 19. Skifvehuusis Borre-gaard. 20. Lade-gaard. 21. Slottens March. 22. Byemænds Toft. 23. Peder Vesters Toft. 24. Al-gaden. 25. Nörre-gade. 26. Øster-gade. 27. Ting-gade. 28. Slots-gade. 29. Synder-bye eller Gryder-boerne. 30. Vestergade.
Bemærk, at Resen har vendt sit Atlas med syd øverst, nord nederst.
Museklik på kortet for en udvalgt forstørrelse, eller få her et udvalgt bykort med de kommenterede lokaliteter.

Skive by og lokaliteter i 16-1700-tallet

Vi bemærker i Resens Atlas:
  • At i Skive længst mod syd ligger Vor Frue Kirke og Skivehus, hvor Skive Å løber fra vest ud i Limfjorden - se kortet 9. Fiorden og 8. Skoubache, lidt længere mod nord i fjord-delen af kortet.
  • Fra kirken går den lille bys huse og gader, liggende mellem herresædet mod øst og dens og byens markjorder mod vest. Byen strækker sig mod nord fra kirken og Skivehus, indtil hvor Nørregade også i dag slutter.
  • Tættest op mod Vor Frue Kirke har der ligget en række huse, der har strakt sig mod øst, over området med Rutebilstationen hen mod ladegården til Skivehus. Ladegården har velsagtens ligget i området, hvor nu friskolen og Q8 tankstationen ligger. De af Resen her placerede huse slutter før Skivehus og Ladegaarden med en vejstrækning gennem Østergade og Østerport, der går over og om på den anden side af broen over Skive Å.
  • Længst oppe mod kirken lå ”Scholen”, Skive Latinskole, oprettet 1545 som en konsekvens af reformationen og efter pålæg i Kirkeordinansen af 1537-39 om, at alle købstæder skulle have en latinskole.[11] Danmarks første egentlige skolelov.
  • Langs med husene fra kirken og latinskolen til Østerbroe gik gaden "Synder-bye eller Gryder-boerne”. Gade og huse har dannet et halvt uendelighedstegn fra kirken, hvor nu Sognegården til Vor Frue og Skive Kirke fra 2006 ligger, har strakt sig hen over området ved den nuværende Rutebilstation, ned til Ladegården ved Skivehus.
  • Næsten parallelt hermed gik som anden gennemgangsvej i byen, lidt mere nord for kirken, med start i Vestergade, ”Al-gade” (Adelgade) og Nørregade.
  • ”Torvfet” og ”Raadhuset” har som også i dag sluttet Adelgade og været starten på Nørregade.
  • Som gennemgangs-, forbindelsesveje til disse to syd-nord gående gader lå Vestergade, Slotsgade, Tinggade, Østergade som tværgader.
Alle gader eksisterer fortsat, flere er kommet til og flere som Søndergade erstattet af eller suppleret med nytilkomne gader. Søndergade startede den gang ved Vor Frue Kirke.

Har Skive haft en jydepotte industri?

Lerkeramik kendes i Danmark velsagtens tilbage fra Ertebøllekulturen. Fra vikingetiden over tidlig middelalder, indtil o. 1200 var dansk keramik på et fremstillingsmæssigt lavpunkt. Den forhistoriske keramik i Danmark er som jydepotterne uglaseret, ubemalet og fremstillet i hånden uden brug af drejeskive. Glaseret lertøj begynder man at fremstille i 1200-tallet. Denne keramik blev overvejende produceret af professionelle pottemagere med brug af hurtigt roterende drejeskiver og brændt i pottemagerovne i stedet for tidligere tiders milebrænding.
Der var virksomt pottemageri i de fleste købstæder, således som arkæologiske udgravninger viser, der også har været i Skive i 1300-tallet.
 
Jydepotter er en simplere variant af lerkeramikken. Det er sort eller gråsort, uglaseret lertøj, brændt i miler ved lav iltforbrænding, lavet i hånden uden drejeskive, produceret og brugt i først og fremmest vestjyske landhusholdninger. Den klassiske form for jydepotter er velsagtens den rundbugede med to ører og tre tæer.
Produktionen af jydepotter har i de egne, hvor de blev produceret været en ganske væsentlig del af bondeøkonomien, er det overbevisende blevet anført i en ph. d. afhandling herom.
Pottemageri var som håndværk beskyttet af lovgivningen som et købstadsprivilegium, et erhverv der kun kunne udøves privilligeret i købstaden. I Christian 5.'s Danske Lov, 1683 bliver “Pottemagere, som giøre sorte Potter” sammen med en række andre landhåndværk undtaget fra reglen om, at håndværkere kun måtte bosætte sig i købstæderne. Det hedder i Danske Lov 3. bog - 13. kapitel - side 23 herom: "Ingen Haandverksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen ... Pottemagere, som giøre sorte potter ..."
Altså en klar undtagelse i købstadsprivilegierne for produktionen af "sorte potter", jydepotter. Denne lovbestemmelse afspejler velsagtens en tradition, at jydepotterne var en del af landbohusholdningernes selvforsyning. Og denne produktion har åbenbart været så omfattende, at den har fundet vej til den nationale lovgivning. Denne lovbestemmelse betyder selvsagt ikke, at man ikke også kan finde købstæder, f. eks. Skive, hvor man på trods af den sædvane, loven må tages om udtryk for, også kan have haft "Pottemagere, som giøre sorte Potter".
Men skulle det forholde sig således - og uden for det forventelige - kræver det præcis dokumentation for, at det har forholdt sig således.
Hverken de arkæologiske udgravninger ved Posthustorvet eller ved Reberbanen ser ud til at kunne levere denne dokumentation, og det samtidige, skriftlige kildemateriale er sparsomt og fortolkeligt.
 
Der er gjort fund af jydepotter af lerkeramik typen i tidsrummet 14-1900, og her især fra 16-1700-tallet. Produktionsstederne er overvejende centreret i fire egne af Jylland - Vendsyssel, Fjends, Vorup (ved Randers) og Varde, med forskellige karakteristika i form og fremstillingsmetoder.
I en enkelt artikel herom refereres der til jydepotter med varianten Skive gryder. Jydepotternes udseende synes at være temmelig egnsafhængig.[11b]
Modeller af jydepotter og -steder. Samt en rigtig jydepotte fra Vendsyssel, der ligner tilsvarende potter fra Fjends / Skive.
Der har helt ubestrideligt i Skive været handlet med jydepotter, Skive Gryder. 
Spørgsmålet er, om man i Skive - i givet fald noget for en købstad usædvanligt - også har produceret den mere simple jydepotte, den sorte potte,
som i Danske Lov 1683 er blevet undtaget fra købstædernes privilegier i den håndværksmæssige produktion.
Svaret på dette spørgsmål kan kun gives ud fra tilgængelige, samtidige, skriftlige kilder og konstaterede arkæologiske vidnesbyrd.
Disse vidnesbyrd kan så sammenholdes med historieskrivningen herom.
Der er ikke tvivl om, at Jeppe Aakjær gennem sit mangeårige virke som redaktør for Historisk Aarbog, af ham omdøbt til Skivebogen, har bidraget omfattende og solidt til lokalhistorien. Han har også sat et lidt tilfældigt aftryk på historikken omkring jydepotterne, måske henkastet og mod sædvane mindre godt undersøgt, da emnet i den for hans redaktørtid tidlige artikel var Skives Ildebrande fra 1914. Det er i denne artikel bl. a. et problem, at der tilsyneladende kan herske tvivl om kildegrundlaget for, at branden i 1725 skulle have forårsaget, at Sønderbyens område med grydepotter forsvinder med branden, idet det hedder, at den "bortjog ... vistnok ... de snurrige Gryder-Boder".
 
Første gang, man hører om jydepotter i Skive, er i en rejsebog 1671-92.[12] Her konstateres det slet og ret, at Skive på denne tid bl.a. var berømt for sine "Gryder".
Næsten samtidigt i Resens Atlas Danicus[13] fra 1677 kan man ud fra et her registreret gadenavn ”Synderbye eller Gryder-boerne” se, at der i byen i 1670erne nok har været aktiviteter med de gryder, der har gjort byen kendt for Skive Gryder eller jydepotter[14].
Der er intet i Resens Atlas, der siger andet end, at der omkring Vor Frue Kirke, næsten ned til ladegården til Skivehus har været så mange aktiviteter med lergryder, at det har givet navn til en gadestrækning, "Synder-bye eller Gryde-boerne". Altså beboere på strækningen, der har haft med gryder at gøre.
Skive Gryderne ser ud til at forsvinde på et tidspunkt i 1700-tallet, fremgår det, når man sammenholder og skønner ud fra Resens Atlas Danicus sammen med E. Pontoppidans ca. hundrede år yngre Den Danske Atlas, udgivet 1767-81.
Jeppe Aakjær fastslår på et tilsyneladende noget mangelfuldt grundlag, at branden i 1725 ”… borttog Slotsgade, den sydligste Del af Adelgade, kortsagt Sønderbyen; deriblandt vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryde-Boder, der her forsvinder for bestandig.”
E. Pontoppidan konstaterer 1764 om Skive, at det er længe siden "Grydergade" eksisterede - "Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere de Huse, som deraf havde Navn, regnede under Synderbyegade."
Pontoppidan kan tages til indtægt for, at der har været et "Grydebrænderi", der er ophørt. Men det kan i princippet være et grydebrænderi i både "Grydergade" eller de i oplandet placerede brænderier i Borris og Gammelstrup, som Pontoppidan også nævner.
E. Pontoppidans to kort over Skive 1764 i Den Danske Atlas.
Øverst: a. Kirken, b. Skivehuus Ladegaard, 3. på det nederste kort. Vejen fra kirken til ladegården og videre ned til Østerport som ses tydeligt på det nederste kort. Og "Synder-bye", det tidligere "Grydergade" iflg. Pontoppidan ses tydeligt markeret på det nederste Atlas - uden navneangivelse.
Hertil kommer på øverste kort c. Landsdommer Caspar Rothes Gaard - Generalauditør og Landsdommer Caspar Rothe, der er registreret som byfoged og borgmester i Skive 1758-75. Sammenholdes der med nederste kort, kunne ladegården se ud til at være en større del end selve Skivehuus. Og Pontoppidan har registreret den nærtliggende Amtsgård i stedet for det vel mere uanseelige Skivehuus.
h. er Østerport og Den Store VesterBroe med vejen til q. Braarup Mark.
 
Ydermere fremgår det af Pontoppidans beskrivelse af Skive i 1764, at "siden Lænene bleve giorte til Amter, har Skivehuus Amt haft sin egen Amtmand, … skulde have samme Amts-Forvalter og sortere under en Amtstue, som holdes i Skive. Salling Herreds-Tings Ret maae paa de ordinaire Tider holdes i Skive, hvor Byfogeden boer, som tillige er Herredsfoged over Amtets fire Herreder."
Det, der i Resens Atlas kaldtes ”Gryder-boerne” bliver hos Pontoppidan til ”Synder-bye”[15]. I ældre folketællinger hedder denne gade fortsat ”Sønderby” eller ”Sønderbygade”, nu kun Søndergade, den del der er tilbage.
Meget passende eftersom gaden lå i den sydligste del af den daværende by.
Vi har således 3 samtidige, skriftlige kilder, der kan dokumentere, at der har være handlet med eller produceret Skive gryder i 1600-tallet.
Kun Pontoppidans beskrivelser kan tolkes som vidnesbyrd om, at der måske har været grydebrænding i området med Synder-bye.
 
Der har været to arkæologiske udgravninger, som her skal refereres som indikatorer omkring lerkeramik og jydepotter i området omkring Synder-bye.
I forbindelse med udgravninger af Posthustorvet i Skive 2005 er der af Arkæologisk Afdeling v. Inge Kjær Kristensen udarbejdet "Overvågningsrapport SMS 906A Posthustorvet Skive sogn, Hindborg herred Viborg amt Stednr. 13.04.09".
Iflg. rapporten blev der fundet betydelige mængder af "knuste kakkelpotter samt skår af jydepotter."
I rapporten anføres også, at der i 1690 folketællingen var "otte grydermænd" registreret i området. Desuden anføres det, at "i 1762 er produktionen ophørt og ingen ernærede sig længere ved at fremstille jydepotter."
Hverken "1762" eller den angivne folketælling har det været muligt at verificere. Den først alment tilgængelige folketælling er 1787.
E. Pontoppidan konstaterer 1764, at det er længe siden "Grydergade" eksisterede." Det er ikke til at sige, hvad Pontoppidan har ment med længe siden, men det er nok mere end et par år.
Og jydepotter i Museum Sallings samling. Samlingen er klassificeret som jydepotter, når det er lertøj der er håndlavet, ikke drejet, og det er bålbrændt. Potterne er efter indhentede oplysninger udaterede, først og fremmest fordi størstedelen er private indleveringer uden andre oplysninger end giveren.
De her portrætterede jydepotter er om noget snarere grå- end sortbrændt. Det samme gælder lergryden neden for, der dog er mere sortbrændt end potten t.h.
 
Der er vist desværre ikke gjort forsøg på en nærmere datering af de jydepotter, som er fundet af eller indleveret til Museum Salling.
I forbindelse med udgravning af Reberbanen 19 til ny sognegård ved Vor Frue og Skive Kirke 2001 og 2006 blev der fundet en keramikovn, der blev dateret til 1300-tallet sammen med først og fremmest gråbrændt lerkeramik, men også noget rødbrændt, udvendigt glaseret. Det cirkulære ovnanlæg karakteriseres af arkæologerne (Turi Thomsen) som "vognhjulstypen". Sammen med en mønt fra Erik Menveds tid dateres hele anlægget til 1300-tallet. Der foreligger vist ikke C14 eller andre dateringsforsøg, der ellers i rapporten nævnes som en mulighed.
Men alt i alt består fundet af et keramikbrændingsanlæg, der ligger o. 1300 og således noget før de aktiviteter, der gav området navne som Gryde-boerne og Grydergade. Velsagtens også en grydebrændingsaktivitet, der har eksisteret før eller omkring den tid, hvor der kom en kongsgård til stedet.
Og med brugen af et drejehjul kan der ikke have været tale om jydepotter, men nok om en keramikform, som mere har været tilpasset en købstad, som Skive på trods af dens befolkningsmæssige lidenhed har været mindst siden 1241 - 1326.
Hvad siger det tilgængelige kildemateriale så om jydepotter i købstaden Skive i 16-1700-tallet?
Sammenholdt med 3. Bog 13. kapitel, s. 23 i Danske Lov fra 1683 kunne det tyde på, at der i købstaden Skive næppe har fundet nogen produktion af jydepotter sted, selv om der før tiden for produktionen af jydepotter har været fremstilling af keramik i det område omkring Vor Frue Kirke, hvor der med "Gryde-boerne" har været en livlig aktivitet med Skive Gryder.
Der er ingen arkæologiske vidnesbyrd i form af miler o.l., der kunne have været indikationer for en jydepotteproduktion i området omkring Synder-bye. Der kunne være en indikation i Pontoppidans bemærkning fra 1764 om, at "Grydebrænderiet" for længst er ophørt. Men det kan lige så vel være en upræcis formulering hos Pontoppidan som en produktionsindikation.
Det mest afgørende i det noget flimrende kildebillede må være Danske Lov 1683, der tydeligt markerer, at "Sorte Potter" må man gerne producere uden for købstæderne. For købstaden Skive har produktionsstederne så snarere end Skive været Borris og Gammelstrup i Fjends, hvis vi følger Pontoppidans oplysninger.

Den af Jeppe Aakjær afhængige historieskrivning om jydepotter i Skive

I Jeppe Aakjærs artikel om Skives lldebrande, Historisk Aarbog 1914, s. 43, lægges der ud med en sprogligt blomstrede karakteristik af situationen for de lokale jydepotter med de hyppige bybrande, men også med et sprogligt kviksand, der taber i den korrekte iagttagelse af kildegrundlaget.
"Garverne faar svedet sit Læder, og "Grydemanden" i Sønderbyen faar Potterne brændt i Utide ..." Denne formulering er generel og ikke specifikt møntet på et brandår i Skive, som af Jeppe Aakjær er undersøgt til at være nogle år i 1600-tallet, hvor der kun kan findes belæg for 1699, brande i 1703, 1715, 1725, 1748, 1749 og en mulig brand i 1768, der afvises p. gr. af manglende belæg i det samtidige kildemateriale.
1699 - og foregående år i 1600-tallet, hvor Aakjær ikke har fundet kildemateriale.
11. februar 1703. En enkelt gård brændte.
10. juli 1715. 50 gårde brændte, men "Gryde-Boderne" gik fri.
21. april 1725. "... borttog ... Sønderbyen ... vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryder-Boder ..."
26. maj 1748. 24 gårde og huse "med Halmtag".
2. april 1749. "Fortærrede den hele By undtagen trende smaa Stæder."
1768 er nævnt i turistgude fra 1910 - afvises, fordi der ikke er fundet samtidigt kildebelæg.
Iflg. artiklen sparer ilden ved 1715 branden området med Skive gryderne. Det hedder herom s. 52 om 1715 branden, at "nu skal vi ogsaa se lidt paa den Del af Byen, der gik Ram forbi ... Vestergade ... (og) en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes "Gryde-Boderne", en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder..."
Endvidere hedder det s. 53 med reference til en "Indberetning fra Amtsmanden" i forbindelse med branden i Skive 1715: "Gryde-Boderne er ikke som andre Kjøbstadsvaaninger enten udi Biugning eller Orden med Gader eller deslige, (og) beboes af 10 fattige Familier."
 
Der er to problemer med disse af Jeppe Aakjær så smukt formulerede karakteristikker af bybrandene i Skive.
For det første, at Gryde-Boderne skulle være gået "Ram forbi", når der nu i indledningen af samme artikel anføres, at "Grydemanden ... faar Potterne brændt i Utide". I så fald må området være blevet ramt af branden i 1725. Og det ser der kun ud til at være et middelmådigt eller intet belæg for.
Det andet problem er, at Aakjærs "Gryde-Boderne" i Resens Atlas har en anden betegnelse, "Gryder-boerne".
Aakjærs "Boder" er i det perspektiv både forkert og misvisende. Boder er handelssteder, Boere er indbyggere.
Det er ikke undersøgt, om Jeppe Aakjærs fejllæsning stammer fra "Amtmandens Indberetning" 1715, eller om det blot er en fejllæsning. Hvis det er amtmandens indberetning fra 1715, som Jeppe Aakjær synes at have læst, så er fejlen i forhold til Resens Atlas en næsten samtidig fejllæsning eller omskrivning af Resens betegnelse fra 1677 til betegnelsen i 1715. På 50 år kan meget gå i glemmebogen. Eller måske få en anden betydning.
Aakjær kan næppe hverken bruges til at be- eller afkræfte noget omkring produktion eller handel med de sorte lergryder. Og ej heller m.h.t. om "Gryder-bye" forsvinder med branden i 1725. Aakjær forekommer på dette punkt regulært upræcis og tvetunget.
Men lad os se nærmere på Jeppe Aakjærs undersøgelse af Skives ildebrande, der markant har udmøntet sig i og omkring de fremherskende historiske fremstillinger om jydepotter og Skive gryder.
Jeppe Aakjær, Skives Ildebrande i 18. Aarhundrede, Historisk Aarbog 1914, s. 43-81 indledes med en sproglig fanfare. ”Og Garverne faar svedet sit Læder, og ”Grydemanden” i Sønderbyen faar Potterne brændt i Utide.” Dette er artiklens generelle indledning uden specifikt år. Det sproglige schwung er her klart prioriteret på bekostning af det historisk korrekte.
Der konstateres i artiklen, at der har været en brand i 1699, og at det ikke har været muligt at finde kilder til at kunne sige noget om bybrande før dette år.
Med udførlig omtale behandles branden 11. februar 1703, hvor der kun en enkelt gård i byen brændte.
Den næste brand, 10. juli 1715 er udførligt behandlet. Her brændte i byen ”50 Gaarde … den Del af Byen, der gik Ram forbi …”var blandt andet Vestergade (og) … en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes ”Gryde-Boderne”, en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder …” Herom henvises til ”Amtmandens Indberetning”, hvor det hedder: ”Gryde-Boderne er ikke som andre Kjøbstedvaaninger enten udi Biugnbing eller Orden med Gader eller deslige, beboes af 10 fattige Familier”.
I forbindelse med 1715-branden var der iflg. Aakjær ublu ansøgninger om hjælp fra byens berørte borgere til kongen, som afslår at yde hjælp.
Den herefter følgende brand er 21. april 1725, hvorom det hedder, at den ”… borttog Slotsgade, den sydligste Del af Adelgade, kortsagt Sønderbyen; deriblandt vistnok ogsaa Vestergade og de snurrige Gryde-Boder, der her forsvinder for bestandig.” Det bemærkelsesværdige her er den upræcise formulering af ”Gryde-Bodernes” forsvinden.
De sidste to bybrande, som Jeppe Aakjær behandler, er brandene 26. maj 1748 og 2. april 1749. En lille turistfører til Skive og Omegn fra 1910 har også en brand i 1768, der afvises af Aakjær, fordi han ikke har fundet kildemæssig dokumentation for denne brand.
Branden i 1748 kostede 24 Gaarde og Huse ”med Halmtag”. Den efterfølgende brand i 1749 startede i Nørregade, vist nok antændt af en fordrukken teolog Rasmus Trap, der har bopæl hos provsten. Ilden breder sig fra ”provstens Gaard”, hvor man finder Rasmus Traps forkullede lig.
Jeppe Aakjær skriver om de efter hans opfattelse sidste to brande i 1700-tallet: ”Dette er den sidste Generalkur, som det haardt prøvede Skive maatte gjennemgaa for at slippe sine kjære Straatage … Af et Brev fra Regeringen til Stift-Amtmanden 4. Okt. 1765 fremgaar det, at de to Ildebrande 1748 og 1749 tilsammenlagte fortærede den hele By ”undtagen trende smaa Stæder”.”

Historiske fremstillinger, der viderefører Jeppe Aakjærs fremstilling

Med en lettere omskrivning af Jeppe Aakjær hedder det om Skive i 16-1700-tallet i Skive Kommunes Historie, bd. 1, 2001, s. 289 i en billedtekst til "Reberbanen, en af de snævre gader i Sønderbyen ... Syd for ... Slotsgade-Vestergade lå en klynge af små boliger ... Bydelen hed også gryderboderne, fordi der frem til ca. 1720 blev fremstillet sorte potter i bydelen af en halv snes pottemagere." Det benyttede foto er Hugo Matthiessen, Nationalmuseet, 2. afd. 1919.
En næsten tilsvarende beskrivelse af "Gryde-Boderne" finder man s. 20, anden spalte i Danmarks Kommunale Forvaltning, Viborg Amt . Randers Amt. Om Købstadskommunen Skive, 1929, hvor det også med tydelig reference til Jeppe Aakjær hedder: "Omkring ... Den gamle Kirke ... laa forhen Grydeboderne. Fremstilling af og Handel med Jydepotter har engang været et vigtigt Erhverv for Indbyggerne i dette Bykvarter ..." Ikke helt så påfaldende, men også en tydelig videreførsel af Jeppe Aakjærs kortfattede karakteristik af produktionen af jydepotter i Skive.
Her nævnes dog ikke de "10 fattige Familier", der i Skive Kommunes Historie er blevet til "en halv snes pottemagere."
Som det fremgår har Jeppe Aakjærs formentlige fejllæsning af "Gryder-boerne" i Resens Atlas nok en gang indsneget sig som den fejlagtige betegnelse "Grydeboderne".
Også en anden historisk fremstilling, Hugo Mathiessen, der både forskningsmæssigt og fotografisk har undersøgt adskillige købstæders arkitektur m.v., bliver inddraget som støtte for, at der skulle have været en produktion af Jydepotter i Skive indtil og med 1600-tallet.
Hugo Mathiessens opfattelse af produktion af jydepotter i Skive er blevet videreført i Skive Kommunes Historie, som oven for anført
 
Mest markant og udbredt over to artikler i Skivebogen er Otto L. Sørensens tro på og brug af Jeppe Aakjærs karakteristik.
Han har i Skivebogen 1946, s. 100-108 med artiklen De berømte sorte Skive-Gryder muligvis taget munden lige vel fuld uden tilsyneladende at kende kildegrundlaget. Han gør en omfattende jydepotteproduktion i Sønderbyen til nærmest en eksportindustri.
Otto L. Sørensen præsenterer i Skivebogen 1948 huse, han mener at kunne identificere som pottemagerhuse, i Tværgade, det tidligere Sønderbygade, t.h. før bageste lysstribe. Og foto på foto med Vor Frue Kirke i baggrunden nok et pottemagerhus, vel huset helt tilbage med gavlen ud mod Søndergade. Uanset hvor mange pottemagerhuse, Otto L. Sørensen mener at kunne identificere, viser de næppe andet, end at der i området har været en beskæftigelse med pottemageri, handel eller produktion.
Otto L. Sørensens omskrivning af Aakjær.
Desværre for både lokalhistorikeren Otto L. Sørensen (Skivebogen 1948, s. 15) og en med ham samtidig kritik, H. P. Hansen, museumsforstander i Herning og i samtiden førende ekspert i emnet, i Skive Folkeblad 18. nov. 1946, går de begge ind i en helt unødvendig diskussion af, at begrebet "Boder" dækker over handelssteder - hvor man ikke producerer, som det anføres af H. P. Hansen. Og det kunne se ud til, at de begge sammen med Jeppe Aakjær kunne have fejllæst Resens "Gryde-boere" til "Gryde-Boder".
Hvis ikke den af Jeppe Aakjær amtmandsbeskrivelse i 1715 slet og ret dækker over, at man allerede her har været bevidst, at der var tale om "Boder", handelssteder. I så fald har H. P. Hansen en pointe i forhold til Otto L. Sørensen, der fastholder, at der var tale om produktion af, ikke handel med Jydepotterne.
Men i forsvaret for sin noget floromvundne artikel om "De berømte sorte Skive-Gryder i Skivebogen 1946 inddrager Otto L. Sørensen noget uforsigtigt Jeppe Aakjær som svar på kritikken af hans artikel.
Det ser ud til, at der i denne artikel refereres til Resen og Pontoppidan i en skønsom blanding, hvor det ikke tages så nøje, hvad de samtidige kilder rent faktisk siger. Der henvises til "ældste Omtale" fra 1677, Resen. Men herefter anføres som "en gammel Mening ..., at dette Haandværks Udøvere ... boede ... i Grydergade ..." Her benyttes Pontoppidans beskrivelse af Skive fra 1764.
Artiklen i Skivebogen 1948, s. 5-20, Var Skives Jydepotte-Industri en Fabel? er et svar til museumsforstander H. P. Hansen, Herning, der i Skive Folkeblad 18. nov. 1946.rejser endog betydelig tvivl omkring Otto L. Sørensens iagttagelser i Skivebogen 1946. Hvad Otto L. S. måske ikke helt har været klar over, så var H. P. Hansen i 1940erne den førende og muligvis eneste ekspert på området med udgivelsen af Jydepotter og Løb, Gammel dansk Husflid, Kbh. 1944. Denne bog benyttes stadig som et af hovedværkerne om Jydepotter.
Det centrale i H. P. Hansens indvendinger imod Otto L. Sørensens opfattelse, at Jydepotterne, Skive Gryderne skulle være ikke blot handlet med men også produceret i Skive, er, at han ikke mener, det er godtgjort, at potterne er produceret i Skive, men at der nok snarere har været tale om husflid forskellige steder i Fjends, som så er solgt i Skive i Sønderbyen. H. P. Hansens argumentation punktvis:
  • Omtalen i Resens Atlas beviser kun, at potterne blev handlet fra Skive, ikke at de blev produceret her. H. P. Hansen sammenligner med Varde Gryderne, der heller ikke blev produceret men kun handlet i Varde.
  • Det anses for mere sandsynligt, at potterne som almuehusflid snarere er produceret ude på landet, i Fjends end i købstaden Skive. Der henvises her også til, at benævnelsen "Grydeboderne" snarest refererer til salgs-, end til produktionssteder, jvf. Jeppe Aakjærs fejllæsning. H. P. Hansen tror med reference til E. Pontoppidan, at det er "Potter fra Fjends Herreds Pottesogne ... (der findes) hos Resen, og som er blevet) eksporteret til andre Egne fra Skive." Dette synspunkt harmonerer også med den almindelige antagelse, at sorte lerpotter produceres på landet. I byerne, købstæderne produceres som regel røde lerpotter.
  • Der efterlyses arkæologiske vidnesbyrd om "større mængder" af potteskår, der kunne vidne om en egentlig produktion. Almindeligt og sporadisk køkkenaffald tæller ikke. Og de arkæologiske vidnesbyrd skal pege på produktion af Jydepotterne.
  • Hvis der har eksisteret "Ildgrave", skulle "Potterkonerne have boet ved Siden af ... (da man ikke) bar Potterne ret langt."
H. P. Hansens foto af brændingen af jydepotter fra 1920 kunne vel forklare hans skepsis over for Otto L. Sørensens påståede lerpotte industri i Skive med "Pottemagere" og "Pottemagerhuse". Det var hovedsageligt kvinder, der udøvede erhvervet, og skulle der alligevel have været en produktion i Skive med den hertil hørende brandfare, så er kravet om arkæologiske beviser i form af "ildgrave" indlysende.
Ud over oplysningerne i de to samtidige Atlas'er med omtale af "Gryderboerne" hos Resen og hos Pontoppidan, at "Grydergade" ikke mere eksisterer, henviser Otto L. Sørensen til arkæologiske fund af store mængder potteskår mellem Sønderbyen og Karup Å. Og ikke mindst "Læssevis af ituslaaede sorte Jydepotter ... paa den nederste Del af Kirkegaarden, hvor de ældre Gryderboder ... laa."
Desuden henvises der til, at der også i kirkegårdsområdet er "mange Forekomster af Brandhuller, runde Fordybninger forede med Stensætning, og rødsorte, sværtede Jordhuller ... ", alt også bekræftet ved opgravninger i "selve Hjertet af Sønderbyen mellem det gamle Sygehus og Tværgade ...". Hermed fastholder og konkluderer Otto L. Sørensen, at der må have været en produktion af Jydepotter i dette område af Skive.
Ud over det mest tungtvejende, de arkæologiske vidnesbyrd, henviser Otto L. Sørensen også til "de gulnede Blade i Kirkebogen", hvor han finder navne på Grydemænd i 1680'erne. Desuden anføres Jeppe Aakjær, som 1914 i sin artikel om Skives Ildebrande, helt klart har "troet på Fremstillingen i Skive" af jydepotter.
Men Otto L. Sørensen mangler klart det fældende bevis for sit synspunkt omkring en "Jydepotte-Industri" i Skive frem for, at der blot i Sønderbyen blev handlet med Skive-Gryder, produceret i Fjends.
Her kan han hverken bruge Resen eller Pontoppidan, der begge kun kan tages til indtægt for, at der har været Skive-Gryder i byen, ikke at de er blevet produceret her. Heller ikke mængden af potteskår, som han henviser til, giver noget fældende bevis for en produktion.
Kun hvis der endegyldigt kunne peges på klare beviser for brænding og produktion af potterne i Sønderbyen, ville der være håb forude. Men det kan der ikke, eller kun med henvisning til "ildgrave", som iflg. Sørensen skulle være blevet fundet. Men der kan desværre for troværdigheden i Sørensens argumentation ikke "foretages nogen Ransagning paa Stedet, idet Ildgravene forlængst er bortgravet..." Se dog her en nyere udgravning af kirkegårdsområdet i 2006, der dog desværre for Otto L. Sørensens synspunkt kun kan fremvise brændeovne for en tidligere tids keramik med en teknik, der passer med den tids, 1300-tallet, købstadsprivilegier.
Otto L. Sørensen anfører som sit sandhedsvidne Jeppe Aakjær. Men det er som anført næppe det bedste argument lige netop i denne specifikke sag.
Aakjær omtaler i forbindelse med branden i 1715 de dele af byen, "der gik Ram forbi ... en snurrig Lokalitet i Sønderbyen, der kaldes "Gryde-Boderne", en Erindring om en af det gamle Skives Hovederhverv, de sorte Lergryder." Og det har slet ikke beviskraft for nogen form for produktion af "de sorte Lergryder". Og da slet ikke da Aakjærs primære kildegrundlag forekommer tvivlsomt - Resen og Pontoppidan kan han næppe have læst eller benyttet i denne sammenhæng.
 
Som det fremgår har Jeppe Aakjærs formentlige fejllæsning af "Gryder-boerne" i Resens Atlas flere gange indsneget sig som den fejlagtige betegnelse "Grydeboderne". Enten Jeppe Aakjærs fejllæsning eller en betegnelse, han har fra Amtmandens Indberetning om branden 1715.
 
De bedste samtidige kilder sammen med Danske Lov 1683 er Resens Atlas Danicus fra 1677 og E. Pontoppidans Den Danske Atlas fra 1764.
Ud over Pontoppidans beskrivelse af Sønderbygade og den ved udgivelsen forsvundne Grydergade, kan vi inddrage hans beskrivelser af "Skivehuus Amt eller Salling Land" i Tomus IV, 1764, 1. Cap XIII Viborg Stift. Skivehuus Amt, Det Trettende Capitel sammen med afsnittet om Fiends Herred i Den Danske Atlas Tomus IV, 1764, 2. Cap XII, Viborg Stift. Halds Amt Del 1. Det Tolvte Capitel Om Viborg Stift og om Halds Amt.
Om Skive hedder det: "Byen er ikke stor, ikke heller er den alt for vel bygt, dog bedre og kiønere, end man efter saa mange ulykkelige Ildsvaader skulde formode; thi alene i dette Seculo har den lidt fire Gange Skade af Ildebrand, nemlig 1715, 1725, 1748, og 1749." Pontoppidan kan i 1764 ikke have en evt. brand i 1769 med her.
Om de sorte gryder i Fiends hedder det hos Pontoppidan: "Ved Hald blev for nogle Aar siden anlagt et Teglbrænderie. I Gammelstrup og Borrids Sogne i Fiendsherred forarbeides en heel Deel saa kaldte Jyde-Potter, sorte Gryder og andre Leerkar, som blive førte vidt omkring."
Pontoppidan kan således kun tages til indtægt for, at der på hans tid, i 1700-tallet blev produceret Jyde-Potter i "Gammelstrup og Borris Sogne".
Man skulle næsten tro, hvis denne produktion havde været så "berømt" som hævdet af Otto L. Sørensen, og hvis den også havde fundet sted i Skive omkring "Gryder-boerne", så havde Pontoppidan velsagtens sørget for at få det med i beskrivelsen af Skive.
 
Og der er ingen arkæologiske vidnesbyrd om en produktion af jydepotter i Skive, selv om der i området omkring Sønderbyen er fundet produktionsudstyr til en foregående tids keramik.
Det får så alt i alt være, om Jydepotterne har været produceret i Skive eller i "Pottesognene" i Fjends. Der har utvivlsomt været handlet med disse potter i Skive, i Sønderbyen, kan vi konkludere ud fra Resens og Pontoppidans Atlas'er. Og ud fra de store fund af sorte potteskår i området.
Muligvis har der også været en produktion af Jydepotter i Skive, men der er kun sikker kildedækning (Pontoppidan) for, at disse