Arrangementer  

Foreningsmeddelelser

Covid-19 restriktioner betyder, at der er forhåndsbooking til 
foredraget 30. sept.
Onsdag aften på Skive Museum efterår 2020
Under forberedelse 
Kommende arrangementer 2020
Afholdte arrangementer

 

   
På opfordring af den danske modstandsbevægelse, udførte Royal Air Force i 1944 og 1945, tre meget præcise angreb på Gestapos hovedkvarterer i Århus, Odense og København. Hovedkvarterene blev ødelagt med deres kartoteker og mange Gestapo officerer blev dræbt.
Som man også kender det i aktuel krigsførelse forsøgte tyskerne at beskytte sig mod disse angreb ved at placere danske fanger i bygningerne. De fleste overlevede pga. præcisionen i de fleste af angrebene. Det lykkedes endda for flere at undslippe under aktionerne.
Angrebet på hovedkvarteret i København endte imidlertid i en katastrofe, som oven i købet er blevet mere eller mindre fortiet i dele den danske historieskrivning om besættelsen - i det mindste i den mediepublicerede.
Bombningen af Shellhuset 21.3.1945 Bombningen af den franske skole, mellem Frederiksberg Alle og Maglekildevej, 21.3.1945
Sidst på formiddagen 21. marts 1945 angreb britiske bombefly fra lav flyvehøjde deres mål. Første angrebsbølge nåede helt til Søerne, før luftalarmen lød. Det var kulminationen på et planlægningssamarbejde mellem Royal Air Force og den danske modstandsbevægelse, og målet var Gestapos hovedkvarter. Ved hjælp af et luftfoto fra en gammel reklamefilm, vidste piloterne præcist, hvor Shellhuset lå, lige ned til Skt. Jørgens Sø, og de vidste at de skulle sigte efter husets nederste etager, idet de danske modstandsfolk sad til fange oppe under taget og fungerede som levende bombeværn. Selvom angrebet således var en succes, ramte et af stifinder flyene en mast og styrtede ned nær den Franske Skole. Nogle af flyene i anden og tredje bølge, troede at dette var målet og kastede deres bomber ned over skolen. 123 civile blev dræbt. De fleste af dem børn.
En nyere forklaring på fejlbombningen er, at den skulle være forårsaget af vejret.
På trods af denne tragedie blev beslutningen om at bombe Gestapos hovedkvarter aldrig draget i tvivl fra officiel dansk side.
Den 4. maj om aftenen blev nyheden om den tyske kapitulation hørt over BBC som sendte til Danmark. Danmark var endelig frit efter 5 års besættelse, og på nogle få minutter var gaderne fyldt med jublende mennesker.
Flere steder brød der kampe ud imellem den danske modstandsbevægelse og tyske tropper, eller med bevæbnede bander der arbejdede for tyskerne. Mere end 100 mennesker blev dræbt og hundredevis sårede i dagene omkring befrielsen.
 
Befrielsen i Skive:
 
Krigens start, besættelsen
Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med de dele af det danske militær, det lykkedes dem at overtage. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette politiske segment, der dominerede i militæret. Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.  
 
Danmark - og hermed Skanderup Sogn - under besættelsen er tidsmæssigt og indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj.
Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
På det mere overordnede plan har samarbejdspolitikken været diskuteret - også i en politisk sammenhæng.
På et mere fagligt plan - men bestemt også med mange følelser involveret, ikke mindst, når det har drejet sig om tidligere modstandsfolk - har der været debat omkring modstandsbevægelsens aktioner, ikke mindst stikkerlikvideringer og jernbanesabotagen har været et diskussionsemne og i nogen udstrækning genstand for film o.a. dramatiserende fiktion.
 

      

   
Noget af modstandsbevægelsens top - den civile og velsagtens mest effektive del, her repræsenteret ved den borgerlige del af modstandsbevægelsen, Fl. Juncker og Anton "Toldstrup" Jensen. Samt den militære del - som frygtede DKP's dominans i modstandsbevægelsen, og som ind imellem arbejdede ualmindelig dårligt sammen med den civile del af modstandsbevægelsen. Her repræsenteret ved Flemming B. Muus og Vagn Bennike.

Den lille generalstab - General E. Gørtz, kaptajn C. V. Hjalf og kaptajn P. V. T. Ahnfeldt-Mollerup.

Om E. Gørtz, se interview og kommentar af Erik Haaest.

Tidligere frivillige fra kampen mod Franco i den spanske borgerkrig og forskellige studentergrupperinger begyndte den aktive modstand efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, indledte en egentlig industrisabotage i december 1941, og i december 1942 røvede de sprængstoffer i Faxe Kalkbrud. Kampen krævede nu en stærkere organisering, og i april 1943 stiftedes BOPA som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Eigil Larsen, der var ledende og med i starten af BOPA.
Eigil Larsen, BOPA Aksel Larsen, DKP
 

 

 
 
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. 
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt - efter tilløbet i form af kommunistiske aktioner fra sommeren 1941.
Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. I september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne.
Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.
 

Modstandsbevægelsens organisering og omfang

 
 
 
Modstandsbevægelsens start
 
 
Klik for større billede. Klik her for at se oversigt over illegale blade fra Frit Danmark. Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. 
 

  

Den lokale udgivelse af Budstikken, fra Kolding, startede juni 1943, primært med udspring i kommunistiske kredse. Blev stoppet i dec. 1943, udkom igen i 1944 i en noget ringere kvalitet, også indholdsmæssigt. I det midtjyske område var der fra 1944 med tryk i Ålborg en efterretningsudgave.  

Den illegale presse under besættelsen, en oversigt.

 
Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet etableredes den 16. september 1943 af modstandsfolk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.
Den nu centralt ledede modstandsbevægelse var den eneste af sin art i de besatte europæiske lande. Ledelsen i Frihedsrådet bestod af Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark. Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.
De største og vigtigste modstandsorganisationer: 
BOPA (Borgerlige Partisaner) blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943. Kernen var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. Modstandsfolk fra denne gruppe, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen. Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer. 
Frit Danmark var også en stor oplysningsorganisation. 
Den opstod i foråret 1942 på initiativ af den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen. Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad Frit Danmark var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Under redaktion af Mogens Fog appellerede bladet til det mere kræsne og akademiske publikum på venstrefløjen.